Undervisningsministeriet Indenrigs- og sundhedsministeriet Forbundsregeringen (observatør) Responsum

Transkript

1 Kongeriget Danmark Statsministeriet Finansministeriet Udenrigsministeriet Undervisningsministeriet Indenrigs- og sundhedsministeriet Delstaten Slesvig-Holsten Statskancelliet Ministeriet for Uddannelse og Kultur Finansministeriet Forbundsregeringen (observatør) Responsum fra den dansk-slesvig-holstenske arbejdsgruppe til behandling af ligestillingsspørgsmål ved finansieringen af det danske og det tyske mindretals skoler København / Kiel November 2010

2 Disposition 1. Indledning 2. Beskrivelse af den historiske og politiske udvikling i vilkårene for danske og tyske mindretal 2.1 Den historiske baggrund for den dansk-tyske mindretalspolitik 2.2 Bonn-København erklæringerne 2.3 Udbygningen af mindretalsordningerne 3. Grundlag for driften af de danske og tyske mindretalsskoler 3.1 Lovgrundlag for driften af de danske mindretalsskoler i Slesvig-Holsten, herunder udvikling af skolernes retsstilling samt udvikling af tilskudsordningerne 3.2 Lovgrundlag for driften af de tyske mindretalsskoler i Danmark, herunder udvikling af skolernes retsstilling samt udvikling af tilskudsordningerne 3.3 Sammenligning af mindretalsskolerne med de offentlige skoler og øvrige private skoler I Slesvig-Holsten I Danmark Folkeskolen Offentlige gymnasier Frie grundskoler, herunder de tyske mindretalsskoler Den tyske mindretals-efterskole Private gymnasier 2

3 4. Skolernes finansiering 4.1 Modeller for danske og tyske tilskud til nationale mindretal Den tyske model for tildeling af tilskud til det tyske mindretal i Nordslesvig Den danske model for tildeling af tilskud til det danske mindretal i Sydslesvig 4.2 De statslige tilskudsprincipper for tilskud til de danske og tyske mindretalsskoler I Slesvig-Holsten I Danmark 4.3 Den historiske udvikling af tilskuddene til de danske og tyske mindretalsskoler I Slesvig-Holsten I Danmark 4.4 Tilskud til anlægsinvesteringer i de danske og tyske mindretalsskoler I Slesvig-Holsten I Danmark 5. Tillæg 5.1 Kommisorium 5.2 Tabeloversigt 5.3 Sammenligning af lovgrundlaget for danske og tyske mindretalsskoler 3

4 1. Indledning Som følge af grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland i 1920, er der i dag henholdsvis et tysk og et dansk mindretal i de to lande. I Tyskland udgør det danske mindretal ca personer, mens der i Danmark er ca personer, der bekender sig til det tyske mindretal. Mindretallene driver bl.a. egne skoler, som finansieres via tilskud fra de to lande. I skoleåret 2009/2010 var der elever i de danske mindretalsskoler i Sydslesvig, mens der tilsvarende var 1421 elever i de tyske mindretalsskoler i Danmark fordelt på grundskole og gymnasium. I foråret 2010 fremsatte både den danske regering og den slesvig-holstenske delstatsregering budgetforslag, der medfører en reduktion i tilskuddene til mindretallenes skoler. I Slesvig-Holsten indebærer forslaget, at tilskuddet til de danske mindretalsskoler fremover vil udgøre 85 pct. af gennemsnitsudgiften pr. elev i de tilsvarende offentlige tyske skoler. I dag får skolerne et tilskud, der udgør 100 pct. af gennemsnitsudgiften pr. elev. I Danmark bliver de tyske mindretalsskoler reguleret som frie grundskoler, og de er således omfattet af beslutningen om at reducere driftstilskuddet til de frie grundskoler fra 75 pct. til 71 pct. af de gennemsnitlige driftsudgifter pr. elev i den danske folkeskole i perioden De tyske mindretalsskoler modtager udover driftstilskud en række særlige tilskud. Tilskuddet til de tyske mindretalsskoler udgjorde i 2009 ca. 96 pct. af de gennemsnitlige driftsudgifter pr. elev i den danske folkeskole. Reduktionen i driftstilskuddet til de frie grundskoler indebærer, at det samlede tilskud til de tyske mindretalsskoler ligeledes falder med knap 1 procent årligt og i 2014 forventes at udgøre ca. 93 pct. I forlængelse af de to budgetforslag aftalte statsminister Lars Løkke Rasmussen og ministerpræsident Peter Harry Carstensen d. 29. juni 2010, at der skulle nedsættes en dansk/slesvig-holstensk ad hoc arbejdsgruppe, der har til formål at belyse finansieringen af mindretalsskolerne på begge side af grænsen. Arbejdsgruppen er fra dansk side repræsenteret ved Statsministeriet, Finansministeriet,Indenrigs- og sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet. Fra slesvig-holstensk side er Statskancelliet, Uddannelses- og kulturministeriet og Finansministeriet repræsenteret. Derudover er forbundsregeringen repræsenteret med observatørstatus. 4

5 2. Beskrivelse af den historiske og politiske udvikling i vilkårene for danske og tyske mindretal 2.1. Den historiske baggrund for den dansk-tyske mindretalspolitik Ved grænsedragningen i 1920 mellem Danmark og Tyskland blev grunden lagt til den dansk-tyske mindretalsordning, som i dag en af grænselandets mærkevarer og giver det dansk-tyske forhold en særlig karakter. Udgangspunktet var imidlertid forskelligt. Fra tysk side blev det i begyndelsen af 1920 erne flere gange foreslået, at de to stater skulle indgå en traktat om mindretallenes rettigheder. Det blev afvist fra dansk side, da det siden 1864 havde været et fast dogme i dansk udenrigspolitik ikke at indgå en bindende aftale med udlandet om mindretalsspørgsmål. I stedet kom mindretalsordningen til at bygge på de to staters egen lovgivning. I Danmark var det grundlovens frihedsparagraffer, anden dertil knyttet lovgivning og nogle nye sønderjyske love, der blev udgangspunktet for den danske mindretalspolitik. Det bevirkede bl.a., at det tyske mindretal fra 1920 kunne vælge mellem tysksprogede afdelinger af folkeskolen eller privatskoler. På det kirkelige område fik mindretallet en egen præst inden for folkekirken i hver af de fire nordslesvigske købstæder med fælles dansktyske menighedsråd. I Tyskland var det Weimarforfatningen der i 1919 blev udgangspunktet for den tyske mindretalspolitik. I de første år var oprettelsen af danske skoler begrænset til Flensborg og omegn, men ved udgangen af 1928 gik de preussiske myndigheder med en ny skoleforordning et afgørende skridt videre. Det danske mindretal blev her kort og godt defineret som de folkedele i riget, der bekender sig til den danske nationalitet, og det blev tilføjet, at bekendelsen af at høre til mindretallet må hverken efterprøves eller bestrides. Hermed blev sindelagsprincippet også knæsat syd for grænsen. Fra da af blev der parallelitet på dette grundlæggende område ud fra devisen: Minderheit ist wer will mindretal er hvem der vil være det, som det senere blev udtrykt. I de første år efter 1945 var det dansk-tyske grænseland præget af retsopgøret med det tyske mindretal og det nationale opbrud i Sydslesvig. Samtidig kom mindretalsordningen under pres. I Danmark blev de tysksprogede kommuneskoler og skoleafdelinger ophævet og de tyske privatskoler beslaglagt. Det bevirkede bl.a., at det tyske mindretal måtte begynde forfra på skoleområdet. Udgangspunktet blev her oprettelse af nye privatskoler. Efter ønske fra Bund deutscher Nordschleswiger udfærdigede den danske regering i 1949 en oversigt over de eksisterende frihedsrettigheder, som mindretallet nød godt af. Blandt dem var et tilsagn om, at bekendelsen til det tyske mindretal og tysk kultur er fri og ikke må bestrides eller efterprøves af myndighederne. Tilsvarende blev retten til oprettelse af egne børnehaver og skoler fastslået. Denne tilkendegivelse blev af mindretallet efterfølgende døbt Kopenhagener Protokoll. 5

