Lillebrænde kirke Udsmykningsprojekt 2016

Transkript

1 Lillebrænde kirke Udsmykningsprojekt 2016 Skitse udført af billedhugger Marianne Hesselbjerg Lillebrænde kirke er fra det 11. århundrede. Den fremtræder udefra uberørt af sine 900 år. I kirkens indre ser man, at årene har sat sine spor, og menighedsrådet ønsker en istandsættelse, som inddrager både arkitekt og billedkunstner. Jeg er blevet bedt om at komme med forslag til en nyindretning af kirken, herunder genåbning og udsmykning af østvindue og forslag til alter, knæfald, døbefont, pulpitur, farvesætning af og nye hynder til kirkebænke. Tidsløshed og forenkling i respekt for kirkens oprindelige udtryk i mødet mellem mørkt og lyst, hårdt og blødt, råt og forfinet og mellem tyngde og lethed. Skitsen er tænkt som en helhed af form, farve, stoflighed og indhold. Jeg har forenklet korets gulvplan, således at det fremstår i et plan. Jeg mener ikke, at forhøjningen af gulvplanet mellem knæfaldets skranke og østvæggen er nødvendig i kirken på grund af den korte afstand mellem koret og skibets bagvæg. Præsten kan ses af alle kirkegængere uanset forhøjning. Jeg har forenklet og gjort alterets og knæfaldets proportioner mindre, således at forholdet mellem rummet og objekterne kommer mere til sin ret. Skitsen viser rum, som er renset for unødvendige objekter - skabe og radiatorer i koret er fjernet. Varmeelementer vil blive lagt langs væggen på gulvet. Opbevaringsrum er skjult bag alteret. Jeg har valgt materialer og form af respekt for kirkens smukke rum og lange historie. Jeg har arbejdet med materialet ud fra den betragtning, at de skal fremstå tidsløse i deres udtryk. Værkerne er selvfølgelig skabt i vores tid, men udtryksmæssigt rækker de både frem i tiden og tilbage i tiden. Jeg har valgt den Bornholmske blå Rønne granit, ikke kun fordi at den er smuk, men også fordi den danske granit historisk hører sammen med kirken. Jeg har arbejdet med mødet mellem alter og de kalkede vægge, den blå Rønne granit mod de lysende hvide kalkede vægge med de fine rustrøde kalkmalerier. Knæfaldets bløde lysende lammeskind mod den hårde gyldne og blanke bronze i knæfaldets rækværk. Knæfaldets lyse udtryk mod alterets mørkere grå. Formmæssigt har jeg arbejdet med alterets geometri - en firkant overfor knæfaldets ovale form. Jeg har arbejdet med bronzen i rækværkets gyldne, blanke, bløde og amorfe form mod døbefontens stramme patinerede form. Østvinduets svagt rosa ubrudte glas kommunikerer med den genåbnede kvindeindgangs ubrudte og her klare glas. Sammenhæng, eller mødet mellem knæfaldets bløde hvide lammeskind og kirkebænkenes grå lærredshynder vil styrke begge som de eneste bløde elementer i kirken. Bortset fra kirkegængerne naturligvis.

2 Østvindue Østvinduet på 22 x 135 cm har en en bue foroven, og er omgivet af et kalkmaleri. Jeg oplever maleriet som vinduets udsmykning. Jeg vil lade vinduet fremstå i ét stykke ubrudt glas, fordi formen i det smalle vindue i sig selv er meget smuk. Kirken har oprindelig været kalket okseblods-farvet, mørkerød, siden skiftevis lyserød og hvid. Jeg vil tage denne farve og tone østvinduets glas umærkeligt rosa. Lysets gennemstrømning vil altid have et svagt skær af morgenrøde, et smukt og blødt lys vil strømme ind af vinduet. Jeg foreslår yderligere, at kirkens øvrige kalkmalerier på østvæggen i koret atter afdækkes, og selv om man på foto kan se, at disse har taget mere skade end kalkmaleriet i østvinduets niche, så mener jeg, at disse fragmenter vil fremstå smukt, og at de vil genskabe rummets harmoniske helhed, som det var tænkt, da malerierne blev planlagt og udført. Jeg foreslår, at kalkmaleriernes tegl/rustrøde farve ikke benyttes andre steder i kirkerummet. De vil herved stå stærkere. Alter Alteret fremtræder i øjeblikket som en muret boks, hvori der efter sigende skulle befinde sig relikvier. Dette er måske tvivlsomt, og som jeg har forstået opgaven, er det muligt at ændre alterets udformning. Alterets mål på 160 x 120 x 95 cm vil jeg gerne reducere, så det ikke fremstår så bombastisk. Et nyt alter hugges i blå Rønne granit med målene 150 x 80 x 95 cm. Der er altså taget 10 cm af bredden, 40 cm af dybden, mens højden forbliver 95 cm. Alterets forkant forbliver på samme placering. De 40 cm mellem alter og østvæg udnyttes til en hylde 10 cm under alterets øverste flade, således at den ikke er synlig, medmindre man går helt hen til væggen. Under hylden placeres en reol på 140 x 40 x 85 cm. Reolen forsynes med letgående hjul, og den køres derfor let ind og ud i en styreskinne i gulvet. Reolens hylder udfylder det behov for opbevaring, der vil opstå, når de to grå skabe i koret fjernes. Reolen forsynes med en lås, således at sølv og andre værdigenstande kan opbevares sikkert. Øverste billeder. Det genåbnede østvindue over alteret omgivet af de fritlagte kalkmalerier. Det farvede glas i det romanske vindue kaster et skær af morgenrøde ind i koret. Nederste billeder. Den bornholmske blå Rønne granits brændte overflade indfanger lyset fra vinduet og granittens tyngde står flot overfor kalkmaleriernes porøsitet.

