Det er en stærk ressource at have i et lille land, når vi kun har få af de traditionelle råstoffer at byde på.

Transkript

1 DEN KREATIVE LØNMODTAGER - af Hans Jensen, formand for LO I LO er vi overordentlig tilfredse med, at kulturministeren og erhvervsministeren nu har fremlagt en meget visionær redegørelse om styrkelse af kulturerhvervene og øget samspil mellem kultur- og arbejdsliv. Dansk kulturliv og danske kunstnere har gennem årene haft stor betydning for Danmarks gennemslagskraft i udlandet. I øjeblikket er det filmbranchen, som har fortjent opmærksomhed, men indenfor musikken, litteraturen, billedkunsten, dansen og teatret har dansk kunstnere også stor bevågenhed i andre lande. Det er en stærk ressource at have i et lille land, når vi kun har få af de traditionelle råstoffer at byde på. Derfor kan LO bakke helt op om regeringens forslag om, at styrke kulturen som erhverv og skabe bedre grundlag for, at dansk kulturliv får afsætningsmuligheder i udlandet. Ideen om at etablere et udviklingsmiljø for kulturelle iværksættere på Holmen er glimrende, ligesom det er væsentligt, at der i regeringens redegørelse foreslås en række initiativer til at fremme eksportmulighederne for dansk kunst. Men det der i redegørelsen ligger fagbevægelsen mest på sinde, er selvsagt regeringens udspil til et øget samspil mellem arbejdsliv og kulturliv. Og der er god grund til at bruge ordet arbejdsliv og ikke ordet erhvervsliv, som anvendes i regeringens redegørelse. Fordi dette samspil ikke alene skal dreje sig om de private virksomheder, men også omfatte de mange offentlige arbejdspladser. Og fordi udgangspunktet og fokus må være det enkelte menneskes udvikling som grundlag for at skabe bedre arbejdspladser og gerne mere konkurrenceevne. Det er LO s opfattelse at kunstnerne og kulturelle kompetencer i fremtiden kan medvirke afgørende til at udvikle mennesker og vores arbejdspladser. Frigørelsen og udviklingen af hvert enkelt menneskes skabende og kreative ressourcer har altid været en fundamental målsætning for fagbevægelsen, og er den helt afgørende forudsætning for udviklingen af vores arbejdspladser. At hvert enkelt menneske kan få mulighed for at bruge sine ideer, tanker og skabertrang i dagligdagen er grundlæggende vigtigt for den enkeltes livskvalitet, men også et stort uudnyttet potentiale i store dele af arbejdslivet. I takt med at flere og flere af de monotone arbejdsopgaver falder bort, og der stilles større krav til arbejdspladsernes evne til udvikling og omstilling, kommer det enkelte menneskes kreative tænkning og deltagelse til at spille en afgørende rolle. Fagbevægelsen har med visionen om Det Udviklende Arbejde og en lang række initiativer til at virkeliggøre denne, været med til at skabe udviklingsprocesser på

2 2 mange arbejdspladser, der har taget sit udgangspunkt i muligheden for personlig udvikling, indflydelse, høj kvalitet i produkter og service samt stor social og miljømæssig ansvarlighed. Det ligger i lige forlængelse af denne indsats, at vi også gerne vil bidrage til regeringens målsætning om at skabe bedre rammer for et langt stærkere samspil mellem kulturliv og arbejdsliv. Vi ser afgørende muligheder i dette samspil. Kunstneriske og kulturelle kompetencer vil kunne bidrage afgørende positivt til udviklingen af både det enkelte menneske og den enkelte arbejdsplads Disse kompetencer kan bidrage til menneskers og arbejdspladsers udvikling og læring på en række konkrete felter, når det drejer sig om: - at opøve evnen til at improvisere muligheder og løsninger på arbejdspladsen - at følelser synliggøres og anvendes i udviklingsprocesser - at opøve evnen til at lytte, lege og udtrykke sig - at skabe god atmosfære og sindsstemning på arbejdspladsen - at skabe indlæring på en konkret og praktisk måde - at tænke problemer, udfordringer og processer i en helhed - at danne ramme for fælles oplevelser på arbejdspladsen - at være kritisk spejl på arbejdspladsens udvikling og produkter - at udgøre en neutral ramme for at løse konflikter ved at arbejde med følelses- og holdningsmæssige problemstillinger på en ufarlig måde. - at etablere alternative kommunikationsrum med ikke verbale udtryksformer og andre spilleregler end dem der gælder i dagligdagen. - at styrke muligheden for perspektivskifte og perspektivudvidelse gennem arbejde med billedsprog, roller, fortælling m.v. Generelt vil kulturelle oplevelser og kulturel deltagelse for medarbejderne i mere traditionel forstand også bidrage til at skabe bedre og mere engagerede rammer for arbejdspladsens udvikling. Det være sig i form af kulturelle arrangementer, kunstnerbesøg m.v. på arbejdspladsen eller i form af kulturelle oplevelser udenfor arbejdspladsen. Der er ingen tvivl om. at de arbejdspladser som satser målrettet på dette sikrer større medarbejderengagement og bedre arbejdsklima. Det er på denne baggrund, at vi i LO for kort tid siden præsenterede vores eget indspil til regeringens redegørelse i form af 5 konkrete forslag.

