DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 VV ^4. ULCJL L-v(C <^U, Kvk'^Uww V

4 K'_ tia ha.' N(F. -jsts

5 EN GOD LILLE 5)cmff 2)ceng fra Krigen i 64 KØBENHAVN EGMONT H. PETERSENS KGL. HOF.BOGTRYKKERI

6

7 En god Handling afføder altid en anden god Handling ved Eksemplets Magt. Dr. L. V. Birck, Folketingsmand. NOGLE FAA UGER efter at Østrigerne i 1864 var rykket ind i Fredericia, tog min Far og Mor mig, der den Gang var 7 Aar gammel, med over til Fredericia, for at jeg lille Dreng, der var meget videbegærlig, ogsaa kunde faa de slemme Østrigere og de Ødelæggelser, som deres Kanoner havde foraarsaget paa Husene rundt om i Byen, at se med mine egne smaa Øjne. Blandt meget andet, mindes jeg i dette hellige Øjeblik ogsaa, at da Far og Mor paa deres Strejftog rundt i Gaderne tilsidst var kommen op paa Volden, blev jeg lille Dreng til min store Forskrækkelse, revet bort fra mine Forældre af en menig Østriger, der førte mig ind i en Barak, hvor han gladelig satte mig op paa sine Knæ og kyssede mig og klappede mig ustandselig, medens store Taarer trillede ned ad hans Kinder. Ja, for netop saadan en lille Dreng som mig, der nu sad forskrækket paa hans Knæ, havde ogsaa han hjemme i Wien, uh, langt, langt borte! Som sagt, jeg lille Dreng blev bange for denne krigsklædte Østriger, der forekom mig at lugte af dansk Blod, da han førte mig ind i Barakken, mellem hans støjende Kammerater, men jeg blev hurtig gode Venner med ham, da det ved hans Kærtegn gik op for mig, at han i mit Ansigt saa sin egen lille Dreng, der nu formodentlig gik hjemme i Wien og græd for sin Far, der var med i Krigen langt, langt borte. Da jeg lille Dreng efter Krigen i 64 havde vokset mig noget større ved Hjælp af den Mad, som min Mor gav mig af et kærligt Hjerte, trak min lille Fødeby hver Sommer saa mange Badegæster til sig, at det store Flertal af disse Badegæster, af Mangel paa anden Husly, mod god Betaling lagde Beslag paa de fleste private Boliger, hvorfra der var en smuk Udsigt og let Adgang til Vandet. Blandt de mange Badegæster, som i de Aar lagde Beslag paa mit lille Barndomshjem, mindes jeg især Domorganist Matthison-Hansen og Hustru fra Roskilde. Thi samtidig med dette elskværdige Ægtepar indfandt der sig altid hos vor Nabo et andet elskværdigt Ægtepar, en Operasanger nede fra Wien, hvis tyske Navn jeg har glemt; jeg husker dog, at han i Wien, fordi han hver Sommer stak Nord paa med sin Hustru, blev kaldt Die nordische Swalbe". Nu, ved at rode op i mine Erindringer, mindes jeg, at en tidlig Morgen kom Domorganisten ud til mig i Haven, hvor jeg stod og nød Udsigten,

