Fake news. Begreb eller angreb? Kandidatspeciale. Hans Worch Bagge GLJ402. Vejleder: Sille Obelitz Søe

Transkript

1 Fake news Begreb eller angreb? Kandidatspeciale Hans Worch Bagge GLJ402 Vejleder: Sille Obelitz Søe

2 Abstract The purpose of this thesis is to examine the public debate about fake news to elucidate different understandings and uses of the notion, and to debate the consequences of a potential misleading. There are two hypotheses behind this thesis. The first is that a simple factual mistake from a normally trustworthy source has a greater impact than an intentional deceitful ludicrous assertion from an unknown source on the Internet. Secondly that there were variations in the use of the notion fake news in the public debate. Both are confirmed, and even though a factual fault has a greater risk of causing belief because people aren t critical enough when they read their normal newspaper and are likely to believe a story if they agree with the content, the possible consequences of far out troll story are dire. These intentional deceitful stories have the potential to make the society shiver because they cause distrust to the media. When the media lose their credibility, they also lose their power as watchdog for the citizens. In the end eight different main uses are found, and the way they understand fake news differs, and the potential for deceit is also diverse. It is also argued that in a lot of cases it would be beneficial to talk about either misinformation or disinformation when people wants to describe misleading, because it s seldom news related. If fake news is used to describe intentional disinformations, which imitate real journalism, then misinformation and disinformation can be used to describe other kinds of misleadingness. The benefit of this would be, that it would be clearer for everyone what was being discussed, when the solution for the problem with fake news are debated, because it is impossible to solve a problem if there isn t consensus about what problem is at hand. 2

3 Indholdsfortegnelse INDLEDNING...4 TEORI...5 FAKE NEWS...7 INFORMATION, MISINFORMATION OG DISINFORMATION IMPLIKATURER LØGN PROPAGANDA DATAINDSAMLING ANALYSE FAKE NEWS SOM FALSK VAREBETEGNELSE RUSSISK FAKE NEWS EUROPÆISK FAKE NEWS AMERIKANSK FAKE NEWS DET HISTORISKE PERSPEKTIV FAKE NEWS I FAKE NEWS BESKYLDNINGER ÅRSAGER, KONSEKVENSER OG LØSNING AF FAKE NEWS FAKE SUNDHEDSNEWS POSTMODERNISTISK NEWS PETER MØLLER OG HAMAS ELEVER ELLER STUDERENDE AFRIKA OG VM I FODBOLD DISKUSSION KONKLUSION LITTERATURLISTE EMPIRI ARTIKLER BILAGSOVERSIGT

4 Indledning Emnet for dette speciale er fake news. Fake news begrebet blev kendt i forbindelse med det amerikanske præsident valgkamp i Donald Trump beskyldte medierne for at forsøge at sabotere hans kandidatur ved at køre en smedekampagne imod ham, og satte derfor spørgsmålstegn ved mediernes troværdighed. Siden hen har debatten om fake news fyldt meget i både internationale og danske medier, hvor beskyldning om hvem der lavede fake news og implikationen af fake news har været diskuteret heftigt. Det er dog ikke altid klart, hvad der menes, når der bliver talt fake news i den offentlige debat. Ifølge Donald Trump er fake news historier han er uenig i, fra medier der er kritiske mod ham, i andre tilfælde bruges betegnelsen om bevidst vildledende historier, men også om nyhedshistorier med utilsigtede faktuelle fejl. Disse tre eksempler på opfattelsen af fake news er vidt forskellige, og det er dette speciale skal handle om. Det er vigtigt at få præciseret, hvad der tales om, når diskussionen omhandler et problem, der potentielt kan være en trussel mod den måde samfundet er bygget op. I et velfungerende demokrati ses medierne som en 4. statsmagt, der skal være garant for at klæde borgerne ordentlig på i forhold til at kunne danne holdninger på et oplyst grundlag. Hvis man som borger ikke kan stole på medierne, er det en svært at have en mening om, hvad der foregår i samfundet, og dermed få påvirket det i den retning man ønsker. Specialet vil derfor undersøge og analysere eksempler på fake news og diskussionen af fake news. Eksempler vil blive fundet i dagspressen, hvor fake news historier og diskussionen af disse vil være det empiriske materiale for specialet. Dette vil give mulighed for at identificere og kategorisere forskellige forståelser af fake news. Endvidere vil intention der ligger til grund for en given artikel, også analyseres, da dette aspekt ikke har fyldt så meget i debatten, og det spiller en central rolle i forhold til den forståelse af misinformation og disinformation, der vil blive præsenteret i specialet. Dette giver mulighed for at analysere og diskutere konsekvensen af de forskellige former for fake news. Hypotese kunne være, at misinformation fra en troværdig kilde vil have større konsekvenser, da modtagerens parader er nede, i forhold til disinformation fra en upålidelig kilde. 4

5 Problemformulering: Hvilke forståelser af begrebet fake News kan identificeres i den offentlige debat, og hvad kan implikationerne af de forskellige forståelser have for en potentiel vildledning? Formålet med problemformuleringen er så vidt muligt at arbejde med et spændende emne, uden konkret at skulle kategorisere forskellige artikler, som fake news eller ej. Problemet med at skulle arbejde med fake news på en sådan måde, ville være at dette ville kræve enormt indsigt i hver historie, da vurdering af sandhed og vildledning kræver situationel indsigt, som ikke nødvendigvis er let tilgængelig i mange tilfælde. Emnet fake news er desuden som skræddersyet til den specialeretning, som speciale er skrevet under. Specialeretning B, handler om kultur, medier og digitalitet. Fake news bliver af nogle anset som værende et symptom på et skift i kulturen, som trækker tråde tilbage til postmodernisternes angreb på objektiviteten og sandhed. Medierne kan både ses, som værktøj for spredningen af fake news, men også som dem der udarbejder journalistikken, som netop er underpress fra fake news, da denne er med til at udvande mediernes autoritet og slagkræft som 4. statsmagt. Digitalitet spiller ligeledes en stor rolle i spredningen af fake news, da det med internettets udbredelse gør det muligt for mange, at forsøge at tjene penge eller manipulere folk gennem vildledende historier. Dette faktum spiller også en rolle i forhold til distinktionen mellem fake news og propaganda, som bliver analyseret og diskuteret længere nede i opgaven. Teori I dette teoriafsnit vil fem forskellige emner blive behandlet. Det første underafsnit vil handle om selve forståelsen af begrebet fake news, de efterfølgende 3 underafsnit vil omhandle vildledning og typiske virkeligmidler indenfor vildledningen. Afsluttende vil der være et afsnit om løgn og propaganda. Til at belyse den teoretiske forståelse af begrebet vil der, med udgangspunkt i forskellige artikler og bøger om fake news, blive redegjort for, hvordan begrebet bliver defineret i videnskabsbaseret litteratur. Dette vil både give en større indsigt i selve begrebet, men også bidrage til selve undersøgelsen og diskussionen af de forskellige former for fake news forståelser. Dette vil gøre sig gældende, hvis der kun er en samlet 5

6 forståelse af begrebet, som man så vil kunne stille de identificerede forståelser fra dagspressen op imod. Det vil dog også være interessant, hvis der identificeres mange forskellige forståelser, da dette vil bekræfte og udvikle hypotesen om forvirring i brugen og forståelsen af begrebet. De efterfølgende fem underafsnit begynder med Søes (Søe 2016), model over information med særligt fokus på konceptualiseringen af begreberne information, misinformation og disinformation. Denne konceptualisering skal bidrage til at kategorisere de forskellige former for fake news, der bliver analyseret frem, og samtidigt kvalificere diskussionen om de mulige konsekvenser, som forskellige forståelser kan have for en potentiel vildledning. Herefter følger tre afsnit, som bidrager til en dybere forståelse, af nogle af de mekanismer og former for vildledning, der bliver præsenteret i Søes model; Intention og intentionalitet, implikaturer, og løgn. Intention og intentionalitet er et vigtigt aspekt i kategoriseringen af vildledning i Søes konceptualisering, og det er derfor essentielt, for læseren blive introduceret til disse begreber og deres forskelle. Ligeledes spiller implikationer og specielt falske implikaturer en stor rolle i meget af den vildledning, der bliver beskrevet som fake news i den offentlige debat. En implikatur er den implicitte mening i en ytring, som f.eks. når man spørger sin sidemand, om vedkommende kan nå saltet, i stedet for direkte at bede om det. Implikaturer findes også i en falsk udgave, hvor en sand ytring bliver vildledende. Dette kan være en udfordrende disciplin, da kan være svært at sige noget der på engang er vildledende, men også sandt, men det er muligt, og det er et stærkt værktøj for nogle producenter af fake news. Løgn og propaganda er ord, der ofte ses i sammenhæng med fake news, her kan det f.eks. nævnes at min mors første kommentar til, at jeg skulle undersøge forskellige former for fake news var: Er fake news ikke bare løgn?. Denne udtalelse samt det faktum at løgn og propaganda er på henholdsvis 2. og 3. pladsen på listen over de identificerede beskrivelser af fake news begrebet, der er blevet fundet flest gange i empiriartiklerne 1. Grunden til at netop disse to kræver et underafsnit hver skyldes, at de begge er eksempler på ord, der bliver brugt på daglig basis, hvor der alligevel godt kan være tvivl om de præcise definitioner. Løgnen har en præcis definition, der gør, at begrebet ofte bliver brugt forkert. Det er en almen misforståelse, at løgn er betinget af en falsk ytring, men det er ikke ytringens sandhedsmæssige værdi, der er afgørende, det er derimod afsenderes overbevisning om det falske i sin ytring. Der skal redegøres for propagandaens præcise 1 Bilag 2 6

7 definition, da det for nogen kan være svært at forstå forskellen på fake news og propaganda (se artikel 33), og i et speciale, der beskæftiger sig med forskellige forståelser af, hvad fake news er, må det være væsentligt at kunne tydeliggøre forskellene. Identificeringen og kategoriseringen af de forskellige former for fake news begrebet tager i høj grad udgangspunkt i Søes (2016) afhandling om information, misinformation og disinformation. Afhandlingen hører til kategorien informationsfilosofi, der er en blanding af informationsstudier og analytisk filosofi. Søe beskriver analytisk filosofi som en disciplin, der fokuserer på logik, sprog og konceptuel analyse (Søe, 2016, s. 33), hvilket også er en god beskrivelse af de metoder, der bliver gjort brug af i dette speciale. Fake News I et speciale, der ønsker at undersøge, forståelsen og brugen af begrebet fake news må det være centralt først at kigge nærmere på, hvordan begrebet bliver defineret i den videnskabelige faglitteratur. Er der i den videnskabelige litteratur en større enighed om definitionen, eller går den flertydighed, der menes at eksistere i den offentlige debat igen, når begrebet bliver analyseret i en videnskabeligt. For at finde ud af dette, vil forskellige artikler og bøger forfattet af personer, der har arbejdet med fake news i videnskabelig sammenhæng, blive konsulteret. Dette vil give mulighed for at kvalificere analysen og sætte specialets forforståelse op imod de forståelser, der bliver identificeret i den videnskabelige litteratur og dagspressen i diskussionsafsnittet. Det er en udfordring at beskrive den forforståelse af begrebet fake news, som findes hos forfatteren af dette speciale. Dette skyldes, at udviklingen og brugen af begrebet i den offentlige debat har udviklet sig, og dermed også ændret hos mig. Det begyndte med Donald Trumps version, hvor det var en betegnelse for journalistik, der var kritisk mod Donald Trump, til nu at kunne blive brugt mod personer, som f.eks. i artikel 136. Forforståelsen af begrebet fake news i dette speciale er, at det er en betegnelse for intenderet vildledende indhold, der stilistisk imiterer det indhold, man finder i de rigtige medier, der i denne sammenhæng defineres ud fra, om de er omfattet af pressenævnet eller ej. Derfor vil fejl, der fører eller kan føre til vildledning hos medier, der er underlagt pressenævnet ikke blive betragtet som fake news. Medlemskabet af det presseetiske råd betyder, at disse medier bliver underlagt medieansvarsloven, der garanterer, at de overholder bestemmelserne for 7

8 god presseetik, hvorfor eventuelle overtrædelser af denne må formodes at skyldes fejl, og at disse ligeledes vil blive rettet. Dette diskvalificerer i samme omgang muligheden for at betegne journalistik, som man er uenig med, for fake news, hvis uenigheden udelukkende baserer sig på holdninger. Når man konsulterer dansk faglitteratur, der omhandler fake news og relaterede emner, er der ikke konsensus om begrebet. Det er tydeligt, at de kredser om de samme historier og tendenser, men der er forskelle at se i forhold til fokuspunkter og vægtningen af hvad, der er det essentielle ved fake news. Det er også forskelligt, hvor direkte fake news begrebet bliver beskrevet i den litteratur, der er blevet konsulteret. Den mest direkte er Pierre Collignon (2018), der i starten af sin bog har en ordliste, hvor definitioner af forskellige begreber bliver præsenteret. Pierre Collignon præsenterer tre forskellige variationer af fake news, så allerede her kan det konstateres, at begrebet må være flertydigt, og det ikke kun er i dette speciale, at har den opfattelse findes. Collignon har som nævnt tre definitioner: Donalds Trumps version, den gennemsnitlige medieforbruger og til sidst sin egen. De præsenteres på følgende måde: Donald Trumps definition: journalistik, jeg ikke kan lide. Den gennemsnitlige medieforbruger: Slet og ret dårlig journalistik eller en historie jeg ikke tror på. Min definition: falske oplysninger bragt med forsæt i et format, der ligner rigtig journalistik. (Collignon, 2018, s. 18). Collignons udlægning af Donald Trumps definition er den gængse, nemlig at Donald Trump betegner journalistik, journalister og hele medier, som fake news, hvis de er kritiske overfor ham, eller han ikke bryder sig om indholdet. Den udlægning er svær at definere i forhold til de parametre, der normalt bliver stillet op i forhold til fake news. Der er ingen indikation af, om denne form for fake news skal være vildledende eller om den er falsk. Dermed kan alt, der ikke falder i Donald Trumps blive betegnet som fake news. Collignons udlægning af almindelige menneskers syn på fake news stammer fra en undersøgelse, der blev publiceret i Columbia Journalism Review, hvorfor man må gå ud fra, at der er evidens for udlægningen. Her er kriteriet, at fake news bliver kategoriseret efter kvalitet, hvilket man vel godt kan sige, er en subjektiv afgørelse, og hvorvidt modtageren tror på historien. Dette er interessant, for her er der heller ikke tale om, hvorvidt historien rent faktisk er vildledende eller falsk. 8

9 Kvaliteten af en artikel kan godt være dårlig, men indholdet samtidigt sandt og ikke- vildledende, selvom at der nok menes, at kvaliteten af en artikel er defineret efter netop sandhedsværdien, og hvorvidt indholdet er vildledende. På samme måde kan artikler forbrugeren ikke tror på, også være sande. Dermed kan man argumentere for, at der er lighed mellem Trumps forståelse af fake news og den gennemsnitlige forbruger, da gennemsnitlige forbrugere nok heller ikke kan lide de historier eller tror på dem, hvis indholdet er modsat forbrugerens overbevisning. Collignons egen definition har tre kriterier historien skal være falsk, den skal være intenderet, og den skal efterligne rigtig journalistik. Dermed er Collignons forståelse den samme som min på to ud af tre punkter. Collignons krav til falskhed i indholdet er modsat min forståelse af begrebet, hvor jeg blot skriver, at indholdet skal være vildledende. Grunden til, at jeg i min forståelse ikke har lagt vægt på sandhedsværdien, skyldes, at det kan være svært at vurdere, hvad der er sandt eller falskt, og som vi skal se i den næste afsnit om misinformation og disinformation, kan der ikke tages højde for sand misinformation og sand disinformation, når kravet til fake news er, at indholdet skal være falskt. Lea Korsgaard beskriver fake news, som hjemmefabrikerede løgne og propaganda (Korsgaard, 2017, s. 81). Idet Korsgaard beskriver fake news som hjemmefabrikeret og løgn, må man gå ud fra, at hun ligesom Collignon anser fake news for at være faktuelt forkert, og at formålet altså er manipulering af modtagerens holdning. Dermed er der lighedstegn med Collignon i forhold til at indholdet af fake news er faktuelt forkert, og i Korsgaards brug af begrebet propaganda må det formodes, at spredningen af den falske information er intenderet. I Hendricks og Vestergaards bog Fake news, skal man et godt stykke ind, før der kommer en definition af begrebet. I 4. kapitel understreger de, at det afgørende aspekt for fake news er, at det efterligner rigtigt journalistik (Hendricks & Vestergaard, 2017, s. 109). Det bliver endvidere påpeget, at fake news ofte indeholder falske eller udokumenterede påstande, men det er ikke et krav, men derimod at formålet med at fremstå sandfærdig sker, for at opnå noget andet. Der er ifølge Hendricks og Vestergaard tre overordnede grunde til at lave fake news: for sjov/ trolling, propaganda/ magtkamp og webtrafik/ penge (ibid., s. 112). De sidste to grunde er de samme, som Jensen og Tække (2018) bruger i deres forklaring af fake news. De skriver, at fake news spillede en rolle i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor de falske historier blev spredt af den yderste højrefløj i USA og af unge makedonere. Her var motivationen for højrefløjen propagandistisk, men det var ikke tilfældet for makedonerne, der gjorde for pengenes skyld. Jensen og Tække ligger vægt på, at makedonernes artikler blev sendt af sted 9

10 med sensationelle eller kontroversielle overskrifter (Jensen & Tække, 2018, s. 172) for at generere klik, hvorfor sandhedsværdien ikke eksplicit bliver beskrevet som et krav, men det er i hvert fald ikke er noget, der bliver lagt vægt på. Det, der er enighed om i de danske eksempler her, er, at fake news betegner spredning af information med et andet formål end den ydmyge og nøgterne beskrivelse af verden, som Korsgaard, med udgangspunkt i Nils Ufers bog Den nøgne journalist, beskriver en klassisk forståelse af journalistens arbejde. Forskellene er så, om indholdet skal være sandt eller falskt og om det skal efterligne rigtig journalistik eller blot afsende løgne og propaganda. Disse eksempler stammer fra Danmark, men hvordan ser det ud, hvis man kigger mod udlandet? De udenlandske artikler er blevet valgt med det udgangspunkt, at de arbejder med fake news i en videnskabelig sammenhæng. Billedet, der tegner sig af forståelsen af fake news begrebet, er meget lig det, der blev fundet i de danske artikler. Det er forskelligt, hvad der bliver lagt væk på, om historierne skal være falske, eller om de skal efterligne rigtige nyheder. Det er ikke alle steder tydeligt, om forfatteren mener, at fake news skal være falskt, eller om det også blot kan være unøjagtigt og dermed vildledende, men hvis dette ikke er blevet præciseret i artiklen, må man gå ud fra, at der må være et krav til falskhed i en sådan artikel. En af de artikler, der skiller sig mest ud, er Albright (2017), der ser fake news som en overordnet betegnelse for de problemer og udfordringer medieverdenen har, og som der har været særligt fokus på, siden Donald Trump begyndte at tale om fake news. Disse tanker går igen hos Dentith (2017), der argumenterer for, at fake news udnytter den ligegyldighed nogle politikere udviser i forhold til sandhed og fakta. Den ligegyldighed, som Dentith skriver om, leder tankerne hen på Trump, der fra mange sider bliver kritiseret for sin brug af begrebet mod etablerede medier. Udgangspunktet for Rochlins forståelse tager også udgangspunkt i indifferencen i forhold til fakta. Rochlin beskriver fake news som noget, der ikke længere er betinget af manglende fakta eller som er bagtalende, men derimod nyheder, der angriber modtagerens overbevisninger (Rochlin, 2017), hvilket lægger meget tæt op ad den måde, Donald Trump bruger begrebet. Herefter kan der identificeres to grupperinger i de resterende analyserede artikler. De har det til fælles at spredningen af fake news sker af to årsager. Det kan enten være for at få indflydelse på modtagernes meninger og handlemønstre, eller for at tjene penge. For Keersmaecker og Roets (2017), Jang (2017), McComiskey (2017), Kshetri (2017) og Tandoc (2017) gør sig det gældende, at de ser fake news, som intenderet vildledning gennem spredning af falsk information. Tandoc sætter rigtige nyheder op imod fake news, og beskriver dem som 10

11 professionel journalistik og ikke- professionel journalistik, hvor den ikke- professionelle journalistik er den falske information, der bliver spredt. Denne opdeling er sjov, da der vel nærmest fra start af har været evidens for, at fake news sagtens kan blive produceret udelukkende for profittens skyld, som f.eks. de makedonske unge, der tjente penge på den amerikanske præsidentvalgkamp (Jensen & Tække, 2016). De makedonske unge bliver også fremhævet af Berghel (2017), der ligeledes argumenterer for, at fake news kan skyldes enten påvirkning eller profit. Berghel er dog repræsentant for den anden gruppe, som ikke ser fake news som betinget af falsk information. For Berghel skal fake news ses som noget andet end satire nyheder, og Berghel mener ikke, at blot fordi nogen ser satire som konspiration, kan man ikke sige, at det er fake news. En anden grund til at satiriske nyheder ikke bør ses som fake news er også, at de ikke forsøger at skjule, hvem der er afsender og har ansvar. Berghel ser også forskel på anonyme kilder og kilder, hvis identitet bliver skjult af redaktionen. Fake news er for Berghel bevidst vildledende historier afsendt for personlig vinding enten gennem påvirkning eller profit, hvilket er den samme definition, som ses hos Figueira (2017) og Pérez- Rosas (2017). En sidste artikel, der heller ikke har krav til falskhed er Nelson (2018), som understreger kravet til efterligning af rigtige nyheder. Figur 1. Donald Trump tweet fra 4. juni Det kan konstateres, at der ligeledes i den videnskabelige litteratur kan identificeres forskelle mellem brugen og forståelsen af fake news begrebet. En interessant pointe er spørgsmålet om, hvorvidt der skal være tale om imitation, før der kan tales om fake news. Et sådan krav vil dog gøre det vanskeligt at snakke om fake news i de etablerede medier, da de ikke forsøger at efterligne andre, men holder sig til et fast layout. En anden pointe, der umuliggør fake news fra etablerede medier er Berghels pointe om forsøg på dække over forfatteren, kilden og motivet bag en artikel, da det, med undtagelse af presseetiske hensyn, aldrig vil være tilfældet i de etablerede medier. 11

