DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling) 12. september 2002 *

Transkript

1 DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling) 12. september 2002 * I sag C-351/00, angående en anmodning, som vakuutusoikeus (Finland) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, der er anlagt af Pirkko Niemi at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24), har * Processprog: finsk. I

2 NIEMI DOMSTOLEN (Femte Afdeling) sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne S. von Bahr, D.A.O. Edward, M. Wathelet og C.W.A. Timmermans (refererende dommer), generaladvokat: S. Alber justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein, efter at der er indgivet skriftlige indlæg af: Pirkko Niemi ved asianajaja S. Salovaara den finske regering ved T. Pynnä, som befuldmægtiget Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved A. Aresu og M. Huttunen, som befuldmægtigede, på grundlag af retsmøderapporten, I

3 efter at der i retsmødet den 13. december 2001 er afgivet mundtlige indlæg af Pirkko Niemi ved S. Salovaara, af den finske regering ved T. Pynnä, og af Kommissionen ved M. Huttunen og H. Michard, som befuldmægtiget, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 21. februar 2002, afsagt følgende Dom 1 Ved dom af 18. januar 2000, indgået til Domstolen den 21. september 2000, har vakuutusoikeus (forsikringsretten) i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF) og af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24). 2 Spørgsmålet er blevet rejst under en sag mellem Pirkko Niemi og Valtiokonttori (statens pensionsanstalt) vedrørende lovligheden af en bindende forhåndsafgørelse fra sidstnævnte om, fra hvilken alder Pirkko Niemi kunne gøre krav på alderspension. I

4 NIEMI De relevante retsforskrifter De fællesskabsretlige bestemmelser 3 Traktatens artikel 119, stk. 1 og 2, bestemmer:»hver medlemsstat gennemfører i løbet af første etape og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Ved 'løn' forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.«4 Siden den 1. maj 1999, hvor Amsterdam-traktaten trådte i kraft, har artikel 141 EF haft følgende ordlyd:»1. Hver medlemsstat gennemfører princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi. I

5 2. Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier. [...]«s Artikel 141, stk. 1, og stk. 2, første afsnit, EF er således i det væsentlige identiske med traktatens artikel 119, stk. 1 og 2. 6 Protokollen ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter»barber-protokollen«), der ved traktaten om Den Europæiske Union er knyttet som bilag til EF-traktaten, bestemmer:»med henblik på anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfør af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for løn, hvis og i det omfang de kan henføres til beskæftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede pårørende, der inden denne dato har anlagt søgsmål eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret.«7 Direktiv 79/7 finder i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod forskellige risici, herunder alderdom. I

6 NIEMI 8 Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 har følgende ordlyd:»princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår: anvendelsesområdet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse bidragspligt og beregning af bidrag beregningen af ydelserne, herunder ægtefælle- eller forsørgertillæg, og betingelserne for varigheden og bevarelsen af retten til ydelserne. «9 Artikel 7, stk. 1, litra a), i direktiv 79/7 bestemmer:»dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan undtage følgende fra direktivets anvendelsesområde: a) fastsættelse af pensionsalderen for ydelse af alders- og arbejdsophørspensioner og eventuelle følger heraf for andre ydelser.«i

7 10 I henhold til artikel 4, stk. 1, litra c), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997 L 28, s. 1, herefter»forordning nr. 1408/71«), finder denne forordning anvendelse på enhver lovgivning om sociale sikringsgrene, der vedrører ydelser ved alderdom. 11 Republikken Finland har i medfør af artikel 5 i forordning nr. 1408/71 bl.a. angivet de retsforskrifter og ordninger, hvortil der henvises i forordningens artikel 4, stk. 1, i en erklæring, der er meddelt Rådet og offentliggjort i overensstemmelse med forordningens artikel 97 (EFT 1999 C 234, s. 3). I erklæringen er bl.a. kansaneläkelaki (lov om folkepension) 347/1956 angivet under overskriften folkepensionsordningen og valtion eläkelaki (lov om pension for statsansatte) [280]/1966 under overskriften arbejdsmarkedets pensionsordning. De nationale bestemmelser 12 Den forelæggende ret har anført, at alt arbejde i Finland, både offentligt og privat, i henhold til loven skal være omfattet af en pensionsordning benævnt»arbejdsmarkedets pensionsordning«. Pensionsordningen i henhold til valtion eläkelaki 280/1966, som ændret ved lov 638/1994 (herefter»lov 280/1966«), dækker enhver person, der er knyttet til staten enten i forbindelse med et tjenestemands- eller et ansættelsesforhold. Ansatte ved Forsvaret er omfattet af pensionsordningen i henhold til lov 280/1966. I

