Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1.søndag efter påske side 1. Første søndag efter påske Tekst. Johs. 20,15-19.

Transkript

1 side 1 Første søndag efter påske Tekst. Johs. 20, En samtale mellem to. En tidlig morgen på strandbredden ved Galilæa sø. En dag som alle andre, men en dag som ingen andre. Samtalen mellem Jesus og Peter fandt sted efter den dramatiske uge i Jerusalem, hvor disciples håb var blæst omkuld. De sidste uger havde været som en dag i båden på søen. Først i stille vand med luft i sejlet og sol der spejlede sig i søen og spejlede varme i ansigterne. Så kom stormbygen og tætte skyer som lukkede himlen og var ved at sænke båden. Og så blev alt stille igen, men masten var knækket og årene tabt. Disciple i en båd som drev for strømmen. Sådan havde påskeugen været for dem. De havde fulgt Jesus gennem palmesøndags fest og i dage hvor han var midtpunkt i diskussionerne i Jerusalem. De huskede skærtorsdag, dagen hvor de var samlet i sluttet og fortrolig kreds, som en familie omkring festbordet. Så fulgte nattens splittelse da Jesus blev arresteret, og den lange fredag hvor alt blev knust, og det hele endte ved en grav, som blev lukket af den hårde sten. Alt var stendødt. Så fulgte døgn hvor sindet var lammet og fremtiden stod spærret, som et fangehul. Ribbet og berøvet alt, kun kroppen levede, sindet var dødt, tanken stod stille. Så brød rygtet igennem, som en sol der står op. Graven var tom, og som af døs vågnede noget op, fremkaldt af det umulige rygte, og så stod han der mellem dem, men forsvandt igen. Tro og tvivl, glimt og fravær. Tiden fra påske og frem var for 1

2 side 2 disciplene dage med håb og tvivl. Og nogle vendte tilbage til den gamle hverdag, den med fiskeri ved Galilæa sø. For når et menneske ikke kan finde sig selv, så må det finde tilbage til der hvor det kom fra. Finde sin livstråd, sin forbindelse tilbage til virkeligheden. Det havde Peter og de andre gjort, og den nat havde de fisket i måneskinnets stilhed og på blankt vand, men hev tomme garn af vandet. Da i morgendæmringen ser de ild fra et bål på stranden, og en skygge sad ved bålet, mon han stegte fisk? Peter i båden ser hvem det er og sprang fra borde, plaskede ind og trådte drivvåd op på stranden, og gik med langsomme fødder hen til bålet og satte sig. De andre kom efter da båden nåede bred, og var hevet på land. Nu sad de der, tavse, undrende, og anede ikke nok til at tale. Øjne måtte suge kraft af det de så, for at sindet kunne åbne sig. Men Peter, sad med knuget hjerte og nedslagne øje. Han huskede noget, huskede sit svigt. Denne samtale er mellem to venner. Den ene er Guds søn, den anden en discipel. Men de er også to venner, som sammen har gennemvandret landet, sovet under et træ i natten, tørstet og sulte på lange vandringer. Som sammen havde oplevet meget gennem tre år. Tre år som føltes som et helt liv. Som var begyndt der ved en fiskerbåd og fiskegarn på stranden, og som var endt i Jerusalem med nederlag og svigt. Peter havde svigtet og hanen havde sunget sviget ud så det genlød mellem mure og i Peters sind. Tavs sad han, tung af skam. Men hele hans krop og hele hans sind var et skrig efter udvej, derfor sad han der. 2

