Nogle hovedpunkter i kirkelig lovgivning i nyere tid

Transkript

1 Nogle hovedpunkter i kirkelig lovgivning i nyere tid af fhv. departementschef, dr.jur Preben Espersen 1. Indledning I det følgende vil alene blive behandlet lovgivning, hvorved der er sket væsentlige ændringer i folkekirkens organisatoriske struktur. Herunder det enkelte folkekirkemedlems retlige stilling. Den tidsmæssige afgrænsning af fremstillingen er lov om ændring i den daværende menighedsrådslov i 1989 og lovbekendtgørelse nr. 571/1996 om menighedsråd. 2. Liberalisering af menighedsrådslovgivningen i 1989 Der er en lang tradition for at betragte den kirkelige lovgivning som en frihedslovgivning. Målet har været og er, at den kirkelige lovgivning skal være en ramme, som giver plads for, at man i de enkelte sogne i vid udstrækning kan tilrettelægge det kirkelige liv, som man ønsker. På den anden side følger det af den gældende lovgivnings indhold, at menighedsrådenes beføjelser i meget høj grad er lovbundne. Menighedsrådene har ikke som de danske kommuner nogen selvstændig budgetret og skatteudskrivningsret. Kommunerne kan inden for visse ret vide rammer den såkaldte kommunalfuldmagt af egen drift tage opgaver op med henblik på løsning af det lokale kommunale fællesskabs behov og udskrive skat til finansiering heraf. Noget tilsvarende almindeligt frihedsområde uden for et meget beskedent rådighedsbeløbs rammer, altså en»menighedsfuldmagt«eller en»kirkefuldmagt«, der giver det enkelte menighedsråd mulighed for selvstændigt at tage nye udgiftskrævende opgaver op 193

2 PREBEN ESPERSEN med henblik på at tilgodese lokale, kirkelige behov, findes som udgangspunkt ikke efter den gældende lovgivning. Hovedprincippet i den kirkelige lovgivning er, at de opgaver, som menighedsrådet skal eller kan bruge penge på af kirke- og præstegårdskasserne, er lovbundne. I økonomilovens 2 er der således en liste over opgaver, som skal eller kan betales af kirke- og præstegårdskasserne, der først og fremmest får deres indtægter fra den lokale kirkeskat. Hvert menighedsråd skal inden den 1. juni indsende budget for kirkekassen og for en eventuel præstegårdskasse til provstiudvalget. Provstiudvalget gennemgår derefter budgetterne og indkalder til et budgetsamråd. Budgetsamrådet har imidlertid ikke besluttende myndighed. Det er provstiudvalget, der har kompetence til at godkende de enkelte menighedsråds budgetter. Provstiudvalget kan pålægge menighedsrådene at beskære deres budgetter. Regeringen fremsatte i 1986 et lovforslag om frisogne med lovgivningen om frikommuner som forbillede. Lovforslaget fandt imidlertid ikke den forventede tilslutning og blev ikke gennemført. Som årsag til den manglende tilslutning blev det bl.a. af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer anført, at en frisognsordning, som var tænkt begrænset til et på forhånd udvalgt begrænset antal sogne, ikke ville give tilstrækkelige muligheder for at afprøve væsentlige nyordninger inden for den folkekirkelige administration. På denne baggrund fremsatte regeringen herefter i 1988 et forslag om ændring af menighedsrådsloven, hvorefter der blev hjemlet dels forøgede muligheder for samarbejde mellem menighedsråd, dels adgang til at dispensere fra dele af den kirkelige lovgivning. Forslaget havde i et vist omfang reglerne om samarbejdsaftaler mellem kommuner i den kommunale styrelseslovgivning samt lovgivningen om frikommuner som forbillede. Lovforslaget blev gennemført ved lov nr. 333 af 24. maj 1989 om ændring af lov om menighedsråd som 37a og 37b i menighedsrådslov Samarbejdsbestemmelserne blev uændret overført til menighedsrådslov Ved lov nr. 390 af 22. maj 1996 blev loven ændret, således at det enkelte menighedsråds adgang til at søge dispensation fra dele af den kirkelige lovgivning med henblik på løsning af folkekirkelige opgaver er gjort uafhængig af sognets størrelse og af, om der samarbejdes med et andet menighedsråd. Indholdet af lovændringen i 1989 og den nuværende menighedsrådslovs samarbejds- og dispensationsbestemmelser i 43 er, at to eller flere 194

