Oversigt over Parlamentet og 2014-valget [ :00]

Transkript

1 Oversigt over Parlamentet og 2014-valget [ :00] Valget til Europa-Parlamentet i 2014: Denne gang er der mere på spil Europa-valget i maj 2014 giver vælgerne mulighed for at få indflydelse på EU's fremtidige politiske kurs, når de vælger de 751 medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er), der skal repræsentere deres interesser i de kommende fem år. Hvornår finder valget sted? Hver medlemsstat har sine egne valglove, og hvert land bestemmer selv, hvilken dag i løbet af den fire dage lange valgperiode fra den maj, landets borgere skal stemme. Danskerne skal til stemmeurnerne den 25. maj for at vælge de 13 danske medlemmer. Resultaterne fra alle 28 medlemsstater bliver offentliggjort søndag den 25. maj om aftenen. Hvor mange medlemmer skal der vælges? Der har været 766 medlemmer af Europa-Parlamentet, siden Kroatien tiltrådte EU i juli 2013, men fra og med valget i 2014 vil antallet være 751. Medlemmerne repræsenterer over 500 millioner borgere i 28 medlemsstater. Mandaterne fordeles blandt de forskellige stater i henhold til EU-traktaterne ud fra princippet om degressiv proportionalitet, hvilket vil sige, at lande med større befolkninger har flere mandater end små lande, men at sidstnævnte har flere mandater, end en ren proportionalitet ville medføre. Hvorfor er der mere på spil denne gang? Dette valg er det mest betydningsfulde Europa-valg til dato, fordi det finder sted på et tidspunkt, hvor EU kæmper for at gøre sig fri af den økonomiske krise, og hvor EU's ledere overvejer, hvilken vej EU skal gå fremover. Det giver ikke blot vælgerne mulighed for at afsige dom over EU-ledernes håndtering af krisen i euro-området og give udtryk for deres syn på planerne for tættere økonomisk og politisk integration, det er også det første valg, siden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009 og gav Europa-Parlamentet en række vigtige nye beføjelser. Som en vigtig konsekvens af den nye traktat skal EU's medlemsstater for første gang tage hensyn til resultatet af Europa-valget, når de udpeger den næste formand for Europa-Kommissionen til at efterfølge José Manuel Barroso i efteråret Det nye Parlament skal godkende kandidaten: Det "vælger" Kommissionens formand, som der står i traktaten. Det betyder, at vælgerne nu har klar indflydelse på, hvem der kommer til at stå i spidsen for EU. Det nye politiske flertal, der opstår efter valget, vil også forme EU-lovgivningen i de næste fem år på områder fra indre marked til borgerlige frihedsrettigheder. Parlamentet den eneste EU-institution, der er valgt ved direkte valg er en grundpille i det europæiske beslutningssystem og har lige så meget at skulle have sagt som de nationale regeringer på næsten alle lovområder. DA Pressetjenesten Direktoratet for Pressetjenesten Direktør - Talsmand : Jaume DUCH GUILLOT Referencenr.: PKH /7

2 Hvad er Parlamentets rolle? Hvilke beføjelser har det? Resultatet af valget til Europa-Parlamentet i 2014 vil for første gang i EU's historie afgøre, hvem der kommer til at stå i spidsen for Europa-Kommissionen, EU's udøvende organ. Kandidaterne til de øvrige kommissærposter vil også skulle igennem en godkendelsesproces i Parlamentet, inden de kan tiltræde. Når Kommissionens sammensætning er afklaret, går parlamentsmedlemmerne i gang med deres primære parlamentariske opgaver: Udarbejdelse af love, der har indflydelse på EU-borgernes dagligdag, og fastsættelse af det årlige EU-budget - beføjelser, som Parlamentet deler med Ministerrådet (de 28 nationale regeringer i EU) i noget, der ligner et tokammersystem. Parlamentet har også kontrol- eller tilsynsbeføjelser i forhold til de andre EU-institutioner: Det overvåger, hvordan de fungerer, og hvordan de anvender skatteydernes penge. Sidst, men ikke mindst, fungerer Parlamentet som talerør for borgernes bekymringer og kan sætte nye spørgsmål på den europæiske politiske dagsorden. Her er et overblik over Parlamentets ansvar og beføjelser: 1. Sådan udnævnes Europa-Kommissionen Det bliver første gang, at EU's medlemsstater skal tage hensyn til resultatet