Kapitel december Min historie

Transkript

1 Kapitel december Min historie I et sommerhus i Blåvand. Den næste dag var den helt store dag. Den dag hvor vi skulle fremstille sagen overfor den anklagende myndighed. Det var en repetition af det der var sket tidligere, dog uden Mia s optrin. Det var helt det samme hold af individer og en næste fuldstædig gentagelse af alt der var sagt, med masser af spørgsmål, afhøringer og advokater talte frem og tilbage. Helt ærligt dagen står meget tåget for mig. Den er klart røget ned i fortrængningernes tætte tåger. Vores advokater sagde at alt gik fint, og at jeg nok ikke havde noget som helst at bekymre mig om. Jeg var bestemt ikke vild med ordet nok ikke. Men jeg blev da ikke anholdt og sat i fængsel, men fik lov til at komme hjem, men skulle ikke rejse nogen steder. Der var intet andet vi kunne gøre nu, end at krydse fingre og håbe på at tiltalen ville blive frafaldet. Så gentog hele menageriet sig med vores tur tilbage til Blåvand og skiftet af identiteter med disse gummimasker og om aftenen var vi tilbage i sommerhuset, medbringende masser af god mad fra Turisthotellet. Der var ikke så meget jeg kunne gøre og heller ikke Sven, Freja og Torben. Freja og Torben tog over i et badeland der var i Blåvand, hvor de havde det herligt. For at Freja ikke skulle have maske på, havde jeg farvet hendes hår. Det forandrede hende ganske meget. 1.

2 Alle var dog enige om at den mørkere hårfarve som hun havde fået, ikke var nær så klædelig som hendes egen. Men det var ikke en permanent hår farvning hun havde fået, så det ville var væk inden udgang af december måned. Ellers skete der ikke så meget, det var bare hårdt arbejde med at få alting på plads. De andre havde hamrende travlt med at forberede mødet med Olaf i Paris. Næsten hele aften var kommunikationsdimsen tændt, så der tonede snart den ene og snart den anden frem på gulvet. Swimmingpoolen var slukket, for der var ikke strøm nok; selv fjernsynet var pillet fra. Det næste der blev slukket for, var strømmen til el radiatorerne i stuen og spisestuen, hvilket dog ikke gjorde så meget, for der var en herlig brændeovn og masser af tørt træ, som sagtens kunne holde rummene varme i huset. Da vi var lidt rastløste, endte det vistnok med at vi fik irriteret de andre med alle vores spørgsmål og Er der ikke noget vi kan hjælpe med? at Lai til sidst fik nok og bad os om at tage en tur op til månen og så blive der bare et døgns tid. Så fortrak vi, og satte os ind på Svens og mit værelse. Her sad vi så og gloede lidt på hinanden. Jeg sneg mig tilbage til stuen, hvor jeg i et af skabene havde set nogle spil. Dem kunne vi da spille, men da jeg havde slæbt dem ind på værelset, kiggede alle bare på mig og Freja kommentar var blot, tag dig sammen mor, okay, okay de havde nok været sjovest at spille, hvis spillerne ikke var meget ældre end 4 år. Jeg sneg mig tilbage med spillene. Freja foreslog at vi bagte nogle kage, men afviste så selv forslaget, for det ville kræve strøm til ovnen. Strøm som der ikke var tilgang til. 2.

3 Så kiggede Torben på mig med sit underlige blik, Blikket der fortalte, at der var et eller andet under opsejling. Og så kom det: Hvorfor bor du egentlig i Danmark når du oprindeligt kommer fra Ægypten? Sven var ikke sen til at følge op med: Hvad var det jeg skulle snakke med min kone om? Se det var noget der kunne interessere dem, og så startede jeg med, i en kort udgave, at fortælle lidt om min baggrund. Jeg blev født i Egypten for rigtig mange år siden. Min far var et dragemenneske og fungerede som præst ved et af templerne. Det var en meget passende stilling for ham, for her skulle han være indendørs det meste af tiden. Det var godt for ham, fordi han havde en hud allergi, fordi han havde været for tæt på vulkanen som sprang Atlantis i luften så han tålte ikke solen så godt. Det var ret problematisk når man jo altså bor i Egypten. Min mor var et almindeligt menneske, så desværre levede hun ikke så længe. Mange børnefødsler kræver sine ofre. Men det var af min mor, at jeg fik traditionen store bagedag. Det med store bagedag var en del af den ægyptiske tradition. Det fik mig til at tænke på en anden ting, nemlig ordet mas på ægyptisk, som betyder fødsel eller at blive født. Tegnet ser sådan ud, sagde jeg, og greb fadt i en regning fra Turisthotellet som lå på et lille bord ved siden af en kuglepen. Jeg vendte bagside opad og tegnede. 3.

