SOCIALISTISK STANDPUNKT

Transkript

1 SOCIALISTISK STANDPUNKT HVEM VI ER SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. Vi mener, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning af produktionen, hvilket vil sige, at arbejderklassen overtager de største virksomheder, bankerne, forsikringsselskaberne osv. og kontrollerer og styrer det hele demokratisk efter behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profit. Vi støtter og deltager i den danske arbejderklasses kamp som en del af den internationale arbejderklasses kamp. Vi mener at det er vigtigt at være internationalt organiseret - for det er kapitalisterne. Vi har søsterorganisationer i bl.a. Venezuela, Nigeria, Pakistan, England, USA, Rusland, Spanien, Sverige, Italien osv. SOCIALISTISK STANDPUNKT deltager i den daglige kamp og støtter de krav, der stilles på arbejdspladserne og uddannelsessteder (se HVAD VI STÅR FOR ) Hvis arbejderbevægelsen satte alle sine kræfter ind og kæmpede for disse krav, ville det være muligt at kæmpe dem igennem. Men ledelsen af fagbevægelsen undskylder den manglende kamp med, at kapitalisterne aldrig vil gå med til at opfylde kravene. Til det er marxisternes svar klart: Har kapitalisterne ikke vilje til at sikre en ordentlig tilværelse for arbejderne og ungdommen, så har arbejderklassen ikke brug for kapitalismen! Det økonomiske opsving har ikke bragt forbedringer for arbejderklassen, og nu er kapitalismen igen ved at gå ind i en krise. Den eneste vej frem er derfor at fjerne det kapitalistiske system ved, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og sætter dem under deres ledelse og kontrol. Dette er løsningen på arbejderklassens og ungdommens problemer, og det er hvad arbejderpartierne og fagbevægelsen burde kæmpe for. Vi opfordrer derfor alle arbejdere og unge til at gå med i SOCIALISTISK STANDPUNKT s kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage på et socialistisk program. HVAD VI STÅR FOR En national minimumsløn på 150 kr., gældende for alle inklusiv lærlinge, arbejdsløse og studerende. Nationalisering af alle udflytningstruede arbejdspladser under de ansattes ledelse og kontrol Genindførelse af dyrtidsreguleringen samt fuld dagpengeregulering, så inflationen ikke udhuler lønnen. Stop for alle afgifter og skatter, der udhuler arbejdernes lønninger. For et ordentligt, solidarisk skattesystem, der tilgodeser arbejderklassen og beskatter kapitalisterne. 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, det er den eneste vej væk fra arbejdsløsheden. Lige løn for lige arbejde ingen diskriminering p.g.a. køn, race osv.afskaffelse af bodssystemet ingen indgreb i strejke- og aktionsretten. Strejke- og aktionsret til lærlinge, funktionærer og alle andre arbejdere. Ægte demokrati i arbejderbevægelsen. Ingen privilegier til vores ledere arbejderledere på arbejderløn. Fjernelse af alle nedskæringer på velfærden. Kamp imod alle forsøg på yderligere afmontering af velfærdssamfundet. Nej til nedskæringer og privatiseringer i den offentlige sektor: Udbyg den offentlige sektor med flere midler og mere personale, under de ansatte og brugernes egen demokratiske ledelse og kontrol. Ordentlige og betalelige boliger til alle. Fri adgang til ordentlig uddannelse for alle og de økonomiske muligheder for det. Kig ind på Kontakt: marxist@marxist.dk, tlf.: Jeg vil gerne høre mere om SOCIALISTISK STANDPUNKT og inviteres til et møde. Jeg vil abonnere på SOCIALISTISK STANDPUNKT (6 nr. for kr. 100,- / Solidaritetspris kr. 150,-). Navn: Adresse: Post nr.: By: Telefon nr.: Sendes til: SOCIALISTISK STANDPUNKT, Degnestavnen 19, st. tv., 2400 København NV.

2 SOCIALISTISK STANDPUNKT DEN MARXISTISKE AVIS FOR ARBEJDERBEVÆGELSEN NR. 34 JAN/FEB ÅRGANG PRIS KR. 10,- LÆS INDE I BLADET: Hvis ikke nu - hvornår kan vi så få vores krav igennem? (s. 4-5) 3FU kræver ordentlige lønforhold (s. 8) Dansk økonomi: Blød eller hård landing? (s ) Sindicato de Estudiantes - 20 års spansk elevkamp (s ) Luxemburg, Liebknecht og den tyske revolution (s ) Anmeldse af Kartellet: Marxistisk teori - nu som rap (s. 19) OK De siger der ikke er råd Vi vil ha vores del! 115 mio. 70 mio. MARXIST DK

3 Leder Socialistisk Standpunkt - Indhold Leder 2 På spidsen 3 OK07 4 Internationale noter 7 3FU kræver ordentlig løn 8 Gymnasierne i kamp igen 9 Dansk økonomi - en hård eller blød landing? 10 Venezuela: En skillevej for revolutionen 12 Sindicato de Estudiantes 14 Luxemburg, Liebknecht og den tyske revolution 16 Anmeldelse af kartellet: Marxistisk teori - nu som rap 19 SOCIALISTISK STANDPUNKT udgives af avisforeningen SOCIALISTISK STANDPUNKT Degnestavnen 19 st. tv Kbh. NV. Tlf.: ISSN: marxist@marxist.dk Redaktionen afsluttet d , Ansv.red: F. Ohsten side Interview med lærling 6 På forsiden ses til venstre Niels Valentin Hansen som er direktør for Roskilde Bank. Til højre ses Henning Dyremose, som er tidligere direktør for TDC og formand for Dansk Industri. Leder: Tid til fremgang Det er gode tider i toppen af Danmark. Sjældent har kaminilden knitret så lystigt i strandvejsvillaerne. Overskuddene er enorme. De gyldne håndtryk er mere gyldne end nogensinde. Og herskabernes udgifter til arbejdernes lønninger er reelt ikke vokset de sidste mange år. Så det er i sandhed gode tider, og de har grund til at glæde sig i Rungsted. Ritzau har meddelt, at de 1000 største danske virksomheders samlede overskud voksede med 16 procent i Og de seks største nordiske banker tjente tilsammen 86,3 milliarder i Så der er grund til glæde i markedsøkonomiens templer. Det er gode tider for samfundets top. Og misundelse er sådan en grim ting, ved vi. Så ikke noget med at stille krav her vi må jo også tænke på fremtiden, hører vi. De pæne drenge i erhvervslivets top producerer intet selv, men bruger lystigt løs af de værdier, andre har skabt. Virksomhederne har rekordstore overskud. Og hvad skal det bruges til? Fra Strandvejen lyder råbet: Flere lystyachter, større villaer og endnu mere luksus! Men fra arbejdspladserne lyder kravet fast: mere i løn! Vi vil ikke længere acceptere at blive holdt uden for den fremgang, vi selv har skabt. Hvis ikke der er plads til fremgang, når vi har økonomisk opsving og gode tider, hvornår kan vi så få lønstigninger? De pæne drenge i erhvervslivets top producerer intet selv, men bruger lystigt løs af de værdier, andre har skabt. Det seneste opsving er skabt på bekostning af arbejderklassen gennem øget arbejdspres og højere tempo. Hver af os arbejder i gennemsnit tre til fire timer gratis om ugen (!), og stress er blevet det, der dræber hver fjerde af os. Det er ikke kun virksomhedernes overskud, der bugner også statskassen er ved at revne, med et overskud på omkring 100 milliarder danske kroner. Penge som de danske arbejdere møjsommeligt har indbetalt til den danske stat gennem skatter, afgifter osv. Men får de noget igen? NEJ, lyder svaret fra Thor Pedersen, der hellere vil købe hele verden end sikre den danske velfærd. Nu lægger de borgerlige økonomer så op til, at Danmarks økonomi er på vej i krise spørgsmålet de stiller sig selv, og alle os andre er; vil det blive en blød eller en hård landing? Det, de alle frygter, er overophedning, pga. for store lønstigninger, siger de. Meget belejligt for de danske kapitalister må man sige, her lige før overenskomstforhandlingerne. Men vi må ikke lade os skræmme. Det er ikke lønstigninger, der vil få den danske økonomi i krise. Lønstigninger vil bare få kapitalisternes profitter til at falde. Skulle vi følge økonomerne, skulle vi alle holde igen på lønningerne, regeringen skulle skære endnu mere ned på den offentlige velfærd, og arbejdsløshedsunderstøttelsen beskæres nu, hvor det ikke vil gå nævneværdigt ud over nogen, nu hvor der er rigeligt med jobs til de fleste. (OECD økonom i Berlingske Tidende, ). Kapitalisterne og økonomerne ønsker den bedste af alle verdener; når økonomien går fremad, skal vi arbejde endnu hurtigere, 2 Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

