Carlsbergs fondseje-problemer helt i særklasse

Transkript

1 Carlsbergs fondseje-problemer helt i særklasse Carlsberg håber nu at få ejerfondens magt i koncernen begrænset, eventuelt ved et lovindgreb - Men ingen af de øvrige 13 førende danske koncerner, som på én gang er fondsdominerede og i en dårlig økonomisk udvikling, har samme problemer - Alle er tilfredse med ejerformen - Cowi har fået dispensation ligesom Novo Nordisk - Thomas B. Thriges Fond reddet med regnskabsfif - Ugebrevet har analyseret situationen i de mindst rentable, fondsejede virksomheder Når Monberg & Thorsen, Cowi, Thrige Titan og ti andre førende fondsejede danske virksomheder har svært ved at tjene penge, skyldes det ikke støvede fondsvedtægter, men dårlig ledelse og helt specielle omstændigheder. Carlsberg-sagen har givet det indtryk, at selskaberne generelt begrænses af deres stifteres snærende testamente. Men en kortlægning, som Mandag Morgen har foretaget af netop de 14 fondsdominerede koncerner i toppen af dansk erhvervsliv, som har problemer med indtjeningen, viser, at det langt fra er tilfældet. Ingen af de øvrige virksomheder har nær det samme behov som Carlsberg for at få løst op for fondsejet. Derfor vil den lovændring, som politikerne nu efter alt at dømme skal tage stilling til, også få karakter af en Lex Carlsberg. Som noget helt specielt i forhold til andre lande er godt danske virksomheder ejet af en privat fond. De seneste uger har der været særlig røre omkring de fonde, der står bag knap 50 af Danmarks største og mest kendte virksomheder. Selvom en række af dem, såsom A.P. Møller Gruppen, Oticon, H. Lundbeck m. fl., hører til de mest velfungerende virksomheder i Danmark, har selve fondsejet været under kraftig beskydning fra investorer og medier. Kritikken går især på, at virksomheder som Carlsberg ikke kan ekspandere hurtigt nok, fordi fondene bag altid skal have råd til at blive siddende på majoriteten. De kan ikke deltage i den globale strukturudvikling, fordi de ofte ikke kan indgå i fusioner. Og fondsejet giver dårlig ledelse, som ikke kan skiftes ud, og som er alt for tålmodig over for dårlige resultater. Men Mandag Morgens analyse viser, at Carlsberg er i en helt speciel situation i forhold til de øvrige 13 virksomheder, som både er fondsejedomineret og har økonomiske problemer. Det drejer sig om Monberg & Thorsen, Højgaard Holding, C. W. Obel, Jyllands- Posten, Politiken, Gyldendal, Cowi, Rambøll, J. Lauritzen Holding, DLH, Thrige Titan, Schur International og Toms Fabrikker. Analysen bygger på en gennemgang af fondenes vedtægter og regnskaber samt interview med ledelsen i samtlige selskaber. Hovedkonklusionerne er:! Ikke vedtægtsbestemt: 9 af de 14 koncerner opretholder helt frivilligt fondsdominansen. Vedtægterne forhindrer ikke som i Carlsberg, at nye aktionærer kan overtage magten, hvis ledelsen ønsker det.! Ønsker ingen forandring: Ingen af de fire virksomheder, der er tvunget af vedtægterne til fondsmajoritet, ønsker rent faktisk at få forholdet ændret. Det drejer sig ud over Carlsberg om Jyllands-Posten, Gyldendal, C. W. Obel og Højgaard Holding. Enten siger de, at fondsejet ikke giver problemer, eller at fordelene er langt større end ulemperne.! Ingen bestyrelsessammenfald: Der er ingen andre end Carlsberg, der har det stærkt kritiserede sammenfald mellem bestyrelsen i virksomheden og i ejerfonden, som ofte resulterer i for få erhvervskompetente bestyrelsesmedlemmer.! Ingen professor-overvægt: Kun i Carlsberg er der overvægt i bestyrelsen af ikke- erhvervspersoner.! Næsten