Indholdsfortegnelse HVORFOR KOM DANMARK TO GANGE I KRIG MED ENGLAND Problemformulering... 3 ANVENDT LITTERATUR... 3

Transkript

1 Indholdsfortegnelse HVORFOR KOM DANMARK TO GANGE I KRIG MED ENGLAND... 2 Problemformulering... 3 ANVENDT LITTERATUR... 3 DANMARKS UDENRIGSPOLITIK Danmark i De første sammenstød... 4 NEUTRALITETSFORBUNDET... 5 Den engelske kritik af Neutralitetsforbundet og interne stridigheder... 7 Interne stridigheder... 7 SLAGET PÅ REDEN OG DETS FØLGER... 8 Hvilke faktorer var afgørende for den væbnede konflikt... 8 De danske muligheder før Slaget på Reden PERIODEN Neutralitetsforbundets fremtid Fastholdelsen af neutraliteten Danmarks udenrigspolitik frem til fastlandsspærringen Fastlandsspærringen den 21. november Politikken frem til det andet angreb Danmarks skæbne Hvilke faktorer var afgørende for det andet overfald og tabet af flåden Hvad hvis Danmark selv kunne vælge side Alliancen med Frankrig KONKLUSION LITTERATURLISTE Artikler Bøger Internet Side 1 af 25

2 Hvorfor kom Danmark to gange i krig med England Dette projekt har til hensigt at sammenligne danske fremstillinger om Danmarks engagement eller mangel på samme under Napoleonskrigene, et historiografisk projekt. Fokus vil primært være på den førte udenrigspolitik i perioden, hvor man forsøgte at fastholde neutraliteten via en balancegang imellem de største magter under Napoleonskrigene, Frankrig og England. I dette projekt er det dog først og fremmest udenrigspolitikken i forhold til England, som jeg vil fokusere på, da det var dette land, som Danmark kom i væbnet konflikt med, hvilket netop var, hvad man ville undgå fra dansk side. Projektets fokus vil være rettet imod nedenstående spørgsmål. Hvorfor kom Danmark to gange i krig med England? Spørgsmålet er interessant, fordi det på ingen måde kunne være i dansk interesse at skulle slås imod verdens største søfartsnation. Danmark har altid haft behov for en stor flåde, da Danmark er et ørige, yderligere bestod Danmark også af Norge dengang, så man havde behov for en stor flåde, for at holde kontakten med Norge. Den tidsmæssige afgrænsning i dette projekt er fra den 7. juli 1798 til og med den 31. oktober Valget for startdatoen er, at man fra den 7. juli 1798 lod skibe sejle i konvoj beskyttet af krigsskibe på selv de mest udsatte ruter, og forsøg på at inspicere skibene skulle besvares med ild, hvilket uden tvivl ville medføre sammenstød, som måske kunne starte en konflikt senere. Slutdatoen er den 31. oktober 1807, hvor både den danske og franske forhandler underskriver den fransk-danske alliance, som var startskuddet til Danmarks statsbankerot. Projektet er opbygget således, at jeg i gennemgår hele den tidligere definerede tidsperiode, hvor jeg fremhæver forskelle i årsagsforklaringerne forfatterne imellem. Projektet afsluttes med en opsummering af tidsperioden, hvor jeg nævner de afgørende faktorer for, at Danmark kom i krig med England i henholdsvis 1801 og Det anvendte materiale i den historiografiske analyse er skrevet af danske forfattere, og det er kun danske fremstillinger, der vil blive behandlet i den historiografiske del af dette projekt. Denne beslutning er taget af forskellige hensyn, bl.a. for at opnå en fornuftig afgrænsning, det ville være for omfattende, hvis også udenlandske forfatteres fremstillinger skulle gennemgås i dette projekt. Side 2 af 25

3 Problemformulering Der vil blive gennemgået og diskuteret årsagsforklaringer på, hvorfor Danmark kom i krig med England to gange i 1801 og Årsagsforklaringer fra forskellige fremstillinger vil blive anvendt og analyseret, og forskellene i disse vil blive påpeget i projektet. Anvendt litteratur Udgangspunktet i dette projekt er tre danske fremstillinger om netop denne tidsperiode. Det er tre brede Danmarkshistorie-fremstillinger der er anvendt: Danmarks udenrigspolitiks historie: Revanche og neutralitet Danmarks riges historie Det danske folks historie Ole Feldbæk har skrevet om perioden i Danmarks udenrigspolitiks historie, Edvard Holm i Danmarks riges historie og Axel Linvald i Det danske folks historie. Foruden disse tre værker vil supplerende litteratur blive anvendt til underbygning af redegørelsen for perioden. Valget af Danmarks udenrigspolitiks historie: Revanche og neutralitet var meget logisk, da det er skrevet af Ole Feldbæk, som sidder på mange af de store Danmarkshistorie-fremstillinger. Blandt Feldbæks værker kan bl.a. nævnes Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie , Gyldendals Danmarkshistorie og Danmark-Norge Han er specialiseret i perioden og står for en stor del af de fremstillinger, som den danske offentlighed har adgang til. Mit valg af Danmarks udenrigspolitiks historie (2002) skyldes, at dette er Feldbæks nyeste værk omhandlende mit emne, og derfor har det også de nyeste iagttagelser omhandlende perioden med. Danmarks riges historie var et flerbindsværk, der udkom i årene , hvoraf bindet omhandlende min periode var forfattet af Edvard Holm. Denne Edvard Holm er blevet beskyldt for at være skandinavist, hvilket ikke gør ham mindre interessant som kilde i projektet. Det er naturligvis interessant at undersøge, om hans påståede skandinavistiske syn skinner igennem i hans redegørelse for forløbet. Det tredje og sidste hovedværk jeg har anvendt er Det danske folks historie (1928), hvilket også er et flerbindsværk. Det sjette bind, som jeg anvender, er blevet skrevet af adskillige forfattere, delen jeg anvender er dog forfattet af Axel Linvald, som bl.a. har skrevet Kronprins Frederik og hans Regering Side 3 af 25