4 Socialistisk Standpunkt - Kultur KULTUR Af Mikkel Boris Anmeldelse af Kartellet Marxistisk teori nu som rap Kartellet er navnet på en dansk rapduo bestående af Fantomet og Tempo Bang. De er mest kendte for deres optrædener i MC Fight Night, hvor de har klaret sig ganske godt, men hvad færre ved, er, at der gemmer sig en aldeles revolutionær side af dem bag de kække MC Fight Night-rim. Navnet Kartellet kommer af, som de selv udtrykker det, en sammenslutning af fagforbund, hvis formål det er at stå sammen i kampen for bedre vilkår for arbejderne. Drengene har bl.a. optrådt på den store scene i Fælledparken 1. maj. Ud over det har de optrådt meget med rapperen Vakili. Demoen Inlicitering og Uddoktrinering er en 6 numre lang skive, hvis vigtigste tema er den klassekamp, vi stadig kæmper i dag. Man kan sagtens mærke på pladen, at begge rappere har været aktive på den danske freestyle-scene længe. Den er propfyldt med overraskende formuleringer og fede punchlines. Allerede på introen bliver man straks gjort opmærksom på den politiske linje, der behersker pladen. Først bliver der delt lussinger ud til gangsta-rapperne og deres uendelige plapren om gadevold, derefter bliver det Jacques Chiracs tur og sidst men ikke mindst de neoliberale. Det første vers sluttes af med: Der er en revolutionær tænker i alle mennesker, kom i gang for vi har en verden at ændre. Vi to er langt fra lige - som TV2 s politiske dækning Introen afsluttes med at give Bush en tur, og den afsluttende sætning Vivé la revolution siger alt. Demoens andet nummer Kartellet.info fortsætter i samme rille, og byder på pladens eneste featuring i form af DJ Kid Kishore. Her bliver der delt tæv ud til hele det borgerlige samfund, og omkvædet lyder sødt i mine øre med sætningen: Laver revolution med en knyttet næve i vejret. Borgerskabets diktatur En fællesnævner for mange af numrene på pladen er deres beskrivelse af det borgerlige diktatur i det kapitalistiske samfund. Track nummer 3 Heksejagt er en svada imod racisme og den fremmedfjendske linje i Danmark. Det siges klart, hvordan de borgerlige bruger indvandrerne og frygten for dem til at splitte De siger, det er frit valg, men når kapitalismen truer; er det umuligt for menig mand at være bevidst forbruger arbejdere op imod hinanden. Det en heskejagt på alt i vesten, magt over masser; skaber splittelse, for at forhindre kamp mellem klasserne. Ikke bare i Danmark, men også i krigen mod terror. En, som de selv udtrykker det, heksejagt som USA fører med Danmark med bagtrop. Klasseperspektivet er krystalklart. På nummer 5 Borgerskabets blodspor fortsætter beskrivelsen af borgerskabets diktatur, hvor fokus denne gang er DNAregistre og persondatabaser. Igen bliver der prædiket med omtanke og perspektiv. Man kan ikke skabe et overvågningssamfund uden en fjende; og krigens billeder når alt for sent stuen derhjemme. EU Europas Forenede Stater (nr. 4) er pladens perle og en lang hård kritik af EU. Men den velovervejede tekst formår virkelig at vinde ens interesse. Fremover vil jeg bare sætte dette nummer på, når folk spørger til min holdning til EU. Halvvejs inde i nummeret tager man sig i at sidde og nikke af to simple grunde: Det er fed musik, og man har opnået total enighed med tekstens indhold. Handelsbarriererne, landbrugsstøtten og det frie marked bliver gennemhullet fuldstændig. Samtidig bliver det understreget, at et internationalt samarbejde er nødvendigt i et socialistisk samfund. Så vi kan hverken forsvare euroen eller kronen; så længe det er kapitalen, der styrer unionen. For at ende denne sang vil jeg citere Kartellet: Der ligger menneskeliv bag slogans på valgplakater, så tænk dig om næste gang du vælger kandidater. Ekstra nummer Ekstra nummeret Pandoras Æske indledes med en dyb bas, der ligger som grundsten på hele nummeret. Sangen handler her om den kolde, egoistiske og griske verden styret af profit, som vi mennesker lever i, og er et klart eksempel på det socialistiske livssyn, som ligger til grund for Kartellet. For livet er ikke bare et spørgsmål om ens egne valg; men også dem andre tager; og gode folk forandrer sig; til slaver for deres egen griskhed; slaver uden lænker, der slipper for at blive pisket. Jeg er sikker på, at denne demo ikke er det sidste, vi hører fra hverken Fantomet eller Tempo Bang. Det bliver lækkert at høre mere revolutionært hiphop med perspektiverende politiske budskaber. Jeg vil gå så langt som at sige, at disse fyre sagtens kan blive Danmarks svar på Looptroop og Immortal Techniqe. Denne demo er et friskt pust til de gamle støvede teoribøger derhjemme, så har du brug for ro til øjnene og godter til ørerne, så skaf denne skive. For her får du perspektiveret teori og geniale argumenter serveret på et sølvfad. Alt, du skal, er at læne dig tilbage og lytte. Vive la revolution! Læs mere på Køb eller download musikken på Jan/Feb 7. Årgang Nr

5 Historie Socialistisk Standpunkt - det unge kommunistpartis medlemmer mest af utålmodige elementer, der ikke ville have noget at gøre med socialdemokratiet. Men konsekvensen af denne holdning var, at flertallet af arbejdere blev overladt til socialdemokratiets ledelse, og kommunisterne satte sig selv ud på sidelinjen. Luxemburg og Liebknecht argumenterede, med støtte fra Lenin og Trotskij, for en enhedsfront mellem kommunister og socialdemokrater imod de borgerlige og monarkisterne. Desværre var der ikke flertal i partiet for ideen om enhedsfront, og dette var med til at isolere kommunisterne fra masserne. I januar 1919 var der opstand i Berlin. KPD havde på forhånd sagt, at det var dødsdømt, fodi man ikke havde resten af landet med. Men når først opstanden var brudt ud, kastede kommunisterne sig af alle kræfter ind i den for at undgå det truende nederlag. Den socialdemokratiske regering svarede igen med at sende de fascistiske frikorps ind i Berlin. Den 15. Januar blev Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg arresteret af frikorpsofficerer. Liebknecht var den første, der blev ført ud. Han blev skudt, angiveligt under et flugtforsøg. Derefter blev Rosa Luxemburg ført ud. Hendes kranie blev knust med en geværkolbe. Den tyske arbejderklasse havde mistet to af sine bedste ledere. Herefter blev arbejdere dræbt af frikorpsene. Rosa Luxemburg var en enestående revolutionær, der var kendetegnet ved 100 procent tiltro til arbejdernes evner og kræfter. Hun skjulte aldrig sin politik, og var ikke bange for at være i mindretal, men arbejdede tålmodigt for at få flertal. I sine unge år understregede Rosa Luxemburg arbejdernes evne til spontant at gå i aktion. Dette var rettet imod de socialdemokratiske parlamentariske socialister, der ville lægge en dæmper på arbejdernes selvstændige aktiviteter. Denne snak om spontanitet blev siden misbrugt af nogle til at sige, at der ikke er behov for et klart program eller et revolutionært parti, fordi arbejderne spontant vil gå i aktion. Spontanitet Den tyske revolution i 1919 led netop nederlag på grund af, at arbejderbevægelsens ledere folk som Ebert, Noske og Scheidemann ikke blev reelt udfordret. Al den revolutionære energi, som de tyske soldater og arbejdere udviste, var uden tvivl tilstrækkeligt til at gennemføre op til flere revolutioner. Problemet var mangel på en ledelse, der ville og turde stå i spidsen for en socialistisk revolution. Her kunne nok så megen spontanitet ikke hjælpe det der var brug for, var en klar retning og en plan. I en revolution er der ikke plads til vaklen. Det udtrykte Rosa Luxemburg i Rote Fahne 7. januar 1919, da hun spurgte, om arbejdernes ledere havde lært lige så meget som de revolutionære arbejdere: Vi er bange for, at vi ikke kan svare på disse spørgsmål med et klart ja. Vi frygter, at lederne stadig de samme, som de var 9. november, at de ikke har lært meget mere. 24 timer er gået siden Ebert-regeringens angreb på Eichorn. Masserne fulgte entusiastisk deres lederes appel; spontant og ved egen kraft fik de genindsat Eichorn. På deres eget revolutionære initiativ besatte de Vorvärts og arresterede de borgerlige redaktører og besatte W.T.B erne (Wolffs Telegrambureau), og så vidt muligt bevæbnede de sig selv. De venter på yderligere instrukser og træk fra deres ledere. Og i mellemtiden, hvad har disse ledere gjort? Hvad har de besluttet? Hvilke tiltag har de taget for at sikre revolutionens sejr i denne anspændte situation, hvori revolutionens skæbne vil blive afgjort, i det mindste for den næste periode? Vi har intet set eller hørt! Muligvis konfererer arbejdernes delegerede dybt og produktivt. Nu er det imidlertid tid til at handle. (Hvad laver lederne?, Rote Fahne 7. jan ) Hvad vi læser hos Rosa Luxemburg er selve forståelsen af arbejdernes bevægelse og revolutionen. Hun understreger igen og igen arbejdernes spontanitet men hun understreger samtidig, at spontanitet langt fra er tilstrækkeligt! Den fejl, der kan bebrejdes Rosa Luxemburg, er at hun ikke arbejdede tilstrækkelig målrettet for at organisere et revolutionært parti, der kunne stå i spidsen for revolutionen. En af de vigtigste årsager til revolutionens nederlag i Tyskland var, at de reformistiske socialdemokratiske ledere stadig havde ledelsen af arbejderbevægelsen, og at denne position ikke for alvor blev udfordret af det unge kommunistiske parti, der havde for få kræfter. Selve det, at de socialdemokratiske ministre Gustav Noske og Philipp Scheidemann fandt det nødvendigt at myrde Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht er et vidnesbyrd om, at "spontanitet" ikke er tilstrækkeligt for at vinde en revolution eller en strejke. Arbejderne går i kamp af egen kraft og i egen desperation men for at kampen kan vindes er det nødvendigt med en revolutionær ledelse med klare ideer og en klar plan for, hvordan man vinder. Da Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev myrdet af de socialdemokratiske ledere en forbrydelse, der for altid vil klæbe til reformisterne mistede de tyske arbejdere de bedste revolutionære ledere, og vejen var dermed banet for, at kontrarevolutionen kunne vinde. Køb Socialistisk Baggrund nr. 10 om den tyske revolution mm. på 28 sider, 20 kr Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

