Yemen. yemenitiske samfund mellem islamister af forskellig observans og præsident Ali Abdullah Salehs stadig mere magtfulde parti.

Transkript

1

2 Yemen de endelig fik lov til at klæde sig uden slør, får her stå hen i det uvisse, men ifølge beretningerne fra ministerens møde med tilslørede kvindekroppe, blev de i det mindste glade for de 8,2 mio. kr., som han havde med som gave fra kongeriget Danmark. Skår i glæden Men alt er ikke ren glæde i Yemen. Samtidig med den danske delegations besøg gennemførte Yemens sikkerhedsstyrker og militær i det nordlige Yemen i området omkring byen Saada en blodig aktion, der i sin voldsomhed og konsekvenser desværre tåler sammenligning med de amerikansk-irakiske aktioner i Fallujah og de berygtede israelske raids i palæstinensiske beboelseskvarterer som hævn efter palæstinensisk terrorisme. I knapt et år, kun afbrudt af en våbenhvile, har yemenitiske regeringsstyrker ligget i kamp med en lokal oprørsgruppe i Saada, hvilket har kostet mere end 400 livet og gjort i tusindvis af civile hjemløse, fordi deres huse er blevet bombet, og fordi de er blevet drevet på flugt. Selvom der fandt hårde kampe sted op til og under den danske ministers besøg, hvor alene 70 personer meldes dræbt, blev der ikke brugt mange linier på dem i de danske reportager fra Yemen. Måske fordi præsident Ali Abdullah Saleh kunne forsikre danskerne om, at alt var under kontrol, og måske fordi det er ganske vanskeligt at gennemskue, hvad der egentlig er på færde. Selvom det sandt nok er kompliceret, kan det alligevel være ulejligheden værd at prøve at forstå, hvad der går for sig i de nordlige områder. Urolighederne er efter alt at dømme ganske intimt forbundet med den politiske proces, præsidenten har sat sig selv i spidsen for, siden han kom til magten i 1978, samtidig med at konfrontationerne i nord formentlig blot er et ekstremt voldeligt udtryk for en mere generel konflikt mellem den yemenitiske stat og forskellige islamistiske grupper i det yemenitiske samfund. De advarsler om terrorisme, som både det britiske og det amerikanske udenrigsministerium fremkom med kort tid før, Per Stig Møller lagde vejen om Yemen, var ikke alene begrundet i volden i nord, men refererede mere bredt til en underskov af konflikter og konfrontationer i det yemenitiske samfund mellem islamister af forskellig observans og præsident Ali Abdullah Salehs stadig mere magtfulde parti. Oprøret i nord Efter længere tids spænding brød volden ud i juni sidste år, da Yemen indledte en storsilet militæraktion med det sigte at neutralisere en oprørsgruppe, der kalder sig Bevægelsen Af Unge Troende (muntada al-shabab al- Mumin), og som på dette tidspunkt blev ledet af sheik Hussein al-houthi. Al-Houthi blev sammen med flere andre ledere samt et stort antal af gruppens medlemmer, sikkerhedsstyrker og civile slået ihjel i september sidste år. Senere blev der forhandlet en våbenhvile, der holdt indtil marts i år, hvorefter volden igen brød ud. En forhandlingsdelegation nedsat af præsidenten bestående af prominente stammeledere, islamisk lærde og politikere kunne ikke forhindre udbruddet af nye kampe. Oprørsgruppen begrunder urolighederne i regeringens manglende overholdelse af løfter om frigivelse af mere end 500 tilbageholdte, mens myndighederne på deres side påstår, at det var fornyede angreb på regeringstropper, der førte til den seneste militærkampagne. Samtidig beskylder regeringen oprørsgruppen for at modtage penge fra udlandet - nærmere bestemt Iran, som al-houthis 86-årige far, der fra et skjul i bjergene nu leder gruppen, besøgte for 12 år siden. I interviews til flere yemenitiske aviser har faderen Badr al-din al- Houthi bekræftet sine tidligere forbindelser til Iran, men afvist at den Islamiske Republik støtter med penge. Dagen efter Per Stig Møller forlod Yemen, og uden sammenhæng i øvrigt, meddelte præsident Ali Abdullah Saleh, at oprøret var slået ned, men at jagten på lederne vil fortsætte, indtil de - som det lakonisk udtrykkes i pressemeddelelsen - er slået ihjel. I hovedstaden Sanaa står begivenhedsforløbet ikke klart for politikere, journalister og prominente intellektuelle, hvorfor der er blevet fremsat krav om en uafhængig undersøgelseskommission, der skal kortlægge hele miseren. Et krav, der også skal ses i lyset af, at indbyggere fra Saadaprovinsen i en pamflet, som så dagens lys under danskernes besøg i Sanaa, beskyldte regerings- 02 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

3 Yemen tropperne for at have ødelagt boliger i Saada og andre nordlige byer med den konsekvens, at op mod civile er blevet gjort hjemløse. Dette tal kan ikke bekræftes og kan være vildt overdrevet, men forskellige bistandsorganisationer under FN og Røde Kors har længe siddet klar på sidelinien til at rykke ind med hjælp til genopbygning, fordi de for længst har erkendt, at ødelæggelserne er katastrofale. Når Iran af regeringen er blevet nævnt som sponsor for oprøret skyldes det bl.a., at Bevægelsen Af Unge Troende udspringer af det shiitiske samfund i det nordlige Yemen. Mens de sydligere dele af Yemen er domineret af sunnimuslimer, bekender størstedelen af befolkningen i nord sig til den shia-muslimske zaydisekt, som er en anden gren end den iranske såkaldte tolver-shiisme. Zayditterne regnes for at udgøre omkring 50 % af befolkningen i Yemen, mens sunnimuslimerne tæller 40 %, og de resterende 10 % fordeles mellem ibadister samt et meget lille antal jøder, der i øvrigt traditionelt har holdt til i Saada-provinsen. I århundreder har de forskellige islamiske trossamfund levet side om side i et forhold præget af tolerance og respekt og uden større gnidninger eller konflikter. Politisering af islam Denne fredelige sameksistens mellem de forskellige islamiske trossamfund brydes imidlertid i 1980'erne og navnlig efter sammenlægningen af Nord- og Sydyemen i Det er der flere grunde til. For det første er der store grupper i det yemenitiske samfund, som føler sig snydt af den udvikling og moderniseringsproces, Ali Abdullah Salehs styre har iværksat: De ser sig selv efterladt på bagsmækken. Mange af de konflikter, demonstrationer og kidnapninger, som forskellige stammer og grupper i årevis har stået bag, handler om sociale problemer og spændinger, og de begrundes i, at regeringen ikke har indfriet løfter om udviklingsprojekter og regional støtte, der blev givet ved sammenlægningen. Dette gælder i høj grad også for Saada-provinsen, der har stået i skyggen af udviklingen af hovedstaden. For det andet har disse sociale og politiske konflikter siden 1980'erne fået en religiøs drejning, hvilket bl.a. tilskrives nogle af de yemenitter, der er vendt tilbage enten fra modstandskampen mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan i 1980'erne - de såkaldte Afghanistan-veteraner - eller som havde haft arbejde i nabolandet Saudi-Arabien eller begge dele. Her var de blevet inspireret af den islam-tolkning, salafismen, som er udbredt i Saudi-Arabien og som også er grundlaget for Usama Bin Ladin og al-qaidas ideologi. Den ville de nu forankre i deres hjemland. Salafismens tolkning af islam er udtryk for dels en tilbagevenden til, hvad de opfatter som den rene og uforfalskede tro fra profeten Muhammads tid og dels en politisering, fordi de aktivistisk vil gennemtrumfe denne fundamentalistiske tolkning. Dette har ført til stigende politisering af islam, hvilket oven i købet i en periode blev støttet af præsident Ali Abdullah Saleh, fordi han kunne bruge de hjemvendte salafister i sin marginalisering af den socialistisk inspirerede elite i Sydyemen. Selvom Salehs styre har ført til større integration af den yemenitiske stat siden 1990, og selvom der er gennemført en politisk reformproces, som har ført til politisk pluralisme og afholdelse af valg, der af internationale observatører er blevet betegnet som relativt frie, har Salehs politik ganske åbenlyst handlet om at samle al politisk magt om sig selv og sit parti Folkekongressen. I første omgang handlede det om at etablere alliancer, der førte til sammenlægningen og etableringen af Republikken Yemen i I den proces allierede han sig med den socialistiske elite i syd, men herefter drejede det sig for Saleh om at få marginaliseret socialisterne. Til dette formål allierede han sig med en af de nordlige stammesammenslutninger, Hashid, som ledes af sheik Abdullah al-ahmar, der kom til at stå i spidsen for det sunni-muslimske reformparti Islah. Allerede kort efter sammenlægningen voksede spændingerne mellem Salehs Nordyemen og socialisterne i syd, hvor mystiske mord på ledere begyndte at høre til dagens orden. Det hele kulminerede i borgerkrigen i 1994, hvor Saleh fik god støtte fra Islah, herunder ikke mindst fra Afghanistan-veteranen sheik Abdullah al-majid al- Zindani, der efter sigende er en bekendt af Usama Bin Ladin. Zindani har længe været kendt som særdeles aktiv i sin støtte til salafisterne, der politisk er grupperet i, Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