4 Danmarks udenrigspolitik Danmark i 1798 I 1798 var Danmark inde i den florissante periode, hvor man profiterede af de store krige imellem de europæiske stormagter. De danske handelsskibe oplevede på dette tidspunkt, på trods af neutralitet, et hav af overgreb fra engelske og franske kapere. Året før havde Christian Bernstorff afløst A. P. Bernstorff som udenrigsminister 1, den tidligere Bernstorff havde været meget tøvende med at skride ind overfor disse overfald fra kaperne. Hans søn Christian Bernstorff var ligesom faderen skeptisk overfor anvendelse af konvoj, hvor handelsskibe skulle blive beskyttet af krigsskibe, som skulle sikre de neutrale handelsskibes ukrænkelighed. Man havde tidligere accepteret anvendelsen af konvoj, men kun når den var rettet imod lande, som man ikke frygtede en større konflikt med, bl.a. havde man sendt en fregat til Middelhavet i maj 1797, den skulle stoppe pashaen af Tripolis overgreb imod danske skibe 2. Det var dette år, hvor man oplevede en kraftig stigning i kapere specielt fra fransk side, hvilket medførte et pres på Christian Bernstorff for at tillade konvojering. Presset blev stort og efter en del undtagelser blev de mere reglen, og den 7. juli 1798 tillod Christian Bernstorff, mod sin vilje, at man konvojerede igennem Den Engelske Kanal, hvor faren for et engelsk ønske om inspicering af skibene var stor. De ledende i konvojerne havde fået specifikke instrukser om at nægte enhver inspicering 3. De første sammenstød Allerede i december 1798 opstod den første episode pga. konvojbeskyttelsen, da fregatten Triton fik tilbageerobret et dansk handelsskib, som britiske kapere ellers havde erobret 4. På daværende tidspunkt var det ikke unormalt, at neutrale skibe blev opbragt, f.eks. blev en hel svensk konvoj opbragt i Den Engelske Kanal den 1. juli, 1798 af engelske skibe 5. Der skulle dog gå et stykke tid, før den første virkelig alvorlige hændelse skete, det var Freya-affæren den 25. juli Det var på dette tidspunkt ikke længere et stort problem med franske kapere, efter at den franske flåde led et stort nederlag ved Abukir i 1798, og derfor var blevet mere afhængig af neutral 1 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Op. cit., side Op. cit., side Op. cit., side Op. cit., side 444 Side 4 af 25

5 transport til at forsyne de oversøiske kolonier 6. Samtidigt blev den engelske dominans på havene større, og de engelske overgreb mod skibe med neutralt flag blev flere. Den omtalte Freya-affære fandt sted i Den Engelske Kanal, da konvojchef kaptajn Krabbe nægtede at lade konvojen blive inspiceret, hvorefter det kom til kamp, som den danske konvoj tabte 7. Krabbes fregat havde taget kampen op imod fire engelske fregatter 8, hvilket var en umulig situation at vinde. Den danske kronprins var dog ikke utilfreds med forsvaret af flagets ære, som han lagde stor vægt på. Kronprinsen svarede på konflikten ved at sende et brev til kaptajn Krabbe hvori der stod: De har handlet som en dansk mand 9. Der var altså ingen tvivl om, at kronprinsen bakkede et forsvar af flagets ære op. Konflikten fik uheldige følger for Danmark, da man fra engelsk side ikke mente, at danske skibe var ukrænkelige for visitation. Englænderne krævede indrømmelser fra dansk side, men kronprins Frederik havde reageret ved at sende en kurer til zaren af Rusland den 9. august for få et væbnet neutralitetsforbund på plads 10. I slutningen af samme måned lovede Danmark dog overfor England, at man ville indstille konvojsejladsen indtil principspørgsmålet om skibenes ukrænkelighed var afklaret, denne aftale blev indgået den 29. august Man havde dermed fået dæmpet det anstrengte forhold til England, og det var derfor ikke videre heldigt, at man havde afsendt kureren til Rusland. Neutralitetsforbundet Den 16. december 1800 blev Neutralitetsforbundets traktat underskrevet i St. Petersborg, dermed var Danmark i forbund med Sverige, Preussen og Rusland 11. Det var dog ikke just til fordel for Danmark, at man fra dansk side netop kontaktede Rusland, da dette land var begyndt at komme med tilnærmelser til Napoleon. Tilnærmelserne var startet i sommeren 1800, hvor Napoleon havde lovet at overdrage Malta til zar Paul, da netop han var stormester i Malteserordenen 12. Zaren kunne i sit nye venskab til Napoleon godt bruge Danmark og Sverige som 6 Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side 114f 7 Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Lars Lindeberg; De så det ske: Englandskrigene , Købenavn, 1974, side 9 9 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 447f 10 Op. cit., side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 451 Side 5 af 25

6 samarbejdspartnere, da disse to landes flåder kunne beskytte Østersøen imod den engelske flåde. Hverken Danmark eller Sverige ville kunne sige fra, da Rusland havde klemmer på dem begge. Et dansk nej ville betyde, at Rusland ville støtte en svensk krav på Norge, og et svensk nej kunne betyde, at Preussen ville besætte Svensk Forpommern 13. Dette er nogle interessante iagttagelser som Ole Feldbæk her har gjort sig, og de virker også noget mere dybdegående og bedre funderede end de andre fremstillinger. Edvard Holm har dog også nogle interessante iagttagelser, hvor han skriver, at englænderne i september 1800 erobrede Malta fra franskmændene og ikke ønskede at levere den tilbage til Malteserordenen 14. Dette skulle ifølge Edvard Holm betyde, at zar Paul fik et stort had til englænderne. Holm har ikke nævnt det svenske krav på Norge, hvilket godt kunne stemme overens med hans påståede skandinavistiske tankegang. Det er ikke i hans interesse at fremstille Sverige negativt i forholdet til Danmark. Den sidste kilde er Axel Linvald, som bevæger sig forholdsvis let og elegant over russernes interesse i forbundet. Jeg vil mene, at Ole Feldbæks forklaring virker meget plausibel. Russerne havde formentlig ønsket tilnærmelserne til Napoleon før den engelske besættelse af Malta i september Den 4. september var kureren fra Rusland ankommet til København med ønsket om et neutralitetsforbund, hvilket betyder, at brevet var afsendt før den engelske overtagelse af Malta. Russerne ville først have mulighed for at diskutere en overdragelse af øen, når Malta var i engelsk besiddelse, og dermed først i september efter at brevet til Danmark var afsendt. Neutralitetsforbundet blev ikke modtaget positivt i England, da forbundet mente, at man var i sin ret til at forsvare sine handelsskibe imod visitation. England var i krig med Frankrig, og det var ikke i engelsk interesse, at de neutrale frit kunne sejle den hemmelige last til franske havne. Englænderne svarede på Neutralitetsforbundets dannelse ved at sende en gesandt til Danmark den 27. december, hvor skulle Bernstorff forklare, hvad Danmarks holdning til Neutralitetsforbundet var. Bernstorff svarede, at man var medlem uden ønske om udtrædelse 15, og dermed lurede et engelsk angreb på København. Om aftenen samme dag gav kronprinsen ordre til, at man skulle forberede Københavns forsvar imod et engelsk angreb. 13 Op. cit., side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 458 Side 6 af 25

