Grindsted Kirke. Søndag d. 15. marts 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 15. marts 2015 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til midfaste søndag, Joh. 6, tekstrække. Salmer. DDS 749 I østen stiger solen op. Dåb: DDS 447 Herren strækker ud sin arm. DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 319 Vidunderligst af alt på jord DDS 637 Du, som mætted tusind munde. Altergang: DDS 466 Vor Herres Jesu mindefest. DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte. Tekstlæsninger. 5. Mos. 8,1-3; 2. Kor. 9,6-11; Joh. 6,1-15.

2 2 Evangelietekst. Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip:»Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?«men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham:»brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«en af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham:»der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«jesus sagde:»få folk til at sætte sig.«der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple:»saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de:»han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15.

3 3 Prædiken. I Det Gamle Testamente findes der en længere historie om Saul, der blev konge mod sin vilje. 1 Israelitterne eller jøderne, som de siden blev benævnt ville ikke stå tilbage for andre folkeslag og krævede derfor at få en konge. Det var seeren Samuel ikke meget for, men han måtte bøje sig for presset. Desuden var Gud ikke en lige så helhjertet modstander af ideen som Samuel. Dog må man konstatere, at det heller ikke var en sag, Gud brændte for, for den mand, han lod Samuel udpege til konge, havde ganske vist et majestætisk ydre, men var samtidig ikke tynget af sin intelligens. Selvom Saul var et hoved højere end de højeste og desuden havde et udseende, der fik kvinder til at dåne på stribe, var han ikke en oplagt regent og det var han akkurat begavet nok til selv at erkende. Det hjalp imidlertid ikke noget, for Samuel salvede ham uden varsel og i al hemmelighed til konge. Netop fordi det foregik i hemmelighed, håbede Saul, at han kunne slippe for nogen sinde at skulle virke som konge - men Gud havde andre planer. Han lod Samuel sammenkalde folket, hvorefter der blev kastet lod om, hvem der skulle være konge. Først faldt loddet på den af jødernes tolv stammer, der havde Benjamin som stamfar. Det var den stamme, Saul tilhørte. Derefter strammedes nettet mere og mere. En særlig gren inden for Benjamins stamme blev trukket ud. Siden udpegede loddet en bestemt familie, og sådan fortsatte det, indtil loddet faldt på Saul. Ham var der imidlertid ingen, der kunne finde, for han havde gemt sig blandt al den oppakning, folk havde slæbt med. Det gavnede ham nu ikke, for hans hoved stak op over alle stablerne, og kort efter var Saul officielt konge over Israel. Nu er det jo sådan, at mange mennesker vokser med den opgave, de får. Sådan gik det tilsyneladende også for Saul, der førte sejren hjem i de første slag, han ledte. Men 1 1. Sam.

4 4 det varede kun en stund. Siden gik det ned ad bakke. I mellemtiden havde Saul beklageligvis fået smag på magten. Han blev en mistroisk og vredladen rad, der tillagde folk de usleste motiver. Helt galt gik det, da hyrdedrengen David gjorde lynkarriere ved hoffet. Den unge mand blev hærfører, hvilket førte til, at hans popularitet snart oversteg kongens. Grebet af jalousi forsøgte Saul gang på gang at dræbe David. Det tvang ham i sidste ende til at flygte og leve som fredløs, indtil Saul til sidst døde på en skændig måde i et af de talrige slag mod nationens nabofolk. Man siger, at de bedste regenter, er dem, der ikke ønsker at blive det. Det gjaldt dog ikke for Saul. Han ønskede ikke magten fra begyndelsen af, men da han først havde smagt den, ville han have mere. At han var dårlig til at administrere den, var han ligeglad med. I modsætning til Saul var Jesus både klog og konsekvent. Da folk ville gøre ham til konge, stak han ganske simpelt af og han gjorde det langt mere effektivt end Saul. De kunne i hvert fald ikke finde ham. For så vidt var det ikke så sært, at folk kom på ideen med at krone Jesus. Han havde lige udført et mirakel, der slog fast, at han var noget helt særligt. Med fem brød og to fisk formåede han at mætte en stor folkeskare. Der var vel at mærke ikke tale om kæmpebrød og kæmpefisk. I det hele taget giver det ingen mening at ville redegøre for, hvordan miraklet fandt sted, for Jesus gjorde brug af sine guddommelige evner og den slags kan vi umuligt gøre os kloge på. Da der pludselig dukkede en landsmand op, hvis evner i umisforståelig grad pegede hen på de gamle forudsigelser om en helt særlig frelsers komme, så var det svært ikke at juble. Det var da også, hvad folkeskaren gjorde, da den var blevet mæt. Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden, udbrød de. Men i stedet for at lade frelseren selv bestemme, hvad der skulle ske, mente de, at de vidste bedre. Romerne havde besat landet og holdt det i et jerngreb. Det havde andre stormagter gjort tidligere, så jøderne var godt og grundigt trætte af at være underkuede. Derfor var det ikke et