12 Information, misinformation og disinformation Forforståelsen af fake news begrebet i dette speciale er, som nævnt i overstående afsnit, intenderet vildledning forklædt som rigtige nyheder. Det er dog ikke nødvendigvis den forståelse, der findes, når man følger den offentlige debat. Udlægningen og brugen af begrebet i dagspressen kan være forskelligartet, og eftersom der i hypotesen til dette speciale menes, at der ikke skelnes mellem journalistiske fejl (ikke-intenderet vildledning), og ondsindede russiske trolls, (intenderet vildledning), når der debatteres om fake news, er det derfor vigtigt at forstå, hvordan disse to fænomener adskiller sig fra hinanden. Dette giver også et bedre afsæt for at kunne svare på anden del af problemformuleringen, hvor der ønskes svar på, forskellige forståelser af begrebet kan have af implikationer for en potentiel vildledning. I The Urge to Detect, the Need to Clarify: Gricean Perspectives on Information, Misinformation, and Disinformation (Søe, 2016) undersøger Søe relationerne mellem begreberne information, misinformation og disinformation. Afhandlingen tager udgangspunkt i tre projekter, der har til formål at udvikle teknologi, der automatisk kan identificere og adskille information, misinformation og disinformation på internettet. Det interessante er, at de tre projekter har forskellige definitioner af begreberne, hvilket gør, at der kan opstå tvivl om, hvad det er de ønsker at identificere. Dette kan skyldes flertydigheden af begrebet information, hvilket kan være grundlag for at de filosofiske udlægninger af begrebet information i almindelig forstand er så forskelligartet (Søe, 2016 s. 30), og at dette har spredt sig til general begrebsforvirring i forhold til misinformation og disinformation. Derfor præsenterer Søe en samlet konceptualisering for information, misinformation og disinformation, da der ikke før er lavet en samlet analyse af alle tre begreber. De forskellige udgangspunkter har gjort at diskussionen af begreberne har været ført på forskellige niveauer, og flertydigheden af informationsbegrebet og den medfølgende planforskydning har forplantet sig til begreberne om misinformation og disinformation. Formålet med Søes model er at imødekomme nogle af de modsigelser, der findes i begrebsdiskussionerne, og for at der overhovedet skal være den mindste mulighed at lave en algoritme, der kan identificere og adskille information, misinformation og disinformation, er det første problem, der skal løses, at lave samlet model, der definere begreberne og deres sammenkoblinger til hinanden (ibid., s. 183). Modellen består af tre niveauer med fire udgaver af information og én af misinformation og disinformation, der alle er sandhedsværdineutrale (ibid., s. 176). Det vil sige, at der ikke er noget krav til sandhed eller falskhed i hverken informations-, misinformations- eller 12

13 disinformationsbegrebet. Hvilket er vigtigt at påpege i forhold til kunne beskrive alle variationerne af misinformation og disinformation. Modellen er udarbejdet på baggrund af diskussioner af begreberne information, misinformation og disinformation, som de tager sig ud hos Dretske, Floridi, Fallis, Fox, Scarantino og Piccinini med særligt fokus på sandhed, mening og intention. Dretske og Floridi har et semantisk perspektiv på information, hvilket vil sige, at de ser information, som sand og korrekt, da information, i denne forståelse skal ses som signaler, fysiske fremkomster i verden overfor Fallis og Fox, hvor information er repræsentationelt, det handler om sprog, kommunikation og konvention (ibid., s. 174), og er sandhedsværdineutralt. Dermed har man to modsatrettede syn på information, som enten naturlige signaler uden menneskelig interaktion, eller information som alt repræsentationelt indhold, der betinget af mennesker. Figur 2. (Søe, 2016, s. 175). På det øverste niveau af modellen er information et overordnet begreb, der indeholder alle definitioner og forståelser af begrebet information, der kan tænkes på, når ordet information bliver brugt (ibid., s. 175). Man kan mene, at det er forvirrende at have information, som både det overordnede begreb, der indkapsler alt, og så nede som en specifik udgave af ikke-naturlig information på nederste niveau, som intenderet ikke- vildledning. Dette er dog nødvendigt for at belyse begreberne og sammenkoblingerne. Søe påpeger desuden, at det er normalt at man 13

14 bruger information, som begreb for større mængde data, der er uafhængig af sandhedsværdi, og at der er ikke et andet begreb, der ville give mening. Desuden er der jo netop tale om information på to forskellige planer, hvilket er tydeligt, når man kigger på selve modellen. Her deler Information som overordnet begreb sig i to, Naturlig information og Ikke-naturlig Information. Disse to begreber stammer fra Scarantino og Piccininis udvikling af Dretske og Floridis syn på information bygget på Grices teori om naturlig mening og ikke-naturlig mening (ibid., s. 184). Naturlig information, hvor information er forstået som signaler i forbindelse med fysiske hændelser i verdenen, og ikke- naturlig, som værende konventioner, sprog og kommunikation. Idet Dretske og Floridi har et sandhedskrav i forhold til information og anser misinformation og disinformation for værende defineret ud fra at være falsk, giver det med udgangspunkt i deres udlægning af begreberne ikke mening at have en model, der indeholder alle tre begreber, da Dretske og Floridi ikke anser misinformation og disinformation som en form for information (ibid., s. 49). Dretske bruger en informationsstander i en lufthavn til at eksemplificeres, hvorfor information skal være sand. Eksemplet beskriver hvordan informationsstanderens formål er at give sand information til passagererne, og hvis informationen ikke passer, er det ikke information passageren har fået, men derimod en forkert forståelse (side 153). Fallis og Fox opererer ikke med et sandhedskrav, de mener, at information dækker over hvad, der kan kaldes repræsentativt indhold. Måden, Fallis og Fox ser på begreberne, adskiller sig også fra Dretske og Floridi. Fallis og Fox tager udgangspunkt i brugen af begreberne, når de skal forstås. Det vil sige, at Fallis lægger højere værdi i intentionen frem for sandheden, når man informerer, misinformerer eller disinformerer, argumenterer Fallis for, at der altid vil være en intention eller intentionalitet, der spiller ind overfor, hvorvidt afsenderen har til formål at vildlede eller ej. Det er altså, for Fallis og Fox, ikke et spørgsmål om hvorvidt, noget er sandt eller falsk, men derimod afsenderens intention, for den vil altid spille ind i forhold til, om der er tale om information, misinformation eller disinformation. Dette ses f.eks. hos Fallis, når han beskriver side effect disinformation (ibid., s. 53), hvor forskellen mellem intention eller intentionalitet er afgørende for, hvilken form for disinformation, der er på spil. Der er tale om side effect disinformation, når en given information ikke nødvendigvis har til formål at vildlede, altså ingen direkte intention om at vildlede, men at det er forudsigeligt eller forventeligt, at det vil føre til vildledning. Søe bruger er eksempel med en lærer, der for at 14

15 lære sine elever om kildekritik, laver en hjemmeside, der er fyldt med falske påstande, her er formålet ikke at vildlede, men det er forudsigeligt eller forventeligt, at sådan en side vil kunne føre til vildledning. Når man kigger på ikke- naturlig vildledning taler man om misinformation og disinformation, det har med agenters intention at gøre, men der kan også godt ske vildledning fra naturlig information, men her taler man om fejl eller misrepræsentationer. Søe bruger et eksempel på et termometer (ibid., s. 176), der er i stykker. Her vil en aflæsning temperaturen ikke stemme over ens med virkeligheden, men det er ikke misinformation eller disinformation, men derimod en fejl eller misrepræsentation, da det ikke er intenderet. Der vil derimod være tale om misinformation, hvis en agent videregav læsningen af temperaturen til andre, hvis agenten ikke var klar over, at termometeret var stykker. Det ville derimod være disinformation, hvis agenten, der ved at termometer er i stykker, ignorerede det faktum i sin videreformidling af informationen, fordi der er en intention eller intentionalitet for at vildlede. Man kan sige at det er intentionelt vildledende, hvis nu termometeret står på 53 grader, selvom det er placeret indenfor i et hus. Her kan man jo argumentere for, at enhver vil kunne regne ud, at det ikke vil være så varmt, men det ville stadig kunne vildlede, hvis man ikke bekendt med et dansk klima, eller hvis der måske tror der er en sauna i huset. Det er dermed fastslået, at man på det midterste plan har to forskellige forståelser af information. Foruden side effect disinformation, opererer Fallis også med to andre former for disinformation, visuel disinformation og sand disinformation. Visuel disinformation er bevidst vildledning gennem ikke- verbal ytringer, som billeder, og gestik (ibid., s54). Sand disinformation er som det ligger i navnet sand information, der har til formål at vildlede modtageren, hvilket ofte sker gennem unøjagtigheder. Dermed er modellen gået fra på øverste plan at have information, som et overordnet begreb, der indeholder alle former for og forståelser af information, til opdelingen af naturlig og ikke- naturlig information. Det nederste plan af modellen er det, der gør den interessant i forhold til dette speciale. Her er nemlig tre pile, der stammer fra ikke- naturlig information, der fører ned til tre punkter: information, misinformation og disinformation. Det er her Søe præsenterer sin samlede konceptualisering for de tre begreber og deres sammenkoblinger. Udgangspunktet for Søes model stammer fra tre asymmetrier: mening, sandhed og intention. Disse spiller hver især en rolle i forhold til at finde forskellene og sammenhængen mellem de tre begreber, information, misinformation og disinformation i udviklingen af den samlede konceptualisering. Ifølge Søe 15

16 har sandhed og diskussionen af dette i forhold til begrebet information, altid været central i informationsfilosofien, hvilket også er tydeligt i redegørelsen af filosofiske diskussioner, Søes model tager udgangspunkt i. Søe vælger at se bort fra sandhedskriteriet, der findes i Dretske og Floridis semantiske informations forståelse. Det semantiske perspektivs definition af information og misinformation som en mængde data, der enten er sandt (information) eller falsk (misinformation), og disinformation som forsætlig misinformation (ibid. s. 105), fjerner muligheden for at få alle variationer af begreberne med. Det er nemlig ikke noget krav at misinformation eller disinformation skal være falskt, da der findes mange eksempler på sand misinformation og disinformation. Derfor vælger Søe at se bort fra denne distinktion mellem information, misinformation og disinformation (Ibid., s. 182). Søe ser sandhed, som sekundær i forhold til de to asymmetrier, mening og intention, i forhold til udviklingen af konceptualiseringen, da sandhed beviseligt ikke er en garanti for, at noget ikke er vildledende. Dette ses f.eks. ved falske implikaturer, hvor det der siges er sandt, men stadig vildleder. Dette skyldes, at sandhedsværdien af en ytring ofte er afhængende af konteksten, en pointe Søe citerer Grice for (ibid., s. 179). Søe har et eksempel om en morder, der leder efter sit offer Joe, men bliver vildledt, da han søger efter ham, fordi personen, han spørger, ikke vil have, der sker Joe noget. Denne person siger så, at Joe ofte er på det lokale værtshus, hvilket ikke er forkert, men det er dog stadig vildledende, da personen er klar over, at Joe ikke er på værtshuset i det øjeblik, han siger det. Det afgørende er dermed ikke, hvad der ordret bliver sagt, men hvad der menes, når en ytring skal vurderes vildledende eller ej (ibid., s. 173). Dette gælder ikke kun for kun for misinformation og disinformation, men også information, hvor indholdet af en ytring, godt kan være falsk, hvis blot meningen er ikke- vildledende. Ironiske og sarkastiske bemærkning samt sande implikaturer kan være eksempler på falske ytringer, der ikke er vildledende. Der er mange faktorer, der kan spille ind, hvis der ikke blot er tale om løgn, men falske implikaturer eller unøjagtigheder (ibid., s. 180). Det kommer også an på modtagerens viden, hvis en person har en stor viden indenfor et felt, er risikoen for, at denne person bliver vildledt væsentlig mindre sammenlignet med en person uden den samme viden. Søes eksemplificeringer vidner om, at det er kompliceret, hvornår noget er ment vildledende, men ved at have mening frem for sandhed, som afgørende for, hvorvidt der er tale om information, misinformation eller disinformation, har man mulighed for at arbejde med alle former for vildledning. Dette ses, når man konsulterer modellen, her ses det, at information og disinformation er intenderede/ intentionelle og misinformation er ikke- intenderet. Dette vil 16

17 sige, at når der er tale om information og disinformation er hensigten med en ytring enten at vildlede eller ikke vildlede, der er altså et klart formål. Dermed adskiller misinformation sig fra de andre, da det er det eneste tilfælde, hvor hensigten ikke passer med, hvad der reelt sker (s. 140). Der er dog en undtagelse, det handler nemlig om, hvorvidt afsenderen af information har mulighed for at forudsige, at der kan ske vildledning, hvilket bliver kaldt side effect disinformation. Grunden til at det ikke er misinformation, selvom vildledningen ikke er intenderet skyldes, at der er mulighed for at forudsige, at ytringen vil kunne føre til vildledning. Altså er det ikke nok ikke at have en intention om at skulle vildlede, men også at det ikke skal være oplagt, at det kan føre til vildledning. Det er i forbindelse med side effect disinformation, at Søe præsenterer begrebet intentionalitet, fordi vildledningen ikke er intenderet, men stadig er en mulighed på trods af, at det ikke er målet for afsenderen. Det kan altså aldrig være tale om misinformation, hvis vildledningen er forudsigelig, da intentionen, når der tales om misinformation, ikke er at vildlede. På samme måde er det heller ikke muligt at disinformere ikke- intenderet, da det jo netop er intentionen eller intentionaliteten, der adskiller misinformation fra disinformation (ibid., s. 141). En anden variation, der dukker op, er spørgsmålet om sand misinformation. Her anvender Søe et eksempel på en falsk implikatur, en bankrøver, der fortæller politiet at bankrøveren er tæt på, bliver viderebragt til andre politibetjente. Dermed har bankrøveren talt sandt, men vildledt gennem den falske implikatur, at det ikke er ham, der er røveren. Politibetjenten, der har videregivet den sande disinformation, har gjort det i god tro, men altså stadig vildledt mod sin egen vilje. Dermed forsvinder intentionen om at vildlede, men vildledning finder stadig sted på trods af, at der er tale om en sand information, hvorfor Søe argumenterer for, at der må være tale om sand misinformation. For at der kan være tale om misinformation, er der behov for, at ytringen er ikke- intenderet vildledende eller unøjagtige, men skal modtagerne også blive vildledt for, at der kan være tale om misinformation eller disinformation? Søe tager udgangspunkt i Fallis argumenter om, at begreberne er uafhængige af modtagerne, og der vil derfor stadig være tale om misinformation og disinformation, selvom modtagerne ikke bliver overbeviste om vildledningen. Dette giver god mening, da en afsender godt kan misinformere, altså ytre noget vildledende eller unøjagtigt uvidende, men modtageren af dette, kan være klar over, at der er tale om misinformation, hvis modtageren har en større indsigt end afsender. 17

18 Søe finder altså frem til en definition af begreberne information, misinformation og disinformation, der er bestemt af mening og intention, frem for sandhedsværdien af den information, der bliver afsendt. Dermed defineres de på følgende måde: - Information som intentionel ikke- vildledning - Misinformation som ikke- intenderet vildledning, og - Disinformation som intentionel vildledning. Det er mange gode grunde til at gøre brug af Søes definition misinformation og disinformation til denne undersøgelse af fake news. Søe tager udgangspunkt i algoritmiske forsøg på automatisk at kunne identificere og adskille information fra misinformation og disinformation, sagt på en anden måde, hvad der er rigtigt og forkert på internettet. Søes forskning er fra før den tsunami, Donald Trump fik startet, da han begyndte at bruge begrebet fake news, men diskussionen af de tre begreber minder meget om diskussionen og brugen af fake news begrebet, som ligger til baggrund for dette speciale. I de tre projekter Søe tager udgangspunkt i, er der tre forskellige tilgange til, hvad projekterne forsøger at identificere automatisk, selvom de bruger de samme begreber. Den tendens er den samme, der menes at være i diskussionen af fake news. Søe præsenterer en model, der skal give et overblik over informationsbegrebet, og kvalificere diskussionen af begreberne information, misinformation og disinformation ved at tydeliggøre forskelle og give klare definitioner. En tilsvarende model kunne måske være gavnlig i forhold til diskussionen af fake news? Det er i hvert fald hypotesen i dette speciale, at der ikke nødvendigvis er korrelation mellem brugen og forståelsen af begreberne i fake news debatten. Formålet med de projekter Søe analyserer, er at finde ud af, hvad der er sandt og falsk på internettet, og det er ofte et tilsvarende mål, der ofte gør sig gældende i diskussionen af fake news. Beskyldninger om at andre laver fake news, og afvisningen af selv at have noget med det at gøre, kan ses som indikator for, at fake news er forbundet med falskhed i en verden, der tilstræber at komme så tæt på sandheden som muligt. Søe argumenterer for, at det er svært og sjældent tilstrækkeligt at identificere sandheden, når der snakkes om vildledning, da sandhed ikke er garant for ikke- vildledning. Det samme må derfor gøre sig gældende i diskussionen af fake news. Da det, der må være enighed om, på trods af forskellige forståelser af selve begrebet, samt hvad problemet skyldes, og hvad grundlaget er for fake news er, må være, at fake news begrebet basalt set dækker over en form for vildledning, eller fejl og unøjagtigheder, der kan føre til vildledning. Derfor 18

19 vil det også gavne og kvalificere debatten om begrebet, samt de udfordringer og løsninger af problemet ved fake news, hvis der er en større klarhed over, hvad de forskellige parter i diskussionen mener, når de bruger begrebet. Hvilket på sin vis, også er formålet med dette speciale, hvor forskellige forståelser af begrebet vil blive identificeret, og mulige konsekvenser af forskellige forståelser kan have i forhold til potentiel vildledning. En anden grund til, at det giver rigtigt god mening at tage udgangspunkt i Søes konceptualisering er den samme, som hun selv lægger til grund for behovet for konceptualiseringen. Der er ikke andre, der før har lavet en samlet analyse af begreberne (ibid., s. 13). Det vil sige, at ved at gøre brug af Søes konceptualisering risikerer jeg ikke at bruge et misinformationsbegreb, der er defineret ud fra sandhedsværdi og et disinformationsbegreb, der er defineret ud for noget andet. Derudover passer Søes valg af vægtning på mening og intention godt til det emne, der bliver undersøgt i dette speciale. Fake news debatterne er ofte meget værdiladede, hvorfor det kan være svært at afgøre, hvad der er sandt og falsk, desuden er sandt og falsk ofte afhængige af konteksten, hvilket kan være svært at gennemskue. Derimod vil det give bedre mening, at kigge på mening og intention, når det drejer sig om fake news debatten. Udgangspunktet i mening og intention er naturligvis ikke ufejlbarligt, men med et kendskab til hvilke holdninger, der bliver repræsenteret hvor i det danske mediebillede, kan der godt argumenteres for, at dette vil være tilstrækkelig baggrundsviden for at kunne vurdere, om en given ytring vil kunne kategoriseres som information, misinformation eller disinformation. Endvidere er det ikke det primære formål med dette speciale, at vurdere om en given historie er fake news eller ej, men at forsøge at give et overblik over brugen og forståelsen af fake news begrebet, hvorfor misinformation og disinformationsbegreberne skal bruges til at belyse, hvilken eller hvilke forståelser, der er repræsenterede i debatten. Hovedformålet med begreberne i dette speciale, er altså ikke at kategorisere de enkelte artikler, men derimod klart og præcist at beskrive, hvordan begrebet bliver forstået og brugt i den danske dagspresse. Søe skriver, at hendes konceptualisering tager udgangspunkt i den informationsfilosofiske teori, om de enkelte begreber, hvorfor det kan være en udfordring, for interesserede, at finde en udlægning af begreberne, der ikke blot tager udgangspunkt i enten Dreske, Floridi, Fallis eller Fox. Der findes dog andre, der har brugt og defineret begreberne. Der findes meget videnskabelig litteratur der gør brug af begreberne, uden at de nødvendigvis særligt fokus på diskussionen af begreberne eller på vildledning. Et eksempel er D. W. Bades bog om 19