7 Den engelske kritik af Neutralitetsforbundet og interne stridigheder Der var mange grunde til, at Neutralitetsforbundet ikke var populært i England. Zaren så, som tidligere beskrevet, muligheder i forbundet imod England. Den 4. november 1800 havde han lagt embargo på alle engelske skibe i de russiske havne 16, og besætningsmedlemmerne blev taget til fange som krigsfanger 17. Ganske vist var traktaten i Skt. Petersborg ikke underskrevet på dette tidspunkt, men man havde den 14. oktober accepteret det russiske udkast til forbundet 18. Zarens aggressive holdning overfor englænderne var altså med til skabe et dårligt forhold til England. Det var dog ikke kun Ruslands anspændte forhold til England, der var skyld i kritik af forbundet. Flere skibe ejet af Englands fjender sejlede under dansk og dermed neutralt flag 19, så lasten ikke kunne konfiskeres. Interne stridigheder Udadtil så det muligvis ud som om, at landene i Neutralitetsforbundet havde de samme interesser, og det havde de til dels også, men internt var der problemer, som gjorde, at medlemmerne ikke kunne samarbejde optimalt. Forfatterne har dog lidt forskellige syn på den interne enighed, et af de mere omdiskuterede punkter er forsvaret i Øresund mellem Helsingør og Helsingborg. Den svenske konge havde tilbudt Danmark hjælp, da et engelsk angreb virkede som et spørgsmål om tid. Tilbuddet indebar, at man kunne lukke Øresund ved at opstille svenske kanoner i Helsingborg, men kronprins Frederik afviste dette tilbud og hævdede, at Kronborgs kanoner var tilstrækkelige 20. Edvard Holm kaldte kronprinsens afvisning kortsynet, han nævner dog ikke, hvad han finder kortsynet ved svaret. Ole Feldbæk nævner derimod den problematik, der ville opstå, hvis der blev opstillet kanoner på den svenske side af Øresund, nemlig at svenskerne ville have en del af Øresundstolden eller eventuelt toldfrihed 21. Der var dog andre problemer Danmark og Sverige imellem, og det ene problem hed Norge. Feldbæk skriver, at den svenske konge, under hans besøg i Skt. Petersborg, havde forsøgt at overtale zaren til at overdrage Norge til Sverige, hvorimod Danmark ville få kompensation i 16 Op. cit., side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 464 Side 7 af 25

8 Nordtyskland. Dette blev ikke afvist øjeblikkeligt, men efter at zaren havde talt med sine rådgivere, var det blevet afvist 22. Eksemplet viser, hvor meget mistillid der har været internt i forbundet, og at forholdet til Sverige rent faktisk ikke har været så godt, selvom Edvard Holm rent faktisk beskriver den svenske konge som værende ivrig for at ile Danmark til hjælp. Det må igen være Holms skandinavistiske syn på sagen, der har gjort, at han ikke har beskrevet de svenske motiver for at hjælpe Danmark. Det skal dog nævnes, at svenskerne rent faktisk afsendte syv linieskibe og tre fregatter som assistance til Danmark i dagene op til Slaget på Reden, men den var afsendt for sent 23. Slaget på Reden og dets følger Det engelske angreb, under ledelse af admiral Hyde Parker 24, kom den 2. april 1801, og Danmark fik ingen hjælp af de andre medlemmer af Neutralitetsforbundet, som man ellers kunne have forventet af sådan et forbund. Den flåde, som den svenske konge afsendte den 31. marts, nåede aldrig frem til kampen Den ville have været en stor hjælp for den danske flåde, hvis den var nået frem 25. Kampen blev indstillet om eftermiddagen samme dag, som den var begyndt. Efter flere dages forhandlinger suspenderede Danmark Neutralitetsforbundet. Dette havde ikke været muligt, hvis ikke det var fordi, at zar Paul af Rusland pludselig var blevet myrdet. Hvilke faktorer var afgørende for den væbnede konflikt Der var flere faktorer, der spillede ind og medførte, at Danmark kom i væbnet konflikt med verdens største flådemagt, England. Allerede den 27. december 1800 lå det mere eller mindre klart, at Danmark ville komme i væbnet konflikt med England. Man havde fra dansk side afvist at udtræde af Neutralitetsforbundet, England måtte nu tvinge Danmark til at udtræde af forbundet. 21 Op. cit., side Op. cit., side Op. cit., side Lars Lindeberg; De så det ske: Englandskrigene , Købenavn, 1974, side 9 25 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 464 Side 8 af 25