8 og bad mig om at gøre Operasangeren en lille Tjeneste. Gjorde jeg det," sagde Domorganisten, saa vilde Operasangeren blive svært glad for mig lille Däne". Da jeg lille Dreng fra Krigen i 64, der havde et stort Hjerte, hørte det, kunde jeg ikke dy mig, men fortalte nu Domorganist Matthison-Hansen, at jeg i Krigen 1864 var med til at flygte for de slemme Østrigere, langt bort fra den Plet Jord, jeg nu stod paa, men at jeg i samme Smertens Aar 64, under en Udflugt til Fredericia sammen med mine Forældre, der nu var kravlet op paa Loftet, opnaaede at blive særdeles gode Venner med i hvert Fald én af disse slemme Østrigere, kort sagt, nu, jeg efter Krigen i 64 havde vokset mig noget større, nu ansaa jeg mig selv for at have Kræfter nok til at være overordentlig gode Venner med to slemme Østrigere; snød de mig siden, fik de Klø af mig, naar jeg blev stor! Jeg gav mig nu i godt Humør til at ordne Operasangerens Fiskeredskaber, hvad dette Fæhoved ikke forstod sig paa. Nej, men synge, det kunde Operasangeren, Die nordische Swalbe, naar Domorganist Matthison-Hansen spillede nede i Kirken! Medens dette Arbejde stod paa, maa Domorganisten have været inde hos vor Nabo og sladre, for inden jeg blev færdig med mit Arbejde, kom Operasangeren springende ud til mig og sagde, at jeg og alle danske Drenge kunde være rolige herefterdags, for saadan som de slemme Østrigere kom til Danmark i 1864, saadan kom Østrigerne aldrig, aldrig mere! Dette gik for sig midt i mine Drengeaar, da alle Mennesker forekom mig at være gode. Aa, tro mig, naar jeg nu saa sent siger, at jeg lille Dreng fra Krigen i 64 blev glad i mit Hjerte, den tidlige Morgen, da Operasangeren, Die nordische Swalbe, nede fra Wien gav mig sin hvide Haand paa, at saadan som de slemme Østrigere kom til Danmark i 1864, saadan kom Østrigerne aldrig, aldrig mere. Jo, jeg lille Dreng fra Krigen i 64 blev glad i mit Hjerte, for jeg havde endnu ikke glemt den skrækkelige Morgen, da jeg og alt Folket maatte flygte ud af Byen, under Bøn til Gud om at holde sin Haand over os stakkels Mennesker, efter at de slemme Østrigere i de mørke Nattetimer havde rettet deres Kanoner over imod os. Uha, jeg husker endnu hvordan min ulykkelige Mor, da hun ingen anden Husly kunde faa ude hos Bønderne, maatte ty ind i en ledig Stald, sammen med andre Flygtninge, hvor hver Familie fik en tom Baas (til 2 Køer) anvist i Stalden. Jeg husker endnu i denne hellige Juleaften, da Trinitatis Kirkeklokker kalder paa mig, at jeg, da det om Aftenen viste sig, at min ulykkelige Mor havde et uoverkommeligt Besvær med at skaffe Natteleje i Baasen til mine fire Søskende, ganske stille lagde mig selv op i Krybben. Det var morsomt synes jeg, især hvis Mor nu ikke kunde finde mig! Ja, men da Mor omsider fandt mig liggende oppe i Krybben, rev hun sig fortvivlet i Haaret og sagde: Gud fri mig dog, Christian, naa, ja, der har saamænd Vorherre ligget før dig!" Det ærgerlige ved dette Eventyr er imidlertid, at jeg og alt Folket kunde have sparet os selv for de Lidelser, der trængte sig ind paa os ude hos Bønderne, for det viste sig, da vi Flygtninge var kommen tilbage til Hus og Hjem med vore fattige Ejendele, at de slemme Østrigere ikke var saa slemme som de kunde have været, kort sagt, de var samme Morgen, vi vendte dem Ryggen, kommen i Tanker om, at det var en blodig Synd et gøre

