Danske byers POTENTIALE. MED kulturen SOM VÆKSTDRIVER for DEN STRATEGISKE byudvikling

Transkript

1 Danske byers POTENTIALE MED kulturen SOM VÆKSTDRIVER for DEN STRATEGISKE byudvikling

2 Danske byers potentiale med kulturen som vækstdriver for den strategiske byudvikling Udgivet af Kulturregion Østjysk Vækstbånd Randers Kommune Laksetorvet 8900 Randers Tlf Kulturregion Østjysk Vækstbånd er et sekretariat for kulturaftalesamarbejdet mellem kommunerne Horsens, Silkeborg, Viborg og Randers Kommune og Kulturministeriet Udgivet April 2011 Rettighederne til denne publikation tilhører Kulturregion Østjysk Vækstbånd Publikationen må frit gengives med behørig kildeangivelse Publikationen er kun udgivet elektronisk og kan downloades fra kulturregionens hjemmeside Redaktion Kulturregion Østjysk Vækstbånd Kontakt: Projektleder Tone Lassen, tlf , mail: Oversættelser Artiklerne af Franco Bianchini, Katja Assmann og Alfonso Martinez Cearra er oversat af Jacob Dahl Sørensen Layout Randers Kommune ISBN

3 Forord Af Tone Lassen, projektleder for Kulturregion Østjysk Vækstbånd Hvad sker der, når man vælger at anvende kulturen som udgangspunkt for en strategisk byudvikling, og hvilke beslutningsprocesser skal der til, for at strategien lykkes? Hvordan kan man som politiker og embedsmand understøtte den strategiske byudvikling i ens egen by, så byens fulde potentiale forløses? Besvarelsen af disse spørgsmål var omdrejningspunktet for konferencen Danske byers potentiale med kulturen som vækstdriver for den strategiske byudvikling, som blev afholdt af Kulturregion Østjysk Vækstbånd i samarbejde med Kulturministeriet og Region Midtjylland, april Nærværende udgivelse består primært af koncentrerede tekstudgaver af konferencens indlæg. Udgivelsen skal give konferencedeltagerne mulighed for at fastholde konferencens oplæg i skriftlig form. Udgivelsen skal desuden formidle konferencens indhold videre til en bredere målgruppe til alle andre, der arbejder med og er interesseret i koblingen mellem kultur og byudvikling. Det på konferencen præsenterede indhold, som har ført til de mest opsigtsvækkende resultater på byudviklingsområdet, kan flere hermed drage nytte af. De seneste forskningsresultater, de mange konkrete erfaringer med strategiske byudvikling, de forskellige bagvedliggende processer, de mangestrengede strategier og metoder bliver hermed tilgængelige for alle. Formålet med udgivelsen, som det også var med konferencen, er netop gennem videreformidling af viden at inspirere til nytænkning. At sætte den kulturelle byudvikling på dagsordenen og fremme den faglige debat, så kulturplanlægningen kan løfte sig fra bare at handle om placering af kulturinstitutioner til at være en bred mange facetteret tænkning, der kan skabe en mere kvalificeret udvikling og innovation af de danske byer. Fra arrangørernes side skal der afslutningsvis lyde en stor tak til konferencens ordstyrere Jens Kvorning og Søren Møller Christensen for konstruktiv sparring vedrørende konferencens faglige tilrettelæggelse. En stor tak skal ligeledes lyde til konferencens oplægsholdere, som med deres tekstbidrag har været med til at realisere denne publikation. Særligt de fremlagte forskningsmæssige resultater og konkrete udenlandske byudviklingserfaringer har bred relevans, og kan være med til at præge den fremtidige strategiske byudvikling i Danmark fremover. Danske byers potentiale 3

4 4 Danske byers potentiale

5 Indhold Introduktion til den kulturelle byudvikling Danske byers potentiale med kulturen som vækstdriver for den strategiske byudvikling... 6 Af Jens Kvorning og Søren Møller Christensen Vi skal skabe attraktive og levende byer Af Henning Jensen Nyhuus Kulturen som drivkraft Af Bent Hansen Kulturens rolle i innovative og bæredygtige bystrategier i Europa med særlig fokus på bymidtens rolle Af Franco Bianchini Europæiske kulturhovedstæder som omdrejningspunkt Europæiske kulturhovedstæder Af Jens Kvorning og Søren Møller Christensen City of possibilities RUHR.2010 transformationen af Ruhrdistriktet Af Katja Assmann Sønderborg bygger bro til fremtiden på historiens søjler Af Stephan Kleinschmidt Aarhus 2017 en vision for strategisk by- og regionsudvikling Af Marc Perera Christensen Potentialer og udfordringer i den kulturbaserede byudvikling Kulturbaserede byomdannelsesstrategier muligheder og faldgruber Af Jens Kvorning Fra infrastruktur til værdier: Vejen til fremtiden Af Alfonso Martinez Cearra De mindre byers udviklingsmuligheder Små byer i kultur- og oplevelsesøkonomien potentialer og dilemmaer Af Anne Lorentzen Kulturens betydning for byudvikling i et kommunalt perspektiv Af Jan Trøjborg

6 Danske byers potentiale med kulturen som vækstdriver for den strategiske byudvikling Af Jens Kvorning, professor og leder af Center for Byplanlægning på Kunstakademiets Arkitektskole i København, og Søren Møller Christensen, etnolog og partner i rådgivnings- og analysefirmaet Hausenberg I løbet af de sidste årtier er kultur blevet en integreret del af byplanlægning og byudvikling. På baggrund af artiklerne i denne udgivelse vil vi her opridse nogle af de spørgsmål og diskussioner, som koblingen mellem kultur og byudvikling fører med sig. Hvorfor er kultur blevet en komponent i byudvikling? Hvilken betydning lægger vi i ordet "kultur", og hvilken relation tænkes der mere konkret at være mellem kultur og byudvikling? Hvilket resultat forestiller vi os at få ud af at inddrage kultur i byudviklingsprocesser? Og afslutningsvist: i hvilken grad kan vi overføre strategier fra større byer og regioner som Bilbao og Ruhr til mellemstore byer som Randers, Horsens, Sønderborg og Aarhus? Kultur som vækstdriver hvorfor? Koblingen mellem kultur og byudvikling forklares i de fleste af artiklerne med globalisering og deindustrialisering af de vestlige økonomier. Franco Bianchini pointerer således, at i takt med udflytning af traditionel produktion og service bliver kulturelle aktiviteter i stadig højere grad set som en central del af økonomien i de europæiske byer. Et aspekt af dette er oplevelsesøkonomi med særlig vægt på både private rejser og erhvervsturisme. At oplevelsesøkonomien tillægges stor betydning ses bl.a. ved, at begivenheder såsom de årlige kulturhovedstæder ofte måler deres succes på antallet af turister før, under og efter året som kulturhovedstad. Bianchini argumenterer dog for, at denne klassiske vareliggørelse af kultur er en både snæver og kortsigtet løsning på deindustrialiseringens problemer. Kortsigtet fordi turisme primært skaber lavtlønsarbejdspladser og snæver, fordi kultur i stedet for at være passive attraktioner 6 Danske byers potentiale

