Europa- Kommissionen. Én valuta til ét Europa. siden 1957

Transkript

1 Europa- Kommissionen Én valuta til ét Europa siden 1957

2 Én valuta til ét Europa Én valuta til ét Europa INDHOLDSFORTEGNELSE: Hvad er Den Økonomiske og Monetære Union?... 1 Vejen til Den Økonomiske og Monetære Union: Euroen lanceres: Forvaltningen af Den Økonomiske og Monetære Union... 9 Euroområdets udvidelse fremover Hidtidige bedrifter Euroen i tal Euroen i billeder Ordliste Idreamstock

3 Hvad er Den Økonomiske og Monetære Union? Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) indgår overordnet set i den økonomiske integrationsproces. Uafhængige stater kan integrere deres økonomier i varierende grader med henblik på at opnå de størrelsesbetingede fordele, herunder bedre indenrigs effektivitet og større modstandsdygtighed over for udenrigs begivenheder. Graden af økonomisk integration kan inddeles i seks trin. Den økonomiske integrations trin 1. et præferencehandelsområde (med nedsatte toldtariffer mellem bestemte lande) 2. et frihandelsområde (uden interne toldtariffer på nogle eller alle varer mellem deltagerlandene) 3. en toldunion (med de samme eksterne toldtariffer for tredjelande og en fælles samhandelspolitik) 4. et fællesmarked (med fælles produktlovgivning og fri bevægelighed af varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser) 5. Den Økonomiske og Monetære Union (et indre marked med fælles valuta og monetær politik) 6. fuldstændig økonomisk integration (alle ovennævnte faser samt harmoniseret finanspolitik og anden økonomisk politik). Christophe Marjolet/PhotoAlto ØKONOMISK INTEGRATION OG ØMU EN I EUROPA Graderne af den økonomiske integration i Den Europæiske Union (EU) varierer. Alle EU-medlemsstater indgår i det, vi kalder ØMU en, og danner et fællesmarked, der er kendt som det indre marked. Alle landene koordinerer deres finanspolitiske ledelse, så den støtter ØMU ens målsætninger. Indførelsen af euroen er en forpligtelse, der er nedfældet i den traktat, der etablerede Det Europæiske Fællesskab (kaldet traktaten eller EF-traktaten). Flere medlemsstater er mere integrerede end andre og har indført en fælles valuta euroen. Disse lande udgør euroområdet, som også kaldes»eurozonen«, og de har, ud over den fælles valuta, en fælles monetær politik, som varetages af Den Europæiske Centralbank. De medlemsstater, der ikke indgår i euroområdet, har bibeholdt deres egne valutaer og varetager deres egen pengepolitik. Graden af økonomisk integration i ØMU en ligger derfor mellem trin 4 og 5 på listen ovenfor. At opnå fuldstændig økonomisk integration ville kræve, at alle medlemsstater tilsluttede sig euroområdet og harmoniserede deres skattepolitik, herunder beskatning, og anden økonomisk politik. Ord, der er trykt i blåt, forklares i ordlisten til sidst Med fortiden som basis Økonomisk integration mellem uafhængige stater er ikke noget nyt. Den romerske møntunion, der bestod af Frankrig, Belgien, Schweiz, Italien og Grækenland, eksisterede fra Den skandinaviske møntunion mellem Sverige, Danmark og Norge varede fra Den tyske Zollverein er måske ét af de mest vellykkede eksempler, som begyndte med dannelsen af en toldunion mellem flere tyske fyrstendømmer i 1834 og oprettelsen af en centralbank, Reichsbank, og en fælles valuta, kaldet Reichsmark, i

4 Én valuta til ét Europa Vejen til Den Økonomiske og Monetære Union: ØMU en var en tilbagevendende ambition for Det Europæiske Fællesskab fra sidst i 1960 erne, fordi den gav løfter om valutastabilitet og et miljø, der fører til øget vækst og beskæftigelse. Diverse politiske og økonomiske hindringer lagde imidlertid hindringer i vejen indtil 1992, da Maastricht-traktaten (traktaten om Den Europæiske Union eller»eu-traktaten«) blev vedtaget. På forskellige tidspunkter har svækket politisk forpligtigelse, uenighed vedrørende økonomiske prioriteringer, manglende økonomisk enighed samt udviklingen på de internationale valutamarkeder uden for Fællesskabets kontrol alt sammen gjort sit til at modarbejde de fremskridt, der blev gjort i retning af ØMU en. Ikke desto mindre var anden halvdel af det 20. århundrede præget af medlemsstaternes konstante higen efter at opnå et mere fundamentalt økonomisk samarbejde som et middel til at styrke de politiske bånd og beskytte fællesmarkedet. Overgangen til vor tids Økonomiske og Monetære Union kan inddeles i fire faser: Fra Rom-traktaten til Wernerrapporten: ; 2 Fra Wernerrapporten til Det Europæiske Monetære System (EMS): ; 3 Fra indførelsen af EMS til Maastricht: ; 4 Fra Maastricht til euroen og euroområdet: FRA ROM-TRAKTATEN TIL WERNERRAPPORTEN: Rom-traktaten har ikke ret meget med penge at gøre Efterkrigstidens markedsøkonomiske orden i Europa, Nordamerika og Japan hvilede på Bretton Woods-systemet, der skabte de internationale rammer for valutastabilitet med guld og den amerikanske dollar som den mest udbredte monetære standard. Ophavsmændene bag Rom-traktaten gik derfor ud fra som givet, at stabile valutaer ville forblive normen, og at Europas opbygning kunne hvile sikkert på dannelsen af en toldunion og et fællesmarked, der tillod fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, personer og kapital. Valutaturbulens opstår sidst i 60 erne De Europæiske Fællesskaber Bretton Woods-systemet var allerede sidst i 50 erne begyndt at vise tegn på overbelastning, og fra truede en ny periode med et ustabilt valutamarked, da markedsturbulens nødvendiggjorde en opskrivning af D-marken og en devaluering af den franske franc. Derved kom den fælles landbrugspolitiks fælles prissystem i fare, som på daværende tidspunkt var Det Europæiske Fællesskabs største bedrift. øverst: Undertegnelsen af Romtraktaten (25. marts 1957) Europa-Kommissionen nederst: Pierre Werner 2

