Ankenævnet for Patienterstatningen

Transkript

1 Ankenævnet for Patienterstatningen Klage- og erstatningssystemet (2014) Denne artikel belyser de væsentligste forskelle mellem klage- og erstatningssystemet i sundhedsvæsenet. Den belyser også, hvorfor patienter i visse tilfælde kan få afgørelser med forskelligt udfald fra Patientombuddets klageinstanser om det samme behandlingsforløb. Patientombuddet er en offentlig, uafhængig myndighed under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, der blev oprettet den 1. januar 2011 for blandt andet at skabe én samlet klageadgang for patienter. Patientombuddet træffer som myndighed selv afgørelser og sekretariatsbetjener desuden flere nævn. Ombuddet betjener Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Patientskadeankenævnet, Lægemiddelskadeankenævnet og Det Psykiatriske Ankenævn. Patientombuddets afgørelser i henholdsvis klage- og erstatningssystemet Patientombuddet afgør som myndighed sager om klager over patientrettigheder, der er tilsidesat, og klager over en sundhedsfaglig behandling på et behandlingssted. Patientombuddet er sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der afgør klager over konkrete sundhedspersoners behandling. Patientombuddet er også sekretariat for Patientskadeankenævnet, der afgør ankesager over Patienterstatningens afgørelser om erstatning for skade, der er sket ved behandling i sundhedsvæsenet. Patientombuddet og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udgør det såkaldte klagesystem. De afgør, om et behandlingsforløb giver anledning til at udtale kritik enten af et behandlingssted eller en konkret sundhedsperson. Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen udgør det såkaldte erstatningssystem. De afgør, om et behandlingsforløb kan udløse erstatning. 1

2 Hvorfor afgørelser med forskelligt udfald i klage- og erstatningssystemet Klage- og erstatningssystemets afgørelser om samme behandlingsforløb stemmer ofte overens. Hvis en patient ønsker et behandlingsforløb vurderet i både erstatningssystemet og klagesystemet, vil det imidlertid i nogle tilfælde være sådan, at patienten får medhold i afgørelsen fra det ene system, men ikke i afgørelsen fra det andet system. Patienten kan måske opfatte det som uoverensstemmende og uforenelige afgørelser. Et forskelligt resultat af afgørelserne i de to systemer kan imidlertid i langt de fleste tilfælde forklares med forskellene i forskellige lovgrundlag for de to systemer. Af og til må forskellen dog tilskrives en egentlig faglig uenighed i den konkrete sag. Nedenfor beskrives de mulige årsager til forskelligt udfald af afgørelser nærmere. Kun i erstatningssystemet er der krav om, at der er sket en skade Når det gælder erstatningssystemet, er det en grundlæggende betingelse for at få medhold (erstatning), at patienten har fået en skade. Det kan for eksempel være et forlænget sygeforløb eller et varigt mén. Når det gælder patientklagesystemet, får patienten medhold, hvis der er begået fejl i behandlingen. Det er uanset, om patienten har fået en skade eller ej. Se eksemplet herunder: Kritik af behandlingsforløb, men ikke erstatning (j.nr. 13/4250) En 30-årig mand blev den 31. oktober 2010 bragt på skadestuen, fordi han under en håndboldkamp havde skadet sin venstre ankel. Manden blev undersøgt med røntgen, som viste brud på skinnebenet og skade på nogle ledbånd. Skadestuen fikserede derfor foden med en gipsskinne. Manden blev så flyttet til hospitalets ortopædkirurgiske afdeling, fordi bruddet skulle opereres. Operationen blev dog udskudt nogle gange på grund af andre akutte operationer. Manden blev derfor efter nogle dage flyttet til et andet hospital for at blive opereret dagen efter. Her blev operationen dog også udskudt nogle gange på grund af andre akutte operationer. Manden blev opereret den 5. november Operationen gik godt, og han blev udskrevet efter et par dage. Efter cirka en måned blev manden indlagt igen. En skanning viste tegn på, at der var en blodprop i hjertet. Manden fik derfor blodfortyndende medicin. 2