af Europa-valget, før de udpeger en kandidat til posten som formand for Kommissionen. Proceduren bliver som følger: under hensyntagen til resultatet af Europa-valget foreslår stats- og regeringslederne fra medlemsstaterne en kandidat til posten som formand for Kommissionen kandidaten præsenterer sine politiske retningslinjer (en slags valgmanifest) for Parlamentet kandidaten skal godkendes med et absolut flertal af medlemmerne (376 ud af 751). Hvis han/hun godkendes, bliver vedkommende "valgt" af Parlamentet. Hvis han/hun ikke godkendes, må medlemsstaterne foreslå en ny kandidat den valgte formand og de nationale regeringer i EU enes i fællesskab om en liste med kandidater til de øvrige poster i Kommissionen (en fra hvert land) kandidaterne skal gennem godkendelseshøringer i Parlamentet (disse høringer er ikke blot en formalitet Parlamentet har før afvist kandidater, som det anså for uegnede) formanden og de øvrige kommissærer godkendes herefter som kollegium ved en enkelt afstemning i Parlamentet, hvor der kræves simpelt flertal (et flertal af de afgivne stemmer) hvis den nye Kommission godkendes af Parlamentet, udpeges den formelt af stats- og regeringslederne i EU. 2. Lovgivningsbeføjelser Parlamentsmedlemmerne er EU's lovgivere. Deres input og godkendelse er nødvendig for vedtagelsen af langt de fleste EU-love. Med Lissabontraktaten i 2009 fik Parlamentet reel magt over de sidste vigtige politikområder navnlig landbrug og borgerrettigheder hvor det tidligere kun havde haft en rådgivende rolle. De vigtigste lovgivningsprocedurer er: Den almindelige lovgivningsprocedure: Denne lovgivningsprocedure, der også er kendt som "fælles beslutningstagning", er den vigtigste EU-lovgivningsprocedure. Den anvendes ved udarbejdelsen og vedtagelsen af næsten alle europæiske love (på omkring politikområder). Den giver Parlamentet beføjelse til at godkende, forkaste eller ændre lovforslag om det indre marked, miljø, forbrugerbeskyttelse, borgerlige frihedsrettigheder, landbrug, transport, forskning og andre områder. I løbet af denne valgperiode har parlamentsmedlemmerne f.eks. brugt deres lovgivningsmæssige magt til at insistere på stærkere databeskyttelsesregler, loft over bonusser til bankdirektører samt større demokratisk kontrol med EU's nyetablerede økonomiske styringssystem. Høring: Ved nogle typer lovgivning (f.eks. vedrørende skat, konkurrence, nye medlemmer af euro-området) afgiver Parlamentet kun en rådgivende udtalelse. Imidlertid er antallet af politikområder, der er omfattet af denne procedure, skrumpet betydeligt ind, idet størstedelen af lovgivningen nu vedtages ved fælles beslutningstagning PKH /7

3 Samtykke: Hvis EU har planer om at optage nye medlemslande eller indgå aftaler med lande uden for EU, er Parlamentets samtykke nødvendigt, selv om Parlamentet ikke kan ændre i aftalerne. I den nuværende valgperiode har parlamentsmedlemmerne afvist handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskninger (ACTA) og nægtede i første omgang også at give tilladelse til overførsel af bankdata til USA via SWIFT-netværket. Initiativret: Parlamentet kan anmode Kommissionen om at foreslå ny lovgivning og gør det ofte efter at have behandlet Kommissionens årlige arbejdsprogram. 3. Budgetbeføjelser EU yder støtte til politikker som landbrug, regionaludvikling, energi, transport, miljø, udviklingsbistand og videnskabelig forskning. EU's langsigtede udgiftsbudget skal godkendes af de nationale regeringer og medlemmerne af Europa-Parlamentet. De to parter beslutter derefter i fællesskab hvert år, hvordan det årlige budget skal bruges. Parlamentet er også ansvarlig for efterfølgende at kontrollere, om skatteydernes penge er blevet brugt efter hensigten, og for at godkende regnskabet, hvis det finder det tilfredsstillende. Ved talrige lejligheder har Parlamentet krævet strengere kontrol, og i 1999 tvang det hele Kommissionen til at gå af på grund af dårlig budgetførelse. 