9 Det engelske forhold til Neutralitetsforbundet var ret anspændt, hvilket der var flere årsager til. Den stærke magt i forbundet i form af Rusland, som var ledet af zar Paul, bar en stor del af skylden. Ifølge Axel Linvald handlede det for Rusland ikke så meget om søretlige principper, derimod var der tale om en storpolitisk aktion mod England 26. Edvard Holm nævner, at England så forbundet som værende alt andet end neutralt, hvilket skyldtes specielt den russiske zars fjendtlige holdning. Yderligere faldt forbundet også i god jord hos Napoleon, der så det som et skridt rettet imod England 27. Feldbæk mener også, at det var Rusland, der stod med en stor del af ansvaret for, at Danmark blev angrebet af den engelske flåde. Malta-krisen, efter englændernes overtagelse af øen, var afgørende. De engelske styrker havde overtaget øen uden hjælp fra hverken Rusland eller Neapel, hvilket zaren opfattede som aftalebrud. Derefter havde han lagt embargo på alle engelske skibe i de russiske havne. Feldbæks opfattelse stemmer overens med de andres: Rusland udviste en fjendtlig holdning overfor England, og Danmark fremstod som en af Ruslands allierede. Russerne var også selv klar over, at de havde udvist en fjendtlig holdning overfor englænderne, og zaren forventede allerede den 10. november 1800 et angreb fra englænderne imod Neutralitetsforbundet i foråret 28. Man kunne dog ikke fra dansk side sige fra, da den tidligere nævnte Norge-problematik kunne opstå, hvor Rusland kunne udnævne Norge som svensk ejendom. Det dårlige forhold imellem Rusland og England var nok den primære årsag, men der var nu også andre faktorer, som medvirkede til, at englænderne ville spille med muskler over for Danmark. Flere udenlandske skibe sejlede under dansk flag, og derfor kunne de hævde, at de ikke måtte udsættes for inspicering eller beslaglæggelse fra engelsk side. En ting var, at englænderne blev forment adgang til danske skibe, men at fjendtlige skibe brugte det danske flag, vakte selvfølgelig harme og utilfredshed hos englænderne. En tredje faktor som også bør tillægges betydning var, at den danske handelsflåde forsynede Englands fjender. Den engelske flåde havde, under ledelse af Nelson, i august 1798 ved Abukir slået den franske flåde, og englænderne havde siden hen haft overtaget til søs. Det var altså ikke englænderne, der havde brug for fremmede skibe, det var landet med den svækkede flåde, som ikke selv var i stand til at forsvare sin handel til søs. I dette tilfælde var Frankrig landet med den 26 Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side 497f 28 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 452 Side 9 af 25

10 svækkede flåde. Landet kunne dog stadig forsynes fra søsiden ved hjælp af neutrale skibe, hvilket selvfølgelig ikke var i Englands interesse. De danske muligheder før Slaget på Reden Når man nu ser tilbage på Slaget på Reden, da må man spørge sig selv, om det kunne være undgået, eller om det kunne have fået et andet udfald. Det er selvfølgelig spekulationer, men der er flere interessante punkter, som er værd at tage fat på. Efter Danmark havde indvilliget i indtrædelse i Neutralitetsforbundet via accepten af det russiske udkast den 14. oktober, da sagde Danmark også ja til at forsvare forbundet med militære midler om nødvendigt. Skulle forbundet i krig var Danmark aldeles uheldigt placeret, da en engelsk flåde skulle igennem de danske farevande for at angribe de andre medlemmer af Neutralitetsforbundet i Østersøen. Danmark var derfor et logisk valg for et engelsk angreb, da landet lå som det første i indsejlingen til Østersøen. Man kan dermed konkludere, at skulle Neutralitetsforbundet i krig med en sømagt som England, så ville Danmark helt sikkert komme i væbnet kamp. Det nemmeste ville umiddelbart for Danmark være at holde sig udenfor et samarbejde med Rusland, men så enkelt var det ikke. Norge som en del af det danske rige afhang af Ruslands anerkendelse derom. Danmark stod i det samme dilemma, da den engelske flåde forberedte sig på Slaget på Reden. Besluttede kronprinsen, at Danmark ville udtræde af forbundet og frit lade flåden sejle igennem Øresund, så ville zaren efter al sandsynlighed se dette som forræderi imod forbundet. Zaren ville kunne tillade en svensk invasion af Norge og en preussisk invasion af de danske hertugdømmer. Danmark var altså afhængig af Rusland, og man måtte følge de ordrer, som landet udstedte. Det næste spørgsmål man kan stille sig er, om Danmark kunne have gjort noget anderledes rent militært. Det er der ingen tvivl om, at man kunne, men spørgsmålet er, hvor meget det ville hjælpe. Sverige tilbød at hjælpe militært i form af henholdsvis et kanonbatteri i Helsingborg og en flåde på syv linieskibe og tre fregatter. Kanonbatteriet blev afvist, efter al sandsynlighed pga. et svensk ønske om Øresundstolden ifølge Ole Feldbæk 29. Hvor afgørende kanonbatteriet havde været er svært at sige, men Kronborg beskadigede i hvert fald ikke den engelske flåde, da den 29 Op. cit., side 464 Side 10 af 25

11 sejlede ned igennem Øresund. Det skyldtes, at flåden sejlede langs den svenske kyst 30, der hvor et kanonbatteri kunne have været placeret af svenskerne. Her kunne den engelske flåde have lidt flere tab, end den rent faktisk gjorde. Kronborg affyrede ganske vist sine kanoner imod den engelske flåde, men det resulterede kun i syv dræbte 31. Den svenske hjælp i form af flåden ville uden tvivl også have været til stor hjælp. Den afsendte svenske flåde bestod som sagt af syv linieskibe og tre fregatter. Et linieskib har minimum 50 kanoner 32, derfor ville disse svenske linieskibe tilføre det danske forsvar minimum 350 ekstra kanoner, plus kanonerne fra de tre fregatter. Styrkeforholdet i kanoner Danmark og England imellem var ca. 700 imod ca. 1200, men altså minimum 1050 imod 1200, hvis den svenske hjælp nåede frem. Denne ekstra hjælp ville have været af stor betydning, når man tager i betragtning, at admiral Hyde Parker faktisk forsøgte at afblæse angrebet under kamphandlingerne, hvorefter Nelson angiveligt satte kikkerten for det blinde øje og fortsatte kampen 33. Det er som sagt alt sammen spekulationer, men de er interessante at have med, når man skal undersøge Slaget på Reden. Danmark kunne ikke bare lade den engelske flåde sejle forbi, konsekvenserne herfor ville blive katastrofale for Danmark. Hvilke krav svenskerne stillede for kanonbatteriet er ikke afklarede, men Feldbæks forklaring om en del af Øresundstolden lyder meget troværdig. Det sidste punkt omkring den svenske flåde var et spørgsmål om held, den vind der forhindrede den svenske flåde i at nå frem gjorde, at den engelske flåde kunne indlede sit angreb 34. Perioden Neutralitetsforbundets fremtid Ved fredsslutningen efter Slaget på Reden indvilligede man fra dansk side i, at man suspenderede sit medlemskab af Neutralitetsforbundet indtil en officiel fredsaftale var opnået 35. Neutralitetsforbundet var heller ikke længere det samme som tidligere: Preussen udtrådte 30 Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Lars Lindeberg; De så det ske: Englandskrigene , Købenavn, 1974, side Orlogsbasen.dk - Et samarbejde mellem Rigsarkivet, Orlogsmuseet og Marinens Bibliotek Lars Lindeberg; De så det ske: Englandskrigene , Købenavn, 1974, side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side 121 Side 11 af 25

