Notat om høring af udkast til bekendtgørelse om tilskud til etablering af biocovers på deponeringsanlæg og lossepladser

Transkript

1 NOTAT Jord og Affald Ref. HEOKH Den 16. juni 2016 Notat om høring af udkast til bekendtgørelse om tilskud til etablering af biocovers på deponeringsanlæg og lossepladser Udkast til bekendtgørelse om tilskud til etablering af biocovers på deponeringsanlæg og lossepladser har været i høring i perioden 10. juli til 4. september Bekendtgørelsen træder i kraft 23. juni Der er indkommet i alt 10 høringssvar. Følgende havde ingen bemærkninger eller har ikke forholdt sig til udkastet: Ingeniørforeningen IDA Dansk Byggeri Advokatrådet Lægeforeningen Følgende har haft bemærkninger: Dansk Affaldsforening DI - Dansk Industri HydroInform IT NIRAS Ole Elmose Danske Regioner Bemærkninger til forslaget I det følgende gennemgås de væsentligste høringssvar. Miljøministeriets kommentarer hertil er anført i kursiv. Det skal bemærkes, at høringssvarene kun er gengivet i hovedtræk. For detaljerede oplysninger om svarenes indhold henvises der til de fremsendte høringssvar. Opbygningen af bekendtgørelsen er revideret efter høringen. I Miljøstyrelsens svar refereres som udgangspunkt til paragraffer og underpunkter i den reviderede bekendtgørelse. Dansk Affaldsforening har gjort opmærksom på, at det ikke er helt klart defineret i bekendtgørelsen, om der på et deponeringsanlæg kan gives tilskud til mere end et biocover, og hvordan man skelner mellem henholdsvis celle, etape etc. Dette bør præciseres i en evt. vejledning. Dansk Affaldsforening bemærker derudover, at bekendtgørelsesudkastets 6 indeholder for mange målinger. Ud over baselineundersøgelsen og den opfølgende måling bør der kun måles en gang årligt. Det bør herudover i en vejledning præciseres, hvad der menes med en obligatorisk kompostanalyse, og hvilke stoffer der evt. skal/bør analyseres for. Miljøstyrelsen Strandgade København K Tlf CVR EAN (drift) (tilskud) mst@mst.dk

2 Dansk Affaldsforening mener, at bekendtgørelsesudkastets 11 bør omformuleres eller præciseres, således at det fremgår klart, at ansøgeren, uanset resultatet af gaspotentialet, er berettiget til tilskud til baselineundersøgelsen, men ikke er berettiget til yderligere tilskud eller kan gå videre med en evt. ansøgning, såfremt baselineundersøgelsen viser en metanemission på under 6 kg CH4/time, medmindre der gives dispensation. Dansk Affaldsforening spørger afslutningsvist, hvordan Miljøstyrelsen forholder sig til problemstillingen, hvor en anlægsejer får tilskud til en baselineundersøgelse, men efterfølgende ikke ønsker at gennemføre et biocoverprojekt. Miljøstyrelsen vil i vejledende tekster præcisere, hvad der kan indeholdes i et biocover-projekt, og at et deponeringsanlæg eller en losseplads i udgangspunktet ansøger om ét projekt. Bekendtgørelsen henviser ikke til celle, etape etc. hvorfor dette ikke defineres nærmere. 4 beskriver, at tilskud gives til deponeringsanlæg eller lossepladser, hvor deponeringsaktiviteten er ophørt, eller på nedlukkede dele af et deponeringsanlæg i drift. Af hensyn til årstidsvariationer mener Miljøstyrelsen, at der skal foretages moniteringsmålinger to gange årligt. Variation i tryk og temperatur kan have stor betydning for måleresultaterne, hvorfor to målinger vil give et bedre billede af den nye situation efter etablering af biocoverløsningen. Miljøstyrelsen er enig i, at bekendtgørelsen i teorien åbner mulighed for, at der udføres baselineundersøgelser på anlæg, hvor ansøgeren på forhånd ikke ønsker at gå videre med et biocoverprojekt. Miljøstyrelsen vurderer dog samtidig, at denne risiko er lille, idet ansøgere får tilsagn om baselineundersøgelser på baggrund af en