5 Fællesskabet søger økonomisk velstand og politisk udvikling i ØMU en På denne problematiske baggrund, og eftersom toldunionen stort set var fuldført, var Fællesskabet stærkt opsat på at sætte sig nye mål for den politiske udvikling i det følgende årti. Barrerapporten fra 1969, som indeholdt forslag om øget økonomisk koordinering, gav ny drivkraft og ØMU en blev en officiel målsætning ved topmødet i Haag i Europas stats- og regeringsledere nedsatte en højtstående gruppe under ledelse af Luxembourgs daværende premierminister, Pierre Werner, med det formål at udarbejde en rapport om, hvordan ØMU en kunne realiseres inden Wernerrapporten ØMU en i tre trin I oktober 1970 fremlagde Wernergruppen sin endelige rapport, som skitserede en 3-trinsproces til at gennemføre ØMU en inden for en periode på 10 år. Endemålet skulle være uigenkaldeligt konvertible valutaer, kapitalens frie bevægelighed og valutakursernes permanente fastlåsning eller eventuelt en fælles valuta. Til det formål anbefalede rapporten tættere koordinering af den økonomiske politik, hvor rentesatser og forvaltningen af valutareserverne blev besluttet på fællesskabsplan, samt rammeaftaler for de nationale budgetpolitikker. FRA WERNERRAPPORTEN TIL DET EUROPÆISKE MONETÆRE SYSTEM: Selv om medlemsstaterne havde delte meninger om nogle af rapportens vigtigste anbefalinger, nåede de i marts 1971 frem til en principiel enighed om den 3-fasede tilgang til ØMU en. Det første trin, indsnævring af valutakursens udsving, skulle afprøves på forsøgsbasis uden nogen forpligtelser vedrørende de øvrige trin. Uheldigvis tog Wernerstrategien det for givet, at valutakurserne ville forblive fastlåste over for dollaren. Da USA fra august 1971 reelt lod dollaren flyde, bevirkede den nye bølge af ustabilitet på markedet, at D-marken kom under pres opad, og dermed knustes håbet om at knytte Fællesskabets valutaer tættere sammen. Slangen i tunnellen Roy Jenkins, formand for Europa-Kommissionen fra For at rette op på situationen skabte medlemsstaterne i marts 1972»slangen i tunnellen«som er en mekanisme til at styre valutaers kursudsving (slangen) inden for snævre rammer i modsætning til dollaren (tunnellen). På grund af oliekriserne, politiske uoverensstemmelser og en svag dollar havde slangen i løbet af 2 år mistet mange af sine bestanddele og var ikke meget mere end en D-markzone bestående af Tyskland, Danmark og Benelux-landene. Slangens»hurtige død«svækkede ikke interessen for at forsøge at skabe et område med valutastabilitet. I 1977 blev der fremsat et nyt ØMU-forslag af Europa-Kommissionens daværende formand, Roy Jenkins. Idéen blev her genoptaget i en mere begrænset form og i marts 1979 præsenteret som Det Europæiske Monetære System (EMS) med deltagelse af alle medlemsstaternes valutaer, på nær det britiske pund. De Europæiske Fællesskaber 3

