Urup Kirke. Søndag d. 18. januar 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Urup Kirke. Søndag d. 18. januar 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 2 søndag efter helligtrekonger, Joh. 2,1-11, 1. tekstrække. Salmer. DDS 743 Nu rinder solen op af østerlide (Zincks mel.). DDS 22 Gådefuld er du, vor Gud (mel.: Kvindelil, din tro er stor ). DDS 493 Gud Herren så til jorden ned (mel.: Hvad kan os komme til for nød ) DDS 144 Hvor saligt var det ægtepar (mel.: Guds søn kom ned fra Himmerig ). Altergang: DDS 474 Jesus Krist, du gav mig livet. DDS 29 Spænd over os dit himmelsejl. Tekstlæsninger. 2. Mos. 33,18-23; Rom. 12,9-16a; Joh. 2,1-11.

2 2 Prædiken. Det kan godt virkelig betænkeligt, at Jesus begynder sit offentlige virke med at lade folk drikke sig hønefulde. De må ellers allerede være ganske godt lakket til, for de har drukket al den vin, der var indkøbt til bryllupsgildet. Det var en forfærdelig pinlig situation for værten, for dengang var det skamfuldt ikke at kunne servere en overdådig mængde retter og dertil hørende vin for sine gæster. Levede man ikke op til normerne, risikerede man at miste sine venner, der fremover ville se skævt til og tale grimt om en. Hverdagen var fuld af slid og slæb, så når folk for en gangs skyld var til fest, skulle der ikke spares på noget. En fest med knaphed på mad og drikke kunne i værste fald medføre social deroute for værtsfamilien. Det er derfor kun ud fra en moderne tankegang, at Jesus gør noget usmart. Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker ca danskere mere, end man anbefaler og blandt disse er ca direkte afhængige af alkohol. 1 Det vil sige, at hver 28. dansker har et alvorligt og særdeles sundhedsskadeligt alkoholmisbrug. Set i det lys, er det ikke særlig snildt, det Jesus gør, da han forvandler vand til vin. I Matthæusevangeliet bliver han da også kaldt for en frådser og dranker, der hænger ud med de mest tvivlsomme eksistenser; blandt andet ludere og landsforrædere. 2 På den baggrund er det let at blive forarget. Det kan imidlertid ikke betale sig, for det er slet ikke i det lys, Jesu handling skal forstås. Naturligvis er han ikke ude på at drikke folk fra sans og samling. Ligeledes ønsker han ikke at føre folk ind i et destruktivt alkoholmisbrug. Hvad han udfører er et tegn. Det gør evangelisten selv opmærksom på til sidst: Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed Matt. 11,18.

3 3 Jesus åbenbarede sin herlighed ved at forvandle vand til vin; en handling, der var så bemærkelsesværdi, at ingen derefter kunne se på ham som før. Der var noget ekstraordinært ved den mand! Han havde nogle evner, ingen anden besad. På den måde løftede han sløret ind til det mysterium, han bar i sig; det mysterium, at han åbenbarede Gud på jorden. Selvom man kan blive stødt over, at Jesus opfordrer til hæmningsløs druk ved at stille en mere end rigelig mængde vin til rådighed for selskabet, er det ikke hans intension. Han gør det heller ikke for at redde værtens ære. Miraklet er et tegn, der peger hen på de nye forhold, han bringer med sig. Det er ikke tilfældigt, at Jesus bruger renselsesfadene som remedier til sit vinmirakel. De er lige blevet rengjort, efter at gæsterne ved deres ankomst har vasket deres hænder. Afvaskningen af hænderne foretoges ikke primært af hygiejniske, men af kultiske grunde. Hverdagen var fuld af den slags påkrævede ritualer, der for størstedelens vedkommende stammede fra Moseloven. Med sit tegn viste Jesus, at der nu var sat en anden dagsorden. Gud skulle ikke længere behages med særlige gerninger. Mennesket skulle sættes fri fra de besværlige og unyttige regler. I stedet for at have blikket vendt mod den himmelske Gud i overbevisning om, at det glædede ham og derfor gjorde ham venlig stemt, skulle man sænke blikket, så man kunne få øje på medmenneskets behov. Som Guds skabning tilhører ethvert menneske Gud, og derfor glæder man ham, når man glæder sin næste. Det var altså ikke Jesu mening, at man skulle glemme Gud, selvom man glemte alle de gamle, religiøse regler. Man skulle derimod fortsætte med at dyrke Gud, men på en ny og langt mere konstruktiv måde, der kom medmennesket til gode. Derfor var der grund til at feste, og derfor forvandlede Jesus det nye vand i renselsesfadene til vin. Fra da af havde fadene mistet deres oprindelige funktion, og bryllupsgæsterne kunne holde en endnu større fest af glæde over den indtrufne forandring.

