Tillægsnotat til ulykkesvejledningen personskadebegrebet

Transkript

1 Tillægsnotat til ulykkesvejledningen personskadebegrebet 1. Indledning 1.1 Ulykkesbegrebet Højesteretsdom af 8. november 2013 Den nedre grænse for en personskade 1.3 Ankestyrelsens principafgørelser og Arbejdsskadestyrelsens praksis 2.1 Generelt Sagsoplysning Årsagssammenhæng Egen bevægelser Forelæggelse for lægekonsulent Begrundelser 2.2 Typer af skader Klare personskader Bagatelskader Skader der skal afdækkes nærmere 2.3 Behandlinger Invasive behandlinger 2.4 Forskellige sagstyper Skader, hvor der er en forventning om, at tilstanden bedres Betydningen af at tilskadekomne ikke medvirker ved undersøgelsen af sagen Delvise anerkendelser 3. Forudbestående sygdomme/gener 4. Genoptagelse 1. Indledning Notat beskriver, hvornår der er tale om en personskade i arbejdsskadelovens forstand, jf. 6. Notatet er udarbejdet til brug for sagsbehandlerne i Arbejdsskadestyrelsen. På baggrund af Højesterets dom af 8. november 2013 og Ankestyrelsens principafgørelser og er praksis efter sommeren 2014 præciseret i forhold til vurderingen af, hvornår en personskade efter en hændelse/påvirkning er en arbejdsskade. Der stilles nu yderligere krav til, hvornår en personskade har et omfang, som kan betyde, at den kan anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. Før dommen og principafgørelserne så Arbejdsskadestyrelsen alene på, om en hændelse eller påvirkning var egnet til at give en skade/smerter/gener. Kravene til selve skaden er nu skærpet, så skaden skal have et vist omfang, før der kan ske anerkendelse, selv hvis der er en klar årsagssammenhæng. Der skal således være en nærmere defineret personskade, før følgerne af skaden kan anerkendes som en ulykke efter arbejdsskadeloven. Det er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt, at en hændelse/påvirkning medfører forbigående smerter og eventuelle mærker. 1

2 1.1 Ulykkesbegrebet - 6 Ifølge arbejdsskadesikringslovens 6 forstås ved en ulykke en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Heri ligger et krav om, at der skal være sket en personskade af fysisk eller psykisk karakter, og der skal være årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og skaden. Årsagssammenhæng dækker over to forhold, der skal være opfyldt: Der skal være både medicinsk sammenhæng og tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden. Kravet om tidsmæssig sammenhæng betyder, at der skal være en relevant sammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og symptomdebut af den anmeldte skade. Når det skal vurderes, om der er medicinsk sammenhæng, er det nødvendigt at foretage en vurdering af, om hændelsen/påvirkningen er egnet til at medføre den anmeldte skade, som enten kan være af forbigående karakter eller varig. 1.2 Højesteretsdom af 8. november 2013 Den nedre grænse for en personskade Højesteret afsagde den 8. november 2013 en dom vedrørende den nedre grænse for, hvornår der er tale om en personskade og dermed en ulykke i arbejdsskadelovens forstand. Dommen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen U H. Sagen handler om en lærer, der tidligere indimellem havde haft gener i ryggen. Den 13. november 2008 fik hun akutte ryggener i forbindelse med, at hun som gårdvagt undveg et sammenstød med en elev, der kom løbende imod hende. Højesteret udtalte generelt, at det, for at der kan tages stilling til, om der er årsagssammenhæng, må afklares, hvilken skade der hævdes forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Der stilles efter forarbejderne beskedne lægelige krav til den anmeldte skade, og forbigående smerter vil således opfylde kravene til personskade. Personskadebegrebet må imidlertid fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand. Højesteret lagde til grund, at tilskadekomne allerede forud for hændelsen havde tendens til, og flere gange havde haft, hold i lænden, og at hendes langvarige kroniske ryglidelse og de smerter denne lidelse medfører, skyldes degenerative forandringer og rygskævhed og ikke hændelsen. Højesteret fandt herefter ikke, at hændelsen havde medført en forværring af en kronisk lidelse, eller at den havde påført hende smerter udover dem, der var en følge af den kroniske lidelse, i et omfang der i sig selv udgjorde en personskade. Højesteret fandt derfor ikke, at hun havde pådraget sig en arbejdsskade omfattet af arbejdsskadesikringsloven. 2

