Diversitet og læring, institut for læring. Silla Marie Jensen, Line Lerche Mørck. Inklusion og fællesskaber

Transkript

1 Forskningsgruppen læring OG OVERSKRIDELSE AF MARGINALISERING Diversitet og læring, institut for læring Silla Marie Jensen, Line Lerche Mørck og Nynne Pedersen Elholm Inklusion og fællesskaber

2 Inklusion og fællesskaber Ved at opbygge nye fællesskaber, hvor de unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund føler sig velkomne, kan uddannelsessystemet blive bedre til at inkludere dem og få dem til at fuldføre en ungdomsuddannelse. Produktionsskole projektet Kulturcoach viser vigtige skridt på vejen til inklusion. Af Silla Marie Jensen, Line Lerche Mørck og Nynne Pedersen Elholm Mange af de unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund marginaliseres i og af uddannelsessystemet; på teknisk skole måles eksempelvis en frafaldsprocent på 66 % for etniske minoritetsunge (OECD 2009) 1. Allerede i folkeskolen oplever mange af dem at ryge ud på et sidespor inden for klassens fire vægge, hvor de ofte står af undervisningen: De kan fortælle om nederlagsfølelser, om at føle sig kigget mærkeligt på, set ned på, og om at mange lærere behandler dem med ligegyldighed, som var de opgivet. De deltager med andre ord fra en marginal position og det får dem til at blive skoletrætte og vende ryggen til skolen. En marginal position skal forstås på den måde, at man ikke har adgang til eller fastholdes i en begrænset position i de sammenhænge og fællesskaber, der kunne udvide mulighederne i ens liv, således har man en begrænset eller ingen indflydelse på væsentlige aspekter af sit liv. (Mørck 2006). Resultater og elevprofiler på de fleste produktionsskoler og tekniske skoler viser, at heller ikke de er gearet til at tiltrække og fastholde denne målgruppe. Gennem den manglende uddannelse marginaliseres de unge mænd i det danske samfund, hvor uddannelse efterhånden anses som den eneste gyldige vej. Der ligger dermed en væsentlig udfordring for folkeskoler, produktionsskoler og tekniske skoler i at blive bedre til at skabe læringsrum, hvor disse former for marginalisering mindskes, rum hvor de unge i stedet føler sig velkomne, hvor de kan bidrage med et gradvist større ansvar, så de oplever deres deltagelse som meningsfuld, værdsat og samfundsmæssigt anerkendt. Vores forståelse af begrebet inklusion handler således om fællesskabsdannelse og om overskridende læring for elever, der deltager fra en marginal position, og det på en måde, der ideelt set beriger den fælles læring, til gavn for alle. I artiklen vil vi give eksempler på, hvordan deltagelse i fællesskabet på Kulturcoach åbner for nye deltagerpositioner og ny selvforståelse og som giver de unge adgang til nye handlesammenhænge og muligheder, der peger i en meningsfuld retning set i relation til deres fremtid. Kulturcoach Denne artikel handler om Den Økologiske Produktionsskoles community baserede produktionsskole linje Kulturcoach. Kulturcoach har siden december 2009 arbejdet med at skabe nye læringsrum for de unge mænd på Ressourcecenteret Ydre Nørrebro (RCYN), et frivillighedsbaseret ressourcecenter, hvor unge af begge køn med mange forskellige etniciteter 1 OECD s rapport om hovedstadens konkurrenceevne. 1

3 bidrager til en mangfoldighed af aktiviteter. Bakket op af praksisforskning samt Integrationsog Undervisnings ministeriets fastholdelseskaravane, eksperimenterer Kulturcoach med, hvordan man kan overskride marginaliseringen, dvs. vende og ændre de marginale positioner de unge ofte deltager fra ved at opbygge og sammensætte inkluderende fællesskaber omkring en meningsfuld aktivitet. Som på andre produktionsskoler lærer de unge primært gennem at deltage i produktion. Men på Kulturcoach produceres ikke bare mad, hiphopdans eller totalteater forestillinger. På kulturcoach producerer man også respekt, og respekt produktion er