7 Henglo, Uddannelsescenter i omdannet industriområde. Foto Jens Kvorning Introduktion til den kulturelle byudvikling 7

8 kan forstås meget bredere og være en aktiv part i skabelse af ny samfundsudvikling. Kultur og dens rolle i byernes udvikling skal ifølge Bianchini forstås langt bredere for at dens potentiale som driver kan realiseres. Indlæggene fra Marc Perrera Christensen, Jan Trøjborg, Stephan Kleinschmidt og Henning Jensen Nyhuus viser da også, at alle de fire repræsenterede byer ser kulturen som løftestang og driver til en langt bredere defineret samfundsudvikling end den, som kan rummes inden for turisme og oplevelsesøkonomi. Jan Trøjborg beskriver eksempelvis, hvordan Horsens Ny Teater, Middelalderfestival og ikke mindst de store koncerter ikke kun har tiltrukket tilskuere, men også har ændret byens image og skabt et projekt, som hele byen står sammen om. Dette fællesskab er ifølge Trøjborg ikke kun vigtigt når der skal gennemføres store events, men er også afgørende i forhold til byudvikling, som ikke skal designes fra et skrivebord, men udvikles i dialog med uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv, foreninger, borgere m.fl. Henning Jensen Nyhuus adresserer i sit indlæg, at det kan være tæt på politisk selvmord at satse på langsigtede investeringer i kultur, når kerneydelserne inden for den offentlige service er presset. Samtidig peger han dog på, at alle de nævnte byer har problemer med nedlagte industrier, som har skabt huller i byerne, hvor livet er gået i stå. Disse steder skal der tænkes kreativt og mangfoldigt for at gøre områderne levende og aktive og tiltrække de vidensvirksomheder, som skal erstatte de lukkede industrier. Marc Perera Christensen beskriver i sit indlæg Aarhus vision om at blive kulturhovedstad i Han slår fast, at Aarhus 2017 ikke alene er en kulturpolitisk satsning, men skal ses som et byudviklingsprojekt, der løftes ikke kun af Aarhus, men af hele region Midtjylland. Aarhus 2017 vil således med Perera Christensens ord være en innovationsplatform og udviklingsdynamo, der afsøger, opbygger og udvikler nye samarbejdsformer på tværs af sektorer, og som udvikler regionens byer, dens erhvervsliv og turismen. I sit indlæg om Sønderborgs kandidatur til kulturhovedstad 2017 kobler Stephan Kleinschmidt også kultursatsningen med byens udvikling. Kulturhovedstaden skal være med til at løfte visionen om at skabe en ny bydel ved havnen, og med den fredelige og givende sameksistens mellem mindretal og flertal på begge sider af grænsen argumenterer Kleinschmidt også for, at regionen har værdifulde erfaringer at give videre til det øvrige Europa. 8 Danske byers potentiale

9 Alfonso Martinez Cearra fortæller i sin artikel om Bilbao Metropoli-30, der er et konkret eksempel på, hvordan kultur kan tænkes ind i en bredere udviklingsstrategi. Bilbao Metropoli-30 er en offentlig-privat non-profit sammenslutning, der koordinerer en gruppe meget forskellige aktører. Organisationen er med Cearras egne ord: uden tvivl [ ] et af de mest velkendte eksempler på verdensplan, på en effektiv og aktiv offentlig-privat organisation inden for området bymæssig planlægning. Organisationen udviklede Den strategiske plan for revitaliseringen af metropolen Bilbao en plan der anlagde en bred tilgang til en både fysisk og socioøkonomisk revitalisering af Bilbao. Planen er baseret på globalt udsyn og lokal inddragelse. Som en del af det globale udsyn sammenlignede organisationen Bilbaos styrkesituation i forhold til konkurrerende byer. Et væsentligt aspekt af denne globale orientering var etableringen af Guggenheimmuseet som attraktion, der er orienteret mod et internationalt publikum. Den lokale inddragelse var orienteret mod virksomheder, organisationer og borgere. Ideerne i den strategiske plan blev således præsenteret for de vigtigste aktører på det økonomiske, sociale og politiske område for at få deres opbakning til planen. Med andre ord er kulturen her mest oplagt i Frank Gehrys museum tænkt ind i en langt større strategisk plan, der involverer en bred vifte af samarbejdspartnere. Jens Kvorning gennemgår i sin artikel tillige udviklingen i Bilbao, og konkluderer i overensstemmelse med Cearras pointer, at læringen fra Bilbao er, at kulturen kan virke som en driver, hvis den indgår i en velgennemtænkt og bredspektret udviklingsstrategi. Omvendt ville Guggenheimmuseet formentlig ikke have haft nogen nævneværdig betydning, hvis det stod alene. Hvordan er kultur og byudvikling relateret? Indlæggene fra de fire byer viser tydeligt, at koblingen mellem kultur og byudvikling mere er reglen end undtagelsen. Men hvori består koblingen mellem kultur og byudvikling, og hvad er det for en kultur (eller kulturer), der fokuseres på? Svarene på disse spørgsmål er mange og ofte tvetydige. En del af forklaringen på denne uklarhed finder vi hos Franco Bianchini, som argumenterer for, at kulturelle aktiviteter og byudvikling rummer væsensforskellige træk. Byudviklingen vil i næsten alle tilfælde have stor politisk bevågenhed, hvorfor udvikling og gennemførelse af byudviklingsprojekter vil have et stort fokus på risikostyring gennem forudsigelighed. I modsætning hertil er eksempelvis kunstnere kendt for ofte at stille vanskelige spørgsmål for at være kritiske, somme tider måske for kritiske, og for at udforske modsætninger og konflikter gennem deres arbejde og deres rolle i samfundet. Dette betyder ifølge Bianchini, at relationen mellem kultur og byudvikling ofte bliver skæv, idet byudviklingen forsøger at gøre kultur til et forudsigeligt redskab i udviklingsprocessen. Introduktion til den kulturelle byudvikling 9