20 bibliografi og misinformation i informationssamfundet, bliver misinformation og disinformation defineret på første side i introduktionen. Her bliver de beskrevet som følgende: Inaccurate information might result from either a deliberate attempt to deceive or mislead (disinformation), or an honest mistake (misinformation). Her gælder det altså, at intentionen er afgørende for om, der er tale om disinformation eller misinformation, hvilket er det samme, som i Søes model, men det er ikke meningen, der er afgørende for, om der er tale om information eller misinformation/ disinformation. Resultatet af misinformation og disinformation er altså unøjagtig eller forkert, hvorfor information må være nøjagtigt og rigtigt. Denne opdeling ligger meget tæt på Floridis udlægning af begreberne og tager dermed ikke højde for sand misinformation og disinformation, hvor intentionen igen er afgørende for misinformation eller disinformation, men hvor det er sandt/falsk frem for mening, der er afgørende for information overfor misinformation og disinformation. Denne definition stammer fra Peter Hernons artikel Disinformation and misinformation through the Internet: findings of an exploratory study (1995), hvor det understreges at misinformation og disinformation fører til ukorrekt information, hvilket ligeledes ikke tager højde for falske implikaturer. Et dansk eksempel kan ses i Pierre Collignons bog Tilbage til virkeligheden (2018), hvor en ordliste hurtigt leder en hen til definitionerne. Da det ikke er en videnskabelig artikel, men en fagbog er der ikke så mange referencer. Pierre Collignon har været tilknyttet Syddansk universitet, hvor han har arbejdet med det emne, bogen handler om, så man må forvente, at den tager udgangspunkt i videnskabelig forskning. Her præsenteres disinformation som et udtryk, der stammer fra det russiske desinformatsija, der var blev brugt af KGB om den sovjetiske efterretningstjenestes arbejde med at påvirke det russiske folks holdninger gennem falske oplysninger (Collignon, 2018, s. 18). Collignon bruger begrebet i dag om bevidst udbredelse af falske eller misvisende oplysninger fra både statslige og ikke-statslige kilder (ibid., s. 18). Misinformation er i Collignons udgave en overordnet term, der indeholder alle former for forkerte eller misvisende meddelelser, der umiddelbart ligner reel information, og det gælder både intenderede og ikke- intenderede meddelelser (ibid., s. 17). Collignon skriver at misinformation både kan være frivillig og ufrivillig (ibid., s.18), hvorfor der ikke er stor forskel på den og disinformation i 20

21 Collignons udlægning af begreberne. Dette ændrer sig dog, når man kigger inde i selve bogen. Her beskrives misinformation, i forbindelse med fake news, som ikke- intenderet spredning af forskellige former for information, der syner som reel information (ibid., s. 60). Dette er dog ikke helt i overensstemmelse med ordlisten, hvor misinformation kan være både frivilligt og ufrivilligt. Collignon skriver, at spredning af forkert information, der ser reelt ud, ikke kan være fake news, da der ikke er intention om spredning af forkert eller misvisende information. Dog skriver han i ordlisten, at dette kan foregå frivilligt, men hvordan kan det være frivilligt, og samtidigt ikke fake news, da det ikke intenderet vildledning. Hvis forkert eller misvisende information bliver spredt med intention om vildledning, er det jo tale om disinformation, det er også, hvad Collignon selv kommer frem til. Derfor er det ikke tydeligt, hvordan misinformation kan foregå frivilligt, og ikke samtidigt være disinformation i Collignons forståelse af begreberne. Det skulle da lige være, hvis det frivilligt aspekt handler om tvang om at dele eller ikke dele den forkerte eller misvisende information, men dette vil stadig ikke gøre det frivilligt, blot bevidst, det er dog formentlig ikke det, Pierre Collignon mener. Et andet eksempel, der adskiller sig fra Søes konceptualisering, findes i bogen Web of deceit (2012), der handler om misinformation og manipulation i de sociale mediers tidsalder. Her forstås misinformation som intentionel vildledning, hvilket benævnes som disinformation i Søes konceptualisering. Disinformation bliver ikke brugt i den bog, for som det står i indledningen af bogen, så vil bogen tage udgangspunkt i intenderet, skadelig og manipulativ information. Det understreges, at der ses bort fra uskyldig og uskadelig information, som f.eks. bliver spredt i sjove reklamer. Denne skildring mellem farlig og ufarlig information, er den, der bliver indkapslet af misinformation og disinformation i Søes konceptualisering. Det er en uheldig måde at afskrive den ufarlige disinformation (i Søes forståelse), da jokes og påstande, der opfattes som absurde eller latterlige, ofte ses ved side effect disinformation, eller som værktøj, der anvendes af trolde, der via disse forsøger ikke at overbevise om den enkelte disinformationshistorie, men derimod at destabilisere tillid til medierne. Derfor er valget faldet på Søes konceptualisering af begreberne, da den samlede konceptualisering og udgangspunkt i intention og mening passer godt med den empiri, der skal analyseres. Søes model og forståelsen af misinformation og disinformation forventes at kunne omfavne og kvalificere identificeringen og diskussionen af de forskellige forståelser af fake news, der ventes at findes i empirien. 21

22 Implikaturer Implikatur er ikke det begreb, der bliver brugt mest i normal tale, men fænomenet er kendt af alle, og bliver brugt konstant uden at det er noget, der bliver tænkt over. Implikaturer er et begreb, der stammer fra filosoffen Paul Grice, og det omhandler kort sagt ytringer, der kræver at modtageren er i stand til at forstå en underliggende mening, for at gennemskue hvad der menes. En implikatur kan bruges til at sige noget uden at sige det direkte. Grice (1989) opdeler implikaturer i to forskellige slags, konventionelle og konversationelle. Den afgørende forskel på de to er, at konventionelle kan forstås i sig selv, og konversationelle implikaturer kræver kontekst for at udlede meningen. Dette skal ses i forlængelse af naturlig og ikke- naturlig mening, hvor den konventionelle implikatur er defineret som naturlig mening, da meningen er klar ud fra ytringen, mens den ikke- naturlig mening ses ved den konversationelle. Konventionelle implikaturer handler om ytringer, hvor der er en konventionel betydning i ordene, og meningen derfor kan afkodes i sig selv, uden det kræver indsigt i en specifik sammenhæng (Grice, 1989, s. 25). Grice bruger et eksempel med sætningen: He is an Englishman; he is, therefore, brave (Ibid., s. 25), hvorved man kan forstå, at den omtalte persons mod skyldes, at han er engelsk. Det er en konventionel implikatur, da det ligger i sætningens betydning, at meningen skal være, at modet er et kendetegn for englændere. Konversationelle implikaturer kræver kontekst for at kunne forstås, og det er altså mere end blot meningen af ordene, der skal til for at forstå, hvad ytreren mener. Inden Grice går dybere ned i sin fremlæggelse af konversationelle implikaturer, starter han med at introducere det kooperative princip. Princippet handler om, at der er en form for samarbejde eller nærmere enighed om en fælles retning, når man har en samtale, hvor man forsøger at forstå, hvad hinanden siger. Princippet handler om, at Grice går ud fra at mennesker gør, hvad de kan for at få samtale til at gå bedst muligt. Grice fremsætter herefter fire maksimer, der har til formål at beskrive, hvordan man mest effektivt udveksler informationer. Disse skal bruges til at undersøge, hvordan implikaturer kan opstå, når mennesker taler med hinanden. De fire maksimer handler om kvantitet, kvalitet, relation og måde (Ibid., s. 28). Kvantitetsmaksimen dikterer, at man skal være præcis som muligt, når man bidrager til en samtale og ikke sige unødigt meget. Grice eksemplificerer dette med, at hvis man beder en hjælper om fire skruer, skal hjælperen hverken give flere eller færre skruer, da man ikke har behov for andet end det antal, der bliver bedt om. Kvalitetsmaksimen dikterer, at man så vidt 22

23 muligt skal forsøge kun at bidrage med sandhed og i hvert fald ikke med det, man tror, der er forkert (løgn), og ikke heller ikke udsagn, man ikke har belæg for. Eksemplet Grice giver, handler om, at hvis man bager en kage og man beder om sukker, skal man ikke regne med at få salt, fordi forventningen fra spørgeren er, at modtageren har reelle hensigter. Den næste maksime er, at det man bidrager med, skal være relevant, og Grice forbliver i bageriet i sit eksempel, hvor han ikke er interesseret i en god bog, når han er i gang med at blande ingredienser til sin kage. Eksemplet skal vise, at der såmænd godt kan være gode ting, der bliver bidraget med, men hvis det ikke passer ind i sammenhængen, vil det være kontraproduktivt for samtalen. Efter de første tre maksimer kommer mådemaksimen, den adskiller sig altså fra de tre første, der handler om, hvad der bliver sagt, fordi den handler om måden, hvorpå noget bliver sagt. Her lister Grice fire punkter op, der skal følges. Det handler om, at man skal ikke skal være vag og tvetydigt, men derimod præcis og ordentlig. Grice påpeger, at folk formentlig allerede følger disse regler, da det er en del af opdragelsen at lære at tale med andre mennesker, hvorfor det vil være en udfordring at bryde disse, da det er så indgroet en vane for de fleste mennesker. Dog påpeger Grice også, at det ikke bare er grundet vane, at disse regler ikke bør brydes, men fordi det er det mest fornuftige at gøre i forhold til kvaliteten af en samtale. Grice kommer herefter med fire eksempler på sammenhængen mellem det kooperative princip og maksimer overfor de konversationelle implikaturer, når maksimerne ikke bliver fulgt. Det første eksempel er, hvor en maksime bliver overtrådt stille og uden der bliver gjort opmærksom på det, hvor Grice pointerer, at dette kan føre til vildledning. Det næste er, hvor at en deltager gør det klart, at personen fravælger at deltage i samtalen. Det tredje eksempel går på, at der er et sammenstød mellem to maksimer, der betyder at begge ikke kan overholdes, hvis man f.eks. har belæg for at kunne komme med et tilstrækkeligt svar. Det sidste eksempel er, når en maksime bliver tydeligt overtrådt. Når dette sker, og det ikke skyldes, at afsenderen ikke har mulighed for at opfylde en maksime, og det ikke skyldes fravalg af deltagelse i samtalen eller forsøg på at vildlede, betragter Grice det som udnyttelse af maksimen. I tilfælde hvor en maksime bliver udnyttet, vil der typisk være tale om konversationelle implikaturer (Ibid., s. 30). Grice lagde ud med det kooperative princip, og at det betyder, at man gør, hvad man kan for at forstå hinanden. Denne mekanisme gør, at samtalepartneren vil forsøge at forstå, hvorfor en given maksime er blevet udnyttet, og der igennem tolke hvad afsenderen mener. 23

24 Grice kommer herefter med eksempler på konversationelle implikaturer, som han inddeler i tre grupper. I den første gruppe er der ikke nogen maksimer, der er blevet brudt, eller det i hvert fald ikke er tydeligt, hvilken der skulle være overtrådt. Grice beskriver en situation, hvor en person kommer hen til en anden person, der står ved siden af en bil, hvor personen ved bilen siger, at han ikke har mere benzin, og den først person, så siger, at der er en garage rundt om hjørnet. Der er klart i dette eksempel, at der er en sammenhæng mellem manglen på benzin og en garage, og muligheden for at få løst problemet med den manglende benzin. Den næste gruppe, er der tale om en overtrådt maksime, der skyldes kollision mellem to maksimer, hvilket f.eks. kan skyldes manglende viden, for at kunne besvare et spørgsmål præcist. Den sidste gruppe er mest interessant i forhold til fake news. Her er der tale om udnyttelser af maksimer, hvor bevidste overtrædelser fører til en anden forståelse, og det er netop den mekanisme, der kan ses i nogle af de eksempler og forståelser af fake news, som det speciale tager udgangspunkt i. Den første gruppe omhandler overtrædelse af kvantitetsmaksimen, hvor Grice bruger et eksempel med en anbefaling, hvori der bliver lagt vægt på fremmøde, i stedet for relevante evner i forhold til et job. Her sker fremhævelsen af noget ligegyldigt som et forsøg på at dække over manglende evner hos kandidaten, der bliver anbefalet. Situationen for den der skal anbefale, er den, at han ikke har lyst til at sætte sit ry på spil ved at anbefale en dårlig kandidat, men han befinder sig i en situation, hvor han ikke kan forlade samtalen. Derfor vælges en middelvej, hvor det mellem linjerne bliver gjort tydeligt, at vedkommende, der bliver anbefalet, ikke er egnet, gennem den manglende beskrivelse de relevante evner - eller nærmere mangel på samme. Det er dog også muligt, at give for meget information, hvor modtageren kan få den fornemmelse, at afsenderen ikke er sikker på sin påstand. Den næste gruppe tager udgangspunkt i overtrædelse af kvaliteten, her fremhæver Grice flere eksempler, som f.eks. ironi og metaforer. Ironi er altid konversationel, da det ofte kræver kendskab til afsenderen, fordi betydningen af en ironisk ytring i mange tilfælde er den komplet modsatte af, hvad der egentlig bliver sagt. Metaforen er ofte kategorisk falsk, idet det slet ikke kan passe, at det afsenderen siger, er det, han mener, hvorfor modtageren vil være klar over, at der må være en overført betydning. Ydermere kommer underdrivelser og overdrivelser også med i samme gruppe. Under kvalitetsmaksimen var det andet udsagn, at man ikke måtte udtale sig om noget, man ikke har tilstrækkelig viden om. Grice fremsætter et eksempel om, at en person siger om en andens kone, at hun nok er ude og bedrage ham, hvilket personen ikke har nogen viden om. Her påpeger Grice, at det kommer an på tonelejet 24

25 eller situationen, at det bliver fremhævet, at afsenderen ikke har tilstrækkelig viden om at det reelt sker, men at afsenderen mener, at det er oplagt, at det kommer til at ske, eller at konen ikke ville have moralske skrupler ved at være utro. Det tredje eksempel fra Grice handler om relationsmaksimen, hvor en person siger noget upassende, hvorefter at modtageren af dette vælger at skifte emne og snakke om noget andet, og på den måde indikerer, at det var en upassende udtalelse i sammenhængen. Den sidste gruppe, handler om det, Grice omtaler som supermaksimen, om at overskueligheden bliver overtrådt. Grice påpeger, at ved overtrædelsen af overskuelighedssupermaksimen er hans interessefelt udelukkende det om bevidst tvetydighed, hvor afsenderen forventer at modtageren er i stand til at afkode budskabet (ibid., s. 35), men samtidig forsøger at være så tvetydig som muligt. Der er to forskellige eksempler på dette. Det første eksempel handler om kunstnerisk tvetydighed, hvor en poetisk sætning om kærlighed bliver analyseret. Formålet med tvetydighed i dette tilfælde er en del af det kunstneriske udtryk, der skal give modtageren forståelsen, og måske få modtageren til at tænke over, at kærlighed er kompleks. Det andet eksempel, hvor taleren er gør sig umage for at være tvetydig sættes af Grice i forbindelse med obscurity, hvor det forsøges at skjule meningen af en samtale for andre, end den man taler til. Et oplagt eksempel er, når man vælger at slå over på et andet sprog, for at holde et barn udenfor diskussionen om, hvorvidt barnet skal have is eller ej, men Grice giver eksempel på, hvorfor man vælger at overtræde maksimen om, at man skal være så let forståelig som muligt. Eksemplet handler om beskrivelsen af en der synger, hvor man enten kan sige, at personen sang Sweet Home Alabama, men man kan også sige, at personen producerede nogle lyde, der godt kunne minde om melodien til Sweet home Alabama. Her skyldes overtrædelsen, at personen synes at sangeren var så dårlig, at man ikke kunne kalde det for sang. Grice fremhæver dog også, at der findes generaliserede konversationelle implikaturer, hvor meningen af disse er så brugte, at de kan forstås uden at være helt inde i konteksten, Grice eksempel værende, X is meeting a woman this evening (ibid., s. 36), hvor de fleste vil forstå, at en mand skal møde en kvinde, han ikke har nogle kendte familiære, venskabelige eller romantiske bånd til. Hvor det ikke ligger i betydningen af ordene, men at meningen med implikaturen er, at det altså ikke er mandens mor han skal møde. Afslutningsvist fremsætter Grice fem kendetegn ved konversationelle implikaturer, hvoraf den vigtigste i vores sammenhæng er den 4., hvor det fremhæves, at det ikke er sandhedsværdien af det, der bliver sagt men derimod, hvad der bliver ment, eller måden 25

26 hvorpå noget bliver sagt og dermed ment, der er afgørende for om, en implikatur er sand eller falsk. For at opsummere er implikaturer udtalelser, hvor det der menes, ikke er det samme, som hvad der bliver sagt. Der to slags implikaturer: konventionelle og konversationelle, hvor de sidste er kendetegnede ved, at det kræver indsigt i en situation eller kontekst for at tyde meningen med disse. Grunden til, at det er vigtigt at have et afsnit om implikaturer, skyldes, at falske implikaturer forventes at være et af de værktøjer, der bliver gjort brug af, når der bliver lavet fake news, når forståelsen af fake news er disinformation. Forventningen er, at falske implikaturer vil bruges til fordreje sandheden. Et eksempel på dette kunne læses på den korte avis hjemmeside d. 14. maj 2018 (Pittelkow, 2018). Her blev en situation med nogle småpiger og stenkast fra en motorvejsbro refereret på en helt anden måde, end den blev i politiets redegørelse til Justitsministeren 2. Grunden til at politiet har redegjort for sagen til Justitsminister Søren Pape Poulsen skyldes, at folketingsmedlem Pia Adelsteen efter at have læst Ralf Pittelkows artikel ønskede indsigt i politiets håndtering af sagen. Ifølge Den korte avis lod to arabiske mødre deres døtre kaste sten ned på bilerne, der kørte forbi på motorvejen under broen. Pittelkow undre sig, og stiller spørgsmålet: Hvor har disse små piger lært at kaste sten ned mod bilister? Hvem inspirerer dem til det?. Pittelkows implikatur her, spiller på stening, som stadig finder sted i Mellemøsten, og skal vel forstås som en ligegyldighed eller billigelse af den slags opførsel fra forældre med mellemøstlig herkomst. Pittelkow skriver: at pigernes forklaring var, at de bare var kommet til at skubbe til en sten med foden, læg mærke til, at Pittelkows citationstegnet først bliver sat mellem de og bare. Altså kan bruges citationstegnet til at markere, end tvivl ved denne udlægning af sagen. Mødrene, der talte dårligt dansk, forsøgte tilsyneladende (Pittelkow, 2018), at sige at børnene blot legede. Det skal altså forstås, at det var noget mødrene blot fandt på. Der bliver lagt vægt på, at mødrene ikke talte dansk, men det lykkes dog politiet at snakke med dem. Politiet mente at en medvirkende årsag til kommunikationskløften skyldtes at den chokerede og naturligvis ophidsede mand tog billeder af deres døtre. Afslutningsvist understreger Pittelkow, at pigerne er det eneste, der er blevet taget på ferskgerning, og at det er underligt, at politiet ikke afhører dem om, hvor de har fået deres inspirations fra til at kaste sten udover , Retsudvalget, Alm. Del, svar på spørgsmål

27 en motorvejsbro. Dermed fremsætter Pittelkow en implikatur, der kan tolkes, som at han mener, at pigerne må have kendskab til de forfærdelig hændelser, hvor ukendte gerningsmænd har kastet granitsten på helt op til 25 kg ud fra motorvejsbroer, og at de kan være nøglen til opklaringen af disse sager. Grunden til at politiet ikke gør mere i sagen er, at politiet tog pigerne der er i alderen fem til syvs ord for gode varer. Politiets vurdering af sagen var, at pigerne havde stået og kigget på bilerne, og var kommet til at sparke småsten ned på motorvejen. Den historie passede godt med de beviser de fandt, i form af lidt grus og småsten sporadisk langs kanten under rækværket sammenholdt med de to til tre små 2 mm stenslag. Betjentene beskriver sagen, som en uheldig episode, og at pigerne var kede af, at de var kommet til at skubbe til stenene med fødderne, og at de ikke ville gøre det igen. Politiet bad dem om, ikke at tage ophold på broen, da bilisterne kunne blive nærvøse og deres mødre ville snakke med deres døtre om sagen. Denne udlægning er radikalt anderledes end historien i den korte avis version, hvor mødrene så passivt til imens deres døtre kastede sten på bilerne. Dette eksempel indeholdte flere implikaturer havde en klar agenda, om at politiet var for blødsødne, og at mellemøstlige forældre opdrager deres børn dårligt og er ligeglad med samfundets normer og regler. Løgn Det overstående eksempel, samt det faktum at løgn er det ord, der bliver brugt næstmest i forbindelse med beskrivelsen af fake news i empiriartiklerne, er det meget relevant, at få redegjort for definitionen af løgn. Dette vil medføre, at det vil være klart, hvad der menes, når begrebet bliver brugt i dette speciale, og det kan samtidigt være afgørende for, hvilken forståelse af fake news, der er i en artikel, hvis der bliver sat lighedstegn mellem fake news og løgn. Det skal dog pointeres, at dette kræver, at den forståelse af løgn, der bliver fundet frem til i dette speciale, er den samme, som der bruges i artiklerne. Hvis dette ikke er tilfældet, og brugen af løgn varierer i artiklerne, vil det blot bidrage til en yderligere understregning af forvirringen omkring brugen af begreber i fake news debatten. Til at finde frem til en definition af løgn, vil der blive taget udgangspunkt i Stanford Encyclopedia of Philosophy, hvor J. Mahon har skrevet en artikel, der hedder The Defintion of Lying and Deception. Der bliver taget udgangspunkt i denne, da Stanford Encyclopedia of Philosophy er et anerkendt publiceringssted, hvor artiklerne skal have høj faglig kvalitet. Desuden vælger jeg at tage 27

