ÅRSBERETNING // 2013

Transkript

1 ÅRSBERETNING // 2013

2 KNUD HØJGAARDS FOND FONDEN ER STIFTET I af civilingeniør Knud Højgaard. Knud Højgaards Fond uddeler legater til erhvervsmæssige, kulturelle, videnskabelige, sociale og kunstneriske formål. Et vigtigt led i fondens virksomhed er støtte til talentfulde og initiativrige uddannelsessøgende, som ønsker at supplere den hjemlige uddannelse med videregående studier i udlandet. Fondens formål er endvidere at eje aktier i Højgaard Holding A/S og derved søge at opretholde kontinuiteten i dette selskab og tilknyttede virksomheder. Fondens grundlag og ledelse er uddybet på side Knud Højgaards Fond

3 INDHOLD Legater 04 På opdagelse i historien 06 La Vida Foreningen for børn med livstruende sygdomme 08 Neurologi i Kina 12 Fremtidens teknologi forklarer fortiden 16 DIGNITY 20 De største legater bevilget i Regnskab Resultat opgørelse 26 Balance pr. 31. december 27 Grundlag og ledelse 28 Bestyrelsen i Knud Højgaards Fond 30 Ansøgning & kontakt 31 // Forsidefoto: Øregaard Museum, Gentofte af Ole Haupt. Fonden har bevilget kr. til forbedring og udvidelse af publikumsfaciliteterne. Årsberetning

4 LEGATER Knud Højgaards Fond uddeler legater til erhvervsmæssige, kulturelle, videnskabelige, sociale og kunstneriske formål. Et vigtigt led i fondens virke er støtte til talentfulde og initiativrige uddannelsessøgende med en bachelorgrad, som ønsker at supplere den hjemlige uddannelse med videregående studier i udlandet. Vi har i 2013 behandlet ansøgninger. I alt er der bevilget støtte for 47,5 mio. DKK fordelt på legater, og ansøgninger blev afslået. Til sammenligning blev der i 2012 behandlet ansøgninger, hvoraf fik bevilget støtte på i alt 65,4 mio. DKK, og ansøgninger blev afslået. De største legater i 2013 er omtalt på side 24. Disse 39 legater i niveauet 0,2 mio. DKK til 10 mio. DKK udgør 56 % af årets samlede støtte og resten er fordelt på legater på mindre beløb. Nedenfor er vist hvorledes de seneste fem års legater i henholdsvis beløb og antal er fordelt på de forskellige formål. Legatuddeling over de sidste fem år i Mio. DDK Sociale legater Videnskabelige legater Kulturelle legater Uddannelseslegater 04 Knud Højgaards Fond

5 Langt det største antal legater gives som rejselegater til uddannelsessøgende. Disse legater udgør i % af antal legater og 34 % af det samlede beløb. Fondens tre største legater er ydet i 2007, 2010 og i mio. DKK blev i 2007 bevilget til Bygningsfonden Den Blå Planet til opførelsen af et nyt akvarium i Tårnby Kommune, der den 21. marts 2013 blev indviet af Hendes Maje stæt Dronningen. 32 mio. DKK blev i 2010 bevilget til Københavns Kommunes renovering af Kultorvet og Hauser Plads, der blev indviet 21. januar I 2012 bevilgede fonden 25 mio. DKK til udbygning af Experimentarium. For ansøgning om legat henvises til hjemmesiden www. khf.dk, hvor der findes vejledning og ansøgningsskema. Behandling af ansøgninger og uddeling af legater sker løbende eller efter drøftelse på et af de fire årlige bestyrelsesmøder. Legatuddeling over de sidste fem år i antal Sociale legater Videnskabelige legater Kulturelle legater Uddannelseslegater Årsberetning