12 øjeblikkeligt, efter at zar Paul var blevet myrdet. Da man fra britisk side kom med skarp kritik af Neutralitetsforbundet var den kun rettet imod Sverige, Rusland og Danmark, mens man holdt Preussen udenfor. Faktisk fik Preussen efter udtrædelsen af Neutralitetsforbundet et meget spændt forhold til Danmark, fordi danske tropper havde besat Hamburg. Dette kunne Preussen ikke acceptere, og efter pres fra Preussen trak kronprins Frederik de danske styrker tilbage 36. Neutralitetsforbundets fremtid havde Danmark dog ingen indflydelse på. Den blev derimod afgjort i Rusland. I Rusland var zar Alexander kommet til magten efter zar Pauls død, og den nye zar havde udvist forhandlingsvillighed over for englænderne. I maj og juni 1800 diskuterede russiske og engelske diplomater, hvordan neutralitetsproblemet skulle løses, og den 17. juni nåede man frem til en aftale, der sikrede Neutralitetsforbundets fortsatte eksistens, dog ikke under de gamle regler. Zaren accepterede, at skibene fra Neutralitetsforbundet ikke var ukrænkelige, hvilket ikke var videre populært i Danmark, men man tilsluttede sig alligevel forbundet den 23. oktober, da der ingen alternativer var 37. Deraf kan man konkludere, at Neutralitetsforbundet ikke længere havde den store betydning. Feldbæk har valgt at skrive, at forbundet fortsat eksisterede, men at det var på et helt nyt grundlag, hvor man indordnede sig under de engelske krav. Axel Linvald har derimod skrevet, at Danmark måtte opgive sin deltagelse i forbundet 38. Dette må være gjort udfra, at forbundet ikke havde nogen reel betydning for Danmark længere. Edvard Holm skriver ligesom Feldbæk, at forbundet fortsatte, men zaren frafaldt Neutralitetsforbundets grundsætninger 39. Fastholdelsen af neutraliteten De næste år handlende for Danmark om at holde sig udenfor krigene, der hærgede i Europa, så man fortsat kunne profitere af neutraliteten. Den 25. marts 1802 blev Europas fred for et stykke tid sikret i Amiens 40. Selve freden var både positiv og negativ for dansk vedkommende. Det positive var, at man nu ikke var tæt på at blive trukket ind i en europæisk storkonflikt. Det negative var af økonomisk karakter, idet de danske skibe i krigsårene var efterspurgte, da de sejlede under neutralt flag, mens det i fredstid var ligegyldigt, hvilket flag skibene sejlede under. 36 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Op. cit., side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side 505 Side 12 af 25

13 Der skulle dog ikke gå længe, før der kom en stigende efterspørgsel på skibe under neutralt flag. Allerede i maj 1803 udbrød der storkrig i Europa igen 41. Krigen kom tættere på Danmark i løbet af 1803, og man var fra dansk side opmærksom på dette. Da Napoleon i juni 1803 rykkede ind i Hannover opstilledes et stort korps på ved Rendsborg, tæt ved den danske sydgrænse 42. Korpset blev dog trukket hjem igen få måneder senere af både økonomiske og politiske grunde. Situationen skulle dog blive anspændt igen i oktober 1805, og som en konsekvens af dette drog kronprins Frederik til Holsten sammen med soldater. Kronprinsen tog herefter permanent ophold i Kiel og årene frem 43. Nordtyskland var præget af krig imellem franskmændene og preusserne, og de danske tropper skulle sikre, at krigen blev udkæmpet uden for de danske territorier. Man fastholdte fra dansk side neutraliteten, og man blev ikke tvunget ind i krigen på den ene eller den anden side. I 1806 skete der alvorlige ting i Europa, først og fremmest gik Det Tysk-Romerske Rige i opløsning. Holsten hørte dermed ikke længere til riget, og Christian VII indlemmede Holsten i det danske kongerige den 9. september Det var også, hvad Napoleon ønskede, da dette ville svække Preussen, som han senere samme år knuste 44. Det næste alvorlige tiltag, der nu skulle ske, var Napoleons plan om fastlandsspærringen, hvor han ville udsulte England. Fastlandsspærringen blev besluttet den 21. november af Napoleon i Berlin. Danmarks udenrigspolitik frem til fastlandsspærringen Som tidligere beskrevet undgik Danmark at blive involveret i Napoleonskrigene i perioden efter Slaget på Reden og frem til fastlandsspærringen. Det var dog ikke fordi, at det ikke var muligt for Danmark at blive involveret i krigene, der herskede på det europæiske fastland. Den russiske zar ønskede, at Danmark trådte ind i krigen imod Napoleon, men dette kunne man ikke gå med til fra dansk side. Bernstorff sagde, at man gerne ville hjælpe til med at sætte en stopper for den franske indflydelse i de nordlige regioner af Tyskland, hvis ellers Preussen ville 40 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 476f Side 13 af 25

