Påstandsdokument. Det er oplyst, at der var placeret op til 10 personer i de små celler i bygningen på Retortvej.

Transkript

1 Påstandsdokument Vedrørende frihedsberøvelserne gøres det principalt gældende, at betingelser for administrativ tilbageholdelse og efterfølgende frihedsberøvelse af mine klienter ikke var til stede. Subsidiært gøres det gældende, at der kunne være anvendt alternative fareafværgende indgreb som for eksempel bortvisning eller borttransport til et andet sted (end et fængsel), og at frihedsberøvelsen burde have været af kortere varighed. Det gøres gældende, at indgrebene er sket i strid med politiloven, grundloven og EMRK artikel 5. Endvidere gøres det gældende, at indgebene har krænket de tilbageholdtes rettigheder efter EMRK artikel 3, artikel 8, artikel 10 og artikel 11. For så vidt angår EMRK artikel 3 gøres det gældende, at lokaliteterne, som de anholdte var anbragt i, var af så ringe en standard, at bestemmelsen alene af denne grund var krænket. Endvidere udgør den systematiske brug af strips samt længden af den tid, som de pågældende var belagt med strips, en krænkelse af artikel 3. Derudover gøres det gældende, at placeringen i såkaldte futtog nogle gange meget længe, på kold undergrund og under offentlig beskuelse yderligere krænkede artikel 3. Endelig gøres det gældende, at forplejningen herunder adgangen til vand og toilet udgjorde en krænkelse af artikel 3. Det er en skærpende omstændighed, at der var tale om et arrangement, der var planlagt lang tid i forvejen, hvilket burde have ført til, at man havde indrettet mere adækvate faciliteter ikke bare i fængselslokaliteterne men også på opsamlingsstederne. Det er oplyst, at der var placeret op til 10 personer i de små celler i bygningen på Retortvej. I præmis 43 i Den Europæiske Torturkomites (CPT) 2nd General Report on the CPT's activities covering the period 1 January to 31 December 1991 udtaler CPT sig om cellestørrelsen vedrørende police cells (det vil sige detentions-celler og ikke egentlige fængsels-celler, hvor kravene til udstyr og størrelse er væsentligt større). CPT bemærker, at celler, hvor en enkelt person skal opholde sig mere end nogle få timer, skal have et gulvareal på mindst 7 kvadratmeter, og at de skal være mindst 2 meter mellem væggene og mindst 2,5 meter mellem gulv og loft. Disse mål blev muligvis overholdt vedrørende cellerne på Retortvej. Imidlertid var der væsentlig mere end 1 person pr. celle.

2 Umiddelbart nedenfor gengives præmis 43 i originalsprog: 43. The issue of what is a reasonable size for a police cell (or any other type of detainee/prisoner accommodation) is a difficult question. Many factors have to be taken into account when making such an assessment. However, CPT delegations felt the need for a rough guideline in this area. The following criterion (seen as a desirable level rather than a minimum standard) is currently being used when assessing police cells intended for single occupancy for stays in excess of a few hours: in the order of 7 square metres, 2 metres or more between walls, 2.5 metres between floor and ceiling. Der er frihedsberøvede, som hævder, at de er blevet truet med hunde, og at der er anvendt peberspray mod dem, medens de sad i burene på Retortvej. Den blotte omstændighed, at myndighederne ikke har foretaget en strafferetlig undersøgelse af dette forhold, udgør i sig selv en krænkelse af den processuel del af artikel 3. Se for eksempel Nikiforov mod Rusland, sagsnummer 42832, afgjort af EMD den 1. juli Her havde myndighederne ikke i tilstrækkelig grad efterforsket påstande om politibrutalitet. Af præmis 53 fremgår det, at de nationales myndigheder ikke var effektiv effective, og at den således udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. De danske myndigheder har ikke foretaget en efterforskning overhovedet, hvorfor EMRK artikel 3 utvivlsomt må anses for krænket. Det skal nævnes, at undersøgelser af den omhandlede art efter EMD-praksis skal iværksættes ex-officio. Den blotte omstændighed, at myndighederne har hørt klagere omtale sådanne forhold, fører til, at der skal ske efterforskning. Det gøres gældende, at artikel 5 er krænket ved samtlige tilbageholdelser og efterfølgende frihedsberøvelser af mine klienter. For så vidt angår den 12. december 2009 har kammeradvokaten anført, at der blev smadret ruder på Børsens bygning og på Udenrigsministeriets bygning. Det fremgår af sagen, at demonstranterne passerede disse steder. Der er imidlertid ingen holdepunkter for, at de personer, der senere blev tilbageholdt på Amagerbrogade, skulle have deltaget i rudeknusning eller vold mod politiet. Der foreligger oplysninger om, at mange personer løb fra selve demonstrationstoget, og at dette meget vel kunne være gerningsmændene. Se bilag 12/24. Endvidere fremgår det, at disse rudeknusninger og angreb mod politiet sker omkring en time før anholdelsen. Det er værd at bemærke, at demonstrationen således har bevæget sig hele vejen gennem Torvegade, hvor der er mange forretninger med store ruder mv., som efter det oplyste ikke er blevet knust. Det har således ikke været relevant at foretage tilbageholdelse efter politiloven for at forebygge yderligere fare. Faren var drevet over af sig selv uden behov for indgriben på det tidspunkt, hvor tilbageholdelsen blev sat i værk. I Steel m. fl. mod Storbritannien afgjort af EMD den 23. september 1998 under sagsnummer 24838/94 blev tre personer anholdt under en

