Andrew og Hilda er naboer en bog om børneliv i Uganda

Transkript

1 Andrew og Hilda er naboer en bog om børneliv i Uganda af anne-katrine nørholm foto: jakob dall d+

2 Andrew og Hilda er naboer en bog om børneliv i Uganda Undervisningsmaterialet består af denne elevbog med spil og plakat, en lærervejledning, en lyd-cd, og en genstandskasse, der kan lånes via landets Amtscentre for Undervisning. Materialet er velegnet til undervisning i klasse. Klassesæt kan rekvireres gratis hos Dansk Røde Kors, men der skal betales for portoen. udgivet af Dansk Røde Kors med støtte fra Danida tekst Anne-Katrine Nørholm redaktion Johanne Brix Jensen (ansv.), Susanne Haugan, Niels Lauritsen pædagogiske konsulenter Tine Marie Jacobsen, Eva Müller f oto Jakob Dall illustration Mette Marcussen layout Helle Bjerre Østergaard tryk Kailow Graphic A/S ISO Miljøcertificeret samt OHSAS Arbejdsmiljøcertificeret Dansk Røde Kors udgave, 1. oplag, oplag: ISBN:

3 Indhold Burime: Bananpalmer og hemmelige huse Katwesigye Andrew og Kobusigye Hilda Morgen Klar til skole Nu må man ikke komme for sent Tickwe? Do you understand? Forstår I? Fede frikvarterer og onsdagsmarch Så er der mad Bare de ikke har lukket for vandet Andrew vil være læge Hilda vil være nonne Kyllingedrabet Mørket kommer pludseligt i Burime Ondt i hovedet og maven på grund af en myg Kvinden i spejlet Røde Kors hjælper med sundheden i Burime og i resten af verden Kærlig hilsen 4. klasse

4

5 Burime: Bananpalmer og hemmelige huse Det tager fire minutter at komme fra Andrews hus og hjem til Hilda. Hvis man skynder sig altså. Og det gør børnene. For der er travlt, og der er meget, der skal nås i løbet af en dag, når man er barn i Burime. Andrew og Hilda er naboer. Andrew er 11 og Hilda 10 år gammel. De går på samme skole, og deres familier er venner. Her er rigtig hyggeligt. Frodigt og grønt med marker, der strækker sig langt op ad bjergenes sider. Her er marker med kål, majs, tomater og kartofler. Der gror også tobak, kaffe, frugter og kornsorter som sorgum, der bruges til brød og grød. Sorgum-kornene males til mel ved at knuse dem mellem to sten, hvorefter sorgum-melet bruges til den grød, alle børnene i Burime spiser til morgenmad. Burime ligger omkranset af bløde bjerge, bananpalmer og tæt på den store papyrussump i Kabale, der er en af de allermest frodige dele af Uganda. Her bor Andrew g Her bor Hilda g 5

6 En bananpalme får en klase bananer i sin levetid, og så dør den. Der er cirka 150 bananer på en klase. Og så er der bananpalmerne. Hundredvis af bananpalmer. Næsten alle familier i Burime har deres egen have og i hvert fald en lille plantage med bananer. Bananskovene skygger for husene, så man ikke kan se dem fra vejen. Så dukker de op som en slags hemmelig overraskelse. Og lige pludselig står man foran huset, hvor familierne sover, spiser, lever og leger. Hver familie har et hovedhus og ved siden af nogle små hytter til køkken og toilet. 6

7 Hytterne er lavet af jord blandet sammen med kolort og har bananblade på taget. Hovedhuset har gardiner i vinduet og et rigtigt bliktag. Her er dagligstuen, hvor der spises aftensmad og laves lektier ved bordet. Her er soveværelserne, hvor mor og far har deres eget rum, og hvor brødre og søstre deler værelse med hinanden. På gårdspladsen finder man opvaskestativet, brusebadet og kaninburet. Og lidt længere væk på en sti for sig selv ligger toilethytten. Her er to toiletter, hvor man skal sidde på hug for at ramme hullet i jorden. Det kræver god balance at blive siddende. Ellers risikerer man at falde. Og det er lidt vigtigt, at man har taget et par blade med fra busken, før man sætter sig, for i Burime har man ikke toiletpapir. Bag hovedhuset ligger gårdspladsen, haven og hytterne. Gårdspladsen er altid nyfejet, og bananpalmerne giver ro og privatliv. Her er varmt, lyst og livligt. Det er her, livet leves på sivmåtter, bænke og skamler. I køkkenhytten tændes der bål i ildstedet og skrælles spandevis af kartofler til frokost og ligeså mange til aftensmad. Andrew og Hilda har boet i Burime hele livet. De bor i hver sin ende af den snoede markvej, der går fra vandposten ved den store grusvej og op ad bjerget gennem marker og bananplantager. Denne bog handler om dem og deres dagligdag. 7

8 Katwesigye Andrew og Andrew er 11 år gammel. Egentlig hedder han Katwesigye Andrew. Katwesigye er det navn, han fik, da han blev født. Senere blev han døbt Andrew, som er hans kaldenavn. Og i Uganda siger man sine navne i den rækkefølge, man har fået dem. Derfor kommer fødselsnavnet først: Katwesigye Andrew. I Uganda har man ikke et efternavn som i Danmark. Derfor har alle Andrews søskende og hans forældre forskellige navne. Hans far hedder for eksempel Kapero Africano og hans mor Kyomhangyi Plaxeda. De er en stor familie. Andrew har seks søskende. Fem brødre og en søster, der alle bor hjemme hos forældrene sammen med to plejebørn og en tante. De to børns forældre er døde, og derfor har de fået lov til at bo hos Andrews familie. Der er mange munde at mætte og mange kartofler at skrælle. Men alle børnene skal hjælpe til, og på en ganske almindelig dag skal Andrew både passe sine pligter i huset og sin skole. Og så skal der også være tid til at spille lidt fodbold og øve sig på trommen. Kabangyenyi Sabit Anna Anqurinous Kasigyi Katwesigye Appolo Andrew Ndewnera David g g g Niwabiine Judith g g Kyomhangyi Plaxeda g 8 Andrew har også to storebrødre, der ikke er med på billedet. De hedder Karohonga Ambrose og Mwesigwa Anthony. Andrews far var heller ikke hjemme, da billedet blev taget.