14 hjælpe til. Dette var dog det samme som et nej, da Preussen havde sat sig mere indflydelse i Nordtyskland i sigte, hvilket Napoleon havde antydet i form af en mulig overdragelse af Hannover 45. På netop dette punkt er der nogle nuanceforskelle i de forskellige forfatteres fremstillinger om dette. Feldbæk antyder, at man fra dansk side ikke ville i krig, og at Preussens manglende støtte kun var en undskyldning for den manglende kampvilje. Edvard Holm antyder derimod, at Danmark gerne ville gå i krig imod Napoleon for at stoppe hans videre fremtrængen imod Øst i Tyskland 46. Preussens manglende engagement betød dog, at det ikke kom på tale. Den sidste forfatter Axel Linvald hælder mest til Holm, idet han skriver, at regeringen var tilbøjelig til at gå sammen med Frankrigs modstandere, men krævede garantier for tilstrækkelig understøttelse 47. Både Feldbæk og Holm skriver direkte, at Preussens manglende lyst til krig mod Napoleon, var det der forhindrede, at Danmark kom ind i krigen. Forskellen er dog, at Holm giver udtryk for en dansk ivrighed efter at deltage, hvorimod Feldbæk antyder, at Danmark var overbevist om, at Preussen ikke ville i krig mod Napoleon, og at man dermed kunne bruge Preussen som en sikker undskyldning for at fastholde freden. Preussen ønskede dog i september 1806, at Napoleon trak sine tropper ud af Tyskland. Dette blev startskuddet til Preussens store nederlag ved henholdsvis Jena og Auerstedt 48. Preusserne blev slået forholdsvis hurtigt, og det var derfor, at Napoleon kunne udstede fastlandsspærringen fra Berlin. Forinden indtoget i Berlin havde preusserne opfordret Danmark til at skride ind imod Napoleon, men kronprinsen forholdt sig passiv 49. Fastlandsspærringen den 21. november 1806 Den 21. november 1806 udstedte Napoleon dekretet om fastlandsspærringen. Man ønskede nu at føre en økonomisk krig imod England, hvor man ville forhindre, at landet kunne handle med det europæiske fastland. Dekretet gjaldt kun for de havne, der var kontrollerede af Napoleon, derfor var det ham magtpåliggende at udvide sine besiddelser i Europa, så England ikke længere havde en eneste handelspartner på det europæiske kontinent Op. cit., side 472f 46 Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Rothenberg, Gunther; Napoleonskrigene, København, 2002, side 94ff 49 Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Rothenberg, Gunther; Napoleonskrigene, København, 2002, side 102 Side 14 af 25

15 Da Napoleon udstedte dette dekret, var der ingen tvivl om, at Danmark ville komme i en alvorlig situation. Hele ideen med spærringen ville ikke virke, hvis England stadig kunne handle med nogle neutrale lande, så disse lande måtte enten lukke deres havne frivilligt, eller de kunne blive tvunget til at gøre det. I december 1806 kom den franske diplomat Desaugier til Danmark, og han mødtes med kronprinsen i Kiel. Desaugier gav udtryk for, at kejser Napoleon forventede Danmarks støtte til fastlandsspærringen. Desuden skulle postforbindelsen over Tönning lukkes for englænderne, og de danske tropper skulle tilbagetrækkes fra Holsten 51. Holm skriver, at postforbindelsen blev lukket efter Napoleons ønske, hvorimod Feldbæk skriver, at den først reelt blev lukket i august Politikken frem til det andet angreb Efter Napoleons udskrivelse af fastlandsspærringen blev det efterhånden klart, at Danmark sandsynligvis måtte tage parti. Det store problem var dog, at uanset hvilken side man end måtte vælge, så ville det koste Danmark dyrt. Allerede i december 1806 havde Christian Bernstorff nævnt problematikken, der ville opstå, hvis Danmark gik ind i krigen på Napoleons side. Han skrev til en dansk diplomat: Det er øjensynligt, at vi er ødelagte, så snart vi sættes i fjendtligt forhold til England 52. Han var altså klar over risikoen ved at gå imod England, og han har uden tvivl delt sine bekymringer med kronprins Frederik i Kiel. Situationen blev dog ikke mindre kompliceret i 1807, hvor englænderne allerede i januar udstedte et dekret, der forbød neutrale skibe at sejle imellem de krigsførendes havne 53. Den franske fastlandsspærring gjaldt dog ikke endnu for Danmarks vedkommende, så man kunne fortsat handle, men handelsmulighederne blev reduceret voldsomt med det engelske dekret i januar Det udløste protester fra såvel kongen som adskillige danske diplomater, der henviste til aftalen imellem Rusland og England fra den 17. juni 1800, men det nyttede ikke. Danmark var nu fanget i spillet mellem Europas to største magter, og det var efterhånden et spørgsmål om tid før Danmark ville blive trukket ind i konflikten. Der var ingen tvivl om, at hvis 51 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Op. cit., side 583 Side 15 af 25

16 Danmark trådte ind i krigen, ville det få meget alvorlige konsekvenser, uanset hvilken side man valgte. Som tidligere beskrevet var Christian Bernstorff klar over, at gik man med Napoleon, ville det formentlig få katastrofale følger. Et land som Danmark er pga. sin geografi afhængigt af en stærk flåde, og denne flåde ville blive knust, hvis man skulle komme i krig med England. Alternativet var en tilslutning til den engelsk ledede koalition, men dette ville få ligeså omfattende konsekvenser. Napoleon ville kunne rykke sine styrker i Nordtyskland ind i hertugdømmerne og derefter besætte Jylland. Den danske hær ville ingen chance have imod Napoleons overlegne styrker. Danmarks skæbne Danmark fik imidlertid ikke chancen for selv at afgøre sin videre skæbne. Den blev afgjort af de europæiske stormagter. Den 7. juli 1807 sluttede Napoleon fred med zar Alexander i Tilsit, en fred der medførte, at Rusland indtrådte i fastlandsspærringen 54. Dermed var det kun Sverige, Portugal og det danske rige på det europæiske fastland, der ikke deltog i fastlandsspærringen 55. Få dage senere, den 13. juli, blev det i England besluttet, at man ville sende en flåde til Danmark. Den engelske krigsminister Castlereagh frygtede, at Danmark ville blive et af Napoleons instrumenter i krigen imod England. Frygten gik på, at Danmark ville kunne spærre alle handelsmuligheder i Østersøen, og yderligere kunne den danske flåde bruges til en invasion af de engelske områder 56. Den 19. juli afsejlede de første skibe fra de engelske havne, og de første ankom til Øresund den 3. august. De følgende dage kom der flere og flere skibe, så den 8. august lå der 24 linieskibe og mindre fartøjer i Øresund 57. De mindre fartøjer havde en stor invasionsstyrke ombord, britiske soldater var ombord på skibene og klar til at gå i land. Til sammenligning var der 4300 regulære soldater i København, derudover var der nogle frivillige korps samt Landeværnet, samlet kunne København stille med soldater 58. Den 8. august mødtes den engelske gesandt Francis Jackson med Christian Bernstorff og kronprinsen i Kiel. Jackson præsenterede de engelske krav, man krævede den danske flåde 54 Rothenberg, Gunther; Napoleonskrigene, København, 2002, side Op. cit., side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Lars Lindeberg; De så det ske: Englandskrigene , Købenavn, 1974, side 104 Side 16 af 25

