Vold mod kvinder. Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder

Transkript

1 Vold mod kvinder Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder Status og forslag til national handlingsplan fra den tværministerielle arbejdsgruppe om vold mod kvinder og handel med mennesker Oktober 2001

2

3 Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder Status og forslag til national handlingsplan fra den tværministerielle arbejdsgruppe om vold mod kvinder og handel med mennesker Oktober 2001

4 Titel: VOLD MOD KVINDER, Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder. Status og forslag til handlingsplan, oktober Udarbejdet af: Tværministerielle arbejdsgruppe, bestående af repræsentanter fra: Socialministeriet, Sundhedsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet og formand for den tværministerielle arbejdsgruppe i Ligestillingsafdelingen, afdelingschef Vibeke Abel. Udgivelsesår: 2001 Udgave, oplag: 1. udgave, 500 eks. ISBN Tryk og bogbind: Schultz Grafisk Udleveres så længe lager haves hos: Ligestillingsafdelingen Skindergade 38, 2. Postboks København K Tlf Fax E-post: [email protected] VOLD MOD KVINDER, Initiativer og anbefalinger til bekæmpelse af vold mod kvinder findes også på minister for ligestillings hjemmeside: 2

5 1. Indledning Resumé Anbefalinger Anbefalinger fra arbejdsgruppen en national handlingsplan National handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder Anbefalinger til de enkelte elementer i handlingsplanen Tværfagligt samarbejde mellem aktører ved vold i hjemmet Uddannelse og efteruddannelse af fagpersoner Oplysning Lovgivning De kommunale og amtskommunale myndigheder Politiet Behandlingstilbud til voldelige mænd Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter Børn i voldsramte familier Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne Forskning og statistik Opfølgning Definition og omfang af vold mod kvinder Hvad er vold mod kvinder? Voldens omfang Gennemgang af 2 undersøgelser af skadestuerapporter vedrørende vold mod kvinder Konklusion om voldens omfang Indsatsen mod vold en indsats med mange aktører Politiet Kommunale og amtskommunale myndigheder Sundhedsmyndighederne Krisecentrene Indhentning af information om praksis Høring af kommuner Høring af amter Høring af uddannelsesinstitutioner Konklusion på indhentning af information om praksis Særlige grupper Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter Børn i voldsramte familier Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne Mænd og vold Teorier om vold i familien Behandlingstilbud til voldelige mænd White Ribbon Campaign Kortlægningsundersøgelse af volds-udøvende mænd

6 9. Indsatsen mod vold mod kvinder i EU og Norge Lovgivning Opgørelser over voldens omfang Nationale handlingsplaner Det tværfaglige samarbejde Behandlings- og rådgivningstilbud til voldsudøverne Voldens omkostninger Danmarks implementering af konventioner og anbefalinger De internationale forpligtelser Den danske implementering Initiativer og konkrete tiltag fra ministerierne Baggrund for arbejdsgruppen Arbejdsgruppens kommissorium Litteraturoversigt

7 Vold mod kvinder i hjemmet er en forbrydelse. En forbrydelse, som straffes på linje med ethvert andet voldeligt overgreb på et andet menneske. Tidligere har der været en tilbøjelighed til at betragte vold i hjemmet som et privat anliggende; ikke en problemstilling, som det offentlige havde et ansvar for at gribe ind over for. I dag er det anderledes. I Danmark anses og behandles vold mod kvinder som en problemstilling, der hører under menneskerettighederne 1. Ligeledes har det internationale samfund efterhånden eksplicit anerkendt vold mod kvinder som et menneskerettighedsproblem, som staten har et ansvar for at bekæmpe. Det internationale samfund har erkendt, at vold mod kvinder skal ses i det perspektiv, at vold er et udtryk for den ulige magtfordeling mellem kvinder og mænd. Det udtrykkes tydeligt i slutdokumentet Platform for Action fra FN s 4. Verdenskvindekonference i Beijing i 1995: Violence against women is a manifestation of the historically unequal power relations between women and men, which have led to domination over and discrimination against women by men and to the prevention of women s full advancement. 2 Tal fra Verdensbanken anslår, at 20% af kvinder verden over har lidt fysisk overlast eller er blevet seksuelt udnyttet 3. Andre rapporter fortæller, at mere end 40% af de gifte kvinder i Indien får bank af deres ægtemand, i USA tæskes en kvinde hvert 15. sekund og i Ægypten udsættes 35% af kvinderne for voldelige overgreb fra deres ægtemand 4. For mange kvinder er hjemmet ikke en tryg havn, men et sted fyldt med frygt og vold. I Finland viser nyere tal, at kvinder årligt udsættes for fysisk vold i deres parrelation. Samme undersøgelse viser, at hver tredje kvinde udsættes for fysisk vold, og at 20% af de adspurgte kvinder, som lever i et parforhold, har været udsat for fysisk vold af deres nuværende partner Udenrigsministeriet, Ligestillingsafdelingen og Ligestillingsrådet (2000). 2. Beijing Platform for Action, paragraph Heise (1994). 4. Amnesty International (2001). 5. Heiskanen & Piispa (1998). 6. Rigspolitichefen (1998). I Danmark viser den seneste undersøgelse 6, at der årligt er kvindelige ofre for partnervold. Formidlingscentret for Socialt Arbejde i Esbjerg, som arbejder indgående med problemstillingen vold mod kvinder, påpeger i en undersøgelse, at der må formodes at være et stort mørketal på dette område, da det har vist sig, at kun 25% af de kvinder, der kommer på krisecenter på grund af vold i hjemmet, anmelder det voldelige overgreb 7. Foruden at ødelægge livet for de involverede kvinder og for deres familier, er vold mod kvinder samtidig en stor belastning af samfundsøkonomien. Hvis tal fra andre europæiske lande omsættes til danske forhold, skønnes det, at voldens samlede årlige omkostninger i Danmark er i størrelsesordenen 370 mio. kroner 8. Vold i hjemmet er en krænkelse af kvindens fysiske integritet. Vold kan stå på i mange år og kan blive værre med tiden. Vold mod kvinder er sjældent et én gangs fænomen, men må ses som en fortløbende tilstand. Konsekvenserne kan være vedvarende helbredsproblemer udover de umiddelbare følger af vold. Følgerne vil ofte vare ved, også efter volden er stoppet. Den officielle danske holdning er klar og tydelig: Vold mod kvinder kan ikke accepteres og må betragtes som et levn fra en tid, hvor mænd opfattede kvinder som underlegne. Derfor er bekæmpelsen af vold også et spørgsmål om ligestilling mellem kønnene. Selv om der allerede gøres en stor indsats, ikke mindst for at støtte ofrene for vold, overvejer de ansvarlige myndigheder løbende, om indsatsen for at stoppe volden er god nok, og om indsatsen sættes ind de rette steder. Vold er et komplekst problem med mange forskellige konsekvenser, og indsatsen involverer mange myndigheder og private organisationer. Det er derfor af afgørende betydning for at mindske volden og dens følger, at samarbejdet indbyrdes mellem myndighederne og mellem myndighederne og de private organisationer fungerer på bedst mulige vis. Internationalt er der vedtaget konventioner og anbefalinger på området, som stiller krav til de enkelte lande om en specifik og målrettet indsats mod voldelige overgreb på kvinder. Danmark har tilsluttet sig disse instrumenter og har løbende iværksat initiativer for at styrke indsatsen mod vold. Initiativerne har været gode og velovervejede, men en del af den tværministerielle arbejdsgruppes opgave har været at overveje, hvordan indsatsen kan gøres endnu bedre. For selv om vi ikke kender det præcise omfang af vold i Danmark, er det tydeligt, at alt for mange kvinder stadig udsættes for vold i familien 9. Indsat- 7. Behrens og Dybtved (2001). 8. Behrens & Tilia (2001). 9. Rigspolitichefen (1998). 5

8 sen er derfor ikke tilstrækkelig. Der er behov for yderligere viden om, hvilke behov de voldsramte kvinder har, for derefter at målrette eksisterende tilbud eller skabe nye, så støtten til ofrene bliver bedst mulig. Desuden er det nødvendigt at vurdere, hvorvidt forebyggelsen, herunder behandlingstilbud til voldelige mænd, fungerer på tilfredsstillende vis. Det er overordnet set vigtigt at have en helhedsorienteret tilgang til problemet vold mod kvinder. Derfor er en tværfaglig indsats påkrævet, og arbejdsgruppens væsentligste anbefaling er derfor, at der udarbejdes en national handlingsplan, og at den tværfaglige forståelse og indsats styrkes. Det skal bemærkes, at den tværministerielle arbejdsgruppe ikke har skelnet mellem de forskellige former for vold, som kvinder udsættes for i hjemmet. Det har været drøftet, hvorvidt voldtægt skulle være en særskilt del af arbejdet, men arbejdsgruppen har dog ikke fundet, at dette faldt indenfor rammerne af arbejdsgruppens kommissorium at medtage denne problemstilling (se side 73). 6

9 I forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg den 27. april 2000 om lovgivningen på området voldsramte kvinder, hvor både justitsminister Frank Jensen og daværende minister for ligestilling Jytte Andersen deltog, blev det fra regeringens side foreslået, at der skulle nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe på embedsmandsniveau. Den tværministerielle arbejdsgruppe om vold mod kvinder og handel med mennesker har til opgave at fungere som kontaktforum med henblik på at sikre en yderligere styrkelse af indsatsen mod vold i hjemmet samt styrke bekæmpelsen af handel med mennesker. Arbejdsgruppen har gennem efteråret 2000 drøftet problemstillingen vold mod kvinder under følgende temaer: Krisecentrenes rolle overfor og tilbud til voldsofre. Politiets håndtering af sager om vold i hjemmet. Sociale myndigheders procedurer ved vold i hjemmet. Sundhedsmyndighedernes håndtering af voldsofre og voldsudøvere. Arbejdsgruppen har som definition af vold mod kvinder benyttet definitionen fra Platform for Action fra Verdenskvindekonferencen i Beijing i 1995, som lyder således: Enhver kønsbaseret voldshandling, der påfører eller sandsynligvis vil påføre kvinder fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelse, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette finder sted i det offentlige liv eller i privatlivet. Omfanget af vold mod kvinder i Danmark er endnu ikke opgjort på en dækkende og fuldstændig måde, og mørketallene på området kan være af en anseelig størrelse. Den hidtil største undersøgelse af fænomenet blev udført i forbindelse med Rigspolitiets voldsofferundersøgelse fra 1995/1996. Denne undersøgelse viste et årligt antal tilfælde af partnervold på Disse tilfælde blev begået mod personer, heraf kvinder. Dette er absolutte minimumstal, idet der er en underrapportering. Den danske indsats mod vold er en indsats med mange aktører. Vold mod kvinder er først og fremmest en alvorlig forbrydelse, som vil kunne straffes efter flere bestemmelser i straffeloven. Politiet spiller også af den grund en vigtig rolle i bekæmpelsen af vold. For politiet handler indsatsen om at undgå en eskalering af den voldsomme situation samt at retsforfølge voldsudøveren. Politiets procedurer ved vold i hjemmet blev præciseret af Rigsadvokaten med udsendelse af meddelelse nr. 5/2000 vedrørende efterforskning af sager om vold i parforhold. De kommunale myndigheder har flere vigtige opgaver ved vold i familien. Som fastslået i lov om social service (herefter serviceloven) 3, er det en kommunal opgave at sørge for tilbud om rådgivning om sociale problemer. De kommunale myndigheder kan blandt andet henvise kvinderne til et kvindekrisecenter. De kommunale myndigheder fører desuden tilsyn med de forhold, hvorunder børn og unge lever, herunder børn i voldsramte familier. Sundhedsmyndighederne tager sig af den lægelige behandling af skader efter vold, enten hos praktiserende læge, på landets skadestuer eller, i alvorlige tilfælde, på relevante sygehusafdelinger. Krisecentrene er som nævnt en central del af støtten til kvindelige voldsofre. Det første krisecenter åbnede i 1979 udsprunget af kvindebevægelsen, og der er i dag ca. 40 krisecentre. Kommuner og amtskommuner er i stigende grad involveret i driften af krisecentrene, som hører under servicelovens 94 om støtte til hjemløse. Det vil i dette tilfælde sige kvinder, der på grund af vold ikke kan opholde sig i eget hjem. Krisecentrenes rolle er at give midlertidigt husly for voldsramte/truede kvinder med eller uden børn, at udbrede oplysninger om vold i familier og parforhold, samt at arbejde med forebyggende og opfølgende aktiviteter i tilknytning til krisecentre. Arbejdsgruppen har udsendt et høringsbrev til amter, kommuner og uddannelsesinstitutioner om den nuværende indsats mod vold mod kvinder. De kommuner, som har besvaret henvendelsen, oplyser alle, at de iværksætter foranstaltninger i henhold til serviceloven i tilfælde af vold mod kvinder, det vil sige, at de yder rådgivning og henviser kvinderne til krisecenter. For amtskommunernes vedkommende gælder det også, at de følger servicelovens regler og blandt andet støtter krisecentrene økonomisk. Uddannelsesinstitutionerne oplyser, at vold mod kvinder, som i større eller mindre omfang er en del af undervisningen. 7

10 Arbejdsgruppen har drøftet forskellige samfundsgrupper, som kan have særlige behov i forbindelse med tilfælde af vold mod kvinder. Arbejdsgruppen finder det afgørende, at støtten til voldsramte kvinder afspejler behovene hos de enkelte kvinder samt tager hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende for disse grupper. Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter er tilsyneladende overrepræsenterede på krisecentrene, ligesom de opholder sig længere end danske kvinder på krisecentrene og flytter oftere tilbage til voldsudøveren. Problemerne for denne gruppe af kvinder kan skyldes manglende socialt netværk samt et dårligt kendskab til rettigheder og muligheder i tilfælde af vold. Forskellige myndigheder arbejder med støtte til kvinder fra etniske minoriteter, som tilsyneladende kræver en særlig indsats. Børn i voldsramte familier påvirkes i høj grad af vold. Mange børn opholder sig i kortere eller længere tid på krisecentrene med deres mødre. I 1996 blev KRIB-puljen etableret. Formålet med puljen er at etablere og udvikle støtte-tilbud til børn på krisecentrene, herunder at kvalificere personalet til at håndtere børnenes særlige problemer og støtte den forebyggende indsats. Vold mod kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er tilsyneladende et område, der ikke er tilstrækkeligt belyst, men der kan dog være særlige problemer for denne gruppe af kvinder ved tilfælde af vold. Kvinder med nedsat funktionsevne er ifølge udenlandske undersøgelser mere udsatte for vold end ikke-handicappede kvinder. Der findes flere forskellige teorier om baggrunden for mænds vold mod kvinder. De teoretiske retninger strækker sig fra biologiske til feministiske forklaringer med deraf følgende implikationer for valg af indsats mod vold. Teoriernes forskellighed tyder på, at en bredspektret indsats kan være nødvendig for at sikre en effektiv bekæmpelse af vold. Der findes i øjeblikket kun få behandlingstilbud til voldelige mænd, der ønsker at komme i behandling for deres voldelige adfærd. Behandlingstilbud af denne slags vil være yderst relevante i forebyggelsen af vold mod kvinder. I forhold til den nuværende indsats vil regionale behandlingstilbud til voldsudøvende mænd være en styrkelse i bekæmpelsen af vold mod kvinder. En nyligt udgivet kortlægningsundersøgelse af voldelige mænd viser blandt andet, at kun en lille del af de voldsramte kvinder på krisecentrene anmelder det voldelige overgreb til politiet, nemlig 25%. Dette lave antal kan skyldes det nære forhold mellem offeret og udøveren og frygten for repressalier og yderligere vold. Undersøgelsen viser også, at 53% af de voldsramte kvinder har oplyst, at den voldsudøvende mand har et misbrug af en eller anden slags, hvoraf alkoholmisbrug er det mest udbredte (30,2%). Ligestillingsafdelingen har til brug for arbejdsgruppens drøftelse fået udarbejdet en undersøgelse af indsatsen mod vold mod kvinder i EU og Norge. Arbejdsgruppen ønskede med denne undersøgelse at afklare andre landes indsats samt finde inspiration i denne indsats. Undersøgelsen har gennemgået landenes indsats på følgende områder: a) Lovgivning, b) voldens omfang, metoder til opgørelse og eventuelt statistik på området, c) nationale handlingsplaner, konferencer og kampagner, d) det tværfaglige samarbejde på området, e) rådgivnings- og behandlingstilbud til voldsudøvende mænd, og f) en eventuel opgørelse af voldens omkostninger. Undersøgelsen angiver blandt andet, at en omregning af de øvrige landes omkostninger i.f.m. vold mod kvinder til danske forhold, vil svare til, at vi i Danmark årligt har udgifter i størrelsesordenen 370 mio. kr., som kan relateres direkte til vold mod kvinder. Arbejdsgruppen har drøftet internationale konventioner, politiske hensigtserklæringer og anbefalinger vedrørende bekæmpelse af vold mod kvinder og implementeringen af disse i dansk lovgivning og praksis på området. Det kan dog være en vanskelig opgave konkret at vurdere hvert enkelt element i konventioner og anbefalinger, idet den danske indsats mod vold mod kvinder kun delvist har form af lovgivning på området. I praksis består indsatsen mod vold mod kvinder af en lang række initiativer. Initiativer, der er med til at opfylde de forpligtelser, som Danmark har underskrevet i forhold til det internationale samfund. Vi har et udbygget net af krisecentre, der har været fokus på børn i voldsramte familier og vold mod kvinder fra etniske minoriteter, der undervises i emnet vold mod kvinder på Politiskolen, der er sat fokus på efterforskningen i voldssager, vold mod kvinder er kriminaliseret, og der er med Socialministeriets projekt Vold i familien sat mærkbart ind i forhold til forebyggelse. Arbejdsgruppen bemærker, at Danmark har ratificeret de relevante konventioner på området vold mod kvinder. 8