ansøgning, der godtgør sandsynlighed for en vis metandannelse. Hvis baselineundersøgelsen viser væsentligt metanudslip, og ansøger i stedet for biocover vælger at etablere anlæg til gasudnyttelse, er det i tråd med formålet med biocover ordningen, idet biocover ikke skal træde i stedet for en rentabel og miljømæssig fordelagtig udnyttelse af gassen. Miljøstyrelsen er enig i, at begrebet obligatorisk kompostanalyse, jf. udkastets 6, stk. 2, nr. 6, ikke er defineret. I udkastets 2, nr. 7, fremgår det, at metanoxidationspotentialet skal analyseres og dokumenteres via tests. Dansk Affaldsforenings bemærkninger har givet anledning til, at Miljøstyrelsen retter bekendtgørelsen, så obligatorisk kompostanalyse udgår. I stedet bliver der stillet krav om at projektbeskrivelsen indeholder en beskrivelse af, hvordan det metanoxiderende materiales potentiale undersøges for at sikre tilstrækkelig kapacitet til metanoxidation i biocoversystemet. Herved sikres også, at der ikke stilles krav om, at det udelukkende er kompost, man kan anvende. Forventningerne til ansøgers analyse af metanoxidationsmaterial vil blive udfoldet i vejledende tekster. I forhold til bemærkningen om, at 11 bør omformuleres har Miljøstyrelsen præciseret disse forhold yderligere i bekendtgørelsen, ligesom forholdene vil blive beskrevet i vejledende tekster. DI har gjort opmærksom på, at DI er bekymrede for, om det meget store beløb på 185,2 mio. kr., der er afsat til formålet, vil forvride hele komposteringsmarkedet og måske endda hele markedet for organisk affald. DI savner en nærmere redegørelse for de økonomiske konsekvenser af den påtænkte tilskudsordning. Derudover har DI understreget, at det er vigtigt for DI, at der skabes rammebetingelser for, at der kan udvikle sig markeder for anvendelse restprodukter og herunder de biobaserede. Bekendtgørelsens tekniske beskrivelse af biocover ( 2, nr. 3) kan derfor med fordel fortolkes eller "foldes ud" i en vejledning eller andet materiale, der beskriver tilskudsordningen og de forventninger, der stilles til ansøgers løsninger. De fraktioner af kompost, 2

3 spildevandsslam og lignende biorestmateriale, som kan indgå i et biocover og som ikke er af jordbrugskvalitet, vil derved få et yderligere markedspotentiale til gavn for materialenyttiggørelse af bioressourcer. DI bemærker, at for at et biocover har den ønskede metan-reducerende effekt, skal den anvendte kompost være tilstrækkelig omsat. Derfor foreslår DI, at der i definitionerne indføres en definition på kompost, så det forebygges, at ny-neddelt organisk affald, der ikke reelt er komposteret, udlægges på deponier med tilskud. I relations til DI's bemærkning om markeder for restprodukter skal Miljøstyrelsen anføre, at det er en begrænset del af tilskudsmidlerne, der vil blive brugt på kompost (eller andet metanoxidationsmateriale), idet størstedelen af midlerne vil gå til rådgivning, målinger og entreprenørarbejder på de enkelte anlæg. Endvidere skal biocoveret bestå af kompost eller lignende materiale, så der er mulighed for at bruge andre materialer, så længe materialet lever op til de funktionskrav, der beskrives i bekendtgørelsens 2, nr. 3og 7. og ansøger beskriver og senere dokumenterer analysen af det metanoxiderende materiales potentiale, jf 13, stk. 2, nr. 3 og 18 nr. 1. Derudover kan den enkelte biocoverløsning variere meget fra anlæg til anlæg, og Miljøstyrelsen vurderer at mange anlæg ikke vil etablere store biocovers, men i stedet mindre vinduer eller filtre omkring hotspots. På den måde vil behovet for kompost eller andet metanoxiderende materiale blive mindre. Dertil kommer at den øgede efterspørgsel på kompost eller andet metanoxiderende materiale vil sprede sig over flere