Processen for ansøgning af varemærker

Transkript

1 Patent- og Varemærkestyrelsen Varemærkereformen november 2017 /MFR Sags. nr: 16/00643 Processen for ansøgning af varemærker Søgningsrapporter og indsigelser Patent- og Varemærkestyrelsen valgte i 1999 at harmonisere sin praksis om håndteringen af relative hindringer med den praksis, som EUIPO anvender. I forbindelse med implementeringen af direktivet, skal der tages stilling til, hvilken praksis styrelsen skal have fremadrettet. Helt konkret skal der tages en principiel beslutning om, hvorvidt styrelsen skal fortsætte med at lave søgningsrapporter som en del af behandlingen af varemærkeansøgninger og i givet fald hvilket indhold de skal have, samt hvilke valgmuligheder ansøgere i den forbindelse skal have. Endvidere peger varemærkedirektivet i retning af, at medlemsstaterne bør placere indsigelsesperioden før varemærkets registrering, uden der dog stilles et absolut krav herom. Imidlertid indeholder direktivet visse begrænsninger i forhold til de påstande, der skal kunne fremsættes i en indsigelsessag, ligesom det er blevet obligatorisk for alle medlemsstater at indføre en procedure for behandling af bemærkninger fra tredjemand vedrørende absolutte hindringer. Det er i lyset heraf, at det endvidere skal besluttes, om indsigelsesperioden bør flyttes, således at indsigelser efter en ny lov skal fremsættes inden mærkets registrering. I den forbindelse kan det endvidere overvejes, om der kan ske lovgivningsmæssige tiltag, der kan medvirke til at sikre en hurtigere og mere effektiv behandling af indsigelser i styrelsen. I de følgende afsnit behandles de to emner mere detaljeret.

2 2 1. Styrelsens søgningsrapporter Baggrund for søgningsrapporterne I 1999 ændrede PVS sin praksis for, hvordan kolliderende, ældre rettigheder skulle håndteres i sagsbehandlingen 1. Kort sagt gik ældre rettigheder fra at være absolutte registreringshindringer til at være relative registreringshindringer. Praksisændringen, der i daglig tale omtales som Alicante-modellen, blev bl.a. indført for at undgå for store forskelle mellem sagsbehandlingsprocedurerne for danske varemærkeansøgninger og EUvaremærkeansøgninger. Alicante-modellen indebærer, at PVS, i forhold til nationale varemærkeansøgninger, udarbejder en søgningsrapport over kolliderende 2, ældre rettigheder, som sendes til ansøgeren med en frist til at udtale sig. Samtidig gøres ansøgeren opmærksom på, at de fremfundne ældre rettigheder ikke kan medføre, at styrelsen afslår ansøgningen ex officio, men at de fremfundne rettigheder kan danne basis for indsigelser fra indehavere af de ældre rettigheder. Til de ældre rettigheder henregnes, jf. ansøgnings- og registreringsbekendtgørelsens 9, stk. 1, følgende: Varemærker Selskabsnavne (registreringspligtige) Virksomhedsnavne (ikke-registreringspligtige) Personnavne Ejendomsnavne Portrætter Afbildninger af fast ejendom Særegne titler på ophavsretligt beskyttede værker Design Ophavsretligt beskyttede værker Ret til fotografisk billede Skorstensmærker og kontorflag Halvledertopografi (Chips) Indholdet og omfanget af søgningsrapporterne er fastlagt under hensyn til de ønsker, der blev fremført af styrelsens brugere forud for ordningens tilblivelse. Således var der et udtalt ønske om, at kvaliteten og omfanget af søgningsrapporterne skulle svare til kvaliteten og omfanget af de søgninger, som styrelsen foretog forud for overgangen til Alicante-modellen. 1 Disse ældre varemærker blev indtil 1999 anset for at udgøre en absolut registreringshindring og ansøgningen ville blive afvist fra registrering, med mindre ansøger enten begrænsede sin varefortegnelse, således at der ikke var sammenfald af varer og tjenesteydelser eller indhentede en samtykkeerklæring fra den eller de ældre rettighedshavere. 2 Søgningsrapporten indeholder alene henvisninger til rettigheder, som sagsbehandleren skønner rent faktisk kolliderer med ansøgningen, dvs. ældre rettigheder, der med succes ville kunne påberåbes i en indsigelse.

