Prædiken til konfirmation 26. april kl & 11.00

Transkript

1 I østen stiger solen op O Gud hør min bøn 70 - Du kom til vor runde jord vi kommer til din kirke, Gud Frydeligt med jubelkor Prædiken til konfirmation 26. april kl & Kære konfirmander og kære gæster, For et par uger siden kom jeg forbi en historie, som har gjort mig meget tænksom. Den handlede om et beskyttelsesrum i London under 2. verdenskrig. I perioder blev rummet brugt næsten dagligt, fordi der hele tiden kom luftalarm og bombefly. De første gange alarmen lød og folk styrtede afsted for at komme i sikkerhed under jorden, var luften i beskyttelsesrummet mættet af frygt. Men efterhånden vænnede man sig til luftalarm og beskyttelsesrum, det blev hverdag, og så var det mere kedsomheden, der fyldte. Ubeskrivelig

2 2 kedsomhed. For hvad skulle man lave i sådan et beskyttelsesrum? Ud over at stirre ud i halvmørket, mens man ventede? Det var jo længe før skærmenes tid. Da var der én, der fandt på, at man i stedet for at kede sig, på skift kunne fortælle sin livshistorie til de andre. Det måtte gerne tager lang tid, og man kunne bare fortsætte, når der atter kom luftalarm, hvis en fortælling ikke var blevet færdig. En gammel mand meldte sig til at være den første, der fortalte. Det viste sig, at han havde været professor på universitet og han begyndte sin livsfortælling med at berette om dengang han blandt mange dygtige ansøgere var blevet udvalgt til sin stilling og fik sit professorat. Han startede med sin vellykkethed. Den næste der skulle fortælle indledte sin livsfortælling med en historie om sin bedstemor, der havde været fabriksarbejder i Liverpool og fortsatte

3 3 så derfra, hele slægten var med i historien. Det blev langt. Hun startede med slægten. En anden begyndte i den modsatte ende og fortalte, hvad hun havde lavet, lige før luftalarmen lød og gik nærmest baglæns ind i sin livsfortælling. Hun startede med nuet. Og så var der hende, der indledte sin historie om sig selv sådan her: Jeg var over 30, da jeg mødte Tom og trevlede sin fortælling op fra det sted, hvor den store kærlighed havde ramt hende. Hun startede med den store kærlighed. Så var der endelig ham, hvis livsfortællings første ord lød sådan her: Jeg er en morder, og som siden berettede om, hvordan han for over 60 år siden, som 17-årig var begyndt at slå igen på sin meget voldelige far, og hvordan faderen var endt med falde ned ad en trappe og brække halsen. Alle troede, det var en ulykke. Han startede med sit mørke. - -

4 4 Hvor begynder man, hvis man skal fortælle nogen om, hvem man er og berette om sit liv? Hvor tager man fat? ( ) Det har den her historie fået mig til at gruble over, både i forhold til jer konfirmander og til alle os andre. Hvor ville vi begynde, hvis vi skulle fortælle om os selv, hvad ville vi indlede med? Med at fortælle om vores dygtighed? Med den store kærlighed, som man heldigvis også tit møder længe før man er 30? Eller ville vi tage fat i det sorgfulde og mørke? Hvor vil vi begynde, hvis nogen gad høre historien om, hvem vi er? Hvordan ville vi gribe det an? Som sagt har jeg tænkt meget over det. Uden helt at få klarhed over, hvor jeg selv ville begynde. Lige indtil den anden dag, hvor jeg var her i kirken for at ordne noget og var så optaget af at svare på en sms samtidig med, at jeg lavede alle mulige andre ting, at jeg gik lige ind i døbefonten og slog mit skinneben.

5 5 Det sidste, tror jeg ikke var meningen. Men pludselig stod jeg og stirrede - ikke på skærmen - men ned i hulningen i døbefontens sten, hvor mange af jer konfirmander og mange af jeres gæster er døbt. Døbefonten. Dåben. Det sted i kirken, hvor de fleste af os har fået Guds tegn på, at vi hører til, at vi har en plads i verden og er nogen, og at det er så godt vi er her. Netop dér jeg vil anbefale at vi begynder vores livsfortælling: med at Gud selv har givet os betydning og sagt at vi hører til, uanset hvad der siden bliver af os. Man kan godt sige det på den måde, at vi i dåben får at vide, at vi er kongebørn, vi er kongebørn, Guds kongebørn. Alt det gælder også hvis vi ikke er døbt - Gud er ikke smålig, alle er hans mennesker - men vi bliver døbt, så vi ved det, så vi har et tegn på det. For mennesker behøver tegn på at kærligheden gælder, det er derfor, der er noget, der hedder en vielsesring. Og

6 6 hvordan skulle vi kunne vide, at vi er kongebørn, hvis ingen havde fortalt os det? Så ville vi bare tro, at vi var dygtige eller svage eller stærke eller upopulære. Men som døbte ved vi, at der første der er at sige om os er at vi er Guds kongebørn. Og det kan man også godt være tænksom i forhold til, for det betyder jo faktisk, at man måske skal fortælle sin livshistorie om, hvis man havde glemt det med dåben, indtil man slog skinnebenet. Vi må alle sammen begynde fortællingen om os selv sådan her: Jeg er et kongebarn. Ikke mindst jer, kære konfirmander, som jeg er kommet til at holde så meget af. I har givet mig så megen glæde og lært mig så meget. Og kan godt sige det højt til alle, der kender jer: at hvis I er repræsentative for ungdommen nu om dage, så kan det kun gå fremad. I er simpelthen skikkede til livet, I er livsduelige. Og det har noget at gøre med, at I gider - I gider gå, I

7 7 gider tænke, I gider spille fodbold, I gider synge, I gider drille, I gider spørge - og I gør også ting, I ikke helt gider. Det er noget uvurderligt nyttigt at kunne - det at gøre noget, man ikke helt gider. Livet bliver usandsynlig kedeligt og meget småt, hvis man kun gør det, man lige gider - det ved I godt, og I er utrolig gode til at udfordrer jer selv dér. Og nu skal en gammel præst tie stille, hvis ikke hun skal blive sentimental og komme til at græde. Kære konfirmander! Til lykke med I dag, og til lykke til jeres familie og gæster! Må Gud velsigne den her dag for os alle sammen og gid I og alle vi andre - når vi tænker på vores liv - altid må huske, at vi er Guds kongebørn og hører til og at Gud selv har sagt god for os. amen