Lindvig Osmundsen. Prædiken til Alle Helgens søndag side 1. Prædiken til Alle Helgens søndag Tekst. Matt.

Transkript

1 side 1 Prædiken til Alle Helgens søndag Tekst. Matt. 5,13-16 Vi er fælles om livet og om det at være mennesker. Vi er fælles om at smage livet med alle dets nuancer af surt og sødt, af salt og bittert. Vi er fælles om at kende livet som det kommer med lys og mørke, med sol og skygger. Vi er fælles om at opleve glæde og sorg. Vi er også forskellige og livet har vist sig for os med sine mange forskellige ansigter. Når vi skal tale om hvordan livet har vist sig og har sat sine mærker på os og i os, så er vi fælles om at være præget af livet, men også at livet har præget og formet os forskelligt. Både når det var glæden som fandt os, og når det var sorgen som ramte os. Kun den som har rygsækken på ved hvor tung eller let den er at bære. Og kun det man ser med egne øjne ved man hvordan ser ud. Og særligt når det er sorgen som rammer så er det kun mig som ved hvordan min sorg er. Ligesom at det kun er mig, som ved hvordan min historie er, og hvordan min livsvej har formet sig. Vi er både fælles om meget, ja måske det meste, men vi er også forskellige om, hvordan vi mærker og reagerer på det livet mødte os med. En har brug for at snakke om sorgen, en anden kan ikke snakke om sorgen for det gør fór ondt. En mærker sorgen altid i sit sind og sin krop, en anden må snakke om afdøde for at huske sorgen. Til at være menneske hører at måtte møde og bære sorg. Det er vi fælles om. 1

2 side 2 I en verden hvor der er så meget fokus på succes og på at kunne magte sit liv kan det være vanskeligt at finde plads til sorgen. Den kan blive som en fremmed vi ikke rigtig kan finde rum for, og ikke rigtigt ved hvordan vi skal leve med. Søren Kirkegård siger: Det er en kærligheds gerning at erindre de afdøde. Vi er fælles om at elske. Jeg har endnu aldrig mødt eller hørt om et menneske som ikke elskede nogen, og som ikke var elsket af nogen. Vi har alle noget som betyder noget for os. Det er vi fælles om, og derfor er vi også fælles om at skulle møde sorgen, for ingen af os undgår at skulle miste. Ingen af os undgår at skulle tage afsked med den man elskede. Ingen af os undgår at skulle lide tab. Når vi bruger ordet tab, så er det et ord som udtrykker værdi. At lide tab, er at miste det og den som havde værdi for mig. Når vi bruger de ord, at lide tab og at miste, så er det kærligheden som erindrer den afdøde. Sorg er ikke en sygdom, heller ikke en psykisk sygdom, sorg er at miste den man elskede. Sorg er kærlighed der savner den elskede. Sorg er kærlighed som erindrer den afdøde. Sorg er den sunde og ærlige reaktion på tab. Og vi kan vende det helt om og sige at sorg er det gode i livet, at kærligheden husker. Sorgen er sindet og kroppen som husker den og dem vi elskede. Sorgen er en naturlig del af at være menneske, så naturlig at Jesus kalder de som sørger salige. Og han knytter et løfte til sorgen, at den skal blive trøstet. I dag hørte vi Jesu ord om lys og salt. De to ord, lys og salt, udtrykker relation. 2

3 side 3 Lys skinner og åbner verden og gør at vi kan se hinanden. Salt indgår sammen med madens andre dele og sætter smag på maden. Tilføjer smag til livet. Sådan er vi for hinanden i relation til hinanden. Vi præger og præges. Mennesket er ikke kun en krop, en sjæl og en ånd, mennesket er også dets relationer. Vel kan nogen få mennesker leve som var de alene i verden, men det almindelige liv er at vi indgår i mange relationer. Vi er mennesker sammen med og påvirket af dem vi står i relation til. Familie, venner, naboer. Vi bærer titler i forhold til hinanden, barn af, ægtefælle, samlever, mormor, farfar, oldemor. I de mange relationer lever vi, formes vi, præges og præger. Lyser og giver smag. På godt og på ondt. Elsker og sørger. Mærker hvordan relationerne skabes og fylder, rives itu og gør ondt når vi mister. Forbinder os fra fødsel til død af fælles historie, knyttes sammen og må skilles igen. Mærkes for livet og mærker livet. Med Jesu ord sættes vi også i relation til Gud og der knyttes bånd mellem menneske og Gud for det liv som er vores. Knyttes bånd helt derind til hjerterødderne som næres af kærlighed og sorg, med ord som løfter os op til håb og tro. For håb og tro har også jeg det sorgfulde menneske brug for at høre, for selvom sorg er utrøstelig, har jeg brug for et håbets ord, som kan løfte min øjne op midt i sorgen. Håbets ord, som i den hellige skrift taler om en ny verden, hvor Gud vil bo hos mennesket, kaster et lys ind i mit mørke, og lader mig ane at kærligheden aldrig hører op. Trods at jeg kan synes fanget i tabets og sorgens mørke, så gør Bibelens ord om håbet mig godt. Ordene om håb spotter ikke min sorg og min kærlighed. Håbets ord ser min sorg og min 3

4 side 4 kærlighed, og værner den. Håbets ord taler til mig i sorgen. Uden et håbets ord ville min sorg og kærlighed være ignoreret. Når i den hellige skrift har så mange ord om det evige liv, og om en evighed uden smerte og død, så er det for at håbet skal lyse ind i min sorg og kærlighed. Og for at løfte mine øjne op mod den nye dag, sådan som solens morgenlys kalder mig frem til hver ny dag. Håbet giver mig at leve med min kærlighed og sorg i det liv som er lige foran mig nu. Håbet bekræfter for mig, at Gud er fælles med mig om mit livs kærlighed og sorg. Trosbekendelsen, som vi siger sammen i gudstjenesten, har fået en særlig betydning for mig også ved begravelser. Det er som om den favner mig fra fødsel til død. Den sætter mig ind i relation til Gud, og gør mit liv til fælles historie med Gud. Jeg hører i trosbekendelsens ord at intet i mit liv er fremmed for Gud. At også Gud er fælles med mig om kærlighed og tab. Også Gud mistede sin søn til døden. Men der i dødens mørke lyder håbets ord også til mig om opstandelsen og det evige liv. Håbets lys trodser mørket og løfter mine øjne op til tro og håb. I kirken sidder vi vendt mod alteret, ser mod kirkerummets symbol for Gud og evigheden. Kirkerummets arkitektur og indretning udtrykker også håbets betydning for os. Alter ringen hvor vi knæler ved nadveren samler til fællesskab med den opstandne Kristus. Og alter ringens form, som er en halvcirkel, fortæller os at der er mere end vi kan se. Den manglende del, som vi kan kalde den usynlige del af alter ringen, minder mig om både dem vi mangler og som ligger på kirkegården udenfor, og den fortæller mig om evighedens verden, som gør vores sårede og forgængelige verden hel. 4

5 side 5 Ordet, Jesu budskab, og kirkerummet favner mit liv med håbets og troens verden, og sætter mig ind i relationen til Gud med mit liv. Så jeg kan leve mit liv, med min kærlighed og min sorg, i tillid til at Guds kærlighed favner mig alle mit livs dage. 5