Søndag seksagesima Mark. 4,1-20

Transkript

1 Søndag seksagesima Mark. 4, , 392, 192 / 154, (477), 391 Tjæreby+Ørslev Herre Jesus, vi er her i dit hus dit ord at høre, vær du selv i Ånden nær, dan vort hjerte og vort øre, at vi må i sjæl og sind lukke dig og Himlen inde. Amen I et stort interview i Kristeligt Dagblad fortalte Dronning Margrethe bl.a. om sit forhold til gudstjenesten og kirkegang. Jeg har ikke kunnet finde den nøjagtige ordlyd, men så vidt jeg husker, sagde hun noget i retningen af: Der er de søndage, hvor alt går op i en højere enhed salmer, læsninger, bønner og prædiken og man går opløftet og opbygget fra gudstjeneste. Man har fået noget at tænke over. Så er der de søndage, der er mere hverdagsagtige. Det er en erfaren kirkegænger, der her taler. Dronningen ved, at Guds ord ikke altid falder i god jord. Nogle dage er vi modtagelige, andre dage mindre modtagelige for Guds ord. Guds ord bliver måske heller ikke altid sået lige omhyggeligt, men det vigtigste er også, at det bliver strøet med rund hånd. I dag ramte det måske ikke mig, men det kunne være det ramte sidemanden og der bar frugt. Vi kan ikke som kirkegængere

2 forvente at få det helt store med hjem fra gudstjeneste hver gang. Men næste søndag kan det være ordet bærer frugt hos os. Vender vi perspektivet om og ser situationen fra sædemandens side, så er det nogenlunde det samme. Martin Luther har beskrevet forkynderens opgave således: Prædikenen er ikke en evigtvarende uforanderlig lære, men ligesom en regnbyge. Den rammer, hvad den rammer og noget rammer den ikke. Nej, som sædemand, den, der sår Guds ord, kan man ikke være sikker på, at det hele falder i god jord. Men den usikkerhed skal ikke gøre os fortvivlede, så vi holder op med at forkynde Guds ord. Vi skal med frimodighed strø ordet om Guds kærlighed og tilgivelse rundhåndet ud i tillid til, at det ikke vender virkningsløst tilbage. Som tilhører og modtager af Guds ord skal man heller ikke miste tålmodigheden. Måske er man ikke særlig modtagelig i sine unge år. Da falder ordene på klippegrund. Der så meget andet, der optager ens sind. Men med tiden, efterhånden som man erfarer livets skrøbelighed, bliver man måske mere modtagelig for det kristne budskab. Her kan vi igen hente en klog betragtning fra vores dronning. Hun fortalte i det førnævnte

3 interview, at da hun var ung tronfølger havde hun ikke forestillet sig, at hun med alderen skulle blive et meget troende menneske for hvem gudstjenesten betyder meget. Hun havde i sin ungdom ikke regnet med, at det jævnligt at høre Guds ord skulle blive en nødvendighed for hende. Mon ikke vi er en del, der kan nikke genkendende til den betragtning. Skal såningen af Guds ord føre til en god høst kræves der altså frimodig rundhåndethed og tålmodig lytten. Hvis ikke mennesker op gennem historien havde strøet ordene om en barmhjertig Gud ud over jorden, og andre mennesker havde lyttet, taget imod og siden givet ordet videre, så havde vi ikke siddet her. Så var kristendommen ikke blevet en verdens omspændende tro på, at Gud selv gik ind i verden som mennesket Jesus, der døde for at befri menneskeheden fra synd og død. Inden Gud lod sig føde som mennesket Jesus, sendte han sit ord til jorden gennem profeter som Esajas og lovgiveren Moses. Deres opgave var at fortælle mennesker, at Gud ville fællesskabet med dem. Men deres ord faldt ikke altid i god jord.

4 Profeterne blev af og til forfulgt el. bare ignoreret. Lovgiveren Moses havde sit besvær med at holde sammen på folket, der hellere ville have en guldkalv, de kunne danse om, som et konkret gudebillede end den mystiske Gud Herren, der kun lod sig se som en sky el. en ildsøjle. Trods utallige afvisninger af Guds ord blomstrede forventningen om, at Gud ville sende en frelser til det jødiske, den ventede Messias. Da det så skete og Gud lod sig føde som mennesket Jesus, endte det med en afvisning. Jesus fortalte glad og gerne om sin himmelske Fader netop som en kærlig far, der tager imod sine børn, også efter de har vendt ham ryggen. Jesus fortalte om Gud som en storsindet vingårdsmand, der gav lige løn for ulige arbejde og om Gud som en ødsel sædemand, der sår ord om tro, håb og kærlighed uden tanke for, hvor disse ordkorn landede. Mange tog imod Jesu ord. Nogle kun i let vakt begejstring. Hos andre blev det kvalt i dagliglivets bekymringer og gøremål. Men hos nogle bar det frugt, og troen på Jesus som Guds Søn voksede i dem. Andre igen afviste Jesu ord om Guds barmhjertighed og generøsitet. Det passede ikke med deres