11 Allerede på nuværende tidspunkt er der en fokuseret indsats mod vold mod kvinder, og arbejdsgruppen har fundet det relevant at liste de igangværende initiativer. Af disse kan fremhæves, at den endelige tilrettelæggelse af en ordning, hvorefter voldstruede kvinder forsynes med en såkaldt overfaldsalarm, for tiden finder sted hos Rigspolitichefen, at Socialministeriet i indeværende år vil iværksætte større projekter under titlen vold i familien. Projekterne tager udgangspunkt i en helhedsorienteret indsats mod vold i familien og omfatter flere af arbejdsgruppens anbefalinger til den fremtidige indsats, at Indenrigsministeriet har støttet IND.sam s arbejde med voldsramte kvinder fra etniske minoriteter, og at Ligestillingsafdelingen som nævnt har fået udarbejdet en undersøgelse af andre europæiske landes indsats mod vold mod kvinder. Anbefalinger På baggrund af ovenstående drøftelser om problemstillingen vold mod kvinder vil arbejdsgruppen i hovedtræk anbefale følgende for at styrke indsatsen mod voldelige overgreb på kvinder: En samlet national handlingsplan for bekæmpelse af vold mod kvinder. Behandlingstilbud til voldelige mænd. Landsdækkende informationskampagne for fagfolk om tværfagligt samarbejde. Tidligere indsats fra de kommunale myndigheder. Vurdering af krisecentrernes kapacitet. Yderligere forskning om vold mod kvinder. Oplysning til ofre for vold om muligheder for støtte og rådgivning. 9

12 10

13 Som det vil fremgå af denne status, er der i Danmark taget en række initiativer for at forebygge vold mod kvinder og for at tilbyde voldsofre hjælp og beskyttelse. På baggrund af de undersøgelser, som arbejdsgruppen har foretaget og de ekspertbidrag, som er indhentet til drøftelserne, fremkommer arbejdsgruppen her med en række forslag til initiativer, der skal gøre indsatsen endnu bedre. Skal vold mod kvinder forebygges, og skal behandlingen af voldsramte kvinder forbedres, er det nødvendigt at se både på enkeltstående aktiviteter og at se på den samlede indsats på tværs af ministerierne. I tilfælde af vold mod kvinder er mange myndigheder involveret, og vold er ofte en del af familiens samlede problemer. Arbejdsgruppens anbefalinger indeholder derfor en række forslag indenfor enkelte konkrete områder og et forslag til en konkretisering og samlet prioritering af forslagene i en samlet national handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder. Handlingsplanen skal sikre en samlet og effektiv indsats med et helhedsorienteret perspektiv. National handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder Handlingsplanen, der foreslås iværksat i 2002, bør omfatte følgende områder: Tværfagligt samarbejde mellem aktører ved vold i hjemmet. Oplysning. Uddannelse af fagpersoner. Lovgivning. De kommunale og amtskommunale myndigheder, herunder forbedring af støtten til de voldsramte kvinder. Politiet. Behandlingstilbud til de voldsudøvende mænd. Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter. Børn i voldsramte familier. Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Statistik og forskning. Regeringen har allerede taget hul på handlingsplanen, idet Socialministeriet har iværksat 2 projekter omkring vold i familien. Projekterne er finansieret via puljemidler og drejer sig om metodeudvikling, udbredelse af kendskabet til best practice på området vold mod kvinder, styrkelse af den koordinerede indsats fra de involverede instanser samt bidrag til, at voldsudøvende mænd ophører med den voldelige adfærd. For en uddybende beskrivelse af projekterne, se bilag 1. Socialministeriets projekter afspejler ønsket hos samtlige ministerier om både en bedre tværfaglig indsats til støtte for offeret for vold og en indsats for at forebygge vold ved at tilbyde voldelige mænd rådgivning og behandling, med henblik på at de ændrer den voldelige adfærd. Arbejdsgruppen finder også, at beslutningen om at iværksætte projekterne afspejler intentionen med arbejdsgruppens etablering, nemlig at inspirere og støtte de deltagende ministerier i at fokusere på emnet vold mod kvinder. Det anbefales, at der i 2002 iværksættes følgende aktiviteter: 1. Støtte til udvikling af regionale behandlingstilbud til voldsudøvende mænd. 2. Informationskampagne om tværfagligt samarbejde til fagfolk i landets 14 amter. 3. Udarbejdelse af en såkaldt værktøjskasse til de involverede myndigheder, indeholdende lovregler, henvisningsmuligheder, beskrivelse af den nuværende indsats, gode råd og vejledning. 4. Vurdering af kapaciteten på krisecentrene for at få analyseret hvilke problemer, kvindekrisecentrene står overfor. 5. Udarbejdelse af oplysningspjece til voldsramte kvinder om systemets muligheder for at hjælpe dem. Pjecen vil blive oversat til de relevante fremmedsprog. 11

14 6. Oprettelse af hjemmeside med informationer om vold mod kvinder. 7. Styrkelse af krisecentrenes telefonrådgivning, herunder oprettelse af 24-timers hotline. 8. Udarbejdelse af befolkningsundersøgelse af voldens omfang. 9. Undersøgelse af de særlige forhold, der gør sig gældende for voldsramte kvinder med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne. 10. Øget anvendelse af overfaldsalarmer til voldsramte kvinder. Arbejdsgruppens øvrige forslag til aktiviteter indarbejdes i 2002 i en langsigtet handlingsplan. Det anbefales, at den tværministerielle arbejdsgruppe bliver ansvarlig for gennemførelsen af handlingsplanen. Anbefalinger til de enkelte elementer i handlingsplanen 3.1 Tværfagligt samarbejde mellem aktører ved vold i hjemmet For at sikre en hensigtsmæssig indsats overfor voldsramte kvinder og deres familie, er det nødvendigt at udnytte de involverede myndigheders ressourcer og muligheder på bedste vis. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der etableres netværk og samarbejdsfora, hvor professionelle, der arbejder med forskellige facetter af vold mod kvinder, kan mødes, uddannes og udveksle erfaringer om, hvordan indsatsen for at forebygge vold og støtte ofrene kan udformes. Samarbejdet skal kvalificere indsatsen og det allerede fungerende samarbejde mellem krisecentre, sociale myndigheder, politi og sundhedsmyndigheder. Arbejdsgruppen anbefaler, at der nedsættes tværfaglige teams eller fora på regionalt eller lokalt niveau, at effektiviteten af det nuværende samarbejde mellem de berørte faggrupper analyseres, så der kan udarbejdes en beskrivelse af det forløb, som en voldsramt kvinde gennemgår. For at give en effektiv hjælp, er det væsentligt, at alle de berørte myndigheder er bekendt med, hvordan de øvrige parter prioriterer deres indsats for at løse problemerne ved vold i familien, indeholde en oversigt over lovregler, forskellige myndigheders indsatsmuligheder, relevante henvisningssteder og råd og vejledning om, hvordan man bedst håndterer de forskellige problemstillinger, der opstår i relation til vold mod kvinder. Det vurderes eksempelvis, at de kommunale myndigheders samarbejde med krisecentrene kunne forbedres, hvis de kommunale sagsbehandlere meget hurtigt efter tilfælde af vold blev en integreret del af processen med at støtte den voldsramte kvinde. 3.2 Uddannelse og efteruddannelse af fagpersoner Det er en væsentlig forudsætning for et effektivt arbejde med at forebygge vold og i arbejdet med ofre for vold, at de relevante fagfolk sikres den rette viden. Det er derfor vigtigt, at problemstillingen vold mod kvinder indgår i uddannelse og efteruddannelse af de relevante faggrupper. En kort høring af uddannelsesinstitutioner har ikke kunnet give arbejdsgruppen et dækkende billede af situationen vedrørende uddannelsernes fokus på vold mod kvinder. Taget i betragtning, at fagfolkenes indsats for både forebyggelse af vold og støtte til ofrene for vold er af afgørende betydning, vil det være relevant yderligere at afklare omfanget og arten af undervisningen på uddannelsesinstitutionerne og få igangsat en informationskampagne for allerede uddannede fagfolk. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der udarbejdes en nærmere og mere grundig analyse af den undervisning, der på de relevante uddannelser tilbydes omkring problemstillingen vold mod kvinder, og at der i 2002 gennemføres en kampagne bestående af regionale konferencer, hvor fagfolk på området tilbydes tværfaglig efteruddannelse i håndtering af sager om voldsramte kvinder. 3.3 Oplysning Hjælp til voldsramte kvinder afhænger i høj grad af ofrets ønske om medvirken i dette arbejde samt viden om mulighederne for at få hjælp. Det er derfor afgørende, at det bliver kendt, at der findes myndigheder og andre instanser, som kan og vil give støtte og rådgivning i situationen. En sådan udbredelse af information er en del af Socialministeriets projekt om vold i familien at der produceres en såkaldt værktøjskasse til involverede myndigheder. Værktøjskassen kan 12

15 Udover dette projekt, der allerede er igangsat, anbefaler arbejdsgruppen, at voldsramte kvinder gennem en pjece og andre informationsmidler oplyses om systemets muligheder for at hjælpe dem. Informationen gives til kvinderne på de steder, hvor de henvender sig ved tilfælde af vold, eller hvor borgerne normalt kommer i kontakt med de offentlige myndigheder, at informationen skal være tilgængelig på Internettet, således at ofrene og udøverne får mulighed for at indhente information på en anonym og passende måde, og at kvindekrisecentrenes telefonrådgivning styrkes således, at voldsramte kvinder døgnet rundt kan modtage telefonisk rådgivning fra et krisecenter. 3.4 Lovgivning Det er vigtigt for bekæmpelsen af vold mod kvinder, at man fastholder og styrker holdningsændringen til vold i hjemmet. I dag er det for langt de flestes vedkommende uacceptabelt, at kvinder udsættes for vold i deres eget hjem af tidligere eller nuværende partnere. Det er også afgørende, at der findes den nødvendige lovgivning. Lovgivningen er foruden at være det juridiske grundlag for indsatsen mod vold også vigtig som signalværdi om den officielle afstandtagen fra vold mod kvinder. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at erfaringer med fjernelse af manden fra hjemmet i tilfælde af et voldeligt overgreb på en partner (den østrigske model, se side 57), følges for nærmere at vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at indføre en hel eller delvis tilsvarende ordning i Danmark, at man nærmere vurderer kommende behandlingstilbud til voldelige mænd (som beskrevet under Socialministeriets projekt), inden der træffes beslutning om, hvorvidt det kan anbefales at indføre en ordning med behandling for den voldelige adfærd som et vilkår ved en betinget straf for vold, at behandlingstilbud under afsoning af en dom for vold så vidt muligt også tilbydes mænd, der er dømt for vold mod en nuværende eller tidligere partner. Der kan allerede på nuværende tidspunkt i vidt omfang tilbydes programmerne anger management og cognitive skills til voldelige mænd under afsoning af fængselsstraf at det sideløbende med de til handlingsplanen nævnte tiltag vurderes, hvorvidt indsatsen mod vold kunne styrkes ved hjælp af en ændret lovgivning. 3.5 De kommunale og amtskommunale myndigheder De kommunale og amtskommunale myndigheder spiller en helt central rolle i problemstillingen vold mod kvinder. Amter og kommuner er ansvarlige for at yde støtte og rådgivning til voldsramte kvinder og deres familier, og de finansierer en stor del af de tilbud, som findes ved tilfælde af vold. Det er derfor af afgørende betydning, at myndighederne er i stand til at løfte opgaven. Samtidig er det også meget væsentligt, at der findes tilstrækkelige tilbud til de voldsramte familier, herunder at krisecentrenes kapacitet er tilstrækkelig til at kunne huse de voldsramte kvinder, der har behov for midlertidigt husly. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at de kommunale myndigheder på et så tidligt tidspunkt som muligt støtter ofre for vold, at det vurderes, hvorvidt den nuværende kapacitet på kvindekrisecentrene er tilstrækkelig at der, så vidt det er praktisk muligt, stilles tolke til rådighed for voldsramte kvinder fra etniske minoriteter, som har behov for denne bistand, at de kommunale myndigheders samarbejde med de øvrige in-stanser og krisecentrene, som det er beskrevet under anbefalinger af tværfagligt samarbejde, styrkes, og at sagsbehandlere i de kommunale og amtskommunale myndigheder tilbydes efteruddannelse i problemstillingen vold mod kvinder samt instrueres i tværfagligt samarbejde. 3.6 Politiet Politiets rolle i forbindelse med vold mod kvinder har udviklet sig fra hovedsageligt at være mægler i tilfælde af husspektakler til en mere direkte beskyttelse af ofret samt en mere aktiv indsats for at optage anmeldelse i forbindelse med strafbare forhold. Rigsadvokaten har med sin meddelelse af 31. august 2000 understreget politiets pligt til også af egen drift at indlede efterforskning i sager om hustruvold. Arbejdsgruppen finder, at Rigsadvokatens meddelelse er et vigtigt skridt i bekæmpelsen af vold i familien. 13

16 Arbejdsgruppen anbefaler, at der i fremtiden i højere grad tilbydes overfaldsalarmer til kvinder, som er i fare for at blive udsat for vold. 3.7 Behandlingstilbud til voldelige mænd Der er i dag kun få permanente tilbud om behandling til voldelige mænd, der ønsker at ændre denne adfærd. Resultaterne fra de få eksisterende rådgivninger og antallet af henvendelser hertil viser tydelig, at der er behov for flere lignende tilbud rundt i landet. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at behandlingstilbud til voldelige mænd udbygges, så der regionalt over hele landet findes tilbud til voldsudøvende mænd, der ønsker støtte til at ændre deres voldelige adfærd, at rådgivning til voldelige mænd skal inkorporeres i de allerede eksisterende tilbud om rådgivning, at en holdbar indsats mod vold i familien antager et bredt perspektiv, så indsatsen ikke alene som hidtil rettes mod kvinden og børnene, men tilrettelægges sådan, at også de voldsudøvende mænd bliver genstand for en indsats, at det skal undersøges, om konfliktråd vil kunne benyttes i forbindelse med vold i familien, at man nærmere vurderer kommende behandlingstilbud til voldelige mænd (som beskrevet under Socialministeriets projekt), inden der kan træffes beslutning om, hvorvidt det kan anbefales at indføre en ordning med behandling for den voldelige adfærd som et vilkår ved en betinget straf for vold. 3.8 Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter Kvinder fra etniske minoriteter er overrepræsenteret på de danske krisecentre og undersøgelser viser, at problemet er specielt stort i denne gruppe. Gruppen af voldsramte etniske kvinder udgøres af kvinder i vidt forskellige situationer og med meget forskellig baggrund. Derfor kan kvinderne også have meget forskellige behov, når de har været udsat for vold og efterfølgende skal have støtte og rådgivning. etniske minoriteter. Det er dog samtidig klart, at voldsramte kvinder fra etniske minoriteter kan mangle viden om det danske samfund med dets system af støttemuligheder. Desuden kan der for mange kvinder fra denne gruppe være tale om sproglige og kulturelle vanskeligheder i mødet med danske sagsbehandlere, læger, krisecentermedarbejdere og andre støttepersoner. Det er derfor vigtigt med fortsat særlig fokus på denne gruppe af kvinder. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at ligestilling mellem kønnene og problematikken vold i hjemmet indgår i den danskundervisning, som gives i kommunalt regi til etniske minoriteter, herunder kan anvendes en dansk-sproget pjece om problemstillingen vold mod kvinder, at tolkebistanden på krisecentrene forstærkes. Det skal herunder bemærkes, at det er et problem overhovedet at skaffe de rette tolke, og implementering af denne anbefaling er derfor afhængig af en løsning på dette problem, at medarbejderne på krisecentrene skal have viden om kulturelle forhold, som gør dem i stand til at støtte voldsramte kvinder med anden etnisk baggrund end dansk, og at voldsramte kvinder fra etniske minoriteter gennem en effektiv informationsindsats gøres opmærksomme på mulighederne for støtte ved henvendelse til politiet, de sociale myndigheder og sundhedsmyndighederne. Der bør eventuelt i samarbejde med indvandrerorganisationerne iværksættes en informationskampagne, eksempelvis en pjece om problemstillingen, udgivet på flere sprog. 3.9 Børn i voldsramte familier Erfaringerne fra KRIB-puljemidlerne viser, at børn i høj grad påvirkes af vold i familien. Da flere og flere svært belastede familier tager ophold på et krisecenter, ser man også flere og flere børn, der er ofre for vold. Disse børn kræver en speciel indsats for at undgå en forværring af deres forhold samt omhyggelig støtte til en bearbejdning af deres oplevelser i en familie præget af vold. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at de erfaringer, der er opsamlet i projekterne under KRIB-puljen, videreføres i kommunerne. De øvrige forslag til initiativer fra arbejdsgruppen omfatter naturligvis også voldsramte kvinder fra 14