skrevet ind i produktionsskole linjernes projektbeskrivelse. Respekt produktion er med andre ord noget som ledelsen og vi praksisforskere udforsker og inviterer til at tillægge en særlig værdi, ved bl.a. at spørge til det i interviews og månedlige praksisrefleksioner. De unge fortæller om, at respekten er afgørende for, at de har lyst til at deltage på en positiv måde. Respekt handler om gensidighed og ligeværd; om at blive regnet for noget, at blive troet på og taget alvorligt og dermed komme til nye forståelser af sig selv og andre. Respektproduktionen kan findes i den daglige praksis, der indebærer produktionen af god mad til hinanden, danserne og personalet på stedet, i konfliktløsning og diskussioner om fx opvasken og i omsorg og gensidig forpligtelse. Derudover er respekten på spil i større produktioner, der rækker ud af huset. Sådanne produktioner er fx teaterstykket Perlerækken og Kick off arrangementet, hvor de unge optrådte og lavede mad for andre børn, unge og voksne fra bl.a. Nørrebro. I sådanne sammenhænge handler det om at udfordre fordomme og forhandle respekt. Her skal I høre om kulturcoach s kokke linje: Inde i køkkenet flyder The Voice ud af højtalerne. Det lille lokale er indrettet med små runde borde og stole, der vidner om, at køkkenet om eftermiddagen fungerer som café. Derfor fylder en stor espressomaskine også halvdelen af køkkenbordet, der udgøres af en disk, som deler rummet i to. Bag disken er en enkelt vask, en ovn og en almindelig opvaskemaskine. En dreng er ved at vaske op i hånden, for opvaskemaskinen er i stykker igen og man kan ikke bruge penge på at købe en ny, fordi man håber på at få en rigtig industriopvasker, når Kulturcoach skal flytte til en anden bygning på grunden. Men det afhænger af at man kan få bevillinger. Endnu ved man ikke, hvornår det bliver, men det kan se ud til at have lange udsigter, for lokalerne, hvor det nye køkken skal ligge, står som forladte og ødelagte bygninger med smadrede ruder og graffiti over alt. De andre bygninger, herunder den røde barak, hvor kulturcoach og RCYN pt. holder til, er ved at blive revet ned. Et rygte lyder, at der i stedet skal bygges flere ghetto boliger. Derfor har bygningen allerede mistet leder kontoret og pladsen foran flyder med nedrivningsmateriale. På trods af den høje musik i køkkenet har fyren ved vasken et par store høretelefoner på, hvoraf den ene slutter tæt om hans øre, mens den anden sidder skævt på. Et par drenge sidder med fødderne oppe på stolene. De taler ikke sammen, men sidder der bare og ser frem for sig eller fingererer med en mobiltelefon. Flere drenge træder indenfor med Nettoposer i hænderne og snart er det otte ti unge i køkkenet. Nogle af drengene er iført hip hop inspireret tøj, caps, der vender omvendt på hovedet, store lyseblå jeans, hvide løstsiddende bukser, kridhvide sneakers med affjedring og løsthængende T shirts med fed skrift, der annoncerer tøjets mærke. Andre har almindelige cowboybukser og anonyme gummisko på. En af drengene har en skrigende lilla T shirt på med ordene Udenfor pædagogisk rækkevidde. Flere af drengene har mørke øjne og sort hår, men ikke alle. Der er også en bleg fyr med blå øjne og en fyr med lys, karseklippet hovedbund. Et par piger sidder i en sofa og snakker, den ene har tørklæde på, mens den anden en pige med indiske træk sidder og bladrer i et magasin. Ind af døren kommer en etnisk sammensat gruppe af piger og drenge i afslappet joggingtøj, snakkende og med røde kinder. Det er danserne fra den anden linje på Kulturcoach, der lige har fået en pause. 2