år, hvorfor markedet ikke vil blive påvirket så pludseligt og ekstremt. Miljøstyrelsen finder ikke, at det er nødvendigt, at der indføres en definition på kompost, idet man i sin ansøgning skal beskrive, hvordan man vil teste sit metanoxidationsmateriale og hvordan man vil vurdere testresultaterne for at sikre den nødvendige kapacitet i biocoveret. Dette vil blive beskrevet nærmere i vejledende tekster. DI sbemærkninger har ikke givet anledning til ændringer i bekendtgørelsen. HydroInform IT anfører, at det grundlæggende er svært at få øje på incitamenter i ordningen, der skal sikre bedste og billigste implementering. HydroInform IT spørger, hvordan det sikres, at den rådgiver, der kan planlægge det bedste anlæg med hensyn til metan-reduktion og pris, får opgaven. HydroInform IT spørger hvor stor en del af rådgivningsydelserne, der tildeles efter udbud. Derudover spørger HydroInform IT hvad kriterierne vil være for valg af rådgiver ved udbud. Den bedste og billigste implementering af biocover løsninger sker ved, at Miljøstyrelsen prioriterer de indkomne forslag ud fra pris og forventet effekt med hensyn til reduktion af metangasudledning. Det er op til ansøger, om denne vil udbyde opgavevaretagelsen, og i givet fald er det er op til ansøgeren at beskrive kriterierne for valg af rådgiver. HydroformIT s bemærkninger har givet anledning til, at Miljøstyrelen har tydeliggjort, hvad der lægges vægt på ved uddeling af tilskud jf. 8 og 13, som er ændret i forhold til høringsudgaven. NIRAS foreslår til udkastets 2, stk. 1, pkt. 1, at ansøgerdefinitionen udvides til også at omfatte tidligere ejere af et deponeringsanlæg, der ikke længere har ejendomsretten men fortsat har forureningsansvaret, samt andre aktører (udover regioner) med forureningsansvar for en losseplads. 3

4 NIRAS foreslår til udkastets 6, stk. 2, at de tilskudsberettigede aktiviteter udvides til også at omfatte detailprojektering, tilsyn, byggemøder, løbende rapporteringer mv. (dvs. typiske rådgiverudgifter). Til 8, stk. 2, anfører NIRAS, at den anførte grænse (på kr.) for tilskud til baselineundersøgelse og projektansøgning ikke stemmer overens med, at tilskuddet skal dække 100 % af udgifterne, som det er anført i 6, stk. 1. Det foreslås derfor, at der - som for de efterfølgende biocoveraktiviteter - ikke fastsættes en øvre grænse. Den anførte grænse vurderes ikke at kunne dække 100 % af udgifterne til både baselineundersøgelse og projektansøgning, særligt ikke for omfangsrige og komplekst opbyggede deponier. Alternativt foreslås det, at den øvre grænse sættes op til min kr. ekskl. moms., da dette umiddelbart vurderes at være et mere realistisk skøn på en øvre grænse for udgifterne til aktiviteterne. Udgangspunktet for biocover ordningen er, at det er en frivillig ordning, som ansøger vælger til. Det ville ikke stemme overens med en model, hvor en tidligere ejer skal havemulighed for at ansøge om biocover, med mulige gener for den nuværende ejer. Grunden til, at der i bekendtgørelsesudkastets 8, stk. 2, er fastsat en øvre grænse for tilskud til baselineundersøgelse og udarbejdelse af projektansøgning, er, at Miljøstyrelsen ønsker, at omfanget af baselineundersøgelse og projektansøgning begrænses til det, der er nødvendigt for at kunne vurdere ansøgningerne i forhold til pris, forventet reduktion i metanudslip og gennemførlighed. Dette skal ses i lyset af, at en baselineundersøgelse og ansøgning ikke nødvendigvis fører til etablering af biocover. Grænsen på kr. for en baselineundersøgelse er fastsat ud fra den viden, Miljøstyrelsen har opnået om omkostningerne ud fra det første storskalaforsøg, samt oplysninger fra DTU om priser på målinger. NIRAS bemærkninger har ikke givet anledning