3 demonstration, idet politiet angiveligt mente, at der var en fare for, at de pågældende personer ville forstyrre freden ( cause a breach of the peace ). EMD fandt under sagen, at de britiske myndigheder ikke havde godtgjort, at de pågældende havde udgjort nogen fare. Se navnlig præmis 64 og 57. Af præmis 110 følger, at EMRK artikel 10 også ansås for krænket, idet tilbageholdelsen, der varede 7 timer, havde forstyrret de pågældendes ret til at ytre sig. Da der var statueret krænkelse af artikel 10 fandt EMD ingen grund til at prøve, om artikel 11 kunne være krænket, hvilket efter min opfattelse havde været nærliggende. EMRK artikel 8 er efter sagsøgernes opfattelse krænket blandt andet som følge af, at demonstranterne systematisk skulle udsættes for kropsvisitationer den 13. december 2009 ved Oslo Plads. Ifølge kammeradvokatens redegørelse af 16. april, side 4, skulle alle demonstranter systematisk ledes igennem en visitationssluse, hvor de skulle visiteres. En sådan praksis strider mod artikel 8 og kan også stride mod artikel 10 og artikel 11, da indgrebet er rettet mod demonstrationer. Se for eksempel Gillan og Quinton mod Storbritannien (sagsnummer 4158/05) afgjort af EMD den 12. januar Her havde de britiske politimyndigheder som et led i kampen mod terorisme fået bemyndigelse til at standse og visitere enhver (såkaldt stop and search ), når dette var hensigtsmæssigt ( expedient ), for at se om disse var i besiddelse af genstande, der kunne anvendes i forbindelse med terrorisme. Denne lov blev af EMD anset for at være utilstrækkelig præcis, og visitationerne af to personer, der var på vej til en demonstration, ansås for at krænke artikel 8. Visitationerne varede kun nogle minutter og var forholdsvis overfladiske. EMD påser også, at national lovgivning overholdes. Det gøres gældende, at national lovgivning herunder politiloven ikke giver hjemmel til at visitere en hel flok, uden at der i det enkelte tilfælde foreligger behov for at forebygge en konkret fare. Jeg forstår kammeradvokatens redegørelse af 16. april 2010 således, at der først opstod problemer den 13. december, da ovennævnte visitation var sat i værk, idet demonstranter efter visitationen ikke ville gå videre. Den omstændighed, at nogen måtte have maskeret sig eller have uddelt kasteskyts, kan ikke begrunde, at alle tilstedeværende uden videre skal underkaste sig visitation. Det kan anføres, at den omstændighed, at nogen maskerer sig, gør at disse bliver synlige i forhold til de øvrige tilstedeværende, og at disse derfor nemmere kan udskilles og eventuelt underkastes visitation. Tilbageholdelserne på Christiania foregår efter sagsøgernes opfattelse ganske vilkårligt. Personer ved og omkring et bestemt værtshus anholdes. Politiet har ikke sandsynliggjort, at der var konstateret en konkret og nærliggende fare for en forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, og at en sådan fare kunne forebygges ved at foretage tilbageholdelse af netop disse personer. Alternativt kunne man for eksempel have bedt dem om ikke at forlade værtshuset et stykke tid, eller man kunne have transporteret dem bort fra området frem får

