Græsarter og -sorter til plænebrug

Transkript

1 1 Græsarter og -sorter til plænebrug Græs er naturens konstante velsignelse og tilgivelse for alle de indgreb, menneskene foretager i det naturlige miljø. I den tempererede vækstzone, herunder også danske vækstforhold, omfatter græsserne ca. 100 arter fordelt på nogle ganske få slægter. Af disse ca. 100 arter er der kun nogle få, der anvendes til græsetablering, herunder forstået græsplæner til forskellige former for idræt, haveplæner, rekreative arealer, m.v. Disse arter fordeler sig på flere sorter inden for hver art. I de seneste år er der udført et intensivt forædlingsarbejde for at finde nye arter og sorter, der kan anvendes inden for plænegræssektoren. Man har især interesseret sig for at finde græsser, der har større dyrkningssikkerhed, større slidstyrke under de givne forhold, formindskede etablerings- og vedligeholdelsesudgifter. Samtidig har det været et ønske, at græsserne skulle være vedvarende og have et tiltalende udseende. Endvidere udføres der i disse år et intensivt arbejde på at forbedre de arter og sorter, der i øjeblikket anvendes til plænebrug. Man søger at give græsserne forbedret genetisk modstand mod sygdomme, skadedyr og ukrudt. Man forsøger at give græsserne bedre morfologiske og fysiologiske egenskaber ved at udvælge græsser med lav og tæt bladvækst og dermed bedre plænedannende egenskaber og større tolerance mod de forskellige faktorer, som påvirker græsserne i uheldig retning. Bestræbelserne går ud på at finde nye eller for,bedrede græssorter til sportsbrug, til skyggebrug, til anvendelse på vejskråninger, til rabatter, hvor salttilførsel kan skabe uheldige vækstvilkår. Samtidig må man også lære at sammensætte græsarter og -sorter efter de vækstforhold, der findes på voksestedet og til det formål, der er tænkt på ved græssets etablering. Man må vælge de græsarter og -sorter, der har størst persistens, størst slidstyrke og længste vækstperiode under de givne forhold og til det givne formål. Planteforædlernes krav til Kvalitetsegenskaber hos græsser til plænebrug 1. Hurtig spiring og etablering. 2. Stor skudtæthed (aggressiv mod ukrudt). 3. Vækst ved stoloner eller rhizomer. 4. Slidstyrke (planter, skud, bladantal, morfologi, cellulose, rodmasse, roddybde). 5. Genvækst efter slid (vækstpunkt, udløbere). 6. Lav vertikal vækst, kort maximumshøjde. 7. God farve og ensartethed. 8. Resistens eller tolerance mod sygdomme. 9. Let at klippe. 10. Ingen eller få frøstængler. 11. Ingen ophobning af dødt plantemateriale. 12. Tolerance mod specielle forhold (salt, skygge, tørke, oversvømmelse, tunge metaller). Parkforvalterens krav til Græs til plænebrug med hensyn til pleje og pasning 1. Stor slidstyrke. 2. God regenerering uden eftersåning. 3. Lav kl ippefrekvens. 4. Hurtig etablering. 5. Stor skudtæthed. 6. God farve og ensartethed. Enkeltplanter til videre forædling. Parkforvalterens største problemer i forbindelse med pleje og vedligehold af sportsplæner 1. Klipningen. 2. Sliddet. 3. Komprimering. 4. Drænering. 5. Renovering. 7