10 Betyder det, at kulturen er blevet instrumentaliseret og spændt for en vogn? Bent Hansen fra Region Midtjylland argumenterer i sit indlæg for, at kultur og kulturpolitik ikke er noget frit i luften svævende. Kultur har ifølge Bent Hansen altid været spændt for enten den ene eller den anden vogn. I 1980'erne var kulturen den bedste socialpolitik. Før det demonstrerede kirken og kongerne deres magt via arkitektur og billedkunst. Litteraturen og kunsten havde tillige stor betydning under de borgerlige revolutioner i det 18. og 19. århundrede, og det 20. århundredes diktatorer fandt det nødvendigt at bandlyse moderne kunst og musik. Kultur har på den måde aldrig været apolitisk, hvis vi med politik ikke alene forstår de officielle beslutningsprocesser, men i bredeste forstand alle de aktiviteter, der er knyttet til udøvelse af magt samt fastsættelse og fordeling af både materielle og immaterielle værdier. Med Bent Hansens ord eksisterer Kulturen og de retningslinjer vi udstikker for kulturpolitikken [ ] i en politisk og samfundsmæssig sammenhæng, som vi lige så godt kan gøre os bevidste om. Dette betyder dog ikke, at kulturen nødvendigvis er underlagt byudviklingen og den formelle politik. Bent Hansen pointerer således også, at kultur og kunst har en side, der ikke primært henvender sig til forbrugeren men til producenten eller med andre ord til den skabende, den innovative og den udviklende. Det er ikke mindst den side, vi skal være opmærksomme på, når vi ser kulturen i en bredere udviklingsmæssig sammenhæng. Bianchini argumenterer i sin artikel for, at byudvikling kan lære af kulturlivet. Dette handler bl.a. om, at kunstnere ofte tænker tværgående, tværfagligt og helhedsorienteret, at de opponerer mod teknologisk og økonomisk determinisme, og at de tager udgangspunkt i og dyrker konflikter og forskelle i stedet for at negligere dem. Bianchini slår dog fast, at denne læring og befrugtning kræver, at relationen mellem kultur og byudvikling i højere grad har karakter af at være en ligeværdig dialog. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan de to forskellige tilgange bedst sammentænkes. Behøver det nødvendigvis at være et mål, at kultur og byudvikling skal være ligestillet i det samme projekt, eller kan vi også forestille os, at der kan være kunstneriske projekter, som fungerer autonomt i en bredere og mere strategisk defineret byudvikling? Derudover kan det også være relevant at spørge, om kultur behøver at være koblet til kunstnerisk aktivitet. I videste forstand kan kultur også handle om såvel hverdagens kulturer og som en bys politiske og administrative kultur kulturer der ikke nødvendigvis rummer kunstnerisk aktivitet. Hvad betyder det for relationen mellem byudvikling og kultur, hvis vi tager udgangspunkt i denne brede tilgang til kultur? 10 Danske byers potentiale

11 Hvilke mål stræber vi efter, og hvordan opnås de? Hvad fokuseres der mere konkret på, når vi taler om, at kultur kan være en driver for byudvikling? Hvilke typer af udvikling er det vi håber, at kulturen bringer med sig? Jens Kvorning oplister i sin artikel en række af de målsætninger, som større begivenheder såsom de årlige kulturhovedstæder, men også OL og Expo, typisk bygges op omkring: Tiltrække eksterne investeringer og fremkalde øgede lokale investeringer. Øge turistindtægterne. Ændre byens selvforståelse. Ændre og modernisere byens politiske og administrative strukturer. Skabe opbakning til at gennemføre væsentlige offentlige investeringer i ny fysisk og kulturel infrastruktur. Og gennem effekten af disse ændringer at gøre det muligt for byen at indtræde på en ny og styrket måde i det globale bysystem. Ændringer der skal hjælpe byen med at tiltrække de internationale virksomheder og det højtuddannede personale, som er afgørende i den postindustrielle, globaliserede økonomi. Fokus er således bredt, og som Kvorning illustrerer med sine cases er der for det meste en samlet strategisk plan, som fokuserer på at opnå alle de ovenfor nævnte mål. Den interessante diskussion ligger derfor næppe i målene de er mere eller mindre ens for alle byer. Den interessante diskussion ligger i stedet i den måde de forskellige byer ønsker at opnå målene. Kvorning skelner her mellem en vifte at strategier, som eksemplificeres ud fra Brügge, Milano, Bilbao, Barcelona og mindre byer som Hengelo og Freiburg. Strategierne varierer bl.a. i forhold til hvilken type af kultur, der satses på at fremme; er det store kulturinstitutioner, kulturarv eller det brede hverdagsliv? Et andet parameter er geografisk; satses der på at udvikle en bymidte, som siden kan løfte den øvrige by, eller vil man løfte hele byen på én gang ved at satse bredt med en række mindre akupunkturiske projekter? Og endelig er der en parameter, som relaterer til de to foregående; er der fokus på middelklassen og byens opkobling på den rejsende globale elite, eller er indsatsen bredere og mere inkluderende over for sociale og etniske forskelle? Det sidstnævnte spørgsmål adresserer det faktum, at regenerering også handler om at forandre kulturen i en by. Katja Assman beskriver i sin artikel, hvordan først IBA Emscher Park ( ) og siden Kulturhovedstad 2010 har været et væsentligt element til at ændre opfattelsen af Ruhr fra at være et stort industrielt rustbælte til at være en region, der er stolt af sin fortid. IBA skabte en forandring, som dannede grundlag for, at Ruhr med Assmanns ord kunne præsentere et fuldkommen anderledes billede. Hun fremhæver EMSCHERKUNST.2010, som det centrale projekt i kulturhovedstadsåret. I projektet inviteredes kunstnere fra den nye generation i Emscher til at udforske hvert deres sted på den 34 kilometer lange Emscher-ø. Øen er historisk kendt for at Introduktion til den kulturelle byudvikling 11