5 5 øjeblik for sent, at frelseren kom. Han kunne sådan set godt have oppet sig lidt. Men det skulle han ikke bebrejdes nu, hvor han langt om længe var dukket op. Til gengæld skulle han se at komme i gang med at smide romerne på porten! Sådanne tanker lå bag folkemængdens ønske om at gøre Jesus til konge. Men Jesus stak af Han ville ikke have den magt, han blev tilbudt. Den var allerede blevet ham tilbudt af Djævelen, og da sagde han også nej. Jesu modvilje mod magt understreges af en replik, han ifølge apostlen Paulus har sagt, nemlig at hans magt udøves i magtesløshed. 2 Dette blev helt tydeligt, da han i stedet for i spidsen af en hær af hævngerrige trosfæller at tage kampen op mod overmagten lod sig klynge op på datidens mest grusomme henrettelsesinstrument. Da fulgte han sin afmagt helt ind i døden. Men det var den selvsamme afmagt, der viste sin styrke, idet han tre dage senere opstod fra de døde. Uden den afmagt, der kostede ham livet, kunne han ikke vise sin magt i døden. Hans magt udøvedes i magtesløshed, ganske som Paulus citerer ham for at have sagt. Det ligger ganske godt i tråd med julens budskab, der slår fast, at Gud lod sig føde som et menneskebarn; for findes der noget, der er magtesløst, er det da spædbørn. Tænk bare på de to små, der lige er blevet døbt. Uden deres forældres eller andre ansvarsfulde voksnes omsorg ville de ikke kunne overleve. Det er en af grundene til, at det er så stor en opgave og ære at blive forældre. Man får overdraget et splinternyt, lille, forsvarsløst menneske, som det er ens fornemste hverv at værne. De små magter nemlig ikke noget som helst i deres magtesløshed. Det gjorde Jesus heller ikke som spæd. Først da han blev voksen, kunne han åbenbare sin guddommelighed, sådan som det skete, da han mættede folkeskaren. Men på korset overgav han sig igen fuldt og helt til magtesløsheden. Således mødes den mest kompromisløse magtesløshed med den mest kraftfulde magt i Jesus Kristus. Som Gud har han muligheden for at gribe den magt, han bliver tilbudt. På sin vis er den allerede hans i kraft af, at han er den, han er. Men han nægter, fordi 2 2. Kor. 12,9.