4 Budgettet er stramt, så aktiviteterne på kokke linjen følger devicen: billigt, billigt, billigt, dyrt, billigt, men i dag er det ikke en af de helt billige dage, der er købt friske råvarer og krydderurter. Nehmet, som er uddannet kok og ansat som lærer på stedet, holder en asparges frem med to fingre er der nogen, der ved hvad det er? Ingen af drengene kan svare. Nehmet fortæller, at sæsonen for asparges er ved at være slut. Han lader de unge smage på hhv. toppen og stilken og viser, hvordan man skal knække det nederste stykke stilk af. De unge får udstukket opgaver så nogen snitter grøntsager, mens andre ordner mozzarella. Arbejdet foregår i larmen fra højttalerne og hele tiden bliver der kommenteret og joket hen over bordet. Læring gennem produktion og war stories På Kulturcoach, men også på produktionsskoler generelt, lærer man oftest mens man er i gang med produktionen. Nehmet kalder kun sjældent til fælles samling, og kører aldrig formel undervisning. Læringen understøttes snarere ved, at han taler, imens han arbejder og forklarer hvad han gør: Prøv at dufte! Nehmet har smidt en kvist rosmarin i gryden, hvor den nu syder og udsender en dejlig duft sammen med et fed finthakket hvidløg. Han forklarer, at kvisten skal tages op igen ellers er det som at spise et juletræ. Han joker: Det lugter af hash ha ha ha så kommer de, siger han og henviser til de drenge, der endnu ikke har rejst sig for at kigge med. Nehmet fortæller war stories ud fra egne, venners og bekendtes livserfaringer. Han kan fortælle om oplevelser med diskrimination i folkeskolen og da han var i lære som kok, og give eksempler på, hvad man kan gøre for at takle det og holde ud. Stedets voksne kan også i pauserne have vigtige snakke med de unge om konflikter mellem grupper, om bande livets fristelser og om bagsiden af medaljen. De war stories der udveksles kan eksempelvis handle om, hvordan man må respektere danske håndværker traditioner: Nehmeth fortæller om et tømrerfirma med både etniske danskere, folk med tyrkisk og arabisk baggrund. De skulle holde rejsegilde. Her havde mesteren købt øl, sodavand og pølser, hvilket skabte totalt kaos. Mange af de muslimske arbejdere skabte en scene over det. Nehmet siger, at her må man tage hensyn til, at det var en dansk tradition, og altså ikke noget, der var ment diskriminerende. Nehmeth bruger eksemplet til at vise den gensidighed, han mener, der skal være i integrationen. En af os praksisforskere (Line) foreslår, at mesteren kunne have serveret kyllingepølser næste gang, der var rejsegilde, men det mener Nehmeth ikke, at tømmermesteren skulle, her måtte tømrerne indrette sig. Kokkelinjen på Kulturcoach skaber dermed et særligt fællesskab med særlige rutiner, ord, værktøjer, måder at tale på, måder at placere sig i rummet på, historier der bliver fortalt, måder sammen at gøre tingene på og knytter forbindelser til og drøfter andre fællesskaber og sammenhænge, som har betydning for de unges deltagelse og fremtid. Skridt på vejen til overskridelse af marginalisering Vi vil nu, bl.a. på baggrund af interviews, fremhæve forhold, der medvirker til at de unge føler sig velkomne og har lyst til at møde op og deltage. Dvs. aspekter der er med til at muliggøre, at de unge kan deltage på nye måder, der kan udgøre første vigtige skridt i retning af overskridelse af marginalisering. Overskridelse af marginalisering handler om, at personen bevæger sig fra en marginal position imod en position som mere ansvarsfuld, der bidrager positivt i fællesskabet (Mørck 2006). Som vi skal se er vejen til overskridelse af marginalisering 3

5 ofte fyldt med konflikter og nødvendige markeringer. Processen foregår ofte som to skridt frem og et tilbage. Det er ikke et rent individuelt anliggende, men en proces der involverer forskellige parters ændrede deltagelse og derigennem en gradvis større anerkendelse i forskellige meningsfulde fællesskaber (Mørck 2010). De unges muligheder for ansvarsfuld deltagelse afhænger af, hvilke positioner, der er tilgængelige for dem i fællesskabet og her spiller de unges og lærerens indbyrdes relationer en rolle. Hvor de unge tidligere har oplevet, at lærerne stod uden for elevernes fællesskaber, står