28 udgangspunkt i den samme udgave af artiklen, som der bliver brugt i Søes afhandling om konceptualiseringen af Information, misinformation og disinformation, da det dermed ikke risikeres, at der kommer uhensigtsmæssige meningsforstyrrelser, da det Søes konceptualisering, der er grundlaget for det analytiske arbejde i dette speciale. Mahons artikel fokuserer både på definitionen af løgn og bedrag, og forskellen herpå er relevant i forhold til emnet fake news. Mahon indleder med definitionen af løgn. Indledningsvist fremlægger Mahon, en generel forståelse af løgn, som værende: To lie = df to make a believed-false statement to another person with the intention that that other person believe that statement to be true (Mahon, 2008). Løgnen er i den definition betinget af fire kriterier: påstand, falskhed, adressat og intention om vildledning af adressat, og disse bliver analyseret af Mahon. Påstandskriteriet betyder, at der skal være en påstand, for at der kan være tale om en løgn. Det er ikke nok at have en paryk på eller lave et falskt smil, men man kan godt lyve ved hjælp af røgsignaler, det skal ikke nødvendigvis være tale, dog skal det være et udsagn. Der er altså ikke tale om løgn, hvis en person, der ikke er politibetjent, men er iført en politiuniform kommer med en ordre, hvis der ikke er tale om en deklarativ påstand (ibid.). Det betyder endvidere, at der ikke er tale om løgn, hvis man fortier sandheden, da løgnen kræver ytring eller signalering af en påstand. Det næste kriterium er falskhed, hvor behovet for falskhed, eller blot overbevisning om falskhed i udtalelsen bliver diskuteret. Det er nemlig vigtigt, at pointere, at falskheden i løgnen ikke omhandler selve påstanden, men derimod afsenderens overbevisning om sandhedsværdien af udsagnet. På den måde kan falske påstande godt være sande, og sande påstande godt være falske (ibid.), når der tages udgangspunkt i afsenderens overbevisning om dette i forbindelse med løgn. Kort sagt, kan en sand påstand godt være en løgn, hvis afsenderen er overbevist om falskheden af dette. Mahon bruger et eksempel fra Sartres Muren, hvor en dødsdømt fange kommer til at afsløre en af sine kammerater, da han imod fangens overbevisning faktisk er det sted, han løj om. Afslutningsvist nævnes det også, at der ikke er tale om løgn, hvis der ikke er nogen overbevisning om påstandens sandhedsværdi. Dette bliver eksemplificeret ved en tigger, der siger han mangler penge til at betale for sine børns medicin, selvom han ikke har børn. Eftersom han ikke tror, at påstanden er hverken 28

29 sand eller falsk, da han ikke har nogen børn, er der altså ikke tale om løgn, selvom han forsøger at bedrage (ibid.). Adressatkriteriet betyder, at der i denne udlægning af begrebet løgn, skal være en modtager af løgnen. Dette betyder, at der ikke kan være tale om en løgn, hvis en person siger noget, han er overbevist om er forkert ind i en telefon, hvor der ikke er nogen i den anden ende, for at vildlede en person, der overhører samtalen. Selvom det er et forsøg på at vildlede den, der overhører samtalen, er det ikke en løgn, da der ikke er nogen modtager af løgnen i den anden ende (ibid.). Det kan dog godt være tale om løgn, hvis løgnen bliver givet til en større forsamling mennesker, eller hvis man udfylder sin forskudsopgørelse, da der netop er modtagere af løgnen i denne sammenhæng. Det sidste kriterium omhandler intentionen om at bedrage adressaterne, hvor der altså skal være intention om at få modtageren til at tro på påstanden, og dermed skal der mere end blot falskhed til for at der er tale om løgn. Dette betyder også, at der ikke er tale om løgn, når man fortæller historier, jokes eller er ironisk eller dets lignende, når intentionen ikke er, at modtagerne skal tro på de falske påstande. For at der kan være tale om løgn, skal modtageren være i stand til at forstå påstanden, hvorfor man ikke kan lyve for spædbørn eller guldfisk (ibid.). Endvidere er der heller ikke tale om løgn, hvis en person siger noget, der ikke er sandt, for at modtageren til at tro på noget andet. Dette kan f.eks. være at man, når man tager en anden persons telefon, og denne er på toilettet, siger at man ikke ved, hvor personen er lige nu. Der bliver talt mod bedre vidende, men der er ikke en løgn, fordi man ikke har intention om at overbevise nogen om, at man ikke ved, hvor personen er henne, men blot vil lade personen, der ringede forstå, at telefonens indehaver er tilbage om lidt. I et sådan tilfælde vil der ikke være tale om løgn, da formålet er få modtageren til at tro, at man ikke ved, hvor personen der efterspørges er, men blot at denne er tilbage om lidt. Et andet tilfælde, hvor der heller ikke vil være tale om løgn, er, hvis en påstand, man er overbevist om er falsk, bliver ytret med et andet formål end at overbevise modtageren om, at påstanden er sand, men at noget andet er sandt. Mahons eksempel på dette er en forbryderboss, der forsøger at vildlede en af sine håndlangere om, at han ikke tror, at der er stikkere i organisationen, selvom forbryderbossen netop tror, at denne håndlanger er stikker (ibid.). En anden pointe, der gør sig gældende i denne forståelse af løgnen, er også, at løgn ikke er et succesverbum, hvor forventningen om, at modtageren tror på den fremsatte påstand, skal gå i opfyldelse, før der kan være tale om en 29

30 løgn. Endvidere taler Mahon også om mened, hvor løgn hverken er nødvendig eller tilstrækkelig. Dette skal forstås sådan, at en person godt kan sige noget usandt foran en jury, men hvis dette gøres af frygt for repressalier fra den anklagede og uden intention om at vildlede, er der ikke tale om løgn, men mened. Det er dog også muligt at sige noget, man er overbevist om, er forkert for at overbevise juryen om påstanden, men hvis det så viser sig, at være sandt, som med eksemplet fra Sartre, er der ikke tale om mened, men om løgn. Mahon redegør herefter for, hvordan der er kommet indvendinger mod disse kriterier, f.eks. at der må være tale om løgn, når man fortier sandheden, da løgn er alle handlinger, der har til formål at få andre til at få en falsk overbevisning, hvilket også kan opnås ved at tilbageholde information. Et andet eksempel er, at der er nogle, der argumenterer for, at det ikke er nok, at modtageren skal tro på påstanden, men at afsenderen af løgnen også skal få modtageren til at tro, at afsenderen selv tror, at påstanden er sand, hvilket bliver kaldt believed truthfulness (ibid). Herefter præsenterer Mahon seks andre variationer af definitionen af løgn, der tager forbehold i forhold til de kriterier, der blev opstillet for den almindelig definition af løgnen og to, der tager etiske overvejelser med ind i definitionen. Derefter behandler Mahon definitionen af bedrag, som adskiller sig fra løgnen ved at være et succesverbum, hvor overbevisningen om en falsk påstand skal opnås hos modtageren for at der kan være tale om en løgn. Til forskel fra løgn er bedrag modtagerafhængigt i forhold til overbevisning. I Søes afhandling (2016) bliver der taget udgangspunkt i den almene definition af løgn, der står citeret længere oppe i dette afsnit med understregning af, at det er ikke udsagnets sandhedsværdi, men afsenderens overbevisning om samme, der er afgørende for, om der er tale om løgn eller ej, hvorfor det er muligt at tale om en sand løgn. Dernæst pointeres det, at selvom der findes udtagelser, bald faces lies, hvor der er tale om en løgn, der ikke har til formål at bedrage, så er det oftest formålet med løgn at bedrage, hvorfor Søe accepterer og bruger den almindelige definition af løgn. Dermed er der altså tale om en løgn, hvis afsenderen fremsætter en påstand, personen er overbevist om er forkert, med det formål, at modtageren skal tro på dette. Denne udlægning af begrebet løgn i et speciale om fake news er god at bruge, da believed truthfullness vil være for omstændeligt at bevise, og bald faced lies formentlig ikke spiller den store rolle, og hvis de alligevel gør, kan de jo benævnes ved hjælp af dette begreb. Det giver mening at se på afsenderens overbevisning i stedet for sandhedsværdien af et udsagn, da det 30

31 også er det, der er afgørende i forhold til kategoriseringen af misinformation og disinformation ud fra den forståelse, der bliver anvendt i dette speciale. Propaganda Et andet begreb, der også ofte dukker op i debatten omkring fake news er propaganda. Et yndet spørgsmål er ofte, om fake news ikke bare er moderne propaganda, eller om det er en ny betegnelse for propaganda. For at kunne give svar på det og for at kunne beskrive og diskutere den forståelse og brug af begrebet fake news, som værende propaganda eller en form for propaganda, må der derfor være en klar definition og præsentation af begrebet propaganda i dette kapitel. Sammenligningen mellem propaganda og sociale medier findes ikke blot i empiriartiklerne. I Jensen og Tækkes (2018) kapitel om digitale medier og politik indledes der med en historisk gennemgang nye medier og den tendens, der har været til, at disse er blevet set som brikker i den demokratiske proces. Her fremhæves det, at Nazityskland og Sovjetunionen gjorde brug af radioen til propaganda og ensretning til forskel fra andre steder i Europa, hvor radioen skulle bruges til demokratisk oplysning og uddannelse (Jensen & Tække, 2018, s. 166). Endvidere skriver Jensen og Tække, at internettet i 1970 erne og 1980 erne blev tænkt som elektronisk demokrati, hvorfor en korruption af dette gennem intenderet spredning af falske nyheder, godt kan give associationer til propaganda. Mere direkte skriver Lynch (2016), at internettet er det mest kraftfulde værktøj til at få sandheden ud, men samtidigt også det bedste til at kontrollere og forvrænge sandheden. Det bliver derfor brugt af til propaganda af ikke blot nationer som Kina (Lynch, 2016, s. 66), men også private firmaer og forskellige politiske organisationer bruger sociale medier til at få indflydelse på den offentlige mening (ibid., s. 81). Når man slår op under propaganda i Den store danske encyklopædi (1999), bliver propaganda beskrevet som systematisk tilrettelagt envejskommunikation, der gennem demagogisk formidling af ord, billeder og musik forsøger at overtale og forføre (Fafner, 1999). Herefter kommer der en grundig historisk gennemgang fra de tidligste eksempler fra Cesars tid frem til nutiden. Helt så langt går de ikke i Baran og Davis bog Mass communication theory (2015). Heri tages der udgangspunkt i teori om propaganda fra det 20. århundrede. Baran og Davis præsenterer nogle af de spørgsmål, der har været stillet gennem tiden, når der er blevet talt om propaganda er det godt eller skidt? Mange former for kommunikation forsøger at 31

32 overbevise modtagerne, betyder det, at det alt sammen er propaganda? Dette svarer Baran og Davis på ved at sige, at propaganda er en speciel form for kommunikationsstrategi, hvor formålet er at udbrede tro og ideer (Baran & Davis, 2015). Ifølge dem er målet for en propagandist at overbevise modtagerne om noget på en sådan måde, at modtagerne tror, det er dem selv, der har skiftet holdning. For at gøre dette må propagandisten gennem kommunikation ændre måden, hvorpå folk oplever dem selv og deres verden (ibid., s. 43). Ligeledes citerer de chefen for den nazityske propagandafilmindustri for, at det gælder om at simplificere et komplekst problem og gentage løsningen på problemet. En lignende pointe bliver ligeledes citeret fra J. M. Sproule, om at det gælder om, ved hjælp af orkestrering af kommunikation, hvor kompliceret sprogbrug skal afholde folk fra kritisk tænkning, at overbevise folk, uden de lægger mærke til det (ibid., s. 43). For propagandisten helliger målet midlet, hvorfor propagandisten mener, at det er nødvendigt at ty til halve sandheder, løgn og disinformation, for at få folk væk fra deres overbevisninger, og hen til propagandistens holdning. Propagandisten har ligeledes ofte en elitær indstilling, der fører til, at man ser ned på modtagerne, hvorfor de må guides for deres eget bedste, og derfor også stoppe oppositionen for at sige dem imod (ibid., s. 45). Disinformation er i denne sammenhæng falsk information, der bliver spredt mod oppositionen for at svine dem til, og hvor kilden til spredning forsøges at skjules. Baran og Davis redegør herefter for tre forskellige variationer af propaganda, de har fra amerikanske teoretikere: hvid, grå og sort propaganda. Hvid propaganda beskriver propaganda, hvor intenderet undertrykkelse af information, der modsiger propagandisten synspunkt kombineres med promovering af information, der deler synspunktet. Den grå propaganda beskriver spredning af information, hvor videreformidleren ikke ved om indholdet er sandt eller falskt, men hvor synspunktet deles. Den sorte propaganda beskriver intenderet systematisk spredning af løgne. Alle tre former for propaganda kan der ses eksempler på, når det drejer sig om fake news, og de vil alle tre blive kategoriseret, som disinformation, da det netop er understreget, at der er tale om intenderede handlinger. Det skal dog siges, at den grå variationer godt kan minde om misinformations fake news, hvor kildekritikken halter, men det bliver understreget, at spredning skyldes indifferens i forhold til sandhedsværdien, hvorfor den må beskrives som disinformation, og ikke misinformation. Der kan argumenteres for, at der kan være tale om side effect disinformation, men det præciseres i definitionen af grå propaganda, at kildekritikken ikke blot var forsømt, men bevidst undgået (ibid., s.44). Dermed virker det som om, at den er 32

33 undladt, for ikke at blive konfronteret med, at det netop er forkert, og dermed er vildledning ikke blot forudsigelig, men formålet med spredning. Lasswell (1927) repræsenterer en anden tilgang til propaganda, hvor det bliver fremlagt som ledelse af kollektive indstilling gennem manipulation af betydningsfulde symboler. Baran og Davis beskriver, at Lasswell tager udgangspunkt i tanker fra behaviorisme og freudianisme, hvor symbolerne, der skal manipuleres, er symboler, der forbindes med stærke følelser, der kan få indflydelse på den større mængde mennesker. En anden, der også forsøger at komme med en mere præcis definition, er L. John Martin. Martin har analyseret 26 forskellige definitioner, og han argumenterer for, at der er mange forskellige videnskabelige discipliner, der har interesse i at undersøge begrebet. I sin artikel præsenterer Martin tre forskellige forståelser af propaganda i forskellige sammenhænge, en generel, en juridisk definition og en international. I afsnittet om den juridiske definition bliver der tager udgangspunkt i lovgivning i forskellige lande. Det ikke er interessant i forhold til dette speciale, da det er definitionen af begrebet fake news, der bliver undersøgt, og ikke en vurdering af juridiske konsekvenser i denne sammenhæng. Den tredje definition er en international definition, hvor Martin har fokus på grænser, og opdeling af afsendere og modtagere i forskellige nationale, etniske, politiske eller religiøse grupperinger. Det giver ikke mening at fokusere specielt på nationalstater eller andre grupperinger, selvom der er en tendens til at Rusland bliver udpeget, som den store synder i forhold til fake news, da det ofte vil være meget diffust, hvem afsenderen egentlig er. Af samme årsag, som det ikke var relevant at kigge på juridiske konsekvenser for propaganda, er det heller ikke interessant at kigge specielt på international propaganda, da det netop er en generel definition, der skal bruges, da det må formodes, at det er den, der bliver brugt i debatten om fake news. Der kan, i de definitioner Martin har undersøgt, ses en klar enighed om, at propaganda handler om en eller anden form for manipulation eller kontrol af mening og handling (Martin, 1958, s. 10). Den simpleste definition af propaganda har kun de to aspekter med, at propaganda er manipulation af mening og/ eller handling, dog finder Martin flere definitioner, hvori der er et krav til systematik eller intention, før der kan være tale om propaganda. Martin præsenterer løbende igennem sit kapitel flere forskellige generelle definitioner, der bliver mere og mere konkrete. Han præsenterer en gruppe, der siger, at dem, der laver propaganda, må være interesserede i at propagandere, og anden gruppe, der har fokus på at propagandaen skal foregå i det skjulte. Martins egen definition er følgende: 33

34 Propaganda is a systematic attempt through mass communications to influence the thinking and thereby the behavior of people in the interest of some in-group (ibid., s. 12). Martin understreger at der skal være tale om organiseret og overlagt handling, da effekten ellers vil være minimal. Mass communication bliver brugt for at kunne indramme alle former for måder, propagandaen kan blive udført, da trusler og tvang på samme måde som belønning kan havde indflydelse på menneskers handlemønster, og alle kan bruges som værktøj for propagandaen. In-group forstås som et fællesskab, der deler en holdning eller solidaritet, og desuden påpeger Martin, at det skal handle om et offentligt anliggende, hvilket må forstås som, at en tandpasta- reklamer ikke kan være propaganda, selvom der kan argumenteres for, at reklamer benytter sig af systematisk massekommunikation til at influere mennesker. Endvidere argumenterer Martin for, at selvom det kan være fordelagtigt i forhold til effekten af propagandaen, at afsenderen og dennes bevæggrunde er holdt hemmelige, er dette ikke en del af definitionen af propaganda. Dette samme gør sig gældende for betegnelser, som uvidenskabelig og bedragerisk, som Martin mener ikke i højere grad passer på de metoder, der ofte bliver brugt end selve begrebet (ibid., s. 13). Grunden til, at bedrag og uvidenskabelighed ikke er en del af definitionen, skyldes, at dette vil gøre, at der ikke ville kunne tales om propaganda, hvis propagandaen var logisk og valid, selvom formålet med den er at influere mening og handling i modtagergruppen gennem systematisk massekommunikation. Martin argumenterer dog for, at dem, der er imod et givent propagandabudskab, dog vil have tendens til at beskrive det som bedragerisk og falsk, ligegyldigt hvor logisk og velargumenteret budskabet er formidlet. Der bliver derfor taget udgangspunkt i den generelle definition af propagandabegrebet, der blev præsenteret af Martin, hvor systematisk massekommunikation bliver brugt til at få indflydelse på folks handlinger og meninger til fordel for et meningsfællesskab. Det er interessant at have en præcis definition af begrebet, netop for at kunne svare på de spørgsmål, der blev stillet øverst i dette afsnit, og som ofte findes i empiriartiklerne. Kan der argumenteres for, at fake news i nogen forståelser af begrebet er en anden benævnelse for propaganda? Det er ikke nødvendigvis altid tilfældet, hvis der skal kunne sættes lighedstegn mellem fake news og propaganda kræver det, at man ser fake news som intenderet 34

35 vildledning, hvor formålet er indflydelse på handling og mening, men er det nødvendigvis målet for afsenderen af fake news? Denne diskussion vil blive taget op i diskussionskapitlet, hvor analysen af de forskellige forståelser kan bidrage til at komme med et kvalificeret svar på dette spørgsmål. Dataindsamling Formålet med dette speciale er at undersøge forståelsen og brugen af begrebet fake news i den danske offentlige debat. Fake news er et begreb, man støder på mange steder, og det kan derfor være en udfordring at få et overblik, hvis man skal se samtlige nyheds- og debatprogrammer i tv, og læse samtlige kommentarfelter på alt fra Facebook til Twitter. Endvidere kan det være en udfordring at få konkretiseret eller kvalificeret, hvad der menes på blot 140 tegn eller i en endnu kortere Facebook kommentar. Der ville også kunne sættes spørgsmål tegn ved, hvor repræsentativ en tilfældigt opdatering på et socialt medie er, og udfordringen i at lytte og se sig igennem den store mængde radio og tv, samt at vælge et snit for, hvad der skal og ikke skal med, ville også være uoverskuelig. Derfor valgte jeg, at det ville være bedst at tage udgangspunktet, hvor problemet startede (Wending, 2018), nemlig i den skrevne presse. Fordelen ved at tage udgangspunkt i det skriftlige er, at det her er nemmere at fordybe sig i de ord, der bliver brugt og dermed den betydning af begrebet, der ligger til grund for en given artikel, samt at det redaktionelle arbejde på de forskellige medier burde være garant for, at et bredt udsnit af den almene danske befolknings holdninger ville være repræsenteret heri. Infomedias database indeholder samtlige store danske aviser, dagblade, ugeaviser, fagblade samt en lang række andre nyhedskilder 3, hvilket gør det til et oplagt værktøj til at finde frem til, hvad der har stået i de skrevne medier om fake news. En søgning på fake news i Infomedia, hvor alle indstillinger er sat til at tage alt med, giver hits. Hvis man så ændrer tidsperioden til starten af 2016, altså et halvt års tid inden brugen af udtrykket for alvor eksploderede og frem til i dag, giver i samtlige af deres kilder hits. Der er altså behov for at reducere tallet yderligere. Infomedia tilbyder forskellige parametre, 3 explore/fulldisplay?docid=kgl &context=l&vid=nui&lang=da_dk&search_scope=kgl&adaptor=l ocal%20search%20engine&tab=default_tab&query=any,contains,infomedia&offset=0 35

