BEGRUNDET UDTALELSE FRA ET NATIONALT PARLAMENT OM NÆRHEDSPRINCIPPET

Transkript

1 Europa-Parlamentet Retsudvalget BEGRUNDET UDTALELSE FRA ET NATIONALT PARLAMENT OM NÆRHEDSPRINCIPPET Om: Begrundet udtalelse fra det østrigske Forbundsråd om forslag til Europa- Parlamentets og Rådets forordning om imødegåelse af geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (COM(2016)0289 C8-0192/ /0152(COD)) I henhold til artikel 6 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet kan de nationale parlamenter senest otte uger efter fremsendelsen af et udkast til lovgivningsmæssig retsakt sende formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en begrundet udtalelse, der forklarer, hvorfor de mener, at det pågældende udkast ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Det østrigske Forbundsråd har fremsendt den vedhæftede begrundede udtalelse om det ovennævnte forslag til forordning. Ifølge Europa-Parlamentets forretningsorden er det Retsudvalget, der er kompetent med hensyn til overholdelse af nærhedsprincippet. NP\ doc PE v01-00 Forenet i mangfoldighed

2 BILAG REPUBLIKKEN ØSTRIG Forbundsrådet 17/SB-BR/2016 BEGRUNDET UDTALELSE fra Forbundsrådets EU-udvalg i henhold til artikel 23g, stk. 1, i B-VG sammenholdt med artikel 6 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i henhold til artikel 6 i protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet Fra den 13. juli 2016 COM(2016)0289 endel. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om imødegåelse af geoblokering og andre former for forskelsbehandling på grundlag af kundernes nationalitet, bopæl eller hjemsted i det indre marked og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF A. Udtalelse Det foreliggende forslag er i sin nuværende i visse vigtige dele ikke foreneligt med nærhedsprincippet. B. Begrundelse Kommissionen angiver som generelt mål for forordningen om imødegåelse af geoblokering, at forbrugerne skal have bedre adgang til varer og tjenesteydelser på det indre marked: Hvor rosværdige disse bestræbelser end måtte synes at være, ligeså tvivlsomt er det, hvorvidt de foreslåede midler er egnede til at opnå dette mål. Den kontraheringspligt, som forordningsforslaget bevirker, griber i hvert fald på en - fordi den er overdrevet - uhensigtsmæssig måde og derfor unødvendigt ind i medlemsstaternes beføjelser og overtræder dermed alene af den grund nærheds- og proportionalitetsprincippet. Forbundsrådets EU-udvalg bemærker, at målet med det foreliggende forslag, nemlig at skaffe mere retssikkerhed med hensyn til, hvilke faktorer der kan retfærdiggøre en forskelsbehandling af kunder og hvilke ikke, ganske vist er værd at støtte, men udvalget tvivler dog på, at dette vil kunne opnås med forslaget. Hvad angår det udtrykkelige forbud imod forskelsbehandling i flere forskellige tilfælde, bør det blandt andet bemærkes, at scenarierne indeholder omstændigheder, der må siges at være atypiske for forbrugeres grænseoverskridende indkøbsvaner. Med andre ord: Standardtilfældet med køb og forsendelse over nettet (hvor vareforsendelsen tilbydes af online-forhandleren), ligger uden for forordningens anvendelsesområde og kan - af gode grunde - heller ikke være omfattet. Ved at aktiviteten er rettet mod en anden medlemsstat, vil følgen med hensyn til gennemførelsen af lovgivningen være, at virksomheden i tilfælde af tvist i henhold til PE v /5 NP\ doc

3 forordningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område af forbrugeren kan indklages for en domstol i dennes bopælsland hhv. selv vil kunne indklage forbrugeren i dennes bopælsstat. Mange vigtige områder, såsom f.eks. bestemmelser om urimelige kontraktvilkår eller garantilovgivningen, er ganske vist gennem direktiver blevet harmoniseret og samordnet i et minimalt omfang, men de er dog ikke ens reguleret. For at handle i overensstemmelse med lovgivningen og undgå at blive konfronteret med bekostelige advarsler fra udlandet vil det således være nødvendigt ikke alene at gribe til ekspertrådgivning i hver enkelt medlemsstat for at undersøge og tilpasse de almindelige forretningsbetingelser, men bl.a. også for at kontrollere, om der i den pågældende medlemsstat gælder afvigende oplysningskrav forud for indgåelsen af aftalen. Ved direktivet om forbrugerrettigheder er visse aspekter fuldt ud blevet reguleret og harmoniseret, f.eks. ved at der er indført en EU-omfattende enkelt fortrydelsesfrist på 14 dage ved fjernsalgsaftaler. Til trods for den hyppigt fremførte påstand om, at også oplysningskrav forud for indgåelsen af aftalen skulle være fuldt ud harmoniseret, findes der dog ikke nogen for virksomhederne pålidelig og retssikker fuldstændig harmonisering på dette punkt. Ifølge direktivet om forbrugerrettigheder gælder disse oplysningskrav foruden oplysningskravene i tjenesteydelsesdirektivet og e-handelsdirektivet, og medlemsstaterne har også mulighed for at fastlægge yderligere oplysningskrav i overensstemmelse med disse direktiver. Også hvis det principielt var muligt at indgå en overenskomst om, hvilken ret der skulle være gældende, slår de bindende bestemmelser om forbrugernes bopælsret i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rom I-forordningen om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser igennem i de tilfælde, hvor virksomheden retter sit tilbud mod den pågældende medlemsstat. Her giver Domstolens retspraksis allerede visse væsentlige holdepunkter for, hvornår der er tale om sådanne tilbud med en bestemt retning. Idet man var bevidst om, at de retlige rammebetingelser alene på området for civilretlig forbrugerbeskyttelse var overordentlig komplekse og uoverskuelige, blev den af Parlamentet krævede bestemmelse om, at fjernsælgere i henhold til en kontraherings- og leveringspligt skulle være forpligtet til at levere til alle forbrugere i alle medlemsstater, som led i forhandlingerne om direktivet om forbrugerrettigheder i sidste ende heller ikke optaget i dette direktiv. I stedet blev virksomhederne - som en mildere løsning - pålagt forpligtelse til på deres hjemmeside at oplyse, om der var nogen begrænsninger for levering. Med det foreliggende forslag skal virksomheder altså ikke pålægges nogen leveringspligt, men i tre helt bestemte tilfælde pålægges en kontraheringspligt, blandt andet når virksomheden sælger varer og ikke selv leverer disse varer i kundens medlemsstat, og hvor kunden selv organiserer afhentningen eller får den organiseret. Ifølge princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 18 i TEUF må medlemsstater og deres organer ikke diskriminere på grundlag af nationalitet. Dette forordningsforslag overser under citat af forbuddet imod forskelsbehandling, at det er en væsentlig forskel, hvis medlemsstaten selv diskriminerer, f.eks. gennem sin egen lovgivning. TEUF indeholder derfor ikke noget diskriminationsforbud for private. Om der rent faktisk er tale om en kontraheringspligt fremgår på nuværende tidspunkt ikke entydigt af Kommissionens forslag. Hvis der blev pålagt en kontraheringspligt, ville det være et alvorligt indgreb i erhvervsfriheden, friheden NP\ doc 3/5 PE v01-00