3 Manden fik i januar 2011 en operation, hvor en del af det indsatte materiale i foden blev fjernet, fordi det gjorde, at han ikke kunne bevæge foden frit. Cirka et år efter havde manden stadig smerter i anklen. Han blev undersøgt med røntgen, som viste forkalkninger omkring bruddet. Manden ønskede sagen vurderet både i klagesystemet (Patientombuddet) og i erstatningssystemet (Patienterstatningen og Patientskadeankenævnet). Manden klagede, fordi han fandt ventetiden på operation uacceptabel lang, og fordi han mente, at ventetiden havde ført til et dårligt operationsresultat. Han mente også, at den blodprop, der opstod senere, hang sammen med den forsinkede operation af foden. Patientombuddet udtalte kritik af behandlingen på de to hospitaler, fordi man burde have sikret, at manden blev opereret på et tidligere tidspunkt. Det blev bemærket, at han fastede flere gange, fordi det var meningen, at han skulle opereres. Patienterstatningen afslog at give erstatning til manden, fordi man vurderede, at han ikke fik en skade af behandlingen. Man fandt, at en erfaren specialist ville have opereret ham nogle dage før. Manden fik dog ikke en skade i foden, fordi operationen var forsinket. Resultatet af operationen var ikke forringet, og der var heller ikke en sikker forlængelse af behandlingsforløbet. Patienterstatningen fandt også, at ventetiden ikke betød noget for, at der opstod en blodprop. Blodproppen var heller ikke en komplikation til operationen. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at der ikke var grundlag for erstatning, fordi manden ikke fik en skade ved behandlingen. Nævnet fandt, at generne i anklen var velkendte følger efter et ankelbrud. Ankenævnet vurderede også, at blodproppen med overvejende sandsynlighed opstod, fordi manden skulle holde sig i ro i længere tid på grund af ankelbruddet. Forskellige faglige normer Der er anden vigtig grund til, at afgørelser ikke nødvendigvis har samme resultat. Grunden er, at systemerne bygger på forskellige faglige normer. 3

4 Erstatningssystemet vurderer sagerne ud fra den erfarne specialists standard. Det er er en specialistmålestok, der tager udgangspunkt i, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold. Det er en objektiv målestok. Det betyder derfor ikke noget, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende sundhedsperson har. Den erfarne specialist repræsenterer en person, der har en tilstrækkelig faglig uddannelse og viden på det pågældende område. Klagesystemet vurderer sagerne ud fra, om behandlingen lever op til normen for almindelig anerkendt faglig standard. Det er en almindelig, forventelig god faglig praksis set i forhold til den pågældende sundhedspersons erfaring. Den lægelige standard i erstatningssystemet er derfor højere end den lægelige standard i klagesystemet. Det betyder, at det kan være lettere at få medhold i erstatningssystemet end i klagesystemet. Erstatning, men ikke kritik af behandlingsforløb (j.nr. 03/865) En 37-årig kvinde fik fjernet en godartet bindevævsknude i brystet. Kvinden blev før operationen undersøgt med ultralyd, hvor huden blev tegnet op som vejledning for kirurgen. Det fjernede væv indeholdt ikke som forventet en bindevævsknude. Kvinden blev tre måneder senere igen undersøgt med ultralyd. Undersøgelsen viste en bindevævsknude, der var lidt større end den knude, der blev fundet før operationen. Kvinden fik umiddelbart efter fjernet bindevævsknuden. I patientklagesystemet udtalte man ikke kritik af de involverede sundhedspersoner, fordi normen for almindelig anerkendt faglig standard var fulgt. I erstatningssystemet fandt man derimod, at kvinden havde fået en skade, og at der derfor kunne være grundlag for erstatning. Man vurderede, at en erfaren specialist ville have skannet kvinden, inden man afsluttede operationen. Der var nemlig tale om en godartet knude, som var fundet billeddiagnostisk. En skanning ville have vist, om det korrekte væv var fjernet. Den senere operation kunne så med overvejende sandsynlighed være undgået. Lægefaglig uenighed 4