5 gudsbillede. Det endte med, at Jesus selv blev afvist. Han blev korsfæstet pga. sine ord og gerninger. Da han hang på korset, syntes sagen klar. Denne forpinte mand, der blev henrettet som en gemen forbryder kunne ikke være Guds søn, den ventede frelser. Den døde Jesus blev lagt i graven, nærmest som et hvedekorn, der lægges i jorden for at spire og bringe nyt liv. På tredje dagen kaldte Gud sin Søn ud af graven. Dødens magt blev brudt ved Jesu død og opstandelse. Han var ikke blot den, der skulle frelse det jødiske folk fra overherredømme. Han var hele menneskehedens frelser fra dødens magt. Hans opstandelse vakte troen på ham som Guds søn og verdens Frelser i mange mennesker. De troede på korset gåde. De troede på, at Gud kan skabe liv, også hvor det ikke synes muligt. Disse mennesker, i hvem troen på Kristus som den korsfæstede og opstandne Frelser havde vakt et håb om befrielse fra syndens og dødens lænker, begyndte nu at stø om sig med Guds ord. En af de flittigste forkynder af Jesus Kristus som Guds Søn, menneskenes Frelser og Forsoner var Paulus. Til at begynde med forfulgte han selv de Kristne, men efter et møde med den opstandne Kristus blev han omvendt. Han rejste rundt i landene

6 omkring Middelhavet og fortalte andre om Jesus Kristus som den korsfæstede og opstandne Frelser. Mange kom til tro og Paulus grundlagde flere menigheder. Men han mødte også modstand. Myndigheder satte ham jævnligt i fængsel. Da han prædikede på Areopagos i Athen, blev han mødt med mild overbærenhed. Det vil vi høre dig tale om en anden gang var athenernes svar på hans tale om Kristi opstandelse. I sit 1. brev til menigheden i Korinth skriver han om, hvordan ordet om den korsfæstede Kristus vækker forargelse og bliver anset som dårskab. Men trods modstand blev Paulus ved med at sprede ordet om Jesus Kristus som Guds kraft og Guds visdom, lige til han blev henrette i Rom under kejser Neros forfølgelse af de Kristne i år 64. Gudskelov risikerer vi kristne i Danmark hverken fængsel el. død pga. af vores tro, men den modstand Paulus ellers mødte kan vi også møde, når vi fortæller om vores tro. Der er den milde overbærenhed Nå, ja kristne de er lidt tumpede sådan at gå og tro på et liv efter døden, men dem om det.

7 Så er der forargelsen. Det vækker stadig forargelse hos andre trosretninger, at den almægtige Gud skulle have givet afkald på sin almagt og have åbenbaret sig i mennesket Jesus, der blev født under ydmyge forhold i en stald og døde en forsmædelig død på et kors. Denne forargelse fører ude i verden til forfølgelser af vore kristne brødre og søstre. Trods det fortsætter mange af dem med at så ordet om, at Gud har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Endelig er der den hånlige afvisning af den kristne tro ja tro i det hele taget. Denne afvisning er tydelig i disse år. Det udlægges som dårskab og dumhed i det hele taget at tro på en Gud. Tro på, at der er en større virkelighed end den vi umiddelbart kan se, måle og veje. Denne verdens kloge hoveder kræver beviser på Guds eksistens. Men Gud overgår vores menneskelige forstand. Hans dårskab er visere end mennesker og hans svaghed er stærkere end mennesker. Hans eksistens lader sig ikke bevise. Vi kan kun gribe ham i tro, ligesom vi ikke kan bevise kærligheden, men dog lever i tillid til, at den findes.

8 Ja, Guds ord møder modstand her i verden. Det falder bestemt ikke altid i god jord. Men derfor skal vi ikke falde hen i mismod og holde op med at sprede det el. tage kraften ud af det, og reducerer Jesus til et moralsk forbillede el. gøre gudstjenester til humanistisk / etiske teaterforestillinger. Nej, vi skal frimodigt blive ved med at holde gudstjenester, hvor vi prædiker om Jesus Kristus som Gud Søn, den korsfæstede og opstandne Frelser. Vi skal som enkelt personer glad og gerne fortælle om vores kristne tro til andre, og så måske ordene slår rod i et andet menneskes hjerte og troen spirer og gror i dette hjerte og Guds Rige vokser. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen