Kapitel 6. TILSYN OG KLAGESAGER

Transkript

1 Kapitel 6. TILSYN OG KLAGESAGER Tilsyn I henhold til 7 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 1 af 4. januar 1996 om Embedslægeinstitutionens virke fører Embedslægeinstitutionen tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, som udøves af det autoriserede sundhedspersonale. Tilsynssager kan rejses af personale og patienter, men flere sager rejses af Embedslægeinstitutionen ved gennemgang af de lovpligtige indberetninger som eksempelvis dødsattester. Tilsynet er overvejende rettet mod den enkelte sundhedspersons udøvelse af den sundhedsfaglige virksomhed. Personlige forhold som eksempelvis psykisk sygdom og alkoholmisbrug har indflydelse herpå, hvorfor disse indgår som et væsentligt led i tilsynet. I 2003 blev 12 sager påbegyndt, og 15 sager blev afsluttet. En sag angik undersøgelse af et uventet dødsfald, i to sager har politiet anmodet om en vurdering af patientens behandling og i tre sager har chefdistriktslæger selv bedt om embedslægens vurdering af patienternes behandling. I 6 sager har sundhedspersoner været mistænkt for medicin- eller alkoholmisbrug, og flere har fået pålagt vilkår for deres fremtidige arbejde. En sag vedrørte en tandlæge der mistede sin autorisation i udlandet og dermed også i Grønland. En sag vedrørte muligheden for behandling. En enkelt sag har handlet om opfølgning af udtalelser til pressen vedrørende sundhedsvæsenets virksomhed. Embedslægeinstitutionen har i løbet af 2003 aflagt tilsynsbesøg på sygehuse, plejeinstitutioner, daginstitutioner og detentioner i varierende omfang i Sisimiut og Nuuk. I forbindelse med tuberkulosescreening af befolkningen i Tasiilaq besigtigedes institutioner indenfor sundhedsog socialområdet. Klager Embedslægeinstitutionen behandler patientklagesager vedrørende sundhedsfaglig behandling i henhold til Hjemmestyrets bekendtgørelse Klagesagsbehandlingen sker på vegne af og i et nært samarbejde med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i Danmark (PKN), som er den kompetencehavende myndighed, dvs. hovedansvarlige klageinstans. Institutionen foretager en undersøgelse og dermed belysning af sagerne. I de tilfælde hvor klagen kan bero på misforståelser, søges disse udredt, evt. ved at der etableres kontakt mellem patient og indklagede medicinalperson, typisk en læge. Uanset klagens omfang er Embedslægeinstitutionen forpligtet til at gennemføre en komplet sagsbehandling. Forløbet i Embedslægeinstitutionens klagesagsbehandling: Når journalmateriale og udtalelser fra sagens parter er indhentet, udarbejdes en nøje sagsfremstilling, hvori Embedslægeinstitutionen lægger vægt på at beskrive de grønlandske forhold og vilkår, som har betydning for den konkrete sag, og som PKN ikke umiddelbart kan forventes at kende til. Sagsfremstilling og embedslægens vurdering og indstilling til afgørelse fremsendes herefter til PKN, som kan indhente udtalelser fra relevante specialsagkyndige, foretage partshøring mm. inden klagen forelægges nævnet til endelig afgørelse. 36