3 Dommen betyder således, at der godt kan være tale om en skade efter en hændelse/påvirkning i form af smerter, der går over af sig selv, som vil kunne medføre godtgørelse for svie og smerte efter almindelige erstatningsretlige regler, men som ikke vil føre til, at skaden også kan anerkendes som en ulykke efter arbejdsskadesikringslovens regler. 1.3 Ankestyrelsens principafgørelser og På baggrund af Højesteretsdommen har Ankestyrelsen den 12. juni 2014 udsendt to principafgørelser og Begge principafgørelser fremhæver Højesterets præmis om, at personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. De slår desuden fast, at det er tilskadekomne, der skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en skade eller en forværring af en kronisk lidelse i et omfang, der i sig selv udgør en personskade. Principafgørelse fastslår, at der er en nedre grænse for, hvornår en personskade kan anerkendes som en arbejdsskade. Tilfælde, hvor den sikrede har pådraget sig et blåt mærke eller tilsvarende bagatelskader, kan ikke anerkendes som arbejdsulykker. Det fremgår også, at forbigående smerter, der går over af sig selv normalt ikke vil opfylde kravene til en personskade i lovens forstand. Det er ikke en betingelse, at skaden skal berettige til ydelser efter loven, for at tilfældet kan anerkendes. Det centrale er, om skaden uanset om der er tale om større eller mindre gener/smerter går i sig selv igen spontant, inden for den normale tidshorisont for den type af skade. I principafgørelse fastslår Ankestyrelsen, at forudbestående sygdomme ikke har betydning for spørgsmålet om anerkendelse af en ulykke, og en forværring af en forudbestående sygdom kan anerkendes. Hvis tilskadekomne har forudbestående gener, kan der opstå akutte forværringer selv ved mindre belastninger. Hændelsen kan således være udløsende i forhold til en forbigående forværring i en allerede svækket legemsdel, alene fordi tilskadekomne havde en forudbestående skade. Hændelsen skal være egnede til at medføre en personskade i lovens forstand. Forbigående forværringer der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i lovens forstand. 2. Arbejdsskadestyrelsens praksis 2.1 Generelt Arbejdsskadestyrelsen fastlægger sin praksis i overensstemmelse med domme og principafgørelser. Højesterets dom og de to principafgørelser har således betydning for vores afgørelser om, hvornår der er tale om en ulykke i arbejdsskadelovens forstand. Det er fortsat et krav, at der er dokumentation for, at det er sket en arbejdsskade, og vi skal fortsat vurdere, om hændelsen er egnet til at medføre den anmeldte skade, og om der er dokumentation for både straks- og brosymptomer. 3

4 Vi kan også stadig anerkende forværring af forudbestående sygdomme. Det er heller ikke en forudsætning for anerkendelse, at der er tale om en skade, der berettiger til ydelser efter loven. Det centrale er i dag, om tilskadekomne på stationærtidspunktet tidspunktet hvor det må antages, at der ikke længere indtræder en væsentlig blivende bedring af tilskadekomnes helbredstilstand fortsat har gener eller smerter efter hændelsen/påvirkningen, og hvis der har været forudbestående sygdom, at hændelsen/påvirkningen har medført en forværring af den forudbestående sygdom. Vi er således nu nødt til mere end før, at se på hvilken anmeldt skade der er tale om, herunder om bagatelgrænsen er opfyldt. Vi skal fortsat indhente alle relevante oplysninger om skadens følger efter hændelsen/påvirkningen, og det indebærer i sager, hvor skaden ikke er stationær, at vi må udsætte sagen til stationærtidspunktet og herefter indhente oplysninger om skadens omfang til brug for vores afgørelse af, om vi kan anerkende eller om vi må afvise sagen. Vi er også nødt til nu mere end før, at se på om der har været behandlinger efter hændelsen/påvirkningen, og hvilke behandlinger der har været tale om. I forhold til genoptagelse skal der sondres mellem genoptagelse på baggrund af vurdering af ikke tidligere anerkendt personskade og genoptagelse på baggrund af senfølger efter anerkendt personskade, se herom i afsnit Sagsoplysning Det er tilskadekomne, der har bevisbyrden for, at der er sket en arbejdsskade. Vi skal imidlertid altid opfylde officialmaksimen. Vi har således en lovbestemt pligt til at indhente nødvendige oplysninger for at sikre, at afgørelserne træffes på et tilstrækkeligt grundlag, og det er altid en konkret vurdering i den enkelte sag, om der foreligger et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag Årsagssammenhæng Vi skal altid vurdere, om en hændelse eller påvirkning er egnet til at medføre en skade. Det vil sige, at vi vurderer, om hændelsen/påvirkningen er egnet til, at den pågældende skade vil opstå i en rask krop. Vi stiller krav om årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og skaden for at kunne anerkende denne som en personskade i lovens forstand. Hvis der er tale om en forbigående skade, som ikke opfylder kravet til personskade, kan vi ikke anerkende skaden uanset at der er årsagssammenhæng mellem påvirkning/hændelse og den forbigående skade. Dette skyldes at der i sådanne tilfælde ikke er tale om en personskade i lovens forstand. Når vi vurderer årsagssammenhængen, forholder vi os til den skade, der er lægeligt dokumenteret i sagen Egen bevægelser Er der tale om en almindelig bevægefunktion/påvirkning for kroppen, som ikke burde kunne overvinde kroppens naturlige styrke (en egen bevægelse ) eller en meget beskeden hændelse/påvirkning, der ikke opfylder kravene til egnethed, vil vi fortsat afvise sagen. Årsagen er, at der ikke er sammenhæng 4