6 Én valuta til ét Europa FRA STARTEN AF EMS TIL MAASTRICHT: Inflationsregulering bliver en EF-prioritet Det Europæiske Monetære System (EMS) blev oprettet ud fra konceptet om stabile, men justerbare valutakurser, defineret i relation til den nyskabte europæiske valutaenhed, ECU en (European Currency Unit), som var en»valutakurv«, der var baseret på et vejet gennemsnit af EMS-valutaerne. Kursudsving inden for EMS en blev reguleret via Den Europæiske Valutakursmekanisme, ERM (Exchange Rate Mechanism) og holdt inden for en margin på ± 2,25 % fra midterkurserne, dog med undtagelse af liren, der fik lov til at svinge med ± 6 %. EMS ens primære formål var ganske vist at mindske valutakursernes manglende stabilitet, som blev anset for at være skadelig for samhandel, investeringsaktivitet og økonomisk vækst, men oprettelsen af EMS en blev utvivlsomt også fremmet af en ny enighed blandt medlemsstaterne om, at inflationsregulering og -reduktion måtte blive en økonomisk prioritet. EMS en var et radikalt nyt udgangspunkt, fordi valutakurserne herefter kun kunne ændres ved gensidig aftale mellem de deltagende medlemsstater og Kommissionen en hidtil uset overdragelse af monetær selvstændighed. EMS et årti med succes EMS en gennemgik mange småjusteringer i løbet af de første år, men i , da forhandlingerne om Maastricht-traktaten var i gang, havde systemet vist sig at være en succes. Der forekom meget mindre kortvarig ustabilitet mellem EF-landenes valutakurser, takket være en blanding af konvergerende inflationsrater, regulering af rentesatserne i forhold til valutakursen, fælles intervention på det udenlandske valutamarked og kontrol med kapitalbevægelserne. Den fælles valuta det indre markeds manglende led Efterhånden som ØMU-planerne vandt terræn, opstod behovet for at fuldføre det indre marked det program, der blev vedtaget i 1985, som skulle fjerne alle resterende barrierer for den frie bevægelighed af varer, tjenesteydelser, personer og kapital. Det stod klart, at alle det indre markeds fordele ville blive svære at opnå med de relativt høje forretningsomkostninger, som eksistensen af mange forskellige valutaer og ustabile valutakurser medførte. Mange økonomer og centralbanker var desuden af den opfattelse, at national monetær selvstændighed var uforenelig med Fællesskabets målsætninger om fri samhandel, fri kapitalbevægelighed og fastlåste valutakurser. Det synspunkt blev for mange bekræftet af den uro, der ramte ERM i , hvor liren og pundet blev trukket ud, og udsvingsmargenen udvidet til 15 %. Denne succes tilskyndede til nye drøftelser om ØMU en sammen med de værdifulde erfaringer, som Fællesskabets centralbanker havde høstet med den fælles regulering af valutakurserne. DEN EUROPÆISKE UNION TRANSPORT AF VARER 4

7 Delorsrapporten anbefalede ØMU i tre faser De Europæiske Fællesskaber I juni 1988 nedsatte Det Europæiske Råd på sit møde i Hannover Udvalget til Undersøgelse af Mulighederne for en Økonomisk og Monetær Union. Udvalget, der blev ledet af daværende kommissionsformand Jacques Delors, omfattede alle EF s centralbankdirektører. I deres enstemmige rapport, der blev offentliggjort i april 1989, definerede de målsætningen for den monetære union som en fuldstændig liberalisering af kapitalens bevægelighed, fuldstændig integration af finansmarkederne, uigenkaldelig valutakonvertibilitet, uigenkaldelig fastlåsning af valutakurserne og nationale valutaers eventuelle udskiftning med en fælles valuta. Der ville ifølge rapporten kunne opnås via et trefaset forløb, der bevægede sig fra en tættere økonomisk og monetær koordinering til en fælles valuta med en uafhængig europæisk centralbank og regler, der skulle styre de nationale budgetunderskuds størrelse og finansiering. Jacques Delors, formand for Europa-Kommissionen fra De tre faser hen mod ØMU en 1990 Fase 1 ( ) Fuldføre det indre marked og fjerne restriktioner for yderligere økonomisk integration 2000 Fase 2 ( ) Fase 3 (1999 og derefter) Etablere Det Europæiske Monetære Institut, der skal styrke samarbejdet mellem centralbanker og forberede Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Planlægge overgangen til euro. Definere den fremtidige styring af euroområdet. Opnå økonomisk konvergens mellem medlemsstaterne. Fastsætte de endelige valutakurser og overgangen til euroen. Etablere ECB og ESCB med uafhængig pengepolitik. Implementere bindende budgetregler i medlemsstaterne. 5

8 Én valuta til ét Europa Mod en politisk, økonomisk og monetær union: Maastricht-traktaten De Europæiske Fællesskaber Og videre til Maastricht På grundlag af Delorsrapporten besluttede Det Europæiske Råd i juni 1989 i Madrid at gå i gang med ØMU ens første fase i juli Det Europæiske Råd i Strasbourg anmodede derfor i 1989 om en regeringskonference til at fastsætte de traktatrevisioner, der var nødvendige for at komme videre til fase 2 og 3 og implementere ØMU en. Fase 1 i ØMU en handlede om fuldførelsen af det indre marked, idet man begyndte med at koordinere de økonomiske politikker og fjerne hindringer for finansiel integration. Traktatrevisionerne i relation til de følgende faser lettedes i høj grad af det store forberedelsesarbejde, som centralbankdirektørerne udførte. Traktaten om Den Europæiske Union blev vedtaget af stats- og regeringslederne på Det Europæiske Råd i Maastricht i december 1991, hvor det blev besluttet, at Europa inden århundredets udgang skulle have en stærk og stabil fælles valuta. For at Den Økonomiske og Monetære Union kunne skabe rammerne for mere beskæftigelse og vækst og undgå forstyrrelser, måtte medlemsstaternes økonomier have nået en høj grad af konvergens, før den fælles valuta blev indført. Derfor blev der i EU-traktaten fastsat konvergenskriterier (Maastricht-kriterierne), som medlemsstaterne skulle indfri, inden de kunne indføre euroen. Disse kriterier er vist i tabel 1. Herudover skulle medlemsstaterne opnå konvergens af de nationale love og bestemmelser, der styrede deres nationale centralbanker og monetære politik. Tabel 1. Maastricht-traktatens konvergenskriterier Hvad måles? Hvordan måles det? Konvergenskriterier Prisstabilitet Harmoniseret inflationsrate af forbrugerpriser Højst 1,5 procentpoint over inflationstallet i de tre medlemslande, der klarer sig bedst Offentlige finansers sundhed Underskud på statsbudget i % af BNP Referenceværdi: højst 3 % Offentlige finansers bæredygtighed Statsgæld i % af BNP Referenceværdi: højst 60 % Konvergensens holdbarhed Den lange rente Højst 2 procentpoint over inflationstallet i de tre medlemslande, der klarer sig bedst Valutakursens stabilitet Afvigelse fra en central kurs Deltagelse i ERM i 2 år uden alvorlige spændinger Maastricht-traktatens konvergenskriterier skulle sikre, at medlemsstaternes økonomier var tilstrækkeligt forberedte inden indførelsen af den fælles valuta. Kriterierne gav et fælles vurderingsgrundlag for den offentlige økonomis stabilitet, sundhed og bæredygtighed i de medlemsstater, der søgte optagelse i euroområdet, og de afspejlede dermed disse landes økonomisk-politiske konvergens og robusthed over for økonomiske chok. Valutakurskriteriet skulle vise hver medlemsstats evne til at styre sin økonomi uden at skulle ty til valutadevaluering. 6