3 NOGLE HOVEDPUNKTER I KIRKELIG LOVGIVNING I NYERE TID menighedsråd kan indgå aftale om samarbejde med henblik på løsning af folkekirkelige anliggender. De nærmere bestemmelser om samarbejdet, herunder om tilsyn, optages i en vedtægt, der skal godkendes af kirkeministeren. I det omfang samarbejdet gør det ønskeligt, kan der i vedtægten træffes bestemmelse om fravigelse af regler i kapitel 1-7 og kapitel 9 i menighedsrådsloven samt regler i lov om valg til menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. Kirkeministeren kan efter ansøgning fra et menighedsråd tillade de nævnte fravigelser, hvis det er ønskeligt af hensyn til løsningen af folkekirkelige opgaver i sognet eller kirkedistriktet. I bemærkningerne til loven af 1989 om samarbejde mv. nævntes som eksempler på opgaver, som den nye lov ville gøre det muligt at tage op: Målrettede sognemedhjælperforsøg, folkekirkeligt engagement i de ny medier og bedre udnyttelse af personaleressourcer. Det udtales imidlertid i en cirkulæreskrivelse af 6. juli 1989, at disse eksempler på ingen måde er udtømmende, idet principielt ethvert forslag til løsning af nye folkekirkelige opgaver eller nye samarbejdsstrukturer vil blive taget op til overvejelse, hvis der er menighedsråd, som ønsker det. Der er hidtil efter samarbejds- og dispensationsreglerne bl.a. gennemført projekter om ansættelse af sognemedhjælpere, medieprojekter, samarbejde for at styrke forbindelsen mellem folkekirken og folkeskole samt henlæggelse af besluttende myndighed til budgetsamråd. Kirkeministeriet har i 1992 udsendt»frihed til nye initiativer. En vejledning fra Kirkeministeriet om mulighederne i menighedsrådslovens kapitel 9A«. Kirkeministeriet har endvidere i 1998 udsendt:»større frihed og mere kompetence. En vejledning fra Kirkeministeriet«. 3. Sognebåndsløsning 3.1. Indledning Efter Danske Lov påhvilede det kirkens medlemmer at holde sig til sognets præst og kirke, og tilsvarende var det præster forbudt at befatte sig med andres kald. Ved lov af 4. april 1855 blev dette såkaldte sognebånd ophævet, og der var dermed åbnet adgang for kirkens medlemmer til»i kirkelig henseende at slutte sig til en anden præst end sognets« lovens bestemmelser om sognebåndsløsning blev i det væsentlige overført til lov om kirkers brug, sognebåndsløsning m.m. af

4 PREBEN ESPERSEN Der var efter de nævnte bestemmelser ingen pligt for præster til at modtage sognebåndsløsere, og der måtte derfor i hvert enkelt tilfælde træffes aftale om sognebåndsløsning med den præst, som vedkommende ønskede at slutte sig til. Sognebåndsløsningen kunne frit opsiges af hver af parterne, og hertil krævedes ingen begrundelse. Denne retstilstand blev afgørende ændret ved lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Loven betød således en væsentlig ændring af det enkelte folkekirkemedlems retlige stilling i forhold til kirken Stiftelse af sognebåndsløsning Ved sognebåndsløsning erhverves efter medlemskabslovens 6 ret til kirkelig betjening, dvs. ret til at få udført alle kirkelige handlinger samt modtage sjælesorg, ved den præst, der er løst sognebånd til. Omvendt bliver en præst, der løses sognebånd fra, fritaget for disse pligter. Det er i medlemskabslovens 10 bestemt, at et medlem af folkekirken ved sognebåndsløsning kan slutte sig til sognepræsten for en anden menighed end den, hvortil medlemmet hører. En præst er dog ikke forpligtet til at modtage en ansøger som sognebåndsløser, såfremt hensynet til denne findes at burde vige for afgørende hensyn til præsten eller dennes menighed. På præstens begæring skal gives oplysning om ønsket for sognebåndsløsning. Der er således sket en betydelig begrænsning i en præsts adgang til at afslå ønsker om sognebåndsløsning. Det anføres herom i lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen, at der herved er taget hensyn til, at det i praksis er således, at der bag sikkert de fleste ønsker om sognebåndsløsning ligger en tilknytning til vedkommende kirke og menighed snarere end kirkelige retningsbestemte overvejelser. Det er i medlemskabslovens 10 bestemt, at medlemmet kan påklage en præsts afslag til biskoppen, samt at biskoppens afgørelse ikke kan indbringes for Kirkeministeriet. Et afslag skal begrundes. Dette krav følger af almindelige forvaltningsretlige principper, jf. forvaltningslovens 22. Begrundelsen skal give ansøgeren lejlighed til at vurdere, om der er rimelig mulighed for at opnå en anden afgørelse ved at indbringe sagen for biskoppen Ophør af sognebåndsløsning Det bestemmes i medlemskabslovens 11, at sognebåndsløsning ophører ved sognebåndsløserens anmeldelse herom. Der er således fri adgang for sognebåndsløseren til når som helst at opsige et sognebåndsløsningsfor- 196