4 4 Så længe brylluppet stod på, var det næppe mange af gæsterne, der fornemmede, hvor omfattende en forandring, der havde fundet sted. Men efterhånden gik det op for dem og andre, at Gud havde sat dem fri, så de ikke længere skulle udføre alle mulige og umulige rituelle handlinger i den tro, at det gjorde ham venligt stemt. Gud var allerede venligt stemt, hvilket han slog helt fast nogle år senere, da han lod sig henrette på trods af sin uskyld. Det gjorde han for at tage straffen for den skyld på sig, som alle mennesker pådrager sig, idet man overser næstens behov for hjælp og omsorg. Ved at Kristus påtog sig vores straf, blev vi sat fri. Men det var vel at mærke en frihed under ansvar. Vi skal altså ikke udnytte situationen og synde på nåden. Guds tilgivelse giver os ikke fribillet til at behandle andre som skidt. Tværtimod er Jesu offerdød en gave, vi skal behandle med omtanke. Friheden er ikke en frihed til at gøre lige, hvad der passer os, men en frihed til at gøre vort bedste for andre og vel at mærke gøre det uden hele tiden at skulle spekulere på, om det vi gør, er godt nok, for det er det aldrig. Over for Guds krav til os er vi nemlig altid bagude. Men med Jesu Kristi død for vores skyld viste han, at han elsker os på trods af vores ufuldkommenhed. På den måde lever vi i en konstant vekselvirkning mellem Guds krav og Guds tilgivelse. Med et luthersk udtryk er vi både retfærdiggjorte og syndere. Denne vekselvirkning gør, at vi livet igennem kan leve som frie mennesker under ansvar. Det er ikke kun den kristne frihed, der skal forvaltes forsvarligt; som en værdifuld gave. Det gælder enhver form for frihed, der kun fungerer under ansvar. Siden terrorangrebet i Paris i forrige uge har en særlig form for frihed - nemlig ytringsfriheden - været drøftet på kryds og tværs. Ytringsfriheden er et af kendetegnene på et velfungerende demokrati. Indføres der først censur, er det ikke kun ytringsfriheden, der lider nød, men også den frie tanke. Da indebærer det en risiko for en selv og ens nærmeste at give udtryk for dette og hint. Er det forbudt at sige sin mening, bliver samfundet hurtigt fattigt, fordi meninger og ideer ikke kan afprøves. Da gives der kun udtryk for de tilladte holdninger, hvilket på længere sigt vil få alles

