Prædiken til Midfaste søndag, Joh 6, tekstrække. Nollund Kirke Søndag d. 15. marts 2015 kl Steen Frøjk Søvndal.

Transkript

1 1 Nollund Kirke Søndag d. 15. marts 2015 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til Midfaste søndag, Joh 6, tekstrække Salmer DDS 736: Den mørke nat forgangen er DDS 298: Helligånden trindt på jord DDS 367: Vi rækker vore hænder frem DDS 52: Du, Herre Krist, min frelser est Altergang: Se det Guds Lam, som bærer verdens synd Herre, at se dig DDS 31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud Tekstlæsninger GT-læsning: 5 Mos 8,1-3 Epistel: 2 Kor 9,6-11 Prædiketekst: Joh 6,1-15

2 2 Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip:»Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?«men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham:»brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«en af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham:»der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«jesus sagde:»få folk til at sætte sig.«der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple:»saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de:»han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15 Prædiken Hvad gør dig mæt? Det spørgsmål ligger lige på tungen i forlængelse af teksten, vi har hørt. Hvad gør dig mæt? Hvad tilfredsstiller dig? En variant af det samme spørgsmål, men ikke helt det samme, er: Hvad er du sulten efter? Hvad trænger du til? Hvad behøver du? Hvad ønsker du fra Gud?

3 3 Jeg har haft umådelig svært ved at komme i gang med prædikenen, men har hele tiden været bevidst om, hvor det skulle ende. For Jesus vil med usvigelig klarhed sige dette til os i dag: Jeg er svaret på al din sult og alle dine længsler og ønsker. Jeg kan mætte dig for alvor og for evigt, så du aldrig sulter eller tørster mere. Det er evangeliets store gave og mægtige kraft: virkelig at kunne mætte os ikke bare med det, vi synes at trænge til, men han kan mætte os med de dybeste behov, vi har. Sådan slutter prædikenen. Og det siger jeg allerede nu; det er den vished, vi gerne skulle gå ud af kirken med i dag. Skal jeg blive mæt, så er det gennem Jesus Kristus og det, han har gjort for mig. Og det serverede jeg også for mine konfirmander i ugens løb, og de havde et par spørgsmål. For det første: hvad er det, Jesus ville mætte os med? For det andet: hvad skal vi overhovedet bruge ham til i dag. Har vi det ikke fint nok? Hvad vil Jesus mætte os med i dag? Laver han bespisningsundere som dengang? Ja, til en vis grad gør han. Hver gang vi sætter os til et bord og spiser os mætte, så kan vi kun gøre det, fordi vores himmelske Fader har givet os mulighed for det. Det glemmer vi tit. Tænk på, at selv Jesus, Guds søn, så op mod himlen og takkede, før han delte ud af maden. Når Guds søn gjorde sådan, hvor meget mere skulle vi så ikke gøre det, i stedet for at lade, som om det hele kommer fra os selv. Samtidig var bespisningsunderet et tegn, siger Johannes. Det var et tegn på noget andet, som Jesus ville gøre for verden. Han ville ikke være brødkonge tværtimod trak han sig væk, da folkeskaren ville gøre ham til konge. Jo, for Jesus ville ikke bare mætte kroppen, men mætte sjælen. Han kom med tilgivelse! Han kom ikke bare for at bryde brød og dele fisk ud, men for at bryde sin egen krop i stykker på korset og dele sin tilgivelse ud til alle mennesker, der ser deres behov for ham.

4 4 Og det leder til det næste spørgsmål, konfirmanderne stillede: Hvad skal vi bruge ham til? Og det er et godt spørgsmål. Hvad skal vi bruge Jesus til? Det går fint nok. Vi har, hvad vi skal bruge og mere til. Vi har ikke de store udeståender, hverken over for mennesker eller over for Gud mener vi. Vi er blevet så kloge, at vi ved nøjagtig, hvordan vi får jorden til at give afgrøder. Vi ved, hvordan vi skal arbejde med os selv, så vi kan skjule eller bearbejde de mørke og mindre tiltalende sider af vores personlighed. Men spørgsmålet er: Er vi blevet særlig kloge? Ved vi, hvordan sjælen mættes? Forfatteren Henrik Pontoppidan ( ) har en lille, besk og lærerig historie, der hedder "Menneskenes Børn". Den handler om Vorherre og Sankt Peter, der blev sejlet over til et land som var ramt af tørke. Der var ikke faldet en dråbe regn i fem måneder. Færgemanden rådede dem til at vende om, for de kreperer derovre som fluer i frost, sagde han. Han sagde også meget mere. Fx at Vorherre måtte være mere døv end hans gamle spindemoster, siden han ikke hørte alle de jammerskrig og bønner, der blev sendt op til ham. Vorherre og Sankt Peter nåede over til det tørkeramte land. Der var heller ikke et strå på markerne, men de mødte jævnligt dyr, der var døde. Mange huse stod tomme. Pesten havde taget deres beboere. Fra andre huse lød hjerteskærende jammerskrig. Sankt Peter kunne ikke holde det ud, men vendte sig mod sin herre og sagde: "Kære Mester! Vend din vrede fra disse ulykkelige! Hør, hvor de angrer og beder." Men Vorherre stirrede lige frem med sit store, uudgrundelige blik. De to vandringsmænd gik videre og kom op til kirken, hvis klokker i de sidste måneder havde ringet dag og nat for at påkalde Herrens nåde. Kirken var fyldt til trængsel af udhungrede stakler. De stod helt op til alteret. Armene var rakt mod Himmelen, og luften genlød af de ulykkeliges anråbelser. Sankt Peter ynkedes over denne nød, og han vendte sig atter