9 os Fortræd; derfor adlød de ikke Preusserne, men lod Landsoldaten i Fredericia staa urørt som et varigt Minde ogsaa om dem. Jeg sidder nu i Julen 1919 ved mit fattige Bord og tænker, nej, ikke saa meget paa det lille Barn, der blev født i Bethlehem for nitten Hundrede og nitten Aar siden, men mere paa den krigsklædte Østriger, der i Krigen 1864 satte mig lille Dreng op paa sine Knæ og pegede ned mod Wien, hvor ogsaa han havde en lille Dreng gaaende og græde. Ja, men denne krigsklædte'østriger behøver nu ikke at pege ned mod Wien mere, for jeg ved tilstrækkelig Besked om, at der nede i Wien, nu i Aaret 1919, findes Tusinder af Børn, som Døden er saa djævelsk ude efter, fordi deres Mødre ikke har Mad til dem. Uha, jeg kunde, nu da Trinitatis Kirkeklokker kimer den hellige Juletid ind i Sognet, ønske, at disse Kirkeklokker vilde gøre mig saa stor og stærk, at jeg endnu i denne hellige Juleaften kunde tage med Toget ned til Wien og slaa Døden, dette Uhyre, ihjel med mine bare Næver! Dog, vent lidt Jeg kom i alle mine Drengeaar daglig ned i Hospitalet, i hvilken Stiftelse, der i de Aaringer, sad seks gamle Enker tilhuse. Disse seks Enker fik af Byen 4 Mark (1 Kr. 33 Øre) hver, til at leve af om Ugen. Det siger sig selv, at med dette lille Beløb var de gamle Enker ubarmhjertig henvist til at sulte. Ja, men det vilde jeg lille Dreng fra Krigen i 64, ikke rolig se paa, nej, jeg fandt hurtig paa Raad i saa Henseende. Tro mig, jeg kan endnu i denne hellige Juleaften se mig selv, som en lille vréd Dreng, en Middag Kl. 12 liste ud af Køkkenet, med en Kurv i mine Hænder, kort sagt, jeg kan tydelig se mig selv paa Vandring ned mod Hospitalet, med min egen Middagsmad, som jeg gladelig satte paa Bordet til de gamle Enker Det gik godt én Gang, det gik godt to Gange, men tredje Gang blev jeg stoppet i Døren, baade af Far og Mor, der absolut vilde se hvad jeg havde i Kurven. Jeg lille Dreng fra Krigen i 64, kom nu i Forhør inde i Køkkenet, et Forhør, der endte med, at naar jeg vilde love Far, at jeg herefterdags vilde sidde stille i Køkkenet og spise min Middagsmad selv, saa maatte Mor hver Dag koge saa megen Middagsmad, at der ogsaa kunde blive lidt til Enkerne nede i Hospitalet. Og det gjorde Mor da, ja, den Ros skal hun have, nu hun ligger i sin Grav oppe mellem Enkerne. Tro mig, naar jeg nu saa sent siger, at de gamle Enker nede i Hospitalet blev glade, naar de saa mig lille Dreng fra Krigen i 64 komme ind ad Døren med min Kurv, i hvilken der altid fandtes saa megen Middagsmad, at mindst to af dem kunde blive mættet den Middag. Jo, det var godt at faa sig lidt Middagsmad, hvad disse gamle Enker ikke i Aaringer havde haft Raad til at faa, nej, de havde jo kun 4 Mark at leve af om Ugen! Det vidste jeg, se, derfor gik jeg lille Dreng fra Krigen i 64 resolut paa Akkord med min Appetit, før det var forsent! Blandt de seks gamle Enker, mindes jeg, nu da det synes som at Trinitatis Kirkeklokker ikke kan blive træt af at kime, især gamle Marie Clausen, hvis Mand havde været Marsvinsjæger. Vi to var særlig gode Venner, mest fordi mit Navn mindede hende om sin egen Dreng, som hun nu savnede saa haardt i sin Livsaften. Sagen var den, at samtidig med at gamle Marie Clausen i Aaret 1848 var bleven Enke, brød

