.. flyverne var meget kede af det, da de kom hjem

Transkript

1 .. flyverne var meget kede af det, da de kom hjem om fejlnedkastning af våben og sabotagemateriale over et beboelseskvarter i Næstved april 1940, dagen tyskerne indtog Danmark, forløb så godt som på almindeligvis i Næstved. Børnene gik i skole, selv om de naturligt nok var stærkt interesserede i hvad der var ved at ske. For de yngste klasser gik undervisningen ganske som normalt. Skoleinspektøren talte med de ældste klasser om begivenhederne og opfordrede eleverne til roligt at fortsætte deres arbejde. Myndighederne havde, skulle det værste ske, allerede forberedt sig, og nu blev dette iværksat. Om eftermiddagen kom ordren om mørklægning. Alle skulle om aftenen dække deres vinduer til med mørklægningsgardiner eller med sort papir, intet indendørslys måtte være synligt udenfor. Alt udendørslys skulle afskærmes, inkl. gade- og trafikbelysning samt lygter på biler og cykler. Politiet gik en runde i byen den aften for at kontrollere om det var gjort ordenligt. Og det var det. Kun et sted viste lys og det var færdselslyset ved krydset ved Røde Hus/Herlufsholm. Nu var der kulsort udenfor om aftenen og natten og dermed ganske uhyggeligt, og sådan var det i Næstved, og over hele Danmark i de næste godt fem år. Formålet med mørklægningen, var at forhindre fjendtlige fly i at finde vej om natten ved at følge byerne oppe fra luften. Dagen efter blev der indkaldt mandskab til det civile luftværn. Det var der også lavet planer for. Der blev etableret en observationspost på Sjølundstårnet, og der var, når luftalarmen lød, hjælpecentraler flere steder i byen bemandet med specialuddannede folk, som f.eks. brandmænd og sygehjælpere, som kunne træde til hvis det blev nødvendigt. 6 sirener blev stillet op i Næstved og en på Herlufsholm skole. Der blev etableret offentlige tilflugtsrum i byen i tilfælde af at sirenerne, dvs. luftalarmen, gik i gang medens man var på arbejde eller i byen for at købe ind. Senest 3 minutter efter sirenerne hørtes, skulle gader og veje være mennesketomme. Næstved luftværnsforening udgav et fint hæfte på hele 21 sider, som i detaljer beskrev Næstveds beskyttelsesplan. Med alt fra hvordan man indrettede et tilflugtsrum i sit eget hjem, til hvad man skulle gøre hvis man ikke var i nærheden af dækning når sirenerne hylede. Man skulle lægge sig fladt ned 1

2 på jorden, helst i en grøft eller anden fordybning, skærme hovedet med armene eller klædningsstykker, holde munden åben eller stikke en blyant eller en pind mellem tænderne fra mundvig til mundvig. Sjølundstårnet Luftværnsmandskabet i Næstved holdt et vågent øje med luftrummet, og luftværnssirenerne gik i gang når fjendtlige fly var i nærheden. Så kunne man nå i dækning i tide. Sirenerne gik mange gange. Og man kan undre sig over hvad alle de fly, som satte alarmerne i gang i Næstved, lavede. England var ikke uvenner med Danmark, de to lande var ikke i krig med hinanden. Og så skulle man ikke tro at det britiske luftværn RAF, Royal Air Force, havde noget at gøre over Danmark. Men det havde de. Ikke at det var danskerne de var ude efter. De få gange de smed bomber i Danmark var på steder som militært var vigtige for tyskerne. De britiske eller amerikanske bombefly var på vej til Nordtyskland. Det var store larmende fly med en besætning på 7-10 mand, lastet med enten bomber til at nedkaste over byer eller fabrikker, eller miner til at smide i havet for at forstyrre skibstrafikken. Danskerne kaldte disse fly for flyvende fæstninger. Disse fjendtlige fly blev beskudt fra landjorden og oppe i luften af tyske kampfly. De fleste luftalarmer var om natten. At blive hevet ud sengen for at gå i beskyttelse føltes sikkert temmelig belastende, specielt når Næstved mere eller mindre blev sparet for angreb. For som de sagde her skete der ikke noget. Skoleinspektøren var flink og besluttede at børnene først skulle møde i skolen kl. 9 når der havde været luftalarm. Under samtaler med nogle ældre mennesker som var børn og boede i Næstved under krigen fortalte alle at de var bange for disse kæmpestore larmende fly, som de egentlig ikke så, men hørte. Det er lidt pudsigt at de var bange for dem og alligevel holdt med dem, disse RAF besætninger som kæmpede mod 2