3 Finder man relikvier i det nuværende alter genplaceres de i det nye alter. Der bores et hul fra østsiden og ind til midten at alteret. Her placeres relikviet og hullet plomberes derefter med en prop af den blå Rønne granit. Knæfald Knæfaldet udføres som en skulptur, hvor form, materiale, farve og funktion går op i en højere enhed. Knæfaldet opbygges i en oval figur og adgangen til alteret foregår mellem knæfald og væggene mod syd og nord. Den halve oval foran alteret består af et fysisk møbel, hvor polstringen tilpasses menighedens knælende underben, således at opmærksomheden kan rettes mod altergangen (og ikke mod ømme skinneben). Polstringen, korthåret, krøllet lammeskind vil være rar for både unge og gamle knæ. Desuden er det et endog meget slidstærkt og smudsafvisende materiale. Lammeskindets hvide farve vil lyse op i rummet. I andre sammenhænge end gudstjenester, f.eks. i forbindelse med arrangementer for børn og unge vil knæfaldet kunne fungere som grundlag for leg og ophold. På den usynlige anden halvdel af ovalen sidder ifølge traditionen mennesker og engle fra Himmelen, hvorved nadveren rækker symbolsk ind i evigheden. Denne halvdel anes som et spor i gulvet, der går ind under alteret og antydes ved at lade klinkerne i gulvet få en anden farve, eller blot en lysere tone. Bredden på sporet er den samme som på det fysiske knæfald. Den ovale form har referencer til den mandorla, mandalalformede aura, som Jesus ofte afbildes omgivet af, ligesom lammet (her lammeskindet) refererer til Jesus Krist. Markusevangeliet fortæller, at i Jesu dødsøjeblik flængedes forhænget i templet i to dele. Jeg vil således symbolsk lade en sprække på blot 10 cm midt i knæfaldet signalere en mere flydende og direkte overgang mellem kor og skib, alter og kirkebænk. Skranken består af to spinkle hylder i egetræ, hvorfra bronze falder ned på gulvet i tynde stråler, der falder i differentieret afstand i lighed med dryp fra stearinlys eller istapper. Bronzen synes at flyde ned på gulvet langs knæfaldets forkant, hvor det løber videre ind under knæfaldet og ud på gulvet mod koret. Bronzen størkner her i et uorganiseret tilfældigt forløb med bløde buer, som var det netop stearin, der størknede i afkøling. Bronzen højglanspoleres og fremtræder derfor blank og gylden. Alterskranken inddeler kirken i adskilte rum, her vist i form af den gyldne smeltede bronze. Dette påpeger alvoren i nadvergangen. Den Den 10 cm. brede sprække skærer igennem knæfald. rækværk og den flydende bronze. 3D skitse af knæfald med hylde i egetræ. Ovalens fortsættelse er her antydet i den mørkere farve i gulvet. Præstens skammel Skitse 1. Tværsnit af knæfald. Kærne i egetræ beklædt med skum i to forskellige hårdhedsgrader beklædt med lammeskind. Skitse 2. Tværsnit af knæfald, rækværk og bronze der flyder ud over gulvet. Egetræshylden dubleres og den nederste benyttes til afsætning af altervinsglas. Skitse 3. Knæfald, rækværk og bronze.