4 Yemen hvad man lidt kluntet kan kalde Islahs ekstremistiske højrefløj. Som bekendt lykkedes det Saleh helt at få marginaliseret socialisterne og smadret deres parti, hvis besiddelser og kapital efter krigen blev konfiskeret, samtidig med at lederne blev sendt i eksil. Islah kunne overtage rollen som det næststørste parti i det yemenitiske parlament, og salafisterne kunne i lokalsamfundene i Aden- og Abyanprovinserne udfylde tomrummet efter socialisterne. Allerede ved parlamentsvalget i 1997 stod det dog klart, at det nu var Islahs tur til at blive skubbet ud i kulissen. Også denne manøvre er lykkedes, idet Salehs Folkekongres nu alene sidder på magten i Sanaa. Men processen er ikke forløbet uden sværdslag og har medført en markant radikalisering af dele af Islah samt af andre islamistiske grupper, der mærker presset fra Saleh. Det er herfra Aden-Abyan Islamiske Hær rekrutterer - en organisationen, som har stået bag flere bombesprængninger i Yemen og som blev kendt i forbindelse med kidnapning af 16 vestlige turister i Ved den lejlighed blev fire turister dræbt, da yemenitiske regeringsstyrker forsøgte at befri gidslerne. Efterfølgende blev det afsløret, at gruppen havde kontakter til radikale islamistiske miljøer omkring Finsbury-moskeen i London. Islah regnes almindeligvis som et moderat parti, men alligevel peger flere på, at det rummer en mere radikal fløj, som salafisterne har indflydelse på. Dette er ikke mindst blev diskuteret i forbindelse med de over 400 islamiske skoler og institutter, som siden midten af 1990 erne er blevet oprettet til dels med støtte fra Islah i et forsøg på at skabe en modvægt til Folkekongressen. Zindanis al-eman Universitet i Sanaa er et af de mere prestigefyldte institutter, som i den forbindelse har set dagens lys og som oven i købet ved åbningen fik en tale af selveste præsidenten med på vejen. Dette kan ses som udtryk for det dobbeltspil mellem forskellige alliancer præsidenten balancerer mellem i sin monopolisering af magten: På den ene side er Islah presset i opposition, og på den anden side har Saleh vist gode miner til slet spil ved at tolerere etableringen af de wahhabitisk inspirerede institutioner. Imidlertid er de nu blevet et stadig større problem i det yemenitiske samfund, fordi det er herfra islamistiske aktivister forsøger at tvinge de statslige moskeer til at levere en mere radikal, antivestlig og antidemokratisk politiseret forkyndelse, som skræmmer de mere traditionelt troende væk fra moskeerne. Derfor dukker spørgsmålet om at få lukket institutionerne og skolerne i stigende grad op i den politiske diskussion. Dette gælder også for al-eman-universitetet, navnlig siden rektoren Zindani kom på USA's liste over internationale terrorister med forbindelse til al-qaida. Amerikanerne beskylder Zindani for at fremsætte fatwaer, der legitimerer terrorisme, herunder bombesprængningen af det amerikanske krigsskib USS Cole i Aden i oktober 2000, og de har følgelig krævet ham anholdt. Regeringen har indtil videre forlangt at få konkrete beviser og har begrænset sig til at forbyde Zindani i at rejse ud af landet for at undgå en alt for direkte konfrontation med Islah, hvilket kunne føre til yderligere radikalisering og øge den i forvejen store modstand mod Yemens tætte samarbejde med USA i den såkaldte krig mod terror, der blev indledt efter terrorismen 11. september Spændinger i nord Allerede i begyndelsen af 1990'erne og måske så tidligt som i 1980'erne etablerede sunni-muslimske Afghanistan-veteraner og hjemvendte gæstearbejdere fra Saudi-Arabien sig i den shia-islamisk dominerede Saadaprovins, hvor de indledte en kampagne mod den shiitiske forkyndelse, som de opfatter som en afsporing af den rette islam. Midlerne var bl.a. demonstrationer ved fredagsbønnen og decideret hærværk mod shiitiske helligsteder. Selvom deres kritik primært rettede sig mod den shiitiske fortolkning af islam, skubbede de med deres politiserede og aktivistiske intervention til en i forvejen skrøbelig social balance. På baggrund af et 14 måneder langt feltstudium kunne den amerikanske samfundsforsker Shelagh Weir således i artiklen A Clash of Fundamentalisms. Wahhabism in Yemen fra 1995 gøre rede for de voksende sociale, politiske og religiøse problemer, som gjorde sig gældende i provinsen. Som modvægt til salafisternes militante aktivisme organiserede unge zayditter deres egne skoler og institutter, der med henvisning til det stigende antal pamfletter og andet zayditisk materiale, som dukkede 04 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

5 Yemen op i de yemenitiske boglader, fik et omfang, der blev bemærket langt uden for Saada-provinsen. Zaydi Revival var titlen på en artikel som Bernard Haykel, professor ved New York Universitet, skrev for Yemen Update så tidligt som i Allerede her kunne man læse om dannelsen af Bevægelsen Af Unge Troende, der senere kom under Hussein al-houthis ledelse. Dens formål var at skærpe bevidstheden og indsigten i zaydismen og derigennem mobilisere de unge til politisk at forsvare den mod angrebet fra salafisterne. Som et led i denne kamp stillede Hussein al-houthi op til parlamentsvalget i 1997 for partiet al-haq og opnåede valg, men ingen indflydelse på politikken i Sanaa. Som det er tilfældet med socialisterne og Islah, er også zayditterne og al-haq politisk blevet skubbet til side i Ali Abdullah Salehs demokratiske eventyr, der i modsætning til løfterne og forventningerne om politisk pluralisme indtil videre har resulteret i, at al politisk magt er blevet samlet hos præsidenten og hans folk. Den politiske marginalisering og presset fra salafisterne, der er blevet øget i takt med, at Islah er sat uden for indflydelse, har ført til en radikalisering af zayditterne i de nordlige provinser. En ting har de dog tilfælles med Islah og salafisterne, nemlig kritikken af regeringens tætte samarbejde med USA i krigen mod terror, som af såvel shiitiske som de sunnimuslimske politiske grupperinger opfattes både som angreb mod islam og mod den yemenitiske tradition og historie. Frustration og vold Bevægelsen Af Unge Troende har ingen relationer til al- Qaida, som det ellers er blevet fremført i dansk presse i forbindelse med reportagerne fra Per Stig Møllers officielle besøg i Yemen. Tværtimod er bevægelsens kamp et forsvar mod at blive domineret af den islamiske doktrin, som Usama Bin Ladin bekender sig til og som med lejlighedsvis støtte fra Ali Abdullah Saleh har vundet fodfæste i Yemen i takt med, at yemenitiske gæstearbejdere og mujahidiner er vendt hjem fra Saudi- Arabien og modstandskampen i Afghanistan. Saleh kunne bruge de hjemvendte i marginaliseringen af socialisterne helt som den amerikanske præsident Ronald Reagan kunne bruge mujahidiner i kampen mod Sovjetunionen. Men ligesom amerikanerne har måttet sande med angrebet den 11. september, lader salafisterne sig ikke marginalisere lige så let som socialisterne. I årevis har de rekrutteret med henblik på at vinde indflydelse i det yemenitiske samfund og skabe en basis for opposition mod regeringen i Sanaa - en opposition der i nogle kredse ikke begrænser sig til politiske midler, men også er militante. En anden strategi, som desværre synes at være lykkedes alt for godt, er at skabe konflikt mellem shiitter og sunnimuslimer, der ellers i århundreder i Yemen har kunnet leve fredeligt side om side. Alt sammen med det formål at skabe destabilitet og undergrave Ali Abdullahs Salehs stadig mere koncentrerede magt. Hans magtkoncentration, navnlig efter 11. september, tolkes af begge parter som værende betinget af hans tætte samarbejde med USA i krigen mod terror: Ali Abdullahs Salehs systematiske marginalisering af politiske modstandere og partier i Yemen og USA's krig mod terror bliver af islamistiske grupperinger i Yemen af såvel shiitisk som sunni-muslimsk observans forstået som to sider af samme sag. Af denne grund kan de advarsler om forøget risiko for terrorisme mod vestlige interesser, som det britiske og det amerikanske udenrigsministerium fremkom med umiddelbart før Per Stig Møllers besøg i Yemen, nok være værd at tage alvorligt. Det er godt, rigtigt og vigtigt at støtte de yemenitiske kvinders muligheder for at smide sløret. Men det forekommer også at være vigtigt, at vores fascination af de muslimske kvinders slør og hvad, der gemmer sig bagved, ikke forfører os til at se bort fra, at den politiske proces i Yemen langt fra er demokratisk, og at regeringen samtidig med, at den taler om demokrati med vesterlændinge i Sanaa, står bag en militærkampagne, der koster i hundredvis af mennesker livet og sender tusindvis af civile på flugt uden mulighed for at vende tilbage til deres boliger, simpelthen fordi de er bombet sønder og sammen. Ganske vist er der gennemført valg i Yemen og ganske vist er den yemenitiske presse relativ fri, men indtil i dag er det mest konkrete resultat af de politiske reformer på den Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

6 Yemen ene side en monopolisering af magten omkring præsidenten og hans folk og på den anden side en politisering af islam, der i den grad øger risikoen for terrorisme såvel mod vestlige interesser som mod yemenitiske civile, herunder de tilslørede muslimske kvinder. KILDER Andersen, Lars Erslev et. al.: Situations- og perspektivanalyse. Republikken Yemen København, Danida, 1993 Carapico, Sheila: Yemen and the Aden-Abyan Islamic Army, Middle East Report, 18. oktober 2000 al-eman University: (22/4 2005) al-haifi, Fassan: Another rising form of religious militancy, Yemen Times, nr. 831, april 2005 Haykel, Bernard: A Zaydi Revival?, Yemen Update 36, 1995 Jørgensen, Marit Flø: Yemens historie, i Lars Erslev Andersen, Søren Hove, Maj Vingum Jensen (red.): Mellemøsthåndbogen. Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika (udkommer på Syddansk Universitetsforlag september 2005) al-mayyasi, Yasser Mohammad: Dialogue committee expects to release al-houthi followers, Yemen Times, nr. 828, marts 2005 Political programme of the Islah party, al-qadhi, Mohammed: As fight escalates in Sa"ada, dozens killed daily in fight with rebels, Opposition demands fact-finding committee, Yemen Times, nr. 832, april 2005 al-qadhi, Mohammad: Search for al-houthi Continues, Yemen Times, nr. 763, august 2004 Sallam, Mohammad bin: Conflicting reports as Guerilla raids increase in Sa"ada, Yemen Times, nr. 831, april 2005 Sallam, Mohammad bin: "The president announces termination of fighting", Yemen Times, nr. 833, april 2005 Schmitz, Charles: Investigating the Cole Bombing, Middle East Report, 6. september 2001 Weir, Shelagh:A Clash of Fundamentalisms: Wahhabism in Yemen, Middle East Report, juli-september 1995 Yemen: Power Struggle Could Hurt U.S., British Assets, Strategic Forecasting, 1. oktober 2002 Yadav, Stacey Philbrick: "Drying Up the Wellspring of Islam?" (om Zindani), al-hivar.blogspot.com/2005/01 al-zaidi, Hassan: al-houthi supporters tried, journalists barred, Yemen Times, nr. 808, januar 2005 al-zaidi, Hassan: Battles resume between al-houthi followers and army, Yemen Times, nr. 828, marts 2005 Modtag Center for Mellemøststudiers elektroniske nyhedsbrev Tilmelding via Center for Mellemøststudiers hjemmeside 06 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

7 Medier Sat-7: Globaliseret arabisk kristendom på tv Hvis jeg siger " arabisk satellittv", så siger du garanteret "al- Jazeera" - kanalen, der er blevet arketypen på det arabiske modstykke til den vestlige CNN-kultur. Men i dag er udbudet af arabisksprogede satellitkanaler stort og varieret. Et eksempel er den kristne kanal Sat-7, der med 5-7 mio. trofaste seere og en i arabisk sammenhæng ret alternativ programflade, udgør en interessant niche i det mellemøstlige mediebillede. Af Gunna Funder Hansen Der synes ikke at være nogen tvivl om, at tv-mediet i dag er blevet den centrale kilde til information og underholdning for masserne verden over. I mange udviklingslande er de økonomiske midler stadig så beskedne, at et tv-apparat ikke hører med til den normale husholdning, men i den arabiske verden er fjernsynet - på trods af de alvorlige fattigdomsproblemer - blevet hvermandseje, og omkring 95% af befolkningen har tv i hjemmet. Da analfabetisme samtidig er et udbredt fænomen, er fjernsynet for en meget stor del af de arabiske befolkninger i dag det dominerende nyhedsmedium og den primære kilde til information. Ydermere har de sidste 10 års udvikling i udbredelsen af satellit-tv og den sideløbende udvidelse i udbudet af arabisk producerede tv-programmer, pludselig åbnet dørene for let tilgængelig, ucensureret information i en del af verden, hvor der de fleste steder er en stram national kontrol af medierne. Denne udvikling er ikke mindst blevet tydeliggjort i Vesten gennem en omfattende eksponering af nyhedskanalen al-jazeera, som i 1996 bragede igennem med en hidtil uset professionel og tilsyneladende ucensureret nyhedsformidling på arabisk - transmitteret over satellit og dermed næsten uden for myndighedernes kontrol. Al-Jazeera er siden kommet i vestlig modvind efter at have bragt budskaber fra kontroversielle personligheder som eksempelvis Usama bin Ladin og som følge af transmissioner fra Irak-krigen, som det amerikanske udenrigsministerium fandt upassende og politiserende. Ikke desto mindre har kanalen i det meste af Europa formået at opretholde et image som uvildig nyhedsformidler med et arabisk udgangspunkt som modvægt til de store amerikanske nyhedsmastodonter med CNN i spidsen. Men med det ret ensidige fokus på al- Jazeera har man i Vesten overset andre interessante spillere på markedet for arabisk satellit-tv. Et eksempel er Sat-7, som blev lanceret omtrent samtidig med al-jazeera, og som har til formål at støtte de kristne mindretal i Mellemøsten og Nordafrika. I begyndelsen havde kanalen blot to timers programmer dagligt, men sendetiden er løbende blevet udvidet, og i dag sender kanalen 24 timer i døgnet. Sat- 7 støttes af de fleste kirkesamfund i Mellemøsten samt af over 40 missionsselskaber og kirker i resten af verden, ligesom den modtager bidrag fra flere vestlige udviklingsorganisationer. Hovedparten af midlerne kommer dermed fra USA og Europa, men ifølge repræsentanter for kanalen giver støtten ingen indflydelse på Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

8 Medier programfladen, som da også har et udpræget arabisk udtryk - også i den mere politiske del af nyhedsdækningen. Kanalen har administrativt hovedsæde på Cypern og betjener sig af egne tv-studier i Beirut og Kairo, hvor over 75% af programmerne produceres, og alle ansatte i produktionen er kristne arabere. Kirkelig kanal med indhold Men modsat hvad man måske kunne forvente af en dedikeret "kristen kanal", er Sat-7 ikke blot bibelformidling fremført af karismatiske prædikanter. Programfladen er varieret og omfatter både nyhedsdækning og underholdning for alle aldersgrupper, herunder film, dokumentarprogrammer, dramaserier, talkshows, quizprogrammer, musikvideoer, tegneserier og sitcoms, men det religiøse, belærende og moralsk opbyggende er gennemgående temaer i stort set alle programmer. Generelt følger kanalen imidlertid en strategi om at fungere som medium for social udvikling for regionens befolkning - uanset trosretning: Kanalens programmer skal undervise, informere, inspirere og motivere seerne ved at sætte fokus på dels spirituelle og etiske, men også sociale, psykologiske og økonomiske problemstillinger. Ifølge kanalens målsætninger sættes der en ære i ikke at kritisere andre trossamfund og i at forsvare menneskerettigheder, retfærdighed, fredelig sameksistens og socioøkonomisk udvikling. Mange programmer falder således ind under kategorien edutainment - de har til formål både at underholde og undervise. Eksempelvis inddrager dramaudsendelserne ofte aspekter som sundhed, miljø eller kvinders og børns rettigheder. Eller handlingen kan være bygget op omkring en konflikt mellem repræsentanter fra de forskellige trossamfund, men med en slutning der indikerer at fredelig sameksistens er mulig og ønskværdig. Undervisningsaspektet kommer også tydeligt frem i børneprogrammerne, der ofte omhandler emner som eksempelvis daglig hygiejne eller miljøbeskyttelse. Ligeledes fokuserer kanalens dokumentarprogrammer ofte på uddannelse og økonomisk udvikling, f.eks. mulighederne for at opnå mikrokreditter til etablering af små, lokale virksomheder, ligesom der pt. er en række alfabetiseringsprogrammer undervejs, der har til formål at støtte voksne analfabeter til at blive læsere. Nogle af udsendelserne må faktisk siges at være ret unikke i en mellemøstlig kontekst, idet de tager fat på stærkt tabuiserede emner som aids og livsvilkårene for handicappede medborgere. Hertil kommer to ugentlige kvindemagasiner, der meget målrettet oplyser om kvinders rettigheder. Producere og andre medarbejdere bag disse programmer er alle kvinder, og dermed må programmerne faktisk siges at være noget helt specielt i denne del af verden. Rådgiver og brobygger Men også det kristne islæt gør kanalen til noget særligt. Der findes således i dag over 60 satellit-kanaler, hvor der formidles på arabisk, men hvad angår religiøse spørgsmål - som ofte fylder ganske meget, fordi det har stor interesse blandt arabiske seere - har ingen andre satellitkanaler decideret kristne programmer. Men det har Sat-7, og ikke kun programfladen, men også kanalens hjemmeside og kontakttelefon bidrager med interaktive elementer, hvor man kan stille religiøse spørgsmål, aflægge vidnesbyrd eller bede en bøn. Eksempler er programmet Isalu Maana (på dansk; "spørg om hvad det betyder") og telefonrådgivningen, hvor seere kan ringe ind og bede om råd og vejledning af religiøs art, samt hjemmesidens "bønnedagbog", som beder seerne om at bede for de irakiske kristne om mandagen, for de arabiske kirker om tirsdagen, for de arabiske teenagere om onsdagen, for Sat- 7's læringsdepartement om torsdagen, for kanalens seertal om fredagen, for Sat-7's centrale kontrolrum om lørdagen og for kanalens lykkelige ekspansion til Australien om søndagen. Men at programfladen er præget af en del bøn, bibellæsning og kristendomsundervisning, er ifølge Sat-7 ikke udtryk for, at kanalen missionerer. Det er derimod et forsøg på "brobygning" mellem de mellemøstlige trossamfund: Mens kristne seere er det primære publikum, søger Sat-7 også at formidle og forklare den kristne tro til den almindelige arabiske seer, som ifølge kanalen har alt for få og alt for ensidige informationer om kristendommen. Sat-7 ser altså på samme tid sig selv som en generel oplysnings- og underholdningskanal og som en informationskilde udi kristne spørgsmål og samlende instans for de omkring 20 mio. kristne arabere, der lever forholdsvis spredt som mere eller mindre uglesete 08 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

