Rødlistede padder og krybdyr. i Storstrøms Amt 2006

Transkript

1 Rødlistede padder og krybdyr i Storstrøms Amt 2006 Teknik og Miljøforvaltningen

2 Rødlistede padder og krybdyr i Storstrøms Amt 2006 Storstrøms amt 2006 Natur- og Plankontoret, november 2006 Storstrøms Amt Teknik- og Miljøforvaltningen Parkvej Nykøbing F. Tekst: Kåre Fog Redaktion: Torben Hviid Illustrationer: Kåre Fog Forside: Grønbroget Tudse eller Fløjtetudse - en ansvarsart i det sydøstlige Danmark Layout og tryk: Grafikom A/S Oplag: 200 eksemplarer ISBN nr

3 INDHOLD Forord Indledning Hvor har vi oplysninger fra? Trussels- og beskyttelseskategorier Rødlistekategorier i Storstrøms Amt Nationale rødlistekategorier Rødliste for padder og krybdyr i Storstrøms Amt 1997 og Målsætning Padder Krybdyr Opdræt og udsætning Den hidtidige indsats Vandhulsprojekter Overvågning Opdræt og udsætning af paddeyngel Resultater af indsatsen Status for de fem sjældne paddearter Fremtiden Behov for indsats i de ny kommuner Kommunevis oversigt Lille Vandsalamander Stor Vandsalamander Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Skrubtudse Strandtudse Fløjtetudse eller Gønbroget Tudse Spidssnudet Frø Butsnudet Frø Springfrø Grøn Frø Almindeligt Firben Markfirben Stålorm Hugorm Almindelig Snog Æskulapsnog Referencer Lokalitetsregister

4 2

5 FORORD Mit vandhul er væk jeg forstår ikke et kvæk! Sådan stod der på en plakat, der for snart længe siden forsøgte at gøre opmærksom på forarmningen af naturen, set i frøperspektiv. Da der kom tal på bordet, viste det sig, at udviklingen var meget dramatisk. Vandhuller blev fyldt op, ferske enge groede til, kort sagt levestederne forsvandt. Antallet af lokaliteter med padder reduceredes med over halvdelen i årtierne efter 2. verdenskrig, nogle af de mest sårbare arter forsvandt på få årtier næsten fra dansk natur. I Storstrøms Amt dokumenterede vi med den første regionale rødliste for padder og krybdyr, der udkom i 1997, at tilbagegangen fortsatte i ekspresfart helt frem til begyndelsen af 1990 erne. På Lolland uddøde 70 % af løvfrøbestandene fra 1981 til En rødliste gør status over udviklingen, og alle regionens 12 paddearter, med en enkelt undtagelse, fik i den regionale rødliste 1997 betegnelser som akut truet, sårbar, sjælden og særligt hensynskrævende. Vendepunktet kom med naturforvaltningsloven i 1989 og med de miljøvenlige landbrugsordninger. I amterne fik vi nu økonomisk mulighed for at gøre en aktiv indsats for naturen. I de forløbne godt 15 år har arbejdet for at redde de truede paddearter i amtets natur været et af omdrejningspunkterne i naturforvaltningen. Den foreliggende 2. udgave af padde- og krybdyrrødlisten redegør detaljeret for dette arbejde og resultaterne af det. Det er værd at fremhæve, at indsatsen ikke er sket isoleret af hensyn til enkelte arter. Oprensning og gravning af vandhuller skaber bedre levesteder for vandinsekter og planter, afgræsning af engene hjælper ikke kun særlige padder, men også mange fugle- og plantearter. Det er lykkedes med relativt beskedne midler at vende udviklingen, således at situationen er stabiliseret eller vendt til fremgang for 4 af de 5 sjældneste padder, og tilbagegangen er bremset noget for den femte art. Den ændrede udvikling afspejles ved, at flere arter nu er taget af rødlisten. Men slaget er ikke vundet. Driftsformerne i dagens landbrug er sådan, at de sjældne arters overlevelse i regionens natur fortsat vil afhænge af forvaltningsinitiativer fra offentlige myndigheder. I nærværende rødliste er der omhyggeligt redegjort for, hvorledes hver enkelt af de nye kommuner kan fortsætte det arbejde, der er igangsat, således at resultaterne ikke tabes på gulvet. Rammerne for det fremtidige arbejde er usikre. Der er i disse år meget fokus på Natura 2000 områderne, hvor Danmark har forpligtelser i forhold til EU. Indsatsen i disse områder må på sigt forventes at binde en stor del af de kommunale naturforvaltningsmidler. Som rødlisten her viser, findes mange levesteder for sjældne padder imidlertid uden for disse områder. Hvad er fremtiden for naturen i disse områder, som trods alt er de fleste? Den væsentligste grund til, at græsningen på store engarealer blev genoptaget i løbet af 1990 erne, var indførelsen af EUmedfinansierede miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Disse ordninger er nu under afvikling, - et kæmpeproblem, som vil vise sig i takt med at de oftest 10-årige ordninger ophører. Storstrøms Amt har i naturforvaltningen god erfaring med brug af eksterne konsulenter. Med hensyn til indsatsen for sjældne padder har biolog Kåre Fog ydet en meget stor og vedvarende indsats gennem årene. For kommunerne, særligt de padde-tunge, kan videreførelse af dette samarbejde bidrage til kontinuitet i indsatsen. Vi ønsker kommunerne lykke til i arbejdet! Otto Jensen Formand for Udvalget for Teknik og Miljø 3

6 4

7 INDLEDNING Hvad forstås ved en rødliste over padder og krybdyr? En rødliste er en liste over truede arter. Storstrøms Amt har udgivet en serie af rødlister, nemlig lister over truede arter af planter og dyr i amtet. Listen her over truede padder og krybdyr er et led i denne serie. Padder er en fællesbetegnelse for nogle dyr, der lever på land i nogle perioder, og i andre perioder opsøger vandhuller og søer for at lægge æg der. De omfatter frøer, tudser og salamandre. Krybdyr er en fællesbetegnelse for firben, stålorme, slanger, skildpadder m.m. De kendetegnes bl.a. ved at være beklædt med skæl. Padderne, og visse af krybdyrene, er gået stærkt tilbage i antal i de senere år, og mange af arterne er derfor med på rødlisten. Formål Formålene med rødlisten er: at informere om de truede padder og krybdyr i amtet og hvordan man kan hjælpe arterne at stimulere de ny naturforvaltende myndigheder og interesserede enkeltpersoner til fortsat at samle oplysninger om arternes udbredelse og til at arbejde for deres bevarelse i regionens natur at levere et opdateret grundlag for fremtidig naturovervågning og naturforvaltning For hver af de sjældne og truede arter giver rødlisten i artsgennemgangen fra side 47 et forslag til specifik målsætning. De vigtigste pointer findes i et generelt afsnit om målsætning, side 15. For hver af de ny naturforvaltningsenheder, de seks kommuner, der opstår i det hidtidige Storstrøms Amt, giver rødlisten en oversigt over, hvordan arbejdet for at bevare de arter, der er tale om i hvert område, kan gribes an. Hvor har vi oplysninger fra? Ældre oplysninger Fra årene før ca har vi kun få, tilfældigt indsamlede oplysninger om forekomsten af padder og krybdyr i Storstrøms Amt. I perioden ca til 1955 var der stor interesse for at registrere og beskytte padder og krybdyr i Storstrøms Amt. Interesserede personer, især fra Nykøbing Falster, tog ud og undersøgte hvor der var f.eks. klokkefrøer og løvfrøer, og talte med landmændene om bevaring af frøerne. Der blev også skrevet en artikel i tidsskriftet Flora og Fauna i 1944 med titlen: Løvfrøen og klokkefrøen bør fredes! (Hass 1944); her blev der f.eks. skrevet om flere vandhuller med klokkefrøer på Møn, som burde fredes. Fredning tåler ikke opsættelse, hed det i artiklen. Hele denne indsats gav desværre meget ringe resultat. Kun to små vandhuller på Lolland lykkedes det at få fredet. Der blev lavet frivil- 5

8 lige aftaler med landmændene nogle steder, men disse aftaler holdt kun så længe de pågældende landmænd var i live. Da deres sønner overtog gårdene, følte sønnerne ikke nogen forpligtelse til at holde fædrenes løfte, og det er en af grundene til, at mange af forekomsterne uddøde i årene ca Interessen for bevaring af padderne gik stort set i glemmebogen, og netop i de årtier, da landbrugets mekanisering for alvor slog igennem, var der ingen, der holdt øje med, hvad der skete med frøerne. I 1970 erne vågnede interessen langsomt igen, og fra og med 1976 startede en landsomfattende kortlægning af padders og krybdyrs forekomst, nemlig Atlasundersøgelsen af padder og krybdyr, der blev organiseret af foreningen Natur og Ungdom. Den var baseret på frivillige meddelere, som hver påtog sig at undersøge et bestemt område, og at indsende resultaterne af deres eftersøgning. Atlasundersøgelsen blev koblet sammen med en undersøgelse af, hvordan det var gået på tidligere kendte levesteder. I hele landet blev i tusindvis af tidligere kendte lokaliteter undersøgt igen, og resultaterne var alarmerende, især for sjældne arter. For løvfrøen f.eks. var ca. 90 % af de tidligere kendte forekomster gået tabt. Da Atlasundersøgelsen sluttede i 1986, var det derfor klart, at der måtte gøres noget for at redde de sidste forekomster. I betalte Storstrøms Amt biologerne Erich Wederkinch og Mogens Holmen for at kortlægge løvfrøens forekomst i det meste af amtet. Det gav en vigtig grundlæggende viden, men førte ikke umiddelbart til nogen redningsindsats. Undersøgelser kombineret med bevaring fra 1988 og frem Ikke førend 1988 startede arbejdet med at bevare de sjældneste padder i amtet, idet biolog Kåre Fog, med penge fra Skov- og Naturstyrelsen, undersøgte forholdene for de sidste løvfrøer på Sjælland samt den mindste af amtets to klokkefrøbestande. Begge steder var situationen meget kritisk, og kun ved kunstigt opdræt af indsamlede æg lykkedes det at bringe disse bestande til at overleve. I årene fra 1989 og frem fortsatte Kåre Fog arbejdet med paddebevaring i Sydsjælland på konsulentbasis for Storstrøms Amt. I 1991 blev der taget fat på Lolland, og det viste sig, at af Lollands løvfrø-bestande, der blev kortlagt i , var ca. 70 % uddøde i løbet af de 10 år frem til Et omfattende arbejde med oprensning af de sidste løvfrøvandhuller blev straks sat i gang i efteråret 1991, og på den måde blev næsten alle de bestande, der havde overlevet frem til da, reddet. Fra 1992 fortsatte arbejdet med kortlægning af andre truede arter på Lolland, og også her blev der øjeblikkeligt sat ind med vandhulsprojekter, bl.a. for løgfrøen, som var i stor fare for at uddø på Lolland. Herefter er kortlægningen af de sjældneste arter fortsat systematisk, således at den i princippet er startet på Vestlolland og gradvis har bevæget sig østover. I hovedsagen er alle områder syd for Storstrømmen nu undersøgt, dog med enkelte hvide områder ladt tilbage. Nord for Storstrømmen er der færre forekomster af sjældne 6

9 padder, og her har vi skønnet at det ikke kunne lønne sig at undersøge alle områder. Derfor er kun de mest interessante områder, og visse mere tilfældigt udvalgte områder, blevet undersøgt. Den samlede dækning fremgår af figur 1 herunder. Inden for de markerede områder må det antages, at de arter som kvækker særligt højt, især løvfrøen, er registreret næsten fuldstændigt. Arter der er svære at registrere, især løgfrøen, kan derimod sagtens være overset. Ved denne systematiske eftersøgning efter de sjældne arter er der indsamlet en stor viden om paddernes forekomst i Storstrøms Amt. Krybdyrene har ikke fået nær så stor opmærksomhed. Den eneste egentlige kortlægning af deres forekomst er sket i 1996, da daværende biologistuderende Peer Ravn foretog eftersøgninger af markfirben på Sydsjælland. Figur 1. Det mørke areal viser, hvor Storstrøms Amt har eftersøgt sjældne padder frem til

10 Oplysninger fra lodsejere Professionel kortlægning af dyrene i et så stort amt kan aldrig blive fuldstændig. Det er uundgåeligt, at nogle forekomster bliver overset. Derfor er det af stor værdi, at private lodsejere, der konstaterer interessante forekomster af padder, indberetter dette til amtet. Adskillige bestande af sjældne arter er blevet fundet på den måde, og det har ofte medført, at amtet har kvitteret ved at betale for vandhulsprojekter på den pågældende ejendom. Det kan altså være af værdi, at man henvender sig med oplysninger. I fremtiden kan dette ske til Statens Miljøcenter i Nykøbing eller den relevante kommune. Adressen på førstnævnte er: Statens Miljøcenter Parkvej Nykøbing F Det må dog siges, at inden man henvender sig bør man anvende en smule kritisk sans m.h.t. hvilken slags dyr, man har for sig. Bogen Nordens padder og krybdyr (se litteraturlisten) kan anvendes til at kontrollere dyrearten. Det er som regel til stor hjælp, hvis henvendelsen ledsages af dokumentation i form af fotos eller båndoptagelser. Henvendelser behandles så vidt muligt på den måde, at en konsulent aflægger et besøg på stedet og søger at få oplysningerne bekræftet. Trussels- og beskyttelses-kategorier Gamle rødliste-kategorier Forskellige arter kan være truet i forskellig grad. Man har internationalt anvendt nogle standard-betegnelser, der udtrykker disse grader af truethed. De vigtigste betegnelser har været som følger: Ex E V R I (af engelsk: extinct): uddød (af engelsk endangered): akut truet (af engelsk vulnerable): sårbar (af engelsk rare): sjælden (af engelsk indeterminate): status kan ikke afgøres Derudover har man i de Skandinaviske lande anvendt nogle andre kategorier: X A Særligt hensynskrævende. Bestandsniveauet er reduceret med over 50 % siden Særligt ansvarskrævende. Området rummer en så stor del af den totale bestand, at man her har særligt ansvar for bevaring af arten. Nye rødliste-kategorier Brugen af de ovennævnte kategorier har lidt af den fejl, at det er op til den enkelte eksperts personlige skøn, om en art skal placeres i den ene eller den anden kategori. Derfor har man internationalt ønsket at indføre et nyt sæt af kategorier, som er præcist definerede. Disse kategorier er indført i Danmark efter år En art skal nu opfylde nogle ganske bestemte, temmeligt komplicerede krav for at blive klassificeret i en bestemt kategori, og der skal foreligge mest mulig præcis dokumentation for artens status. Derved bliver det tilnærmelsesvis objektivt, hvordan en art klassificeres. 8

11 EX (af engelsk: extinct): uddød EW (af engelsk extinct in the wild): uddød i vild tilstand RE (af engelsk regionally extinct): forsvundet fra området CR (af engelsk critically endangered): kritisk truet EN (af engelsk endangered): moderat truet VU (af engelsk vulnerable): sårbar NT (af engelsk near threatened): næsten truet LC (af engelsk least concern): ikke truet DD (af engelsk data deficient): utilstrækkelige data NE (af engelsk not evaluated): ikke bedømt NA (af engelsk not applicable): vurdering ikke mulig De kriterier, som arterne skal opfylde for at blive klassificeret som truet, har hovedsagelig at gøre med udviklingen i de senere år (for padder og krybdyr vil det være de seneste ti år). Muligheden for at arten kan blive betegnet som truet, eksisterer næsten kun, hvis der er tydelig tilbagegang inden for denne periode. Arter som ikke er i tilbagegang, kan kun blive klassificeret som truet, hvis bestandene er ekstremt små. Dette vil mere præcist sige, at antallet af individer er mindre end 1000, at forekomstarealet er højst 20 km 2, eller at antallet af kendte lokaliteter højst er 5. Dette nye klassifikationssystem er ikke specielt egnet til at beskrive situationen for padder i Danmark. Alle de paddearter i Danmark, der har været truede, er blevet hjulpet med en stor støtteindsats i næsten alle dele af Danmark, især igennem 1990 erne. Det betyder - heldigvis - at aktuelt er ingen arter i kraftig tilbagegang. De arter der tidligere var mest truet - bjergsalamander, klokkefrø og løvfrø - er endda alle gået markant frem, og bestandene er vokset til over 1000 individer. Det betyder at arterne ikke længere opfylder nogen af kravene, og de kan derfor ikke længere klassificeres som truet. Den nye klassifikation tager ikke hensyn til hvor stor en indsats, der er gjort for at redde arterne. I det tidligere anvendte system var der mulighed for at anvende kategorierne CD (conservation dependent, dvs. overlevelsen afhænger af en fortsat redningsindsats) og O (out of danger, dvs. har været truet, men er nu reddet). Disse kategorier findes ikke i det nye system. Det vil sige at en art, som kun overlever i kraft af en fortsat massiv redningsindsats, bliver klassificeret som ikke truet. Dette spiller en stor rolle når det gælder padderne i Danmark, fordi de alle er påvirket af den gjorte indsats. Hvis man anvender de nye kriterier, og kun dem, fremstår alle arterne som ikke truede. Dette kunne forlede beslutningstagerne til at tro, at der ikke er nogen grund til en indsats. Men det er forkert. Vi ved ikke hvad der ville ske, hvis indsatsen for padderne med ét slag ophørte. Sandsynligvis ville de i begyndelsen klare sig udmærket, men lidt efter lidt ville de igen begynde at gå tilbage. De første tegn på dette ses f.eks. for nogle af de paddebestande i Storstrøms Amt, der blev hjulpet tidligt i forløbet, og derefter har måttet klare sig selv. Desuden kan man anlægge det synspunkt, at det ville være tåbeligt først at bruge mange penge på at bringe bestandene på fode, og derefter, når det er lykkedes efter hensigten, at sige at nu er bestandene ikke længere truede, så nu kan man frit ødelægge deres levesteder igen. 9

12 I Storstrøms Amt har bestandenes udvikling først og fremmest været påvirket af den gjorte naturplejeindsats. Arternes aktuelle status afspejler indsatsen. Men det er ganske usikkert i hvilken grad indsatsen vil fortsætte, efter at amtet per 1/ nedlægges. Da de nye rødliste-kriterier stort set kun omfatter arter i aktuel tilbagegang, ville de give et temmelig intetsigende billede af situationen i Storstrøms Amt. I stedet bruges derfor her det gamle system, og vi inkluderer kategorien CD, der kan opfattes som en supplerende karakteristik på linje med kategorien A. Habitat-direktivet Adskillige arter af padder og krybdyr er omfattet af EU s habitatdirektiv. For de pågældende arter skal direktivet sikre en gunstig bevaringsstatus. Det er bl.a. opfyldt når der er og sandsynligvis fortsat vil være et tilstrækkeligt stort levested til på langt sigt at bevare dens bestande og når data vedrørende bestandsudviklingen viser at bestandene fortsat indgår som levedygtige bestanddele af naturen. Hvis derimod tendensen er at bestandene efterhånden bliver mindre og mindre, og flere og flere bestande uddør, så er bevaringsstatus ikke gunstig. Direktivet giver især to redskaber til at sikre gunstig bevaringsstatus. Det ene redskab omfatter de arter, der er anført på direktivets bilag IV. For disse arter skal landet have en streng beskyttelsesordning med forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder. For visse arter menes dette ikke at være nok. Disse arter står desuden anført på direktivets bilag II. For dem gælder, at der skal eksistere et netværk af særlige beskyttelsesområder. I disse områder skal det sikres at muligheden for gunstig bevaringsstatus opretholdes eller, om nødvendigt, genoprettes. Yderligere er der nogle arter, der skal beskyttes mod at drab eller indsamling ikke sker i overdreven grad. Dette omfatter også et par arter af frøer, fordi de i Sydeuropa traditionelt har været indsamlet til menneskeføde. De arter, der er omfattet af denne form for beskyttelse, er anført på direktivets bilag V. Her er der imidlertid ikke tale om beskyttelse af levestederne. Ud af de arter af padder og krybdyr, der med sikkerhed fortsat lever i Danmark, er der ni arter, som er omfattet af direktivets bilag IV. To af disse ni er desuden anført på bilag II. Tre andre arter er omfattet af direktivets bilag V. Artsfredning Samtlige danske padde- og krybdyrarter blev fredet første gang i 1981 som følge af de forpligtelser Danmark to år tidligere påtog sig ved at undertegne Bern-koventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter. Forpligtelserne efter habitatdirektivet indgår tillige i grundlaget for den nyeste artsfredningsbekendtgørelse, der trådte i kraft i Bekendtgørelsen har især til formål at forhindre kommerciel indsamling og handel med dyrene, hvorimod den forpligtelse til at beskytte levestederne, som gælder for bilag IV arterne, endnu ikke er udtrykt i dansk lovgivning. 10

13 Rødliste-kategorier i Storstrøms Amt Forskellige arter kan være truet i forskellig grad. Når det gælder Storstrøms Amt, har vi valgt at følge de gamle rødliste-kategorier med tilføjelse af kategorien CD, der udtrykker afhængighed af en bevaringsindsats. For Storstrøms Amt defineres rødlistekategorierne således: Kategorier der angiver at arten aktuelt er i en dårlig situation: Ex Uddød. Forsvundet fra Storstrøms Amt efter Ex? Muligvis uddød. Højst sandsynligt uddød, men det kan ikke helt udelukkes at arten har overlevet i ringe antal. E V R Akut truet. I fare for at forsvinde fra Storstrøms Amt i nær fremtid, såfremt de negative faktorer, der for tiden påvirker arten, fortsat får lov at virke. Sårbar. Forventes at blive akut truet i nær fremtid, såfremt de negative faktorer, der påvirker arten, fortsat får lov at virke. Sjælden. Med så små eller få bestande, at arten er særligt følsom for tilfældige, menneskeskabte eller naturlige svingninger samt uagtsomhed. Supplerende kategorier: X Særligt hensynskrævende. Bestandsniveauet er reduceret med over 50 % siden CD Afhængig af bevaringsindsats. Arten vil igen kunne falde tilbage i en af trusselskategorierne, hvis bevaringsindsatsen ophører. A Særligt ansvarskrævende. Storstrøms Amt rummer en så stor del af den totale danske bestand, at amtet har særligt ansvar for bevaring af arten. Endelig omtales i denne rødliste også de øvrige arter, som ikke hører til i nogen af de nævnte kategorier, men hvor det har interesse at gøre status over den aktuelle situation. Tabellerne på side 13 giver en oversigt over arternes status ifølge de ovennævnte kriterier. I de tilfælde hvor arten er så almindelig, at den ikke er klassificeret, er rubrikkerne i tabellen tomme. 11

14 NATIONALE RØDLISTEKATEGORIER for de arter af padder og krybdyr, der forekommer i Storstrøms Amt Arternes rækkefølge følger systematikken (slægtskabsforholdene) Art Rødliste Aktuel Habitat 1997 elektronisk direktivet rødliste Padder Lille vandsalamander X LC Stor vandsalamander X LC Bilag II og IV Klokkefrø E NT Bilag II og IV Løgfrø V DD Bilag IV Løvfrø X LC Bilag IV Skrubtudse X LC Strandtudse X LC Bilag IV Fløjtetudse (grønbroget t.) V LC Bilag IV Springfrø X LC Bilag IV Butsnudet frø X LC Bilag V Spidssnudet frø X LC Bilag IV Grøn frø X LC Bilag V Krybdyr Almindeligt firben LC Markfirben LC Bilag IV Stålorm LC Alm. snog X LC Æskulapsnog Ex RE Bilag IV Hugorm LC Forklaringer til aktuel rødliste: RE: Uddød i Danmark NT: Næsten truet DD: Utilstrækkelige data LC: Ikke truet 12

15 RØDLISTE FOR PADDER OG KRYBDYR I STORSTRØMS AMT 1997 og 2006 Padder: Lille vandsalamander X Stor vandsalamander X Klokkefrø R, A CD, A Løgfrø E V Løvfrø R CD Skrubtudse X Strandtudse V V Fløjtetudse (grønbroget tudse) V, A X, A Butsnudet frø X Spidssnudet frø X X Springfrø Grøn frø X Krybdyr: Alm. firben Markfirben Stålorm Hugorm Alm. snog X Æskulapsnog Ex Ex? Forklaringer: Ex Ex? E V R CD X A Uddød Muligvis uddød Akut truet Sårbar Sjælden Afhængig af bevaringsindsats Særligt hensynskrævende Særligt ansvarskrævende Kategorien A anvendes for klokkefrøen, fordi Storstrøms Amt rummer ca. 900 ud af det totale antal på ca dyr i Danmark (30 %), og for fløjtetudsen, fordi Storstrøms Amt rummer ca. 100 ud af ca. 280 vandhuller med arten i Danmark (ca. 35 %). 13