til ændringer af ansøgerdefinitionen. Mht. forslag om at udvide de tilskudsberettigede aktiviteter er dette ikke ændret, men det er præciseret i bekendtgørelsen, at tilskud også dækker rådgiverydelser, og Miljøstyrelsen har i bekendtgørelsens 9-14 præciseret beskrivelsen af, hvad baselineundersøgelse og ansøgning om tilskud til biocoverprojekt skal indeholde, herunder at projektansøgningen kun skal indeholde et skitseprojekt, idet detailprojekteringen ligger i den efterfølgende projektfase, jf. også bekendtgørelsens 1, nr. 4. Ole Elmose bemærker, at den pågældende metanproduktion (på t i 2020) ikke findes. Han anfører videre, at Miljøstyrelsen har afholdt møde med DCE, hvis beregninger ligger til grund for estimatet på tons CO2, og at der tilsyneladende ikke er kommet noget ud af dette. Ole Elmose anfører, at Miljøstyrelsen bør sikre sig, at han ikke har ret, enten ved bede DCE foretage nye beregninger uden inddragelse af affaldsmængder deponeret efter 1/ (hvor forbuddet mod deponerings af forbrændingsegnet (gasproducerende) affald trådte i kraft) eller ved at dokumentere/sandsynliggøre, at affaldsselskaberne har overtrådt forbuddet i et ekstremt omfang. Ole Elmose bemærker derudover, at der i bekendtgørelsen fastsættes en grænse på 6 kg CH4/time påvist i en baselineundersøgelse som forudsætning for tilskud til et videre forløb mod etablering af et biocover. Dette betyder ifølge hans beregninger, at det koster ca. 40 kr./ton CO2 (5.000 tons for kr.) Med en skyggepris på rundt 80 kr./ton er der altså kun ca kr. tilbage til etablering af biocoveret og projekteringen heraf, hvilket ifølge Ole Elmose forekommer urealistisk. Ole Elmose foreslår, at minimumsgrænsen hæves til mindst 18 kg CH4/time, hvilket også svarer til gennemsnittet for de 100 deponier/lossepladser, som Miljøstyrelsen har som udgangspunkt for sine oprindelige antagelser om potentialet for antal anlæg. Selv med denne nye, nedre grænse vil der være en stram økonomi i anlægsetableringen af biocovers. Det er derfor, ifølge Ole Elmose, også uforståeligt at bekendtgørelsen ikke også nævner en maksimumgrænse for arealet, der foretages baselinemåling på. Ole Elmose er opmærksom på, at arealet indirekte vil indgå i prisfastsættelsen ifølge 16, stk. 3, men det er 4

5 jo alt for sent i lyset af alle de penge, der vil være spildt inden da. En rimelig begrænsning kunne ifølge Ole Elmose eksempelvis være 18 kg CO2/time pr. hektar. Miljøstyrelsen er enig i, at der er usikkerhed omkring metanpotentialett. Det har fra starten været et vilkår, at det forventede potentiale er baseret på DCEs model og et enkelt storskala-forsøg gennemført af DTU, og at potentialet derfor er behæftet med stor usikkerhed. Under alle omstændigheder er der ikke nogen garanti for, at der kan opnås en reduktion på ton CO 2 -ækv. i 2020 eller senere. DCE er fortsat i gang med at opdatere deres model, og det er muligt, at den opdaterede model, når den foreligger, vil give anledning til at revurdere potentialet. Det samme gælder for de data, der indsamles fra pilotprojekterne og regionerne. Når der til sin tid indkommer konkrete ansøgninger med baseline-undersøgelser til ordningen, vil disse også give yderligere information, som kan føre til revurdering af potentialet. Ligeledes kan skyggeprisen vise sig at blive højere end det oprindelige estimat. Disse forhold kan betyde, at forudsætningerne for projektet ændrer sig væsentligt. Miljøstyrelsen har overvejet at benytte en arealspecifik emission, som Ole Elmose foreslår. Imidlertid kan det være svært at afgøre/definere, præcis hvor stort et areal, emissionen stammer fra, og emissionen kan variere kraftigt mellem forskellige underområder. Dette gælder især, hvis der er