2 Siden efteråret 1998 har Embedslægeinstitutionen som specialsagkyndig i de særlige grønlandske vilkår indenfor sundhedsvæsenet kunnet fremkomme med udtalelse til nævnets forslag til afgørelse. Med forretningsorden for PKN af 14. september 1998 gives der mulighed for, at Embedslægeinstitutionen selvstændigt kan indbringe sager. Embedslægeinstitutionen har modtaget 63 sager i 2003, samme antal som i I alt blev 82 sager afsluttet, hvilket er 27 mere end året før. Heraf blev 3 sager trukket af klager selv, og 11 blev videresendt til anden myndighed eller afvist, fordi klager ikke kom med de uddybende oplysninger eller den fuldmagt, der var nødvendige, for at PKN kunne behandle sagen. PKN afgjorde 67 sager i Af disse blev 7 afvist på grund af forældelse. Nævnet gav hård kritik i 2 tilfælde og 2 påtaler for den faglige behandling. 1 fik påtale for manglende samtykke og journalføring og 5 sager medførte en henstilling. De sager, der har medført kritik eller henstilling er beskrevet i det følgende: 1 En speciallæge fik hård kritik i henhold til anordning af Lægelovens 6 stk.1 efter at have steriliseret en 24-årig kvinde i forbindelse med en abort. Kvinden havde tidligere ønsket sterilisering men fortrød, og en reservelæge noterede på abortjournalen, at hun i stedet skulle have Implanon, hvilket speciallægen ikke bemærkede. Lægen blev indskærpet at udvise større omhu i sit fremtidige virke på grund af kvindens alder og at han ikke personligt havde sikret sig samtykke inden indgrebet. 2 En sygeplejerske fik hård kritik i henhold til Landstingsforordning for sygeplejersker 9 efter at have fyldt depotmedicin Metotrexat til alle ugens dage i en medicindoseringsæske. Patienten skulle kun have medicinen een gang ugentligt. Sygeplejersken fik indskærpet at udvise større omhu i sit fremtidige virke, og hændelsen blev anmeldt til politiet. 3 En læge fik kritik i henhold til anordning af Lægelovens 6 stk.1 for sin afvisning af at undersøge et 9 mdr. gammelt barn, som var faldet med sin far på en trappe. Barnet havde blå mærker, var hævet på benene og havde tydeligvis ondt, hvorfor en sygeplejerske kontaktede lægen. Lægen skønnede, at brud var usandsynligt og ordinerede smertestillende medicin. Den følgende dag blev det konstateret, at barnet havde brækket lårbensknoglen. Nævnet mente, at lægen på baggrund af sygeplejerskens oplysninger uden forsinkelse burde have undersøgt barnet. 4 En læge fik kritik i henhold til anordning af Lægelovens 6 stk.1 for sin behandling af en skadet finger, da han anbefalede længere immobilisering end det er almindeligt anerkendt af hensyn til bevægeligheden. Desuden gav nævnet kritik af, at lægen ikke havde journalført den information, der blev givet i forbindelse med behandlingen. 5 En læge overtrådte anordning om Lægeloven ved at oplægge spiral i forbindelse med en abort uden at informere og indhente patientens samtykke. En anden læge fik påtale for manglende journalføring i samme forbindelse. Spiralen blev fjernet efter at kvinden i 4½ år havde døjet med underlivsgener. 6 En speciallæge fik ingen påtale for sin behandling og information til en patient i forbindelse med en graviditet uden for livmoderen. Under kikkertoperationen skete en bristning af en blodåre og forløbet blev kompliceret. Nævnet vurderede, at der var tale om hændelige komplikationer men fandt dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen havde journalført en anmodning om aktindsigt, som blev fremsat efter operationen. 37