17 3.10 Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne Kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der udsættes for voldelige overgreb af en nuværende eller tidligere partner, kan have særlige behov for efterfølgende støtte. Forebyggelse af vold i denne gruppe af kvinder kan kræve en specifik og målrettet indsats. Området er imidlertid utilstrækkeligt belyst. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, 3.12 Opfølgning Arbejdsgruppen vil følge op på denne status anbefalinger og initiativer med en høring om vold mod kvinder i efteråret Her skal den konkrete udformning af den nationale handlingsplan til bekæmpelse af vold drøftes med eksperter og NGO er, og der skal gives inputs til, hvordan den fremtidige indsats med implementeringen af handlingsplanen kan foregå at der iværksættes en undersøgelse af de specifikke problemer ved vold i hjemmet, herunder bo-tilbud, som kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne oplever Forskning og statistik Større viden om vold mod kvinder vil kunne styrke og målrette indsatsen og dermed være et vigtigt grundlag for succesen af den fremtidige indsats. Som det fremgår af denne status, mangler der viden på flere områder. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at forskning i årsagerne til vold mod kvinder prioriteres, at det analyseres, hvordan man bedst og på den mest effektive vis kan behandle voldsudøvende mænd. Erfaringer fra andre lande, som arbejder målrettet med at ændre udøvernes adfærd, kan med fordel inddrages her, at de eksisterende former for statistik på området i fremtiden skal indeholde oplysninger om køn, alder, nationalitet, relation mellem offer og gerningsmand og voldens gerningssted, og at der afsættes midler til en større befolkningsundersøgelse til kortlægning af voldens omfang. 15

18 16

19 Hvad er vold mod kvinder? I Beijing-erklæringen fra 1995 defineres vold mod kvinder som: Enhver kønsbaseret voldshandling, der påfører eller sandsynligvis vil påføre kvinder fysisk, seksuel eller psykisk skade eller lidelse, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette finder sted i det offentlige liv eller i privatlivet. Vold mod kvinder er derfor omfattet, men ikke begrænset, af følgende: Fysisk, seksuel og psykisk vold, der foregår i familien, herunder tæv, seksuelt misbrug af husstandens børn af hunkøn, medgiftrelateret vold, voldtægt begået i krig eller krigslignende situationer, lemlæstelse af kvindelige kønsdele og anden traditionel praksis, der skader kvinder, vold begået mod andre end ægtefællen og vold i forbindelse med udnyttelse. Fysisk, seksuel eller psykisk vold, der finder sted i samfundet generelt, herunder voldtægt, seksuelt misbrug, seksuel chikane og seksuelle trusler på arbejdspladsen, i undervisningsinstitutioner og andetsteds, handel med kvinder og tvungen prostitution. Fysisk, seksuel og psykisk vold begået af staten, eller som staten lader gå upåagtet hen, hvor som helst det måtte finde sted. (Violence against women, Beijing Platform for Action, 113) Beijing-definitionen er relativt bred, hvilket betyder, at den omfatter alle former for vold mod kvinder, og at den ikke skelner mellem det private og det offentlige rum. Vold i international fokus har en bredere definition end vold i hjemmet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at arbejdsgruppens arbejde har koncentreret sig om vold i hjemmet. Voldens omfang Omfanget af vold mod kvinder i Danmark er blevet forsøgt opgjort på forskellige måder og ved forskellige undersøgelser gennem tiden. Ingen af de nedennævnte undersøgelser har kunnet give et fuldt ud dækkende billede af voldens omfang, og det er kendetegnende for dem alle, at det erkendes, at mørketallene på dette område må formodes at være af en anseelig størrelse. Der er med andre ord ikke gennemført en fuldstændig undersøgelse af, hvor mange kvinder, der udsættes for vold i familien. For at få et indtryk af, hvor stor en del af befolkningen, der udsættes for vold, gennemføres med mellemrum voldsofferundersøgelser. Den seneste blev gennemført i 1995/96 på initiativ af Rigspolitichefens forskningsenhed 10. Begrebet partnervold omfatter i voldsofferundersøgelsen fysiske overgreb, hvor offer og gerningsperson er nuværende eller tidligere kærester, samlevere eller ægtefæller. Der er årligt ca tilfælde af partnervold med ca ofre, heraf er ca kvinder og ca. 150 mænd. Men der er en underrapportering, således at dette er absolutte minimumstal. De tilfælde af partnervold svarer til en tiendedel af al vold i samfundet, og mere end en femtedel af den vold, som kvinder udsættes for tilfælde med ofre betyder, at hvert kvindeligt voldsoffer i gennemsnit udsættes for ca. 2,4 overgreb 11. Dette gennemsnit tyder på, at vold ofte er en række af overgreb og ikke et enkeltstående tilfælde. Hustruvold er således en voldsform, hvor risikoen for gentagelser er stor. 80% af tilfældene af partnervold er ifølge denne undersøgelse begået af en tidligere ægtefælle/samlever. Når hustruvold synes så vanskelig at modvirke, skyldes det ikke mindst, at selve gerningsstedet for volden ofte er identisk med offerets private bolig. Det er især enlige mødre, der har en risiko for at blive udsat for partnervold; de udgør op mod halvdelen, 44% af alle de kvinder, der overhovedet udsættes for partnervold. Det betyder, at 1 ud af hver 51 enlige mødre - 1,9% - udsættes for partnervold. Samtidig er de enlige mødre ofte offerrecidivister. 4% af enlige mødre mellem år, som samtidig er arbejdsløse eller bistandsmodtagende, har været udsat for partnervold 12. Partnervold kommer betydeligt sjældnere til politiets kendskab end mange andre voldsformer, hvilket sky- 10. Undersøgelsen, der omfatter interviews med i alt personer, er den største, der hidtil er gennemført i Danmark. Resultaterne er offentliggjort i rapporten "Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet", udsendt af Rigspolitichefen i Rigspolitichefen (1998). 12. Danmark deltog i begyndelsen af 2000 i en international offerundersøgelse (Kesteren, Mayhew & Nieuwberta (2000)). Den danske del af undersøgelsen omfatter er repræsentativt udsnit på 4552 personer på 16 år og derover. Personerne blev kontaktet telefonisk og der blev udført 3007 interviews med samme antal personer. Af de 3007 interviewede er 1570 kvinder og der er på baggrund af data for disse personer foretaget særlige analyser vedrørende kvinders udsathed for kriminalitet. På grund af det forholdsvis lille undersøgelsesmateriale, og fordi tallene efterfølgende er opdelt i kvinder og mænd, er resultaterne forbundet med relativ stor usikkerhed. Samlet viser den danske undersøgelse, at 3% af kvinderne har været udsat for vold det seneste år (1999) og at der ikke er signifikant forskel mellem andelen af kvinder og mænd, der udsættes for vold eller trusler om vold. Til gengæld udsættes kvinder oftere end mænd for trusler fremfor vold/overfald. Vold mod kvinder foregår forholdsvist hyppigt i hjemmet og udøves forholdsvis hyppigt af nogen, som kvinden kender, idet henholdsvis 19% og 49% af de kvinder, der har været udsat for vold eller trusler om vold oplyser dette. 17

20 ldes den nære relation mellem gerningsmand og offer. 40% af de voldsofre, der har undladt anmeldelse på grund af frygt for repressalier, er ofre for hustruvold. Voldsramte kvinder er tilsyneladende mere tilbageholdende end andre voldsofre med at anmelde voldsudøveren. En ny undersøgelse understreger dette, idet undersøgelsen viser, at kun 25% af voldsramte kvinder på krisecentrene anmelder det voldelige overgreb 13. Dette viser, at der ved anvendelse af tal fra kriminalstatistikken vil være et stort mørketal. Det er endvidere relevant for forståelsen af vold, at vold anmeldes oftere, jo kortere tid samlivet har varet. Det ville naturligvis være nyttigt at vide mere om baggrunden for det relativt lave antal af anmeldelser. En forklaring er, at kvinden formentlig er bange for yderligere overgreb fra mandens side og derfor ikke har modet til at anmelde vold 14. Alle kontakter til sygehuse i Danmark (privathospitaler undtaget) registreres i Landspatientregisteret. Denne registrering betyder, at det er muligt i Landspatientregisteret at identificere enhver sygehuskontakt, hvor det er oplyst, at skaden skyldtes forsætlig vold, og at identificere de skader, der for eksempel er sket i hjemmet (skadested). Siden 1995 har registreringen omfattet alle skadestuekontakter på alle sygehuse samt ambulante og indlagte patienter. Hvis man vurderer incidensen af vold mod kvinder i Danmark ud fra antal kontakter til sygehuse (skadestuer), finder man for 1997, at i aldersgruppen år har næsten 2 pr kvinder henvendt sig til skadestue angiveligt efter vold i bolig 15. Tallet for aldersgruppen år er en smule lavere, mens under 1 kvinde pr i alderen år har henvendt sig efter vold i bolig. Se endvidere bilag Samlet viser denne opgørelse over vold i bolig (altså ikke kun partnervold), at hvis antallet af kvinder, der henvender sig til skadestuerne efter vold i bolig, var repræsentativt for hele den kvindelige del af befolkningen, ville ca kvinder over 16 år have været udsat for behandlingskrævende vold i bolig. Problemet ved vurderingen af voldens omfang ud fra antallet af skadestuekontakter er, at disse oplysninger ikke nødvendigvis indhentes for alle patienter eller, at patienten ikke ønsker at oplyse den korrekte baggrund for henvendelsen til skadestuen. 13. Behrens & Dybtved (2001). 14. Hansen & Østvand (1998). 15. Tallene stammer fra oplæg for arbejdsgruppen ved speciallæge Karin Helweg- Larsen, Statens Institut for Folkesundhed. 16. Der er naturligvis om al registrering usikkerhed - dels kan skadestuepersonalet undlade at spørge om årsagen til skaden, dvs. volden kan fejlregistreres som en ulykke, dels vil en del kvinder selv oplyse, at en skade var forårsaget af en ulykke og ikke af vold. Statens Institut for Folkesundhed arbejder i øjeblikket på et projekt til en mulig forbedring af registreringen af voldsskader på sygehusene. 17. Brink (1999). For at give et andet billede af voldens omfang end den, man finder ved at gennemgå anmeldelser om voldelige overgreb i hjemmet, besluttede arbejdsgruppen at lade sekretariatet gennemgå 2 analyser af skadestuerapporter, for på den måde at få endnu et billede af voldens omfang. Gennemgang af 2 undersøgelser af skadestuerapporter vedrørende vold mod kvinder I forbindelse med kontakt til sygehuse sker der en registrering af kontaktårsagen, dvs. om baggrunden for skadens opståen. Registreringen bygger på den tilskadekomnes oplysninger. Pga. tabuet om vold i hjemmet må det antages, at der sker en underregistrering af tilfælde af hustruvold. Der foretages ikke på samme måde en registrering af kontaktårsagen ved henvendelse til den praktiserende læge. Det er derfor ikke muligt at få et fuldstændigt overblik over omfanget af skader efter vold, der behandles i sundhedsvæsnet. Der er imidlertid udarbejdet 2 undersøgelser af skadestuerapporter vedrørende behandling for vold. I Ph.d. afhandlingen Vold i Århus gennemgås rapporter om de personer, som har henvendt sig til skadestuerne efter at have været udsat for vold 17. Omfanget af vold i hjemmet i Århus og omegn er ifølge undersøgelsen for hele gruppen af kvinder 0,8 tilfælde af hustruvold om året pr kvinder. Hustruvold rammer hyppigst kvinder i alderen år, hvor der er registreret 1,9 episoder pr kvinder. Undersøgelsen viser endvidere, at 63,5% af de voldsepisoder, som kvinder oplevede i hjemmet, kunne karakteriseres som hustruvold, og at 44,6% af de registrerede tilfælde af voldelige overgreb på kvinder foregik i kvindens eget hjem. Udenlandske kvinder var hyppigere end danske kvinder udsat for vold i eget hjem. Undersøgelsen fra Århus viser også, at anmeldelse af det voldelige overgreb sker i 33,9% af tilfældene, når der er tale om hustruvold, mens anmeldelsesraten er 37,8% for de episoder, der ikke kan karakteriseres som hustruvold. Interessant er det, at tilbøjeligheden til at anmelde tilfælde af hustruvold er faldende, jo ældre offeret er. Det, at der er mindre tilbøjelighed til at anmelde vold, jo ældre ofrene er, kan skyldes, at ofrene har accepteret volden og ikke har ressourcerne til at henvende sig til politiet med de dertil hørende konsekvenser for parforholdet og partneren. Tilsyneladende er det sådan, at ofre, der udsættes for vold for første gang, har større tilbøjelighed til at 18

21 anmelde end kvinder, hvis partner tidligere har været voldelig. Samlet viser undersøgelsen Vold i Århus, at færre kvinder var udsat for vold i hjemmet i end i og Dette gælder for både danske og udenlandske kvinder. Ved undersøgelser som denne af omfanget af vold skal det påpeges, at vold i hjemmet er en type af vold, som har en kraftig tendens til at være underrapporteret, til at blive holdt i det skjulte, og som er omgærdet af en del tabu og fordomme. Rapporten Ulykker 1999, Tilskadekomne registreret på skadestuen, Odense Universitetshospital 18 giver et overblik over tilskadekomne ved vold, der er blevet behandlet på skadestuen. Tallene er opgjort på køn og over perioden , samt på alder, opgjort samlet for hele ovennævnte periode. Tallene viser, at der i 1999 var 375 kvindelige voldsofre, der henvendte sig til skadestuen. Dette tal er nogenlunde det samme som i 1990, hvor der var 365 tilfælde. Aldersfordelingen for de kvindelige voldsofre i Odense viser i lighed med andre undersøgelser, at de mest udsatte kvinder er i aldersgruppen år. Konklusion om voldens omfang Det kan samlet konkluderes om voldens omfang og undersøgelser af denne, at forskellige metoder viser forskellige tal for voldens omfang. Tilsyneladende finder man større tal for voldens omfang, jo mere anonym undersøgelsen er, idet voldsofferundersøgelsen med interviews med omkring personer viser, at 4250 kvinder årligt udsættes for partnervold. De mindste tal for voldens omfang fås ved at se på antallet af politianmeldelser af vold Konkluderende kan det også siges, at partnervold, ifølge voldsofferundersøgelsen, udgør en femtedel af den vold, som kvinder udsættes for, at enlige mødre har en høj risiko for at blive udsat for vold, at de yngre kvinder er mest udsatte for vold, og at voldelige overgreb ofte forekommer flere gange for det samme offer.. Uanset det nøjagtige antal voldsofre er vold mod kvinder både et problem for det enkelte offer og for samfundet som helhed. De to skadestueundersøgelser viser, at en indsamling af oplysninger om baggrunden for voldsofres henvendelse til danske skadestuer kan give nyttig viden om omfanget af vold mod kvinder, som ellers kun ville komme frem, hvis kvinden valgte at anmelde volden til politiet. 18. Larsen, Larsen & Skov (Red.) (2001). 19