hot-spots, hvor der sker en stor emission fra et relativt lille areal. I stedet er der derfor fastsat en grænseværdi på baggrund af den samlede emission. Denne grænseværdi er dog kun grænsen for, at der kan udarbejdes en projektbeskrivelse uden forudgående accept fra Miljøstyrelsen. Det kan stadig komme på tale at lave projektbeskrivelser for anlæg, hvor emissionen er lavere, men hvor det sandsynliggøres, at der alligevel kan opnås en omkostningseffektiv reduktion. Ole Elmoses bemærkninger har ikke givet anledning til ændring af bekendtgørelsen. Danske Regioner har gjort opmærksom på, at Danske Regioner er betænkelig ved, om tekstanmærkning nr. 106 til 23 i finansloven for 2015 er tilstrækkeligt hjemmel, idet regionerne ikke er omfattet af kommunalfuldmagten, og regionerne kan derfor ikke af egen drift tage opgaver op, som ikke er hjemlet i en specifik lov eller bekendtgørelse. På et møde i Miljøstyrelsen den 15. april 2015 har Miljøstyrelsen udtalt, at det var styrelsens opfattelse, at biocover indsatsen kan være omfattet af jordforureningslovens anvendelsesområde (miljø), og at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for at folde jura yderligere ud end det, der fremgår af mødereferatet. Danske Regioner mener, at der på trods af Miljøstyrelsens vurdering fra 15. april 2015 er behov for at tydeliggøre, hvor det juridiske ophæng for regionernes deltagelse i ordningen er henne. Dette kunne bl.a. præciseres ved at 2, nr. 1, formuleres således: Ansøger: Ejer af deponeringsanlæg eller en region, på vegne af ejer på nedlukkede lossepladser, der er kortlagt efter jordforureningsloven. Den nuværende formulering af 2, nr. 1, er desuden ifølge Danske Regioner uheldig, idet der i udkastet står, at em ansøger kan være en region med forureningsansvar for en losseplads. Danske Regioner mener ikke at have forureningsansvar for en losseplads, ligesom det er uklart, hvad begrebet forureningsansvar dækker over, og vil anbefale, at ovenstående formulering af 2, nr. 1, anvendes i stedet. Danske Regioner har endvidere gjort opmærksom, at det fremgår af 6 i udkast til bekendtgørelsen, at tilskuddet dækker 100 % af de i stk. 2 nævnte aktiviteter og materialer. Det er således tanken med ordningen, at ansøger kan få dækket alle sine omkostninger forbundet med at deltage, og at det skal være udgiftsneutralt for regionerne at deltage i ordningen. Det er ifølge Danske Regioner en helt afgørende forudsætning for regionernes beslutning om deltagelse, at ordningen er udgiftsneutral for regionerne. Imidlertid omfatter listen i 6 stk. 2, ikke ansøgers omkostninger til udarbejdelse af ansøgning om tilskud til baselineundersøgelse. Dette er ifølge Danske Regioner 5

6 en væsentlig mangel, især fordi der til ansøgningen skal indhentes en underskrift fra lodsejer på tilladelse til adgang til lossepladsen, da der er tale om en frivillig ordning. Det er Danske Regioners opfattelse, at den dialog, der skal tages med lodsejerne før en frivillig aftale om biocover kan indgås, vil være tidskrævende og kræve en del ressourcer. Denne opfattelse bygger på regionernes erfaringer fra lignende aftaler, der indgås mellem regionerne og private eller offentlige grundejere ved f.eks. afværgeprojekter. Det er således i denne dialog med lodsejeren, at regionerne skal kunne forklare, hvad der skal ske på arealet, hvad det indebærer, og hvilken tidshorisont, der er for projektet. Gives der kun tilsagn om tilladelse til adgang i forbindelse med baselinemålingerne, og ikke tilsagn om adgang til arealet under hele forløbet, risikerer man, at lodsejer springer fra, når baselineundersøgelsen er gennemført, og pengene er således spildt. Da det kan være vanskeligt at forudse alle de aktiviteter, der