I SKYGGEN AF DEN KOLDE KRIG

Transkript

1 Henning Kjeldgaard I SKYGGEN AF DEN KOLDE KRIG Internationalt ungdomsarbejde og derefter Eigil Holms Forlag

2

3 Henning Kjeldgaard I skyggen af den kolde krig Internationalt ungdomsarbejde og derefter Udgivet med støtte fra LO s Kultur og Projektpulje samt fra DSU og fra Eduard Walthers legat (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv) I kommission hos Eigil Holms Forlag 2002

4 I skyggen af den kolde krig Henning Kjeldgaard 1. udgave, 1. oplag 2002 Lay-out: Eigil Holm Grafisk finish: Conny Jensen Illustrationerne stammer fra forfatterens arkiv eller fra de ved det enkelte billede anførte illustrationskilder. Ved enkelte af billederne har det ikke været muligt at finde rettighedshaveren til copyright. Hvis ophavsretten er krænket, er det utilsigtet. Forsiden: Omslag til DSU s beretning Gengivet med tilladelse fra DSU s landsforbund. Bagsiden: Forfatteren i Dar es Salaam 1984 Trykt hos Kannike Graphics, Århus Udgivet af Henning Kjeldgaard hos Eigil Holms Forlag, Gedved ISBN Fotografisk, mekanisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele deraf må udelukkende finde sted efter COPY-DANs regler. Bogen fås gennem boghandelen og hos Eigil Holms Forlag, Byskovsvej 4, 8751 Gedved, tlf , fax , eigil.holm@pc.dk.

5 Indholdsfortegnelse Forord 5 1. Hvorfor socialdemokrat? 8 Baggrund 8 Medlem Frit Forum 17 Studie og arbejde 17 Februar april Det sociale samvær 28 April april Udenrigspolitik 35 Nordisk samarbejde 37 Francos diktatur 39 Kolonikrigen i Algeriet 42 Kampen mod apartheid DSU 56 Fra Frit Forum til DSU 56 Afgrænsning til venstre 60 Internationalt udvalg 66 Hjælpen til de nye lande 67 Europa eller Norden 76 Nordisk Ungdomskongres Socialdemokratiske politikere 83 Viggo Kampmann 83 Jens Otto Krag 87 Niels Matthiasen 91 Per Hækkerup Berlin og det delte Tyskland 103 Baggrund 103 Byen 106 Østberlin 109 3

6 Vestberlin 111 Den politiske udvikling i Forbundsrepublikken 113 DDR 117 Danskernes forhold til Tyskland 119 SPD fra Weimar-republikkent til Bad Godesbergerprogrammet IUSY 125 Studentersekretær 125 Bureauet 131 SDS/SHB 142 Festivallerne 146 Forræderi 150 IUSY efter Afslutningen på ungdomsarbejdet 159 Dansk Ungdoms Fællesråd 159 WAY 163 Den internationale Højskole 163 Afslutningpå ungdomsarbejdet Den kolde krig fra nedfrysning til afslutning 169 Tjekkoslovakiet 169 Dobbeltbeslutningen 172 Årene i Tanzania 177 Afrikanske Profiler 185 Besøg ved Victoriasøen 193 Murens Fald 205 Tysklands genforening 208 Efterskrift 211 Bilag: Oversigt over vigtigere begivenheder Kildehenvisninger generelt 215 Kildehenvisninger og bemærkninger til de enkelte kapitler 216 Dokumentation: Optrævlingen af et forræderi 228 Stikordsregister 244 4

7 Forord Der er tre grunde til at skrive erindringer: For det første skal man have oplevelserne på så lang afstand at det både er morsomt at skrive om dem og tilstrækkeligt interessant for læserne at genopleve hvad der skete. Det har i hvert fald været morsomt for mig at nedfælde erindringerne. For det andet skal man have oplevet en side af en tidsalder som gør det interessant for læserne at følge. Det er ikke nok at have levet i en brydningstid - for enhver tidsalder er en brydningstid. Det er grunden til at jeg har koncentreret det efterfølgende om det politiske klima i en tid hvorom der - endnu - ikke er skrevet så forfærdelig meget. Den tredje grund beskriver Keynes i den bog der nok har påvirket min generation af økonomer mest nemlig The general theory of employment, interest and money. Han skriver: Indenfor økonomi og politisk filosofi er der ikke mange som bliver påvirket af nye teorier efter de er blevet femogtyve eller tredve år. De ideer som embedsmænd og politikere kommer frem med for at løse problemerne er efter al sandsynlighed gamle ideer. Gennem beskrivelsen af hvad der har påvirket mig får læseren forhåbentlig en bedre forståelse for hvorfor deres forældre eller snart bedsteforældre har handlet som de har. Erindringer skal være subjektive i deres vurderinger - og det lever det efterfølgende helt op til. De skal samtidig være konsistente - d.v.s de skal gengive hvad man følte dengang i stedet for hvad man burde have følt i bagklogskabens skarpe lys. Det er selvfølgelig meget forlangt, og derfor risikerer erindringer let at blive et liv genopløjet i erindringen. Jeg har været mig denne fare meget bevidst. Selv om det ikke helt har kunnet undgås at gå ud over letlæseligheden, har jeg derfor valgt at citere flittigt - med kildeangivelse - fra artikler, interviews m.v. Ligegyldigt hvor meget man citerer er der dog en fælde man ikke helt kan undgå: mange af de vurderinger som efterfølgende forekommer så selvindlysende er slutstenen i en proces hvor man som regel har overvejet frem og tilbage før man er nået frem til sit standpunkt. I en fremstilling som den nærværende er det ikke muligt at gengive denne ofte lettere 5

