Maliki: Fra kompromiskandidat til Iraks stærke mand

Transkript

1 ANALYSE March 2010 BC Maliki: Fra kompromiskandidat til Iraks stærke mand Helle Lykke Nielsen Irak har været igennem noget der ligner en politisk revolution i de år der er gået siden Saddamstyrets fald i Manden, der siden 2006 formelt har haft ansvar for processen, den shiamuslimske premierminister Nuri al-maliki, søger genvalg, når der skal være parlamentsvalg d. 7. marts. Hans tilhængere hævder at han er den eneste realistiske kandidat til posten; hans modstandere derimod anklager ham for at ligne en ny Saddam. Men hvem er Maliki, og hvad har han formået at udrette i de 4 år, han har siddet på posten?

2 Helle Lykke Nielsen: Maliki Fra kompromis-kandidat til Iraks stærke mand 2 Der var ikke mange, der spåede Nuri al-maliki nogen stor politisk fremtid, da han i april 2006 blev indsat på posten som Iraks premierminister. Baggrunden var da heller ikke særlig opmuntrende: Ganske vist havde den shiamuslimske koalition fået de fleste stemmer ved det første parlamentsvalg i Irak siden Saddams fald godt 41%, mod kurdernes 22% og sunnimuslimernes ca. 15% - men det var noget mindre end iagttagere havde ventet i et land, hvor shiamuslimerne udgør omkring 60%. Og hvad værre var: Shiamuslimerne kunne ikke samle opbakning til den kandidat, de havde udset sig til posten, Ibrahim al-jafari fra det shiamuslimske Da wa-parti. Efter flere måneders forhandlinger faldt valget istedet på Maliki, Jafaris nærmeste rådgiver, som alle, også USA, anså for en svag kandidat. Parlamentsvalget i 2005 gjorde al frygt om et shiamuslimsk flertalsdiktatur i Irak til skamme. Og er der noget, de seneste 4 års irakiske politik har vist, er det, at shiamuslimske politikere ikke formår at stå sammen: Shiamuslimerne er i dag splittet på kryds og tværs af interne magtkampe, både mellem de fem familier der har tegnet shiamuslimsk politik i årtier, mellem generationer og mellem by og land. Og Maliki har ikke gjort sammenholdet lettere, for han har lagt sig godt og grundigt ud med de to andre store shiamuslimske grupper, Iraks øverste islamiske råd og Sadristerne. Maliki har gjort politisk lynkarriere i irakisk politik: Han flygtede fra Irak i 1979, angiveligt efter en dødsdom for illegalt politisk arbejde, og tilbragte årene indtil han kunne vende tilbage til Irak i 2003, i fortrinsvis Syrien og Iran, senest som leder af Da wa-partiets hovedkontor i Damaskus. Han blev valgt ind i det midlertidige irakiske parlament i januar 2005, blev næstformand i den kommission der skulle tage sig af afbathificering og sad i forfatningsrådet som repræsentant for shiamuslimerne, da den irakiske forfatning skulle udformes. Ved det første ordinære parlamentsvalg i december 2005 blev han så valgt ind i parlamentet, og efter 4 måneder altså premierminister. Maliki blev de første år som premierminister kritiseret for at være usynlig og undlade at tage nødvendige politiske beslutninger, ikke mindst i forbindelse med de borgerkrigslignende tilstande der prægede Irak i Det var først, da han i marts 2008 sendte irakiske sikkerhedsstyrker til Basra for at gøre op med den shiamuslimske Mahdi-milits der sammen med andre lokale militser havde sat sig på magten i området, at han for alvor trådte i karakter offentligt. Det lykkedes ham gennem aktionen få stækket både militsen og dens politiske leder Muqtada al-sadr, og det gjorde ham populær i store dele af den irakiske befolkning.

3 Helle Lykke Nielsen: Maliki Fra kompromis-kandidat til Iraks stærke mand 3 Politiske resultater Malikis næste politiske resultat kom, da han i november 2008 kunne præsentere en underskrevet aftale om amerikansk tilbagetrækning fra Irak: Amerikanske tropper skulle være ude af irakiske byer i juni 2009, den amerikanske tilstedeværelseunderlægges irakiske myndighed og amerikanerne være helt ude af landet 31. december Igen en meget populær beslutning, og Maliki har da heller ikke forsømt nogen lejlighed til at understrege sin egen betydning i det, han kalder en stor sejr over USA. Og da amerikanerne som aftalt trak deres tropper ud af byerne i juni 2009, var Maliki ikke sen til at bruge dette politisk: Nu skulle de sikkerhedsmure, amerikanerne havde bygget rundt om i Bagdad for at holde de stridende parter adskilt, fjernes som symbol på at sikkerheden var genoprettet under Malikis ledelse. At det var en politisk snarere end en sikkerhedsmæssig beslutning, vidner de mange attentater, der stadig finder sted i Bagdad om. Maliki og hans Dawaparti klarede sig også rigtig godt ved provinsvalgene i januar 2009: Hans slogans om lov og orden, USA ud af Irak og national samling på tværs af religiøse og etniske skel, gav langt mere end halvdelen af de 440 pladser, der skulle besættes i 14 (af de 18) provinser, herunder absolut flertal i både Bagdad og Basra. Læg hertil at han har stået fast på retsopgøret mod det tidligere styre, modarbejdet kurdernes krav om at indlemme det olierige Kirkuk i det kurdiske område, distanceret sig fra iransk indflydelse - i hvert fald i højere grad end mange andre shiamuslimske politikere alt sammen mærkesager, der uanset bagvedliggende dagsordner er populære i store (omend skiftende) dele af den irakiske befolkning. Set med de briller burde Maliki være den oplagte kandidat til premierministerposten ved det kommende parlamentsvalg. Malikis problemer Men Maliki er løbet ind i store problemer, ikke mindst efter at de amerikanske tropper har trukket sig ud af de irakiske byer. For det viste sig hurtigt, at Maliki slet ikke kunne leve op til den sikkerhed, han ellers har pralet af: Efterårets 3 store attentater alene i Bagdad alle mod ministerier, domstole og andre offentlige bygninger, med næsten 500 døde og dobbelt så mange sårede samt en række attentater mod civile irakere og udlændinge på markeder, i forretningskvarterer og på hoteller, får hans løfter om sikkerhed til at klinge hult i mange irakeres ører. Hertil kommer at Maliki i bedste Saddam-stil er begyndt at centralisere magten hos sig selv, også gennem tiltag der nogle gange synes at være i modstrid med irakisk lovgivning. Han har fx oprettet en særlig sikkerhedsstyrke under sit ministerium, der skal tage sig af sikkerheden i Bagdad, til stor irritation for sin politiske konkurrent, indenrigsminister Boulani, der med rette argumenterer at det fører til dårligere sikkerhed for byens borgere, når kræfterne spredes. Maliki beskyldes også for at bruge offentlige midler til partipolitiske komiteer rundt om i landet, hvor familie, venner og andre støt-