8 NIEMI 13 Ifølge lov 280/1966 fastsættes pensionen på grundlag af antallet af beskæftigelsesår og den pensionsgivende løn. Pensionen forhøjes med 1,5% for hvert tjenesteår. Den pensionsgivende løn fastsættes på grundlag af lønnen i de seneste tjenesteår. 14 Den forelæggende ret har anført, at pensionsalderen i henhold til lov 280/1966 nu er 65 år. For visse grupper af arbejdstagere er der imidlertid foreskrevet en ret til alderspension ved en lavere alder end den normale pensionsalder, navnlig med hensyn til den aldersgrænse, hvor arbejdstageren er forpligtet til at fratræde. En sådan alder er fastsat i retsforskrifterne om vedkommende myndighed eller organ; i hovedsagen drejer det sig om asetus puolustusvoimista (dekret om Forsvaret) 667/1992, som ændret ved dekret 1032/1994 (herefter»dekret 667/1992«). 1 5 Tidligere gjaldt der for tjenestemænd i Forsvaret en pensionsordning, hvorefter pensionsalderen for kvinder var 60 år og for mænd 50 år. Denne ordning blev ændret ved en lov af Ifølge den nugældende ordning klassificeres tjenestemænds stillinger efter stillingens art, kønsneutralt, enten som professionelle militære stillinger eller som civile stillinger. En tjenestemand, der har nået pensionsalderen, der er 55 år for den første kategori og 65 år for den anden, skal udtræde af tjenesten og har derefter ret til alderspension. Den nye pensionsordning finder anvendelse på ansættelsesforhold, som er påbegyndt den 1. januar 1995 eller senere. 16 For ansættelsesforhold påbegyndt inden den 1. januar 1995 er pensionsalderen fastsat i særlige overgangsbestemmelser. Ifølge disse bestemmelser er pensionsalderen i gamle ansættelsesforhold år for mandlige tjenestemænd afhængig I

9 af tjenestetid og 60 år for kvindelige tjenestemænd. En tjenestemand, der begyndte som tjenestemand inden den 1. januar 1995, har imidlertid, uanset køn, ret til pension, hvis vedkommende har gjort tjeneste i en sådan stilling i 30 år. Følgende bestemmelser er relevante i hovedsagen i lov 280/1966 bestemmer:»pensionsalderen for en ny pensionsberettiget, der er omfattet af denne lovs 1, stk. 3, er 65 år. [...]«is Der kan imidlertid i henhold til 8 i lov 280/1966 udbetales en alderspension, inden pensionsalderen er nået,»[...] 2) hvis en tjenestemand, der gør tjeneste som militærspecialist i Forsvaret eller som grænsevagt i grænsepolitiet, ved det fyldte 55. år har gjort tjeneste i en sådan stilling i mindst 30 pensionsberettigende år, hvoraf mindst seks måneder ligger umiddelbart før tjenesteophøret og mindst tre år ligger inden for de sidste fem år umiddelbart før tjenesteophøret [...] I