6 Efter oprettelsen af landet Slesvig-Holsten blev det danske mindretals rettigheder i 1949 præciseret i den såkaldte Kiel-erklæring. Den opsummerede frihedsparagrafferne i Forbundsrepublikkens nye grundlov og nævnte en række bestemmelser, som var møntet specielt på det danske mindretal. Vigtigst var her udsagnet om, at bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri. Den må ikke bestrides eller efterprøves af myndighederne. Af særlig betydning var også bestemmelsen om, at forældre og værger kan frit afgøre, om deres børn skal besøge skoler med dansk undervisningssprog. Ånden i Kiel-erklæringen kom også til at præge den nye slesvig-holstenske forfatning, Landessatzung, som blev vedtaget af Landdagen i I artikel 5 blev det her bestemt, at: Bekendelsen til et nationalt mindretal er fri; den fritager ikke for de almindelige statsborgerlige pligter. I artikel 6 blev forældrene frit stillet med hensyn til om deres børn skulle gå i mindretallets skoler Bonn-København erklæringerne På trods af de nævnte hensigtserklæringer var tiden frem til 1955 præget af et spændt forhold mellem mindretal og flertal i grænselandet. I Nordslesvig var det efterdønninger fra retsopgøret og begivenhederne i tiden før 1945 der skilte, mens det i Sydslesvig bl.a. var spærrereglen ved landdagsvalg som gav problemer. Ved Forbundsrepublikkens optagelse i NATO blev der fundet en løsning på de udestående problemer. Udgangspunktet herfor var Nato-rådsmødet den 22. oktober 1954 i Paris. Her stillede den danske udenrigsminister H.C. Hansen ingen betingelser for Forbundsrepublikkens indtræden i Nato, men han understregede den betydning, som mindretalsspørgsmålet havde set med danske øjne. Han udtalte, at den måde, hvorpå et mindretal behandles, kan ses som et symbol på det fremtidige dansk-tyske samarbejde. Det blev nævnt, at det tyske mindretal var repræsenteret i Folketinget, mens det langt større danske mindretal ikke havde sæde i Landdagen. Forbundskansler Konrad Adenauer, der også var udenrigsminister, deltog i mødet. Under en pause i forhandlingerne tilkendegav han over for H.C. Hansen, at han havde været i telefonisk forbindelse med den slesvig-holstenske ministerpræsident og anmodet om en drøftelse af sagen. Det blev signalet til, at den hidtil fastlåste situation kom ud af dødvandet. Efter at have sonderet den danske holdning stillede forbundsregeringen et officielt forslag om dansk-tyske mindretalsforhandlinger. De blev påbegyndt i København den 28. februar og afsluttet den 5. marts Længst tid tog det at blive enige om formen; det resulterede i to nøje afstemte regeringserklæringer om det danske og det tyske mindretals rettigheder. Hertil kom en tillægsprotokol om udestående problemer. De to regeringserklæringer begynder begge med en passus, der udtrykker ønsket om at fremme det venskabelige samliv i befolkningen på begge sider af den dansk-tyske grænse og det venskabelige forhold mellem de to stater. Der henvises til artikel 14 i den europæiske konvention om menneskerettigheder og de to mindretalserklæringer fra Herpå følger en opregning af de borgerlige frihedsrettigheder i de to staters forfatninger, med en udtrykkelig henvisning til, at de også gælder enhver, der tilhører henholdsvis det tyske og det danske mindretal. 6

7 Som en konsekvens af disse retsprincipper bliver det fastslået, at bekendelsen til henholdsvis tysk og dansk nationalitet og kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves. Personer, der tilhører de to mindretal og deres organisationer, må hverken i skrift eller i tale hindres i at benytte det sprog, de foretrækker. De to erklæringer fastslår mindretallenes ret til at pleje deres religiøse, kulturelle og faglige forbindelse med henholdsvis Danmark og Tyskland, samt ret til at oprette egne skoler og børnehaver. Endvidere skal der tages rimeligt hensyn til de to mindretals benyttelse af radioen og adgang til at bringe offentlige bekendtgørelser i egne dagblade. Der vil ifølge erklæringerne også blive taget hensyn til mindretallenes repræsentation i kommunale udvalg efter gældende regler, lige som der ved tildeling af offentlige ydelser efter frit skøn ikke vil blive gjort forskel. I tillægsprotokollen til erklæringerne med overskriften Resultat af de dansk-tyske samtaler - gav forbundsregeringen tilsagn om, at forbundsdagsvalglovens bestemmelse til fordel for nationale mindretal (undtagelse fra 5 pct.-spærrereglen) ville blive bevaret i fremtidig lovgivning. Forbundsregeringen meddelte, at den slesvig-holstenske landdag hurtigst muligt ville indføre en undtagelsesbestemmelse fra 5 pct.-spærreglen i valgloven til fordel for det danske mindretal. Ligeledes blev det meddelt, at tilskuddene til det danske mindretals skoler på ny ville blive fastsat til 80 pct. af de gennemsnitlige elevudgifter i de offentlige tyske skoler. Begge mindretal fik også tilladelse til at oprette videregående almendannende skoler med mulighed for at afholde anerkendte eksaminer. Den 29. marts 1955 mødtes statsminister H.C. Hansen med forbundskansler Konrad Adenauer i Bonn. Her underskrev forbundskansleren den tyske erklæring, mens stats- og udenrigsministeren underskrev den danske erklæring. De to erklæringer blev ikke udvekslet, da de ikke var gjort gensidigt betinget af hinanden; derimod blev der udvekslet afskrifter af dem. De to erklæringer blev efterfølgende godkendt af henholdsvis Folketinget og Forbundsdagen. Samtidig ophævede den slesvig-holstenske landsregering Kielerklæringen fra Det blev begrundet med, at erklæringen var blevet betydningsløs som følge af Bonn-erklæringen. 7