5 En tredje årsag til forskellige resultater i afgørelserne kan være en egentlig lægefagliglig uenighed i en konkret sag. De to systemer fungerer nemlig selvstændigt og uafhængigt af hinanden. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Patientskadeankenævnet har en forskellig sammensætning af medlemmer, herunder forskellige sundhedsfaglige medlemmer. Nævnene kan derfor have forskellige sundhedsfaglige holdninger til et behandlingsforløb. Det kan munde ud i forskellige afgørelsesresultater. Retssager om forskelligt udfald af afgørelser fra klage- og erstatningssystemet Patienter eller deres efterladte kan indbringe en afgørelse fra Patientskadeankenævnet for retten. Det sker en gang i mellem i tilfælde, hvor de ikke fik erstatning eller ikke fik deres sag genoptaget i Patientskadeankenævnet, selv om de fik medhold i deres klage i klagesystemet. Det kan som patient eller efterladt være svært at forstå, hvorfor de ikke får erstatning, når de har fået medhold i klagesystemet. Så svært at forstå, at de vælger at føre sagen ved domstolene. Domstolene har flere gange slået fast, at en afgørelse, der udløser kritik, ikke i sig selv fører til erstatning eller fører til, at en afsluttet (afvist) erstatningssag skal genoptages. Se eksemplet herunder: Dom af 10. april 2014 fra Københavns Byret (j.nr. 12/2312) Sagen handlede om en kvinde, som i efteråret 2008 fik konstateret leukæmi. Hun fik knoglemarvstransplantation og efterfølgende immunsupprimerende behandling. Efter en længere periode med forskellige alvorlige komplikationer, udviklede kvinden i juli 2009 svært nedsat nyrefunktion og fik blandt andet dialyse. Dialysen blev i første omgang udført akut og senere fast hver anden dag. Efter behandlingsplanen med dialyse skulle hun have haft dialyse søndag den 13. september Planen blev dog ændret uden nærmere forklaring i journalen til dialyse mandag, onsdag og fredag. Det førte til, at dialysen den 13. september 2009 blev aflyst. Kvinden blev den 14. september 2009 dårlig med feber og pludseligt opståede brystsmerter. Hun udviklede hjertestop og døde på trods af livreddende behandling. Patienterstatningen fandt, at man ikke kunne give erstatning, fordi behandlingen var udført, så den stemte overens med den erfarne specia- 5

6 lists standard. Kvindens død skyldtes med overvejende sandsynlighed komplikationer til behandlingen for leukæmi. Komplikationerne var dog ikke tilstrækkeligt sjældne til, at de kunne udløse erstatning. Patientskadeankenævnet var enig i Patienterstatningens afgørelse og begrundelse. Ankenævnet bemærkede, at dialysebehandling den 13. september 2009 ikke med overvejende sandsynlighed ville have ændret kvindens sygdomsforløb. De efterladte klagede til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over behandlingen. Disciplinærnævnet fandt grundlag for kritik. Kritikken gik blandt andet på, at dialyseplanen blev ændret til et andet tidsinterval, og at dialysebehandlingen den 13. september 2009 blev aflyst uden nærmere begrundelse i journalen. De efterladte bad Patientskadeankenævnet om at genoptage sagen. De henviste til Disciplinærnævnets afgørelse. Patientskadeankenævnet fandt dog, at der ikke med Disciplinærnævnets afgørelse var kommet nye, faktiske oplysninger til sagen. Patientskadeankenævnet kunne derfor ikke tage erstatningssagen op igen. De efterladte indbragte Patientskadeankenævnets afgørelse for retten. De nedlagde påstand om, at Patientskadeankenævnet skulle genoptage sagens behandling. De mente, at det ikke kunne udelukkes, at Patientskadeankenævnet ville have vurderet betydningen af den aflyste dialysebehandling anderledes, hvis Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse var blevet forelagt for nævnet. Patientskadeankenævnet blev frifundet. Retten var enig i, at oplysningerne i Disciplinærnævnets afgørelse ikke var nye og væsentlige, i forhold til om sygdomsforløbet ville have været anderledes, hvis dialysebehandlingen den 13. september 2009 var gennemført. 6