8 kaotiske proces - og en række af mellemregningerne er udeladt. Der er vel en tendens til efterfølgende at fremhæve netop de standpunkter der passer bedst ind i ens nuværende opfattelse. Hvilket igen har fået mig til at redegøre så relativt udførligt for de begivenheder der har påvirket mine holdninger. Det er ofte blevet hævdet at 50 erne var grå og at den opvoksende ungdom på grund af den betrængte økonomi var en slags tavs generation. Som det forhåbentlig fremgår af det efterfølgende kan jeg på ingen måde skrive under på en sådan karakteristik: der skete utroligt meget og der var meget at kæmpe for - og ganske meget at kæmpe imod. Men beskrivelsen skal også ses som en modvægt mod den efterfølgende og unægtelig noget mere opkæftende og selvcentrerede såkaldte 68 er generation. Jeg er principielt imod at lade en periode tilhøre en bestemt generation men kendsgerningen er, at 68 er generationen på grund af de politiske og kulturelle excesser har formået at koncentrere debatten om deres egne påståede fortræffeligheder. Forhåbentlig kan den efterfølgende beskrivelse bidrage til en noget mere afbalanceret vurdering af hvad der skete i hele perioden. Synspunkterne er helt mine egne men de konkrete formuleringer er ofte blevet til efter livlige diskussioner med min kone Anni Kjeldgaard. Herudover har Anni læst korrektur på manuskriptet og foreslået en lang række ændringer for hvilket jeg er hende megen tak skyldig. Også Freddie Birtø - som har kendt mig helt tilbage fra har foreslået en række ændringer. Samtidig har jeg modtaget megen hjælp fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA). Endelig ønsker jeg at takke LO s Kultur- og Projektpulje, DSU samt Eduard Walters legat for deres støtte til udgivelsen af bogen. Frederiksberg, september 1999 Henning Kjeldgaard 6

9

10 1. Hvorfor socialdemokrat? Baggrund Min far - Svend Kjeldgaard-Olesen - var lærer og radikal. Han var ganske vist ikke medlem af nogen vælgerforening, men i de mange diskussioner der har været med til at forme mine politiske anskuelser, var der aldrig tvivl om hans radikale grundholdninger (1). Den person der har betydet mest for mig: min far Svend Kjeldgaard-Olesen. I hjemmet på Evas-alle 19 i Glostrup ca Utvivlsomt i færd med at rette stile. Jeg er altså ikke født ind i Socialdemokratiet. Fra jeg begyndte at interessere mig for politik omkring 1950 til jeg i 2. gymnasieklasse skiftede holdning og blev socialdemokrat, var jeg radikal. Roskilde katedralskole var - som de fleste gymnasier - præget af - at politik ikke var noget hovedparten af hverken lærerne eller eleverne beskæftigede sig med. At jeg på dette punkt har skilt mig ud fra mine kammerater fremgår af den udtalelse som min klasselærer Povl Kildemoes Rasmussen i 1955 gav mig. Det hedder her at han var levende interesseret i den verden, der ligger uden for det snævre lærebogsstof, og gav i danske stile og i diskussioner udtryk for indsigt i problemer, der normalt er gymnasieelever fremmede. Hvilket samti- 8

