Stedet tæller Linjer i landskabet

Transkript

1 Stedet tæller Linjer i landskabet

2 Baggrund for ansøgning til projekt stedet tæller Under fokusområdet Mulighedernes Danmark efterlyser kampagnen idéer til konkrete fysiske projekter, som udvikler steder og aktiviteter med afsæt i eksisterende kvaliteter og potentialer. Gennem konkrete fysiske tiltag af høj arkitektonisk kvalitet og nye aktiviteter skal projekter inden for dette fokusområde vise nye veje til at se og aktivere de stedbundne potentialer. Inden for Mulighedernes Danmark er der afsat 20 mio. kr. til udvikling af op mod 15 projekter samt realisering af op til 8 projekter. Linjer i Landskabet Aakirkeby har navn efter Aa Kirke, som liggende højt i landskabet, fast funderet på grundfjeldet, den bornholmske granit, omkranset af de to åløb, Læsåen og Grødby å, der løber som livgivne linjer i landskabet og naturligt lagde navn til kirken og senere til byen. Kirken er fra 1200-tallet og Øens oprindelige hovedkirke. Anlagt frit i landskabet, hvor købstaden med årene voksede frem. Aa kirke er bygget af bornholmske kalksten. Byggematerialerne er grønsandsten og orthoceratitkalk, hentet fra åbne brud syd for kirkens placering. Aakirkeby er placeret mellem de to åløb og med Bornholms Grønne skoveparti i ryggen. Syd for Byen falder terrænet og terrænspringet skærer sig, som en linje sydøst-nordvest, der deler Bornholm mod nord domineret af grundfjeldets granit og gnejs og mod syd af de langt yngre sedimentære lag af sandsten og skifre. På Klintebakken kan man skræve over et tidsspand på mere end én milliard år og det uden fare for at bukserne sprækker! Klintebakken og det tilstødende tidligere sandstensbrud ved Strøby blev fredet Da Aakirkeby Kommune og Bornholms Amt i 2000 opførte oplevelsescentret NaturBornholm, for at give såvel lokale som turister mulighed for at fordybe sig i historien om Bornholms natur fra Jordens urtid og frem til i dag, faldt valget på at centret skulle ligge netop her hvor naturens og kulturen kommer så iøjnefaldende til syne i landskabet. Det blev den verdensberømte danske arkitekt Henning Larsen, som vandt konkurrencen om byggeriet af NaturBornholm. Henning Larsen lod sig inspirere af Klintebakken, der med den geologiske brudzone ligger som en manifestation af naturens voldsomme kræfter. Forkastningen er resultat af en række jordskæv i Juratiden for 200 mio. år siden, forårsaget af kontinentpladernes bevægelser. 2

3 Bygningselementet er delt i to, af vandrehallens lyse rum: Det skærer sig gennem bygningen og forlænges af adgangsporet, der mod nord sigter direkte til den 1000 år gamle kirke og mod syd til de brud, hvorfra kirkens byggesten er hentet. Linjen skærer på tværs af Klintebakkens brudzone. Samspillet mellem kultur og natur og den gensidige påvirkning af landskabet opleves netop her på en enestående vis På det lavere liggende plateau syd for forkastningen løber Læså mod vest og Grødby å mod øst. Læså løber fra sit udspring i Bastemosen i Almindingen 20 km gennem det bornholmske landskab til sit udløb ved Boderne på Bornholms sydkyst. Forløbet skærer sig gennem bornholmsk granit, sandsten og kalksten og bornholmske skifre og gør dermed Læså til en enestående geologisk lokalitet, som blotlægger tidsbilleder på udviklingen i naturen gennem årmillioner. Grødby å løber gennem istidsaflejret grus ligesom jættestue og bautasten er afslørende spor efter menneskets aktivitet tilbage i oldtiden. Mellem de to åløb ligger Ugleenge, som ifølge overleveringen var skueplads for slaget ved Ugleenge i På det i dag fredede naturområde finder man Bornholms største bestand af orchidéen salép-gøgeurt Henning Larsen Arkitekturen afspejler brudlinjens manifestation Aa Kirke NaturBornholm Brudlinjen 3