Nehmet på Kulturcoach i en grænseposition. Han opfattes som én, man kan identificere sig med, og hvis livserfaringer man kan trække på og lade sig inspirere af. Ikke blot en lærer, men en mand, der er synlig som et helt menneske for de unge, og som hjælper dem både i og udenfor skolens rammer. Den særlige relation mellem Nehmet og de unge er med til at skabe et fællesskab, der er kendetegnet ved gensidige forpligtelser, hvor læreren er lidt som en ven, og dette åbner for nye måder at være sammen på: Jeg ved ikke, hvordan det startede, men jeg tror nok, det var ham [Nehmet red.], der fik det hele i gang ved at stå og lade som om, han var en af gutterne. Så begyndte folk at få tillid til eller stole på ham, og så begyndte de også at stole mere på hinanden. (Darek 16 år) Darek fortæller, at når læreren opfører sig som en ven, så forpligter det til, at den unge også selv opfører sig som en ven overfor læreren. Der er altså nogle gensidige krav, forpligtelser og forventninger i og med den særlige relation. Alligevel er relationen ikke symmetrisk og Nehmet kan i sidste ende være afgørende for de unges fortsatte deltagelse. Det sætter Nehmet i en slags både/og position, og denne position er forbundet med særlige dilemmaer, men også med særlige muligheder, når man skal tackle situationer, hvor fællesskabet grænser udfordres. Nehmeth fortæller: Der var der nogle, som kørte enormt gangster attitude overfor mig. (...) nogle af dem var rigtig kække og svarede rigtig hårdt igen og var meget dominerende over for nogle af de andre, så (...) jeg gav dem små opgaver, men hårde opgaver. Jeg fik en af dem (...) til at lave hjemmelavet mayonnaise, hvor at du så bruger æggeblommer og så pisker dem stille og roligt med olie indtil det bliver mayonnaise, og det er jo pissehårdt for folk, der ikke er vant til at piske meget (...) Så efter ca sekunder (...) pev [han] som en lille dreng: av, min skulder gør ondt, og så begyndte jeg så ligesom at sige: nå, hvad skete der for gangsteren og hvad skete der for, du ved, bandemedlemmet, du kan ikke engang piske æg, altså hvad fanden sker der for dig og sådan noget. Og så kørte jeg lidt på ham ikke, (dvs.) lavede lidt sjov ud af det samtidig, så han ligesom selv kunne se det sjove i det ikke. (Nehmet) Den lidt hårde, men humoristiske tone gør det muligt for Nehmet, at markere en grænse overfor de unge, uden at virke som den slags moraliserende pegefinger, som de unge tidligere har oplevet og oftest har givet fingeren. Set fra de unges perspektiv forbliver han på niveau med dem og tillader også, at de unge giver igen af samme skuffe. Denne form for forhandling af grænser accepteres i situationen af de unge og den skaber ikke opposition. Måske fordi det sker på en sådan måde, at det virker inkluderende og styrkende for fællesskabet, når alle (inkl. den der bliver sat på plads) kan grine med. Humoren som fællesskabsdannende Fællesskabet opretholdes og skabes i en konstant proces, og her bliver humoren brugt på en lang række og meget forskelligartede måder: den bliver brugt til at invitere de unge ind i 4

6 fællesskabet, den bliver brugt når der markeres at her går grænsen, den bliver brugt til at udfordre stereotypiske opfattelser af de unge og den bliver brugt til at udfordre det traditionelle lærer elev forhold: En af os praksisforskere (Silla) stod og talte med en ny elev om nervøsitet og det at starte på en ny uddannelse. Nehmet kom over og snakkede med og sagde så med et meget seriøst ansigtsudtryk, at han altid opfordrede sine drenge til at tage en masse stoffer, stjæle store biler og køre stærkt, fordi det kan hjælpe på selvtilliden. Både forskeren og den unge kiggede skeptisk på Nehmet, men som fortællingen skred frem trådte ironien også frem, og alle begyndte at grine. Den humoristiske fortælling bliver en måde at anerkende nervøsitet og finde en måde, man kan tale om det