5 mellem den beskrevne hændelse/påvirkning og de anmeldte gener, idet bevægelsen eller påvirkningen ud fra en generel betragtning ikke er tilstrækkelig til at medføre den anmeldte skade. Hvis der i forbindelse med en beskeden belastning alligevel sker en skade, er der en formodning for, at skaden er opstået spontant uden kendt årsag, og at den er indefra kommende. Principafgørelse U-5-05, sag 1: Samlede tomater op fra gulvet og fik smerter i lænderyg afvist Sikrede var ansat som oldfrue på et hotel og kom gående på et af hotellets gange, da hun så to små tomater bag sig tabt på gulvet, hvorefter hun vendte sig hurtigt om og bukkede sig ned for at samle dem op. Sikrede fik herved smerter i lænderyggen. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at sikrede efter det oplyste ikke bar på nogen byrde, da hun bukkede sig for at samle tomaterne op. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var beskrevet en hændelse eller påvirkning, idet sikrede ikke bar på nogen byrde, da hun bukkede sig. Ankestyrelsen fandt herefter, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at sikrede havde været udsat for en ulykke i lovens forstand. Principafgørelse U-5-05, sag 2: Stod på stige og fik et smæld i knæ og fik brusk- og meniskskade i knæet afvist Sikrede var ansat som teatermedarbejder. Hun skulle opsætte stof til udsmykning på en væg. Hun stod i den forbindelse på en stige og mærkede et smæld i højre knæ. Den stige som sikrede stod på, var 1,5 til 1,8 meter høj, og stigen kunne ikke placeres optimalt på grund af en fastmonteret bænk. Sikrede stod øverst på stigen med front ind mod væggen og skulle række 1,2 til 1,5 meter ud til højre, og det var anført, at skaden opstod i forbindelse med den akavede stilling, da knæet blev belastet til det yderste. Der blev efterfølgende konstateret en brusk- og meniskskade. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hændelsen ikke kunne anses at være årsag til brusk- og meniskskaden. I vurderingen indgik, at der ikke var en relevant og tilstrækkelig belastning af knæet, da sikrede alene foretog en bevægelse med kroppen. Det var derfor ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hændelsen havde forårsaget knæskaden Forelæggelse for lægekonsulent Der vil være situationer, hvor der kan være tvivl om, hvorvidt der er tale om en personskade efter arbejdsskadesikringsloven, og hvor vi har brug for vores interne lægekonsulenters vurdering af sagen. Lægekonsulenterne bistår os med rådgivning om de lægelige forhold i sagen, herunder vurdering af årsagssammenhæng mellem en påvirkning/hændelse og den beskrevne skade. Det kan være relevant at spørge ind til årsagssammenhæng i forhold til alle de sygdomme/symptomer, der anføres i sagens akter, men også til hvilken type skade tilskadekomne har pådraget sig som følge af hændelsen/påvirkningen, og om skaden går i sig selv igen uanset behandling inden for den tidshorisont den type skade typisk vil gøre. Dette for at sikre, at lægen forholder sig til hver enkelt diagnose, der er spurgt til, og giver sin vurdering af sagen helt konkret. I andre sager kan det være relevant at spørge lægekonsulenten, om der er tale om en forværring af en kronisk sygdom i et omfang, der i sig selv udgør en personskade. Det vil sige: Er der forskel på tilstanden før hændelsen/påvirkningen, og på tilstanden på stationærtidspunktet efter hændelsen/påvirkningen. 5

6 Derudover kan det være nødvendigt at få vurderet, om der foreligger en akut forbigående forværring i en allerede svækket legemsdel, alene fordi tilskadekomne havde en forudbestående skade, og om der er tale om en forbigående forværring, der ikke kræver behandling (uanset, der er givet behandling), men går over af sig selv Begrundelser I selve afgørelsen skal det konkret anføres, hvilke skader, der kan anerkendes, og hvilke der eventuelt ikke kan anerkendes. Det er af stor betydning for den videre sagsbehandling, at vi er så præcise som muligt. Det er desuden vigtigt, at vi så vidt muligt anerkender den konkrete skadefølge og ikke blot hændelser/skadesmekanismer som for eksempel fald på ryg, vrid i knæ eller slag i nakken. Der kan godt ske anerkendelse af smerter eller andre mere uspecifikke symptomer, når der er tale om en blivende smertetilstand eller anden blivende gene, uden at der kan stilles en mere præcis medicinsk diagnose på stationærtidspunktet. Såfremt det af de lægelige oplysninger desuden fremgår, at der for eksempel er nedsat bevægelighed eller andet objektivt konstaterbart i samme kropsdel, så skal det anføres i afgørelsen, da det støtter op om, at der er tale om varige smerter. Eksempel 1: Løft af 50 kg dæksel og fik lændesmerter anerkendt En jord- og betonarbejder løftede et 50 kilos tung brønddæksel og fik straks smerter i lænderyggen samt nedsat bevægelighed i alle retninger. Ved efterfølgende MR-skanning og røntgen blev der ikke fundet skader i ryggen, og i lægeerklæring I var der stillet diagnosen lændesmerter. Samme diagnose er stillet i speciallægeerklæring på stationærtidspunktet, og der blev ved den objektive undersøgelse fundet nedsat bevægelighed i lænderyggen. Sagen blev anerkendt. Vi vurderede, at løftet på 50 kilo var egnet til at medføre varige lændesmerter. Vi anførte i afgørelsen, at vi var opmærksomme på, at der ikke ved scanning og røntgen var fundet skader i ryggen, men at der foruden rygsmerter også havde været nedsat bevægelighed i ryggen siden hændelsen. Eksempel 2: Fald på skulder og fik skuldersmerter anerkendt En falckredder faldt på vej ud af ambulancen og landede på sin højre skulder på asfalten. Han fik straks smerter i skulderen og det gjorde ondt at bevæge den. Ved efterfølgende MR-skanning blev der ikke fundet skader i skulderen. På stationærtidspunktet havde tilskadekomne fortsat mange gener i skulderen, og i funktionsattesten havde egen læge stillet diagnosen skuldersmerter, og anført, at der ikke havde været udført andre undersøgelser. Tilskadekomne havde forsat daglige smerter i skulderen, nedsat bevægelighed i skulderen i alle retning og der var 2,5 centimeters muskelsvind af skulderen i forhold til den anden skulder. Sagen blev anerkendt. Vi vurderede, at hændelsen, hvor tilskadekomne faldt og landede på sin højre skulder, var egnet til at medføre varige smerter i skulderen. Vi bemærkede i afgørelsen, at vi vurderede, at de aktuelle smerter var forårsaget af faldet, uanset, at der ikke ved MR-scanning var fundet skade i skulderen. Vi fandt, at tilskadekomnes smerter havde været til stede under hele forløbet og at der på stationærtidspunktet fortsat var konstateret bevægeindskrænkning samt muskelsvind i skulderen. 6

