Allāh siger i Koranen:

Transkript

1 1 اخلطبة األوىل ا ل م د هلل ال ذ ي ز ي ن الن ب ي ي ب ب ي ب و ال م ص ط فى و م ن ع ل ى ال م ؤ م ن ي ب ن ب ي و ال م ج ت ب. و الص ال ة و الس ال م ع ل ى س ي د ن ا و م و ال ن ا م م د خ ا ت الن ب ي ي س ي د ال م ر س ل ي و أ ص ح اب و ال م ط ه ر ي ن و م ن ات ب ع ه م ب إ ح س ان إ ىل ي و م الد ي ن. ش ف ي ع ال م ذ ن ب ي و ع لى أل و الط ي ب ي أ م ا ب ع د ف أ ع و ذ ب اهلل م ن الش ي ط ان الر ج ي م ب س م اهلل الر ح ن الر ح ي م. ق ال اهلل س ب ح ان و و ت ع اىل ال ك ري : الق ر آن Allāh siger i Koranen:»Og lad der være en gruppe blandt jer, der inviterer til godhed, og påbyder det gode og forbyder det onde, og dé er de succesfulde«(āl Imrān, 3:104). I dette vers gør Allāh det obligatorisk for muslimer at fremme godhed og forhindre og bekæmpe ondskab. Det er således en kollektiv forpligtelse (farḍ kifāya) for det muslimske folk, at der altid skal være nogle, der utrætteligt arbejder for godheden; og er der ingen, så begår alle synd. Og hvis der et sted kun er en person, der har viden nok til at kunne bekæmpe ondskab, så bliver det personligt obligatorisk (farḍ ayn) for ham at bekæmpe ondskab. Dette er en forpligtelse og en storslået handling, der beskytter et folk, fra satanens såvel som menneskets egen ondskab. Det er noget Allāh elsker og lovpriser. Således har Allāh sagt i Koranen:... اآلية»I er det bedste folk, der er blevet bragt frem for menneskeheden. I påbyder det gode og forbyder det onde, og I tror på Allāh«(Āl Imrān, 3:110).

2 2 I dette vers lovpriser Allāh muslimerne og fortæller os at en af årsagerne til at vi er det bedste af alle folk, der nogensinde er blevet frembragt, det er at vi opfordrer til det gode og fremmer det gode, mens vi forhindrer og bekæmper ondskab. Og hvad sker der, når et folk holder op med at fuldbyrde denne forpligtelse? Allāh siger i Koranen:»Dem fra Banī Isrā īl der begik vantro blev forbandet på Dāwūd og Īsā bin Maryams tunger. Det var fordi de begik ulydighed og plejede at overtræde grænserne. De plejede ikke at forhindre hinanden fra det onde, som de udførte. I sandhed, ondt er hvad de plejede at gøre«(al-mā idah, 5:78-79). De blev forbandet af deres profeter. Og hvad er årsagen til at de nåede den grad af ulydighed og oprør mod Allāh at de endte med at begå kufr og blev forbandet af deres profeter? Allāh forklarer, at det var fordi de begik ulydighed og begyndte vedvarende at overtræde Allāhs grænser, uden at forhindre eller forbyde hinanden ondskab. وعن أيب سعيد اخلدري قال: قال رسول اهلل م ن : ر أى م ن ك م م ن ك را ف ل ي غ ي ر ه ب ي د ه ف إ ن ل ي س ت ط ع ف ب ل س ان و ف إ ن ل ي س ت ط ع ف ب ق ل ب و و ذل ك أ ض ع ف اإل ي ا ن. رواه اإلمام مسلم كتاب اإل يان وأبو داود والرتمذي والنسائي وأحد. Det er berettet fra Sayyidunā Abū Sa īd al-khudrī at Profeten Muḥammad sagde:»den af jer der ser noget ondt, så lad ham ændre det med sin hånd, og hvis han ikke kan, så med sin tunge, og kan han heller ikke det, så med sit hjerte, og dét er den svageste grad af tro (īmān)«(imam Muslim, al-jāmi al-ṣaḥīḥ) ن ب ال م ع ر و ف و ل ت ن ه ون ع ن ال م ن ك ر أ و ل ي و ش ك ن و ع ن ح ذ ي ف ة أن الن ب ق ال : وال ذ ي ن ف س ي ب ي د ه! ل ت أ م ر من ع ند ه ث ل ت دع ن و ف ال ي س ت ج ي ب ل ك م! رواه اإلمام أحد والرتمذي والبيهقي... ي ب ع ث عل ي ك م ع قابا ن أ اهلل Det er berettet fra Ḥudhayfāh at Profeten sagde:»ved Ham, i hvis Hånd min sjæl er! Bliv ved med at tilskynde det gode, og bliv ved med at forbyde det onde! Ellers vil Allāh meget snart nedsende Sin straf ned over jer. Så vil I påkalde Ham, men Han vil ikke svare jer!«(imam Aḥmad, al-tirmidhī, al-bayhaqī og andre )