3 3 Under hensyn til dette ønske, og da varemærkelovens 14 og 15 henviser til de ovenfor oplistede rettighedstyper, indgår samtlige disse som grundlaget for styrelsens søgningsrapporter i dag. Effektive søgninger? For flere af de ovenfor nævnte rettigheder gælder det, at det er ganske vanskeligt at foretage søgninger i dag. Eksempelvis findes der ikke et register over beskyttede ejendomsnavne eller afbildninger af fast ejendom, ligesom rettigheder i form af ophavsrettigheder, ret til fotografisk billede eller særegne titler på værker heller ikke er umiddelbart konstaterbare. Også søgninger efter rettigheder, der allerede indgår i et register, kan være vanskelige at foretage. Eksempelvis er CVR-registrets søgefunktioner, indhold og førelse ikke indrettet på søgninger med netop det formål at fremfinde ældre navnerettigheder, hvilket vanskeliggør effektive og grundige søgninger. Hertil kommer, at det alene er registreringspligtige selskaber, der anses for at stifte en vis form for navnerettighed ved registrering hos Erhvervsstyrelsen. Patent- og Varemærkestyrelsens søgninger i CVR er således i dag begrænset til alene at omfatte disse selskaber. På tilsvarende vis giver søgninger efter designs også væsentlige udfordringer. Designs kan være relevante at søge efter, ikke alene når et varemærke indeholder eller består af en gengivelse af en vare eller emballage, men også når mærket blot er et logo. Dette skyldes, at det er blevet mere udbredt særligt ved EUIPO at et figurmærke ikke alene registreres som et varemærke, men også registreres som et design. Som eksempler herpå kan henvises til de nedenfor viste registrerede EU-designs:

4 4 Locarno-systemet til klassificering af designs giver i klasse 32 mulighed for at klassificere designs som graphic symbols and logos, surface patterns, ornamentation 3, ligesom eksempelvis klasse 5 omfatter clothing labels 4 og klasse 19 labels 5 til andre formål. De nævnte klasser indeholder ikke yderligere specifikationer af de pågældende logoers figurlige indhold, hvorfor der kan være tale om logoer af enhver art. Dette indebærer, at skal et figurmærke undersøges ift. designs, er samtlige designs, der er registreret i klasse 5, 19 eller 32 som labels, logoer eller lignende, relevante for søgningen, når søgningen er baseret på Locarno-klassificeringen. Dog skal bemærkes, at EUIPO til forskel fra andre varemærkemyndigheder tillige klassificerer designs efter Vienna-klassifikationen, dette også selvom EUIPO ikke er forpligtet hertil. Denne praksis indebærer således, at det pt. er muligt at foretage søgninger efter designs, der består af eller indeholder figurmærker/logoer, på samme måde som der kan foretages søgninger efter figurvaremærker. Om denne mulighed vil bestå er imidlertid usikkert, da EUIPO hverken efter designforordningen eller implementeringsforordningen er forpligtet til at klassificere designs efter Vienna-klassifikationen. En stillingtagen til om og i givet fald hvordan der i fremtiden skal søges efter ældre designrettigheder i forbindelse med varemærkeansøgningers behandling i styrelsen, bør således ikke være influeret af, at det for tiden er muligt at supplere de Locarno-baserede søgninger efter EU-designs med en søgning på basis af Viennaklassifikationen. I forhold til skorstensmærker og kontorflag samt halvledertopografi er styrelsen registreringsmyndighed, hvorfor styrelsen har direkte adgang til at søge efter sådanne rettigheder. Imidlertid har disse rettighedstyper en så diminutiv karakter, at det kan påstås, at de ikke har nogen reel praktisk relevans i forhold til søgningsrapporterne. Således er der indenfor de seneste ca. 30 år alene ansøgt om skorstensmærker og kontorflag 5 gange, og der er alene ca. 100 skorstensmærker og kontorflag i styrelsens register 6. Tilsvarende gør sig gældende i forhold til halvledertopografi (chips), hvortil yderligere kan bemærkes, at disse har et særdeles snævert beskyttelsesområde, idet de alene beskyttes mod eftergørelse, og det derfor er ganske