intet aldersproblem: Ud over Carlsberg er det kun i C. W. Obel og Højgaard Holding, at bestyrelsesmedlemmernes alder generelt er bemærkelsesværdig høj i forhold til det øvrige erhvervsliv. Det betyder ikke, at der ikke kan være grund til at lave om på fondslovgivningen. Andre fondsejede virksomheder med bedre økonomiske resultater eller mindre størrelse kan ligesom Carlsberg have brug for at få løsnet fondsgrebet, sådan som erhvervsministeren nu også overvejer at lægge op til. Men konklusionen er, at fondsejet ikke i sig selv er problemet. Det drejer sig mere om ledelsen end om ejerformen. Men nogle gange er det jo lettere at skyde skylden på nogle skriftlige vedtægter end på de personer, som det i virkelighe- Nr december

2 den drejer sig langt mere om, siger direktør Hans Ejvind Hansen, formand for bestyrelsen i trælastkoncernen DLH og samtidig formand for Københavns Fondsbørs. Tabel 1: Kun Carlsberg har ens bestyrelse i fond og virksomhed. Carlsbergs særstatus Virksomhed 14 førende fondsejede virksomheders forhold Fond Fonds ejerpct. Majoritetskrav?* Ens bestyrelse?* Carlsberg Carlsbergfondet 53 Ja Ja C.W. Obel Det Obelske Familiefond 73 Ja Nej Jyllands-Posten Jyllands-Postens Fond 100 Ja Nej Højgaard Holding Knud Højgaards Fond 73 Ja Nej Gyldendal Museumsfonden af 7. dec >50 Ja Nej Cowi Cowi-fonden 57 Nej Nej Rambøll Rambøll Fonden 100 Nej Nej J. Lauritzen Holding J.L. Fonden 87 Nej Nej Politiken Politiken Fonden 87 Nej Nej DLH DLH Fonden 72 Nej Nej Thrige-Titan Thomas B. Thriges Fond 80 Nej Nej Schur International Konsul Axel Schur og Hustrus Fond >50 Nej Nej Toms Fabrikker Gerda og Victor B. Strands Fond/Toms Fabrikkers Fond 100 Nej Nej Monberg & Thorsen Ejnar og Meta Thorsens Fond 62 Nej Nej Note*: Majoritetskrav: Fonden skal iflg. vedtægterne være i besiddelse af stemmemajoritet; Ens bestyrelse: Fondsbestyrelse er identisk med virksomhedsbestyrelse. Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen. Cowi løsnet fra fondsdominansen For en uge siden kom endelig den melding fra Carlsberg, som aktiemarkedet og offentligheden har ventet på og presset på for igennem længere tid: Ledelsen ansøgte fondsmyndighederne om at blive løsnet fra brygger Jacobsens vilje om, at Carlsbergfondet altid skal sidde på magten i koncernen. Formålet er at åbne op for den massive kapitaltilførsel, der skal til for at Carlsberg kan købe sig frem til at blive et af verdens fem største bryggerier. Se også artiklen samt lederen herom i dette Ugebrev. Flere eksperter vurderer, at Carlsbergs vedtægter er så håndfast formuleret, at det ikke er nok med en form for administrativ dispensation fra fondsmyndighederne. Der skal en lovændring til. Det har erhvervsminister Pia Gjellerup også i princippet åbnet op for. Men Carlsbergs ledelse havde måske håbet på, at det kunne gå lige så nemt, som da Novo Nordisk for nylig fik tilladelse til at blive løsnet fra fondsgrebet. Uden for offentlighedens opmærksomhed har en anden af Danmarks førende virksomheder, den rådgivende ingeniørkoncern Cowi, også fået en lignende tilladelse. Ifølge administrerende direktør Eigil Steen Pedersen er det stadig hensigten, at Cowi-fonden skal bevare mindst 51 pct. af stemmerne i koncernen. Men det kan nu fraviges, hvis bestyrelsen på et tidspunkt skulle ønske det. Det er der grønt lys for efter langvarige forhandlinger med myndighederne samt en godkendelse fra kredsen af de nulevende stiftere af fonden. Eigil Steen Pedersen er dog stadig en varm fortaler for fondsejerformen: Jeg ser en stærk fordel ved at have en aktionær, som