4. Demokratisk kontrol og tilsynsbeføjelser En grundlæggende funktion for ethvert parlament er kontrollen eller tilsynet med andre magtinstanser med henblik på at sikre demokratisk ansvarlighed. Parlamentet udfører denne opgave på en række forskellige måder. Udnævnelsesbeføjelser Ud over den centrale rolle, som Parlamentet spiller i valget af Kommissionen, afholder Parlamentet også høringer af formanden og direktionsmedlemmerne for Den Europæiske Centralbank og af kandidater til Revisionsretten. Parlamentarisk kontrol med ECB For at sikre ansvarlighed i den europæiske pengepolitik aflægger formanden for Den Europæiske Centralbank rapport til Europa-Parlamentets Økonomiudvalg hver tredje måned og fremlægger også bankens årsrapport for Europa-Parlamentet. I sin nye egenskab af EU's banktilsyn vil ECB være underlagt stærk parlamentarisk kontrol fra Europa-Parlamentets medlemmer. Parlamentsmedlemmerne vil også skulle godkende de øverste ansvarlige i tilsynsorganet. Parlamentariske undersøgelser Parlamentet har beføjelse til at nedsætte et midlertidigt udvalg, enten for at undersøge et spørgsmål af offentlig interesse (et nyligt eksempel var udvalget om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge), eller for at se på påståede overtrædelser eller fejl og forsømmelser i forbindelse med fællesskabsretten. Parlamentariske forespørgsler For at holde de øvrige EU-institutioner fast på deres ansvar kan parlamentsmedlemmerne stille mundtlige og skriftlige forespørgsler. På denne måde bliver Kommissionen og Rådet regelmæssigt PKH /7

4 tvunget til at besvare forespørgsler, give detaljerede oplysninger eller deltage i en debat i Parlamentet om specifikke politiske spørgsmål. 5. Udenrigspolitik og menneskerettigheder Den højtstående repræsentant for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) er ansvarlig over for Parlamentet, som har ret til at blive informeret og hørt om den førte politik. Parlamentet kan også bruge sine budgetbeføjelser til at påvirke politikkens omfang og rækkevidde. Parlamentet skal godkende enhver udvidelse af EU samt indgåelse af handelsaftaler og andre internationale aftaler med tredjelande. Parlamentsmedlemmerne er også meget engagerede i menneskerettighedsspørgsmål og fremme af demokratiske værdier på globalt plan. Uddelingen af Sakharovprisen for tankefrihed er det årlige højdepunkt i Parlamentets arbejde på dette område. 6. Andragender Europa-Parlamentet går forrest, når det gælder fremme af gennemsigtighed, åbenhed og offentlig adgang til den til tider labyrintiske verden i Bruxelles. Enhver EU-borger kan indgive andragender til parlamentets medlemmer om miljøproblemer, tvister med toldmyndighederne, overførsler af pensionsrettigheder og andre spørgsmål under EU's kompetenceområde. Borgerne kan også henvende sig til Den Europæiske Ombudsmand en uafhængig instans udpeget af Europa-Parlamentet der har beføjelse til at undersøge beskyldninger om fejl, forsømmelser eller magtmisbrug fra en EU-institutions side. Politiske grupper: Drivkraften i Europa-Parlamentet Debatter, uenigheder og konflikter er livsnerven i ethvert demokratisk valgt organ. Europa-Parlamentet som er sammensat af politikere med undertiden meget forskellige synspunkter er ingen undtagelse. For at integrere denne brede vifte af meninger og nationaliteter i et system, der fungerer, har parlamentsmedlemmerne altid arbejdet via tværnationale politiske grupper, der består af medlemmer fra forskellige lande af lignende politisk overbevisning. Tæt samarbejde med medlemmer fra andre lande, der i store træk deler deres politiske synspunkter, er den mest effektive måde, hvorpå medlemmerne kan nå deres mål på europæisk plan. Der er i øjeblikket syv grupper i Europa-Parlamentet, der spænder på tværs af det politiske spektrum og repræsenterer over 160 nationale partier. Grupperne har central betydning for Europa-Parlamentets arbejde. De er de væsentligste aktører i forhold til at opnå flertal om ny lovgivning, budgettet og andre emner. De sætter den parlamentariske dagsorden og spiller den afgørende rolle i valget af Europa-Parlamentets formand og andre medlemmer med særlige funktioner. Ifølge Parlamentets bestemmelser skal medlemmer af en gruppe dele politisk tilhørsforhold, og en gruppe skal bestå af mindst 25 medlemmer