16 14

17 MÅLSÆTNING Akut nødhjælp Padder I begyndelsen af 1990 erne havde indsatsen for padderne i Storstrøms Amt karakter af akut nødhjælp. Nogle steder mislykkedes indsatsen, og bestandene uddøde alligevel. De fleste steder lykkedes indsatsen, og bestandene overlevede. Det er sandsynligt, at der visse steder i amtet stadigvæk eksisterer små, uddøende bestande, som har brug for hurtig hjælp. Også i de seneste år er det lykkedes at finde hidtil ukendte bestande, som er så små, at de er i akut fare for at uddø. Der er bl.a. tale om bestande, som ikke har noget permanent ynglevandhul, men som dog kan yngle i enkelte, særligt våde år. Det er derfor sandsynligt, at der også i fremtiden vil dukke hidtil ukendte bestande op, som har brug for en hurtig bevaringsindsats. Akut nødhjælp bør derfor fortsat have høj prioritet. Opbygning af levedygtige bestande Efterhånden som arbejdet med at finde de sidste overlevende bestande og at yde førstehjælp til disse er fuldført, bør arbejdet fornuftigvis gå over i næste fase, som er at konsolidere de bestande, som det i første omgang er lykkedes at redde. Mange bestande har kun overlevet i et eneste vandhul. Dette er på længere sigt en meget usikker situation. Hvis der sker en eller anden form for uheld i dette ene vandhul, vil det være nok til at udrydde bestanden. Som et minimum bør hver bestand leve i mindst tre vandhuller, gerne med lidt afstand imellem, for at mindske risikoen for at samme ulykke rammer alle tre vandhuller. Fase 2 består derfor i at etablere nye egnede vandhuller i nærheden af det gamle. De ekstra vandhuller skal også sørge for at bestanden kan vokse i størrelse. Så længe bestanden endnu er lille, er den stadig sårbar over for tilfældige udsving. En hejre kan udvælge sig netop disse vandhuller og tømme dem for frøer; der kan etablere sig en koloni af rotter, der udrydder den lokale bestand; eller der kan komme et par år i træk med ugunstigt vejr, f.eks. nogle meget tørre somre. Ønsket bestandsstørrelse På langt sigt er selv mellemstore bestande, fordelt på flere vandhuller, ikke sikrede mod at uddø. En af de største trusler er indavl. Indavlede bestande risikerer at lide af svækkelse, såkaldt indavls-depression. Spørgsmålet er derfor, hvor stor en bestand skal være for at være sikret mod dette. Her bør man i de fleste tilfælde gå ud fra den tommelfingerregel, at den effektive bestandsstørrelse bør være på mindst 500 dyr. Den effektive bestandsstørrelse er et udtryk for det antal voksne dyr, som deltager i formeringen og bidrager nogenlunde ligeligt til næste generation. Hvis f.eks. nogle af individerne lægger æg i vandhuller, hvor yngelen ikke kan overleve, så tæller disse individer ikke med i den effektive bestandsstørrelse. Hvis nogle gamle, stærke hanner får meget afkom, mens et antal yngre og derfor svagere sjældent har lej- 15

18 lighed til at parre sig med hunnerne, så bidrager også det til at nedsætte den effektive bestandsstørrelse. Desværre ved vi kun lidt om hvor meget det registrerede antal voksne individer er større end den effektive bestandsstørrelse. Man kan dog roligt regne med, at det optalte antal er mindst to gange så stort som den effektive bestandsstørrelse, og det er mere sandsynligt, at det er tre-fire-fem gange så stort. Det betyder, at hvis den effektive bestandsstørrelse skal være på 500 dyr, så skal det optalte antal voksne individer ligge på mindst 1000 og helst et sted omkring 2000 eller derover. Kravet om en effektiv bestandsstørrelse på 500 dyr gælder kun på meget langt sigt. På kortere sigt kan lidt lavere antal godt tolereres; men en effektiv bestand på ca. 100 dyr - svarende til en faktisk optalt bestand på ca. 200 dyr - bør under ingen omstændigheder underskrides. Så længe bestanden tydeligt vokser, vil der tabes meget lidt genetisk variation, og i vækstfasen er der derfor ikke meget fare for indavl. Det er først når bestanden stabiliserer sig på et niveau, at bestandsstørrelsen er vigtig. Og særlig slemt er det, hvis der forekommer tilbageslag, dvs. at bestanden midlertidigt igen reduceres. Hvert tilbageslag vil give en mærkbar genetisk forringelse, og hvis der er forekommet et antal tilbageslag efter hinanden, kan bestanden være blevet mærkbart svækket af indavl. Når det gælder bestande af padder, kan der desværre meget let indtræde tilbageslag. Hvis en eller anden negativ faktor indtræffer, vil den ofte være usynlig i begyndelsen. Der kan f.eks. være kommet fisk i vandhullet, som æder al yngel, og inden man opdager disse fisk, kan der allerede være gået flere år, og bestanden af padder vil da allerede være gået væsentligt ned. Der er derfor brug for en meget nøje og tæt overvågning af de truede bestande, helst med intensive undersøgelser af forholdene hvert eneste år. Desværre er dette som regel ikke muligt i praksis. Bestandenes forhistorie har også betydning. I nogle tilfælde er der tale om bestande, som har været isoleret i lang tid (f.eks. 50 år), og som var meget små på det tidspunkt, da de blev reddet. I de tilfælde er der særligt alvorlig risiko for nedsat vitalitet på grund af indavl, og her må ethvert yderligere tab af arveanlæg fra bestanden undgås om overhovedet muligt. Det kræver, at bestanden straks bringes i en længerevarende vækstfase, hvor den uophørligt stiger i antal fra generation til generation igennem en årrække, og gerne når op på målsætningen om 500 dyr i løbet af blot et årti eller to. I andre tilfælde har bestanden indtil for nyligt stået i forbindelse med nabo-bestande, og/eller den har aldrig været nede under et rimeligt antal på f.eks. 50 eller 100 dyr. I de tilfælde er graden af indavl langt mindre, og så længe den holder et mellem-niveau på f.eks. 50 eller 100 dyr, vil det fortsatte tab af arveanlæg kun ske ganske langsomt. I sådanne tilfælde kan kravet om 500 voksne dyr godt opfattes som et meget langsigtet krav, der først skal være opfyldt om f.eks. 100 år, forudsat at det mellemhøje bestandsniveau kan opretholdes uafbrudt igennem alle årene indtil da. 16

19 Hvordan målsætningen om en effektiv bestand på 500 dyr skal opnås, vil være forskelligt fra sted til sted. Men i mange tilfælde er levemulighederne på den enkelte lokalitet nu så indskrænkede, at det er umuligt at opfylde målsætningen indenfor en sådan lokalitet. I de tilfælde er det nødvendigt at skabe og opretholde spredningskorridorer, således at bestanden kan bringes i kontakt med andre bestande i nærheden. Dette vil ofte kræve, at der allerede nu planlægges sådan, at muligheden for sådanne spredningskorridorer ikke fortabes. Det kan også indebære, at der allerede nu må etableres vandhuller, ikke fordi disse vandhuller er akut nødvendige, men for at undgå at lodsejeren senere hen disponerer på en måde, som til den tid vil gøre det umuligt at anlægge vandhuller det pågældende sted. Fremtidig opfølgning Som nævnt tidligere, blev der i årene omkring 1950 gjort en betydelig indsats i Storstrøms Amt for at bevare de sjældneste paddearter, nemlig ved frivillige aftaler med landmændene, og derudover desværre kun meget få egentlige fredninger, og ingen oprensninger. Når vi nu gør denne indsats op, må vi desværre konkludere, at den har været helt spildt. Vi bør derfor ikke gøre den samme fejltagelse igen og tro, at det er nok at gøre en indsats igennem nogle få år, og derefter lade tingene passe sig selv i tiltro til at alt nu er i orden. Fortsat overvågning er nødvendig, sådan at der straks kan gribes ind, hvis noget går galt. Og med hensyn til vandhulsprojekterne, så bør den nuværende fase med akut førstehjælp afløses af det lange seje træk, hvor bestandene år for år bliver stadigt bedre konsoliderede. Krybdyr Der er endnu ikke gjort nogen indsats for krybdyrene i Storstrøms Amt, især fordi deres tilbagegang gennemgående er mindre drastisk end paddernes. Der kunne dog godt være brug for en indsats. I forbindelse med retablering af grusgrave bør det sikres af bestandene af markfirben fortsat kan klare sig. Markfirbenet er på EU s habitatdirektiv, og myndighederne skal derfor sikre, at arten ikke går tilbage. Det er usikkert om hugormen har overlevet på Lolland. Der kunne gøres mere for at eftersøge den, og for at forbedre dens levemuligheder, hvis den stadig findes der. Det er ikke 100 % sikkert at æskulapsnogen faktisk er uddød Storstrøms Amt. På det punkt kan der også være brug for en indsats - se nærmere detaljer under artsbeskrivelsen. De krav til bestandsstørrelse, der er nævnt for padderne, gælder også for krybdyrene. Hvad der taler imod opdræt og udsætning Opdræt og udsætning Et vigtigt princip ved bevaringen af truede dyrearter er at bevare så stor arvelig variation som muligt. Hvis der f.eks. har overlevet fem små bestande, der hver for sig er isolerede fra de øvrige fire, så er det vigtigt at forsøge at bevare alle fem bestande, f.eks. ved at forbedre leveforholdene på alle fem lokaliteter. Man kunne synes det var lettere blot at få fat i nogle få hanner og hunner fra den største af bestandene, og så skaffe en masse afkom fra 17

20 dem; dette afkom kunne man så sætte ud alle de steder, hvor folk synes det ville være sjovt at have en truet dyreart. Men hvis man kunne gennemføre dette, ville man udrette det modsatte af, hvad man burde: Man ville indskrænke den samlede arvelige variation, fordi næsten alle individer i fremtiden så ville nedstamme fra nogle ganske få forældredyr. Desuden nytter det ikke noget at opdrætte og udsætte truede dyrearter, hvis de bliver udsat på et sted, hvor de ikke kan trives. Der er selvfølgelig nogle grunde til, at den pågældende dyreart er sjælden og i tilbagegang. Hvis man ikke har gjort sig klart, hvad disse grunde er, så kan man heller ikke forvente at få noget ud af at sætte dem ud på nye steder. Hvor man ikke har foretaget meget nøje forundersøgelser, viser det sig næsten altid, at de ikke trives og ikke yngler på det nye sted, hvor man sætter dem ud. Hvis bevaringsindsatsen især var bygget op på kunstigt opdræt og udsætning, så ville der altså sandsynligvis ske følgende: Man ville lade de fire mindste bestande i stikken, og fra den femte bestand ville man tage afkom, som ellers havde kunnet leve videre på stedet, og sætte dette afkom ud på andre steder, hvor de før eller siden formentlig ville gå til uden at efterlade sig efterkommere. Den type projekter ville have meget ringe værdi for naturbevarelsen. I stedet må man ønske projekter, der går ud på at bevare mest muligt af den arvelige variation, der har overlevet frem til nu. Fokus må ligge på at bevare oprindelige bestande, så vidt muligt på deres oprindelige levested, frem for at skabe nye kunstige bestande, der kan opfattes som et udslag af en modestrømning. Om nogle år er det måske ikke så spændende længere at have de sjældne padder, og til den tid vil man måske sige: Vi har selv udsat dem der, så kan vi også selv vælge at lade dem uddø igen. Derved risikerer naturbevarelsen at blive et spørgsmål om kortvarige modestrømninger snarere end om en strategi, der rækker hundrede år eller mere ud i fremtiden. Yderligere vil udsætninger kunne sløre den naturlige geografiske variation. De små forskelle mellem bestande forskellige steder i landet, der kan have udviklet sig gradvis igennem tusinder af år, vil blive udvisket i løbet af nogle få år, hvis man blander afkom fra to hidtil isolerede bestande. Inden for Storstrøms Amts grænser er der f.eks. geografisk variation hos spidssnudet frø og grøn frø. Hvis der flyttes dyr fra Lolland til Sjælland eller omvendt, kan disse forskelle ikke længere undersøges. Der er også påvist geografiske forskelle inden for springfrøen. Afkom fra Sjælland viser sig at have en hurtigere udvikling i vandet end afkom fra Fyn og Blekinge. I de seneste år er der blevet mulighed for at dokumentere genetiske forskelle mellem bestande ved hjælp af DNA-analyser. Analyser af løvfrøerne på Lolland har vist, at bestande, der har været isoleret fra hinanden igennem 20 år, er tydeligt genetisk forskellige, selv når afstanden imellem dem er så lille som 6 km (Fog & Andersen 2005). DNA-analyser af de forskellige klokkefrøbestande i Danmark og nabolande er udført i De fortæller os, at bestandene er indvandret til Danmark for mange år siden, og har været isolerede i 18

21 lang tid derefter. Denne mulighed for at belyse artens indvandringshistorie i Danmark ville være gået tabt for altid, hvis nogen forinden havde blandet dyr fra de forskellige bestande. Nogle få foreløbige DNA-analyser af fløjtetudser har også vist, at der hos denne art eksisterer interessant geografisk variation. Hvad der taler for opdræt og udsætning På trods af, at man som hovedprincip må være imod opdræt og udsætning som metode til at hjælpe truede dyrearter, er der alligevel foretaget adskillige sådanne projekter med padder i Storstrøms Amt. Der kan være forskellige grunde til dette: 1) Akut nødhjælp ved udsætning på samme lokalitet. Bestanden kan være så akut truet, at der er fare for, at de nødvendige forbedringer af levestedet kommer for sent. I nogle tilfælde kan det f.eks. vare flere år, inden forhandlinger med lodsejeren fører til et positivt resultat. For at bestanden kan overleve i mellemtiden, kan man så indsamle yngel fra lokaliteten, opdrætte yngelen i fangenskab, og sætte yngelen ud igen på samme lokalitet, indtil forholdene bliver forbedret så meget, at dyrene igen kan yngle på naturlig vis. 2) Udsætning på en nærliggende lokalitet. I nogle tilfælde er det ikke muligt at forbedre det vandhul, hvor dyrene holder til, f.eks. af tekniske grunde eller på grund af ejerens modvilje. Da vil vi ofte forsøge at skabe eller forbedre et andet vandhul i nærheden. Problemet med at skabe et nyt godt vandhul i nærheden er imidlertid, at de gamle dyr i bestanden ofte er stedfaste og ikke vil tage det nye vandhul i besiddelse. Det problem kan løses ved kunstigt opdræt, hvor man indsamler æg i det gamle vandhul, opdrætter dem, og udsætter yngelen i det nye vandhul, hvorefter de unge dyr så vil blive præget på det nye vandhul og vil yngle dér, når de er blevet voksne. 3) Blanding af to bestande for at modvirke faren for indavl. Hvis to hver for sig meget små bestande har overlevet f.eks. 10 km fra hinanden, så vil de ikke foreløbig på naturlig vis sprede sig så langt, at de krydser sig med hinanden. Man kan da vælge med vilje at udveksle afkom mellem de to bestande for at skabe mere sundt afkom. Undersøgelser af løvfrøbestandene i Storstrøms Amt har vist, at mange af de særligt små bestande faktisk er svækkede af indavl. Dette kan kun afhjælpes ved at blande bestandene, og noget sådant er faktisk forsøgt flere gange med padder fra Storstrøms Amt, især løvfrøer. Det bedste er, at blandingen af afkom fra de to bestande foregår et helt tredje sted, hvor der er skabt nye levemuligheder. Derved bliver det muligt at undersøge virkningen af at krydse de to bestande - bliver dyrene rent faktisk mere livskraftige på den nye lokalitet, hvor de er blandede, end på de to oprindelige lokaliteter, hvor der stadig lever ikke-blandede bestande? Det har dog ikke i alle tilfælde været praktisk muligt at gennemføre blandingen på denne måde. 4) Genudsætning på steder, hvor arten er uddød. Det kan ske, at der er ofret betydelige pengebeløb på at forbedre en paddelokalitet, hvor padderne alligevel uddør, f.eks. fordi indsatsen er kommet for sent. Når nu pengene er investeret, kunne man så lade dem komme til nytte ved at udsætte arten igen fra den nærmeste overlevende bestand. Der kan også her være tale om, at udsætningen skal belyse graden af indavl: Hvis det nu viser sig, at den oprindelige bestand trods de skete 19

22 forbedringer ikke har kunnet overleve på stedet, og man derefter udsætter en ny bestand, som viser sig at klare sig udmærket, så tyder det på, at den første bestand bestod af dyr der var svækkede, f.eks. på grund af indavl. Sådanne udsætninger kunne blive et vigtigt middel til at dokumentere om indavls-svækkelse af små bestande faktisk spiller en rolle i naturen. 5) Opdræt og/eller udsætning for at muliggøre videnskabelige undersøgelser. I Storstrøms Amt har der under denne kategori kun været tale om opdræt, der skulle belyse graden af indavl. Det er dels sket ved at blande afkom fra to bestande, altså det samme, som er nævnt under punkt 3. Desuden er der fra flere andre bestande indsamlet æg for at undersøge æggenes sundhedstilstand; i disse tilfælde er afkommet som regel sat tilbage, hvor det kom fra. Andre steder i Danmark er udsætning foregået af hensyn til andre undersøgelser. 6) Udsætning af hensyn til lodsejeren. Det er ikke alle lodsejere, der kan forstå, at hvis man graver et vandhul til sjældne padder, så skal man vente måske op til 10 år på, at padderne kommer af sig selv. Ejeren vil måske slet ikke gå med til det ønskede vandhulsprojekt, hvis der kan risikere at gå så lang tid. Da vandhulsprojekter altid er afhængige af lodsejerens velvilje, kan man være tvunget til at tage hensyn til dette aspekt. Indsamling af yngel kræver i øvrigt tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen i henhold til artsfredningsbekendtgørelsen, jf. s. 10. Målsætning med hensyn til opdræt og udsætning Ved bevarelsen af padder i Storstrøms Amt skal vi som hovedregel tilstræbe, at flest mulige af de overlevende isolerede bestande i tide får hjælp i form af forbedring af levestedet, således at de kan overleve, formere sig og sprede sig på naturlig vis, uden brug af kunstigt opdræt. I de tilfælde, hvor en vigtig bestand er blevet meget lille, kan der tages beslutning om at foretage opdræt som en akut nødhjælp for at hjælpe bestanden på fode, allerede inden den nødvendige forbedring af levestedet kan nå at få en virkning. Derudover kan der i visse tilfælde foretages opdræt med efterfølgende udsætning i hidtil ukoloniserede vandhuller. Der må her i hvert enkelt tilfælde tages stilling til, om en udsætning er rimelig, set i lyset af de fordele og ulemper, der er nævnt oven for. Dubletbestande Hvad specielt angår klokkefrøen, så har der i de seneste årtier kun overlevet to bestande i amtet. Dette er en så usikker situation, at det er besluttet at lave en dubletbestand for hver af de to oprindelige bestande. Det sker ved udsætning fra de oprindelige bestande. I forbindelse dermed er der lavet et stort antal egnede vandhuller der, hvor dubletbestandene skal leve. Målsætningen er, at de to dubletbestande skal blive så store, at de er levedygtige også på langt sigt. Dubletbestandene skal fungere som reserver, sådan at hvis der sker stærk tilbagegang i de oprindelige bestande, kan man hente frøyngel af den samme afstamning i reservebestandene og sætte tilbage på den oprindelige lokalitet. 20

23 DEN HIDTIDIGE INDSATS Indtil nu er der ikke i Storstrøms Amt gjort nogen indsats, som er målrettet mod bevarelse af bestemte krybdyr. Derimod er der gjort en betydelig indsats for bevarelse af sjældne padder, nemlig ved oprensning og nygravning af vandhuller samt opdræt og udsætning. Vandhulsprojekter I det følgende gives en oversigt over antal og finansiering for de vandhulsprojekters vedkommende, der har været udført i Storstrøms Amt, og som har været til gavn for padderne. De fleste af dem er sat i værk af amtets Natur- og plankontor. Da amtets finansiering ikke har kunnet dække hele behovet, er der også Figur 2. Vandhulsprojekter i Storstrøms Amt i perioden , jf. tabel 1. Hver prik svarer til ét eller flere tætliggende projekter 21

24 udført vandhulsprojekter med støtte fra EU s såkaldte LIFE-midler, hvor amtet betaler 51 % og EU 49 %. Desuden er der lavet vandhuller med støtte fra fonds, især Verdensnaturfonden (WWF), men også Unibanks Miljøkonto og Tuborgs Blå Vandfond. Diverse offentlige myndigheder har finansieret visse vandhuller; det gælder især Skovog Naturstyrelsen samt visse kommuner. Derudover har private bidraget helt eller delvis til vandhulsprojekterne, dels større private firmaer og dels almindelige lodsejere (landmænd). Her er medregnet visse tilfælde, hvor landmanden selv har renset et vandhul op uden særlig tanke på padderne, men hvor det har vist sig, at oprensningen har haft væsentlig betydning for en sjælden arts overlevelse. Der er her ikke tale om paddeprojekter som sådan, men disse tilfælde er regnet med alligevel for at belyse betydningen af den private indsats. I visse tilfælde har amtet kun medfinansieret et vandhul. I en del tilfælde har den private lodsejer selv betalt resten. Derudover er der 28 af de anførte vandhuller, hvor Vordingborg Kommune også har bidraget til finansieringen. Disse tilfælde er regnet som amtsfinansierede projekter i oversigten, selv om dette altså ikke er 100 % korrekt. Kommunale projekter, der ikke har involveret amtet økonomisk, og som ikke specielt er udført af hensyn til padder, er derimod ikke medregnet i oversigten. Vandhullernes geografiske fordeling ses på kortet figur 2. I tabellerne 1 5 på de næste sider er karakteren af vandhulsprojekterne opgjort på forskellig måde. Finansiering og årstal De første få vandhuller blev lavet i 1983 og 1988, men først fra og med 1991 kom der gang i en systematisk indsats, jf. tabel 1. Finansiering Amtet+ Øvrige Amtet År LIFE offentlige Fonds Private I alt I alt Tabel 1. Antal og finansiering af vandhulsprojekter i perioden

25 Typer af indgreb Typer af indgreb Antal vandhuller Oprensning Uddybning, omformning el. lign Nygravning I alt Tabel 2. Arten af indgreb ved de forskellige vandhulsprojekter i perioden Geografisk fordeling I de første år var der relativt mange projekter der drejede sig om oprensning; i de senere år har der været relativt mange der har drejet sig om nygravning. Område Antal vandhuller Sydsjælland Enø Nyord Møn Bogø Falster Lolland Enehøje I alt Tabel 3. Geografisk fordeling af vandhulsprojekter i perioden Mål-art Mål-art Antal vandhuller Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Strandtudse Fløjtetudse Andre I alt Tabel 4. Oversigt over hvilke arter, der er tilgodeset med vandhulsprojekterne. Indsats i relation til den samlede indsats på landsplan til og med Den seneste opgørelse over den samlede indsats for truede paddearter i hele Danmark omfatter kun tiden frem til 1996 (Fog 1997). Tabel 5 viser, hvilke arter, projekterne i dette tidsrum primært var rettet mod. Storstrøms Amt stod i denne periode for 8 % af den samlede indsats for sjældne paddearter i Danmark. Art Storstrøms Amt Hele Danmark Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Strandtudse Fløjtetudse (grønbr. t.) Andre Tabel 5. Antal vandhulsprojekter og mål-arterne for disse - i Storstrøms Amt og i hele landet frem til Det fremgår, at den art, hvor Storstrøms Amt havde gjort den forholdsvis største indsats i forhold til indsatsen i hele landet, er fløjtetudsen (28 % af den samlede indsats). Det hænger sammen med, at denne art har sin hovedforekomst netop i Storstrøms Amt. Som det ses i den foregående oversigt, er indsatsen for fløjtetudsen i Storstrøms Amt forøget betydeligt siden

26 Overvågning De fleste af de vandhuller, der er omfattet af vandhulsprojekter, overvåges for at følge udviklingen. Nogle overvåges hvert år eller med få års mellemrum, andre er kun undersøgt enkelte år. Derudover er der ca. 140 ikke-manipulerede vandhuller, som overvåges. Ca. halvdelen af disse overvåges jævnligt, dvs. med få års mellemrum, mens den anden halvdel kun er undersøgt i nogle få år. Det kan være fordi der har været for lidt tid til at besøge stederne, eller det kan være fordi padderne kun har forekommet der i en kortere årrække. Alt i alt betyder det, at det antal vandhuller der overvåges for padder, enten jævnligt eller nu og da, er ca Opdræt og udsætning af paddeyngel Klokkefrø Klokkefrøen har overlevet to steder i amtet, nemlig på Knudshoved vest for Vordingborg og på Enø syd for Næstved. Fra hver af disse lokaliteter er der sket opdræt og udsætning. Først skete der opdræt på Enø for at hjælpe bestanden til at overleve. Senere er der sket opdræt for at etablere dubletbestande. Enø Bestanden på Enø blev meget lille i løbet af 1980 erne, og i 1988 måtte der sættes ind med akut nødhjælp for at redde bestanden. De nødvendige forbedringer af levestederne på Enø kunne for det meste først udføres i vinteren 1989/90. Derfor måtte indsatsen i første omgang bestå i opdræt for at øge antallet af individer. Der foregik intensivt opdræt i , og mere sporadisk opdræt i årene Uden denne indsats ville bestanden sandsynligvis være uddød nu. Herefter har Enø-bestanden ved naturlig yngel opretholdt en bestandstørrelse på ca. 100 individer. På længere sigt er dette ikke nok, især fordi næsten al yngel på Enø produceres i et eneste vandhul. Desværre er der p.t. ikke mulighed for at skabe flere levesteder på Enø. For nylig er der fundet en løsning ved at etablere en dubletbestand i et andet område. Der har været kig på to områder, hvor der levede klokkefrøer indtil midt i 1970 erne: 1) Området Karrebækstorp-Vesterhave, og 2) Svinø. Da EU-støtte har kunnet opnås til et projekt på Svinø, men ikke ved Karrebækstorp, er valget faldet på Svinø. Der er nu under EU s LIFE-program igangsat et projekt, der løber i årene Vandhulsgravninger på Svinø til gavn for klokkefrøer er sket fra 2004 og frem, og udsætningen af klokkefrøer er sket fra 2005 og frem. Både i 2005 og 2006 blev der udsat ca. 350 individer. Knudshoved-Knudsskov Der er etableret en dubletbestand for den klokkefrøbestand, der har overlevet på Knudshoved. Det blev gennemført med EU-støtte i årene Der blev gravet ca. 15 vandhuller i Knudsskov-området (i og vest for skoven), og der blev her udsat ca opdrættede klokkefrøer i årene 2002 og Naturlig yngel i det nye område blev første gang konstateret i

