15.s.e.trin. II 2016, Strellev 9.00, Ølgod / / / /728

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "15.s.e.trin. II 2016, Strellev 9.00, Ølgod / / / /728"

Gerda Bro
7 år siden
Visninger:

1 Dengang jeg gik på pastoralseminariet for at skulle lære at være præst, fik jeg et godt råd af en af underviserne. Han sagde, at når man sidder og taler med et menneske, og samtalen går i stå, så skal man holde sin mund. Man kan jo godt synes det er pinligt med tavsheden og få lyst til at få snakken på gled igen, det kan være ubehageligt med en pause, fordi vi tænker at den kommer, fordi vi ikke forstår at holde snakken i gang. Men hvis man holder sin mund, så kan der komme noget direkte fra hjertet. Det slår næsten aldrig fejl, jeg har prøvet det mange gange siden. Hvis man holder sin mund og lytter, så kommer der tit noget vigtigt. Man har brug for pauser for at tænke sig om, og hvis knæveren går konstant, så er der ikke ro til at tænke over det, der virkelig ligger én på sinde. Midt i det mylder af informationer og oplevelser, vi befinder os i, ligger der noget gemt, som vi kan være heldige at finde, hvis vi kan slå os til ro og bare lytte. For hvis der er plads til tavsheden, så kan det vigtigste også få plads. 1

2 Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste om den etiopiske hofmand, som bøvler med en tekst af Esajas. Han knokler på med at læse; han læser og læser og lige meget hjælper det, han kan ikke forstå det. Han fornemmer, at der er et mysterium i teksten, som han gerne vil erkende, men det kommer ikke af sig selv. Han har brug for, at nogen sætter sig ved siden af ham og kigger på det sammen med ham, at han kan åbne sig og lytte og på den måde nå ind i teksten. Hvem er det profeten taler om, hvem er det, der som et får føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes? Han spørger Filip, og Filip vil gerne dele det med ham og han sætter sig villigt op i vognen til hofmanden. Vi kan også tænke på Maria. Hun har hørt Jesus fortælle mange gange før, det er enkle og klare fortællinger, som handler om mennesker og steder, hun kender fra sin hverdag, men hun fornemmer at der er nogle mysterier i de enkle fortællinger, at de handler om noget mere, om Gud, der vil hende noget. Der er noget vigtigt der inde bag, som hun 2

3 gerne vil forstå, og derfor sætter hun sig, er stille og lytter. Hvis alle holdt deres mund hele tiden, bare satte sig og lyttede, så ville hele samfundet gå i stå. Der er nogle ting, der skal gøres, der er noget, der skal nås. Men der er også andet i livet end de mange gøremål i dagligdagen. Der er noget, der skal forstås, en dybere sandhed, pulsen og hjerteslaget bag det hele, og for at fatte det har vi ligesom hofmanden og Maria brug for fordybelse og tid, ro og fred, for rigtigt at begribe det. Det tager tid, lang tid, måske mere tid end et menneske får i sit liv. Derfor forventer Filip ikke, at hofmanden har forstået det hele, da han er færdig med at forkynde for ham. Filip spørger ikke hofmanden, om han nu har forstået det hele. Han spørger, om han tror. Og det er jo noget andet. Han spørger, om manden har tillid til, at der er noget sandt og godt og rigtigt i det, han har hørt. Og det har hofmanden. Tro er noget mærkeligt noget. Nogle mennesker kan fortælle, at de har modtaget en åbenbaring, og at 3