10 NIEMI 4) hvis den pensionsberettigede har nået pensionsalderen.«19 Overgangsbestemmelserne i dekret 667/1992 vedrørende pensionsalderen for tjenestemænd ved Forsvaret fastsætter en pensionsalder på mellem 50 og 55 år for mænd og på 60 år for kvinder. Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål 20 Pirkko Niemi anmodede om at få fastslået, ved hvilken alder hun kunne gøre krav på alderspension. Pirkko Niemi, der fra den 1. april 1969 har gjort tjeneste som tjenestemand i Forsvaret, fyldte 55 år den 1. november 1993 og 60 år den 1. november Den 31. marts 1999 havde hun gjort tjeneste i Forsvaret i 30 år. 21 Pirkko Niemi er som tjenestemand i Forsvaret omfattet af pensionsordningen i henhold til lov 280/1966, med hensyn til hvilken pensionsalderen er fastsat ved dekret 667/1992. Ordningen administreres af Valtiokonttori, der i første instans træffer afgørelser vedrørende ansøgninger om pension. Med henblik på at få oplysning om den alder, fra hvilken hun havde ret til alderspension i henhold til sine tjenesteår, anmodede Pirkko Niemi Valtiokonttori om en bindende forhåndsafgørelse. Ved afgørelse af 26. april 1995 fastslog Valtiokonttori, at Pirkko Niemi ikke havde ret til alderspension, før hun havde nået pensionsalderen på 60 år. I

11 22 Pirkko Niemi anfægtede Valtiokonttoris afgørelse for Valtion eläkelautakunta med påstand om, at hun havde ret til alderspension fra det fyldte 55. år. Ved afgørelse af 20. december 1995 blev Pirkko Niemis påstand forkastet. 23 Pirkko Niemi har indbragt Valtion eläkelautakuntas afgørelse for vakuutusoikeus med påstand om, at denne fastslår, at hun har ret til alderspension fra det fyldte 55. år. Til støtte for søgsmålet har hun gjort gældende, at en mand, der havde tilbagelagt nøjagtigt den samme karriere som hendes, og som havde udført det samme arbejde, ville have ret til alderspension fra en alder af år, hvorimod pensionsalderen for kvindelige tjenestemænd i Forsvaret uden undtagelse er 60 år. Hun har derfor gjort gældende, at overgangsbestemmelserne til den pensionsordning, der nu gælder for ansatte i Forsvaret, udgør en forskelsbehandling på grundlag af køn, der er i strid med den finske lov om ligestilling og med fællesskabsretten. 24 Vakuutusoikeus er af den opfattelse, at pensionsordningen ikke er i strid med national lovgivning. Den er imidlertid i tvivl om, hvorvidt pensioner, der udbetales i henhold til lov 280/1966, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119, og om den pågældende pensionsordning er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse. 25 Vakuutusoikeus har i denne forbindelse anført, at arbejdsmarkedets pensionsordning i Finland adskiller sig fra de fleste andre pensionsordninger for arbejdstagere, der er i kraft i Fællesskabets øvrige medlemsstater, idet den obligatorisk dækker enhver form for arbejde, der udføres i den offentlige eller i den private sektor, og arbejde, der udføres i henhold til entreprise. I

12 NIEMI 26 Under hensyn til de særlige kendetegn ved den finske pensionsordning for arbejdsmarkedet og forskellen mellem den finske og den nederlandske ordning rejser vakuutusoikeus bl.a. det spørgsmål, om afgørelsen i dommen af 28. september 1994 (sag C-7/93, Beune, Sml. I, s. 4471) kan overføres på hovedsagen, og om traktatens bestemmelser skal fortolkes på samme måde i hovedsagen som i Beune-dommen. 27 Da vakuutusoikeus er af den opfattelse, at afgørelsen af sagen forudsætter en fortolkning af fællesskabsretten, har den udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»henhører forsikringsordningen i henhold til valtion eläkelaki under anvendelsesområdet for artikel 141 [EF] eller under anvendelsesområdet for Rådets direktiv 79/7/EØF?«Det præjudicielle spørgsmål Indlæg til Domstolen 28 Pirkko Niemi har gjort gældende, at i Finland medfører den omstændighed, at pensionsalderen nås, en forpligtelse til at udtræde af tjenesten og en ret til I