9 Medier minoriteter i de arabiske lande. Og måske er netop denne kobling baggrunden for, at kanalen overhovedet kan eksistere. For som talerør for de kristne minoriteter er Sat-7 i en udsat position. Én gang har studiet i Kairo da også været mål for en terroraktion, hvorved det blev ødelagt og måtte genopbygges. Men ellers har stationen så nogenlunde formået at holde ryggen fri og skabe plads til sig selv ved at nedtone missionsaspektet. Niche-tv Sat-7 er altså på flere forskellige måder en vigtig niche i det arabiske tv-mediebillede. For det første fører kanalen med sit fokus på undervisning, folkelig solidaritet og social udvikling en demokrati-fremmede diskurs, der - efter donorlisten at dømme - falder i flere vestlige udviklingsorganisationers smag. For det andet tager kanalen udgangspunkt i den arabiske virkelighed og formidler dermed mere originalt elementer i arabisk kultur end andre arabiske satellit-kanaler som eksempelvis MBC, der med sine sæbeoperaer ikke lader hverken Glamour eller Horton-sagaen meget efter. Endelig udgør Sat-7 med faste programmer som Bibellæsning og Hvem er Jesus for mig? en markant opposition til det generelt muslimsk dominerede mediebillede i den arabiske verden, hvor stort set enhver nyhedsudsendelse indledes med den islamiske hilsen al-salaamu aleikum. moderne muligheder for at understøtte og forene spredte, lokale subkulturer på tværs af landegrænser i et område, hvor selv samme kultur mange steder har ganske vanskelige vilkår. KILDER Sat-7: Sat-7 - Satellite Television for the Middle East and North Africa. A Vision of social change (Informationsfolder) Sat-7: Christian television that's changing the face of the Middle East (Informationsfolder) (26/4 2005) (26/4 2005) Sat-7 er således et eksempel på, at de moderne massemedier også kan fungere som andet end en moderne kulturimperialistisk motor for udbredelse af moderne vestlige værdier og konsum-adfærd. Der er ingen tvivl om, at satellit-tv som det ultimative massemedium er en vigtig brik i globaliseringsprocessen - men ikke blot i kraft af, at vi alle kan følge de samme billeder fra verdens brændpunkter og opbygge en fælles forestilling om, at det gode liv forudsætter Levis-jeans og Coca Cola. Globale tv-kanaler kan også på andre måder fungere som medspillere i de komplekse processer, som på bedste postmoderne vis skaber og understøtter kulturelle identiteter på tværs af nationer og lokalsamfund. Den arabiske satellitkanal Sat-7 er således et eksempel på, hvordan et religiøst mindretal udnytter de Artiklen Bliv talrige og frugtbare demografi og kunstig befrugtning i Israel Mellemøstinformation 2004, 21(11) af Malene Bøgesvang bygger på den danske antropolog Helene Goldbergs speciale The Man in the Sperm Male Infertility in Israel (København 2004), herunder Goldbergs begreber og konklusioner. Goldberg er nævnt i artiklen, men redaktionen beklager den manglende ovenstående henvisning, som bortkom under redigeringsprocessen. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

10 Tyrkiet Tyrkiet og de nationale tabuer Den kendte tyrkiske forfatter Orhan Pamuk sagde i marts 2005 i et interview til den schweiziske avis Tagesanzeiger, at 1 million armeniere blev dræbt i Tyrkiet under Første Verdenskrig. Udtalelsen blev startskuddet til en hetz imod ham, men også til en livlig debat om folkemordet på armenierne. Af Mehmet Ümit Necef Folk, der arbejder med begrebet nation som historisk og sociologisk fænomen, definerer nationer på forskellige vis. Man kan dele nationerne op i to kategorier: Dem, der har tabuer, og dem, der ikke har. Det er nemlig således, at mens alle politiske problemstillinger og historiske episoder er åbne for fri debat og forskning i nogle nationer, behandler andre nationer visse sager som tabu. Man kan placere Danmark i kategorien af lande, hvor der ikke længere er tabuer, og hvor alle problemstillinger kan være genstand for fri debat og forskning. Lande som Nordkorea, diktaturstaterne i Mellemøsten og en række tidligere sovjetrepublikker, som endnu ikke er demokratiske, kan derimod placeres i kategorien af lande, hvor der klart er en række politiske tabuer. Ordet tabu stammer fra polynesisk og er ifølge Fremmedordbogen et religiøst bestemt forbud hos primitive folk mod at berøre eller nævne visse mennesker, dyr, genstande, handlinger. Danmark kan betegnes som et tabufrit land, da problematisering af gængse opfattelser kun skaber debat og nogle gange avisoverskrifter. Men i andre nationer kan berøring af politiske og historiske tabuer medføre en række fysiske og psykiske sanktioner, som strækker sig fra tab af karriere, job eller anseelse til i værste fald trusler på livet. Hvad et brud på et national tabu kan koste, har den verdensberømte tyrkiske forfatter Orhan Pamuk oplevet på egen krop siden begyndelsen af marts i år. Pamuks skæbnesvangre udtalelser Sagen begyndte med, at Pamuk i et interview til den schweiziske avis Tagesanzeiger kom til at sige, at " kurdere og en million armeniere blev dræbt i Tyrkiet. Der er næsten ingen, udover mig, der tør tale om det - og nationalisterne hader mig for det". De aggressive reaktioner, som disse udtalelser har skabt, førte til, at Pamuk blev nødt til at flygte til New York på grund af trusler på livet, og han måtte aflyse en række offentlige møder i Tyskland, herunder et møde på bogmessen i Leipzig hvor han skulle have præsenteret den tyske udgave af sin bog "Sne". Det famøse interview var i virkeligheden tænkt som startskuddet på en kampagne, der netop skulle præsentere bogens tyske udgivelse. Pamuk deltog dog i præsentationen af den engelske udgave af sin bog "Istanbul. Erindringer og byen" i London i midten af april i år. Hetzen mod Pamuk var startet af nationalistiske og fascistiske kredse. Private personer, ikke offentlige instanser, startede tre retssager, hvori de anklagede ham for statsskadelig virksomhed og krænkelse af nationens ære. Nationalistiske ekstremister arrangerede en demonstration i Istanbul, hvor de brændte hans bøger, og hvor de råbte: "Pamuk skal ikke have lov til at leve i Tyrkiet". På en skole i Istanbul opførte nogle ultra-nationalistiske lærere sig mere "civiliseret": De indsamlede hans bøger fra eleverne og fra biblioteket og returnerede dem til 010 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

11 Tyrkiet forfatteren. Pæne mennesker brænder da ikke bøger! Dele af medierne startede en hysterisk kampagne imod ham, hvor beskyldninger som "forræder", "agent" og "provokatør" røg gennem luften. Ekstremistiske islamister og nationalister begyndte at granske i Pamuks private anliggender og udvikle en konspirationsteori: De henviste til den omstændighed, at Pamuks familie stammer fra Tesaloniki i det nuværende Grækenland, og hævdede, at han er en "skjult jøde, som hader muslimer og tyrkere". Det mest bizarre og opsigtsvækkende eksempel på angrebene gav Mustafa Altinpinar, der er guvernør i den lille by Sütcüler i Sydtyrkiet, da han beordrede, at Pamuks bøger skulle konfiskeres fra alle biblioteker og boghandlere og siden destrueres. Men før det kom så vidt, intervenerede hans overordnede, guvernøren i byen Isparta, og tilbagekaldte hans ordre, og indenrigsministeriet startede en intern undersøgelse for at se, om viceguvernøren havde overskredet sine beføjelser. Altinpinar fik siden en reprimande, men sidder stadig på sin post. Det overraskende var ikke, at reaktionerne på Pamuks udtalelser var så primitive - tyrkerne har i årevis lagt øre til nationalistisk propaganda på meget lavt niveau, ikke mindst fra statens side, om folkemordet på armenierne i men at der nu var en række intellektuelle, forfattere, journalister og almindelige mennesker, der støttede om ikke Pamuks synspunkter så hans ytringsfrihed. At der overhovedet var nogle, der tog afstand fra angrebet på Pamuk var et godt tegn på, at tabuet omkring det armenske folkemord er brudt i Tyrkiet, og at flere og flere tyrkere er parate til at diskutere en række forklaringer, der strider imod statens officielle historieskrivning. Det, at så mange gerne vil konfronteres med nationens blodige fortid, er et godt tegn på landets demokratiseringsproces. For at vende tilbage til opdelingen af lande med og uden tabuer, så tyder sagen om Pamuk på, at Tyrkiet nu kan placeres i en midterkategori; som et land, der er på vej til at opløse sine tabuer, selvom landet endnu ikke kan siges at tilhøre den "tabufrie" kategori. At være intellektuel Den tyrkiske stat har indtil nu haft en opfattelse af forholdet mellem stat og borger, og måske især af opdelingen mellem staten på den ene side og akademikerne og de intellektuelle på den anden, som er bl.a. inspireret af den tyske filosof af Hegel. Denne autoritære opfattelse af forholdet mellem en stat og dens borgere, går ud på, at den enkelte borger er forpligtet til at inderliggøre og forsvare nationens selvforståelse. Filosoffen Hegel skrev i sin retsfilosofi om forholdet mellem stat, samfund og borger, at enhver borger har pligt til at opføre sig "sædeligt" i det civile samfund, for ellers bryder den borgerlige orden sammen. Hegel, der opfattede den absolutistiske, preussiske stat som verdensåndens ypperste inkarnation, mente derfor, at borgeren skyldte staten den ubetingede lydighed og loyalitet. I et demokratisk samfund adlyder man derimod sin samvittighed og universelle principper, dvs. menneskerettighederne og demokrati. Det er ikke den "nationale" anstændighed eller sædelighed, der gør sig gældende, men derimod overnationale principper. Folkemordet - for at tage et eksempel - er umoralsk, uanset om det er ens egen eller en anden nation, der har begået det. Den tyrkiske statslige elites hegelianske forståelse af forholdet mellem stat og borger, historiker, intellektuel eller akademiker kan man tydeligt se i den appel, som det tyrkiske parlament i midten af april har sendt til det armenske parlament: "Vi foreslår, at Tyrkiet og Armenien danner en kommission, som består af historikere, der repræsenterer de to lande". Tankegangen var, at Tyrkiet har "sine" historikere, ligesom Armenien har "sine". Disse individer, der hver især repræsenterer deres nation, skal så debattere, hvad der foregik i Ifølge den moderat muslimske intellektuelle Kürsat Bumin er det kun i udemokratiske stater, man opererer med kategorierne "statshistorikere" og "statsintellektuelle". I Tyrkiet har det været svært, næsten umuligt, at skabe et rum for "neutral", "ikke national" og "ikke nationalistisk" historieskrivning. Hasan Cemal, en af Tyrkiets fremtrædende politiske kommentatorer og forfatter til en række bøger om tyrkisk politik, siger i et interview til dagbladet Radikal: "Vi har bygget historien på løgn og erklæret dem, der tænker anderledes for forrædere. I Vesten bekæmper de intellektuelle staten for at Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