6 PÅ OPDAGELSE I HISTORIEN Det første initiativ til det, vi i dag kender som Moesgård Museum, blev taget tilbage i 1861, hvor Historisk-Antikvarisk Selskab blev stiftet i Aarhus. Dengang lagde rådhuset lokaler til selskabets beskedne samling. Det gjorde de frem til 1881, hvor samlingen blev overflyttet til nye lokaler, der også husede byens kunstsamling. Der er uendelig langt fra de første beskedne kår, som museet startede under, til de betagende lokaler, som MT Højgaard netop har færdiggjort. Henning Larsen Arkitekter har tegnet et fascinerende hus, hvor alle formidlingsteoretiske løsninger er tænkt ind i konstruktion og indretning. Her er det ikke alene arkitekterne, der har været på arbejde, men også scenografer, skuespillere, undervisere og selvfølgelig arkæologer har bidraget til at skabe de absolut bedste rammer at formidle vores historie i. For museumsdirektør Jan Skamby Madsen er det nye hus den foreløbige kulmination på et 17 år langt arbejde, men relationen til museet har han haft længere. Han færdiggjorde sine arkæologistudier ved Aarhus Universitet tilbage i halvfjerdserne. Dengang som i dag foregik antropologi-, etnografi- og arkæologistudierne ved Aarhus Universitet i forbindelse med museet, så man kan sige, at Jan Skamby Madsen vendte hjem, da han tiltrådte stillingen som museumsdirektør i I mellemtiden havde han været leder af Vikingeskibsmuseet i Roskilde gennem 17 år, så museumslivet var ham absolut ikke fremmed. Moesgård og det omkringliggende område har altid haft en særlig plads i Jans hjerte, så da stillingen blev slået op, var han ikke i tvivl. Den beslutning har han ikke fortrudt, selv om den seneste tid har været hektisk. Den har dog også været nødvendig, hvis man ønsker et museum, der ikke blot rummer effekter, men også formidler deres funktion og den tid, de blev brugt i. Formidlingen har indtil nu stået i skyggen af stedets omfattende forskning. Rammerne har ganske enkelt ikke levnet plads til, at begge discipliner kunne udfolde sig frit. Derfor stillede Jan sig selv og stedets ansatte et spørgsmål, da han blev ansat: Hvordan skaber vi de bedste forudsætninger for at fortælle vores forfædres historie uden at skulle gå på kompromis med vores forskning? Disse overvejelser gav næring til at opbygge et kulturhistorisk museum fra bunden. Jan Skamby Madsen fortæller: "Man har ikke bygget kulturhistoriske museer fra bunden herhjemme igennem de sidste 100 år. I stedet har man huset institutioner som vores i fredede bygninger. Det har alene været kunstmuseernes privilegie at bygge nye museer, mens vi andre har været stuvet sammen i statiske monumenter. Men hvad nu hvis vi opførte et helt nyt hus og overlod vores gamle udstillingslokaler til universitetets funktioner? Det ville løse to problemer på en gang: Det ville give forskning og uddannelse bedre vilkår, og det ville give de kulturhistoriske fortællinger bedre udfoldelsesmuligheder. Vi ønskede altså ikke at opføre en bygning bare for at gøre det. Vi ønskede at opføre den, fordi vi havde en ide om, hvordan man bedst formidler kulturhistorie, og det var et felt, der trængte til et frisk pust. De fleste arkæologiske udstillinger har nemlig været elitære på den måde, at man skulle være noget af en amatørarkæolog for at kunne finde fortællingerne bag de udstillede effekter. Sådanne udstillinger opstår ved, at en række videnskabsfolk kontakter en arkitekt med henblik på at udstille effekter. Arkitekterne ved som udgangspunkt ikke det store om arkæologisk formidling, men de er dygtige til at pakke tingene smukt ind. Derfor ender man med en udstilling, der nok ser flot ud, men den mangler en fortælling. Den slags udstillinger tilhører efterhånden den fortid, som de forsøger at beskrive, for vi har i dag mange flere muligheder, end vi havde tidligere. Fx har naturvidenskaben givet arkæologien en række værktøjer, der gør det muligt at tegne meget mere præcise billeder af vores forfædre. Deres knoglemateriale fortæller os om, hvor de boede, og hvilke sygdomme de led af, samt hvilken ernæring de fik. Når vi udgraver gravpladser, kan dna-analyser fortælle os, hvordan familiemønstret har været, og desuden er man blevet særdeles dygtig til at lave ansigtsrekonstruktioner af de kranier, vi finder, hvilket betyder, at vi i ordets bogstaveligste forstand kan sætte ansigt på vores forfædre. Alle de parametre gør det lettere for os at beskrive det liv, 06 Knud Højgaards Fond