13 alderspension, der fastsættes på grundlag af antallet af tjenesteår indtil pensionsalderen. En sådan pension udgør på disse betingelser en ydelse, der kan sammenlignes med en løn, der henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel Pirkko Niemi har endvidere gjort gældende, at det forhold, at der gælder forskellige pensionsaldre for kvinder og mænd, der udfører samme arbejde, er i strid med Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT L 39, s. 40). 30 Den finske regering har anført, at den nationale pensionsordning for arbejdsmarkedet udgør en ensartet og sammenhængende helhed, der i princippet på samme betingelser garanterer en lovbestemt pensionsforsikring for alle, der har arbejdet i den offentlige eller i den private sektor. Pensionen fastsættes på grundlag af den oppebårne løn og tjenestetidens længde. Den samlede pension fastsættes altid på grundlag af den pensionsberettigedes fulde karriereforløb. Regeringen har tilføjet, at arbejdsmarkedets pensionsordning finansieres ved opkrævning af bidrag fra såvel arbejdsgiverne som de ansatte ved udbetalingen af løn. Regeringen har understreget, at der ikke er nogen forbindelse mellem de bidrag, der betales, og den fremtidige pension. Arbejdstageren har en lovbestemt ret til pension, selv hvis vedkommende aldrig har indbetalt bidrag. Det drejer sig således om en ordning uden bidragspligt. 31 For statsansatte er pensionsordningen reguleret ved lov 280/1966, der er en uadskillelig del af den lovbestemte finske pensionsordning for arbejdsmarkedet, og som således hverken er en erhvervstilknyttet ordning eller en tillægsordning. Pensioner, der henhører under ordningen i henhold til denne lov, betales over det nationale budget. Både de ansattes og arbejdsgivernes bidrag til ordningen I

14 NIEMI indbetales til statens pensionsfond, der er uafhængig af budgettet. Hvert år overføres der midler fra fonden til det nationale budget til dækning af pensionsudgifterne. Den finske regering har gjort gældende, at statens udgifter til pensioner er omkring 2,5 gange så store som fondens indtægter, og at størstedelen af udgifterne således betales direkte over det nationale budget. Arbejdsmarkedets pensionsordning er således hovedsageligt en fordelingsordning. 32 Den finske regering har understreget, at den pensionsalder, der er omhandlet i hovedsagen, er omfattet af en overgangslovgivning. Det blev i forbindelse med reformen tilstræbt at sikre fuld pension for personer, der ville blive omfattet af overgangsreglerne. Nedsættelsen af pensionsalderen for kvindelige arbejdstagere har i de fleste tilfælde medført en nedsættelse af deres pension. 33 Den finske regering har anført, at traktatens artikel 119 i henhold til fast retspraksis ikke finder anvendelse på pensionsordninger, der er omfattet af en lovbestemt social sikringsordning. Den pension, der udbetales i henhold til lov 280/1966, er ikke forbundet med et bestemt ansættelsesforhold, men med samtlige ansættelsesforhold, der falder ind under lovens anvendelsesområde. Regeringen har tilføjet, at ordningen hviler på et socialpolitisk valg, der er truffet af de offentlige myndigheder, og at den er uafhængig af ansættelsesvilkårene for en given person eller en given persongruppe. Sådanne lovbestemte sociale sikringsordninger falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 79/7. 34 Kommissionen har anført, at arbejdsmarkedets pensionsordning, hvoraf lov 280/1966 er en del, er lovbestemt og obligatorisk, men at de ydelser, der udbetales igennem ordningen, udelukkende hviler på arbejdsforholdet. I