3 tyskerne, når nu danskerne ikke gjorde. Det blev mode blandt nogle børn og unge mennesker at bruge huer som var strikkede eller hæklede, røde i midten omkranset af en hvid cirkel og med en blå cirkel yderst. Fuldstændig som briterne havde som kendetegn på deres fly. Flere modige viste at de holdt med briterne under krigen på denne måde, med RAF-farvede huer. Men det blev tyskerne irriterede over og brugen af dem blev forbudt fra 9. juli Fra De Frie Danske maj 1943 Selv om Næstved ikke blev bombet af de britiske fly var der var to episoder, hvor det kom tæt på at nogen kom til skade. Om aftenen den 21. april 1943, Hitlers fødselsdag, skulle han få det at mærke ved at 425 bombefly blev sendt afsted fra England til at smide bomber over mål i Nordtyskland. Disse fly passerede Næstved på vej til og fra Tyskland. Ved to tiden om natten fik nogle Næstvedborgere sig noget af en overraskende og ubehagelig oplevelse. Overraskende fordi luftværnschefen, politimesteren, havde besluttede ikke at trykke på alarmknappen selv om fjendtlige fly i den grad var i luftrummet over Næstved og alt kunne ske. Tilsyneladende foregik et såkaldt dogfight hundeslagsmål over byens tage. Et af disse allierede fly blev jagtet af et tysk kampfly over Næstved, og de skød mod hinanden. Flere huse blev ramt omkring jernbanen ved Kalbyrisvej. En beboer på Kornbakken 3, den 77 årige Georg Bäunholdt, som åbenbart var udenfor for at se på spektaklet, fortalte om den uhyggelige oplevelse. Han havde set en stor 3

4 bombemaskine komme lige hen over tagene, og i det samme blev der skudt fra den med to maskingeværer. Kuglerne slog som en haglbyge ind i de nærmeste huse og han mærkede hvordan flere ramte jorden få skridt fra hvor han stod. To af husets beboere havde været døden nær mens de lå i deres senge. Et projektil fløj igennem soveværelsesvinduet og passerede få centimeter over hovedet på den, i sengen liggende Fru Bäunholdt, og borede sig derefter gennem sengens hovedgærde og væggen! På første sal lå et barn og sov i et værelse, hvor et projektil var gået gennem en vinduesramme med retning lige mod det lille barns hoved. Overalt på taget var der huller af projektiler, og i haven og på vejen kunne flere nedslag ses. Politimesteren i Næstved forklarede den manglende varsling med sirener, at det var sent og at der ikke blev kastet bomber. Det var dumt for det kunne han jo ikke vide. Heldet var, at de bomber som var blevet nødkastet ikke faldt nær Næstved. Men i oplandet syd for Næstved hørtes en eksplosion, som en meget kraftig detonation af en bombe, der var så kraftig at vinduerne klirrede i mange miles omkreds. 22 britiske og amerikanske fly blev skudt ned over Danmark den nat med 60 besætningsmedlemmer dræbt. Næstved Tidende omtalte et af de britiske fly som gik brændende i havet ud for Sverige, hvor alle besætningens 7 mand reddede sig med faldskærm. Jeg ved ikke om flyet som deltog i hundeslagsmål over Næstved nåede hjem til England. I de sidste år af krigen kunne de britiske fly også være lastet med containere fyldt med våben, ammunition og andet sabotagemateriale, som skulle smides ned til de danske modstandsfolk. Der var oprettet en hemmelig organisation i London hvorfra briterne styrede deres hjælp til modstandsbevægelsen i Danmark. Den hed SOE. De sørgede for at danskerne fik besked om aftenen via radio, i kode, hvis der skulle finde nedkastninger sted den nat. F.eks. En hilsen til Helene, så vidste de med den kode, at de på cyklen skulle ud i den mørke nat til marken, langt væk fra beboelse, hvor de havde aftalt nedkastningen. Flyene var udstyret med en radiomodtager, en rebekka. Hvis de var heldige havde modtagerholdet en lille radiosender, en eureka med, hvormed flyet bedre kunne finde dem, også i dårligt vejr. Modtagerholdet skulle også blinke et særligt bogstavsignal til flyet. Modstandsbevægelsen i Næstved havde fra starten af 1945 været klar til at modtage containere, først ved Holmegårds Mose og fra slutning af januar ved Rappenborg Skov ved Saltø. Det var dog ikke her at den første nedkastning fandt sted, og det foregik heller ikke som planlagt. Det var også ved denne mission at Næstvedborgerne for anden gang kom direkte i fare. Det skete natten mellem den 7. og 8. februar Tre Stirling fly var lettet fra den hemmelig luftbase Tempsford ved 23-tiden på Table Jam missionerne 160, 211 og 215, mod hvert deres mål på Sjælland. De var hver lastet med 24 containere med gode ting til modstandsfolkene, en af dem desuden med en særlig pakke. 4