36 der kan hjælpe med at få et bedre resultat. Perioden er indstillet, så det passer med alle artikler, der er kommet i forbindelse med den eksplosion, der var i brugen af begrebet i slutningen i Derefter kommer vi til medierne, hvor der er kilder at vælge imellem. Mange artikler går igen flere steder, da medier ofte udkommer både i en fysisk og digital udgave, derudover ses det ofte, at nogle medier viderebringer andre mediers historier. Endvidere vil det være en fordel at kende til de medier, hvorfra artiklerne stammer, da man på den måde bedre kan se den sammenhæng, de er skrevet i. Derfor vælger jeg kun at tage udgangspunkt i den undergruppe, der hedder landsdækkende aviser. Derefter vælger jeg kun at tage udgangspunkt i store artikler, der er defineret som mere end 700 ord. Infomedia giver mulighed for at sortere artikler efter størrelsen. Jeg vælger kun at tage store artikler med, da det giver de bedste forudsætninger for at kunne afkode den forståelse, der ligger til grund for brugen af begrebet fake news. Der er også mulighed for at søge efter tags og vælge ugedage, men jeg gør ikke brug af disse indstillinger. Tagsmuligheden giver mulighed for at lede efter personer, steder og organisationer, og da jeg ikke er på udkig efter disse, er det altså irrelevant. Der er heller ikke mening i at fravælge ugedage, da der kan blive skrevet om fake news på en, hvilken som helst dag. Søgeordet er fake news, men dette kombinerer jeg med både misinformation og d*sinformation. Jeg bruger den booleske operator eller, da jeg ønsker alle de artikler, hvor alle eller bare et enkelt af søgeordene optræder. Trunkeringstegnet skyldes, at disinformation både kan staves med i og e på dansk. Grunden til at jeg kombinerer det med misinformation og disinformation er for at kunne undersøge, hvordan forståelsen er af de begreber, som danner teoretisk grundlag for denne undersøgelse. Desuden bliver de ofte brugt som synonymer, så for at sikre mig, at jeg ikke ville gå glip af artikler, der omhandlede emnet, men hvor fake news måske ikke bliver nævnt til at starte med, har jeg valgt at kombinere min søgning således, idet der er risiko for at overse en artikel, hvor fake news ikke står i starten er, da der er mulighed for at sortere efter, hvor i artiklen ordet står. I denne søgning skal søgeordene figurere i starten af artiklen, da det kan bruges som en indikator for, om artiklerne rent faktisk handler om fake news, og det ikke bare bliver nævnt tilfældigt ude af kontekst, hvilket igen burde bidrage til at optimere min søgning. Der er en indikation af, at dette er tilfældet, da ændringen fra hvor som helst til starten af artiklen reducerer antallet af artikler fra 854 til det mere brugbare

37 Figur 3. Infomedia søgning fra d. 30. maj 2018 Ved gennemgangen af de 198 valgte jeg 137 ud, der var i en fake news kontekst. Artiklerne fra starten af 2016 blev sorteret fra, da de var før Trump for alvor fik sat gang i fake news bølger, og primært dukker op i søgningen, da de handler om misinformation af folketinget, hvilket ikke er relevant i denne undersøgelse. De første artikler er fra september, og selvom de ikke indeholder fake news begrebet, handler de om beskyldninger om vildledning og truslen fra Rusland, og det passer godt ind den kontekst, der ønskes undersøgt. Artikelskema: Der er en artikel i hver række. Herefter følger der en kolonne, hvor der står reference nummer, så det er nemmere at henvise til. Derefter er der fire rækker med metadata. Den første er dato, som artiklerne er sorteret efter. Dette er gjort, for at give et billede af udviklingen i brugen af begreberne. Den næste er titel, som er navnet på artiklen i avisen, så forfatter og derefter medie, som angiver, hvor artiklen stammer fra. Derefter der tre kolonner, hvor der står misinformation (mis.inf.), disinformation (dis.inf.) og fake news. Hvis et begreb ikke er brugt i artiklen, vil feltet blot være tomt. Hvis begrebet er brugt, vil det første gang blive betegnet som f.eks. M1, D1 eller FN1 med en kort beskrivelse af enten direkte ordbrug i artiklen eller en udledt definition. Dette betyder, at man næste gang den samme definition bliver brugt, vil kunne skrive M1, og så vil man til sidst kunne optælle, 37

38 hvor mange gange den samme definition optræder. De forskellige definitioner vil derefter blive grupperet og analyseret, da der formentlig kommer for mange variationer til, at der kan nås i bund med alle, og mange af dem sikkert også vil være meget tæt på hinanden betydnings- og ordvalgsmæssigt. Analyse Der er blevet gennemgået 137 større artikler fra den danske dagspresse for at analysere, hvordan brugen og forståelsen af fake news begrebet har taget sig ud siden den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor begrebet blev allemandseje. Det er ikke alle de større danske aviser, der er repræsenterede i empirien. Dette skyldes ganske enkelt, at prioriteringen af længere artikler ikke passer med visse avisers måde at lave aviser. Det betyder, at Ekstra Bladet ikke er med, og at der kun er en enkelt artikel fra BT, men det skyldes altså ikke et aktivt valg om at fravælge netop disse to aviser, men at sorteringen af artikler efter størrelse har ført til, at deres artikler simpelthen er for korte til at komme igennem filtret. Dette ændrer dog ikke ved, at de 137 artikler kommer fra 7 forskellige aviser, med 107 forskellige emner og er udarbejdet af over 150 forskellige mennesker, der blandt andet er forskere, journalister og politikere. Hvilket burde give måske ikke hele billedet, men i hvert fald nuancer i forhold til, hvordan debatten har set ud. Optællingen har fundet 90 forskellige beskrivelser, adjektiver eller udledte meninger af begrebet fake news. Dertil kommer der ti forskellige af disinformationsbegrebet og 29 af misinformation. Dette giver umiddelbart et indtryk af, at hypotesen om at brugen og forståelsen af fake news begrebet i den offentlige debat er meget flertydig, er opfyldt. Der er naturligvis nogle af disse, der er synonymer eller minder så meget om hinanden, at der ikke er tale om en decideret forskel i andet end ordvalg. Udgangspunktet for den videre analyse af fake news debatten, vil være at sortere de forskellige emner ned til grupperingen, så man får samlet de artikler, der handler om det samme, og så undersøge, hvordan fake news begrebet tager sig ud i den enkelte debat, og om der så er enighed indenfor hver underdiskussion. Der kan umiddelbart identificeres omkring 25 forskellige temaer i artikelindhold af varierende størrelse. Et eksempel kunne være artikel nr. 111, der handler om markedsføring af et 38

39 skisportsressort og nr. 116, der handler om greenwashing af sorte produkter. Disse to artikler giver mening at sætte sammen, da greenwashing er en form for falsk markedsføring, og dermed giver det mening at sætte dem sammen, da artiklen om skisportsdestinationen lyd så godt, at journalisten mente, det måtte være fake news. Dermed at der blevet etableret en sammenhæng, hvor fake news handler om falsk markedsføring. Ved at lave grupperinger i emnerne bliver det mere overskueligt at holde styr på de identificerede beskrivelser af fake news begrebet, da konteksten her er tydeligere, hvilket er vigtigt i forhold til at have større indsigt i, hvad der menes med de enkelte beskrivelser. Fordelen ved at lave grupperinger er også, at man på den måde kan komme dybere ned i analyserne, af hvad konsekvenserne af de forskellige beskrivelser har for, hvad fake news begrebet dækker over. Afslutningsvist vil tre vildledende artikler blive analyseret. Disse artikler vil ikke være åbenlyst falske historier, som dyrebordeller i Danmark, men være artikler, men i stedet være gråzone eksempler, men de har dog det tilfælles at alle er blevet beskyldt for at være fake news. Når man kigger på optællingen, er den beskrivelse, der går igen flest gange, og også er den første, der blev identificeret, FN1 falske nyheder, den næste er FN10 løgn og så FN8 propaganda. Det er er meget sigende for den forvirring, der hersker, at i over en tredjedel af artiklerne optræder falske nyheder som beskrivende for, hvad fake news er. Falske nyheder er omtrent så forklarende og beskrivende som fake news, det er nemlig en mere eller mindre direkte oversættelse, hvilket næppe bringer læseren tættere på klar og præcis definition. Det næstmest brugte er løgn, hvilket også er interessant, da det på samme måde som fake news er et meget brugt begreb, men hvor den egentlige filosofiske definition ikke nødvendigvis er alment kendt. Løgnen kræver, at afsenderen er overbevist om, at det personen ytrer er falsk, men er det nødvendigvis også det, der er tilfældet i de 35 artikler, hvor fake news bliver beskrevet som løgn? Hvis man ser på eksempel 1 af de eksempler på deciderede fake news artikler, der bliver brugt i dette speciale, hvor den tidligere professionelle fodboldspiller og Tv- vært for DR bliver beskyldt for at være terrorsympatisør, er der ikke altid teknisk set tale om en løgn, selvom man nemt kunne få lyst til at beskylde folk, der anklager andre for at være terrorsympatisører, for løgnere. Dette er dog også et eksempel på, at det er bedre at tage udgangspunkt i den enkelte diskussion frem for den enkelte beskrivelse i det analytiske arbejde med empirien. 39

40 Eksemplet på en af diskussionerne i det overstående var om falsk markedsføring i to artikler, hvor fake news blev brugt i denne sammenhæng. Dette vil også være den første diskussion, der bliver analyseret. Under overskriften for diskussionen, står hvilke artikler, der tages udgangspunkt i, og hvilke beskrivelser, der er blevet identificeret i de artikler. Fake news som falsk varebetegnelse Artikel nr. 111 og nr. 116: FN64 For godt til at være sandt, FN65 falsk markedsføring, FN 68 Greenwashing. Det vil give mening, at sætte nr. 111 og nr. 116 sammen, da greenwashing må siges at være en del af en markedsføring, der er foregår på et falsk grundlag. Dette betyder ikke, at falsk markedsføring altid er ens betydende med greenwashing, men greenwashing er en strategi indenfor falsk markedsføring, hvorfor det giver mening, at placere dem i den samme gruppe. I disse to artikler, bliver fake news begrebet ført ind i falsk markedsføringssammenhæng. I den ene artikel beskriver en journalist sin forundring over, at det sted, han har valgt at tage hen på skiferie, rapporterer om mere sne og færre liftudfald end alle andre steder. Journalisten bliver mistroisk overfor dette og tænker, at det er for godt til at være sandt, og han mener derfor, at det må balancere lige på kanten til fake news. Da journalisten når frem til sin destination Branäs, går det op for ham, at grunden til at snebulletinerne er så høje er, den naturlige sne bliver suppleret med sne fra snekanoner. I denne artikel bliver fake news begrebet brugt til at beskrive, at noget lyder for godt til at være sandt, hvilket i denne sammenhæng må være, at journalisten var bange for, at der var tale om falsk markedsføring, og dermed kan det uddrages, at fake news i denne sammenhæng må være lig med falsk markedsføring. Hvis man skulle analysere en sådan forståelse af fake news begrebet ud fra den teori, der er blevet udvalgt i dette speciale, er det første punkt der skal afgøres, om det er snyd at bruge sne fra snekanoner. Har det nogen negativ indflydelse på skiløb? Jeg er ikke selv den store skiløber, så jeg ved det ikke, men hvis man går ud fra, at der i skisportsverdenen er en negativ indstilling til snekanoner, er der for skisportsressorten fordel ved at fortie denne detalje i deres måling af højden. Det vil betyde, at der i dette tilfælde være tale om sand disinformation, hvis snekanoner opfattes negativt blandt skiløbere og snowboardere. Grunden til at der vil være tale om sand disinformation er, at skisportsstedet har interesse i at 40

41 have så høj sne som muligt, og derfor blot vil konstatere, at sneen er høj i dag, og så skrive det på hjemmesiden. Der vil derfor være tale om udladelsesvildledning, da den manglende præcisering er sket intendere, for at lokke skiløbere til, hvis man stadig går ud fra, at snekanoner er en negativ ting. Hvis det på den anden side ikke har nogen konsekvens for skiløbet, at der er tale om en blanding af naturlig sne og snekanoner, og at det i øvrigt er normal praksis i Skandinavien, som der står i artiklen, vil det stadig kunne kategoriseres som side effect disinformation. Dette skyldes, at selvom journalisten, der er erfaren skiløber, blev i tvivl om, at de tal nu også kunne passe i forhold til tallene fra alperne, hvor sneen ikke lå på et så flot konstant niveau. Det vil betyde, at folk der er inde og tjekke tallene, hvis de er interesserede i hvor meget sne, der falder i vintermånederne i Sverige, ville blive vildledt af de målinger, da meteorologisk interesserede næppe er interesserede i eller klar over, at snekanoner kan have indflydelse på højden af den svenske sne. Det er altså forudsigeligt, at sådan en måling vil kunne vildlede, hvis man forventer kun at se den naturligt faldne sne, men da det en fordel for skisportsstedet at have høj sne, vil en detalje omkring at noget af sneen er kunstig, intentionelt ikke fylde så meget. Den anden artikel tager udgangspunkt i virksomheder, der som en del af deres brand gerne vil fremstå grønnere og mere miljøvenlige, end de egentlig er, hvilket vil sige at de greenwasher, i dette tilfælde Folkevogn. Greenwashing er et spil på hvidvaskning, hvor sorte penge skal forvandles til hvide penge, så de kan bruges uden frygt for myndighedernes indblanding. Det vil sige, at der er tale om ren disinformation, da der er en klar intention om at vildlede. Der kan endvidere også godt argumenteres for, at der ofte vil være tale om løgn, da de personer, der greenwasher, ikke er i tvivl om, at de informationer, der offentliggøres er blevet manipuleret, hvilket ikke kan siges at være en ikke- intenderet handling. Forskellen fra Branäs til Folkevogn er, at der i det ene tilfælde er tale om side effect information, hvis man går ud fra, at snekanoner er ligeså god som normal sne, og i det anden tilfælde er tale om disinformation. Folkevogn er en højteknologisk bilproducent, der bliver stillet over for høje krav til dokumentation i forhold til sikkerhed, og det må derfor forventes, at de har komplet viden i forhold til deres bilers formåen. I Sverige skriver de ikke, at sneen er 5 cm højere end den er, hvis en turist forsøgte at sætte en tommestok i sneen, men Folkevognen kan reelt ikke køre så langt på literen, som den er blevet offentliggjort til at kunne. Det vil for Folkevogn være muligt at sige, at de ikke vidste bedre, og at det var en fejl, men dette vil dog ikke betyde, at det ville skifte over til at være misinformation, da påstået uvidenhed ikke ændrer på 41

42 intentionen, der lå bag den oprindelige vildledning. Det er ikke nok at angre, når man bliver taget med fingrene i kagedåsen. I denne debat, var der meget tydelige eksempler på forskellige variationer af disinformation, og udfordringen er at skelne/udlede intention eller intentionaliteten i forhold til kategoriseringen af enten misinformation eller disinformation. Det, der kan tages med fra denne debat, er, at på trods af der kun er tale om to artikler, og at de på sin vis omhandler samme emne, så er det stadig ikke den samme slags fake news, der er identificeret. En anden ting, der også kan overvejes, er, om det giver mening, at tale om fake news i denne sammenhæng. Er virksomheders mere eller mindre redelige forsøg på at få kunder i butikken noget, der har med vildledende nyheder, der udgiver sig for at være sande, at gøre? Umiddelbart kan det være svært at se, men det er klart, at det er de samme mekanismer i vildledningen, der går igen. Russisk fake news Artikel nr. 3, nr. 4, nr. 5, nr. 8, nr. 12, nr. 13, nr. 14, nr. 21, nr. 22, nr. 24, nr. 38, nr. 59, nr. 66, nr. 76, nr. 78, nr. 90, nr. 93, nr. 104, nr. 114, nr. 115: FN1 Falske nyheder, FN2 Konspirationsteorier, FN7 Konstruerede nyheder til formål at bedrage, FN8 Propaganda, FN10 Løgn, FN15 Manipulation, FN18 En dårlig ting, FN25 Falske oplysninger, FN26 Bedrag, FN30 Fordrejede nyheder, FN34 Rygter, FN36 Fuphistorier, FN40 Misforståelser, FN41 Intenderet vildledning, FN42 Informationsslam, FN 43 Alternative nyheder, FN48 Bullshit, FN50 Påvirkningskampagner, FN53 Forvrængning og FN67 Tvistede nyheder. Rusland er et af de emner, der forekommer oftest i empiriartiklerne. Indholdet af artiklerne er naturligvis forskelligt, da der kan ses forskellige temaer i artiklerne. Der er nogle, der udelukkende handler om Rusland, og så er der nogle, der handler om Ukraines kamp mod russisk fake news og på samme måde som Europas kamp. Jeg vælger at tage alle artikler, der handler om Ruslands indblanding i fake news ind i den samme analyse, da man kan argumentere for, at på trods af kulturforskelle mellem Ukraine og Europa, vil den russiske fake news, og dermed beskrivelsen af den, være den samme, om de så er sendt af sted mod Ukraine eller Europa. 42

43 Der er 20 forskellige artikler, hvori Rusland og deres mediestrategi i form af fake news mod fremmede stater indgår. Der er flere artikler, der har en eller anden tilknytning til Rusland, som ikke er taget med i dette afsnit, f.eks. artikel nr. 19, der omhandler retssagen mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl, hvor Dragsdahl blev beskyldt for at være russisk agent, som dog passer bedre i enten den historiske kategori eller i en beskyldningssammenhæng. Endvidere er der artikel nr. 63, hvor amerikanerne bliver beskyldt for at forsøge at få Rusland til at fremstå skyldig i hacking mod Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Der kunne argumenteres for at artikler, der handler om EU s East StratCom initiativ, der tager udgangspunkt i disinformation fra Østeuropa, skulle medtages i dette afsnit, men disse synes at passe bedre end i den diskussion, der tager udgangspunkt i Europas forsøg på beskyttelse af sig selv. Beskrivelserne af fake news stammer som nævnt fra mange forskellige artikler, hvorfor det både kan være interessant at kigge på dem, der står alene og dem, som minder mere om hinanden. En ikke- beskrivelse finder man i FN18, der stammer fra artikel 21, hvor fake news bliver beskrevet, som en dårlig ting. Det er klart, at mange nok vil mene, at fake news er en dårlig ting, men det er ikke en særligt detaljeret beskrivelse. Artikel 21 handler om Russisk disinformation, den refererer til George Orwells roman 1984, hvilken der også kommer et afsnit om, og beskriver fænomenet trolls. Trolls er, ifølge Landvad, professionelle debattører, der gemmer sig bag falske alias og spreder russiskvenlige narrativer og kritik af EU og NATO (Langvad, 2017). Desuden er der også en større detaljeringsgrad i beskrivelsen af disinformation. Disinformation bliver beskrevet som propaganda, manipulation, fordrejede nyheder og uægte fakta. Dette er ikke en beskrivelse af fake news, men man kan argumentere for, at Langvad må have en forståelse af disinformation, som værende intenderet vildledning uden falskhedskrav, da der både er tale om uægte fakta, som kan være noget, der er fundet på og fordrejede nyheder, som tager udgangspunkt i virkeligheden. Selvom at dette er en definition på disinformation, kan man sige, at fake news er et værktøj for den russiske disinformation, hvorfor forståelsen af fake news, må være noget, der falder ind i kategorien for disinformationen. I Uffe Gardels artikel En flodbølge af løgne bliver der brugt mange af de betegnelser, der ses i starten af afsnittet. Fake news bliver her beskrevet som konspirationsteori, propaganda, løgn, fordrejede nyheder, informationsslam og alternative nyheder. Konspirationsteori er et interessant fænomen i denne sammenhæng, da det ikke nødvendigvis blot kan afskrives som det pure opspind, da det i nogle tilfælde kan vise sig at 43

44 være sandt. I en artikel, hvor der også bliver talt om informationsslam, fordrejede og alternative nyheder, skal brugen af konspirationsteori i stedet læses som et udtryk for noget useriøst, der ikke skal gives opmærksomhed. Det, der kan siges om disse beskrivelser, er, at der ikke er et umiddelbart krav til falskhed. Hverken løgnen eller propagandaen var så beskrevet i teoriafsnittet som ikke betingede af falskhed, og det tyder også på, at der bliver taget udgangspunkt i virkelige hændelser, når der står fordrejede nyheder, da en fordrejning netop er en misvisende gengivelse. Der er flere af de beskrivelser, der er blevet fundet i forbindelse med beskrivelsen af den russiske fake news, som giver indikationer af, at fake news er noget, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser, som forvrængning, tvistede nyheder og rygter. Der er dog også beskrivelser af fake news som konstruerede nyheder til formål at vildlede, fuphistorier og bullshit, der i højere grad taler for, at fake news historierne er fri fantasi. En anden beskrivelse, der virkelig skiller sig ud fra de andre er FN40 misforståelser. Misforståelser skiller sig ud fra at være den eneste af beskrivelserne, hvor vildledningen ikke er intenderet eller intentionel, som man kunne argumentere for at konspirationsteori og bullshit måske tilhører, end egentlig intenderet vildledning. I artiklen Nye digitale diplomater skal bekæmpe fake news og russisk misinformation fra Politiken. Artiklen og brugen af misforståelse er rigtigt interessant og en vigtig pointe i forhold til, hvordan fake news virker. Artiklen handler om russisk misinformation, hvor misinformation ville blive betegnet som disinformation i dette speciale. I artiklen beskrives det, hvordan regeringen vil forsøge at komme nogle de falske historier, der bliver produceret om Danmark til livs, og hvordan nogle er bange for, at dette vil føre til statslig propaganda. Udgangspunktet var en russisk hjemmeside, hvor man i slutningen af 2017 kunne læse, at der i København var åbnet et dyrebordel. Historien var åbenlyst opdigtet og falsk, men det interessante ved sådan en historie, som de fleste nordeuropæere ville trække på skuldrene af, førte til, at en østeuropæisk politiker kontaktede Udenrigsministeriet for at få det stoppet. Her bliver den vildfarelse og videreformidling af vildledningen beskrevet som fake news. Det er interessant at se, hvordan en historie, der højst kan give anledning til skuldertrækninger eller let indignation, kan føre til indflydelse på magtfulde personers handlinger og formentlig meninger. Det er dog ikke usædvanligt, at noget, der enten er intenderet vildledende eller noget, der er sagt for sjov, kommer ud som rigtige nyheder andre steder. Der er to pointer at udlede her. For det første er det som nævnt tidligere en helt anden forståelse af fake news, hvis spredningen af sådan en historie er fake news, da det ikke længere er et spørgsmål om, 44