8 2.3. Udbygningen af mindretalsordningerne Ved valget i 1964 gled det tyske mindretal ud af Folketinget. Det gav stødet til, at den danske regering i 1965 oprettede et særligt kontaktudvalg for mindretallet med repræsentanter for regering og folketing. Samme år oprettede Forbundsregeringen et tilsvarende udvalg for det danske mindretal, der kom til at sortere under Forbundsindenrigsministeriet. Kontakten til den slesvig-holstenske landdag blev også udbygget, da Landdagen i 1975 nedsatte et udvalg for spørgsmål vedr. det tyske mindretal med landdagspræsidenten som formand. I 1988 nedsatte landdagen også et særligt kontaktudvalg for spørgsmål vedr. den frisiske befolkningsdel. I 1980 erne blev der taget flere nye skridt på mindretalsområdet. For det tyske mindretal fik det stor betydning, at der med støtte fra den danske stat i 1983 blev oprettet et tysk sekretariat i København, som varetager den daglige kontakt med ministerier og Folketing. På skoleområdet fik det tyske mindretal bevilget en række særlige årlige ekstra tilskud begrundet i dets status som et nationalt mindretal. Dette elevtilskud svarer i 2010 til 96 pct. af de gennemsnitlige elevudgifter i den danske folkeskole. I landet Slesvig-Holsten blev der i 1985 indført ligestilling med hensyn til elevtilskud til det danske mindretals skoler (100 pct.). Det blev i 1990 nærmere fastsat i skoleloven. Denne tilskudsordning er frem til i dag blevet ændret flere gange ved tilpasninger af det relevante referencebeløb for 100 pct., idet der især er blevet indført begrænsninger med hensyn til, hvilke udgiftsposter der indgår i de offentlige udgifter pr. elev. Siden 2008 har de danske mindretalsskoler modtaget 100 pct. tilskud af de til enhver tid gældende offentlige udgifter pr. elev. Denne lovændring var resultatet af en fælles arbejdsgruppe med medlemmer fra Dansk Skoleforening for Sydslesvig og delstatens forvaltning. Denne arbejdsgruppe havde i november 2004 dog med udtrykkeligt forbehold for finansieringsmuligheder gennem delstatens budget aftalt at undersøge muligheden for at støtte de danske mindretalsskoler på denne måde. I 1986 pålagde den slesvig-holstenske landdag delsstatsregeringen at udarbejde en mindretalsrapport i hver valgperiode. Rapporten omfattede til at begynde med kun en redegørelse for det danske og det tyske mindretals situation og udvikling. I de følgende valgperioder blev rapporten udvidet med en redegørelse for det frisiske mindretal og for de sinti og roma med tysk statsborgerskab, der bor i delstaten. I 1988 blev der endvidere indført en ny særlig funktion som grænselandskommitteret for mindretalsområdet. I år 2000 blev titel ændret til mindretalskommitteret. Tilsvarende blev der under Forbundsindenrigsministeriet oprettet en særlig stilling som kommitteret for mindretalsanliggender. Kontakten blev også styrket ved, at de fire anerkendte nationale mindretal i Tyskland fik oprettet et sekretariat for mindretalsanliggender i Berlin. I 1990 blev den slesvig-holstenske Landessatzung revideret og fik formel status som delstatsforfatning. I den forbindelse blev ordlyden i artikel 5 fra 1949 om, at bekendelsen til et nationalt mindretal er fri, men ikke fritager for de almindelige statsborgerlige pligter, suppleret med følgende hensigtserklæring: Den kulturelle egenart og den politiske 8

9 medvirken af nationale mindretal og folkegrupper står under landets, kommunernes og kredsenes beskyttelse. Det nationale danske mindretal og den frisiske folkegruppe har krav på beskyttelse og støtte. I 1990 erne tiltrådte Danmark og Tyskland også begge Europarådets pagt om regionale sprog eller mindretalssprog (1992) og Europarådets rammekonvention om beskyttelse af nationale mindretal (1995). I Danmark bevirkede kommunalreformen, der trådte i kraft i 2007, at regeringen indførte en række nye valgregler til sikring af det tyske mindretals politiske repræsentation i de fire sønderjyske storkommuner. Mandattallet blev forhøjet til 31 i hvert byråd. Hvis mindretallet ikke kan klare denne hurdle, er det med mindst 25 pct. af det antal stemmer, som det billigste mandat koster, sikret én tilforordnet uden stemmeret, men med alle øvrige rettigheder, herunder taleret og ret til en udvalgspost. Hvis stemmetallet er mellem 10 pct. og 25 pct. af prisen på et mandat, skal der nedsættes et udvalg, der tager sig af spørgsmål vedr. det tyske mindretal. Ordningen har til dato bidraget til at sikre det tyske mindretals politiske repræsentation i de fire sønderjyske kommuner. I 2010 vedtog det danske folketing lov om Sydslesvigudvalget og tilskudsordninger på undervisningsministerens område for det danske mindretal i Sydslesvig. Efter i 90 år at have været en anmærkning på finansloven blev tilskuddet til det danske mindretal nu lovfæstet og derved en del af det parlamentariske regelsæt i Danmark. 9