4 Så godt man nu kan tegne en hieroglyf på bagsiden af en regning fra et hotel, med et sengetæppe som skriveunderlag. I Ægypten var det, sådan cirka, fra den 10 november til den 10. december Haturs måned. Her fejrede man Hatur som den der giver liv til solen og alt levende. Det var bare en lille tanke jeg fik, fordi vi fra en transistorradio inde fra stuen kunne høre at de spillede I m dreaming of a white Christmas. Det var også min mor der lærte mig at bruge vanille i bagværk. Et krydderi som var totalt ukendt for mange mennesker i Europa langt op i tiden, og stort set komplet umuligt at få fat i. Men heldigvis var man et dragemenneske, så flyve kunne man da, selvom det er en lang tur fra Danmark til skovene hvor vanille stængerne kunne plukkes. Men jeg havde altid taget turene. Det var skønt. Det var min lille uge hvor jeg bare kunne gøre noget helt for mig selv. Jeg havde altid fortalt omgivelserne, at jeg lige skulle besøge en eller anden tante eller onkel som ingen alligevel talte med, så min lille hemmelige tur var aldrig blevet opdaget. Sven kiggede på mig og jeg skyndte mig at tilføje: Ok, jeg er blevet for mageligt, jeg har ikke taget turen siden Freja blev født. Denne tradition med store bagedag havde jeg bragt med mig, alt efter hvor jeg nu havde slået mig ned. For et par hundrede år siden boede jeg ude ved Vestkysten og forsøgte mig som fiskekone. Det var træls og hårdt arbejde, kunne jeg lige hilse og sige. Det havde jeg kun gjort én gang altså det med at være fisker kone. Men også der bragte jeg traditionen store bagedag - med mig. Men da lykkedes det mig at få for meget varme i husets ovn, eller ildsted var det vel egentlig nærmest, så da gik der ild i hele skidtet. Heldigt at det var et tang tag, ellers havde vi mistet vores få nødvendige ejendele. Da min mor døde, flyttede min far og jeg længere og længere op mod nord, og selv da han også var død, fortsatte jeg mod nord. Da vi jo som dragemennesker ikke kan blive boende samme sted hele tiden, fordi andre vil begynde at undre 4.

5 sig over vores lange liv, og så begynde at stille spørgsmål, rejste jeg stille og roligt op gennem Egypten og endte i Havnebyen Alexandria og valgte der at sejle med nogle handelsmænd der skulle til Kreta og Rhodos. Dog var jeg forklædt som en mand. Det var den eneste måde jeg kunne komme med skibet. Dengang rejste unge kvinder ikke alene rundt. På de øer boede jeg en årrække og ernærende mig som handelsrejsende. På en af disse handelsture, kom vi ud for en voldsom storm, og skibet gik ned med mand og mus, men ikke dragemenneske. Jeg kunne jo flyve. Men det var ikke et vejr hvor det var muligt at navigere, så jeg var nødt til at flyve hen hvor vindene kastede mig. Ubehagelig tur. Det var ikke sjovt at flyve når lynene brager forbi hele tiden. Efter et døgn tids løjede vinden af, og jeg havde absolut ingen anelse om hvor jeg var, for det var så overskyet, at jeg ikke kunne tage bestik af hvor jeg var ved hjælp af solen og stjernerne. Jeg hvilede mine muskler ved at lægge mig og flyde på vandet med vingerne fuldt udbredt. Det gav en relativ stor overflade, så der ikke var nogen sandsynlighed for at jeg sank, men sove, det kunne jeg ikke rigtigt. Efter nogle dage hvor jeg ind imellem hvilede mig på bølgernes toppe, der efterhånden faldt til ro, så jeg også kunne blunde i korte intervaller, klarede vejret op og jeg kunne flyve af sted mod et ukendt mål. Jeg var langt ud af kurs fra det som jeg kendte. Fra historier fortalt af søfarende, vidste jeg at der var land omkring mig, men bare ikke hvor langt der var hen til landet. Jeg valgte derfor at følge kursen efter en bestemt stjerne konstellation og endte på Sicilien. Gennem tiden flyttede jeg stille og roligt op gennem Italien og endte i Rom. Her kom med i den kortege som skulle bygge fæstningerne ved Harzen. Efter denne oplevelse tog jeg mod øst. 5.