6 Socialistisk Standpunkt - holde lønningerne i ro trods den lave arbejdsløshed og finde os i nedskæringer på velfærden, så krisen ikke kommer. Kommer krisen, skal vi sørme finde os i endnu mere af det samme! Men det er ikke acceptabelt! Alle arbejdere må forberede sig på storkonflikt. Fagbevægelsens top har allerede accepteret en ramme på tre procent, som skal fordeles på løn, pension o.l. Men dette er langt fra tilstrækkeligt. Det Rammen på tre procent må skrottes, og der må klækkelige lønstigninger på bordet, for at resultatet kan accepteres. er tvivlsomt, om det overhovedet vil holde trit med inflationen. Rammen på tre procent må skrottes, og der må klækkelige lønstigninger på bordet, for at resultatet kan accepteres. Fagbevægelsens forhandleres opgave er ikke at være ansvarlige over for arbejdsgiverne, men at være ansvarlige over for kravene fra medlemmerne. Økonomien går fremad, arbejdsløsheden er lav og virksomhederne Leder skovler profitter ind som aldrig før hvis ikke vi skal kræve lønstigninger nu, hvornår så?! Vil arbejdsgiverne ikke imødekomme kravene, må vi sætte magt bag ordene med konflikt. Rammen på 3 procent må sprænges! For en mindsteløn på 150 kr. i timen. 12 kroner mere i timen til lærlinge! Opsig hovedaftalen - Fuld strejkeret til alle, inklusiv lærlinge! På Spidsen: Dyre offentlige omveje På Spidsen redaktionen har modtaget følgende læserbrev, som vi på alle måder må erklære som den fulde sandhed: Jeg kan ikke forstå, hvad der er problemet med den offentlige transport. Togene kommer når de kommer, og desuden er det kun pendlerne, som bliver forsinket. Vi københavnere har ikke brug for andre end os selv. Vi har ikke brug for, at der kommer nogen, og stjæler vores jobs, og løber forvirret rundt på perronerne. Jeg siger til dem ude fra landet: stik hjem og malk nogle køer, og lad os om at gå i jakkesæt og spidse sko. København er ved at barrikadere sig, udskillelsen af de svage pendlere er begyndt! Desværre er priserne nu sat i vejret. En billet koster 8-9 kroner. Altså, jeg mener en børnebillet. Det er en absurd pris, så pendlerne har fundet på, at slæbe deres store fede biler med ind i København frækt! De høje billetpriser er nu også et problem for indbyggerne i København. Busserne kommer aldrig til tiden, og nå de så gør, kommer de tre sammen. Det er buschaufførerne, som godt kan lide at få sig en shawarma sammen i deres pauser. Dette er nu ikke helt så holdbart, som de går og tror, for jeg skal tit med bussen sammen med resten af København, så jeg håber de snart letter røven. Det tager også alt for lang tid med bussen, fordi de kører åndssvage ruter, og folk hygger sig for meget med nødstopknappen. DSB har nogle problemer med det der asbest. For det er jo noget farligt stads, og det skulle jo egentligt havde været en hemmelig sag. Det har været kendt til siden i hvert fald 2003, men der er nok ingen, der opdager, at der drysser kræftfremkaldende dræberpulver i hovedet på de søde små uvidende borgere, som bruger den dyre og serviceprægede offentlige transport, eller den offentlige omvej, hvis man ser på forsinkelserne med S-togene. Desværre er mange af deres gode medarbejdere også døde af det, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Man har selvfølgelig prøvet at skaffe sig af med de asbestisolerede toge, og det var da også en hæderlig feberredning at sende togene til Iran. Der sparede man 21 mio., fordi man ikke skulle rense dem, og vi i norden har da intet ansvar for sundheden i syd. Jeg tænker, at Iran ikke kan få nok kræftfremkaldende midler, atomprogrammer og toge dryssende med asbest. Der var ingen skrupler ved salget til Iran, måske undtagen at de nok ikke også ville overtage vores asbestfærger. Eller det skulle vist lige være, hvis vi monterede nogle masseødelæggelses våben på dem. Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34 3

7 Fagligt Det er efterhånden blevet normalt, at der op til en overenskomstforhandling kommer et væld af advarsler mod lønstigninger. Erhvervslivet og deres økonomer forklarer os, at det vil skade konkurrencen, hvis ikke arbejderne viser løntilbageholdenhed. Forhandlingerne i år er ingen undtagelse. Det vil ifølge disse fine herrer føre til økonomisk ruin for landet, hvis arbejderne får mere end et par procent i lønstigninger. LO må kæmpe for medlemmerne ikke imod dem Desværre må man også konstatere, at flere ledende forbundsfolk fra den danske fagbevægelse siger det samme. LO og Dansk Arbejdsgiverforening har sørget for, at en rapport fra Familie- og Arbejdslivskommissionen er blevet udskudt. Grunden til det var, at konklusionerne kunne skabe urealistiske forhåbninger til overenskomstresultatet. Dette er uhørt. Hvordan kan det være LO s rolle i samarbejde med arbejdsgiverne at få udskudt rapporter, der fortæller, om de problemer det nuværende opskurede arbejdspres medfører. LO mener altså, at overenskomsterne ikke skal sikre anstændige arbejdsforhold. Hvor er vi henne. Det er LO s opgave at samle fagbevægelsens medlemmer, så man sammen kan kæmpe for medlemmernes krav. Men indtil videre har de gjort det modsatte. De har lavet en klimaaftale, som medfører, at der ikke må komme lønstigninger på mere end 3 procent. Dette er lige nok til at sikre reallønnen. Men alle ved, at virksomhedsejerne i Danmark har scoret gigantiske milliardoverskud. Og det er også kommet frem, at direktørerne i erhvervslivet har belønnet sig selv om gigantiske lønstigninger. Det samme er tilfældet for toppen af fagbevægelsen. Dette er tilsyneladende ikke noget problem. Men hvis arbejderne kræver del i de stigende overskud, så er det urealistisk og uansvarligt. Socialistisk Standpunkt - Hvis ikke nu - hvornår kan vi så få vores krav igennem? OVERENSKOMST Af Lasse Bertelsen, medlem af Malernes Fagforening i Storkøbenhavn Det er på tide, at arbejderne får del i de øgede overskud Den væsentligste årsag til de store overskud i virksomhederne er det stigende arbejdstempo. Ude på arbejdspladserne bliver der løbet hurtigere og hurtigere. Så hurtigt at folk bliver slidt ned. Hvis der er noget, der er uansvarligt, er det da netop det. De påstår, at det vil skade konkurrenceevnen. Det samme siger de i alle andre lande. På den måde håber de, at de kan presse arbejderne i alle lande til at løbe hurtigere uden at få noget for det. Men højere lønninger betyder kun, at arbejderne får en større andel af den værdi, de selv skaber. Virksomhedsejerne græder krokodilletårer, når de ikke opnår de forventede øgede overskud. Hvis de havde regnet med 30 procent øget overskud, er det et dårligt år for dem, hvis de kun får 28 procent. På den måde håber de, at de kan narre arbejderne til at løbe endnu hurtigere. Men nu må tiden være kommet, hvor der bliver sagt stop for kravene om øget arbejdstempo. Det er på tide, at arbejderne får en del af overskuddene. De krav, der er blevet stillet, er yderst moderate. Det er krav om en minimumsløn på 120 til 150 kr., og at lærlingene får 12 kr. mere i timen. Samt at lønningerne stiger generelt. I en tid med lav arbejdsløshed burde det nemt kunne opnås. Kravet var højere løn ikke efteruddannelse Men indtil videre har forhandlerne fra en række forbund (Metal, NNF, 3F osv.) gjort alt hvad de kunne for at fortælle os, at vi ikke skal have nogle forventninger om lønfest. Men der er ikke nogen, der har stillet krav om lønfest. Bare at arbejderne får en del af de stigende overskud. Det er helt hen i vejret, at de, som skal forhandle vores overenskomst, har så travlt med at sige, at vi ikke skal have noget. Hvis side er de egentlig på? I stedet har de snakket om, at vi skal have mere efteruddannelse. Men efteruddannelse bør ikke være en del af overenskomsterne. Før den borgerlige regerings nedskæringer var det statens opgave og det bør det 4 Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

8 Socialistisk Standpunkt - Historie uden for parlamentet. Dette var helt i tråd med Lenins politik. Desværre var flertallet i Spartakusgruppen (der skiftede navn til Tysklands Kommunistiske Parti KPD) ikke enige i dette, og Luxemburg og Liebknecht var i mindretal. Flertallets politik med boykot af parlamentet førte til, at det unge kommunistparti blev isoleret fra masserne, og dermed overgik initiativet til de socialdemokratiske ledere Ebert, Noske og Scheidemann. Disse ledere prøvede, under dække af snak om sociale forbedringer og demokrati af al kraft at opnå et kompromis for at redde kapitalismen i Tyskland fra socialistisk revolution. I sidste ende kunne dette ikke lade sig gøre uden brutal undertrykkelse. Kampen i masseorganisationerne Det nye kommunistparti var ikke opstået ud af ingenting, men bestod af de mest konsekvente og dedikerede elementer, der i årevis havde udgjort venstrefløjen i Socialdemokratiet. Splittelsen mellem den revolutionære (kommunistiske) og den reformistiske (socialdemokratiske) fløj var i starten ikke tydelig for almindelige arbejdere, så det havde ført til komplet isolation, hvis de revolutionære, da de var i mindretal i partiet, var splittet ud og havde udråbt et nyt parti. Hvis man skal bebrejde Luxemburg og Liebknecht noget, så var det, at de ikke forberedte medlemmerne på et brud med reformisterne, som ikke kun var politisk, men også i form af et nyt parti. De nye kommunistpartier i Europa blev ikke skabt for at de revolutionære kunne have ren samvittighed, men på grundlag af store begivenheder, der rystede hele samfundet første verdenskrig og den russiske revolution. Lenin opfordrede til, at kommunisterne skulle være fleksible og samarbejde med socialdemokratierne om de ting, man kunne enes om for at vise de socialdemokratiske arbejdere, at kommunisterne var de bedste forsvarere af arbejdernes forhold, af de socialistiske ideer og af internationalismen. Rosa Luxemburg Var aktiv både i det polske og det tyske socialdemokrati op til 1. verdenskrig, hvor hun sad fængslet under det meste af krigen. Efter sin løsladelse i 1918 kom hun sammen med Karl Liebknecht og andre til at spille en central rolle i den tyske revolution , hvor hun og Liebknecht brutalt blev myrdet. Af væsentlige værker kan nævnes: - Socialreform eller revolution En socialistisk klassiker, hvor Rosa Luxemburg argumenterer imod ideen om at reformere kapitalismen i socialistisk retning ved hjælp af kooperativer og parlamentarisme, og i stedet viser, at en revolutionær omformning af samfundet er nødvendig. - Massestrejke, parti og fagforeninger Et skrift rettet imod de tyske parlamentariske socialister, der mente, at den vigtigste kampplads var parlamentet. Luxemburg lagde i stedet vægt på arbejdernes evne til at ændre samfundet, og viste ved eksempler, at arbejderne igen og igen vil gå i kamp, uanset om lederne ønsker det eller ej. Hensigten med oprettelsen af de nye kommunistpartier var altså at vinde flertallet af arbejdere for den revolutionære politik. Kommunisterne erklærede, at man for at opnå de reformer, som socialdemokraterne lovede, var nødt til at feje kapitalisterne af banen og opbygge en demokratisk arbejderrepublik, fordi sådanne reformer igen og igen vil blive angrebet og trukket tilbage af kapitalisterne. Hvilket præcis var, hvad der skete, og disse angreb kulminerede med Hitlers magtovertagelse i De revolutionære er ikke imod reformisterne, fordi de laver reformer (forbedringer af arbejdernes levevilkår), men fordi reformisterne nægter at bryde med kapitalismen, når denne økonomi ikke længere kan tolerere reformer. Kommunisterne sagde derfor, at for at opnå minimumsprogrammet (daglige krav om 8 timers arbejdsdag osv., der i det socialdemokratiske Erfurtprogram var adskilt fra kampen for socialisme), måtte man gennemføre maksimumsprogrammet (der indebar nationalisering af produktionsmidlerne og socialistisk planlægning). Dette udtrykte Rosa Luxemburg på Kommunistpartiets stiftende kongres: "Vores program er direkte i modsætning til Erfurt-programmet; det er direkte i modsætning til adskillelsen af de umiddelbare såkaldte minimumskrav formuleret til den politiske og økonomiske kamp fra det socialistiske mål. I denne bevidste opposition (til Erfurt-programmet) likviderer vi resultaterne af 70 års evolution og, frem for alt, de umiddelbare resultater af verdenskrigen, mens vi siger: For os er der intet minimums og maksimumsprogram; socialisme er en og samme ting: det er det minimum, vi skal virkeliggøre i dag." (Tale til KPD's første kongres, 31. december 1918.) Januaropstanden Desværre havde Luxemburg og Liebknecht ikke taget tilstrækkelige forberedelser til splittelsen. Derfor bestod Jan/Feb 7. Årgang Nr

9 Historie HISTORIE Af Frederik Ohsten Hvert år i januar er der en imponerende demonstration i den tyske hovedstad Berlin. Her bliver Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht mindet og hyldet. Luxemburg og Liebknecht var de to vigtigste ledere af den tyske revolution og opstanden i Selv i dag bliver Rosa Luxemburg ivrigt diskuteret af aktive socialister. Dette skyldes styrken og livskraften i hendes ideer. Rosa Luxemburgs skrifter, hvoraf det desværre kun er få, der er oversat til dansk, er en guldgrube for alle, der ønsker at sætte sig ind i den revolutionære marxismes grundlæggende ideer. Ved udbrudet af første verdenskrig forrådte ledelsen af det tyske socialdemokrati (ligesom de fleste andre landes socialdemokratier) de løfter, de tidligere havde givet om modstand mod krigen. I stedet støttede ledelsen af stort set alle socialdemokratiske partier, at regeringerne skulle sende millioner af arbejdere i døden i skyttegravene i en krig om kolonier og profitter. I Tyskland var der dog én heroisk undtagelse, nemlig Karl Liebknecht, der som det eneste medlem af parlamentet talte imod krigsbevillingerne. Zimmerwald Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg var ledere af den revolutionære fløj indenfor det tyske socialdemokrati, og Rosa Luxemburg deltog på Zimmerwald-kongressen i 1915, hvor venstrefløjen i den sammenbrudte socialdemokratiske Internationale mødtes. Rosa Luxemburg var enig med Lenin og Troskij om de grundlæggende ting, og vigtigst af alt om behovet for en socialistisk revolution. Dette havde bragt hende i konflikt med stort set hele den socialdemokratiske ledelse, hvilket blev helt klar, da hun begejstret støttede den russiske revolution i 1917, hvor arbejderrådene, de såkaldte sovjetter, overtog magten efter bolsjevikkerne havde vundet flertal i rådene. Nogle i dag prøver at blæse andre uenigheder mellem Luxemburg og Lenin op men i de vigtigste spørgsmål var hun altså på Lenins fløj. Socialistisk Standpunkt - Luxemburg og den tyske revolution Karl Liebknecht taler til et massemøde i Tiergarten i Berlin. Igennem hele 1918 var der en enorm revolutionær bølge i Tyskland. Flåden gjorde mytteri, og soldaterne i hæren gik med. Arbejderne og soldaterne organiserede sig i Arbejder- og Soldaterråd, de såkaldte A.S.-råd, der svarede til de russiske sovjetter. I Berlin kontrollerede bevæbnede arbejdere og røde soldater gaderne. Kejseren ønskede at knuse arbejderne og mytteristerne med "røgbomber, gas, bombeeskadroner og flammekastere." General Gröner svarede ham ærligt: "Herre, De har ikke længere en hær." Parlamentarisme Den vigtigste opgave for de revolutionære i denne situation var at vinde flertallet for en magtovertagelse, for endeligt at gøre op med kejseren og kapitalisternes magt. For Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, der var ledere af Spartakusgruppen de revolutionære, der under krigen havde brudt med Socialdemokratiet var det klart fra starten, at hvis revolutionen mislykkedes, så ville det føre til en massakre imod de revolutionære arbejdere og soldater. For at vinde flertallets opbakning til revolutionen var det nødvendigt at nå ud til de brede lag af befolkningen, der endnu ikke var organiseret i fagforeninger eller A.S.-råd. Dette mente Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht at man bedst kunne gøre ved at stille op til parlamentet. For marxisterne er det kampen uden for parlamentet, der er afgørende. Vi mener, at arbejderne, gennem deres egne organisationer, må overtage styringen af økonomien og samfundet. Men dette betyder ikke, at det ikke er vigtigt at bruge parlamentet som talerstol og mobiliserende faktor tværtimod. En boykot af et parlamentsvalg kan kun komme på tale, når man har noget andet at sætte i stedet når arbejdernes egne organisationer udgør konkurerende magtorganer. For Rosa Luxemburg var parlamentet ikke et mål i sig selv, men et redskab, som socialisterne kunne bruge til at afsløre systemets råddenskab og vinde opbakning blandt masserne 16 Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

10 Socialistisk Standpunkt - Fagligt forblive med at være. Efteruddannelse har ingen steder været et særligt stort krav fra medlemmerne. Derfor er det grotesk, at vores forhandlere tager det med som topkrav, når arbejdspladserne har gjort klart, at kravet er bedre lønninger. Arbejdsgiverne er ansvarlige, hvis det kommer til konflikt Hvis ikke det ændres, er der meget, der taler for konflikt. Og med god grund. Hvis ikke resultatet af forhandlingerne afspejler kravene fra arbejdspladserne, må der stemmes nej. De fleste forbund har råd til at strejke 4 uger eller mere. Dem, der virkelig har noget at miste, er arbejdsgiverne. I 1998 så man, hvordan de efter 11 dages konflikt var ved at gå i panik. Det er klart, at en konflikt er en alvorlig ting. Men der er mere end råd til at opfylde kravene fra arbejdspladserne, og hvis ikke kravene bliver imødekommet, er det arbejdsgiverne, der har sørget for konflikten ikke arbejderne. Hvis der kommer en konflikt må fagforeningerne og tillidsfolkene koordinere indsatsen, så den bliver så effektiv som mulig. Risikoen for et regeringsindgreb vil være til stede. Men den borgerlige regering er i øjeblikket Virksomhederne har scoret rekordhøjr profitter i den seneste tid, samtidig med at tempoet på gulvet er røget i vejret. Nu er det på tide, vi får del i kagen i form af markant højere løn meget presset. Hvis den griber ind, risikerer den at underskrive sin egen dødsdom. Et regeringsindgreb bør ikke accepteres. Hvis der kommer konflikt er det udtryk for, at medlemmerne har brugt deres demokratiske ret til at stemme nej. Et regeringsindgreb er et indgreb i denne demokratiske ret. Men et regeringsindgreb behøver ikke at stoppe en strejke. Når arbejderne går i strejke, er virksomhederne lammede. Det viser, hvem der er den stærke part, nemlig arbejderne. Hvis der er flertal for at fortsætte strejken, kan den borgerlige regering vedtage det ene indgreb efter det andet det vil ikke have nogen effekt, så længe at ledelsen af strejken fortsætter strejken. I et tilfælde af regeringsangreb vil det altså være strejkeledelsen, og ikke regeringen der afgør om kampen fortsætter hvilket den selvfølgelig bør. Bolden er spillet over til arbejdsgiverne og forhandlerne. De alene afgør, om en strejke vil blive aktuel. Det er egentligt meget nemt. De skal bare imødekomme kravene. Gør de ikke det, er det deres ansvar. Når LO allerede har godkendt en lønramme på 3 procent, taler alt for, at kravene ikke vil blive opfyldt. Derfor må der allerede nu gøres parat til en nejkampagne og en konflikt. Som en tømrersvend sagde på et tillidsmandsmøde i Byggefagene i København: Hvis ikke vi skal have vores krav opfyldt nu hvornår så? Nej til sammenkædningsreglerne De sammenkædningsregler, der eksisterer i dag er dybt udemokratiske. Det kom frem ved overenskomsterne i 2004, hvor et flertal af medlemmerne i NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet og SiD (nu 3F) stemte nej til overenskomsterne. Men da deres overenskomster var sammenkædet med resten af de forbund, der skulle genforhandle deres overenskomster, var der samlet set flertal for at acceptere resultatet. Til trods for meget store nejprocenter i de tre forbund, blev forliget altså alligevel trukket ned over hovedet på medlemmerne. Det eneste demokratiske er, at hvis medlemmerne forkaster en overenskomst, så er den forkastet lige meget hvad andre forbund beslutter. Hvis et forbund går i konflikt, bør det selvfølgeligt være muligt for andre forbund at gå i sympatikonflikt indtil strejken er vundet. Et andet problem er afstemningsreglerne. I øjeblikket kræves der, at minimum 40 pct. af medlemmerne skal stemme, før et almindeligt flertal kan afgøre afstemningen. Men er der under 40 pct. af medlemmerne, der stemmer, skal minimum 25 pct. af alle medlemmer have stemt nej, for at et forslag er forkastet. Det vil altså sige at jo færre der stemmer, des flere skal stemme nej for at et forslag kan forkastes. Dette er ulogisk. Det bør selvfølgelig afgøres ved, at halvdelen af medlemmerne enten godtager eller afviser et overenskomstforlig det er da det eneste demokratiske. Sjovt nok er det de regler, der gælder for arbejdsgiverne. Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34 5

11 Fagligt Socialistisk Standpunkt - "Vi står sammen i arbejdet, vi står sammen i konflikt" LÆRLINGE Af Jeppe Druedahl Interview med Jonas Foldager, lærlingenæstformand i Metal Region Hovedstaden og tidl. Lærlingeformand i Metal Lyngby Hvilke krav har Metal Ungdom til denne overenskomst? Kravet over dem alle er kravet om højere løn. 12 kroner mere i timen. Som det er nu, oplever langt de fleste lærlinge, at hverdagen ikke kan hænge sammen, med den utroligt lave løn vi får. Den svarer godt og vel til en halv mindsteløn. Før i tiden boede mange lærlinge jo hjemme, men i dag bor de fleste i egen lejlighed, med de store udgifter der følger med. Som det er nu, er det simpelthen ikke til at få til at gå op økonomisk. Derfor har de fleste lærlinge flere job. Sammenlagt giver det en arbejdsuge på langt over 40 timer, måske nærmere de 50. Det, mener vi, simpelthen ikke kan være rigtigt i år 2007, i et såkaldt velfærdssamfund. Du nævner højere løn, men har arbejdsgiverne ikke så mange udgifter, at de ikke har råd til at give lærlingene højere løn? Jeg har endnu ikke hørt, at en lærling ikke har kunnet få læreplads, fordi en mester ikke havde råd. Tværtimod. Situationen er jo den, at arbejdsgiverne påstår, at der er mangel på arbejdskraft. Hvis det er sandt, må de give en løn, man kan leve af. Så kan de jo også uddanne den arbejdskraft, som de mener, der er mangel på. Sandheden er jo, at der aldrig har været så store overskud til arbejdsgiverne, som der er i dag. Alene sidste år steg topledernes løn med 16% og virksomhedernes overskud i samme tempo. Mon ikke de kan undvære lidt af milliarderne, og dele med de der skaber overskuddet, nemlig arbejderne og os lærlinge? Er det virkelig realistisk at tro, at lærlingenes krav kan indfries? Selvfølgelig er det realistisk. Men det kræver, at fagbevægelsen sætter magt bag ordene. At man er villig til at kæmpe for at få sine krav igennem. Sat på spidsen: kan det ikke lade sig gøre at skaffe unge en løn, der sikrer, at man ikke behøver at arbejde mere end 37 timer, hvad er så fagbevægelsens eksistensberettigelse? 3F Ungdom har taget initiativ til en kampagne omkring OK 07 hvad er din kommentar til det? Det er helt genialt! Siden slutningen af firserne har toppen af fagbevægelsen sat sig hårdt på ungdoms- og lærlingearbejdet, ved at dreje det væk fra klare krav og i stedet lave gocart, paintball rapelling og fester. Men i takt med at klassekampen er kommet på dagsordnen, er der blevet slået en sprække i den mur, der har holdt lærlinge og ungarbejdere tilbage. Antallet af unge og lærlinge, der...arbejdsgiverne forstår kun ét sprog: magt. Derfor må fagbevægelsen være parat til at sætte magt bag ordene og gå i strejke, hvis ikke kravene bliver indfriet. går med i en fagforening, er stigende. Og nu er 3FU altså gået forrest og har taget ungdommens krav alvorligt. 3FU er på nuværende tidspunkt et forbillede til efterfølgelse for resten af ungdomsfagbevægelsen. Hvad hvis kravene ikke bliver opfyldt? Jeg synes, det er helt korrekt, som 3FU indtil videre har gjort: Der har ungarbejdere og lærlinge demokratisk vedtaget en række krav fra til overenskomsten. Det handler om ordentlig kontrol med erhvervsuddan- Jonas Foldager, lærlingenæstformand i Metal Region Hovedstaden 6 Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

12 Socialistisk Standpunkt - Ungdom mål og politik ikke adskilles, alle spørgsmål der vedrører ungdommen tager de stilling til. Lige som SE har en mening om den aktuelle politiske situation, tager de også stilling til samfundet som helhed. Den eneste måde ungdommens krav i sidste ende kan sikres er gennem en socialistisk revolution. For at være medlem af SE skal man ville kæmpe for elevernes forhold, ikke nødvendigvis være enig i hele programmet. Men det politiske program er afgørende for SE, fordi det gør dem i stand til at tage stilling til de konkrete ting, der sker i Spanien og i resten af verden og samtidig tage stilling til i hvilken retning, de mener man må gå for at ændre samfundet på længere sig. Dette gør SE i stand til at vise en vej frem for unge og studerende. SE viser, at en politisk studenterorganisation ikke afskrækker elever og studerende tværtimod, gør det dem i stand til at lede ungdommen i kampene for unges forhold. En internationalistisk organisation SE har et klart perspektiv om, at verden må gå i en socialistisk retning. For at gøre det må man organisere sig internationalt og tage stilling internationalt. De sidste år har SE fokuseret på situationen i Venezuela. De har officielt støttet genvalg af præsidenten Chavéz i flere år også til valget i december I en vedtaget udtalelse fra kongressen i år, udtaler SE deres støttet til den bolivariske revolution og anerkender, at der lige nu er en revolutionær bølge i hele Latinamerika. De mest fremskredne lande, Cuba, Bolivia og Venezuela bør danne en socialistisk føderation, som forsvar mod oligarkiet og imperialismen, og dette må være første skridt mod en Latinamerikansk socialistisk føderation og dermed en gennemførsel af den bolivariske revolution. På kongressen i år, konfirmerede SE deres samarbejde med den internationale kampagne Hands Off Venevuela. Sindicato de Estudiantes - En klasseorganisation SE er en ungdomsorganisation, som kæmper for unge og arbejderes rettigheder og for en omvæltning af kapitalismen. Det spanske samfund er et kapitalistisk samfund inddelt i klasser. Flertallet består af arbejderklassen, og det er primært dem, der har en interesse i ordentlig uddannelse for alle, og dem der kan kæmpe det igennem. Man kan ikke stille sig et sted mellem klasserne, men må vælge standpunkt. Sindicato har klart valgt samme side som arbejderklassen. De kæmper for arbejderklassens børns ret til uddannelse, og de kæmper sammen med arbejderklassen og deres organisationer. Lige fra grundlæggelsen af SE har det været en del af deres program at samarbejde med fagbevægelsen, et samarbejde der består den dag i dag. I flere omgange har SE været i stand til at presse fagbevægelsen til at gå med i deres kampe. Det har de kunnet, i og med de har kunnet mobilisere så mange, mange tusinde unge. Ved demonstrationerne har SE på bannere, i løbesedler i TV interviews osv. flere gange opfordret fagbevægelsen til at gå med i en 24- timers generalstrejke. Samtidig organiserer SE-afdelingerne besøg til de store fabrikker og virksomheder i deres lokalområder, både under kampe og ellers, med det formål at fortælle om kampene, opnå støtte og sympati, samt samle penge ind. Derudover organiserer SE støtte til arbejdere i kamp, fra elever og studerende. Således er det flere gange lykkedes at få fagbevægelsen til at gå med i 24 -timers generalstrejker for ordentlige forhold for den spanske ungdom. Modstanden mod kapitalismen SE er antikapitalistisk organisation og bygger deres arbejde ud fra et perspektiv om, at så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, vil der være ulighed. Den ulighed vil aldrig være til gavn for arbejderne eller deres børn. Hver dag oplever børn af arbejdere i Spanien såvel som i resten af verden, at de ikke har de samme muligheder for at få en ordentlig uddannelse, som de riges børn har. Hvert år oplever uddannelsesinstitutionerne, at der skæres ned, og privatiseringen af hele området har blot gjort det meget værre. Det, som svarer til de tekniske skoler, er nu fuldstændig kontrolleret af store firmaer, som sponsorerer alle undervisningsmaterialer, til gengæld for at der bliver undervist i de ting, som firmaet har brug for at folk kan. Også den katolske kirke har fået meget indflydelse på skolerne. Al uddannelse, siger SE, må naturligvis tilbage på statshænder. SE har også programmer for lektiehjælp på gymnasierne, da den slags ellers ikke er tilgængeligt. Det er en konkret måde at hjælpe på, samtidig med at der arbejdes på politisk plan i elevrådene, for at ændre kursen. De seneste 20 års kamp viser at det er muligt at vinde sejre, men også at der er en evig kamp så længe det kapitalistiske samfund består. Derfor er kampen for et godt og retfærdigt uddannelsessystem også kampen mod kapitalismen. Sindicato de Estudientes viser, at dette er muligt! Jan/Feb 7. Årgang Nr

13 Ungdom Socialistisk Standpunkt - Sindicato de Estudiantes - 20 års spansk elevkamp - ELEVBEVÆGELSEN Af Karen Larsen I weekenden d november 2006 afholdt den spanske studenterorganisation Sindicato de Estudiantes (SE) deres 11. kongres og kunne dermed fejre 20 års jubilæum. De har masser at fejre, som det vil fremgå i denne rapport fra kongressen, hvor to medlemmer af Socialistisk Standpunkt deltog som inviterede gæster. På kongressen i Madrid, deltog omkring 300, hvoraf størstedelen var delegerede fra afdelinger af SE fra hele Spanien. De resterende var dels inviterede gæster fra ind- og udland og dels medlemmer af SE, som ikke var delegerede. Af udenlandske gæstetalere deltog kammerater fra Østrig, Mexico, Italien, Frankrig, Venezuela og Danmark, for fortælle om den generelle politiske situation rundt om i verden og også fortælle og diskutere hvordan elever og studerende er organiseret i andre lande, og hvilke kampe de kæmper. Hårde kampe, store sejre SE er den største studenterorganisation i Spanien. Det kan sammenlignes lidt med Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, med den forskel at SE inkluderer alle slags studerende, fra folkeskoleelever, teknisk skole elever til universitetsstuderende. Den organisatoriske opbygning er også anderledes, idet man er individuelt medlem. Landet er opdelt i regioner, hvor medlemmerne holder møder på tværs af uddannelsesstederne. På den måde er man ikke isoleret i et elevråd på eksempelvis en handelsskole, men holder samlede møder for alle de, der er medlemmer af SE i det område, hvor man nu er. Organisationen opstod efter lange og hårde studenterkampe i Før 1986 havde der ikke eksisteret en organisation, der samlede de studerendes kampe. SE blev altså født ud af kamp, hvor millioner af elever og studerende var på gaden. Kampen strakte sig over flere måneder, med hundredetusindvis af studerende i demonstrationer, strejker og besættelser. Efterhånden som kampen udviklede sig blev også arbejderne involveret, og da politiet skød en elev, skabte det enorme demonstrationer med studerende, forældre og generelt arbejdere. Kampen endte i en sejr til de studerende, og siden da er SE blevet anerkendt af de spanske studerende som deres organisation. SE har bred opbakning blandt elever på uddannelsesstederne, således har I november 2006 havde den spanske studenterorganisation Sindicato de Estudiantes (SE) 20 års jubilæum. De har masser at fejre. de været i stand til at mobilisere hunderedetusinder af elever til demonstrationer og langvarige strejker, når regeringen har villet lave forringelser. Forholdene hvorunder demonstrationer og strejker foregår, er ikke lette. Strejkende elever får bøder. Uddeling af løbesedler vanskeliggøres af politiets indblanding, og på nogle skoler lukker og låser man simpelthen dørene, så eleverne ikke har mulighed for at deltage i demonstrationen. En sådan manøvre er naturligvis blevet nemmere efter, at der på landsbasis er blevet ansat 3000 politifolk til at sikre skolerne mod ulovlig våbenbesiddelse, o.l.. Disse forhold gjorde sig også gældende under den seneste store landsdækkende demonstration, som løb af stablen d. 26. oktober, som var en protest mod det allerede indførte selveje af uddannelsesinstitutioner. På trods af risikoen for bøder og politiets aggressioner, var titusinder af studerende på gaden rundt om i landet. Sindicato de Estudiantes tager politisk stilling Til forskel fra de fleste elevorganisationer i Danmark, mener SE, at det er nødvendigt at tage politisk stilling. De siger f.eks. at de med Zapatero (fra Socialistpartiet) har fået en bedre regering end den højrefløjsregeringen, de havde i sidste valgperiode. SE roser Zapatero for at have taget befolkningens ønske om tilbagetrækning af Iraktropperne seriøst, samt at han har været i stand til at indgå aftaler med ETA, den baskiske løsrivelsesbevægelse, som ingen regering i årtier har kunnet opnå enighed med. I det hele taget er Spanien blevet et mere demokratisk styre, efter Zapatero er tiltrådt. Men dette betyder naturligvis ikke, at SE forholder sig ukritisk til Zapatero. De er de første til at kritisere ham, når den politik han fører, er til skade for ungdommen. For SE kan uddannelsespolitiske spørgs Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

14 Socialistisk Standpunkt - Internationalt nelserne, en mindsteløn på 120 kroner og 10 kroner mere i timen til lærlinge, hvilket jo ligger tæt på vores krav om 12 kroner mere i timen. På den baggrund har man meldt ud, at man er parat til at tage kampen med arbejdsgiverne, hvis det bliver nødvendigt. Det er 100 procent den rigtige vej at gå! Man kan ikke finde fælles forståelse med arbejdsgiverne! Det har historien vist med al ønskelig tydelighed. Fælles forståelse har altid været ensbetydende med angreb på arbejderklassen. Nej, arbejdsgiverne forstår kun ét sprog: magt. Derfor må fagbevægelsen være parat til at sætte magt bag ordene og gå i strejke, hvis ikke kravene bliver indfriet. Hvad kan lærlingene gøre i tilfælde af en konflikt? Der rammer du jo et ømt punkt. Den dag i dag gælder de gamle regler stadig, om at lærlinge ikke må strejke. Det i sig selv er en skandale. Når det er sagt, er det flere gange set, at lærlinge har brudt disse regler, og endda vundet krav igennem, netop ved at strejke og gennemføre blokader. Det vigtigste af alt er enheden i arbejderklassen. Derfor vil vi lærlinge heller ikke tage svendenes arbejde i tilfælde af konflikt. Vi står sammen i arbejdet, vi står sammen i konflikt. Det kan man gøre klart ved at diskutere konflikten, vedtage støtteresolutioner i lærlingeklubberne, lave blokader af virksomheder hvor der arbejder mange lærlinge osv. Det vigtigste er, at vores organisationer, som Metal Ungdom, går helhjertet ind i kampen for lærlingenes krav. De må aktivere lærlingene på landsplan for at sætte fokus på lærlingenes krav. Og det kan kun ske ved, at lærlingene selv har indflydelse på processen. Et afgørende krav er kravet om strejkeret til lærlinge. Har du noget du vil tilføje her til slut? Fagbevægelsen må tilbage til sin oprindelige linje: Nemlig at den er en kamporganisation skabt af medlemmerne for at styrke arbejderklassens kamp for bedre løn og arbejdsvilkår! Verden set med - internationale noter - Miljø Det er officielt. Klimaændringer er med stor sandsynlighed den største trussel mod menneskets liv på jorden. Det konkluderes i den omfattende Stern-rapport, som den britiske regering har udgivet. Og det forårsages af menneskelig aktivitet. Hvem har skylden? Vi har ikke besluttet at ødelægge muligheden for liv på jorden. Ingen har spurgt os. Og det er pointen. Under kapitalismen er der aldrig nogen, der spørger os. Ting sker bare, eller rettere sagt; de sker på grund af markedskræfterne. Udledning af CO2, som forårsager global opvarmning og globalt selvmord, det er konsekvensen af det kapitalistiske systems uplanlagte produktion, hvor de enkelte virksomheder ikke tager højde for den store sammenhæng, men bare vil skovle profit ind. Sverige Sverige fik i september en borgerlig regering. Inden valget blev der talt om opstramninger, men knap var borgerskabet kommet til magten, før der kom tal på bordet. Statsstøtten til a- kasserne sænkes kraftigt, hvilket gør et a-kassemedlemskab svenske kr. dyrere om året. Samtidig forringes dagpengene, og kommer kun til at dække 65 pct. af lønnen mod næsten 80 pct. i dag. Støtten til de borgerlige er faldet med 2,2 pct.- point. Samtidig er venstrefløjen gået 4,9 pct.-point frem, hvilket afspejler, at mange sofavælgere, der stemte blankt i protest mod den mangeårige socialdemokratiske nedskæringsregering, ikke vil acceptere disse forringelser. Ledelsen i den svenske arbejderbevægelse har dog overhovedet ikke ville føre kamp for deres medlemmers grundlæggende rettigheder. Irak Den 30. december 2006 blev Saddam Hussein henrettet ved hængning. Bush og hans støtter i den såkaldte irakiske regering ville have det hele til at se pænt ud, og den video man udgav, indeholdt ikke selve hængningsøjeblikket. Uheldigvis (men til deres fordel) slap der en uautoriseret udgave ud på nettet kort efter. Den amerikanske imperialisme har brugt hængningen som et symbol på, at retfærdigheden sker fyldest i Irak. Men det eneste der fyldes, er de store besættelsesvirksomheders lommer blev nemlig samtidig et meget blodigt år, hvor mere end civile irakere blev dræbt. Saddam Hussein var en massemorder og tyran. Ingen tvivl. Men de amerikanske imperialister støttede ham gladeligt i hans kamp mod Iran. Det glemmer de at fortælle i dag. Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34 7

15 Fagligt Socialistisk Standpunkt - OVERENSKOMST Af Janus Hestbach, medlem af 3FU Vejle 3Fungdom har lanceret ungdommens krav til overenskomstforhandlingerne i Kravene i 3FU s kampagne, der hedder vi vil med til festen, er bl.a. 10 kroner mere i timen til lærlinge og elever samt en minimumsløn for alle voksne på 120 kroner i timen. I en situation hvor direktørlønningerne alene det sidste år er steget med 16 procent, hvor de danske firmaers profitter er rekordhøje, hvor ledigheden er lav, og hvor vi oplever et historisk boom i byggebranchen, burde det være en smal sag at få disse krav gennemført. Dog er der blandt den danske fagtop, de borgerlige økonomer og arbejdsgiverforeningerne bred enighed om, at det vigtigste i forhandlingerne er ansvarlighed overfor den nationale økonomi, og at vi frem for alt må passe på, at den ikke overophedes. Oversat til almindelig dansk betyder det, at fagtoppen ikke har tænkt sig at kæmpe for ungdommens krav. Enhed mellem lærlinge og svende Lærlingene og eleverne er i forvejen en udsat gruppe i overenskomstforhandlingerne. Ofte nedprioriteres deres krav til fordel for de faglærtes, fordi lærlinge og elever indenfor 3FU er kontraktbundne og ikke har strejkeret. Ved at nedprioritere ungdommens krav til fordel for de almindelige 3F medlemmers kan fagbevægelsens top tilfredsstille kapitalisterne og arbejdsgiverforeningerne, og de gør det samtidig lettere at få 3F Ungdom kræver ordentlige lønforhold overenskomsten stemt igennem, idet der er mange flere udlærte, end der er lærlinge og elever til at stemme overenskomsten igennem. Men dette er ikke godt. En overenskomst, der kommer igennem ved at nedprioritere nogle grupper, er en svag overenskomst. I stedet må overenskomsterne tilgodese alle inklusiv lærlinge og ungarbejdere. På den måde kan man sikre størst muligt sammenhold ude på arbejdspladserne. 3F s nye rolle Som baggrund for kampagnen har 3FU udarbejdet et dokument, der bl.a. beskriver, hvordan 3FU mener, at 3F s nye rolle i samfundet skal være. Dette afsnit er utrolig vigtigt, fordi det bryder med fagtoppens gængse opfattelse af, at 3F s rolle er at tilbyde medlemmerne inspirerende kurser i stedet for at gå forrest i kampen for deres krav om bedre løn- og arbejdsvilkår. 3F og 3FU må gå i spidsen og lede denne kamp med den klare forudsætning, at hvis kampen skal vindes, må medlemmerne aktiveres bag kravene. I baggrundsmaterialet står der, at det bedste argument for fagbevægelsens berettigelse blandt medlemmerne er og bliver eksemplets magt, og at hvis 3F kan vise sig som en entydig interesseorganisation for medlemmerne, vil opbakningen og aktivitetsniveauet stige. Dette kunne ikke udtrykkes mere korrekt, og det har været socialistisk standpunkts linje for fagbevægelsen igennem de sidste mange år. Hvis LO vil stoppe medlemsflugten og styrke sin egen position i samfundet, må ledelsen af fagbevægelsen øge sine forbindelser til de menige medlemmer bl.a. gennem et øget samarbejde med arbejderpartierne, og gennem et brud med de reformistiske ideer der hersker i fagbevægelsens top om, at forhandling og ansvarlighed er den eneste vej frem. Ledelsen må klart vise, at fagbevægelsen er et kæmpende organ på medlemmernes side og for medlemmernes interesser. Strejkeret til lærlinge 3FU s kampagne indeholder en masse gode krav for ungdommen. Men selvom den nuværende situation, (som det også står beskrevet i baggrundsmaterialet for kampagnen), burde gøre kravene nemme at få igennem, står det samtidigt klart, at disse krav ikke kan blive gennemført over forhandlingsboret, idet 10 kr. mere i timen for mange lærlinge svarer til en lønstigning på procent. Allerede før overenskomstforhandlingerne gik i gang blev lønstigninger på 4-5 procent klart afvist både af arbejdsgiverne og fagbevægelsens forhandlere. Selvom lønstigningerne på procent siger mere om den lave lærlingeløn end om selve lønkravet, står det klart, at hvis disse krav skal opnås, må der kæmpes for dem også hvis det kræver konflikt. 3F og 3FU må gå i spidsen og lede denne kamp med den klare forudsætning, at hvis kampen skal vindes, må medlemmerne aktiveres bag kravene. 3F og 3FU må kræve lige og reel strejkeret for deres medlemmer, heriblandt lærlinge og elever. Kun ved udsigten til strejke kan arbejdsgiverne presses tilstrækkeligt til, at kampen for et godt overenskomst resultat kan vindes. Læs løbende mere om overenskomstforhandlingerne på vores temaside på Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

16 Socialistisk Standpunkt - Internationalt tet. Dette viser, at de borgerlige ikke bekymrer sig om det demokrati, de selv så tit taler om, når det ikke er til deres fordel. Det eneste de bekymrer sig om er sikre den herskende kapitalistklasses magt i landet. De amerikanske imperialister har længe forsøgt at planlægge alle former for kupforsøg og attentater. Der er blandt andet fundet store styrker af paramilitære gruppe på grænsen mellem Colombia og Venezuela, som har været støttet og uddannet af CIA. De kunne være sat ind mod den venezuelanske hær ved et eventuelt kupforsøg. Der har endda været tilfælde af paramilitære, som er blevet opdaget i området omkring Caracas op til valget. Stor sejr til Chávez nu må revolutionen fuldføres Den meget overbevisende sejr til Chávez den 3. december var et udtryk for at masserne stemte for en erklæret socialistisk kandidat. 63 pct. af stemmerne gik til Chávez. Et resultat som overgår alle tidligere resultater. Oppositionen anerkendte umiddelbart Chávez massive valgsejr. Stillet overfor en massiv bevægelse fra neden og en overvældende sejr ved Millioner på gaden i Caracas d. 26/ stemmeurnerne, valgte de at lave et midlertidigt tilbagetog og afvente en ny mulighed for at slå til. Det er helt sikkert, at de ikke vil tillade, at Chávez igen og igen udfordrer kapitalisterne. De vil fortsat forsøge at så tvivl om demokratiet i landet og forberede en ny offensiv for at vælte den bolivariske regering. Efter den 3. december har revolutionen taget fat på en ny etape. I den bolivariske bevægelse, blandt arbejdere, unge og bønder, forventes det nu, at socialismen bliver til virkelighed. Det forventes, at Chávez tager afgørende skridt for at fuldføre revolutionen, og dermed fratage oligarkerne deres magt. Dette må gøres ved at ekspropriere de største virksomheder samt hele finanssektoren og sætte disse under arbejderkontrol. Gå med i den verdensomspændende kampagne Læs mere på: Den 15. december, holdt Chávez en meget radikal tale, hvor han proklamerede dannelsen af et nyt socialistisk parti, som ifølge ham skal opbygges fra neden og fungere som et revolutionært instrument. Lige nu foregår der en intens debat i Venezuela om hvordan dette nye parti skal skabes, og hvilken rolle det skal spille. Ligesom i debatten om det 21. Århundredes socialisme, er det tydeligt, at der er en reformistisk fløj i bevægelsen, som vil udvande forslaget om et socialistisk parti og vil gå på kompromis med oppositionen og imperialisterne. Efter nytår har Chávez lavet en rokade i sin regering, så nogle af de mest moderate politikere, bl.a. vicepræsidenten, er blevet skiftet ud med langt mere venstreorienterede folk. Dette har fået ham på kollisionskurs med højrefløjen, og viser endnu engang behovet for at gå hele vejen, og fuldføre revolutionen. En succesfuld socialistisk revolution i Venezuela vil åbne vejen for, at andre lande i Latinamerika kan bryde med kapitalismen og starte en bølge af revolutioner i hele kontinentet. Jan/Feb 7. Årgang Nr

17 Internationalt Socialistisk Standpunkt Det venezuelanske valg - En skillevej for revolution VENEZUELA Af Andres Bülow og Rasmus Jensen ( Om aftenen den 3. december, stod det, som de fleste havde ventet, klart. Trods den venezuelanske overklasse og den amerikanske imperialismens forsøg på at sprede løgne og ustabilitet i landet, viste det venezuelanske folk endnu engang deres tillid til Hugo Chávez, og genvalgte ham som præsident med et massivt flertal. En sejr som markerede en skillevej i den venezuelanske revolution. Modsætningerne før valget De seneste måneder op til valget er modsætningerne mellem klasserne i Venezuela blevet skærpet. Eksproprieringer af fabrikker og jord har i flere år været en torn i øjet på det nationale oligarki (den lille elite, som traditionelt har styret landet), som med lockouter og økonomisk sabotage har saboteret den venezuelanske økonomi. De har hadet Chávez socialisme i det 21. århundrede, men har siden kupforsøget i 2002 og frem til valgkampen ikke været i stand til for alvor at udfordre den bolivariske revolution. Til gengæld er Chávez og bevægelsen blevet styrket, og har taget yderligere skridt for at udbygge revolutionen. Chávez er gang på gang blevet presset længere til venstre af masserne, og har vist, at det er muligt at sikre de brede masser bedre levevilkår. Efter tilbagekaldsafstemningen i 2004 var oppositionen splittet, men op til valget i december gik de sammen i en alliance med den fælles præsidentkandidat Manuel Rosales. Dette skete i et desperat forsøg på at stoppe Chávez og den bolivariske bevægelse. Oppositionen fremstillede sig selv som socialt bevidste, og bejlede i høj grad til dele af middelklassen. Men i alle meningsmålinger lå de langt bag Chávez. Men ikke nok med, at der er en åbenlys modsætning mellem kapitalisterne og arbejderne i Venezuela. Der er også indre modsætninger i den bolivariske bevægelse og i statsapparatet. Modsætninger mellem reformisme og revolution. Gang på gang har reformistiske personer fra den bolivariske bevægelse taget afstand fra eksproprieringer af land og fabrikker. Ligeledes er der blevet dannet et stærkt bureaukrati, som under valgkampe har sat sig hårdt på hele kampagnen. Dette i et forsøg på at styrke bevægelsen og undgå en radikalisering. Kontrarevolutionens pisk Lørdagen før valget (25/11) havde oppositionen mobiliseret til en demonstration mod Chávez. For første gang i flere år var der et betydeligt antal. Der blev talt om helt op imod et par hundredtusind demonstranter. Ikke mange havde forventet, at oppositionen var i stand til at mobilisere så stor en skare. Dagen efter (26/11) svarede masserne igen, med en demonstration på omkring 2 millioner (se billede). Der var nærmest tale om en rød tsunami som skyllede igennem Caracas gader. Sandsynligvis den største revolution under hele revolutionen. Som Marx understregede, har revolutionen nogle gange har brug for kontrarevolutionens pisk. De kontrarevolutionæres demonstration fik masserne på gaden til at forsvare revolutionen, og vise at revolutionen har støtte fra det helt store flertal. Kupforsøg under opsejling Der har i den senere tid været en del historier om kontrarevolutionære komplotter i de venezuelanske medier. Der er ingen tvivl om, at det nationale oligarki med støtte fra imperialisterne mod nord har forsøgt, og stadig forsøger, at planlægge et nyt kupforsøg. En af de ledende ideologer fra oppositionen udtalte kort før valget: Den 3. december er det op til borgerne at tilslutte sig oppositionen Den 4. er det op til Manuel Rosales at lede protesterne mod den svindel, der er blevet forberedt. Den 5. er det op til de væbnede styrker at beslutte om det vil fortsætte med at tvinge den venezuelanske opposition til at acceptere det skamfulde regime. Demonstration til støtte for Chavez under valgkampen. I 1998 fik Chávez 3.6 mio. stemmer. Denne gang fik han 7.3 millioner (63%). Ligeledes blev der før valget fundet op mod t-shirts med påskriften Valgsvindel. De var beregnet til at skabe usikkerhed om valgresulta Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

18 Socialistisk Standpunkt - Ungdom Gymnasierne i kamp igen! GYMNASIEELEVER Af Rasmus Jeppesen (gymnasieelev) Fra 2007 bliver alle gymnasier i Danmark selvejende pga. af den nye strukturreform. Reformen skulle medføre mindre bureaukrati, men det eneste resultat af den har været besparelser, også på gymnasierne. Efter flere ugers blokader og strejker fra både lærere og elever, kulminerede det d. 21. november i en national aktionsdag. Protesterne startede i efteråret, da Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Rektorforeningen opdagede, at der ikke var afsat penge nok til at dække medarbejdere og driftsudgifterne, som følge af strukturreformen. Samtidig bliver det beløb, som gymnasierne får pr. elev sat ned i De mange penge Det er et klart løftebrud fra regeringens side, når de har lovet, at strukturreformen skulle være udgiftsneutral, også på uddannelsesområdet. Der kommer i alt til at mangle 350 mio. kr., cirka 1-2 mio. pr. gymnasium. Undervisningsministeriet har belejligt nok også sat stykprisen ned pr. elev fra kr. til Det kommer til at koste gymnasierne små 100 mio. Regeringen vil beregne skolernes økonomi ud fra 2005-tal i stedet for 2003-tal, som blev aftalt ved gymnasiereformen, hvilket kommer til at koste 120 mio. Sidst skal der også 75 mio. til endelig at udmønte gymnasiereformen. Hvis gymnasierne skal have det til at køre rundt, især på det administrative område, er de simpelthen nød til at spare i I sidste ende kommer det til at gå ud over eleverne. Ifølge GL kan besparelserne resultere i, at der skal sidde 35 elever i hver klasse, mens de fleste klasselokaler kun er beregnet til elever.men det er ikke det eneste. Skolematerialer, renovering eller udbygning af skolerne eller studieture er ting, der højst sandsynligt også bliver sparet væk. Alternativet ville være at slukke for varmen eller strømmen. Strejker og blokader D. 7. november indrykkede GL annoncer i flere dagblade, og samme dag begyndte lærere og elever på forskellige gymnasier helt spontant at nedlægge arbejdet og undervisningen. Det førte til en længere kamp imod nedskæringerne. Regeringen sagde, Den 21. november trodsede gymnasieelever den silende regn. Nu må presset på regeringen optrappes gennem landsdækkende aktioner og en alliance med fagbevægelsen. at pengene ville blive fundet, og det stillede efterhånden GL og rektorerne tilfredse. Bevægelsen kulminerede d. 21. november med demonstrationer landet over i silende regn. Demonstrationerne pressede Bertel Haarder, men ikke hårdt nok det ser stadig ud til, at næste år byder på nedskæringer. Disse nedskæringer kommer ovenpå en lang række af nedskæringer de sidste mange år, som har skåret uddannelserne helt ind til benet. Også handelsskoleeleverne gik på gaden med strejker, besættelser o.l. De har ikke traditionelt gået på gaden, hvilket måske forklarer, hvorfor de har dårligere forhold end gymnasieeleverne. Handelsskolerne får lige nu det beløb pr. elev, som Haarder ville reducere beløbet til på gymnasierne, og de har mærket konsekvenserne; enorme klassekvotienter, og lærer-fri timer. Det er klart, at handelsskolerne bør have lige så mange penge som gymnasierne, og at der ikke skal skæres ned, men tværtimod tilføres penge. Der er brug for en ledelse Rektorforeningen, GL og DGS var kort inde over kampen, men ingen af dem viste en vej frem. For slet ikke at tale om Handelsskoleelevernes organisation (LH) der i pressen fordømte de kæmpende elever. De sidste mange år har vist, at den eneste vej til at vinde er at kæmpe forhandlinger fører ingen vegne. Men for at kæmpe er der brug for en ledelse, der kan samle kampene, udvide dem og vise en vej frem. Kampen mod nedskæringer er ikke en kamp, hver gruppe kan føre isoleret. Bl.a. DGS og fagforeningerne viste i foråret og d. 3. oktober, at det er muligt med en alliance mellem ungdommen og arbejderne for bedre velfærd. Men enkelte demonstrationsdage er ikke nok. Kræfterne må samles i en fælles kamp, for at vælte regeringen og stoppe nedskæringsvanviddet. Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34 9