usandsynligt, at søgninger efter disse rettigheder i forbindelse med behandlingen af varemærkeansøgninger producerer et hit. For så vidt angår varemærker, har styrelsen direkte adgang til alle relevante data for varemærker, der er registreret med gyldighed for Danmark. Dette muliggør, at styrelsen på baggrund af disse data kan foretage automatiserede søgninger, der udvælger en rå- 3 EUIPO s register indeholdt den 27. oktober 2017 oplysninger om designs, der er klassificeret i klasse 32. Heraf har status Registered and fully published. Til sammenligning er der alene 2 gyldige registreringer i det danske designregister, og der ses ikke at være nogen Internationale Registreringer med gyldighed for Danmark i denne klasse. 4 EUIPO s register indeholdt den 27. oktober 2017 oplysninger om 437 designs, der er klassificeret i klasse Heraf har 278 status Registered and fully published. Der er ingen danske designregistreringer med Locarno-klasse 05.04, og der ses heller ikke at være nogen Internationale Registreringer med gyldighed for Danmark i denne klasse. 5 EUIPO s register indeholdt den 27. oktober oplysninger om 9713 designs, der er klassificeret i klasse Heraf har 5907 status Registered and fully published. Til sammenligning er der 7 gyldige danske designregistreringer med Locarno-klasse 19.08, og der ses at være 2 Internationale Registreringer med gyldighed for Danmark i denne klasse. 6 Hvorvidt de alle faktisk er gyldige er endvidere uklart, da registreringernes opretholdelse er betinget af, at der består en skibsregistrering. Styrelsens register har i den forbindelse ikke været ajourført med skibsregisteret, siden styrelsen overtog administrationen af registreringen af skorstensmærker og kontorflag.

5 5 liste af rettigheder ud fra bl.a. kriterier om synsmæssig og lydlig lighed mellem mærker og sammenfald eller lighed mellem Nice-klasser. Denne form for automatiserede søgninger gør det muligt for styrelsens sagsbehandlere at få et forholdsvis overskueligt overblik over de ældre ansøgte eller registrerede rettigheder, som et ansøgt varemærke kan være i konflikt med, og på denne baggrund udvælge de varemærker, der bør henvises til i en søgningsrapport. Styrelsen søger i den forbindelse ikke efter ældre rettigheder, der måtte være stiftet alene ved brug, ligesom der i den ovenfor omtalte vurdering heller ikke kan foretages undersøgelser af, om et ældre registreret varemærke måtte være indarbejdet eller velkendt, eller hvis det er underlagt brugspligten om der er gjort reel brug af varemærket. Styrelsens søgning efter ældre varemærkerettigheder giver således ikke et fuldstændigt billede af den reelle situation på markedet, men vedrører alene de rettigheder, der er ansøgt eller registreret som danske varemærker, EU-varemærker eller Internationale Registreringer med gyldighed for Danmark, og hvis beskyttelsesomfang vurderes alene ud fra de oplysninger, der fremgår af det pågældende register. Endelig skal personnavne nævnes. I styrelsens praksis anses sjældne personnavne, dvs. efternavne der har færre end 30 navnebærere her i landet, for at være beskyttet mod, at tredjemand uden adkomst hertil registrerer personnavnet som varemærke. En adkomst til registrering kan opnås, når én bærer af navnet giver sit samtykke til registrering af varemærket 7. Styrelsens undersøgelse af efternavne foretages på Danmarks Statistiks navnedatabase, hvilket er et redskab, der alene tillader søgning efter identiske navne. Det kan i den forbindelse bemærkes, at sammenlignes varemærkelovens 14, nr. 4 og den praksis, der har udviklet sig i forhold til denne bestemmelse, med bestemmelserne i navneloven, er det tydeligt, at der er en vis diskrepans. Først og fremmest er det i navnelovens 2 slået fast, at et efternavn beskyttes, når der er færre end 2000 navnebærere her i landet 8, hvorfor grænsen er sat væsentligt højere end de 30 navnebærere, der er fastlagt i styrelsens praksis efter varemærkelovens 14, nr. 4. Dernæst fremgår det af navnelovens 27, at en navnebærer