Formandsberetning. Skriftlig. PLO s repræsentantskabsmøde den 6. april 2019

Transkript

1 PRAKTISERENDE LÆGERS ORGANISATION Formandsberetning Skriftlig PLO s repræsentantskabsmøde den 6. april 2019 Kristianiagade 12 Tlf E-post plo@dadl.dk Fax København Ø Tlf (direkte) E-post (direkte)

2 Side 3 Indhold Indledning... 4 Strukturreform... 4 Regionale aftaler... 5 De praktiserende lægers evindelige kapacitetsproblemer... 6 Regionsklinikker nødløsning eller parallelsystem?... 7 Den akutte sundhedsindsats... 8 Fremtidens lægevagt... 8 Status på Kvalitetsprogrammet og klyngerne... 9

3 Side 4 Indledning Det er kun godt fire måneder, siden vi mødtes sidst. Alligevel er der nok at fortælle fra PLO s fagpolitiske scene. Vi er tæt på et folketingsvalg, og traditionen tro bliver sundhedspolitikken et af de områder, som alle partier gerne vil markere sig på. Regeringens udspil til en sundhedsreform indeholder en klar prioritering af almen praksis, og selv om vi er fuldt bevidste om, at valgkampen er startet, så er det altså svært ikke at rose en så massiv uddannelsesmæssig satsning. Den vil komme borgerne og sundhedsvæsenet i Danmark til gavn med tiden. Hvis vi samlet ser på løftet af introduktionsstillinger og hoveduddannelsesstillinger og oven i dette lægger de yderligere KBU-forløb, der også er på vej, så kommer vi til en glædelig konklusion: Vi kan nu fusionere tankerne med Socialdemokratiets tanker om flere yngre læger i almen praksis og konkludere: Hvis vi kan skabe plads og tutorlæger til alle disse yngre læger i klassificerede stillinger, så får vi slet ikke behov for også at lave tjenestepligt. Vi har simpelthen ikke kapacitet til alle disse unge læger, hvis vi skal uddanne så mange flere, som der er lagt op til. Den eneste udfordring, som Socialdemokraterne i øvrigt har ret i, er så: Hvordan får vi en tilstrækkelig del af de unge læger til at vælge de forløb, der ligger noget væk fra universitetsbyerne? Det har vi masser af idéer til i PLO til en brøkdel af prisen på, hvad det koster at sende læger på tjenestepligt i almen praksis, hvert år. Strukturreform Regeringens reformtanker indeholder også en ændret struktur. Her er karaktergivningen ikke helt så ligetil. Jeg har set, at den ene part er overbevist om, at reformen nærmest vil løse alle sundhedsvæsenets problemer, mens modparten mener, at en reform nærmest vil betyde en nedsmeltning af det sundhedsvæsen, vi kender. Mon ikke sandheden ligger et sted derimellem? Dette er baggrunden for, at PLO i højere grad har forsøgt at se på indholdet: Hvad peger i den rigtige retning? Og hvad er der af svagheder? Et tættere og mere formaliseret samarbejde mellem et akuthospital og dets tilhørende kommuner og praktiserende læger tror jeg bliver en bunden opgave for enhver fremtidig regering. I det lys giver en opdeling i 21 enheder ret god mening. Jeg har i hvert tilfælde ikke set bedre forslag. Det er dog ikke så svært at tegne 21 cirkler om landets akutsygehuse, selv om det nok kræver lidt politisk vilje. Den store opgave går på, hvordan vi kan opbygge 21 handlekraftige enheder, der stimulerer de sundhedsfagliges helt grundlæggende trang til at gøre det godt for de patienter, der ofte benytter sig af både sygehus, kommune og praktiserende læge. Hvis det ender med 21 administrative mastodonter, der skal lave handleplaner, statusopgørelser og evalueringsrapporter, så skal vi hellere lade være.