3 3 Subḥāna Llāh! Han er al-ṣādiq. Han er al-amīn. Han er Den Sandfærdige! Jeg bevidner at Profeten Muḥammad taler sandt. Det gør vi alle herinde. Ingen af os kan have īmān, hvis han for selv et kort øjeblik betvivler Profeten Muḥammads sandhed! Så bemærk hvordan Profeten Muḥammad starter med at sværge ved Allāh! Og sikken éd! Ud af alt i hele skabelsen er Profeten Muḥammads sjæl den mest ophøjede af alle Allāhs skabninger. Hans liv er den Allāh har sværget ved i Koranen. Hans sjæl er den, der er Allāh mest elsket! Så ved det, som er Allāh mest elsket, sværger Allāhs elskede, før han overbringer os denne advarsel! Så lad det være klart: Det er en meget alvorlig advarsel. For når Han bruger så store ord, så er det uden tvivl en stor sag. Når han fremhæver noget, så er der uden tvivl en grund til det. Så ve den person, der ruinerer sig selv, ved at ignorere disse ord. Der er kun ruin for den, der ser bort fra Mesterens ord! Der er kun ødelæggelse, for den, der ikke tager sig i agt. Og hvad sagde vores Mester? Han sagde: Lata murunna bi l-ma rūf! Dette er en særdeles kraftig form for imperativ befaling. Der kan ikke være nogen tvivl om, at denne befaling ikke bare er en sunnah. Det er ikke bare en wajib. Det er ikke bare en farḍ. Nej, dette er en så essentiel og vigtig befaling, at hele vores skæbne kan afhænge af den! Så derfor: Bliv ved med at påbyde det gode! Bliv ved med at forbyde det onde! Kæmp for disse ting! Oprethold det som er ret! Bekæmp det som er slet. Og hvad hvis vi ikke gør det? Hvad er konsekvenserne for at undlade det? Må vi være ofret for hans skyld! Fidāka Abī wa Ummī yā Rasūla Llāh! Allāh kaldte ham»en nåde til alle verdenerne«, og hans nåde og barmhjertighed er hævet over enhver tvivl. Allāh bevidner den i Koranen:»Et sendebud er kommet til jer, fra blandt jeres egne. Det er ham nært, det, som bekymrer jer; han er medfølende over for jer, nådefuld, særdeles barmhjertig overfor de troende«(al-tawbah, 9:128). Men selv denne særdeles barmhjertige nåde fra Allāh, denne medfølende profet, for hvem det er nært, alt det, som bekymrer os Han, som er den mest nådefulde af alle væsener i hele skabelsen, selv han advarer os. At hvis ikke I etablerer godhed og retskaffenhed på jorden. Hvis ikke I kæmper for godhed, så vil Allāh meget snart nedsende en straf ned over jer, og Allāhs