9 Kobusigye Hilda Det er vigtigt, at Andew kan øve sig for han spiller nemlig i skolebandet. Kobusigye Hilda har også travlt derhjemme. Heldigvis er storesøsteren Ahimbisibwe Christina ikke kun hendes storesøster, men også hendes bedste veninde. Så det gør det lidt sjovere med de ting, der skal nås, inden de kan gå i skole om morgenen. Hilda er 10 år gammel og bor sammen med sin mor og seks søskende i husene for enden af markvejen. Nisiima Jovita Hildas far arbejder i Ugandas hovedstad Kampala og kommer kun hjem et par gange om året. Resten af tiden sørger Hildas mor for sine hjemmeboende børn. Hun får hjælp af sin bror og sin ældste søn. Hildas familie lever af det, de dyrker på markerne, af at sælge kaniner og af de penge, Hildas far tjener i Kampala. Kaninerne bor i kaninhusene midt på gårdspladsen. Og så har Hildas familie en gris og fire høns. Ahimbisibwe Naticicio Christina Mababazi Tutebenawe Deodora Tibyeyahnura Hilda Katushabe Gelvea Agatha g Kobusigye g g g g g g Hildas far arbejder i Kampala. Det er Ugandas hovedstad og en rigtig storby. Her er højhuse, biler, fjernsyn, elektricitet og kontorer. Næsten ligesom i Danmark. Hilda har også to storebrødre Asiimwe Godian og Niwagaba Julias. De er ikke med på billedet. Det er Hildas far heller ikke. Han arbejder i Kampala. 9

10 Morgen Der skal hentes vand fire gange om dagen. Det er 80 liter vand i alt. Så er der vand nok til opvask, bad og drikkevand til hele familien. Det er normalt børnene eller kvinderne, der henter vandet. Det er tidligt. Solen har næsten ikke fået øjne endnu, og det lugter stadig af nat i luften. Hildas hane galer lidt gabende med sin rustne morgenstemme, og kaninerne sover stadig trygt i deres små huse. Klokken er ikke engang halv syv, men Andrew har allerede skjorte og shorts på og er på vej ned ad stien til vandposten. Familien skal bruge vand til morgenmad, bad, opvask og te, og det er Andrews job at sørge for, at der er nok. Det kan godt tage fem-ti minutter at fylde den store 20-liters dunk. Det giver lige en pause, hvor man 10

11 kan vågne og kigge ud over landskabet med huse, papyrus-sumpe og op til bjergene overfor. Om lidt stikker solen hovedet frem bag bjergene. Hilda skal også af sted til vandposten om lidt, men først skal gårdspladsen fejes, så den er ren og klar til dagen, der kommer. Stille og roligt bliver alt skidtet til en stor fejebunke med små grene, blade, sten og lorte fra grisen og hønsene. Så henter Hilda en bakke og bærer skidtet ned til det store hul i bananskoven, der er skraldespand i øjeblikket. Her ligger tingene og rådner og bliver ganske langsomt til jord igen. Det er bedre end, hvis det ligger og flyder på gårdspladsen eller i skoven, hvor det kan tiltrække bakterier og myg, som kan give sygdomme. Derefter er det Hildas tur til at hente vand. Men proppen til dunken er blevet væk, og i stedet skærer hun et lille bananskud fra plantagen og bruger det som prop. Og så går det ellers dernedad i rygende hast. Det tager kun syv minutter i Hilda-tempo til vandposten. Men lidt mere at gå tilbage med fem liter vand på hovedet. Andrews arbejdsmorgen er heller ikke slut. Han skal malke, og bevæbnet med reb, kop og kande lukker Andrew og hans storebror sig ind i folden hos familiens 14 køer. En, to, tre, fire. Tykke, fede, varme, lækre mælkestråler sprøjter rytmisk fra koens patter ned i koppen i takt med, at Andrew presser på dem. Mælken skal blandes med teen og bliver snart til en del af morgenmaden. Men først skal Andrew en tur i plantagen og hjælpe med at skrælle bananer, inden det er tid til bad og morgenmad. 11

12 Klar til Skole Imens er solen kommet op over bjerghøjderne og sender varme, dejlige stråler ned over Burime. I køkkenerne koges sorgum- og majsgrød, og der laves matoke, der er en slags bananmos. Og te med masser af mælk og sukker. Det er dejligt at få noget at drikke, når man har haft så mange pligter, siden man stod op. Mens morgenmaden bliver færdig, matoken bliver kogt, og grøden bliver klar, kan Hilda og hendes søster fylde vand i den blå balje og tage sæben med ind i brusebadet. Vaskestenen Ligesom de fleste andre børn i Burime går Andrew og Hilda med bare tæer hele dagen, så der er masser af hård hud og skidt under fødderne. Det er vaskestenen god til at klare. Og samtidig gnider den fedtet fra blade og smattede bananer af Andrews ben. Der er ikke nogen grund til at bruge et håndklæde, for det er varmt nu, og man tørrer med det samme i solen. 12 Brusebadet Man vasker sig i brusebadet på gårdspladsen, hvor der er sten inde i den inderste bue, så vand og sæbe kan løbe væk. Det er hyggeligt at være to, når der skal bades, så kan man nemlig sludre og fnise og grine sammen. Christina og Hilda vasker sig grundigt med den blå sæbe, der fedter rigtig godt på kroppen og vasker alt det røde støv af. Andrew og Hilda har ikke deres egne værelser. Andrew deler med sin bror, og Hilda deler med sin søster. Sådan er det, når man bor i en familie med syv børn, og der kun er fire værelser.

