KLOG ER NOGET, MAN ØVER SIG PÅ

Transkript

1 SOFIE MÜNSTER KLOG ER NOGET, MAN ØVER SIG PÅ POLITIKENS FORLAG

2 INDHOLD BEDRE END I GÅR... 4 DEL 1 ALLE BØRN KAN FÅ SUCCES 1. Det er fint at være født klog men er det nok til at lykkes? Selvkontrol den oversete faktor Evnen til at træffe kloge valg: Det vigtigste, vi kan give vores børn DEL 2 NÅR MODGANG KOMMER I VEJEN: HVORFOR BØRN GIVER OP 4. Den evige trang til velbehag: Hvorfor børn vælger, som de gør Den indre stemme og kunsten at tænke sig om Vanens magt: Når det, man ikke orker, bliver til det, man ikke vil leve uden DEL 4 SÅDAN RUSTER DU DIT BARN TIL SUCCES I HVERDAGEN 10. Hvordan vi kan være der for dem uden at gøre det for dem At turde fejle: Når usikkerhed ikke længere er en hindring At overvinde sig selv: Når pres får børn til at vokse med opgaven At få det bedste ud af det næstbedste: Når børn lærer at tage sig sammen FOR ALLE, DER OGSÅ VIL VÆRE BEDRE I MORGEN KILDER DEL 3 SVÆRT ER BEDRE END NEMT: HVORDAN BØRN FINDER STYRKE I MODGANG 7. Vi bliver gode til det, vi gør Det er svært for børn at lære og det er svært at være forældre til børn, der gør det Vi forældre har også noget at øve os på... 89

3 Bedre end i går Min datter stod på spidsen af tremetervippen; klar til at springe. Hun kiggede frem, og så sprang hun. Et par sekunder senere kom hun op til vandoverfladen med det største grin. Hun havde været så ivrig efter at vise mig, at hun havde lært at springe, at hun ikke havde kunnet være i sin egen krop i dagene op til vores besøg i svømmehallen. Jeg var selvfølgelig begejstret, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for at spørge: Skal du så ikke springe fra femmetervippen nu? Hun kiggede forskrækket på mig og svarede meget bestemt: Nej. Men jeg blev ved med at presse på: Det ville være vildt sejt, hvis du gjorde det. Hun nåede at gå op på vippen og ned igen en håndfuld gange. Til sidst var svømmehallen ved at lukke. Hun gik derop en sidste gang, stod på spidsen et par minutter, og så sprang hun. Da hun kom op til vandoverfladen, var hun ulykkelig. Hun havde gjort præcis, hvad jeg sagde, men hun havde været hunderæd hele vejen ned, og hun havde slået sig på vandet. I det sekund jeg så min datters ansigtsudtryk, gik det op for mig, at det, jeg havde gjort, var forkert. Og endda en fejltagelse, der endte med et kolossalt selvmål: Min datter har ikke sprunget fra femmetervippen siden. Turen i svømmehallen blev et vendepunkt for mig. Indtil den dag troede jeg egentlig, at jeg som forælder lærte min datter mod, vedholdenhed og lysten til at kaste sig ud i nye udfordringer, men jo mere jeg efterfølgende tænkte over min opdragelse, desto mere gik det op for mig, at de erfaringer, min datter fik med sig, nærmest var det stik modsatte. Jeg lærte hende at frygte fejl, nederlag og udfordringer, og ved at gøre det afskar 5