6 6 han ikke vil bruge sin magt til at nedkæmpe mennesker. Hvor dårligt romerne end behandlede jøderne, er hans opgave større end at stoppe dette magtmisbrug. Hans fjende er ikke mennesker, men selve døden og det er den, han vil bekæmpe, sådan at han fremover kan være sammen med os, når vi dør. Hvor flot det end lyder, at Gud sikrer os sit nærvær i døden, kan det synes som et lidt sært formål. Er det ikke lidt trist, at det skal vente til efter døden? - Nej, det er det bestemt ikke, når man står ansigt til ansigt med døden. Da kan troen på, at Gud sikrer en fortsættelse på den anden side af mørket, udgøre en stor trøst. Og dog ville det være trist, hvis vi ikke også fik muligheden for at glæde os over hans nærvær, mens vi er i live. Men den mulighed har vi faktisk også. Der ligger ligefrem en henvisning til hans nærvær i beretningen om brødunderet. Hver søndag finder der nemlig et slags nyt brødunder sted, når vi holder nadver. Vi skal ganske vist ikke forvente os, at vi bliver stopmætte af den lille oblat og den mundfuld druesaft, vi hver især får, sådan som de blev det ved brødunderet. Men netop idet vi hører, at Jesus kalder brødet for sit legeme og vinen for sit blod, får vi at vide, at han blev et menneske som os, og at han blev det for at være os nær både i liv og i død. Han bliver så at sige nærværende, idet vi spiser og drikker det, han selv kalder sit legeme og blod. På den måde bliver vi mættet af hans nærvær. Ved altergangen bliver vi nemlig mindet om, at Gud vægter os så højt, at han lod sig føde som en af os. Han afgav sin magt for at blive et i forhold til hans udgangspunkt - magtesløst menneske, som oven i købet insisterede på at afholde sig fra den magt, der blev han tilbudt. Han ville ikke være konge, men tjener, men som tjener var han ekstremt ambitiøs, for han ville tjene ethvert menneske. Konsekvensen af dette var, at han gik i døden for at påtage sig den straf, han ellers kunne have idømt os, der har det med at misbruge den magt, vi får. Selvom det bestemt ikke er alle, der har lyst til at være regenter, klynger vi os til hver vores ret til selvbestemmelse. Det er da også et godt demokratisk princip, at ingen skal

7 7 bestemme over andre. Men hvis vi ikke giver os ind under visse fælles regler, går alt i stykker. Det er accepten af, at man må underkaste sig de fælles værdier, der gør, at et samfund kan fungere. Men der er grænser for, i hvor høj grad man skal underkaste sig. Man skal jo ikke sætte sin frihed over styr. Gør man det, er det bare andre, der bestemmer over én og det er bestemt ikke sikkert, at de gør det bedre end en selv. Alligevel advarer kristendommen mod, at man misbruger sin frihed. Selvom det er lovligt, er det ikke i orden at nedgøre andre. Føres en ydmygelse konsekvent igennem, kan man ødelægge livet for den, det går ud over. I alt for mange parforhold findes der en skæv magtbalance, der udnyttes af den ene part. Ligeledes finder der massiv mobning sted i skoler og på arbejdspladser. I allerværste fald fører den slags til ofrenes selvmord, fordi den konsekvente nedgørelse river deres selvværd ned, stump for stump. At lukke øjnene for uretfærdighed er heller ikke ulovligt, så længe den uretfærdige handling ikke er kriminel. Men blot fordi det er lovligt, er det ikke korrekt at vende blikket bort. Måske vil man ikke risikere at ødelægge sit forhold til den, der ydmyger sin ægtefælle, eller også frygter man selv at blive den, mængden vender sig mod og udpeger som nyt mobbeoffer. Men selvom man har ret til at holde sin mund, er det altså ikke det rigtige at gøre. Ifølge kristendommen er det synd at udøve fysisk såvel som psykisk vold. Ligeledes er det syndigt at kigge væk og vende det døve øre til. Her kan man ikke undskylde sig med, at man er magtesløs, for det er man ikke. Er man blandt de ydmygende, har man også magt til at stoppe, og er man blandt dem, der ignorerer problemet, har man magt til at konfrontere ugerningsmændene med det forkerte i det, de gør. Handler man ikke, accepterer man, at et medmenneske lider nød og det er en synd. Derfor skal man være sig bevidst, hvornår man skal handle. Er man ikke det, bliver man et uretfærdigt magtmenneske som Saul, der først holdt sig væk fra magten for ikke at få blod på hænderne, men siden misbrugte den til egen gavn.

8 8 Står valgte mellem Saul og Jesus er det langt det letteste at følge Sauls eksempel, men samtidig skal man ikke være blind for, hvor megen magt, der kan udøves i magtesløshed. Vi kan ganske vist aldrig blive som Jesus, fordi vi blot er mennesker; men det skal ikke få os til at opgive det opmærksomme blik på vort medmenneske, der har præcis den samme ret til omsorg, som vi selv har. Amen.