5 Lederen af modtageholdet i Næstved lyttede til radioen, der var ikke besked til dem den aften. Det har de givet været glade for, for det var dårligt vejr med udsigt til lidt snefald. Selv om der kun var disse ganske få fjendtlige fly i luften over Sjælland, blev der alligevel tændt for sirenerne kl Et af flyene nåede helt frem til Køge for at konstatere at dets rebekka ikke fungerede, og med hazy conditions over target area besluttede de at vende om og flyve hjem uden at smide sin last. Det lykkedes for det andet fly, ved Basnæs, at finde sit mål, kaste containerne og de nåede helskindet hjem. Her var ulykken at modtageholdet ikke havde kunnet transportere containerne væk, og de blev fundet af tyskerne om morgenen. Det tredje fly havde svært ved at orientere sig over Sjælland og blev beskudt fra land. Dennes planlagte modtageplads var ved Munke Bjergby, men tyskerne var i området og modtagerholdet kunne derfor ikke gennemføre. Det var flyet selvfølgelig uvidende om, og de forvildede sig ca. 40 km. ned til Næstved, som jo var helt mørkelagt. Flybesætningen fik øje på nogle blink fra jorden som de opfattede som det korrekte dog svage signal til dem om, at de var det rigtige sted. I løbet af to sekunder fra 2.36 til 2.37 smed flyet 24 containere og en pakke ud fra 500 fod med 140 mph, og fløj omgående tilbage til England. Vel hjemme rapporterede piloten, Squadron leader Gunton, at mission Table Jam 215 var udført, dog besværliggjort af dårlig vejr og beskydning. Han bemærkede at On reaching target area found we were slightly off track so turned + did a further run picking up lake on pinpoint +straight in to target. Reception was not very good. The lights being poor, but the correct letter was flashed og at one container chute failed to open and a large explosion appeared on ground. Det var dog ikke over det aftalte nedkastningssted, ude på landet, men over beboelseskvarteret Ny Holstedvej, Gartnervej og Militærvej. Disse veje ligger imellem togbanelinjerne som delte sig på vej ud af Næstved mod Ringsted og Køge. Det var formentlig signalblink fra banelinjerne som flybesætningen har taget fejl af. Det kunne være gået grueligt galt. Næste dag skrev Næstved Tidende Uden forudgående alarmtilstand blæste sirenerne i aftes flyvervarsling, der varede et par timers tid. Ved 3-tiden i morges var der alarmtilstand, og mange mennesker blev vækket af en meget lavtgaaende flyvermaskine over den nordre bydel. De fleste Næstveder har vel ligget i deres senge selv om der var flyvevarsling, og vågnede først næste morgen. Nogen er givet blevet vækket af eksplosionen, som skete ved nedfaldet af containeren hvis faldskærm ikke var åbnet, og som hos luftværnet blev noteret som en lysbombe i nordøst. Godt nok dalede de øvrige 24 med åbne faldskærme stille ned til jorden, men flere ramte huse og udbygninger. Nogle 5