27 Løvfrø Sjælland Løvfrøen var i 1988 meget tæt på at uddø på Sydsjælland, og der var akut behov for at understøtte bestandene med opdræt, indtil de nødvendige forbedringer af levestederne kunne udføres. Den ene bestand, øst for Vordingborg, ville med sikkerhed have været uddød nu, hvis dette opdræt ikke var foretaget. Afkom herfra er udsat dels på den oprindelige lokalitet, dels på to andre steder i omegnen i håb om at udsætningen slog an mindst eet af de tre steder. På den oprindelige lokalitet klarer bestanden sig p.t. dårligt, og den er på nippet til at uddø her. Men på de to øvrige udsætningslokaliteter har bestanden formeret sig meget, og spredt sig til flere vandhuller i omegnen. Den anden sydsjællandske bestand, i Præstø-området, kunne formentlig have overlevet uden opdræt, så her har opdrættet været et supplement til den naturlige ynglesucces. Den synes dog at være noget ramt af indavl, og dette ville formentlig have været endnu værre, hvis ikke opdrættet var foretaget. Derudover er yngel fra både Vordingborg-området og Præstø-området udsat i et nyt område, ved Slagelse i Vestsjællands Amt, for her at lave en mindre indavlet blandingsbestand. Opdræt med udsætning ved Slagelse skete i årene Siden da er bestanden ved Slagelse vokset kraftigt, sådan at den nu er større end de to oprindelige bestande tilsammen. I 2005 er der lavet sammenlignende opdrætsforsøg som tyder på at afkom fra de oprindelige bestande ikke er nær så sundt som afkom fra den blandede bestand ved Slagelse. Det tyder på, at der faktisk er tale om indavls-depression, og at denne kan modvirkes ved at blande frøerne. Det er planen at dokumentere dette bedre i de kommende år. Lolland Der er desuden foretaget opdræt fra løvfrøbestande på Lolland. I 1993 forsøgtes opdræt fra en truet bestand ved Dannemare, men der blev fundet så få æg, at der ikke kunne udsættes tilstrækkeligt meget afkom, og bestanden uddøde. I 1993 blev også foretaget opdræt fra en truet bestand på Guldborgland, som supplement til den lille smule naturlig ynglesucces, der var her. Af hensyn til risikoen for indavls-depression er der foretaget opdræt for at blande afkom fra små bestande. Første gang var i , da afkom fra to bestande blev udsat på en ny lokalitet nær Stokkemarke. Den nye blandingsbestand har klaret sig indtil nu, men dens fremtid ser p.t. usikker ud. Da undersøgelser har vist, at flere bestande på Lolland er ramt af alvorlig indavls-depression, er der i de senere år igen gjort forsøg på at blande afkom fra små bestande. Det er gjort med to bestande i Kristianssæde-området i 2002 og 2003, og med to bestande på Guldborgland i Det er endnu for tidligt at vurdere resultatet af dette. Løgfrø Løgfrøen er opdrættet fra to bestande i Næstved-området, som begge var meget små. Fra den ene bestand, nordvest for Næstved, er foretaget opdræt i 1994 og 1995 for at holde bestanden i live, indtil vandhullet kunne blive forbedret i efteråret Fra 1997 var der igen 25

28 naturlig ynglesucces her. Fra den anden bestand, sydvest for Næstved, blev der foretaget opdræt og genudsætning i 1993 og 1995, idet der her kun var 3 hanner og 1 hun i et vandhul, hvor de ikke kunne yngle. Denne indsats er mislykkedes - bestanden er så vidt vides uddød nu. Det blev forsøgt at etablere en ny bestand et andet sted i nærheden, hvor forholdene syntes at være bedre, og her blev der udsat løgfrøyngel fra begge de nævnte bestande. Dette afkom synes ikke at have overlevet. Fløjtetudse Yngel af fløjtetudser er flyttet i nogle få tilfælde, men kun enkelte steder er der registreret et positivt resultat af dette. Blandt andet er der i 2003, 2004 og 2005 udsat et mindre antal haletudser i et vandhul ved Oringe ved Vordingborg. I 1998 blev den allersidste hun i en bestand på Østfalster parret med en han fra en anden lille bestand (Hasselø). Afkommet blev fordelt på begge forældres lokaliteter, men der er ikke set tegn på at afkommet har overlevet. Der kendes kun to positive eksempler. Det er dels et ganske lille vandhul ved Dannemare på Lolland, hvor én han og én hun blandt de udsatte dyr har ynglet og produceret en næste generation, samt et vandhul nær Damme på Møn, hvor nogle dyr har kvækket og muligvis også ynglet tre år efter at de selv blev udsat som yngel. Resultater af indsatsen Løvfrøers kolonisering af målgruppevandhuller Hvad vandhulsprojekterne har betydet for paddebestandene, er bedst undersøgt i tilfældet med løvfrøen. Det er fordi løvfrøen er den art, der er lavet flest vandhuller for, og det er samtidig den art, der er lettest at registrere. Nogle af vandhullerne kan kaldes målgruppevandhuller. Det er lokaliteter, hvor løvfrøen ikke fandtes til at begynde med, men som er blevet gravet eller forbedret med det udtrykkelige formål at skabe et muligt fremtidigt ynglested for løvfrøer. Typisk kan der være tale om et nygravet vandhul, der er placeret nogle hundrede meter fra et eksisterende løvfrø-ynglevandhul. Spørgsmålet er nu: bliver dette vandhul så faktisk koloniseret af løvfrøerne, og, hvis ja, hvor lang tid tager det? Der er lavet en statistik som besvarer dette. Den statistik er opdelt efter, hvordan moder-bestandene har det. Den ene gruppe af moderbestande er de sunde bestande. Det er dels de største løvfrø-bestande på Vestlolland, som hele tiden har forekommet i adskillige vandhuller, og dels nogle af de bestande på Vest- og Midtlolland, som i hvert fald i en periode har været små og isolerede. Nogle af dem har været udsat for betydelig indavl, men de synes ikke at være ramt af stærk indavls-depression. Når æg fra disse bestande indsamles, er det over 60 % af æggene, der udvikler sig normalt til sunde haletudser. Fælles for bestandene i denne gruppe er altså at de er relativt sunde. De kaldes her for den ikke-svækkede gruppe. Den anden gruppe af løvfrø-bestande omfatter bl.a. de små, isolerede bestande der har overlevet på Sydsjælland. De viser indavls-depression i varierende grad; selv om det i gennemsnit er mellem 60 og 80 % af æggene, der bliver til levedygtigt afkom, så forekommer det i 26

29 begge bestande at der i visse år er under 60 % sunde æg. Til denne gruppe regnes desuden nogle små, isolerede bestande på Midt- og ØstLolland. Når æg fra disse bestande indsamles, er det under 60 % af æggene, der udvikler sig til sunde haletudser. Det tyder på at disse bestande er markant svækkede af indavl. Tilsammen udgør disse bestande gruppen af svækkede løvfrøbestande. Opdelingen i de to grupper af løvfrøbestande er foretaget sådan, at der hører nogenlunde lige mange målgruppe-vandhuller til begge grupper. I figur 3 og 4 ser man, hvordan det er gået med koloniseringen af disse vandhuller. I tilknytning til de ikke-svækkede løvfrøbestande (figur 3) er der lavet 26 målgruppevandhuller, som i 2006 havde ligget i mindst 10 sæsoner efter at de blev lavet. Man ser en jævnt fremadskridende kolonisering; allerede efter 3 år var halvdelen blevet koloniseret, og efter 10 sæsoner har løvfrøerne fundet frem til 88 % af disse vandhuller. IKKE-SVÆKKEDE LØVFRØER - 10 SÆSONER Atnal vandhuller Ikke koloniseret Enkelte dyr Koloniseret Sæson nr. Figur 3. Vandhuller til sunde eller ikke-svækkede løvfrøer. Figuren viser koloniseringen af 26 vandhuller, som er gravet før 1997, i nærheden af løvfrøbestande med en stor andel levedygtigt afkom. Efter 10 år er 21 vandhuller koloniseret (81 %). I tilknytning til de svækkede løvfrøbestande (figur 4) er der lavet 27 målgruppe-vandhuller, som har ligget i mindst 10 sæsoner efter at de blev lavet. Man ser at her går koloniseringen ganske trægt. Ganske vist er der en del vandhuller der bliver fundet af tilfældigt strejfende løvfrøer allerede i de første sæsoner, men det fører sjældent til nogen varig kolonisering. I den femte sæson er 6 af de 27 vandhuller blevet koloniseret, men derefter kommer der igen nogle tilbageslag, og enden bliver, at i løbet af 10 år er det stadig kun 4 vandhuller, der er koloniseret. Det er, som om frøerne ikke rigtigt formår at bide sig fast i de nye vandhuller. 27

30 SVÆKKEDE LØVFRØER - 10 SÆSONER Antal vandhuller Ikke koloniseret Enkelte dyr Koloniseret Sæson nr. Figur 4. Vandhuller til svækkede løvfrøer. Figuren viser koloniseringen af 27 vandhuller, som er gravet før 1997, i nærheden af løvfrøbestande med en mindre andel levedygtigt afkom. Efter 10 år er kun 4 vandhuller koloniseret (15 %). Det er ikke sådan, at landskabet omkring de svækkede bestande er mere ugunstigt for løvfrøerne end andre steder. Tværtimod, især i Sydsjælland er der et relativt stort indhold af naturområder omkring vandhullerne, hvorimod landskabet på Vestlolland består af store, flade, intensivt dyrkede marker med meget lidt natur imellem. Derfor må vi konkludere, at forskellene i kolonisering skyldes forskelle i frøerne selv - svækkede frøbestande er dårlige til at kolonisere. Dette må man have for øje, når man vurderer resultatet af den gjorte indsats. Nogle bestande er simpelt hen lettere at hjælpe end andre. Erfaringerne fra Vestlolland er, at løvfrøerne ikke blot koloniserer de målgruppe-vandhuller, som amtet har sørget for, men også alle mulige andre vandhuller. Selv halvdårlige vandhuller, der ikke er gjort noget ved, bliver koloniseret. Her vil enhver privat lodsejer, der laver eller oprenser et vandhul, kunne komme til at hjælpe løvfrøerne, forudsat at han ikke sætter fisk i vandhullet. De svækkede løvfrøbestande, derimod, er åbenbart meget sværere at hjælpe. Det er svært at få dem til at brede sig, for i de fleste tilfælde bliver nye vandhuller ikke koloniseret. Det kan man tage højde for på to måder. Den ene måde er opdræt og udsætning. På denne måde kan man pode de nye vandhuller med løvfrøer, og det lykkes faktisk ofte. Men det er en meget arbejdskrævende metode, og det er heller ikke ideelt at bestandene skal være afhængige af opdræt. Den anden måde er at lave mange vandhuller. Hvis chancen for at et vandhul bliver koloniseret kun er 1/6, så må man lave 6 vandhuller for hver gang man ønsker ét koloniseret vandhul. Erfaringen synes at være, at man skal ikke sætte sig ned og vente på at de første vandhuller bliver koloniseret, førend man graver de næste. 28

31 Omkring de svækkede bestande er der 25 vandhuller, som stadig ikke er koloniseret. Alligevel har det kunnet svare sig fortsat at lave flere vandhuller. Der er lavet yderligere 14 vandhuller, der endnu kun har ligget i få år (tre sæsoner). Af dem er 2 blevet koloniseret (altså tæt ved 1/6). Koloniseringschancen er altså stadig den samme, når man laver flere vandhuller. Det er som at købe lodsedler - man kan ikke forvente at vinde på hver eneste lodseddel, men køber man mange lodsedler, får man alligevel også en del gevinster. Alt i alt er der koloniseret 8 målgruppe-vandhuller omkring de svækkede bestande indtil nu. Hvis indsatsen var stoppet efter at de ældste vandhuller var lavet, ville der kun have været 4 koloniseringer. Indsatsen skal altså vurderes i forhold til om bestandene er lette eller svære at hjælpe. Tilsyneladende er der mange nitter omkring de svækkede bestande, men man kan vælge at anse disse nitter for en nødvendig omkostning. For at overleve og vokse har de svækkede bestande tydeligvis brug for en mere intensiv hjælpeindsats end de øvrige. Hvis man lægger vægt på at redde netop de svageste bestande, betyder det at man vælger at koncentrere indsatsen omkring de bestande, hvor udbyttet bliver mindst. Et vandhul, der efter lang tid stadig ikke er koloniseret, skal derfor ikke uden videre regnes for en fejlinvestering. Hvis man fortsætter med at lave flere vandhuller, vil bestandene langsomt blive større og større og bedre og bedre sikrede, og efter mange år vil de måske alligevel kolonisere de vandhuller, der har ligget længe og ventet. Status for alle vandhulsprojekterne Hvis vi skal gøre op, hvor mange af vandhulsprojekterne der har givet positivt resultat, så er det lidt kompliceret, for mange gange er resultatet ikke entydigt positivt eller negativt. Et forsøg på en oversigt ses i tabel 6. Forklaringen til tabellens rubrikker fremgår af tekstblokken på side 31. De fem første rækker i tabellen angiver de tilfælde, hvor en sjælden paddeart fandtes til stede før vandhulsprojektet blev gennemført. Der er i alt 72 sådanne tilfælde, og i de 39 tilfælde er der efter projektet sket en klar fremgang; det er 54 % af tilfældene. I 14 tilfælde er arten først gået frem, men på langt sigt er der sket en tilbagegang; det er 19 %. Men ikke alle disse 14 tilfælde kan regnes som entydigt negative forløb; i en del af disse tilfælde har den midlertidige fremgang fået arten til at sprede sig til nabovandhuller. Derefter er arten så forsvundet fra det oprindelige vandhul. De eneste entydigt negative situationer er betegnet Uddød. De udgør 2 tilfælde, dvs. 3 % af samtlige. De næste fire rækker i tabellen angiver de tilfælde, hvor der efter vandhulsprojektet er forsøgt udsat yngel af sjældne padder. Der er i alt 40 tilfælde af dette, og man ser at udsætningen kun er slået permanent an i en tredjedel af de undersøgte tilfælde. Udsætning er altså ikke nogen nem metode, og man kan ikke bare regne med at klare problemerne med truede bestande ved at sætte yngel over i andre vandhuller. For løvfrøen ser man at udsætningen er slået an i over halvdelen af tilfældene. For klokkefrøen lykkes det noget sjældnere, og for løgfrø og fløjtetudse mislykkes det som regel. Især for løgfrøen er der mange negative og ikke et eneste positivt udfald. Det hænger delvis sammen 29

32 Situation Art Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Strandtudse Fløjtetudse I alt Til stede, bestand uforandret Til stede, bestanden vokset Til stede, midlertidig fremgang Først fremgang, men nu væk Uddød 2 2 Udsat med held Udsat, midlertidigt med held Udsat forgæves Udsat, resultat vides ikke 4 4 Koloniseret naturligt * 62 Koloniseret og igen forsvundet Enkelte dyr visse år (Endnu) ikke koloniseret Bliver aldrig koloniseret Ved ikke Ialt * Desuden er i 2006 koloniseret 5 vandhuller, som var anlagt til klokkefrøer. Tabel 6. Resultatet af alle vandhulsprojekter i Storstrøms Amt siden 1983, frem til sommeren 2006 (vandhuller anlagt i efteråret 2006 indgår ikke). 30 med, at for at en udsætning skal slå an, skal der udsættes ganske store mængder yngel, og det har ikke altid været tilfældet for disse arter. Her er der som regel blot udsat yngel fra et eller to ægkuld, og det har åbenbart været for lidt. En anden del af forklaringen er måske, at der er for lidt erfaring med, hvad der skal til for at yngel af disse to arter overlever. De næste seks rækker i tabellen handler om situationer hvor vandhullet er lavet, og derefter henligger som et målgruppe-vandhul der venter på kolonisering. Der er i alt 223 vandhuller i disse kategorier, dvs. de omfatter 2/3 alle vandhulsprojekterne. Den aktuelle situation kan vurderes i 205 af vandhullerne. Man ser, at i 102 af disse har der endnu aldrig vist sig et eneste individ af de sjældne padder, men i resten, dvs. 103 vandhuller, har der i hvert fald enkelte gange været registreret individer. Det er altså ca. halvdelen af vandhullerne, der er blevet fundet af padderne. Men der er rigtig mange tilfælde, hvor der kun har været tale om enkelte dyr - typisk er det strejfende hanner, som måske ikke har haft held til at tilkalde en hun. Kun 62 af de 205 vandhuller - dvs. 30 % - er blevet permanent koloniseret indtil nu af den art, som vandhullerne var tiltænkt. Da nogle af vandhullerne endnu kun er et år eller få år gamle, er det rimeligt at antage at flere af dem vil blive koloniseret med tiden. Desuden er der nogle vandhuller der er blevet koloniseret af andre arter end det var planlagt Hos løgfrøen ses ringe succes med kolonisering. Der er kun koloniseret et enkelt målgruppe-vandhul, og det ligger endda ganske nær moder-vandhullet (afstanden er kun ca. 20 m). Det stemmer overens med erfaringer andre steder fra, at løgfrøen er den art, der har sværest ved at kolonisere nye vandhuller. For fløjtetudsen ser det noget bedre ud. Den har permanent koloniseret 15 ud af 59 målgruppe-vandhuller, dvs. 25 %. Der er relativt mange tilfælde, hvor dyrene kun har vist sig i målgruppe-vandhullet i nogle få år, dvs. det kniber ofte med permanent kolonisation. Og der

33 Til stede, bestand uforandret: Efter et gennemført vandhulsprojekt er bestanden stadig nogenlunde uforandret på samme niveau som lige før indsatsen. Dette kan i mange tilfælde anses for et positivt resultat, for man må antage at i mindst halvdelen af tilfældene ville bestanden være gået tilbage eller forsvundet, hvis ikke der var grebet ind (jvf. Fog, 1997). Til stede, bestanden vokset: Bestanden har tydeligt formeret sig efter indgrebet i vandhullet. Til stede, midlertidig fremgang: Bestanden er først gået frem, derefter tilbage, men så vidt vides findes der stadig dyr tilbage i vandhullet. Først fremgang, men nu væk: Efter indgrebet i vandhullet gik bestanden tydeligt frem, men derefter gik den igen tilbage, og der er ikke længere dyr i vandhullet. De har dog for det meste overlevet i andre vandhuller i nærheden. Uddød: Trods det at vandhullet er blevet forbedret af indgrebet, har dyrene ikke formeret sig der, og de er nu uddøde både der og i den nærmere omegn. Udsat med held: Efter gennemførelse af vandhulsprojektet er der sat dyr ud, og udsætningen er slået an, sådan at der nu er en levedygtig bestand i vandhullet. Udsat, midlertidigt med held: Efter gennemførelse af vandhulsprojektet er der sat dyr ud, og de har givet ophav til en ynglebestand. Senere er bestanden dog forsvundet igen fra dette vandhul, men efterkommere har koloniseret andre vandhuller i nærheden. Udsat forgæves: Efter gennemførelse af vandhulsprojektet er der sat dyr ud (haletudser eller nyforvandlede), men der er aldrig konstateret voksne dyr på stedet som resultat af udsætningen. Koloniseret naturligt: Efter gennemførelse af vandhulsprojektet er padderne indvandret af sig selv, og de har opbygget levedygtige bestande. Koloniseret og igen forsvundet: Efter gennemførelse af vandhulsprojektet er padderne indvandret af sig selv, og de har igennem nogle år ynglet på stedet, men siden er de igen forsvundet. Enkelte dyr visse år: I visse år er der registreret 1-2 hanner, men det er langtfra hvert år, og der er ikke konstateret tegn på ynglesucces. (Endnu) ikke koloniseret: Der er ikke konstateret forekomst af sjældne padder i vandhullet efter at det er lavet. Det kan dog stadig ikke udelukkes, at padderne senere indvandrer, da arten stadig findes i omegnen. Bliver aldrig koloniseret: Dette dækker over flere mulige situationer. For det første den situation, at de sjældne padder er helt uddøde i omegnen, sådan at det ikke længere er muligt at de vil kunne indvandre på naturlig vis. For det andet den situation, at vandhullet er blevet uegnet, f.eks. ved at der er indvandret fisk som vanskeligt kan fjernes igen. For det tredje kan der være tale om vandhuller, der ganske vist er lavet i et vandhulsprojekt, men som fra starten har været uegnede, f.eks. drikkehuller der er lavet for at lette kvæghold i området, men som ikke i sig selv er egnede til sjældne padder. Ved ikke: Vandhuller hvor situationen ikke er blevet tjekket i de seneste år. er mange tilfælde, hvor dyrene stadig findes i omegnen, men indtil nu ikke har koloniseret det nye vandhul. En af grundene til dette er, at relativt mange af disse vandhuller kun er få år gamle. Generelt er fløjtetudsen en art, som vandrer meget omkring og er god til at finde nye vandhuller. Indtil nu er resultatet for denne art derfor lidt skuffende; men med i billedet hører, at mange af de berørte bestande stadig er små og truede, og derfor ikke har noget stort potentiale for kolonisering. Bedst ser det ud for løvfrøen; den har permanent koloniseret 44 vandhuller ud af 113, dvs. knap 40 %. De nærmere detaljer er der allerede redegjort for. 31

34 Forklaring til figur 5-7: Figurerne illustrerer tallene i tabel 6 for de tre arter: løgfrø, løvfrø og fløjtetudse. Søjlerne i de tre figurer er summen af kategorier i tabel 6: Positiv består af: Til stede, bestanden vokset, Udsat med held og Koloniseret naturligt. Delvis positiv består af: Til stede, midlertidig fremgang, Først fremgang, men nu væk, udsat, midlertidigt med held og Koloniseret og igen forsvundet. Status quo består af: Til stede, bestanden uforandret. Negativ består af: Uddød, Udsat forgæves og Bliver aldrig koloniseret. Intet sket består af: Enkelte dyr visse år og (Endnu) ikke koloniseret. LØGFRØ Antal vandhuller Positiv Delvis positiv Status quo Negativ Intet sket Figur 5. Løgfrø. Udviklingstendensen for bestande af løgfrø i forbindelse med i alt 19 vandhulsprojekter for arten i perioden LØVFRØ Antal vandhuller Positiv Delvis positiv Status quo Negativ Intet sket Figur 6. Løvfrø. Udviklingstendensen for bestande af løvfrø i forbindelse med i alt 158 vandhulsprojekter for arten i perioden

35 FLØJTETUDSE Antal vandhuller Positiv Delvis positiv Status quo Negativ Intet sket Figur 7. Fløjtetudse. Udviklingstendensen for bestande af fløjtetudse i forbindelse med i alt 93 vandhulsprojekter for arten i perioden De overordnede tendenser fremgår af blokdiagrammerne, figur 5-7. Relativt set er der flest positive tilfælde for løvfrøen og flest negative tilfælde for løgfrøen. Det er de mange mislykkede forsøg på udsætning, der tæller negativt for løgfrøen. Der er ikke lavet noget blokdiagram for strandtudsen, da antallet af vandhuller her er meget lille. Status for de fem sjældne paddearter Frem- og tilbagegang for de sjældne paddearter drejer sig ikke kun om de steder, hvor der er udført vandhulsprojekter. Det drejer sig også om dyrenes overlevelse i de vandhuller, der ikke er blevet renset op, og om at dyrene koloniserer vandhuller, som der ikke er gjort noget ved. Situation Art Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Strandtudse Fløjtetudse I alt Bestanden bevaret samme, i procent* Variabel situation Bestanden forsvundet Ved ikke Ialt * Her er set bort fra kategorien ved ikke. Tabel 7. Status for de bestande, der eksisterede i Tallene angiver antallet af vandhuller. Overlevelse af oprindelige bestande Først kan vi i tabel 7 se på en statistik over, hvordan det er gået med bestandene, der hvor de fandtes i 1991 eller senere. Ved en bestand forstås de padder, der er knyttet til et bestemt vandhul. Rubrikken variabel situation i tabel 7 kræver en forklaring. Der er som regel en del strejfende hanner, som kvækker i vandhuller, der ikke er egnede som ynglevandhuller. Hvis en sådan strejfer blev noteret i 1991, og arten ikke er fundet i det pågældende vandhul siden, kan 33