22 20

23 Politiet Vold mod kvinder er en alvorlig forbrydelse, som vil kunne straffes efter flere bestemmelser i straffeloven. Ifølge straffelovens er vold strafbart med en stigende strafferamme alt efter voldens brutalitet, skadevirkning etc. Politiet er ofte den første offentlige myndighed, som både offer og udøver møder ved tilfælde af vold, idet det er politiet, som rykker ud ved husspektakler. Det er derfor af afgørende betydning, hvordan politiet reagerer ved vold i hjemmet. Politiet har tidligere haft overordnet set 2 formål med deres indsats i tilfælde af husspektakler: At undgå en eskalering af konflikten og at mægle mellem de stridende parter. For politiet handler det nu også i lige så høj grad om at retsforfølge voldsudøveren. Ændringen i politiets tilgang er bl.a. en konsekvens af den større viden om voldens karakter og omfang og den ændrede samfundsmæssige holdning til problemet. Politiets procedurer blev præciseret, da Rigsadvokaten den 31. august 2000 udsendte meddelelse nr. 5/2000 vedrørende efterforskning af sager om vold i parforhold. Meddelelsen kom efter debat om efterforskningen af sager om vold i parforhold og fastsætter procedurer for politiets iværksættelse af efterforskning i den slags sager (bilag 3). Af centrale punkter i meddelelsen skal her nævnes, at politiet ifølge retsplejeloven 742, stk. 2, har pligt til at indlede en efterforskning, af egen drift eller hvis der indgives en anmeldelse, når der er en rimelig formodning om, at et straf bart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået. Med andre ord skal politiet enten efter anmeldelse eller på eget initiativ indlede efterforskning ved voldelige overgreb i familien, hvis der er grund til at antage, at et sådant overgreb har fundet sted. Visse politikredse havde gennem nogen tid behandlet sager om vold i familien på denne vis, og Rigsadvokaten ønskede med meddelelsen at klarlægge procedurerne for samtlige landets politikredse. For yderligere oplysninger om indsatsen på justitsministeriets område, se bilag 4. Kommunale og amtskommunale myndigheder De kommunale myndigheder har flere vigtige opgaver, når det gælder området vold mod kvinder. Bestemmelsen i servicelovens 3 fastslår, at det er en kommunal opgave at sørge for tilbud om rådgivning om sociale problemer. Rådgivningen skal være et åbent tilbud, hvor det står enhver frit at henvende sig. Udover forpligtelserne i denne paragraf har kommunen pligt til at sørge for rådgivningstilbud til personer med særlige behov, jf. 68 i serviceloven. Det kan være personer med særlige sociale problemer, eksempelvis med misbrug i familien eller tilfælde af voldelige overgreb. I serviceloven er det udtrykt, at rådgivningen skal tage afsæt i et koordineret tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, blandt andet med henblik på en forbedring af den tidlige og forebyggende indsats. For en uddybning af de kommunale forpligtelser og servicelovens regler, se bilag 5. Serviceloven indeholder desuden en række regler om støtte til familier med børn, der har behov for særlig støtte. Efter 6 fører kommunen generelt tilsyn med samtlige de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever. Bliver kommunen opmærksom på behov for støtte hos et barn i kommunen, har kommunen pligt til at undersøge forholdene. Efter 36 om underretningspligt har enhver, der får kendskab til unge under 18 år eller børn, der udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen. I serviceloven forudsættes det, at der arbejdes med en tværfaglig indsats, når det gælder børn, unge og familier med særlige behov. Der skal efter 37a fra den 1. januar 2001 være en tværfaglig gruppe i kommunen, som skal sikre, at støtten til børn og unge ydes tidligt og sammenhængende. Reglerne for den særlige indsats for børn og unge, som direkte eller indirekte er udsat for vold, er uddybet i bilag 6. Kommunerne og amtskommunerne har ofte et samarbejde med de lokale krisecentre, som er en meget central del af den støtte, som ydes til voldsramte kvinder. Krisecentre er døgntilbud til kvinder, der har været udsat for vold eller trusler om vold, hvor kvinden kommer ved egen henvendelse eller efter henvisning fra offentlige myndigheder, og hvor kvindens ønske om at undgå registrering og ret til anonymitet respekteres. Socialministeriet er det ansvarlige ministerium for krisecentrene (se efterfølgende afsnit om krisecentre). Sundhedsmyndighederne Sundhedsmyndighederne spiller en vigtig rolle i behandlingen af den voldsramte kvinde. Det drejer sig om lægelig behandling, både hos den praktiserende læge og på sygehusenes skadestuer, for 21

24 skader som følge af vold og i tilfælde af alvorlige skader ved indlæggelse og behandling på relevante sygehusafdelinger. Det er den læge, som kvinden kontakter, der træffer afgørelse om den videre behandling og herunder eventuelt også yder rådgivning om at kontakte de sociale myndigheder eller til at søge hjælp hos andre personalegrupper. Udover de konkrete tilbud om behandling af skader er der mulighed for at få personlige samtaler hos den praktiserende læge vedrørende forhold relateret til helbred og personlige problemer. Dette gælder både for kvinder og mænd. Oplysninger, der gives af kvinderne om årsagen til skaderne, vil være omfattet af lægens tavshedspligt, hvadenten behandling foretages på sygehus eller i praksis. Den behandlende læge kan derfor ikke uden kvindens samtykke videregive disse oplysninger til andre eller foretage indberetning f.eks. til de sociale myndigheder, medmindre dette følger af anden lovgivning. Siden juli 1995 er der blevet givet tilskud på 60% fra den offentlige sygesikring til psykologbehandling. Tilskuddet gives blandt andet til ofre for vold og voldtægt. I de tilfælde, hvor tilskuddet gives til en person uden økonomiske muligheder for at betale den resterende udgift, kan der gives tilskud til de resterende 40% via den sociale lovgivning. Den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats for vold- og voldtægtsramte kvinder er beskrevet i vejledning fra Sundhedsstyrelsen fra oktober Hovedtrækkene i anbefalingen er følgende: At der med henblik på at opnå en sammenhængende indsats med akut omsorg, retslægelig undersøgelse, rådgivning og behandling over for voldsog voldtægtsramte kvinder etableres særlige beredskaber i sundhedsvæsenets regi, at disse beredskaber tilrettelægges efter lokale (amtslige) forudsætninger, idet beredskabet almindeligvis mest hensigtsmæssigt kan etableres på et amtsligt hovedsygehus, at procedurerne for modtagelse, undersøgelse og behandling bør være ensartede i hele landet blandt andet krav om døgnåben modtagelse med faciliteter til akut lægeundersøgelse, sikring og opbevaring af prøver, og at der på landsplan etableres et videnscenter for voldtægtsofre. Sundhedsstyrelsen finder det vigtigt, at sundhedssektoren, politi og de retsmedicinske institutter i henhold til planerne for den fremtidige organisering samarbejder og samordner deres indsats. Andre fordele ved den nye tilgang er kompetenceopbygning blandt sundhedspersonalet, hvilket blandt andet kan være med til at begrænse senfølgerne for kvinden 19. De hidtidige erfaringer med modtagelsescentrene viser, at der alene modtages kvinder, der har været udsat for voldtægt eller grov seksuel vold og således ikke kvinder, der har været udsat for vold af ikke-seksuel karakter. Børn i voldsramte familier modtager sundhedsmæssig støtte i henhold til 7 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. Loven har til formål at styrke sammenhæng og helhed i tilbuddene til de svagest stillede børn og unge, der på grund af vold i familien lever under forhold, som truer deres udvikling og deres sundhed. Krisecentrene I Danmark er der døgntilbud i form af krisecentre for voldsramte kvinder og deres børn. Det første krisecenter åbnede i 1979, og i dag er der knapt 40 krisecentre. De offentlige myndigheder (amt og kommune) er i stigende grad blevet involveret i krisecentrene i forskelligt omfang. Involveringen strækker sig fra økonomisk og anden materiel støtte til såvel etablering som drift samt indgåelse af overenskomst eller driftsaftale efter servicelovens 94 om hjemløse til en ren amtskommunal etablering og drift af krisecentre efter samme paragraf. Medarbejderne er henholdsvis lønnet, fastansat personale og frivillige medarbejdere. Ca. 80% af krisecentrene er amtskommunale institutioner eller har driftsoverenskomst eller driftsaftale med amtskommunen. Etablering af sådanne botilbud er en amtskommunal opgave, og staten refunderer efter servicelovens ikrafttræden den 1. juli % af amtskommunernes udgifter på området. Herudover er der siden 1996 ydet økonomisk støtte af statslige puljemidler (KRIB-puljen) til aktiviteter for børnene på krisecentrene, herunder også til ansættelse af personale til særligt at tage sig af børnene. KRIB-puljen udløber i år Hensigten med KRIB-puljen har været at styrke indsatsen over for kvinder og børn på krisecentrene samt at give amtskommunerne mulighed for at kunne sikre forankring af børnepersonernes stillinger fremover. Amtsrådsforeningen har oplyst Socialministeriet om, at langt den overvejende del af amterne har forankret børnepersonernes stillinger i budgetterne for krisecentrene, og enkelte planlægger at gøre det med udløb af KRIB-puljen. To 19. Sundhedsstyrelsen (1999). 22

25 amter har endnu ikke taget stilling til eventuel forankring af børnepersoner på krisecentrene grundet budgetmæssige overvejelser. Alle amter tilkendegiver et aktuelt behov for børne-personerne, og KRIB-puljen har været af stor betydning i forankringen af disse. Formålet for krisecentrene er uanset organisering og finansiering det samme: at give midlertidigt husly for voldsramte/truede kvinder med eller uden børn, at udbrede oplysninger om vold i familier og parforhold, samt at arbejde med forebyggende og opfølgende aktiviteter i tilknytning til krisecentre. Det skal understreges, at krisecentrene ikke fungerer som behandlingsinstitutioner, men først og fremmest som et tilbud om husly til kvinder og deres eventuelle børn, som ikke kan opholde sig sikkert i eget hjem. Derfor er samarbejdet mellem krisecentrene og kommunen meget vigtig, da støtte til kvinder under og efter opholdet på krisecentret er en kommunal opgave. Ligesom kommunerne anviser kvinderne plads på krisecentrene, kan kommunen efter den kommunale anvisningsret anvise boliger til de voldsramte kvinder efter opholdet på krisecentret. Det fremgår af lovgivningen, at der skal være tale om et akut boligbehov samt at, kommunen anviser boliger efter en konkret vurdering. Det anviste husly skal ikke nødvendigvis være en bolig eller et værelse, men kan f.eks. være midlertidig indkvartering på et pensionat eller et herberg. Ifølge Formidlingscentret i Esbjerg er kapaciteten af krisecentre ikke ligeligt fordelt over hele landet. Men det er tydeligt, at man må afvise mange kvinder 20. De seneste 3 år er op mod hver anden kvinde blevet afvist ved henvendelse til et kvindekrisecenter. Konkret drejer det sig for 2000 om 800 kvinder, som ikke kunne få plads på et krisecenter. Samtidig ses det, at kvindernes gennemsnitlige opholdstid er øget i år 2000 til 29,9 døgn pr. kvinde, hvilket svarer til 7,7 pct. længere varighed i forhold til Af det samlede antal afslag henvises 59,8 pct. kvinder til andet krisecenter på grund af pladsmangel, i 13,8 pct. af tilfældene skønnes det, at kvinden har brug for et andet tilbud, mens 4,3 pct. begrundes i manglende kapacitet til den pågældende kvinde. Andre begrundelser er misbrug, psykisk eller fysisk sygdom og andet. Fra 1998 til 1999 er antallet af indflyttede kvinder på krisecentrene steget fra til 2.054, hvilket er en stigning på godt 6%. I samme periode er antallet af indflyttede børn steget fra til 2.094, en stigning på næsten 6% LOKK årsrapport Ibid. 23

26 24

27 I forbindelse med arbejdsgruppens drøftelser af vold mod kvinder blev det besluttet at høre kommuner, amter og uddannelsesinstitutioner om deres nuværende tiltag mod voldelige overgreb på kvinder. Arbejdsgruppen ønskede at få viden om den nuværende praksis hos de myndigheder, hvis medarbejdere kommer i direkte kontakt med ofrene for vold og ind i mellem også med voldsudøverne. Høring af kommuner Høringsbrev (bilag 7) udsendtes blandt andet til samtlige landets kommuner. Sekretariatet modtog i alt 46 svar 22. De kommuner, der besvarede høringsbrevet, oplyser alle undtagen en, at de i forbindelse med voldelige overgreb på kvinder iværksætter foranstaltninger i henhold til servicelovens bestemmelser for disse områder 23. Det vil sige, at kommunerne yder rådgivning og henviser kvinderne til krisecentre, hvis det vurderes, at de ikke kan opholde sig i eget hjem. 5 af disse kommuner har andre tilbud til kvinderne. Den sidste kommune oplyser, at de ikke har kendskab til problemet. For en samlet oversigt over kommunernes indsats ifølge deres egne høringssvar, se tabel En forklaring på den lave svarprocent kan være, at de resterende kommuner enten ikke har kendskab til problemet eller at arbejdet med voldsramte kvinder blot indgår som en del af det øvrige sociale rådgivningsarbejde i kommunen. En anden forklaring kan være, at høringsbrevet blev udsendt elektronisk og at alle kommuner ikke nødvendigvis er indstillet på denne kontaktform. 23. Servicelovens bestemmelser er beskrevet i statusens kapitel 4. Tabel 1: Kommunernes indsats mod voldelige overgreb på kvinder: Indsats A B C D E F G Kommune Assens Augustenborg Ballerup Bjerringbro Brøndby Dronninglund Fanø Frederiksberg Galten Gladsakse Gråsten Haderslev Helsingør Herlev Herning Holbæk Holmsland Horsens Høje-Taastrup Juelsminde Karlebo Kolding Maribo Nordborg Nr. Djurs Nykøbing F. Ringsted Roskilde Ry 25

28 Indsats A B C D E F G Rødekro Rønnede Sakskøbing Skovbo Skælskør Skævinge Skørping Ingen kendskab til problemet Solrød Sønderborg Søndersø Thisted Thyborøn-Harboøre Tønder Vejle Vinderup Ærøskøbing Århus A: Foranstaltninger i henhold til servicelovens bestemmelser: rådgivning og henvisning til krisecenter B: Tværfagligt samarbejde C: Rådgivning af manden D: Hjemmebesøg/samtaler efter krisecenterophold E: Forebyggende samtaler F: Frivilligt arbejde, eksempelvis selvhjælpsgrupper G: Flygtningekvindegrupper Tabel 2: Amternes indsats mod vold mod kvinder A B C Frederiksborg Amt Københavns Amt Nordjyllands Amt Storstrøms Amt Sønderjyllands Amt Viborg amt Århus Amt Høring af amter Sekretariatet har modtaget svar på høring fra 7 amter. Amternes svar fremgår af tabel 2. A: Foranstaltninger i henhold til servicelovens bestemmelser: rådgivning og henvisning til krisecenter B: Tværfagligt samarbejde C: Rådgivning af manden Høring af uddannelsesinstitutioner 6 uddannelsesinstitutioner har svaret på høringsbrevet, heraf 3 sygeplejeskoler, 1 medicinsk fakultet, 1 seminarium samt Politiskolen. Politiskolen har tidligere til brug for arbejdsgruppens drøftelser fremsendt undervisningsmateriale og pensumliste, der viser, at politiskolen har en betydelig uddannelse indenfor emnet vold mod kvinder/husspektakler. Politiskolen er ydermere indgået i en dialog med LOKK med henblik på, at Politiskolen også fremover er i stand til at give en dækkende og hensigtsmæssig undervisning på politiets grunduddannelse, efteruddannelse mv. Blaagaard Statsseminarium oplyser, at emnet vold mod kvinder berøres perifert i uddannelsen. Det samme oplyser Sygeplejeskolen for Vejle Amt. Syddansk Universitet oplyser, at der på medicinuddannelsen findes undervisning i dette emne. Det samme gør der på Silkeborg og Slagelse Sygeplejeskoler. De 2 sidstnævnte har kombineret emnet vold mod kvinder med undervisning/tema om etniske minoriteter. 26