9 FRA MAASTRICHT TIL EUROEN OG EUROOMRÅDET: Med enighed om målet (ØMU) og betingelserne (Maastricht-kriterierne) kunne Den Europæiske Union nu komme videre. ØMU ens 2. fase begyndte i juli 1994 og varede indtil indførelsen af den fælles valuta i Under fase 2 blev mange forskellige aktiviteter sat i gang I 1994 blev Det Europæiske Monetære Institut (EMI) etableret i Frankfurt. Forløberen for ECB, EMI, begyndte dels at koordinere den monetære politik mellem de nationale centralbanker, som i henhold til Maastricht-traktaten skulle være uafhængige, dels at arbejde på detaljerne i forbindelse med den fælles valuta. Mellem 1994 og 1998 gjorde medlemsstaterne store fremskridt med den økonomipolitiske konvergens og tog skridt til at få deres budgetstillinger til at stemme overens med Maastrichtkriterierne I 1995 vedtog Det Europæiske Råd i Madrid navnet på den nye valuta, euroen, og tegnede scenariet for overgangen til den fælles møntenhed, der skulle starte den 1. januar I 1996 præsenterede EMI vindertegningerne af eurosedlerne. Mønterne, der fulgte kort efter, har alle en fælles europæisk side valgt af offentligheden og stadfæstet af Rådet i Amsterdam i 1997 samt en national side, hvis motiver de deltagende medlemsstater hver især har valgt. Det Europæiske Råd i Amsterdam vedtog i 1997 de regler og ansvarsområder, som blev nedfældet i stabilitets- og vækstpagten, der har til mål at sikre budgetmæssig disciplin under ØMU en. Kommissionen fik hovedansvaret for at kontrollere, at pagten bliver overholdt I maj 1998 opfyldte 11 medlemsstater konvergenskriterierne og dannede således den første bølge af lande, der indførte euroen som fælles valuta. Danmark og Det Forenede Kongerige og Nordirland havde fravalgt at deltage i ØMU ens tredje fase, medens Grækenland og Sverige ikke opfyldte alle kriterierne. I 1998 blev ECB og Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) etableret som afløser for EMI, og den 1. januar 1999 begyndte ØMU ens 3. fase. 7

10 Én valuta til ét Europa De Europæiske Fællesskaber Euroen lanceres: Den 31. december 1998 blev omregningskurserne mellem euroen og de deltagende medlemsstaters valutaer uigenkendeligt fastlåst. Pr. 1. januar 1999 indførtes euroen, og Eurosystemet som bestod af ECB og de nationale centralbanker overtog ansvaret for det nye euroområdes monetære politik. Dette var begyndelsen til en overgangsperiode, der varede i 3 år og endte med indførelsen af eurosedler og -mønter samt tilbagetrækning af nationale pengesedler og mønter. I 2000 afgjorde Rådet, at Grækenland opfyldte de nødvendige betingelser for at indføre den fælles valuta, og landet kom med i euroområdet den 1. januar Vekselkurser angivet i euro ved en pengeautomat Mens euroen straks ved sin indførelse erstattede de nationale valutaer, som derved blev til underenheder af euroen, så eksisterede den fælles valuta i begyndelsen kun som kontopenge. De nationale pengesedler og mønter var stadig det anvendte kontante betalingsmiddel i hverdagen. I overgangsperioden var det erhvervs- og finansverdenen, der begyndte at bruge euroen i hverdagens transaktioner. På finansmarkederne skete overgangen omgående der var gjort grundige forberedelser, og handelen på de finansielle markeder foregik herefter udelukkende i euro. Administrationerne og erhvervslivet fik en længere overgangsperiode, hvor de gradvist ændrede deres bogførings-, prissætnings- og betalingssystemer til euro. For borgerne bestod den mest synlige del af overgangen i den dobbelte prismærkning, de så på etiketter og skilte i butikker, på tankstationer osv. Det indgik alt sammen i en omfattende PR-kampagne, der skulle gøre den brede offentlighed fortrolig med euroen og den kommende indførelse af sedler og mønter. ET NYT ÅR OG EN NY VALUTA Den 1. januar 2002 skete historiens største ombytning af kontanter. Det var en udfordring af hidtil usete dimensioner, som involverede banksektoren, pengetransportfirmaer, detailhandlende, mønt- og seddelautomatbranchen samt befolkningen som helhed. De nationale centralbanker udleverede på forhånd 144 mia. EUR i kontanter til bankerne, som derefter forsynede detailhandelen, så man undgik flaskehalse i forsyningskæden. Dette betød, at euroen i kontant form i vid udstrækning var tilgængelig inden for alle sektorer allerede de første dage i Den 3. januar 2002 kunne der hæves eurosedler i 96 % af alle euroområdets kontantautomater, og allerede en uge efter indførelsen foregik over halvdelen af alle kontante handler i euro. Samlet værdi af sedler i omløb mellem 2000 og juni 2005 (mia. EUR) Sedler i euro Sedler i national valuta Kilde: ECB. De Europæiske Fællesskaber 8