3 3 1. At der etableres en 4-årig forsøgspulje på kr. 100 mio til fremme af konkrete udviklingsprojekter på arbejdspladserne med udgangspunkt i et samarbejde med kunstnere og kulturlivet. 2. At der etableres en 2-årig forsøgspulje på kr. 30 mio til fremme af kulturelle aktiviteter og arrangementer på arbejdspladserne. 3. At der igangsættes et forskningsprojekt, der med udgangspunkt i allerede igangværende initiativer samt de 2 puljer, udreder erfaringer med og udviklingsperspektiver i samspillet mellem kulturliv og arbejdsliv. 4. At der sammensættes et Kultur- og udviklingsforum med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, regeringen og kulturlivet, der foretager uddeling af støtte fra de 2 puljer, følger forskningsprojektet og løbende drøfter initiativer, der kan fremme samspillet mellem kultur- og arbejdsliv. 5. At der i samspil med Undervisningsministeriet igangsættes et udredningsarbejde med henblik på, at belyse mulighederne for at styrke det kreative indhold i det danske uddannelsessystem. Det vil være helt nødvendigt, at der fokuseres mere på uddannelsessystemet end tilfældet er i regeringens redegørelse. Her tales der primært om et samarbejde mellem de merkantile og de kreative uddannelser, hvilket også er vigtigt, men helt afgørende er det, at der bliver stillet mere skarpt på det kreative indhold i vores uddannelser generelt fra folkeskolen over ungdomsuddannelserne til kortere- og videregående uddannelser. En indsats for allerede her at styrke de skabende og kreative kompetencer hos de unge er måske den allerbedste investering, der kan foretages. Endvidere vil det være væsentligt, at forskningen på feltet bliver tilstrækkelig rummelig, sådan at bl.a. de forskningsmiljøer, der allerede har gjort erfaringer på området får mulighed for at medvirke og udvikle deres arbejde yderligere. Vi glæder os nu til i samarbejde med regeringen og andre gode kræfter at bidrage til at udmønte mere konkrete initiativer på baggrund af den fremlagte redegørelse. Men der er grund til at understrege, at det er helt afgørende for gennemslagskraften i regeringens visioner, at der gives en tilstrækkelig stor økonomisk gulerod, som sikrer, at det ikke kun er de helt store arbejdspladser, der binder an med kulturelle partnerskaber, og at det ikke kun er de i forvejen kreative og stærke medarbejdergrupper, som kommer med på vognen. Men sikres der et offentligt økonomisk incitament til at få dette afprøvet over en bred kam, sådan at de positive erfaringer kan brede sig, vil det offentlige bidrag kunne bortfalde efter en rimelig kort årerække. Man har imidlertid ikke kunne undgå at bemærke, at der i debatten om regeringens initiativer fra flere sider har været udtrykt bekymring for, om kulturen nu skal