4 Side 5 PLO blander sig ikke i, om der fortsat skal være politisk valgte regionsråd, eller om den demokratiske styring af sundhedsvæsenet kan ske på anden vis. Her skiller vi os lidt ud fra fagforeningerne for sygehuspersonalet. Vi har den opfattelse, at problemerne i den nuværende struktur på sundhedsområdet kan løses både med politisk valgte regionsråd og uden. Så lige netop dén diskussion overlader vi til andre. Regionale aftaler Det kan være svært at gøre samlet status over de regionale aftaler, for billedet er forskelligt fra region til region. Men der kan være grund til at sende en hilsen til Region Syddanmark. For i disse år er det her, at der sker en fornuftig udvikling i de regionale aftaler, og de fleste aftaler er ret fornuftige og til gavn for borgerne i Syddanmark - så tak for det. Jeg håber, at regionsrådene i resten af landet vil lade sig inspirere af de rigtig gode aftaler, PLO og Region Syddanmark har indgået, så vi overalt i Danmark kan udvikle det nære sundhedsvæsen til gavn for borgerne. Det er ingen hemmelighed, at PLO s bestyrelse i en del sammenhænge forholder sig kritisk til regionale aftaler, fordi vi egentlig ikke ønsker, at patienterne i almen praksis i forskellige dele af landet skal have forskellige vilkår. PLO er selvfølgelig med på, at der helt lokalt kan være behov for særlig hjælp fra praktiserende læger. Det kan være kommunale eller regionale institutioner eller nogle afgrænsede projekter. Men generelle forskelle mellem regionerne mener vi, at vi skal passe på med. De kan faktisk skabe ulige adgang til sundhed. Ulighed, misbrugsbehandling og psykiatri Apropos ulighed, så burde de kommende ændringer i sundhedsvæsenet også inkludere nogle initiativer, der kan skabe en modvægt til den stigende ulighed, som vi ser i befolkningens sundhedstilstand. Her tænker jeg absolut ikke alene på en afgiftsforhøjelse på tobakken. Den er en både rigtig, simpel og vigtig indsats, men den må ikke stå alene. Danskerne tilkøber sig i stigende grad sundhedsydelser. Både i form af tillægsforsikringer og egentlige private helbredsundersøgelser. Det hverken kan eller bør vi modarbejde. Men vi har pligt til at se på, hvad der sker med dem, der ikke har råd eller indsigt til at gå ind på dette private marked. Det handler i høj grad om socialt udsatte borgere og familier, og det handler om borgere med misbrug og/eller psykiatriske lidelser. En gang imellem er det sundt at træde et skridt tilbage. Jeg har lige været en tur i Indien, og jeg skulle hilse og sige: Vi har det godt i Danmark. Vi er et land med overskud i bred forstand. Og vi burde også have overskud til at løfte kvaliteten af vores misbrugsbehandling og vores psykiatriske indsats. Er det ikke noget med, at man kan vurdere et lands sundhedsvæsen på, hvordan vi behandler og hjælper de svageste og allermest udsatte af vores borgere? På den baggrund synes jeg godt, vi kan ønske os, at de kommende tiltag på sundhedsområdet indbefatter en plan, der skal styrke misbrugsbehandlingen og psykiatrien. Jeg tror faktisk, at de fleste danskere er med på at bidrage lidt til den kasse, for selvfølgelig skal der følge betydelige økonomiske ressourcer med.

5 Side 6 De praktiserende lægers evindelige kapacitetsproblemer PLO kan ikke skrive en beretning i disse år uden at nævne alvorligheden af dette problem. Det manglende antal praktiserende læger rammer først og fremmest danskerne. Der er nu over danskere, der ikke længere har adgang til en praktiserende læge, og dette tal bare stiger og stiger ærlig talt alene på grund af fortidens synder. Det rammer vores eget arbejdsmiljø, fordi antallet af opgaver desværre ikke tilpasser sig antallet af praktiserende læger. Samtidig er der mange læger, der, af et godt hjerte, forsøger at presse lidt ekstra patienter ind i klinikken det hjælper nok heller ikke på arbejdsmiljøet. Ventetiden stiger, presset på den enkelte konsultation stiger, og ved siden af alt dette mærker vi et nærmest årligt stigende antal henvendelser fra kommunerne de har behov for mere og mere lægelig assistance. PLO har fået meget taletid i pressen. Det er vist gået op for alle, at vi har et problem. Det er også ret entydigt, hvad der skal til for at afhjælpe det. Vi kan da godt lige genopfriske: Første del: - Flere almenmedicinske intro- og uddannelsesstillinger - Fritagelse fra akkreditering for ældre kolleger Anden del: - Tilskud til at etablere sig i nye lokaler dér, hvor der særligt mangler læger og faciliteter. - Bedre forhold for de læger, der tager en tørn som tutorer - En rimelig barselsordning for vores ansatte læger, så dette ikke er en forhindring - At man selvfølgelig skal kunne ansættes i almen praksis på lige fod med et sygehus, mens man som yngre læge venter på en klassificeret stilling - At man som tutorlæge naturligvis godt kan supervisere mere end én læge, hvis man har tid og lokaler til det. - At regionen naturligvis skal kunne give aftalte tilskud til enkelte klinikker for at kunne fastholde lægerne og måske endda udvide kapaciteten via ekstra personale eller ansatte læger. Helt på lige fod med det, regionerne gør i både udbuds- og regionsklinikker. - At sætte økonomiloftet ud af drift i en minimumsperiode på 5-7 år. Det giver ingen mening at lægge et så tæt økonomisk låg på en sektor, som alle taler om skal vokse en enorm selvmodsigelse. - At lave nogle konkrete aftaler sammen med FAS og YL for, hvordan de kommunale akutfunktioner får lægelig støtte. Et behov, der bare stiger og stiger. - At se at få slået uddannelsesstillingerne op overalt i landet. Lav stillingerne ekstra gode dér, hvor rekrutteringen er svær, men sørg også for at slå stillinger op dér, hvor lægerne er så vi får uddannet det antal speciallæger, der er behov for. - Bedre forskningsmuligheder for de mange almenmedicinere, der gerne bringer dette ind i deres arbejde som praktiserende læger. - En OK21, der gør det mere attraktiv at være praktiserende læge frem for ansat i en regionseller udbudsklinik. Som den skarpe læser måske har bemærket, så er det faktisk lykkedes at komme igennem med

