Der skal være en snublen

Transkript

1 Der skal være en snublen Pia Juul er en elitær og rost digter, men som menneske er hun ligeså almindelig som alle andre. For ifølge hende findes der ikke almindelige mennesker i det hele taget. Hun opsætter snubletråde i sine digte, fordi de skal afspejle, at vores liv hverken er snorlige eller forudsigelige. 1

2 Af Anne Marie Løkkegaard En bog fik engang Pia Juul til at juble, for den ramte plet, hun genkendte sig selv. Bogen handlede om heksametre, som er klassiske versemål brugt i digtning. Der stod, at de rigtigt gode heksametre skal der være fejl i, og det var jo sådan hun selv arbejdede med sine tekster. Når jeg føler, noget bliver for smukt eller for lækkert, vil jeg næsten altid afbryde det og prøve at gøre noget ved det. Det har jeg så gjort på forskellig måde gennem mine forskellige bøger. Pia Juul sidder i stuen af sit hvidmalede bindingsværkshus midt imellem bøgetræer og marker. Vi er langt ude på landet. I haven står et blomstrende frugttræ og i skoven kukker gøgen. Rent paradis. Hvis det altså ikke var for de landbrugsmaskiner, der larmer, når de kører forbi huset, også om natten, bemærker hun og bryder det fuldendte billede af landlig idyl. Hvis der ikke opstår den der snublen af og til så, synes jeg, det bliver kedeligt og ren vellyd. Debut som 22-årig En bevidst snublen kunne man kalde det, for Pia Juuls rene og præcise stil bliver af anmeldere opfattet som mesterlig. Hun har både udgivet digtsamlinger, noveller og en roman, som alle beskriver verden og menneskers møde ud fra en skæv vinkel, til tider pudsigt med øjeblikke som slår én som sande, uden at man kan forklare hvorfor. Hun debuterede som 22-årig i 1985 med digtsamlingen levende og lukket, og det var en noget benovet ung forfatterinde, der iagttog omgivelsernes reaktion på hendes digte. Poul Borums reaktion husker hun stadig, han så digtene som erotiske. Det var jeg ikke klar over, at det var en form for blottelse for mig, fordi jeg havde ikke tænkt over, hvor tydeligt det var. Jeg blev nærmest flov og tænkte, Gud er det det. Jeg skulle i radioen og læse dem op, hvor jeg synes, det var pinligt, jeg kunne næsten ikke. Pludselig kunne jeg se, hvad der stod. Jeg havde haft digte i Hvedekorn (digttidsskrift.red), men jeg havde ikke før mødt folk, der stod og bladrede i min bog. Digtene var skrevet i et lukket rum, og reaktionen gjorde mig helt vildt forskrækket. Så jeg gik ud og læste op i gummistøvler og fedtet hår, for jeg skulle i hvert fald ikke stå og pege på mig selv, mens jeg læste de digte op. Jeg blev virkelig skræmt af det, for det var ikke meningen. den gule gift til festen under min arm mit flagrehår følger et nybrøgget uvejr hen over himlen på en flyvende han og hans kød blind for kønnet kysser jeg ånden i flasken i stedet blændet af håret lammet af farten revet op at hans silkehud mellem mine knæ videre skriger jeg og sluger skyen videre angsten for kødet klyngen af ansigter øjnene billedet af en solbrændt hun et dyr jeg kvæler hans suk hans råb om hjælp kaster mig klamrer hyllet i skyerne klynger Fra levende og lukket 1985 København i firserne 2