13 Toilettet Der er ikke noget bad på toilettet. Faktisk er der ikke noget vand på toilettet. Det er jo bare et hul i jorden med syv meter ned, som man tisser og laver i. Men ingen håndvask, intet spejl og ikke nogen bruser. Kun et hul, et låg og lidt blade. Og et flettet forhæng som dør, så man i det mindste har lidt privatliv, når man sidder der. Der er hul syv meter ned under toilettet. Så det lugter ikke. Et toilet holder cirka et år. Derefter er toilettet fyldt, og der skal bygges et nyt. Tandbørste Andrew har en rigtig tandbørste som dem, man har i Danmark. Andre bruger bare en lille gren, som man kan tygge flosset og skrubbe tænderne med. Creme Inden man er helt klar til at tage skoleuniformen på, skal kroppen lige have en tur med Tip-topcremen. Det er en slags vaseline, der lugter lidt ligesom viskelæder. Og så gør den huden rigtig lækker blød og skinnende. Og beskytter mod støv, så det ikke sætter sig for godt fast i huden. 13

14 Andrew og Hilda skal have særligt tøj på i skolen. Hilda har en blå kjole, og Andrew har blå skjorte og brune shorts. Det er deres skoleuniformer. Nu må man ikke komme Klang klang. Klang klang. Klang klang. Lyden kommer længere nede fra, men er stadig klar og tydelig helt oppe på bjerget ved Hildas og Andrews huse. Lyden stammer fra en lærer, der slår på et gammelt hjuldæksel. Det er skoleklokken, som fortæller, at nu skal børnene gøre sig klar til at gå i skole. Skoleuniformerne skal rettes, koppen skal tømmes for den sidste grød, og brødet skal gumles færdigt. På en lang række går Hilda og hendes søskende ned ad markvejen, hvor Andrew og hans søskende venter på dem. Det ligner næsten en blå og brun slange, som de går en og en nedad mod vandposten og den større vej. Nu skal det gå stærkt, for der er tre kilometer til skole, og man skal helst være på sin plads i rækken, inden præsten går i gang med at læse bibelen. På Andrews og Hildas skole sætter man et P foran klassetrinnet. Det står for primary school, der er det samme som de syv første klassetrin i folkeskolen. Og ve dem der kommer for sent og først når at smutte ind på deres plads i rækken, efter morgenbønnen er 14

15 for sent gået i gang. De kan være sikre på, at det bliver husket, og at de får en eller anden straf for ikke at møde til tiden. Så der er fut i børnene, hele vejen til skole. Med penalhus og kladdehæfter i plastikposer i den ene hånd og en kæp, en gren eller en kvist i den anden. Et par gange om ugen skal alle elever nemlig have et stykke brænde med i skole. Det skal bruges til et bål, som lærernes frokost bliver tilberedt på, og hvor der koges vand, så det bliver bakteriefrit og klart til at drikke. En efter en afleverer eleverne deres brænde i en bunke og stiller sig tilbage i den række, hvor de hører til. Andrew på sin plads i 6. klasse og Hilda i 4. klasse. Flaget bliver hejst og med et højlydt OOOOOOh Ugaaanda begynder Javiera fra P7 at synge, og resten af skolen stemmer i første vers af Ugandas nationalsang. Derefter synger de skolesangen. Efter morgensamlingen er der afgang til første time. De eneste, der er tilbage, er dem, der som straf skal bære brændet op til lærernes køkken eller fjerne ukrudt og snavs fra skolegården. En straf kan også være,atman bliver slået med en pind eller skal sidde på knæ i et hjørne af klassen, hvis man har været for højrøstet i timen eller er kommet for sent. 15

16 Tickwe? Do you understand? Forstår I?»Good morning P6,«smiler Andrews engelsklærer, mr. Ahabwe.»Good morning, Sir!«råber hele Andrews klasse tilbage til læreren. Burime. Der er mange forskellige lokale sprog i Uganda, men engelsk er det officielle sprog og det, alle bruger i skolen. Ikke kun i engelsktimerne, for alle timer foregår på engelsk. Mr. Ahabwe taler kun rukiga, når han fornemmer, at eleverne ikke forstår, hvad han siger. Han hedder også Roland, men Andrew og de andre elever må kun kalde ham lærer, sir, eller hvis de får lov mr. Ahabwe. Han er faktisk også Hildas engelsklærer. Men lige nu har hun matematik med mr. Ndinawe. I dag skal P6 lære om ental og flertal på engelsk. Så mr. Ahabwe slår op i sin bog og begynder at skrive de ting, klassen skal gennemgå, op på tavlen. Eleverne har ikke deres egne bøger. Det er kun mr. Ahabwe, der har en bog, så Andrew og de andre skriver tingene fra tavlen ned i det grønne kladdehæfte, de bruger til engelsk.»tickwe?«, spørger mr. Ahabwe.»Tickwe?«betyder»Forstår I?«på rukiga, som er det sprog, man taler i Hver lektion i P6 er 40 minutter lang, og der er tre lektioner inden det første frikvarter. Timerne kører lige over i hinanden. Lige så snart mr. Ahabwes time er slut, kommer mr. David Ndinawe ind. Der er ingen pause, og mr. Ndinawe går straks i gang med matematiktimen. Klassen skal lære om sæt, og de lyserøde kladdehæfter til matematik skal op af plastikposen. Andrew og Hilda er gode i skolen og forsøger begge at svare på så mange af lærerens spørgsmål som muligt. Det gælder om at være dygtig, for der er en eksamen efter hvert skoleår. Det er vigtigt at bestå årseksamen, og det ved Andrew og Hilda godt. Eleverne skal nemlig gå året om igen, hvis de får en dårlig karakter. 16