6 beboere fik sig en brat opvågnen ved at en container pludselig brast igennem husets tag. En metalcontainer var et rør på 2 meters længde, 50 cm i diameter og den kunne, med indhold, veje op til 200 kg. Edith, som boede på Ny Holstedvej nr. 31, fortæller at Hos min moster der boede på den anden side af gaden faldt en del våben igennem loftet, stoppede klods op ad hendes seng. En anden ejendom, Ny Holstedvej 42, fik hele to containere ned igennem taget på forhuset. Det må have været ekstremt chokerende og temmelig skræmmende. For hvad skete der? Og hvad skulle de gøre? Man må næsten gå ud fra at beboerne fra de ramte huse har bevæget sig udenfor for at se om nogen i nabolaget var blevet såret og havde brug for hjælp. Og så for at vurderer skaderne på deres egen ejendom. Men det var jo midt om natten, det var mørkt og dårligt vejr, og man måtte jo ikke tænde for lys udenfor. 6

7 Laurids Jensen i nr. 42 var forhenværende kasernemester og efter eksplosionen vel klar over den mulige fare og fornemmede at her skulle de være ekstra påpasselige, så han kontaktede luftværnet nede i byen. En bombesagkyndig tog straks ud til dem for at konstatere at begge containere indeholdt sprængstof. Det var ikke noget de selv kunne håndtere, der skulle eksperthjælp til, og når de blev hidkaldt så ville tyskerne også få besked. Med is i maven besluttede de derfor at vente og se om der lå andre containere i nærheden. I givet faldt, var det meget vigtigt at modstandsbevægelsen kunne samle så meget som muligt sammen inden tyskerne kom. På det tidspunkt havde de ingen ide om hvor meget der var blevet nedkastet og over hvor stort et område det lå. Der boede i øvrigt adskillige modstandsmænd på disse veje. Luftalarmen var blevet afblæst 10 minutter over 3. Besked blev sendt rundt til flere af Næstveds modstandsgrupper, og som de sene nattetimer gik over i den tidlige morgen, dukkede flere op for at være med til oprydningen og at skaffe de nedkastede af vejen. En som var med fortalte hvordan de skyndte sig derud, vel på cykler, med maskinpistolerne skudklare, men indsvøbt i papirsække. Klokken var omkring 6 og det var stadig mørkt, men det var bare om at komme i gang. Maskinpistolbevæbnede blev sat på vagt, de var klar og parat til at skyde hvis tyskerne dukkede op. Beboerne fra Ny Holstedvej, Militærvej og Gartnervej var nu også ude for at se på. Meget til forundring for modstandsfolkene, for det var egentlig fantastisk, at folk turde stå og glo på os, for var der blevet ildkamp, var det gået ud over skyldige og uskyldige. Det viste sig at flere containere havde ramt huse, 3 var faldet i den nærliggende gård Ishøjs mødding, flere hang med faldskærmene i telefonledningerne og andre var spredt rundt i haverne. Militærvej 9 og 11 På Militærvej 11 må de have sovet igennem det hele. Lige indtil Fru Rasmussen stod tidligt op som hun plejede. Den morgen vækkede hun sin søn Gunnar med nyheden om at der hang en mærkelig faldskærm i naboens frugttræ. 20-årige Gunnar var modstandsmand, og sprang ud af sengen for at se på hvad det var for noget. Han var godt klar over at det måtte være noget vigtigt, og de fik båret det hele ind i deres hus. Det var en pakke, ikke en container, og ved udpakningen fandt de en stor kuffert og en meget, meget tung pakke, som de ikke vidste hvad var. Fru Rasmussen skyndte sig at brænde faldskærmen og indpakningen i deres gruekedel. Gunnar var en modig ung mand. Han gjorde sig klar til at gå på 7

8 arbejde som normalt, og gik ned til byen bærende på den store tunge kuffert. Hans hjerte må have banket helt vildt, for hvad hvis han blev opdaget af tyskerne og standset. Hvordan kunne han forklare hvad der var i kufferten, når han ikke en gang selv vidste hvad det var? Han nåede frem til London Magasinet, herretøjsbutikken på Hjultorvet, hvor han arbejdede, og fik afleveret kufferten til en anden modstandsmand. Pakken viste sig at indeholde en eureka radiosender, og den kom i brug, dog ikke hos den lokale Rappenborg-modtagegruppe som Gunnar selv skulle bliver en del af. Skipper gruppen-modtagegruppe Rappenborg skov Tilbage på Ny Holstedvej, Gartnervej og Militærvej knoklede de modstandsmænd, som var dukket op ved 6- tiden med at få læsset containerne op på en lastbil. Maskinpistolbevæbnede blev sat på vagtposter. De var klar, og parate til at skyde hvis tyskerne dukkede op. Beboerne kiggede på, meget til forundring for en modstandsmand, for som han sagde det var egentlig fantastisk, at folk turde stå og glo på os, for var der blevet ildkamp, var det gået ud over skyldige og uskyldige. Da lastbilen med de 14 containere kørte mod et gemmested på Enø sad fire mænd bag på vognen med maskinpistoler i skudstilling. Beboerne stod stadig som tilskuere og råbte hurra. Ifølge modstandsmanden var det et pragtfuldt syn, som vi aldrig glemmer; morgenen var skøn, og folk i en ejendommelig ophidset stemning. Et par af de andre containere blev kørt væk i en jordemoderbil. Nogle af containerne var gået i stykker, og våben, patroner og sprængstof lå spredt over det hele. De ting skulle samles sammen og fjernes, noget blev gemt ved mergelgraven ved Kilden, og andet i Kalbyrisskoven. Flere beboere tog lidt våben til sig, på Ny Holstedvej 24 blev våben gemt i hønsehuset og på Gartnervej var 8

9 gemmestedet i krybekælderen. En del store drenge, som nysgerrigt havde kigget på, og som gav en hånd med ved oprydningen, så deres snit til at snuppe nogle småting. Ved 11-tiden gav den bombe-sagkyndige endelig besked til luftværnet om de to containere med sprængstof på Ny Holstedvej 42. De skulle fjernes på en forsvarlig måde. Luftværnet meddelte videre til luftmeldecentralen i København, og så var tyskerne underrettet. Det må have været meget nervepirrende at sidde den eftermiddag og vente på at tyskerne dukkede op. Tyskerne kunne jo godt regne ud at der var blevet smidt mere end de to containere med sprængstof som stadig var der. Hvor var containerne henne nu, og hvem havde fjernet dem? Tyskerne dukkede op hen på eftermiddagen. Det var skræmmende at få huset undersøgt af tyskerne. Det husker Edith tydeligt i dag 70 år senere tyskernes gennem rodning af hele huset. Der hvor de havde gemt nogle våben i hønsehuset var tyskerne var på vej op ad indkørslen til huset. Snarrådigt skyndte faren at stille snapseflasken på bordet for at aflede deres opmærksomhed. Imens sønnen, som var modstandsmand, røg ud af bagdøren i sine sivsko og ned på marken bagved. Heldigvis vendte tyskerne om, og de slap for en husundersøgelse. De våben de havde samlet sammen den morgen blev senere fragtet til Ladby hvor de blev gemt i bistader hos familien som havde en gartneri der. Flere beboere fra de huse hvor man tydeligt kunne se skader, blev arresteret. De blev kørt ned til Grønnegades kaserne hvor de blev afhørt. Efter et par dage var alle dog fri igen. De var sådan set uskyldige, de havde fået containerne smidt på deres ejendomme ved en fejltagelse, og det var ikke dem som var stukket af med det hele. Det gik også ud over de vagthavende på luftværnskontoret, som også blev arresteret og forhørt. Men de klarede frisag da de ikke havde tydelige regler om meldepligt til den tyske garnison. Snakken gik i Næstved. Det var jo ganske uhyggeligt at containerne havnede over beboelse. Det kunne have kostet uskyldige menneskeliv. Et af de lokale illegale blade skrev at der var alt for meget løs snak om nedkastningen. Det kunne ende med flere arrestationer og fundet af det nu gemte sabotagemateriale m.m. Efter nedkastningen over Ny Holstedvej, Gartnervej og Militærvej var tyskerne endnu mere tilstede og søgende efter våbenlagre, og flere blev også arresteret. Tyskerne havde indført dødsstraf for modstandsarbejde og f.eks. var medlemmer af Hvidstengruppen, som var et modtagerhold, blevet henrettet på dette tidspunkt. Et andet problem var at en del børn også havde været med til opsamlingen af materialet og børnene var måske ikke helt klar over hvor farligt det de havde i hænderne var. Den danske nedkastningschef rapporterede kækt tilbage til London om de raske drenge i Næstved som løb rundt med diverse i lommen Når byen endnu ikke er revnet, må det være fordi Vorherre holder sin hånd over tåberne. Næstved Tidende bragte en advarsel Vær forsigtig med hittegods Gang på gang, hører man rundt fra landets egne, hvorledes børn bliver dræbt eller kvæstet til invaliditet ved omgang med sprængstoffer, som de har fundet, og senere givet sig til at lege med. Børnene handler ofte i ubetænksomhed, men her kan ikke stærkt nok tilrådes forældrene at formane børnene og i øvrigt se efter, om børnene i deres gemmer har farlige ting, 9