6 Side 7 initiativerne i den første del vi tillader os at tro på, at de 100 ekstra uddannelsespladser rent faktisk bliver til virkelighed. Omvendt er det jo ikke imponerende, at vi fortsat venter på de initiativer, der er anført i anden del. En god OK21 kan vi naturligvis ikke forvente, før den tid kommer, men jeg har faktisk ikke hørt nogen påstå, at der er noget galt med idéerne eller at de ikke vil virke. Det er bare, som om der er en enorm inerti, når disse idéer skal fra idé- til beslutningsfasen. PLO arbejder videre, men vi er nok nået til et punkt, hvor det ikke længere er nye idéer, der er behov for, men i stedet politisk vilje og handlekraft. Regionsklinikker nødløsning eller parallelsystem? Da sundhedsloven i 2013 blev ændret, blev der indført mulighed for, at regionerne kunne oprette deres egne klinikker med ansatte læger, hvis det ikke var muligt at få en almindelig praktiserende læge i et område til at overtage et ydernummer. Siden er antallet af regionsklinikker gået kraftigt i vejret, og næsten patienter betjenes i dag af regionsdrevne klinikker. Selv i København og på Frederiksberg er der åbnet regionsklinikker. Det kan lyde tilforladeligt, at regionerne som en nødløsning opretter deres egne klinikker, når der ikke kan findes andre løsninger. Borgerne skal jo have en læge. Problemet er bare, at regionerne har fået en uheldig dobbeltrolle: Som den myndighed, der skal sikre, at alle borgere har en læge. Og som en aktør på markedet, der med en stor pengekasse i ryggen har temmelig gode kort på hånden i konkurrencen med os andre. Overalt i landet ser vi, at når ældre praktiserende læger i områder med dårlig lægedækning beder regionen om støtte til individuelle løsninger for at kunne klare arbejdspresset 1-2 år længere inden pensionen, fx med ansættelse af en ekstra sygeplejerske, vender regionerne tommelfingeren nedad. Men når samme region i stedet åbner en regionsklinik med ansatte læger, kan den tilbyde særdeles attraktive vilkår tårnhøje lønninger, deltid, rigeligt med hjælpepersonale, ny-istandsatte lokaler, hjælp til at ægtefællen kan finde arbejde, hjælp til at finde bolig og sågar tid og økonomi til forskning. På den måde risikerer vi, at regionerne lige så stille dræner Danmark for praktiserende læger, mens de bygger regionsklinikker, som er dyrere og ikke rummer den samme kontinuitet for patienterne. Det står i skærende kontrast til regeringens, Folketingets og regionernes egen erklærede vilje til at satse på den danske model for almen praksis. Og det forværrer lægemanglen, fordi der passes færre patienter pr. læge i regionsklinikkerne end hos os andre. Men hvad så med udbudsklinikker? Er PLO ikke imod dem? Egentlig ikke hvis regionen står i en situation, hvor der skal findes et midlertidig alternativ til en praktiserende læge, så foretrækker vi faktisk udbudsklinikker frem for regionsklinikker. Først og fremmest fordi en udbudsklinik har en for politikerne transparent økonomi. Den pågældende region kan let se, hvor meget den koster. En regionsklinik er der ingen, der ved, hvad reelt koster. Økonomien bliver ofte sammenblandet med sygehusets store driftsbudget. Derfor er det ofte uklart, hvad etableringen og driften af en regionsklinik egentlig koster. Det er ulige vilkår. Endelig er der vurderingen af kvaliteten. Det er et meget vanskeligt område, men regionerne har