29 Konklusion på indhentning af information om praksis De kommunale og amtskommunale myndigheder spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af vold mod kvinder, både med støtte til ofrene og med forebyggelse af vold. Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde er ikke et nyt fænomen, idet der foregår kommunalt samarbejde, f.eks. i forbindelse med vanskeligt stillede børnefamilier 24. Høringen viser, at de kommuner, som arbejder tværfagligt med problemer omkring voldsramte kvinder, tilsyneladende har gode erfaringer med denne form for indsats. For amtskommunernes vedkommende gælder det ligesom for kommunerne, at de ifølge svarene på høringen følger de regler, der er udstukket i serviceloven og for eksempel støtter krisecentrene økonomisk. Desuden ses det, at et amt har taget et konkret initiativ mod vold ved at finansiere et permanent tilbud om behandling til voldelige mænd. For kommuner og amtskommuners vedkommende kan der være initiativer og indsatser, som på grund af den lave svarprocent ikke er kommet til arbejdsgruppens kendskab 25. På baggrund af de relativt få svar, der er kommet på høringen af uddannelsesinstitutionerne, vil det være betænkeligt at konkludere på, hvorvidt der undervises i tilstrækkelig grad om vold mod kvinder på de institutioner, der uddanner fagfolk til det konkrete arbejde med voldsramte kvinder og de medfølgende problemer. Det vil kræve en mere dybdegående analyse af uddannelserne at vurdere, hvorvidt fagfolkene på baggrund af deres faglige baggrund er tilstrækkeligt rustet til at rådgive og behandle kvinder, der har været udsat for vold. 24. Der er gennem en årrække, både fra centralt hold og i kommuner og amter, sat fokus på samspillet mellem de forskellige faggrupper og professioner, der er involveret i arbejdet med børn og unge. Særligt er der med udgangspunkt i Regeringens Børneudvalgs handlingsplan for de svagest stillede børn og unge fra 1994 blevet iværksat metodeudvikling i en lang række kommuner og amter, og der er fra politisk side fulgt op med betydelige puljemidler til udvikling af det lokale og regionale arbejde på området. Erfaringsopsamlingen fra disse puljeprojekter dannede blandt andet baggrund for udgivelse af lærebogen Nu trækker vi på samme hammel, der sammenholder teoretiske indgange til det praktiske arbejde med de nye arbejdsmetoder, der er udviklet i projekterne. Servicelovens regler stiller krav om, at den tværfaglige viden om et barns, en ungs eller familiens forhold skal inddrages som led i kommunens undersøgelse, hvor det må antages at barnet eller den unge trænger til særlig støtte. På baggrund af erfaringerne med udvikling og styrkelsen af det tværfaglige arbejde i kommunerne som led i opfølgningen af Regeringens Børneudvalgs handlingsplan samt ud fra et politisk ønske om at styrke området, blev der i forbindelse med ændringen af servicelovens bestemmelser om styrkelse af den særlige støtte til børn og unge, lov nr. 466 af 31. maj 2000, indsat en bestemmelse i loven, hvorefter kommunen skal oprette en tværfaglig gruppe. Den foreslåede bestemmelse svarer til 7 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. 25. I nogle kommuner er der taget særlige initiativer. Der er for Haderslev og omliggende kommuner etableret Haderslev Selvhjælp, hvis formål blandt andet er at oprette selvhjælpsgrupper, hvor for eksempel ofre for vold kan få hjælp til selvhjælp. Støtten er gratis, medarbejderne har tavshedspligt og der bliver ikke foretaget en registrering af de mennesker, der henvender sig. Desuden oplyser krisecentret i Haderslev, at de har startet et samarbejde med andre instanser, der arbejder med vold mod kvinder. Baggrunden for samarbejdet er, at disse instanser ofte arbejder med den samme gruppe af borgere og samtidig har overlappende funktioner. Formålet med samarbejdet og det øgede kendskab til de øvriges muligheder og arbejdsområder er at skabe det bedst mulige assistancekorps, hvor de involverede i højere grad end tidligere kan bruge hinanden i arbejdet med volden, i forhold til både mænd og kvinder. Dette tværgående samarbejde synes at være et godt eksempel på den tværfaglige indsats, som arbejdsgruppen anbefaler i statusen. Blandt andet fordi forskellige instanser arbejder med samme gruppe af borgere og for at drage nytte af andres erfaringer, vil det være formålstjenligt at koordinere og samle den indsats, som allerede findes hos forskellige myndigheder og i forskellige frivillige organisationer, som arbejder mod vold mod kvinder. Et andet eksempel på tværfagligt samarbejde findes i Juelsminde kommune, hvor kommunen yder en helhedsorienteret hjælp i en erkendelse af, at der i situationer med vold i familien ofte er flere aktører involveret. Thisted Krisecenter har på vegne af Thisted Kommune svaret på høringen. Krisecentret oplyser, at en voldsramt kvinde har fået udleveret en overfaldsalarm og dermed blot med et tryk på en knap kan tilkalde assistance hos det lokale politi. Alarmen fungerer som en tryghedsalarm, som eksempelvis ældre mennesker anvender, men denne alarm alarmerer direkte vagtstuen hos Thisted Politi. Thyborøn-Harboøre Kommune oplever ikke mange tilfælde af voldsramte kvinder, dog oplever de tiere og tiere vold mod kvinder i flygtningefamilier. Til gengæld oplever de også i stigende grad, at disse kvinder ikke vil acceptere volden. Kommunen finder, at det skyldes, at kvinderne har erfaret, at volden ikke accepteres i det danske samfund. Kommunen har etableret kvindegrupper med flygtningene, hvor de efterhånden har fået tilstrækkelig tryghed til at tale om disse problemer. De støttes på denne måde til at sige fra over for deres voldelige mænd. 27

30 28

31 Voldsramte kvinder fra etniske minoriteter Socialministeriet har hos Formidlingscentret i Esbjerg fået udarbejdet en rapport med titlen: Kvinder og børn fra etniske minoriteter på krisecentrene. 26 Rapporten viser, at indvandrer- og flygtningekvinder er overrepræsenterede på danske krisecentre, at de i gennemsnit opholder sig længere tid på krisecentrene end danske kvinder, samt at indvandrer- og flygtningekvinderne oftere end danske kvinder flytter tilbage til deres voldelige partner efter ophold på krisecentret. Rapporten peger også på, at problemerne for denne gruppe kan skyldes, at de gennemgående er mangelfuldt integrerede i det danske samfund. Det betyder, at kvinderne mangler netværk, samt at de har et dårligt kendskab til deres egne rettigheder. Fordelingen på kvindernes nationalitet svarer til de nationale gruppers fordeling på landsplan. Udøverne af vold overfor kvinder fra etniske minoriteter er for størstedelens vedkommende danske statsborgere, enten naturaliserede udlændinge eller danskere, som har giftet sig med en udenlandsk kvinde. Den seneste årsrapport om krisecentrene fra 2000 viser, at 735 kvinder ud af 2083 (35%) indflyttede kvinder på kvindekrisecentrene har oplyst, at de er ikke-danske, det vil sige med anden etnisk baggrund end dansk 27. Andelen af kvinder på krisecentrene med anden etnisk baggrund end dansk er fra 1999 til 2000 steget med 3,4%. Samme rapport viser, at 595 ud af samme 2083 (29%) indflyttede kvinder har oplyst, at de ikke er danske statsborgere 28. Rapporten Kvinder og børn fra etniske minoriteter på krisecentrene 29 peger på, at det er vigtigt, at der er mulighed for tolkebistand, samt at der vidensmæssigt er forståelse for de særlige problemer, som kvinder fra forskellige etniske minoriteter kan have. Desuden påpeges det, at det kan være problematisk at finde medarbejdere, som kan arbejde med kvinder fra forskellige kulturer. De specielle problemer for voldsramte kvinder med anden etnisk baggrund end dansk har også haft høj prioritet i forbindelse med uddelingen af KRIB-puljemidler. 26. Behrens & Raal (1999). 27. Dybtved Ifølge ph.d-afhandlingen Vold i Århus (Brink 1999) var de undersøgte udenlandske kvinder oftere udsat for vold end danske kvinder. De udenlandske kvinder var samtidig mere tilbageholdende med at anmelde volden til politiet. Ifølge forfatteren kan dette skyldes, at volden er mere accepteret i andre kulturer end den danske, at de udenlandske kvinder har et begrænset kendskab til danske normer, uvidenhed om deres rettigheder og støttemuligheder samt sprogproblemer. 29. Behrens & Raal (1999). Indsatsen mod familierelateret vold blandt etniske minoriteter omfatter endvidere økonomisk støtte til oplysning og rådgivning. Indenrigsministeriet støtter blandt andet en oplysningskampagne, som de etniske mindretals sammenslutning, IND.sam, gennemfører. Kampagnen fokuserer på vold i familien blandt etniske minoriteter. Ligeledes støtter Indenrigsministeriet IND.sam s kriserådgivning i Århus og København, som kan yde rådgivning vedrørende vold i hjemmet. Indenrigsministeriet yder endvidere støtte til et projekt om ikke-dansk-talende kvinder på krisecentre, som gennemføres af Kvindecenterfonden, Dannerhusets Krisecenter. Baggrunden for projektet er de mange henvendelser på krisecentrene fra kvinder med anden etnisk baggrund, herunder fra ikkedansk-talende kvinder. De særlige forhold, der gør sig gældende for denne gruppe af kvinder, kræver meget store ressourcer fra krisecentrene, herunder til tolkning og kulturforståelse. Formålet med projektet er på den baggrund at sikre, at krisecentrene kan modtage voldsramte kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Formålet er endvidere at skabe grundlag for, at kvinderne under opholdet får den nødvendige støtte. Projektet skal endelig bidrage til udvikling af nye metoder i arbejdet vedrørende denne gruppe kvinders særlige behov. Familie-relateret vold blandt etniske minoriteter kan også opstå i relation til tvangsægteskaber, hvor unge tvinges ind i ægteskaber mod deres vilje. Indenrigsministeriet støtter BROEN, som er en forening stiftet af kvinder med flerkulturel baggrund. BROEN yder rådgivning og bistand til kvinder, der har problemer på grund af tvangsægteskaber og/eller vold i familien. BROEN peger på forskellige problemer for voldsramte kvinder alt efter deres baggrund for at opholde sig i Danmark. De familiesammenførte kvinder er den mest udsatte gruppe på grund af ringe integrationsmuligheder, ringe kendskab til egne rettigheder og til myndigheder, som kunne støtte dem i deres situation. Det bemærkes, at indsatsen mod tvangsægteskaber også omfatter ændring af udlændingeloven ved lov nr. 424 af 31. maj 2000, således at det er en betingelse for at meddele ægtefællessammenføring til personer mellem 18 og 25 år, at ægteskabet utvivlsomt må anses for indgået efter den herboendes eget ønske. Udlændingestyrelsen udsendte i juni måned 2000 en pjece om Udlændingeloven og voldelige ægteskaber (bilag 8). Pjecen beskriver de regler i Udlændin- 29

32 geloven, der gælder for udlændinge, hvis ægteskab eller samliv ophører på grund af vold. De pågældende regler foreskriver blandt andet, at udlændingemyndighederne skal tage særlige hensyn til kvinder, der har været udsat for vold i deres ægteskab, når de skal vurdere, om den voldsramte kvinde kan bevare sin opholdstilladelse, selv om samlivet er ophørt. Et krav til bevarelse af opholdstilladelse er, at man skal dokumentere, at man har været udsat for vold i ægteskabet, samt at vold er årsagen til, at ægteskabet ophørte. Det bemærkes, at udlændingemyndighederne kan inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse, selvom samlivsophævelsen skyldes vold. Baggrunden herfor er, at afgørelsen træffes på grundlag af en samlet vurdering af udlændingens forhold, herunder kvindens tilhørsforhold til Danmark. Afgørelsen træffes i de enkelte sager ud fra en konkret og individuel vurdering. Indenrigsministeriet har desuden i et særskilt notat orienteret arbejdsgruppen om udlændingelovens regler vedrørende voldsramte kvinder og tvangsægteskaber (bilag 9). Børn i voldsramte familier I 1996 blev der for en 4-årig periode bevilget KRIBpuljemidler, 10 mio. kroner årligt, til aktiviteter for børn på krisecentre. I forbindelse med satspuljeforhandlingerne for 2000 blev der afsat 8 mio. kr. om året i 2000, 2001 og 2002 til fortsættelse af KRIB-puljen med henblik på lokal forankring. Etableringen af KRIB-puljen i 1996 tog afsæt i Socialministeriets undersøgelse Børn på krisecentre fra Denne undersøgelse viste, at der årligt opholdt sig omkring 3000 børn på krisecentre og tilsvarende institutioner. En stor del af disse børn opholdt sig på institutioner, hvor der ikke var ressourcer afsat til støtte af børnene. KRIB-puljens formål har været at udvikle og etablere tilbud til børn på krisecentre, der styrker støtten til barnet under og efter opholdet, herunder at kvalificere personalet på krisecentrene og at støtte den forebyggende indsats overfor disse børn. De kommunale forpligtelser overfor børn og unge defineres som tidligere nævnt blandt andet i servicelovens 6, hvorefter kommunen fører tilsyn med de forhold, som børn og unge under 18 år i kommunen lever under. Yderligere findes der i serviceloven regler om underretningspligt, som omfatter enhver, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare. For uddybende bemærkninger om reglerne om særlig støtte til børn og unge, se bilag Socialministeriet (1995) Børn i voldsramte familier lider under denne opvækst. Ifølge bogen Når mor får bank fortæller voksne, der har haft en opvækst i et hjem med vold, at deres barndomsminder er præget af rædsel, angst, dysterhed og en følelse af anderledeshed 31. Man får med andre ord en meget svær og belastende barndom, hvis man vokser op med en voldelig far og med en mor, der er offer for vold. Voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne Vold mod kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i parforhold er tilsyneladende ikke et område, som er tilstrækkeligt belyst. Der er særlige problemstillinger, der gør sig gældende for denne gruppe kvinder, når der er tale om voldelige overgreb. Foreningen Danske Kvinder med Handicap formoder på baggrund af udenlandske undersøgelser 32, at også danske kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne er mere udsatte for vold end ikke-handicappede kvinder. Dette skyldes blandt andet mindre selvværd, at kvinden har sværere ved at sige fra overfor en voldelig partner; og at de oftere end tidligere bor i normale parforhold og boformer. Et problem for voldsramte kvinder med nedsat fysisk funktionsevne er, at adgangsforholdene på krisecentrene ikke er indrettet til personer med disse problemer. Ifølge Landsorganisationen af Kvindekrisecentre er kun ét krisecenter i stand til at modtage kørestolsbrugere; to andre krisecentre er i stand til at modtage kvinder med lettere fysiske handicap. Myndighederne kan dog henvise voldsramte kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne til andre bo-tilbud, hvis det skønnes mere relevant 33. Det skal bemærkes, at krisecentrene ikke kan anses for et egentligt behandlingstilbud, men er et tilbud om bolig til mennesker uden bolig eller uden mulighed for at opholde sig i egen bolig. Desuden er det et krav til beboerne på krisecentre, at de er selvhjulpne og selv kan tage sig af deres eventuelle børn. Derfor kan andre bo-tilbud end krisecentrene være mere relevante og bedre egnede for personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Socialministeriet oplyser, at kvinder med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke nævnes specifikt i den sociale lovgivning i relation til vold. De omfattes af kommuners og amtskommuners generelle forpligtelse til at støtte og rådgive voldsramte kvinder. 31. Christensen & Persson (red.) (1998). 32. Asociación Iniciativas y Estudios Sociales (1998). 33. Det skal bemærkes, at Byggelovgivningens almindelige tilgængelighedskrav gælder, når der sker nybyggeri og væsentlige ombygningsarbejder af/i krisecentre, herunder også når eksisterende bygninger skifter anvendelse til krisecenter. 30