17 Børnene i de små klasser sidder på sivmåtter på gulvet. De ældre klasser har små bænke. Men der er ingen borde i klasseværelserne. Det er ikke alle elever, der er lige gode, og derfor er der stor forskel på alderen i klasserne. Nogle er 10 og andre 14 år gamle. Så hvis ikke man vil gå i fjerde klasse i alt for mange år, gælder det om at være stille, følge med og helst ikke skulle tisse for meget. For når der ikke er pause mellem timerne, må Hilda og Andrew og de andre elever enten vente til frikvarteret eller håbe, at læreren giver lov til, at de går ud i timen. Det kan godt være, at mr. Ahabwe giver Andrew lov til at gå på toilettet, men så kan det være, han går glip af noget vigtigt, mens han er væk. 17

18 Fede frikvarterer og onsdagsmarch Der er fuld fart på alle i frikvartererne. Drengene spiller fodbold. Pigerne sjipper i bue, og ovre i rundkredsen leger en gruppe børn en sangleg fra gymnastiktimerne. Fodbold Drengene jager mål med fodbolden. Bolden er lavet af en plastikpose omviklet med bananblade. Andrew spiller fodbold med sin bedste ven, Tukesiga Gideon, der går en klasse over ham i skolen. 18 Sjippetovet Sjippetovet er lavet af en strimmel af bananblade. Og det store tov til at sjippe bue med er to bananblade, der er bundet sammen. Der er masser af bananpalmer overalt i Burime også på skolen. Så sjippetove er der masser af.

19 Og så er der band Hver onsdag fra klokken halv tolv til et samles hele skolen i gården. Alle elever stiller op i rækker ligesom om morgenen. Men denne gang skal de børn, der ikke har en skoleuniform, stå for sig selv. De skal nemlig gå bagerst, når skolen marcherer. Og så begynder trommerne og trompeten at spille en herlig takt. Skoleinspektøren giver tegn til afgang, og så går det af sted: En-to-tre march! I en lang række marcherer eleverne rundt i skolegården i takt til musikken og med helt strakte ben. De går rundt og rundt og rundt i skolegården i halvanden time og i den varmeste middagssol. Det lyder hårdt, og det ser også hårdt ud for en dansker, men eleverne elsker det, og både Hilda og Andrew glæder sig til hver onsdag, hvor der er march. Hilda marcherer. Og nogle gange som i dag får hun lov til at gå forrest med fanen. Det er kun de bedste elever, der får lov til det, så det er en stor ære. I de forreste rækker går marchen fint. Men nede bagerst begynder et par af eleverne at danse i takt til trommerne i stedet. De kan næsten ikke lade være, når de hører musikken. Bandtimerne er populære. Faktisk kommer de børn, der ikke går i skole, også og marcherer med. Nogle gange bliver de så glade for det, at de bliver ved med at komme tilbage. Andrew spiller tromme i bandet. Det er Hildas storebror, der har lært ham det, og Andrew har overtaget hans plads i bandet, efter Hildas bror er gået ud af skolen. Så hver onsdag gør Andrew sin tromme klar, så trommeskindet sidder helt stramt. 19

20 Morgenmad, frokost og aftensmad er næsten det samme i Burime. Så man skal helst ikke være for kræsen. Til gengæld er der masser af mad, for jorden er frodig i Kabale, og de mennesker, der har deres egen jord, sulter ikke. Så er der mad Man får ikke kød hver dag i Burime. Kun hvis familien slagter en høne, en ged eller en ko. Det sker ikke særlig tit. I Burime kan man nemlig ikke bare gå i supermarkedet og købe kød. Klokken et er der en times spisefrikvarter. En time lyder som lang tid, men faktisk skal alle børnene hjem i frikvarteret, og Hilda og Andrew skal gå turen hele vejen op ad bjerget, før de kan spise. Og nå tilbage til skolen igen, inden spisefrikvarteret slutter. Derhjemme har Andrews og Hildas mødre lavet frokosten klar, så børnene kun lige skal vaske hænder og sætte sig på sivmåtten. Men der må ikke spises før, alle børnene har hilst pænt goddag til deres forældre igen. Andrew og Hilda øser godt op på tallerkenen med matoke, ris og den gode, krydrede tomatsovs med bønnerne. Sovsen er superlækker, og så klistrer den risene sammen, så de er nemmere at få fat på. Børnene spiser nemlig med fingrene og bruger kun skeerne til at tage mad fra skålene og op på tallerkenen. 20

21 Sorgum-kornene males til mel Tomater Kartofler Bønner Så sidder man der på sivmåtten i solen og nyder sin mad: Matoke, der er lavet af madbananer. Bananerne koger i en time, hvorefter de moses. Matoke ligner nærmest kartoffelmos, og det smager også lidt i den retning, især hvis man kommer godt med salt og sovs på. Sovsen er også god til risen og kartoflerne, som steges eller bages direkte i ilden, til de er sprøde udenpå og helt bløde og varme inden i. Matoke Kartofler g g Ris g Nogle dage er der også søde kartofler til frokost. De søde kartofler er næsten orange, før de bliver bagt. Bagefter ligner de almindelige kogte kartofler, men de smager meget sødere deraf navnet. Sorgum-kornet males til mel og koges med vand. Det bliver til en tynd grød, som drikkes af koppen. Så får man også lidt at drikke samtidig. Efter frokost går turen tilbage til skolen, til de sidste tre timer om eftermiddagen. 21

22 Når der ikke er vand i vandposten, bliver Andrew og Hilda nødt til at hente vand i floden. Men vandet er ikke rent, så de skal huske at koge vandet, inden de drikker det. Bare de ikke har lukket for vandet Klokken er halv fem om eftermiddagen, og skolen er forbi for i dag. Det har været en lang dag, siden Andrew og Hilda gik af sted til skolen i morges klokken halv ni. Så de tager sig lidt ekstra tid med hjemturen op ad bjerget. Lidt efter lidt drejer et par stykker fra vejen og vinker fra huset til gruppen, der bliver mindre og mindre. Efter Andrew og hans søskende er gået ind til deres hus bag bananskoven, er Hildas familie de sidste på stien. Når Hilda er kommet hjem, skifter hun tøj. Skoleuniformen skal være ren og fin til næste dag, så hun tager sin hjemmekjole på og henter en vanddunk. Nu skal der nemlig hentes vand igen. Så Hilda trasker endnu en gang af sted forbi markerne til vandposten. Andrew skal også hente vand, inden han kan holde fri. Og hvis børnene er heldige, kan de nøjes med at gå ned 22

