Samhørighed. Det andet af to essays om de voksne og om familiens samhørighed i den nordghanesiske landsby Dalun. Den ghanesiske

Transkript

1 Ghana II Af Lars Rasborg Samhørighed i familien Det andet af to essays om de voksne og om familiens samhørighed i den nordghanesiske landsby Dalun. Den ghanesiske storfamilie fungerer, og børn og voksne kender og accepterer hver deres plads i den. Hverdagen glider. Det er sjældent at opleve ghanesere frustrerede. Livfuldhed møder jeg oftere, men næsten udelukkende blandt kvinderne. De snakker, griner og pludrer. Det sker også, at de diskuterer. Tre kvinder diskuterer en ung piges ønske om at tage til hovedstaden Accra og arbejde som bærer. Hun vil gerne tjene penge til en symaskine, siger én. Det er godt med en symaskine, siger en anden. Så kan hun sy tøj og tjene penge. Men hun bør gøre skolen færdig, siger en tredje. Så hun kan tælle priser sammen uden at blive snydt. De to andre kvinder nikker, og derved bliver det. Det er, som om kvinderne har en uudtalt overenskomst om, hvad diskussionen skal ende med. Derved er der ikke tale om en diskussion i en vestlig betydning. Og måske er det egentlige budskab, som dialogen fremstiller, at pigen bør blive i landsbyen og blive gift og føde et barn, altså følge traditionen, i stedet for at give efter for sine storbygriller. Kvindernes kontakt med børnene er stort set begrænset til at give de små under tre-fire år grundlæggende 3

2 Det er en tradition, at det mindste barn ved en skål får mest. Hvis det mindste barn ikke spiser videre, sætter de større sig igen og spiser resten. pleje og at sige til de større børn, hvad de skal og ikke må. Der er ikke megen verbal kontakt mellem kvinderne og børnene; jeg ser ikke samvær eller aktiviteter, som bare er for sjov. Og jeg ser ingen pædagogisk stimulering à la hvad farve har bananen?, som man møder det i danske familier. Den verbale kontakt og øjenkontakten med de mindste børn har i øvrigt vanskelige betingelser, så længe barnet sidder på ryggen. Kvinders kontakt med mænd ser jeg stort set ikke. Om dagen er mændene væk, og om aftenen sidder de for sig selv på en måtte på gårdspladsen og spiser i stilhed. Måske er kønnenes kontakt henlagt til kvindernes besøg i deres mænds hytter om natten. De usynlige mænd Mændene synes ikke at have megen kontakt med nogen, hverken med hinanden, kvinderne eller børnene. Én gang på 14 dage ser jeg en mand tage et af de små børn op og være i kontakt med det. Mændene er i det hele taget ikke meget i compounden, den lukkede kreds af hytter, som udgør en storfamilies bolig. Alhassan er en af mændene. Han er ude og fiske i den nærliggende flod, får jeg flere gange at vide, når jeg spørger efter ham. En gang ser jeg små, friske fisk i compounden. En anden dag, hvor Alhassan cykler af sted, får jeg at vide, at han kører for at lette sig. Jeg ser ham ikke resten af formiddagen. Det forbliver gådefuldt for mig, hvad de fraværende mænd foretager sig. Måske er svaret, at de går eller cykler af sted og møder andre eller sidder passive andre steder for ikke at sidde passive hjemme i det kvindeunivers, som compounden er. Store børn tager ind i mellem små børn på skødet eller de giver dem mad. Når tre-fire børn samles om en skål mad, rejser de største sig, før skålen er tom. Det er en tradition, at det mindste barn ved en skål får mest. Hvis det mindste barn ikke spiser videre, sætter de større sig igen og spiser resten. Pigerne bærer de små børn på ryggen, ligesom kvinderne. Drengene holder dem i favnen. Enkelte drenge løber rundt sammen, og det sker, at en lille flok drenge fx henter nogle røde blomster ude i bushen. Hjemme på gårdspladsen piller de kronbladene fra, og de tørres, hvorefter de kan indgå i mad. Gæster er liv Min blotte tilstedeværelse sætter liv i landsbyen. Når jeg går gennem byen, møder jeg hele tiden børn, der siger hello, og mange vil hen og give hånd. Nogle børn siger take a photo!, før de overhovedet har set mig med kamera. De mindste børn bliver bange ved synet af mig, og nogle græder. Og de voksne, jeg møder, siger dassiba godmorgen, og goddag og godaften, og de spørger til hvordan jeg har sovet. En mand kommer forbi, hvor jeg står med nogle drenge. En af drengene hedder Dokurugu, og tilfældigt hører manden mig sige navnet. Han standser, retter min udtale og demonstrerer, hvor hurtigt navnet skal siges. Jeg bliver ved med at falde over lydene, og han morer sig meget. Efter en tid går han videre. Mens jeg er blevet undervist, har flere drenge forsamlet sig. Enkelte piger står yderst i den store gruppe. De ivrigste to-tre drenge fortsætter med at lære mig at sige Dokurugu, og de siger andre ord, som jeg forsøger at eftersige. De morer sig lige meget, hver gang jeg snubler over de enkle, men fremmede lyde. Efter en tid trækker jeg mig, og flokken opløses. En gammel kvinde med læderhud 4

3 som Tollundmanden og med en bule på halsen, der er stor som en grapefrugt, kommer ind i compounden i et eller andet ærinde. På et tidspunkt spørger hun mig, om jeg vil gifte mig med hende. Har du et hus til mig?, spørger jeg. Ja, svarer hun. Har du en mand allerede?, spørger jeg. Ja, svarer hun, men ham vil jeg sende væk. Så vil jeg overveje det!, siger jeg. Nogle dage senere kommer kvinden igen i compounden. Har du tænkt over det?, spørger hun, da hun har ordnet sit ærinde. Og hun fortsætter: Du kender vel ikke til at dyrke jorden? Nej, desværre. Og så er der dét, tilføjer jeg, at også når vi er alene, behøver en tolk, fordi vi ikke taler samme sprog. Vi bliver enige om, at jeg ikke flytter ind. Jeg vækker konstant opmærksomhed i landsbyen. Beboerne er ellers ikke uvante med hvide, for lige uden for landsbyen ligger et ghanesiskdansk center, hvortil der ofte kommer danskere. Men landsbyen virker som en lille verden, hvor menneskene er sultne efter nye indtryk. Bortset fra de små børn, som bliver bange for synet af mig. Jeg fylder uforholdsmæssigt meget i landsbyen, uden at ønske det. Det antyder, hvordan sociokulturelle faktorer med stor styrke konstruerer relationen. Samhørighed Blandt danskere har jeg ret udbredt mødt en forventning om, at ghanesere har nogle værdier i behold, som vi har mistet: ghanesere er ustressede; de små børn har nærkontakt med mødrene, siddende omme på ryggen, og alle hjælper hinanden i storfamilien og landsbyen. Det er en forventning om et samfund, som realiserer nære, menneskelige værdier, og som er lykkeligt fri for stress, sammenbragte børn og single-liv. Der er megen sandhed i forventningen, og alligevel ikke. Forældre og børn i Dalun lever ikke sammen i et ubrudt forløb. Når en kvinde føder sit første barn, flytter hun fra sin mand og hans compound, tilbage til den compound, hun kom fra. Når barnet er omkring tre år, flytter hun hen til sin mand igen, bliver gravid, og får sit andet barn, hvorefter hun igen flytter med børnene. Et andet brud består i, at et barn fra fem-seks års alderen kan gives væk som arbejdskraft til familiemedlemmer i en anden compound. Det kan indebære, at barnet flytter til en anden landsby. Omvendt kan den afgivende compound modtage et barn fra familien et andet sted. Man ser ikke dette