4 4 utilfredshed vil være så stor, at I vil påkalde Ham. I vil tigge og bede. Men Han vil ikke acceptere. Han vil ikke høre. Han vil ikke svare. Oh muslimer. I ved alle, at hvis ikke Allāh hjælper os, hvis ikke Han hører vores kald, hvis ikke vi henvender os til Ham, så har vi ingen anden. Der er ingen anden gud, undtagen Allāh. Der er ingen anden Skaber, undtagen Allāh. Der er ingen der kan redde os, undtagen Allāh. Så hvis Han afviser os, hvad skal vi så gøre? Hvor skal vi gå hen? Hele jorden er Hans. Hvor skal vi skjule os? Han ser alt Kan I ikke se hvor håbløst det er, at gøre oprør mod Ham? Mange af os tænker at fordi vi ikke selv er fuldkomne, og fordi vi selv har fejl og mangler, som andre folk kan påpege, derfor så holder vi os fra at påpege andres synder og rådgive dem, på den bedste måde. Vi undlader at fremme godhed. Vi ignorer de synder vi ser vore brødre og søstre begå. Vi ser dem, langsomt, men sikkert, ruinere sig selv. Og vi gør intet. Vi er bange for hvad de vil sige om os. Hvor mange fejl og mangler de skal påpege hos os. Så vi tier. Men det må vi ikke. ع ت سع يد اخل د ر ي ي قو ل: س ع ن أ يب ال م ن ك ر أ ن ت نك ر ه ف إذ ا ل قن اهلل ع بدا ر س و ل اهلل ي قو ل: إ ن ح جت و ق ا ل: ي ا ر ب ر جوت اهلل ل ي سأ ل ال ع ب د ي و م الق ي ا م ة ح ت ي ق و ل: ن الن ا س... رواه ابن ماجة. ك وف ر ق ت م ك ع م ا من ت ر أ ي ذ إ Fra Abū Sa īd al-khudrī at han sagde: Jeg hørte Allāhs Sendebud sige:»på dommedagen vil Allāh i sandhed udspørge en mand, indtil Han vil spørge: Når du så en ondskab, hvad forhindrede dig så i at fordømme den? Allāh vil inspirere manden hans undskyldning, og han vil sige: Oh min Herre, jeg havde håb til Dig [om nåde] og jeg var bange for folk «I en anden beretning tilføjes at Allāh dernæst vil sige:»jeg havde større ret til at du skulle frygte mig «Kære brødre og søstre, vi bliver udspurgt på dommedagen og vi bliver stillet til ansvar. Og der kan ikke være nogen tvivl, om at Allāh har større ret til at vi skal frygte Ham og Hans utilfredshed, end at vi skal frygte hvad folk skal tænke eller sige om os. Hvis vi ikke reagerer på synder eller ondskab som bliver begået af vore egne brødre og søstre, så inviterer vi vores ruin, ligesom folk før os gjorde.

5 5 ع ن ع ب د اهلل اب ن م س ع و د ق ال : ق ال ر س و ل اهلل ل م ا : و ق ع ت ب ن و إ س ر ائ ي ل ال م ع اص ي ن ه ت ه م ع ل م ائ ه م ف ل م ي ن ت ه وا ف ج ال س ه م م ال س ه م و آك ل وى م و ش ار ب وى م ف ض ر ب اهلل ق ل وب ب ع ض ه م ب ب ع ض و ل ع ن ه م ع ل ى ل س ان د او د و ع ي س ى ابن م ر ي ذل ك ب ا ع ص و ا و ك ان وا ي ع ت د و ن ف ج ل س ر س ول اهلل و ك ان م ت ك أ ف ق ال : ال و ال ذ ي ن ف س ي ب ي د ه ح ت ت أ ط ر وى م ع ل ى ا ل ق أ ط را. رواه الرتمذي. Fra Abdullāh bin Mas ūd, som sagde: Allāhs Sendebud sagde:»da Banū Isrā īl begyndte at begå synder, forbød deres lærde dem [at synde], men de afstod ikke [fra synder]. Alligevel satte de [lærde] sig med dem i deres forsamlinger, spiste med dem og drak med dem. Da det kom til dette, slog Allāh deres hjerter sammen. Så blev de forbandet af Dāwūd og Īsā ibn Maryams tunger, fordi de begik ulydighed og plejede at overtræde grænser.«på dette tidspunkt satte Allāhs Sendebud sig op, efter at have været lænet tilbage tidligere. Derpå sagde han :»Nej! Ved Ham i hvis Hånd min sjæl er, der er ingen anden udvej for jer, end at overtale dem til godhed«(al-tirmidhī). Når folk begår synder og uislamiske handlinger foran andre, så er det ikke en privat sag. Det er samfundets sag. Det er muslimernes sag. For hvis ikke handlingen bliver forhindret eller bremset, så vil den sprede sig. Og dette vil sprede korruptionen til hele samfundet, sådan som vi kan se i dag. Den slags starter altid i det små, indtil man ser at det er blevet almindeligt blandt folk. Dette er hvad Koranen lærer os og Profeten Muḥammad har lært os. Dette er hvad der skete med Banī Isrā īl. Koranen nævner ikke dette blot for at kritisere dem men for at lære os en lektion. Profeten Muḥammad lagde ikke så meget vægt på dette, uden grund. Så forstå det og tag det til jer. Profeten sagde at religionen er god rådgivning (naṣīḥa). Og dette er hvad jeg har gengivet for jer. ب ار ك اهلل ل ن ا و ل ك م الق ر آن الع ظ ي م و ن ف ع ن ا و إ ي اك م ب آي ات و و الذ ك ر ا ل ك ي م إ ن و ت ع اىل ج و اد ك ر ي م ل ك ب ر ر ؤ و ف ر ح ي م. سائ ر ل و ل ك م ول أ ق و ل ق ول ىذا وأ ست غف ر اهلل م ؤم ن ي ال و ال م ؤم ن ا ت إ ن و ى و الغ ف و ر الر ح ي م.