kan være i forbindelse med et projekt, anbefales det, at 6, stk. 2, formuleres således: Tilskud dækker ansøgers omkostninger, f.eks. hvorefter listen kan fremgå. Som et minimum skal regionernes omkostning til indgåelse af lodsejeraftaler også dækkes. Af udkastet til bekendtgørelsens 6, stk. 2, nr. 12, fremgår, at ordningen dækker udgifter til vedligeholdelse af biocovers frem til år Danske Regioner opfatter dette således, at ordningen ophører efter 2020, og at Miljøstyrelsen har en forventning om, at biocovers efter denne dato er selvkørende, og kan ske uden gener eller udgifter for ejeren, herunder også, at ejeren kan anvende arealet til andet formål, hvis det ønskes. Det bør tydeligt fremgå af bekendtgørelsen, at ordningen, og dermed forpligtigelserne, ophører efter Regionerne kan således ikke påtage sig forpligtigelser, hverken arbejdsmæssigt eller økonomisk efter Såfremt der ikke i bekendtgørelsen tages stilling til eventuelle udgifter til reetablering af arealer med biocovers efter 2020 er det Danske Regioners opfattelse, at det væsentligt vil vanskeliggøre indgåelse af aftaler om etablering af biocovers. Tilsvarende er det Danske Regioners opfattelse, at hvis det ikke bliver muligt at give kompensation for afgrødeerstatning eller lign. i forbindelse med etablering af biocovers, kan det blive afgørende for, om der kan indgås en frivillig aftale med lodsejer, hvad enten det er en privat eller offentlig ejer. Den manglende incitament struktur vil desuden også være med til at øge tidsforbruget til indgåelse af lodsejeraftaler jf. bemærkningerne i det foregående afsnit. Danske Regioner gør endvidere opmærksom på, at mange lossepladser er etableret i tidligere råstofgrave. Efter jordforureningslovens 52 kan der i visse tilfælde gives dispensation til tilførsel af jord til en råstofgrav. Danske Regioner vil bede Miljøstyrelsen afklare, om biocover (kompost, træflis) er at betragte som jord, og om der i givet fald skal gives dispensation efter 52, hvis lossepladsen er etableret i en tidligere grusgrav. Danske Regioner anfører afslutningsvist, at bekendtgørelsen omfatter deponeringsanlæg og lossepladser, hvilket tekstmæssigt går igen i bekendtgørelsen. Danske Regioner antager derfor, at der er en fejl, når der i 3 kun nævnes, at tilskud kan gives til private og offentlige ejere af deponeringsanlæg, og ikke også lossepladser. Det er korrekt, at Miljøstyrelsen løbende har haft dialog med regionerne om hjemlen. Baggrunden for Miljøstyrelsens opfattelse af, at en biocover-indsats kan være omfattet af jordforureningslovens anvendelsesområde (miljø), er som følger: Med baggrund i den tidligere lov om affaldsdepoter har de daværende amter iværksat foranstaltninger på mange gamle lossepladser. Da affaldsdepotloven i 1999 blev erstattet af jordforureningsloven, blev den offentlige indsats fokuseret mod de indsatsområder, der er beskrevet i lovens 6. Efter en ændring af jordforureningsloven i 2013 har loven i dag følgende primære indsatsområder: Grundvand, overfladevand, natur eller arealer hvor der er en risiko for menneskers sundhed. 6

7 Det har tidligere været drøftet om regionerne har mulighed for at iværksætte en indsats på arealer, der falder udenfor jordforureningslovens 6. Da jordforureningsloven blev vedtaget i 1999 blev spørgsmålet stillet i Folketinget. Dengang svarede den daværende miljøminister, at der intet er til hinder for, at amterne kan afholde udgifter udenfor de indsatsområder, der følger af 6 (L183 bilag 41/ svar på spørgsmål 4). Spørgsmålet er senere drøftet med Kammeradvokaten. Senest i 2010 hvor kammeradvokaten kom frem til følgende konklusion: I notatet af 13. marts 2002, afsnit 2, har Miljøstyrelsen vurderet, at det daværende