11 Kontantombytningen var færdig, inden der var gået to måneder. De nationale pengesedler og mønter ophørte med at være lovligt betalingsmiddel i slutningen af februar 2002 og tidligere i nogle medlemsstater. På det tidspunkt var over 6 milliarder pengesedler og næsten 30 milliarder nationale mønter blevet trukket ud af omløb, og for over 300 millioner borgere i 12 lande var euroen endelig blevet en del af hverdagen. Forvaltningen af Den Økonomiske og Monetære Union ØMU en er ligesom det indre marked ikke noget endemål i sig selv. Den er et instrument til at fremme EU s målsætninger især en afbalanceret og bæredygtig økonomisk vækst og høj beskæftigelse. ØMU ens transaktioner og institutioner blev fra første færd udformet til at støtte disse målsætninger via forvaltningen af euroområdets monetære og økonomiske aspekter. MONETÆR POLITIK Euroområdet har én valuta med én monetær politik og én uafhængig, centraliseret beslutningsproces. ECB og alle EU-medlemsstaternes centralbanker udgør Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB). Inden for ESCB danner ECB og eurolandenes centralbanker tilsammen Eurosystemet. Beslutninger vedrørende den monetære politik i euroområdet kan kun træffes af ECB s Styrelsesråd, som består af direktørerne for de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har indført euroen, plus medlemmerne af ECB s direktion. Styrelsesrådet er ECB s højeste beslutningsorgan. ESCB og Eurosystemet ECB s primære mål er at opretholde prisstabilitet inden for euroområdet, da det skaber de bedste rammer for vækst og beskæftigelse. Prisstabiliteten opretholdes først og fremmest, ved at ESCB regulerer rentesatserne og påvirker finansmarkederne. DET EUROPÆISKE SYSTEM AF CENTRALBANKER (ESCB) ECB s generelle Den Europæiske Centralbank (ECB) ECB s styrelsesråd ECB s direktion Nationale Bank van België/ Banque Nationale de Belgique Deutsche Bundesbank Bank of Greece Banco de España Banque de France Central Bank and Financial Services Authority of Ireland Česká národní banka Danmarks Nationalbank Eesti Pank Central Bank of Cyprus Latvijas Banka Banca d Italia Banque centrale du Luxembourg De Nederlandsche Bank Oesterreichische Nationalbank Banco de Portugal Suomen Pankki Finlands Bank Banka Slovenije Lietuvos bankas Magyar Nemzeti Bank Central Bank of Malta Narodowy Bank Polski EUROSYSTEM Národná banka Slovenska Sveriges Riksbank Bank of England Status pr. 1. januar

12 Én valuta til ét Europa ØKONOMISK POLITIK Størstedelen af ansvaret for euroområdets finanspolitik forbliver hos medlemsstaterne, selv om de i henhold til EF-traktaten skal koordinere finanspolitikken, så Fællesskabets målsætninger indfries. Denne koordinering foregår via Kommissionen og Økofin-Rådet, som består af medlemsstaternes økonomi- og finansministre. En række strukturer og instrumenter hjælper med den koordinering. BNP Eurogruppen Dette er en uformel gruppe sammensat af økonomiog finansministrene fra euroområdets medlemsstater. Gruppen vælger sin egen formand for en 2-årig periode. Kommissionen og ECB deltager også i Eurogruppens møder. Den er et forum, hvor man drøfter problemstillinger vedrørende euroområdet og den politiske koordinering. Stabilitets- og vækstpagten Med sin hovedvægt på overvågning af medlemsstaternes økonomier medvirker stabilitets- og vækstpagten til at håndhæve den fiskale disciplin inden for ØMU en og til at sikre sunde offentlige finanser. GÆLD OG UNDERSKUD Kommissionen overvåger statsbudgetternes underskud og statsgælden. Underskuddet skal i henhold til traktaten være på under 3 % og statsgælden på under 60 % af BNP. Bliver disse grænser overskredet, kan Rådet iværksætte en fastsat procedure ved uforholdsmæssigt store underskud, herunder, som en sidste udvej, økonomiske sanktioner mod den pågældende medlemsstat. De Europæiske Fællesskaber Jean-Claude Juncker, Luxembourgs premierminister og finansminister og formand for Eurogruppen Overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og EU s økonomiske politik (BEPG) De overordnede retningslinjer er det vigtigste instrument i EU s økonomiske politikkoordinering. Retningslinjerne spiller en afgørende rolle med hensyn til at fremme ØMU ens makroøkonomiske stabilitet, strukturreformer og gnidningsløse funktion. De overordnede retningslinjer er ikke-bindende og gælder for Fællesskabets og medlemsstaternes finanspolitik. Retningslinjerne bygger på de finanspolitiske drøftelser mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne. Ud fra disse drøftelser kan Kommissionen fremsætte henstillinger til Fællesskabet og til medlemsstaterne enkeltvis, der vedtages af Ministerrådet (Rådet). Rådet og Kommissionen overvåger disse retningslinjers implementering. De overordnede retningslinjer danner det normsæt, hvormed man evaluerer efterfølgende finanspolitiske beslutninger på medlemsstats- og EUplan. Såfremt de ikke overholdes, kan Rådet udstede en ikke-bindende henstilling om korrigerende indgreb. 10