4 En bearbejdning af stiforløb og markering med fysisk struktur som samlende og koordinerende og formidlende element vil tilføjer området og Aakirkeby et uvurderligt løft. Området rummer attraktioner med enestående potentiale, som i dag ikke udnyttes tilstrækkeligt Et koordineret stiforløb, som imødekommer såvel gående som cyklende, binder landskabets opleveslessteder sammen, og vil være til glæde og gavn for såvel lokale som turister. Attraktionerne synliggøres og sikres af en form for indkapsling/bearbejdning, der giver beskueren optimal mulighed for at opleve og forstå sammenhængene. Stinettet, som samtidig er motionsruter af forskellig længde, åbner til de fantastiske naturområder, der er lige udenfor byen. Det vil samtidig give en sikring af skolevejen for elever fra den sydlige del af Hans Rømer Skolens nye opland Linjer i landskabet til rekreation og oplevelse De to eksisterende cykelveje som dels øst-vest gennem Aakirkeby og dels nær kysten langs søndre landevej forbindes af en syd- nordgående cykelvej. Stiforløbet langs Læså forlænges så der gives mulighed for øget adgang til de rekreative oplevelsesmæssige værdiger, som dels rummer de geologiske profiler og dels til de gamle brud som dannede grundlage for blandt andet byggematerialer til kirken. Et af brudene er midlertidigt genåbnet for at give materiale til den igangværende restaurering af Hammershus murværk. De enestående geologiske og kulturhistorisk betingede værdier på Klintebakken, med den blotlagte brudzone, og det gamle sandstensbrud med bølgeslagsribber og de ældst kendte aftryk af levende organismer formidles gennem brug af qr koder og opdaterede informationsskilte. På Klinten vestlige udsigtspunkt etableres et fysisk element som samler og formidler Linjerne i landskabet. Projektet er udvikles i et samarbejde mellem Aakirkeby Byting, NaturBornholm, Bornholms Regionskommune og respektive lodsejere. Vision for tydeliggørelse og forstærket oplevelse og formidling af landskabet syd for Aakirkeby med Klintebakken som, Læsåen Ugleenge. Oplevelsen af naturværdierne vil kunne forstærkes gennem en opdatering og modernisering af den eksisterende formidling i form af informationsenheder. De geologiske profiler langs Læså og forkastningszonen ved Klintebakken tydeliggøres. På Klintebakken vil blotlægningen med slæbet kunne ses fra Limensgade som et markant, spektakulært element i landskabet. Ejendommen Hadeborg beliggende nord for fredningslinjen står pt. tom og det ville være et fantastisk løft for helhedsoplevelsen, såfremt arealet blev erhvervet bygningerne fjernet og den tilstødende klippeløkke med løvfrødam indlemmet i Klintebakkens offentlige areal. Et enkelt og markant nyt arkitekttonisk bygningselement som udsigts- eller udkigstårn, hvor Hadeborgs i dag er beliggende kunne danne ramme som informationssted for landskabets historie. I det følgende beskrives nogle af de omfattede oplevelsessteder. 4

5 P P B B P B Nyt udsigtselement Eksisterende cykelvej Ny cykelvej Eksisterende stiforløb Ny stiforløb P Eksisterende Parkering B Tidligere brud P NB P

