Vi er her ikke - igen

Transkript

1 Vi er her ikke - igen en opløsningsroman Vagn Remme Forlaget Em

2 byskiltet ved, at det ikke er en grænse, grænsen ligger inde i beboerne, at skiltet er noget, de møder i sig selv, når de nærmer sig skiltet, derfor ved byskiltet, at det ikke findes som sådan, at det så at sige er et fatamorgana 5

3 når hun rækker hænderne op mod træernes grene, løfter de sig uden for hendes rækkevidde, når hun tørster (og det gør hun tit o.a.) og vil drikke af åens vand, trækker åen sig tilbage, det er kun, når hun sætter sig på cyklen og cykler, at der sker noget, ikke at hun skal komme frem til noget, være nogen eller blive til noget, kun denne bevægelse rundt og rundt i landsbyen 6

4 hun bryder sig ikke om lyset, det virker for konstrueret for hende, den måde det falder ind i landsbyen på, det er virkelig dårligt lavet, synes hun, og så alt det med, at det stopper så pludseligt ude ved byskiltet, eller stopper, det er nok så meget sagt, det hele bliver grumset på en underlig måde på den anden side af byskiltet, hvor der ikke rigtig er noget 7

5 landsbyen opdager, at han putter sin afføring tilbage i røven, han er meget omhyggelig med at få det hele med, han mærker, hvordan afføringen bevæger sig op igennem tarmen, hvordan den suger næringen tilbage ind i tarmen, og afføringen fortsætter op forbi bugspytkirtlen og op i maven, hvordan den langsomt samler sig til bidder af mad, der kommer op i munden; landsbyen ser ham gumle og tage fx en leverpostejmad ud af munden, sætter den på tallerkenen og putter den i køleskabet, landsbyen kan ikke holde til den slags aktiviter, men landsbyen kan heller ikke finde noget regulativ, der kan dæmme op for det, fordi den slags aktiviteter ikke er beskrevet i regulativet, og muligvis af den grund opstår der otte huller i landsbyen, små huller i en græsplæne fx, den slags huller giver landsbyen en knugen for brystet, og pedellerne finder kostene frem og begynder at feje sammen for at fylde hullerne op 8

6 hun finder barnet ved byskiltet, vejrtrækningen er abrupt, pupillerne udvider og trækker sig sammen stødvis, i takt med vejrtrækningen, barnet falder sammen og pedellerne kommer til, men de ser ikke barnet, kun støvet som de fejer op og hælder ud over åen, hun, derimod, ser pedellerne danse omkring barnet med deres koste, at de genner barnet ned i åen, og i det barnet plumper i, slipper de kostene og holder sig for ørerne på grund af lyden, der altid kommer, når pedellerne kaster grumset ud over åen, et dybt drøn under landsbyen 9

7 det, det er, er, at det er, som det er, og at det er, som det er, er det, det er, og det er det, landsbyen har det ret dårligt med 10

8 han har taget en beslutning om at lege, det er en idé, han har fået, han går i Brugsen og begynder at lege, han bygger et hus af pakkerne med lasagneplader, han sætter sig på hug foran huset og kigger på det, til hans store overraskelse kommer der et barn ud af huset, barnet og han kigger på hinanden og opdager, at de ikke kan tale sammen, fordi de har hver deres sprog, hvilket frustrerer oversætteren; i stedet begynder de at lege sammen, barnet bygger en skov af vinflaskerne, og han bruger chokoladepladerne til at lave den å, der løber igennem skoven, så laver han en græsmark af ruccolabladene, og han laver en lille sø af sovsekulør, og som legen griber om sig, kan de se, at de har bygget en miniudgave af landsbyen inde i brugsen med veje, den sløjfede mergelgrav, regulativet og det hele 11

9 det er en seriøs stressfaktor for landsbyen, at der ikke står noget om det i regulativet, og landsbyen forsøger flere gange at skrive noget ned omkring den nye situation, men det er jo ikke til at skrive noget, som landsbyen ikke ved, hvad er, at døre åbner og lukker i af sig selv, skygger på steder, hvor der ikke skal være skygger, og det gør beboerne utrygge, og det, landsbyen ender med at gøre, er at lave et bål på pladsen, og så er det, at beboerne samles omkring bålet, og så er det, at de mister deres skygge i ildebranden, og så er det, de ikke ved, hvem hinanden eller de selv er, og så er det, at de begynder at drive rundt i landsbyen 12

10 pedellerne bevæger sig langsomt, lidt skævt og foroverbøjet, de har en tendens til at slæbe kosten efter sig med et tomt blik, der er ikke meget bevægelse i deres fremgang, men bliver de spurgt om, hvad de helst vil: altid have så ondt i foden at pedellerne er lige ved at græde eller altid gå baglæns, vil de sige, at de helst vil gå baglæns, og i deres fodspor, som kommer til dem, vokser blomster - men beboerne kan ikke forestille sig sådan et spørgsmål, og derfor går pedellerne langsomt, skævt foroverbøjet fremad 13

11 flokken opstår ud af ingenting, pludselig, bag en busk, og så er det, at den driver omkring, og så er det, at den opsuger alle beboere, den møder, og så er det, at den smadrer husene, og så er det, at flokken sætter ild på tagene, og så er det, at den river tøjet i stykker og klatrer op i træerne; ingen i flokken ved, hvad de laver, de ved ikke, at de er i en flok, og bliver de spurgt bagefter, når flokken er gået i opløsning, kan de ikke svare på simple spørgsmål så som, hvad lavede du i går, og så bliver beboerne bange, og så er det, at de løber ud af husene, og så er det, at de gemmer sig bag en busk 14

12 landsbyen har vanskeligt ved at huske noget, måske kan den godt huske, men det, den husker, har ikke noget at gøre med det, der er sket eller vil komme til at ske, måske husker den pludselig hændelser vedrørende en spatel, at landsbyen blander erindringer sammen, rører dem rundt og fornemmer, at overfladen går i opløsning, og landsbyen slet ikke har lyst til at opleve, hvad der gemmer sig nedenunder, hvorfor landsbyen giver sig til at huske noget andet, hvilket er imod regulativet; her træder pedellerne til med deres koste og fejer støvet sammen i vandpytterne og presser den seje masse hen over hullerne i landsbyen 15