6 Mange vil sikkert tro, at jeg når jeg har levet så længe som jeg har, at så har jeg haft en hel fantastisk mulighed for at blive totalt velhavende. Men husk lige på. at jeg ind i mellem måtte lege død, for at andre mennesker ikke skal undre sig, så arver mine børn og nærmeste slægtningen jo det hele, og så kan jeg starte forfra hver gang jeg slår mig ned et nyt sted. Jeg har fået børn gennem mit lange live, og det er helt spændende at følge stamtræer og se hvordan mine børns børn osv. har klaret sig. Det var efterhånden noget af et regnestykke at holde øje med, og jeg var nødsaget til at holde øje med mindst 8 slægtled, for indtil da, var det muligt at der kom et dragebarn. Ikke fordi de kom særligt ofte. Tænk lige på den levetid vi havde, så ville verden været totalt befolket med dragermennesker,og så mange var vi altså heller ikke. Men hvis der kom et dragebarn, så skulle barnet jo lige have lidt vejledning og støtte, og det skulle forældrene også. Jeg havde selv kun fået 3 dragebørn. Jeg havde været helt oppe på nordpolen, men det var altså lige 40 grader koldere end jeg overhovedet syntes var sjovt. Så Danmark var dejligt. Jeg har boet her sammenlagt i snart 1200 år. Men med små afstikkere til andre lande Jeg kunne høre på uret inde i stuen, der havde et klokkeværk i sig, at klokken var mange. Det var afgjort sove tid. Det blev jeg ikke populær på, heller ikke over for Sven. For ham var noget af det jeg havde fortalt også været helt nyt. Så han fik en hel del mere at vide om sin kones fortid, end han havde haft før. Han havde altid sat en ære i ikke at udfritte mig. Men jeg insisterede på at vi skulle i seng, fordi vi skulle af sted til Paris næste dag, for der var mange forberedelser til mødet med Olaf. Rigtig mange forberedelser, og vi ville komme til at knokle en vis legemsdel ud af bukserne, så vi havde brug for vores gode nattesøvn, for der kunne gå noget tid inden vi ville få en igen. 6.

7 Argumentet blev afvist, selv af Sven som insisterede på at vide, hvad præsidentens mænd havde ment med snak med din kone. Alle kiggede nysgerrigt på mig. I gamle dag svarede jeg var du nødt til at kunne forsvare dig selv, dine ejendele og din familie. Det var nødvendigt at kunne slås. Fra min far havde jeg lært at slås med knive. Efter datidens forhold var jeg kun middelmådig i min håndtering af knive og sværd. Efter nutidens forhold var jeg særdeles dygtig. Det var noget andet at lære at kæmpe, når man vidste, at hvis du ikke kunne det, hvis du lavede en fejl, så var du død, og det var din familie sandsynligvis også. Jeg kunne alle de rigtige træk og bevægelser som man lærer f.eks. fægtere i dag. Dertil kunne jeg alle de beskidte træk, der ofte var dem som har reddet mit liv. Der er ikke mange som ville overleve en kamp med knive mod mig. Ikke at det var noget stor, for modparten kunne jo bare skyde mig, og så vi hinanden samtidig, så var en kugle gennem luften hurtigere end en kniv. Så det præsidentens mand mente var, at jeg absolut var i stand til at tage vare på mig selv. Der sad tre personer og stirrede underligt på mig. Denne lille buttede dame, skulle hun virkelig være i stand til det? Men ja. SÅ kunne vi endelig aftale at komme i seng. Under dynerne, liggende ved siden af Sven og høre hans rolige vejrtrækninger, og høre resten af huset knokle løs, følte jeg mig rolig og tryg, og havde en tro på at det hele nok skulle gå. Selvom en stemme inden i mig råbte: Der er så meget der kan gå galt. Gik det hele galt, var jeg nødt til at forsvinde ud af Freja og Svens liv. En forsvinden jeg slet ikke var klar til endnu. 7.