10 3. Grundlaget for driften af de danske og tyske mindretalsskoler 3.1. Lovgrundlaget for driften af de danske mindretalsskoler i Slesvig-Holsten, herunder udviklingen i skolernes retsstatus og udviklingen i tilskudsreglerne De danske mindretalsskoler i Slesvig-Holsten er retligt organiseret som frie skoler (erstatningsskoler). Ejer af skolerne er Dansk Skoleforening for Sydslesvig som privatretlig juridisk person. Erstatningsskoler er frie skoler, som i henhold til det overordnede formål med deres etablering tilsigter at opfylde de almene uddannelsesmål og afgangseksamener. Etablering og drift er i henhold til den slesvig-holstenske skolelovs 115, stk. 1 betinget af undervisningsministeriets (Bildungsministerium) godkendelse. En erstatningsskole skal godkendes, såfremt den i sine undervisningsmål og faciliteter samt med hensyn til lærerkræfternes videnskabelige uddannelse ikke står tilbage for de offentlige skoler. Endvidere må den ikke sondre mellem eleverne ud fra forældrenes formueforhold. Desuden skal lærerkræfternes økonomiske og retlige stilling være forsvarligt sikret, og skolens ejer samt bygningerne skal være velegnede til formålet (Grundlovens art. 7, stk. 4, 3. pkt., samt skolelovens 115, stk. 3). Godkendelsen af en erstatningsskole som grundskole (klassetrin 1 til 4) er desuden betinget af, at en særlig pædagogisk interesse kan anerkendes (Grundlovens art. 7, stk. 5, skolelovens 115, stk. 4, 1. pkt.). Anerkendelsen af en særlig pædagogisk interesse tjener således som begrundelse for en undtagelse fra det forfatningsretlige princip om en skole for alle, i det mindste på grundskolens område. Det er en betingelse for godkendelse af en erstatningsskole, at den udgør et meningsfuldt alternativ til det offentlige og private skoletilbud, som beriger den pædagogiske erfaring og fremmer udviklingen af det samlede skolesystem. Eleverne i en erstatningskole opfylder den lovfæstede skolepligt. På basis af en statslig anerkendelse, som går ud over driftstilladelsen i henhold til skolelovens 116 kan en erstatningsskole udstede eksamensbeviser og gennemføre (afgangs-)eksamener, som giver de samme rettigheder som de offentlige skolers. Godkendte erstatningsskoler er principielt forpligtet til i forbindelse med oprykning af elever samt gennemførelse af eksamener og tildeling af karakterer at overholde de bestemmelser, der gælder for de offentlige skoler. Det danske mindretal i Slesvig-Holsten betragter sine skoler som almindelige offentlige skoler på samme måde betragter det tyske mindretal i Danmark sit eget skolesystem som offentligt skolesystem. Mindretalsskolernes retlige status som frie erstatningsskoler berøres imidlertid ikke heraf. I forhold til andre erstatningsskoler i Slesvig-Holsten er de danske mindretalsskoler privilegeret ved, at ejeren i forbindelse med etablering og drift af en grundskole ikke behøver at dokumentere den særlige pædagogiske interesse, som ellers kræves i henhold til Grundlovens art. 7, stk. 5. I skolelovens 115, stk. 4, 1. pkt. bestemmes det, at det danske mindretals grundskoler generelt opfylder nævnte særlige pædagogiske interesse. På grund af deres statslige godkendelse i henhold til skolelovens 116 opnås der ved de danske mindretalsskoler ligesom ved andre statsligt anerkendte erstatningsskoler afgangseksamener på lige fod med de tilsvarende offentlige skolers. Det aktuelle lovgrundlag for driften og for de statslige tilskud til de danske mindretalsskoler findes i skolelovens 2, stk. 4, 1. pkt., 115 til 117 samt i

11 Allerede ved bekendtgørelsen af 7. marts 1950 fra den slesvig-holstenske delstatsminister for folkeoplysning om Ordningen for det danske mindretals skolevæsen (Regelung des Schulwesens der dänischen Minderheit ) (Statstidende Schl.-H. s. 150; NBl. Schl.-H. Schulw. s. 41) blev der indført bestemmelser om etablering, drift af og tilskud til de danske mindretalsskoler som privatskoler. I henhold til bekendtgørelsens bestemmelser var det muligt at oprette private folkeskoler med dansk som undervisningssprog (det danske mindretals private folkeskoler). I bekendtgørelsen blev der bl.a. fastsat detaljerede betingelser for udstedelse af driftstilladelsen gennem delstatsministeren. For de af det danske mindretals skoler, hvis målsætning går ud over folkeskolen, gjaldt således de generelle bestemmelser for privatskoler. Ved den første skolelov blev der i 1978 etableret lovgrundlag for oprettelse og drift af erstatningsskoler (trådte i kraft 1. januar 1979). Ved denne lov blev også de danske mindretalsskoler omfattet af betegnelsen frie erstatningsskoler. Det danske mindretals privilegium, som allerede var grundlagt i bekendtgørelsen af 1950, ikke at skulle dokumentere den særlige pædagogiske interesse, som det i henhold til Grundlovens art. 7, stk. 5, ellers krævedes for en privat grundskole, blev optaget i skolelovens (1978) 55, stk. 3, 1 pkt. I øvrigt svarer bestemmelserne stort set til den aktuelle retlige situation med hensyn til godkendelse og drift af erstatningsskoler. Tilskuddene til de danske mindretalsskoler og de øvriger ejere af erstatningsskoler blev frem til 1990 ydet på grundlag af administrative bestemmelser. Tilskuddene til de danske mindretalsskoler blev fra 1982 trinvist med hver gang 5 pct. forhøjet til 100 pct. tilskud i 1985 (1982: 85 pct.; 1983: 90 pct.; 1984: 95 pct.). I henhold til skolelovens (1990) 63, stk. 5 ydedes til de danske mindretalsskoler behovsuafhængigt et tilskud på 100 pct. af det beløb, som i det forudgående år blev anvendt pr. elev i en tilsvarende offentlig skole i gennemsnit for delstaten, plus det gennemsnitlige beløb for ikke skolepligtige børn i børnehaveklasserne. Denne tilskudsordning blev frem til 2007 ændret flere gange ved tilpasninger af det relevante referencebeløb for 100 pct., idet der især er blevet indført begrænsninger med hensyn til, hvilke udgiftsposter der indgår i de offentlige udgifter pr. elev. Ved tillægslov til finansloven i 1994 blev tilskuddene til omkostningerne til ikke skolepligtige børn i børnehaveklasserne trinvist afskaffet frem til 31. juli Ved tillægslov til finansloven i 1998 blev det med hensyn til beregningen af de gennemsnitlige elevomkostninger bestemt, at personaleomkostningerne begrænses til omkostningerne i forbindelse med afholdelsen af undervisningen i henhold til læseplanen (herunder omkostninger til videreuddannelse). Samtidig blev de offentlige udgifter pr. elev i 1998 fastfrosset som grundlag for tilskuddene i årene 1999 til 2001, hvilket betød, at man gik væk fra gennemsnitlige offentlige udgifter pr. elev i det forudgående år som referencebeløb. I medfør af den respektive finanslovgivning var tilskuddene til de danske mindretalsskoler i årene 2002 til 2007 bestemt af omkostningerne pr. elev i 2001 (på grundlag af skolefinansdataene for 2000). Dertil kom dog den procentuelle forhøjelse af lønningerne til 11