15 35 Kommissionen har endvidere gjort gældende, at den omstændighed, at de principper, der ligger til grund for den erhvervstilknyttede pensionsordning i Finland, er ens for samtlige arbejdstagere uafhængig af deres arbejde eller deres arbejdssektor, ikke kan begrunde en afvigelse fra Domstolens faste praksis, hvorefter det afgørende kriterium for, om en ydelse udgør en løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i traktatens artikel 119, er, om pensionen udbetales til arbejdstageren på grundlag af hans arbejdsforhold til en offentlig eller privat arbejdsgiver. 36 Kommissionen er derfor af den opfattelse, at de vigtigste aspekter i hovedsagen er sammenlignelige med de vigtigste aspekter i den sag, der lå til grund for Beune-dommen. De pensionsydelser, der er foreskrevet ved lov 280/1966, må således anses for at være en løn eller en ydelse i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i traktatens artikel Kommissionen har dog anført, at der skal tages hensyn til Barber-protokollen. Kommissionen er af den opfattelse, at for de medlemsstater, der har tiltrådt Fællesskabet efter den 17. maj 1990, og som den 1. januar 1994 var kontraherende parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994 L 1, s. 3), svarer den dato, der er omhandlet i protokollen, i praksis og i dette konkrete tilfælde til den 1. januar Det tilkommer den forelæggende ret at fastlægge anvendelsesvilkårene for den nationale lovgivning med hensyn til situationen for en arbejdstager, hvis arbejdsforhold uafbrudt løber både før og efter den dato, der er omhandlet i Barber-protokollen. Domstolens bemærkninger 38 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en pension som den, der udbetales i henhold til lov 280/1966, henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 eller for direktiv 79/7. I

16 NIEMI 39 Det bemærkes indledningsvis, at efter fast retspraksis omfatter begrebet løn, som det er defineret i traktatens artikel 119, ikke socialsikringsordninger eller -ydelser, navnlig arbejdsophørspensioner, som direkte er reguleret ved lov (dom af , sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, præmis 22, Beune-dommen, præmis 44, og dom af , sag C-50/99, Podesta, Sml. I, s. 4039, præmis 24). 40 Derimod skal ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning, som i det væsentlige beror på pensionsmodtagerens arbejdsforhold, ses i tilknytning til den løn, vedkommende modtog, og den henhører under traktatens artikel 119 (jf. i denne retning bl.a. dom af , sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, præmis 22, Barber-dommen, præmis 28, Beune-dommen, præmis 46, dom af , forenede sager C-234/96 og C-235/96, Deutsche Telekom, Sml. I, s. 799, præmis 32, og Podesta-dommen, præmis 25). 41 Det bemærkes, at den pensionsordning, der er omtvistet i hovedsagen, direkte er fastsat ved lov. Selv om en sådan konstatering utvivlsomt indikerer, at de ydelser, der udbetales i henhold til denne ordning, er sociale sikringsydelser (jf. bl.a. dom af , sag 80/70, Defrenne, Sml. 1971, s. 109, org.ref.: Rec. s. 445, præmis 7 og 8, og af , sag C-109/91, Ten Oever, Sml. I, s. 4879, præmis 9), er den ikke tilstrækkelig til at udelukke en sådan ordning fra anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 (jf. bl.a. Beune-dommen, præmis 26). 42 Det samme gælder den finske regerings argument om, at den i hovedsagen omhandlede pensionsordnings generelle og obligatoriske karakter ikke fremviser de samme kendetegn som en erhvervstilknyttet ordning eller en tillægsordning. Den omstændighed, at en særlig pensionsordning som den, der er fastsat ved lov 280/1966 for tjenestemænd og andre statsansatte, indgår i en generel og harmoniseret lovgivning for pensionsordninger, der navnlig har til formål at sikre, at ændring af ansættelsesforholdet ikke medfører brud i retten til pension, er ikke tilstrækkelig til, at de pensionsydelser, der udbetales i henhold til en sådan ordning, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. Det er på ingen måde en betingelse for, at denne bestemmelse kan finde anvendelse på pensionsydelserne, at en pension er en tillægspension i forhold til en ydelse, der udbetales i henhold til en lovbestemt social sikringsordning (Beune-dommen, I