5 NOGLE HOVEDPUNKTER I KIRKELIG LOVGIVNING I NYERE TID hold, uden at det i denne forbindelse er nødvendigt at give nogen begrundelse. En præst, der er løst sognebånd til, kan efter 11 opsige sognebåndsløsningen, såfremt der foreligger omstændigheder, som gør det urimelig at fastholde præstens forpligtelser over for den pågældende. En opsigelse fra præsten skal således være begrundet i ganske særlige omstændigheder. Dette er en naturlig følge af de nye regler om stiftelse af sognebåndsløsning. Det skærpede krav for opsigelse vil i øvrigt imødekomme den kritik, som i nogle få tilfælde er fremsat imod præster, som har opsagt sognebåndsløsere i en valgsituation. En opsigelse fra præstens side skal begrundes, jf. forvaltningslovens 22. Dette muliggør, at opsigelsens overensstemmelse med loven kan efterprøves af biskoppen. Opsigelse skal ske skriftligt med 6 måneders varsel. Denne frist har bl.a. sammenhæng med forholdets valgretlige betydning. Opsigelsen kan af sognebåndsløseren påklages til biskoppen. Klage til biskoppen senest 4 uger efter modtagelsen af opsigelsen har opsættende virkning. Biskoppens afgørelse kan ikke indbringes for Kirkeministeriet. 4. Den gejstlige retspleje 4.1. Indledning Ved den reform af den danske retspleje, der blev gennemført i 1916, blev de såkaldte gejstlige domstole til pådømmelse af gejstlige straffesager opretholdt. Adgangen til at indbringe disciplinærsager for disse domstole blev også opretholdt i den senere kirkelige tjenestemandslovgivning. Denne ordning gav imidlertid gennem årene anledning til meget alvorlig kritik. I kommissoriet for det udvalg, der forberedte forslaget til den senere gennemførte lov om ansættelse i stillinger i folkekirken, blev det derfor særligt pålagt udvalget at overveje, om det kunne anses for hensigtsmæssigt at opretholde de gejstlige retter i deres daværende form. Hvis dette ikke skønnedes at være tilfældet, anmodede man udvalget om at udarbejde forslag til tidssvarende regler for procesmåden ved disse retter. I ansættelseslovudvalget sad der bl.a. repræsentanter for biskopperne, for Den Danske Præsteforening, for Danmarks Provsteforening og for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Udvalget anførte i sin betænkning, at argumenterne imod de daværende gejstlige domstole efter udvalgets opfattelse var så omfattende, at de burde nedlægges. Reglerne i tjenestemandsloven om disciplinærforfølgning gav efter udvalgets opfattelse præsterne rimelig betryggelse imod 197