fra minimum en fjerdedel af medlemsstaterne (dvs. i øjeblikket mindst syv lande). Løsgængerne de, der ikke ønsker eller ikke kan tilslutte sig en gruppe sidder for sig selv. En kompromiskultur og en magtbalance I Parlamentets historie er det aldring sket, at en enkelt gruppe alene har udgjort et flertal af parlamentsmedlemmerne. For at vedtage EU-lovgivning og godkende budgettet må grupperne derfor skabe et flertal gennem forhandlinger og kompromisløsninger. Det er således afgørende vigtigt, at grupperne er forhandlingsvillige, men det er selvfølgelig sådan, at jo større gruppen er, jo mere gennemslagskraft har den PKH /7

5 Gruppedisciplinen i Europa-Parlamentet er mindre streng end i nogen nationale parlamenter: Medlemmer af samme gruppe stemmer sommetider efter forskellige (ofte nationale eller regionale) overbevisninger. Men som i de nationale parlamenter er det hyppigste politiske skel mellem venstre- og højrefløjen. På valgdagen afgør vælgerne magtbalancen mellem grupperne. De fleste af de nuværende grupper i Europa-Parlamentet er knyttet til et paneuropæisk politisk parti, og disse partier forventes at opstille kandidater til posten som formand for Kommissionen. Arbejdet for et medlem af Europa-Parlamentet Arbejdet for et medlem af Europa-Parlamentet Når stemmerne er talt op, og parlamentsmedlemmerne er blevet valgt, hvad vil deres daglige arbejde så bestå i, og hvilken indflydelse kan de få på politikken i Bruxelles og Strasbourg? For at fremme deres vælgeres interesser vil de fleste af Europa-Parlamentets medlemmer tilslutte sig en politisk gruppe for at gøre fælles sag med medlemmer fra andre EU-lande med lignende politisk holdning. Parlamentsmedlemmerne kommer også til at sidde i et parlamentarisk udvalg, hvor de bruger deres tid og energi på at kontrollere lovgivningen. Der er 20 stående udvalg i Parlamentet, som fokuserer på hver deres politikområde. Udvalgene er de lovgivningsmæssige kraftcentre i Europa-Parlamentet, hvor de centrale forhandlinger føres, de skarpeste politiske argumenter udspiller sig, og de nødvendige aftaler ofte indgås, selv om de endelige beslutninger træffes af det samlede Parlament på 751 medlemmer. Desuden kan parlamentsmedlemmerne være medlemmer af de interparlamentariske delegationer, som har til opgave at pleje kontakter med parlamenter uden for EU. Medlemmer med særlige poster i Parlamentet Parlamentets formand, der vælges blandt de 751 medlemmer for en periode på to et halvt år, repræsenterer Parlamentet over for omverdenen, leder plenarmøderne og fører tilsyn med Parlamentets arbejde. Fjorten næstformænd tager også del i disse arbejdsopgaver. En udvalgs- eller delegationsformand leder arbejdet i det pågældende organ. En koordinator er den førende repræsentant for sin politiske gruppe i et udvalg, mens en ordfører er et parlamentsmedlem, der er valgt til at føre en bestemt beslutning eller et stykke lovgivning gennem Parlamentet. Parlamentets styringsorganer Ansvaret for Parlamentets interne ledelse ligger hos forskellige instanser: Politiske beslutninger træffes af Formandskonferencen, bestående af Parlamentets formand og formændene for de politiske grupper; finansielle, organisatoriske og administrative spørgsmål behandles af Præsidiet, der består af formanden og næstformændene, mens medlemmernes administrative og finansielle anliggender hører under Kvæstorkollegiets ansvarsområde (kvæstorkollegiet består af fem medlemmer, der er valgt af Parlamentet). Valgregler Valgregler Valget til Europa-Parlamentet er i vid udstrækning organiseret efter nationale lovgivninger og traditioner. Men fælles EU-regler fastsætter, at valgene skal afholdes som almindelige, direkte, frie og hemmelige valg. Medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges i medlemsstaterne på grundlag af forholdstalsvalg. Det er op til den enkelte medlemsstat, om den anvender et åbent eller lukket listesystem PKH /7