45 hvorvidt den intenderede vildledning skal bygge på falsk information, men derimod fake news skal være intenderet. Uden at have tilstrækkeligt indsigt i østeuropæisk til at kunne sige, om politikeren har et andet motiv end blot at redde dyr fra mishandling, vil denne form for vildledning blive betegnet som misinformation, altså ikke- intenderet vildledning. For det andet kan man kigge til afsnittet Afrika vinder VM i fodbold længere nede i analysen. Pointen omkring DR s formidling af artiklen er, at der er tale om side effect disinformation, da de jo er klar over, at det er satire, men ikke præsenterer det som sådan, hvilket de godt kunne hos TV2 (Jørgensen, 2018), der også skrev om Trevor Noahs provokation. Det er først et stykke inde i artiklen hos DR, at det fremgår, at kommentaren er sagt i sjov, hvorimod det lykkes allerede i overskriften hos TV2. Om der er tale om fake news eller ej, kan diskuteres, men hvad der kan konkluderes er, at en sådan artikel, der kan opfattes som fake news, og som bliver det, ikke er god for DR s troværdighed. Udover beskrivelsen misforståelse, er der også to andre forståelser af fake news, der lægger vægt på andre aspekter af fake news. Historier, der er konstruerede til at bedrage og bedrag, er to beskrivelser, der gør, at fake news bliver et succesverbum, hvor vildledningen skal lykkes, før der kan tales om fake news, da bedrag er betinget af modtagerens overbevisning om en påstand. En sidste detalje stammer fra artikel 104, hvor det påstås, at historien om det Københavnske dyrebordel startede som en joke fra en fransk satire hjemmeside. Det overordnede syn på fake news, der går igen i debatten om russisk fake news, forstår fake news som disinformation, og det primære stridspunkt omhandler kravet til falskhed. Det er dog evident, at der i debatten om russisk fake news er divergens i brugen af fake news begrebet og uoverensstemmelse i forhold til kravet til falskhed, når der tales om russisk disinformation. Europæisk fake news Artikel nr. 2, nr. 6, nr. 9, nr. 31, nr. 37, nr. 38, nr. 40, nr. 41, nr. 69, nr. 82, nr. 95, nr. 96, nr. 100, nr. 103, nr. 104, nr. 106, nr. 114, nr. 129, nr. 132: FN1 falske nyheder, FN3 sammensværgelser, FN5 smædekampagne, FN6 utroværdighed, FN7 konstruerede nyheder til formål at bedrage, FN8 propaganda, FN10 løgn, FN15 manipulation, FN24 Noget der skal undgås gennem censur, FN27 Strafbare ytringer der forgifter den offentlige debat, FN34 rygter, FN41 intenderet vildledning, FN45 Verbalt ukrudt, FN46 misinformation, FN47 Fingerede nyheder, FN58 falsk vidnesbyrd, FN59 Opdigtede rygter og FN86 brug af bevidst fejlagtige påstande/ nyheder. 45

46 Under dette emne er der to hovedhistorier, der går igen i flere af artiklerne. Den ene er East StratCom, og det andet er Merkel og Macrons forsøg på at lovgive sig ud af problemet med fake news. Der er dog et andet tidsmæssigt perspektiv, der er interessant. De første to artikler, der er blevet taget med i dette emne er fra september og november 2016, der på trods af Donald Trump var begyndt at bruge udtrykket, ikke indeholder fake news betegnelsen, selvom det formentlig havde været tilfældet, var artiklerne blevet skrevet blot et par måneder senere. Den første artikel, (artikel nr. 2), handler om beskyldninger om manipulation i den tyske TTIP debat. Der er masser af beskyldninger om vildledning og manipulation fra begge sider, der sidenhen er blevet nærmest ens betydende med fake news. I stedet for fake news bliver begrebet misinformation brugt, og dette bliver så beskrevet som manipulation. Når misinformation bliver beskrevet som manipulation, kan det konkluderes, at forståelsen af begrebet er en anden end den, der er beskrevet i dette speciale. Manipulation er en intenderet handling, hvorfor forståelsen af misinformation i denne artikel må siges at være intenderet vildledning. Dette samme gør sig gældende i den anden præ- fake news artikel (artikel 6). Den er skrevet af Bo Lidegaard, og er en opfordring til Europa om at stå sammen mod misinformation og løgn. I denne artikel bliver både misinformation og disinformation brugt til at beskrive de udfordringer med vildledende historier, der rammer Europa med det formål at skabe splid. Disinformation bliver betegnet som løgn og propaganda, hvilket er betegnelser, der matcher med den forståelse af disinformation, som der bliver taget udgangspunkt i, i dette speciale. Misinformation bliver beskrevet med ord som manipulation, propaganda, løgn, konspirationsteori og vrøvl, hvilket alt sammen betegner fænomener og handlinger, der kan føre til splid, men intentionen bag dem er forskellig. Manipulation, propaganda, løgn og konspiration er intenderede handlinger, der på forskellig vis forsøger at overbevise modtageren. Vrøvl derimod er sjældent intenderet. Kategoriseringen af en ytring som vrøvl vil som regel blive foretaget af modtageren, der gennem en formodet større indsigt i emnet, der behandles, vil vurdere, at afsenderen siger noget, der ikke passer. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor vrøvl kan være intenderet, men i de fleste tilfælde, vil vrøvl være noget man forbinder med fulde folk, der snakker, som de har forstand til. Den faste vending man snakker som man har forstand til er et klart eksempel på misinformation, som begrebet forstås i dette speciale, da en given vildledning ikke er intenderet, men skyldes manglende indsigt. 46

47 I forhold til brugen af misinformation er der en anden interessant betragtning, der bliver tydeliggjort i forbindelse med analysen af empiriartiklerne. Det bliver nemlig åbenlyst, at begrebet misinformation ikke kan bruges som rettesnor for, hvilken forståelse af begrebet fake news, der er i en artikel. Ud af de 137 artikler, der udgør empirien til dette speciale, er der 52, hvor misinformation bliver brugt, og i dem er der 45 gange en anden forståelse af begrebet end den, der bliver brugt i dette speciale. Disinformation bliver brugt i 18 af artiklerne, og bliver beskrevet på 10 forskellige måder (se bilag med optælling og oversigt over definitioner). Den mest brugte beskrivelse er intenderet vildledning, der er brugt 12 gange. Af de 10 beskrivelser kan der argumenteres for, at de fleste har et intentionselement, men dog er det ikke nødvendigvis tilfældet i uægte fakta, som godt kan spredes som misinformation, men ellers er der for de resterende artikler tale om intenderet eller intentionel vildledning. Der kan argumenteres for, at den gængse forståelse af misinformationsbegrebet, er en anden end den, der bliver brugt i dette speciale, men hvis misinformation bliver brugt som en betegnelse for intenderet vejledning, kan det jo så undre, hvordan forfatterne mener, at det adskiller sig fra disinformation? Skyldes brugen af misinformation manglende kendskab til begrebet disinformation eller tvivl om det er optaget i det danske sprog, for på både min og min korrekturlæsers computer insisterer stavekontrollen på at sætte røde streger under ordet. Det kan være svært at svare på, men det er i hvert fald ikke altid grundet manglende kendskab, at brugen af misinformation som intenderet vildledning skyldes manglende kendskab til disinformation, da misinformation og disinformation bliver brugt som synonymer i fire af empiriartiklerne (Artikel nr. 8, nr. 72, nr. 88 og nr. 95). Undren over brug af ord er dog ikke kun begrænset til brugen af misinformation, og beskrivelsen FN86 brug af bevidst fejlagtige påstande/ nyheder virker selvmodsigende. Men dette skal nok forstås som bevidst brug af fejlbehæftede påstande/ nyheder, og altså ses som intenderet vildledning. Det samme gør sig gældende for størstedelen af de beskrivelser, der er af fake news i denne del af debatten. Der er dog nogle af beskrivelserne, der skiller sig ud, FN3 sammensværgelser, FN5 smædekampagne, FN6 utroværdighed, FN34 Rygter og FN45 verbalt ukrudt samt FN24 noget der skal undgås med censur og FN27 Strafbare ytringer der forgifter den offentlige debat. Fælles for disse seks beskrivelser er, at der ikke er krav om falskhed, da alle disse beskrivelser godt kan være rammer for afsendelse af sand information. De sidste to beskrivelser stammer fra artikler om Angela Merkel og Emmanuel Macrons forsøg på at 47

48 lovgive imod fake news, som er en del af en interessant debat af konsekvenserne af sådan en lovgivning i form af indgreb i ytringsfriheden, samt behovet for en klar definition af fake news, hvilket jo er et fremragende argument for nødvendigheden og vigtigheden af formålet med dette speciale. En anden interessant beskrivelse, man kan tage fat i, er FN6, for fake news i sammenhæng med utroværdighed kunne give en indikation af en forståelse af fake news, der er produceret eller videresendt af nogle, der går op i troværdighed, hvilket peger på de etablerede medier. Artiklen er skrevet af Jeppe Valeur, og handler om de algoritmer Facebook og Google bruger til at vurdere troværdigheden af indholdet af en artikel. Facebook og Google er ikke nødvendigvis interesserede i at indvie EU i deres algoritmer, da algoritmerne er indstillet til at vægte popularitet, forstået som aktivitet, over kvaliteten, forstået som sandhedsværdi, af en artikel. Det er interessant at se på Facebook og Googles rolle i forhold til fake news. For Facebook, der gerne vil brande sig som et sociale medie, der går op i sine brugere, og Google, der har fået et image som værende en evig kilde til visdom, må det jo være i deres interesse, at vægte sandhed højt og at kæmpe imod vildledning, men samtidigt er deres forretningsmodel skruet sådan sammen, at der kan være mere profit i vildledningen. Dermed sidder Mark Zuckerberg og Sundar Pichai i samme situation, som de makedonske unge, hvor penge er afgørende for valget om spredning af fake news eller ej. En anden pointe i forhold til Facebook og Google er også at kigge på deres rolle i fake news. Deres platforme bliver brugt til spredning af fake news, men kan man pålægge dem det samme ansvar som de journalistiske medier i forhold til kampen mod fake news. Der kan argumenteres for, at det er lidt det samme dilemma, som når man diskuterer om stjæleren eller hæleren er den værste. Selvom det måske er kontroversielt, kan man argumentere for, at både Facebook og Google, som ejere af Youtube, er fuldt ud i stand til at holde styr på, hvad der er af indhold på deres platforme, da begge steder er fri for porno. Der kan argumenteres for, at det er nemmere at vurdere, hvorvidt noget er porno eller ej, idet at de blot fjerner al nøgenhed, men man kan blot konstatere, at de har indflydelse på, hvad der er på deres platforme, så selvom de hverken producerer eller selvstændigt spreder fake news, spiller de en rolle i fake news uafhængigt af, hvilken forståelse af fake news der er tale om. Der kan konkluderes ud fra denne debat, at fake news forstået som disinformation, har været dækket af den danske presse før Donald Trump begyndte at bruge udtrykket. Endvidere kan det ses, at selvom der ikke er en direkte definition at se i empiriartiklerne, er der overvægt i 48

49 forståelsen af fake news, som værende intenderet vildledning, om så det bliver kaldt verbalt ukrudt eller Fingerede nyheder. Amerikansk fake news Artikel nr. 10, nr. 36, nr. 48, nr. 57, nr. 63, nr. 79, nr. 94: FN1 falske nyheder, FN2 konspirationsteorier, FN3 sammensværgelse, FN5 smædekampagner, FN8 propaganda, FN11 nyheder man er uenige i, FN15 manipulation, FN21 usandheder, FN36 Fuphistorier, FN39 Kulørte og lystige historie, FN41 intenderet vildledning. Den amerikanske fake news er interessant at se i forhold til analysen af den europæiske og russiske fake news, idet der er en klar sammenhæng mellem Europa og Rusland, og det er ikke sikkert, at det er helt det samme i USA, da det er svært at sige fake news og USA, uden også at nævne Trump, hvilket også er tydeligt, når man kigger på de forståelser, der bliver præsenteret i artiklerne. Både i artikel 36, 79 og 94 tager forståelsen af fake news udgangspunkt i Donald Trumps holdning som værende definerende, så fake news er historier, der er kritiske overfor ham, eller i Trumps udlægning medier, der fører en heksejagt og en leder en sammensværgelse mod ham. I artikel 10 og 48 bliver fake news betegnet som Donald Trumps egne ytringer, og specielt ved dette er, at i artikel 48 var det faktisk sandt, hvad han sagde, men det blev ikke taget seriøst, hvilket jo er det klassiske eksempel på drengen, der råbte Ulven kommer. Dette passer dog sikkert Trump fint, at han får et håndfast bevis på, at de etablerede medier laver fake news, når de afviser hans påstande, og det så senere viser sig, at de er rigtige. I artikel 56 beskriver Bent Blüdnikow også, hvordan europæiske medier skrev lystige og kulørte historier, der ikke passede. Den sidste artikel af Jarlner, handler om en mystisk situation, hvor den amerikanske sikkerhedstjeneste var ude og beskylde Rusland for et hackerangreb på Frankrig, men der var flere indicier, der talte imod, hvorfor forståelsen af fake news er disinformationsvildledning. Det er tydeligt, at snakken omkring USA og fake news unægtelig hænger sammen med Donald Trump, og forståelsen af begrebet i de fleste tilfælde, vil blive defineret ud fra ham, om det så er hans ytringer, eller ytringer der er kritiske overfor ham, der bliver beskrevet som fake news. 49

50 Det historiske perspektiv Artikel nr. 16, nr. 17, nr. Nr. 33, nr. 51, nr. 97, nr. 112, nr. 113, nr. 133: FN1 falske nyheder, FN6 utroværdighed, FN8 propaganda, FN10 løgn, FN11 nyheder man er uenig i, FN12 medier der begår fejl, FN13 Vandrehistorier, FN14 Ikke objektive historier, FN16 gentagelse af løgn for at skjule sandheden, FN21, FN32 Kreativ fantasi, FN66 bevidst maskering af noget forkert som rigtigt, FN85 Opdigtede historier og FN90 Ubekvemme sandheder. Der er ikke så mange artikler, der passer ind i denne kategori, men det historiske perspektiv er interessant, fordi der her bliver præsenteret et syn på fake news, der ofte bliver kædet sammen med propaganda. Det er derfor interessant, at se, om det kun er det, der bliver beskrevet i disse artikler, og om den forståelse af fake news, der bliver præsenteret er lig propaganda. Hvis det er tilfældet, er det interessant at se, om det så bidrager til diskussionen af, hvorvidt fake news blot er en ny betegnelse for propaganda, eller om de er forskellige. Der er to slags artikler i dette tema: dem, der enten tager udgangspunkt i noget gamle fænomener eller deciderede historiske begivenheder og drager paralleller, og dem, der tager udgangspunkt i den nutidige situation og kigger tilbage. Det er begge interessante perspektiver, den første slags artikler trækker nok mest på propaganda vinklingen, som der blev indledt med i dette afsnit, mens de andre, måske bliver mere nuancerede i forhold til udviklingen af begrebet på den korte bane, fra Trump og frem. Hvis man skal starte med den første slags artikler, kan man kigge på nr. 33, nr. 51 og nr. 87. Holocaustbenægtelse, anti- Hitler propaganda og en klumme om lighedstegn mellem fake news og propaganda. Artikel 33 er skrevet af Niels Barfoed til Information, hvori han mener at fake news er god gammeldags propaganda. Pakket ind i ny emballage, som tidens it-muligheder byder på (Barfoed, 2017). Barfoeds forståelse af fake news er interessant, for det handler ikke om russiske trolde, men derimod om Donald Trump og hans rådgiveres ligegyldighed over for sandheden. Ifølge Barfoed er det ikke alt, der kommer ud af Trumps mund der er løgn, for han kan ligeså vel bruge sandheden, men det essentielle er, at der fokuseres på, at for Trump bliver midlet helliget af hensigten. Hvis tilfældet er, at Trump er ligeglad eller ikke har nogen holdning til sandheden, kan der rigtigt nok argumenteres for, at han ikke lyver, da løgnen kræver, at løgneren er overbevist om, at den fremsatte påstand er falsk, hvilket der ikke er nogen indikationer for, når det kommer til Trump. Barfoeds forståelse af fake news skiller sig ud, fordi den tager udgangspunkt i Trump, men ikke med udgangspunkt i Trumps forståelse af fake news. For Barfoed er fake news Donald Trumps kontroversielle ytringer, hvorfor 50

51 opfattelsen af fake news, som værende en anden betegnelse for propaganda er oplagt. Trump er netop i en magtposition, hvor han gennem massekommunikation forsøger at påvirke folks mening og handlinger. Desuden kan man argumentere for, at hans manglende lyst til at imødekomme kritik med andet end tilsvininger og beskyldninger om fake news, kan minde om den envejskommunikation, hvor sandheden bliver dikteret af propagandisten, hvilket ofte er kendetegnende for propaganda. Barfoed slutter sin klumme af med at mene, at løsningen på problemet er at kalde en spade for en spade, men her er udfordringen så, at finde ud af, hvad der er en spade, og hvad der er en skovl. Barfoeds sammenligning med propaganda går igen i artikel 51, der omhandler en propagandabog mod Hitler, der blev forfattet af to engelske journalister, men udgivet under navnet Pauline Kohlers. Pauline Kohlers skulle havde været Hitlers kammerjomfru, og bogen er blevet solgt i mange eksemplarer i flere lande, men bogens indhold og Pauline Kohlers er kreativ fantasi (Hertel, 2017). Hertels udlægning af en gammel propagandabog som fake news er spændende, for der er mange karakteristika, der går igen. Budskab og afsender er forsøgt skjult, og der er sågar visuel disinformation, idet et billede af en tilfældig kvinde er brugt til at validere forhistorien om, at bogens forfatter skulle være en tysk kammerjomfru. Endvidere kan man argumentere for, at tilsvining af modstandere indpakket under falsk identitet, lyder som en beskrivelse, der også kunne bruges til fake news. Hertel skriver, at bogens indhold ud over kreativ fantasi er skabt af en kombination af ugebladsstof, journalistiske reportager fra Berghof, et af Hitlers tilholdssteder, og afhopperes rapporter samt efterretningskilder (Hertel, 2017), hvilket gjorde dem i stand til, at få deres historie til at virke mere troværdig, hvilket også er et succeskriterium, for nutidens fake news. Den sidste artikel, tager også udgangspunkt i 2. verdenskrig, nemlig Holocaustfornægtelse. I denne artikel, nr. 87, fremlægges sammenhængen til fake news ikke som den faktaresistens, der ses hos Holocaustbenægtere, men det er derimod benægterne, der stempler dokumentationen for Holocaust har fundet sted som fake news. Benægterne mener, at Holocaustfortællingen har en tydelig anti- tysk agenda, som jøderne også er interesserede i at bibeholde, for at skabe sympati for dannelsen af Israel, og at øjenvidneberetningerne er unøjagtige, fantasifulde, svævende og utroværdige. Dette syn på fakta, er meget lig det, som Donald Trump fremfører, hvor fake news prædikatet bliver sat på historier, man er uenig i (Collignon, 2018; Malik, 2017). Det er et paradoks, at man kan bruge den samme betegnelse om ting, der er rigtige, og ting, der er forkerte, hvis man altså går ud fra Holocaust har fundet sted, og at Hillary Clinton ikke er leder af en pædofili- 51

52 ring. Der kunne altså i disse tre artikler findes to forskellige forståelser af, hvad fake news dækkede over, propaganda og faktafornægtelse. Det kan være svært at sætte den sidste ind i et misinformations- / disinformationsskema, da dette syn tager udgangspunkt i modtagerens vurdering af indholdet. Hvis man tager udgangspunkt i modtagerens motiver for at afvise fakta, kan der drages en parallel til modellen. Hvis afvisningen sker grundet manglende indsigt, kan dette beskrives som mis, da der ikke er intention om vildledning. Det vil dog sjældent være tilfældet, da Holocaust er en stor del af fortællingen om 2. Verdenskrig, så en afvisning af dette nærmere må tilskrives overbevisning, hvorfor afvisningen må være intenderet og derfor dis. De sidste artikler, der er faldet ind i denne kategori, vælger at lave en kronologisk vinkling på den problemstilling, som samfundet kæmper med i øjeblikket. Det er stor forskel på, hvor lang tilbage tidslinjen bliver trukket i de forskellige artikler, men den, der går længst tilbage og samtidigt skiller sig mest ud i forhold til forståelse, er artikel 17, hvor FN13 vandrehistorier først bliver brugt, hvilket jeg undrede mig over, da jeg ikke havde overvejet, at det kunne være en betegnelse for en generel og bred opfattelse af fake news, som man kunne forvente, at der ville være i en artikel, der handler om, at falske nyheder er en gammel nyhed. Det bliver også brugt i en anden artikel, hvor der tages udgangspunkt i en medicinsk sammenhæng, men den vender jeg tilbage til længere nede i analysen. Søgaard indleder sin artikel om de falske nyheder med at slå fast, at fake news er falske nyheder eller vandrehistorier (Søgaard, 2017), hvilket måske gør, at der godt kan argumenteres for er en alternativ opfattelse. Hvis man skal beskrive fake news som vandrehistorier, må der tages udgangspunkt i, hvad en vandrehistorie er. Hvis man søger efter vandrehistorie i Gyldendals Den store danske ordbog 4 bliver man sendt videre til opslaget om sagn 5, hvorfor den kronologiske vinkel er oplagt, da sagn er mundtlig overlevering af historier, som kendes fra gammel tid. Vandrehistorie bliver så fremlagt som den nutidige form af sagnet, der også kan formidles via sociale medier, hvilket gør sig gældende for fake news. Der, hvor definitionen af fake news som værende en form for vandrehistorier synes at være lidt ukonventionel, er i forhold til indholdet. Vandrehistorien beskrives ofte som værende moderniseringer af sagn, men også at indholdet eller pointen som regel er alment kendt. Endvidere står der, at vandrehistorierne ofte har en