12 tjenestemandsansatte lærerkræfter, som for årene 2002 og 2003 blev fastsat til hver 2,2 pct. I det videre forløb blev det i den afsluttende erklæring fra en fælles arbejdsgruppe med medlemmer fra Dansk Skoleforening for Sydslesvig og delstatens forvaltning fra november 2004 med udtrykkeligt forbehold for finansieringsmuligheder gennem delstatens budget aftalt at undersøge, hvordan de danske mindretalsskoler behovsuafhængigt kunne sikres et tilskud på 100 pct. af de til enhver tid aktuelle offentlige udgifter pr. elev (basis: skolefinansdata for det forudgående år). Siden 2008 har de danske mindretalsskoler i henhold til skolelovens 124 modtaget 100 pct. af de aktuelle offentlige udgifter pr. elev (fx skolefinansdata fra 2008 for tilskuddene i 2010) Lovgrundlaget for driften af de tyske mindretalsskoler i Danmark, herunder udviklingen i skolernes retsstatus og udviklingen i tilskudsreglerne Efter folkeafstemningen i 1920 blev der vedtaget en midlertidig lovgivning om folkeskolen i Sønderjylland (lov om nogle bestemmelser med hensyn til en midlertidig ordning af folkeskolens administration i de sønderjyske landsdele). Af loven fremgik det, at undervisningssproget i folkeskolerne på landet fulgte folkesproget, mens købstædernes skoler skulle have afdelinger med henholdsvis dansk og tysk som undervisningssprog. Var undervisningssproget på de landligt beliggende skoler dansk, kunne forældre på visse betingelser kræve, at der indførtes undervisning på tysk. Folkeskolerne i sønderjyske landsdele skulle finansieres ligesom de øvrige folkeskoler, dog kunne der efter Undervisningsministeriets bestemmelse ydes et ekstraordinært statstilskud til uforholdsmæssigt store udgifter i kommunen som følge af en folkeskole med både dansk og tysk som undervisningssprog. Loven indeholdt også hjemmel til oprettelse af privatskoler. Ved en revision af loven i 1923 blev den midlertidige lovgivning i det store hele opretholdt. I 1933 blev ovennævnte lov permanentgjort, og titlen ændredes til lov om folkeskolen i de sønderjyske landsdele. Det blev i loven slået fast, at de almindelige regler for de øvrige folkeskoler også gjaldt mindretallets skoler i Sønderjylland. Der blev endvidere indført yderligere betingelser for det ekstraordinære statstilskud til kommuner med både en dansk og en tysk afdeling i folkeskolen. I 1939 blev lov om folkeskolen i de sønderjyske landsdele ændret, således at mindretallet fik egen skolekonsulent, som skulle føre tilsyn med de kommunale tysksprogede skoler og skoleafdelinger. Tilsvarende fik de tyske skoler og skoleafdelinger egne skolenævn. I 1945 blev der igen vedtaget en midlertidig lovgivning om skoleforholdene i Sønderjylland (midlertidig lov om undervisning af børn, der hidtil har været undervist i de tysksprogede skoler i de sønderjyske landsdele). Med loven blev oprettelsen af nye kommunale tysksprogede folkeskoler stoppet. Elever i de eksisterende tysksprogede folkeskoler kunne overføres til dansksprogede skoler, eller ved flere end ti elever kunne de samles i særklasser (i disse klasser kunne også optages børn fra tysksprogede privatskoler.) For privatskoler med tysk som undervisningssprog bestemte loven, at de kunne vedblive at bestå, og at nye kunne oprettes. De tysksprogede privatskoler bevarede retten til at 12

13 oppebære tilskud efter samme regler som gjaldt øvrige privatskoler, når omstændighederne talte for det. Samtidig skærpedes kravene ved oprettelsen af nye tysksprogede privatskoler, herunder blev der stillet krav om godkendelse af lærerne, lærebøger m.v. En følge af loven blev, at de tysksprogede kommunale folkeskoler blev nedlagt. Til erstatning for den midlertidige lov fra 1945 blev i 1946 vedtaget lov om private tysksprogede skoler, tysksproget hjemmeundervisning m.m. i de sønderjyske landsdele. Loven opretholdt stort set den midlertidige lov og fastholdte, at nye tyske privatskoler kunne oprettes, og at skolerne efter omstændighederne kunne oppebære statstilskud efter de for privatskoler i almindelighed gældende regler. Loven opretholdt samtidig på visse betingelser, at de i 1945 oprettede særklasser videreførtes i folkeskolen, idet den generelle adgang til oprettelse af folkeskoler med tysk som undervisningssprog i lov om folkeskolen i de sønderjyske landsdele blev ophævet. Lov om private tysksprogede skoler, tysksproget hjemmeundervisning m.m. i de sønderjyske landsdele blev i 1952 ændret, så de tyske privatskoler fik samme vilkår for oprettelse som de øvrige privatskoler, da krav om godkendelse af lærere m.v. blev ophævet. Samtidig blev det fastslået, at de private tyske mindretalsskoler kunne oppebære tilskud og havde ret til statslån, hvis de underkastede sig tilsynet med undervisningen. I 1969 blev der vedtaget en tilskudslov for private skoler, herunder for de tyske mindretalsskoler (lov om statsstøtte til visse private skoler). De tyske mindretalsskoler var i denne tilskudslov ligestillet med de danske frie grundskoler (friskoler og privatskoler). Af loven fremgik, at statstilskuddet til skolerne skulle ydes som et refusionstilskud, som udgjorde 85 pct. af de af skolernes udgifter, som indgik i tilskudsgrundlaget, herunder udgifter til lønninger, bygninger, energiforsyning m.v. I 1970 blev lov om friskoler og private realskoler vedtaget og lov om private tysksprogede skoler, tysksproget hjemmeundervisning i de sønderjyske landsdele blev ophævet. Denne nye lov indeholdt de indholdsmæssige krav til skolerne samt tilskudsbetingelser, mens selve tilskudsbestemmelserne fandtes i lov om statsstøtte til visse private skoler. De tyske mindretalsskoler skulle efterfølgende reguleres af samme lov og efter de samme bestemmelser, som gjaldt for de øvrige danske frie grundskoler. Ensretningen af vilkårene for de tyske mindretalsskoler og de øvrige frie grundskoler indebar for de tyske mindretalsskoler, at der blev stillet nye tilskudsbetingelser udover som hidtil kravet om, at der blev ført tilsyn med undervisningen. De nye krav var bl.a. krav til et mindste antal elever (mindst 20 elever på klassetrin) og aflønning af lærere efter de regler, som gjaldt i folkeskolen. Med hensyn til kravet til antallet af elever blev visse skoler undtaget fra dette krav, dog blev det krævet, at skolerne fremover skulle have mindst 15 elever årligt for at kunne modtage statstilskud. I 1987 blev lov om statsstøtte til visse private skoler ændret, idet der bl.a. indførtes et supplerende tilskud til de tyske mindretalsskoler til at dække omkostningerne til ekstra danskundervisning m.v. I 1991 nyudstedtes lov om friskoler og private grundskoler m.v. (herefter friskoleloven), og i den forbindelse blev lov om statsstøtte til visse private skoler fra 1969 delvist ophævet, dog ikke for så vidt angik tilskud til de private gymnasier. Tilskudsbestemmelserne for de frie grundskoler, herunder de tyske mindretalsskoler, blev overført til friskoleloven. Loven 13

14 fastsatte, at driftstilskuddet til de frie grundskoler beregnes på grundlag af udgifterne i folkeskolen. Det fremgår ikke af friskoleloven med hvilken andel af folkeskoleudgifterne, der ydes statstilskud til de frie grundskoler, idet der henvises til de årlige finanslove. I 2005 blev der vedtaget en ændring af friskoleloven, hvorved tilskudssystemet blev omlagt. I den forbindelse indførtes et særligt driftstilskud til de tyske mindretalsskoler begrundet i et ønske om at holde de tyske mindretalsskoler skadesfri i forbindelse med omlægningen, som særligt ramte små skoler. Det lovgivningsmæssige grundlag for driften af tyske mindretalsskoler i 2010 fremgår af afsnit nedenfor. 14