6 Aakirkeby - Aa Kirke Kirke har sit navn efter de to åer, der omkranser den. Læså og Grødbyå. Den er sognekirke for landsognet Aaker, men så tæt på Aakirkeby, som den kan, idet kirkegårdsdiget rent faktisk danner sognegrænse. Ifølge kirkens guide blev Bornholm erobret og kristnet i 1070'erne. De første kirker må have været af træ, men i årene omkring 1200 blev de erstattet af stenkirker. Aa Kirke blev som øens hovedkirke lagt inde i landet, hvor hovedvejene krydsedes og hvor landstinget samledes. Kirken var i middelalderen viet til Skt. Johannes Døberen, og det var sådan indrettet, at landstinget mødtes her lørdagen før Skt. Hans. Umiddelbart nordvest for kirken lå Kannikegården. Efter reformationen i 1536 blev den præstebolig, indtil en ny præstegård blev bygget i 1622 syd for kirken. Og her ligger den fortsat, omend noget renoveret. Lige syd for kirken ligger hospitalet, og her blev det flyttet til i 1680 fra det tidligere Skt. Jørgens hospital ved Spidlegård, hvor de spedalske boede. Kirkens gamle kirkegård benyttes ikke mere til begravelser, men der er bevaret mange gamle historiske gravminder. Bl.a. finder man i det nordvestre hjørne ved den gamle bybrønd Skovrider Hans Rømers grav. Den ny kirkegård nærmere Bavnet blev taget i brug i 1906, og her finder man bl.a. en gravsten efter den legendariske Overlærer Th. Sørensen, der mere i en menneskealder var en stærk personlighed og foregangsmand i Aakirkeby - bl.a. startede han Bornholms Turistforening, Naturhistorisk Forening for Bornholm og han var redaktør for ugebladet Rytterknægten. Aa Kirke er som andre af øens landkirker i grundrids opbygget af apsis, kor, skib, tårn og våbenhus. Alle fem bygningsafsnit i romansk rundbuestil, men de synes ikke at være bygget helt på samme tid! Apsis og kor er som det første antagelig påbegyndt omkring Også skibets nederste murværk synes at stamme fra denne tid, men synes ud fra materialevalget først at være fuldført efter en tidsmæssig pause i byggeriet. Tårnet er næppe kirkens oprindelige og må antages at have fået sit nuværende udseende efter en større ombygning af kirken. Endelig er våbenhuset noget yngre end tårnet, men fortsat i romansk rundbuestil og derfor et af landets ældste våbenhuse. I 1874 blev kirken gennemrestaureret, og det oprindelige puds, der slørede materialevalget i kirkens mure blev banket af. Ligeledes blev klokkerne, der oprindelig hang i en "stivel" - et klokke- og porttårn - i kirkegårdsdiget mod syd hængt op i tårnet og porttårnet revet ned og indgangen formet, som den kendes i dag. Endnu finder man rester af puds på flere sten i murværket, men siden restaureringen har kirken rent faktisk fremstået som et ypperligt geologisk ekskursionsmål. Hele kirken har en skråkantsokkel, udført i en relativ blød ordovicisk kalksten. Apsis er ovenpå sokkelen næsten udelukkende opført af en lys grønlig sandsten fra tidlig jura, og i koret er denne anvendt til hjørner og rundbuer i vinduesnicherne. Sandstenen, der menes at være hentet i et nu forlængst nedlagt stenbrud i Grødbyåen ved Skovgård, 3 km. fra kirken, når til tops i skibets østhjørner og når til tops i skibets østhjørner og ses i soklen frem til langsidernes døre. Kun sporadisk forekommer den vestligst og foroven i skibet og er praktisk taget ikke benyttet i tårnet. Sammen med denne sandsten, der er fuldendt tilhugget i bygningsdetaljerne, optræder den mørkt rustbrune grøn skifer. Grøn skifer forekommer ligeledes langs Grødbyåen, men nøjagtig hvor, bygnings-materialerne til kirken er hentet, står hen i det uvisse. Grøn skifer er overalt anvendt i råt tilhugget tilstand i jævne skifter og dominerer i korets murflader og på en nogle få meter lang strækning helt op til taget umiddelbart vest for skibets østhjørner, medens den i skibets langside kun når et par meter op over soklen og tager af i hyppighed vest for døråbningerne. Murene i resten af skibet og tårnet består langt overvejende af den lyse ordoviciske komstadkalk, dog i tårnet isprængt partier med råt kløvede og tilhuggede marksten. Også våbenhusets mure domineres af tilhuggede marksten. Det nærmeste stenbrud med denne kalksten ligger ved Læsåen, 2,5 km. syd for kirken. Den rektangulære kirkegård afgrænses af det i nyere tid omsatte stengærde af kløvede marksten. Mod syd er gærdet dækket af aflange, flade dæksten af en rødlig granit, der også forekommer i stenbrud på Klintebakken syd for byen. Endelig er ligkapel og velfærdsbygning nord for kirken, bygget af smukt tilhuggede balkesandsten, der siden midt i 1800-tallet har været brud i Strøby sandstensbrud syd for Klint.