ikke alene kan forbyde en andens uberettigede brug af navnet, men også af navne, der har en sådan lighed med det beskyttede efternavn, at forveksling let kan ske. Til forskel herfra kan registreringen af et varemærke alene forhindres efter varemærkelovens 14, nr. 4, når varemærket kan opfattes som efternavnet. Bringes beskyttelsen af efternavne i forhold til varemærker på linje med navneloven i en ny varemærkelov, vil adgangen til en effektiv søgning efter disse således kunne udgøre en vis udfordring, da det tilgængelige søgeværktøj ikke gør det muligt at søge ved hjælp af søgeoperatorer 9. 7 Denne praksis er ikke udledt af navnelovens 27, men bygger på en fortolkning af varemærkelovens 14, nr. 4, der ikke blev ændret i forbindelse med revisionen af navneloven i Det er endvidere forudsat, at der ikke tidligere har været mere end 2000 navnebærere, jf. navnelovens 2, stk.1, 2. pkt. 9 Dvs. tegn som *,? eller andre operatorer til erstatning for bogstaver i navnet.

6 6 Behovet for søgningsrapporter Det er styrelsens erfaring herunder i forbindelse med den interviewrunde styrelsen har foretaget i forbindelse med nærværende revision af varemærkeloven at danske SMV er først og fremmest har et udtalt behov for, at søgningsrapporterne henviser til eventuelle ældre varemærker, som et ansøgt varemærke måtte være i konflikt med. Dernæst er der et vist ønske om, at virksomheds- og selskabsnavne også er omfattet af styrelsens søgninger, i det omfang sådanne kan udgøre en hindring mod varemærket. Øvrige rettighedstyper syntes at være af mindre relevans. Det er derfor klart, at styrelsens søgningsrapporter først og fremmest skal omfatte de ældre varemærkeregistreringer, som et ansøgt varemærke kan være i konflikt med. Med hensyn til virksomheds- og selskabsnavne skal det først og fremmest bemærkes, at det syntes uhensigtsmæssigt, at de søgninger, der foretages i dag, alene omfatter navne på registreringspligtige selskaber, da øvrige virksomhedsnavne på tilsvarende vis udgør en potentiel hindring mod varemærket, og ansøgere af denne grund kan finde værdi i at modtage oplysninger om sådanne virksomheders eksistens. I den forbindelse bør det om styrelsens søgningsrapport bemærkes, at disse alene har et informativt formål, idet styrelsens fremdragelse af ældre rettigheder ikke i dag kan føre til afslag på ansøgningens registrering. Formålet med styrelsens søgningsrapporter er således at sætte ansøgeren i stand til at vurdere, om forholdet til ældre rettigheder i søgningsrapporten skal afklares, eksempelvis ved opnåelse af samtykke eller indgivelse af ophævelsesbegæring, eller om ansøgningen skal begrænses eller helt opgives. Som nævnt ovenfor kan styrelsen i søgningen efter ældre rettigheder ikke tage hensyn til forhold som, at en ældre rettighed er indarbejdet eller velkendt, eller om en ældre registreret rettighed faktisk anvendes, ligesom rettigheder, der alene er stiftet ved brug ikke er omfattet af søgningen. Søgningsrapporterne giver således heller ikke et sikkert svar på, om eventuelt fremfundne ældre rettigheder faktisk udgør en hindring mod det ansøgte varemærke, herunder om brugspligten er opfyldt, ligesom søgningsrapporten heller ikke vil afsløre, at der eksempelvis eksisterer et velkendt varemærke, der selvom det ikke kan forveksles med det ansøgte varemærke faktisk vil blive krænket, hvis det ansøgte varemærke anvendes. Det kan på baggrund af ovenstående overvejes, om der i loven eller bekendtgørelsen skal fastsættes hjemmel til, at styrelsen, af hensyn til den informationsgivende rolle søgningsrapporterne har, skal foretage søgning efter alle registrerede virksomheds- og selskabsnavne. En sådan hjemmel bør dog klart angive, hvordan og hvornår styrelsen skal fremdrage et virksomheds- eller selskabsnavn, herunder i forhold til: Om navnene skal fremdrages alene under hensyn til forvekslelighedsprincippet, og Hvordan beskyttelsesomfanget, dvs. de varer eller tjenesteydelser navnet skal anses for at relatere sig til, skal fastlægges.