12 være lukket land pga. de store industrivirksomheder, men ifølge Assmann ændrede kunstværkerne ved dette: alle kunstværkerne i EMSCHERKUNST.2010 havde én ting til fælles: de frigjorde de skjulte kvaliteter og vidunderlige karakteristikker i en region, der generelt bliver betragtet som værende uskøn. Ved at tillægge dem en ny betydning, der gik imod forventningerne, ændrede de deres virkelighed. Både hverdagskulturerne og ikke mindst den politiske og administrative kultur er i de fleste byer formet af den industrielle økonomi med dens produktionsmønstre og både formelt og uformelt organiserede interessemodsætninger. Jens Kvorning argumenterer i sin artikel for, at det store fokus på kultur i byudvikling er relateret til et ønske om at forandre disse kulturer. Men hvordan gøres dette? Og hvad med de grupper, som ikke ønsker en ny kultur? Med udgangspunkt i den postindustrielle transformation af Milano, hvor man entydigt satsede på den indre by og den globale modebranche, spørger Kvorning, om vi nogle gange er nødt til at være kyniske for at få fodfæste i den globaliserede økonomi. Forandring af politik, administration og samarbejdsformer Som nævnt ovenfor argumenterer Jens Kvorning for, at det ofte er et selvstændigt mål at ændre byens politiske og administrative strukturer. Katja Assman fortæller således i sin artikel om, hvordan IBA var en banebrydende organisation, der etablerede nye samarbejder på tværs i regionen, samtidig med at organisationen opnåede at give beslutningskraft på projektniveau, så projekterne ikke blev talt til døde i de regionale fora. IBA og siden Kulturhovedstad 2010 havde således stor værdi, fordi de skabte en regional forståelse i de politiske og administrative strukturer en forståelse, der ifølge Assmann er afgørende, hvis Ruhr skal kunne tage del i den globale storbykonkurrence. Denne iagttagelse fører dog til en diskussion om, hvordan disse nye samarbejdsformer udbredes og forankres til det daglige arbejde. I forbindelse med større begivenheder som kulturhovedstad lykkes det tit at rykke ved de traditionelle strukturer. Først står byen eller regionen sammen om at udvikle en ansøgning og vinde retten til at afholde en stor begivenhed. Dernæst lykkes det at få administrationerne til at arbejde sammen på tværs af sektorer og etablere partnerskaber med erhvervsliv, organisationer og mobilisere borgerne som frivillige. Men hvad sker bagefter? Assmann fortæller at samarbejdet, der blev etableret i forbindelse med IBA, ikke fortsatte efter projektets afslutning. Samarbejdsrelationerne faldt derfor væk indtil man flere år senere igen samledes om kulturhovedstaden i Denne gang ser det ud til at lykkes med et fortsat samarbejde på tværs af regionens mange byer og EMSCHER- KUNST.2010 skal fortsætte som en triennale. Assmanns fortælling understreger, at det 12 Danske byers potentiale

13 er relevant at diskutere, hvordan de ændrede arbejdsgange og samarbejdsformer forankres og fastholdes. Som nævnt er ønsket om forandring ofte knyttet til et behov for at ændre arbejdsgange og verdenssyn fra en industriel til en postindustriel og globaliseret virkelighed, men strukturerne er træge og svære at forandre. Der kan derfor være en risiko for, at forandringen kun er temporær og kun berører de medarbejdere, som arbejder med det konkrete projekt. Når det ene projekt er slut rykker medarbejdernes fokus over til et nyt projekt, som skal udvikles, finansieres og afvikles. På den måde kan der opstå lag af projektarbejdere, som arbejder adskilt fra den øvrige administration. Er det et problem? Og hvis det er, hvordan kan det så undgås? Hvilken betydning kan kulturplanlægning få i mindre og mellemstore byer i Danmark? Afslutningsvist er det afgørende at få rejst en diskussion af, hvordan de mange succesfulde eksempler fra primært større europæiske storbyer kan oversættes til mindre og mellemstore byer i Danmark. Anne Lorentzen viser i sin artikel, at en stærk oplevelsesøkonomi ikke nødvendigvis medfører arbejdspladser inden for videnserhvervene. Hun har undersøgt 12 kommuner i Nordjylland og påviser, at koblingen mellem en stærk position inden for oplevelsesøkonomi og mange beskæftigede i videnserhverv findes i Aalborg og de byer, som ligger inden for pendlingsoplandet til Aalborg eller det østjyske vækstbånd. Kommuner med en stærk turismesektor, men som ikke ligger i nærheden af en større by, vil typisk have en stærk oplevelsesøkonomi, men savner styrke i forhold til vidensøkonomi. En bys regionale placering er med andre ord afgørende. Dette ligger fint i forlængelse af, at mange af de kendte eksempler fra eksempelvis Bilbao, Ruhr og Milano bygger på stærke synergier mellem kommune, erhvervsliv, universiteter og civilsamfund. Denne type af synergi er overordentlig svær at opnå i byer som Thisted, Lemvig og Ringkøbing. Jens Kvorning nævner i sin artikel, at de mindre byer i langt højere grad end de store byer er nødt til at aktivere de kvaliteter og ressourcer, som de allerede har. Betyder det, at disse byer primært må satse på at skabe et godt bosætningsmiljø med fokus på ungdoms- og enkelte professionsuddannelser? Hvordan forholder det sig med byerne i Østjylland? Disse byer har nemmere ved at tiltrække videnserhverv, men på nær Aalborg og Aarhus har de ikke større vidensmiljøer. Er det et problem, eller hænger byerne fra Kolding til Randers så godt sammen, at det ikke giver mening at diskutere hver by for sig selv? Svaret på dette spørgsmål ligger sandsynligvis i at tænke i bynetværk og regionale sammenhænge i stedet for enkelt byer og selvstændige kommuner. Men hvordan gør vi det i praksis? Det er et af de spørgsmål konferencens debatter forhåbentlig kan give svar på. Introduktion til den kulturelle byudvikling 13

14 Vi skal skabe attraktive og levende byer Af Henning Jensen Nyhuus, borgmester i Randers Kommune Når det som nu er krisetid, ligger det måske lige til højrebenet for kommunalpolitikere entydigt at satse på at sikre kerneydelserne og måske skære ned på eller droppe udviklingsprojekter inden for kulturen. Derfor kræver det politisk mod at turde satse på langsigtede investeringer. Det kræver endnu mere politisk mod at turde satse på langsigtede investeringer, der skal sikre, at kulturen kommer til at spille en central rolle som potentiale til byernes udvikling. Som politikere er vi valgt for fire år ad gangen, hvilket i sig selv kan indsnævre tidshorisonten for vore kommuners og byers udvikling. Skal vi samtidig i krisetider slå til lyd for langsigtet planlægning og investering, når der skæres i kerneydelserne, ja så kan det føre til politisk selvmord. Jeg håber, at konferencen kan medvirke til at afdække så mange forskellige metoder og resultater, der gør, at vi som politikere tør satse på at skabe byer, der er så attraktive og levende, at de appellerer til både dem, der bor i byerne og dem, der besøger dem. 14 Danske byers potentiale

15 I Randers Kommune er der planer om etablering af et nyt kunstmuseum ved bredden af Gudenåen. Museet er tegnet af arkitektfirmaet 3xN fra Århus, der vandt den internationale arkitektkonkurrence om et nyt museum Introduktion til den kulturelle byudvikling 15

