Lærerne er de første - hvem er de næste

Transkript

1 Lærerne er de første - hvem er de næste Dennis Kristensen, formand for FOA Christiansborgs Slotsplads, 11. april 2013 Med så mange lærere og undervisere samlet på ét sted, er det ikke helt nemt at tilstå det: Men jeg tror desværre ikke, at jeg var verdens nemmeste elev i de mindste klasser i folkeskolen... eller rettere, jeg ved, jeg var noget af vanskelig sag at håndtere. (Det betød til gengæld en relativ veludviklet evne til enten at kaste sig ud i slagsmål eller løbe meget, meget hurtigt.) Men med min klasselærer Mary Sørensens indsats på Kirkebjerg Skole tror jeg alligevel, at jeg fik nogenlunde styr på min ABC. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at jeg siden hen ved mødet med arbejdslivet uden at rode mig ind i korporlige slagsmål fik pænt styr på det helt grundlæggende i min Arbejdsmarkeds ABC. Og det helt grundlæggende er de frie og fair forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter om løn- og ansættelsesvilkår. Og begge parters ret til at varsle konflikt, hvis de frie og fair forhandlinger går i hårdknude. Og netop frie og fair forhandlinger og anvendelsen af konfliktvåbenet forudsætter, at enhver regering - uanset farve - sætter sig på hænderne med

2 gaffa-tape på munden og overlader scenen til de to parter, der skal forny en overenskomst. Men satte regeringen sig så på hænderne med gaffa-tape på munden, da lærere og undervisere skulle forny deres overenskomst for de næste to år? Min fem år ældre storebror Bjarne gik også på Kirkebjerg Skole i Vanløse. Han havde det princip, at nok ville han passe godt på sin lillebror. Men hvis jeg selv havde rodet mig ind i ballade i skolegården, så skulle jeg ikke komme rendende bagefter for at tilkalde kavaleriet, der var en halv meter højere. Så satte han sig på hænderne med gaffa-tape på munden: Hvis du selv har rodet dig ind i det, så roder du dig også selv ud af det igen. Det betød, at jeg ikke bare efter forgodtbefindende kunne svinge taktstokken i frikvartererne, og så overlade det til en langt større med flere muskler at rage kastanjerne ud af ilden. Det gav nogle ekstra blå mærker. Men også den Konfliktløsnings ABC lærte jeg. Har regeringen og kommunerne lært den samme ABC? Nej. Tværtimod. Her har storebror stået med køllen i kulissen klar til at indtage rollen som Goliat, hvis kommunerne ikke selv kunne klare slagsmålet med David.

3 Det er ikke fordi, at der er grund til at klynke over, at kommunerne nu lægger arm med lærerne. Det er fair og ordentligt og i overensstemmelse med Den danske Model. Til gengæld er det hverken fair, ordentligt eller i overensstemmelse med Den danske Model, at en regering blander sig i overenskomstforhandlingerne - til og med, inden forhandlingerne overhovedet er kommet i gang. Og det var præcist dét, regeringen gjorde, da den fremlagde sit udspil til en reform af folkeskolen med en finansiering, som blandt andet skal komme fra besparelser på lærernes arbejdstidsregler. Og det er lige præcis dér, at regeringen på helt uhørt vis, har angrebet Den danske Model. Der har ganske enkelt været blanke sider i regeringens Arbejdsmarkeds ABC. Regeringen har simpelt hen været en tur i forhandlingslokalet før de parter, som det hele drejer sig om, overhovedet ankom. Og de har på forhånd revet sider ud af den overenskomst, som parterne selv har aftalt i 2011, og som parterne nu her i 2013 skulle genforhandle. De rev siderne med arbejdstidsbestemmelser ud. Og de rev siderne med aldersbestemt reduktion af undervisningstiden ud.