7 7 Kriterierne for fremdragelse af virksomheds- og selskabsnavne Betingelserne for at fremdrage et virksomheds- eller selskabsnavn er i dag beskrevet i varemærkelovens 14, nr. 4. Således fremgår det af bestemmelsen, at der skal bestå en eneret til navnet, som en anden end varemærkeansøgeren har adkomsten til, og at det ansøgte varemærke skal kunne opfattes som det pågældende navn. Som anført ovenfor, er det alene registreringspligtige selskaber, der anses for at stifte rettigheder til navnet ved dets registrering, hvorfor andre virksomhedstyper ikke indgår i styrelsens søgninger. I styrelsens praksis vedrørende vurderingen af, hvornår et varemærke kan opfattes som et selskabsnavn, lægges der vægt på, at varemærket skal være identisk eller qasiidentisk med dominanten, dvs. den særprægede del i navnet, ligesom der skal være sammenfald mellem de varer eller tjenesteydelser, som varemærket vedrører og det brancheområde selskabet er registreret for. Denne særlige afgrænsning af beskyttelsen fremgår alene af varemærkelovens 14, nr. 4, og kan ikke genfindes hverken i markedsføringsloven eller selskabsloven, hvor beskyttelsen af forretningskendetegn primært er båret af forvekslelighedsprincippet. Således vil en konflikt mellem forretningskendetegn, der involverer et virksomhedsnavn overfor et varemærke efter markedsføringslovens 22 (tidligere 18), typisk blive afgjort med afsæt i netop forvekslelighedsprincippet. I den forbindelse vil afgrænsningen af den beskyttelse, som et virksomheds- eller selskabsnavn tildeles, også typisk blive fastlagt i overensstemmelse med den brug, der er gjort af navnet. Styrelsen kan ikke og har selvsagt ikke vurderet om, og i givet fald i hvilket omfang, selskabsnavnet (herunder binavne) er taget i brug, og styrelsen tager følgelig udgangspunkt i de oplysninger om selskabets brancheområde, der findes i CVR, når navnets beskyttelsesomfang skal fastlægges. Det er derfor spørgsmålet, om de søgninger, styrelsen foretager i denne henseende, i højere grad bør afspejle realiteterne ved domstolene. Således omfatter beskyttelsen efter markedsføringsloven såvel virksomheds- som selskabsnavne, og domstolenes vurdering af, om der foreligger en konflikt, tager typisk afsæt i forvekslelighedsprincippet. Vælges en sådan tilgang, er det ydermere spørgsmålet, hvordan styrelsen skal foretage en rettighedsafgrænsning for virksomheds- og selskabsnavne. De oplysninger, der fremgår af CVR, er alene de oplysninger, som virksomheden har valgt at indberette ved registreringen. I den forbindelse indgår det næppe i virksomhedernes overvejelser, at valg af branchekoder kunne have en sammenhæng med beskyttelsesomfanget for navnet, idet branchekoderne ikke er tiltænkt at have den funktion. Hertil kommer, at mange af branchekoderne er meget overordnet formuleret, og således angiver brancher eller varegrupper, der ikke ville blive anset for tilstrækkeligt klare og præcise, hvis disse anvendes i varefortegnelsen i en varemærkeansøgning. At anvende branchekoderne til at afgrænse rettighederne, når styrelsen foretager søgninger til brug for søgningsrapporterne, vil således kunne resultere i, at virksomheds- og selskabsnavne fremdrages, selvom navnet ikke er taget i brug som forretningskendetegn, ligesom det må forventes, at navnene vurderes at have et langt bredere beskyttel-