5 5 mod sin Mester og sagde: "Herre, Herre, forbarm dig over dem! Hør, hvor de angrer og beder!" Men Vorherre stod, som hørte han ikke hans ord. Da forfærdedes Peter i sit hjerte, og han råbte: "Herre, er du den miskundhedens Gud, som du siger, da vis barmhjertighed her. Thi ellers tror jeg dig ikke længere og vil ikke tjene dig. Hører du ikke, hvor de råber? Ser du ikke deres blødende anger?" Da så Vorherre bedrøvet på Sankt Peter og sagde: "Peter, Peter, du taler jo bespotteligt ligesom færgemanden før. Men denne gang skal din vilje ske - for din tvivl vil jeg afvende, og du skal blive seende." Med disse ord forlod Vorherre kirken, og da de havde nået toppen af en høj uden for byen, opløftede han sine hænder, og regnen strømmede ned - blev ved med at strømme i fire uger. Det begyndte at grønnes overalt, i mark og skov. Og da høsten kom, stod det hele land og bugnede af en rigdomsfylde, hvortil man aldrig havde kendt mage. På den tid vendte Vorherre og Sankt Peter tilbage til egnen. Overalt havde man travlt med høsten. Der var svingende kornlæs og megen lystighed. Men af ingen mund hørtes Herrens navn nævnet eller hans gerninger lovpriset. De gik ind i byen. Her var stor velstand, med nye, smukke huse, hvor konerne sad og drak kaffe og sladrede og fjasede og lo. Men intetsteds hørtes Herrens navn nævnet eller hans gerninger priset. Til sidst kom de op i kirken, hvor klokkerne netop kaldte menigheden sammen til andagt og lovsang. Men kun et par frugtsommelige koner og en gammel mand sad og halvsov inde i stolerækkerne. Da de to vandringsmænd var kommet ud af kirken, sagde Vorherre: "Nå, Peter?" Da sank Peter ned for sin Mesters fødder: "Herre, Herre! - tilgiv mig!" Så vidt Henrik Pontoppidan til overvejelse for os i en tid, hvor landet bugner men søger vi Guds tilgivelse? Kan vi få øje på, at vi er syndere, der kun har ét at håbe på, nemlig Jesus og hans frelse? Det er det store spørgsmål, for kan vi ikke det, så har vi ikke noget at bruge Jesus til. Så griber vi aldrig om evangeliets tilgivelse og trøst.

6 6 To af dagens tekster foregår i en ørken, og det er ikke tilfældigt. Ud over at ørkenen passer godt til fastetiden, så er det et sted, hvor man let kommer i nød. Og vi skal ikke udelukkende tænke på den konkrete ørken, men på de ørkener, Gud fra tid til anden fører os ud i. Den første læsning fra GT ser tilbage på israelitternes vandring i ørkenen: Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. Sådan kan Gud lede os ud i problemer og kampe, for at lære os den samme lektie: Du lever af alt, hvad der udgår af Herrens mund. Så fat det dog! Det er heller ikke nogen tilfældighed, at Jesus har ført folkeskaren ud i ørkenen. Han bliver ikke overrasket og tænker: Hov, hvor kommer alle disse mennesker fra? Og sig mig, har de ingen mad? Nej, Jesus ved nøjagtigt, hvad han vil gøre det står eksplicit i teksten. De er et sted, hvor der ingen mad er. Alle muligheder er efter menneskelig målestok udtømte. Og da gjorde Jesus et stort under, og lad os ikke glemme, hvor stort det var mænd + kvinder og børn alt i alt måske en folkeskare på størrelse med Grindsted by! Alle blev mætte og 12 kurve med rester blev samlet ind. Det er ikke farligt at befinde sig i en ørken, når Jesus er der. Tænk igen på dit livs ørken. Det er ikke farligt det kan godt være, at det er tørt og at du hellere ville være i et badeland, men når Jesus er der, er det ikke farligt. Liberalteologerne har været på banen ift. dette mirakel som med de øvrige, Jesus gjorde, og søgt at tage underet ud af det. De siger, at det store under var, at da drengen med de 5 brød og 2 fisk havde stillet sin madpakke til rådighed, så tog alle de andre også madpakken frem og delte den med de andre, og så kunne det blive til det store måltid, vi læser om.

7 7 Så er det bare tankevækkende, at alle fire evangelister er ivrige for at fortælle om dette under, og Matthæus og Markus har det endda to gange, og de fortæller det netop som et stort under. Og det var et stort under! Det var et tegn. Et tegn på den overflod, der er med Jesus, og som sagt er det her, vi vil slutte i dag og det, vi helst skulle gå fra kirken med. Der er liv i Jesus. Han siger om sig selv, at han er livets brød eller det levende brød. Igen: Vil vi have liv, virkeligt liv, så får vi det ét sted: Hos Jesus. Vi får det gennem tilgivelse af vores synder. Og det var det, Jesus fuldbragte på korset. Her var der nemlig betaling for vores synder. Gud glemmer ikke vores synder, han har betalt for dem, han har sonet vores synder og forsonet os med ham. Til sidst tre små vinkler i teksten, som vi kan lade arbejde i os: - Den lille dreng med madpakken, som Jesus tog imod og brugte til noget så stort, har trøstet os kristne, der synes, vi har så lidt at komme med. I Jesu hænder kan selv noget småt blive til noget stort. - Betydningen af overfloden efter bespisningen: Alle spiste sig mætte, og der blev 12 kurve til overs. De 12 kurve er et billede på 12 stammer eller 12 apostle, dvs. kirken. I Jesus er der mad nok til hele Guds folk og endda en kurv til overs til hver stamme. - Jesus velsigner stadig brød og gør i dag i virkeligheden et større under end i ørkenen. Hver søndag brydes brødet og kalder syndere til at modtage livets brød. Sikken overflod, der er i Jesus. Amen!