4 til at oprette og drive egen virksomhed og princippet om partsautonomi, og denne kontraheringspligt er ikke egnet til at opnå det tilstræbte mål og strider endvidere imod nærhedsprincippet. Det er vigtigt at huske på, at det, at der indføres en kontraheringspligt, generelt ville være et tungtvejende indgreb i privatautonomien hhv. friheden til at indgå aftaler, som ikke alene er et af de bærende elementer i den østrigske civilret, men også forankret bl.a. i artikel 16 i charteret om de grundlæggende rettigheder, hvad angår friheden til at drive en virksomhed. Der er allerede mange bindende regler, der indskrænker aftalefriheden på området for forbrugerbeskyttelse. Princippet om friheden til at indgå aftaler, hvor det er op til de enkelte parter, om og med hvem de vil indgå aftaler, er - af berettigede og velovervejede årsager - indtil videre forblevet uantastet. Det står enhver eksisterende virksomhed, enhver nystartet virksomhed eller SMV frit for inden for rammerne af erhvervsfriheden og den i charteret om de grundlæggende rettigheder forankrede frihed til at oprette og drive egen virksomhed selv at bestemme sit territorium og langsomt, skridt for skridt, udvide det til visse regioner i sin egen etableringsstat og måske også andre medlemsstater i overensstemmelse med dens driftsøkonomiske overvejelser og planer - eller at lade være. At indskrænke denne frihed, der tilkommer virksomheden, gennem en generel kontraheringspligt er principielt ubegrundet og imod proportionalitetsprincippet, ikke mindst fordi det i sidste ende ligger i virksomhedsdriftens natur, at det er virksomheden selv, der bærer den driftsøkonomiske risiko. Undtagelsen i artikel 5, stk. 2, i forslaget tillader betalingsmodtagere for bestemte betalingstransaktioner at beregne et vist gebyr, der afspejler omkostningerne i forbindelse med de betalingstransaktioner, der ikke bogstaveligt svarer til ordlyden af den bestemmelse, der findes på dette område i det nye direktiv om betalingstjenester (PSD II). Herved opstår der for de østrigske forbrugere en lakune i beskyttelsen, fordi der i Østrig findes en frivillig og mere vidtgående beskyttelse, der fastslår, at det ikke er tilladt for betalingsmodtageren at opkræve gebyr for benyttelse af et bestemt betalingsinstrument (" 27 Abs. 6 Satz 2 ZaDiG"). I artikel 62, stk. 5, i PSD II er det nemlig fastlagt, at medlemsstaterne har mulighed for på nationalt plan at indføre et forbud mod tillægsgebyrer. Østrig har i " 27 Abs. 6 ZaDiG" gjort brug af den mulighed, der også allerede var indeholdt i PSD I. Denne frihed til at bestemme, om tillægsgebyrer skal forbydes, er der ikke taget hensyn til i det foreliggende forslag. Bestemmelsen skal derfor suppleres, således at påbuddet i stk. 2 kun gælder, for så vidt som medlemsstaterne ikke har gjort brug af de muligheder til selv at udforme deres bestemmelser, som er fastlagt i artikel 52, stk. 3, i direktiv 2007/64/EF (hhv. den kommende artikel 62, stk. 5, i direktiv (EU) 2015/2366). Kommissionen går ud fra den antagelse, at hvis virksomheden ikke tilbyder kunden forsendelse hhv. levering, men kun varer til selvafhentning, opstår der heller ingen omkostninger for virksomheden. Denne antagelse svarer vel næppe til den reelle situation. Virksomheder frygter at skulle opbygge nye logistiske systemer eller træffe nye forholdsregler for at sikre en sådan selvafhentning, afvikle garantisager og håndtere sager med fortrydelse af grænseoverskridende kontrakter, eftersom der ved selvafhentning også er tale om aftaler om fjernsalg af tjenesteydelser. PE v /5 NP\ doc

5 Som det fremgår af udtalelser fra handelsrepræsentanter, ville dette forslag være kontraproduktivt, mindske antallet af udbydere fra SMV-sektoren og bevirke en yderligere koncentration på få store udbydere og dermed bremse internethandelen i stedet for at fremme den, som det er Kommissionens hensigt. NP\ doc 5/5 PE v01-00