36 det ikke regnes for et tilfælde af uddøen. Der kan også være tale om et vandhul, hvor arten tidligere fandtes lidt mere regelmæssigt, og hvor der stadig forekommer enkelte hanner i visse år. Her kan man ikke definitivt sige, at arten er uddød i vandhullet, men man kan heller ikke definitivt sige, at den har overlevet. Man ser, at hos de tre sjældneste arter, klokkefrø, løgfrø og strandtudse, overlever de fleste af de bestande, der oprindeligt eksisterede (i 1991 eller derefter). For løvfrøen er overlevelsen noget mindre, og for fløjtetudsen er den helt nede omkring 50 %. Etablering på nye lokaliteter Dernæst kan vi i tabel 8 se på en statistik over, hvordan det er gået med indvandring til nye vandhuller siden Situation Art Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Strandtudse Fløjtetudse I alt Koloniseret naturligt Koloniseret midlertidigt Koloniseret i alt Udsat med held Udsat, midlertidigt med held Udsat forgæves Udsat, resultat usikkert Udsat i alt Tabel 8. Antal vandhuller, hvor arterne ikke fandtes fra starten, men hvor de siden hen har indfundet sig, enten ved naturlig spredning, eller som resultat af udsætning. Tabellen omfatter vandhuller både med og uden indgreb. Data er ajourført frem til To af rækkerne i tabellen er betegnet med ordet midlertidigt. Der kan være tale om, at arten indfinder sig i vandhullet, yngler der et par år, og så forsvinder igen. Eller der kan være tale om mere tilfældige strejfere der når frem til vandhullet, men ikke giver ophav til nogen ynglesucces. Ud af i alt 175 tilfælde af naturlig indvandring er det kun knap 100 der har ført til permanent kolonisering. Eksempler på naturlig kolonisering forekommer hos alle arterne, men kun hos fløjtetudsen og især hos løvfrøen er der tale om større antal af koloniseringer. Mange af koloniseringerne drejer sig om vandhuller, der ikke har været omfattet af vandhulsprojekter. Især for løvfrøen er det sådan, at hvis der i et område findes en god ynglelokalitet, som producerer et stort overskud af yngel, så vil der hele tiden være udvandrere, som slår sig ned i andre vandhuller i nærheden. På den måde går det til, at også halvdårlige vandhuller kan have en permanent forekomst af kvækkende løvfrøer. Med hensyn til udsætninger, så er der foretaget udsætninger både i projekt-vandhuller og i vandhuller som henligger uforandrede. Alle de fem arter har været forsøgt udsat, men kun for klokkefrø og løvfrø er der indtil nu en serie eksempler på udsætninger, som er lykkedes. Samlet resultat af frem- og tilbagegang Ved starten af undersøgelsesperioden fandtes arterne i et vist antal vandhuller. Derefter er de uddøde i visse vandhuller, i andre er de indvandret naturligt, og i atter andre har de etableret sig efter udsætning. Det samlede resultat af alle disse forskydninger er gjort op i figur 8. 34

37 ANTAL FOREKOMSTER FØR OG NU Antal vandhuller Uregelmæssig Permanent 50 0 Klokkefrø før Klokkefrø nu Løgfrø før Løgfrø nu Løvfrø før Løvfrø nu Strandtudse før Strandtudse nu Fløjtetudse før Fløjetudse nu Figur 8. Antal koloniserede vandhuller med de fem sjældne paddearter, før og nu. Før vil sige på det tidspunkt, da bestandene første gang blev registreret, og da bevaringsindsatsen eventuelt gik i gang. For klokkefrøerne, samt for løvfrøerne på Sydsjælland, betyder det For de øvrige forekomster betyder det 1991 eller årene derefter. Nu vil sige 2006 eller kort før dette. Til hvert tidspunkt er i figur 8 vist dels permanente forekomster, dels uregelmæssige forekomster. Da løvfrøerne på Lolland blev talt op i 1991, var det f.eks. tydeligt, at nogle få af de registrerede hanner var strejfere, som kvækkede i vandhuller, hvor arten sandsynligvis ikke kunne yngle. Sådanne strejfere tæller som vandhuller med uregelmæssig forekomst. Med hensyn til antal besatte vandhuller har løgfrøen og strandtudsen nogenlunde holdt status quo. Klokkefrøen er gået en lille smule frem, og løvfrøen er gået voldsomt frem - det skyldes især det meget store antal vandhuller på Vestlolland, som er blevet koloniseret. Fløjtetudsen er den eneste art der er gået markant tilbage - der er sket et netto-tab på ca. 50 vandhuller. Man kan stille spørgsmålet: Hvordan ville det være gået, hvis der ikke var blevet udført nogen vandhulsprojekter, og ikke foretaget noget opdræt? Det kan siges ret præcist. I de fleste tilfælde, hvor der er grebet ind, kan det ret sikkert vurderes, hvordan det ville være gået, hvis intet var gjort, idet intet vandhulsprojekt er sat i værk uden nøje forudgående overvejelser over de konkrete trusler mod padderne samt mulighederne for at imødegå disse trusler (næringspåvirkning, fisk el.a.) i forbindelse med projektet. En samlet opgørelse over, hvor mange forekomster, der i så fald ville have været, ses i tabel 9. Situation Art Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Strandtudse Fløjtetudse I alt perm? perm? perm? perm? perm? perm? Før (ca. 1991) Nu, hvis ingen indgreb Nu, med faktiske indgreb Tabel 9. Effekten af de faktiske indgreb i forhold til situationen uden disse. Tallene angiver antal koloniserede vandhuller, henholdsvis permanente forekomster og uregelmæssige forekomster (angivet som? ) 35

38 Den hypotetiske situation, hvor der ikke var blevet gjort noget for padderne, ses i den midterste række i tabel 9. Man ser f.eks., at uden nogen indsats ville der i dag have levet klokkefrøer i 5 eller 6 vandhuller i amtet, hvilket er langt mindre end de mindst 16 vandhuller, som de faktisk lever i. For de tre første arter, klokkefrø, løgfrø og løvfrø, ser man, at uden den gjorte indsats ville situationen i dag have været langt værre, end den faktisk er. Ganske markant er det for løvfrøen. Uden nogen indsats ville den i dag have levet i 6 til 8 vandhuller i amtet, mens den faktisk lever i mindst 126 vandhuller. Heraf ses, at arten omkring 1991 virkelig var meget stærkt truet, men at den nu er bragt langt uden for fare. For strandtudsen er der ikke gjort særlig meget, og den lever i dag ikke i ret mange flere vandhuller, end den ville have gjort uden indgreb. I 1991 var fløjtetudsen langt den mest udbredte af de fem sjældne paddearter. Den fandtes permanent i ca. 154 vandhuller, hvilket var langt mere end for alle de øvrige arter tilsammen. Uden indgreb ville den ifølge tabellen måske være gået ned til 72 vandhuller, dvs. den ville være forsvundet fra 82 vandhuller. Hvis arten skulle have opretholdt status quo, skulle der altså være gjort en hurtig indsats i 82 vandhuller. Amtets økonomi var ikke tilstrækkelig til dette, og en væsentlig grund til at fløjtetudsen er gået så meget tilbage, er altså, at der til en start var så mange forekomster, at vi ikke kunne overkomme at tage os af dem alle. Dertil kommer at fløjtetudsen ofte er ret vanskelig at hjælpe. Det er relativt vanskeligt at få udsætninger til at lykkes, og det er især svært at holde vandhullerne i en egnet tilstand, fordi fløjtetudsen langt mindre end de øvrige arter tåler tilgroning. Ofte er det ikke så meget vandhulsprojekter, der er brug for, som græsningsaftaler for at få vegetationen holdt nede omkring vandhullerne. Desuden er mange af tudsens ynglevandhuller nogle meget kunstige vandhuller, som ikke kan bevares inden for rammerne af naturprojekter. F.eks. var det vigtigste ynglevandhul på Farø et ca. 80 m 2 stort betonbassin med vand fra et møddingsafløb. Bassinet blev nedlagt i Heldigvis for tudserne var ejeren villig til at erstatte det med et andet betonbassin efter den planlagte ombygning! Situationen er nu den, at løvfrøen forekommer i lige så mange vandhuller som fløjtetudsen, eller endda i lidt flere. Dermed er fløjtetudsen ikke længere den talrigest forekommende art, og der kan være grund til at intensivere indsatsen for de tilbageværende forekomster af disse tudser. Da arten er omfattet af Habitatdirektivets liste IV, ligger der en forpligtelse til at stoppe tilbagegangen. I tabellens højre kolonne ser man en samlet opgørelse for alle arterne. Man ser en samlet fremgang i permanente forekomster fra 234 til 274. Det ser ikke ud som nogen voldsom fremgang, men hvis man sammenligner med en situationen uden indgreb, ser fremgangen langt større ud: 274 forekomster i stedet for 101. Samlet set har paddeprojekterne altså givet en netto-gevinst på 173 permanente forekomster af sjældne padder. 36

39 FREMTIDEN Hvor længe holder en oprensning? Hvor længe forbliver et oprenset eller nygravet vandhul egnet for de sjældne padder? Dette vil vi se på art for art. Amtets indsats med at redde løvfrøen tog for alvor fart i Redningen bestod især i, at de sidste vandhuller, som løvfrøerne levede i, blev renset op. Derudover var der nogle få vandhuller, hvor ejeren netop selv havde renset dem op, og hvor en amtslig indsats derfor ikke var påkrævet. Der er nu forløbet ca. 15 år siden da, og vi kan begynde at vurdere, hvor længe et nyoprenset vandhul forbliver egnet for løvfrøerne. I alt er der tale om ca. 27 vandhuller, hvor de oprindelige løvfrøbestande overlevede, i hvert fald i første omgang. De 27 vandhuller har siden da udviklet sig som følger: 8 vandhuller har holdt sig meget velegnede til løvfrøer, uden nogen form for indgreb. 11 vandhuller lider af visse problemer, f.eks. at der er behov for nogen vegetationspleje. I visse tilfælde er den nødvendige indsats blevet gjort, i andre tilfælde er det ikke sket. 8 vandhuller er blevet så dårlige, at løvfrøer slet ikke længere kan yngle i dem. I nogle tilfælde er der rettet op på dette ved en fornyet indsats. I andre tilfælde er dette desværre ikke sket. Inden for en periode på 15 år er det altså 8/27 = ca. 30 % af vandhullerne, hvor der burde være gjort en kraftig indsats, og yderligere 11/27 = ca. 40 % af vandhullerne, hvor der burde være gjort en moderat indsats. Det betyder, at behovet er en kraftig indsats i 2 % af vandhullerne per år, og yderligere en moderat indsats i knap 3 % af vandhullerne per år. Når det gælder fløjtetudsen og strandtudsen, så er der i perioden gjort en indsats på ca. 22 lokaliteter, nogle af dem med flere vandhuller. På 12 af disse lokaliteter, alle med fløjtetudser, har der siden da været græsning helt eller delvis. I alle disse tilfælde er lokaliteterne stadigvæk nu, ca. ti år senere, i en god tilstand, hvor de er egnede for tudserne. På mindst 7 af lokaliteterne har fløjtetudserne faktisk overlevet, og på 2 ud af 3 lokaliteter har strandtudserne overlevet. På 10 andre lokaliteter har der derimod siden oprensningen ikke været nogen græsning. Der er ikke én af disse, hvor tudserne med sikkerhed har overlevet. Konklusionen med hensyn til strand- og fløjtetudse er således, at hvis der kan etableres græsning, så udgør dette en passende form for naturpleje. Men hvis der ikke kan etableres græsning, så gror vandhullerne for meget til i løbet af mindre end ti år. Det afgørende for disse arter er derfor, om der kan opretholdes græsning. Amtet har i løbet af 1990 erne indgået mange tiårige græsningsaftaler med lodsejere, især for arealer på strandenge. Efterhånden som disse aftaler udløber, vil natur-gevinsten tabes igen. For de tudsevandhuller, som ikke afgræsses, kræves en kraftig plejeindsats, hvis tudserne skal overleve. Vegetationspleje hvert andet år vil være et godt bud på den nødvendige indsats. 37

40 For arterne klokkefrø og løgfrø er der i årene gjort en indsats i 7 vandhuller på det græssede og fredede område Knudshoved, og i disse vandhuller trives begge arter fortsat. Uden for Knudshoved kan vi vurdere 7 vandhuller for løgfrø og 5 vandhuller for klokkefrø. De af dem, der har været oprenset eller nygravet, er blevet det i perioden Af de i alt 12 vandhuller er 3 afgræssede. Af de 12 vandhuller er der mindst 3, som i 2006 ikke længere ville være egnede uden indgreb. Desuden er der 4 vandhuller, som kræver en moderat plejeindsats. Det vil sige at der er mindst 25 % af vandhullerne, som i løbet af ti år eller mere kræver et indgreb, og yderligere 33 % som kræver en vis pleje. Hvis vi udtrykker behovet for en indsats i den procentdel af vandhullerne som bør behandles per år, så ligger behovet på samme niveau som for løvfrøerne. Generelt kan vi altså sige for alle vandhuller for løvfrø, klokkefrø og løgfrø, at der kræves en kraftig indsats i 2 % af vandhullerne per år, og en moderat indsats i yderligere op til 3 % per år. Angående vandhuller for strandtudse og fløjtetudse kan vi sige, at hvis de afgræsses, kræves ikke nødvendigvis yderligere indsats. Hvis de ikke afgræsses, kræves en vis indsats i ca. 50 % af vandhullerne per år. Ligger vandhullerne i beskyttede områder? Hvis vi spørger: Hvem har ansvaret for at paddernes vandhuller faktisk bliver plejet, så må vi starte med at se på, hvor mange af vandhullerne der ligger i områder med særlig status med hensyn til naturforvaltning. Specielt må vi se på, hvor mange af vandhullerne der ligger i Natura 2000-områder. Dette spørgsmål er belyst for to forskellige perioder. Den ene er perioden , sådan at forstå, at hvis en paddeart forekom i et vandhul i mindst et af disse to år, så tælles dette vandhul med. Den anden periode ligger ti år senere, og omfatter på samme måde de to år 2005 og Antallet af vandhuller med forekomst af sjældne padder i de to perioder, fremgår af tabel 10. Der er lidt usikkerhed på nogle af tallene, da vi ikke altid ved præcist, hvilket år arterne indvandrede til deres vandhuller eller forsvandt fra dem. Art År Natura 2000 Ikke Natura 2000 I alt Klokkefrø Løgfrø Løvfrø Strandtudse Fløjtetudse Tabel 10. Forekomster af de sjældne paddearter i, henholdsvis udenfor, Natura 2000 områderne. Antal koloniserede vandhuller. 38

41 Art Procent i Natura 2000-områder Klokkefrø 87% 79% Løgfrø 46-50% 50% Løvfrø 4% 5-6% Strandtudse 80-83% 90% Fløjtetudse 45% 52-54% Tabel 11. Antal vandhuller med forekomst i Natura 2000 områderne som procentdel af samtlige kendte vandhuller med forekomst. For klokkefrøen konstaterer vi, at hovedparten af forekomsterne er i Natura 2000-områder. Det er ikke mærkeligt, da de pågældende områder netop er udpeget for at beskytte klokkefrøen. Det er værd at bemærke, at antallet af forekomster uden for Natura 2000-områder er steget fra til For løgfrøen spiller det en rolle, at 5 af vandhullerne hører til én bestand, nemlig den på Knudshoved, der er et fredet Natura område. I de øvrige bestande findes arten kun i 1 eller 2 vandhuller. Hvis man kun bevarede arten i Natura 2000-områder, ville fire af de seks kendte overlevende bestande i amtet uddø. For løvfrøen er der meget få forekomster inden for Natura områderne. Antallet af disse forekomster er steget lidt, men den eneste grund til dette er, at der er sket en illegal udsætning af løvfrøer på Knudshoved. Hvis man kun ville bevare løvfrøer inden for Natura 2000-områder, ville man altså bevare meget få, og hovedparten af disse ville stamme fra en illegal udsætning. Natura 2000-områderne er for en meget stor del kystområder, ikke mindst strandenge. Dette er forklaringen på, at de fleste forekomster af strandtudse ligger inden for disse områder, og at ca. halvdelen af forekomsterne af fløjtetudse også ligger inden for. Man bemærker, at antallet af vandhuller med fløjtetudser inden for Natura 2000-områder har holdt sig nogenlunde konstant over de sidste 10 år, hvilket vil sige at tilfælde af tilbagegang og tilfælde af fremgang nogenlunde udligner hinanden. Uden for Natura 2000-områderne, derimod, er der en netto tilbagegang for fløjtetudsen. Samme tendens anes for strandtudsen. Alt i alt er det ekstremt forskelligt fra art til art, hvor stor en del af forekomsterne, der falder inden for Natura 2000-områderne. Det varierer fra ca. 4 % for løvfrøen, til 90 % for strandtudsen. For at få et samlet overblik, kan vi slå alle forekomsterne, såvel i som i , sammen i én tabel. Dette talmateriale omfatter da 349 vandhuller (hvoraf nogle rummer mere end en paddeart). Tabel 12 på næste side belyser, hvordan vandhullerne fordeler sig i og uden for Natura 2000-områder, og i og uden for fredede områder. Tallene angiver procent af samtlige 349 vandhuller. 39

42 Natura 2000 Ikke Natura 2000 I alt Fredet 9,7% 2,3% 12,0% Ikke fredet 19,5% 68,5% 88,0% I alt 29,2% 70,8% 100,0% Tabel 12. Samlet opgørelse af hvor stor en andel af bestandene af de sjældne paddearter, der findes i beskyttede områder. Henholdsvis Natura 2000 områder og områder med tinglyst landskabsfredning. Man ser, at af alle vandhullerne ligger ca. 29 % i Natura 2000-områder, og 12 % i fredede områder. De fleste ligger uden for disse områder. Det betyder, at hvis man kun plejer de vandhuller, der ligger i fredede områder eller Natura 2000-områder, så mister man på langt sigt hovedparten af forekomsterne af sjældne padder. Foruden de sjældne paddearter er der også tre ret almindelige paddearter på habitat-direktivet. Det er stor vandsalamander, spidssnudet frø og springfrø. Antallet af lokaliteter for disse arter er så stort, at der ikke findes nogen samlet oversigt. Vi ved derfor ikke, hvor stor en del af dem, der ligger inden for Natura 2000-områderne. Da både stor vandsalamander og springfrø i nogen grad undgår strandenge, kan det antages at det højst er ganske få procent af forekomsterne, der ligger inden for Natura 2000-områder. Behov for indsats i de nye kommuner Paddelokaliteternes fordeling på de nye kommuner De vandhuller, hvor der forekom eller muligvis forekom sjældne padder i , er i tabel 13 fordelt efter de nye kommunegrænser, der vil gælde fra Kommune Natura 2000 Ikke Natura 2000 I alt Faxe Guldborgsund Lolland Næstved Stevns Vordingborg I alt Tabel 13. Forekomster af sjældne padder i Storstrøms Amt fordelt efter de ny kommunegrænser. Koloniserede vandhuller i, henholdsvis udenfor, Natura 2000 områderne. Vandhullerne fordeler sig meget ujævnt. Over halvdelen af alle vandhullerne ligger i én enkelt kommune, nemlig den nye Lolland Kommune. Det betyder, at de fremtidige udgifter til at opretholde eller øge bestandene af padder, også vil blive meget ujævnt fordelt. Forvaltningsopgaverne og dermed udgifterne vil være forskellige for tudsearterne og for de øvrige padder og i tabel 14 er der derfor skelnet mellem forekomster af arter i disse to grupper. Denne tabel tjener som mellemregning, når vi skal opgøre plejebehovet for vandhuller. 40

43 Kommune Natura 2000 Ikke Natura 2000 I alt Art Tudser Øvrige Tudser Øvrige Tudser Øvrige Faxe Guldborgsund Lolland Næstved Stevns Vordingborg I alt Tabel 14. Forekomster af sjældne padder i Storstrøms Amt, som i tabel 13, men opdelt på sjældne tudsearter (strandtudse og fløjtetudse) samt sjældne padder i øvrigt (klokkefrø, løgfrø og løvfrø). Som vi har set ovenfor, er plejebehovet meget anderledes for tudsevandhuller end for vandhuller for de øvrige arter. En stor del af tudsevandhullerne er afgræssede, og her er plejebehovet som regel ikke ret stort. Dog må det påregnes, at på steder med stor kvægbesætning skal vandhullet jævnligt oprenses for det slam, der stammer fra kogødning. Derimod er der et meget stort plejebehov for tudse-vandhuller, der ikke er afgræssede. Her vil vi som et groft gennemsnit regne med følgende behov, opgjort for en 6-årig cyklus: Et mindre indgreb efter 2 år og 4 år, og et større indgreb efter 6 år. Efter det større indgreb starter en ny tilsvarende cyklus. Der er derfor i beregningerne skelnet mellem afgræssede og ikkeafgræssede tudsevandhuller (data vises ikke). Det viser sig i øvrigt, at de afgræssede ligger langt overvejende i Natura 2000-områder, mens de uden afgræsning langt overvejende ligger uden for Natura områder. For de øvrige arters vandhuller regnes med følgende behov årligt: Et større indgreb i 2 % af vandhullerne, og et mindre indgreb i 3 % af vandhullerne. Større indgreb er f.eks. oprensning, mens mindre indgreb er vegetationspleje, f.eks. beskæring eller fældning af træer. Kommune Natura 2000 Ikke Natura 2000 I alt Indgreb Større Mindre Større Mindre Større Mindre Faxe Guldborgsund 0,1 0 2,6 5,1 2,7 5,1 Lolland 1 0 6,5 12 7,5 12,0 Næstved 0,1 1 0,2 0,4 0,3 1,4 Stevns Vordingborg 2,3 4,5 2,6 5,1 4,9 9,6 Tabel 15. Et samlet skøn over det årlige behov for pleje af eksisterende vandhuller i de ny kommuner. Der skelnes i opgørelsen mellem større og mindre projekter(se teksten) og beliggenhed i, henholdsvis udenfor, Natura 2000 områderne. Tabel 15 viser det beregnede skøn over, hvor mange vandhuller, der årligt skal behandles med større indgreb, henholdsvis mindre indgreb. De største bidrag til tallene kommer fra ikke-afgræssede tudsevandhuller, som kræver meget pleje. Hvis der kan etableres græsning på flere lokaliteter, nedsættes dette behov. 41

44 Man ser, at behovet for vandhulspleje i Natura 2000-områder ikke er ret stort. Den eneste undtagelse fra dette er i Vordingborg kommune, hvor der er en hel del ikke-afgræssede tudsevandhuller i Natura områder. Uden for Natura 2000-områderne er behovet væsentligt større. I de fleste kommuner virker det ret overkommeligt at dække behovet. Men i Lolland Kommune er der dog brug for at behandle omkring 20 vandhuller årligt. Behov for nye vandhuller De fleste bestande af sjældne paddearter i Storstrøms Amt er stadigvæk så små, at selv hvis det lykkes at opretholde de nuværende vandhuller i en god tilstand, så vil bestandene stadig være truet i deres overlevelse, dels på grund af faren for indavl, dels på grund af risikoen for tilfældige negative bestandsudsving. For at modvirke dette, må bestandene gøres større, dels ved at der skabes flere vandhuller som de kan kolonisere, og dels ved at der skabes vandhuller som forbinder små, isolerede forekomster, og knytter dem sammen til større og mere sunde forekomster. Det står ikke lige dårligt til alle steder. Visse steder er der allerede alle de vandhuller, der kan være plads til, f.eks. på nogle af de små øer, hvor der vanskeligt kan presses flere vandhuller ind. Og på Nordvestlolland har bestanden af løvfrøer nået et så højt niveau, at den opfylder kravene til den ønskelige størrelse for en bestand. Disse steder er der altså ikke mulighed for eller behov for ret mange ekstra vandhuller. Andre steder, derimod, lever der små isolerede bestande, som har meget brug for, at der skabes flere vandhuller i nærheden. I tabel 16 er i første spalte opregnet, hvor mange bestande, der stadigvæk ikke er så store, som det kunne ønskes, og som bør have mulighed for at ekspandere, hvis de skal overleve. Kommune Antal bestande Antal nye vandhuller per år Faxe 0 0 Guldborgsund 40 2,3 Lolland 80 4,6 Næstved 3 0,2 Stevns 0 0 Vordingborg 50 2,9 I alt ,0 Tabel 16. Status og behov for indsats i de ny kommuner, hvis indsatsen holdes på samme niveau som hidtil. Tabellen viser til venstre antallet af bestande af sjældne paddearter, der har behov for hjælp i form af ny levesteder og til højre den ønskelige årlige indsats i form af etablering af ny levesteder / vandhuller. Behovet for nye vandhuller står nogenlunde i forhold til disse tal, dvs. at hvis alle små bestande skal gavnes lige meget, så skal der f.eks. skabes dobbelt så mange nye vandhuller i Lolland Kommune som i Guldborgsund Kommune. 42

45 Hidtil er der i løbet af ca. 15 år skabt ca. 115 nye vandhuller i Storstrøms Amt, foruden at en del vandhuller er omformet så kraftigt, at der i realiteten er tale om nye levesteder. Alt i alt er der altså lavet ca. 10 nye vandhuls-lokaliteter om året. Hvis denne indsats fortsætter fremover i samme takt, så kan der i løbet af år skabes 173 nye vandhuller, svarende til et nyt vandhul for hvert eksisterende vandhul med små, truede forekomster af padder. En sådan indsats vil være passende til at dække behovet for ekspansion - de små paddebestande vil alligevel ikke være i stand til at kolonisere mere end ca. 10 nye vandhuller om året. Kommunevis oversigt I det følgende gennemgås for hver af de nye kommuner, hvilket behov der kan være for en indsats for padder og krybdyr. Faxe Kommune Der kendes ingen aktuelle forekomster af sjældne padder i den nye Faxe Kommune. Der er dog en lille mulighed for, at fløjtetudsen forekommer i kommunen, ved Fakse Kalkbrud eller andre steder. Det ville være relevant at eftersøge den. De mest interessante områder for krybdyr er Præstø Fed og kysten langs Fakse Bugt. Der kunne være behov for at gå disse områder igennem med henblik på eventuelle plejetiltag, som kunne gavne krybdyrene. Guldborgsund Kommune Løgfrøen findes to steder i kommunen. Det ene er på privat jord et sted nord for Nysted. Her er brug for en yderligere indsats, som måske først og fremmest skal indebære kunstigt opdræt og udsætning i de vandhuller, som ligger og venter på kolonisering. Den anden forekomst er i Bøtø-reservatet, dvs. på statsejet jord. Også her kunne der være behov for en målrettet indsats, f.eks. gravning af vandhuller. Fløjtetudsen har relativt mange forekomster i den ny Guldborgsund Kommune, og de fleste af disse forekomster har behov for en fortsat indsats for at vedligeholde eller styrke dem. Det gælder Lollands sydkyst, sydøstkyst, og nordkyst, det gælder områder på Sydfalster og Nordvestfalster, og ikke mindst gælder det forekomsten ved Hasselø Nor, som er meget lille og truet. Det er vigtigt at fastholde eller genindføre græsning på mange af lokaliteterne. Strandtudsen findes ét sted i kommunen, nemlig i Bøtø-reservatet, hvor der snarere må kræves en statslig end en kommunal indsats. Løvfrøen yngler i nogle få vandhuller på Guldborgland. Der er, også i de senere år, gjort en indsats for at styrke denne forekomst, men der er behov for at følge op på denne indsats, og måske iværksætte supplerende tiltag. Der kendes ingen specielt interessante krybdyrforekomster i kommunen. Det kunne være relevant at undersøge, om der fortsat findes hugorm i nogle af moseområderne på Lolland. 43

46 Lolland Kommune Lolland Kommune er den af de nye kommuner, der har de talrigste forekomster af sjældne padder. Løgfrøen kendes fra et eller to steder (mellem Bredfjed og Kramnitse; Lundegårde ved Rødby) i kommunen. Den ene bestand er vistnok i fremgang. Den anden er ekstremt lille. I første omgang er der behov for en omhyggelig overvågning. Opdræt og udsætning kan eventuelt komme på tale. Fløjtetudsen forekommer en del steder i kommunen; der kan peges på adskillige områder, hvor der er behov for en forøget indsats for denne art, f.eks. ved Holeby, ved Errindlev, og i områderne nord for Nakskov. Den aktuelle status ved Savnsø Vig og på Vejrø kendes ikke, og bør undersøges. Der er flere lokaliteter for strandtudse i den ny Lolland Kommune end i alle de øvrige kommuner i området tilsammen. I områderne vest og syd for Nakskov drejer det sig om Enehøje (aktuel status ukendt), Albuen, Ydø, Høkke Sø og Lidsø. Nogle af disse bestande er meget små og truede, og disse steder kan en ekstra indsats være påkrævet, dels ved skabelse af flere vandhuller, dels ved (gen)etablering af græsning, og dels ved kunstigt opdræt. Den nordlige halvdel af kommunen har kun én forekomst, nemlig i et enkelt vandhul på Lindholm. Der er interesse for at opdrætte strandtudser herfra og udsætte dem på andre lokaliteter, dels på Knuthenborg Gods, dels f.eks. på Rågø; formålet hermed er bl.a. en bedre sikring af denne meget isolerede bestand. Løvfrøen findes i et stort antal vandhuller her, især på Vestlolland. Der kræves en fortsat vedligeholdelse her. På Midtlolland er der nogle små, isolerede forekomster af løvfrøer, hvor en mere koncentreret indsats fortsat kan være nødvendig, herunder gravning af flere vandhuller. Der kendes aktuelt ingen særlig interessante forekomster af krybdyr i kommunen. En ekstra indsats for at opklare, om hugormen har overlevet ved Maribo-søerne, kunne komme på tale. Næstved Kommune Klokkefrøen forekommer på Enø. Bestanden her er så lille, at den ikke kan anses for at være sikret på langt sigt. For tiden er der ikke mulighed for at forbedre situationen på Enø, men hvis muligheder herfor opstår i fremtiden, bør de udnyttes. I øjeblikket støttes denne bestand ved at der foregår opdræt og udsætning; udsætningslokaliteten er på Svinø, dvs. uden for kommunen. På længere sigt kunne man eventuelt genetablere forekomsten ved Karrebæk, hvilket vil kræve forbedring af vandhuller samt opdræt og udsætning. Løgfrøen kendes ét sted nordvest for Næstved, ved Kyse; her kunne der i høj grad ønskes en indsats for at styrke den lille bestand, ved at gøre andre vandhuller i området egnede til den, og derefter opdrætte og udsætte dyrene. Hvis det ikke sker, må det frygtes at bestanden langsomt vil gå til på grund af indavl. Strandtudsen og fløjtetudsen findes i Næstved Kommune kun eller hovedsagelig på Dybsø, som er statsejet, og hvor en kommunal indsats næppe er påkrævet. Derudover har en lille bestand af fløjtetudsen 44

47 overlevet ved Lov. Der er akut behov for at styrke denne bestand, bl.a. ved gravning af vandhuller. Løvfrøen forekommer i den nye Næstved Kommune uden for den nuværende amtsgrænse, nemlig i et overdrevsområde under Gunderslevholm gods. Der er fornyligt udført DNA-analyser som viser, at der er tale om en oprindelig forekomst, som har overlevet. Den er imidlertid lille og truet af indavl, og en indsats for at forøge forekomsten er derfor meget påkrævet. Det kan dels ske ved at etablere flere vandhuller i omegnen, og dels måske ved at udbrede forekomsten til nabogodset, Næsbyholm, hvilket vil kræve opdræt og udsætning. Der er en del forekomster af krybdyr i Næstved Kommune, f.eks. hugorme i Holmegårds Mose og markfirben i områderne sydøst for Næstved. Især hvad angår markfirbenene kan der stedvis være brug for en kommunal naturplejeindsats. Stevns Kommune Der kendes ingen aktuelle forekomster af sjældne padder i den ny Stevns Kommune. Krybdyrarterne markfirben og hugorm er udbredt langs Stevns Klint, men er formentlig i betydelig tilbagegang. En forøget indsats for naturpleje langs kysten kunne være påkrævet. Vordingborg Kommune Klokkefrøen har fra gammel tid haft en stor bestand på Knudshoved. Aktuelt er bestandens situation her god. I årene foregik et EU-støttet projekt, hvor dyrene blev udsat lidt længere inde i land, i områder ved Knudsskov. Her er den aktuelle situation knap så god, og der er brug for supplerende plejeindsats samt supplerende opdræt og udsætning. Der er behov for kommunens medvirken hertil. I et nyt EU-støttet projekt der løber fra 2004 og 5 år frem, etableres en bestand af klokkefrøer på Svinø. Det sker ved at lave nye vandhuller og udsætte klokkefrøyngel fra Enø. Vordingborg kommune har ydet et beskedent årligt beløb som bidrag til dette projekt, og den ny Vordingborg Kommune vil skulle fortsætte hermed indtil projektet afsluttes. Løgfrøen findes på Knudshoved og har formentlig nydt godt af plejeindsatsen for klokkefrøen dér. Løgfrø-bestanden er dog ikke særlig stor, og der kunne være behov for at styrke den ved også at udsætte løgfrøyngel i de nye klokkefrøvandhuller ved Knudsskov, hvor leveforholdene formentlig vil være gode. Derudover har der indtil for nylig levet en isoleret bestand vest for Køng. Den er muligvis uddød nu. Der bør dog gøres en ekstra indsats for at opspore eventuelle overlevende dyr i omegnen, og eventuelt bringe bestanden på fode igen ved opdræt. Fløjtetudsen findes adskillige steder i kommunen: Svinø-Avnø, Vordingborg By, Langebæk, Farø, Bogø, Tærø, og store dele af Vestmøn. Det er tvivlsomt om den har overlevet på Ulvshale-Nyord. Nogle af bestandene er meget små og truede, og næsten alle bestandene har brug for en målrettet naturplejeindsats. Der er f.eks. behov for at (gen)etablere græsning en del steder. 45

48 Strandtudsen har nogle få forekomster i kommunen. På Svinø-Avnø findes p.t. ganske få dyr, men det forventes at bestanden i de kommende år vil formere sig kraftigt op på Avnø. En kommunal indsats her er p.t. ikke påkrævet. På Møn findes ekstremt få individer, og chancen for at arten overlever her er lille. Der er en ret lille bestand på Tærø, hvorfra arten måske kan kolonisere Bogø eller Vestmøn. I den forbindelse kan der eventuelt dukke behov op for en kommunal plejeindsats visse steder. Løvfrøen findes tre steder i kommunen: 1) Knudshoved, hvor den er udsat, og hvor den trives som forholdene er. 2) Områderne fra Vordingborg og østpå. Her er gjort en stor indsats for arten, med positivt resultat, men der er fortsat behov for yderligere indsats, og der står fortsat lodsejere i kø som gerne vil have etableret vandhuller til arten. 3) På sydsiden af Præstø Fjord. Også her er gjort en stor indsats for arten. Lige p.t. er der ikke stort behov for en ekstra indsats her, men forhåbentlig vil der i løbet af ca. 5 år opstå mulighed for yderligere ekspansion. Krybdyr-arterne markfirben og hugorm forekommer en del steder rundt omkring i kommunen, men mange af bestandene er små. Der er stedvis behov for en naturplejeindsats. Der er en lille mulighed for at der stadig forekommer æskulapsnog i kommunen. Det er et spørgsmål om, hvorvidt arten overhovedet har overlevet i Danmark, og man kan derfor argumentere for at det primært kalder på en national indsats. En interessant mulighed kunne dog være en kommunalt støttet plejeindsats, der kunne gøre det lettere at observere, om der findes individer i området. 46

49 ARTSGENNEMGANG LILLE VANDSALAMANDER Triturus vulgaris Klassificering Ikke på rødlisten Generelt Lille vandsalamander er almindelig i hele amtet. Der findes ikke nogen aktuelle oplysninger om hvordan bestandene har udviklet sig i de senere år. Trusler Arten trues især af forurening af vandhullerne med gødningsstoffer fra markerne, samt tilgroning af vandhullerne med skyggende buske og træer. Bevaring Arten bevares ved at undgå tilløb af markdrænvand til vandhuller, ved at rense vandhuller op, ved at fjerne skyggende vegetation, og ved at sørge for at der ikke kommer fisk i vandhullerne. Vandhulsprojekter for sjældnere paddearter vil næsten altid gavne lille vandsalamander. Målsætning Prioritering Ingen Ingen STOR VANDSALAMANDER Triturus cristatus Klassificering Ikke på rødlisten. Opført på habitatdirektivets bilag II og IV. Generelt Stor vandsalamander er almindelig i hele amtet, dog ikke helt så almindelig som lille vandsalamander. I forhold til lille vandsalamander stiller den større krav til vandets renhed, og den er endnu mere følsom over for udsætning af fisk. Ved en undersøgelse i sommeren 2001 blev samtlige 100 vandhuller i et område omkring Karrebæksminde vest for Næstved undersøgt. Stor vandsalamander fandtes i 49 af disse, og i 45 var der ynglesucces. Der er således tale om en ganske almindelig og vidt udbredt dyreart. Den forekommer i næsten samtlige de vandhuller i amtet, hvor der yngler sjældnere paddearter, og når vandhuller oprenses eller nygraves, indvandrer den næsten altid i løbet af få år. Dette sker også, selvom vandhullerne ligger midt på store dyrkede marker. Bevaring Som for lille vandsalamander. For stor vandsalamander virker oprensning særlig gavnligt. Målsætning Prioritering Ingen Ingen 47

50 KLOKKEFRØ Bombina bombina Klassificering CD, afhængig af bevaringsindsats og A, ansvarskrævende. Opført på habitatdirektivets bilag II og IV. Generelt Klokkefrøen er gået stærkt tilbage i Danmark, og har så vidt vides kun overlevet 7-8 steder i landet, heraf to steder i Storstrøms Amt. Den lever sommeren igennem i og ved vandhuller. Til ynglevandhuller foretrækker den ret lavvandede og varme vandhuller i ret åbent, småkuperet terræn, helst på overdrev eller i afgræssede områder. Den tåler ikke nogen form for fisk i ynglevandhullet, og vandet skal være ret rent. I nogle klokkefrø-bestande har dyrene en høj levealder, og til gengæld sætter de ikke ret mange unger i verden per år. Dette gør klokkefrøerne særligt sårbare over for faktorer som fjerner de voksne frøer, herunder ulovlig indsamling, og prædation fra hejrer. Tidligere forekomst Figur 9 viser tidligere kendte forekomster af klokkefrøen i Storstrøms Amt. Enkelte oplysninger er fra eller 1800-tallet; de fleste er fra midten af 1900-tallet. På Falster uddøde den muligvis allerede omkring På Lolland uddøde den så vidt vides ca. 1975, på Møn ca. 1970, på Nyord ca. 1945, og på Sydsjælland (bortset fra Knudshoved Odde) omkring 1980 (på Svinø til ca. 1977, ved Karrebækstorp indtil ca. 1980, måske indtil 1984). På Dybsø fandtes den angiveligt indtil Figur 9. Tidligere forekomst af klokkefrø Ret sikker angivelse Usikker angivelse Figur 9 Oprindelige forekomster Oprindelige klokkefrøbestande har overlevet to steder i amtet, som det ses på figur

51 På Knudshoved Odde vest for Vordingborg lever en stor bestand, som i gode år rummer op mod 1000 voksne individer. I begyndelsen af 1990 erne viste bestanden nedadgående tendens, og den kom i 1994 måske ned under 500 individer. I 1994 og 1995 havde frøerne stor ynglesucces i visse vandhuller, og bestanden steg midlertidigt. Den gode ynglesucces skyldtes delvis de vandhuls-projekter, som amtet gennemførte i Samtidigt var der dog en tendens til, at den årlige dødelighed steg kraftigt, og mange af individerne fra de gode yngleår nåede aldrig at blive kønsmodne. Omkring år 2000 var der en kraftig tilbagegang, og der befandt sig kun omkring 50 kønsmodne dyr i vandhuller, hvor de kunne yngle. Forklaringen formodes at være prædation fra hejrer. Ved det vigtigste vandhul blev der opsat et elektronisk fugleskræmsel i 2002, hvorved hejrerne blev holdt væk igennem to måneder. Det var tilstrækkeligt til at give en vældig fremgang for bestanden dér. Siden da har hejreproblemet været mindre; desuden er der i gennemført yderligere vandhulsprojekter i områ- Figur 10. Nuværende forekomst af klokkefrø. Vandhuller med bestande af klokkefrø i de senere år Nye bestande af klokkefrø under etablering 49

52 det. I 2003 var der igen ca. 500 voksne dyr i bestanden, og den synes at være steget yderligere siden. Der er formentlig nu (2006) op imod 1000 dyr. På Enø vest for Næstved lever en mindre bestand, som gik gradvis tilbage i løbet af 70 erne og 80 erne, og var tæt på at uddø i Det år begyndte en redningsaktion, som i første omgang var baseret på kunstigt opdræt af frøerne, og snart efter blev suppleret med forbedring af vandhullerne og gravning af nye vandhuller. Da bestanden var lavest, i 1989, var den på kun 9 frøer, fordelt på 3 vandhuller. Igennem 1990 erne steg bestanden gradvis, som resultat af naturlig ynglesucces. Frem til 2002 steg den gradvis til måske ca. 150 dyr. Langt hovedparten af disse fandtes i kun to vandhuller. I det ene af disse opstod problemer med hejreprædation, og her faldt bestanden til kun ca. 6 dyr i I 2006 var Enø-bestanden på i alt ca. 130 dyr, hvoraf alle på nær ca. 5 fandtes i et eneste vandhul. Bestanden er således nu meget sårbar, da den er afhængig af situationen i ét vandhul. Dubletbestande Fra de to oprindelige klokkefrøbestande er der udsat klokkefrøer to andre steder i amtet, som det ses på kort 10. Dette er sket inden for rammerne af to projekter, der er finansieret delvis af EU under det såkaldte LIFE-program. Formålet har været, at der for hver af de eksisterende bestande skal oprettes en dublet-bestand. Den ene dublet-bestand er etableret i omegnen af Knudsskov, dvs. langs skovens sydkant og vestpå, til og med Paradiset. I dette område er der lavet eller forbedret 15 vandhuller, foruden at visse andre vådområder også er forbedret lidt, f.eks. ved hævning af vandstanden. Derefter er der udsat klokkefrøyngel fra Knudshoved. Klokkefrøerne ynglede første gang i det nye område i Bestanden var i 2006 på voksne. De levede i kun 4 vandhuller, med yngel i kun de 2 af dem. Situationen er derfor ikke tilfredsstillende, og der er brug for en yderligere indsats for at styrke bestanden. Den anden dubletbestand etableres på det vestlige Svinø. Her vil der i løbet af 5 år blive lavet 25 vandhuller, hvoraf nogle allerede nu (2006) er lavet. Udsætningen af klokkefrøyngel fra Enø begyndte i 2005, og der er indtil nu udsat ca. 700 små frøer. Det er for tidligt at sige, om udsætningen slår an. Trusler Klokkefrøen trues i højere grad end de fleste andre paddearter af afvanding, dræning, udgrøftning osv., idet den foretrækker vandhuller, der har lav forårsvandstand, men alligevel holder vand sommeren over i de fleste år. Derudover trues den af talrige andre faktorer, så som ændringer i græsningstryk, forurening, udsætning af fisk, udsætning af ænder, tilgroning og tilplantning. Hejrer, og måske også andre prædatorer, kan være en meget væsentlig trussel. Også indavl må regnes med som en trussel. I visse år, og visse vandhuller, er der ingen ynglesucces, uden at vi kan forklare hvorfor. Muligvis skyldes det, at hunnerne slet ikke lægger æg de år. 50

53 Bevaring Fra 1988 og frem er de oprindelige klokkefrøbestande søgt bevaret ved oprensning af vandhuller, tømning af vandhuller for fisk, fjernelse af skyggende vegetation og nygravning af vandhuller. På Enø desuden ved opdræt. De fleste af de tiltag, der kan udføres, er udført nu. Dertil kommer så etableringen af dubletbestande, der giver en yderligere sikring. Målsætning I begge de oprindelige bestande og i begge dubletbestande bør der være mere end 500 voksne frøer, der deltager i formeringen, for at bestandene kan anses for tilstrækkeligt robuste, og beskyttede mod indavl. Dette er lige akkurat opfyldt for Knudshoved Odde, men ikke for de øvrige bestande. På Enø kan det blive meget vanskeligt at opnå. Prioritering Det igangværende EU-støttede projekt skal fuldføres. Dernæst skal det sikres, at de to nye dubletbestande faktisk slår an og bliver store nok. Hvis dette ikke sker umiddelbart, har det høj prioritet at få bestandene til at fungere bedre. Det har ret høj prioritet at overvåge bestandene for at undersøge, om overlevelsen og ynglesuccesen er tilfredsstillende, og for bedre at forstå, hvilke faktorer der påvirker bestandene. Såfremt hidtil oversete bestande skulle blive opdaget, vil en hjælpeindsats for disse få topprioritet. LØGFRØ, Pelobates fuscus Status V, sårbar. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Generelt Løgfrøen lever mest i åbent land. Om dagen ligger den nedgravet i jorden; kun om natten graver den sig op og finder føden på jordoverfladen, gerne i dyrkede marker og allerhelst hvor der er bar jord mellem planterne, så som i kartoffel- og roemarker. Den foretrækker løs, sandblandet jord, som er lettest at grave i, men forekommer også på steder med lerjord. Ret forskellige typer af vandhuller kan tjene som ynglevandhuller. De vigtigste krav er, at de skal holde vand frem til slutningen af juli, at de er fuldt solbeskinnede, at vandet er rent, og at der ikke er fisk, bortset eventuelt fra nogle få hundestejler. Arten er svær at finde. Den kan registreres ved at høre de kvækkende hanner omkring 1. maj, men det kan kun ske i stille, lunt vejr, og selv da er det ekstremt svært at høre dem. Man skal vade ud i vandhullerne og nå inden for en afstand af ca. 10 m fra dyrene. Fra 2002 og frem er overvågningen i Storstrøms Amt sket med elektronisk lytteudstyr (undervandsmikrofon og forstærker), hvilket gør at man registrerer flere individer end ellers, og at registreringen bliver mere sikker. 51

54 Tidligere forekomst Figur 11 viser tidligere kendte forekomster af løgfrøen i Storstrøms Amt. Da løgfrøen som regel er vanskelig at finde, må det formodes, at den faktisk har været udbredt over stort set hele amtet. Der er ingen tendens til, at den i sin udbredelse undgår de fede lerjorder på Lolland. De fleste oplysninger er fra midt i 1900-tallet, men der er også en del oplysninger fra omkring Nuværende forekomst Forekomster kendt i perioden fra 1991 og frem er vist på figur 12 på næste side. Der er ingen tvivl om, at arten er gået meget stærkt tilbage i forhold til tidligere, da den er eftersøgt forgæves på mange af de tidligere findesteder. Desuden er der gjort en indsats for at opdage nye lokaliteter i det centrale Sydsjælland samt på Møn og Sydøstlolland, men med meget ringe udbytte. Der er dog stadig håb om, at yderligere eftersøgning vil afsløre flere bestande. Nogle bestande er forsvundet i løbet af perioden. Det gælder en forekomst ved Myrup sydøst for Næstved, som blev forsøgt reddet ved kunstigt opdræt, men forgæves. En forekomst ved Køng Overdrev er muligvis også uddød for nylig. Den største bestand i amtet er på Knudshoved Odde, hvor løgfrøen kvækker i mindst 5 vandhuller. Bestandens størrelse kendes ikke. Der er muligvis kun omkring hanner, hvilket er for lidt til at undgå indavl på meget langt sigt. Nordvest for Næstved, ved Kyse, har arten overlevet i et enkelt vandhul. Efter oprensning af dette, og gravning af et nabovandhul, er arten gået lidt frem. Der kan høres ca. 15 hanner eller mere, og der er set æg fra op til 16 hunner. Figur 11. Tidligere forekomst af løgfrø Forekomst i et eller flere tætliggende vandhuller Figur 11 52

55 På Falster er arten registreret i Bøtø-reserveret, hvor der ét år er fanget to haletudser. Et senere forsøg på at genfinde den er ikke lykkedes. På Sydøstlolland nord for Nysted blev arten i 1992 fundet i ét vandhul, med 1-2 hanner. Vandhullet blev uddybet samme efterår, og siden da er arten gået frem, med hanner i Forekomsten er dog stadig meget truet. Lokale beboere har i 2002 set et enkelt eksemplar et par km øst for Rødby. Det er ikke lykkedes at finde frem til et vandhul her, hvor arten lever. Lidt øst for Kramnitse blev der hørt enkelte løgfrøer i to vandhuller i Siden da er levestedet forbedret, og i 2004 kunne høres omkring 20 hanner. Bestandens fremtid her er dog stadig meget usikker. Alt i alt er der kun tale om få, små, isolerede bestande. Og arten findes ikke længere i tilgrænsende områder (der er ingen kendte forekomster på Sjælland længere, bortset fra Hornsherred og Nordsjælland). + + Figur 12. Nuværende forekomst af løgfrø Vandhul med sikker forekomst Vandhul med usikker forekomst + vandhul hvor bestanden er nyligt uddød 53

56 Trusler Løgfrøen trues af moderne former for landbrug, hvor de store maskiner formentlig direkte dræber frøerne, mens de ligger i jorden. Måske er dette en hovedårsag til, at arten er gået meget stærkt tilbage. Et sted (Køng Overdrev) gik en ellers ganske stor bestand pludselig stærkt tilbage, og uddøde vistnok i løbet af blot 3 år. På det sted er der mistanke om, at miseren skyldes en koloni af rotter, som holdt til ved vandhullet, fordi der blev fodret med korn til fasaner. Rotter æder mange (alle?) arter af padder. Løgfrøen stiller større krav til vandets renhed end mere almindelige padder, og overgødskning af vandhuller er derfor en vigtig årsag til tilbagegangen. Hundestejler eller større fisk er også en trussel, og ét sted kan for højt saltindhold i vandhullet have været en trussel. Da de fleste bestande er meget små, og har været nede på under ca. 10 individer, da der var færrest, må vi også regne med indavl som en mulig trussel. Bevaring Hvor løgfrøen endnu findes, kræves især to ting for at bestanden kan overleve: at vandhullet renses op, hvis det ikke allerede er rent, og at der udlægges udyrkede arealer omkring vandhullet, hvis det ikke allerede er tilfældet. Det sidste er nødvendigt for at sikre, at en del af individerne opholder sig på steder, hvor de ikke dræbes af landbrugsmaskiner. Målsætning For at en bestand skal kunne overleve på langt sigt uden risiko for indavl og tilfældige negative udsving i bestandens størrelse, bør den omfatte mindst ca. 500 kønsmodne individer. Ingen af bestandene i amtet opfylder denne målsætning. Og der er ikke i en overskuelig fremtid udsigt til, at det vil kunne opnås. På længere sigt er der derfor risiko for, at alle bestande i amtet svækkes så meget, at de uddør. For at undgå dette, kræves en målrettet indsats, der både omfatter gravning af flere vandhuller, og opdræt og udsætning for at igangsætte en spredningsproces, som næppe kan komme i gang ved egen kraft. Prioritering Løgfrøen er formentlig den mest truede paddeart i amtet, og må derfor have topprioritet. 54