Ringkjøbing Amt ikke var afskåret fra at inddrage Cheminova-forureningen på Harboøre Tange under den offentlige undersøgelses- og afværgeindsats efter jordforureningslovens kapitel 3, når en sådan prioritering kunne begrundes i tungtvejende hensyn til menneskers sundhed og/eller det omgivende miljø. Det er min vurdering, at kommunalreformen, som bl.a. indebar, at kompetence til at udføre projekter efter jordforureningslovens kapitel 3 overgik fra amterne til regionerne, ikke giver anledning til at revurdere konklusionen i Miljøstyrelsens notat af 13. marts 2002, afsnit 2. Jeg har herved lagt afgørende vægt på, at det i forbindelse med de lovmæssige ændringer af jordforureningsloven som et led i kommunalreformen var forudsat, at de ændrede kompetenceforhold ikke medførte materielle ændringer i jordforureningslovens regler om den offentlige undersøgelses- og oprydningsindsats. Miljøstyrelsens holdning var, at diskussionen er lukket efter det nævnte møde. Det er korrekt at det som udgangspunkt skal være omkostningsneutralt at søge penge. Det er besluttet, at ansøger ikke får bevilliget penge bagudrettet til at dække baselineansøgningerne, ligesom det er praksis for de fleste andre tilskudsordninger. Til gengæld får ansøger dækket omkostningerne til at lave selve projektansøgningen til etablering af biocover. Miljøstyrelsen har tilrettelagt ansøgningsprocessen og ansøgningsskemaerne således, at dette bliver så enkelt som muligt. Det er korrekt, at der ikke via den nuværende ordning kan tildeles midler til vedligeholdelse langt ud i fremtiden. I forhold til bekendtgørelsesudkastet er dækning af vedligeholdelse ændret til indtil sidste tilskudsdækkede monitering, som godt kan ligge efter 2020 jf. 17 og 20. Det betyder ikke, at biocoverne forventes at kunne opretholde deres fulde effekt uden vedligeholdelse herefter, men der er endnu begrænset viden om behovet for vedligeholdese af biocovers. Der stilles omvendt ingen krav via tilskudsordningen om, at ansøger selv skal betale og foretage vedligeholdelse eller monitering, der ligger ud over tilsagnet. Godkendelsespligtige anlæg skal have biocoveretablering godkendt hos deres myndighed (Miljøstyrelsen Virksomheder), som kan stille vilkår om monitering og vedligeholdelse også efter tilskud fra biocoverpuljen ophører. Der vil ikke fra Miljøstyrelsens side være krav om, at området reetableres til oprindelig funktion. Det vil ikke være fordelagtigt at etablere biocovers på områder, hvor ændringen af arealanvendelsen medfører betydelige økonomiske eller rekreative tab. I forhold til Danske Regioners bemærkning om behov kompensation for afgrøder, mener Miljøstyrelsen som udgangspunkt ikke, at der skal gives penge til dette. Der er tale om en frivillig ordning, og afgrødeerstatning er ikke regnet med i de beregninger, der ligger til grund for ordningen, hvorfor dækning heraf vil ændre ordningens potentiale for metanreduktion væsentligt. Hvis en losseplads indskrev afgrødeerstatning i sin ansøgning, ville denne sandsynligvis alligevel blive prioriteret lavt i forhold til ansøgere uden erstatningskrav pga. for ringe kosteffektivitet. Mht. kompost og træflis er det som udgangspunkt ikke jord, men det er muligt, at der i opbygningen af et biocover kan anvendes andre materialer, som er at betragte som jord. I så tilfælde kan det blive nødvendigt for regionen at tage stilling til, om der kan gives dispensation i henhold til jordforureningslovens 52. Miljøstyrelsen tager Danske Regioners bemærkning om formuleringen af udkastets 2, nr. 1, til efterretning, og bestemmelsen er omformuleret. Miljøstyrelsen er endvidere enig i, at det er en fejl, at lossepladser ikke er nævnt i udkastets 3, og dette er derfor ændret. 7