23 Det er bedst, at Andrew, Hilda og de andre beboere i Burime bruger den nye vandpost, hvor vandet er rent. Men hvis den er lukket, henter de vand i floden. Hvis ikke man koger vandet, kan man risikere at blive meget syg af at drikke det og få farlige sygdomme som kolera og tyfus. Når man får kolera eller tyfus, får man mavepine, tynd mave og feber. Og i værste fald kan man dø af sygdommene. til vandhanen for enden af stien. Men nogle gange er der ikke vand i vandposten. Den er ny, så der er stadig problemer med den af og til, og når det kun drypper ganske svagt fra vandhanen, bliver turen meget længere. Når alle børnene i Burime er kommet tilbage fra skolen, kan man næsten altid finde en at lege med, for der er børn overalt. Og hvis der ikke er nogen, der gider lege, kan man jo altid sætte sig og læse lektier. For det tager næsten et kvarter ekstra at gå ned til den lille å i udkanten af sumpen, hvor man kan hente vand. Og næsten et kvarter ekstra at gå tilbage igen. Det er ikke så slemt om eftermiddagen, hvor der er god tid, men om morgenen er det en katastrofe. For så skal Andrew og Hilda nå at gå den ekstra tur oven i deres andre morgenpligter og stadig sørge for at komme i skole til tiden. Der er ikke nogen legetøjsbutikker i Burime, og legetøj fra de større byer er dyrt. Så Andrew, Hilda og de andre børn i Burime laver selv alt deres legetøj. Men nu her om eftermiddagen er det kun legetiden, det går ud over. Når Andrew og Hilda kommer tilbage med vandet, har de næsten altid fri for pligter resten af dagen. Så leger de gemmeleg i bananskovene, spiller bold på gårdspladsen, sjipper eller leger sanglege. 23

24 Andrews to storebrødre går ikke i skole længere. Familien har nemlig ikke penge til det. Derfor arbejder storebrødrene i familiens bananplantage. 24

25 Andrew læge vil være Fysik- og biologibogen er Andrews yndlingsbog. Så nogen gange sætter han sig og læser i stedet for at lege om eftermiddagen. I bogen læser han om livet. Og om hvordan menneskekroppen fungerer, og hvad der skal til for at holde en krop rask. Andrew vil gerne være læge. Rigtig rigtig gerne. Så kan man nemlig helbrede sig selv, hvis man bliver syg. Og der er mange sygdomme i Uganda, som det er godt at kunne helbrede sig selv for. Der er malaria, hvor man bliver syg af at blive stukket af en malariamyg. Malariamyggene er myg, der bærer en malaria parasit i blodet. Parasitten kommer over i menneskers blod, når myggen stikker, og det bliver man syg af. Det er farligt at få malaria, for hvis man ikke kommer til lægen, kan man dø af sygdommen. Det er også farligt at få mæslinger. Og diarré, hoste og tarm-orme er helt almindelige sygdomme. Dem vil Andrew gerne kurere. Så når han har overstået sine pligter, sætter Andrew sig tit ind i stuen og læser i fysikbogen. Det er godt, han kan lide det, for han skal læse meget, hvis han skal være læge. Det koster mange penge at blive uddannet i Uganda, og hvis Andrews forældre ikke har råd til at betale for skolen, er det nødvendigt at blive en af de allerbedste fra 300 skoler. I Uganda er det kun de første syv år i skolen, der er gratis. Når Andrew er færdig med P7, skal han over på en anden skole. Den skole koster penge. Det gør gymnasiet og universitetet også. Så det er ikke sikkert, at Andrews forældre har råd til at betale for, at han går i skole i så mange år. På en af de billigste skoler i Kabale koster 8. klasse Uganda shillings, hvilket svarer til cirka 600 kroner. Og man skal betale næsten tre millioner Uganda shillings om året for at gå på universitetet. Det er cirka kroner. Så der skal sælges mange bananklaser til 500 Uganda shillings eller cirka to kroner stykket, hvis Andrews drøm om at blive læge skal gå i opfyldelse. Men hvis Andrew bliver en af de fem bedste elever i Kabale, kan han få lov til at gå i 8. klasse gratis. Og hvis han også bliver en af de bedste på den skole, får han måske chancen for at komme i gymnasiet. Så Andrew sætter sig tit til rette ved spisebordet med sin bog. Når Andrew er færdig med sine lektier og har lyst til at give fysikbogen en pause, leger han med sin bedste ven, Tukesiga Gideon. De spiller fodbold, cykler eller leger gemmeleg med de andre børn i Burime. Gideon går også i Andrews skole, men de går ikke i samme klasse. Gideon går i klassen over Andrew. 25

26 Mange har en halskæde med et kors i. Det hedder en rosenkrans og bruges til at bede med. Der hører særlige bønner til de forskellige steder på rosenkransen. Hilda vil være nonne Burime er ikke kun navnet på den landsby, hvor Hilda og Andrew bor. På rukiga betyder navnet»det sted som gud har besøgt«. Hilda og Andrew tror begge to på gud. De er katolikker. Det er der mange i landsbyen, der er. Der er også protestanter og muslimer. I Hildas stue hænger et billede af Jomfru Maria. Hun er Jesus mor og en helgen i den katolske kirke. Katolikkerne tror på, at Jomfru Maria har hellige kræfter, så hun kan hjælpe mennesker, der er syge eller ulykkelige. Derfor beder alle katolikker til Jomfru Maria om at få beskyttelse og sundhed. Som Jomfru Marias billede hænger dér i stuen, virker det næsten som om, hun kigger ned fra væggen og holder øje med, at familien har det godt. Børnene beder også morgenbøn i skolen. Hildas og Andrews skole er katolsk. Hver morgen læser præsten et stykke fra bibelen, inden skolen går i gang. Og hvis præsten synes, at Hilda er dygtig nok, og at hendes familie er gode katolikker, der går i kirke og opfører sig pænt, bliver Hilda måske udvalgt til at blive nonne. Hilda vil allerhelst arbejde i kirken, når hun bliver stor. Hun ønsker sig allermest at blive nonne. En nonne er en kvinde, der ikke er gift og heller ikke har kærester, men bor i og arbejder for en kirke. Hilda kan godt lide de jobs, man kan have som nonne. Man kan pleje de syge, arbejde på kontoret eller hjælpe i kirken. Religionen er vigtig for familien derhjemme, hvor de også beder bordbøn, inden de begynder at spise. Og hver søndag tager Andrew og Hilda og deres familier deres pæneste tøj på og går i kirke. Til Allehelgeners dag skal Hilda til alters og have nadver for første gang. Selvom hun går i kirke hver søndag, har hun aldrig fået nadver før. Den første nadver er nemlig en stor ceremoni og festdag i den katolske kirke. Så hun glæder sig og beder fadervor og en bøn til Jomfru Maria hver aften. 26

27 27

28 Kyllinge Kyllingen steges i en gryde over åben ild i køkkenet. Sammen med kyllingen spiser familien kartofler, ris og bønner. Kylling er Hildas livret, og i dag er en heldig dag. For familien skal have kylling til aftensmad. Det er det bedste, Hilda ved, og det er bestemt ikke noget, der sker hver dag. For familien har kun seks høns, og lige nu går to af dem rundt på gårdspladsen og hygger sig med at finde orme og nippe korn. De to høns ved slet ikke, at de skal være aftensmad om et par timer. 28

29 drabet Hildas storebror tager en sten og hvæsser kniven, så den er helt skarp, og imens forsøger Hilda at fange den første høne. Det er næsten som om, hanen ved, hvad der skal ske, for den sender høje, bekymrede advarsels-gal ud over haven. Og hønen basker med vingerne og springer for livet. Den styrter rundt om huset, om bag kaninburet og henover gårdspladsen. Og lige efter løber tre af børnene i en slags tag-fat-leg med hønen. Efter fem forpustede minutter lykkes det Hilda at få fat i hønen. Hun har helt sikkert prøvet det før, for hun har et sikkert greb om hønens vinger bag dens ryg. Og her hænger hønen så med hovedet nedad, mens Hilda venter på, at hendes storebror gør sig klar til at slagte den. Når kniven er blevet skarp, rækker hun hønen over til sin storebror, som tager et fast greb om halsen på den skrigende fugl. En-to-tre knæk, så er hønens hals brækket. Selvom hønen er død, spjætter dens nerver stadigvæk, og det sprøjter med blod over det hele. Så Hilda og hendes søskende går et lille stykke væk, mens storebroderen tager kniven og snitter hønens hals over. Først efter et par minutter ligger den blødende kylling stille og er helt død. Kyllingen skæres op og renses for blod og indvolde. Derefter begynder det langsommelige arbejde med at fjerne fjerene. Med lange skrab og snit fjernes fjerpragten af hønens vinger, ben, bryst og krop indtil den er helt plukket og klar til at komme i sovsen med tomater, løg og krydderier. Ummm. Men først skal Hilda fange en høne til. Der skal være masser af kylling til aftensmad i dag, for i aften skal familien have gæster. 29

30 Mørket kommer pludseligt i Burime Ved syvtiden er solen gået ned bag bjergene i vest. I et kort øjeblik sender den et varmt rødt lys op over bjergtinderne, inden den giver plads til mørket, månen og myggene. himlen, rykker familierne ind i stuen, hvor parafinlampen er tændt. Det er hyggeligt at sidde der med det bløde lys og den varme mad og slappe af ovenpå en lang dag. Nu sidder Hildas og Andrews familier på sivmåtterne i deres haver. De dufter til maden, der snart er klar, og kigger på lyset fra månen, der står over bjergene. Rundt om månen lyser en ring, så den ligner et øje, der våger over landsbyen i mørket. Hønsene, kaninerne, gederne og køerne er gået til ro, så ud over snakken og måske en sang eller to er der næsten helt stille. Det er kun cikaderne, man kan høre. Og måske blæsten i trætoppene, når der stryger en brise ind gennem bananskoven. Når månen er oppe, og himlen skyfri, kan man spise i haven i skæret af månelyset. De dage, hvor månen kun giver en lille sprække af lys på Ringen omkring månen kommer fra månens lys, der bliver spejlet i små stykker is. De små stykker kaldes krystaller. Man siger, at det bliver godt vejr dagen efter, man har set en månering. Uden for vinduerne er mørket blevet tæt og sort. Og med mørket kommer myggene. De flyver rundt i luften overalt i Burime. Mellem træerne, over sumpen, på gårdspladsen og ind i huset gennem de åbne døre og vinduer. Der er flere slags myg. Både de almindelige, irriterende myg, der altid bor i områder med moser eller sumpe. Og de myg, der bærer sygdomme med sig. Som for eksempel malaria. Nogle myg i Uganda er smittet med malariaparasitten. Det er et lille mikroskopisk dyr, der lever i menneskers blod. Når myggene stikker mennesker for at suge blod, følger parasitten fra myggen over i mennesket. Og man kan blive meget syg af malaria. Så Hilda og Andrew håber, at myggene holder sig væk i nat. 30

