Kim Simonsens indlæg på KTOs konference om fremtidens forhandlinger. 28. april 2003.

Transkript

1 Kim Simonsens indlæg på KTOs konference om fremtidens forhandlinger. 28. april Som bekendt blev mæglingsforslaget i 2002 kun vedtaget med nogle få tusinde ja-stemmers overvægt. Jeg har forstået, at mange medlemmer i nej-organisationerne har opfattet dette som en uretfærdighed og at en sådan uretfærdighed så sige er indbygget i KTO-systemet, ja det var måske nærmest KTO`s skyld, at afstemningen foregik efter forligsinstitutionens regler!! For fuldstændighedens skyld vil jeg gerne understrege, at også de organisationer, der fik markante ja-flertal, havde problemer med forløbet af overenskomstforhandlingerne i 2002, og jeg synes det har været lidt fraværende i debatten og analyserne, at der var mange, ja faktisk et flertal der stemte ja. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at alle organisationer i DET KOMMUNALE KARTEL mente, at den forligsskitse, der var på bordet under forhandlingerne, var tilfredsstillende. Men i respekt for, at de to øvrige valggrupper ikke så perspektiver i en forhandlingsløsning, valgte DKK at tilslutte sig forslaget om at videreføre forhandlingerne i forligsinstitutionen. Det efterfølgende mæglingsforslag opfyldte også i høj grad de krav, som DET KOMMUNALE KARTEL havde stillet til overenskomstfornyelsen.

2 2 Da DET KOMMUNALE KARTELs medlemsorganisationer skulle afsende konfliktvarsler, begyndte problemerne for alvor at tårne sig op. Afdelinger og tillidsrepræsentanter krævede simpelthen fornuftige svar på, hvorfor de i det hele taget skulle i konflikt. Forligsskitsen kunne ikke i sig selv give svaret - for det opfyldte som sagt næsten vore krav. Og når andre organisationer - Ledernes Hovedorganisation - lige pludseligt meldte ud, at de godt ville have resultatet, men de ville ikke kæmpe for det, så var diskussionerne jo mange En række kartelorganisationer måtte derfor gøre det klart for baglandet, at prisen - for at være en del af et forhandlingsfællesskab er, at man af og til bliver begrænset i sine handlemuligheder. Dette argument blev bredt set godtaget. Baglandene forstod, at en enegang, hvor DET KOMMUNALE KARTEL samlet havde tilbudt arbejdsgiverne at indgå forlig, ville have sat KTO - fællesskabet over styr. Og den pris ville vi ikke betale. Det er indlysende for os, at fællesskabet giver en styrke og resultater, som den enkelte organisation ikke kan få ved at stå alene. I konkrete situationer kan nogle organisationer - måske forståeligt føle, at fællesskabet lægger begrænsninger på deres muligheder, og i nogle lønkamre har der sikkert også været drøftet, om man selv har styrken til at kæmpe et bedre resultat igennem, end det, der er mulighed for i fællesskabet. Men det er min klare opfattelse, at i det lange perspektiv er fællesskabet nødvendigt for at varetage medlemmernes interesser bedst muligt. I vor verden betyder det, at der pt. ikke er noget alternativ til KTO.

3 3 Hvis vi ønsker en stabil og udviklende offentlig sektor, med gode og udviklende arbejdspladser, så vil det være ødelæggende at personaleorganisationerne splitter sig op og giver arbejdsgiverne alle muligheder for at spille på de heste, de finder nødvendige og dermed skabe kimen til indre splittelse på lønmodtagersiden. Måske ikke lige første gang chancen byder sig, men måske senere Når dette er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg fuldt ud er klar over, at tiden er inde til, at vi finder en ny balance mellem de begrænsninger og de muligheder, fællesskabet indbærer og giver. Det er en fælles udfordring, at finde modeller for, hvorledes et KTO forlig på den ene side kan dække fællesskabets behov og på den anden side kan give rum til, at den enkelte organisation får mulighed for at indgå resultater, der tilgodeser dens medlemmers ønsker og behov. Men i sådanne modeller må der efter min opfattelse også tages højde for, hvorledes fællesskabet sikrer, at de organisationer, der i arbejdsgivernes øjne aktuelt ikke har en høj markedsværdi, får forhandlet fornuftige resultater hjem. Modellerne, også de nye, skal have en indbygget solidaritet, der går begge veje. Vi skal blive enige om nogle spilleregler for, hvordan vi kan håndtere den konkrete forhandlingssituation således, at vores kræfter rettes mod arbejdsgiverne og ikke vendes mod andre organisationer eller forhandlingsfællesskaber. Det stiller store krav til os som forhandlere og som ledere i vores organisationer. For solidaritet betyder jo at man i nogle situationer skal hjælpe andre, medens man i andre situationer skal være ydmyge nok til at modtage eller bede om hjælp og støtte..