12 Tyrkiet formindske dens rolle. Hos os tror en del intellektuelle, at samarbejde med staten er selve kernen i det at være intellektuel". Som en kuriositet kan man tilføje, at Hasan Cemal er sønnesøn af Cemal Pasha, en af de tre ungtyrkiske generaler - de to andre var Enver og Talat - som angiveligt tog beslutningen om folkemordet. En lignende forventning om forholdet mellem akademikerne og nationen gør sig også gældende for tyrkiske akademikere, der lever i uden for Tyrkiet. Hvis man arbejder med humanistiske eller sociale videnskaber, er forventningen fra den tyrkiske stat og den politiske og kulturelle elite, at man i sit virke som akademiker på et udenlandsk universitet arbejder med emner som "vesterlændingenes racisme", "vesterlændingenes konstruktion af den anden", "vesterlændingenes racistiske og orientalistiske fordomme om tyrkere og Tyrkiet" og "orientalistiske fjendebilleder om tyrkere og muslimer". Hvis man arbejder med lignende emner fra en anderledes vinkel, eksempelvis fra en kultur(selv)kritisk vinkel, bliver man af den politiske og kulturelle elite og en del venstreorienterede beskyldt for at være "orientalistisk" og for at "bekræfte vesterlændingenes fordomme om Tyrkiet og tyrkere". Tyrkiets sejlivede tabu I Tyrkiet har der traditionelt været tre politiske tabuer: Militærets rolle, herunder dets indblanding i landets vigtigste politiske problemområder, kurderproblemet og det armenske folkemord. Det første tabu er i høj grad blevet brudt, fremskyndet af kritik fra EU og af det tyrkiske politiske livs indre dynamik og ønske om demokratisering. Det andet tabu vedrørende anerkendelsen af eksistensen af en kurdisk minoritet i landet er af samme grunde for længst blevet brudt, og man har nået et punkt, hvor statsradio og -fjernsyn sender på kurdisk, og hvor et kurdisk nationalistisk parti (HADEP) sidder ved magten i en række store byer så som Diyarbakir, Batman og Kiziltepe, som er altovervejende kurdiske byer. Det sidste tabu er spørgsmålet omkring, hvad der sket med armenierne i årene Det armenske folkemord er stadigvæk et tabu i Tyrkiet. Tyrkerne har siden republikkens grundlæggelse valgt at tie det ihjel, og det er kun sidste par år, at man begyndte at føre en aktiv benægtelsespolitik. Staten har oprettet et par armenierinstitutter for at modbevise, at der fandt et folkemord sted, og benægtelsen af folkemordet er blevet en del af historiebøgerne i skolen. Anerkendelsen af folkemordet passer ikke til tyrkernes selvforståelse, der går ud på, at grundlæggelsen af den moderne republik i 1923 er kronen på værket i en heroisk antiimperialistisk kamp mod de allierede, som havde besat dele af Tyrkiet efter Første Verdenskrig. Folkemordet i 1915 modsiger den nationale myte og understeger, at republikken også er et resultat af tvangsflytning af og folkemord på armenierne. Efter folkemordet var der kun et ca armeniere tilbage i Tyrkiet ud af en befolkning på tidligere ca. 1,5 mio. Desuden er der er både ideologiske og personlige forbindelser mellem magthaverne mellem , Komiteen for Fremskridt og Enhed (Ittihat ve Terakki), og Mustafa Kemal Atatürks regime. Den tyrkiske republik forsatte med komiteens nationalistiske ideologi og vestliggørelses- og moderniseringsprojekt. Endnu vigtigere er det, at nogle af de fremtrædende komite-politikere, der var dybt involveret i massakrerne, fik høje stillinger i det nye regime efter Derfor er det endnu i dag svært for tyrkerne, at nogle af deres nationale helte beskyldes for at være folk, der begik et folkemord og var med til at plyndre armenieres ejendomme. En vigtig ting, der kan gør tyrkernes anerkendelse nemmere, er, at Atatürk ikke selv var involveret i folkemordet, og at han faktisk i stærke vendinger ved flere lejligheder har fordømt det. Tyrkiske akademikere og intellektuelle både i udlandet og i Tyrkiet bryder sig ikke om at blive spurgt om deres holdning til folkemordet. I Tyrkiet er de allerfleste akademiker statsansatte, da der er få private universiteter. Det er også karakteristisk, at to af de meget få tyrkiske akademikere, der anerkender folkemordet, historieprofessoren Halil Berktay og litteraturprofessoren Murat Belge, er ansat på private universiteter. Selvom statsansatte akademikere privat kan mene, at der foregik et folkemord eller en eller anden form for tragisk etnisk udrensning, ville de være meget tilbageholdende med at sige det offentligt. Men som med alle regler er der også her en undtagelse: Politiologen Baskin Oran, ansat på det statsvidenskabelige fakultet i Ankara, anerkender 012 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

13 Tyrkiet folkemordet, deltager møder og debatter både i Tyrkiet og i udlandet for at diskutere problematikken. Han var i slutningen af april i Yerevan, Armeniens hovedstad, for at deltage en international konference om det armenske folkemord. Intellektuelt og kollektivt ansvar Man kan diskutere, hvorvidt en intellektuel bør føle sig forpligtet til at forske i, afsløre, italesætte, røre ved eller debattere en historisk ugerning, som den pågældendes nation har begået, og som den nationalstat, man er borger i, benægter. Hvis vi tager Pamuk som eksempel: Han er født i 1952 og hans far i begge oplysninger står i hans sidste bog "Istanbul. Erindringer og byen". Hans farfar må derfor være født i begyndelsen af tallet. Dette betyder, at det er medlemmer af hans farfars fars generation, der var involveret i folkemordet på armenierne i Sat på spidsen er der to standpunkter i den debat. Det ene er, at "man bærer sit folks skyld", hvilket er en del af den jødisk-kristne tankegang. Det andet er det individualistiske, der indebærer, at den enkelte selv må konstruere sin egen identitet og ikke bør føle sig forpligtet til at anerkende et folkemord, ens nation har begået. I "Salmernes Bog" står der: "Du tilgav dit folks skyld" (85:3). Vi er altså tilgivet det, der på hverdagssprog kaldes "den kollektive skyld". Der er også blandt moderne moralfilosoffer bred enighed om, at man ikke tale om kollektiv skyld. Det betyder, at man ikke bør behandle en tysker som en nazist, fordi hans far eller farfar var det: Det ville netop være nazistisk at gøre det, fordi det svarer til at operere med en national væsenskerne, der er uforanderlig og hævet over tid og rum. Det individualistiske standpunkt er at finde i et tankeunivers, hvor der hverken er rum for taknemmelighed, samvittighedsnag eller anger i forhold til fortiden. Der er heller ikke plads til berettiget irritation over, at ens nationalstat lyver om noget, som man burde føle dårlig samvittighed over, og at næsten alle intellektuelle og akademikere benægter, at ens nation har begået et folkemord. En del teoretikere, eksempelvis Julia Kristeva, som i sin bog Strangers to ourselves dyrker andethed, mener, at vi må have en karneval af masker, som man skifter efter behag - i stedet for stabile identiteter og et stabilt samfund. Naturligvis betragtes enhver tale om "hukommelsesfællesskab" eller "fælles erindringer" som skadelige. Tanken om kollektiv erindring ses som et undertrykkende instrument for at fæstne folks identiteter. Hvis man abonnerer på sådan en holdning, er det klart, man hverken vil føle forpligtet til at fordømme et folkemord eller kan forlange fra de intellektuelle, at de skal tage afstand fra et folkemord, som deres nation har begået. Hvis man forsøger at sætte sig ud over ideen om den kollektive skyld og den ekstremt individualistiske tankegang, kan man argumentere for, at man som intellektuel er forpligtet til at være med til at skabe debat og bidrage til at skabe et debatklima mellem ens egen nation og efterkommerne af den myrdede nation, ikke mindst hvis ens nationalstat benægter forbrydelsen. Nationerne udgør nemlig hukommelsesfællesskaber og har kollektive erindringer. En del af hukommelsen bestemmes af den nationale stat gennem manipulation af og kontrol over historiebøgerne, den historiske forskning og medierne. En anden del udgøres af, hvad folk fortæller hinanden og deres efterkommere, det antropologerne kalder mundtlig historie. I situationer, hvor staten forsøger at få befolkningen til at glemme en bestemt ubehagelig episode, bliver den folkelige mundtlige tradition meget vigtig. Den bedste illustration af, hvor vigtig denne mundtlige tradition kan være, er et bestemt fænomen, der på det seneste opstået i Tyrkiet: Den ene midaldrende "tyrker" og "kurder" efter den anden finder pludselig ud af, at deres for længst afdøde mormor eller farmor eller nabokone, hvis lækre börek, de nød som børn, var armeniere. Det bedste og mest kendte eksempel på denne genre er Fethiye Cetins bog "Min mormor", som fik anmelderros. Alt tyder med andre ord på, at armenierspørgsmålet er ved at blive aftabuiseret såvel blandt almindelige folk som blandt intellektuelle. Orhan Pamuks klare udmelding har derfor åbnet Pandoras æske: Det bliver sværere og sværere for tyrkere og kurdere både at opfatte sig selv som intellektuelle og samtidig være tavse omkring det armenske folkemord. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