5 5 tankegang til at gå i ring og samfundet til at stagnere. Således vil der være lagt et glimrende fundament for ekstremisme, der altid gror af manglende udsyn. Derfor er der i høj grad grund til at kæmpe for ytringsfriheden. I Danmark har vi en mangeårig og grundfæstet tradition for ytringsfrihed. Den kan vi roligt være glade for, og derfor skal der værnes om den. Men spørgsmålet er, hvordan dette gøres bedst. En kompromisløs insisteren på ytringsfrihed fik for en ti års tid siden en markant uvilje mod selvcensur til at udvikle sig. Udgangspunktet var, at flere illustratorer havde underlagt sig selvcensur, fordi de ikke turde illustrere en kritisk bog om Muhammed, og da der endelig var en, der sagde ja, var det på betingelse af, at han måtte være anonym. Dette kunne Jyllands Postens kulturredaktion ikke acceptere. Derfor bragte avisen i 2005 de såkaldte muhammedtegninger. Tegningerne skildrede Muhammed, som er den højst rangerende profet inden for islam, på måder, der var alt andet end rosende. Efter nogen tid med begrænsede reaktioner, eksploderede sagen og førte til dødstrusler, mord, afbrænding af dels et konsulat i Libyen, dels en kristen kirke i Nigeria samt et ukendt antal danske flag. Siden da har mange anset det for udtryk for selvcensur, når bladtegnere undlod at producerede islamkritiske tegninger. Det kan man ikke anklage de ansatte på satiremagasinet Charlie Hebdo for. Hvad angår kampen mod selvcensur gik de i front ved at lave grov satire af både jøder, kristne og muslimer. Heller ikke Muhammed blev fredet. Dette fik nogle afsporede islamistiske terrorister til at foretage angrebet mod magasinets ansatte, idet de mente, at de på den måde kunne hævne den uret, bladet havde begået mod profeten. Terrorhandlingen er så afskyelig og begrundelsen så ubegavet, at den ikke kan undskyldes. At påstå, at Charlie Hebdo selv bad om det, giver ingen mening, for der er ingen fornuft i at søge hævn for nogle tegninger. Det er og bliver en afsporet handling. Når det er sagt, må man dog overveje, om det at man har ytringsfrihed også medfører, at man altid skal bruge den. Medfører det, at man har ret til at bruge sin frihed også, at man absolut skal gøre det? Er det ikke snarere udtryk for et snæversyn, der forhindrer en samtale med modparten og blot graver grøfterne dybere? Har folkene på Charlie

6 6 Hebdo med andre ord forvaltet deres frihed særlig godt? Har deres tegninger ført til større gensidig forståelse, eller har de haft den stik modsatte virkning? Ville det have været udtryk for selvcensur, hvis de havde valgt en anden og knap så provokerende redaktionel linje? Var det nødvendigvis det bedste at gå til ytringsfrihedens yderste grænse, ligesom Jyllands Posten i sin tid gjorde det? Med disse spørgsmål siger jeg ikke, at man skal undlade at tale imod islamisme og andre ekstremistiske ideologier. Det er derimod nærmest vores pligt at modsige ekstremister. Det kan sikkert også være en god ide at udsætte dem for en vis grad af latterliggørelse, fordi det kan rokke ved deres tiltro til egen klogskab. Men at håne det, de anser for at være allermest helligt langt mere værdifuldt og ophøjet end dem selv er ikke frugtbart for nogle af parterne. Det har desuden den bivirkning, at hånen også rammer muslimer, som ikke har en ekstremistisk holdning, men som skubbes over i retning af den, idet man håner genstanden for deres tro. Når det gælder dem, der i forvejen har ekstremistiske holdninger, styrker hånen af det hellige blot deres ureflekterede virkelighedsforståelse. Derfor skal vi nøje overveje, hvordan vi gør brug af vores grundlovssikrede ytringsfrihed. Hvad enten friheden gælder vores ret til at ytre os eller den gælder noget andet, er den en kostelig gave. Derfor skal den ikke misbruges, men behandles varsomt og taknemmeligt. Det gælder også den frihed, vi fik, da Jesus slog en streg over den straf, Gud kunne have idømt os for vore synder. Den frihed, der fulgte deraf, er en gave så stor, at vi konstant burde være berusede - ikke berusede af vin, som bryllupsgæsterne i Kana - men berusede af glæde. Amen.