10 som de har fundet og som senere skal bruges i leg. Sådan hittegods bør straks uskadeliggøres. En hel del genstande blev efterfølgende afleveret f.eks. til brandstationen af forældre og af rektor fra Herlufsholm. En tragisk ulykke skete den 30. marts og var muligvis en udløber af nedkastningen ved Ny Holstedvej, Gartnervej og Militærvej. For noget af det blev gemt i Kalbyris Skov. Overskriften fra Næstved Tidende 13- årig Næstved-dreng dræbt ved leg med granat var den alle forældre til en af disse raske drenge, havde ventet og frygtet. I artiklen stod at de to drenge var ved middagstid gået hjemmefra og var løbet ind i Kalbyris Skov. Da de gennemsøgte skovbunden, formentlig for at finde anemoner, fandt de en granatlignede genstand. Med drengenes sædvanlige nysgerrighed begyndte de at pille ved genstanden, men det gav intet resultat, og så blev de enige om at prøve at kaste granaten mod en sten for at se, om den vilde give knald. Granaten blev et par gange slynget mod en sten, og ved det næste kast eksploderede den med et brag. Den 13-årige Kurt Petersen, søn af arbmd. Marius Petersen, Kastanievej 37,blev ved eksplosionen dræbt på stedet. Legekammeraten, Kjeld Hansen, søn af arbmd. Elmer Hansen, Kastanievej 32, ramtes af granatsplinter i det ene lår, den ene arm og i maven. Heldigvis gik det godt for Kjeld, der var ingen brud men granatstumperne gav ham nogle slemme sår i låret og i den ene arm. Som der også stod i avisen gjorde begivenheden naturligvis et dybt indtryk på alle i kvarteret, ikke mindst på børnene der havde Kalbyris Skov til legeplads. Krigen nærmede sig sin afslutning. Men selvfølgelig uden at nogen kunne sætte dato på, eller sige om det blev med kamp til den sidste tysker, eller med en fredelig kapitulation. Våben og ammunition fra bl.a. nedkastningerne var der til uddeling blandt modstandsfolkene når tiden kom. Overflyvningerne intensiveredes indtil der stod i Næstved Tidende at Det var som Luftværnet vidste, at det var sidste Gang, Sirenerne skulde lyde. Kun sjældent har Varslingerne været så mange og langvarige som i løbet af i går, da alarmtilstand og flyvervarslingen skiftede dagen igennem. Nu varer det forhåbentlig længe, inden Næstvederne igen skal høre sirenernes stigende og faldende tone forhåbentlig aldrig mere. Den omtalte dag var den 4. maj Forløsningen kom over radioen kl med frihedsbudskabet fra London. Glæden var at mærke overalt. En af de første ting folk gjorde var at fjerne mørklægningsgardinerne. Ikke nok med at man hev de sorte gardiner ned, folk tændte levende lys og stillede dem i vinduerne. Særligt smukt så det ud på sygehuset, ikke det nye højhus, som ikke var bygget den gang, men de flotte gamle bygninger ved siden af. Der var levende lys i alle vinduer. I følge Næstved Tidende Lysene sprang frem i 10