33 Teorier om vold i familien Der er ikke enighed blandt forskere og fagfolk om en enkelt årsag til vold i familien. Til gengæld findes en række teoretiske retninger, som forholder sig til voldens baggrund og til, hvorfor mænd udøver vold mod deres partner. Forståelsen af voldens årsag har vigtige implikationer for valget af initiativer, som sættes ind for at forebygge vold og støtte kvinder, der udsættes for vold og trusler om vold 34. Biologiske teorier har 2 hovedforklaringer på vold i familien. Det kan enten være en hjernedefekt hos de mænd, der udøver vold mod andre familiemedlemmer, eller den voldelige adfærd kan skyldes jalousi eller mandens ønske om ejerskab over partneren. Den empiriske underbyggelse for denne teoretiske retning er ikke stærk, men det anerkendes dog, at biologiske faktorer kan spille en rolle. Den psykopatologiske tilgang fokuserer ligesom den førnævnte retning på individuelle faktorer. Forklaringerne på den voldelige adfærd findes i oplevelser hos voldsmanden, eksempelvis i hans barndom, som skal have udviklet de voldelige tendenser. Adfærden ses ofte sammen med andre uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, og vold udøves ofte også andre steder end i hjemmet. Den psykopatologiske tilgang kritiseres for at overse den nyere forståelse af mænds vold mod kvinder som et udtryk for magt og kontrol, som forstærkes af den gængse samfundsopbygning. System-tilgangen forstår familien som en dynamisk organisation med uafhængige delelementer. Et medlems adfærd påvirkes af de øvrige medlemmers respons på adfærden. Forskere indenfor denne retning ser derfor på kommunikationen, det indbyrdes forhold og parrenes evne til at løse de problemer, som opstår i familien. En løsning på problemerne vil derfor indebære rådgivning af både manden og kvinden. Styrken ved denne tilgang er, at den også kan kaste lys over eksempelvis voldelige overgreb på børn i familien. Teorier om Social Indlæring forklarer voldelig adfærd i familien med børns indlærte erfaringer med hvilken adfærd, der kan opnå de ønskede resultater. Børnene indlærer denne adfærd, selv om den kan være socialt uacceptabel, hvis de i tilstrækkeligt omfang oplever, at adfærden har det ønskede resultat. Børnene vil derfor, når de senere selv stifter familie, vende tilbage til denne adfærd, ikke mindst hvis adfærden eksempelvis i medierne fremstår som acceptabel. Tilgangen finder det derfor afgørende, at børn ikke udsættes for oplevelser af voldelig adfærd og andre negative rollemodeller. Der findes ikke én enkelt feministisk teori om vold i familien. Men det gennemgående træk indenfor denne retning er, at vold har baggrund i en magtubalancen, som findes på samfundsniveau i patriarkalske samfund, hvor strukturelle faktorer forhindrer kvinder og mænds lige deltagelse i samfundslivet. Denne skævhed kommer til udtryk også i familielivet, hvor mænd, nogle gange med vold, udøver magt og kontrol over deres kvindelige partner. Ifølge denne teori kan intervention være alt fra skabelse af ligeløn, tilbud om børnepasning, så mødre får mulighed for at være på arbejdsmarkedet til juridiske indgreb. Man arbejder også med kvindernes empowerment og erkendelse af magtforhold. Med udgangspunkt i den feministiske retning har man udviklet behandlingsprogrammer til voldsudøvere, som efterhånden er udbredte indenfor dette felt. Ovenstående gennemgang af voldens baggrund skal ses som et kort overblik over forskellige teorier på området. Som det fremgår, er der vidt forskellige forklaringer på voldelig adfærd. Det er dog nødvendigt at træffe nogle valg og komme til en form for afklaring af årsagen til vold, når der skal vælges en metode til intervention. Jo mere viden på området, jo mere kvalificeret vil disse valg være. Det må derfor konkluderes, at det vil være nyttigt for bekæmpelsen af vold mod kvinder, at der skabes en større viden på området. Samtidig synes det nødvendigt med en bredspektret indsats mod vold, idet der ikke findes én endegyldig teori om baggrunden for vold mod kvinder. Hver enkelt teori kan i større eller mindre grad bidrage til forståelsen af voldens kompleksitet. Behandlingstilbud til voldelige mænd Der findes i øjeblikket få tilbud til voldelige mænd, der ønsker at komme i behandling for deres voldelige adfærd. Eksempelvis har Nordjyllands Amt taget problemet omkring de voldelige mænd alvorligt og har som det eneste amt i Danmark oprettet et permanent offentligt støttet tilbud om behandling til disse mænd. Rådgivningen foregår i Manderådgivningen i Ålborg ( Behandlingen består af samtaler, hvor der arbejdes med mændenes evner til at kommunikere og med deres selvværd, da det er Manderådgivningens forståelse, at disse faktorer er medvirkende til den voldelige adfærd. Manderåd- 34. Gennemgangen af teorierne er fra Cunningham et.al. (1998). 31

34 givningen skriver i årsrapporten for 2000, at der har været afholdt 502 samtaler med i alt 67 mænd 35. Et andet tilbud om rådgivning er Bjørnen i København, som hører under Mødrehjælpen. Bjørnen yder ligesom Manderådgivningen rådgivning til mænd, der ønsker at ændre deres voldelige adfærd. Herudover har Viborg Amt støttet en manderådgivning i Viborg, som både kan rådgive mænd med voldelig adfærd og mænd med andre personlige problemer. White Ribbon Campaign Ministeren for ligestilling har givet økonomisk støttet til en kampagne arrangeret af den danske afdeling af White Ribbon Campaign ( som er en global bevægelse bestående af mænd, der aktivt tager afstand fra mænds voldelige overgreb på kvinder. White Ribbon Campaign har til formål at påvirke beslutningstagere og offentligheden til at allokere flere ressourcer og tænke i nye baner i kampen mod voldelige overgreb på kvinder. Medlemmer af White Ribbon forpligter sig til: Aldersmæssigt er den største gruppe af mændene mellem år, nemlig 36%. 42,3% af de voldsudøvende mænd i denne undersøgelse er i arbejde, mens 29,7% er arbejdsløse. Når der ses på samlivets varighed, viser det sig, at næsten 17% har levet sammen i mellem 6 og 10 år. Andre 17% af kvinderne har levet sammen med den voldelige partner mindre end et år. Voldens form er for de flestes vedkommende både af fysisk og psykisk art. 53% af kvinderne oplyser, at den mand, der har udøvet vold mod dem, har et misbrug af en eller anden art, heraf er alkoholmisbrug det hyppigste med 30,2%. Antallet af misbrugere er tydeligvis højest i gruppen af ledige, idet hele 77% af voldsudøvende mænd i denne gruppe ifølge de voldsramte kvinder har et misbrugsproblem. I voldsramte familier er der altså ofte tale om, at vold er en del af problembilledet i mange af de familier, som er ramt af andre store belastninger 38. Ikke at udøve vold mod kvinder Ikke at tolerere vold mod kvinder Ikke at tie om vold mod kvinder Kortlægningsundersøgelse af voldsudøvende mænd Krisecentrenes indsats retter sig både mod de voldsramte kvinder og deres børn. I krisecenterregi er der på nuværende tidspunkt ikke tilbud, som henvender sig til den voldsudøvende mand. Formidlingscenteret i Esbjerg har for LOKK udarbejdet en undersøgelse af de voldsudøvende mænd 36. Det skal bemærkes, at undersøgelsens oplysninger om voldsudøverens baggrund stammer fra den voldsramte kvinde. I det følgende uddrages kun centrale tal fra undersøgelsen, og der henvises til rapporten for yderligere oplysninger og tal. Undersøgelsen viser blandt andet, at gruppen af danske statsborgere udgør 71,7% af de voldsudøvende mænd, mens gruppen af indvandrere og flygtninge udgør tilsammen 18,5%. Familiesammenførte mænd udgør 4,8%, asylansøgere 2,8% og endelig har 2,3% af de adspurgte kvinder oplyst, at de ikke har kendskab til mandens opholdsgrundlag i Danmark Mændene er fortrinsvis fra den lokale kommune eller omkringliggende kommuner, idet 43 mænd har bopæl i Aalborg Kommune. De fleste af mændene, nemlig 45, befinder sig i aldersgruppen år. 36. Ibid. 37. I undersøgelsen af voldsudøvende mænd er anvendt følgende definitioner: Indvandrer: Omfatter personer, som er indvandret til Danmark fra lande udenfor Norden, EU og Nordamerika, og der tages udgangspunkt i personens herkomst. Asylansøger: Personer, der har ansøgt om asyl i Danmark på baggrund af forfølgelse omfattet af Flygtningekonventionen og Udlændingelovens bestemmelser. Flygtning: Personer, hvis sagsbehandling er afsluttet, og som har opnået opholdstilladelse i Danmark. Familiesammenført: Personer, der har opholdstilladelse på grundlag af familiesammenføring med en her i landet bosat person. 38. Christensen & Persson (red.) (1998). 32

35 Følgende afsnit er sammenfatning og kommentarer fra rapporten: Indsatsen mod vold mod kvinder i EU og Norge, som Ligestillingsafdelingen har fået udarbejdet hos Formidlingscentret i Esbjerg 39. Rapporten, som er udarbejdet i foråret 2001, blev bestilt ud fra arbejdsgruppens ønske om at afklare andre europæiske landes indsats mod vold samt ønsket om at finde inspiration i landenes tiltag. Arbejdsgruppen fandt desuden, at der manglede en samlet oversigt over konkrete tiltag mod vold. Rapporten er en gennemgang af de pågældende landes indsats mod vold på følgende områder: Lovgivning. Voldens omfang, metoder til opgørelse og eventuel statistik på området. Nationale handlingsplaner, konferencer og kampagner. Det tværfaglige samarbejde på området. Rådgivnings- og behandlingstilbud til voldsudøvende mænd. En eventuel opgørelse af voldens omkostninger. Rapporten kan downloades på ligestillingsministeren hjemmeside og er vedlagt som bilag 10. Lovgivning Det fremgår af undersøgelsen, at emnet vold mod kvinder i lovgivningsmæssig forstand blev sat på dagsordenen i den sidste del af 1990 erne, hvor en stor del af landene har gennemført ændringer af såvel straffelove som civile love. Ændringerne medfører, at vold mod kvinder ikke længere indgår i de generelle formuleringer om vold, men i stedet specifikt nævnes 5 ud af de 16 undersøgte lande har en straffelovgivning, som specifikt omhandler vold mod kvinder, mens 4 af de øvrige lande har anden lovgivning, herunder på det civilretlige område, som vedrører vold mod kvinder. 39. Behrens & Tilia (2001) Indholdet af lovene varierer. På det civilretlige område er der skabt udvidede beskyttelsesforanstaltninger. Østrig har den mest radikale lov på området, idet loven giver politiet hjemmel til at fjerne voldsudøveren fra hjemmet i tilfælde, hvor der er grund til at tro, at der har fundet en krænkelse sted, og at den vil gentage sig. Loven giver politiet et redskab til at yde kvinden omgående beskyttelse og derved imødekomme hendes umiddelbare behov på tilkaldelsestidspunktet. Finland, Irland, Spanien og UK har allerede lignende love, og Luxembourg og Tyskland arbejder på indførelse af lignende lovgivning. Belgien (1997), Frankrig (1994), Portugal (1998) og Spanien (1999) har indført love, der definerer kriminelle overgreb i parforhold som en skærpende faktor ved domfældelse. I Sverige har man taget højde for den gentagne karakter af vold mod kvinder ved at indføje en ny bestemmelse i straffeloven om grov krænkelse af en kvindes integritet. Denne paragraf giver mulighed for at retsforfølge på grundlag af et adfærdsmønster. Ved vurdering af straffens størrelse lægges netop vægt på det gentagne eller systematiske i mandens adfærd. Opgørelser over voldens omfang Hovedparten af de adspurgte lande - svarende til tolv ud af seksten lande - har gennemført undersøgelser om voldens omfang gennem enkeltstående stikprøveundersøgelser, mens kun et mindre antal lande - syv ud af seksten - gennemfører kontinuerlige undersøgelser af voldens omfang. Nogle lande har enkeltstående forskningsstatistikker opdelt på køn, men de årlige officielle kriminalstatistikker har ikke denne skelnen, og relationen mellem offer og voldsudøver fremgår ikke af disse regelmæssigt udarbejdede statistikker. Flere af de undersøgte lande arbejder aktuelt med forbedring af statistikken, således at problemstillingen vold i familien bliver mere synlig. Det sker blandt andet gennem oplysning om ofrets køn, alder, nationalitet, voldens form og relation til voldsudøveren. Såkaldte prevalence surveys til kortlægning af voldens udbredelse har i flere lande vist sig at være gode redskaber til at identificere voldens udbredelse og dens særlige former, blandt andet fordi man ved hjælp af denne metode også får fat i de kvinder, som ikke anmelder vold. Nationale handlingsplaner Den overordnede indsats mod vold er tilsyneladende generelt intensiveret, idet undersøgelsen viser, at 10 33

36 lande har udarbejdet egentlige handlingsplaner for området. Hertil kommer, at Østrig har oprettet et landsdækkende netværk af centre, som skal styrke indsatsen mod vold i familien. Handlingsplanerne karakteriseres ved, at de opstiller rammer for en mere helhedsorienteret og fokuseret indsats overfor vold i familien, og at de indeholder handlemål for såvel det juridiske, det sociale og det sundhedsmæssige område, ligesom der opstilles rammer for synliggørelse, øget forskning og tværsektorielt samarbejde. Som tidligere nævnt etableres i en del lande regionale fora, som skal medvirke til implementering af planerne. Områder, der omfattes af handlingsplanerne, er typisk: 1. Synliggørelse af volden og dens omfang. 2. Forebyggelse af vold. 3. Ændring i lovgivning og den juridiske praksis. 4. Forbedring af tilbudene til de voldsramte. 5. Behandlingstilbud til de voldsudøvende. 6. Udvikling af forskning og forbedring af statistik på området. Ad 1/ Synliggørelse af volden og dens omfang Synliggørelse og forebyggelse af vold er sider af samme sag og har både langsigtede og kortsigtede mål. Arbejdet kan rette sig mod befolkningen som helhed fx. i form af undervisningsmateriale til skolebørn og kurser for mediefolk (Spanien). Formålet er den langsigtede holdningsbearbejdning. Kampagner er et andet middel til at øge bevidstheden i befolkningen generelt. Ad 2/ Forebyggelse af vold I Sverige har man pålagt anklagemyndigheder, politimyndighederne, Kriminalvårdsstyrelsen, länsstyrelserne, socialtjenesten m.fl. at øge anstrengelserne for at forebygge vold mod kvinder ved at udarbejde retningslinier for procedurer, ved samarbejde myndighederne imellem og med berørte frivillige organisationer samt ved regelmæssig rapportering om disse forholdsregler. Lignende opgaver og uddannelses- og træningsprogrammer er omtalt for andre faggrupper. De professionelle, som møder ofre og voldsudøvere i deres arbejde, er en meget vigtig målgruppe for at forbedre forebyggelsen af vold. Nogle lande arbejder på at inddrage området i læseplanerne for studerende inden for relevante områder (jura, politi, medicin, sygepleje, psykolog, pædagogik). Der arbejdes med udvikling og opdatering af håndbøger og good practice på området (fx. UK). I UK har regeringen introduceret et nyt program til bekæmpelse af kriminalitet, the Crime Reduction Program, og vold mod kvinder er blevet en del af dette program. Ad 4/ Forbedring af tilbudene til de voldsramte Bedre behandling og tilbud til ofrene omfatter både udbyggelse af krisecentre, bedre tilbud om permanent anden bolig, hjælp til uddannelses- og arbejdssøgning, en 24-timers hotline service, bedre uddannet personale på de respektive støtte- og behandlingssteder samt i politi og retsvæsen. En større geografisk spredning af tilbudene til voldsramte kvinder er også påkrævet i mange lande. Ad 5/ Behandlingstilbud til de voldsudøvende Flere af de undersøgte lande har planer om at udvikle modeller og udbygge et behandlingstilbud til mænd. (Se endvidere efterfølgende afsnit om behandlingstilbud til mænd). Det tværfaglige samarbejde I en række lande har man nedsat tværfaglige teams eller fora på regionalt eller lokalt niveau (fx. Finland og Nordirland (UK)). De er ofte sammensat af repræsentanter for de lokale/regionale myndigheder og forskellige frivillige organisationer. Deres opgave er at planlægge og koordinere indsatsen i deres egne områder og komme med forslag til udvikling af politikken på området. UK har på nuværende tidspunkt mere end 200 tværfaglige, såkaldte domestic violence fora, fordelt i England og Wales. Frivillige organisationer og lokale myndigheder arbejder sammen i disse organisationer. Særlige instrukser om tværfagligt samarbejde er i hovedparten af landene et middel til implementering af den nationale handleplan. I nogle tilfælde dannes lokale grupper mere spontant og skaber modeller for lignende konstruktioner andre steder i landet. Det er ifølge rapporten om de andre landes indsats mod vold afgørende for vidensopsamlingen, politik-udviklingen og implementering af nye tiltag, at der refereres til en central myndighed eller organisation, som har det overordnede ansvar og kontakten til de besluttende instanser i samfundsformationen, og at der afsættes midler til arbejdet. Behandlings- og rådgivningstilbud til voldsudøverne Studerer man de enkelte landes svar nærmere, ses det, at med Irland som tilsyneladende eneste undtagelse, har ingen af landene et generelt tilbud om rådgivning til og/eller behandling af voldsudøveren. Oftest er der tale om regionale projekter hos kriminalforsorgen eller tilsvarende statslige myndigheder eller som enkeltprojekter udbudt af frivillige sociale organisationer. 34