13 Euroområdets udvidelse fremover De medlemsstater, der tilsluttede sig EU i 2004 og 2007, deltager i ØMU en, hvilket betyder, at de koordinerer deres finanspolitik med andre EU-lande, og at deres centralbanker er med i ESCB. Men da landene ikke blev tilsluttet euroområdet fra begyndelsen af deres EU-medlemskab, har de, indtil de indfører den fælles valuta, status som»medlemsstater med dispensation«. Denne status, som de har fået tildelt i henhold til tiltrædelsesakten, forpligter de 10 lande til senere at blive fuldgyldige medlemmer af euroområdet. Årsagen, til at dette ikke skete samtidig med EU-tiltrædelsen, var, at de ikke indfriede konvergenskriterierne. Tiltrædelsestraktaten giver derfor disse lande tid til at foretage de nødvendige justeringer, så de kan opfylde konvergenskravet. Den første af de nye medlemsstater, som kom med i euroområdet, var Slovenien, i BEHOVET FOR KONVERGENS Konvergenskriterierne eller Maastricht-kriterierne omhandler de økonomiske målsætninger og de institutionelle forandringer, som et land skal have gennemført, før det kan indføre den fælles valuta og indtræde i euroområdet. Som måleværktøj for konvergensen benyttes de makroøkonomiske indikatorer, der ses i tabel 1. Scenarier for indførelsen af euroen 1. Madrid-scenario Indførelse af euroen OVERGANGSPERIODE -dagen: overgang til sedler og mønter SCENARIER FOR EUROENS INDFØRELSE Lande, der ønsker at tilslutte sig euroområdet, skal indfri konvergenskriterierne, men den egentlige proces omkring indførelsen af euroen kan variere blandt de sidst tilkomne lande. Da euroområdet blev oprettet, havde de medlemsstater, der var med fra begyndelsen, en 3-årig overgangsperiode fra 1999, da de indførte euroen som kontopenge (ikke-kontante transaktioner), til 2002, da euroen blev indført i kontant form. Ifølge dette såkaldte»madrid-scenarie«giver man med en 3-årig periode både borgere og erhvervslivet mulighed for at forberede sig på den fælles valuta, før den kommer på gaden. I overgangsperioden anvendes den nationale valuta fortsat til kontante transaktioner. En række af de kommende eurolande vil imidlertid følge et såkaldt»big bang-scenarie«, hvor de straks fra det tidspunkt, de bliver en del af euroområdet, indfører eurosedler og -mønter og hurtigt trækker deres nationale valuta ud af omløb : Rådets afgørelse 2. Big bang-scenario Indførelse af euroen -dagen: overgang til sedler og mønter Rådets afgørelse Perioden med to valutaer : perioden med to valutaer i omløb slutter 11

14 Én valuta til ét Europa EUROOMRÅDET Euroområdet Sverige Finland EU-medlemsstater med en undtagelsesklausul EU-medlemsstater, der endnu ikke har indført euroen Stockholm Helsingfors Tallinn Estland Letland Riga Dublin Irland Danmark København Litauen Vilnius Det Forenede Nederlandene Kongerige Warszawa London Amsterdam Bruxelles Berlin Tyskland Polen Belgien Luxembourg Prag Den Tjekkiske Luxembourg Slovakiet Paris Republik Bratislava Wien Budapest Østrig Ungarn Frankrig Slovenien Ljubljana Rumænien Bukarest Italien Bulgarien Sofia Portugal Lissabon Madrid Spanien Rom Grækenland Athen Status pr. januar 2007 Azorerne (PT) Fransk Guyana (FR) Madeira (PT) Guadeloupe (FR) De Kanariske Øer (ES) Martinique (FR) Réunion (FR) Valletta Malta Cypern Nicosia 12