3 Firsernes digtermiljø var præget af punken og det hårde liv på livets yderkant, men Pia Juul tog ikke del i den sortklædte ungdomskultur. Hun boede godt nok på Nørrebro med kæresten (hendes senere og nuværende mand Nikolai) og besøgte ungdomshuset en gang imellem, men hun husker det selv som om, at hun var nok så utrendy i sit hjemmesyede grønne tøj, og hun havde kun havde en ting i hovedet; at skrive en digtsamling. Sammen med sin mand fik hun en datter lige efter sin debut, hvilket også gjorde det svært at deltage i alle festerne, men det beklagede hun nu ikke. Hun mødte aldrig Michael Strunge, men blev inspireret af at lytte til digtoplæsninger med navne som Søren Ulrik Thomsen, Bo Green Jensen og Klaus Lynggaard. Selv om hun havde pakken med mand og barn, var der nu ikke noget sat over hende. De var frie, ejede ingenting og rejste, når der var penge til det, men Pia Juul tog ikke del i hele grænsesøgende adfærd med stoffer og alkohol, og allerede tidligt lovede hun sig selv, at det ikke blev hende der stangstiv troppede op til digtoplæsninger, som det ellers var helt normalt at gøre. Hun ville ikke deltage i myten om den lidende kunstner, og i dag kan det stadig genere hende meget at se kolleger, der lever op til den forestilling. Mange forfattere, jeg kender, er alkoholiserede, det hører åbenbart med. Der er nogen, der siger, at jeg går for meget op i det, men det provokerer mig virkelig, at folk ikke passer ordentligt på deres liv. Bortset fra det så forhindrer det jo ikke folk i at skrive gode bøger, det er jo ikke det. Men dem, der er digtere og samtidigt spiller digtere, har jeg aldrig ret godt kunne tage, siger Pia Juul. Ikke at høre til Fra firserne og frem boede hun i København, først for syv år siden flyttede hun med familien ud på landet nær Præstø. På den måde vendte hun tilbage til sit udgangspunkt for hun voksede op i en lille by i Himmerland. Som seksårig flyttede hun med familien fra et parcelhuskvarter i Skælskør til et lille samfund langt ude på landet i Jylland. Det blev et ryk, der for alvor fik betydning i Pia Juuls liv. Følelsen af ikke at høre til, selvom man er seks år, når man kommer til et samfund, er meget speciel. Og det, tror jeg, virkelig har betydet meget for mit liv, siger Pia Juul. Hun lærte tidligt at stå alene og overleve det at være anderledes. Sammen med sine forældre, som begge er lærere, flyttede hun ind på den gamle skole i landsbyen i Himmerland, der lå oppe på bakken både fysisk og mentalt. Pludselig skulle Pia Juul skifte det vestsjællandske ud med himmerlandsk, og selvom hun gjorde en indsats for at passe ind, stod det meget hurtigt klart for hende, at hun var anderledes. I himmerlandsk perspektiv var hun københavner, og så var hun glad for bøger, hvilket heller ikke ligefrem scorede point i landsbyen. Hun og hendes veninde fik hurtigt tilnavnet studenter, hvilke ikke nødvendigvis var positivt i en by, hvor fire ud af en skoleklasse kom i gymnasiet. Hun beskriver folk i landsbyens reaktion som en ærbødighed, der nærmest var en ringeagt for dem, der læste. Pia Juul ændrede sin dialekt for at passe ind, men efter et stykke tid begyndte hun at slå over i rigsdansk, og hun var altid meget opmærksom på, hvordan hun virkede og talte. Jeg skulle altid huske, hvor jeg var, før jeg sagde noget. Man bliver hyper opmærksom på sproget, fordi man ved, at man ikke skal bruge de forkerte ord og aldrig afsløre, at man ved det og det. Altså, det handlede om at virke dummere, end man var. Hvis man kunne spille fodbold, både piger og drenge, i den klasse, jeg gik i, var det godt. Og det kunne jeg bestemt ikke. Jeg kan ikke ramme en bold, hverken med et bat eller en fod eller noget som helst. Det var da sådan set lidt træls, når man tænker på det nu, men det var ikke, fordi jeg græd over det, jeg blev ikke sådan drillet, men man fik ikke lov at høre med. 3