4 jeg hende faktisk fra en af de sikreste veje til succes i livet, nemlig evnen til at blive ved, også selvom det nogle gange betyder, at vi falder og får os et par skrammer. I de efterfølgende måneder begyndte jeg for alvor at dykke ned i forskningen om vores børn og deres indstilling til læring, om hvordan de har det, når noget er vanskeligt i skolen, på fodboldbanen eller blandt vennerne, og om hvordan de håndterer det, når de fejler. Det gik op for mig, at min datter langtfra var alene. Faktisk viste det sig, at halvdelen af vores børn giver op, når de støder på problemer; mange især piger føler sig presset, og de fleste børn har svært ved at fastholde interessen og udskyder vanskelige opgaver og problemer. Når så mange børn kæmper, må der være lige så mange forældre, der står i samme dilemma, som jeg gjorde. Jo mere jeg læste, desto flere ubesvarede spørgsmål stod jeg tilbage med: Hvordan lærer man egentlig sine børn at gribe udfordringer og at turde kaste sig ud i det ukendte? Hvordan lærer man dem, at frygten for at falde aldrig må ende med, at de ikke tør stille sig på tæer? Og hvordan lærer man dem, at det ikke er, fordi deres mor eller far siger det, at de skal række ud efter noget men fordi det er deres egne mål og drømme, det gælder? De mange ubesvarede spørgsmål fik mig til at træffe en beslutning: Jeg ville finde svarene og det er de svar, som nu er blevet til denne bog. Det er svarene på nogle virkelig hverdagsagtige problemstillinger, som alligevel berører alle os forældre dybt: Vores børn, deres drømme, og hvordan de lykkes. Inden jeg skrev bogen, arbejdede jeg professionelt med børn og læring. Jeg var den første direktør for statsminister Lars Løkke Rasmussens fond LøkkeFonden. Her skabte jeg bl.a. sommerskolen DrengeAkademiet, der er et intensivt læringsforløb, hvor børn bliver løftet med to års læring i dansk og matematik på blot to uger. Jeg ved altså af egen erfaring, hvor meget vi professionelt kan gøre for børn. Med denne bog vil jeg vise, at vi faktisk kan gøre lige så meget som forældre og at det kan gøre hele forskellen for vores børns skolegang og videre liv. Når vi betragter debatten om os moderne forældre, kan vi let få det indtryk, at der kun findes to måder at være forældre til skolebørn på: Enten er vi curlingforældre, der går foran vores børn og fjerner alt det, der kunne tænkes at være svært eller hårdt. Eller også er vi nogle overambitiøse tigermødre, som går bag ved vores børn og skubber på med præcise krav til, hvad de skal opnå, hvordan de skal gøre det, og hvor godt de skal klare det. Selvfølgelig er der noget om snakken. Mange af os kan nok nemt komme til at hjælpe vores børn lige lovlig meget med lektierne, ligesom vi kan være hurtige til at skrive til læreren over selv små ting. På samme måde kan vi også let ende som den kontrollerende forælder, der med løftet pegefinger siger: Tag dig nu bare sammen. Bare tænk på mig i svømmehallen. Men i takt med at jeg dykkede dybere og dybere ned i den viden, vi har, voksede en grundlæggende undren sig stadig større: Hvorfor taler vi kun om enten at gå foran og feje eller at gå bagved og skubbe på hvorfor er der ingen, der taler om, hvordan vi går ved siden af vores børn? Vi ved rigtig meget om, hvilke børn der får succes i livet og hvorfor og den viden viser os, at tiden er kommet til, at vi ikke kun bruger spalteplads og tv-tid på at pege fingre ad curlingforældre og tigermødre, men derimod begynder at tale om, hvordan vi forældre helt konkret i hverdagen kan gå vejen sammen med vores børn. Jeg håber, at denne bog kan være et første skridt til det. At gå vejen sammen med vores børn handler helt grundlæggende om, at vi er der for dem uden at gøre det for dem. Det lyder måske umiddelbart lidt abstrakt, så lad mig derfor kort introducere, hvad det vil sige, og hvad det betyder for vores børn. 6 7