31 31

32 Ondt i hovedet og maven på grund af en myg Der er ikke gardiner for vinduerne hos Andrew og Hilda. Der er heller ikke noget glas i, så myggene har fri adgang til huset hele natten. Der er ikke råd til myggenet til hele familien, eller myggebalsam for den sags skyld, så alle bliver stukket en del. Og en gang imellem også af malariamyggene. Når en malariamyg stikker et menneske, overfører myggen en parasit til blodet. Parasitten ødelægger blodet og formerer sig i kroppen. Efter 10 dage bliver man utilpas og syg. Hilda og Andrew har begge to haft malaria og været meget syge af det. Det var rigtig væmmeligt. Hovedet gjorde ondt, de havde feber og hostede. Og maven var også skidt, så de kastede op og havde diarré.men det er slet ikke det værste ved at have malaria. Det værste er, at man kan dø af det, hvis man ikke kommer til lægen hurtigt nok. Hilda var fire år gammel, da hun fik malaria. Og hun kan sagtens huske, hvordan det føles. Da feberen ikke gik væk, blev familien nødt til at tage hende med til sundheds- Selvom der også er myg i Danmark, kan man ikke blive smittet med malaria herhjemme. Den parasit, myggen bærer rundt på, og som giver mennesker malaria, kan nemlig bedst lide varme områder. klinikken. Den ligger et stykke væk, så man skal hele vejen gennem Burime og forbi sumpen for at komme derhen. Der er over fem kilometer derhen. Der går ingen busser, og hverken Andrews eller Hildas familie har bil. Men Andrews familie har en cykel. Så Hildas far gik ned ad bjerget og lånte cyklen, så Hilda kunne komme på sundhedsklinikken. På klinikken undersøgte en sygeplejerske Hilda. Hun fik taget temperaturen og pulsen, og hendes far fortalte sygeplejersken, hvor længe Hilda havde været syg. Sygeplejersken gav Hilda malaria-medicin, og efter en uges tid var hun rask igen. Men Hilda er stadig bange for at blive syg igen. Af malaria eller mæslinger eller hiv og aids, som mange også har i Uganda. 32

33 Hilda og Andrew fik medicin fra sundhedsklinikken her, da de var syge af malaria. Kvinden med den lilla kittel er sygeplejerske på klinikken. 33

34 Natten i Burime er tæt af mørke, lyde og dufte. Når parafinlamperne er slukkede, ligger natten sort over landsbyen, og man kan dårligt skimte bananpalmerne, der omkranser de små hytter og huse. Alle sover, og de eneste lyde, man hører, er natdyrenes: Cikaderne, natfuglene og myggene. Andrew og Hilda har taget deres nattøj på. De har bedt deres aftenbøn og ligger nu i hver deres værelser og hver deres huse. Familierne har hverken elektricitet eller fjernsyn, men hvis man er heldig, kan det være,atder er en af de voksne, der vil fortælle en historie. For eksempel den om: 34

35 Kvinden i spejlet Der var engang en mand og en kvinde, der boede i en lille landsby i Uganda. Manden og kvinden elskede hinanden og giftede sig, og kort tid efter fødte kvinden en lille pige. Da tiden kom, og pigen skulle i skole, ville forældrene ikke skilles fra hende og sende hende af sted hele dagen. I stedet ville de beholde hende hjemme i huset, hvor hun kunne hjælpe til, lege og hygge sig. Pigen var glad, for hun gad ikke gå i skole. Da den lille pige var otte år, blev moderen syg og døde. Kort tid efter mødte faderen en ny kvinde, forelskede sig og blev gift igen. Men familien var fattig, og faderen var nødt til at rejse af sted til en anden by for at finde arbejde. Nu boede pigen med sin nye stedmoder i huset. Og stedmoderen gav hende mange pligter og sagde, at hun skulle hjælpe til derhjemme. Det var slet ikke, som da pigens egen mor var i live. gået i opfyldelse, og at moderen var kommet tilbage for at holde øje med hende. Fra nu af gik pigen ind i soveværelset, hver gang hun blev uvenner med sin stedmor og fortalte sin mor det hele. Det var næsten som at have fået moderen tilbage. Da faderen kom hjem næste gang, fandt han pigen i soveværelset, hvor hun var i gang med at fortælle moderen om et nyt skænderi. Faderen blev overrasket over pigen, der stod og talte til spejlet og spurgte hende, hvad hun lavede.»jeg taler med min mor,«svarede pigen. Faderen blev ked af det:»min lille skat,«sagde han,»det er ikke et magisk billede af din mor. Det er et spejl. Og det, du kan se, er dit eget ansigt. Du ligner jo din mor så meget.«årene gik, og selvom faderen kom hjem på besøg en gang imellem, var pigen ikke glad. En dag, ikke så længe efter pigens 15-års fødselsdag, havde faderen en gave med hjem til stedmoderen. Det var en flot ramme med et blankt billede inden i. Faderen sagde, det var et spejl, men pigen var ligeglad og hørte ikke rigtig efter, for hun var skuffet over, at faderen ikke havde gaver med hjem til hende. Pigen blev flov, fordi hun ikke havde vidst, hvad et spejl var. Og hun tænkte på, hvor meget andet hun heller ikke vidste noget om. Da fortrød hun bitterligt, at hun aldrig havde gået i skole. Pigen, man kan se i spejlet, er Hilda. Men det er ikke hende, historien handler om. Hun ved godt, hvad et spejl er. Da faderen rejste af sted igen for at arbejde, blev det hele atter kedeligt. Pigen skulle passe en masse pligter, og flere gange i løbet dagen blev hun sur på sin stedmor. En dag gik pigen ved et tilfælde ind i det store soveværelse og så, at rammen med det blanke billede hang på væggen. Til hendes store overraskelse var det slet ikke et blankt billede. I rammen var der et billede af hendes mor. Pigen tænkte, at hendes ønske var 35