4 4 omklamres af erhvervslivet, og om kunsten nu skal reduceres til sådan en almindelig nyttegenstand eller konsulentlignende funktion i samfundet. Her det vigtigt at fastholde perspektivet i visionerne om et samspil mellem kultur og arbejde. Der er ingen der anfægter kunstens og kunstnerens helt nødvendige uafhængighed og frihed - tværtimod - det er netop kunstens forudsætning. Kunsten skal ikke underlægges erhvervslivet. Kunsten skal være sig selv. Og ingen skal anfægte den enkelte kunstners ret til selv at definere og forsvare sin egen kunstneriske integritet. Men når scenen pludselig er flyttet ud fra kukkasse-teatret til en arbejdsplads eller billedkunstneren arbejder med montagehaller fremfor et lærred eller forfatteren laver fortællinger sammen med et rengøringsteam, ser vi det i fagbevægelsen som en ny platform for kunstnerne. Et nyt materiale, en ny inspiration - ja - måske endda en ny virkelighedsopfattelse og hvem ved - et nyt publikum. Og selvfølgelig også - en ny indtægtsmulighed. I fagbevægelsen har vi før efterlyst, at kunstnerne blander sig mere i samfundsdebatten og samfundsudviklingen. At lave fælles projekter med folk på arbejdspladserne er en god måde at blande sig på. Vi synes det er et godt partnerskab, når nogle af fagbevægelsens medlemmer kan finde sammen med kunstnere om udviklingsprojekter, hvor alle parter synes det er givende og berigende. Det er ikke alle kunstnere som har lyst til det, og det er selvfølgelig helt i sin orden, men det nytter heller ikke noget, at nogen forsøger at udstille de kunstnere der har valgt arbejdspladser og arbejdere som samarbejdspartnere i en periode som værende nærmest prostituerede eller andenrangskunstnere. Det er helt urimeligt og helt misforstået. I den sammenhæng er det også vigtigt at understrege at dette ikke handler om, at der nu skal overføres ressourcer fra det eksisterende budget i Kulturministeriet til disse samspilsaktiviteter. LO vil altid være fortaler for, at der sikres tilstrækkelige selvstændige ressourcer til kunsten og kulturlivet. De ressourcer LO foreslår anvendt betragter vi primært som en erhvervspolitisk investering, der ligger i helt naturlig forlængelse af regeringens økonomiske pulje til støtte af udviklingsaktiviteter indenfor ledelse, organisation og kompetence på 250 mio kr., der udløber i år 2001, ligesom det vil være et væsentligt bidrag til at

5 realisere regeringens nye erhvervsstrategi dk21, hvor der specielt fokuseres på at skabe et mere kompetent og innovativt erhvervsliv. At det så samtidig giver øget beskæftigelse og øgede udfoldelsesmuligheder for kulturlivet er en behagelig følgevirkning. Det er naturligvis tankevækkende, at der i forslagene kun lægges op til at inddrage amter og kommuner i det forberedende arbejde, og at det kun er erhvervsledere, der tænkes repræsenteret i det netværk man foreslår etableret omkring de konkrete initiativer. Hvis disse initiativer skal sikres bred opbakning og fænge an på arbejdsmarkedet generelt og ikke kun i forhold til eliten, vil det være helt afgørende at arbejdsmarkedets parter inddrages i arbejdet, og det vil være væsentligt at også kunstnerne og deres organisationer tages med i processen. LO er således klar til at indgå i det videre arbejde med regeringens forslag, ligesom fagbevægelsen i det hele taget vil styrke sit kulturpolitiske arbejde i de kommende år. Det første skridt blev taget da LO i juni måned nedsatte Det Kulturelle Vismandsråd, hvis første rapport blev præsenteret i starten af november. Initiativet fik meget omtale og lidt blandet modtagelse. Mange roste initiativet, og nogle var skeptiske. Og spørgsmålet blev stillet, som det altid er blevet det, når LO sættes i sammenhæng med kulturpolitik: hvad har fagbevægelsen og kultur med hinanden at gøre? Og lad mig her på denne hæderkronede plads i kulturens egen avis slå det fuldstændig fast. Kulturel udvikling i samfundet og alles mulighed for kulturel deltagelse og udfoldelse er et historisk udgangspunkt for fagbevægelsen. Fra arbejderbevægelsens start har det været et højt prioriteret krav, at arbejderne også skulle have adgang til samfundets kulturgoder - i første omgang i form af uddannelse, oplysning og åndelig udvikling. De historiske beviser for det er mange. Allerede ved den første skandinaviske arbejderkongres i Gøteborg i 1886 slog man fast, at målet for arbejderbevægelsen var lykke og tilfredshed i samfundet. I flere socialdemokratiske programmer formulerer man, at arbejderbevægelsens mål er såvel materiel som kulturel frigørelse. Ja selv på bannerne hos de arbejdsløse i 20 erne kunne man læse kravene: kortere arbejdstid - højere kultur! Og ingen faglig leder har sagt det mere præcist end Internationalt LO s generalsekretær Otto Kersten, da han ved LO s 75 års jubilæum i 1973 sagde : Fagbevægelsens inderste mål er en forbedring af livets kvalitet. 5