17 udleveret, til gengæld fik Danmark pant derfor, og flåden ville blive tilbageleveret efter krigen. Danmark blev tilbudt at gå i alliance med England, men kravet om udleveringen af flåde stod fast, uanset om der blev formet en alliance eller ej 59. Man ville fra dansk side ikke udlevere flåden, og det var nu bare et spørgsmål om tid, før det engelske angreb mod København ville gå i gang, den engelske krigserklæring blev udstedt den 13. august 60. Den 16. august gik de engelske tropper i land ved Vedbæk nord for København. Den efterfølgende dag udstedte kronprinsen kaperreglementet, det gav den almindelige dansker lov til at kapre engelske skibe. Den 29. august fandt det berømte Træskoslag sted ved Køge. Slaget kostede 100 danske landeværnssoldater livet, hvorimod de bedre udrustede englændere havde 50 faldne. Den engelske styrke var ledet af den berømte generalmajor Wellesley, bedre kendt som hertugen af Wellington, der slog Napoleon ved Waterloo 61. Starten af september skulle blive skæbnesvanger for Danmark, fra den 2. til den 5. september bombarderede de britiske styrker København. Den 7. september overgav general Peymann sig, Københavns kapitulation var en realitet. Bombardementet kostede 1600 civile københavnere og 188 danske soldater livet 62. Den engelske flåde forlod København igen den 20. oktober, hvor den medbragte den tidligere danske flåde, den bestod af 15 linieskibe, 15 fregatter, syv brigger samt en del mindre fartøjer 63. Man var nu kommet i krig med England, og dermed kunne man se en fransk tilnærmelse ude i horisonten. Hvilke faktorer var afgørende for det andet overfald og tabet af flåden Angrebet i 1807 blev besluttet i det engelske parlament kort tid efter Tilsit-freden, som var indgået den 7. juli imellem Frankrig og Rusland. Allerede den 15. juli blev flåden informeret om aktionen og seks dage senere blev infanteriet informeret derom. Der er altså ingen tvivl om, at Tilsit-freden kan forbindes med Englands angreb på København og erobringen af flåden. De tre forfattere har forskellige bud på, hvorfor Danmark blev angrebet i 1807 af England. Den ældste forfatter, Edvard Holm, mener, at forholdet til englænderne i af slutningen af 1806 blev 59 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Op. cit., side Lars Lindeberg; De så det ske: Englandskrigene , Købenavn, 1974, side 110f 62 Op. cit., side 126 Side 17 af 25

18 væsentligt forringet pga. de danske indrømmelser over for Napoleon, hvor man bl.a., ifølge Holm, lukkede den engelske postforbindelse over Tönning. Holm skriver, at ethvert skridt, regeringen gjorde for ikke at få den franske kejser som fjende, vakte englændernes mistanke og vrede 64. Holm mener endvidere, at Canning havde fået upålidelige oplysninger om, at den danske flåde var under udrustning. At Canning fik disse oplysninger og tog dem til sig, tror også Axel Linvald på, og Linvald hævder ligeledes, at de var urigtige, hvilket der nok ikke er så meget tvivl om, da den engelske gesandt i København ikke havde bemærket, at flåden var under udrustning. Der er her samsvar med andre kilder, alle tre forfattere hævder, at flåden ikke var under udrustning. Af andre årsager nævner Linvald, at den danske regering havde trukket beslutningen om, hvilken side den ville optræde på for langt ud, og den engelske regering forstod ikke den danske regerings tankegang 65. Den tredje forfatter Ole Feldbæk er enig i, at Canning blev oplyst om at den danske flåde var under udrustning, Feldbæk mener dog til forskel fra de andre, at Canning var i stand til at skille pålidelige informationer fra de upålidelige, og dermed ikke lægge mere vægt på informationerne end nødvendigt. Feldbæk tror dermed ikke på, at Canning reagerede pga. at flåden var under udrustning, da dette ikke var tilfældet. Et punkt som Feldbæk lægger vægt på er, at Danmark ikke ville kunne afvise en fransk invasion, og dermed heller ikke afvise Napoleons krav om at disponere over flåden 66. Feldbæk mener, at Tilsit-freden var det, der fik englænderne til at handle hurtigt, man ville endvidere advare zaren mod at slutte sig for tæt til Napoleon. Yderligere nævner Feldbæk den engelske krigsministers ordre til flåden, hvori han sagde, at Danmark materiel hurtigt kunne blive et af Napoleons instrumenter 67, der var altså tale om et præventivt angreb fra engelsk side. Det er svært at komme med et entydigt svar på, hvad der var afgørende for det engelske angreb, specielt når der er så mange parametre, der skal tages i betragtning. Linvald nævner, at den danske regering trak beslutningen om at vælge side ud i langdrag, og at man dermed mistede tålmodigheden i den engelske regering. Men spørgsmålet er, om man overhovedet trak noget i langdrag fra dansk side, måske ville man slet ikke vælge side, som også Feldbæk nævner i sin bog, hvor han skriver, at Danmark ville bevare neutraliteten og forsvare sig imod enhver nation, 63 Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Op. cit., side 494 Side 18 af 25