14 EU og Tyrkiet KILDER Akcam, Taner: Ermeni sorunun cözümü icin öneriler (Forslag om løsningen af det armenske problem). Birgün, april 2005 Barbari i Isparta. (Isparta'da barbarl?k). Radikal, 30.marts 2005 Bumin, Kürsat 2005: Tarihciler mi tartisacak yoksa devlet tarihcileri mi? (Hvem skal diskutere, historikere eller statshistorikere?). Yeni Safak, 17. april Düzel, Nese: Interview med Hasan Cemal. Radikal, 25. april 2005 Kristeva, Julia: Strangers to ourselves. Columbia University Press, 1991 Margalit, Avishai: The Ethics of Memory. Cambridge, Mass., Harvard University Press, 2002 Turkish Daily News: Charge filed against writer Orhan Pamuk. 17. februar 2005 Tyrkiet, Mellemøsten og den europæiske forfatningsstrid Den 3. oktober 2005 indledes optagelsesforhandlinger mellem Tyrkiet og EU. Begivenheden betegner det foreløbige slutpunkt i en udvikling, der blev sat i gang i december 1999, hvor Det Europæiske Råd gav Tyrkiet status som officielt kandidatland. De verserende problemer i det europæiske samarbejde, bl.a. i form af udsigten til et nederlag i den franske EU-forfatningsafstemning, vil næppe kunne standse forhandlingerne, men meget taler for, at problemerne med at få vedtaget EU-forfatningen yderligere vil kunne forhale optagelsen af Tyrkiet. Af Peter Seeberg Om kort tid, den 29. maj 2005, skal Frankrig stemme om den europæiske forfatningstraktat. Det står allerede på nuværende tidspunkt klart, at det bliver mere end svært for Chirac at hale et flertal hjem, og Tyrkietspørgsmålet kommer med stor sikkerhed til at spille en negativ rolle i den forbindelse. Som seniorforsker Ulla Holm er inde på i artiklen "Fransk udenrigspolitik er først og fremmest EUpolitik", så er franskmændene mere end skeptiske over for optagelse af Tyrkiet i EU. Frankrig vil ikke lade sig diktere af amerikanske synspunkter eller interesser, og USA's mangeårige åbenlyse forsøg på at lægge pres på EUlandene med hensyn til at optage Tyrkiet har været et væsentligt argument i den franske debat. I den forbindelse er det interessant at følge præsident Chiracs argumentation for optagelse af Tyrkiet. Ifølge Chirac Tyrkiet kan fremme den europæiske indflydelse i Mellemøsten og derved i bedste fald varetage franske interesser, eller - hvis dette er for optimistisk - så i det mindste modarbejde amerikansk dominans på den mellemøstlige politiske scene. Udenrigspolitik har af og til denne sælsomme karakter: Hvis man ikke har mulighed for selv at opnå fordele, kan man i det mindste genere sine udenrigspolitiske modstandere. 014 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

15 EU og Tyrkiet De tyrkiske vilkår Tyrkiet har siden valget i november 2002 gennemgået en proces, hvor der er blevet trådt på flere af selv de ømmeste ligtorne. Blandt de mere spektakulære eksempler er premierminister Erdogans åbning af et armensk museum i Istanbul, hvor han i sin tale i en næsten EU'sk italesættelse anvendte begreberne enhed og mangfoldighed. I det kurdiske kerneområde, i byen Diyarbakir har der for nylig været en demonstration, hvor store folkemængder gik i optog med bannere, hvorpå der stod "nej til adskillelse, ja til mangfoldighed". Fremskridtene drives frem af udsigten til EU-medlemskab, selvom der også hersker udbredt mistænksomhed over for tanken om at finde sig i hvad som helst for at tækkes det europæiske fællesskab. Den tyrkiske offentlighed indstiller sig gradvist på, at der er særlige vilkår knyttet til det kommende tyrkiske medlemskab af EU, som ikke har gjort sig gældende for de mange andre lande, EUfællesskabet har optaget siden EØF blev etableret i 1957 af Belgien, Frankrig, Holland, Luxembourg, Italien og Tyskland. De særlige vilkår er bl.a. Tyrkiets befolkningsmæssige størrelse, landets relative økonomiske tilbageståenhed, den geografiske placering i forhold til de arabiske naboer, at befolkningen er muslimer, at en uendelig række rapporter fra velanskrevne NGO'er har påpeget, at der har været og fortsat er en lang række fejl og mangler ved det tyrkiske fængselsvæsen, det tyrkiske politis notoriske brutalitet osv. Alle disse forhold er i deres enkelhed lette at udnytte i en anti-tyrkisk retorik af de kræfter i såvel EU-landene som i selve Tyrkiet, der ikke ønsker det tyrkiske medlemskab realiseret. Det er vanskeligt at argumentere imod, at den tyrkiske befolkning i vil være vokset til en størrelse, det matcher Tysklands befolkning. Og argumenter af denne banale, men netop i kraft af banaliteten så utroligt medieegnede, art er også gefundenes Fressen for modstandere af EU's integrationsproces - hvor de kommende nationale afstemninger vedrørende EU's nye forfatningstraktat spiller en central rolle. Tyrkiets økonomiske boom En faktor, der kan gå hen og få en særdeles vigtig rolle, er den aktuelle, positive udvikling i tyrkisk økonomi. Tyrkiets eksport, der i kraft af sin begrænsede størrelse i mange år var en akilleshæl for den tyrkiske økonomi, vokser dramatisk for tiden. Den tyrkiske eksport udgør ifølge tyrkiske kilder for første gang i det moderne Tyrkiets historie én procent af verdens samlede eksport, og hvad vækst i eksporten angår, ligger Tyrkiet på en femteplads. Det tyrkiske BNP vokser for tiden med op mod 10% årligt, hvilket også er imponerende. I 2003 var væksten på 5,9%, i ,9%, og i første kvartal af 2005 ser det ifølge officielle tyrkiske kilder ud til, at væksten fortsætter. Samtidig har Tyrkiet fået kontrol over den tidligere så voldsomme inflation - valutareformen, der blev gennemført for nylig, har sat sit præg og øger tilliden til den tyrkiske økonomi. Den tyrkiske udlandsgæld er vedvarende en klods om benet på Tyrkiet, men nye aftaler med IMF giver forsikringer om nye låneaftaler, der kan stabilisere økonomien, og den aktuelle vækst giver mulighed for at overholde de aftaler, der allerede er indgået om tidligere låneaftaler. Tyrkiet står med andre ord ikke længere i IMF's skammekrog som et land med store, passive gældsposter. Og som endnu en fjer i hatten er Tyrkiet blevet de europæiske pensionisters nye investeringsparadis. I mange år var det den spanske solkyst, der måtte holde for, når især ældre europæere realiserede friværdien i deres huse og købte nye boliger ved den spanske Middelhavskyst. Men overudnyttelse og enorme prisstigninger har gjort dette marked mindre attraktivt for det brede publikum. Her kommer Tyrkiet nu ind som det nye sted: Med en forholdsvis moderat opsparing kan en europæisk familie her købe en feriebolig, et lille hus på landet eller hvad, man nu er interesseret i. Det er indtil videre især englændere, irlændere og tyskere, der bærer den nye trend, men også andre, herunder danskere, er begyndt at interessere sig for dette særlige, tyrkiske marked. Hertil kommer, at en del tyrkere selv tager del i de mulige spekulationsgevinster - ikke mindst Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