6 6 اخلطبة الثانية ا ل م د هلل ن م د ه و ن س ت ع ي ن و و ن س ت غ ف ر ه و ن ؤ م ن ب و و ن ت و ك ل ع ل ي و و ن ع و ذ ب اهلل م ن ش ر و ر أ ن ف س ن ا و م ن س ي ئ ا ت أ ع م ال ن ا م ن ي ه د ه اهلل ف ال م ض ل ل و و م ن ي ض ل ل و ف ال ى اد ي ل و. و ن ش ه د أال إلو إال اهلل و ح د ه ال ش ر ي ك ل و و ال ح د ل و و ال ض د س ي د ن ا و م و ال ن ا م م دا ع ب د ه و ر س و ل و ع ل ي و أ ف ض ل الص ال ة و الت س ل ي م. ل و و ال ن د ل و و ال م ث ل ل و و ن ش ه د أ ن De lærde har forklaret at tilskyndelse af godhed og bekæmpelse af ondskab er en af islams grundsten, og det er en mission som Allāh sendte sine elskede profeter for at udføre. Men som for alt andet, har dette kun en effekt hvis det gøres på den korrekte måde, med visdom og manérer. Først og fremmest er det kun obligatorisk at påbyde eller tilskynde det gode og forhindre eller fraråde det onde, hvis man er i stand til det. Det første niveau er at man aktivt og med handling forhindrer synden i at finde sted eller standser den. Dette er obligatorisk, medmindre man ved at det vil medføre problemer for en selv. Det andet niveau er at man med ord og tale forsøger at forhindre synden eller standse den, og dette er obligatorisk, medmindre man ved at det vil medføre problemer for en selv. Hvis man ved at ens påtale i en bestemt situation ikke vil have den mindste effekt overhovedet, så bortfalder forpligtelsen også, men det er stadig anbefalet at man forsøger. Det sidste niveau er at man i sit hjerte tager afstand fra synden og dette forbliver obligatorisk. Med problemer mener vi at blive overfaldet, tæsket, slået ihjel, udsat for røveri etc. At blive skældt ud eller nedgjort, er ikke gyldige undskyldninger for at undlade bekæmpelse af synder. Dette er hovedreglerne, men enhver situation vurderes ud fra dens forhold. Forpligtelsen gælder generelt når ens handling eller tale kan producere noget gavn. Hvis man omvendt risikerer at blive slået ihjel for at sige sandheden, så er det nødvendigt at man redder sit liv.