7 NaturBornholm ved Bavnet Bornholm er kendt for sin meget afvekslende natur, der rummer et meget stort udsnit af de landskabstyper, der findes i hele Nordeuropa. Denne mangfoldighed har tiltrukket turister siden turismen tog sin begyndelse for halvandet hundrede år siden. En naturhistorisk samling har tidligere været præsenteret på Bornholms kulturhistoriske museum i Rønne, indsamlet og konserveret af ildsjæle, der ønskede at vise, at vi med denne lille ø langt ude i Østersøen havde at gøre med noget enestående. Bavnet Ganske som fod i hose, kan man starte sin gennemgang af Bornholms årmillioner ved P-pladsen til NaturBornholm - i Bavnets geologiske verden. Bavnet blev frilagt for sin muld i 2002 og 2003, og dets geologiske kvaliteter er beskrevet af Geologen Tommy Jørgart i Varv 2005: "Her på dette sted ser man det nøgne grundfjeld, med spændende strukturer og former. Strukturerne i selve grundfjeldet har forbindelse med dets dannelse for halvanden milliard år siden, medens overfladens former er skabt af den is, der overskred Bornholm i sen Kvartær. De to slags geologi har ligefrem arbejdet sammen om at gøre lokaliteten til et særligt fornemt udstillingsvindue: Grundfjeldets udvikling på stedet har frembragt ganske specielle bjergartstyper, som på en sjældent set måde har draget fordel af gletscherisens evne til at slibe og polere. Dette har fået dele af lokaliteten til at fremstå i næsten højglanspoleret pragt". "Jeg har aldrig set det flottere", konkluderede Jørgart Klintebakken syd for Aakirkeby Men nye tanker kom til, og man mente på museet, at tiden var løbet fra udstillinger i dens form, og samlingen blev pakket i kasser. Denne sørgelige kendsgerning gjorde, at der fra naturhistorisk side blev fremsat ønske om et hus, hvor øens egenart kunne komme til udtryk i en forståelig og pædagogisk form. Aakirkeby kommunalbestyrelse greb chancen og sammen med en vifte af private og offentlige sponsorer var kommunen med Borgmester Birthe Juel-Jensen i spidsen tovholder i den proces, der skulle til for at sætte overskueligheden i værk. 16. maj 2000 blev NaturBornholm indviet af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, og hvert år kommer flere end besøgende for nærmere at tage den bornholmske naturhistorie i øjesyn. NaturBornholm er opført ovenpå den forkastningszone, der skiller Bornholm i et højt og bakket Nordbornholm og et lavt og fladt Sydbornholm, og lige udenfor indgangen er Bavnet med den underliggende Aakirkeby-granit frilagt. Huset er tegnet af Henning Larsen og hans dygtige folk og skal minde besøgende om, at Bornholm er en horst, der mellem nogle rette brudlinjer er skudt i vejret - og sådan fremstår huset i al sin magt, beklædt med vang-granit Med sin beliggenhed umiddelbart syd for Aakirkeby ligger Klintebakken ved brudfladen mellem det urgamle grundfjeld af gnejs og de langt yngre sandstenslag. Her kan man skræve over et tidsspand på mere end én milliard år og det uden fare for at bukserne sprækker! Klintebakken og det tilstødende tidligere sandstensbrud ved Strøby blev fredet Der er adgang til det fredede område ad stiforløb som udgår fra Limensgade i vest ved en mindre P-plads. Fra øst er der også adgang fra Byskoven og fra nord sker adgang let fra P-pladsen ved NaturBornholm, Grønningen 30. Her er der også stoppested for den offentlige bustrafik Klintebakken rummer enestående naturværdier som giver mulighed for oplevelser af unik kvalitet, men uden den fornødne baggrundsviden eller hjælp gennem formidling på stedet er det vanskeligt at få øje på de mange komplekse oplevelsesmuligheder. Det markante terrænspring Klintebakken ligger markant i landskabet som en tydelig manifestation af naturens kræfter i juratiden for 200 mio. år siden. Bevægelser i kontinentplader udløste spændinger og resulterende i jordskælv og forkastninger. Det karakteristiske landskabselement, som Klintebakken udgør i dag, er resultatet af de følgende årmillioners erosion, og den seneste istids formning af landskabet Slæbet - brudzonens skråststillede sandstenslag I forkastningszonen, er et 10 meter bredt og 80 meter langt området ryddet for moræneaflejring og dermed er den urgamle gnejs og de langt yngre lag af nexø- og balkasandsten blotlagt. Her træder forkastningen skråtstillede sandstenslag tydeligt frem 7