36 Behagamit Deus er Røde Kors-frivillig i Burime, hvor han fortæller familierne om sundhed. Røde Kors hjælper med sundheden i Burime og i resten af verden Rent vand er stadig lidt af en nyhed i Burime. For godt nok har vandposten været der i et par år, så Hilda og Andrew kun skal gå i 7-10 minutter efter vandet. Men indhegningen og rørene er nye. Før i tiden var der en brønd, hvor man godt kunne få vand, men hvor man skulle dele det med køerne og de andre dyr, der drak af vandet, spiste, tissede og sked lige ved siden af. Eller også skulle man helt ned til åen, hvor børnene stadig er Hvis man vil hjælpe Røde Kors, kan man give sit gamle tøj til en af Røde Kors-butikkerne. Pengene fra salget af tøjet går nemlig til Røde Kors arbejde. nødt til at traske hen, hvis vandposten er lukket. I åen er der mange bakterier i vandet ligesom der var i det gamle vandhul og man fik tit dårlig mave. Røde Kors har været med til at bygge vandsposten sammen med landsbyens beboere, regeringen i Uganda og en organisation, der hedder World Vision. Røde Kors er en hjælpeorganisation, der arbejder med at gøre livet bedre for mennesker i hele verden. Også i Uganda og i landsbyer som Burime. Vandposten har været en del af Røde Kors arbejde, ligesom frivillige fra Røde Kors fortæller familierne om at leve sundt. 36

37 Når man er frivillig, får man ikke løn. Den frivillige Røde Kors-mand i Burime hedder Deus. Han bor i sit eget hus i Burime og har været på besøg i næsten alle husene for at snakke med familierne. Det er også ham, der har haft de plakater med, der hænger både i Andrews og Hildas stuer. Plakaterne viser, hvad man skal gøre, når man er syg, og hvordan man kan undgå at blive det. Røde Kors har også været med til at bygge toiletterne og vist familierne, hvordan man bygger opvaskestativer, så de rene tallerkener og skåle ikke ligger på jorden. Det er vigtigt for sundheden, at der er rent på gårdspladsen, og at hullet, der er skraldespand i øjeblikket, ligger et stykke væk fra huset. Det snakker Deus med familierne om, når han er på besøg. familien har ikke råd til mere end et myggenet, selvom de kan købe dem til halv pris af Uganda Røde Kors. Et myggenet koster Uganda shillings på markedet. Hos Røde Kors koster det Det er stadig mange penge for de fleste familier. Til gengæld har de en sundhedsklinik i nærheden, som Røde Kors har hjulpet med at bygge. Her arbejder to sygeplejersker, man kan få medicin, og gravide kan få hjælp med at føde. Røde Kors findes i næsten hele verden. I Uganda hedder det Uganda Røde Kors. I Danmark er der et Dansk Røde Kors. Herhjemme hjælper Røde Kors ensomme, børn og hjemløse, og frivillige giver førstehjælp ved fodboldkampe og koncerter. Deus fortæller også om malaria. Om hvordan det er godt at have et myggenet over sengen, og hvad man skal gøre, hvis man føler, man bliver syg. Andrews mor og far har et myggenet hængende over sengen, hvor de sover sammen med de helt små børn. Men Sundhedsklinikken fungerer også som et apotek, så de syge får medicinen direkte af sygeplejerskerne. 37

38 Kærlig hilsen 4. klasse Tegningerne i elevbogen er tegnet af Hildas klasse. I billedkunsttimerne fik alle elever lov til at tegne en tegning til Danmark. Tegningerne handler om sundhed, om børnenes familier og om liv i Uganda. Hver elev fik papir, blyanter og farver, som vi havde med fra Danmark, for det har de ikke på skolen. Vi fik lov til at få tegningerne med hjem og forærede skolen resten af papiret, farverne og blyanterne. Tegningerne er tegnet af: 38 Aharikundiira Fortunate, 11 år Ahigye Odomalo Ahumuza Jasi, 12 år Akabwiga, 12 år Akankwasa, 13 år Akebasilowe Joiuta, 14 år Amutukere Magureti, 10 år Asimwe Victor, 13 år Atubarirweje Nuario, 13 år Byaruiguaba Deus, 10 år Kanyesigye Provia, 11 år Karumuna Willy, 13 år Katwakire Edurida, 10 år Kobusigye Hilda, 10 år Komuhangi, 15 år Kyariningbari Purdess, 15 år Mugumya Chrisenti, 12 år Muhewzi Nereson, 12 år Muhwezi Amos, 13 år Musimenta Rativa, 12 år Mutesi Geresiyana Lensi, 14 år Mutungi Paddy, 16 år Namanya Scovia, 12 år Nameahimbisbwe Betty, 10 år Nankunda Prudence 13 år Naturinda, 13 år Ndyashaba Roygazi, 14 år Ninesiima Judith, 11 år Nitusiima Irene, 9 år Nitwebaza Annita, 9 år Niwagaba Annet, 15 år Nwahereza Victor 13 år Orikiriza Rozete, 13 år Orishaba Agnes, 13 år

39

40 Burime er en lille landsby, der ligger gemt oppe i bjergene i den allermest frodige del af Uganda. Når man skal til Burime, skal man køre fra hovedvejen og fortsætte videre ud ad røde, hullede og bumlende veje. Så kører man videre forbi huse, der er omringet af bananpalmer og ligger enten helt tæt på vejen eller lidt nede, så beboere, der sidder udenfor, er nødt til at lægge hovedet tilbage for at se, hvem der kommer. Hvis man så går op ad den lille snoede sti ved den nye vandpost, kommer man forbi markerne og hen til en banan-plantage, der gemmer Andrews families hus. Hilda bor lidt længere oppe ad bjerget, hvor stien er blevet så stejl, at man bliver nødt til at trække sin cykel. Andrew er 11 år gammel og Hilda er 10. De er naboer og har boet i Burime hele deres liv. Denne bog handler om dem og deres dagligdag. d+ Skoletjenesten Blegdamsvej København Ø Tlf.: Fax: drc@redcross.dk