har et langt sigte frem for den kortsigtede shareholdervalue-tilgang, som flere og flere danske virksomheder bekender sig til. Det opvejer klart de svagheder, der også følger med, siger han. Samtidig står Cowi ligesom Danmarks to øvrige store rådgivende ingeniørkoncerner, Rambøll og Carl Bro, over for meget store udfordringer, fordi de har præsteret en utilfredsstillende indtjening i de senere år. Og spørgsmålet er, om de dermed har tilstrækkelig meget kapital til at finansiere blandt andet de meget betydelige IT-investeringer, som er helt nødvendige for at klare sig i den globale konkurrence. Rambølls administrerende direktør, Flemming Bligaard Pedersen, har tidligere udtalt til Ugebrevet, at hvis ikke hans selskab meget snart når frem til en tilfredsstillende indtjening, må ejerskabet tages op til revision, så der eventuelt kan indgås fusion eller alliancer med udenlandske virksomheder. 2 Nr december 1999

3 Ifølge Flemming Bligaard Pedersen er der ingen vedtægtsmæssige hindringer for, at fonden bag Rambøll giver afkald på magten. Men også han ser betydeligt flere fordele end ulemper ved ejerformen: Ud over det langsigtede perspektiv er medarbejderne glade for at se, at alt, hvad vi tjener, bliver i virksomheden. Pengene trækkes ikke ud som udbytte til personer, som de ikke har et forhold til. Det skaber en vigtig følelse af partnerskab, siger han. Idealistiske overvejelser vejer tungest i Gyldendal og på dagbladene Fondsejet i forlaget Gyldendal, Politiken og Jyllands-Posten er først og fremmest styret af idealistiske overvejelser omkring selskabernes produkter og roller i samfundet. Og det har de ikke tænkt sig at lave om på. Efter en årrække med succes havde Gyldendal et dårligt 1998, og i sidste uge meddelte ledelsen, at der er udsigt til et direkte underskud i Men alle ved, vi ikke befinder os i en økonomisk stærk branche, siger forlagets tidligere mangeårige administrerende direktør, nu bestyrelsesmedlem, Kurt Fromberg. Derfor er han også glad for, at hovedaktionæren er Museumsfondet af 7/ , som også ejer kunstmuseet Lousiana. Det har været en kolossal sikkerhed for mig som direktør i mange år at have haft et kunstmuseum i ryggen, som har sans for kunst og ikke udelukkende økonomiske overvejelser. Det har gjort Gyldendal til en kulturinstitution, som påtager sig en forpligtigelse over for ny og anderledes litteratur, som formentlig ikke ville være mulig, hvis selskabet blev købt op af et udenlandsk forlag, siger han. Derfor er der absolut heller ikke planer om at løsne på fondsdominansen, som klart fremgår af Gyldendals vedtægter. Den forpligtelse ligger ikke i vedtægterne for Politiken-fondens ejerskab i Politikens Hus. Men budskabet er det samme: Vi kunne godt sælge ud af aktierne og indflydelsen. Men det har vi nu ingen planer om, siger formanden for Politiken-fondens bestyrelse, tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer. Hverken Jyllands-Posten eller Politiken har haft en indtjening i de senere år, som kan måle sig med den passive obligationsrente. Men det er heller ikke nødvendigvis meningen, siger formanden for Jyllands-Postens bestyrelse, administrerende direktør i Københavns Lufthavne Niels Boserup. Jyllands-Postens formål er jo ikke at maksimere indtjeningen. Tværtimod vælger vi netop for øjeblikket at pløje pengene ned i avisen i form af meget betydelige investeringer, siger han. Jyllands-Postens Fond, som ejer avisen 100 pct., er ikke kapitalstærk. Det kunne på længere sigt give problemer med at skaffe tilstrækkelig kapital til de særdeles krævende