16 EU og Tyrkiet de mange tyrkere i de vesteuropæiske byer i Tyskland, Holland osv. Det har allerede antaget et omfang, så man i Tyrkiet har fået en diskussion om, om det nu ikke er ved at gå for vidt. Ministeren for området, Zeki Ergezen, oplyste således for nylig i det tyrkiske parlament, at siden man i juli 2003 åbnede for udlændinges køb af tyrkisk ejendom, havde udlændinge foretaget opkøb af tyrkiske ejendomsværdier af forskellige kategorier - underforstået var, at oppositionen (CHP) ønskede at puste til en nationalistisk diskussion, som vi herhjemme kender ganske godt i form af tilbagevendende diskussioner om tyskeres opkøb af danske sommerhuse langs Vestkysten. Senere anlagde han sag mod et andet magasin, der i solidaritet med førnævnte karikatur (og den sagsøgte karikaturtegner) havde afbildet Erdogan i forskellige andre dyreskikkelser. Erdogan synes indenrigspolitisk at være presset i øjeblikket, bl.a. i forlængelse af at 10 medlemmer har forladt hans parlamentsgruppe siden februar. Og tilsyneladende formår han ikke at tage dette pres med sindsro - formentlig i lyset af det forhold, at han har sat hele sin personlige prestige ind på, at udviklingen frem mod 3. oktober skal forløbe optimalt set fra et tyrkisk synspunkt. Tyrkiets vanskelige situation Ligesom det på forbløffende få år efter optagelsen i 1986 lykkedes Spanien at blive comme il faut i europæisk sammenhæng, er der i Tyrkiet en udvikling i gang, der kan få den samme effekt, men jo med den markante forskel, at det for Tyrkiet synes at være nødvendigt at gennemspille en sådan udvikling inden optagelse - og tilsyneladende delvist som forudsætning for selv samme optagelse. Dette synes i det mindste at gøre sig gældende på det økonomiske område. Imod taler de væsentlige forhold, som adskiller Tyrkiet fra andre lande, der er blevet optaget i EU. Blandt disse spiller det kurdiske spørgsmål en central rolle, herunder PKKproblemet, der fortsat sætter sindene i kog. En gruppe medlemmer af Solidaritet med Fængsledes Familie (TAYED) blev den 6. april voldeligt angrebet af en folkemængde i Trabzon. De blev reddet i sidste øjeblik og blev så i øvrigt fængslet og anklaget for at forstyrre den offentlige orden. De var i færd med at uddele pamfletter med en omtale af forholdene i tyrkiske fængsler, og ifølge iagttagere skyldtes episodens voldsomhed, at der var blevet spredt et rygte om, at de pågældende var PKKtilhængere, og at de ville afbrænde tyrkiske flag. Få dage senere var der fornyede optøjer og voldelige konfrontationer i Trabzon, da medlemmer af TAYED demonstrerede mod den tidligere begivenhed. For nylig har premierminister Recep Tayib Erdogan vundet en sag mod en karikatur i et tyrkisk magasin, hvor han var blevet "ydmyget" ved at blive afbildet som kat. Gode og dårlige tegn - kort og langt sigt Hvis man ser samlet på situationen - og iagttager såvel situationen fra tyrkisk side som fra den europæiske side - tegner der sig et komplekst billede. På den ene side peger langsigtede tendenser i positiv retning. For det første burde den positive tyrkiske økonomi kunne lægge sig tungt som et lod i vægten i tyrkisk favør. For det andet må man forvente, at Tyrkiets attraktion som objekt for ejendomsinvestering vil udgøre en positiv faktor for landets omdømme i Europa - de tyrkiske strande er mindst lige så smukke som de spanske. For det tredje har mange forhold som nævnt forbedret sig i Tyrkiet. Det gælder bl.a. vilkårene for kurderne, om end der endnu er mangler. På den anden side peger aktuelle udviklinger, som nævnt, i modsat retning. Dette gælder i tyrkisk indenrigspolitik, men det gælder for tiden måske i endnu højere grad i den europæiske diskussion om forfatningstraktaten, i for-bindelse med hvilken Tyrkietspørgsmålet er kommet til at spille en central rolle. Tyrkiet bliver, uden nøgternt set at have noget med sagen at gøre, anvendt som skræmmebillede i følgende syllogisme: Forfatningen repræsenterer et fremskridt for EU's integrationsproces, Tyrkiets fremtid hænger snævert sammen med EU's fremtid, hvis det står til "dem i Bruxelles". Ergo: hvis man stemmer ja til forfatningstraktaten, stemmer man også ja til Tyrkiet som en integreret del af Europa. Hvis man vender problemstillingen på hovedet, tegner der sig således et billede af et problem for Tyrkiet. Forfatningsstriden i Europa kan gå hen og blive en blokering for Tyrkiets optagelse i EU. Ikke 016 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

17 Kina og Mellemøsten sådan at forstå, at forhandlingerne ikke vil blive påbegyndt den 3. oktober - en aftale er vel en aftale - men sådan forstået, at processen kan blive forlænget betydeligt. Excesser i tyrkisk nationalisme har længe været en forhindring for tilnærmelsen mellem EU og Tyrkiet. Det samme ser ud til at ske i Europa: Nationalister i Frankrig, England og Danmark kan i de kommende måneders politiske diskussion slå to fluer med et smæk: Bremse Tyrkiets optagelse i EU og standse fremskridtene med forfatningstraktaten. KILDER Bonner, Arthur: Turkey, The European Union and Paradigm Shifts, Middle East Policy, Vol. XII No. 1, 2005 Gorvett, Jon: Turkish property boom fuelled by foreign cash, The Middle East, No. 355, april 2005 Holm, Ulla: Fransk udenrigspolitik er først og fremmest EU-politik, DIIS-Brief, april 2005 Udenrigsministeriets hjemmeside vedrørende EU-fatfatningstraktaten: (26/4 2005) Kirisci, Kemal: The December 2004 European Council decision on Turkey: Is it an historical turning point? Middle East Review of International Affairs, Vol. 8, No. 4, 2004 Le Goff, Jacques: The Birth of Europe, Oxford: Blackwell, 2005 Pope, Nicholas: Erdogan's jitters, Middle East International, 15. april Rubin, Michael: Green Money, Islamist Politics in Turkey, Middle East Quarterly, Vol. 12, iss. 1, 2005 Turkish Daily News: article.php?enewsid=11247 (26/4 2005) Kinas nye energisamarbejde med Mellemøsten Kinas økonomi boomer, og det har medført en voldsom stigning i oliebehovet. Hele 40 % af stigningen i verdens oliebehov over de sidste par år kan henføres til Kinas forøgede olieforbrug. For at imødekomme den stigende efterspørgsel har Kina etableret en ny og aktiv Mellemøstpolitik, der skal sikre, at landet også i fremtiden kan tilfredsstille sit næsten umættelige energibehov. Af Martin Hvidt Kina har været selvforsynende med olie frem til 1993, hvorefter landet i stigende grad begyndte at importere. I 2003 nåede importen op på 2 mio. tønder per dag, hvilket ikke er meget set i forhold til USA's import på næsten 11 mio. tønder per dag. Men Kinas fremtidsudsigter er mere problematiske. Forventningen er, at landet vil have behov for at importere 10 mio. tønder olie per dag i år 2025, hvilket svarer til den mængde olie, Saudi-Arabien producerer dagligt. Disse perspektiver har fået Beijing til i 2003 at lave en såkaldt Twenty-first Century Oil Strategy, der for det første introducerer begrebet "energisikkerhed" og for det andet har øremærket 100 mia. dollars til at sikre sig nye energiressourcer rundt om i verden, herunder i Mellemøsten. I dag importerer Kina 51 % af sin olie fra Mellemøsten, og den helt overvejende del af denne olie kommer fra tre lande, Saudi Arabien, Iran og Oman. Kinas samkvem med Mellemøsten Kina er langt fra en ny spiller i Mellemøsten. I 1950'erne og 1960'erne kan Kinas rolle ses som et ideologisk korstog, hvor landet så sig selv som leder af de socialistiske Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

18 Kina og Mellemøsten tredjeverdenslande - en revolutionær avantgarde, hvis mål var at sprede en marxistisk-leninistisk ideologi. I denne periode ydede Kina støtte til socialistiske ledere, som f.eks. den ægyptiske præsident Nasser og til bevægelser som PLO og den mindre kendte Popular Front for the Liberation of Oman. Fra 1970'erne lagde Kina i stigende grad vægt på Mellemøsten som aftagermarked for kinesiske produkter og arbejdskraft. Det gjaldt både produkter som f.eks. tekstiler og lavteknologiske maskiner, men i stigende grad også våben. Kina etablerede en betydelig våbeneksport til lande som Syrien, Libyen, Iran og Irak - lande som havde svært ved at indkøbe våben på det internationale marked. Kina leverede således en betydelig del af de våben, Iran og Irak afskød mod hinanden i krigen og menes endvidere at have været en væsentlig leverandør af teknologi til de irakiske og iranske kemiske og atomare forskningsprogrammer. Våbenleve-rancerne aftog i løbet af 1990'erne bl.a. som følge af pres fra USA. Eksporten af arbejdskraft menes at have været på ca kinesiske arbejdere i Golflandene omkring I denne periode så Kina endvidere Mellemøsten som en kampplads for dets ideologiske opgør med Sovjetunionen. Det betød, at Kina forsøgte at underminere Sovjetunionen i de lande, hvor det søgte indflydelse. Således støttede kineserne f.eks. præsident Sadat i Ægypten og præsident Asad i Syrien. Langsigtede samarbejdsrelationer Omkring år 2000 synes Kina at havde påbegyndt en ny fase i sit samkvem med Mellemøsten - en fase, der kan gives betegnelsen "olie-diplomati". Denne politiske strategi går ud på at sikre olieleverancer på et marked, hvor udbuddet stort set er identisk med efterspørgslen. Eller mere præcist: At overbevise de mellemøstlige lande om, at de skal vælge at sælge deres olie til Kina frem for til andre lande, som står i kø for at købe, herunder ikke mindst USA, der ligesom Kina forudser et væsentligt stigende behov for at importere olie i fremtiden. Det kinesiske middel til at opnå dette mål er at opbygge langsigtede samarbejdsrelationer med udvalgte lande i regionen ved at have "ikke-vestlig" dagsorden i udenrigspolitikken og et betydeligt statsligt engagement. Den vestlige dagsorden i Mellemøsten - i hvert fald i den amerikanske version - byg-ger på at promovere demokrati og menneskerettigheder, hvilket af selvindlysende grunde ikke punkter på den kinesiske dagsorden, ligesom Kina hverken har moralske skrupler ved at besidde en majoritetsandel i den sudanske olieindustri, på trods af statens folkemord i Dafur-provinsen, eller aktivt at modvirke, at Irans sag om kerne-kraftvåben i 2004 blev bragt for FN sikkerhedsråd. I takt med at Mellemøstens stater lægges under pres fra Vesten for at reformere deres politik og økonomi, forsøger Kina at placere sig som et værdineutralt alternativ til de vestlige lande. Som en rapporter fra Times of Oman skrev i forlængelse af det Kinesisk-Arabiske Økonomiske Forum, afholdt den april 2005 i Beijing, " bekræftede mødet, at den kinesiske regering er opsat på at etablere økonomiske alliancer, der ikke bygger på politik". Anden del af strategien bygger som nævnt på den kinesiske regerings statslige engagement i at sikre sig leverancer. På produktions- og raffineringssiden er oliesektoren kendetegnet ved at være drevet af private firmaer, der nøje overvejer indtjeningsmulighederne, før de byder på koncessioner eller andre aftaler. Kina, derimod, intervenerer i oliemarkedet med to statsligt ejede selskaber, og deres bestræbelser på at sikre sig leverancer bakkes ikke blot op af statslige midler, men også af statslige handelsorganisationer. Der er således en række eksempler på, at Kina har betalt overpriser for koncessioner eller for aktier i olieudvindingsprojekter i Mellemøsten. Endvidere dyrker Kina en strategi, hvor langsigtede olieaftaler gøres til en del af bredere handelsaftaler, hvor olien udgør betaling for kinesisk eksport af en lang række andre varer og tjenesteydelser og ikke mindst udenlandske investeringer til den arabiske region. Sidste år investerede Kina 5 mia. dollars i Saudi-Arabien. Saudi-Arabien, der er Kinas væsentligste olieleverandør, har opgjort deres behov for udenlandske investeringer til 173 mia. dollars. Den udenlandske kapital skal sikre udbygning af f.eks. elektricitetsværker, vandforsyning og anden infrastruktur, og kineserne har vist sig villige til at foretage investeringer på disse områder og stille deres ekspertise og arbejdskraft til rådighed i forbindelse med opførelsen sådanne tekniske anlæg. Kineserne skal bl.a. stå for opbygningen af Saudi-Arabiens mobilnet, ligesom Kina er leverandør af teknisk personale til at udbygge og 018 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