19 Økonomi Socialistisk Standpunkt - Dansk økonomi: - En blød eller hård landing? ØKONOMI Af Marie Frederiksen Det ser ikke lyst ud for dansk økonomi. Økonomerne, der for kort tid siden henrykt snakkede om evigt opsving, diskuterer nu, hvorvidt landingen for dansk økonomi bliver blød eller hård med andre ord; hvor hårdt rammer krisen? Overophedning? Økonomerne er bekymrede. Både de økonomiske vismænd, Nationalbanken og OECD er bekymrede for, at den danske økonomi er på vej mod overophedning. De er alle enige om, at økonomien er gået så kraftigt fremad de sidste år med vækstrater omkring 3 procent, at dette har ført til mangel på arbejdskraft. Arbejdsløsheden er faldet markant de sidste år, hvorfor forventningen er, at gennemsnittet de næste par år vil være på , hvilket er under den såkaldt strukturelle ledighed. Det de alle bekymret henviser til er, at denne mangel på arbejdskraft kan føre til lønstigninger, som øger inflationen, svækker konkurrenceevnen og dermed eksporten, og fører den danske økonomi i alvorlige problemer. Det eneste, der nu ifølge økonomerne kan redde dansk økonomi, er, at lønstigningerne holdes i ro i overenskomsterne, der skal forhandles til foråret, og at der skæres ned på de offentlige udgifter, da regeringens skattestop og kronens bundethed til euroen forhindrer andre finanspolitiske tiltag. Men hvad betyder dette, og er det rigtigt? Økonomien på vej i krise Det hidtidige danske opsving har været baseret på øget forbrug, som i høj grad har været finansieret gennem stigende boligpriser. Marx forklarede, at kapitalismen i en periode kan udskyde en krise ved kunstigt at øge forbruget gennem kredit. Dette er, hvad der er sket de sidste år, men han forklarede også, at dette er en kortvarig løsning, som bare øger modsætningerne yderligere. Som sagt er økonomerne ikke i tvivl om, at dansk økonomi er på vej nedad, diskussionen går på, hvor hård krisen bliver. Det er både den danske købekraft, der afgør fremtiden, men også eksporten, og på Danmarks største eksportmarked Tyskland ser de økonomiske udsigter ikke lyse ud, og det samme gælder verdens største økonomi USA. Boligmarkedet en bristende boble Ejendomsmæglere og økonomer har de seneste år set med julelys i øjnene på boligprisernes enorme himmelflugt, med evige forsikringer om at der rådede fred og ingen fare. Huspriserne er fordoblet på ti år herhjemme og meget mere omkring storbyerne. Bare i løbet af de sidste tre år er Prisen på enfamiliehuse kr K1 2002K2 2002K3 2002K4 2003K1 2003K2 2003K3 2003K4 boligformuen steget med 1,400 mia. kroner, hvilket forklarer 50 procent af forbrugsvæksten. Ifølge økonomerne er 25 procent af prisstigningerne uforklarlige, og kan dermed tilskrives en boble falder priserne med 25 procent, vil det betyde flere arbejdsløse, og skære en procent af væksten, hvilket vil betyde at dansk økonomi går ind i en egentlig lavvækstperiode, siger Sten Boccian fra Danske Bank. Andelen af boliger til salg er steget kraftigt. På landsplan er salget af boliger dykket med 24 procent i de første tre kvartaler af 2006, i forhold til samme periode året før. Samtidig er priserne også på vej ned, samtidig med at renten er på vej op. Det er ikke et spørgsmål om hvis boligmarkedet kollapser, men et spørgsmål om hvornår og det virkelige spørgsmål er, om det ikke allerede er begyndt. Et kollaps i boligmarkedet vil have enorme konsekvenser for den virkelige økonomi, da det er prisstigninger- Huspriserne er steget kraftigt de seneste år. Nu ventes der med spænding på de næste tal. Ifølge flere mæglere ligger prisfaldet i 2006 på %! 2004K1 Kilde: tabel EJEN K2 2004K3 2004K4 2005K1 2005K2 2005K3 2005K4 2006K1 2006K Jan/Feb 7. Årgang Nr. 34

20 Socialistisk Standpunkt - Økonomi ne, der har finansieret forbruget, som igen har holdt den økonomiske vækst i gang. Byrden tilfalder arbejderklassen Der er ingen tvivl om, at byrderne for en nedgang i økonomien vil blive forsøgt pålagt arbejderne. Arbejdstiden skal op, dagpengesatserne skal ned, dagpengeperioden forkortes, lønnen knapt stige og topskatten sænkes. Det er hvad CEPOS, Weekendavisen og OECD skriger i kor. Og ikke nok med det... Økonomerne gør det også helt klart, at den danske regering yderligere forværrer krisen ved at vedblive at pumpe penge ud i offentligt forbrug (!?!). Det eneste ansvarlige er derfor ifølge økonomerne, at regeringen skærer ned på det offentlige forbrug dvs. velfærden. Gode undskyldninger er der nok af... Men har økonomerne ret i dette skrækscenarium? På sin vis har de, det er korrekt at den danske økonomi ser ud til at gå imod nedgang. Men i deres begrundelser viser sig en lang række borgerlige antagelser, som vi ikke skal tage for gode varer. For det første påstår de at problemet er at vi når ned under den strukturelle arbejdsløshed, men hvad betyder det? Den strukturelle arbejdsløshed er et begreb opfundet af borgerlige økonomer, som også lejlighedsvis kaldes den naturlige arbejdsløshed. Begrebet betyder kort sagt at arbejdsløsheden kun kan nå et vist niveau, hvor den ikke kan komme længere ned. men økonomerne glemmer at forklare hvorfor; grunden er at de frygter at hvis arbejdsløsheden bliver for lav, giver det arbejderne styrke til at kræve bedre løn- og arbejdsforhold. Den såkaldt strukturelle eller naturlige arbejdsløshed, er således ikke en naturlov, men en grænse som kapitalisterne har opstillet for at fastholde deres profitter. Det samme gælder argumentet om Faldet i industriens lønkvote % 0,74 0,73 0,72 0,71 0,7 0,69 0,68 0,67 0, Kilde: tabel NAT07. Lønkvoten - arbejdernes andel af overskuddet - i industrien er faldet med over 6 procent siden starten af 90 erne og tendensen ser ud til at fortsætte. overophedning. Økonomerne spår om faren for overophedning, som følge af for store lønstigninger, men dette argument gennemhullede Marx for mere end 150 år siden. Det er ikke lønstigninger der får priserne til at stige lønstigninger får profitterne til at falde, og ser vi på de danske profitter, er der masser af tage af. den eneste reelle frygt fra kapitalisternes side er at en del af deres profitter skal tilfalde arbejderklassen, som er dem der skaber værdierne. Forbrugsfesten over tid til tømmermænd Ovenstående viser så tydeligt som det kan gøres, at det kapitalistiske system har spillet helt og aldeles fallit det er på ingen måde i stand til at sikre fremgang for flertallet. Under det seneste opsving er vækstrater på 3 procent blevet kaldt for skyhøje (!), selvom de intet er i forhold til de vækstrater man så i 1950 erne og 1960 erne Forbrugsfesten er tilkommet den del af arbejderklassen, som har haft mulighed for at købe ejendom, men dette er slut nu. Med de faldende priser og stigende renter vil mange familier stå i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Det forbrugsdrevne opsving er nu slut, og der er lagt op til, at arbejderne skal betale prisen, ligesom de hidtil har betalt opsvinget. Rådighedsbeløbet er på landsplan faldet 6000 kr. i gennemsnit for førstegangskøbere, og i Københavns Amt med hele kroner!!! Virksomhederne regner med rekordstore investeringer især til maskiner det næste år, hvilket umiddelbart lyder positivt. Men sandheden er, at dette skal bruges til at forøge produktiviteten, og enhver arbejder ved, hvad det betyder: at vi skal løbe endnu hurtigere, end det umenneskelige tempo der allerede eksisterer på landets arbejdspladser, og som medfører, at 25 procent af alle dødsfald herhjemme skyldes stress. De danske arbejdere kan ikke forsætte med at bære byrderne for et system, der hverken kan skabe fremgang i opsving, og da slet ikke i kriser. En krise i dansk økonomi vil få enorme konsekvenser for alle arbejdere. Det er på tide at sige stop! Når kapitalismen ikke kan sikre bedre vilkår for arbejderne, må svaret være klart: så kan arbejderne ikke bruge kapitalismen! Jan/Feb 7. Årgang Nr