7 Side 8 dog et vist grundlag, når de skal vurdere kvaliteten i både PLO- og udbudsklinikker. Det skal de så sammenholde med kvaliteten i deres egne klinikker. Er det helt optimalt, at regionen på den måde skal vurdere sig selv og dertil selv stå for sammenligningen med andre? Det hele er igen forårsaget af, at den pågældende region har for mange kasketter. Dette er et tema, PLO vil blive ved med at rejse over for både regionerne og regeringen. For det er en gal kurs, vi er inde på. Og det er i sidste ende patienterne, der betaler prisen. Den akutte sundhedsindsats Det store politiske fokus på det nære sundhedsvæsen sætter også et naturligt fokus på den akutte indsats i vagttid, hvor lægevagtsordningerne er den nære og lokale indgang. Sundhedsstyrelsen er i dette forår ved at udarbejde anbefalinger for de akutte sundhedstilbud med henblik på offentliggørelse til sommer efter folketingsvalget. Arbejdet skal munde ud i en række konkrete anbefalinger til regioner og kommuner til planlægning af indsatsen i de næste ti år. Anbefalinger til en ny indretning af den akutte indsats vil højst sandsynligt også omfatte og påvirke arbejdet i lægevagten, og derfor bruger vi naturligvis meget energi på at følge Sundhedsstyrelsens arbejde, og vi er, mildt sagt, meget spændte på de endelige anbefalinger. Sideløbende med dette har Danske Regioners bestyrelse besluttet, at regionerne inden udgangen af 2019 skal oprette én indgang til det akutte sundhedsvæsen i form af et telefonnummer højst sandsynligt 113. For PLO er det naturligvis afgørende, om beslutningen fører til en rent teknisk løsning, hvor borgere i alle fem regioner ringer til det samme telefonnummer, eller om projektet munder ud i en form for for-visitation til lægevagten. Fremtidens lægevagt I alle fire PLO-drevne lægevagtsordninger er der ønsker om at tilpasse og optimere ordningerne ved bedre brug af lægevagtsressourcer. PLO s vagtudvalg oplever et stigende pres i forhold til rekruttering og dækning af vagterne og en faldende arbejdsglæde og trivsel i lægevagtsordningerne. PLO s Akutudvalg har i det sidste halve år haft fokus på, hvordan fremtidens lægevagt skal se ud. I forlængelse heraf har udvalget en række konkrete initiativer på tegnebrættet: Bedre udnyttelse af lægernes ressourcer (færre på kørevagt og færre små åbne konsultationssteder) Bedre trivsel i lægevagten (fokus på godt og sikkert arbejdsmiljø, hvor der er tid til læring og vidensdeling) Høj kvalitet i lægevagten (etablering af rum til faglig sparring og mulig udvikling af en national visitationsstandard) Styrket samarbejde med andre faggrupper (fx kommunale akutfunktioner, uddannelseslæger og hjælpepersonale) Inddragelse af teknologiske fremskridt (fokus på nye it-løsninger som kan lette arbejdsgangene i lægevagten) Styrelsen for Patientsikkerhed har offentliggjort, at der i anden halvdel af 2019 vil blive gennemført sundhedsfagligt tilsyn i lægevagtsordningerne. PLO har en dialog med styrelsen om dette. Vi bidrager til at udarbejde relevante målepunkter for tilsynet, som på den ene side har fokus på patientsikkerhed og på den anden side tager højde for forskelligheden i de mange akutte ordninger,