15 3.3. Sammenligning med henholdsvis de offentlige skoler og de øvrige private skoler I Slesvig-Holsten For børn og unge, som har deres bopæl eller deres uddannelsessted i Slesvig-Holsten, er der skolepligt. Skolepligten er delt op i pligten til at gå i en grundskole og en videreførende skole eller et specialundervisningscenter ( Förderzentrum ) i i alt ni skoleår (fuldtids skolepligt) samt pligten til at deltage i et uddannelsesforløb på en skole, der tilbyder erhvervsuddannelser (Berufsschule) (skolepligt i forbindelse med erhvervsuddannelser). Ved skoleårets start (01.08.) bliver alle børn skolepligtige, der senest d. 30. juni i det løbende kalenderår er fyldt seks år. De offentlige almendannende skoler er delt op i primærtrinnet (klassetrin 1 til 4), sekundærtrin I (klassetrin 5 til 9 eller 10) og sekundærtrin II (klassetrin 10 til 12 eller 11 til 13). De forskellige skoleformer er: 1. Grundskolen (klassetrin 1 til 4) 2. Regionalskolen (klassetrin 5 til 10) 3. Fællesskolen ( Gemeinschaftsschule ) (klassetrin 5 til 10 eller 5 til 13, såfremt skolen har en gymnasial overbygning (klassetrin 11 til 13) ) 4. Gymnasiet (klassetrin 5 til 12) Indtil 31. juli 2011 findes der endvidere skoleformerne Hovedskolen ("Hauptschule ) (klassetrin 5 til 9) og Realskole (klassetrin 5 til 10). I henhold til det aktuelt vedtagne regeringsforslag til ændring af skoleloven genindføres der et niårigt uddannelsesforløb i gymnasiet (klassetrin 5 til 13). Skoler af forskellige skoleformer kan principielt sammenlægges organisatorisk til én skole i retlig forstand (fx grund- og fællesskole). På de almendannende skoler kan der efter 9. klassetrin tages Hauptschulabschluss (svarende til Folkeskolens afgangseksamen),efter 10. klassetrin realeksamen ( Realschulabschluss) og efter 12. eller 13. klassetrin studentereksamen ( Abitur ). En bestået studentereksamen giver generel adgang til optagelse på højere læreanstalter. Undervisningen i de enkelte fag sker i henhold til offentlige timeskemaer og læseplaner. Der opkræves ingen skolepenge for undervisningen. Skoleforløbet er gratis. Også undervisningsmaterialer stilles principielt til rådighed uden egenbetaling. De almendannende skoler drives principielt af kommunerne. Også kommunesammenslutninger (skolesammenslutninger), Ämter (kommunale administrationsfællesskaber) eller i særlige tilfælde Kreise (amter) kan drive skoler. Kommunerne driver også specialundervisningscentrene med indlæring som speciale. De øvrige specialundervisningscentre drives af Kreise eller kreisfreie Städte, for så vidt de ikke på grund af specielle forhold drives af delstaten. 15

16 Det grundlæggende princip for driften af de almendannende skoler er således en opgavefordeling mellem kommunerne, som er ansvarlige for driften og dermed for den fysiske etablering og indretning af skolerne, og delstaten, som er ansvarlig for skolernes lærerkræfter. Kommunerne som ansvarlige for driften skal således stille skolernes bygninger og øvrige faciliteter, det administrative personale og hjælpepersonale til rådighed og sørge for skolernes driftsmidler. Heroverfor afholder delstaten personaleomkostningerne for lærerkræfterne på de offentlige skoler. Det betyder, at de offentlige skoler ikke finansieres af delstaten inden for rammerne af et tilskudssystem med et bestemt beløb pr. elev. Ved siden af de offentlige skoler findes frie skoler. Der er tale om erstatningsskoler ( Ersatzschulen ) eller supplerende skoler ( Ergänzungsschulen ). Erstatningsskoler herunder de danske mindretalsskoler er frie skoler, som i henhold til det overordnede formål med deres etablering tilsigter at opfylde de almene uddannelsesmål og afgangseksamener. Deres etablering og drift er betinget af en tilladelse (se nærmere herom i 3.1). Alle øvrige frie skoler er supplerende skoler, hvis etablering og drift kun skal anmeldes til Undervisningsministeriet. Erstatningsskoler kan fravige undervisningsmål, -indhold og -metoder samt organisationsmåden for skoleformerne i det offentlige skolevæsen, sålænge de opfylder de lovfæstede basiskrav (skoleformsbundne erstatningsskoler). Derudover kan erstatningsskoler godkendes som skoler med et særligt pædagogisk præg, såfremt Undervisningsministeriet på baggrund af deres undervisningsmål, -indhold eller -metoder kan anerkende en særlig pædagogisk interesse (erstatningsskoler med særligt pædagogisk præg fx frie Steinerskoler). Erstatningsskoler er i modsætning til de offentlige skoler ikke underlagt noget omfattende, herunder især fagligt, tilsyn. De er kun underlagt delstatens retlige tilsyn, som er begrænset til at sikre, at forudsætningerne for godkendelsen i henhold til loven til stedse foreligger (se ovenfor). Det danske mindretal kan således i sine skoler tilbyde en undervisning, som er udformet på eget ansvar og fri for statslig indflydelse; i særdeleshed berøres autonomien med hensyn til uddannelsesmål, -metoder og -indhold ikke. På grund af deres statslige godkendelse i henhold til skolelovens 116 er de danske mindretalsskoler imidlertid bl.a. principielt forpligtet til i forbindelse med oprykning af elever, gennemførelse af eksamener og tildeling af karakterer at overholde de bestemmelser, der gælder for de offentlige skoler (se nærmere herom i pkt 3.1). Efter en ændring af skolestrukturen fra og med skoleåret 2008/09 driver Dansk Skoleforening for Sydslesvig p.t. følgende 47 erstatningsskoler med skoleformsbinding: 1) 38 grundskoler, heraf 3 grundskoler med specialundervisningsafdeling (klassetrin 1-4, 3 specialundervisningsafdelinger Indlæring ) 2) 9 fællesskoler (klassetrin 5-10), heraf a) 3 skoler med grundskoleafdeling (klassetrin 1-4) b) 4 skoler med grundskole- og specialundervisningsafdeling (klassetrin 1-4, 4 specialundervisningsafdelinger Indlæring ) c) 2 skoler med gymnasial overbygning (klassetrin 5-10, klassetrin 11-13). 16