4 at sætte dem i fængsel. Sagsøgte har ikke godtgjort, at mine to klienter, der blev anholdt den 16. december, havde planer, der kunne udgøre en fare. I Acik m. fl. mod Tyrkiet, sagsnummer 31451/03, afgjort af EMD den 13. januar 2009, blev Tyrkiet dømt for at krænke blandt andet EMRK artikel 10. Nogle studerende havde under en åbningsceremoni på universitetet i Istanbul den 3. oktober 2002, hvor blandt andet politikere var inviteret til at holde taler, råbt slagord fra den øverste etage i den hall, hvor arrangementet foregik, medens en tale var i gang. Ifølge myndighederne havde tilstedeværende politi opfordret de pågældende til at dæmpe sig og forlade lokalet, hvilket de havde nægtet. De var derpå blevet tilbageholdt i omkring 11 timer. EMD fandt, at det var fuldt berettiget, at de pågældende var blevet bortvist (præmis 45 in fine). Imidlertid fandt EMD, at tilbageholdelsen var uproportionel, idet den udviste adfærd ikke udgjorde en alvorlig forstyrrelse ( serious public disorder ), der kunne begrunde så indgribende en foranstaltning som tilbageholdelse (præmis 46). Sagen Bukta med flere mod Ungarn, sagsnummer 25691/04, afgjort af EMD den 17. oktober 2007, synes også at være relevant for vurderingen af de sagsøgtes indgreb. Her fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 11 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, at politiet havde tvunget en demonstration, der ikke var anmeldt, til at flytte sig hen i en park ved siden af det sted, hvor demonstrationen var planlagt til at skulle foregå. Det fremgår af præmis 9, at demonstrationen, der blev arrangeret med kort varsel, ønskedes afholdt foran et hotel i protest mod, at Ungarns statsminister skulle deltage i en reception, der blev holdt på hotellet. Cirka 150 personer deltog i demonstrationen. Af præmis 10 fremgår det, at politiet var tilstede ved demonstrationen, og at politiet besluttede at opløse forsamlingen, da de fandt, at den udgjorde en sikkerhedsrisiko for receptionen ("that it constituted a risk to the security of the reception"). Det fremgår, at politiet tvang demonstranterne tilbage til en park ved siden af hotellet, hvorpå demonstrationen efter et stykke tid opløstes. I præmis 37 udtales det, at et sådant indgreb er uforholdsmæssigt. Det fastslås også i præmis 37, at myndighederne skal udvise en vis grad af tolerance over for fredelige demonstrationer ("a certain degree of tolerance towards peaceful gatherings..."). Det fremgår forudsætningsvist af præmis 37, at myndighederne må tåle en mindre forstyrrelse (minor disburbance) af den offentlige orden ("public order").

5 Da tilbageholdelse i sagens natur er en mere indgribende foranstaltning end opløsning af demonstrationen, kan det udledes af afgørelsen, at der også ville være blevet statueret krænkelse, hvis myndighederne havde valgt at tilbageholde de tilstedeværende frem for blot at bede demonstrationsdeltagerne om at bevæge sig hen til et andet sted og afvikle demonstrationen der. Den 8. december 2009 fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen Aytas m. fl. mod Tyrkiet, sagsnummer 6758/05, at de tyrkiske myndigheder havde krænket artikel 11 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention ved at tilbageholde demonstranter indtil den efterfølgende dag. Det fremgår af afgørelsens præmis 32 til 33, at EMD lagde vægt på, at det ikke var lykkedes myndighederne at bevise, at demonstranterne havde "udgjort en fare for den offentlige orden". Tyrkiet blev derfor dømt for at have krænket artikel 11 (præmis 34). I præmis 33 udtalte EMD, at politiets voldsomme indgriben samt rejsningen af en straffesag mod klagerne var uforholdsmæssige indgreb ("disproportionate"). Det er værd at bemærke, at det følger af præmis 8, at klagerne under straffesagen blev frifundet. Der var også klaget over, at EMRK artikel 5, 3, var krænket. Denne klage blev i medfør af EMRK artikel 35 ikke behandlet af EMD, idet klagefristen på 6 måneder var overskredet (præmis 24). Til støtte for, at tilbageholdelserne har været ganske vilkårlige, kan nævnes det store antal fremlagte anholdelseskort, som fremstår som fotokopieret og blot med angivelse af teksten sort blok udskilt fra demonstration i rubrikken hændelsen. Det er naturligvis tilladt at deltage i en demonstration, også selv om man måtte vælge at placere sig blandt personer i sort tøj, og uagtet at man selv er klædt i sort tøj. Det er også påfaldende, at det er de samme få personer, der fremstår som anholder. Disse kort er en stærk indikation på, at man ikke har haft konkrete overvejelser om, hvilken fare, der skulle forebygges ved den anvendte frihedsberøvelse. I øvrigt henholder jeg mig til det af de øvrige sagsøgere anførte. Med venlig hilsen Claus Bonnez advokat