investeringer, som mediebranchen står over for. Men ifølge bestyrelsesformanden vil det ikke få ledelsen til at åbne op i aktionærkreden for private mediebaroner, som det er set i f.eks. England og en række andre europæiske lande. Problemet er overhovedet ikke aktuelt. Men skulle det blive tilfældet, ville vi nok snarere vælge andre løsninger. Det kunne f.eks. være at lægge de kapitalkrævende tekniske aktiver ud i et selvstændigt aktieselskab, mens fonden bevarede kontrollen over selve avisen og konceptet, siger han. På den anden side vil Niels Boserup ikke afvise, at der kunne ske en ændring af ejerforholdene til selve avisen. Det har jeg personligt ingen specielle barrierer over for, siger han. Entreprenørerne: Vi har ikke behovet Niels Boserup er også formand for bestyrelsen i Oticon. Generelt ser han både fordele og ulemper ved fondsejet. Oticons eksempel viser jo, at fondseje bestemt ikke er en hindring for at tjene penge. Tværtimod var det jo afgørende, at fonden troede på, at Lars Kolind kunne genrejse virksomheden. Det er ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, hvis aktionærkredsen udelukkende bestod af mere traditionelle og mere kortsigtede aktionærer. På den anden side er der også eksempler på, at fondsejede virksomheder ikke yder et tilstrækkeligt aktivt ejerskab. F.eks. ser det ud som om, det har været svært for de danske entreprenørkoncerner at skabe virksomheder af en størrelse, som kan matche de store udenlandske konkurrenter, siger han. Hentydningen går på, at en betydelig del af den danske entreprenørbranche er blevet opkøbt af svenske entreprenører. De to største tilbageblevne danskejede virksomheder, Nr december

4 Regnskabsfif redder Thomas B. Thriges Fond Thomas B. Thriges fond, som ejer det underskudsgivende Thrige Titan og det overskudsgivende Terma Elektronik, har ved at føre sit kurstab over egenkapitalen undgået, at en nedskrivning af aktierne i Thrige Titan gav et dundrende underskud på godt 40 millioner kr. I det hele taget har fonden haft meget travlt med at pynte på det seneste regnskab. Anledningen er de dårlige resultater i Thrige Titan og købet af L. M. Ericssons aktiepost i Terma Elektronik. Det sidste betød, at der opstod en koncerngoodwillpost på 222 millioner kr., som efter fondens normale regnskabspraksis skulle afskrives direkte over egenkapitalen. Men det ville betyde, at fondens egenkapital ville svinde ind til stort set ingenting. Derfor har den pludselig i det netop offentliggjorte regnskab skiftet regnskabsprincip til aktivering af koncerngoodwill. Rent regnskabsmæssigt betyder det, at egenkapitalen er intakt. Metoden er helt i tråd med den internationale regnskabsudvikling. Men den er helt i modstrid med, hvad fondens bestyrelsesformand, Carlsbergs tidligere koncernchef Poul Svanholm, og fondens revisor, en af Danmarks mest fremtrædende statsautoriserede revisorer, Aksel Runge Johansen, har stået for i deres hidtidige praksis. Men her var det altså nødvendigt for at redde Thomas B. Thriges økonomiske fundament. Monberg & Thorsen og Højgaard, er begge fondsejede og har haft meget dårlige økonomiske resultater i en årrække. Men ingen af dem har planer om at ændre på fondsdominansen, som er vedtægtsbestemt i Højgaard, mens den er frivillig i Monberg & Thorsen Holding. Jeg oplever ikke, at fondsejet har givet os nogen som helst begrænsninger på, hvad vi foretager os. Derfor har vi i bestyrelsen heller ikke overvejet at lave noget om på det område, siger bestyrelsesformanden, Mogens Granborg, som også er koncerndirektør i