7 7 Dernæst skal man forstå, at for at tilskynde det gode og fraråde det onde, så er det ikke nogen betingelse at man selv skal være en supermuslim eller fuldstændigt hævet over enhver fejl og mangel. Dette er en dårlig og ubegrundet undskyldning, som vi bruger over for os selv, således at vi ikke behøver gøre det og fordi vi ikke ønsker at andre skal irettesætte os når vi gør noget forkert. Hvis ikke vi gør det, så kan det være at andre heller ikke gør det. Og dermed er man fri. Det er nødvendigt at man respekterer de fire lovskolers uenigheder og at man ikke kritiserer eller forhindrer folk i det, som er tilladt ifølge deres egen lovskole. Men hvis det derimod er sådan, at en person gør noget, som ifølge hans egen lovskole er forkert, så skal man påbyde det gode og forbyde det onde. Dernæst skal man starte med at forklare på en venlig måde med manérer, visdom og fornuft. Man skal holde målet for øje og ikke gå efter at få personen ned med nakken fordi han eller hun gør noget forkert. Måske ved personen slet ikke at det er forkert. Hvis dette ikke hjælper, så er det tilladt at tage en strengere tone, men uden at blive vulgær. Man skal forstå at noget forbudt bliver ikke tilladt fordi man skal til at forhindre synder. Det er vigtigt for den der skal påbyde det gode og forbyde det onde, at vedkommende har kendskab til reglerne for det, således at man ikke overtræder grænserne. Hvis I har en ven, der bare priser jer, og accepterer jer, på trods af alle de synder I begår, uden at forsøge at hjælpe jer, så er han ikke en ven. En ven er den, der ønsker det bedste for jer. En ven er den, der vil forsøge at forhindre jer i at gøre det, som er til skade for jer. En ven er ikke den, der passivt vil se på, mens I ruinerer jer selv. Så undgå venner der er skadelige for jeres īmān, jeres islam eller jeres iḥsan, og søg i stedet venskab med folk, der er gavnlige for jeres īmān, jeres islam og jeres iḥsān. Må Allāh give gavne os ved hvad vi lærer og lærer os det som gavner os, må Allāh give os styrke og inspiration til at være gode for hinanden.

8 8 وقال اهلل ش ان ح ب ي ب و م ب ا و آم را : الل ه م ص ل على س ي د ن ا م م د و على ج ي ع األ ن ب ي اء و ال م ر س ل ي و ع لى ال و وأ ص ح اب و أ ج ع ي. خ ص وصا ع ل ى: م ب الت ص د ي ق وأ ف ض ل ه م بالت ح ق ي ق أم ي ال م ؤ م ن ي س ي د ن ا أ يب ب ك ر الص د ي ق أو ل وعلى أ ع د ل األ ص ح اب م ز ي ن ال م ن ب و ال م ح ر اب أ م ي ال م ؤ م ن ي س ي د ن ا عمر بن اخل ط اب وعلى ج ام ع الق ر آن ك ام ل ا ل ي اء واإل ي ان أ م ي ال م ؤ م ن ي س ي د ن ا ع ث م ان اب ن ع ف ان وعلى أ س د اهلل ال غ ال ب إ م ام ال م ش ار ق وال م غ ار ب أ م ي ال م ؤ م ن ي س ي د ن ا ع ل ي اب ن أ يب ط ال ب وعلى ع م ي و الش ر ي ف ي ال م ك ر م ي ب ي الن اس ح ز ة والع ب اس رضي اهلل تعاىل عنهما وعلى اإل م ام ي ال م ام ي الس ع ي د ي ن الش ر ي ف ي أيب م م د ا ل س ن و أيب ع ب د اهلل ا ل س ي رضي اهلل تعاىل عنهما. وعلى أ م ه م ا س ي د ة الن س اء ف ل ذ ة ك ب د خ ي األنبياء ف اط م ة الز ى ر اء. ع ب اد اهلل! ل ع ل ك م ت ذ ك ر و ن. ر ح ك م اهلل! و اهلل ي ع ل م م ا ت ص ن ع و ن. إ ن اهلل ي أ م ر ب ال ع د ل و اإلح س ان و إ ي ت اء ذ ي ال ق ر ب و ي ن هى ع ن ال ف ح ش اء و ال م ن ك ر و ال ب غ ي ي ع ظ ك م ا ذ ك ر و ا اهلل ي ذ ك ر ك م و اد ع و ه ي س ت ج ب ل ك م و ل ذ ك ر اهلل ت ع الى أ ع لى و أ و لى و أ ع ز و أ ج ل و أ ت و أ ى م و أ ك ب ر.