7 vores forfædre levede, og ikke bare de genstande, som de lavede og benyttede sig af. Som videnskabsfolk er vi begrænset til kun at sige det, vi har 100 procent belæg for, men som formidlere mener jeg, at vi er forpligtet til at sige andet end det. Jeg tilbragte engang en aften med den irske forfatter og nobelpristager Seamus Heaney. Han sagde bl. a.: "When you present something you ve got to be able so say: this may not be the truth but there is a lot of thruth in it". Det mantra gælder selvfølgelig ikke i ren videnskabelig forstand, men i formidlingens tjeneste har han helt ret. Hvis vi vil fortælle historier, der interesserer, bliver vi nødt til at forbinde vores indsigter, og det kræver, at vi tør tolke på vores fund, så vi kan gøre fortællingerne levende for vores gæster. Det handler om at forbinde arkæologiens opdagelser til egentlige historier, så de bliver lettere forståelige for publikum. Når vi kombinerer hændelserne, som vi tror, at de har fundet sted, giver vi ganske vist en smule afkald på kun at formidle det, vi har 100% belæg for. Til gengæld er det, vi opnår, langt mere værdifuldt end det, vi afstår. Vores udstilling huser fx det enorme våbenofferfund, der blev gjort tilbage i halvtredserne ved Illerup Ådahl ved Skanderborg. Hvad der skete der for ca år siden, kan vi ikke vide med 100% sikkerhed, men øvrige opdagelser kombineret med lignende fund kan tegne et meget sandsynligt billede af de hændelser, der er gået forud. Hvis vi kombinerer vores viden kan vi gøre fortiden mere levende og vedkommende. Byggeriet har været undervejs i 17 år, og målet er nu i sigte. Det skyldes ikke mindst Knud Højgaards Fond, der har ydet generøs støtte til projektet. Fonden ydede 5 mio. kr. i 2011 og yderligere kr. i 2013, og det er vi meget taknemmelige for. Huset står der, og vi er ved at indrette selve udstillingerne og at dømme ud fra dem, er jeg sikker på, at den taknemmelighed også kommer til at gælde for museets gæster. Det bliver et fantastisk museum", afslutter Jan Skamby Madsen. Med det nye hus bliver Moesgård Museum et af de bedste kulturhistoriske museer i Europa. Den status skyldes dels de helt unikke lokaler, men også stedets vilje til at gøre fortællingerne levende for alle. Enhver del af udstillingerne formidler på forskellige niveauer, så børn, forældre og bedsteforældre alle vil kunne tage noget med sig fra samtlige udstillingslokaler. Samtidig benytter museet sig af helt nye ideer og teknologier for at levendegøre fortællingerne. Derfor kan man med animationsfilm, skyggeteater og avanceret teknologi selv komme med på opdagelse i historien, når museet slår dørene op i efteråret Årsberetning

8 LA VIDA Foreningen for børn med livstruende sygdomme La Vida er et livsbekræftende initiativ, der er affødt af en tragisk hændelse. I 1981 mistede Inge Marie Hornshøj sin 12-årige datter til leukæmi. Knuget af sorg rejste hun til Mallorca i håbet om, at de skønne omgivelser kunne overdøve smerten. Det kunne de selvfølgelig ikke, men hun følte alligevel, at Mallorca kunne tilbyde en form for lindring. selvfølgelig påvirket. Det gælder i høj grad også eventuelle søskende, hvorfor de selvfølgelig kommer med. På den måde kan vi give familierne en chance for at være familie igen langt borte fra hospitaler, læger og udmattende behandlinger. Der er fire afgange årligt, og familierne sendes af sted i grupper af familier. De kender som udgangspunkt ikke hinanden, men der går ikke længe, før der bliver knyttet nogle helt utrolige venskaber både blandt børn og voksne. Heri ligger en væsentlig del af formålet med La Vida. Ved at sende dem af sted med familier, der er i lignende situationer, får alle en tiltrængt pause. Vi ved, hvad familierne gennemlever, og derfor ved vi, hvad de har brug for. // Inge Marie Hornshøj Derfor tænkte hun: "Åh, hvis jeg kunne finde en mulighed for at hjælpe de familier, som er i samme situation, som jeg var. Hvis jeg kunne give de familier, som har et barn med livstruende sygdom, et pusterum fra hospitalerne i de smukke, varme omgivelser på Mallorca, så ville jeg gerne det. Imidlertid er et sådant initiativ ikke noget, man lige stabler på benene, så der var en periode, hvor hvert skridt frem blev afløst af et skridt tilbage. I hvert fald indså jeg, at hvis ideen nogensinde skulle kunne realiseres, så måtte jeg hjem. Da det skete, gik det stærkt: Jeg kom i kontakt med en lang række søde mennesker, der gerne ville støtte projektet. Jeg talte med et rejsebureau, jeg talte med lægerne på hospitalet og mange andre mennesker, der hver især kunne hjælpe mig på vej, og i 2002 var La Vida en realitet. I dag sender La Vida hvert år 60 familier eller ca. 250 personer til Mallorca i ophold af 14 dage. Når et barn rammes af en livstruende sygdom, bliver alle i dets omgangskreds Tryghed En væsentlig forudsætning for initiativet er selvfølgelig, at familierne føler, at de er i trygge hænder. Hvis man nærer den mindste tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at rejse med sit barn, kommer man selvfølgelig ingen steder. så trygheden begynder allerede i visitationsfasen. Det er hospitalets læger, der udvælger de børn, der er raske nok til at rejse, og det er jeg meget glad for. Det sker, at forældre henvender sig direkte til mig, men jeg henviser dem altid til lægerne på børneafdelingerne, da jeg aldrig selv ville kunne foretage det valg. Det gælder også om at gøre familierne trygge, når vi er kommet af sted. Det gør vi blandt andet ved at rejse til det >> 08 Knud Højgaards Fond