Danisco. Han mener, at forklaringen på de senere års dårlige indtjening og det betydelige kursfald er, at byggesektoren generelt er en meget vanskelig branche. Dertil kommer, at en betydelig del af det danske aktiemarked åbenbart er blevet uinteressant både for store danske og udenlandske investorer, siger han. Mogens Granborg afviser også, at en anden ejerform ville have gjort ledelsen mere udfarende: Jeg mener, vi har strammet meget op. Først og fremmest har vi frasolgt Codan Gummi og omstruktureret både Dyrup og vores interesser i medicinalindustrien, så vi nu har en betydelig aktiepost i en af Skandinaviens største virksomheder på området, det finske Tamro. Jeg har svært ved at se, hvad man kunne forlange mere af et aktivt ejerskab. Bestyrelsesformanden for Højgaard Holding, advokat Per Magid, siger, at Højgaard ikke på noget tidspunkt har følt behov for at slå sig sammen med andre i branchen. Og da både koncernen og Knud Højgaards Fond er særdeles velkonsoliderede, har bestyrelsen heller ikke overvejet at få løst op for den vedtægtsbestemte fondsdominans. Formålet med Knud Højgaards Fond er udtrykkeligt at drive entreprenørvirksomhed. Det må man derfor blive ved med, selvom indtjeningsmarginalerne er beskedne, siger Per Magid. Med sine 56 år er han benjamin i Højgaard Holdings ledelse, hvor den administrerende direktør er 67 år - præcis det samme som gennemsnitsalderen for de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Ingen problemer med fondsejet i øvrige koncerner Ledelserne i de øvrige førende fondsdominerede koncerner med dårlig indtjening vurderer heller ikke, at fondsdominansen udgør så alvorligt et problem, at de vil forsøge at få det ændret det på linie med Carlsberg. Administrerende direktør i J. Lauritzen Holding Bent Østergaard: Vores vedtægter pålægger ikke, at JL-Fondet skal have majoritet. Men vi har heller ingen planer på nuværende tidspunkt om at ændre på fondens ejerandel. Frederik Obel, formand for Det Obelske Familiefond: Ifølge vedtægterne skal fonden kontrollere stemmemajoriteten. For øjeblikket er der ikke noget på programmet om at ændre det. Selvfølgelig er det en strømning, vi må forholde os til på et tidspunkt. Men endnu har vi ikke diskuteret det i bestyrelsen, siger han. Bestyrelsesformanden for Toms Fabrikker, Vagn Genter, som også er administrerende direktør i det fondsejede Brdr. Hartmann: Vi har fået ryddet op i organisationen, hvor de 4 Nr december 1999

5 samme personer tidligere sad både i direktionen, bestyrelsen og ejerfondets bestyrelse. Det var ikke hensigtsmæssigt. Men som fondsejet praktiseres i dag, giver det ingen problemer. Heller ikke hvis der skulle opstå behov for at ændre på ejerstrukturen. Bestyrelsesformanden for DLH, direktør Hans Ejvind Hansen: Vi tror på, at fonden vil være indstillet på at reducere sin ejerandel, hvis der opstår en situation, hvor det vil være i virksomhedens interesse. Det kan blive aktuelt, fordi ledelsen i trælastkoncernen ikke har lagt skjul på, at den er åben over for eventuelle fusioner eller alliancer efter flere år med dårlig indtjening og et voldsomt fald i aktiekursen. Faldet har betydet, at DLH Fonden har fået et urealiseret tab på 18 millioner kr. på sine aktier. Havde det været bogført over resultatopgørelsen, som almindelig regnskabsprak sis foreskriver, ville det have resulteret i, at fonden havde fået et underskud på 14 millioner kr. Men det er undgået ved at føre kurstabet over egenkapitalen, hvilket nu har ført til en konflikt med Tilsynet for erhvervsdrivende fonde. Nr december