sammen og ved hjælp af humoren inviteres den unge ind i fællesskabet. Samtidig lægger ironien en distance til gangsterlivet en afstandstagen fra netop at tage stoffer, stjæle biler osv. Klassiske stereotyper udfordres gennem italesættelse og overdrivelse, ligesom kommentaren samtidig udfordrer et hierarkisk lærer elev forhold og viser, at Kulturcoach er et sted, hvor man kan tage pis på hinanden. Med humoren taler Nehmet et sprog, der signalerer, at man kan se hinanden som ligeværdige mænd ( ) han er en af os, vi er en af ham, som Darek udtrykker det i en anden sammenhæng. Humoren eller jargonen er en del af en arbejder, en mande kultur (Willis 1977) eller værkstedkultur, som de unge genkender, og som får dem til at føle sig velkomne. Det at være ligeværdige handler om gensidig respekt det handler om, at man gensidigt lever op til nogle særlige forventninger, som indebærer, at man inviteres til at indtage nye og ansvarsfulde positioner, som peger i retning mod en overskridelse af marginalisering. Invitation ind i et fællesskab, der ændrer selvforståelsen og bygger bro Nehmet beder den nye dreng om at gå med ind på kontoret, hvor de begge sætter sig. Drengen har stadig sin jakke på. Hans ansigt er anspændt, afløst af korte smil og hurtige blikke mod Nehmet, før øjnene igen skotter ned i bordet. På opfordring svarer drengen, at han hedder Zeljko og oprinder fra Makedonien, men at han er Albaner. Nehmet læner sig frem mod Zeljko: Verdens bedste kok er makedoner, vidste du godt det? Drengens ansigt lyser op, hans øjenbryn hæves og hans øjne bliver større. Han nikker flere gange, imens han løfter blikket og ser Nehmet i øjnene det vidste han godt På Nehmets kontor bliver Zeljko til på en ny måde i Nehmets øjne. Zeljkos indvandrerbaggrund bliver ikke fortalt som problematisk eller begrænsende for ham tværtimod muliggør dét at have en indvandrerbaggrund faktisk en udvidelse og synliggørelse af nye udsigter. Zeljko inviteres af Nehmet til at komme til syne som en dreng, der er på vej et sted hen, og som en, der har særlige forudsætninger for også at nå frem. Han inviteres til at identificere sig med en verdensberømt kok og til at forstå sig selv som en person, der kan hævde sig selv i og med et formodet (kokke)fællesskab, som Nehmet, med sin baggrund som kok, også er del af. Samtidig med, at Zeljko får mulighed for at forstå sig selv på en ny måde, kaldes han til at forstå sig selv som deltager i nye fællesskaber man kunne også sige, at der opstår et nyt vi, der lapper ind over og bygger bro til kokkefællesskabet. Den unges muligheder i fællesskabet afhænger på denne måde af fællesskabets forbindelser med andre fællesskaber. Det har således også betydning, at Kulturcoach er placeret på 5

7 RessourceCenter Ydre Nørrebro, hvor unge i forvejen anerkendes samfundsmæssigt og lokalt for at bidrage positivt i lokalmiljøet gennem fx frivilligt arbejde. For Darek har deltagelsen i fællesskabet på Kulturcoach ført til forandringer mod mere ansvarlige positioner på tværs af de sammenhænge, han deltager i. Dét at komme til forståelse med sig selv, vi og andre (Mørck, 2006) i Kulturcoach, medfører, at han også er begyndt at se anderledes på betydningsfulde andre i de andre fællesskaber han deltager i: Nehmet fortalte mig en hel del om sin livserfaring, og hvad jeg skulle gøre for at ikke at ende som ja som bums eller leve af kriminalitet ( ) Jeg er bare begyndt at tænke meget mere over, hvad det er, jeg gør, at tænke på min fremtid mere og sagt til mig selv: Det er nu, jeg skal. Altså, jeg kan ikke gå rundt og sige til mig selv: lige om lidt, lige om lidt, lige om lidt. Det er nu, jeg skal handle, det er nu jeg skal gøre det ( ) Jeg er begyndt at tage mere ansvar for mig selv, ( ) at lade være med at være sammen med gutterne hele tiden i grupper og gå rundt med dem. Være mere sådan derhjemme, hjælpe min mor og snakke med