6 PREBEN ESPERSEN vilkårlige disciplinærsanktioner, og udvalget fandt ikke nogen overbevisende grund til for denne tjenestemandsgruppe at opretholde særregler for disciplinærforfølgning. Kun på et enkelt punkt stillede sagen sig efter udvalgets opfattelse anderledes, nemlig med hensyn til forseelser imod folkekirkens bekendelsesgrundlag. Udvalget anførte, at folkekirken har en selvstændig vital interesse i, at kirkens forkyndelse sikres frihed i forhold til de administrative myndigheder (folkekirkelige og statslige myndigheder). Udvalget foreslog derfor, at der blev foreskrevet en retslig afgørelse af forseelser af denne karakter Loven om domstolsbehandling af gejstlige læresager Loven om domstolsbehandling af gejstlige læresager blev vedtaget af Folketinget i bred enighed som lov nr. 336 af 4. maj Efter loven er det alene kirkeministeren og biskoppen, der kan forlange læresag rejst. Derimod tilkommer der ikke en præst nogen selvstændig ret til at forlange læresag rejst imod sig. Dette forhold kritiseres af Hans Gammeltoft-Hansen (Kirkeretsantologi 1994, side 178), der peger på, at der for den præst, som nærer et stærkt ønske om at få læremæssige aspekter af sin adfærd medinddraget i vurderingen, men bliver nægtet dette af biskoppen og minister, unægtelig er tale om en klar forringelse i forhold til den tidligere retstilstand. Og den sikring af forkyndelsens frihed, som omtales i bemærkningerne til loven, vil den enkelte præst derfor ikke med rette kunne føle i sit daglige og i disse situationer dristige virke, medmindre han kan føle sig helt sikker på at have sin biskop med sig i, at en eventuel senere sag skal bedømmes som en læresag. Loven om domstolsbehandling af gejstlige læresager er udtryk for en fuldstændig reform af den gejstlige retspleje. Læresager har således ikke som efter den tidligere retstilstand karakter af straffesager, men af disciplinærsager. En læresag, der rejses mod en præst eller provst, indbringes i 1. instans for byretten, der tiltrædes af to teologisk sagkyndige. Retten benævnes præsteretten. Dommeren er præsterettens formand. Beskikkelse af de teologisk sagkyndige, som skal være medlemmer af folkekirken, sker på grundlag af en grundliste udarbejdet af Kirkeministeriet med tilslutning af Akademikernes Centralorganisation. Grundlisten udarbejdes for et tidsrum af 4 år og skal omfatte mindst 20 teologisk sagkyndige. Det er en betingelse, at de pågældende er teologer, men der stilles ikke krav om, at disse personer skal være ordineret og arbejde som præster i 198

7 NOGLE HOVEDPUNKTER I KIRKELIG LOVGIVNING I NYERE TID den danske folkekirke. Der er også sket udpegning af lærere fra de teologiske fakulteter. Landsrettens præsident danner ved lodtrækning blandt de personer, der er opført på grundlisten, en liste over teologisk sagkyndige i landsretskredsen. Til behandling af en sag ved præsteretten udtages de to teologisk sagkyndige, der står øverst på listen over teologisk sagkyndige i landsretskredsen, og som ikke tidligere i det tidsrum, grundlisten gælder, har virket som teologisk sagkyndige. Efter reglerne om udpegning af teologisk sagkyndige dommere er det således udelukket, at der vilkårligt kan udpeges bestemte dommere til den enkelte sag. Reglerne om udpegning af teologisk sagkyndige dommere er udarbejdet efter retsplejelovens principper om udpegning af domsmænd og nævninger i straffesager. Hans Gammeltoft-Hansen har imidlertid peget på (Kirkeretsantologi 1994, side 183), at det i gejstlige sager tænkeligt ville have været en fordel, om man ikke så ensidigt havde overført strafferetsplejens lægdommermodel med dens tilfældighedsprincip (lodtrækning) og automatik i forhold til den enkelte sag. Under dette system har man ingen mulighed for at sikre blot en vis bredde i de teologiske dommeres baggrund, fx at mindst en af dem skal være gejstlig. Netop i læresager vil det også kunne virke uheldigt, dersom de teologiske dommere ved et tilfælde måske begge har et erklæret tilhørsforhold til samme kirkelige retning, fx begge er udpræget højkirkelige eller begge har en baggrund i Menighedsfakultetet. Mere smidige udpegelsesregler blandt grundlistens teologer kunne forebygge en uheldig (og tilfældig) ensidighed. Gammeltoft-Hansen peger videre på, at selve teknikken i udpegningen udmærket kunne fastlægges i form af nogle grundlæggende retningslinjer fx at mindst en af fagdommerne skal være i gejstligt embede, eller at begge fagdommere ikke må have erklæret tilhørsforhold til samme kirkelige retning kombineret med, at udtagelsen sker ved retsformandens foranstaltning. Efter lovens 2 skal domstolsbehandlingen af læresager finde sted i strafferetsplejens former. Henvisningen til strafferetsplejens regler medfører, at der skal medvirke en repræsentant for det offentlige, der på samme måde som en anklager under en straffesag skal sørge for sagens oplysning. Den indklagede har på tilsvarende måde adgang til bistand af en bisidder. Derudover indebærer henvisningen, at retsplejelovens regler om bl.a. offentlighed, inhabilitet, forkyndelse, vidner, domsmandsrettens votering 199