17 I forhold til de øvrige almendannende erstatningsskoler i Slesvig-Holsten gælder i henhold til skolelovens 115, stk. 4, 1. pkt. for det danske mindretals grundskoler, at den særlige pædagogiske interesse i henhold til Grundlovens art. 7, stk. 5, som er en forudsætning for en privat grundskole, principielt er til stede (nærmere herom se pkt 3.1). En væsentlig forskel mellem de danske mindretalsskoler og de øvrige almendannende erstatningsskoler samt frie specialundervisningscentre ligger desuden i de forskellige modeller for finansielle tilskud. De danske mindretalsskoler modtager uanset behovet 100 pct. af de opdaterede offentlige udgifter pr. elev. I modsætning dertil modtager de øvrige almendannende erstatningsskoler og frie specialundervisningscentre behovsafhængigt 1 kun 80 pct. tilskud 2. Desuden beregnes udgifterne pr. elev, som tilskuddene er baseret på, ikke som for de danske mindretalsskoler ud fra skolefinansieringstallene 2 år tidligere, men ud fra skolefinansieringstallene for 2000 plus det forudgående års lønstigninger for tjenestemandsansatte lærerkræfter. 1 Ud fra de til enhver tid gældende omkostninger pr. elev beregnes tilskuddets maksimale størrelse ved at gange med antallet af elever. Hvis skolens behov (tilskudsberettigede udgifter minus indtægter) ligger under dette maksimale beløb, modtager skolen en såkaldt mankofinansiering, som svarer til det manglende beløb. Ligger behovet over det beregnede maksimale beløb, udbetales det maksimale beløb. Udbetales det maksimale beløb tre år i træk, ydes i årene fremover en finansiering med et fast beløb svarende til det maksimale beløb. Fra dette tidspunkt behøver de pågældende erstatningsskoler ikke fremlægge nogen dokumentation og ingen balance. Efter fem år med finansiering med et fast beløb kan der foretages en revision, hvor det undersøges, om tilskuddene er anvendt forsvarligt og økonomisk. 2 Undtagelse: Specialundervisningscentre med fokus på åndelig udvikling modtager 100 pct. tilskud. 17

18 Tabel 1: Sammenligning af udgifter pr. elev i danske og tyske erstatningsskoler siden 2000 Grund- og hovedskoler Realskoler Gymnasier År DSF i pct. af DSF i pct. af DSF i pct. af DSF 3 andre offentlige offentl. EOS DSF andre offentlige offentl. EOS DSF andre offentlige offentl. EOS , , ,16 96,62 pct , , ,95 99,46 pct , , ,32 97,38 pct , , ,66 94,65 pct , , ,17 100,31 pct , , ,68 97,08 pct , , ,68 97,10 pct , , ,38 100,52 pct , , ,53 98,64 pct , , ,41 96,85 pct , , ,59 101,15 pct , , ,63 100,50 pct , , ,33 95,62 pct , , ,50 101,69 pct , , ,48 102,12 pct , , ,73 96,99 pct , , ,34 103,28 pct , , ,11 105,32 pct , , ,51 93,96 pct , , ,26 100,18 pct , , ,67 105,48 pct , , ,12 91,10 pct , , ,50 96,73 pct , , ,29 106,51 pct , , ,65 100,00 pct , , ,62 100,00 pct , , ,41 100,00 pct , , ,58 100,00 pct , , ,95 100,00 pct , , ,98 100,00 pct , , ,64 100,00 pct , , ,90 100,00 pct , , ,27 100,00 pct. Fællesskoler Specialskoler År DSV in pct. af DSF i pct. af DSF andre offentlige offentl. EOS DSF andre offentlige offentl. EOS , , ,75 97,06 pct , , ,19 95,65 pct , , ,74 97,88 pct , , ,99 93,87 pct , , ,09 101,34 pct , , ,64 95,74 pct , , ,45 97,78 pct , , ,28 93,82 pct , , ,62 99,62 pct , , ,12 91,71 pct , , ,22 101,35 pct , , ,84 88,89 pct , , ,89 102,17 pct , , ,09 80,12 pct , , ,37 102,07 pct , , ,71 74,51 pct , , ,96 100,00 pct , , ,94 100,00 pct , , ,65 100,00 pct , , ,04 100,00 pct , , ,34 100,00 pct , , ,44 100,00 pct. Kilde: Beregninger fra Ministeriet for Uddannelse og Kultur i SH 3 Dansk Skoleforening for Sydslesvig 18

19 I Danmark Folkeskolen I Danmark er der 10 års undervisningspligt, men ikke skolepligt. Undervisningspligten begynder i august det kalenderår, barnet fylder seks år. Kommunerne har ansvaret for folkeskolen, herunder for finansieringen. Undervisningen i folkeskolen er vederlagsfri. Folkeskolen består af en børnehaveklasse, klasse og en frivillig 10. klasse. Der stilles i lov om folkeskolen krav til, hvilke fag der skal undervises i på de enkelte klassetrin. Det er kommunen, der fører tilsyn med undervisningen Offentlige gymnasier Gymnasiet i Danmark er en treårig ungdomsuddannelse, som kan påbegyndes efter 9. klasse. Der findes forskellige typer af gymnasiale uddannelser, herunder 3 erhvervsgymnasiale uddannelser og én almen gymnasial uddannelse. Af de fire gymnasiale uddannelser er den almen gymnasiale den største. De erhvervsgymnasiale uddannelsesinstitutioner har siden starten af 1990 erne været selvejende institutioner finansieret af staten. I 2007 overgik også de offentlige almene gymnasier fra at være amtslige institutioner til at være statsligt selvejende institutioner. Det indebærer, at alle offentlige gymnasierne i dag udelukkende er finansieret via statslige tilskud. Med undtagelse af nogle mindre grundtilskud, er gymnasierne taxameterfinansierede. Fra og med 2010 dækker taksterne alle driftsudgifter, inkl. bygningsvedligehold og anlæg for de både de almene gymnasier og erhvervsgymnasierne Frie grundskoler, herunder de tyske mindretalsskoler De frie grundskoler er et alternativ til folkeskolen, som vælges af ca. 14 pct. af alle grundskoleelever i Danmark. De frie grundskoler, herunder de tyske mindretalsskoler, oprettes på privat initiativ og har friere rammer med hensyn til værdigrundlag, undervisningens tilrettelæggelse, elevoptag og valg af lærere. Mindretalsskolerne er som udgangspunkt reguleret som de danske frie grundskoler og har dermed større frihedsgrader end de kommunale folkeskoler. Reguleringen i friskoleloven giver de frie grundskoler, herunder de tyske mindretalsskoler, frihed til at have eget værdigrundlag, til at fastsætte læreplaner, pædagogisk frihed til at tilrettelægge undervisningen, til at vælge lærere uanset uddannelsesbaggrund, og til selv at vælge, hvilke elever de vil have på skolerne. Dog stilles som krav, at undervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, og at skolen skal have et bestemt antal elever på klassetrin fra børnehaveklasse til 7. klassetrin. Derudover indeholder loven en række tilskudsbetingelser. Disse betingelser omfatter bl.a. krav om, at: skolen skal være selvejende skolens midler alene må komme skolens egen skole- og undervisningsvirksomhed til gode skolen har en egendækning, typisk i form af forældrebetaling skolens vedtægt er godkendt af Undervisningsministeriet 19