4 Det giver ikke mening, at parterne efterfølgende skal genforhandle en overenskomst med manglende sider. Det giver slet ikke mening, at parterne skal nå til kompromisser, når regeringen allerede havde været dér og fjernet penge fra forhandlingsbordet. Det er ikke frie - det er ikke fair forhandlinger. Det er regeringsindblanding og diktat. Det er afmontering af Den danske Model. Det er matchfixing. Og det er ikke noget kønt syn. Det er en ulige kamp. Det er arbejdskamp for tøsedrenge. En kamp, hvor finansministeren skal svinge køllen mod de formastelige lærere og undervisere, der tror, at diktat er noget fra faget Dansk og ikke et arbejdsgivermiddel i overenskomstforhandlingerne. På Kirkebjerg Skole gav det ikke bare ballade, når man ved skoleårets afslutning afleverede bøger, der manglede sider. Jeg ved af bitter erfaring, at bøgerne også skulle erstattes. Det var noget rigtigt møg at skulle af med de surt tjente penge fra fritidsjobbet. Jeg håber, at Goliat også kommer til at erstatte vandaliseringen af lærernes og undervisernes overenskomster. At de udrevne sider koster. Det mangler bare andet.

5 Muligheden for at varsle strejke og lockout er en integreret del af det danske arbejdsmarked. Og har været det siden den store arbejdskamp i 1899, hvor man efterfølgende udviklede anvendelsen af kampskridt - arbejdsgivernes lockout og boykot og lønmodtagernes strejke og blokade. Men kampskridtene har aldrig været et mål i sig selv. Tværtimod. Det er risikoen for, at en forhandling kan ende med arbejdskamp, som lægger presset på begge parter. Og det er dér, at kommunerne går galt i byen. Kommunerne har overfor lærere og undervisere ikke betragtet arbejdskampen, som det uundgåelige resultat af sammenbrudte forhandlinger. De har ikke anset lockouten for den sidste udvej. Kommunerne har åbenlyst spekuleret i at undgå løsninger - at undgå et forhandlingsresultat. De har villet være sikre på at nå frem til arbejdskampen uden at skulle finde kompromisser undervejs. Jeg er ked af at høre faglige ledere fra den private sektor i disse dage afvise, at regeringen angriber Den danske Model. Ked af det, fordi fagbevægelsen og solidaritet er uløseligt forbundne. Fagbevægelsen eksisterer, fordi vi har flere kræfter, når vi løfter i flok. Og solidaritet handler netop om at løfte i flok. Jeg er også overrasket over, at nogen tilsyneladende accepterer, at Den danske Model kun skal eksistere i fuldt omfang på det private arbejdsmarked.

6 At Den danske Model i den offentlige sektor skal reduceres til at misk-mask af regerings-diktater og skinforhandlinger. Og jeg er ærgerlig over udsigten til manglende opbakning, når de øvrige offentligt ansattes arbejdstidsregler i fremtiden skal mødes med Corydons kølle. Og det møde er allerede planlagt. Regeringen har med vækstplanen været inde i forhandlingslokalet og revet sider ud af de øvrige ansattes overenskomster. Til den tid bliver det dem, der holder den offentlige velfærd og service kørende, når vi andre sover, når vi holder weekend, og når vi tager på helligdagsferie, der skal lære Goliats Krigs ABC udenad. Det er helt uforståeligt er S- og SF-flertallet i Kommunernes Landsforening er hoppet med på den vogn, at det vigtigste i den offentlige velfærd og service ikke er dét, vi i fællesskab skaber i mødet med børnene, eleverne, de ældre, de syge og de udsatte. Det vigtigste er derimod arbejdsgiverens ret til at lede og fordele. Retten til at bestemme, hvad der skal laves, hvornår det skal laves og ikke mindst hvordan, det skal laves. Og det er jo lige præcist dét, I er vidne til lige nu. Arbejdskampe i den offentlige sektor handler ikke om bundlinjer, overskud og aktionærer. De handler i stedet om den offentlige mening.

7 Det er betryggende, at det er jer, der har befolkningens sympati i denne konflikt, hvor Goliat slår løs på David. Det er jer, der vil undervise. Det er kommunerne, der ikke vil lade jer gøre det. Jeg håber, at I kan stå imod presset. At I har kræfter til at I skal i hvert tilfælde vide, at der i fagbevægelsen fortsat findes en - måske slidt - men stadig læsbar Solidaritets ABC. God kamp til jer og jeres kolleger.