10 Treaars-Krigen ud med Schleswig-Holstenerne, nede bag Skamlingsbanken. Naturligvis, nu maatte hendes Christian afsted til København igen, sammen med to andre unge Sømænd, der ogsaa var oplært paa Orlogsværftet til at slaas med Tyskerne ude paa Vandet. Saa nødig hun vilde, saa maatte Enken, Marie Clausen, finde sig i det, naar Kong Frederik d. Syvende forlangte det; uha, en Konge kan til sine Tider være ukristelig haard ogsaa mod en fattig Enke! Alle disse tre unge Sømænd kom desværre ombord i Linieskibet Christian d. Ottende, der som bekendt under Krigen sprang i Luften nede i Ekernførdefjorden. Nogle faa Uger efter denne nationale Katastrofe, som de ondskabsfulde Schleswig-Holstenere havde foraarsaget, vendte Rasmus Baaring og Mads Illum tilbage, hvorimod Christian Clausen maatte blive nede i Ekernførdefjord. Hvis blot Schleswig-Holstenerne havde kunnet styre deres Ondskab paa en mere kristelig Maade, saa havde denne nationale Katastrofe sikkert nok ikke indtruffet. Men det kunde de ondskabsfulde Schleswig-Holstenere ikke, nej, disse daarlige Mennesker har altid været ude om at lave Oprør og gøre ondt. Se, af den sørgelige Grund maatte Marie Clausen ty ned i Hospitalet, hvor hun, glemt af Kongen, nu sad og græd over Tabet af sin eneste Søn. Ak, hun fandt nu en fattig Trøst i, at knuge mig lille Dreng fra Krigen i 64 ind til sit Bryst og trøste mig, der græd med hende, med, at det var ikke godt at vide hvad Vorherre vilde bruge mig til, naar jeg en Gang blev stor. Nej, men det skal Trinitatis Kirkeklokker nu vide, at jeg véd tilstrækkelig Besked om, at der i Bethlehem for nitten Hundrede og nitten Aar siden blev født et lille Barn, der blev svøbt og lagt i en Krybbe. Jeg har nu vokset mig saa stor, at jeg i dette hellige Øjeblik kan tænke mig til, at paa det Tidspunkt, da dette lille Barn blev født i Bethlehem, maa det ikke have set godt ud blandt Menneskene, for da dette lille Barn var vokset op til Mand, stod han frimodig op mellem Menneskene og sagde dem Sandheden. Ja, men det skal Trinitatis Kirkeklokker ogsaa vide, jeg véd tillige tilstrækkelig Besked om, hvordan det efter tre Aars Forløb gik denne ædle Mand, jeg véd, at hans store Kærlighed til Menneskene kostede ham Livet, men at hans Aand fremdeles lever blandt Menneskene. Trods dette har Menneskene siden Kristi Fødsel og Død alligevel haft ondt ved at forliges. Ofte har de daarligste blandt Menneskene sammenrottet sig med andre daarlige Mennesker, for at faa det ødelagt paa Jorden, som gode Mænd og fælles Kræfter i Tidernes Løb har bygget op. Vi saa, hvad intet Menneske før har set, nu fra Aaret 1914 til Aaret 1919, et saa frygteligt Krigsuvejr rase paa Jorden, som vi haaber de kommende Menneskeslægter maa blive skaanet for at se gentaget. Aldrig har Jorden været saa ødelagt som nu! Aldrig har Jorden drukket saa meget Blod som nu! Aldrig har der under Himlen været grædt saa mange bitre Taarer som nu! Aldrig har Vorherre været spottet som nu! Aldrig Atter maa nu gode Mænd og fælles Kræfter træde til og bygge op, saadan at Jorden kan faa sit skønne Udseende igen. Men allerførst maa vi have Mad til de ulykkelige Børn nede i Wien, thi

11 Vis os ikke væk fra Døren, thi det gælder Livet!!! Aa, tro mig, naar jeg nu siger, at jeg lille Dreng fra Krigen i 64 blev glad i mit Hjerte, den tidlige Morgen, da Operasangeren, Die nordische Swalbe, nede fra Wien, gav mig sin hvide Haand paa, at saadan som de slemme Østrigere kom til Danmark i 1864, saadan kom Østrigerne aldrig, aldrig mere! Han har holdt sit Løfte til mig lille Dreng fra Krigen i 64, hvad alle danske Drenge og smaa Piger nu i denne hellige Juleaften 1919, er ham saa usigelig taknemmelig for, thi Se, derfor skal nu de ulykkelige Børn nede i Wien have Mad sendt ned fra alle danske Drenge og smaa Piger, før det er forsent! Aa, ja, lille Far og Mor, det skal de smaa Børn nede i Wien have, ellers græder jeg store Taarer sammen med den Mand, der staar udenfor Døren og siger, at han er en god lille dansk Dreng fra Krigen i 64. \

12 EKSPEDITION AAB ENRAA 3 KØBENHAVN K

13

14