4 Forfatterdrømme Men Pia Juul kunne skrive. Hun fik ros for sine tekster i skolen og begyndte at skrive på en side i søndags Politiken, der hed Mini- Politiken og på Ping-siden for børn i Berlingske Tidende. Der fik man penge for at anmelde børnebøger, hvilket hun fortsatte med, helt til hun blev atten. Drømmen var at blive forfatter og oversætter, og hun skrev til den danske oversætter af Laura-bøgerne, Ellen Kirk, for at høre, hvordan man blev det. Hun havde allerede en fast forestilling om det liv, hun skulle leve. Jeg havde et meget tydeligt billede af, at jeg skulle sidde og skrive, og hvor jeg skulle bo. Jeg skulle bo i en villa, som lå oppe i Gilleleje. Hver sommer kiggede jeg på den. Så en dag blev den jævnet med jorden, men det havde jeg bestemt, der skulle jeg bo. Og jeg skulle have blødkogt æg hver morgen, det var sådan nogle mærkelig ting. Men jeg vidste ikke rigtig noget om, hvad der skulle stå i de der bøger. Det måtte så komme siden, det gjorde det så også. Livet som forfatter blev faktisk, som hun drømte om. Hun har sit hus på landet, sine nu to døtre og en mand, og forfatter blev hun jo. Hendes noveller foregår tit i landsbymiljøer, der minder om hendes barndom, og uden at hun bevidst trækker på erfaringerne i Himmerland, er det til stede i hendes forfatterskab. Hendes liv har tilsyneladende ikke været præget af store afgrunde, og hvis det havde, var det ikke noget, hun ville dele med offentligheden. Hendes værker er fulde af stærke billeder og følelser, erotik og død, men begivenheder i hendes liv står ikke at læse en til en i bøgerne. Det private Som helt ung forfatter ville Pia Juul hverken interviewes eller fotograferes. Hun beskriver sig selv som bekymret og forknyt i den fase af hendes liv, og tanken om, at der blev skrevet om hendes privatliv, var helt ubærlig. I dag har hun et andet forhold til det private, som hun bruger mere åbent i sine tekster. Min familie har en gang imellem sagt, at nogle af mine digte handlede om oplevelser, vi har haft sammen, også selvom jeg aldrig har skrevet et digt om det. Men når jeg så har skrevet om dem, ser de ikke sig selv, for det har jo forvandlet sig. Ifølge Pia Juul ændrer virkeligheden sig i hænderne på forfatteren, så det, man tror, man genkender, faktisk er fiktion. Pia Juuls tekster er blottet for sentimentalitet, og hvis hun bruger netop det, bliver det med en ironisk distance. Et af hendes digte beskriver, at man tager sig til hjertet, hjerte stavet med æ vel at mærke. Hun mener, at sentimentalitet kan gøre, at man netop ikke bliver bevæget, men for hende som forfatter har det også yderligere en anden betydning. Jeg synes måske, det vil være pinligt, en blottelse eller muligheden for at blive misforstået. Man kunne forstille sig, at sentimentaliteten pegede på forfatteren. Så ville det være noget, der blev forbundet med mig, og at det var det, jeg ville undgå, siger hun og smiler stille. Ud af de særlige Pinsler vælger jeg mig to: Sneen og den onde Lugt Fuld af fortrøstning holder jeg på at Livet er langt Jeg siger det for mig selv om natten Til Bæltestedet Til Mund Til Bryn og alle æder deres egen tunge Hvilken vederkvægende Straf, at æde sin egen tunge Jeg ler ved tanken om Lynild og Blod Men Sne og Lugt vil pine mig grundigt Det er her allerede Vådt, koldt, stinkende alle vegne Vi tror vi står I forbindelse med hinanden Men det har intet på sig Ved et tilfælde snubler vi over en smuk sten og bøjer os over den på samme tid Å - skæbne, råber jeg og tager mig til hjærtet Fra En død mands nys