37 Norge har en lang tradition for at arbejde med området, og arbejdet har i hele perioden været delvis finansieret af stat og kommune. Resultaterne af behandlingen synes at være lovende, idet 80% af de mænd, der har været gennem behandling, har vist væsentlige positive ændringer i forhold til voldelig adfærd. Mange af medlemslandene har spredte tiltag på feltet. I USA og Canada har man gennem mange år arbejdet med forskellige behandlingsmodeller for voldsudøvere. Den mest udbredte form for behandling er i øjeblikket den såkaldte cognitive-behavioural-terapi, der synes at være et forholdsvis effektivt bud på en virksom behandling. I Danmark har man i fængslerne forskellige programmer for voldsudøvende mænd, Anger Management og Kognitiv Færdighedstræning. Programmerne er ikke direkte rettet mod mænd, der har udøvet vold mod deres partner, men kan omfatte denne gruppe (se desuden bilag 1 om projekterne). Voldens omkostninger Kun tre ud af de seksten lande har foretaget beregninger eller kvalificerede skøn over voldens samlede omkostninger på samfundsniveau, og et enkelt land, England, har foretaget en udregning af omkostningerne på lokalt niveau. Holland har udviklet en model til beregning af de økonomiske omkostninger ved vold mod kvinder i hjemmet. I beregningerne indgår kun alvorlige/meget alvorlige overgreb, og tallene afspejler de midler, der bruges til at lindre og godtgøre konsekvenserne af vold, og de omkostninger der direkte følger af vold. Indirekte udgifter som fx. langvarig psykologhjælp og omkostninger i forbindelse med børn er ikke indregnet. Beregningerne er foretaget på grundlag af omkostningerne til det juridiske system, politiet, medicinsk behandling, akut psykologisk behandling, tabt arbejdsfortjeneste og sociale støtteforanstaltninger. Også Finland, Luxembourg og UK har udarbejdet beregninger eller delberegninger over voldens omkostninger. På grundlag af tallene er det muligt at give et skøn over, hvad vold mod kvinder generelt koster - også i det danske samfund. Hvis tallene omsættes til danske forhold, skønnes det som nævnt i indledningen, at voldens samlede årlige omkostninger i Danmark er i størrelsesordenen 370 mio. kr. 35

38 36

39 Som led i gruppens arbejde har de deltagende ministerier vurderet Danmarks implementering af internationale forpligtelser og hensigtserklæringer inden for deres ressort. Vurderingen er udarbejdet på baggrund af Udenrigsministeriets notat om internationale forpligtelser vedrørende bekæmpelse af vold mod kvinder samt menneskehandel (bilag 11). De internationale forpligtelser Af Udenrigsministeriets notat fremgår det, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder, og at vold mod kvinder er omfattet af de grundlæggende menneskerettighedsinstrumenter, herunder FN s og Europarådets konventioner. I FN s erklæringer og konventioner om menneskerettigheder er der dog ikke specifikke henvisninger til vold mod kvinder; til gengæld nævnes retten til lighed, frihed, sikkerhed, integritet og værdighed. I FN s erklæring om eliminering af vold mod kvinder (1993) hedder det i artikel 4, at stater skal udvise behørig omhyggelighed mht. at forebygge, at efterforske og, i overensstemmelse med national lovgivning, straffe voldshandlinger mod kvinder. I konventionen om afskaffelse af al diskrimination imod kvinder (CEDAW) fastslår rekommandation 19, at vold mod kvinder er at regne for diskrimination under konventionen. Den valgfri protokol, vedtaget i oktober 1999, giver individer og grupper af individer klageadgang til CEDAW-komitéen. Danmark ratificerede denne tillægsprotokol i maj CEDAW-komiteen har i forbindelse med den 4. rapport om Danmarks tiltag på konventionens område udtrykt kritik af Danmarks manglende indsats mod vold mod kvinder og bemærkede ved eksaminationen af Danmark i januar 1997 følgende (uofficiel oversættelse fra engelsk) 40 : 264. Fraværet af en specifik lov om vold mod kvinder blev anført som den væsentligste brist i dansk lovgivning. Komitéen udtrykte ønske om at få mere udførlige oplysninger om det faktiske antal tilfælde af vold, voldtægt og incest, og var bekymret over den manglende specifikke lovgivning og/eller tiltag rettet mod at skabe øget forståelse for disse emner blandt politi, domstole eller befolkning Der burde udføres flere undersøgelser af omfanget af vold mod kvinder, især blandt udsatte grupper såsom immigranter, og af fordelene ved at vedtage lovgivning specifikt rettet mod at reducere denne type vold. Resultatet af disse undersøgelser skulle inkluderes i den næste rapport indsendt i overensstemmelse med artikel 18 i konventionen. Af den seneste danske evalueringsrapport af maj 2000, som er fremsendt til CEDAW-komiteen, fremgår det, hvorledes Danmark har efterkommet CEDAW s anbefalinger ved den førnævnte eksamination 41. Desuden bemærker Udenrigsministeriet, at slutdokumenterne fra FN s 4. Verdenskvindekonference i Beijing i 1995, herunder erklæring og handlingsprogram (Platform for Action), indeholder et særskilt kapitel om vold mod kvinder. I handlingsprogrammet opfordres regeringer til at tage konkrete skridt, såsom at etablere forebyggende foranstaltninger, herunder handlingsplaner, straffe overgreb og sikre kvinder, der har været udsat for overgreb, ret til at søge erstatning ved domstolene og gennemføre eller styrke lovgivning vendt imod vold mod kvinder. I slutdokumentet fra den særlige samling af FN s generalforsamling, kaldet Beijing+5, den juni 2000 anerkendes det, at vold mod kvinder og piger, uanset om denne måtte finde sted i det offentlige rum eller i privatsfæren, udgør et menneskerettighedsproblem, som staten må søge at bekæmpe. Dokumentet indeholder også en formulering om, at alle former for vold mod kvinder og piger bør betragtes som en kriminel og derfor en strafbar handling. Hertil skal lægges, at voldsdefinitionen samtidig er blevet udvidet, således at den nu også indeholder henvisning til forbrydelser begået i affekt eller under henvisning til ære ( crimes of passion og crimes of honour ). Under Europarådet og dets konvention om menneskerettigheder anses vold mod kvinder for at være omfattet af de fundamentale menneskerettigheder, men vold mod kvinder nævnes ikke specifikt i dokumenterne. En resolution vedtaget af Europarådets parlamentariske forsamling den 3. april 2000 opfordrer medlemslandene til at indføre uddannelsesprogrammer for politi og dommere, fremme rekruttering af kvindelige politifolk, oprette centre for kvindelige voldsofre 40. Folketingets hjemmeside: Uddrag af udenrigsminister Niels Helveg-Petersens svar af 2. februar 2000 på 20-spørgsmål nr. S 914 om vold mod kvinder. 41. Udenrigsministeriet, Ligestillingsafdelingen og Ligestillingsrådet (2000) 37

40 samt gennem holdningsbearbejdelse at fremme det synspunkt, at vold mod kvinder er uacceptabelt. I EU-samarbejdets retlige grundlag findes der heller ikke en henvisning til vold mod kvinder. Daphneinitiativet kan dog nævnes som et af flere initiativer fra EU s side til bekæmpelse af vold mod kvinder. Dette program sigter mod at bekæmpe vold mod børn, unge og kvinder. Europaparlamentet vedtog i 1997 en rapport, som opfordrer til at vedtage en bindende konvention, der kriminaliserer alle voldshandlinger mod kvinder. OSCE vedtog i 1991 Moskva-dokumentet, hvorefter deltagende lande skal søge at eliminere alle former for vold mod kvinder. Den danske implementering Som det fremgår af kapitel 10, er der i Danmark iværksat en lang række initiativer for at bekæmpe vold mod kvinder. Initiativer, der er med til at opfylde de forpligtelser, som Danmark har underskrevet i forhold til det internationale samfund. På en række områder er Danmark nået langt. Vi har et udbygget net af krisecentre, der har været fokus på børn i voldsramte familier og vold mod kvinder fra etniske minoriteter, der undervises i emnet vold mod kvinder på Politiskolen, efterforskningen i voldssager er blevet strammet op, vold mod kvinder er kriminaliseret, og der er med Socialministeriets projekter omkring Vold i familien sat mærkbart ind i forhold til forebyggelse. De enkelte ministerier har til arbejdsgruppen oplyst følgende om implementeringen af de internationale konventioner: Justitsministeriet Justitsministeriet har ved Danmarks tiltrædelse af internationale forpligtelser og i forbindelse med vedtagelse af hensigtserklæringer om vold mod kvinder overvejet, hvorvidt der i den danske lovgivning var hindringer for denne tiltrædelse. Fra Justitsministeriets side blev det ikke anset for nødvendigt at gennemføre ændringer af eksisterende regler om vold mod kvinder som en forudsætning for, at Danmark kunne ratificere CEDAW- konventionen. Justitsministeriet har endvidere oplyst, at der ikke i forbindelse med arbejdet omkring dokumenterne til Beijing handlingsprogrammet samt Beijing+5, så vidt det har været muligt at afgøre, har været konflikt mellem dansk lovgivning og dokumenternes udformning på området vold mod kvinder. Samlet kan det siges for justitsministeriets vedkommende, at den danske strafferetlige lovgivning lever op til de af Danmark ratificerede konventioner, som omhandler vold mod kvinder. Indenrigsministeriet Indenrigsministeriet har til arbejdsgruppen oplyst, at de internationale forpligtelser vedrørende kvinders rettigheder, herunder forpligtelser vedrørende bekæmpelse af vold mod kvinder, har været inddraget i overvejelserne i forbindelse med en ændring af udlændingelovens regler om inddragelse af opholdstilladelse eller udvisning af voldsramte kvinder m.v. og i forbindelse med en ændring af udlændingelovens regler om ægtefællesammenføring til personer under 25 år. Ændringen indebærer, at der ved afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse blandt andet skal tages hensyn til, om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse vil virke særligt belastende på grund af udsættelse for vold, hvis vold er årsag til, at udlændingen ikke længere lever på fælles bopæl med den i Danmark fastboende person. Denne nye bestemmelse i udlændingeloven lever op til CEDAW-konventionens anbefaling om, at staterne skal sikre, at kvinder ydes den nødvendige beskyttelse mod vold og misbrug i familien. Spørgsmålet om forholdet til Danmarks internationale forpligtelser er også overvejet i forbindelse med ændringen af udlændingelovens regler om ægtefællesammenføring til personer under 25 år, jf. lov nr. 424 af 31. maj 2000 om ændring af udlændingeloven med flere love. Om forholdet til Danmarks internationale forpligtelser bemærkes, at det følger af artikel 16, stk. 1, i FN s konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder, at de deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler til at afskaffe diskrimination imod kvinder i alle ægteskabs- og familieforhold og på grundlag af ligestilling mellem mænd og kvinder sikre kvinder samme ret til frit at vælge ægtefælle og til kun at indgå ægteskab med deres frie og uforbeholdne samtykke. Sundhedsministeriet Sundhedsministeriet har til arbejdsgruppen oplyst, at ministeriet, ud fra det oversigtsnotat, som Udenrigsministeriet har udarbejdet til arbejdsgruppen over internationale konventioner og politiske hensigtserklæringer, har vurderet, at ingen af de nævnte konventioner mv. har betydning for Sundhedsministeriets ressort. Det nærmeste, som Sundhedsministeriet kommer på en international deklaration omkring det sundhedsmæssige aspekt af voldelige overgreb på kvinder, er spørgsmålet om omskæring 38

41 af kvinder, som blev omtalt på kvindekonferencen i Beijing i Det skal bemærkes, at arbejdsgruppen ikke tidligere har drøftet dette spørgsmål. Men i anledning af Sundhedsministeriets svar på anmodningen om opgørelse om Danmarks implementering af de internationale konventioner, har arbejdsgruppen kort drøftet emnet. Arbejdsgruppen anser omskæring af kvinder som et voldeligt overgreb. Problemet må dog anses for at være af mindre omfang i Danmark. Arbejdsgruppen støtter sig til Sundhedsstyrelsens officielle meddelelse fra 1993, hvoraf det fremgår, at indgreb af denne art må antages at være omfattet af straffelovens 245, stk. 2, om straf for den, der tilføjer anden person skader på legeme eller helbred. En læge, der foretager kvindelig omskæring eller medvirker til foretagelse af kvindelig omskæring, vil derfor pådrage sig strafansvar, uanset om kvinden/forældrene har givet deres samtykke. Den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene. Det kan tilføjes, at strafbarheden efter ministeriets opfattelse også må omfatte forældre, der arrangerer omskæringen, og i det hele taget alle, der medvirker til, at et sådant lemlæstende indgreb foretages i Danmark. Socialministeriet Socialministeriet kan oplyse om forholdet til internationale forpligtelser vedrørende kvinders rettigheder, herunder forpligtelser vedrørende bekæmpelse af vold mod kvinder, at de generelle menneskerettighedsinstrumenter og forskellige konventioner, resolutioner, deklarationer og anbefalinger, som omfatter vold mod kvinder samt menneskehandel ressortmæssigt ligger udenfor ministeriets område. Den lovgivning, der henhører under Socialministeriets ressortområde, spiller en vigtig rolle i implementeringen af de internationale konventioner vedrørende bekæmpelse af vold mod kvinder. Der henvises til beskrivelserne vedrørende de forpligtelser, der følger af den sociale lovgivning samt konkrete initiativer på området. 39

42 40

43 I det følgende afsnit vil det blive gennemgået, hvilke initiativer de enkelte deltagende ministerier har iværksat og påtænker at iværksætte med henblik på at bekæmpe vold mod kvinder. Desuden vil relevant lovgivning og gældende regler for de enkelte ressortområder blive gennemgået. Gennemgangen vil udelukkende tjene som et samlet billede i oversigtsform, og for uddybende information henvises til vedlagte bilag, som ministerierne har produceret til brug for arbejdsgruppens drøftelser. Det kan her fremhæves, at Den endelige tilrettelæggelse af en ordning, hvorefter voldstruede kvinder forsynes med en såkaldt overfaldsalarm, for tiden finder sted hos Rigspolitichefen, at Socialministeriet vil iværksætte projekter om vold i familien i indeværende år, at Indenrigsministeriet har støttet IND.sam s arbejde med voldsramte kvinder fra etniske minoriteter, og at Ligestillingsafdelingen har fået udarbejdet en undersøgelse af andre europæiske landes indsats mod vold mod kvinder. Ansvarligt ministerium Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Ansvarsområder og initiativer Ministeriet er ansvarligt for den politimæssige indsats på voldsområdet samt straffelovgivningen for vold. Rigsadvokaten udsendte den 31. august 2000 meddelelse nr. 5/2000 vedrørende efterforskning af sager om vold i parforhold. I meddelelsen understreges politiets pligt til enten efter anmeldelse eller på eget initiativ indlede efterforskning ved voldelige overgreb i familien, hvis der er grund til at antage, at et sådant overgreb har fundet sted. En endelig tilrettelæggelse af en ordning, hvorefter voldstruede kvinder forsynes med en såkaldt overfaldsalarm, finder for tiden sted hos Rigspolitichefen. I 1998 iværksatte Justitsministeriet etableringen af lokale offerrådgivninger baseret på en frivillig indsats. Rådgivningerne yder gratis hjælp og vejledning til ofre, herunder kvinder, som har været udsat for vold i deres samlivsforhold. Offerrådgivningen er i dag landsdækkende. Offerrådgivningens opgave er først og fremmest at give personlig støtte til ofre for forbrydelser. Ofret kan dog også få vejledning om mulighederne for at søge det offentlige om erstatning, om mulighederne for psykologhjælp, advokatbistand m.v. Etableringen af offerrådgivninger er et supplement til den rådgivende og støttende funktion, som politiet varetager i forhold til ofre for forbrydelser. Kriminalforsorgen arbejder de danske fængsler med programmerne Anger Management og Cognitive Skills for voldsudøvende mænd. Programmerne er ikke specifikt rettet mod udøvere af vold mod kvinder, men kan omfatte disse udøvere (se bilag 4). Det Kriminalpræventive Råd ønsker at gennemføre en kampagne i efteråret 2001, der har til formål at skabe debat i befolkningen, en stillingtagen til arten og omfanget af vold mod kvinder/vold i hjemmet. Rådet er i færd med at finde samarbejdspartnere til kampagnen. Det Kriminalpræventive Råd finder umiddelbart det canadiske program SARA (Spousal Assault Risk Assessment) interessant og kan se mange spændende og brugbare vinkler i metoden. Rådet vil tage programmet op senere. Justitsministeriet bad i 1993 i regeringens handlingsplan mod vold Rigspolitichefen om at udarbejde et billede af den voldskriminalitet, der begås i samfundet. Rigspolitichefen afgav i 1998 rapporten: Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet. Danmark deltog i begyndelsen af 2000 i en international offerundersøgelse a2. Der blev herunder udført særlige analyser vedrørende kvinders udsathed for kriminalitet. For undersøgelsens danske resultater, se kap