9 Årsberetning

10 10 Knud Højgaards Fond

11 >> LA VIDA Foreningen for børn med livstruende sygdomme samme hotel hver gang. Jeg er altid selv med, og da jeg taler sproget, kender området og dets beboere, tror jeg, at det er med til at give gæsterne den fornødne ro. Der er også en læge tilknyttet hotellet. Han kommer to gange dagligt, og hvis forældrene ønsker det, kan de altid vende deres tanker med ham. Der er ingen bagatelgrænse, og han ved godt, hvilken svær situation forældrene står i. Der går som regel ikke lang tid efter, familierne er ankommet, til de begynder at slappe af. Det giver dem plads til at dele de positive oplevelser og blive mindet om, hvorfor de er en familie. Det kan nemlig godt være svært at huske, når man står i så presset en situation. Jeg har været af sted mange gange, men jeg kan stadig forundres, når jeg ser børnene lege så livligt, at jeg spørger mig selv, om de overhovedet er syge. Det er de desværre, og derfor kan det også være en smertefuld oplevelse at være af sted. De første par gange talte jeg med min medhjælper om, at vi måtte gøre os stærke og fokusere på børnenes leg ved poolen, deres glædesstrålende øjne, når de dansede om aftenen og forældrenes sænkede skuldre. Så kunne vi altid bearbejde sorgen over et glas vin om aftenen. For det kan selvfølgelig gøre usigeligt ondt at se de skæbner, som er blevet børnenes, men vi tæller de lyse timer. Behov Da La Vida blev stiftet henvendte vi os udelukkende til familier med kræftramte børn, men i dag henvender vi os til alle børn med livstruende sygdomme. Vi sender fx hjertebørn og lungebørn af sted, men vi sender stadig flest kræftramte børn af sted. Vi ved, fra de tilbagemeldinger vi får, at opholdet på Mallorca giver en tiltrængt pause til familierne. Desværre har vi ikke ressourcer nok til at sende alle livstruede børn og familier af sted. Alene på kræftområdet kommer der 200 nye tilfælde til hvert år, så selvom mange hjælper os, kan vi slet ikke følge med. Knud Højgaards Fond donerede generøst kr. til os i 2013, og det var vi usigeligt glade for. La Vida kan ganske enkelt intet gøre uden den slags rundhåndede donationer, som vi modtager fra private organisationer. Vi er også godt hjulpet af vores 800 medlemmer, der hvert år betaler et fast kontingent. Hertil kommer, at mange af medlemmerne donerer et yderligere beløb, og så har vi opstillet indsamlingsbøsser i supermarkeder og lignende steder. Småpenge, som for den enkelte måske ikke betyder det store, betyder tilsammen en hel del for os". Årsberetning