8 8 sesomfang end hvad der reelt måtte være tilfældet, hvis navnet faktisk har været anvendt. Skal styrelsen således foretage søgninger efter virksomheds- og selskabsnavne, og styrelsen i den forbindelse dels skal fremdrage navne på basis af forvekslelighedsprincipperne, samt i den forbindelse lægge oplysningerne om brancher i CVR til grund for en sådan vurdering, må det forventes, at styrelsen vil fremdrage langt flere virksomheds- og selskabsnavne i fremtiden, end dette er tilfældet i dag. Endvidere vil en sådan søgning forudsætte, at styrelsen kan importere data om virksomheds- og selskabsnavne og anvende disse i styrelsens eget søgeværktøj, idet søgemulighederne i CVR er yderst begrænsede, og således ikke giver mulighed for søgninger ved brug af eksempelvis operatorer. 2. Indsigelsesproceduren Varemærkedirektivets artikel 43, stk. 1, fastlår følgende: Artikel 43 Indsigelsesprocedure 1. Medlemsstaterne sikrer, at der er adgang til en effektiv og hurtig administrativ procedure ved deres kontorer for at gøre indsigelse mod registreringen af et varemærke af de grunde, der er fastsat i artikel 5. Det er i den forbindelse væsentligt at bemærke, at artikel 5 i direktivet alene vedrører de relative hindringer, hvorfor direktivet i udgangspunktet lægger op til, at indsigelsesperioden placeres før registrering. Af artikel 16, stk. 2, fremgår dog, at dette udgangspunkt kan fraviges af den enkelte medlemsstat, idet det her er angivet, at femårsperioden i relation til kravet om reel brug i tilfælde, hvor en medlemsstat giver mulighed for indsigelse efter registrering, skal regnes fra indsigelsesperiodens udløb, eller hvis indsigelse er fremsat, fra tidspunktet hvor indsigelsen er endelig afgjort eller afsluttet. Dette forhold ændrer dog ikke på, at det i direktivets ordlyd er lagt til grund, at indsigelse alene kan fremsættes med henvisning til ældre rettigheder, og at påstande om varemærkets ugyldighed pga. af absolutte hindringer, eksempelvis dets manglende særpræg, alene kan fremsættes i en sag om administrativ ophævelse. I dag følger det af varemærkeloven, at et varemærke skal være registreret, og registreringen skal være offentliggjort, førend tredjemand kan gøre indsigelse mod registreringen. Det følger i den forbindelse af henvisningen i varemærkelovens 23 til bestemmelsen i varemærkelovens 20, at en indsigelse i princippet indebærer, at en indsigelse ikke alene kan vedrøre ældre rettigheder, men tillige kan vedrøre alle de forhold, der også kunne være fremdraget af styrelsen under ansøgningens behandling, dvs. også de absolutte hindringer. Med den nu skete begrænsning i indsigelsesgrundlaget, jf. henvisningen til artikel 5 i artikel 43, stk. 1, vil placeringen af indsigelsesperioden efter registrering indebære, at tredjemand i perioden fra et mærkes registrering til indsigelsesperiodens udløb eller, hvis der

9 9 fremsættes indsigelse, til der foreligger endelige afgørelser i eventuelle indsigelser, ikke vil kunne anfægte mærkets gyldighed på baggrund af absolutte hindringer 10. Flyttes indsigelsesperioden til før registrering vil der fortsat gælde den samme restriktion i indsigelsesgrundlaget, dvs. at en indsigelse også i dette tilfælde alene kan fremsættes under henvisning til ældre rettigheder. Imidlertid indeholder direktivets artikel 40 også mulighed for, at medlemsstaternes lovgivning kan give