17 præmis 37, og dom af , sag C-366/99, Griesmar, Sml. I, s. 9383, præmis 37). 43 Hvad angår de nærmere regler for finansieringen og forvaltningen af en pensionsordning som den, der er fastsat ved lov 280/1966, følger det af fast retspraksis, at disse heller ikke kan danne grundlag for at afgøre, om den omhandlede ordning er omfattet af traktatens artikel 119 (Beune-dommen, præmis 38, og Griesmar-dommen, præmis 37). 44 Domstolen præciserede nemlig i Beune-dommens præmis 43 og i Griesmardommens præmis 28, at blandt de kriterier, Domstolen alt efter situationen havde skullet tage stilling til ved kvalificeringen af en pensionsordning, var det alene kriteriet om, at arbejdstageren modtager pensionen som følge af arbejdsforholdet mellem ham og hans tidligere arbejdsgiver, dvs. kriteriet om arbejdsforholdet, jf. ordlyden af artikel 119, der kunne tillægges afgørende betydning. 45 Ved vurderingen af, om en arbejdsophørspension henhører under anvendelsesområdet for traktatens artikel 119, har retspraksis som afgørende kriterium anvendt eksistensen af en forbindelse mellem arbejdsforholdet og pensionsydelsen, hvorimod de strukturelle elementer i en ordning med pensionsydelser ikke er blevet anset for at have afgørende betydning. Den omstændighed, at den pensionsordning, der er fastsat ved lov 280/1966, er en del af en harmoniseret ordning, således at den samlede pension, som en forsikret person modtager, afspejler det arbejde, som den forsikrede har udført igennem hele sin karriere, uanset den pågældendes arbejde eller arbejdssektor, og det forhold, at denne ordning er blevet meddelt som en ordning, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1408/71, kan ikke i sig selv udelukke, at traktatens artikel 119 finder anvendelse, når pensionsydelsen er forbundet med arbejdsforholdet, og den således betales af staten i dens egenskab af arbejdsgiver. 46 Dette kriterium er ganske vist ikke eneafgørende, idet der ved pensioner, der udbetales i henhold til lovbestemte sociale sikringsordninger, helt eller delvis kan I

18 NIEMI tages hensyn til den pågældendes løn (Beune-dommen, præmis 44, og Griesmardommen, præmis 29). 47 Socialpolitiske, statsorganisatoriske, etiske eller endog budgetmæssige hensyn, som har haft eller har kunnet have betydning for den nationale lovgivningsmyndigheds fastsættelse af en ordning som den, der er omtvistet i hovedsagen, kan imidlertid ikke tillægges afgørende betydning, såfremt pensionen kun berører en særlig gruppe af arbejdstagere, såfremt den direkte afhænger af den tilbagelagte tjenestetid, og den fastsættes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn. En pension, der udbetales af en offentlig arbejdsgiver, kan i så fald ubetinget sammenlignes med den, en privat arbejdsgiver udbetaler sine tidligere ansatte (Beune-dommen, præmis 45, og Griesmar-dommen, præmis 30). Det skal herefter undersøges, om en pension som den, der udbetales i henhold til lov 280/1966, opfylder disse tre betingelser. 48 Hertil bemærkes for det første, at Domstolen allerede i præmis 31 i Griesmardommen har fastslået, at tjenestemænd, der modtager pension efter en ordning som den i hovedsagen omhandlede, skal anses for at udgøre en særlig gruppe af arbejdstagere. De adskiller sig kun fra arbejdstagere inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller en faglig eller tværfaglig branche ved de særlige forhold, der er karakteristiske for deres ansættelsesforhold med staten, andre administrative enheder eller offentlige arbejdsgivere. 49 Selv om pensionsordningen efter lov 280/1966 er blevet indført for samtlige statsansatte, skal det bemærkes, at adgangen til de pensionsydelser, som den foreskriver, er forbundet med pensionsaldre, der specifikt er fastsat for visse tjenestemandskategorier, såsom dem, der er ansat ved Forsvaret, og som afviger fra pensionsaldrene i henhold til den generelle pensionsordning, der er fastsat ved denne lov. Når Domstolen har fastslået, at gruppen af alle tjenestemænd skal anses for at udgøre en særlig gruppe af arbejdstagere, gælder dette så meget desto mere for gruppen af tjenestemænd ved det finske forsvar, der adskiller sig fra andre statsansatte. I