12 NEUROLOGI I KINA Biologi er et fag, der favner uhyre bredt. Derfor rummer det meget forskelligartede discipliner på bachelordelen, men for Mette Vissing har det altid været fysiologien, der har interesseret hende. Derfor besluttede hun at skrive bachelorprojekt inden for det felt, og her blev interessen bekræftet, så hun afsøgte muligheden for at også at kunne fordybe sig i neurologien på overbygningen. Den mulighed fandt hun i faget "Neuroscience and Neuroimaging" på Sino-Danish Center for Education and Research (SDC), der er den første danske neurorelaterede uddannelse, der ikke er medicinsk. Selvom uddannelsen er dansk, tilbydes den ikke i Danmark, men kun i Beijing, Kina. Derfor var beslutningen om at forfølge interessen også forbundet med et skift af omgivelserne: Hvis Mette ville fordybe sig i neurologien, skulle hun rejse til Kina i to år. Mette var dog ikke tvivl, for ikke alene kunne uddannelsen forsyne hende med de nyeste indsigter på feltet, men hun ville også få lov til at præge en helt ny uddannelse. Desuden følte hun sig som dansk studerende særdeles privilegeret over at kunne få to års uddannelse i et fremmed land bl.a. på grund af de kr., som Knud Højgaards Fond donerede til hendes studier. Mette har netop afsluttet sit første semester og fortæller fra Kina via Skype: "Man kan godt mærke, at det er et nyt studie, men det havde jeg nu også forventet. Jeg vidste, at jeg ikke ville møde den struktur, som jeg var vant til fra mine studier i Aarhus. Mit hold er det andet kuld af prøvekaniner. Programmet blev oprettet sidste år, og derfor er der et hold, der allerede har læst et år. Her gjorde man sig selvfølgelig en række erfaringer, men der er stadig meget, der mangler at komme på plads. Administratorerne er meget lydhøre over for de studerendes synspunkter og påvirkninger. Det er fedt at være på en uddannelse, hvor viljen er så stor. Jeg har aldrig været på en uddannelse, hvor underviserne er så dedikerede og vil en det så godt. Der sker dog undertiden det, at man godt kan mærke, at pensum ikke er helt afprøvet, og at der ikke nødvendigvis navigeres efter en tydelig rød tråd, men det kompenserer undervisernes store engagement for. Kinesernes arbejdsdisciplin Studiet er hårdt. Det skyldes primært, at samarbejdet er dansk-kinesisk, hvorfor uddannelsen skal tilgodese to forskellige kalendersystemer. Vi har både den lange danske sommerferie og den lange kinesiske ferie, der falder omkring kinesisk nytår. Det betyder, at vi har færre dage at blive undervist i, men det ændrer selvfølgelig ikke på vores pensum. Derfor har vi i gennemsnit 25 forelæsningstimer ugentligt, og det er betydeligt flere end i Danmark. Det kinesiske uddannelsessystem er på mange måder meget langt fra det danske. Fx er alle mine kinesiske medstuderende allerede ansat af en professor, der stiller værelse til rådighed og udbetaler dem lommepenge. Professorerne råder derefter over dem, og kan indskrive deres studerende på forskellige uddannelser og universiteter herunder SDC, hvor jeg altså studerer. Samtidig skriver professorerne under på, at deres studerende er til rådighed til alle undervisningstimerne, og dermed er de fritaget for at arbejde for professorerne, når der er undervisning. Det betyder, at alle kinesere er til alle forelæsninger, og det kan godt forveksles med engagement. Aftalen betyder også, at nogle af de studerende allerede nu er sikret en efterfølgende ph.d., og derfor behøver de ikke at yde deres bedste, for karakteren er helt ligegyldig; de skal bare bestå. Det gælder selvfølgelig langt fra dem alle. For andre er karaktererne lige så vigtige, som de er for os danskere. Derudover skal de kinesiske studerende arbejde mange timer i laboratoriet for deres professorer, og det resulterer i, at de ikke har lige så mange timer at læse i som os danskere. Kineserne er bestemt arbejdssomme, men billedet lever langt fra op til det eliteniveau, som det nogle gange præsenteres i de danske medier. Desuden virker de generelt mindre selvstændige end danske studerende. I Danmark lærer vi fra barnsben at stille spørgsmål til alt, hvad vi foretager os: Hvad sker der, hvis vi gør noget bestemt? Hvorfor sker det mon sådan? Det interesserer ikke i så høj grad de kinesiske studerende. De har fået besked >> 12 Knud Højgaards Fond