7 2.2 Typer af skader I Arbejdsskadestyrelsen behandles en række forskellige typer af skader, hvor højesteretsdommen og principafgørelserne har betydning Klare personskader Der er en række skadestyper som sædvanligvis må anses for personskader i lovens forstand, herunder skader på det hårde væv. Det er skader hvor hændelsen/påvirkningen typisk har medført en umiddelbar strukturel skade/forandring i kroppen og disse typer af skader indebærer oftest en form for behandling - og udgør desuden en række risici for komplikationer og udvikling af forskellige følger på sigt. Ved disse skadestyper er det ikke umiddelbart nødvendigt at afvente et stationærtidspunkt, eller undersøge nærmere om de mere varige følger og behandling af skaden. Det drejer sig for eksempel om påviste: - Brud - Prolapser - Amputationer - Overrivninger/overskæring af sener og muskler - Ledskred - Meniskskader - Korsbåndsskader - Bruskskader - Nervelæsioner Såfremt der ud fra en generel egnethedsbetragtning er årsagssammenhæng mellem en hændelse/påvirkning og en skade af denne type, vil der umiddelbart kunne træffes afgørelse om anerkendelse uanset, om skaden ifølge de lægelige oplysninger må antages at gå over, eller det ender med, at der ikke er gener efter skaden Bagatelskader Ved bagatelskader som for eksempel et blåt mærke eller en hævelse vil der ikke være tale om en personskade i lovens forstand. Dette følger af principafgørelse Eksempel 3: Tab af skærebræt ned på ankel og fik hævelse og blåt mærke afvist En kok skulle flytte et skærebræt på 2 kilo og tabte brættet, der faldt ned og ramte hendes højre ankel. Ifølge lægeerklæring I havde tilskadekomne fået stillet diagnosen hævelse og blåt mærke på højre ankel. Sagen blev afvist. Vi vurderede, at hændelsen var egnet til at medføre hævelse og blåt mærke i højre ankel. Vi lagde dog vægt på, at der var tale om mindre skader, som ville gå over af sig selv uden behandling inden for den tidshorisont den type skade typisk vil gøre. I denne vurdering indgik også, at hændelsen alene var egnet til at medfør forbigående gener i anklen, der ikke krævede behandling. Der var således ikke sket en personskade efter arbejdsskadesikringsloven. 7

8 Eksempel 4: Genstand mod kind og fik ondt i kind afvist En SFO-medhjælper blev ramt på højre kind af en lille gummibold, som blev kastet med stor kraft af en elev fra 2. klasse, der stod cirka 1,5 meter væk. Ifølge lægeerklæring I fik SFO-medhjælperen ondt i kinden, da hun blev ramt, men der havde ikke været et mærke på kinden. Sagen blev afvist. Vi vurderede, at hændelsen var egnet til at medføre forbigående smerter. Vi vurderede, at der er tale om en mindre skade, som vil gå over af sig selv uden behandling. Vi lagde vægt på, at der ikke i de lægelige oplysninger var nogen beskrivelse af et mærke eller sår på kinden. Eksempel 5: Papercut i pegefinger afvist En kontormedarbejder fik et lille snitsår i venstre finger, da hun skulle klipse to papirer sammen. Ifølge lægeerklæring I havde tilskadekomne fået stillet diagnosen lille papercut i venstre pegfinger. Der havde ikke været nogen behandling af skaden, og der var ikke længere smerter eller objektive fund. Sagen blev afvist. Vi vurderede, at der var tale om en mindre skade, som var gået over af sig selv. Bagatelskader kan afgøres på baggrund af oplysninger om hændelsen/påvirkningen og skaden, og skal ikke afvente et eventuelt stationærtidspunkt Skader der skal afdækkes nærmere Herudover er der en lang række skadestyper, der som udgangspunkt ikke kan kategoriseres som bagatelskader og ej heller klare personskader. Det kan for eksempel være forvridning, forstuvning, læsion, kvæstelse, fibersprængning, hjernerystelse, sår eller psykiske gener og hvor hændelsen/påvirkningen er egnet til at medføre skaden, men der er mulighed for, at skaden vil bedres spontant. I denne type sager vil det derfor ofte være nødvendigt at udsætte sagen og afvente et stationærtidspunkt, så det kan vurderes, om der alene er tale om forbigående smerter/gener, der også uden behandling ville gå over af sig selv inden for normal tidshorisont. Eksempel 6: Fald fra stige og forstuvede hånd, ikke stationær udsat En elektriker var i færd med at montere en stikdåse, mens han stod på en stige. Da han trykkede med boremaskinen, røg stigen væk under ham, og han faldt ned og landede på højre hånd. Der var i lægeerklæring I (udarbejdet 1 måned efter hændelsen) stillet diagnosen forstuvet højre hånd, og egen læge mente ikke, at der ville være varige følger, ligesom tilskadekomne ikke var blevet behandlet. Imidlertid fremgik det også, at tilskadekomne fortsat havde smerter og let nedsat bevægelighed i håndleddet. Sagen blev udsat. Vi vurderede, at der var årsagssammenhæng mellem at falde ned på gulv fra stige, tage fra med højre hånd og forstuve håndleddet. Vi udsatte derfor sagen til stationærtidspunktet og skal herefter undersøge, om smerterne/generne har været forbigående, eller om der fortsat resterer smerter/gener, for i så fald kan sagen anerkendes. Eksempel 7: Vrikkede om på fod, uden gener på stationærtidspunktet afvist En håndboldspiller vrikkede om på sin venstre fod i forbindelse med en finte i en kamp, og fik straks smerter og kunne ikke støtte på foden. På stationærtidspunktet var tilskadekomne helt fri for gener og smerter i foden, og der havde ikke været udført behandlinger. 8

9 Sagen blev afvist. Vi vurderede, at den beskrevne hændelse var egnet til at forårsage den anmeldte skade i form af forstuvet fod. Vi lagde imidlertid vægt på, at alle generne efter skaden var gået i sig selv spontant, uden behandling. Der havde således været tale om forbigående smerter uden ret til ydelser efter loven, og efter principafgørelse var der således ikke tale om en personskade i lovens forstand. Eksempel 8: Trådte forkert og forstuvede ankel, fortsat gener på stationærtidspunktet anerkendt Et bud fra et transportfirma overså sidste trappetrin, og trådte forkert, hvorved han forstuvede højre ankel. Han fik straks smerter og kraftig hævelse. På stationærtidspunktet havde tilskadekomne stadig smerter ved gangbelastning. Ved røntgen og scanning blev der ikke konstateret nogen skade. Sagen blev anerkendt. Vi vurderede, at den beskrevne hændelse var egnet til at medføre en forstuvning, og vi lagde vægt på, at der var sket en varig skade, idet tilskadekomne på stationærtidspunktet fortsat havde smerter ved almindelig gang, samt at der ikke tidligere havde været gener fra højre ankel. Vi skal dog altid være opmærksomme på, om der er tale om en beskeden hændelse eller påvirkning, og om årsagen til de fortsatte gener i stedet skal findes i indefra kommende forhold, eller om der eventuelt mangler brosymptomer fra skaden til den nuværende tilstand. I nogle sager vil lægekonsulenten kunne inddrages i vurderingen og udtale sig om, hvilken skade, der vurderes at være tale om og om typen af skade vil gå i sig selv uanset behandling, inden for den tidshorisont denne type skade typisk vil gøre. 2.3 Behandlinger Principafgørelse slår fast, at forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, normalt ikke vil være en personskade i lovens forstand. I vores vurdering af om behandlingen uanset hvilken type har været nødvendig for, at smerterne/generne er gået i sig selv ved stationærtidspunktet, vil det være et kriterium om behandlingen har haft en lindrende eller helbredende effekt på skaden. Det forhold at tilskadekomne har modtaget for eksempel fysioterapibehandlinger vil således være uden betydning, hvis det konkret vurderes, at generne ville forsvinde inden for kortere tid uanset behandlingerne. Det er også et kriterium, at behandlingen er givet som følge af arbejdsskaden og ikke på grund af forudbestående eller konkurrerende gener. Hvis der ydes behandling for skader, hvor behandlingen ikke har nogen relevant effekt, vil der ikke være tale om en personskade i lovens forstand. Vi kan inddrage lægekonsulenterne i vurderingen af, om behandlingens effekt har haft betydning for skadens udvikling. Som udgangspunkt vil behandlingsformer i form af gips og Don Joy skinner have en helbredende effekt på skaden, idet de betragtes som ikke-operationelle indgreb, der sidestilles med behandling. Men det er altid en konkret vurdering i den enkelte sag og kan afklares med vores lægekonsulenter. Eksempel 9: Klemt pegefinger, fik fysioterapeutbehandlinger afvist En smed klemte sin højre pegefinger i en maskine. Ifølge lægeerklæring I (udfærdiget en uge efter hændelsen) var diagnosen klemskade højre pegefinger, og tilskadekomne klagede over let ømhed i 9

10 fingeren, men der blev ikke fundet objektive forandringer efter hændelsen. Kort efter hændelsen fik tilskadekomne 2 fysioterapeutbehandlinger i fingeren. Sagen blev afvist. Vi vurderede, at hændelsen var egnet til at give ømhed i pegefingeren. Vi vurderede imidlertid også, at der var tale om en skade, der ville gå i sig selv igen uanset behandling, inden for den tidshorisont den type skade typisk vil gøre. Uanset at skaden vil bedres (hurtigere) af fysioterapi, var fysioterapibehandling ikke afgørende for helbredelse, da smerterne ville gå over af sig selv, og som sådan ikke krævede behandling. Vi lagde vægt på, at forbigående smerter, der ikke kræver behandling men går over af sig selv, normalt ikke vil være en personskade i arbejdsskadelovens forstand. Det er altid en konkret vurdering i den enkelte sag, om vi skal indhente oplysninger vedrørende de behandlinger tilskadekomne har fået. Som anført i ovenstående eksempel er det ikke altid relevant at indhente oplysninger om behandlingerne, idet skadens karakter har et sådant beskedent omfang, at behandlingerne ikke er afgørende for helbredelse. Eksempel 10: Smæld i skulderen, modtog fysioterapi- og kiropraktorbehandlinger anerkendt En plejerarbejder skulle løfte en person fra en seng over i en kørestol. Borgeren vejede cirka 95 kilo, og kunne ikke hjælpe til. Borgeren lå i sengen og skulle vendes over på den ene side, så et liftsejl kunne blive lagt under vedkommende. For at kunne vende borgeren, skulle denne løftes lidt og derefter skubbes om på siden. En kollega skulle så holde borgeren liggende på siden, mens plejearbejderen skulle lægge sejlet ind under borgeren. Da plejearbejderen løftede og samtidigt vendte borgeren, mærkede hun et smæld i sin venstre skulder med efterfølgende smerter. Der var ikke ved de lægelige undersøgelser i form af både røntgen og ultralyd påvist nogen skader i skulderen. Tilskadekomne havde modtaget både fysioterapi- og kiropraktorbehandlinger efter hændelsen, og smerterne var forsvundet på stationærtidspunktet. Sagen blev anerkendt. Vi vurderede, at tilskadekomne havde udført kraftfuldt plejearbejde, og at der skete en pludselig overbelastning af skulderen ved løftet. Hændelsen var således egnet til at medføre smerter i skulderen. Vi vurderede, at der var påvist en personskade, idet vi blandt andet lagde vægt på, at tilskadekomne havde modtaget fysioterapi- og kiropraktorbehandlinger, som havde været relevante for, at skaden var gået i sig selv på stationærtidspunktet Invasive behandlinger Ankestyrelsen har i principafgørelse vurderet, at der er tale om en behandling, hvis en læge foretager for eksempel et stik med en nål eller udtager en splint fra et øje. Der er efter en lægelig vurdering tale om et indgreb med en deraf følgende risiko for komplikation. Uanset, at der ikke måtte være vedvarende gener som følge af indgrebet, vurderer Ankestyrelsen, at en sådan behandling medfører, at personskadebegrebet er opfyldt. Hvis der tillige er årsagssammenhæng mellem skaden og hændelsen/påvirkningen, vil det derfor være godtgjort, at der er tale om en personskade, der kan anerkendes efter loven. Derudover skal behandlingen være givet som følge af arbejdsskaden, og ikke for eksempel en forudbestående eller konkurrerende skade. Principafgørelse 33-14, sag 1: Knæskade behandlet med tømning af blodsamling anerkendt Sikrede gik baglæns og trådte ned i en kloak og fik et traume mod låret. 10

11 Ankestyrelsen fandt, at hændelsen var egnet til at medføre en blodansamling. De lagde også vægt på, at sikrede efterfølgende var ved lægen, hvor sikrede fik udtømt 40 ml fra blodansamlingen. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at den behandling sikrede blev underlagt, indebar en risiko for en komplikation, og at sikrede, uanset at der ikke var tale om vedvarende gener, havde godtgjort, at han havde fået en arbejdsskade. Ankestyrelsen fandt således, at den blodansamling der var opstået i venstre knæ, efter sikrede var trådt forkert ned i en kloak, var en arbejdsskade. Eksempel 11: Slag mod hovedet, sår på næsen anerkendt En jurist faldt over en bunke sagsmapper ved sit bord, og slog sit hoved mod kanten af bordet, og fik herved et sår på næsen, som ifølge skadestuejournalen blev syet med 2 sting. Sagen blev anerkendt. Vi vurderede, at den beskrevne hændelse var egnet til at forårsage den anmeldte skade i form af et sår på næsen, idet tilskadekomne ved faldet slog sin næse mod en bordkant. Vi lagde også vægt på, at eftersom tilskadekomne havde gennemgået et lægeligt indgreb i form af syning af næsen, og eftersom der var årsagssammenhæng mellem hændelsen og skaden, var der tale om en personskade. 2.4 Forskellige sagstyper I Arbejdsskadestyrelsen forekommer en række forskellige situationer i forbindelse med sagsbehandlingen, hvor dommen og principafgørelserne har betydning Skader, hvor der er en forventning om, at tilstanden bedres Personskadebegrebet efter arbejdsskadesikringsloven medfører, at vi ikke kan træffe afgørelse om at anerkende en skade, der fortsat kan bedres spontant. Vi har tidligere truffet mange afgørelser, hvor vi på få oplysninger afsluttede sagen med anerkendelse og intet mén og intet erhvervsevnetab. Disse afgørelser blev anerkendt og afsluttet med henvisning til, at der var sket en beskeden skade som følge af en given hændelse/påvirkning, men at skaden var begrænset og måtte forventes at gå over igen. I disse situationer må vi nu i stedet oftest udsætte sagen og afvente, om tilstanden bedres spontant. Det gælder imidlertid kun i de tilfælde, hvor der ikke er tale om de mere klare personskader som er beskrevet i afsnit Et konstateret brud på en ringfinger, der forventes at gå over, vil således fortsat kunne anerkendes. Omvendt kan en behandling efter skaden medføre, at en mindre skade kan anerkendes og afsluttes på baggrund af få oplysninger. Eksempel 12: Stikskade og efterfølgende indsprøjtning mod Hepatitis(invasiv behandling) anerkendt En læge gav en indsprøjtning til en patient, og lige efter vendte patienten sig hurtigt om, så lægen kom til at stikke sig selv i venstre tommelfinger med samme kanyle, og der kom blod. Patienten havde hepatitis. Lægen tog samme dag til sygehuset og fik en stivkrampe vaccination og en Hepatitis Booster. Sagen blev anerkendt. Vi vurderede, at skaden i form af stik i venstre tommelfinger var forårsaget af, at patienten vendte sig hurtigt om, så sprøjten ramte lægens tommelfinger. Vi lagde endvidere vægt på, at lægen samme dag fik en stivkrampe vaccination og en Hepatitis Booster. Der var således tale om et behandlende indgreb med en deraf følgende risiko for komplikation. Uanset, at der ikke måtte være 11

12 vedvarende gener som følge af indgrebet, vurderede vi, at en sådan behandling medførte, at personskadebegrebet var opfyldt Betydningen af at tilskadekomne ikke medvirker ved undersøgelsen af sagen Hvis tilskadekomne ikke svarer på vores henvendelser om vedkommendes helbredsmæssige forhold, vil vi ofte skulle afvise sagen, da vi typisk ikke vil kunne vurdere omfanget af personskaden, på det foreliggende grundlag. Her kan tilskadekomnes manglende medvirken således få processuel skadevirkning, da det kan være usikkert, hvilken personskade der er tale om. Eksempel 13: Snit i pegefinger afvist En køkkenmedhjælper snittede salat med en kniv i højre hånd og skar sig i venstre langefinger. Det var oplyst i anmeldelsen, at hun skar igennem sin negl på venstre langfinger. Tilskadekomne havde ikke svaret på vores ønske om lægeerklæring I, og der var ingen lægelige oplysninger om skaden. Sagen blev afvist. Vi vurderede, at der ikke var lægelig dokumentation for omfanget af skaden. Vi var opmærksomme på, at der var sket en skade på venstre langfingers negl, men vi havde ikke lægelige oplysninger om, hvor på neglen køkkenmedhjælperen skar sig, og hvor meget hun havde skåret igennem neglen. Når vi ikke modtager svar på lægeerklæring 1, funktionsattester og spørgeskema om skadens følger, har dette betydning for sandsynliggørelsen af skadens omfang, og vores formodning er herefter, at der har været tale om forbigående smerter, der ikke kræver behandling, og dermed ikke en personskade i arbejdsskadelovgivningens forstand. Der er dog altid tale om en konkret vurdering, om vi kan anerkende sagen på de foreligge oplysninger. Hvis der er tale om en af de mere klare personskader - som for eksempel et brud på højre lillefinger, bekræftet og dokumenteret af arbejdsgivers anmeldelse, kan vi fortsat anerkende uden lægeerklæring I. Eksempel 14: Faldt og brækkede tommelfingerens grundled anerkendt En tømrer faldt i noget is på en byggeplads og brækkede sin højre tommelfingers grundled. Hændelsen var anmeldt af arbejdsgiver dagen efter hændelsen. Vi modtog en lægeerklæring I, hvoraf diagnosen fremgik, og det fremgik også, at fingeren var røntgenfotograferet, og behandlet med gips. Vi havde bedt tilskadekomne indsende en funktionsattest til brug for vores vurdering af det varige mén, men tilskadekomne svarede ikke trods rykkerskrivelse. Sagen blev anerkendt. Vi vurderede, at hændelsen var egnet til at medføre brud i tommelfingerens grundled, skaden var bekræftet af arbejdsgiver, og dokumenteret i lægeerklæring I, og det var en klar personskade. Vi traf derfor afgørelse om, at vi kunne anerkende bruddet i højre tommelfingers grundled efter faldet. Vi traf også afgørelse om, at der hverken var dokumentation for et varigt mén eller et tab af erhvervsevne efter arbejdsskaden Delvise anerkendelser 12

13 Forud for højesteretsdommen og principafgørelserne har vi ofte indfortolket diagnoser og anerkendt det mindre i det mere eksempelvis har vi anerkendt smerter i albue, i stedet for en tennisalbue, hvis hændelsen alene var egnet til at medføre smerter i albuen. I disse tilfælde er der ofte tale om personskader, der bedres spontant. Her kan der således være tale om en bagatelskade, eller forbigående smerter der går over af sig selv uden behandling, og som derfor ikke kan anerkendes i dag. Vi kan fortsat træffe afgørelse om en delvis anerkendelse, hvis der er en klar personskade, der kan anerkendes (eller en skade, der ikke ville bedres spontant uanset behandling). I disse tilfælde vil vi afgrænse skaden og afvise eventuelle andre diagnoser/gener, der ikke kan tilskrives hændelsen for eksempel på grund af manglende egnethed eller manglende tidsmæssig sammenhæng eller fordi, der ikke er tale om en personskade i lovens forstand. Eksempel 15: Faldt og brækkede albue og fik lille hudafskrabning og blåt mærke på knæ delvis anerkendt En gymnastiklærer faldt i en idrætstime over en elev fra 0. klasse, og landede uheldigt og brækkede højre albue, samt fik blåt mærke og lille hudafskrabning på højre knæ. Læreren kom samme dag på skadestue, hvor han alene blev behandlet med gips på armen. Sagen blev delvis anerkendt. Vi vurderede, at hændelsen var egnet til at medføre både brud på højre albue og blåt mærke samt lille hudafskrabning på højre knæ. Vi kunne anerkende bruddet på højre albue, da der var tale om en strukturel skade. Vi kunne ikke anerkende det blå mærke og ej heller det lille hudafskrabning på højre knæ. Årsagen var, at der er tale om skader af forbigående karakter, der vil bedres spontant inden for den normale tidshorisont for disse typer af skader, og som ikke krævede behandling. Vi har også lagt vægt på, at personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter/gener, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand. I denne sag traf vi derfor afgørelse om delvis anerkendelse af de anmeldte skader. 3. Forudbestående sygdom/gener I principafgørelse fastslår Ankestyrelsen, at forudbestående sygdomme ikke har betydning for spørgsmålet om anerkendelse af en ulykke. Principafgørelsen medfører, at vi derfor fortsat kan anerkende forværring af forudbestående smerter/gener, så længe der er dokumentation for, at der er tale om en egnet hændelse, og at der er en forværring af smerterne/generne. Det er ikke et krav, at den nye hændelse medfører ret til for eksempel yderligere 5 procent i mén efter den nye skade. Ved vurderingen indgår i stedet en betragtning om, hvorvidt der er forskel på generne før hændelsen/påvirkningen og på stationærtidspunktet efter hændelsen/påvirkningen. Hvis symptomerne før skaden svarer til symptomerne på stationærtidspunktet efter skaden og der ikke har været relevant behandling, foreligger der ikke en personskade i lovens forstand. 13