57 LØVFRØ, Hyla arborea Status CD, afhængig af bevaringsindsats. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Generelt Uden for yngletiden holder løvfrøen til i busk- og kratbevoksning, især i skovbryn, i levende hegn, og i haver. I yngletiden fra sidst i april til midt i juni søger den til vandhuller, hvor man efter solnedgang kan høre hannernes kvækken. Lyden er så kraftig, at den kan høres 1 km væk, undertiden endnu mere. Hvis man om aftenen kører omkring og lytter sig frem, kan man derfor med ret stor sikkerhed registrere samtlige ynglevandhuller for løvfrøen i et område. Ynglevandhullerne skal være fuldt solbeskinnede, have rent vand, og være uden fisk. Tidligere forekomst Figur 13 viser tidligere kendte forekomster af løvfrøer i Storstrøms Amt. De fleste oplysninger stammer fra perioden ca til 1960, dog stammer de fleste af oplysningerne på den vestlige halvdel af Lolland fra , da løvfrøens forekomst i dette område blev undersøgt. I en indberetning til Zoologisk Museum i 1942 skrev lærer F.H. Møller, Nykøbing F., om løvfrøen: På Lolland-Falster er denne frø ret almindelig. Man ser den vel sjældent uden for yngletiden, men under denne hører man dens kvækken mangfoldige steder, og hvis man f.eks. en forsommernat kommer cyklende fra Nakskov til Nykøbing, kan man langs denne strækning på steder, hvor der endnu er mergelgrave, der passer den, høre dens nattekoncert. Særlig almindelig er den omkring Nykøbing F., både på Falster- og Lollandsiden, men også på min hjemegn (Horslunde sogn) hørtes i min barndom (omkring 1900) dens energiske kvækken overalt. Figur 13. Tidligere forekomst af løvfrø Forekomst i et eller flere tætliggende vandhuller Figur 13 55

58 I årene derefter gik det hastigt tilbage. Den seneste præcise oplysning om løvfrøer på Falster er fra 1962, og arten er formentlig uddød på Falster midt i 60 erne. På Sydsjælland synes tilbagegangen at være sket gradvis igennem hele 1900-tallet. I Præstø-området fandtes den kun tilbage ét sted fra og med ca I egnen øst for Vordingborg fandtes den endnu en del steder i 1945, men efter ca var den kun tilbage ét sted. På Knudshoved Odde forsvandt den, af ukendte grunde, efter ca. 1950, og den uddøde ved Oreby først i 60 erne. Ved Ulse Sø, på grænsen til Vestsjællands Amt, hørtes den for sidste gang i 1978 i ét eksemplar. Den har overlevet i et enkelt vandhul ved sydsiden af Tystrup-Bavelse sø, lige uden for amtsgrænsen. På Lolland har den klaret sig bedst. Endnu først i 1980 erne fandtes den en del steder på både Øst- og Vestlolland; på Vestlolland var den i visse egne endnu meget udbredt. Fra 1981 til 1991 forsvandt den fra ca. 70 % af de tilbageværende levesteder Figur 14. Nuværende forekomst af løvfrø Vandhul (et eller flere tætliggende) med sikker forekomst Vandhul med usikker forekomst + vandhul hvor bestanden er nyligt uddød 56

59 Nuværende forekomst De nuværende forekomster er vist på figur 14. I 1988 var der to bestande tilbage i Sydsjælland - ved Præstø Fjord og ved Stensby. De var begge holdt op med at yngle. De blev reddet ved kunstigt opdræt, efterfulgt af biotoppleje. Dyr fra Stensby-bestanden blev desuden udsat på Kulsbjerge militære øvelsesterræn, samt i en skov nær Vordingborg. Ved optælling af en løvfrøbestand tælles kun antallet af kvækkende hanner. Hunnerne kan ikke optælles. Bestanden ved Præstø Fjord har siden lavpunktet i 1989 svinget op og ned. Et enkelt år har den været over 150 hanner, men i de fleste år svinger antallet omkring 50 hanner, fordelt på 3-4 vandhuller. Det er for lidt til at undgå indavl på meget langt sigt. Men der er for nylig sket indgreb og forbedringer, som skulle muliggøre en større bestand fremover. Fra denne bestand er der illegalt udsat løvfrøer på Knudshoved vest for Vordingborg. Den udsatte bestand blev opdaget i Der kvækker hanner, og der er god ynglesucces, så bestanden her vil formentlig stige i fremtiden. Bestanden ved Stensby var nede på et lavpunkt i 1989, da der kun kvækkede én han. Siden er den steget igen, først på grund af opdræt og udsætninger, siden på grund af biotopforbedringer. En af udsætningslokaliteterne, nord for Vordingborg, har i de seneste år haft 50 hanner eller mere, og de har spredt sig til en nabolokalitet. En anden udsætningslokalitet er det militære øvelsesterræn Kulsbjerge, hvor bestanden har været stigende. Den ligger for tiden på omkring 100 hanner, og de har spredt sig til andre vandhuller uden for militærområdet. På den oprindelige lokalitet ved Stensby er løvfrøen derimod næsten uddød. Sammenlagt har løvfrøbestandene ved Vordingborg i de senere år omfattet op imod 200 hanner. Der er stor mulighed for yderligere spredning og opformering, så det er muligt at bestanden efterhånden kan blive så stor, at den er helt uden for fare. Alt i alt omfatter bestandene på Sydsjælland ca. 300 hanner fordelt på ca. 18 vandhuller. På Sjælland findes desuden bestanden ved sydsiden af Tystrup- Bavelse Sø. Den vil blive omfattet af den nye Næstved Kommune, og skal derfor kort omtales her. Bestanden har overlevet i blot ét vandhul, og været nede på måske hanner. Den lever nu i tre nærliggende vandhuller, og antallet er noget større, men situationen er stadig meget usikker, og der er stærkt brug for en yderligere indsats. På Lolland har der overlevet to store bestande, som har reageret meget positivt på de udførte vandhulsprojekter. På Nordvestlolland findes der nu løvfrøer næsten overalt. Ved den seneste opgørelse, i 2003, var der ca. 900 hanner fordelt på ca. 65 vandhuller. På Sydvestlolland var der samme år ca. 140 hanner fordelt på ca. 20 vandhuller, og i den østlige udkant af Nakskov kvækker ca. 70 hanner fordelt på 7 vandhuller eller mere. De øvrige bestande på Lolland (Midt- og Østlolland) er ret små, isolerede og truede. Ved seneste opgørelse (2006) kvækkede der her i alt ca. 150 hanner fordelt på ca. 18 vandhuller. Situationen er således ret varieret: på Vestlolland og ved Nakskov trives bestandene, hvorimod situationen på Midt- og Østlolland er mere problematisk. Alt i alt omfatter bestandene på Lolland hanner fordelt på ca. 110 vandhuller. 57

60 Trusler Løvfrøen trues især af forringelser af ynglevandhullerne, dvs. overskygning, tilførsel af gødningsstoffer, og udsætning af fisk. De mindste bestande, især dem på Sjælland og nogle af dem på Midtog Østlolland, trues desuden af indavl. Bevaring Siden 1988 er der med penge fra Storstrøms Amt og fra private fonds, især WWF, gjort et stort arbejde for at bevare løvfrøerne i området. Den vigtigste indsats har været oprensning af ynglevandhullerne, eventuelt kombineret med udryddelse af fisk. Dette har bevirket, at selv nogle af de meget små og isolerede bestande igen har formeret sig kraftigt. Bestandenes mulighed for at sprede sig til andre vandhuller er øget ved oprensning af yderligere vandhuller, og gravning af nye. I alt er der i amtet blevet oprenset og gravet ca. 160 vandhuller af hensyn til løvfrøen. Derudover er nogle af de mindste bestande på Lolland, og især Sjælland, blevet ophjulpet ved kunstigt opdræt af indsamlede æg. Målsætning For at en bestand skal kunne overleve på langt sigt uden risiko for indavl og tilfældige negative udsving i bestandens størrelse, bør den omfatte mindst ca. 500 kønsmodne individer som deltager effektivt i formeringen. Vi kan regne med, at over halvdelen af de kønsmodne dyr ikke får afkom, enten fordi de yngler i vandhuller, hvor der slet ikke er ynglesucces, eller fordi de ikke har så meget held med sig som de øvrige individer. Vi kan også regne med, at ca. halvdelen af dyrene er hanner. Det betyder at antallet skal overstige 1000 kønsmodne dyr, hvoraf altså de 500 er hanner. I tabel 17 ser man hvordan forholdene er i de enkelte delområder. Som det ses, er der for øjeblikket kun ét område, hvor kravet til bestandsstørrelse er opfyldt, nemlig Nordvestlolland. Her er nogle af de tidligere adskilte bestande igen smeltet sammen, men der er stadig ingen forbindelse mellem frøerne nordøst for Nakskov og nordvest for Nakskov, så situationen vil være først være helt OK, når der er skabt forbindelse mellem disse to del-bestande. Der er således stadig behov for nye vandhuller, nemlig vandhuller langs den nordlige udkant af Nakskov, der kan tjene til at forbinde de to bestande. For alle øvrige forekomster er der langt igen, førend kravet til bestandstørrelse er opfyldt. Opfyldelse af kravet til bestandsstørrelse kan ske ved at skabe yderligere ynglevandhuller til frøerne. Derved kan man opnå enten 1) at der bliver så mange ynglevandhuller, at bestanden i sig selv kan nå op på 500 voksne dyr, eller 2) at der skabes forbindelse mellem hidtil isolerede bestande, der hver for sig er på under 500 dyr, men som tilsammen kan komme op på over 500 dyr. Prioritering Indsatsen for løvfrøen har i de forløbne år haft høj prioritet. For så vidt angår Vestlolland, kan løvfrøen nu godt rykke lidt ned i prioriteringen, men det er vigtigt at de gode vandhuller fortsat vedligeholdes. I andre dele af amtet er der stadig tale om ret små og truede bestande, og disse forekomster må derfor stadig have høj prioritet. 58

61 Hvis målsætningen på 500 voksne dyr, der deltager effektivt i formeringen, lige akkurat er opfyldt, så kan man regne med, at der ikke længere sker nogen genetisk forringelse af bestanden - men heller ikke nogen forbedring. På langt sigt er der derfor god mening i yderligere at øge bestandene, for at styrke dem genetisk. Antal isolerede bestande Antal kvækkende hanner Sidste Område optalt år Tilstand 2006 Krav Tilstand 2006 Krav Jungshoved * ca Stensby, Kulsbjerge, Vordingborg ca Guldborgland ca Kristianssæde Skov ca Nord og øst for Stokkemarke ca NV for Torrig Nordvest-Lolland + Nakskov ca * Sydvest-Lolland * ca * angiver, at kravet p.t. er opfyldt. Tabel 17. Oversigt over størrelsen af løvfrøbestande i Storstrøms Amt. I hvert område skal der på længere sigt være én sammenhængende bestand med mindst 500 kvækkende hanner. SKRUBTUDSE, Bufo bufo Status Ikke på rødlisten Generelt Skrubtudsen er almindelig i hele amtet, om end den som alle øvrige padder er gået meget tilbage siden de første systematiske registreringer i 1940 erne. Den yngler især i større vandhuller og søer, især hvor der er fisk. Trusler Tilbagegangen skyldes især forurening af vandhullerne med affald, gødningsstoffer, kloakvand etc., samt tilgroning af vandhullerne med skyggende buske og træer. Bevaring Arten bevares især ved at sikre vandkvaliteten i større vandhuller og søer, herunder specielt ved at undgå tilløb af kloakvand fra spredt bebyggelse, samt ved at oprense gadekær og andre vandhuller, der allerede er ødelagte. Målsætning Prioritering Ingen Ingen 59

62 STRANDTUDSE, Bufo calamita Status V, sårbar. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Generelt Strandtudsen lever hovedsageligt i områder med åben, lav vegetation, dvs. klitter, strandbredder, græsarealer og enge. Den yngler i særligt lavvandede vandhuller, der nærmest har karakter af forårsoversvømmelser. Hele udviklingen fra æg til nyforvandlet tudse kan gennemføres på kun ca. 5 uger, dvs. at arten kan yngle i oversvømmelser, der tørrer ud allerede i begyndelsen af sommeren - og foretrækker faktisk at yngle sådanne steder. Dette er samtidig de levesteder, som er allermest udsatte for at blive tørlagt ved udgrøftning og dræning, hvorfor strandtudsen da også er forsvundet fra de fleste af sine levesteder. Tidligere forekomst Figur 15 viser de lokaliteter, hvor arten tidligere har været registreret, uanset årstal. Nogle lokaliteter er fra slutningen af forrige århundrede, nogle er fra 1940 erne, nogle er fra årene omkring 1980, og enkelte er fra begyndelsen af 1990 erne. Tilsammen giver oplysningerne indtryk af, at strandtudsen har været jævnt udbredt i hele amtet, men med ret stor afstand mellem de enkelte forekomster. Der er kun få indlands-lokaliteter. Nuværende forekomst Figur 16 viser de aktuelt kendte forekomster. Flere af forekomsterne er på steder, hvorfra arten ikke tidligere har været noteret: Dette skyldes givetvis ikke nyindvandring, men derimod blot, at disse forekomster ikke er blevet opdaget tidligere. Det generelle indtryk af en stor tilbagegang er givetvis korrekt. De steder, hvor strandtudsen har klaret sig, er især på små øer og isolerede halvøer, hvor der stadig er store, uforstyrrede strandengsområder. Der er flest lokaliteter omkring Nakskov Fjord. Amtets største bestand er på selve Albuen. Det er usikkert, om den har overlevet på Figur 15. Tidligere forekomst af strandtudse Forekomst i et eller flere tætliggende vandhuller Figur 15 60

63 Enehøje. Ved grunden af Albuen (Ydø) lever en ganske lille bestand. Herfra er der 6-7 km videre mod øst langs Sydlollands kyst, hvor strandtudsen har overlevet i Høkke Sø; her var der i 1993 kun 1-2 hanner, men bestanden har formeret sig meget. Ved de nyopståede oversvømmelser ved Lidsø blev der opdaget en lille forekomst i En helt isoleret, men talstærk forekomst har overlevet på Lindholm i Smålandshavet. På Falster har den kun overlevet i Bøtø reservatet på Sydfalster. I de bedste år er der her ca. 100 hanner, men i dårlige år langt færre. På Møn er den nu ekstremt sjælden. En han blev hørt ved Neble i 2000, og 1-2 hanner på Ulvshale i 2004 og En middelstor bestand yngler i flere vandhuller på Tærø i Storstrømmen. På Dybsø kvækker i gode år over 100 hanner, og der er ofte god ynglesucces. Visse år har enkelte også kvækket på tilgrænsende dele af Figur 16. Nuværende forekomst af strandtudse Vandhul (et eller flere tætliggende) med sikker forekomst Vandhul med usikker forekomst + vandhul hvor bestanden er nyligt uddød 61

64 Svinø. Efter overflytning af yngel kvækker nu flere hanner - ca. 5 - på Svinø og Avnø. Der forventes stor fremgang på Avnø i de kommende år. Trusler De steder, hvor arten er forsvundet, er der som regel ikke tale om nogen fuldstændig ødelæggelse af levestederne, men mere om små forringelser, der måske knap bemærkes. Det kan være udsætning af fisk, moderat uddybning af eksisterende grøfter, tilslamning af vandhuller og opfyldning af strandengshuller med tangopskyl, manglende græsning omkring vandhullerne etc. Dette er ændringer, som ikke direkte udrydder strandtudsen; men de bevirker, at der bliver længere imellem år med ynglesucces, eller at en større del af ægkuldene går til ved udtørring. Resultatet bliver små bestande, som ikke i længden kan overleve. Bevaring Strandtudsen sikres først og fremmest ved at undgå afvandingstiltag af enhver art, herunder også ganske små indgreb som effektiv oprensning af grøfter. Hvor det ikke er muligt at sikre tilstrækkeligt vand i oversvømmelserne på denne måde, kan det være nødvendigt at anvende en gravemaskine til at uddybe ynglestederne. De skal dog ikke uddybes så meget, at der blive tale om regulære, dybe vandhuller - i så fald vil strandtudsen blot blive udkonkurreret af skrubtudsen eller andre arter. Desuden må vandhullerne ikke være så store, at de tiltrækker store mængder vade- og andefugle. Det er bedst med små pytter, der ligger spredt hist og her på strandengen. Derudover vil det som regel være væsentligt at sikre fortsat afgræsning af strandengene. Hvis der graves vandhuller på strandenge, kræver det dispensation fra naturbeskyttelseslovens generelle beskyttelse af strandenge, der forbyder terrænændringer. En sådan dispensation må i de fleste tilfælde være berettiget, af flere grunde. Dels lever strandtudsen i vor del af landet hovedsageligt på strandenge, og naturbeskyttelsesloven bør ikke stå i vejen for, at den skal kunne overleve her. Dels er der som regel tale om meget moderate uddybninger, der blot genskaber den type lavvandede oversvømmelser, som er forsvundet på grund af udgrøftning og anden form for tørlægning. Selve forekomsten af strandtudse beviser jo, at sådanne lavvandspartier må have eksisteret på lokaliteterne førhen. Storstrøms Amt har udført tre projekter for strandtudsen, nemlig i to områder med strandenge (Høkke Sø på Sydvestlolland, og sydvestkysten af Svinø) samt et område, hvor nogle digegrave er uddybet (Ydø ved Albuen på Lolland). Skov- og Naturstyrelsen har forbedret forholdene på Enehøje, i Bøtø-reservatet og på Avnø. Og ved Lidsø gavnes arten af et projekt der er igangsat af ejeren. Målsætning I princippet burde man for strandtudsen, som for andre arter, have en målsætning om at hver bestand skal bestå af mindst 500 voksne individer, som deltager i formeringen. I praksis kan en sådan målsætning dog ikke gennemføres, på grund af artens særlige ynglebiologi. Det er normalt, at de fleste ægkuld lægges på steder, der udtørrer for hurtigt til at yngelen overlever, men at nogle få ægkuld er heldige nok til at fuldføre forvandlingen inden vandhullets udtørring, og i disse få 62

65 ægkuld overlever til gengæld store mængder unger. Derfor er det ofte kun en lille del af de voksne individer på en lokalitet, der faktisk bidrager til formeringen, og det er i praksis umuligt at afgøre, hvilke og hvor mange individer, der får afkom. Derfor må man nøjes med en mere upræcis målsætning, der simpelt hen går ud på, at hver af de få overlevende bestande skal være så stor som muligt. Kun bestanden på Albuen kan muligvis anses for at være stor nok p.t. Bestandene på Sydvestlolland (Ydø, Høkke Sø, Lidsø) er hver for sig ikke store nok; der sker formentlig en udveksling af individer imellem Ydø og Høkke Sø, hvilket i nogen grad modvirker indavl; men der er behov for at skabe mere kontakt imellem bestandene. Bestanden på Lindholm er lille og isoleret. Det overvejes p.t., om den kan øges ved udsætning på nye lokaliteter, f.eks. ved Reersnæs på Nordlolland eller på Rågø. Bestanden i Bøtø-reservatet er ikke stor nok, men det vides ikke umiddelbart, hvordan den kan styrkes. Bestandene på Dybsø og Svinø kan måske betragtes under et, idet tudserne formentlig kan svømme fra fastlandet til og fra Dybsø. Tudser af ukendt art er set svømme i havet der. Hvis det lykkes at opbygge store bestande på Avnø og Svinøs sydkyst, kan det måske tilsammen give en bestand så stor, at der ikke er fare for indavl. Forekomsten på Tærø i Storstrømmen synes at være ret stabil, men bestanden er på langt sigt ikke stor nok. Muligvis forekommer det, at individer spreder sig over havet til Bogø eller Møn. Om dette til dels kan forklare forekomsten af enkeltindivider på Møn, vides ikke. Tidligere tiders store bestande på Vestmøn vil i princippet kunne genskabes, og hvis de kan kommunikere med Tærø, kan en tilstrækkeligt stor bestand opbygges i området. Der er interesse for at opbygge en levedygtig bestand i Nyord- Ulvshale-området, men det er meget tvivlsomt om det lykkes, da arten er ekstremt tæt på at uddø der. Prioritering Alle tiltag til gavn for strandtudsen må have høj prioritet. 63

66 FLØJTETUDSE eller GRØNBROGET TUDSE, Bufo viridis Status X, hensynskrævende og A, med særligt ansvar for Storstrøms Amt. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Kommentar om navnet Arten er bedst kendt under navnet grønbroget tudse. Dette navn giver dog problemer; det har flere gange ført til forveksling med grøn frø. Det alternative navn fløjtetudse henviser til kvækkelyden, og det er forekommet, at netop dette navn har henledt lodsejeres opmærksomhed på, hvor tudserne yngler. Derfor kan der fortsat være grund til at fastholde navnet fløjtetudse. Generelt Fløjtetudsen har tidligere været et almindeligt dyr, og den forekommer i mange forskellige naturtyper. I modsætning til skrubtudsen foretrækker den åbent land frem for skove. Særlig tilknytning viser den til strandenge og til menneskelig bebyggelse. Den opholder sig særligt gerne i og ved bygninger, under terrassefliser, i drivhuse, i staldbygninger osv. Den kan også leve i industri- og havnekvarterer. Ynglevandhullerne kan være af vidt forskellig type. Det eneste generelle træk er, at den foretrækker vandhuller med mindst mulig bredvegetation, f.eks. stensatte vandhuller på gårdspladser, gadekær med bare kanter, vandhuller i grusgrave og afgræssede vandhuller på strandenge. I modsætning til andre padder tåler den moderat andehold, forudsat at ænderne sættes ud ret sent på sæsonen (sidst i juli); ænderne er med til at give de bare kanter langs bredden, som tudsen kræver. Hundestejler i vandet tåles i nogen grad, andre fisk, f.eks. ål, tåles som regel ikke. Tidligere forekomst Figur 17 viser de lokaliteter, hvor arten tidligere har været registreret, uanset årstal. Oplysningerne stammer fra mange forskellige kilder. Nogle er fra sidste halvdel af 1800-tallet og omkring år 1900, en del Figur 17. Tidligere forekomst af fløjtetudse Forekomst i et eller flere tætliggende vandhuller Figur 17 64

67 er fra tiden ca Ret mange oplysninger er fra atlasundersøgelsen af padder og krybdyr ( ); en del af disse er ikke præcist stedfæstet, og er blot indtegnet ca. midt i det atlas-kvadrat, hvorfra arten er rapporteret. Desuden er der enkelte senere oplysninger, frem til begyndelsen af 1990 erne. På kortet ses ret få angivelser fra Møn. Alligevel har den givetvis været meget udbredt på Møn, den er blot ikke blevet indrapporteret så grundigt herfra som andre steder. Ud fra kortet må man formode, at arten har været udbredt overalt syd for Storstrømmen, men nord for Storstrømmen noget mere pletvist udbredt. Lærer F.H. Møller, Nykøbing F., skrev i 1942 om fløjtetudsen: Denne smukke tudse er meget hyppig på Lolland-Falster, sine steder, særlig på strandenge, på småøer og undertiden i moser, endda mere almindelig end skrubtudsen. Den lever tillige, om end fåtallig de samme steder som skrubtudsen, både i by og på land, i skove og åbent land, og der er således næppe en egn hernede, hvor den helt mangler Figur 18. Nuværende forekomst af fløjtetudse Vandhul (et eller flere tætliggende) med sikker forekomst Vandhul med usikker forekomst + vandhul hvor bestanden er nyligt uddød 65

68 Nuværende forekomst De aktuelt kendte forekomster af fløjtetudsen er vist på figur 18. Den findes nu kun ganske få steder i Sydsjælland, men syd for Storstrømmen er der stadig mange lokaliteter; i hele amtet kendes aktuelt ca. 60 bestande, med tilsammen ca. 100 vandhuller. Arten er gået stærkt tilbage i de senere år. Ud af 18 lokaliteter, hvor den blev registreret på Vestlolland i 1981, var den f.eks. forsvundet fra de 13 (= 72 %) i 1992, 11 år senere. Tilbagegangen igennem 1980 erne har altså været lige så kraftig som for løvfrøen. I perioden er tilbagegangen fortsat, men mindre kraftigt. I den periode er ca. 24 bestande uddøde, dvs. ca. 29 % af de kendte bestande. Så vidt vides er den nu uddød på store dele af Midtlolland, på Midtfalster og Østmøn. De fleste aktuelle forekomster er ret små bestande, med kun en snes eller nogle få snese dyr. Større bestande (over 100 dyr) findes på Enehøje, i Høkke sø på Sydvestlolland, på Bogø og på Svinø-Avnø. Derudover fandtes en meget stor bestand i jordbassinerne ved den tidligere sukkerfabrik ved Stege. Her kunne det i 1993 skønnes, at bestanden var af størrelsesordenen dyr, hvilket var lige så mange dyr som på alle andre danske lokaliteter tilsammen. Siden 1993 er bestanden desværre gået katastrofalt tilbage her, og i 2001 var der kun 4 hanner tilbage. Kun med nød og næppe overlever der fortsat en lille bestand her. Årsagen til denne katastrofale tilbagegang er givetvis illegal udsætning af gedder. Betragtet under ét udgør Lolland-Falster-Bogø-Møn det vigtigste forekomstområde for arten i Danmark, i hvert fald hvis man ser på antallet af enkeltbestande. Det må forventes at der inden for dette område er bevaret større genetisk variation end i det øvrige Danmark. Derfor har myndighederne i regionen et særligt ansvar for bevaring af arten i Danmark. Trusler Da fløjtetudsen lever og yngler på mange forskellige biotoper, er der også mange forskellige trusler mod den. Vigtige trusler er bl.a.: Tilgroning, f.eks. af strandenge og strandsøer. Hvis et vandområde gror til med rørskov, holder tudserne måske simpelt hen op med at lægge æg. Udsætning af fisk. Herunder hører dels udsætning af karudser, guldfisk, ål og lignende i vandhuller i landsbyer og ved gårde, og dels etablering af put-and-take fiskeri i grusgrave. Særlig graverende var udsætningen af geddeyngel i de fredede bassiner ved Lendemarke på Møn; så vidt vides var der tale om overskud af det gedde-opdræt, der ellers er udsat i Stege Nor. Udsætningen skete i direkte strid med fredningen af området, og medførte af Danmarks totale bestand af fløjtetudser blev halveret på blot 4 år, fra 1993 til Intensivt andehold. Tidligere trivedes fløjtetudsen i gadekær og andre steder, hvor der gik nogle få ænder. I vore dage har man som regel enten intet andehold (hvorved gadekæret gror til) eller meget intensivt andehold, der udrydder alt andet liv i vandhullet. Afvanding af enge og strandenge. 66