16 Kulturen som drivkraft Af Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner Kulturen spiller en vigtig rolle i udviklingspolitikken. Det er regionens rolle at styrke byernes kulturudvikling ved at bidrage til samarbejdet mellem byer og kulturinstitutioner. Samtidig er det afgørende at kulturen styrkes via internationalt udsyn og samarbejde. I denne sammenhæng er transnationale partnerskaber mellem institutioner, byer og regioner et vigtigt værktøj. Kulturen har altid i forskellig grad været spændt for forskellige politiske vogne eller projekter. I 1980 erne hed det f.eks., at kulturen var den bedste socialpolitik. Senere kunne man dårligt nævne ordet kultur uden også i samme åndedrag at sige turisme. I 90 erne og 00 erne blev det til kreative alliancer og oplevelsesøkonomi. Dette kan virke diffust og tilfældigt som modeluner; men går vi længere tilbage i historien bliver sammenhængen mellem kulturen, magten og de store politiske projekter tydelig. Tænk på kirkens og kongernes demonstration af magt via arkitektur og billedkunst. Tænk på litteraturens og kunstens betydning under de store borgerlige revolutioner i det 18. og 19. århundrede. Og tænk på det 20. århundredes diktatorer og deres paranoide bandlysning af moderne kunst og musik. Det er heldigvis mere fredeligt i dag, også selv om vi i snart mange år angiveligt har befundet os midt i en såkaldt værdikamp. Jeg skal ikke fordybe mig mere i det historiske. Denne indledning var blot for at slå fast, at kultur og kulturpolitik ikke er noget frit i luften svævende. Kulturen og de retningslinjer vi udstikker for kulturpolitikken eksisterer i en politisk og samfundsmæssig sammenhæng, som vi lige så godt kan gøre os bevidste om. Derfor er det også både interessant og udfordrende, når byerne i det østjyske vækstbånd nu vil have os til at diskutere, hvordan kulturen kan bruges som vækstdriver og som omdrejningspunkt for lokale og regionale udviklingsstrategier. 16 Danske byers potentiale

17 Vandspejling en performance-installation skabt af Carte Blanche til projekt VANDET. Foto: Bo Amstrup Introduktion til den kulturelle byudvikling 17

18 I den regionale udviklingsplan for Midtjylland og i den kulturpolitik, regionsrådet har vedtaget, betegnes kulturen som en dynamo for udvikling, nytænkning og livskvalitet. Selv om det nok er for meget sagt, at vi med vores konkrete kulturpolitik er i gang med at udfolde denne tænkning i fuld skala, så mener jeg dog at vi er på vej til at ændre kulturpolitikkens retning. Jeg ser både denne konference og det, vi er gang med i Midtjylland og andre steder, som et udtryk for en grundlæggende ny orientering omkring kulturen og kulturpolitikken. Der har i mange sammenhænge været en tendens til at se kulturen som den pynt eller den glasur på kagen, som der kunne blive råd til, når alt det nødvendige var betalt. Nu ser vi i langt højere grad kulturen som en investering. Det samme har vi set i forskellige oplevelsesøkonomiske strategier den sidste halve snes år. Men ligesom oplevelesøkonomi er mere end kultur, er kultur på en anden led også meget mere end oplevelsesøkonomi. For kultur handler ikke blot om produktion af oplevelser (hvad enten vi taler om kunst, formidling eller ren underholdning). Den handler mindst lige så meget om produktion af viden og udvikling af måder at gøre ting på. Kultur og kunst har en side, der ikke primært henvender sig til forbrugeren men til producenten eller med andre ord til den skabende, den innovative og den udviklende. Det er ikke mindst den side, vi skal være opmærksomme på, når vi ser kulturen i en bredere udviklingsmæssig sammenhæng. Jeg vil ønske Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens tillykke med konferencen og projektet om kulturen som vækstdriver. Det bliver spændende af følge kommunernes arbejde med at udvikle det kulturpolitiske felt. Vi vil fra regionens side gerne spille med, og vi ser os selv som den instans der kan bidrage til at formidle og facilitere dette arbejde. Vi er først og fremmest interesserede i at fremme samarbejdet mellem aktørerne på kulturområdet, og vores kulturstøtte vil i højere og højere grad blive målrettet projekter, der handler om samarbejde, for vi tror det er dér i mødet mellem parter, der ikke er ens, men i stand til se et fælles potentiale udviklingselementet står stærkest. Det gælder samarbejde mellem aktører inden for regionens grænser, men også i meget høj grad samarbejde på tværs af regionerne og også det internationale samarbejde. Nøjagtigt det perspektiv, denne konference handler om. 18 Danske byers potentiale

19 Carte Blanches forestilling var Der engang blev vist som inspiration ved Projekt VANDETs opstart. Foto: Per Algren Introduktion til den kulturelle byudvikling 19

20 Kulturens rolle i innovative og bæredygtige bystrategier i Europa med særlig fokus på bymidtens rolle Af Franco Bianchini, professor, Leeds Metropolitan University, England Kulturel byudvikling (cultural planning) er af Colin Mercer blevet defineret som den strategiske og integrerede planlægning og brug af kulturelle ressourcer til udvikling af byer og samfund. Mercer mener at det er nytteløst at have en kulturpolitik som ikke har forbindelse til kommuners øvrige lokale politik og strategier. Kulturpolitikken er nødt til at være en del af en strategisk vision. Den skal også være integreret på en sådan måde, at den kulturelle dimension ikke blot bliver tilføjet som pynt i sidste øjeblik, når alle de vigtigste beslutninger om en bestemt udvikling allerede er blevet truffet. Et eksempel på det sidstnævnte, er brugen af kulturelle elementer til, på desperat vis, at forskønne bygninger eller anden udvikling som er blevet udtænkt helt uden kulturelle hensyn. Det er hvad amerikanerne nogle gange kalder at putte læbestift på en gris : brugen af offentlig kunst eller ordninger med en procentdel til kunst, som et forsøg på i sidste øjeblik at gøre fuldkommen utiltalende bygninger en smule mere spiselige. Det vigtigste ord i Mercers definition er nok kulturelle ressourcer som i virkeligheden er den kulturelle byudviklings råmateriale. Kommuner må i deres kulturpolitik vælge hvilken definition af kultur de ønsker at arbejde med. Jeg er fortaler for en meget bred, næsten antropologisk, livsstilsdefinition af kultur, som forhåbentlig er brugbar i planlægningen af kulturelle byudviklingsstrategier, heriblandt i initiativer for regenerering og forvaltning af bymidten. Med kulturelle ressourcer mener jeg naturligvis en lokalitets kunst, medie og kulturarv, og med sidstnævnte mener jeg ikke kun den kulturarv, som er bygget eller ligger begravet, men også stedets antropologiske kulturarv. Dette kan være lokale 20 Danske byers potentiale