20 skolen skal have en bestyrelse som øverste myndighed mindst to bestyrelsesmedlemmer skal være valgt af og blandt forældrene skolen skal have mindst 32 elever fra børnehaveklasse til og med 7. klassetrin. Hertil kommer, at der gælder særbestemmelser i friskoleloven for de tyske mindretalsskoler. De tyske mindretalsskoler er fritaget for følgende krav: kravet om dansk som undervisningssprog (undervisningssproget er tysk på de tyske mindretalsskoler undtagen i faget dansk), krav til mindst 9 elever i alt i børnehaveklasse og på 1. og 2. klassetrin, 6 elever på 3. og 4. klassetrin og 9 elever på klassetrin, kravet om selveje som organisationsform, som er en tilskudsbetingelse, kravet om, at bestyrelsesmedlemmerne skal beherske dansk i skrift og tale (gælder kun for to bestyrelsesmedlemmer på de tyske mindretalsskoler), kravet om, at skolelederen, lærere og certificerede tilsynsførende skal beherske dansk i skrift og tale og kravet om et mindste antal elever på 32 i børnehaveklasse til 7. klassetrin, som en tilskudsbetingelse. Udover ovenstående undtagelser er der i friskoleloven bestemmelser om: ydelse af et supplerende tilskud til de tyske mindretalsskoler til udgifter til danskundervisning (indført i 1987) og ydelse af et særligt driftstilskud til de tyske mindretalsskoler, som ydes for at holde skolerne skadesfri i forbindelse med en omlægning af tilskudssystemet for de frie grundskoler (indført i 2005). Dertil kommer ydelse af et særligt befordringstilskud til de tyske mindretalsskoler, som alene reguleres af de årlige finanslove. Den tyske forbundsregering yder et tilskud til nedsættelse af egenbetalingen ved de tyske mindretalsskoler i Danmark. 20

21 Den tyske mindretals-efterskole Den Tyske Efterskole Tinglev i Sønderjylland modtager tilskud efter lov om frie kostskoler. For efterskoler gælder generelt friere rammer i forhold til undervisningssproget end på de frie grundskoler. Modsat de frie grundskoler for mindretallet samt gymnasiet, der er organiseret/ejet af DSSV, er efterskolen en del af Volkshochschulvereins für Nordschleswig (VHV) Private gymnasier Der er en række private gymnasier i Danmark. De private gymnasier er underlagt de samme uddannelsesmæssige rammebetingelser som offentlige gymnasier. De private gymnasier modtager et tilskud fra staten svarende til 84,9 pct. af den takst de offentlige gymnasier får. Undtaget er dog bygningstaxameter til de private gymnasier, der er fastsat på finansloven uafhængigt af det bygningstaxameter, de offentlige gymnasier modtager. Der findes ét tysk, privat gymnasium, Deutsche Gymnasium für Nordschleswig, som blev grundlagt af Deutscher Schul und Sprachverein i Gymnasiet er reguleret af lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen (hfkurser). Gymnasiet følger bestemmelserne for de øvrige private gymnasier, men som afslutning på den tre-årige gymnasiale uddannelse får eleverne både en dansk og en tysk studentereksamen. Undervisningssproget er tysk i alle fag undtagen i faget dansk. I modsætning til danske private gymnasier, hvor der stilles et krav om egendækning på kr. pr. årselev, betales der ikke skolepenge på Deutsche Gymnasium für Nordschleswig. Der stilles endvidere ikke krav om, at skolen skal være selvejende. Deutsche Gymnasium für Nordschleswig modtager ingen særlige statslige tilskud. 21

22 4. Finansieringen I dette afsnit beskrives finansieringsmodellerne for både de danske og de tyske mindretalsskoler. Ud over de tilskud både Danmark og Tyskland yder til skoledrift af mindretalsskoler inden for de respektive landes egne grænser, giver begge lande også et tilskud til deres eget mindretal på den anden side af grænsen. Disse tilskud administreres af de respektive skoleforeninger. En grænseoverskridende sammenligning af tilskuddene i absolutte tal har i betragtning af systemforskellene med hensyn til uddannelse, de offentlige budgetter og social sikring samt pris- og overenskomstforskelle mellem Danmark og Tyskland kun begrænset udsagnskraft. 4.1 Modeller for danske og tyske tilskud til nationale mindretal Den tyske model for tildeling af støtte til det tyske mindretal i Nordslesvig Udover tilskuddene fra den danske stat i henhold til Bonn-København erklæringerne fra 1955 modtager det tyske mindretal i Nordslesvig, repræsenteret af Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) som paraplyorganisation, også finansiel støtte fra Forbundsrepublikken Tyskland og delstaten Slesvig-Holsten. Formålet med tilskuddene er at bevare og udvikle det tyske mindretals sproglige og kulturelle identitet. Det tyske mindretal spiller ligesom det danske mindretal i Slesvig- Holsten en særlig rolle mellem de to stater, idet det skal varetage en aktiv brobyggerfunktion i det dansk-tyske grænseland. Støtten fra Forbundsregeringen og delstaten Slesvig-Holsten svarer til målsætningerne i Bonn-København erklæringerne, til rammekonventionen om beskyttelse af nationale mindretal og til det Europæiske Charter om regional- eller mindretalssprog. Pleje og bevarelse af det tyske mindretals sprog og kultur sikres på skoleområdet gennem den tysksprogede undervisning i Deutscher Schul- und Sprachverein (DSSV) s skoler. Til dette formål har ca. 100 lærere fra Slesvig-Holsten fået orlov med henblik på at gøre tjeneste i Nordslesvig. De aflønnes af DSSV i henhold til dansk overenskomst, som hvert år tilpasses prisindekset. Støtten fra delstaten Slesvig-Holsten og Forbundsrepublikken tjener primært til at støtte DSSV i forbindelse med finansieringen af lærerkræfterne. Slesvig- Holsten yder tilskud til de tyske skoler i Nordslesvig med p.t. ca. 1,4 mio. om året. Forbundsrepublikken yder et tilskud til Bund Deutscher Nordschleswiger på ca. 2 mio. årligt til skolerne drift (inkl. lærerlønninger) og desuden til investeringer op til Forbundrepublikken og Slesvig-Holsten betaler i fællesskab børnepenge til DSSV s tyske lærerkræfter. Slesvig-Holsten tilsikrer lærerne på orlov, at deres beskæftigelsesperiode for DSSV anerkendes som pensionsgivende. Det betyder, at de som tjenestemænd også får tjenestemandspension for den periode, hvor de arbejdede som DSSV s ansatte i Nordslesvig. Forbundsrepublikken refunderer efter deres pensionering de løbende 22