8 PREBEN ESPERSEN og afstemninger, forsvarere, domsforhandlingen, sagsomkostninger og rettergangsbøder finder tilsvarende anvendelse. Læresagers karakter af disciplinærsager frem for straffesager medfører dog, at loven på visse punkter fraviger retsplejelovens regler. Dette gælder først og fremmest med hensyn til sagens rejsning, lægdommeres medvirken og tidsfrister for anke til højere ret. Efter loven har den indklagede de samme rettigheder og pligter, som tilkommer tiltalte under en straffesag. Dette indebærer bl.a. at en præst eller provst, der er lovligt tilsagt, har pligt til at give møde for præsteretten, men at den pågældende ikke har pligt til at udtale sig og i givet fald ikke udtaler sig under strafansvar. Domme afsagt af præsteretten kan af kirkeministeren og præsten ankes til landsretten, der ved ankesagens behandling tiltrædes af 3 teologisk sagkyndige, der udtages fra samme liste og efter samme regler som de teologisk sagkyndige, der medvirker i præsteretten. Landsrettens dom i en ankesag vil alene kunne ankes til Højesteret med tilladelse efter de herom gældende regler. Højesterets behandling af en ankesag vil som i straffesager ikke omfatte skyldspørgsmål, men kun retsanvendelsen, sanktionsfastsættelsen og eventuelle rettergangsfejl. 5. Menighedsrådsloven af Indledning Det er et helt afgørende træk ved politisk demokrati, at der hersker åbenhed om de politiske organers virksomhed, og at der tilstræbes den størst mulige gennemsigtighed i de politiske beslutningsprocesser. Herved tilgodeses for det første de forskellige vælgergruppers mulighed for at kontrollere de valgtes forvaltning af deres mandater, således at et politisk ansvar kan gøres gældende ved næste valg. For det andet er gennemsigtighed i beslutningsprocesserne en nødvendig forudsætning for placering af et retligt ansvar og dermed for retssikkerhed for såvel politiske mindretal som for den enkelte borger. Åbenhed i beslutningsprocessen er i dag en selvfølge for både Folketingets og de kommunale råds virksomhed. Folketingets møder er efter Grundlovens 49 offentlige, og forhandlinger og beslutninger offentliggøres. Det samme gælder Folketingets faste udvalgs betænkninger over lovforslag. Også de kommunale råds møder er offentlige, dog med adgang til dørlukning, hvor særlige hensyn tilsiger det. 200

9 NOGLE HOVEDPUNKTER I KIRKELIG LOVGIVNING I NYERE TID Afstemninger i både Folketing og kommunale råd foregår åbent både med hensyn til valg af formand, udvalg mv. og med hensyn til beslutninger. For både statslige og kommunale forvaltningsmyndigheder gælder detaljerede bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen og i forvaltningsloven til sikring af aktindsigt for offentligheden og for den, der er part i en sag i forvaltningen. En tilsvarende åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocesserne har ikke forud for gennemførelsen af menighedsloven fra 1994, der trådte i kraft 1. januar 1995, kendetegnet det folkekirkelige demokrati. Bortset fra den endelige behandling af de kirkelige kassers årlige budgetter og regnskaber var det således efter menighedsrådsloven af 1984 menighedsrådet selv, der bestemte, i hvilket omfang rådets møder skulle være offentlige. Det bestemtes også i menighedsrådsloven, at valg af menighedsrådets formand og næstformand skete ved hemmelig afstemning. Også øvrige beslutninger kunne træffes ved hemmelig afstemning Debatten om ny menighedsrådslov Debatten forud for fremsættelsen af forslaget til menighedsrådsloven af 1994 er bemærkelsesværdig med hensyn til spørgsmålet om kirke og demokrati. I juli 1993 udsendte kirkeministeren et udkast til ny menighedsrådslov til høring hos bl.a. biskopperne, Præsteforeningen, Provsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer. Efter udkastet skulle præsten stadig være født medlem af menighedsrådet med taleret og forslagsret, men ikke længere med stemmeret. Menighedsrådenes møder skulle efter udkastet være offentlige, dog med adgang til dørlukning svarende til de kommunale råds. Krav om åbenhed i afstemninger var udtrykkeligt præciseret i udkastet. Dog skulle valg af formand og næstformand fortsat ske ved hemmeligt valg. Reaktionerne på høringen over lovudkastet var en massiv modstand mod såvel afskaffelse af præstens stemmeret som mod større åbenhed om menighedsrådenes arbejde. Med hensyn til forslaget om, at kun de valgte medlemmer skulle have stemmeret i menighedsrådet, gik samtlige biskopper på nær én, Præsteforeningen og Provsteforeningen imod. I Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers bestyrelse stemte 17 imod forslaget og 1 for. Landsforeningen havde allerede før udkastets officielle udsendelse til høring gennem sit medlemsblad foranstaltet en spørgeskemaundersøgelse blandt foreningens medlemmer om en række spørgsmål. Landsforeningen havde 201