8 Side 9 som angår både telefonvisitation, konsultation og sygebesøg. Styrelsen for Patientsikkerhed har meddelt os, at de ønsker et samarbejde med PLO om en ordentlig kommunikation om tilsynet, så det kan blive godt modtaget og ikke gribe uhensigtsmæssigt ind i arbejdet i lægevagtsordningerne. Det ser vi naturligvis frem til. Ny app: Min Læge Siden den 11. januar har app en Min Læge, som er udviklet af PLO og Sundheds- og Ældreministeriet, været tilgængelig Aktuelt er status, at godt borgere har downloadet app en, og og der er lavet mere end 7000 e-konsultationer via app en. Stort set alle klinikker kan tilbyde app en til deres patienter. App en får pæne anmeldelser og kommentarer med på vejen i App Store og Google Play. PLO og Sundheds- og Ældreministeriet har igangsat en informationskampagne, der skal udbrede kendskabet til app en, primært via sociale medier. PLO sender også en kampagneplakat ud til alle klinikker, hvor vores medlemmer lokalt kan gøre opmærksom på app en, hvis de vil. Der arbejdes på højtryk på løbende at udvide app ens funktionaliteter. Snart åbnes der for, at forældre får adgang til oplysninger for deres børn under 15 og for, at pårørende kan få adgang til app ens indhold via en digital fuldmagt. Også visninger af laboratoriesvar fra egen læge vil inden længe være tilgængelige i app en. I løbet af tredje og fjerde kvartal er det planen, at lægerne via app en vil kunne sende reminder om aftaler til patienterne, og patienterne vil kunne booke tider hos deres læge direkte i app en, ligesom de i dag kan gøre det på lægens hjemmeside. Status på Kvalitetsprogrammet og klyngerne Kvalitetsprogrammet i almen praksis KiAP er i fuld gang med at understøtte klyngearbejdet. Det, der fylder mest i arbejdet, er at understøtte klyngerne med relevante data til deres kvalitetsarbejde. Det har, måske ikke så overraskende, vist sig at være en kompliceret og meget tidskrævende opgave. Selve etableringen af klyngerne er kommet godt fra start, og det, vi hører, er, at lægerne er gået i gang med kvalitetsarbejdet. Der er mange forskellige tilgange men det var jo også meningen. Der er medio marts oprettet 104 klynger omfattende 1487 ydernumre, 2952 læger og mio. patienter. Antallet af læger, som er del af en klynge, udgør nu lige knapt 88 pct. af alle praktiserende læger, og oprettelsen af klynger er jævnt fordelt over hele landet. De sidste klynger er undervejs med formel oprettelse, og det tegner til, at vi får et klyngelandskab med ca. 110 klynger i alt. En del af klyngerne har ladet sig inspirere af eksempler på faglige temaer fra KiAP s hjemmeside eller fået input fra de regionale kvalitetskonsulenter, mens andre selv har trukket data fra praksissystemer eller andre tilgængelige data til klyngemøderne. Der er blevet arbejdet med kvalitetsudvikling på forskellige områder fra diabetes, CRP og Conjunctivitis til henvisningsmønstre, kommunale attester og psykofarmaka.

9 Side 10 Som jeg ser det har vi to væsentlige udfordringer med kvalitetsprogrammet lige nu, og formentlig i perioden indtil vi skal beskrive den videre strategi i en kommende OK21: 1. Vi skal, meget snart, stille nogle relevante og let tilgængelige kvalitetsdata til rådighed for klyngerne og gerne så mange, så der er noget at vælge imellem. Det er jo ikke data, som PLO sidder inde med. Så her er vi meget afhængige af et godt samarbejde med de relevante kliniske databaser. Denne indsats sker i høj grad i et fællesskab med både Danske Regioner og KiAP. 2. Vi skal finde balancen mellem, hvor meget vi skal forvente og håbe på, at der kommer fra græsrødderne som jo i det her tilfælde er de enkelte klynger. Vejet op imod den støtte, vi skal sætte i værk udefra, først og fremmest fra KiAP, men også fra de fem regioner og for den sags skyld kommunerne. Der er ingen tvivl om at vi har nogle rigtig gode kapaciteter i vores gamle regionale kvalitetsenheder, og vi er også ved at få det samme i KiAP. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at et af formålene med at etablere en helt ny kvalitetsorganisation var, at kvalitetsarbejdet meget gerne skal spænde mere bredt end tidligere, både i forhold til de emner, vi arbejder med, men også i forhold til at involvere alle kolleger og ikke kun dem, der naturligt ikke kan holde fingrene fra kvalitetsudvikling. Opgaven for den nye organisation går i endnu højere grad ud på at være undersøgende og hjælpende i forhold til at stimulere kvalitetsarbejdet i klyngerne ud fra den enkelte klynges forudsætninger og ønsker. Det går i mindre grad ud på at tilbyde færdige pakker og projekter, som en klynge så skal forsøge sig med. Denne ambition stiller krav til alle kvalitetsenhederne og konsulenterne om at trække egne ambitioner lidt i baggrunden, og det ved vi alle kan være svært. Men det stiller også krav om, at de enkelte klynger reelt får gjort op med sig selv og får svaret på: Hvad betyder noget for os? og måske ikke mindst: Hvad ville patienterne i vores område ønske, at vi arbejdede med?