11 vinduerne; levende lys, festligt arrangeret. Vi skal ikke nævne de mange steder, hvor man så festlig og smukt havde stillet levende lys i vinduerne, men vi må dog have lov at fremhæve Amtssygehuset, hvor hvert eneste vindue var illumineret med levende lys. Det så skønt ud og vakte den største begejstring hos alle, der så det. Lysstyrken på gadebelysningen kunne de dog ikke nå at sætte op, men nu strålede der lys fra de oplyste vinduer festligt og forjættende ud over gader og veje. Folk flokkedes udenfor for at nyde en enestående aften. Det blev et symbol på 4. maj og befrielsen, levende lys i vinduet. Der gik kun få dage før der var engelske tropper i byen. De første nåede frem til Næstved den 9. maj. De fik en overvældende venlig modtagelse. Alle, kvinder som mænd, ung som gammel ønskede at hilse dem velkommen. Delegationen rejste dog hurtigt videre. Et større hold på 30 ankom den 13. maj. De fik ligeledes en overvældende varm modtagelse. Sikke nogle historier de kunne fortælle. De var faldskærmstropper og flere havde taget hele turen med som de sagde, havde været Montgomery s ørkenrotter i nord Afrika, i Italien, ved D. dag og kæmpede hele vejen op igennem Tyskland. Lige så snart en af soldaterne viste sig blev han bestormet af børn og unge. De godmodige engelske soldater skriver autografer til de har fået skrivekrampe, men der var en grænse for de var derimod helt afvisende for bønner om deres huer. Voksne og børn er lige ivrige for at sikre sig en Montgomery-hue, men soldaterne afviser kategorisk alle tilbud. Flere af disse beundrere havde selv RAF-huer på, altså de hjemmestrikkede som var blevet fundet frem igen til befrielsen. Adspurgt om hvad deres opgave i Næstved var svarede Lt. Grey Vi skal øve kontrol med tyskernes afmarch, vi skal se, hvordan hele afviklingen er gået vi skal kort sagt gøre rent (mop up) efter tyskerne her. Han regnede med at det tog en uge, måske to. 11

12 Modstandsfolkene havde også historier at fortælle. Den 16. maj bragte Næstved Tidende en meget lang artikel om arbejdet gjort af modtagerholdene dvs. de folk, som havde taget imod det nedkastede. At det var intenst, hårdt og farligt var der ingen tvivl om, og det har krævet engagement og mod at være med til det. Nogle af besværlighederne blev beskrevet f.eks. med faldskærmene De 5 i skoven voldte os flere vanskeligheder. En fik vi ret hurtigt ned, men de resterende 4 var umuligt at få ned. Vi kunde nok klatre op i træerne og nå containerne og kunde måske også have skåret snorene over, men så hang faldskærmene der jo, og alle spor fra vor natlige virksomhed skulde udslettes, for vi skulde jo gerne kunne bruge vor flyveplads mere end en gang. Vi forsøgte på alle tænkelige måder, men blev enige om, at der ikke var andet at gøre end at fælde træerne, og vi måtte så se at få fat på sav og reb til dette formål. Artiklen slutter på lidt pudsig vis, som om de mange gange var blevet spurgt hvor faldskærmene var blevet af. Faldskærmene fik vi desværre ikke lov at beholde, for chefen sagde, at dem var der så mange, der var kommet galt afsted med, og mange modtagerhold var blevet grebet, fordi de havde fordelt faldskærmene imellem sig. Til vores store sorg blev disse derfor tilintetgjort; men der er ingen tvivl om, at det var det eneste rigtige. Ellers havde vi sikkert ikke 9 gange i løbet af knap 2 måneder kunnet stille til modtagelse på den samme flyveplads. Enkelte blev dog gemt. Den 29. maj forlod de omtalte britiske faldskærmstropper Næstved. Samme dag var der imidlertid VIP gæster fra England som havde et indgående kendskab til den danske modstandsindsats. Gæsterne var den britiske kommandørkaptajn Ralph Hollingworth, leder af den danske sektion af den hemmelig Special Operations Executive, tilsvarende amerikanske major Kai Winkelhorn og to, som der stod i avisen nydelige 12