5 Uanset hvad vores børn gerne vil opnå, og uanset om det er af faglig eller social karakter, er de nødt til at levere en indsats. Det ved vi forældre egentlig godt. Men de færreste af os er nok klar over, hvor meget det faktisk betyder. I dag ved vi, at vores hjerne er ekstremt formbar, og det betyder, at vi alle op til en vis grænse kan lære, hvad vi vil, og udvikle os, som vi vil. Det kræver blot, at vi øver os og korrigerer vores fejl, træner fokuseret, anstrenger os, repeterer og bruger lang tid på det, vi gerne vil lære. Det er ret ligetil: Vores talenter og evner er ikke kun noget medfødt, der blot skal opdages, men derimod noget, vores børn kan opdyrke, og som de i vid udstrækning selv kan vælge, hvis blot de gider levere det, der skal til. De fleste børn kan, hvis de vil, blive rigtig dygtige i skolen, for vores børn bliver gode til det, de gør. Af gentagelser og fejltagelser. Af træning og tid. I alle sammenhænge og i hvilken som helst situation nytter det noget at gøre noget. Som forældre skal vi altså ikke gøre arbejdet for vores børn. På godt og ondt lærer børn mest af, at de får lov til at prøve selv. Når mange af os alligevel oplever, at det ikke er så enkelt endda, skyldes det, at der næsten altid er nemmere og sjovere ting at tage sig til end at træne og levere den indsats, der skal til for at blive rigtig dygtig. Det er nemmere at tjekke Facebook eller spille Minecraft, end det er at holde fokus under lektielæsningen. Det er lettere (og sikrere) at lade være med at række hånden op, end det er at risikere at blive grint af, hvis man kommer til at sige noget forkert. Og selvom man kunne have hjulpet en kammerat, der er havnet i en dårlig situation, er det rarere og tryggere at vende det blinde øje til og lade, som om man har travlt med noget andet. Vi ved i dag, at vores hjerne faktisk er programmeret til at vælge den lette løsning, og derfor kræver det næsten altid et aktivt tilvalg, når vi skal vælge det svære. Denne indre konflikt udkæmper sig ubevidst i vores børn, hver gang der er noget, de ikke vil, ikke tør eller ikke kan tage sig sammen til. Faktisk bruger vi mennesker tre til fire timer hver dag på at håndtere denne kamp og få os selv til at gøre det svære, men rigtige. Hvis ikke det er blevet en vane for os at spise sundt, dyrke motion, holde fokus, opsøge udfordringer, opføre os ordentligt eller styre vores temperament, er det krævende og årsag til mange indre konflikter, når vi ønsker at gøre det. Det er derfor helt naturligt, at vores børn også gennemlever de her indre konflikter, og at de har let til oplevelsen af, at dette ikke er noget for dem. En oplevelse, der både er 100 procent sand og 100 procent forkert. Den er sand, fordi hjernens ønske om altid at vælge den nemme udvej påvirker os alle og dermed også vores børn. Men den er også forkert, fordi det jo er godt for vores børn at opleve, at de kan lære nye ting, også selvom det nogle gange er både svært og hårdt undervejs. Det kan lyde lidt ubarmhjertigt, men vi ved i dag, at det netop er den evne at kunne håndtere kampen mellem det nemme og det svære som gør forskellen for vores børns succes i skolen og videre i livet. Det træk, de benytter sig af, når de gør det, hedder selvkontrol, og indtil de får det lært, er det vores opgave som forældre at vise dem, hvordan det, der føles utrygt, faktisk ofte er det helt rigtige for dem. Selvkontrol er ikke en evne, vi er født med, eller som kun er de få forundt. Derimod er det en form for mental muskel, som bliver stærkere af at blive brugt, fuldstændig ligesom musklerne i vores ben. De seneste år har et stort antal studier dokumenteret, at børn og voksne med selvkontrol ikke alene er gladere, har en højere selvfølelse og er sundere end andre. Deres forhold til andre mennesker varer også længere og er mere tilfredsstillende. De er bedre til at håndtere stress, konflikt og modgang. De får bedre karrierer med flere muligheder og tjener flere penge og så lever de længere. Målt i forhold til andre egenskaber, der også har en grad af indflydelse på alle disse udmærkede resultater, kommer selvkontrol ud i toppen. 8 9

6 Vores evne til selvkontrol er sågar bedre til at forudsige, om vi får en uddannelse eller ej, end intelligens er det. På samme måde ser selvkontrol, noget overraskende, ud til at betyde lige så meget for vores børns kommende voksenliv som deres sociale arv. Jeg har opdaget, at mange intuitivt forbinder selvkontrol med noget negativt. At man begrænser sig selv og ikke er menneskelig. At man ikke kan finde ud af at være spontan og have det sjovt. Som noget, man lærer på en streng engelsk kostskole, hvor det er forbudt at opføre sig som et barn. Men når vi ser nærmere på, hvad selvkontrol gør os i stand til, så falder det billede heldigvis fra hinanden. Helt grundlæggende handler selvkontrol egentlig blot om at lære at overveje, hvad vi gør, før vi gør det. Og det betyder noget, for mange gange er det, vi er ved at gøre eller har lyst til at gøre, egentlig ikke det, vi helst vil på den lidt længere bane. Men lærer vi at stoppe op og tænke over, hvad vi gør, bliver vi i stand til at holde os selv op på vores mål, værdier, idealer og drømme. På mange måder handler selvkontrol altså ikke så meget om kontrol, men snarere om at kunne vælge det, der er det rigtige for os. Det kan måske lyde abstrakt, men helt konkret betyder det, at børn med selvkontrol kan sige til sig selv: Ja, timen er kedelig, men jeg skal stadig have mest muligt ud af den, og derfor skal jeg levere en indsats. Børn uden selvkontrol vil derimod springe alle overvejelserne over og i stedet begynde at fjolle, tjekke deres telefoner eller hoppe over, hvor gærdet er lavest, for timen er jo kedelig. På samme måde vil børn med selvkontrol, når de eksempelvis føler sig pressede, evne at se presset som en udfordring og som noget, de kan håndtere, mens børn uden selvkontrol ofte vil falde hen i negative følelser som magtesløshed og ukontrollabel nervøsitet. Når vi tænker nærmere over det, er det i overraskende mange situationer, vores børn har brug for at kunne tænke over, hvad de gør, og vælge det svære alternativ til: Når de skal koncentrere sig, når de skal tale ordentligt, når de skal være der for deres venner, når de skal hjælpe til derhjemme, når de taber i spil, når de får en dårlig karakter, når de er nervøse, når de skal gøre sig umage, og når der bare er brug for, at de øver sig noget mere. Alle sammen situationer, hvor der er mindst to meget forskellige handlemuligheder, nemlig den nemme (som deres hjerne uden videre overvejelser anbefaler) og den svære (som det er vores ansvar at lære dem, er den rigtige). Ved at gå ved siden af vores børn kan vi lære dem at tage styringen over sig selv og deres vej i livet. Det er ikke os, der som en tigermor bestemmer tempoet, og det er ikke os, der som en curlingforælder beskytter dem mod den modstand, de møder. På godt og ondt er vi der for dem uden at gøre det for dem. Det stiller krav til vores børn, men det stiller bestemt også krav til os som deres forældre. Vi er nødt til at vænne os til at lade vores børn opleve svære følelser som usikkerhed, pres, manglende lyst eller frygt for ikke at være god nok. På deres vej vil de nogle gange tænke: Kan jeg, tør jeg, vil det gå galt, nytter det, gider jeg, og kan jeg leve op til de andres forventninger? (Ligesom vi i øvrigt også selv tænker fra tid til anden). Men ved at gå vejen sammen med dem kan vi være der for dem og hjælpe dem med at se værdien af de svære ting, de til tider går igennem. På den måde vænner børnene sig til at mærke, at de udfordringer, der føles uoverstigelige her og nu, dels er aldeles ufarlige, dels er nogle, de faktisk kan vokse af og lære noget af. Vi kan ikke give vores børn nogen skudsikker garanti for, at de aldrig vil føle sig ydmyget, fordi de gik fuldstændig i stå til deres mundtlige fremlæggelse i klassen. Men vi kan love dem, at hvis vi kan tale om, hvad der skete, og hvad de kan gøre anderledes en anden gang, kan vi hjælpe dem med at se, at selvom det føltes svært, så er de nu klogere og bedre rustet, end 10 11