hende, og være sammen med min kæreste og ja, passe skolen og sådan. ( ) Det er fordi, jeg har et par stykker, grupper, ( )som er småkriminelle, så har jeg mine tætte personer ( ), og jeg vil sige, dem, der er sådan småkriminelle, dem vil jeg ikke være sammen med mere. (...) Så derfor, så prøver jeg at se så lidt til dem som muligt. (Darek, 16 år) Når man bliver del af et nyt fællesskab, og forståelsen af jeg, vi og andre ændres, så opstår nye muligheder. En anden ung fra kokke linjen, Morten, fortæller om, hvordan det er svært at sætte fingeren på konkrete situationer, hvor man lærer noget og udvikler sig. Han beskriver, hvordan forandringerne kommer listende og han forklarer om sin egen ændring, at man kan forstå den ved at forestille sig en tidslinje. Den første dag på Kulturcoach beskriver han sig selv som én, der sagde: Fuck alle de der perkere. I dag beskriver han sig selv som én, der siger: Nu dømmer jeg dig ikke på din hudfarve, men på dine problemer eller fejl 2. Morten fortsætter: Det kommer meget langsomt og snigende ind. Det er, lige pludselig vågner du op en dag og tænker: Jeg kunne godt have en kæreste, der var muslim alligevel. (Morten, 19 år) Afslutning Således handler inklusion, herunder respekt produktionen i Kulturcoach om mange ting: Det handler om overskridelse af fordomme, om at skabe ændringer i forståelsen af sig selv, ens egne fællesskaber og andre betydningsfulde personer i ens liv. Det handler om at blive bedre til, at håndtere de mange konflikter, der opstår i hverdagen i mødet med andre mennesker, og om at kunne markere, at her går grænsen på en måde, der samtidig signalerer en vis respekt og inviterer til fællesskab. Det handler om at blive mere tolerant, om at blive en slags venner med de andre, og få en vis respekt for dem. Det handler om som ung, at få erfaringer med, at man kan stole på hinanden på tværs af forskelligheder. Det handler om, at man organisatorisk tænker i sammensætning af fællesskaber på en kvalitativ og indholdsmæssig måde med respekt for, at alle deltagere skal kunne befinde sig godt og bevæges i en udvidende retning, frem for at tænke sammensætningen kvantitativt numerisk, som når man fx diskuterer kvoter for andelen af minoritetsbørn i klasserne. 2 Denne sætning er et motto fra teaterstykket Klassen, som Morten var inde at se sammen med resten af holdet. Klassen blev sat op i foråret 2010 af gruppen C:NTACT i samarbejde med instruktør Christoffer Berdal på Betty Nansen Teatret, Frederiksberg. 6

8 Inklusion er således en gensidig proces, der går mange veje. Dette indbefatter, at også vi professionelle skal ændre os og tage ved lære, herunder øve os i at møde de marginaliserede unge med positive forventninger, på måder, hvor de oplever, at de inviteres ind i et fællesskab, hvor de er velkomne. Det handler om at tænke i, hvordan det særlige fællesskab lapper over og grænser op til andre fællesskaber, og hvordan de unge derigennem kan få nye adgange til nye meningsfulde sammenhænge. Kun på den måde kan vi få udviklet produktionsskolerne, og de tekniske skoler, så de i højere grad inkluderer de unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund og dermed imødegå risikoen for marginalisering. Overskridelse af marginalisering er en langstrakt, men nødvendig proces, og selvom der eksisterer rammer, krav, traditioner og betingelser i folkeskolen, der kan vanskeliggøre denne proces, mener vi, at indsatsen må starte her hvis ikke før. Referencer Mørck, L. L. (2006). Grænsefællesskaber Læring og overskridelse af marginalisering. Frederiksberg, Roskilde Universitetsforlag. Mørck, L. L. (2010). "Læring og overskridelse af marginalisering blandt udsatte unge i folkeskolen." Unge pædagoger(2): OECD (2009). OECD Territorial Reviews: Copenhagen, Denmark Willis, P. (1977). Learning to labour. How working class kids get working class jobs. Aldershot/UK, Gower Press. 7