6 Hvis afstemningen er baseret på et åbent listesystem, kan vælgerne angive en præference for én eller flere kandidater på listen. Dette er tilfældet i Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Polen, Slovakiet, Slovenien og Sverige. Ved afstemning med et lukket listesystem vælger de politiske partier rækkefølgen af kandidaterne, og vælgerne kan kun afgive deres stemme til et parti. Dette er tilfældet i Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Portugal, Rumænien, Spanien og Storbritannien (undtagen Nordirland). I Irland og Malta samt i Nordirland anvendes forholdstalsmetoden med overførsel af overskydende stemmer (Single Transferable Vote). Hver medlemsstat kan oprette valgkredse for valget til Europa-Parlamentet eller underinddele sit valgområde på en anden måde. De fleste medlemsstater har valgt at betragte hele landet som én valgkreds. Belgien, Frankrig, Irland og Storbritannien har flere valgkredse eller valgområder. I Tyskland, Italien og Polen stemmes der også i separate valgkredse, men valgresultatet afgøres på nationalt plan. Valgperioden fastsættes på EU-plan, men den nøjagtige afstemningsdato og valgstedernes åbningstider varierer efter de nationale valglove. Der er stemmepligt i Belgien, Cypern, Grækenland og Luxembourg. Medlemsstaterne har forskellige aldersgrænser for valgret og mindstealder for valgbarhed. I flere medlemsstater kan man både stemme og opstille til valg i en alder af 18 år (Danmark, Finland, Tyskland, Luxembourg, Holland, Portugal, Slovenien og Sverige). I Østrig kan man stemme i en alder af 16 og er valgbar i en alder af 18 år, mens man i Italien skal være henholdsvis 18 og 25 år. I visse lande, som Frankrig og Storbritannien, er det nødvendigt at forhåndsregistrere sig på en valgliste. I mange andre lande sker dette automatisk. EU-borgere, der bor i et andet EU-land end deres hjemland, har ret til at stemme og stille op til Europa-valget i deres bopælsland, men den nationale valglov kan fastsætte specifikke procedurer for, hvordan dette gøres. Normalt kan de også vælge at stemme i deres hjemland (f.eks. ved at brevstemme eller på ambassaden), men dette afhænger også af den nationale valglov. Commonwealth-borgere, f.eks. canadiere og australiere, hvis navne står på valglisten i Storbritannien, har også ret til at stemme. I det nuværende Parlament findes der adskillige eksempler på medlemmer, der stillede op i et andet land end deres hjemland. Ifølge EU-bestemmelserne er der flere embeder, der er uforenelige med at være medlem af Europa-Parlamentet. Et Parlamentsmedlem kan ikke være medlem af en national regering eller et nationalt parlament, eller være aktiv tjenestemand ved de europæiske institutioner. Nogle lande har yderligere bestemmelser om hvervsuforenelighed. Fakta om tidligere valg til Europa-Parlamentet Fakta om tidligere valg til Europa-Parlamentet Det første direkte valg til Europa-Parlamentet blev afholdt i Tidligere, fra 1958 til 1974, blev Europa-Parlamentets medlemmer udpeget af de nationale parlamenter i medlemsstaterne, og alle medlemmer havde dobbeltmandat. Afgørelsen og akten om almindelige direkte valg blev underskrevet i Bruxelles den 20. september Efter at den var blevet ratificeret af alle medlemsstater, fandt de første valg sted den 7. og 10. juni 1979, hvor 410 medlemmer blev valgt. Siden da har yderligere seks valg fundet sted. Der afholdes altid valg i nye medlemslande, når de indtræder i EU, for at give landets borgere mulighed for at vælge deres egne repræsentanter til Europa-Parlamentet selv midt i valgperioden. Dette skete med Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1987, Sverige i 1995, Østrig og Finland PKH /7

7 i 1996, og Bulgarien og Rumænien i Der blev afholdt valg i Kroatien i april 2013, så landets parlamentsmedlemmer var klar til at indtage deres pladser, da landet tiltrådte EU den 1. juli Valgdeltagelse Valgdeltagelsen ved Europa-valgene siden 1979 har varieret betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden (se tabel 1 og 2). Selv om den har været lav i mange tilfælde, er tallene dog ikke ulig dem, der ses for lokalvalg i mange europæiske lande. Der har været en nedadgående tendens i årenes løb, men det stemmer overens med et generelt fald i stemmetallene i alle de vestlige demokratier gennem de seneste årtier PKH /7