19 50 Hvad for det andet angår kriteriet om, at pensionen skal afhænge direkte af den tilbagelagte tjenestetid, skal det indledningsvis bemærkes, at en person kun har ret til pension i henhold til lov 280/1966, hvis han er knyttet til staten enten i forbindelse med et tjenestemands- eller et ansættelsesforhold. Endvidere afhænger den alder, ved hvilken en tjenestemand er forpligtet til at fratræde, og som giver ret til pensionsydelser, i den foreliggende sag direkte af den tilbagelagte tjenestetid. Endelig afhænger størrelsen af den pension, der udbetales i henhold til denne lov, af længden af arbejdstagerens tjenestetid. 51 For det tredje bemærkes vedrørende ydelsernes størrelse, at de pensionsydelser, der udbetales i henhold til lov 280/1966, beregnes på grundlag af den gennemsnitlige løn, der er oppebåret i en begrænset periode på nogle år umiddelbart forud for pensioneringen. Et sådan beregningsgrundlag svarer i det væsentlige til det kriterium, som Domstolen har anvendt i Beune-dommen og i Griesmar-dommen, hvorefter pensionen beregnes på grundlag af tjenestemandens senest oppebårne løn. 52 Det følger heraf, at en pension, der udbetales i henhold til en ordning som den, der er fastsat ved lov 280/1966, opfylder de tre kriterier, der karakteriserer det ansættelsesforhold, som Domstolen i Beune-dommen og i Griesmar-dommen har anset for afgørende ved kvalificeringen af ydelser, der udbetales i henhold til en pensionsordning for tjenestemænd, i forhold til traktatens artikel Det bemærkes endvidere, at traktatens artikel 119 forbyder enhver form for lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen. Følgelig er det i strid med denne traktatbestemmelse at fastsætte forskellige aldersbetingelser for de to køn for så vidt angår adgang for arbejdstagere, der er i identiske eller sammenlignelige situationer, til pensioner, der udbetales i relation til ansættelsen (jf. i denne retning Barber-dommen, præmis 32). I

20 NIEMI 54 Da de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen vedrører arbejdsperioder, der ligger både før og efter Republikken Finlands tiltrædelse af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og af Den Europæiske Union, bemærkes det desuden, at princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde i medfør af aftalens artikel 69 finder anvendelse på denne medlemsstat fra den 1. januar I overensstemmelse med aftalens artikel 6 skal nævnte artikel 69, for så vidt angår dens tidsmæssige anvendelse på en pensionsordning som den i hovedsagen omhandlede, fortolkes i lyset af Barber-dommen. 55 Heraf følger for så vidt angår Republikken Finland, at princippet om lige løn til mænd og kvinder ikke kan påberåbes for pensionsydelser, der vedrører arbejdsperioder, der ligger forud for den 1. januar Under hensyn til det ovenfor anførte skal det forelagte spørgsmål besvares med, at en pension som den, der udbetales i henhold til lov 280/1966, er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119. Sagens omkostninger 57 De udgifter, der er afholdt af den finske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. I

21 På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (Femte Afdeling) vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af vakuutusoikeus ved dom af 18. januar 2000, for ret: En pension som den, der udbetales i henhold til valtion eläkelaki (lov om pension for statsansatte) 280/1966, som ændret ved lov 638/1994, er omfattet af anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel er blevet erstattet af artikel 136 EF-143 EF). Jann von Bahr Edward Wathelet Timmermans Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. september R. Grass Justitssekretær P. Jann Formand for Femte Afdeling I