8 Forstenet havbund Strøby sandstensbrud I det gamle Strøby sandstensbrud ses tydelige bølgeslagsribber og tidevands kanaler. Man fornemmer tydeligt det 540 mio. år gamle øjebliksbillede af tidevandszonens dynamik. I sandstenen findes aftryk af de ældst kendte bornholmere spor efter gopler og orme. Kulturbåren natur Området rummer også en række spor efter kulturskabt aktivitet. Stenbruddet taler for sig selv og ligeledes findes en række spor efter stenhuggernes aktivitet i begyndelsen af 1900-tallet. Flere stenhuggere har ristet deres initialer i klippen og enkelte også figurer. Mest markant er monumenthugger Enok Mogensens selvportræt, som ses i en af Klintebakkens rundklipper. De to Strøby bautasten vidner om oldtidens beboere og ved vandreblokken Hanen ses i den faste klippe sporet efter generationer af Aakirkebyboeres køren røvkane. Klintebakken rummer en miniature eksempler på en række af de typiske bornholmske kulturbårne landskabstyper, overdrev, højlyng, klippeløkke, eng og bondeskov. Geologisk unik lokalitet Det er selv sagt de geologiske elementer med blotlægningen af forkastningszonen, med slæbets skråtstillede lag af nexøsandsten og balkasandsten, som gør Klintebakken til en enestående geologisk lokalitet. Istidens spor Med de gletscherafrundede rundklipper, tydelige skurestriber og de to store vandreblokke, Kyllingehønen og Hanen, har isens efterladt sine tydelige spor, som kan aflæses i landskabet. På Kanten af Skandinavien Når man står på Klintebakken og skuer mod syd, fornemmer man tydeligt at stå på kanten af det urgamle grundfjeld og se ud over det lavere liggende og langt yngre Sydbornholm. Her ender det skandinaviske grundfjeld og man oplever at stå på randen af Skandinavien - her på Sydbornholm begynder Mellemeuropa. Vision for tydeliggørelse og forstærket formidling af Klintebakken Oplevelsen af naturværdierne på Klintebakken vil kunne forstærkes gennem en opdatering og modernisering af den eksisterende formidling i form af informationsenheder (D), som består af en række gamle skilte opsat af dels Bornholms Amt og dels af Aakirkeby kommune. Endvidere ville det geologiske profil af selve forkastningszonen kunne gøres langt mere tydeligt og iøjnefaldende gennem en yderligere blotlægning mod vest (A). Profilet ville kunne ses fra Limensgade som et markant, spektakulært element i landskabet. Ejendommen Hadeborg beliggende nord for fredningslinjen står pt. tom og det ville være et fantastisk løft for helhedsoplevelsen, såfremt arealet blev erhvervet (B), bygningerne fjernet og den tilstødende klippeløkke med løvfrødam indlemmet i Klintebakkens offentlige areal. Et enkelt og markant nyt arkitekttonisk bygningselement som udsigts- eller udkigstårn, hvor Hadeborgs i dag er beliggende (C), kunne danne ramme som informationssted for Klintebakkens historie. 8

9 Aakirkeby NaturBornholm N Fredningsgrænse Hadeborg Klintebakken Strøby Sandstensbrud Forstenet havbund med bølgeslagsribber og 540 mio. år gamle aftryk af vandmænd Forkastningzonen blotlagt Slæbet træder tydeligt frem med de skråstillede sandstenslag 9 S