4 Helle Lykke Nielsen: Maliki Fra kompromis-kandidat til Iraks stærke mand 4 ter har til opgave at skaffe ham opbakning en formel, som også Saddam benyttede sig af i 1990 erne. Han skulle tillige have udpeget familie og venner til udvalgsposter i irakiske medievirksomheder i et forsøg på at opnå politisk kontrol med medierne. Maliki synes med andre ord at balancere på grænsen til korruption og politisk magtfordrejning, og mediernes omtale af disse og andre sager har åbenbart generet ham så meget, at han i sommeren 2009 fik indført regler, der indskrænker mediernes ret til at omtale bestemte sager, åbner for censur af bøger og kontrol med internetudbydere. Alt sammen er det sket med henvisning til landets sikkerhed, men kan selvsagt også bruges i kampen om at dysse omtale af regeringskorruption ned. Den igangværende valgkamp Maliki har kørt en meget lukket og autoritær ledelsesstil i sin tid som premierminister og har ikke forstået at skabe de nødvendige politiske alliancer, der skal til for at sikre ham genvalg. Han har ikke blot lagt sig ud med den shiamuslimske Muqtada al-sadr og hans tilhængere, men også med det andet store shia-parti, Det Øverste Islamiske Råd, med det resultat, at han ikke har kunnet eller villet lave valgforbund med de grupper, der ellers var med til at skaffe ham premierministerposten i Maliki og hans Dawa-parti går således denne gang til valg på en tværreligiøs og tværetnisk liste med navnet Retstats-koalitionen bestående af sunnimuslimske stammeledere, shiamuslimske kurdere, kristne og uafhængige kandidater. Det signalerer selvsagt national samling og forsoning, men er også en risikabel affære, hvis man gerne vil fortsætte som premierminister i et land præget af sekterisk uro. En af de helt store sager op til valget har været valgkommissionens forbud mod opstilling af omkring 500 kandidater, der angiveligt skulle have haft tætte forbindelser til Saddams Bath-parti. Efter en del juridisk og politisk strid om, hvem der har kompetence til at beslutte den slags, og hvilken dokumentation forbudet hviler på, er sagen foreløbig endt med, at alle bortset fra 25 kandidater har fået lov at stille op alligevel. En af dem, der har fået forbud mod at stille op, er Salih al-matleq: Han er ikke blot leder af et af de største sunnimuslimske partier Fronten for National Dialog, men har også siddet i parlamentet de sidste 4 år, og den beslutning har ført til at partiet nu boykotter parlamentsvalget i et forsøg på at få omgjort beslutningen. Det giver Maliki en dårlig sag, for selv om mange iagttagere gætter på at han har haft en finger med i spillet han har flere gange omtalt valgkommissionens beslutning som legitim kan det betyde, at mange sunnimuslimer slet og ret boykotter valget, og det vil på sigt få et eventuelt genvalg af Maliki til at fremstå som illegitimt. Omvendt mener en række aviser, at hele sagen alene har været et forsøg fra shiamuslimsk side på at flytte mediernes fokus fra de mange anklager om korruption i regeringen. Den slags indviklede og politisk betændte sager illustrerer meget godt, hvor vanskeligt det er at gennemføre parlamentsvalg i et land, der siden 2003 har

5 Helle Lykke Nielsen: Maliki Fra kompromis-kandidat til Iraks stærke mand 5 skullet omstille sig fra en et-parti-stat til et pluralistisk politisk system, og hvor nye politiske eliter ikke bare kæmper mod gamle Baath-folk, men også indbyrdes strides om, hvem der kan få mest magt. Maliki er en af de politikere, der har overrasket i de fire år der er gået. Han har nemlig formået at udvikle sig fra en svag kompromis-kandidat til Iraks stærke mand, og det bliver spændende at se, om de irakiske vælgere vil honorere denne indsats, eller om de har fået nok af stærke mænd. Litteratur Bengio, Ofra: Iraq s new political elites: A dream come true?, in Middle East Review of International Affairs, vol. 13/2 (2009). Parker, Ned: Machiavelli in Mesopotamia. Nouri al-maliki Builds the Body Politic, in World Policy Journal, spring Emneord: Irak, parlamentsvalg 2009, Nuri al-maliki.