11 dig er en pæn måde at sige at vi ofte var rygende uenige. Bagefter kan jeg godt se, at han i det store og hele tog mine ofte bombastiske, men langtfra altid lige velunderbyggede synspunkter forbløffende pænt. Så pænt at det overraskede mig, da både han og en anden af de lærere jeg satte meget pris på, nemlig min fysiklærer Witta Jørgensen, mange år senere opstillede for de konservative. Men måske var det, fordi de begge var unge og skilte sig ud fra de mange ældre og ret så etablerede lærere, at jeg betragtede dem som progressive. - at hovedparten af eleverne kom fra en meget borgerlig familiebaggrund. Katedralskolens rekrutteringsgrundlag var først og fremmest borgerskabet i Roskilde, Køge og Ringsted, samt bønder, men kun ganske få husmænd fra de mellemliggende landdistrikter, og præster og lærere. Bortset fra enkelte fra Hvidovre var der næsten ingen arbejderbørn. Resultatet afspejlede sig da også klart i et prøvevalg i 1953, hvor Venstre og Konservative fik ca 2/3 af stemmerne, de radikale ca 1/5, mens de få der blev til overs fordelte sig på et par socialdemokrater - herunder undertegnede - og lidt flere kommunister. Skiftet fra radikal til socialdemokrat var naturligvis en del af den modningsproces der gjorde, at jeg skulle finde mit eget politiske ståsted. Den politiske interesse var vakt hjemmefra, og jeg var allerede tidligt interesseret i økonomiske spørgsmål. Men det var de sociale spørgsmål der i anden halvdel af 50 erne kom til at optage mig mest. For netop på dette tidspunkt blev det mere og mere klart at den hidtidige sociallovgivning trængte til at blive gennemgribende ændret. Og netop ved opbygningen af hvad der senere blev kaldt velfærdsstaten havde Socialdemokratiet en langt mere konsekvent holdning end det radikale venstre. Samtidig sagde de radikales holdning til uddannelsespolitikken - som var grundlaget for fars lærerradikalisme - mig ikke noget. Den del af fars radikalisme, der har påvirket mig mest, har været hans afstandtagen fra de stærke antidemokratiske strømninger der eksisterede indenfor dele af borgerskabet i slutningen af 30 erne og begyndelsen af fyrrerne. Jeg har derfor aldrig opfattet repræsentanterne for borgerskabet som politisk interessante - hvilket igen afspejler sig i de kommende siders begrænsede omtale af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Når begrebet social retfærdighed altid har betydet meget for mig hænger det utvivlsomt også sammen med at jeg er blevet stærkt påvirket af fars ubetingede tilslutning til Stauning/Munck-rege- 9

12 ringens opbygning af et mere socialt retfærdigt samfund i Danmark i 30 erne. Derimod spillede udenrigspolitiske spørgsmål såvidt jeg erindrer ikke nogen rolle i overgangen til Socialdemokratiet. Bortset fra at jeg har bevaret en indgroet skepsis til alt hvad der har med militær at gøre - hvilket kun blev bekræftet under min soldatertid hvor jeg fra marts 1962 til juni 1963 spildte 16 værdifulde måneder af mit unge liv. Skiftet til Socialdemokratiet fandt sted mens jeg gik i 2.G. Det er naturligvis aldrig muligt helt nøjagtigt at påpege hvem eller hvad der er skyld i at man skifter mening men i dette tilfælde må to personer påtage sig skylden: - I gymnasiet faldt min holdning på plads under en politisk diskussion - efter al sandsynlighed arrangeret op til folketingsvalget før grundlovsafstemningen i Den socialdemokratiske repræsentant der fik det til at ske var Jørgen Birkegård, der senere skulle blive højskolelærer på Roskilde Højskole. - på landsplan var det Hans Hedtoft. Jeg var hjemmefra blevet advaret mod kritikløst at beundre politiske ledere - selv om far selv beundrede Jørgen Jørgensen. Men efterfølgende kan jeg ikke andet end konkludere at jeg beundrede Hedtoft. Hvis taler jeg hørte i radioen og hvis politik jeg fulgte i Politiken. Hvortil kom at jeg havde været inde at høre ham flere gange i Folketinget. Hedtofts sociale engagement og hans kamp mod Venstre og de konservatives nedskæringspolitik og tåbelige nationalchauvinistiske sydslesvigpolitik gik rent ind. At Hedtoft - ligesom senere Anker Jørgensen - ikke var stiv i økonomiske spørgsmål indgik dengang slet ikke i overvejelserne. Det er også først langt tid senere at det gik op for mig at Hedtofts inddragelse af de tyske socialdemokrater straks efter krigen var forudsætningen for Krags bestræbelser for at inddrage det provinsielle danske Socialdemokrati i det europæiske samarbejde. Ligesom Hedtofts konsekvente bekæmpelse af kommunisterne var forudsætningen for hans politiske mesterstykke: Inddragelsen af Danmark i NATO-samarbejdet. Jeg tog ganske vist først konsekvensen af disse påvirkninger og meldte mig ind i Socialdemokratiet i 1956, men jeg følte mig fra 1953 som socialdemokrat - og har gjort det lige siden. Men hvorfor er jeg ikke blevet borgerlig - eller kommunist? Men er endt med i ligeså høj grad at afsky den satte selvtilfredse borgerlighed 10

13 To meget unge - Bjarne og Kirsten Hedtoft - flankerer Hans Hedtoft på dette familiebillede hjemme på Fuglsangs alle. Selv om billedet er taget i 1954 kan man stadig mærke lidt af den dynamik og entusiasme som kendetegnede Hedtoft og som var med til at gøre mig til socialdemokrat. Bjarne Hedtofts arkiv. som at foragte den fodformede venstreorienterede bedreviden. Et er at konstatere at det har aldrig ligget i kortene, noget helt andet er at begrunde hvorfor disse muligheder aldrig har været noget valg for mig. 11