13 Årsberetning

14 14 Knud Højgaards Fond

15 >> NEUROLOGI I KINA på at gøre noget bestemt, og det gør de så. Hvad der så sker, og hvorfor det sker, er af mindre betydning for dem. Det er også meget imod deres tradition at stille kritiske spørgsmål, fordi de herved kan komme til at stille spørgsmålstegn ved professorernes viden, og det er virkelig skidt i Kina! Men projektet er ikke blot skabt for, at danskerne skal lære af kineserne. Kineserne lærer i høj grad også af os, og allerede efter et semester kan man se, at nogle af dem begynder at blomstre og udfordre vores undervisere. Hverdag i Kina Min kæreste er ansat i ABB i Danmark, men heldigvis fandt de i fællesskab mulighed for at udstationere ham her i Beijing under det meste af mit ophold. Derfor kan vi dele mange af de fantastiske oplevelser, der er herude. Fritiden er sparsom i løbet af ugen, men der er alligevel masser af oplevelser. Fx havde kineserne ved en lejlighed sat sig for at lære de danske neuro-studerende at lave de traditionelle kinesiske dumblings, og ved en anden lejlighed inviterede de danske studerende de kinesiske til en traditionel julefrokost. De havde lidt svært ved at forstå sildemaden, og hvorfor maden skulle stables ovenpå hinanden, men de tog pænt imod risalamanden, som jeg havde lavet, selvom de fandt det underligt at koge risen i mælk. Det var i sig selv udfordrende at lave risalamande til 160 personer, men den oplevelse stod slet ikke mål med at opleve kinesernes engagement i den efterfølgende pakkeleg eller deres forundring, da vi afsluttede med et luciaoptog. I weekenderne forsøger min kæreste og jeg at opleve Kina på eget initiativ. Kina er så forskellig fra det, jeg er vant til, så ethvert indtryk er i virkeligheden en oplevelse, men der er selvfølgelig seværdigheder, der i sig selv er en rejse værd. Fx vil jeg aldrig glemme vores tur til et område, hvor den Kinesiske Mur ikke var restaureret, turen til Beijings smukke operahus, eller bare gåturene rundt i byen som kan være så utroligt kontrastfulde for da slet ikke at tale om al den underlige mad, vi prøver hernede. Min mor og svigerforældre kommer og besøger os til foråret, og så er det planen, at vi sammen skal opleve flere af de klassiske seværdigheder Den Himmelske Fredsplads og den Forbudte By er fx allerede planlagt, og jeg glæder mig også til at vise dem rundt i den hverdag, der er blevet vores i Kina, men det sjoveste bliver nok at se deres reaktion, når de bliver udfordret af det kinesiske køkken". Neuroscience and neuroimaging er et hurtigt ekspanderede område, der finder anvendelse i stadigt flere (medicinske) discipliner. Området yder stor indflydelse på forståelsen, diagnosticeringen og behandlingsmulighederne inden for neurologiske lidelser. Sino-Danish Center for Education and Research (SDC) er et partnerskab mellem alle otte universiteter i Danmark og University of Chinese Academy of Sciences (UCAS) i Beijing, Kina, foruden de forskningsinstitutter, der er associeret med UCAS. SDC tilbyder syv forskellige masteruddannelser, der er udviklet i samspillet mellem det danske og kinesiske forskningsmiljø; herunder masteruddannelsen Neuroscience and Neuroimaging. Uddannelsen foregår i Kina, og man tilstræber, at halvdelen af underviserne er danske og den resterende halvdel er kinesiske. Det samme gælder de studerende. Årsberetning

16 FREMTIDENS TEKNOLOGI FORKLARER FORTIDEN Jeg har lært hjemmefra, at man altid skal følge sine interesser, og dem har jeg mange af. Derfor har jeg i dag en sammensat uddannelse med elementer fra historie, arkæologi og indianske sprog og kulturer. Og jeg har stadig flere interesser... Således åbner Mads Jørgensen samtalen, da han ringer i pausen mellem to fag på universitetet UCL i London, hvor han studerer. Mads er cand. mag. og arkæolog, men han er slet ikke færdig med at dygtiggøre sig. Det er tydeligt, at han har forberedt sig på samtalen, og han fortsætter lige så ivrigt, som han indledte: "Inden jeg påbegyndte mine studier på historie, tog jeg et sabbatår, hvor jeg bl.a. rejste og arbejdede. Her blev jeg opmærksom på studiet "indianske sprog og kulturer", som umiddelbart appellerede bedre til mig, da det er et interdisciplinært fag, hvor jeg kunne kombinere mange af mine interessefelter. Jeg begyndte alligevel mine studier på historie, da jeg vendte hjem, for jeg var allerede indskrevet. Desuden manglede jeg spansk på c-niveau, som var et krav for at komme ind på indianske sprog og kulturer. Efter den første tid på historie blev min bekymring bekræftet: Studieordningen var ikke lige mig, så jeg læste spansk sideløbende for at skifte fag. Det har jeg på ingen måde fortrudt. Arkæologi i Latinamerika Parallelt med mine studier i Danmark rejste jeg ganske intensivt i Latinamerika, hvor jeg også studerede. Selvom indianske sprog og kulturer var et fag, der favnede de fleste af mine interesser, så manglede det i hvert fald på min studieordning den praktiske arkæologi. Derfor optog jeg et lån, og i samråd med en underviser kontaktede jeg et projekt i Belize, hvor jeg kunne tilegne mig de færdigheder, som faget ikke kunne give mig. Her oparbejdede jeg erfaringer i praktisk arkæologi, som siden gav mig mulighed for at arbejde på den absolut største arkæologiske udgravningsplads i Mexico, som hedder Teotihuacan. Her deltog jeg sammen med andre studerende i et prestigefyldt projekt i 2012, der hed Tlalocan. I to måneder gravede jeg omkring den Fjerklædte Slanges Pyramide, men også i den 120 meter lange gang, som går under pyramiden. Vores undersøgelser omkring pyramiden gjorde os klogere på, hvordan hele komplekset var etableret, og hvordan det havde ekspanderet gennem årene, mens udgravningerne i tunnelen udforskede, hvad formålet med et så arbejdstungt bygningsværk kunne have været specielt med tanke på at tunnelen var opført uden brug af jern. En hypotese er, at det som i Ægypten kunne være en herskers gravkammer, men det er ret usandsynligt, for man har til dato ikke fundet en herskergrav i denne type kulturer. Alt tyder på, at de har kremeret deres højtstående. Til gengæld fandt vi et hav af ofringer. Man er endnu ikke sikker på, hvad formålet faktisk har været, og derfor arbejder man stadig ihærdigt ved Teotihuacan, hvor mit ophold i øvrigt også var støttet af Knud Højgaards Fond. Da jeg stod færdiguddannet, virkede miljøet i Danmark ikke særlig gunstigt for at komme i job. Det indså jeg forholdsvist hurtigt, og derfor tænkte jeg, at jeg ville supplere mine eksisterende uddannelser med en, der havde appel til flere industrier. Efter et 6-ugers GIS-kursus, som jeg havde fået gennem min a-kasse, indså jeg, at der heri lå en interessant mulighed. Ved GIS kunne jeg kombinere mine interesse for historie og arkæologi med en teknologi, der er i fremdrift og anvendelig i stort set alle industrier. Derfor befinder jeg mig nu i London, hvor jeg studerer en 1-årig Master of Science i GIS & Spatial Analysis in Archaeology på UCL. GIS Geografisk InformationsSystem GIS er kort fortalt en teknologi, der kan behandle kort og data med en geografisk udstrækning. Alt data, der har en relation til den fysiske verden, kan potentielt behandles i >> 16 Knud Højgaards Fond

17 Årsberetning

18 18 Knud Højgaards Fond

19 >> FREMTIDENS TEKNOLOGI FORKLARER FORTIDEN GIS. Et eksempel kunne være, hvis Københavns Kommune ønskede at anlægge en cykelsti. Her ville GIS kunne finde den hurtigste og den mest rentable rute. Det kunne også tænkes, at en butikskæde ville åbne en ny filial. Så kunne GIS beregne placeringen af kunder, konkurrenter og andre forhold, der kunne være relevante fx i forhold til varedistribution. I arkæologiens verden kan teknologien hjælpe med at lokalisere nye fund. Hvis man fx indtaster kendte fund i et specifikt område, kan systemet på baggrund af disse data og fysiske parametre som højde, klima, afstand fra havet etc. beregne steder med høj sandsynlighed for arkæologiske fund. Det er hensigtsmæssigt for arkæologerne, men det er også hensigtsmæssigt for entreprenører, der måske ikke deler arkæologernes begejstring for fortidslevn i jorden. GIS anvendes også i den danske museumsverden, men teknologiens fulde potentiale udnyttes endnu ikke. Det skyldes bl.a. økonomiske begrænsninger, for jeg har ikke indtrykket af, at der mangler velvilje. UCL University College London UCL tilbyder i øjeblikket det absolut bedste GIS-arkæologi-program i verden, og da universitetet ligger i et EUland, var der ikke de store komplikationer forbundet med at flytte hertil. Endvidere blev jeg tilgodeset af en række fonde, som gjorde mit ophold muligt. Herunder Knud Højgaards Fond der meget generøst ydede mig kr. i støtte. Fritid Jeg er taget til London med henblik på at opkvalificere mig, og det bruger jeg det meste af min tid på. Når jeg ikke er til forelæsning, så forsker jeg på eget initiativ. Jeg finder dog også tid til at spille lidt fodbold, løbe en tur, og så prøver jeg at få oplevet London og besøgt en pub eller to med mine venner, men langt størstedelen af min tid går på studierne og aktiviteter med relation hertil. Jeg er i øjeblikket tilknyttet to praktikpladser i private arkæologiske virksomheder, jeg er frivillig i Society for Archeology Master Students, og så er jeg copy-editor på et tidsskrift. Fremtidsplaner Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg spiller på flere heste, hvad min fremtid angår. Jeg har ikke besluttet mig for, om mit fremtidige virke skal findes i den private sektor eller den offentlige. Derfor orienterer jeg mig i øjeblikket i flere lejre. Med mine praktikpladser håber jeg at skabe et netværk i det private erhvervsliv. Jeg har også ansøgt om en ph.d. her på UCL, hvor jeg vil anvende GIS til at undersøge en periode i dansk stenalder (senneolitikum) blandt andet for at illustrere GIS uforløste potentiale i dansk arkæologi. Jeg er formelt blevet godkendt, men jeg mangler stadig midler til at kunne finansiere forløbet. Det er utroligt dyrt, og jeg ved ikke, om det er muligt at finde så mange penge. Samtidig holder jeg mig opdateret på GIS-udviklingen i Danmark, hvor jeg har planer om at søge ansættelse, når jeg er færdig. Formålet med mit ophold er at opkvalificere mig til et arbejde om det så er til en stilling i den offentlige eller den private sektor er lige nu af mindre betydning". Pausen mellem forelæsningerne er slut, og Mads vender tilbage til det, han er kommet for: dygtiggørelse. Årsberetning