15 Hidtidige bedrifter SUNDE INSTITUTIONER FOR EN SUND ØKONOMI De institutionelle rammer, der styrer ØMU en, har helt klart været en succes. De afspejler eurolandenes stærke forpligtelse til at samarbejde om økonomiske problemstillinger, der har»fælles interesse«. Dette samarbejde er utroligt vigtigt for at skabe den vækst og de arbejdspladser såvel som den bedre levestandard som det indre marked og ØMU en understøtter. Enkeltnationer som USA og Japan fører en centraliseret monetær politik og ligeledes en centraliseret finanspolitik, der styres af en enkelt regering. I euroområdet fungerer tingene anderledes. Euroområdet har ganske vist en centraliseret, uafhængig monetær politik, som forvaltes af ECB, hvorimod finanspolitikken, der handler om de nationale budgetters indtægter og udgifter, er de nationale regeringers ansvarsområde, om end underlagt en række regler på EU-plan. Derfor er samarbejdet og koordineringen mellem euroområdets medlemsstater om finanspolitiske anliggender selve drivfaktoren for Den Økonomiske og Monetære Union. ØMU en hviler på flere stærke grupperinger, der sammen har vist sig velegnede til at forvalte dens operationer: Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), der samler alle EU-medlemsstaternes centralbanker, Eurosystemet dvs. ECB plus de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har indført euroen og ECB. ESCB fastlægger den monetære politik med det klare sigte at stabilisere priserne. Europa-Kommissionen, som via Europa-kommissæren og Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender overvåger og vurderer den økonomiske situation i medlemsstaterne og fremsætter henstillinger. Rådet i dets økonomiske og finanspolitiske sammensætning (Økofin-Rådet), hvor medlemsstaternes økonomi- og finansministre mødes for at definere de overordnede økonomiske retningslinjer og træffe beslutninger om henstillinger fra Kommissionen, som også deltager i møderne. Ministrene fra euroområdet mødes som Eurogruppen, der er en uformel gruppe, hvori også Kommissionen og ECB deltager. 13

16 Én valuta til ét Europa ØKONOMISK STABILITET TIL GAVN FOR ALLE Den valutaturbulens og høje inflation, der prægede en stor del af 1970 erne og 1980 erne, skabte vanskeligheder og usikkerhed for mange. Mens en økonomisk og monetær union blev opbygget, faldt inflationen imidlertid betydeligt, og den har siden været holdt på et lavt niveau. ECB s vigtigste mål er at holde prisinflationen på et niveau, der ligger under, men tæt på 2 % årligt på mellemlangt sigt. Inflationens historiske udvikling er illustreret i figuren til højre. Inflationskonvergens: EUR-12-området (årlig stigning i %) Kilde: Europa-Kommissionen. BE DK DE EL ES FR IE IT LU NL AT PT FI SE UK ECB-målet En lav inflation og stabile priser bringer mange fordele for såvel virksomheder som forbrugere. Forbrugslån er billigere og den fremtidige tilbagebetaling mindre usikker. Almindelige borgere kan derfor lettere og på mere betryggende vis låne penge til f.eks. hus- eller bilkøb med større sikkerhed for omfanget af den fremtidige tilbagebetaling. Realkreditrenter i 4 eurolande FI PT IE ES Kilde: Eurostat og ECB. Virksomhederne er mere motiverede til at investere. Når inflationen er høj og svinger meget, indregner långiverne en sikkerhedsmargen eller»risikopræmie«i rentesatsen. Med lav, stabil inflation er disse sikkerhedsmargener ikke længere nødvendige, hvorved pengene frigøres, så virksomhederne kan investere mere til gavn for vækst og beskæftigelse. Det gavner samfundet, den sociale samhørighed og de mindre velstillede. Meget omskiftelige inflationsudsving øger kløften mellem samfundets rige og fattige. En stabil inflation beskytter de mindrebemidlede bedre mod udhuling af deres økonomiske midler og købekraft. 14

17 DEN FÆLLES VALUTA ET SUPPLEMENT TIL DET INDRE MARKED At skulle arbejde med flere forskellige valutaer medfører omkostninger og gør det svært at sammenligne priserne, selv inden for det indre marked. Den fælles valuta, euroen, fjerner disse ulemper og gavner såvel forbrugere som virksomheder. Omkostningerne ved at veksle penge ved landegrænserne, de såkaldte transaktionsomkostninger, er nu forsvundet i euroområdet. Herved bliver det billigere at rejse, hvad enten formålet er forretning, studier eller ferie. Tidligere ville en person, der rejste ud med D-mark i lommen og krydsede 15 medlemsstater, med omveksling i hvert land, have mindre end 500 mark tilbage ved tilbagekomsten uden at have foretaget et eneste indkøb. I dag ville en person, der rejste ud med EUR, kunne foretage den samme rejse og vende hjem med samme beløb i lommen. Euroen gør det indre marked prismæssigt gennemskueligt. Forbrugere og virksomheder kan nu let sammenligne priserne på varer og tjenesteydelser i hele EU. Det medfører øget konkurrence blandt leverandørerne, så priserne i euroområdet presses nedad. Denne gennemskuelighed understøttes af lav, stabil prisinflation, fordi forandringer i relative priser lettere kan identificeres. Konkurrencen forstærkes yderligere af den stigende handelsaktivitet via internettet, hvor det er let at sammenligne priser på tværs af landegrænserne. De Europæiske Fællesskaber Christophe Marjolet/PhotoAlto Transaktionsomkostninger kan være meget store. Før euroen blev indført, blev de anslået til 0,3-0,4 % af BNP i EU, dvs mia. EUR. Virksomhederne bar en stor del af denne udgiftsbyrde, når varer, personer og arbejdskraft skulle overføres fra land til land i EU. Med transaktionsomkostningernes afskaffelse i euroområdet kan de samme penge nu bruges til produktive investeringer i vækst og beskæftigelse, ligesom samhandlen inden for EU stimuleres. Desuden har afskaffelsen af transaktionsomkostningerne i det indre marked gjort euroområdet attraktivt for udenlandske investorer. Imagesource 15