53 eller anden form for lektie eller advarsel til modtageren, der skal komme modtageren til gavn, hvilket sjældent er det udgangspunkt, der menes at være motivationen for produktionen af fake news. Herefter påpeger Søgaard at fake news er et prædikat autoriteterne pådutter historier, de ikke tror på, på trods af at de ikke nødvendigvis er falske. Dette argument er også interessant, da det ikke bliver præciseret, hvilke autoriteter der henvises til og hvorvidt det ikke nødvendigvis falske skal forstås som sand disinformation, hvor unøjagtighed muliggør vildledning gennem sandhed, eller om der er tale om valide historier, der bliver afvist grundet holdninger. Alle disse aspekter vil kunne have indflydelse på implikationen af en potentiel vildledning. Søgaard mener, at der siden trykpressens opfindelse har været eksempler på falske nyheder, der har haft konsekvenser. Det starter helt tilbage i tallet, hvor jøder fik skylden for et drab på en italiensk dreng i byen Trento. I artikel 113 bliver der ligeledes gået mange hundrede år tilbage i historien, men dog ikke helt så meget, da eksemplerne her f.eks. er Zinovjevs breve, der skulle være beviset for et kommunistisk komplot i det engelske Labour parti 1924, og den engelske avis The Suns kritisable og forkerte dækning af tragedien på Hillsborough stadion i Malik forsøger at trække en parallel mellem nutidens forsøg på at lovgive sig ud af problemet med fake news, med forsøg på at lovgive imod kaffesaloner, da disse også blev set som arnested for uhensigtsmæssige ideer og ytringer. Dette gør han, fordi han mener, at devalueringen af sandhedsbegrebet i samfundet har ført til, at alt man ikke er enig i, kan man stemple som fake news. Hvis dette er tilfældet, vil det åbne for muligheden for politisk censur udført af toppen af samfundet på samme måde som med kaffesalonerne, hvilket også var Søgaards udlægning, at det er autoriterne, der afgør, hvad der er fake news eller ej. I artikel 16 (Holm, 2017), er opfattelsen af autoriteterne, der pådutter fake news, omvendt, her er det hvem som helst, der kan beskylde andre for at lave eller være fake news, hvilket ses i Facebooks kommentarspor. Holms hovedargument for sin kronologiske vinkling er udviklingen af fake news fra at være et propagandabegreb til at være et propagandaangreb. Tidshorisonten i denne artikel er ganske kort, men den ser på udviklingen af fake news over blot et par måneder, hvor det er gået fra at være falske, løgnagtige fiktionsfortællinger forklædt som nyhedshistorier i store mængder på sociale medier til at blive et skældsord mod historier, man ikke er enig i. Da artiklen er fra starten af 2017, er det ikke sikkert, at fake news var begyndt at blive brugt som nedladende adjektiv på daværende tidspunkt, men pointen er nok den samme, om det så er selve historien eller en given persons ytring. Endvidere 53

54 beskriver Holm også fake news som bullshit og kommer med en distinktion mellem løgn og bullshit, som bliver henholdsvis defineret efter afsenderes overbevisningen om falskhed i påstanden og så indifferens overfor sandhed. Holm og Søgaard har endvidere det til fælles, at de nævner den forståelse af begrebet fake news, der har gjort sig gældende frem til begrebets pludselige popularitet, nemlig som betegnelse for en speciel form for satire, hvor forkerte historier bliver præsenteret humoristisk og i et format, der efterligner rigtige nyhedsmedier, som f.eks. The Onion, Rokokoposten eller Bertelsens uaktuelle nyheder. I artikel 112 beskriver Nielsen også, hvordan hun i sin barndom købte blade med falske nyheder, som Skør skør verden og Pravda. Disse adskilte sig fra hinanden ved at være henholdsvis satire og sovjetisk propaganda, men fællestrækket var, at alle vidste, at de historier, der fandtes i disse blade var faktuelt forkerte til forskel fra dem i radio, tv og rigtige aviser. Nielsens pointe er, at udfordringen ved de sociale medier er, at det hele er en stor pærevælling, hvor det ikke altid er til at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. I Valeurs artikel 133 tilskrives de sociale medier også ansvaret for, at problemet med fake news er nyt, da omfanget af spredningen er hurtigere og nemmere og derfor større end tidligere. Valeurs definition af fake news er bevidste løgne forklædt som rigtige nyheder, der spredes af politiske årsager eller for at tjene penge gennem sidebesøg og annoncører. Bevidste løgne må anses for at være en pleonasme, hvis man går ud fra den forståelse af løgn, der er blevet præsenteret i teoriafsnittet. Senere har det skiftet til at være en begreb, der kan beskrive alle slags usandheder, og sågar bruges som adjektiv. Valeurs historiske eksempel bliver indledningsvist præsenteret som at løgne, misinformation og propaganda altid har været en del af samfundet. Eksemplet er et oprør mod kong George II, hvor der blev skrevet en falsk historie om kongens svigtende helbred, og sammenholder man det med sidestillingen med løgn og propaganda, må det konkluderes, at Valeurs forståelse af misinformation, er en anden end den, der bliver brugt i specialet, og ville blive beskrevet som disinformation med udgangspunkt i specialets perspektiv. De to forskellige vinklinger på de artikler, der var i denne kategori, gav flere forskellige forståelser af fake news fra Trump som producent til vandrehistorier. Der var i de første artikler et syn på fake news som værende en form for propaganda, som blev produceret af statslige overhoveder eller historikere. Blandt de kronologiske artikler, var det Holm, der var tættest på den korte tidsramme, som dette speciale beskæftiger sig med. Heri fremlagde hun en udvikling af fake news som værende betegnelse for falske og løgnagtige historier, der 54

55 efterlignede rigtige historier, til at være et prædikat man påsatte historier, man var uenig i. Forståelsen af fake news, som værende betinget af falskhed gik også igen i Valeur. Fake news i 1984 Artikel nr. 32, nr. 50 og nr. 75: FN1 falske nyheder, FN8 propaganda, FN10 løgn, FN15 manipulation og FN25 falske oplysninger. Hvis der var blevet taget udgangspunkt i det opfundne sprog nysprog fra George Orwells roman 1984 skulle dette afsnit måske havde heddet sande nyheder i Bogen bliver nævnt i tre af empiriartiklerne i større eller mindre grad. Bogen er fra 1949, og er en dystopisk fortælling om en mand, der lever af at forfalske historien ved at omskrive den, for at styrke den propaganda, der gennemsyrer samfundet i sådan en grad, at der er blevet opfundet et sprog, der bliver mindre og mindre for at forhindre tanker, der går imod Big Brother. Grunden til, at 1984 bliver fremhævet, er, at flere af artikelskribenterne ser lighedstegn mellem det dystopiske samfund, Orwell beskriver, og så det vi oplever i dag, hvor sandhed bliver affejet af ledere, der tegner deres egen virkelighed. Det er dog ikke kun lige disse tre forfattere, der har denne sammenligning, for Palludans (2017) artikel tager udgangspunkt i den pludselige stigning af salget af bogen sidste år. Den forståelse af fake news, der kan ses her, må være en, der ligger op ad den beskrevne verden, hvor alting er dikteret af en skjult leder, som kynisk udsletter enhver, der ikke støtter partiets holdninger. Fake news i denne forståelse må altså være et billede på et samfund, hvor sandheden er ligegyldig, og hvor ensretningen sker løbende for at kvæle modstanden. Fake news beskyldninger Artikel nr. 11, nr. 19, nr. 62, nr. 78, nr. 84, nr. 102: FN1 falske nyheder, FN2 konspirationsteori, FN6 utroværdighed, FN7 Konstruerede nyheder til formål at bedrage, FN9 overfladiske og ukritiske nyheder, FN10 løgn, FN16 gentagelse af løgn for at skjule sandhed, FN21 Usandheder, FN37 skjulte politiske dagsordner, FN53 forvrængning. Disse artikler tager udgangspunkt i situationer, hvor medier eller personer er blevet beskyldt for at lave fake news. Der er eksempler på artikler, hvor medier bliver beskyldt for at være for ensidige, som i artikel 11, men der er også anklager mod enkeltpersoner, som i KGB- sagen 55

56 mellem Jensen og Dragsdahl, hvor gentagelsen af en løgn bliver beskrevet som fake news, men om der så var tale om en løgn, skulle der en retssag til at afgøre. I artikel 62 er det Region Hovedstaden, der beskylder en læge for at lave fake news, fordi han gik til medierne med en historie, hvor han var kritisk mod systemet, men det vidste sig, at han ikke havde den fulde indsigt i sagen. I sagen med 1813 er der tale om misinformationsvejledning af lægen, for selvom han har en intention og er imod systemet, er han ikke klar over, at han ikke har det fulde billede af den situation, han bruger til at være kritisk overfor Det samme gør sig gældende i artikel 11, hvor Ritzau og Information var for ensidige i deres formidling af en historie om en rapport om rygning, hvor Information i slutningen af artiklen beklager. Det er svært at se, hvilke motiver Information og Ritzau skulle have andet end, at de var for hurtige og ikke kritiske nok, hvilket også er den undskyldning, der bliver præsenteret efter artiklen. Sagen, artikel 77 handler om, er også kompliceret, da der er racistiske undertoner i den. B.T. bliver beskyldt for fake news af en kvindelig debattør med afrikanske rødder, da hun ser et billede af sin venindes lillebror i forbindelse med en eftersøgning, da hun mener, de bare har taget et billede af en tilfældig afrikansk mand, da hun ikke kan tro, at han skulle være indblandet i en voldtægt. Desværre viste det sig, at han var indblandet, og B.T. beskylder hende for løgn, hvilket det dog ikke kan være, da hun netop var overbevist om hans uskyld, men her må forståelsen af fake news enten være misinformation eller side effect disinformation. Hvis debattøren antager, at det var en fejl, at de valgte det billede, er det misinformation, men hvis det skyldes ligegyldighed, må der være tale om side effect disinformation, da billedet så bare er valgt for at sælge aviser. I artikel 84 bliver fake news brugt af den russiske ambassadør i Danmark om en debat om en russisk gasledning. Ambassadøren mener, at de danske politikere giver et forvrænget af billede af Rusland, og at debatten om gasledningen er baseret på mangelfulde og sågar løgnagtige oplysninger (Ritzau, 2017). Ambassadørens udlægning af begrebet lægger op til en vægtning, hvor fordrejning af virkeligheden er det afgørende karaktertræk for fake news, hvor årsagen er overflødig, da politikernes fordrejning enten skyldes mangelfulde eller løgnagtige oplysninger. Der er altså tale om, at vildledningen sker i ledet før, politikerne viderebringer enten den sande misinformation eller sande disinformation. Der kan argumenteres for, at der er tale om sand misinformation eller disinformation, da ambassadøren ikke kalder det et forkert men fordrejet billede af Rusland, altså er der i højere grad tale om unøjagtigheder end deciderede fejl. At politikerne giver mangelfulde eller løgnagtige oplysninger, kunne lede en til at tænke, 56

57 at der vil være tale om sand misinformation, da politikere, der er blevet informeret mangelfuldt eller løgnagtigt, ikke er klar over, at dette er tilfældet, og dermed ikke kan have intention om at vildlede. Det bliver dog insinueret senere i artiklen, at de danske politikere er velinformerede, og derfor vil en oversættelse af ambassadørens brug af fake news være sand disinformation fra de danske politikere til den danske befolkning. I artikel 102 flyver beskyldningerne frem og tilbage mellem to sider i en diskussion af statistik i forhold til indvandring. Begge sider beskylder hinanden for fake news, og at det er et spørgsmål om overbevisningen, at den modsatte side læser statistikken forkert, hvorfor der må være tale om bevist vildledning. Beskyldningerne om fake news rettet mod andre bliver motiveret af, at andre vildleder, men om dette er intenderet eller ikke- intenderet, lader ikke til at være relevant for anklagerne. Årsager, konsekvenser og løsning af fake news Artikel nr. 15, nr. 18, nr. 20, nr. 25, nr. 26, nr. 35, nr. 43, nr. 44, nr. 46, nr. 53, nr. 56, nr. 74, nr. 83, nr. 85, nr. 101, nr. 107, nr. 108, nr. 109, nr. 112, nr. 120, nr. 125, nr. 128, nr. 130, nr. 131 og nr. 134 : FN1 falske nyheder, FN3 sammensværgelse, FN6 utroværdighed, FN7 konstruerede nyheder til formål at bedrage, FN8 propaganda, FN9 overfladiske og ukritiske nyheder, FN10 løgn, FN11 nyheder man er uenig i, FN12 Medier der begår fejl, FN15 manipulation, FN17 uærlige medier, FN19 ikke falske men heller ikke sande nyheder grundet udvalg og vinkling, FN20 uanede mængder fakta kan vendes og drejes efter behag, FN21 usandheder, FN30 fordrejede nyheder, FN34 rygter, FN35 løse oplysninger, FN36 fuphistorier, FN37 skjulte politiske dagsordner, FN38 informationsforurening, FN41 Intenderet vildledning, FN46 misinformation, FN47 fingrede nyheder, FN48 bullshit, FN49 forvanskninger, FN50 påvirkningskampagner, FN 52 skarpvinkling af artikler, FN53 forvrængning, FN54 bias, FN60 ubekræftede historier, FN61 skadelig information, FN62 halve sandheder, FN63 Uønsket information, FN66 bevidst maskering af noget forkert som rigtigt, FN77 misvisende ytringer, FN78 partiske nyheder, FN79 falsk materiale, FN80 sandhedens modsætning, FN81 producerede falske nyheder, FN82 orkestreret til miskreditering, FN83 clickbait, FN84 opsigtsvækkende nyheder og FN87 politisk korrekt undladelse. 25 af empiriartiklerne handler om enten årsager til fake news bliver produceret, hvilke konsekvenser det har, og hvilke mulige løsninger, der kan findes. Beskrivelserne af fake news 57

58 løber op på 43, hvilket vel må konkluderes er mange. Der er, som det er blevet nævnt før, selvfølgelig nogle af disse, der er synonymer, og nogle, der optræder oftere end andre. Det kan også tænkes, at nogle af disse beskrivelser af fake news ikke er den, skribenten selv sidder inde med, men blot påpeger, at sådan kan det også forstås. Selvom det skulle være tilfældet, vil påpegningen stadig tælle som en forståelse, selv hvis der ikke er andre, der har den opfattelse, da den stadig vil findes hos afsenderen, der mente, at andre så fake news sådan. Det kan godt være, at der ligesom i afsnittet om f.eks. Russisk og Europæisk findes en forståelse af fake news som værende vildledende historier, der efterligner rigtige nyhedsmedier, men der kan ikke tales om en klar og præcis definition, da der er for store variationer i beskrivelserne. Hvis man ser på sandhed ift. definitionen af fake news, kan man se, at beskrivelserne er meget forskellige. Der er både sandhedsneutrale, som f.eks. overfladiske og ukritiske medier, nyheder man er uenige i og opsigtsvækkende nyheder, sandshedsindifferente, som f.eks. propaganda, manipulation og bullshit, og til sidst dem, der er defineret af falskhed, som så yderlige kan deles op i to, der enten er intenderet falske, som konstruerede nyheder til formål at bedrage og fuphistorier, og dem, der er ikke- intenderet falske: medier der begår fejl og usandheder. Derudover er der mange af dem, der ligger i et krydsfelt, hvor der kan argumenteres for, at de passer ind både det ene og det andet sted. Et eksempel på dette kunne være clickbait, der er en betegnelse, hvis udvikling minder meget om fake news. Clickbait er overskrifter, der forsøger at lokke dig ind på en hjemmeside eller historie, for at ejeren af domænet kan tjene annoncepenge. Til alle tider har aviser forsøgt at lokke kunder i butikken gennem spændende overskrifter, men på internettet har det ført til, at der findes en forretningsmodel, hvor man gennem de mest opsigtsvækkende overskrifter forsøger at logge læseren ind til banaliteter eller ikke bekræftede historier. Dette fører til irritation, og kædes sammen med lav kvalitetsjournalistik, da der som nævnt ikke altid ligger nogen rigtigt historie bag overskriften. Dette har ført til, at der bliver lavet Facebook- grupper, der udelukkende har til formål at afsløre indholdet af clickbait artikler, så deres følgere sparer klikket, og siderne ikke tjener penge. Selvom der kan argumenteres for, at clickbait er irriterende, da historien ikke lever op til ens forventninger om, hvad der kunne gemme sig bag en spændende overskrift, er det ikke nødvendigvis falsk eller forkert indhold. Der er ofte tale om rygtebaserede historier, som kan være en form for side effect disinformation, da formålet med clickbait er at tiltrække læsere for at øge profitten. En anden af disse beskrivelser, der er interessant, er den sidste: politisk korrekte undladelser. Dette er 58

59 interessant, da der argumenteres for, at medierne har været tilbageholdende med at dække nogle former for historier, og at dette er en form for fake news, der har ført til oprettelsen af andre nyhedsmedier, som f.eks. Den korte avis. Disse protestmedier forsøger så at udligne den slagside, de mener, der er i mainstreammediebilledet, ved at have ekstra fokus og måske smøre ekstra tykt på, når de fortæller historier om det negligerede emne. Denne pointe om, at de etablerede mediers manglende fokus på kontroversielle emner, har ført til fake news, er en pointe, der går igen i flere empiriartikler, som f.eks. nr. 25, 42 og 46. På den anden side er der så artikel nr. 58, hvor wikipedia- stifteren vil lave et nyt medie, der skal være faktabaseret og neutralt, hvilket skydes manglende politisk neutralitet, altså er vægtningen og neutraliteten afhængig af øjnene der ser. For Wikipedia- stifteren er det fremhævningen af givne sager, der virket for biased, til forskel fra nr. 25, 42 og 46, hvor der var tale om underprioritering. Denne samling af artikler havde alle det til fælles, at de gerne ville undersøge årsager, konsekvenser eller løsninger af problemet med fake news, men der bliver brugt over 40 forskellige beskrivelser til at beskrive det, de gerne vil undersøge, hvorfor man må sige, at analysen af denne del af debatten giver et klar indtryk af, at der er flere forståelser tilstede i debatten, hvilket der også blev redegjort for, da beskrivelserne blev analyseret ud fra sandhedsværdien, hvor der var eksempler fra både sandhedsneutrale, sandhedsindifferente samt krav til falskhed betinget af både intention og ikke- intention. Fake sundhedsnews Artikel nr. 45, nr. 80, nr. 99 : FN13 vandrehistorier, FN51 sidestilling mellem videnskab og følelse. Den lægevidenskabelige vinkel er interessant, da konsekvenserne er tydeligere og knapt så abstrakte, som de kan virke, når man taler om problemerne ved falske nyheder generelt. De tre artikler handler om den overordnede udfordring for lægevidenskaben, som den kommer til udtryk ift. anti- vaccine og glutenforskrækkelse, debatten om kolesterolmedicin og vaccineskepsis. For de fleste kan det virke komisk, når en østeuropæisk parlamentariker kontakter den danske stat for at få sat en stopper for Københavns hundebordel, men når ens medborgere pludseligt holder op med at vaccinere deres børn, skifter problemet karakter fra at være komisk til at blive uhyggeligt. I den seneste artikel (Sodemann, 2018) bliver begrebet fake news ikke brugt men derimod misinformation, men pointen er, at det er kendisser og 59

60 vildledende budskaber, der er udfordringen for lægevidenskaben. I forhold til anvendelsen af begrebet misinformation, kan man argumentere for, at der er tale om det og ikke disinformation for en gangs skyld i denne opgave. Det kan nemlig være svært at se andet end manglende indsigt, der kunne få folk til selv at droppe at følge et vaccineprogram eller opfordre andre til boykotte det. Det kan selvfølgelig være, at der er andre muligheder, men når man læser anti- vaccine opslag, går de ofte på, at videnskaben, der udvikler vaccine er i lommen på medicinalvirksomhederne, og vaccine udelukkende er en pengemaskine, hvori det er svært at finde anden motivation for sådan en udtalelse end manglende indsigt i, hvordan vaccinationsprogrammer virker eller konspirationstanker. I debatten om kolesterol bliver videnskabelig evidens sidestillet med, hvad folk synes i stedet for at se på fakta (Jensen, 2017). Det samme gør sig gældende i Holms beskrivelse af de problemer, læger står overfor, når hver mand er sin egen overlæge, hvor en lægekonsultation er blevet til et samarbejde, fordi der er sket en devaluering af lægernes autoritet. Fake sundhedsnews bliver kaldt udokumenteret information, der spredes hurtigt og forstærkes i ekkokamre af folk, der er enige med hinanden og ofte med emotionelle personhistorier til personlig vinding for platugler. I denne diskussion dækker fake news over udokumenterede påstande og advarsler i forhold til behandlingen og forebyggelsen af forskellige sygdomme, hvor det dog kan være svært at afgøre om der er tale om misinformation eller disinformation. Der sikkert er nogle, der er oprigtige i deres ønske om at hjælpe andre, men ligeledes er nogle, der skal tjene penge på mirakelkure. En pointe, der fremføres, som er omdrejningspunktet i næste afsnit, er omstændighederne, der betyder, at lægerne har mistet deres autoritet. Ifølge Sodemann skyldes det sociale medier, og kendisser, der pludseligt får en ophøjet position i et emne, hvorom de ikke har nok indsigt. Ifølge Holm er det kun naturligt, at folk vil udnytte de muligheder, de har, som i den her sammenhæng er internettet, til at hjælpe sig selv. Postmodernistisk news Artikel nr. 23, nr. 49, nr. 55, nr. 68 : FN1 falske nyheder, FN2 konspirationsteori, FN10 løgn, FN15 manipulation, FN31 udviskning mellem sandt og falsk Den mangel på autoritet, der har ramt lægerne, er et centralt emne for diskussionen af postmodernismens indflydelse på fake news. I dette afsnit beskrives det som udviskningen mellem sandt og falsk og i det foregående afsnit var det sidestilling af videnskab og følelse. Det 60