10 PREBEN ESPERSEN endvidere sendt lovudkastet til alle menighedsrådsformænd, dog med udeladelse af de bemærkninger, der hørte til udkastet. Spørgeskemaundersøgelsen resulterede i svarskemaer, og der indkom 452 breve med uddybende bemærkninger til lovudkastet. Med hensyn til præstens stemmeret gav 88% af svarskemaerne udtryk for, at stemmeretten burde bevares. For så vidt angik mødeoffentlighed kunne kun tre af biskopperne gå ind for noget sådant. Provsteforeningen var også imod. Præsteforeningen ville ikke udtale sig mod den tilsigtede åbenhed i menighedsrådsarbejdet, men mente, at dette kunne medføre risiko for de små sognes eksistens. Man foreslog derfor en arbejdsgruppe nedsat omkring offentlighed i menighedsråd. I Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmers bestyrelse stemte 17 for, at spørgsmålet om mødeoffentlighed blev overladt til det enkelte menighedsråds afgørelse, medens 1 medlem stemte for udkastets forslag. I menighedsrådsforeningens spørgeskemaundersøgelse besvarede 59% spørgsmålet om mødeoffentlighed benægtende. 36% mente end ikke, at mødereferatet burde være offentligt tilgængeligt. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt hemmelig afstemning burde være forbudt, bortset fra de tilfælde hvor det er påbudt, svarede 70% benægtende Menighedsrådsloven af 1994 Ved fremsættelsen af lovforslaget til ny menighedsrådslov i 1994 var bestemmelsen om afskaffelse af præstens stemmeret udgået og erstattet af begrænsninger i præstens stemmeret i nogle konkret angivne sager. Derimod var bestemmelserne om offentlige menighedsrådsmøder og åbenhed i afstemningerne bibeholdt. Lovforslaget blev underkastet en meget omfattende behandling i Folketinget. Folketingets kirkeudvalg udbad sig således samtlige høringssvar, og udvalget stillede under sin behandling af forslaget 57 skriftlige spørgsmål til kirkeministeren, der også blev kaldt i samråd med udvalget. Ved den endelige afstemning stemte 86 for forslaget, medens 36 tilkendegav, at man hverken stemte for eller imod forslaget. Ingen stemte imod forslaget. Loven blev vedtaget som lov nr. 432 af 1. juni 1994 om menighedsråd. Ved loven er kravene til en demokratisk beslutningsproces opfyldt bl.a. ved bestemmelserne om åbne møder og åbne afstemninger. Folketinget er i praksis yderst tilbageholdende med at blande sig i folkekirkens såkaldte indre anliggender, fx gudstjenesteordning, ritualer 202

11 NOGLE HOVEDPUNKTER I KIRKELIG LOVGIVNING I NYERE TID og sjælesorg. Menighedsrådsloven af 1994 viser klart, at Folketinget ikke udviser en sådan tilbageholdenhed, når det drejer sig om det kirkelige lokale demokrati. Som foran beskrevet blev loven gennemført trods massiv modstand fra kirkelig side. Der fremkom da også adskillige dystre forudsigelser om store vanskeligheder i menighedsrådenes fremtidige arbejde. Sådanne vanskeligheder har ikke kunnet påvises, og kritikken er da også ganske ophørt. 203