18 Én valuta til ét Europa EUROENS INTERNATIONALE ROLLE Euroen er en stærk international valuta. Med eurolandenes forpligtelse, ECB s stærke og synlige forvaltning af møntunionens monetære politik samt euroområdets samlede størrelse og magt i ryggen, er euroen blevet en attraktiv verdensvaluta på linje med den amerikanske dollar og den japanske yen. Tabel 2 viser nogle overordnede økonomiske indikatorer for euroområdet og EU sammenlignet med USA og Japan: Tabel 2 Christophe Marjolet/PhotoAlto Vigtigste indikatorer (2004) Euroområdet EU-25 USA Japan Befolkning (millioner) BNP (x 100 milliarder, beregnet ved købekraftsparitet) 7,6 10,3 10,2 3,3 Andel af verdens BNP (% v. købekraftsparitet) 15,3 21,1 20,9 6,9 Eksport (*) (varer og tjenesteydelser i % af BNP) 19,5 12,8 9,8 13,6 Import (*) (varer og tjenesteydelser i % af BNP) 17,8 12,6 15,1 11,6 (*) Samhandel internt i EU ikke medregnet. Som det fremgår af tabellen, er euroområdet en stærk og åben handelsblok. Denne åbenhed kombineret med euroens styrke under ØMU en medfører adskillige fordele: Kilde: ECB Data: Som verdens største handelsmagt er euroområdet en attraktiv destination for handelsnationer, der ønsker at handle med det indre marked. Euroområdets virksomheder kan fakturere og betale i euro, hvilket mindsker deres omkostninger og risici samt muliggør bedre driftsplanlægning. Euroen er en attraktiv reservevaluta for andre lande. Euroens andel i de officielle internationale valutareserver, som holdes af centralbanker verden over, er voksende og udgjorde ved udgangen af 2004 ca. 25 %, dvs. meget mere end de nationale valutaer, den erstattede. Euroens styrke og tiltagende anvendelse i international samhandel giver euroområdet en stærk stemme i internationale finansinstitutter og -organisationer såsom Den internationale Valutafond (IMF), Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og Verdensbanken. Selv om mange af medlemsstaterne er direkte repræsenterede i disse organer, deltager Økofin-Rådet, Kommissionen og ECB hver for sig eller indgår i en EU-delegation i disse internationale organisationers relevante møder. 16

19 Euroen i tal Forud for indførelsen af euroen blev der trykt ca. 14 milliarder eurosedler til en værdi af 633 mia. EUR og slået 52 milliarder euromønter, hvortil der gik ton metal. Cirka 7,8 milliarder eurosedler til en værdi af 140 mia. EUR var klar i euroområdet om morgenen den 1. januar 2002, da euroen kom på gaden. Siden da er efterspørgslen hele tiden vokset, som det fremgår af grafen til højre (de midlertidige opsving i væksten skyldes ekstra efterspørgsel efter pengesedler omkring juletid): Samlet antal eurosedler i omløb mellem 2002 og juni 2005 (mia.) Kilde: ECB. De Europæiske Fællesskaber Ved årsskiftet 2005 var næsten 10 milliarder eurosedler sat i omløb til en værdi af over 500 mia. EUR og mere end 63 milliarder euromønter, der havde en samlet værdi på over 16 mia. EUR. Der kan hæves eurosedler fra mere end kontantautomater i euroområdet. ECB har eneret til at autorisere udstedelsen af eurosedler. Fremstillingen er delt mellem de nationale centralbanker. Euromønterne udstedes af euroområdets medlemsstater i mængder, som ECB har godkendt. 17

20 Én valuta til ét Europa Euroen i billeder ALLE EUROSEDLER HAR DE SAMME MOTIVER Motiverne blev udvalgt via en konkurrence, der blev arrangeret over hele EU. Vindertegningerne, der var inspireret af temaet»europas tidsaldre og stilarter«, viser arkitektoniske stilarter fra syv perioder i Europas kulturhistorie: klassicisme, romansk stil, gotik, renæssance, barok og rokoko, jern- og glasepoken samt moderne arkitektur. Alle tegninger skildrer elementer som vinduer, porte og broer. Eurosedlerne har forskellige størrelser, iøjnefaldende farver og hævede områder på overfladen, der gør det lettere for synshandicappede at skelne seddelværdierne. Sikkerhedsfinesser Såvel eurosedler som -mønter har avancerede sikkerhedsfinesser, der skal bekæmpe falskmøntneri. Det hævede tryk giver en speciel fornemmelse ved berøring af sedlerne. De er desuden udstyret med vandmærker, sikkerhedstråde og hologrammer, der er synlige fra begge sider. Mønterne er beskyttet med helt specielle metallegeringer og maskinaflæselige finesser. ECB På ECB s websted findes en animation, der viser sikkerhedsdetaljerne: 18