4 4 Det svære ligge jo bl.a. i, at vi i forhandlingssituationen indser, at forskellige løsninger kan være nødvendige, samtidigt med at vi alle er en del af fællesskabet. En forudsætning herfor er dog, at vi ikke gør hinanden til syndebukke eller presser hinanden til at gøre noget, vi reelt ikke tror på. At vi udvikle modeller og resultater, der ikke bygger på lavest fællesnævner. En sådan etik er nødvendig i et professionelt forhandlingssamarbejde. I HK/Kommunal er det fortsat opfattelsen, at KTO på såvel centralt som lokalt niveau, skal have kompetence til at forhandle og indgå aftaler med arbejdsgiverne om alle spørgsmål, der har betydning for kommunalt ansattes løn- og arbejdsvilkår. I HK/Kommunal er vi altså stadig meget glade for KTO. Vi er så at sige indstillet på, at der skal være så meget KTO som muligt. Og vi er er fuldt ud klar til at acceptere de begrænsninger, i egne udfoldelsesmuligheder, som fællesskabet medfører. Vores glæde for KTO har desværre også en begrænsning, nemlig at vi ikke lige er de første, der kommer med de strukturelle ændringsforslag. Men vi glæder os til, at de organisationer, der har været og måske stadig er skeptiske og kritiske overfor KTO, kommer med konkrete forsalg til ændringer. Vi har i forhandlingsudvalget valgt at begynde diskussionen om fremtidens KTO ved at beskæftige os med de indholdsmæssige elementer i et KTO-forlig. Den metode er indlysende fornuftig men jeg vil gerne understrege, at vi i HK/Kommunal vil være meget skeptiske over for løsninger på den indholdsmæssige side, der logisk vil medføre, at KTOs rolle både under og imellem overenskomstforhandlingerne reduceres til næsten ingenting.

5 Debatoplægget indeholder mange spændende diskussioner om fremtidens mulige forhandlingstemaer. Jeg vil blot knytte kommentarer til få af dem. 5 Om Ny Løn skal jeg blot nævne, at der i HK/Kommunal er bred tilfredshed med det eksisterende system. De problemer, som også HK/Kommunal har med ny løn, er budget/økonomiproblemer, bureaukrati, for få penge mm. Men disse problemer ændre ikke ved, at der skal være et decentralt supplement til den centrale lønfastsættelse, og her er NY LØN ikke så ringe endda. Vi er i HK/Kommunal også rede til at gå i gang med en diskussion om frit valg. Vi har ikke lagt os fast på noget endnu, men i vores analyser vil vi også fokusere på de negative side af et frit valg, herunder ligestillings og pensionsproblematikken. Vi er også i stigende grad optaget af ligeløn-problemer. Ikke kun de kønsbestemte, men også vore medlemsgruppers løn i forhold til andre grupper med en anden uddannelsesbaggrund f.eks. akademikere. Afslutningsvis vil jeg gerne gentage, at det er vigtigt for os at fremtidens aftalemodeller og forhandlingssystemer indeholder sikkerhed for, at det ikke kun er de grupper, der aktuelt har arbejdsgivernes bevågenhed, der kommer til fadet. Fællesskabet må efter min opfattelse ikke blive så uforpligtende, at organisationernes og deres reklamebureauers indsats i kampen om befolkningens og arbejdsgivernes opmærksomhed bliver afgørende for, hvorledes et overenskomstresultat bliver skruet sammen. Fremtidens KTO skal give mulighed for forskellighed men fællesskabet skal være solidarisk og solidariteten skal gå begge veje.