3 7 Lægerne ved et distriktssygehus fik ingen påtale for deres undersøgelse og behandling af en patients skuldersmerter. Smerterne blev gennem længere tid tolket som muskulære og undersøgelser viste intet unormalt, dog udvikledes en fortykkelse af vævet. Tilstanden udviklede sig og ved MR-scanning fandt man en stor tumormasse. Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen havde taget biopsi af det fortykkede væv til undersøgelse. 8 En stationssygeplejerske fik ingen påtale for sin undersøgelse og behandling af en patient der gennem længere tid havde haft diarre og mavesmerter. Symptomerne forværredes og patienten blev tilset hyppigt gennem flere dage, hvor sygeplejersken havde jævnligt kontakt med sygehuset og iværksatte behandling efter aftale med vagthavende læge. Da generne tog til, blev det aftalt at patienten skulle undersøges på sygehuset, men natten før afrejse blev patienten akut dårlig. Sygeplejersken gav væske og bloderstatning ind i en åre, men patienten var bevidstløs ved overflytningen og døde senere samme dag på sygehuset. Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, om stationssygeplejersken havde journalført alle sine observationer og kontakter med patienten. 9 PKN fandt ikke grundlag for kritik af en chefdistriktslægevikar, som ikke foranledigede røntgenundersøgelse af en patient, der var blevet udsat for vold, idet der ikke fandtes røntgenmedhjælp på sygehuset denne dag. Patienten var slået i hovedet og på armen, som var voldsomt hævet. Lægen fandt ikke tegn på alvorlige hovedskader eller brud. Patienten henvendte sig senere pga. smerter og røntgen viste, at der var et brud på armen, som havde fejlstilling og voksede dårligt sammen. Patienten måtte have indsat skinne for at stabilisere bruddet. Nævnet fandt, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægen havde aftalt tid til kontrol. I forhold til ansvars- og kompetenceforholdene for bygdepersonalet er det værd at bemærke følgende sag, hvor der ikke blev fundet anledning til kritik. En patient henvendte sig på sygeplejestationen med mavesmerter efter nogle dages druktur. Sygeplejersken vurderede, at der kunne være tale om mavesår og holdt patienten under observation dagen og aftenen igennem, hvor værdierne var normale. Sygeplejersken aftalte med chefdistriktslægen, at patienten skulle overflyttes snarest muligt. Dette var først muligt næste morgen. Få timer før afgang blev patienten urolig, meget smerteforpint og blodtrykket faldt. Ved ankomsten på sygehuset gjorde patienten opmærksom på, at hun var blevet gennemtævet tidligere på ugen. Blodtryk og puls var ustabilt, der var tegn på for lav blodfylde, og der blev givet væske og bloderstatning. Røntgen viste luft i brysthulen og der blev tømt væske ud i et dræn. Tidligt næste morgen fik patienten respirationsstop og døde. Obduktionen viste talrige læsioner i brystkassen og bughule. Nævnet fandt, at stationssygeplejersken havde foretaget tilstrækkelige observationer, havde rådført sig regelmæssigt med læge og sammen med denne havde handlet korrekt udfra de givne symptomer. Chefdistriktslægen fik ingen påtale for sin undersøgelse og behandling af patienten. En sag afgjort i 2001 blev på foranledning af den indklagede læge genoptaget. Lægen havde fået en påtale for ikke i tilstrækkeligt omfang at have journalført sin information af en patient efter en operation. Lægen kunne dokumentere, at han ikke var på afdelingen den følgende dag, hvorfor en anden havde givet informationen i hans fravær, hvilket fremgik af kardex. Det lykkedes ikke at afklare, hvem der havde givet informationen, og påtalen blev derfor rettet mod afdelingsledelsen i stedet. 38

4 Sagsbehandlingstider Den samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid for grønlandske patientklagesager var i 2003 faldet 1 måned til 10,1 mdr. i forhold til året før. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fordeler sig på 3,6 mdr. i Embedslægeinstitutionen og 7,6 mdr. i PKN. Dette interval dækker over en variation på maksimum 30 mdr. og minimum 1 dag. På grund af brug af ekstern translatør er den gennemsnitlige tid til oversættelse halveret til 1,8 mdr. Et grønlandsk Patientklagenævn Embedslægeinstitutionen anbefalede Direktoratet for Sundhed at hjemtage Patientklagenævnets virksomhed som en naturlig følge af Hjemmestyrets overtagelse af sundhedsvæsenet i Desuden havde Embedslægeinstitutionen ladet foretage en undersøgelse af overensstemmelsen mellem Embedslægeinstitutionens vurdering og indstilling og Patientklagenævnets afgørelse, og denne havde vist sig tilfredsstillende. Direktoratet for Sundhed har efterfølgende indledt drøftelser med Indenrigs- og Sundhedsministeriet om hjemtagelsen. Embedslægeinstitutionen har peget på en økonomisk forsvarlig model, som vil kunne sikre uændret kvalitetsniveau i afgørelserne og måske en kortere sagsbehandlingstid. Tabel/ Table 18 Ukioq / Årstal / Year mi peqqinnissakkut sulisunik maalaarutit Klagesager vedrørende sundhedspersonale i Patients complains over professional conduct in ELI*-mi naammass./ Sager afgjort i ELI*/ Cases settled by OCMO Suliat nutaat/ Antal nye sager/ New cases PKN**-imi nammass./ Sager afgjort i PKN**/ Cases settled by DCB

5 Tabel/ Table imi peqqinnissakkut sulisunik nakkutilliinermi suliat Tilsynssager vedrørende sundhedspersonale Supervision on health personnel Ukioq / Årstal / Year Suliat nutaat/ Antal nye sager/ New cases ELI*-mi naammass./ Sager afgjort i ELI*/ Cases settled by OCMO PKN**-imi nammass./ Sager afgjort i PKN**/ Cases settled by DCB * Peqqinnissakkut Nakkutilliisoqarfik / Embedslægeinstitutionen/ Cheif Medicinal Officer ** Peqqinnissakkut Napparsimasut Sullinneqarneranni Maalaartarfik/ Sundhedsvæsenets Patientklagenævn/The Danish Complaints Board 40