19 Kina og Mellemøsten vedligeholde olieinstallationer. Saudi-Arabien og Kina indgik en aftale om oliesalg i 1990, og i løbet af 1990'erne har Kina solgt ballistiske missiler til Saudi-Arabien. Golfens samarbejdsråd (GCC) er på nippet til at integrere sit marked yderligere gennem dannelsen af en egentlig monetær union. Dette er planlagt til at ske i Parallelt med dette forbereder GCC og Kina sig i øjeblikket på at etablere et frihandelsområde. Set med begge parters øjne er der utroligt store gevinster at hente: GCC har 45 % af verdens oliereserver, som Kina herved får forbedret adgang til, og markedet i GCC vil profitere af billige varer og tjenesteydelser fra Kina. Selv uden dette frihandelsområde forventes Kinas handel med Mellemøsten at tredobles fra 36 mia. dollars til over 100 mia. dollars over de næste fem år. Kinas forhold til Iran bygger på mere end 20 års samarbejde. Kina har, som tidligere nævnt, leveret våben og teknologi til Irans kemiske og atomare våbenprogrammer. Salget af våben er efter alt at dømme stoppet og er langsomt blevet erstattet af handel med olie og varer. Således meddelte Iran blot to dage efter Bush's genvalg i 2004, at det havde underskrevet en 30-årig aftale med Kina om olie og gasleverancer for 100 mia. dollars. Mens detaljerne i aftalen ikke er kendte, indeholder den sandsynligvis samme elementer som aftalerne med GCC-landene, nemlig en ugennemsigtig blanding af statslige handelsaftaler, udenlandske investeringer og leverancer af et bredt spektrum af varer og tjenesteydelser fra kinesisk side. Der er ingen tvivl om, at den diplomatiske støtte, som Kina ydede Iran i sagen om dets atomprogram har været medvirkende årsag til, at denne handelsaftale blev indgået. Kina har gode kort på hånden Udformningen af Kinas olie-diplomati synes ikke særligt overraskende. For det første har Kina fået gode kort på hånden pga. det afkølede forhold mellem USA og Mellemøsten og i særdeleshed USA's anstrengte forhold til Saudi-Arabien efter terrorangrebene den 11. september Kina har således vist sig både hurtig og effektiv til at udnytte den mulighed, som herved opstod for at profitere af deres "ikke-vestlige" dagsorden. For det andet havde Kina ikke mange andre valg. Landet har skullet sikre sine olieleverancer og dermed etablere sine samarbejdsrelationer til Mellemøsten i en situation, hvor vestlige olieselskaber stort set har været eneste operatører siden 1908, hvor den først oliekoncession blev underskrevet i Iran. I forsøget på at få en fod inden for i regionen, har de måttet satse på investeringsmarkeder, som kommercielle vestlige selskaber ikke har villet satse på, f.eks. i Sudan og Iran. Kina kan således betragtes som regionens late-comer, der har været tvunget til at satse på de mere marginale markeder. Hvorvidt Kinas Mellemøstpolitik vil blive en succes på længere sigt, afhænger i høj grad af, hvordan Vestens forhold til Mellemøsten udvikler sig. Meget taler for, at jo mere Vesten med USA i førersædet presser på for demokratiske og menneskerettighedsmæssige reformer, jo større sandsynlighed vil der være for, at Kinas strategi bliver en succes. Og tidsfaktoren er vigtig: Jo længere tid Kina har til at opbygge sine handelsrelationer, jo bredere og dybere vil disse blive, og jo større sandsynlighed er der for, at samkvemmet vil opnå det momentum, der skal til for, at det kan fortsætte, selv med ændrede signaler fra Vesten. Kina har allerede etableret sig som en væsentlig spiller i regionen og væksten i den kinesiske økonomi tyder på, at dets evne til at agere i regionen forbedres dag for dag. KILDER Arab Time, 4 April 2005 Blumenthal, Dan. China and the Middle East, Middle East Quarterly, Spring 2005 Downs, Erica Strecker. China's quest for Energy Security, RAND, 2000 EIA: Annual Energy Review 2003, EIA, 2004 EIA: Country Analysis Briefs, China, July 2004 Khaleej Times, 5. April 2005 Liangxiang, Jin. Energy First, Middle East Quarterly, Spring Marcois, Barton og Leland R. Miller. China, U.S. interests conflict, Washington Times, March 25, 2005 Rubin, Barry: China's Middle East Strategy, Middle East Review of International Affairs Journal, Vol. 3. Nr. 1, March 1999 Times of Oman, 14. september 2004 og 17. april 2005 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

20 MELLEMØSTEN I TAL Befolkning Leveår Alfabeti- BNP/ HDI- BNP minus Valutakurser Eksport fra Import til sering indb. rangorden HDI DK DK (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) Algeriet 31,3 38,1 69,5 68, ,080 per dinar 467 0,81 Bahrain 0,7 0,9 73,9 88, ,34 per dinar Emiraterne 2,9 3,6 74,6 77,3 22, ,57 per dirham Irak 25,9* 34,1 60,7 58, ,004 perdinar 303 4,8 Iran 68,1 81,4 70,1 77, ,0007 per rijal Israel 6,3 7,8 79,1 95, ,32 per shekel Jordan 4,3 7,0 70,9 90,9 4, ,14 per dinar 232 3,7 Kuwait 2,4 3,4 76,5 82, ,76 per dinar Libanon 3,6 4,2 73,5 86, ,0038 per pund Libyen 5,3 7,1 72,6 81, ,51 per dinar Marokko 29,4 37,7 68,5 50, ,67 per dirham Oman 2,5 4,1 72,3 74, ,00 per rijal 215 2,2 Palæstina 3,4 5,3 72,3 90, ,4 0 Qatar 0,6 0,7 72,0 84, ,58 per rijal ,6 Saudi-Arabien 23,5 32,7 72,1 77, ,54 per rijal Sudan 32,9 41,4 55,5 59,9 1, ,023 per dinar 68 3,6 Syrien 17,4 23,0 71,7 82, ,11 per pund Tunesien 9,7 11,1 72,7 73, ,61 per dinar Tyrkiet 70,3 81,2 70,4 86, ,25 per lira Yemen 19,3 30,7 59,8 49, ,032 per rijal 301 0,5 Ægypten 70,5 90,0 68,6 55, ,997 per pund I alt 411,6 542,5 Danmark 5,3 5,4 76, Uddybning af tabeloverskrifterne: 1. Befolkningstal medio 2002 i mio. 6. Placering på Human Development Index 2. Forventet befolkningstal 2015 i mio. 7. Forskel mellem rangorden i BNP og HDI* 3. Forventet levealder for nyfødte, Valutakurser ultimo mar i kroner per enhed 4. Alfabetiseringsgrad for befolkning over 15 år, i %, Eksport fra Danmark 2002 i mio. kroner 5. BNP (i dollars) per indbygger opgjort i PPP dvs. justeret 10. Import til Danmark 2002 i mio. kroner. for forskelle i de enkelte landes valutaer, * Et negativt tal angiver, at man ikke har formået at omsætte økonomisk styrke (BNP per indb.) til udvikling for befolkningen (placering på HDI). Kilder: UNDP Human Development Report 2004 (2000-udgaven er brugt til tal om Irak) og Arab Human Development Report 2004, Statistisk Årbog 2004, valutakurser: (2/4 2005). * i Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr