Prædiken påskedag, 2016.

Transkript

1 Prædiken påskedag, Salmer: Indgangssalme: DDS 408: Nu ringer alle klokker mod sky Salme mellem læsningerne: DDS 234: Som forårssolen morgenrød Salme før prædikenen: DDS 218: Krist stod op af døde (melodi DDK 325, førreformatorisk leise) Salme efter prædikenen. DDS 236: Påskeblomst! Hvad vil du her? Nadversalme: DDS 233: Jesus lever, graven brast Udgangssalme: Det er påske! Alting springer ud, fra Syng Nyt-hæftet, s.18f. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Korsvar Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne.»frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8 Gode Gud. Du gennembrød gravens mørke. I din død forvandt du døden. Lad os høre om din fortælling om det liv, der blev dit. Om det liv, som døden ikke kunne 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 holde tilbage. Giv os modet til leve vores liv som dine børn. Som frie og frimodige i troen på dig. Budskabet om Jesu opstandelse er kristendommens egentlige budskab. Alle undergerninger, lignelser og fortællinger om, hvad Jesus i øvrigt gjorde og sagde, kommer til at betyde noget andet i lyset fra opstandelsens påskemorgen. Opstandelsen kaster forklarelsens lys tilbage på alt det, der gik forud, og lader det fremstå på en helt ny måde. Hvis noget er kernen i den kristne tro, er det dette. Denne forunderlige beretning om, at døden ikke kunne holde Jesus fast, fordi livets Gud er større end dødens magt. Det er evangeliets glædelige budskab om, at den nådige Gud i sin himmel besluttede, at han ville fortælle en ny historie; en forunderlig, frydefuld og glædelig historie om sig selv. Og dermed, fordi det netop er Guds historie, også om os. Og i denne, sin nye guddommelige fortælling, vil Gud ikke lade døden få det sidste ord hverken for sin egen søn, dengang han var hér på jorden hos os, eller for os. I Kristi opstandelse har Gud vist, at de ødelæggende, omstyrtende og destruktive kræfter ikke skal få det sidste ord. Det skal livet. Livet i ham, der på samme tid er altings begyndelse og afslutning. Ham, som vi derfor også har fået lov til at tro på i sin guddommelige virkelighed rummer os og vores liv. Både for de tidligste kristne og for os, der hører ordene nu næsten to tusind år senere, er beretningen om Kristi opstandelse ubegribelig. Og det er sådan set også i sin gode orden. For den kan hverken forklares rationelt eller forstås med vores forstand. Opstandelsen skal råbes fra tagene. Den skal forkyndes som dét, den er. Et håbefuldt glimt af Guds nye virkelighed. Det er ved Kristi opstandelse, at grænsen trækkes. Hér, lige hér, at skellet går ikke først og fremmest mellem tro og tvivl. For tvivlen er troens uomgængelige følgesvend. Men mellem tro på den ene side og vantro på den anden. Mellem tillidens håbefulde forhåbning på den ene og forkastelsens ødelæggende fortabelse på den anden. Det vidste de gamle godt. De tidligste kristne, dem som Matthæus prædikede for, befandt sig midt i denne nye virkelighed. De stod lige dér. Konfronteret med det, der ikke kunne ske. Men som dog skete. At graven var tom, og at det menneske, 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 der døde på korset, viste sig spillevende midt i blandt dem. Det er de to grundlæggende kilder til opstandelsestroen. Det var det, de erfarede, som en levende virkelighed, hvor ellers kun døden skulle have været. Maria Magdalene og den anden Maria flygtede fra graven, hører vi Matthæus berette. De blev bange, men også overstrømmende glade. Det er en væsentlig forskydning ift. Markus, som vi må formode er det ældste evangelium. I Markus blev de så rædselsslagne, at de ikke sagde noget til nogen. Det må de på et tidspunkt alligevel have gjort. Hér kommer så glæden ind. Den, som Matthæus også har fået fat i. De to kvinder har talt og fortalt. De er gået fra stum frygt til ordrig glæde. Ellers havde vi ikke kunnet høre om det i dag. Hvis det ikke havde været for de kvinder, der som de første bar det glade budskab om Kristi opstandelse ud i verden og forkyndte det for dem, der havde ører at høre med. Det er også dér, vi står. Vi står lige dér sammen med kvinderne den ubegribelige påskemorgen. Ved den tomme grav. Flygter vi i frygt. Eller løber vi ud i livet i glæde. Finder vi glæden og kan vi glæde os over den sammen med andre. Vender vi os mod denne forunderlige fortælling om opstandelsen i taknemmelighed og tillid. Overvinder vi også frygten, og bærer vi så den glædeligste beretning, verden nogensinde har hørt. Beretningen om ham, der døde, men opstod med os i vores liv. For der er ikke noget at være bange for mere. Måske er det også det, Matthæus vil fortælle ved at få glæden med i samme åndedræt som frygten. Den frygtelige forfærdelse, Markus endte med. Måske vil han have os til at indse opstandelsens magt, så vi også kan stå befriede og overfyldte af overstrømmende glæde som på den første påskemorgen. Jamen, der er jo slet ikke noget at være bange for. Uanset hvad der så end sker, har vi ikke noget at frygte. Det hele er allerede sket. Fortællingen om den tomme grav er også fortællingen om os. At dødens magt er brudt, er ikke kun noget, der skete en gang. Det er også sandheden om os. Der er ikke noget at frygte. Er det ikke et vanvittigt udsagn? Jeg har tænkt meget over det. For det går jo stik imod alt, hvad vi i øvrigt kender. Vi har, synes vi, så meget at kæmpe med, udholde og bære. Hvad er det så for noget at slynge ud fra prædikestolen, at der ikke er noget at frygte. Er det ikke i virkeligheden en 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 meget ualvorlig påstand? Det er det måske. I en vis forstand. Vi har alle sammen noget, vi med rette kan frygte og ængstes over. Det kan sidde i kroppen. Det kan sidde i sindet, måske i fortiden, måske i relationerne. Vores liv truer med hele tiden at vælte og mislykkes. Der er altid noget, der kan aktivere frygten. Og alligevel skal det siges. Vi har ikke noget at frygte. Slet intet at forfærdes over. Og det kan vi takke opstandelsens påskemorgen for. Vores frygtløshed kan alene finde sin grund i fortællingen om den tomme grav. Opstandelsen er en gennemgribende nyskabelse. Ikke kun af den korsfæstede, men også af os. Både af kvinderne dengang og af os i dag. Opstandelsen gør os til nye mennesker. Jeg ved ikke, om vi tør tro det, men det er altså sådan, vi i kristentroen kan møde dette liv: Iklædt opstandelsen, fordi vi allerede i dåben har fået del i den. Fordi vi som døbte har skæbnefællesskab med den opstandne. I dåbens iscenesættelse af undergang og frelse har vi fået lov til at tro det. Vi er allerede kommet i land på den anden side. Hvor galt kan det så egentlig gå? Jeg nærer ikke nogen optimistisk tiltro til, at vi så nu og her tager afsked med al frygt, suspenderer enhver form for angst og fra i dag af aldrig mere skal opleve nogen rædsel. Men jeg tror alligevel, at der sker noget med dén, som tør åbne sig for påskemorgens nyskabelse, for forvandlingen. I det mindste sker der det med os, at vi kan være overbærende med vores egen frygt. Tage det roligt med den, så at sige. Den er der ja, goddag frygt, vi to kender hinanden fra før. Du kommer og går, men du ejer mig ikke. Jeg er iklædt Kristus, så kom bare an. Vi lever i håbets tid. Vi lever i troens tid. Det er kraft og fremdrift og mod. Vi véd godt, at det gør ondt undervejs. Vi ved også, at det strammer til og bliver svært og noget rykker i os. Den unge mands flugt, og kvindernes frygt var helt reel. Frygten er ikke forsvundet. Men vi har fået det anderledes med den. Vi er ikke i dens vold mere. Vi er frie. Ja, vi tror, at Kristus er opstanden. Stenen var væltet fra. Påskemorgen falder en sten fra vores hjerte. Gud lader den falde, og vi skal ikke slæbe på den mere. Den 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 hedder frygt, og den er faldet. Hvor den var, vokser troen og håbet og kærligheden. Se, det spirer allerede. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. 27/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5