som barnets adskillelse fra moderen. Tværtimod styrkes familiens samhørighed på denne måde. Alligevel må også ghanesere ind i mellem sande, at et barns adskillelse fra sin mor ikke er uproblematisk. En mormor overtalte sin datter til at lade barnebarnet på to år være nogle dage hos mormoderen. Mormoderen boede omkring 100 km væk, og barnet Kvindernes kontakt med børnene er stort set begrænset til at give de små under tre-fire år grundlæggende pleje og at sige til de større børn, hvad de skal og ikke må. kendte hende dårligt. Da barnet var hos mormoderen, fik hun over telefonen, dag for dag, presset moderen til at acceptere forlængelse opholdet. Efter en uge eller to blev det imidlertid moderen for meget, og hun rejste hen til mormoderen for at se til barnet. Hun fandt barnet i dårlig trivsel det var passivt og tog ikke megen mad til sig. Det havde mormoderen ikke fortalt noget om i telefonen, for 5

4 det var skamfuldt for hende, og i den situation var hendes opgave at bevise sin godhed og få barnet i trivsel igen, før hun lod moderen vide noget. Moderen tog imidlertid barnet med sig hjem. Hun tænkte mere vestligt, at genforeningen ville være det, der bedst hjalp barnet i trivsel. Samhørighed som brud Jeg taler om brud, hvor ghaneserne opfatter det som samhørighed i storfamilien. Opfattelsen understøttes af, at en ghaneser har flere fædre, mødre, brødre og søstre end vi. Din fars brødre og også dine fædre, og når du skal gifte dig, tager ikke din far, men hans ældste bror den endelige beslutning. Din mors søstre og din fars øvrige koner er også dine mødre. Og dine forældres søskendes børn er dine søstre og brødre (Amidu, 1999). Familien er stor, og ansvaret bliver derefter. Hvis en person er heldig at få et lønnet arbejde i stedet for at arbejde i marken, er der mange, som bliver afhængige af indkomsten. For med penge kan man købe nødvendige ting, der tidligere var økonomisk uopnåelige, fx medicin. Det lægger et pres på lønarbejderen i retning af at være hjælpsom, når der er behov. En ghanesisk sociolog skriver, at hjælpsomheden imidlertid ofte ydes modvilligt (Nukunya, 1998). Samhørighed med modvilje, kunne man sige, men ghaneserne ser samhørigheden. Set i forhold til, hvad danskere ofte vil lægge vægt på, er ghanesisk familieliv præget af et sparsomt socialt samspil, af fraværende fædre, af børns adskillelse fra deres nærmeste omsorgspersoner, og af at den enkelte har mange autoritetspersoner omkring sig, hvilket efterlader et meget lille rum for selvstændig stillingtagen. Familielivet er bestemt af traditionen, hvor tendensen i Danmark og den vestlige verden er, at det bestemmes af den individuelle livsstil, som skabes ud fra mere eller mindre bevidst reflekterede valg. Familielivet i Ghana er endvidere bestemt af en sparsomhed på materielle goder, som gør individerne afhængige af hinanden. I Vesten er frigørelsen fra materiel afhængighed af andre så udtalt, at vi har fået det rene parforhold, hvor parterne kun forbliver sammen, så længe det er følelsesmæssigt og lidenskabeligt tilfredsstillende for dem (jf. Anthony Giddens). På lignende måde er også tilstedeværelsen af mange andre relationer i den voksne danskers liv blevet et spørgsmål om et individuelt, aktivt valg, der løbende justeres. Det gælder relationerne til naboer i lokalområdet, relationer til forældre, tanter, onkler, fætre og kusiner, og til uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Det er vanskeligt at forestille sig danskere i større målestok, der hvis de kunne ville ønske at leve et ustresset, ghanesisk liv. Livsforløb Jeg interviewer de voksne i compounden om deres livsforløb. Abukari er 31 år. Indtil han var seks år, boede han hos sine forældre i provinshovedstaden Tamale. Derefter kom han til landsbyen Dalun, til den compound, hvor han stadig bor. Han kom, fordi hans farmor var blevet gammel og manglede hjælp til arbejdet i marken. Jeg var glad for at komme til min farmors compound, siger Abukari spontant. Hvad kunne du godt lide ved at kommer derud?, spørger jeg. Jeg var glad for at komme ud på landet, svarer han. Hvad kunne du godt lide ved at komme ud på landet? Jeg var glad for at hjælpe min farmor, fordi hun trængte til hjælp. Mine spørgsmål eftersøger personlige, individuelle holdninger, men de svar jeg får, fortæller blot, at Abukari gjorde, som hans far sagde. Ghaneserne er ikke individer, selvberoende kloder, som vi principielt blev det med renæssancen. De er bærere af tradition, af autoriteternes bestemmelse. Mariama er den ældste kvinde i compounden. Hun mener, at hun er 100 år. Efter lidt parlamenteren mellem hende, min tolk og mig slår hun et kvart liv af sin alder, og er 75. Min tolk og jeg skønner hende til at være omkring de 60. Som fireårig blev hun sendt hen til sin onkel i en anden landsby. Onklen boede alene, siger hun, men senere siger hun, at han havde tre koner. Alene er et mere elastisk ord, end i Danmark. Det betyder, at man bor uden nogen, man mangler. Mariama besøgte engang i mellem sine forældre, når onklen kørte hende derhen på cykel. Som 15-årig blev hun gift med Amadu, som i forvejen havde tre koner. Hun fik to børn med ham, og et af børnene og manden døde. Hendes næste mand hed Alhas- 6

5 Henvisninger: Amidu, Ibrahim-Tanko: The Extended Family System and New Challenges, Ghana Håndslag, nr. 1, 1999, s Giddens, Anthony: Intimitetens forandring, Hans Reitzels Forlag, Kbh., Nukunya, G.K.: Tradition and Change in Ghana. An Introduction to Sociology, Ghana Universities Press, Accra, 1998 (1992). FOTO: POLFOTO Set i forhold til, hvad danskere ofte vil lægge vægt på, er ghanesisk familieliv præget af et sparsomt socialt samspil, af fraværende fædre, af børns adskillelse fra deres nærmeste omsorgspersoner san. Med ham fik hun fire børn, som alle døde i fire-fem års alderen. Nogle døde af diarré, og andre døde på hospital, hvor de var i behandling. Mariamas anden mand er også død, det er mange år siden. Masaria du har mange spørgsmål, siger Mariama. Det har jeg, og for hvert spørgsmål får jeg én sætning fra Mariama. Sådan er det med alle dem, jeg taler med. Og alligevel er jeg ikke helt tilfreds, når jeg får at vide at et barn er død af diarré, eller at hendes mand døde af hovedpine. Men her, hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved særlig meget, spørger jeg ikke om alt, der undrer mig. Jeg vil dog prøve at få indtryk af om der er noget, som Mariama synes var svært i det livsforløb, hun har fortalt mig om. Hvordan var det for dig, at din første mand døde så tidligt, og at så mange af dine børn døde? Det kan ske for alle, svarer hun. Men var du ked af det, græd du? Jeg græd meget efter børnenes død. Og det var hårdt, at jeg skulle være gravid så længe, før jeg igen fik et barn. Vanskelige følelser synes hurtigt at blive overvundet, og de reaktiveres ikke hos Mariama, når hun fortæller mig om sine tab. Mine indtryk samler sig om, at der i en traditionsbestemt kultur ikke er meget at diskutere, at reflektere over eller skabe forestillinger om. Og der er ikke mange planer at lægge og beslutninger at træffe. Eller være i tvivl om. Lars Rasborg er privatpraktiserende psykolog 7