tredjemand adgang til at fremsætte bemærkninger til ansøgninger, dvs. at tredjemand gives mulighed for at fremsætte begrundede bemærkninger om, hvorfor et varemærke skal afslås under hensyn til de absolutte grunde. Ved at have indsigelsesperioden før registrering kombineret med en mulighed for tredjemand til at fremsætte bemærkninger mod mærkets registrering, sikres det, at der ikke indføres en periode, hvor tredjemand er frataget muligheden for at reagere på mærket på baggrund af de absolutte hindringer. Den nugældende situation, og situationerne i de ovenfor beskrevne to situationer, kan skitseres som følger: Nugældende procedure Procedure efter nyt direktiv med indsigelsesperiode før registrering Procedure efter nyt direktiv med indsigelsesperiode efter registrering 10 Der bliver indgivet mellem 100 og 150 indsigelser om året til styrelsen. Den samlede sagsbehandlingstid for de enkelte indsigelser kan variere fra få måneder til flere år, afhængig af sagens kompleksitet og om styrelsens afgørelse ankes.

10 10 Det skal i den forbindelse bemærkes, at den ovenfor skitserede procedure, hvor indsigelsesperioden er placeret før registrering, svarer til den procedure, der gælder for EUvaremærkerne. Mulighed for henlæggelse af ansøgninger ved indsigelse Såfremt indsigelsesperioden placeres før registrering, kan det endvidere overvejes at indføre mulighed for, at styrelsen henlægger en ansøgning, hvis ansøgeren ikke svarer på indsigelsen. Styrelsen oplever forholdsvis ofte, at en indehaver af en registrering ikke svarer på en fremsat indsigelse. I sådanne situationer er der endvidere ofte tale om, at det er forholdsvis åbenlyst, at indsigelsen vil blive taget helt eller delvist til følge. På denne baggrund har det således formodningen for sig, at indehaveren i en stor del af de nævnte sager, ikke svarer på indsigelsen, fordi indehaveren har mistet interessen for mærket. Uanset om indehaveren svarer på indsigelsen eller ej, er styrelsen i dag forpligtet til at træffe afgørelse i sagen, herunder sikre, at eventuelle påstande, der er fremsat af indsigeren om stiftelse af rettigheder ved brug, indarbejdelse eller velkendthed, er tilstrækkeligt dokumenteret. Særligt når indsigelsen er baseret på, at det yngre varemærke krænker et ældre, velkendt varemærke, påhviler der indsigeren en forpligtelse til ikke alene at dokumentere, at det ældre varemærke er velkendt, men også at de øvrige kriterier for beskyttelsen af velkendte varemærker er opfyldt. For at imødegå spild af ressourcer og tid for både indsigere og styrelsen kan det derfor overvejes at indføre en regel om, at en ansøgning henlægges, såfremt ansøgeren ikke svarer på en fremsat indsigelse. For at undgå, at ansøgninger henlægges alene som følge af, at indehaveren ikke får svaret på indsigelsen i tide, kan det endelig overvejes, om der i tilknytning hertil skal etableres en mulighed for genoptagelse af ansøgninger/indsigelser, når ansøgningen er blevet henlagt. Det bemærkes i den forbindelse, at henlæggelse af ansøgninger på baggrund af manglende svar fra en ansøger allerede kendes fra bl.a. patentlovens 15, stk. 2. Ovennævnte mulighed for henlæggelse i forhold til varemærker vedrører dog alene den situation, hvor en ansøger ikke svarer på en indsigelse i modsætning til den mere generelle regel om henlæggelse i bl.a. patentlovens 15, stk. 2.