10 D B D D C D D D A D D 10

11 Sydbornholms årmillioner Medens Nordbornholms gnejs og granit blev dannet ved at bjergarter fra jordens overflade førtes ned i dybder, hvor temperatur og tryk var så høje, at de begyndte at smelte, møder man på den sydlige halvdel af øen aflejringer med en helt anden oprindelse. Her er det ophobninger af grus, sand og ler, der efter først at være aflejret i vand senere er hærdet til faste stenarter af meget forskelligt udseende, de såkaldte sedimenter. Geologisk Tidstavle fra Geologisk Set Bornholm, Geografforlaget. Snart drejer det sig om stenarter, hvori de enkelte grus- eller sandskorn let lader sig iagttage, snart kan man overhovedet ikke se kornene med mindre, man anvender lup eller mikroskop. Kortudsnittet hentet fra "Bornholm Geologisk set " viser, hvordan aflejringerne findes på små blokke afgrænset af forkastninger. Forkastningerne har været aktiveret flere gange inden for tidsrummet Palæozoikum til Tertiær, og de såkaldte nedforkastninger af blokkene har medvirket til, at aflejringerne er blevet beskyttet mod erosion. Da gletscherne under sidste nedisning af Bornholm for omkring år siden kom skurende ind over øen fra NØ blev den sydlige del af øen nærmest slebet af til en plan flade, et såkaldt peneplan. Da isen så smeltede igen for omkring år siden, skulle vandet finde vej fra det høje Midtbornholm mod lavere dele af øen for til sidst at ende i Østersøen. I den forbindelse har den blødere del af øen i form af de såkaldte nedforkastede sedimentblokke måttet holde for, og vandløb som Læsåen kunne stille og roligt lade sig udforme til et "udstillingsvindue" for geologiske processer, miljø samt dyre- og planteliv gennem mere end 500 millioner år. Aflejringernes kornstørrelser fortæller om, hvordan dybdeforholdene var dengang på det sted, sedimenterne blev dannet. Således kan man ved et nutidshav overbevise sig om, at grus og sand aflejres på lavt vand, og længst ude, hvor ler kun vanskeligt og sand slet ikke føres ud, bliver de mikroskopiske kalkskaller dominerende. De sydbornholmske bjergarter, som så flot og pædagogisk lader sig præsentere i brinkerne langs Læsåen, har derfor oprindelig været løse, men er senere blevet kittet sammen, således at sand er blevet til sandsten, ler til skifer og kalkslam til kalksten. Læså er øens mest vandrige vandløb, dog ikke det længste. Fra udspringet ved Bastemose til udløbet i Vester Boderne har åen en længde på i alt 20,120 km. Øleåen er med sine 22,160 km. noget længere, dog ikke så vandførende som Læså. 11

12 Læså Fra sit udløb midt inde i Almindingen løber Læsåen gennem granit, men mellem Frostegård og Spidlegård umiddelbart vest for Aakirkeby gennemløber den grænseområdet mellem granit og nexøsandsten. Granitten træder flere steder frem i åens vestgående slyngninger og sandstenen i de østgående. Åens forløb i landskabet har en historie, der daterer sig til perioden efter isens afsmeltning efter den seneste istid for omkring år siden. Vand har den naturlige egenskab, at det løber fra et højere punkt i et landskab til et lavere, og da isfronten efterhånden var kommet til at ligge øst for nutidens Ekkodalen, har det været ganske forståeligt, at vandet i starten har brugt denne vandvej for at komme mod havet! Vand har ligeledes den egenskab, at det kan arbejde sig ned i "bløde" sedimenter, at da disse i forkastningsblokken omkring Kalby nærmest har budt sig til, da gletscherfronten næsten var nået frem til nutidens Aakirkeby, var Læsåens forløb nærmest givet. Mennesket har imidlertid modelleret en smule på dette forløb, og da Hedeselskabet med sine gode hensigter midt i 1900-tallet skulle medvirke til at fremskaffe dyrkbar jord ud af Vallensgårds- og Kærgårdsmoserne, blev åen lagt i en endnu dybere gravet kanal gennem Skørrebro. På den måde kunne man lede vandet hurtigere væk fra det moseområde, som havde etableret sig i bunden af Ekkodalen som vidnesbyrd om, at der her havde været en del mere vand kort efter isens totale afsmeltning. Midt mellem Frostegård og Spidlegård kan man derfor konstatere, at det egentlige Læså-profil begynder med den godt 560 millioner år gamle nexøsandsten, der herefter afløses af yngre og yngre aflejringer frem til udløbet i Vester-Boderne, hvor det er de godt 200 millioner år gamle trias-aflejringer, der danner åens leje. Læsåen har et stort opland, og det er meget vand, der løber gennem åen på et år. Og da vandets kraft kan udnyttes af os mennesker til at udføre arbejde, har der tidligt været opført vandmøller langs åen. 12