4 smeltede bronze bærer således nadvergængeren og understreger, at nadveren er et møde mellem kristus og kirkegængeren. Bronzen er størknet i et nu, dette nu afspejler evigheden. Knæfaldet vil i sin helhed syne mindre og virke knap så dominerende, men arealet til menighedens altergang vil være den samme som nu. Der er 5,2 m knæfald på både det nuværende og det her skitserede. Døbefont Jeg vil modellere døbefonten i ler og støbe den i bronze som patineres. Bronzen er et klassisk materiale brugt til skulpturer, kirkeklokker og redskaber i årtusinder. Døbefonten vil fremstå som en klassisk skulptur i modellering, materiale og form. Fontens spinkle godstykkelse og højglanspoleringen af dens indre er tænkt ind i vores tid, ved højglanspoleringen skabes en kontrast mellem det indre og det ydre. Fonten fremstår med sit indre synligt og børn og voksne kan få en akustisk oplevelse ved at kalde ned i fontens dyb. Kun ved dåbshandlinger tages dåbsfadet i brug. Døbefonten får således lov til at fremstå som et stærkt skulpturelt element. Den favner kirkens historiske tid, Horders smukke stenfonte har været brugt som de var tænkt, nemlig til at dyppe hele barnet i fontens dyb. Den skik forsvandt, da der var alt for mange børn der døde pga. lungebetændelse, som opstod som bivirkning til turen i det ofte iskolde vand. Menighedsrådet har udtrykt ønske om, at fonten placeres i buen mellem skib og kor, men erkender at det vil give problemer, når der er begravelse eller bisættelse og kisten skal stå på samme sted. Jeg vil derfor give døbefonten skjulte hjul, som kan aktiveres, når der ved disse lejligheder er brug for at flytte den til den plads, hvor den nuværende font står.

5 Skibets loft Loftets flade del bliver kalket i en lys himmelblå farve. Farven vil løfte rummet og henvise til Himlen og det himmelske. Pulpitur Pulpituret foreslår jeg kommer til at spænde over hele kirkens bredde, således at orgelet kan stå centreret og adgangen bliver en vindeltrappe bag orgelet. Rækværket vil jeg gerne udforme som et smedjejernsgitter, således at hele rummets dybde ses gennem gitteret. Kirkebænke Hvis bænkene nær koret udskiftes med stole, ville skibet kunne bruges i andre sammenhænge end til gudstjenester. Stolene ville kunne opstilles i grupper eller i en cirkel. Gulvet vil også kunne være tomt f.eks. i forbindelse med arrangementer for børn, eller babysalmesangs- arrangementer. I forbindelse med farvesætning af bænke forestiller jeg mig en fortsat dominering af gråtoner. Med hensyn til materialevalg af hynder, så vil jeg umiddelbart foreslå gråt lærred som beklædning. Helgenfigur Helgenfiguren i egetræ er i øjeblikket placeret på gulvet mod korets nordvæg. Menighedsrådet ønsker ny placering højere oppe. Jeg foreslår, at der til den nye placering fremstilles en lille hylde i brændt blå Rønne granit, og at denne indfældes i skibets sydvæg højere oppe overfor prædikestolen. Kvindeindgangen Jeg vil anbefale, at den opbyggede mur i kvindeindgangens tilmurede niche fjernes, og at denne erstattes med glas. Ikke i felter som i vinduerne, men i ét stykke, så der opstår en åbning, der giver kirkerummet lys og direkte kontakt i jordhøjde mellem ude og inde. Det ubrudte glas vil kommunikere med østvinduet i form og udførelse, men åbningens glas vil her fremstå klar. Farver: Rustrød; kalkmalerierne. (Umærkeligt) rosa glas, kun østvinduet. Grå; Bornholmsk blå Rønne granit, alteret og hylde til helgenfigur. Himmelblå; skibets flade loft. Hvid; knæfaldets polster. Guld; knæfaldets blankpolerede rækværk, flydende bronze og døbefontens indre. Grå; lærred til bænkenes nye hynder. Materialer: Bornholmsk blå Rønne granit. Bronze - patineret. Bronze - højglanspoleret. Lammeskind. Egetræ. Lærred. Øverste tv. Himmelblå loft. 2. tv. kvindeindgang set udefra - som nu. Den genåbnede kvindeindgang isatklar glas - Set indefra. Blik igennem skibet mod koret.