69 Trafikdrab. Fløjtetudsen er den af alle padder, der er mest udsat for trafikdrab. Da mange af de resterende bestande er tæt ved beboelse, og omfatter meget få individer, er der stor risiko for at de sidste individer i bestanden omkommer under bildæk. Der kendes flere konkrete eksempler på dette fra Storstrøms Amt. Gravearbejde i grusgrave. Fløjtetudsen lever mange steder i grusgrave, hvor dyrene om dagen graver sig ned i huller i grusbunker. Her er de meget udsatte for at omkomme under gravearbejdet. Som regel yngler de dog så godt i grusgrave, at det kan kompensere for denne øgede dødelighed. Men især når der sker retablering af grusgrave efter endt udgravning, er der tale om et så gennemgribende gravearbejde, at tudsebestanden kan udryddes helt. Flere eksempler på dette kendes i Storstrøms Amt. Hejrer og andre vilde fugle. En del steder tager hejrerne mange fløjtetudser, når de er i ynglevandhullerne i et sådant omfang, at det kan reducere bestandene kraftigt. Diverse vadefugle og måger kan undertiden æde mange haletudser, i et sådant omfang at haletudserne praktisk taget udryddes fra et vandhul. Bevaring Fløjtetudsen kan bevares ved at fjerne truslerne imod den. Det vil altså f.eks. sige at rydde rørskov ved at slå rørene eller etablere græsning, ved at fjerne fisk som er udsat i artens ynglevandhuller, ved at forhandle med lodsejere om reduktion i andehold, ved at forhindre afvandinger, og ved at ændre den måde, grusgrave retableres på. Storstrøms Amt har sørget for afgræsning af strandenge mange steder i amtet, og nogle af disse steder har det gavnet fløjtetudsen. Amtets direkte indsats for fløjtetudsen har dog hidtil mest bestået i andre tiltag, nemlig at oprense og nygrave vandhuller. I årene 1992 til 2006 er der i alt retableret/etableret 113 vandhuller til arten. Oprensning af vandhuller gavner tudsen, dels fordi det modvirker tilgroning, dels fordi ynglesuccesen er jo bedre, jo bedre vandkvaliteten er. Nygravning af vandhuller er undertiden en god løsning, fordi fløjtetudsen ofte er meget villig til at kolonisere nye vandhuller. Der hvor det lykkes for tudserne at finde de nygravede eller oprensede vandhuller, giver det ofte god ynglesucces det eller de første år. Men efterhånden som vandhullerne igen gror til, bliver de mere uegnede, og hvis vandhullerne ikke vedligeholdes, kan bestanden være uddød i området efter ca. 10 år. Dette er forekommet visse steder. På Svinø, hvor der er lavet mange vandhuller fra midt i 1990 erne og frem, har tudserne formået hele tiden at skifte ynglested, d.v.s. de finder de nyeste vandhuller og forlader de gamle. Igennem årene har det betydet, at bestanden på Svinø er blevet meget stor og har bredt sig. Nogle af artens ynglesteder - f.eks. grusgravssøer, dræningskanaler og markoversvømmelser - er så specielle, at normale procedurer for naturbevaring ikke kan komme i anvendelse. I visse tilfælde er det forsøgt at klare problemet ved at overføre yngel til en anden, nærliggende lokalitet. Indtil nu kendes dog ingen eksempler, hvor en sådan udsætning er slået an. Målsætning Fløjtetudsen er et smukt og fascinerende dyr, som på landsplan er en udpræget sjældenhed. Det kunne derfor være naturligt at have som 67

70 målsætning, at alle resterende lokaliteter skal bevares. Dette er desværre ikke muligt, da den som nævnt ovenfor bl.a. lever på lokaliteter, der ikke kan bevares med normale procedurer for naturbevarelse. På nogle steder vil bevaring kræve, at der foregår en årlig naturpleje. Men der har ikke i amtet været økonomiske ressourcer til dette, og det er en af grundene til, at det ikke er lykkedes at stoppe artens tilbagegang. Derudover er der stadig stor usikkerhed med hensyn til, hvad det egentlig er muligt at bevare. Tidligere var mange af lokaliteterne vandhuller ved gårde og huse spredt ude omkring i landbrugslandet; det er meget usikkert om arten overhovedet kan overleve sådanne steder på længere sigt. Sandsynligvis vil arten næsten kun kunne overleve i tilknytning til strandenge eller andre større naturområder. Med disse forbehold må strategien især være at bevare arten så mange steder som muligt. Visse steder virker det realistisk at skabe større, sammenhængende bestande langs kysterne, og nogle steder - Svinø, Bogø, Vestmøn - kan der måske skabes sammenhængende bestande som også strækker sig ind i landet. Området med jordbassinerne ved Lendemarke på Møn er fredet bl.a. af hensyn til fløjtetudsen. For dette område vil en rimelig målsætning være at genskabe en bestand af samme størrelse som i 1993, dvs. ca dyr. Dette vil kræve at de vigtigste bassiner tømmes for fisk, sådan som det skete med et af bassinerne i Dette er imidlertid meget dyrt, og det er usikkert, hvordan det skulle kunne finansieres. Prioritering For øjeblikket må det have stor prioritet at forhindre flest mulige bestande i at uddø. 68

71 SPIDSSNUDET FRØ, Rana arvalis Status X, hensynskrævende. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Generelt Spidssnudet frø holder til i både åbent landskab og skove, og yngler i mange forskellige typer vandhuller. Den er ikke specielt kræsen m.h.t. vandhullets karakter. I forhold til andre lignende arter (butsnudet frø og springfrø) lever den i højere grad i områder med store eng- og mose-strækninger eller store græsarealer. Også andre former for udyrket terræn, så som større skove, kan være gode levesteder. Den trues mere end de andre nævnte arter af afvanding, dræning og opdyrkning. Den trives dårligt, hvor der er langt imellem vandhullerne. Tidligere forekomst Spidssnudet frø var tidligere meget almindelig overalt i amtet. Lærer F.H. Møller fra Nykøbing F. skrev i 1942 om arten: Meget almindelig på Lolland-Falster og næst efter den grønne frø den hyppigst forekommende frøart. Den kendtes fra de fleste af øerne, nemlig fra Enø, Gavnø, Dybsø, Vejrø, Rågø, Fejø, Skalø, Askø, Masnedø, Farø, Bogø og Nyord. Nuværende forekomst Arten er gået kraftigt tilbage igennem 1900-tallet. Den er uddød bl.a. på Enø og Vejrø, muligvis uddød på Knudshoved, og meget tæt på at uddø på Fejø, hvor en lokal beboer forsøger at redde arten ved kunstigt opdræt. Der er undersøgt 15 småvandhuller i landbrugslandet på Lolland, hvor der var spidssnudede frøer i I alle 15 vandhuller var arten forsvundet 15 år senere. Det ser altså ud til, at den helt er forsvundet fra landbrugslandet på Lolland. Derimod har den overlevet mange steder på Lolland, hvor der er moser, enge eller strandenge. I resten af Storstrøms Amt (Falster, Bogø, Møn, Sydsjælland) er den vidt udbredt, og stedvis hyppig, men der vides ikke noget meget præcist om bestandenes status. På det militære øvelsesterræn Kulsbjerge er bestandenes svingninger op og ned i antal dog blevet fulgt nøje igennem 15 år. De mange vandhulsprojekter på Svinø har gavnet arten. I de seneste år er den gået frem her, samtidig med at de øvrige brune frøer er gået tilbage. Spidssnudet frø er nu næsten enerådende her blandt de brune frøer. Geografisk variation Spidssnudet frø varierer geografisk, og bestandene i de forskellige dele af Storstrøms Amt afviger lidt fra hinanden. For at bevare denne variation, som et interessant studieobjekt, bør der ikke flyttes dyr rundt fra egn til egn. Særlig betydning har forekomsten af former med afvigende farvetegning. Forma nigromaculata, der er grålig med mange sorte pletter, forekommer især i områder med udstrakt engvegetation. Den kendes bl.a. fra Dybsø og flere steder i Sydsjælland. Forma striata, der er brun med en tydelig bred gul rygstribe, mangler på Sjælland og forekom- 69

72 mer sjældent på de sydlige øer. Den afviger fra den typiske form ikke blot i farvetegning, men også i biotopvalg og måske i fysiologi. Aktuelt kendes kun én forekomst, nemlig i Bøtø-reservatet, hvor ca. halvdelen af individerne er af striata-formen. Dette er det eneste sted i Østdanmark, hvor denne form kendes aktuelt. Trusler De steder, hvor spidssnudet frø stadig findes, trues den nok især af at græsarealer pløjes op og enge afvandes. Også ændringer af moserne i retning af afvanding og tilgroning skader arten stærkt. Bevaring Arten bevares ved at ophæve de nævnte trusler. Oprensning og gravning af vandhuller vil som hovedregel kun gavne arten, hvis der i nærheden er naturområder, hvor dyrene kan fouragere. Diverse ordninger, der indebærer ekstensivering af landbrugsdriften omkring vandhuller, kan således være en hjælp til arten. Målsætning Artens status bør registreres i udvalgte mose- og eng-områder samt i repræsentative prøvefelter. Forekomster af de særlige varianter, nigromaculata og striata, bør gives særlig opmærksomhed. Hvor disse former forekommer, bør arten beskyttes særligt strengt. Prioritering Da spidssnudet frø i Danmark som helhed stadig er et almindeligt dyr, og da den formentlig stadigvæk findes mange steder i amtet, har en indsats ikke top-prioritet. 70

73 BUTSNUDET FRØ, Rana temporaria Status Ikke på rødlisten Generelt Butsnudet frø yngler i mange forskellige typer vandhuller, og forekommer uden for yngletiden i næsten enhver type af landskab. I forhold til andre arter af brune frøer (spidssnudet frø, springfrø) findes den i lidt højere grad i afvekslende, mosaikagtige landskaber, hvor der inden for ret kort afstand findes vandhuller, kær, små mose- og engparceller, småskove, hegn osv. Tidligere forekomst Arten mangler syd for Storstrømmen, dvs. her i amtet findes den hovedsageligt i Sydsjælland. Desuden er den kendt fra nogle få af øerne: Gavnø, Dybsø, Farø og Bogø. Nuværende forekomst Selv om butsnudet frø hidtil har været et almindeligt og vidt udbredt dyr, er den dog igennem 1900-tallet gået kraftigt tilbage. Der har været nogle ekstremt varme og tørre sommerperioder i 90 erne, som midlertidigt har øget tilbagegangen i Sydsjælland, men der hvor bestandene er blevet fulgt nøje, er arten efter år 2000 igen nået op på de tidligere bestandsstørrelser. Om arten fortsat er i generel tilbagegang, vides ikke. I hvert fald antages tilbagegangen at være mindre kraftig end for spidssnudet frø. Arten er ikke rødlistet. I nogle områder er den næsten helt forsvundet, samtidig med at andre arter af brune frøer er gået frem. Det gælder Knudshoved, hvor springfrøen har bredt sig i stedet, og Svinø, hvor spidssnudet frø har spredt sig i stedet. Det er usikkert, om den har overlevet på Dybsø, Farø og Bogø. Trusler Den trues af udtørring af lavbundsområder, så som moser og enge, rørlægning af grøfter, pløjning af tidligere græssede arealer. Desuden af overgødskning af vandhuller (f.eks. tilledning af drænvand) og udsætning af fisk eller ænder. Bevaring Den bevares ved at undgå de nævnte trusler, eller ved at genoprette ødelagte naturområder. Oprensning og nygravning af vandhuller vil også hjælpe den, i hvert fald hvis vandhullerne er i nærheden af udyrkede arealer. Målsætning Artens status bør registreres i udvalgte mose- og engområder samt i repræsentative prøvefelter. Hvor arten konstateres i f.eks. et moseområde, bør det sikres, at der her kan eksistere en bestand, der er levedygtig på langt sigt, dvs. en bestand med mindst 500 voksne dyr. Dette kan eventuelt visse steder indebære forhandling med lodsejere om moderat vandstandshævning. Prioritering Arten prioriteres lavt, da den stadigvæk må antages at være et almindeligt dyr. 71

74 SPRINGFRØ, Rana dalmatina Status Ikke på rødlisten. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Generelt Springfrøen kan leve i næsten alle landskaber, fra strandenge over dyrkede marker til skove. Den er talrigest i og nær skove. Ældre nåleskove undgår den. Den mangler som hovedregel i områder med større enge og moser, hvor de to andre arter af brune frøer til gengæld er almindelige. Den yngler typisk i mergelgrave og andre lignende vandhuller, der ligger spredt i landskabet, ofte med stor indbyrdes afstand. Forekomst Springfrøen er meget udbredt i Storstrøms Amt. Den mangler på alle eller næsten alle småøerne, men på Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland og Stevns findes den næsten overalt. Da springfrøen i nogen grad har formået at tilpasse sig det moderne landskab med store marker og stor afstand mellem vandhullerne, er den generelt gået mindre tilbage end de andre arter af brune frøer. Det ser endda ud til, at i mange områder er den faktisk gået frem i de senere år. Siden 1940 erne er den indvandret til Knudshoved Odde, hvor den nu synes helt at have fortrængt de to andre arter af brune frøer. Noget lignende synes at være sket i landbrugslandet på Lolland. Her er der i 1996/97 undersøgt 10 småvandhuller, hvor der i 1982 var spidssnudet frø, men ikke springfrø. I alle 10 er spidssnudet frø uddød, og i 9 af de 10 er springfrø indvandret i stedet for. Prioritering Der synes p.t. ikke at være noget særligt behov for at prioritere denne art i Storstrøms Amt. De vandhuller, der oprenses eller graves til andre paddearter, bliver meget ofte koloniseret af springfrøen, dvs. der bliver under alle omstændigheder gjort en indsats som gavner dens overlevelse. Visse steder hvor arten er lige ved at forsvinde fra et større område kan en indsats dog være på sin plads, lige som der kan være behov for at skabe eller opretholde ledelinjer i landskabet. 72

75 GRØN FRØ, Rana esculenta Status Ikke på rødlisten Generelt Den grønne frø opholder sig foråret og sommeren igennem ved og i vandhuller. Den stiller stort set kun ét krav til disse, nemlig at bredderne skal være solbeskinnede. Vandhullerne kan lige godt være omgivet af marker, af moseterræn, af strandeng, af skov, eller af haver. Den forekommer også i brakvand, og bevæger sig bl.a. ud i Smålandshavet. De vandhuller, den yngler i, skal derudover opfylde nogle krav om at vandet skal være rent, der skal være vandplanter som æggene kan lægges på, og der må ikke være for mange fisk. Den grønne frø består af flere typer med forskellige arveanlæg. Der findes en diploid type, som betegnes LR, og to triploide typer, som betegnes henholdsvis LLR og LRR. Disse typers biotopkrav er noget forskellige; således overvintrer LRR fortrinsvis under vand, mens LLR overvintrer på land. Så vidt vides findes der altid mindst to af de tre typer til stede på hver lokalitet, men mængdeforholdet imellem dem kan variere meget. Bortset fra Bornholm er Storstrøms Amt det sted i landet, hvor den grønne frø er mest variabel - især gælder det Lolland. Bevaring af arten her har altså en vis betydning for at bevare den samlede mængde af variation inden for arten i Danmark. Tidligere forekomst Den grønne frø kendes fra praktisk taget ethvert sted i amtet, således også fra næsten hver eneste af de øer, der er undersøgt: Enø, Gavnø, Dybsø, Vejrø, Rågø, Fejø, Femø, Askø, Skalø, Masnedø, Farø, Bogø, Langø, Nyord. Lærer F.H. Møller, Nykøbing F., skrev i 1942 om arten: Denne på Lolland-Falster uhyre almindelige frø må absolut betegnes som vor hyppigste art, og det er næsten uoverkommeligt at opnotere alle dens opholdssteder, idet den forekommer i og ved et nok så lille vandhul på alle lokaliteter. Denne beskrivelse har givetvis været korrekt i Nuværende forekomst Arten er stadig udbredt over stort set hele amtet. I 1990 erne gik den dog meget stærkt tilbage. På Sydsjælland er der nu betydelige områder, hvor den ikke længere findes. På Falster har tilbagegangen været næsten katastrofal, og den har været næsten lige så sjælden her som fløjtetudsen, men i de senere år synes den igen at have bredt sig en del. På Lolland har den klaret sig relativt godt og mangler næppe over noget større område, men hvor forekomsterne tidligere lå tæt, er der nu sine steder op til 5 km imellem forekomsterne. Den er udbredt på Vestmøn, men på Østmøn øst for Råbylille synes den at være forsvundet. Trusler Tilgroning af vandhullerne med rørskov, træer og buske er formentlig den største trussel, men også overgødskning og udsætning af fisk eller ænder er meget væsentlige faktorer. 73

76 Bevaring Den bevares ved rydning af træer og buske omkring vandhullerne, ved oprensning, og ved gravning af nye vandhuller. De tiltag, der gøres for at gavne andre, sjældnere paddearter, vil stort set altid desuden gavne den grønne frø, hvis den overhovedet findes i nærheden. Målsætning Et mål på længere sigt bør være, at arten skal være vidt udbredt i det, der nu er Storstrøms Amt, således at man fra et hvilket som helst punkt på en forsommer-aften kan høre frø-kvækken i hvert fald et eller andet sted i det fjerne. Undtaget fra denne målsætning må være visse dele af Stevns og Sydsjælland, hvor det inden for en overskuelig tidshorisont vil være urealistisk at få målsætningen opfyldt. Hvis dette mål skal nås, må der skabes en oversigt over artens samlede aktuelle forekomst, ikke med angivelse af hvert enkelt vandhul, men med en opdeling i egne, hvor arten stadig findes, og egne, hvor den mangler. Derefter gives der særlige muligheder for vandhulsforbedringer langs randzonerne af de kendte forekomster. Prioritering Da arten stedvis stadig er meget almindelig, og da den alligevel får gavn af næsten ethvert vandhulsprojekt, prioriteres den lavt. ALMINDELIGT FIRBEN, Zootoca vivipara (Lacerta vivipara) Status Ikke på rødlisten Generelt Almindeligt firben findes på mange forskellige levesteder. Det vigtigste krav er, at der skal være afvekslende sol og skygge. Randzoner af forskellig slags, så som kanten af mosevandhuller, skovbryn, og stengærder, er gode levesteder. Da den er levendefødende, stilles ingen krav til muligheden for æglægning. Den kendes fra stort set hele amtet, dog undtagen de fleste af småøerne. På den mest isolerede af øerne, Vejrø, er den dog til stede. Den er givetvis i tilbagegang, men der vides ikke noget konkret om tilbagegangens omfang. Prioritering Der planlægges ikke nogen indsats til gavn for arten. 74

77 MARKFIRBEN, Lacerta agilis Status Ikke på rødlisten, men kræver dog i nogen grad hensyn. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Generelt Markfirbenet er mere varmekrævende end det almindelige firben, dvs. det lever på mere solåbne steder, som regel med lav eller sparsom vegetation. De vigtigste biotoper er grusgrave, vejkanter, jernbaneskråninger, sydvendte kystklinter, overdrev og åbne, sandede områder. Den kritiske faktor for forekomsten af markfirben er, om der er egnede steder til æglægning. Æggene graves ned i jorden på steder, hvor jorden bliver varmet godt op af solen, dvs. steder med sydeksponering og næsten ubevokset jord. Bedst er sydvendte skråninger, hvor der hist og her er næsten lodrette partier med bar jord. Tidligere forekomst Der vides kun lidt om artens tidligere forekomst. Den har tilsyneladende altid været sjælden på Lolland og Falster, men mere almindelig på Møn og Sydsjælland. Nuværende forekomst Der vides en del om artens nuværende forekomst i amtet, idet biologistuderende Peer Ravn i 1996 foretog systematisk eftersøgning af arten i Sydsjælland (Ravn, 1997). Der er tale om et specialestudium, som blev rekvireret og finansieret af D.M.U. De fundne lokaliteter er indtegnet på figur 19. I denne undersøgelse blev markfirbenet konstateret ved 9 ud af 16 undersøgte grusgrave, 6 ud af 15 vejkanter, 2 ud af 6 jernbaneskråninger, 7 ud af 8 sydvendte kystklinter, 3 ud af 9 overdrev, og 1 ud af 3 sandområder ved kysterne. Figur 19. Nuværende forekomst af markfirben Nuværende forekomst (på Stevns Klint udbredt forekomst) Usikker forekomst + Usikker registrering Figur 19 75

78 En del steder på det østlige Sydsjælland er arten eftersøgt forgæves. Da vi ved, at den tidligere fandtes flere steder her, er der muligvis tale om, at den er forsvundet fra visse egne. På kort 19 er desuden indtegnet en del andre forekomster, for at give et billede af den samlede udbredelse i amtet. De fleste af disse oplysninger er fra atlas-undersøgelsen af padder og krybdyr (årene ). Markfirbenet findes givetvis en del flere steder, end der er vist. Om arten stadig findes på Lolland og Falster, vides ikke. Med spørgsmålstegn er vist nogle lokaliteter, hvor der skulle være mulighed for, at den har overlevet. Arten er formentlig gået tilbage i mange områder, især på Sydøstsjælland og Lolland, men generelt er der kun få konkrete indikationer på en tilbagegang for arten. Der er derfor ikke tilstrækkelig basis for at lade rødlisten inkludere denne art. Alligevel er der en del interesse for at tage hensyn til markfirbenet i naturforvaltningen. For det første er den en god indikator-art for andre, mere truede arter, f.eks. blandt insekterne. Specielt er der en sammenhæng mellem forekomsten af markfirben og forekomsten af sjældne arter af gravehvepse, men også blomsterplanter og sommerfugle vil have gavn af, at markfirbenets levesteder holdes intakte. For det andet er der international interesse i, at de danske markfirben bevares. Markfirbenet klarer sig bedre i Danmark end i vore nabolande (England, Nordtyskland, Sverige), og derfor har man fra udlandet øvet et pres på de danske myndigheder for at gøre en indsats for markfirbenet i Danmark. Dette er baggrunden for, at D.M.U. har rekvireret en kortlægning af markfirbenets forekomst på Sjælland. Trusler Markfirbenet trues først og fremmest af tilgroning af levestederne. Den trives, hvor skrænterne til stadighed holdes ubevoksede, så som i grusgrave hvor der stadig graves, og på kystklinter hvor der stadig sker jordskred. På overdrev, hvor der sker en langsom tilgroning, trives den dårligere. Her overlever den til tider kun i kraft af en stadig indvandring fra nærliggende, bedre lokaliteter. Hvis sådanne lokaliteter (f.eks. grusgrave) forsvinder, vil den muligvis også forsvinde fra overdrevene. En stabil forekomst på overdrev kræver formentlig, at der hist og her er partier med helt bar jord, f.eks. små lodrette skrænter. I grusgrave klarer den sig, så længe der stadig graves. Men når gravningen skal afsluttes, og grusgraven retableres, er markfirbenets overlevelse i stor fare, bl.a. fordi de stejleste skrænter udjævnes, men også ved at firbenene omkommer direkte under retableringen. Gødskning er overalt en fare, fordi det gør bevoksningen mere høj og tæt. Det samme gælder påkørsel af muldjord, f.eks. på vejkanter og ved retableringen af grusgrave. Etablering af kompakte græsbevoksninger tåler den ikke, der skal være tale om spredt bevoksning af urter med mulighed for pletter af bar jord mellem planterne. Plantning af træer, f.eks. på vejrabatter og jernbaneskråninger, tåler den ikke. 76