7 de var i går. I andre situationer vil det vise sig, at deres frygt var ubegrundet. Der skete ikke noget ved at kælke ned ad den stejle bakke ud over at det kildede i maven og var rigtig sjovt. På godt og ondt, gennem vores snakke om både de små succeser og de små fiaskoer, kan vi lære vores børn, at det ikke er deres resultater i skolen, der gør os stolte over at være deres mor eller far men deres mod, vedholdenhed og evne til at samle sig selv op efter en svær situation. At gå vejen sammen med vores børn handler imidlertid ikke kun om deres modgang og fejltagelser. Det handler faktisk også om os forældre og vores eget forhold til de samme spørgsmål. Om vi tør lukke vores børn ind i de udfordringer, vi selv står med, og om vi tør dele de fejl, vi begår, de små kampe, vi kæmper, vores egen usikkerhed og det, vi lærer af det. Det er sandt, når det siges, at børn ikke gør, som vi siger, men som vi gør og derfor betyder det noget, når vi har modet til ikke bare at fortælle om dengang vi var børn, men derimod åbent tør vise, at også vi selvom vi er voksne på godt og ondt er nødt til at øve os for at blive bedre. Det er ikke den nemme vej, skal jeg hilse og sige hverken for vores børn eller for os som forældre. Men jeg mener, at det er det hele værd, for det lærer vores børn kunsten at blive god til noget. Skolen. Venskaber. Sport. Hvad som helst. som hun er. Og straks jeg møder hende, præsenterer hun mig for resultatet med et kort og kontant: Mor, jeg faldt igennem. Og det var ikke engang, fordi hun overdrev sig egen fiasko. Stort set ingen af børnene havde syntes, at hendes plakat var særlig pæn, og hun var end ikke blevet udvalgt til top-fem. En hård sandhed men hun smilede alligevel, da hun sagde det, og var fuld af nysgerrighed efter, hvordan hun kunne have grebet det an på en anden måde. På vej hjem i bilen talte vi om, hvordan man bygger en plakat op, og hvad hun ville gøre anderledes, næste gang hun fik chancen for at deltage i en plakatkonkurrence. Jeg fortalte hende også, at mit forlag netop havde bedt mig omskrive så godt som hele denne bog (som jeg ellers var ret godt tilfreds med). Ikke fordi den var dårlig, men fordi den ikke var god nok endnu. Den dag, ligesom alle andre dage, var mit budskab til hende: Vi er på vej. Bedre end i går, men ikke helt der, hvor vi gerne vil være i morgen. Men uanset hvad, så går vi vejen sammen. I sommer deltog min 9-årige datter i en cirkusskole. Her skulle de som afslutning på en uges intensiv akrobat- og klovnetræning afholde en forestilling. Som en del af det store show skulle der selvfølgelig produceres en flot cirkusplakat til lygtepælene, så der blev udskrevet en konkurrence blandt børnene om, hvem der kunne lave den bedste plakat. Min datter elsker alt kreativt, og jeg overdriver ikke, når jeg siger, at hun havde meget store forventninger til sin egen præstation. Da jeg henter hende på dagen for konkurrencen, er jeg lige så spændt på, hvad de andre børn har sagt til hendes plakat, 12 13