14 Såfremt hændelsen/påvirkningen alene har været udløsende i forhold til en forbigående forværring i en allerede svækket legemsdel, fordi der var en forudbestående sygdom, er der ikke en personskade der kan anerkendes efter loven. Det svarer til situationen i Højesterets dom. Der skal isoleret set dokumenteres en forværring af de forudbestående gener og være tale om en klinisk forværring med en ny varig skade. Principafgørelse 36-14, sag 2: Skubbede en pumpe og fik rygsmerter, forudbestående kronisk dårlig ryg afvist Sikrede skubbede den 6. november 2012 en pumpe på 4 hjul med en vægt på cirka 145 kilo, og fik ondt i ryggen. Sikrede havde forud for hændelsen rygsmerter, som var opstået efter en arbejdsskade i 2010 og som vedkommende havde fået 12 procent i mén for. (Arbejdsskadestyrelsens 01-sag). Ankestyrelsen lagde vægt på, at skubbet af en tung pumpe på hjul havde medført en beskeden belastning af sikredes ryg. De lagde videre vægt på, at der ikke var sket en klinisk forværring af sikredes tilstand i ryggen. Ankestyrelsen vurderede, at sikrede havde en kronisk dårlig ryg, og at der derfor kunne opstå akutte forværringer selv ved mindre belastninger. Hændelsen havde således været udløsende i forhold til en forbigående forværring i en allerede svækket legemsdel, fordi sikrede havde en forudbestående skade i ryggen. Eksempel 16: Løftede og trak kasser med ringbind og fik skuldersmerter afvist En salgsassistent i en større boghandel brugte en time på at løfte og trække i kasser indeholdende ringbind, der skulle på plads på lageret. Kasserne vejede 3 til 5 kg, og hun fik kort efter påvirkningen samme dag smerter i højre skulder. Ifølge journaloplysninger fra egen læge var tilskadekomne kendt med slidgigt i begge skuldre. Sagen blev afvist. Vi vurderede, at den beskrevne påvirkning, hvor tilskadekomne løftede og trak flere gange i kasser med ringbind ikke var egnet til at medføre den anmeldte skade. Vi lagde vægt på, at den påvirkning tilskadekomne havde været udsat for havde været så beskeden, at den ikke var egnet til at medføre en behandlingskrævende eller egentlig skade. I vores vurdering indgik også, at når der ved sådanne belastninger alligevel skete en skade, var der en formodning for, at skaden var opstået spontant, uden kendt årsag og var indefra kommende. Vi lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik, at tilskadekomne havde slidgigt i skulderen. Sager, der minder om Højesteretsdommen hvor der er forudbestående sygdomme/gener og hvor hændelse/påvirkning er beskeden vil blive afvist under henvisning til, at der ikke er sket en forværring, der i sig selv udgør en personskade. 4. Genoptagelse Det sker, at tilskadekomne længe efter en skade får stillet en ny diagnose eller mod forventning fortsat har gener/smerter, som kan have sammenhæng med arbejdsskaden. I disse situationer vil det være nødvendigt at genoptage sagen og få afklaret om der både er årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og skaden, om der er dokumentation for brosymptomer, og om personskadebegrebet er opfyldt. I forhold til genoptagelse skal der sondres mellem: 14

15 genoptagelse på baggrund af vurdering af ikke tidligere anerkendt personskade genoptagelse på baggrund af ikke tidligere vurderet skade genoptagelse på baggrund af senfølger efter anerkendt personskade. For så vidt angår genoptagelse på baggrund af ikke tidligere anerkendt personskade vil vi skulle genoptage anerkendelsesspørgsmålet, inden vi ser på ménet. Det kan for eksempel være tilfældet hvis tilskadekomne har fået anerkendt håndledsbrud og samtidigt fået afvist forbigående smerter i skulderen, og der nu er bedt om genoptagelse på grund af varige smerter i skulderen. Genoptagelse sker på baggrund af arbejdsskadesikringslovens 41, da vi tidligere har taget stilling til, at skulderskaden ikke kunne anerkendes, da der ikke var tale om en personskade i lovens forstand. Har vi kun taget stilling til håndledsbruddet i vores oprindelige afgørelse om anerkendelse, og anmodes der nu om genoptagelse fordi der også er skuldergener efter hændelsen/påvirkningen, er situationen en anden. Her skal vi tage stilling til genoptagelse af anerkendelsesspørgsmålet ud fra forvaltningsretlige principper, da der ikke er hjemmel i arbejdsskadesikringslovens 41 til at genoptage allerede anerkendte afgørelser. Såfremt der er tale om en senfølge i en allerede anerkendt sag, for eksempel hvis håndledsbruddet har resulteret i overbelastning af albue, så vil vi skulle se på denne årsagssammenhæng under genoptagelse af det varige mén, jf. arbejdsskadesikringslovens 42 stk. 1. Ved genoptagelse af anerkendelsesspørgsmålet skal tilskadekomne godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en skade eller en forværring af en kronisk lidelse i et omfang, der i sig selv udgør en personskade. Ved genoptagelse af ménet finder arbejdsskadesikringslovens 12 anvendelse. 15