61 er i virkeligheden to sider af samme sag. Der er sket et skift i samfundet, hvor objektiviteten er blevet relativiseret, og sandheden er kommet under angreb, det, mener disse artikler, skyldes postmodernismen. Langt hen ad vejen handler disse artikler om postmodernismen, og forsøger at gøre Lyotard, Baudrillard og Foucault tilgængelige, så grunden til, at det er dem, der er skyld i det morads, vi er havnet i, kan forklares til læserne. Der er mange lighedstræk mellem de tanker, der findes i postmodernismen, og den udviskning af sandt og falsk, der viser sig nogle steder i den offentlige debat. Et eksempel kunne være Lyotards (1984) forståelse af videnskabelig viden som en narrativ, hvilket fører til en kommodificering af viden, hvor det ikke længere er det epistemiske, men salgspotentialet, der er afgørende for viden. Når der så bliver skrevet om, at postmodernisterne har haft indflydelse på, at Donald Trump nu er præsident, tænkes der nok på, at Donald Trump har tænkt i salgspotentiale mere end sandhed, når han har ytret sig på sociale medier. Lyotard beskriver også videnskabsmænd som værende superhelte i deres egne narrativer, fordi de ser sig selv som ophøjede til at være i en position til at definere sandt fra falskt. En tanke der også kan ses i sammenhæng med Donald Trump og hans rådgivere, når de præsentere alternative fakta og afskriver kritikere som fake news. En klar definition på fake news, er der kun i den artikel, der er skrevet af Thorum (2017), hvor fake news bliver beskrevet som artikler, der forekommer at være nyhedshistorier, men som i virkeligheden er rene konspirationsteorier. I de andre artikler bruges fake news til at beskrive det moderne samfund og konsekvenserne af de tanker, som de postmodernistiske tænkere fremsatte. Fake news bruges til at beskrive tidsbilledet mere end det bliver specificeret, hvad det rent faktisk er. 61

62 Peter Møller og Hamas I den korte avis skrev Ralf Pittelkow i slutningen af 2017, at en skandale havde fundet sted i DR, da studieværten havde en en T- shirt på med Hamas logo, eller det var næsten, hvad han skrev. Figur 4. Overskrift fra Den Korte Avis. Lokaliseret d. 13. december Pittelkow skrev nemlig ikke, at Peter Møller havde en Hamas T- shirt på, men at blot Hamas bruger det samme logo. Undervejs bryder Pittelkow de maksimer, der blev skrevet om i teoriafsnittet om implikaturer. Pittelkow skriver undervejs i artiklen om den voldsomme venstreorienterede slagside i Danmarks Radio (Pittelkow, 2017). Pittelkow vælger at skrive Danmarks Radio frem for DR, selvom DR officielt skiftede navn til DR i 1996, hvilket enten kan skyldes, at Ralf Pittelkow ikke har benyttet DR siden, eller at han ønsker at bruge det gamle navn, for at forstærke sin patos argumentation omkring DR, som de røde lejesvende. Logoet, som af Ralf Pittelkow og en læser af den korte avis bliver identificeret som De tre Shalits, og herefter bliver betydningen beskrevet for læserne. Ifølge Pittelkow er logoet et meget ekstremt polisk symbol, der både rummer hyldest til Hamas, fjendtlighed mod Israel og regulært jødehad (ibid.). Denne hyldest menes at passe godt til de stærke traditioner for anti- israelske holdninger i DR, men at det trods alt ikke er til at vide, om Peter Møller kender til De tre Shalits, og Pittelkow bemærker også, at det muligvis kunne stamme fra en anden sammenhæng, eller at Peter Møller ikke kendte til det eller bare synes, det var flot, men det bliver understreget, at det kun er gætværk, da disse sætninger bliver efterfulgt af en et- ords sætning med ordet måske. Pittelkow understreger endvidere, at han undrer sig over, at Peter Møller ikke har tænkt over at have en T- shirt på med et så iøjnefaldende og kamppræget symbol. Afslutningsvis skriver Pittelkow, at DR skylder et hurtigt og klart svar, og at han har svært ved at tro på, at Peter Møller ikke har undersøgt tegnet og dermed vidst, at det var et 62

63 Hamassymbol. Herefter bragte B.T. en historie om Den korte avis beskyldninger mod Peter Møller og Peter Møllers klare afvisning af dette, samt en præcisering af, at T- shirten var af mærket Wood Wood, og at symbolet skulle være et W. Dette svarede Ralf Pittelkow igen på. I Den korte avis skriver Ralf Pittelkow, at BT laver falske historier, og at han på intet tidspunkt har beskyldt Peter Møller for at være terrorsympatisør, men at han blot har været kritisk overfor, at en studievært har tøj med symboler på, og afslutter sin artikel med at skrive om, at jødehadet ligger ham på sinde og beklager samtidigt, at han ikke havde kontaktet Peter Møller, inden han skrev artiklen. Figur 5. Peter Møller i Wood Wood t-shirt. (Pittelkow, 2017). Ralf Pittelkows argumentation om, at fordi han ikke direkte skrev, at Peter Møller var terrorsympatisør, så frikender det ham ikke for, at der i artiklen var klare implikaturer, der nemt kunne tolkes sådan. Der er et klart motiv med artiklen, der ikke var en objektiv og nøgtern beskrivelse af historien, men et forsøg på at få DR og Peter Møller til at fremstå om ikke som terrorsympatisører, så i hvert fald som antisemitister. Hvis man godtager Ralf Pittelkows argumentation om, at han ikke beskyldte nogen for noget men blot var kritisk, kan der argumenteres for, at der er tale om side effect disinformation, hvor Pittelkows ønske om at kritisere studieværtens tøjvalg, kan give det indtryk, at Peter Møller eller DR er terrorsympatisører. Der er dog ingen tvivl om, hvilket også kan ses i den måde Ralf Pittelkow skriver om DR, at han ikke bryder sig om institutionen, og derfor kan man sige, at der er tale om sand disinformation, da han på intet tidspunkt skriver, at logoet på Peter Møllers T- shirt er De tre Shalits, men at Peter Møller sidder med en T- shirt med logo af en hånd, der holder tre fingre op, hvilket er korrekt. Mandag Morgen lavede en artikel, hvor de gennemgik de forskellige symboler, der kunne associeres med logoet. I denne blev det afvist, at logoet på T- shirten var De tre Shalits, men dog heller ikke, at tegnet nødvendigvis var præcist i forhold til Peter Møllers påstand om at det skulle være tegnsprogstegnet for w (Hansen, 2017). 63

64 Elever eller studerende Det eksempel stammer fra starten af maj, hvor det varme vejr allerede havde fået godt fat i Danmark, og det faldt flere for brystet, at flere gymnasieelever valgte at pjække for at bruge noget af skoletiden på at nyde det gode vejr. På Facebook valgte dr.dk at publicere en artikel om, at undervisningsminister Merete Riiager (LA) ønskede at gøre noget ved den slendrian og lave tiltag, der skulle forbedre studiekulturen. På Facebook blev overskriften om den dårlige studiekultur akkompagneret med et billede fra et introforløb på Københavns Universitet. Eftersom at studerende og studier normalt er noget, der forbindes med Figur 6. Opslag fra dr.dk på Facebook, lokaliseret d. 23. maj universitetsverdenen, og elever og undervisning hører til gymnasiet, kunne dette jo undre. Det er et kendt fænomen på Facebook, at brugere ikke nødvendigvis læser mere end blot teksten i opslaget og overskriften, derfor kan det undre, at DR vælger at lave et opslag, der på den måde kan vildlede. Ordvalget er en ting, og det kan forsvares, da ordet studiekultur vel kan bruges om et læringsmiljø, men det er svært at se, hvordan billedet kan forsvares med andet end uvidenhed. Dog bliver dr.dk gjort opmærksom på fejlen af en bruger, som ligeledes kommenterer indholdet, men da dr.dk s medarbejder svarer, bliver påtalen af det vildledende billede desværre ignoreret. Opslaget kan ses endnu, og inde i selve artiklen er ordvalget tydeligere, og der er blevet brugt andre billeder til at illustrere indholdet. Eftersom dr.dk ikke svarer på kommentaren om det vildledende billede, er det svært at sige noget om deres bevæggrunde, men eftersom billedet ikke er blevet fjernet, må de mene, at de har god grund til at beholde det, selvom dette kan betegnes som visuel disinformation, selvom motivet bag er svært at gennemskue. Der kunne argumenteres for visuel misinformation, hvis ikke det var fordi, at de var blevet var gjort opmærksom på det problematiske. Idet dr.dk er blevet gjort opmærksom på, at der er brugere, der mener, at billedet stammer fra et introarrangement på 64

65 Københavns universitet, vil dette sige, at der er intentionel disinformation, da de ikke har fjernet billedet fra artiklen. Fravalget af at fjerne billedet skyldes formentlig travlhed eller ligegyldighed over den forholdsvis milde vildledning. Afrika og VM i fodbold Det sidste eksempel er ligeledes fra DR, men denne gang DR Nyheder. På Facebook lavede de et opslag om, at en amerikansk talkshowvært mente, at det ikke var Frankrig, men derimod Afrika, der vandt de nyligt overståede Verdensmesterskaber i fodbold. DR Nyheder bliver af flere brugere beskyldt for fake news, da de mener, at det ikke fremgår tydeligt, at ytringen er sagt i sjov. DR Nyheder forsvarer sig med, at joken skabte furore, da den franske ambassadør i USA valgte at kommentere udtalelsen, og at den er en del af en debat, der allerede kørte, før Trevor Noah kommenterede resultatet af verdensmesterskaberne. Det problematiske ved denne strategi fra DR Nyheder er, at historien om dyrebordeller i Danmark ligeledes startede på en fransk satirehjemmeside, hvorfor det altså er tydeligt, at der kan være konsekvenser ved ikke at være præcis, når man refererer satire. Figur 7. Opslag fra DR nyheders Facebook side, lokaliseret d. 20. juli Der er i analysen blevet fundet flere forskellige former for forståelser af fake news, der har varieret i alt fra sandhedskrav til hvorvidt intention overhovedet spiller nogen rolle. Det er også tydeligt, at fake news i nogle artikler bliver brugt som en tidsbetegnelse, på linje med det post- faktuelle samfund. Det er ikke alle 137 artikler, der er blevet nævnt, og det er heller ikke alle de identificerede temaer, der har fået hver sit afsnit, men ud fra de ni forskellige emner og tre eksempelartikler må der kunne trækkes nogle større linjer i diskussionen i forhold til at kunne besvare problemformuleringen. Det kunne havde været interessant at kigge på 65

66 nærmere på de forståelser, der var i debatten om de sociale medier og private virksomheders ansvar, da det ville være en ekstra udfordring for virksomhederne, hvis der ikke var enighed om, hvilket ansvar det var, de skulle leve op til. Der samme kunne siges om public service diskussionen og valgprognoser. Diskussion I diskussionsafsnittet vil spørgsmålene fra problemformulering blive diskuteret med udgangspunkt i teori og analyse. Hvad er forskellen på om vildledning er udført med vilje eller ej, og har det overhovedet nogen betydning, om man definerer fake news med et krav til falskhed eller ej. Det stod klart allerede undervejs i udformningen af artikelskemaet, at hypotesen om, at der ikke var konsensus om brugen og forståelsen af begrebet fake news i den offentlige debat, var sand. Der blev identificeret 90 enkeltstående beskrivelser af begrebet, hvor af flere selvfølgelig gik igen flere gange, og de blev kombineret på mange forskellige måder. Mange af disse betegnelser er naturligvis et udtryk for variation i sproget, og flere var enten synonymer eller kortere eller længere måder at sige det samme på, som f.eks. bevidst maskering af noget forkert som rigtigt og løgn. Derudover var der mange, der minder om hinanden, men som kan ses som gradbøjninger, som fordrejning, forvrængning og forvanskning, hvor man kunne diskutere, om det er den samme intention, der ligger bag en fordrejning og en forvrængning. På et overordnet plan uden at have lavet en fuldstændig optælling lader det til, at den generelle forståelse, både fra dem, der selv kommer med en definition, og fra dem, hvor den er blevet analyseret frem, virker det som om, at den gænge forståelse af fake news er intenderet vildledning, der er faktuel forkert, og som efterligner rigtig journalistik. Der skal dog tages nogle forbehold, hvor af det vigtigste er, at en stor del af empirien er litteratur, der handler om fake news som fænomen, hvorfor forståelsen og brugen i den bredere befolkning er en anden. Det er dog ikke formålet med dette speciale at komme frem til en præcis definition af fake news, men at identificere forskellige forståelser og sige noget om konsekvenserne af disse forskellige forståelser. Altså er den gængse forståelse ligeså vigtig, som når fake news forstås som en form for falsk varebetegnelse i forhold til udarbejdelsen af denne analyse. Hvis man skulle tage udgangspunkt i teorien om fake news, var der 7 forskellige forståelser: nyheder man er uenig i, folk, der udtrykker en holdning, man er uenig i, dårlig journalistik, 66

67 biased medier, udviskning af sandhed, holdning over fakta samt intenderet vildledning, som for nogle var betinget af falskhed og for andre ikke. Endnu en brug blev identificeret i empiriartiklerne, nemlig som tidsbillede, hvor begrebet bruges til at beskrive det morderne samfund. Dermed har man i hvert fald 8 hovedgrupperinger, hvor under der så findes et væld af mindre variationer. Det, alle disse har til fælles, måske bortset fra tidsbilledeforståelsen, er, at de kan føre til vildledning og være former for bedrag. Den oprindelig tanke, der førte til arbejdet med dette speciale, var undren over, at absurde historier fra internettet kunne have nogen som helst indflydelse på verdens gang, og dernæst en overvejelse om journalistiske fejl i etablerede medier ikke har potentiale til at føre til mere vildledning. Læsningen af teori og empiri har givet mig svar på begge spørgsmål. Den gængse forståelse og brug af begrebet fake news omhandler de absurde historier på internettet, og de har desværre indflydelse. Fake news om Hillary Clinton og en pædofiliring fik en mand til at skyde mod et pizzeria i USA, men det er heldigvis sjældent, at konsekvenserne af denne form for fake news kan ses så direkte. I de fleste tilfælde, hvis der ikke blot er tale om kedsomhed eller et forsøg på at tjene penge, er motivet for producenten af absurde fake news historier, der efterligner rigtige nyheder, at skabe mistillid til medierne. Formålet med mistilliden kan være at sætte den 4. statsmagt ud af spillet. I demokratiske samfund skal medierne fungere som befolkningens vagthund, der holder et vågent øje med magthaverne. Problemet opstår, hvis befolkningens opbakning og tillid til pressen forsvinder, for så vil dens muligheder for at holde styr på magthaverne ligeledes forsvinde, og dermed bliver selve opbygningen af samfundet udfordret. Problemet med de absurde historier er altså ikke, at den enkelte person tror på dem, men at de kan skabe generel mistillid til medierne. En anden forståelse af fake news er journalistiske fejl fra de etablerede medier. Dårlig journalistik? Sjusket arbejde eller videreformidling af disinformation? Når der tales om, at fake news skyldes dårlig journalistik, hvad er det så helt præcist, der menes? Er der tale om, at journalisterne grundet tidspres fra deadlines ikke er i stand til at lave kvalitetsjournalistik, og dermed ikke får alle nuancerne med, og kommer til at lave fejl, eller er der tale om journalister der blindt spreder fake news historier? Er det relevant at skelne mellem disse to scenarier eller er det to sider af samme sag? Journalistiske fejl kan ligeledes føre til mistillid, men til forskel fra de absurde historier på internettet, der udgiver sig for at være rigtig journalistik, har modtagerne ikke paraderne oppe på samme måde, når de læser de medier, de har tillid til, hvorfor en vildledende histories budskab nemmere vil overbevise og sætte sig fast. Det er derfor vigtigt, om ikke andet for 67

68 journalisterne selv, at være opmærksom på de to typer af fejl, fordi i den ene gruppe er der tale om formentlig dygtige journalister, der bare har for travlt, og i den anden gruppe journalister, der er ligeglade. Begge disse grupper dræner tilliden til pressen, og begge er de udfordrende for demokratiet. Disse to grupperinger er samtidigt også forbundet til Søes model om information, misinformation og disinformation. De absurde historier kan betegnes som disinformation, og de journalistiske fejl, som misinformation. Det er nemt at anskue disinformation, som den slemme af de to, da intention eller intentionalitet for at vildlede ikke er tiltalende, men konsekvenserne af misinformation, hvor medier, man tror på, tager fejl, fører nemmere til en falsk overbevisning hos modtageren, hvilket faktisk er værre. Spørgsmålet er, om journalister ikke altid har haft travlt. Redaktioner er altid blevet portrætteret som hæsblæsende steder, når de er blevet fremstillet i populærkulturen, og det samme kan siges og bliver sagt undervejs, om propaganda, at den også altid har fundet sted, hvorfor er det så, at fake news er noget nyt? Der kan godt argumenteres for, at fake news blot er en ny betegnelse for propaganda, hvis man ser fake news som disinformation. Dog kan der også godt argumenteres for, at da det nu er muligt for mange flere at sende et budskab ud, er det gået fra at være få til at være mange, der kan lave propaganda. Hvis der skal kunne sættes lighedstegn mellem fake news og propaganda, kræver det, at man ser fake news som intenderet vildledning, hvor formålet er indflydelse på handling og mening, men er det nødvendigvis målet for afsenderen af fake news? Nej, ikke nødvendigvis, der er masser af eksempler i empiriartiklerne på fake news, der udelukkende har til formål at bringe annonceindtægter i hus. Desuden er udbredelsen af internettet og dermed de manges mulighed for at producere indhold også en del af, hvorfor manipulation af masserne er gået fra at være for de få til de mange. Før var det svært at komme igennem i den offentlige debat, fordi der var begrænsede publiceringsmuligheder, men når har alle muligheden, er mængden af tilgængelig information steget. Det vil altså sige, at det er stadig svært at lave propaganda, da udfordringen ikke længere er at få en plads i koret, men at koret er blevet så stort, at den enkelte stemme forsvinder. Et argument for, at fake news virker, er, at mange af de mest delte nyheder under den amerikanske præsidentkamp var falske nyheder, og at dette er et argument for, at de virker, men er det så også tilfældet? Der kan vel argumenteres for, at der ikke nødvendigvis er lighedstegn mellem deling af en nyhed og blind accept af indholdet. En nyhed kan vel ligeså vel blive delt for at påpege, hvor uenig man er, eller hvor åndssvagt indholdet er. Det er dog 68

69 klart, at det er en fordel for spredningen af fake news, at det bliver skrevet så kontroversielt som muligt, så der kommer mest muligt interaktion. Det er ikke nødvendigvis kun fake news, der bliver skrevet kontroversielt. For dem der ikke er enige i den udlægning af verdenen, der bliver beskrevet i den etablerede presse, er problemet med fake news ikke falske historier fra internettrolls, men derimod den almindelige nyhedsdækning, der så bliver for ensidig og dermed er fake news betegnelsen for biased medier. Formålet med dette speciale var at identificere forskellige forståelser af fake news, og vurdere hvordan de forskellige opfattelser kunne have indflydelse på vildledning. En pointe, der ikke ligger direkte under disse spørgsmål, men som er blevet tydeliggjort, er behovet for at få en klar definition af fake news. Den måde, som det bliver brugt nu, hvor nærmest alting, der er forkert, eller som nogen er uenig i, kan blive betegnet som fake news, er ikke hensigtsmæssig. Da Inger Støjberg (artikel nr. 136 og 137) opfordrede danske muslimer til at holde ferie under ramadan grundet risici for arbejdsskader og manglende produktivitet, blev hun Figur 8. Screenshot fra kommentarspor fra Følgeton. Lokaliseret d. 7. maj beskyldt for at lave/være fake news. Det giver ikke mening at sige, at Inger Støjberg producerer fake news, for hun er politiker og udgiver sig ikke for at være andet. Hun har en mening om, at det ville være passende at holde fri, og argumenterer for sin holdning med pointer, der så bliver tilbagevist af læger og arbejdsgivere. Derfor giver det vel bedre mening at sige, at hun vildleder sine modtagere, hvis hun skriver dette, men hvorfor gør hun det? Er der tale om, at Inger Støjberg er blevet misinformeret selv, og derfor i god tro argumenterer for, at de skal holde fri. I den sammenhæng kan man så sige, at Inger Støjberg er ignorant i forhold til fastens indvirkning på kroppen, hvilken vel godt kan siges at være problematisk, hvis en minister udtaler sig på et uoplyst grundlag i forhold til et emne, der i forvejen er kontroversielt og præget af en følelsesmæssig debat. På den anden side, kan man også argumentere for, at Inger Støjberg disinformerer, idet hun er kendt for at være indvandrerkritisk, og hendes vælgere er glade for hendes skepsis, så hun er villig til at sidde eksperters faglige vurdering overhørig for at få et politisk statement igennem, der viser, at 69