5 Jeg er pædagogmedhjælper Efter studentereksamen fik Pia Juul mulighed for at komme til England. Hun havde fået fascinationen for engelsk fra sin far, som underviste i faget på den lokale skole. På det gamle engelske gods Braziers Park, som blev brugt som til et psykologisk eksperiment, kunne hun bo gratis mod at gøre rent og malke køer. Men der var tid til at skrive, og så sprøjtede digtene ud af hende. Mens hun var på godset, sendte hun sin første digtsamling til forlaget Borgen, og hun beskriver selv opholdet som afgørende i hendes liv. Men følelsen af, at hun var digter, var endnu ikke modnet. De første år, sagde jeg ikke til folk, at jeg var forfatter. Lige da jeg skulle debutere, havde jeg et job som pædagogmedhjælper, og da jeg engang mødte en gammel skolekammerat på gaden, og han spurte, hvad jeg lavede, sagde jeg; jeg er pædagogmedhjælper. Nå, det lyder da kedeligt, sagde han så. Det var hendes mand, der gjorde hende opmærksom på, at nu måtte hun lige tage sig sammen og efter et par semestre med engelsk på Århus Universitet og spredte tanker om at begynde på seminariet, besluttede hun sig. Det var nu eller aldrig, og hun har været forfatter lige siden. Hun kom aldrig på forfatterskolen eller fik en uddannelse, hvilket hun især som ung følte, hun manglede. Men nu har hun forliget sig med tanken. Det handler ikke om formen men om poesien Allerhelst vil hun sidde i sit hus og skrive, men et forfatterliv indeholder så meget andet, og hun kan ikke leve af sine bøger, så hun har en succesrig oversætterkarriere ved siden af. Og så er der foredrag, oplæsninger, interviews. Men sidstnævnte har hun nu ikke givet for mange af, især ikke til tv. Hun ville blive arrig over at tale med en journalist på tv, som ikke har læst hendes bog. Jeg er parat til at have en sjov samtale på 5 min. på morgen-tv, men vi skal alle sammen lade som om, at intervieweren ved, hvad der står i bogen, og det generer mig. Det gør det jo overfladisk, og det gør samtalen løgnagtig. Så tror folk, at det er sådan man taler om bøger, og det provokerer mig meget. Hverdagen findes ikke Pia Juul er musikalsk, og det gennemstrømmer hendes digte. Hun elsker at synge, og det var en af de ting, hun fik med hjemmefra; glæden ved at synge fra salmebogen og højskolesangbogen, som, hun mener, indeholder noget af det bedste lyrik, der er skrevet på dansk. I forruden på familiens bil ligger der en højskolesangbog, som hun synger fra sammen med den yngste datter Dyveke, når de kører. Og Pia Juuls poesi har spor af kendte salmer og sange, selvom hendes digte ikke har vers og rim, har hun lært sin sprogbehandling der. Det handler ikke om formen, men om poesien, siger hun. Hendes hverdag er fyldt med bøger, hun læser hele tiden, hun elsker bare at eje dem. Hun har ikke et ni til sytten job, og hun skriver ikke et bestemt antal sider om dagen, for hun har mange jern i ilden på en gang. Nogle gange ville hun ønske, at der var tre almindelige dage, der så ens ud. Men så forudsigeligt bliver det ikke. Jeg elsker hverdagen, og jeg har den aldrig. 5

6 Blå bog Født i 1962 Debuterer i 1985 med digtsamlingen levende og lukket Efterfulgt af i brand måske (1987) og Forgjort (1989) Romanen Skaden (1990) Medredaktør af det litterære tidsskrift Den Blå Port ( ) Statens Kunstfonds 3 - årige stipendium (1988) Digtsamlingen En død mands nys (1993) og sagde jeg, siger jeg (1999) Radiospil og teater Oversætter bøger af blandt andre Ted Hughes og Michael Cunningham Novellesamlingerne Mit forfærdelige ansigt (2001) og Dengang med hunden (2005) Digtsamlingen Helt i skoven (2005) Fra 2005 medlem af Det Danske Akademi 6