79 Stedvis kan katte, f.eks. fra sommerhuse, være en væsentlig trussel. Der er dog meget forskel fra individ til individ m.h.t. om kattene jager markfirben eller ej. Bevaring Den p.t. mest påkrævede bevarings-indsats drejer sig om at undgå uhensigtsmæssig retablering af grusgrave. Retableringen skal først og fremmest ske på en sådan måde, at der også bagefter er partier med små lodrette eller stejle skrænter tilbage. En terrasseformet profil er således bedre end et jævnt skrånende profil. Desuden bør gødskning, påkørsel af muld, og træplantning, absolut undgås. Derudover kan det være en god idé, at man lige inden retablerings-arbejdet indfanger de markfirben, der er på stedet, og slipper dem ud igen, når arbejdet er overstået. Derudover vil det være hensigtsmæssigt, ved en kontakt til vej-myndighederne, at udvirke at der på egnede steder langs vejene ikke plantes træer, men kun buske. Målsætning For at en bestand skal kunne overleve på langt sigt uden risiko for indavl og tilfældige negative udsving i bestandens størrelse, bør den omfatte mindst ca. 500 kønsmodne individer. De fleste steder er der formentlig ikke så mange dyr på ét sted, men der skulle være mulighed for at opfylde kravet ved at sikre, at dyrene kan vandre frem og tilbage mellem flere nærliggende lokaliteter, således at flere små bestande kommer til at udgøre én sammenhængende større bestand. Sådanne tilstrækkeligt store bestande skal sikres, hvor det er muligt, så som langs Stevns Klint, i områderne sydøst for Næstved, langs Sjællands sydkyst fra Knudshoved Odde og østpå og på Møn. Prioritering Bevarelse af markfirbenet bør prioriteres ret højt, især fordi mange af de vigtige grusgrave vil blive retableret om få år. Når først retableringen er sket, er det for sent at gøre en indsats. STÅLORM, Anguis fragilis Status Ikke på rødlisten Generelt Stålormen lever på mange forskellige levesteder. Da den er levendefødende, stiller den ikke særlige krav til muligheder for æglægning. Den er jævnt udbredt over hele amtet, inklusive flere af øerne. Der er ingen tegn på, at den skulle være i tilbagegang. Prioritering Der er ikke grund til at tage særligt hensyn til denne art i naturforvaltningen. 77

80 HUGORM, Vipera berus Status Ikke på rødlisten Generelt Hugormen lever i Storstrøms Amt især i moser, herunder skovmoser, på lysåbne steder i skove, i skovkanter, ved skovkransede søer, på græs- eller lyngarealer langs kysten samt langs kystskrænter og klinter (Stevns og Møns klint). Derudover kan den findes i mindre antal i græsrabatter langs veje eller vandløb. En vis tilgroning af levestedet er snarere til gavn end til skade for den, men fuldstændig overskygning af levestedet tåler den ikke. Den overvintrer på tørt land, især sydvendte bakkeskråninger, hvor den kravler ned i huller i jorden, ofte mange sammen på ét sted. Det er vigtigt for den, at der er intakte vandringsveje mellem overvintringsstedet og sommerlevestederne. Da den er levendefødende, stiller den ingen krav om æglægningssteder. Den ensfarvet sorte farvevarietet af hugormen er almindeligere i Storstrøms Amt end andre steder - de sorte udgør 50 % eller mere af bestandene. Så selv om hugormene er talrigere andre steder i landet, så er der altså alligevel grund til at bevare dem også i Storstrøms Amt. Tidligere forekomst Hugormen kendtes tidligere fra en del steder på Sydsjælland, fra det meste af Møn, fra Midtfalster og fra det centrale og østlige Lolland. Af øerne er den kendt fra Dybsø. Nuværende forekomst Figur 20 viser de seneste registreringer af hugorme i amtet. De fleste af de indtegnede oplysninger er fra atlasundersøgelsen af padder og krybdyr , dvs. oplysningerne er ikke helt aktuelle. Nogle oplysninger er dog fra efter Figur 20. Nuværende forekomst af hugorm Nuværende forekomst (på Stevns og Møn stedvis udbredt forekomst) Sporadisk, men udbredt forekomst Usikker forekomst? Usikker registrering Figur 20 78

81 På Sydsjælland er hugormens forekomster næsten de samme som tidligere (cf. Hvass 1945 ). Måske er den uddød i området Dybsø-Svinø, og det vides ikke, om den stadig findes ved Præstø og Evensø. Den findes aktuelt ganske sparsomt langs kysten af Storstrømmen, hvorfra den ikke tidligere er noteret. På Falster findes den stadig de samme få steder på Midtfalster, hvor den hele tiden har været kendt fra. På Møn er den nu mest kendt fra Ulvshale og Sydøstmøn. Tidligere er den også kendt fra Vestmøn (Hjelm m.m.). Den findes stadig udbredt over hele Møn, men i meget lille antal (markeret med grå farve på kortet). Det angives, at den jævnligt bliver fundet hvor der slås vegetation langs vandløb. På Øst- og Midtlolland kendtes den tidligere ret mange steder. Her er den åbenbart gået meget tilbage, men den er næppe helt uddød. Også efter 1990 har lokale personer angivet, at der stadig er hugorme nogle steder, som vist. Tidligere fandtes hugormene ikke mindst ved søerne øst for Maribo, og det er muligt, at de stadig findes i ringe antal i området, men blot overses. I Musse Mose er der stadig velegnede levesteder for arten, og derfor ingen grund til at antage, at den er forsvundet. På de fleste aktuelt kendte lokaliteter i amtet er der tale om større naturområder, for en stor del fredede områder, og mange af disse steder er bestandene så vidt vides ret store. Derudover gemmer der sig givetvis en del små, upåagtede bestande af hugorme rundt omkring, blandt andet i skovene. Trusler Hugorme har brug for at solbade, og kan derfor trues af tilgroning med skyggende vækster - på Præstø Fed f.eks. tilgroning med ørnebregner. I skovbruget kan især rationel drift, der udtørrer og fjerner skovmoser, fjerner solbeskinnede rabatter langs skovveje m.m. true hugormene. En særlig trussel er det, hvis dyrenes overvintringssted, der skal være solbeskinnet i det tidlige forår, plantes til med nåletræer. Ofte kender lodsejerne ikke eksistensen af disse overvintringspladser, og en sådan tilplantning vil muligvis i løbet af få år helt kunne udrydde en hugorme-bestand. En anden særlig trussel er udsætning af fasaner i stort tal, idet fasaner vil forsøge at dræbe de hugorme, de støder på. De fleste forekomster i Storstrøms Amt er i større naturområder fjernt fra menneskelig beboelse. Sådanne steder er det ikke lovligt at slå dyrene ihjel, og det må derfor antages, at drab af hugorme nu kun er en ringe trussel her i amtet. Bevaring Hugormenes overlevelse kan visse steder afhænge af en passende naturpleje. Den naturpleje, der allerede har foregået i en del år, eller som er under planlægning nu, sigter ofte mod at forhindre tilgroning af mose- og lyng-arealer, og gavner dermed hugormen. Dette gælder på steder som Holmegårds Mose, Præstø Fed og Ulvshale. Natur- 79

82 plejen kan dog også gå for vidt. Hvis arealerne får karakter af åbne, bare arealer med tæt fåregræsning, vil hugormene ikke kunne klare sig. Der skal være et passende antal gemmesteder mellem sten, i højt græs, i brombærkrat osv. Ved passende hegning kan man f.eks. opnå en stribe af uplejet, højt græs mellem to græsningsfolde; en sådan græsstribe vil være et udmærket opholdssted for hugorme, og en god vandringsrute. Hugormens forekomster har i det meste af amtet en ideel karakter, idet dyrene er talrige på nogle få, store og velkendte naturlokaliteter, således at det publikum, der ønsker at opleve en hugorm i naturen, ret let kan komme til dette. På Sjælland er der Stevns Klint, Præstø Fed og Holmegårds Mose, på Møn Ulvshale og Busene Have vest for Møns Fyr, på Falster Horreby Lyng og skovmoserne i området Hannenov Skov - Virket. På de nævnte steder er bestandene formentlig så store, at der ikke er nogen fare for indavl. Visse andre steder er forholdene dog dårligere for arten, og en større naturplejeindsats, eller et mere skånsomt skovbrug, kunne her være til gavn for hugormen. Kun på Lolland mangler der, så vidt vides, gode lokaliteter. Tidligere var der en del hugorme ved Maribo-søerne (Søholt, Engestofte); det bør undersøges, om der stadig er hugorme i området, og om ikke det var muligt at skabe levemulighed for en større bestand, for at bevare en stor, sund bestand mindst ét sted på Lolland. Også Musse Mose kan måske komme på tale som levested for en større bestand. Prioritering Da hugormen en del steder allerede bliver hjulpet af igangværende naturpleje, er en særskilt indsats for denne art ikke akut påkrævet. Dog kunne en særlig indsats på Lolland være tiltrængt; første skridt skulle være at eftersøge arten og påvise, hvor den eventuelt findes endnu. ALMINDELIG SNOG, Natrix natrix Status Ikke på rødlisten. Generelt Snogen opholder sig især ved vådområder af enhver art, hvor den ernærer sig af padder, og i mindre grad af fisk. Den kan dog også opholde sig på tørre levesteder, hvor den lever af f.eks. skrubtudser eller firben. Det ser ud til, at bestanden af snoge de fleste steder ret nøje følger bestanden af padder, og at snogens tilbagegang hænger nøje sammen med tilbagegangen for dens fødedyr. Derudover kræver snogen et sted at lægge æg. Det typiske sted er møddinger, hvor æggene udruges af gæringsvarmen, men den kan i øvrigt anvende enhver form for større ophobning af plantemateriale, f.eks. bunker af afhøstede tagrør, kompostbunker, bladbunker osv. og muligvis endog tangopskyl langs strandene. Visse steder kan tilbagegangen måske skyldes mangel på egnede æglægningssteder. Tidligere forekomst Snogen er kendt fra størstedelen af Sydsjælland, Møn og Falster. På Lolland har man hidtil ment, at den manglede på den vestlige tredje- 80

83 del, men det har næppe været korrekt. Af øerne er den kendt fra Femø, Farø og Nyord. Nuværende forekomst Snogens udbredelse har næppe ændret sig. Den er observeret ved Frederiksdal på Nordvestlolland i 1979 og muligvis også i 1996, og der er bevis for dens forekomst ved Dannemare Langholm (Sydvestlolland) i 1996, så den findes altså stadig i områder, hvor den midt i århundredet ansås for at være sjælden eller mangle. Igennem 1900-tallet er det tyndet betydeligt ud i snoge-lokaliteterne i Danmark generelt, og givetvis også i Storstrøms Amt. Samtidig må det dog konstateres, at snogen ofte i løbet af nogle år tiltaget i antal på de steder, hvor der er udført vandhulsprojekter, således at individantallet af padder er steget. I de senere år er den pludselig dukket op på steder, hvor den hidtil synes at have manglet, så som på Enø. Trusler Snogen trues især af, at dens fødegrundlag, padderne, forsvinder. Derudover kan det virke negativt, hvis der forsvinder æglægningssteder, f.eks. hvis kvægdrift ophører således at også møddingerne forsvinder. Endvidere trues snogen af næsten enhver form for ensretning af landskabet, herunder f.eks. tilplantning af større områder med ensartet bevoksning, eller fjernelse af stengærder og andre ledelinjer i landskabet. Det kan også true den, hvis vandringsruter gennemskæres af bilveje; en del snoge dræbes af biltrafik. Bevaring Den vigtigste indsats, der kan gøres til gavn for snogen, er at skabe mulighed for store bestande af padder, f.eks. af brune eller grønne frøer. Dette kan opnås ved oprensning og nygravning af vandhuller. I udlandet, og et enkelt sted i Danmark, har man forsøgt at hjælpe snogen ved at etablere kunstige æglægningssteder. Snogen benytter faktisk disse, men om det bevirker en større bestand af arten, er endnu uvist. Derudover bør landskabselementer, der tjener snogen under overvintring og under vandringer, så vidt muligt bevares, herunder stengærder, stenbunker og diverse ruiner. Målsætning De fleste steder er bestanden af snoge formentlig så lille, at arten trues af indavl på længere sigt. Der kan ikke for tiden gives klare retningslinjer for, hvordan dette skal afhjælpes. Det må blot siges, at flest mulige bestande skal bringes op på et minimum af 500 voksne dyr, dels ved at skabe fødegrundlag for flere snoge, dels ved sikring af æglægningssteder, og dels ved at knytte flere bestande sammen ved sikring af intakte vandringsruter i landskabet. Prioritering Så længe der udføres vandhulsprojekter spredt rundt i hele amtet, vil det automatisk også være en håndsrækning til små, isolerede bestande af snoge hist og her. Det skønnes foreløbigt ikke hensigtsmæssigt at bruge ressourcer på en indsats målrettet specielt mod snogen, men på længere sigt kan en sådan indsats blive hensigtsmæssig visse steder. 81

84 ÆSKULAPSNOG, Elaphe longissima Status Ex?, muligvis uddød. Opført på habitatdirektivets bilag IV. Generelt De voksne æskulapsnoge skal have et afvekslende terræn, hvor den samlede længde af randzoner (f.eks. skovbryn) skal være størst mulig. De kræver mere vegetation end f.eks. snog og markfirben, og kan også forekomme i lysåben løvskov med en del krat og gamle, hule træer. Arten kræver steder at lægge æg, af samme type som snogens æglægningssteder. De unge, nyklækkede æskulapsnoge stiller et ufravigeligt krav om at have firbenunger til rådighed som fødekilde. Tidligere forekomst Æskulapsnogen fandtes i forhistorisk tid udbredt i store dele af Danmark, idet der kendes subfossile forekomster fra Fyn og Jylland. Fra 1800-tallet kendes forekomster i Sydsjælland og muligvis også på Fyn. De eneste sikkert dokumenterede forekomster i historisk tid er fra egnen øst for Vordingborg. Indtil omkring år 1800 fandtes arten almindeligt i hele det bælte af løvskove, der strakte sig langs kysten fra Kalvehave til Vordingborg, og måske også videre vestpå. Disse skove var lyse løvskove med spredte overstandere af gamle ege, og derunder bl.a. æbler til æblehøst samt især hasselbuske, der anvendtes til produktion af båndkæppe til trætønder. I denne specielle skovtype trivedes arten godt. Som ynglested anvendte den bl.a. møddinger ved gårdene, på samme måde som den almindelige snog. Fra omkring 1805 blev skovene omfattet af en rationel, statslig skovdrift, hvilket bl.a. indebar omfattende udgrøftninger, samt at produktionen af båndkæppe ændredes til en driftsform, hvor store stykker hasselskov blev afdrevet på een gang. Sideløbende hermed blev arten Figur 21. Tidligere forekomst af æskulapsnog Sikker forekomst Usikker forekomst Figur 21 82

85 øjensynligt sjældnere, og den sidste sikkert dokumenterede registrering er fra Sandsynlige senere observationer kendes dog så langt op i tiden som 1905 og En meget tvivlsom iagttagelse er fra ca Figur 21 viser hvor der er gjort sikre fund af arten i 1800-tallet. Desuden er indtegnet nogle lokaliteter med mere tvivlsomme iagttagelser frem til Æskulapsnogen er især kendt fra Petersværft, hvorfra der dels ligger to sikre fund, dels mange andre observationer. Derudover findes et sikkert fund fra kysten ved Store Fredskov, og flere ret troværdige observationer fra andre steder i omegnen. Æskulapsnoge bliver større end almindelige snoge, og derfor er visse iagttagelser af meget store snoge også regnet for mulige æskulapsnoge. Meget store snoge er desuden, midt i 1800-tallet, observeret på Midtfalster (Tingsted) og Møn (Fanefjord Skov m.m.). Situationen i dag Langs hele Sjællands sydkyst langs Storstrømmen, fra østkanten af Vordingborg forbi Kalvehave og op til Viemose Skov, er der mange steder, hvor æskulapsnoge potentielt kunne leve, også i dag. Nogle steder er der kilometerlange, uforstyrrede kyststrækninger med egnet vegetation, og enkelte steder er vegetationen nærmest ideel til arten, ifølge sagkundskab fra udlandet, som har beset området. Problemet er blot, at der kun er tale om en smal zone langs kysten. Skovene, der strækker sig ind i land, virker ikke ret egnede. Selv om der i Stensby Skov stadig findes partier med ege-hasselskov, så er denne skov i dag for skyggefuld, på grund af at der vokser bøgetræer indimellem. Der er meget få oplagte steder i området, hvor dyrene i givet fald kunne lægge æg. Men på den anden side er den almindelige snog vidt udbredt langs kysten, og stedvis talrig. Da æskulapsnog og almindelig snog stiller nogenlunde samme krav til æglægningsstedet, må det i princippet være muligt også for æskulapsnoge at yngle i området. Kravet om, at der skal være firben til rådighed som fødekilde for ungerne, er også opfyldt, omend bestanden af firben langs kysten ikke er særlig individrig. Vurderet ud fra levestederne forekommer det således ikke helt umuligt, at arten skulle have overlevet op til vore dage. Der kan ikke peges på noget absolut krav til levestedet, som ikke stadigvæk er opfyldt. Det største problem er, at arealet af egnede levesteder trods alt er så lille, at der kun er mulighed for en lille og dermed sårbar bestand. Det er derfor sandsynligt, at arten virkelig forlængst er uddød. Hvis arten havde overlevet, skulle man forvente, at dyrene ville være blevet set nu og da, også selv om det er en art, der lever temmelig skjult, og sjældent ligger frit fremme og soler sig, sådan som almindelige snoge gør. I de seneste år er der gjort en ekstra indsats for at opspore sådanne observationer, og det har ikke været helt forgæves. En person, der nu er skovarbejder i skovene på Petersgård Gods, har som dreng, dvs. omkring 1970, flere gange set brune snoge i skovene. Ved et bestemt hus, der ligger i området, er der gjort flere interessante observationer, af forskellige beboere. Et ægtepar boede her i årene Manden så af og til snoge som var brunlige; han tænkte det måtte være en lokal varietet. Da han 83

86 senere fik forevist fotos af æskulapsnogen, mente han nok at kunne genkende de hvide stænk på skællene. I 2001 havde ejerne lagt en rejeruse på stranden. Efter ca. 10 dage fandt de 3 døde snoge deri, 2 små unger og en lidt større. De mente at de små unger passede på fotos af æskulapsnoge-unger, der har gule nakkepletter, men også et karakteristisk rudemønster på ryggen, som de voksne mangler. I 2004 flyttede nye beboere ind. På en meget varm dag midt i april lå der almindelige snoge og solede sig. For sig selv, i græsset lidt derfra, lå en meget stor slange, som var meget tyk. Farven var brunligt mørkegrå, og de gule nakkepletter var kun svagt markerede. Da den rullede sig ud og krøb væk, var længden stor, måske 130 cm, måske helt op til 150 cm. Begge beboere så den. I 2005 og især i 2006 er området blevet besøgt mange gange af diverse personer med erfaring i at finde krybdyr. Resultatet har været helt negativt. Imidlertid er det notorisk svært at finde slanger som forekommer i ringe antal. F.eks. ved vi, at der i omegnen findes en sparsom bestand af hugorme, men alligevel blev der i løbet af de mange observationsdage ikke set en eneste hugorm. Status er således, at umiddelbart virker det ikke sandsynligt, at æskulapsnogen har overlevet frem til nu, og der er ikke nogen sikre tegn på at den stadig forekommer. Men på den anden side foreligger der så mange mulige observationer, at man seriøst må tage den mulighed i betragtning, at arten måske stadig forekommer. Trusler I historisk tid har den vigtigste trussel mod arten så vidt vides været ændring af skovdriften, herunder indførsel af bøgen, et skyggetræ som ikke tidligere groede i skovene. Også mangel på æglægningssteder kan have spillet ind. Hvis arten aktuelt findes i området, vil det især virke negativt at skovene for det meste er for tætte og mørke, samt at en del af de fugtige lysninger forsvinder ved at de enten udgrøftes eller graves ud til søer. En særlig faktor er udsætning af fasaner, der sker visse steder i skovene, idet fasaner dræber slanger af enhver art. Ved det hus, hvor der er gjort en del observationer i de senere år, kan en koloni af rotter muligvis have haft en negativ indflydelse (de kan formentlig æde dyrene under deres vinterdvale). Bevaring Hvis arten skulle vise sig at eksistere endnu, bør der gøres en indsats for at øge og forbedre levemulighederne. Dette kunne på kort sigt bestå i anlæg af kunstige æglægningssteder og desuden i tiltag, der skulle optimere mængden af firben og i tiltag, der på længere sigt øger mængden af lysåben naturskov. Prioritering Hvis der kommer mere sikre tegn på, at æskulapsnogen stadig skulle leve i området, måtte en indsats for denne art have højere prioritet end for nogen anden art af padder eller krybdyr. Det vil i så fald være en national opgave at bevare denne truede dyreart i Danmark, hvorfor det burde udløse bevillinger fra centralt hold. 84

87 REFERENCER UPUBLICEREDE INFORMATIONSKILDER: Indberetninger fra lærer F.H.Møller til magister J.R.Pfaff, Zoologisk Museum i København, især 1942 og Brevene opbevares på Z.M. Kartotek over registreringer udført af ingeniør P. Holm Andersen, især i årene Kopi af kartoteket opbevares af Kåre Fog. Indberetninger til Natur og Ungdom s atlasundersøgelse af padder og krybdyr, Upublicerede. Opbevares hos Kåre Fog privat, til dels med kopi på Zoologisk Museum i København. Database med oplysninger om vandhuller med forekomst af sjældne padder Storstrøms Amt, Natur- og Plankontoret. LITTERATUR: Fog, K., Løvfrøer og andre padder på Lolland Rapport om registrering og vandhulspleje. 35 pp. Storstrøms Amt, landskabskontoret. Fog, K., Oplæg til forvaltningsplan for Danmarks padder og krybdyr. 170 pp. Skov- og Naturstyrelsen. Fog, K., A survey of the results of pond projects for rare amphibians in Denmark. Memoranda societatis pro fauna et flora fennica 73(3-4): Fog, K. & Andersen L. W., DNA-analyser og naturforvaltning - løvfrøer som eksempel. Naturens Verden 88 (9): Fog, K., Schmedes, A. & de Lasson, D.R., Nordens padder og krybdyr. 365 pp. Gads Forlag. Hass, E., Løvfrøen og klokkefrøen bør fredes! Flora og Fauna 50: Hvass, H., De danske krybdyrs udbredelsesforhold. Flora og Fauna 51: Pfaff, J.R., De danske padders og krybdyrs udbredelse. Flora og Fauna 49: Ravn, P., Monitering af markfirben Lacerta agilis Sjælland. 26 pp. Arbejdsrapport fra Danmarks Miljøundersøgelser nr. 58. RØD- OG GULLISTER: Danmarks Miljøundersøgelser og Skov- og Naturstyrelsen, Rødliste 1997 over planter og dyr i Danmark. Redigeret af Michael Stoltze og Stefan Pihl. 219 pp. Danmarks Miljøundersøgelser og Skov- og Naturstyrelsen, Gulliste 1997 over planter og dyr i Danmark. Redigeret af Michael Stoltze. 48 pp. Fagdatacenter for biodiversitet og terrestrisk natur(b-fdc): Den danske rødliste. Opdateres årligt. 85

88 86

89 LOKALITETSREGISTER Albuen , 60, 61, 62, 63 Askø , 73 Avnø , 46, 61, 62, 63, 66 Bogø , 45, 46, 63, 66, 68, 69, 71, 73 Bredfjed Busene Have Bøtø-Reservatet , 53, 61, 62, 63, 70 Damme Dannemare , 81 Dybsø , 48, 61, 63, 69, 71, 73, 78, 79 Enehøje , 44, 61, 66 Engestofte Enø , 24, 44, 45, 50, 51, 69, 73, 81 Errindlev Evensø Fakse Bugt Fanefjord Skov Farø , 45, 69, 71, 73, 81 Faxe Kommune , 41, 42, 43 Fejø , 73 Femø , 81 Frederiksdal Gavnø , 71, 73 Guldborgland , 43, 59 Guldborgsund Kommune 40, 41, 42, 43 Gunderslevholm Hannenov Skov Hasselø , 43 Hjelm Holeby Holmegårds Mose , 79, 80 Horreby Lyng Horslunde Høkke Sø , 61, 62, 63, 66 Jungshoved Kalvehave , 83 Karrebæk Karrebæksminde Karrebækstorp-Vesterhave 24, 48 Knudshoved , 38, 39, 45, 46, 50, 57, 69, 71 Knudshoved Odde , 49, 51, 52, 56, 72, 77 Knudsskov , 45, 50 Knuthenborg Kramnitse , 53 Kristianssæde , 59 Kulsbjerge , 59, 69 Kyse , 52 Køng , 52, 54 Langebæk Langø Lendemarke , 68 Lidsø , 61, 62, 63 Lindholm , 61, 63 Lolland Kommune , 41, 42, 44 Lov Maribosøerne , 79, 80 Masnedø , 73 Musse Mose , 80 Myrup Møn , 46, 48, 52, 61, 63, 65, 69, 72, 75, 77, 78, 80 Møns Klint Nakskov , 57, 58, 59 Nakskov Fjord Neble Nyord , 45, 48, 63, 69, 73, 81 Nysted , 53 Næsbyholm Næstved , 26, 77 Næstved Kommune , 41, 42, 44, 45, 57 Oreby Oringe Paradiset Petersgård Petersværft Præstø , 56, 79 Præstø Fed , 79, 80 Præstø Fjord , 57 Reersnæs Rødby Råbylille Rågø , 63, 69, 73 Savnsø Vig

90 Skalø , 73 Slagelse Stege Stensby , 59 Stensby Skov Stevns , 74 Stevns Klint , 77, 78, 80 Stevns Kommune , 41, 42, 45 Stokkemarke , 59 Store Fredskov Svinø , 45, 46, 48, 50, 61, 62, 63, 66, 67, 68, 69, 71, 79 Søholt Tingsted Torrig Tystrup-Bavelse Sø , 57 Tærø , 46, 61, 63 Ulse Sø Ulvshale , 61, 63, 79, 80 Vejrø , 69, 73, 74 Viemose Skov Virket Vordingborg , 56, 57, 82 Vordingborg Kommune.. 22, 40, 41, 42, 45 Ydø , 61, 62, 63 88

91 ISBN nr