44 Justitsministeriet En forskningsmedarbejder fra Justitsministeriet har i november måned 2000 udarbejdet en undersøgelse vedrørende ofre og gerningssituation for personfarlig kriminalitet, og det er tanken, at denne skal danne udgangspunkt for drøftelser af en offerstatistik. I rapporten, der baserer sig på ca anmeldelser fra 11 politikredse landet over, er indeholdt oplysninger om ofrenes køn og alder, relationen mellem offer og gerningsmand, gerningssted samt andre relevante forhold ved forbrydelsen. Det forventes, at køns- og aldersopdelte offerstatistikker vil foreligge fra slutningen af Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet Justitsministeriet har givet støtte til Statens Institut for Folkesundhed, som ønsker at iværksætte en stor befolkningsundersøgelse af vold mod kvinder, voldens omfang og dens konsekvenser for kvindernes sundhed på længere sigt. Erstatningen til ofre for forbrydelser er blevet forhøjet, herunder en fordobling af torterstatningen til blandt andet voldtægtsofre m.v. Justitsministeriet deltager for tiden i planlægningen af en større international undersøgelse vedrørende vold mod kvinder. Den pågældende undersøgelse vil omfatte en række lande fra forskellige dele af verden og blive koordineret fra finsk side. Det er foreløbig tanken, at den egentlige undersøgelse iværksættes i foråret I forlængelse af et møde i Justitsministeriet den 7. juni 2001 er der etableret en kontakt mellem Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) og Politiskolen med henblik på, at der skabes en løbende dialog om politiets uddannelse i emnet vold mod kvinder. Sundhedsministeriet Sundhedsministeriet Sundhedsministeriet Sundhedsministeriet Sundhedsministeriet Sundhedsministeriet er ansvarligt for rammerne for lægelig behandling på sygehuse og hos praktiserende læge for skader efter vold. Sundhedsstyrelsen har i en vejledning fra 1999 beskrevet den fremtidige indsats for ofre for voldtægt og seksualiseret vold. Målet er en sammenhængende indsats med akut omsorg, retslægelig undersøgelse, rådgivning og behandling til volds- og voldtægtsramte kvinder gennem etablering af særlige beredskaber i sundhedsvæsenets regi. Der er blandt andet oprettet et nationalt videnscenter på Rigshospitalet. Centret er finansieret ved en bevilling fra Socialministeriets satspulje, hvor der i en 4-årig forsøgsperiode er afsat 5 mio. kr. årligt. Den praktiserende læge kan tilbyde både mænd og kvinder personlige samtaleforløb vedrørende forhold i forbindelse med den enkeltes helbred eller om personlige problemer. Siden 1. juli 1995 har ofre for vold i visse tilfælde kunnet få tilskud fra den offentlige sygesikring på 60% af udgifterne til psykologbehandling efter henvisning fra praktiserende læge. 7 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge har til formål at styrke sammenhæng og helhed i tilbuddene til de svagest stillede børn og unge, herunder børn og unge, som på grund af vold i familien lever under forhold, som truer deres udvikling og deres sundhed. Socialministeriet Socialministeriet Socialministeriet Socialministeriet Socialministeriet Socialministeriet Socialministeriet er ansvarligt for den sociale lovgivning, dvs. serviceloven og retssikkerhedsloven, som beskriver myndigheders forpligtelser vedrørende ofre for vold, krisecentre, rådgivning og støtte samt indsats for børn i voldsramte familier. I forhold til børn på krisecentrene blev der i 1996 for en 4-årig periode bevilget såkaldte KRIB-puljemidler. Denne pulje blev forlænget for en 3-årig periode og udløber i I forbindelse med uddelingen af KRIB-puljemidler har de specielle problemer for etniske minoriteter på krisecentrene haft høj prioritet. Serviceloven indeholder en række regler om støtte til familier med børn, der har behov for særlig støtte. Efter 6 fører kommunen generelt tilsyn med samtlige de forhold, hvorunder børn og unge under 18 år i kommunen lever. Bliver kommunen opmærksom på behov for støtte hos et barn i kommunen, har kommunen pligt til at undersøge forholdene. Efter 36 om underretningspligt har enhver, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældre eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, pligt til at underrette kommunen. I serviceloven forudsættes det, at der arbejdes med en tværfaglig indsats, når det gælder børn, unge og familier med særlige behov. Socialministeriet har støttet Formidlingscenter Esbjerg i at gennemføre en undersøgelse af voldsudøvende mænd. Undersøgelsen klarlægger hvilke mænd, der udøver vold overfor kvinder. Socialministeriet har ydet økonomisk støtte til krisecentrene. At yde støtte til krisecentrene er en amtskommunal opgave, og udgifterne refunderes efter de gældende regler af staten med 50%. 42

45 Socialministeriet Socialministeriet Socialministeriet iværksætter dette år 2 omfattende projekter: Vold i familien og Psyko-socialt læringsprogram for mænd med voldeligt adfærdsmønster. Projekterne tager udgangspunkt i en helhedsorienteret indsats på området og omfatter de fleste af de initiativer på det sociale område, som arbejdsgruppen har fundet centrale i kampen mod vold, blandt andet tværfagligt samarbejde og forebyggelse ved hjælp af regionale behandlingstilbud til voldelige mænd. For uddybning af projekterne, se bilag 1. Socialministeriet har sammen med Det Kriminalpræventive Råd finansieret Projekt "Ny Start", som er et socialt færdighedsprogram udviklet af CMUK-Askovgården. Programmet kan bruges i den målrettede og sammenhængende indsats over for børn og unge med store sociale vanskeligheder. Under projektet er den unge fx. sikret en god voksenkontakt over en længere periode, og den unge lærer gennem projektperioden at løse problemer på en mere hensigtsmæssig og acceptabel måde. Indenrigsministeriet Indenrigsministeriet Indenrigsministeriet Indenrigsministeriet Indenrigsministeriet Indenrigsministeriet Indenrigsministeriet har ansvaret for udlændingeloven og den overordnede flygtninge- og integrationspolitik. Indenrigsministeriet har givet støtte til de etniske mindretals sammenslutning, IND.sam. vedrørende voldsramte etniske kvinder og oplysningskampagne om tvangsægteskaber og vold. Støtte til foreningen BROEN til rådgivning vedrørende vold og tvangsægteskaber. Udlændingestyrelsen udsendte i juni måned 2000 en pjece om voldelige ægteskaber og Udlændingelovens regler i forbindelse hermed. Indenrigsministeriet yder støtte til oprettelse af kriserådgivning vedrørende tvangsægteskaber i provinsen. De nærmere rammer for oprettelsen er endnu ikke fastlagt. Indenrigsministeriet yder endvidere støtte til et projekt om ikke-dansk-talende kvinder på krisecentre, som gennemføres af Kvindecenterfonden, Dannerhusets Krisecenter. Ligestillingsafdelingen Ligestillingsafdelingen Ligestillingsafdelingen Ligestillingsafdelingen Ligestillingsafdelingen Ligestillingsafdelingen er ansvarlig for arbejdsgruppens formandskab og sekretariat og har dermed været den koordinerende enhed for arbejdsgruppen. Ligestillingsafdelingen har iværksat og finansieret en undersøgelse af andre landes indsats mod vold. Ministeren for Ligestilling har økonomisk støttet den danske afdeling af White Ribbon Campaign. Videnscentret for Ligestilling er i færd med at udarbejde undervisningsmateriale om ligestilling til danskundervisningen for flygtninge og indvandrere. Materialet udarbejdes på baggrund af en rundspørge til landets sprogcentre om erfaringer og praksis med at inddrage køn og ligestilling i undervisningen. Ligestillingsafdelingen har hørt samtlige kommuner og amter i Danmark samt relevante uddannelsesinstitutioner om hvilken indsats og fokus, der er på vold mod kvinder på de respektive områder. a. 2 Kesteren, Mayhew & Nieuwbeerta (2000). 43

46 44

47 : I forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg den 27. april 2000 vedrørende lovgivning på området voldsramte kvinder, hvor både justitsminister Frank Jensen og daværende minister for Ligestilling Jytte Andersen deltog, blev det fra regeringens side foreslået, at der skulle nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe på embedsmandsniveau. Arbejdsgruppen skulle komme med anbefalinger til en forbedret indsats mod vold mod kvinder. Det blev endvidere foreslået, at arbejdsgruppen skulle vurdere problemstillinger om handel med kvinder. Formandskab og sekretariat for arbejdsgruppen blev lagt i Ligestillingsafdelingen (for arbejdsgruppens medlemmer, se bilag 12). I arbejdsgruppen deltager, foruden Ligestillingsafdelingen, Justitsministeriet, Socialministeriet, Indenrigsministeriet og Sundhedsministeriet. Sammensætningen harmonerer godt med den generelle og lovbestemte strategi i ligestillingsarbejdet, mainstreaming, hvor alle politikker og tiltag skal vurderes i et ligestillingsperspektiv. Desuden kan vold ikke udelukkende anskues som et lovgivningsproblem. Det er et område med mange facetter, hvor en tværfaglig og tværministeriel indsats er nødvendig og relevant. Arbejdsgruppen har siden etableringen fungeret som kontaktforum mellem de deltagende ministerier med mulighed for at udveksle erfaringer, orientere om iværksatte og planlagte tiltag på ministeriernes respektive områder og koordinere tværgående initiativer. Desuden er arbejdsgruppen med denne status kommet med anbefalinger til en fortsat styrkelse af indsatsen mod vold. Arbejdsgruppen har på sine møder indkaldt relevante eksperter som oplægsholdere for at kvalificere debatten og modtage inputs og gode råd fra eksperter og NGO er. Arbejdsgruppens kommissorium Arbejdsgruppens første møde fandt sted den 31. maj Arbejdsgruppen har drøftet problemstillingen vold mod kvinder og handel med mennesker på baggrund af følgende kommissorium Kommissorium for tværministeriel arbejdsgruppe om nationale initiativer til bekæmpelse af vold mod kvinder og handel med mennesker. Arbejdsgruppen nedsættes på baggrund af et samråd i Retsudvalget vedrørende vold mod kvinder i hjemmet den 27. april 2000 med deltagelse af justitsministeren og ligestillingsministeren. Arbejdsgruppen har til opgave at fungere som kontaktforum med henblik på: at sikre en yderligere styrkelse af indsatsen mod volden i hjemmet at styrke bekæmpelsen af menneskehandel Gruppen skal vurdere behovet for yderligere initiativer blandt andet ved at undersøge: På hvilken måde Danmark har implementeret internationale forpligtelser, for eksempel ved at gennemgå konventioner, protokoller mv. Hvorvidt Danmark har implementeret internationale politiske hensigtserklæringer om vold og menneskehandel, for eksempel konklusioner, anbefalinger mv. Gruppen skal sikre erfaringsudvekslingen og koordinationen af tværgående initiativer mellem ministerierne. Herudover bør gruppen drøfte gode erfaringer fra andre lande. Gruppen kan i forbindelse med sit arbejde tage forskellige problemområder op og invitere særligt sagkyndige for at få problemerne belyst og drøfte løsningsmodeller. Gruppens arbejde kan give sig direkte udslag i enkeltstående projekter eller langsigtede initiativer enten i de enkelte ministerier eller i samarbejde med andre ministerier. Gruppen skal i den forbindelse være opmærksom på regeringens generelle voldspakke. Gruppen skal årligt give en status over iværksatte initiativer. 45

48 Arbejdsgruppen drøftede vold mod kvinder indtil julen 2000 og har siden arbejdet med problemstillingen handel med mennesker. For at konkretisere og systematisere arbejdsgruppens indsats blev drøftelserne af området vold mod kvinder opdelt på følgende vis: Krisecentrenes rolle overfor og tilbud til voldsofre. Politiets håndtering af sager om vold i hjemmet. Sociale myndigheders procedurer ved vold i hjemmet. Sundhedsmyndighedernes håndtering af voldsofre og voldsudøvere. Arbejdsgruppen indhentede under opstartsfasen skriftlige bidrag fra danske eksperter og NGO er med viden om vold mod kvinder og handel med mennesker. I bilag 13 findes en oversigt over de indsendte bidrag. Disse inputs har været vigtige for arbejdsgruppens drøftelser. Udenrigsministeriet har bidraget med en skriftlig oversigt over Danmarks internationale forpligtelser i form af ratificerede konventioner vedrørende vold mod kvinder samt en oversigt over politiske hensigtserklæringer og deklarationer vedrørende vold mod kvinder, som gennem tiderne er blevet udarbejdet i relevante internationale fora (bilag 11). Under hvert tema har arbejdsgruppen: Vurderet de konkrete problemstillinger og forhold i Danmark. Gennemgået internationale forpligtelser, politiske anbefalinger og relevante erfaringer fra andre lande. Drøftet løsningsmodeller og forslag til en styrket indsats mod vold mod kvinder. Vurderet hvorvidt uddannelser og efteruddannelser af de involverede medarbejdere hos de forskellige myndigheder har tilstrækkeligt fokus på vold mod kvinder og giver medarbejderne den nødvendige viden og de nødvendige redskaber til at håndtere vold. Overvejet hvorledes det tværfaglige samarbejde fungerer i bekæmpelsen af vold mod kvinder. 46

49 Amnesty International (2001) Asociación Iniciativas y Estudios Sociales (1998) Behrens, Hanne L. (1998) Behrens, Hanne L. & Raal, Kirsten (1999) Behrens, Hanne L. og Raal, Kirsten (1999) Behrens, Hanne L. og Dybtved, Kirsten (2001) Behrens, Hanne L. & Tilia, Gitte (2001) The Beijing Declaration and the platform for action (1996) Brink, Ole (1999) Christensen, Else og Persson, Lenie (red.) (1998) Cunningham, Alison et.al. (1998) Dybtved, Kirsten (2001) Broken bodies, shattered minds. Torture and ill-treatment of women. Amnesty International Publications, London. Violence, Women and Disability. Ames (A Coruña), Spanien. Børn er ikke til kontortid. Formidlingscentret for Socialt Arbejde, Esbjerg. Man kan mærke, når hun er i huset. Formidlingscentret for Socialt Arbejde, Esbjerg. Kvinder og børn fra etniske minoriteter på krisecentrene. Formidlingscentret for Socialt Arbejde, Esbjerg. Kvantitativ kortlægningsundersøgelse af voldsudøvende mænd. Formidlingscentret for Socialt Arbejde, Esbjerg. Indsatsen mod vold mod kvinder i EU og Norge En sammenlignende undersøgelse. Formidlingscenter for Socialt Arbejde, Esbjerg. United Nations, Department of Public Information, New York. Vold i Århus. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Når mor får bank En mosaik om børn i voldsramte familier. Socialt Udviklingscenter SUS, København. Theory-derived explanations of male violence against female partners: Literature update nad related implications for treatment and evaluation. London Family Court Clinic. L.OO.K. årsstatistik 2000, Formidlingscentret for socialt Arbejde, Esbjerg. Hansen, Edith & Østvand, Agnes (1998) Med forlov - en undersøgelse af politiets praksis i hustruvoldsager. LOKK, København. Heise, Lori L. (1994) Heiskanen M. & Piispa M. (1998) Kesteren, John van, Mayhew, Pat & Nieuwberta, Paul (2000) Violence Against Women: The Hidden Health Burden. World Bank Discussion Paper, The World Bank, Washington D.C. Faith, Hope and Battering. Statistikcentralen, Finland. Criminal Victimization in Seventeen Industrialised Countries. WODC report no. 187, Haag, Holland (findes på 47

50 Landsorganisationen af KvindeKrisecentre (2001) Larsen, Lars B., Larsen, Morten S. & Skov, Ole (Red.) (2001) Raal, Kirsten (2001) Rigspolitichefen (1998) Kristin Skjørten (1994) Socialministeriet (1995) Årsberetning Formidlingscentret for socialt Arbejde, Esbjerg. Ulykker 1999, Tilskadekomne registreret på skadestuen, Odense Universitetshospital. Ulykkes Analyse Gruppen, Odense. Metoder og metodeovervejelser i arbejde med børn på krisecentre. Formidlingscentret for Socialt Arbejde, Esbjerg. Vold på gaden, i hjemmet og på arbejdet: oversigt over resultater fra voldsofferundersøgelsen 1995/ 96. Rigspolitichefen, København. Voldsbilder i hverdagen: om menns forstaaelse av kvinnemishandling. Pax, Oslo. Rapport om børn på krisecentre. Socialministeriet Analysekontoret, København. Sundhedsstyrelsen (1999) Vejledning om den fremtidige organisation af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte kvinder. Sundhedsstyrelsen, København. Udenrigsministeriet, Ligestillingsafdelingen og Ligestillingsrådet (2000) Fifth Periodic Report by the Government of Denmark on the Implementation of the Convention on the Elimination of all Forms of Discrimination Against Women. Udenrigsministeriet, København. 48