6 Selvom fagbevægelsen altså er rundet af arbejdet og arbejdslivet, så har visionen fra begyndelsen været at arbejde for menneskers hele liv, uanset om det drejede sig om boliger, uddannelse eller kultur. Og arbejderbevægelsen var fra sin start en stor kulturbevægelse, hvor man med egne kræfter sikrede uddannelsesmuligheder og oplysning for medlemmerne, etablerede højskoler, sørgede for børne- og ungdomsklubber, oprettede sangkor, læseselskaber, bogklubber,teatergrupper og meget mere. ARTE, AOF og vore højskoler er nulevende beviser på det. Men da arbejderbevægelsen fik større politisk magt blev alle disse udfordringer og opgaver til en del af velfærdssamfundet. Det blev samfundets opgave at sikre uddannelse, oplysning og kultur til alle. Og det blev arbejderbevægelsens rolle - ikke selv at udføre opgaverne - men gennem politisk pres og arbejde, at gennemføre en offentlig kulturpolitik for alle. Det var dog en debat der primært foregik i den politiske del af bevægelsen, hvilket også har betydet, at den kulturelle diskussion i fagbevægelsen har været rimeligt begrænset i nyere tid. Det er da også forståeligt, at man i den første tid koncentrerede sig om de helt basale behov som smør på brødet og ordentlige boligforhold. Men der er heller ingen tvivl om, at den mere grundlæggende debat om livskvalitet og kultur i alt for mange år har været nedprioriteret i forhold til traditionelle krav om materiel udvikling og velstand. Nok har vi i fagbevægelsen afholdt kulturkonferencer, uddelt kulturpriser, købt kunst, støttet film og lavet spændende aktiviteter med kulturlivet til gavn for vores medlemmer, men vi har beskæftiget os for lidt med den egentlige kulturpolitiske dagsorden, og vi mangler i den grad en debat om, hvad et helt og lykkeligt liv egentligt er i det 21. århundrede. Derfor fremlagde vi i LO på den seneste kongres et kulturpolitisk manifest, der er grundlaget for de kommende års kulturelle arbejde i LO, og som fastlægger 3 indsatsområder for de kommende år. For det første vil vi gerne, som tidligere anført, være med til at udvikle vores arbejdspladser, så vores medlemmers kreativitet og ide-rigdom i højere grad bliver udfoldet. For det andet vil vi gerne udvikle en god og kritisk dialog med kunstnere og kulturlivet. Og for det tredje vil fagbevægelsen gerne give sit bidrag til at sikre gode og kvalitative kulturtilbud til hele befolkningen - og ikke kun de få. 6

7 Det er også med det udgangspunkt, at vi mener samfundet kan opnå en kulturpolitisk gevinst ved at gennemføre en større satsning på samspillet mellem kultur og arbejde, som det er foreslået i regeringens kultur- og erhvervspolitiske redegørelse. Øgede aktiviteter her giver nemlig også mulighed for, at almindelige lønmodtagere i højere grad får mulighed for kulturelle oplevelser og at møde kunsten. Det er i dag stadig de veluddannede og mere velstillede, der nyder mest godt af kulturtilbuddene. Men ved at gøre arbejdspladsen til et forum, hvor kunst og kultur kommer til at spille en vigtigere rolle, kan det altså også være med til modvirke den kulturelle skævhed i Danmark. 7