19 der ville krænke dansk territorium 68. Hvis man fra dansk side ville vælge side, så havde man formentlig valgt side tidligere. De to ældre forfattere lægger stor vægt på de upålidelige oplysninger til Canning, og det er da muligt, at han har besluttet ingen chancer at tage og dermed udføre et præventivt angreb. Den engelske frygt for at Danmark skulle blive en del af Napoleons krig til søs, var sandsynligvis den afgørende faktor for det engelske angreb. Krigsminister Castlereaghs frygt for netop denne situation taler for, at det engelske angreb var af præventiv karakter, uanset hvilken side Danmark måske ville vælge, hvis det spidsede til. Hvad hvis Danmark selv kunne vælge side Den ældre historieskrivning har fokuseret en del på, at Danmark ikke selv valgte side under Napoleonskrigene, og dertil hvilken side Danmark ville have valgt. Jeg vil her starte med at fremlægge den ældste fremstilling, Edvard Holms fra århundredeskiftet. Denne forfatter skriver, at hvis englænderne havde tilbageholdt deres flåde, så var det kun et spørgsmål om tid, før Danmark var blevet deres forbundsfælle 69. Det skyldtes, ifølge Holm, at Napoleon i de kommende måneder ville lægge et stort pres på Danmark for at få landet til at tiltræde fastlandsspærringen, og hvis det danske svar var et nej, så ville Frankrig erklære Danmark krig, eller som Holm formulerer det, Napoleon ville komme til at kaste det [læs Danmark] i Englands arme 70. Edvard Holm virker faktisk meget frustreret over netop dette punkt, og da Holm skriver i et meget følelsesladet sprog kommer hans frustrationer til udtryk. Han kalder bl.a. de engelske planer for onde, yderligere siger han, at det var tåbeligt, når englænderne kaldte det et nødvendigt skridt. Edvard Holm er altså ikke i tvivl: Var der gået få måneder mere, så var Danmark gået ind i krigen på englændernes side. Axel Linvald er også tilbøjelig til at tro, at Danmark ville gå ind i krigen på Englands side, hvis man skulle træffe et valg. Dette baserer Linvald på, at det var vigtigt for Danmark at holde sin flåde intakt. Man kunne med flåden og engelsk hjælp fortsat sikre Sjælland imod Napoleons tropper, og forbindelsen til Norge og kolonierne kunne opretholdes, derimod ville hertugdømmerne, Jylland og måske Fyn blive besat. En tilslutning til England kunne også 68 Op. cit., side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Op. cit., side 585 Side 19 af 25

20 medføre, at man kom på samme side som Sverige, og derfor undgik man en konflikt med dette land, f.eks. omkring Norge-spørgsmålet 71. Den tredje forfatter Ole Feldbæk har en lidt anden holdning. Han mener, at Danmark ville handle, som det konstant sagde, det ville. Nemlig at forsvare sig imod enhver, der krænkede dets neutralitet og territorium 72. Spørgsmålet er, om Danmark overhovedet ville vælge, før et land havde krænket dansk territorium. Landet, der krænkede territoriet, måtte dermed være Danmarks fjende, og fjendens fjende måtte være Danmarks allierede. Allerede i 1801 så man, at Danmark ville holde fast ved sine principper indtil man var i knæ. Det samme var nok sandsynligt i Derfor har Ole Feldbæk ret i, at Danmark ville gå enegang og forsvare sig imod enhver der krænkede dansk territorium, hvilket Danmark også gjorde. Efter ydmygelsen med tabet af flåden var en alliance med Frankrig en logisk konsekvens, specielt med kronprinsens æresbegreber taget i betragtning. Alliancen med Frankrig Med det engelske angreb lignede en alliance med Frankrig et nært forestående. Allerede den 10. august var den danske diplomat Dreyer i Paris instrueret om, at man i tilfælde af et engelsk angreb ville forvente hjælp fra Napoleon 73. Den franske kejser kunne også godt bruge Danmark i sine planer, ikke mindst fordi Sverige, som de eneste på kontinentet, støttede englænderne 74. Danmark kunne også samtidigt tiltræde fastlandsspærringen, dermed ville man stramme grebet om England endnu mere 75. Det var også forståeligt, at man søgte et venskab med Frankrig, da Frankrig var fjenden til det land, der netop havde ydmyget Danmark og stjålet landets flåde. Den 12. september, kun fem dage efter Københavns kapitulation, skrev kronprinsen et personligt brev til Napoleon. Kronprins Frederik havde også underrettet Napoleon om, at man fra dansk side havde afvist en engelsk alliance, dermed viste han, at man ikke stod på englændernes side i krigen Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side Op. cit., side Holm, Edvard; Danmarks rige historie , bind 5, København, , side Linvald, Axel; Oplysningens Tidsalder i Det danske folks historie, bind 6, København, 1928, side Feldbæk, Ole; Norge og neutraliteten i Dansk udenrigspolitiks historie, bind 2: Revanche og Neutralitet, København, 2002, side 498 Side 20 af 25

21 Den 31. oktober kunne traktaten, der bandt Danmark og Frankrig via en alliance, underskrives af den franske og den danske forhandler i Fontainebleau. Danmark tiltrådte med underskrivelsen af traktaten fastlandsspærringen, og man erklærede Sverige krig 77. Nu var det danske engagement under Napoleonskrigene gået ind i sin anden fase. Konklusion Hovedspørgsmålet som er søgt besvaret i dette projekt er, hvorfor kom Danmark to gange i krig med England? Det ovenstående spørgsmål er søgt besvaret historiografisk, først og fremmest udfra fremstillingerne af de tre historikere, Edvard Holm, Axel Linvald og Ole Feldbæk, der hver i sin tid var eller er specialister på området. I min læsning af Holm har jeg opdaget, at han er præget af en meget stærk nationalfølelse. Han brugte mange ressourcer på at påvise, at Danmark ville have valgt englændernes side, og at vi dermed var på sejrherrernes side. For at nå frem til at påvise dette, er der formentlig gået nogle objektive vurderinger tabt. Den lidt senere forfatter Axel Linvald er ikke præget af den samme stærke nationalfølelse i sit sprog. Han skriver historie på en lidt mere objektiv måde, han skriver f.eks. ikke vort fædreland ligesom Holm, derimod skriver Linvald bare Danmark, det virker mere objektivt. Den tredje forfatter er Feldbæk, og han kommer mest grundigt igennem problematikken omhandlende min problemstilling, det skyldes ikke mindst, at hans værk netop kun er dedikeret til udenrigspolitik. Et tema alle forfatterne brugte ressourcer på, var årsagsforklaringerne omkring Slaget på Reden den 2. april 1801, hvor englænderne fik Danmark til at suspendere sit medlemskab af Neutralitetsforbundet. Konvojeringen var startskuddet til denne væbnede konflikt, de danske skibe besvarede engelske visiteringer med kanoner, det var noget englænderne uden tvivl ikke ville acceptere, specielt taget i betragtning, at de var overlegne til søs. Danmark var netop medlem af et forbund, som ville formene englænderne adgang til neutrale skibe, dette forbund var en provokation over for Englands overlegenhed til søs. Man kunne fra neutral side hævde, at man havde retten på sin side, men i sådan en situation har den overlegne hele retten på sin side. Det blev dog langt værre end de små konflikter omkring visiteringen af konvojerne, og her må Ruslands zar om nogen tilskrives æren for at trække Danmark ind i en konflikt. Zarens had til 77 Op. cit., side 499 Side 21 af 25