21 Spanish Quarters, Napoli Foto Franco Bianchini Introduktion til den kulturelle byudvikling 21

22 dialekter; bestemte typer mad og kulinariske evner og traditioner; sekulære og religiøse ritualer, festivaler og andre fejringer i samfundet; sport og fritid; ungdomskultur, etniske minoriteter og deres kultur, samt andre interessante aspekter af samfundet; lokale og udefrakommende opfattelser af en lokalitet, som kan udtrykkes i alt lige fra vittigheder til sange, litteratur, film, myter og legender, mediedækning og de forskellige stereotyper og ordsprog, der tilhører et bestemt sted. Det gælder naturligvis også de kvaliteter, som ligger i naturens og de menneskeskabte miljøer, heriblandt parker og åbne rum, mødestedernes kvalitet (såsom barer, caféer, pubs, restauranter og natklubber) hvor folk interagerer, og til slut også det repertoire af kreativt input i de lokale produkter og egenskaber, ikke kun i håndværk og produktion, men også inden for servicefagene. Den centrale idé i kulturel byudvikling er, at kulturelle ressourcer bør være i centrum af processen når kommuner laver politik, samt at der bør laves forbindelser, der går begge veje mellem kulturelle ressourcer og enhver anden slags politik; fra økonomisk udvikling til turisme, markedsføring, uddannelse, miljø osv. Dette betyder ikke at man skal opgive den gængse fremgangsmåde hvad angår kulturpolitik som er vertikal og funktionel og sigter mod at udvikle bestemte former for kulturel aktivitet såsom teatre, biblioteker, museer, dans og musik. En ny fremgangsmåde, som bør føjes til den eksisterende, skal være mere horisontal og basere sig på tværgående temaer og spørgsmål, der går på tværs af forvaltninger såsom social integration, fornyelse af kvarterer, regenerering og forvaltning af bymidten, samt markedsføring af byen. Min interesse ligger i denne dialog mellem den kulturelle sektor og den bymæssige politik, heriblandt også udvekslingen af ideer om spørgsmålet om forvaltning og regenerering af bymidten. Der har i de senere år været en voksende interesse for kulturelle ressourcer blandt de politiske beslutningstagere inden for turisme, fysisk planlægning og økonomisk udvikling. De har med deres egne ord i stigende grad benyttet kulturen som et værktøj til at få gennemført deres politiske mål på forskellige områder. I mine øjne bliver den interessante udfordring lige nu, at skabe øget dialog mellem ligeværdige. I en sådan dialog bør vi overveje potentialet for hvad den kulturelle sektor i byen kan tilbyde, med henblik på at berige den professionelle praksis hos de politiske beslutningstagere inden for fysisk planlægning, turisme, forvaltning af bymidten og lokal økonomisk udvikling. Det er med andre ord vigtigt at eksperimentere med en mere kunstnerisk, kulturelt velovervejet fremgangsmåde for politisk beslutningstagning. For at præcisere har jeg udpeget seks karakteristikker for hvad jeg forstår ved ordet kulturel. 22 Danske byers potentiale

23 Den første betydning af ideen kulturel refererer til det tværfaglige, tværgående og helhedsorienterede arbejde af de bedste kunstnere, som normalt krydser disciplinære grænser. Den anden karakteristik af kunstnernes arbejde er sigtet mod at være innovativ, original og i visse tilfælde også eksperimentel. For det tredje er kunstnere kendt for ofte at stille vanskelige spørgsmål for at være kritiske, somme tider måske for kritiske, og for at udforske modsætninger og konflikter gennem deres arbejde og deres rolle i samfundet. På den anden side er f.eks. promovering af turisme og markedsføring af byer ofte kendt for det stik modsatte nemlig at lade som om der ikke eksisterer nogen konflikt og modsætninger i deres udgave af byens liv og image. Der eksisterer ofte en manglende forståelse af at disse konflikter og modsætninger måske selv kunne gøres til markedsføringsressourcer. Hvis man behandlede og udforskede kulturen på en hensynsfuld måde, kunne den gøre stedets markedsføringsstrategi mere ægte og interessant. Det fjerde sæt karakteristikker for kulturel produktion er at det generelt er med mennesker i centrum, er humanistisk og en smule mistænksom over for forskellige slags teknologisk og økonomisk determinisme. Den femte karakteristik for kulturel produktion er at det er en dannet fremgangsmåde, hvilket betyder at den er yderst bevidst om historie og de traditionelle kulturelle udtryksformer. Det er velkendt at et af hovedkritikpunkterne af de fysiske planlæggere, har været at de ikke har været tilstrækkeligt bevidste om historie og derfor har truffet beslutninger der udviste manglende hensyn. Dette gælder især i Nordeuropa i 1960 erne og de tidlige 70 ere. Dette er forbundet med deterministiske begrundelser, som har været skyld i katastrofale eftervirkninger, såsom motorveje i byområder som især er fra 60 erne og har skæmmet og opdelt så mange historiske bymidter i Storbritannien og andre nordeuropæiske lande. Kort fortalt mener jeg at det er vigtigt at forbedre de politiske beslutningstageres kulturelle færdigheder. Der er en interessant europæisk debat i gang om dette, bl.a. i forbindelse med fysisk planlægning. Vi har en nordeuropæisk tradition som generelt er bedre end den sydeuropæiske, hvad angår forbindelsen mellem fysisk planlægning og økonomisk politik, samt en forståelse af sociale trends og af vigtigheden af at inddrage borgerne og tage dem med på råd. Den sydeuropæiske tradition derimod, i lande som Spanien og Italien, er stærk når det kommer til historisk og æstetisk påskønnelse af byer, viden om design og traditioner inden for design, men mangelfuld når Introduktion til den kulturelle byudvikling 23