13 Limensgade bruddet Limim er et gammelt dansk navn for kalk, og Limensgaden i Aaker skulle efter tilstedeværelsen af kalksten i undergrunden i sin tid have haft navnet "Limovnsgaden". Der er benyttet kalksten i mange bygningsværker på Bornholm, helt fra Hammershus i nord til Aakirke i syd, og ubekræftede forlydender taler for, at der har været mindst syv forskellige kalkstenbrud i området. Men, ud over kalk er der også blevet brudt alunskifer til fremstilling af alun. Under sin rejse på Bornholm i 1818 noterede H C Ørsted sig mulighederne for en industriel udnyttelse af de bornholmske alunskifre. En ung polyteknisk kandidat, Peter Johan Hammer, fik herefter bevilget midler til studierejser i udlandet, hvor han kunne samle erfaring, og i 1840 gav Kongen, Christian den Ottende, tilladelse og tilskud til udnyttelsen af kalksten og alunskifer ved anlæggelse af en cement- og alunfabrik i Limensgaden. Hammer fik eneret på fem års alunproduktion, og ved aktietegning blev den fornødne kapital rejst til bygning af fabrikken - men, et eller andet politisk gik helt galt, og der kom slet ikke nogen egentlig produktion af alun i gang. Alun er et salt, et KaliumAluminiumsulfat, (KAl(SO 4 ) 2. 12H 2 O), der gennem mange hundrede år var et vigtigt råstof i industrien. Det blev brugt til farvning af tøj og garvning af skind samtidigt med, at det havde en medicinsk anvendelse som blodstandsende præparat. Ligeledes er det blevet brugt som konserveringsmiddel, og i Sverige siger man, at det bruges til syltning af agurker! Alun er udvundet i Skåne i flere hundrede år, men så vidt nåede man ikke her på øen. Profilet i det gamle brud består nederst af 4 meter Dictyonema skifer og øverst af den 4-5 meter tykke Komstad kalk eller Ortoceratilkalk, om man vil, fra Nedre Ordovicium. Skiferen er en alunskifer, som svarer til den øvre kambriske, og aflejringen er fortsat hen over grænsen mellem de to tidsperioder. Tilstedeværelsen af Graptoliter er imidlertid noget nyt i den ordoviciske del af alunskiferen, og Dictyonema, Rhabdinophora, er en meget karakteristisk og hyppig slægt i flere niveauer af skiferen. Den øverste del af skifferen er lysere i farve og indeholder små knolde af svovlkis, fosforit og antrakonit. Over Dictyonemaskiferen følger en hærdnet kalksten, komstad kalk, eller orthoceratitkalk efter en uddød blæksprutte, der findes som forstening i kalken. Desuden finder man bl.a. store trilobitter og brachiopoder. Kalkens farve veksler fra lys grå til sort, og dens kornstørrelse varierer i de enkelte lag. Den er aflejret i havet under vekslende dybdeforhold. Som bundlag i kalken findes et 10 cm tykt konglomerat med omlejrede brudstykker af fosforitiseret alunskifer, ligesom der findes mange omlejrede stykker af alun skifer i de nederste 30 cm af kalken. Konglomeratet markerer, at der har været et langvarigt ophold mellem skifer og kalk - en periode, hvor Bornholm kan have været land. Råstofgravene ligger der dog stadig og minder om datidens drømme om at udnyttet den bornholmske undergrund på industriel vis 13