13 uniformerede damer. Disse var kaptajn Elizabeth Burruss og sergent Stella Conway Gordon. Damerne havde arbejdet med at udpege de punkter, hvor våbnene skulde kastes ned, og koordinere dette arbejde med listerne over navne, der skulle sendes gennem BBC og advare våbenfolkene om, hvornår de skulle træde i aktion. En parade af modstandsfolk fra modtagerholdene fra Sydsjælland stod klar udenfor Hotel Vinhuset da to lækre automobiler med gæsterne ankom noget forsinket. De to højtstående mandlige gæster fik overrakt blomsterbuketter af en lille pige og der afholdtes korte taler. Så blev der hilst på modstandsfolkene og udvekslet erfaringer. Modtagerfolkene havde to containere og div. udstyr med, og viste hvordan de kunne håndtere det hele. Bl.a. en eureka radiosender, dog ikke den som var blevet smidt ned over Militærvej 9. De søde kvindelige officerer viste sig at være udmærket vidende om de lokale forhold. De kendte godt til fejlnedkastningen over Ny Holstedvej, Gartnervej og Militærvej. Våbenene skulde være kastet ned ca. 40 km længere nord på, men er altså blevet kastet ud for tidligt, formentlig på grund af dårligt sigtbarhed. I alle tilfælde, slutter den høje smilende canadierinde, flyverne var meget kede af det, da de kom hjem. SOE fløj 415 flyvinger med våben og sabotagemateriale til Danmark, i alt 6300 container blev nedkastet. 69 allierede flyvere mistede livet ved nedkastningsoperationer til den danske modstandsbevægelse. Besætningen fra TableJam 215, fejlnedkastningen over Næstved, overlevede krigen. De fløj yderligere missioner over Danmark, Norge, Holland og Tyskland. Piloten, squadron leader William Walther Gunton, blev belønnet med en Distinguished Flying Cross For completing many sorties with nr. 161 squadron during which his skill, accuracy and enthusiasm have always been most praiseworthy. Piloten William Walther Guntons medaljer 13

14 Faldskærme Faldskærme til containere var af bomuld i forskellige farver, og det fungerede til en vis grad som en kode for hvad containerne indeholdt. De kunne være røde, orange, blå, gule eller grønne. Faldskærmene blev samlet sammen, og lige så snart de var kommet væk fra nedkastningsstedet og i sikkerhed blev de gerne brændt. Fru Rasmussen som I hørte, brændte faldskærmen de fandt i frugttræet med det samme. Det var fornuftigt gjort. Stof var imidlertid en manglevare under krigen og nogle folk synes det var en skam bare at brænde de mange meter stof. Godt en måned før befrielsen blev 24 containere nedkastet ved Rappenborgskoven. De blev kørt ud til en gård på Enø, også faldskærmene. Tingene blev gemt under et dobbelt loft i en udebygning. Datteren til modstandsmanden Hansen, som boede her, fik syet en kjole ud af en af faldskærmene, og den brugte hun til sin dimission fra gymnasiet nogle uger senere. I England efter krigen, blev de farvede faldskærme solgt, men da farvene ikke var vandfast blev der understreget at de ikke egnede sig til opsyning som tøj. 3. april 1946 blev broderioverførerske Alma Virginia Bechmann Strøh gift i Glostrup Kirke med Erik Stig Nielsen, oversergent i livgarden. Hendes brudekjole var syet af en faldskærm, som under besættelsen var blevet anvendt ved våbennedkastning i Jylland. Brudgommens bror, der var med i modstandsbevægelsen, havde opsamlet og gemt faldskærmen. Kjolens turkisblå farve er original Natmus. Nr. 6046/

15 Kilder: Allan Huglstad: Kiv og krig Næstvedegnen Hans A. Schrøder, Anders D. Henriksen: Table Jam 231 Våben til Modstandsbevægelsen Næstved Arkiver Næstved Tidende 15