24 det kommer til økonomisk planlægning, analyse af social dynamik på lokalt plan og bottom-up fremgangsmåder. Det ville være godt at fremme et møde mellem disse to traditioner, måske ved at drage fordel af muligheden for EU-midler til fælles projekter. Det sidste punkt er at kunstnere typisk insisterer på at deres arbejde ikke skal være tidsbegrænset, ikke tjene et bestemt formål og fordomsfrit have lov til at udforske nye kreative veje og ideer. Dette er selvfølgelig ofte svært at argumentere for i kommunal politisk beslutningstagning, hvor der er et stort pres fra medier, oppositionspolitikere, vælgere, lobbyer og centralregeringer, takket være yderst komplicerede revisionssystemer for at være meget konkrete og for at opnå resultater meget hurtigt. Jeg mener dog at man kan begrebsliggøre en proces for forvaltning og regenerering af bymidten, især i den tidlige fase, ved at gøre det til en workshop-proces hvor man måske kan bruge midlertidig arkitektur til at afprøve forskellige løsningsmodeller, uden at man for tidligt binder sig til en konkret byggeløsning. Dette er kort fortalt, indbegrebet af kulturel byudvikling. Jeg vil nu gennemgå nogle af de andre spørgsmål, som har at gøre med aspekter af den fremtidige udvikling for europæiske byer. Først og fremmest er vi nødt til at anerkende spørgsmålet om de demografiske forandringer i europæiske byer. De fleste byer vil blive mere multikulturelle på grund af en meget højere fødselsrate blandt befolkningsgrupper der ikke er af europæisk afstamning. Dette fænomen er allerede meget tydeligt i Leicester, hvor jeg bor her er over 30% af de lokale indbyggere af indisk eller pakistansk afstamning. Denne procentdel forventes at vokse til 50% af byens befolkning i løbet af dette årti. Den samme proces er tydeligvis i gang i London, Birmingham, Bruxelles, Rotterdam, Paris, Berlin og mange andre europæiske byer. Et af spørgsmålene bliver så med hvilken indstilling bør strategier for forvaltning og regenerering af bymidten forholde sig til denne bestemte trend, til fænomenet med demografiske forandringer? Fortsætter vi med hvad jeg ville kalde en multikulturel strategi som er den klassiske britiske tilgang, hvor man støtter de forskellige kulturelle samfunds udtryk, noget der i de fleste tilfælde har fungeret og været medvirkende til at sikre relativt harmonisk sameksistens, kulturerne imellem? Denne strategi har visse begrænsninger, især med henblik på etniske minoriteters kulturelle tilstedeværelse og synlighed i bymidten så vi har oplevet dannelsen af etniske kvarterer og en ofte bekymrende mangel på synlighed af disse samfund i bymidten. Vi burde måske mere seriøst overveje ideen om interkulturalisme, en tilgang som har hovedvægt på potentialet i sammensatte og interkulturelle udvekslinger som også kunne blive synliggjort i nye bymæssige tiltag, i nye bygninger, byinventar og den 24 Danske byers potentiale

25 offentlige kunst. Interkulturalisme skal måske fremhæves for ikke kun at skabe bedre relationer og forståelse mellem samfund, men også fordi det potentielt er en kilde til innovation inden for design, økonomi og i kulturelle særpræg. Traditionelt set har det været en kilde for social innovation inden for mad og musik så hvorfor ikke også inden for arkitektur og byplanlægning? Andre bymæssige beslutningstagere, som f.eks. i Frankrig, lægger mere vægt på ideen om bymidten som et sted for kulturel integration. Filosofien er her, at netop fordi byer er så fragmenterede og den sociale opdeling så tydelig især i de indre byområder, er det vigtigt at bymidten er et slags folkeligt samlingssted, som kan give mening til det at være borger i Lyon, Rennes eller Montpellier. Men spørgsmålet er stadig hvordan fremmer vi bymidten som et sted for kulturel integration? Benytter vi den traditionelle britiske multikulturelle model, eller en mere interkulturel tilgang? Der er en anden tendens til socio-økonomisk polarisering og social eksklusion. Social eksklusion er drevet af strukturelle økonomiske processer og det er sandsynligt at problemet rent faktisk er voksende. Indkomstforskellene mellem et velhavende mindretal og flertallet som har det svært, samt for store minoriteter som er socialt ekskluderede, ser kun ud til at blive større. Så her har vi igen spørgsmålet om bymidten kan agere som et sted for fællesskab og fælles identitet som et fælles område for de samfundsgrupper der er så forskellige i socio-økonomisk henseende. Der er også spørgsmålet om at forbinde bymidten med resten af byen og i så fald vende tilbage til ideen fra 70 erne om at planlægge en by af netværk, som by-geografen David Harvey engang udtalte. Det kunne man gøre ved at flytte fokus væk fra bymæssig æstetik, som dominerede 80 erne og starten af 90 erne til en fornyet interesse i etik og planlægning. Vores nuværende optagethed af design og i særdeleshed med at designe tilpassede miljøer er ikke tilstrækkelig hvis vi ønsker en mere ligelig og socialt bæredygtig by. Hvis man designer tilpassede miljøer, vil man ikke tackle spørgsmålet om socio-økonomisk polarisering og eksklusion. Jeg mener vi er nødt til at vende tilbage til en idé om byen som et netværk af steder i samspil med hinanden især det offentlige rum. Man må være opmærksom på gennemtrængeligheden mellem kvarterer med forskellige socio-økonomiske karakteristikker, og skabe blødere grænser mellem disse kvarterer. Et interessant eksempel er Midlands Arts Centre i Birmingham, som ligger lige i midten af en park, der på en eller anden måde er med til at opbløde grænserne mellem de forskellige kvarterer der grænser op til parken og tjener som en forbindelse mellem de forskellige samfund i byen. Et andet eksempel er Bristol. Gennem deres Bristol Legible City initiativ, som er drevet af Bristol Cultural Development Partnership, holdt Introduktion til den kulturelle byudvikling 25

26 de stærkt fast på temaet om læsbarhed, ved at fastholde at byen skulle blive mere læsbar på alle niveauer. Dette er ikke blot fordi det er en fordel for turister og besøgende, men også fordi læsbarhed er en del af den grundlæggende ret til at have adgang til byen især for de socialt og økonomisk dårligst stillede. En tredje vigtig tendens er den voksende risiko for fjendskab og mistro mellem land og by, som er blevet forværret af landbrugets krise. Dette er en del af et mere generelt fænomen som den franske byhistoriker Francoise Choay har beskrevet som, og det er svært at oversætte direkte, en slags de-sensualisation af byer. Et af aspekterne i denne proces er at vi har fjernet markeder, kvægmarkeder og almindelige markeder fra bymidten ikke alle steder, men i det store hele er denne meget vigtige forbindelse mellem byer og de omkringliggende landområder forsvundet. Jeg mener at populariteten af landbrugsmarkeder, inklusive de som blev organiseret af franske landmænd i engelske byer, er bevis for at folk stadig finder denne forbindelse vigtig. Jeg mener at vi er nødt til at overveje dette, især i byer såsom Norwich, Lincoln eller sågar Leicester, som er omgivet af eller ikke har langt til landdistrikter. Selvom de administrative strukturer somme tider fremmer denne adskillelse af land og by, betyder det ikke at spørgsmålet om at genskabe forbindelsen ikke skal tænkes ind i en bymæssig strategi. På samme måde er det vigtigt at engagere sig i kulturel kortlægning, at forberede vidensbaser af den lokale selvforståelse eller af aspekter af det lokale image som en ressource. Dette indebærer en anerkendelse af, at det er meget få byer eller storbyer som besidder en tilstrækkelig forståelse af hvordan deres egen selvforståelse har udviklet sig, ikke kun nu, men også i historisk perspektiv. Af erfaring er jeg blevet overbevist om at selvforståelser der går tre eller fire århundreder tilbage stadig har resonans, og stadig kan, selvom jeg ikke er glad for ordet, bruges, til at udvikle forskellige kulturelle initiativer og markedsføringsstrategier for bymidten. At studere den lokale selvforståelse, indebærer et studie af alle de komponenter som jeg nævnte tidligere, fra vittigheder til sange, litteratur, mytologi, mediedækning osv. og studere dem på en tværfaglig måde der inkluderer semiotiske, historiske, sociologiske, antropologiske, psykologiske og andre tilgange. Dette ville give et rigt udbytte af ressourcer til marketing og markedsføringsstrategier af bymidten, med særligt kulturelt særpræg. Det er også vigtigt at studere miljøet i bymidten. Hvad er kendetegnende for de forskellige steder hvor folk interagerer? Hvad er det præcist der skaber et velfungerende miljø som ligger i centrum og ikke opleves som utrygt? Hvilke forhindringer og blokeringer ligger i vejen for at udvikle en tiltalende atmosfære og dynamik i bymidten, som 26 Danske byers potentiale