14 Ugleenge Ugleenge har i sin tid været skrevet Igleenge, men oprindelsen skyldes naturnavnet Egleenge, der første gang forekommer som "Egilde og Egildt" i litteraturen i en landebog fra 1569, som i original kan beses i Landsarkivet i Lund. I en præsteindberetning fra 1624 læses Egelle, og Ravn skrev i 1671 om et "Egle Gærde". Senere skriftlige vidnesbyrd om området har alle trænavnet "Eg", men i 1813 har Salchow for første gang "Ugle" i stednavnet, hvilket må bero på en lydbeskrivelse af en ældre bornholms udtale af Egle-enge". Og så var skaden sket, en gang for alle! Slaget i Ugleenge - Egele-fejden. I landprovst Jens Pedersens beskrivelse over Bornholm, som blev udarbejdet i 1625, findes der under beskrivelsen af Aaker Sogn følgende oplysninger: "Syd for Aakirkeby, hen ved 3 Bøsseskud nedenfor Klinte, har der været og vokset i vore Forfædres Tid en skøn Egelund, som endnu kaldes på denne Dag Egele, endskønt der kun staar tre Ege, visne og halvraadne fra Toppen og midt ned paa Bullen. Paa dette Sted har staaet en Fejde imellem Høvedsmanden Bernt Knop og landets Indbyggere. Aarsag til denne Fejde har været: Den Tid de Lybske havde Landet, har der været en Lensmand af de Lybske beskikket, Bernt Knop, som ville forurette Landsaatterne dér, hvorfor Landsdommeren, Hans Jenssøn i Nilausker Sogn drog til Kongen og klagede over samme Uret, fik og Beskeden, at de maatte forsvare sig imod Høvedsmanden, hvorfor de forsamlede alle Landets Indbyggere ved Egele og tænkte overvinde og fordrive Øvrigheden; men den tid, han kom dem imod, forfærdede han dem med Skyden, hvilken de ikke vidste i de Dage meget af. Det menes, at dette skete Aar 1536". Og mange andre indlæg om samme emne i tidens løb er taget under grundig behandling af H.E.Skårup i Bornholmske Samlinger 1996, Række 3, Bind 10 på siderne Ligesom andre af områdets "hallemarker" har der umiddelbart syd for Ugleengevej været brudt balkasandsten til vejmaterialer. I de forladte stenkuler samles der vand i løbet af vinter og forår, og man kan i flere finde både dyr og planter, der ikke er helt almindelige andre steder på øen, som f.eks. løvfrøer og vandvandportulak. Desværre har huller i landskabet også haft en dragende kraft på kommunale tekniske forvaltninger, og bl.a. er der ved Ugleengevej i starten af 1980'erne smidt en del byggematerialer fra nedrivninger af overflødiggjorte bygninger. Og de tidligere så vigtige levesteder er dækket til med jord. Så længe, der på gårdene har eksisteret ungkreaturer, har landskabet syd for Ugleengevej været græsset af, og på de sandstenshaller med et særdeles tyndt jorddække, hvor det har været umuligt at kultivere jorden, og hvor der ikke har været foretaget kemisk nedvisning af vegetationen, er der fortsat en plantesammensætning, der i dag er sjælden i det bornholmske landskab. Især er det orkideen Salép-Gøgeurt, der har gjort sig bemærket ved her at have en af øens største bestande, hvorfor et større areal er blevet fredet mod opdyrkning. Også en kulturhistorisk værdifuld såkaldt fægård ligger indenfor fredningen. Også Peter Thorsen har gransket i denne episode, og efter at have forhørt sig hos den lokale befolkning i området om mulige overleveringer om denne begivenhed kom han i 1939 frem til, at slagmarken skulle findes omkring og syd for nutidens Ugleengevej. Mod dette strider imidlertid oplysningen: "hen ved 3 Bøsseskud nedenfor Klinte"! Idet et bøsseskud dengang næppe har været mere end 200 meter kan afstanden fra Klinten næppe have været over de 600 meter og derfor under ingen omstændigheder på sandstenshallerne syd for Ugleengevejen. Kigger man nærmere på herredskortet fra 1860'erne finder man på skellet mellem 12. og 13. Selvejergårde, h.h.v. Lille og Store Klintegård en lund eller et krak med enkeltstående træer - som beskrevet af landprovsten. Men, det er nok ikke hele sandheden! 14

15 15

16 oktober 2013 Sydbornholms Turist og Erhvervsforening, SYTE Torvet 30, 3720 Aakirkeby 16