4 troen kom i det øjeblik. Men for mange sker der det, at man på et tidspunkt får sået et lille frø, og frøet vokser og bliver stort, efterhånden som troen får næring. Når et lille barn bliver døbt, lægges frøet billedligt talt i jorden og får vand og lidt næring til en start. Troen kan da vokse, ligesom barnet vokser. Troen får næring, når barnet møder de bibelske fortællinger om Gud og mennesker, og i sit liv møder mennesker, der tror, mennesker, som deler deres tro med barnet, inspirerer det og viser det hvordan livet kan forstås kristent og leves kristent, efterhånden som barnet vokser og møder Gud og troen på Gud på forskellige måder. Måske oplever man også en form for gudsnærvær eller glimt af noget guddommeligt, og alt sammen giver det næring, så det lille frø kan vokse. Hvis man ellers tager imod dét, man får givet. Hvis man altid har travlt med en masse andre ting og ikke kan lukke det mindre vigtige ude for at lytte til det vigtigste, så har troen svært ved at gro. 4

5 Hvad der så er det vigtigste, det er et stort spørgsmål. Hvad der er meningen med livet, det er nok det største og sværeste spørgsmål, vi kan stille. Der er foretaget nogle undersøgelser af, hvad døende opfatter som det vigtigste i livet. Når man spørger dem om det, så er der ingen, der svarer, at det var, om opvasken blev taget med det samme, eller om man fik ordnet gulvene, inden gæsterne kom. Langt de fleste, der ligger for døden, nævner familie, kærlighed, venskab og tro som det vigtigste. Og mange giver udtryk for, at de har spildt tiden med uvæsentlige ting; hverdagsbekymringer. Men når døden banker på, kan der ske det, at det mindre vigtige bliver ligegyldigt, mens det, der ligger inde ved kernen af, hvad livet handler om, det får større betydning. Der er situationer i vore liv, hvor vi er mere åbne over for det store i livet. Når vi f.eks. bliver forældre, så åbner livet sig for os på en ny måde. Når man står med et lille nyfødt barn i sine hænder, så kan man pludselig få en forståelse af, hvor skrøbeligt livet er, og hvor stor kærlighed, 5

6 man kan rumme. Glæden over det lille barn hjælper os til at prioritere. De bekymringer, vi havde før, bliver ubetydelige, fordi det lille barn sætter det hele i perspektiv. Store begivenheder, som sygdom, død og fødsel, kan være det, der gør, at vi stopper op og hører, hvad der bliver sagt til os; at Gud vil os noget, at han kalder på os hver dag, at han vil noget med os. Det var vel det, Maria forstod den dag, da hun satte sig ned ved Jesu fødder og lukkede munden og slog ørerne ud. At han havde noget meget vigtigt at sige hende. Evangeliet til i dag handler ikke om, at det er finere at sidde og lytte end at lave mad og gøre rent. Det handler om, at hvis man vil høre det, der er vigtigt, så skal man være i stand til at lægge det uvæsentlige til side for en stund for at fokusere på det væsentlige. Vi kan ikke alle sammen smide alt, hvad vi har i hænderne, for at lytte efter et budskab fra Gud. Der er nogle ting, der skal gøres. Men der er også noget, der skal høres og tages imod. De øjeblikke, hvor vi i ét 6

7 nu forstår noget om, hvad meningen er med det hele, de kommer på de mest uventede tidspunkter; det er salige øjeblikke, som vi må gribe, når de er der. Salige øjeblikke, hvor vi hører Herren tale til os, hvor vi uden vantro eller tvivl kan høre, hvad der bliver sagt til os i evangeliet, disse salige øjeblikke, som får troen til at vokse og blomstre. Til det at leve livet hører at lytte til Gud. Opvasken løber ingen vegne. Bekymringerne og sorgerne er der måske også stadig, når vi er færdige med at lytte. Men vi kan opleve, at i de små tavse pauser, hvor vi venter på et svar, der kommer der små glimt af Himmeriget. Der mærker vi det eneste, der er fornødent, den gode del, som kan give os håb og livsmod, så vi frit kan gå hver til sit med lyst og held til at gøre gavn, som Gud det vil. Amen. 7

Relaterede dokumenter

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; ; 67 (alterg.); 375

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; 318-164; 67 (alterg.); 375 Lad os alle bede! Kære Herre Jesus, vi beder dig: Giv du os øjne, der kan se Din herlighed,