20 DIGNITY DIGNITY Dansk Institut Mod Tortur er en selvejende institution, der bekæmper tortur på alle niveauer: De forebygger tortur, de behandler dens ofre, og de forsker i at komme den til livs. Ellen Schmidt-Nielsen er fundraising- og marketingschef i DIGNITY, og hun fortæller her om organisationens arbejde: "Definitionen på tortur er systematisk smerte og vold, der bliver påført af offentlige institutioner. Det er typisk politi, fængselsbetjente og militær, der torturerer, og det er desværre en ret udbredt praksis i visse dele af verden. Der findes endda lande, hvor torturen er systematiseret. Her bruger politiet tortur for at aftvinge tilståelser og skabe generel frygt blandt befolkningen. Som regel går de efter de svageste og mest sårbare i samfundet, hvorfor disse befolkningsgrupper lever under et konstant og ubærligt pres. Vi behandler ca. 100 familier om året. Desværre kan vi kun hjælpe dem, der har fået dansk statsborgerskab. De mennesker, vi behandler, har gennemlevet skæbner, vi andre slet ikke kan sætte os ind i. Som regel er der tale om helt uskyldige mennesker, der bare har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Der findes også regimer, der ikke tillader, at folket ytrer sig kritisk. I visse tilfælde kan en kritisk bemærkning betyde, at familiemedlemmer helt ude i 5. led forfølges, og repressalierne er så grufulde, at man ikke alene forfærdes over, at de finder sted, men også over at nogen kan udtænke noget så ondskabsfuldt. Ofrene får bank, stød og det der er værre. Det kan være svært, men det er vigtigt, at vi åbent fortæller om de uhyrligheder, vi bekæmper. En tragedie der nedarves Torturen er i sig selv forfærdelig, men ligeså slem er dens konsekvenser, som varer ved længe efter, at de fysiske sår er helet. Psykologien opererer med et begreb, der hedder "traumevandring". Der er desværre en tendens til at ofrenes reaktioner på torturen vandrer videre til deres børn. Ofrenes angst, frustration og vrede nedarves altså i næste generation, og det svækker selvfølgelig deres muligheder. Derfor arbejder vi i øjeblikket på at formulere en indsats, der kan hjælpe de mange børn af torturofre, der lever en kummerlig tilværelse i Danmark netop nu. De børn vokser op uden den fornødne omsorg, og deres forældres angst afskærer dem ofte fra at knytte sociale bånd. Behandling er en væsentlig del af vores virke, men vi arbejder også ihærdigt på at forhindre, at torturen overhovedet finder sted. Det gør vi bl.a. gennem vores internationale samarbejdspartnere. Gennem dem er vi repræsenteret i Mellemøsten, Latinamerika, Asien, Afrika og Østeuropa. Det er klart, at vi disse steder må gribe sagen helt anderledes an. Det kan fx være af mere politisk karakter, så vi kan lægge pres på beslutningstagerne. På den måde medvirkede vi til, at man i Jordan indskrev i loven, at tortur er forbudt. Andre steder underviser vi politiet og jurister, mens vi andre steder igen tilbyder terapi. Langt fra målsætningen Det er ikke mange organisationer, der arbejder for at blive overflødige, men det er helt og holdent vores målsætning. Desværre ser det ikke ud til, at vi kan indfri den målsætning i den nærmeste fremtid. Vi er en statsstøttet organisation, men vi er også stærkt afhængige af donationer, som den generøse Knud Højgaards Fond har betænkt os med. Vi er meget taknemmelige for de kr., som fonden har ydet til os og torturens ofre. DIGNITY afholder hvert år en prisoverrækkelse, og ved den sidste af slagsen, havde vi besøg af Julia, der havde indvilget i at fortælle sin historie. Den fortæller på en og samme tid, hvor forfærdelig torturen kan være, og hvor afgørende hjælpen er. Jeg lader Julias historie afslutte min: Julia "Jeg blev født i 1965 og er vokset op i en kernefamilie som en ganske almindelig afrikansk pige i Congo med omsorgsfulde forældre. Da jeg blev ældre flyttede jeg til Rwanda, hvor mine forældre oprindeligt kom fra. De var fordrevet fra Rwanda, fordi de var tutsier. Her etablerede jeg en god tilværelse med en kærlig ægtemand og et godt job i Coca Cola. >> 20 Knud Højgaards Fond