27 virker imødekommende over for både beboere og besøgende og som også er sjov, overraskende, stimulerende og spændende? Hvordan griber vi problemet an med den monokulturelle bymidte som i alt for høj grad er domineret af den alkoholbaserede økonomi i aften- og nattetimerne, især på fredage og lørdage, og som især er rettet mod folk under 25? Markedsføringsstrategier for bymidten har hidtil haft fokus på forbrug. Igen kunne det være en interessant strategi at fokusere på produktion, fremme produktionsaktiviteter i bymidten og også at synliggøre disse aktiviteter, hvilket kan være med til at styrke forbindelsen mellem produktion og forbrug. Min næste pointe omhandler spørgsmålet om leg, og jeg vil bruge et citat fra den tidligere irske kulturminister, Michael D. Higgins. I en tale på en konference i Dublin i 1994 udtalte han: de finansielle institutioner har alt for længe brugt deres dominans til at sætte begrænsninger for politik på andre områder, og konstant formindsket det kulturelle rum hvor det er muligt at tænke radikalt og innovativt. Et af resultaterne har været en alvorlig forringelse af den sociale filosofi. Vi bor tilsyneladende ikke længere i lande, men i økonomier. Det økonomiske menneske føler sig berettiget gennem sine produkter, hvorimod leg har mere fokus på midlerne end målet på kvaliteten af handlingen snarere end dens resultater. Dette forklarer den store selvmodsigelse i vores økonomiske struktur: at et samfund baseret på fornægtelse af legen, præsenterer sig selv som værende den eneste måde at udfolde legen på, men kun som en forbrugsoplevelse. Denne nedbrydning (konkluderer han), er kun muligt i et samfund der har glemt den gamle visdom som lærte os at leg slet ikke er en afvigelse fra hverdagens normer, men er grundlaget for al kultur. Jeg mener at Higgins har en vigtig pointe, især at: et samfund baseret på nægtelse af legen, præsenterer sig selv som værende den eneste måde at udfolde legen på, men kun som en forbrugsoplevelse. Det er også en pointe som er blevet behandlet i adskillige bøger, f.eks. Fantasy City af den amerikanske sociolog John Hannigan. Han analyserer dannelsen og udviklingen af byer som tilbyder shopertainment, edutainment, infotainment og sågar eatertainment. Det er fremvæksten af en forlystelsesby. Det ville være mere interessant og produktivt, i en europæisk sammenhæng, efter Higgins forslag at forsøge at genskabe en dimension af legelyst i byerne. Således at det ikke udelukkende bliver en forbrugsoplevelse og en nøje fabrikeret og iscenesat form for kommerciel underholdning, men en oplevelse hvor man kan genopdage byen og blive oplyst. Dette kan ske gennem projekter, som bliver anført af den offentlige og frivillige sektor og ikke kun af forskellige firmaer, som gør det for ren profit hvilket er tilfældet i de amerikanske byer Hannigan studerede. Introduktion til den kulturelle byudvikling 27

28 Jeg vil afslutte med nogle overvejelser om bæredygtighed. Bymidten kan være et værdifuldt værktøj til at løse krisen om bymæssig bæredygtighed. Vi er nødt til at opfatte bæredygtighed på en anden måde, og ikke ud fra den snævre betragtning som et miljømæssigt spørgsmål om forurening og trafikal overbelastning og støj men også som et spørgsmål om monokulturer eller ubalancen mellem produktions- og forbrugsaktiviteter. Selv om de bymæssige strategier med fokus på forbrug har haft nogen succes med at skabe nye jobs, så må vi ikke glemme at det ofte er jobs som ligger i forbindelse med turismesektoren, og som i de fleste tilfælde er på et lavt niveau hvad angår løn, kompetencer og jobsikkerhed. Vi er derfor nødt til at balancere produktions- og forbrugsaktiviteter for at skabe en bymæssig strategi der er baseret på reel økonomisk bæredygtighed. Lige så vigtigt er det med politisk bæredygtighed og jeg mener at vi med bekymring må notere os den nedadgående tendens for valgdeltagelse og deltagelse i den politiske proces i forskellige europæiske lande specielt i lokalvalg, men også på nationalt niveau. Jeg mener, at et af de spørgsmål som strategierne vedrørende bymidten må tage sig af, er hvad der kan gøres for at relancere bymidtens funktion som en offentlig arena, et nyt samlingssted. Dette skal ske ved brugen af nye teknologier, som er yderst nyttige til at knytte debatter og aktiviteter i de forskellige kvarterer, sammen med hvad der foregår i bymidten. Til slut, kulturel bæredygtighed. Konceptet om kulturel bæredygtighed er knyttet til UNESCO's koncept om kulturel biodiversitet. UNESCO har fremvist nogle ret skræmmende statistikker på, at verden siden 50 erne i gennemsnit har mistet et selvstændigt sprog per uge. Det er ikke kun sprog vi mister, det er også alle mulige andre former for særlige kulturelle ressourcer. Vi mister særlige færdigheder inden for håndværk og industriel produktion. Vi mister særlige evner inden for madlavning og opskrifter. Der er brug for at være opmærksom på disse specifikke kulturelle ressourcer, såsom dekoration af butiksvinduer i Bayern, eller metoder til at lave is i Palermo, eller fremstillingen af en speciel type ost i Frankrig. I denne fase af den økonomiske globalisering er der et enormt pres hen mod en standardisering, men godt bymæssigt lederskab indebærer at man plejer det lokale særpræg og bygger videre på det. Kort fortalt burde den bymæssige politik og forvaltningen og leveringen af serviceydelser blive tilført en mere deltaljeret forståelse af byers mere kreative indhold og kulturelle ressourcer. Det ville også være vigtigt at forstå den bymæssige selvforstå- 28 Danske byers potentiale