3 side 3 Fuld af længsel. Ydmyget af sig selv, dog ydmyg sad han som et råb om tilgivelse. Menneskefrygten havde sejret over kærligheden. Det som så ofte sker for os mennesker, at vi mærkeligt nok er bange for hinanden, bange for at stå ved hvem vi elsker og hvad vi tror. Underligt at vi mennesker er både de bedste venner og de værste fjender for hinanden. Ved bålet sad han som kendte mennesket. Han som havde oplevet mennesket som de er, både når de er bedst og når de er værst. Som var forrådt af en Judas og svigtet af Peter. Og dømt og fordømt af den manipulerede pøbel. Mærkeligt at menneskene i evangeliet beskrives så ærligt. Lederen Peter var ingen helt, men en pjalt da det gjaldt. Judas ville være en helt, som ville tvinge Jesus ud af busken. Judas er en gåde i historien men ting tyder på at han så Jesus som den der med magt skulle gennemtrumfe Guds rige. Og da Jesus så ikke vil spille med på Judas fløjte, så fortryder Judas, og måske opdager Judas til allersidst at han har taget helt fejl af Jesus. Og det kan han ikke leve med. Judas kan ikke bære skylden og skammen, og valgte at tage sit eget liv. Men vi må lade gåden Judas stå ubesvaret, han tog sine motiver med i døden. Med Peter var det anderledes. Der er også en gåde med Peter, men mærkeligt nok er det gådefulde ved Peter, at han elskede. Peter var et menneske der ikke havde sin egen dagsorden med Jesus, men var grebet af Jesus i tillid og kærlighed. Peter havde ikke planer med Jesus, det var anderledes. Peter holdt af Jesus. Der var et venskabets, et tillidens og et kærlighedens bånd mellem Peter og Jesus. Peter skulle ikke bruge Jesus for sit eget 3

4 side 4 formål, men havde brug for Jesus som menneske og ven. Og han så Jesus som Guds søn. De to, Judas og Peter er forskellige, Judas ville styre Jesus, Peter vil bare gerne være sammen med Jesus. Der var i Peter en dyb tillid til Jesus, og derfor ramte sviget ham så hårdt. Da Peter fornægtede Jesus var det ikke kun Jesus han fornægtede, han fornægtede også sig selv og sin kærlighed til Jesus. Peter var et ganske almindeligt menneske, et menneske som elskede. Sådan som vi er flest, i denne kæmpende kærlighed, mellem at elske os selv og være tro mod andre. De havde spist ved bålets varme ild, fisken knasede sprødt mellem tænderne, da fangede Jesus Peters øjne, og sagde. Elsker du mig mere end de andre gør? Spørgsmålet var på en gang nådigt og skarpt. Nådigt, fordi Jesus ikke stillede Peter op mod en mur med et spørgsmål som: Hvorfor svigtede du mig? Ikke et spørgsmål fyldt af hævn, som havde naglet Peter til sin skam. Men nådigt som rakte Jesu en hånd til Peter ind bagved, til hans fortvivlede hjerte. Men også skarpt, fordi Jesus med sit spørgsmål rører ved Peters selvsikkerhed og stolte selvbevidsthed. Peter som havde sagt. Om alle andre svigter, så gør jeg det ikke. Peters svar kommer stille, og han tør end ikke bruge ordet at elske, men det forsigtige, har kær. Jesus spørg så anden gang, og igen med det stærke elsker du mig. Peter svarer med de samme ord igen. Og så spørg Jesus tredje gang. Nu med Peters forsigtige kær. 4

5 side 5 Og da er det som om at Peter åbner sit hjerte med svaret: Du ved alt, du ved at jeg har dig kær. Sandheden ligger nu åben, to venner finder sammen igen. Og med de tre spørgsmål har Jesus ryddet fornægtelsens tre stene af vejen. Bruddet heles fordi alle stene fjernes fra såret i hjertet. Samtalen er et ægte møde i kærlighed, ingen forstillelse, ingen løgne dækker såret. Alt er åbent og skammen som havde bundet sig til Peters sind, løses op og forsvinder som en ballon der slippes fri. I samtalen rækkes tilgivelsen på en stærk måde. Vi kan sige: Jeg tilgiver dig, men jeg vil ikke se dig igen. Tilgivet med fyret. Her følger med hvert svar en genindsættelse i sin rolle som leder. Vogt min lam, vogt mine får. Samtalen mellem to, forenet igen, som var det aldrig sket. Peter blev ikke en fuldkommen mand, livet igennem måtte han kæmpe med sin menneskefrygt, men han vedstod sin kærlighed. Og led den skæbne at dø hængt på et kors med hovedet nedad. Peter fik det, som Johannes Møllehave har sagt så enkelt i salmen vi skal synge om lidt. Nåden er et ord fra Gud, over alle dage. Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage. 5