2 Morfologiske forskelligheder hos græsarter og -sorter Græsarter og -sorter varierer i roddybde, slidstyrke, klippetolerance, sygdomstolerance, i forhold til krav til gødning og vand, i reaktion på varme og kulde. Det er derfor nødvendigt at have en vis basisviden om græsarterne og deres udseende for at kunne foreskrive den rette behandling vedrørende pleje og pasning af de tilstedeværende græsarter og -sorter. Jo tættere græsserne er i familie med hinanden, desto mere ensartet er de biokemiske reaktioner på forskellige behandlinger, som græsserne med passende mellemrum udsættes for. Græsarternes klassificering eller systematik støtter personen, som har med pleje og pasning at gøre på to måder: 1) Til genkendelse af græsarter 2) Til identifikation af græsarter Genkendelse og identifikation kan ikke altid ligestilles. Genkendelse er viden om små detaljer og finesser, der gør en person i stand til, med et blik, at kunne kende græsarterne fra hinanden. Identifikation er en metode, hvor man ved nærmere studier af blomsterstand, blomsternes størrelse og form, behåring, kromosomtal og andre beskrivende karakteristika er i stand til at kunne finde frem til en bestemt græsart. Til identifikation af græsarter er det nødvendigt at være forsynet med en lup med 5-10 x forstørrelse. Større forstørrelse er ofte til større gener end fordele på grund af mindre synsfelt og vanskeligheder med at få tilstrækkeligt lys på emnet. Vejledningen til identifikation af græsarter er en todelt nøgle, konstrueret som en landevej, der deler sig i to grene. Man må ustandselig vælge enten højre gren eller venstre gren for at komme frem til målet. Med græsplanten i hånden er den første vejforgrening enten bogstav A eller AA i den efterfølgende bestemmelsesnøgle. Det er nødvendigt at studere de karakteristiske egenskaber under såvel A som AA, inden man vælger det næste trin i nøglen. Omtale af skedehinde, auricler (bladører), bladskeder findes i illustrationerne. Det kan ofte være nødvendigt at undersøge flere planter for en bestemt karakter. Den pågældende karakteregenskab kan være variabel. Ved et uheldigt tilfælde kan man have udvalgt sig en plante, der er glat i en population, der ellers normalt er behåret. Græsserne i ligegyldig hvilken gruppe man vælger, er igen delt op i to grupper, enten B, BB eller I, 11. Nøglen fortsætter med at dele græsserne op i stadig mindre grupper, indtil man til sidst står med et græs tilbage. Til genkendelse af græsarterne anvendes detaljer som bladfarve, bladtextur og vækstmåde. Der er mange komponenter involveret i græsbladets textur. Textur er funktionen af bladbredde og længde, om bladets rande er parallelle eller sammenløbende til en spids. Texturen påvirkes af vækstmåde og af pleje og pasning. Ved f.eks. i hvener eller enårig rapgræs at ændre klippehøjden fra ca. 3,5 til ca. 0,8 cm reduceres bladbredden med ca. 50 %. Texturen varierer også i forhold til plantetæthed og miljøet på voksestedet. BI2 dene fra skud, der vokser i tuer eiler kommer fl underjordiske udløbere, har opret vækst. Blade, der kommer fra overjordiske udløbere, danner ofte en mere eller mindre skarp vinkel med den pågældende udløber, bladene kommer derfor enkeltvis og aldrig samlet som fra en tue. Morfologiske kendetegn hos de mest anvendte plænegræsser Engrapgræs har mange oprette blade med parallelle sider, hvilket giver græsset et velplejet udseende, med mindre klippehøjden er så stor, at bladene bøjer sig tilfældigt ind over hinanden. Bladfarven er friskgrøn og bladene 2-3 mm brede afhængig af vækstsæson og klippehøjde. En plæne med engrapgræs skinner ikke blank. En kontrol på engrapgræs kan gøres på bladene. Engrap~ græsblade har hætteformet eller bådformet spid,' Der findes en lang lys stribe på hver side af midter~ ribben. Skedehinden er meget kort. Alm. rapgræs har lysere blade end engrapgræs. Skedehinden er lang og spids. Stængelbasis rødlig. Enårig rapgræs har næsten altid tværrynkede blade. Gode sorter af alm. raigræs ligner på afstand engrapgræs. Kigger man henover en raigræsplæne, vil man bemærke glimtene fra de skinnende blanke bladundersider. På grund af de meget seje karstrenge i raigræs er det vanskeligt at klippe græsset, uden at der bliver trevlede ender i~' spidsen af bladet. De trevlede ender er lette at se, \ og de vil let misfarve græsplænen. Raigræs kan forveksles med kamgræs, men raigræs har rødlig

3 stængelbasis, kamgræs har gullig stængelbasis. Raigræs har auricler, disse manglerved kamgræs. Raigræs kan også forveksles med engsvingel. Hos raigræs er bladrandene glatte, medens de hos engsvingel er ru. Forskellen er let at konstatere, hvis man vil trække bladkanten henover læberne. Strandsvingel og engsvingel er skinnende blanke på bladundersiden ligesom raigræs, men bladene har meget grovere textur. Der er ikke større mulighed for at forveksle græsserne, medmindre planterne er helt små. De ru bladkanter og de tilspidsende blade adskiller de to græsarter fra raigræs. Bladfarven hos strandsvingel og engsvingel tenderer til at blive mere Iysegrøn-æblegrøn. Strandsvingelens blade synes mere udbredte end bladene hos engsvingel, der har mere oprette blade. Strandsvingel har behåret bladkrave. Engsvingel har glat bladkrave. Raigræs har klaplagt bladleje, engsvingel og strandsvingel har rullet bladleje. Medens strandsvingel er let at kende på de meget grove blade er rødsvingel let at kende på de meget smalle, oprette blade. Bladfar'!en hos rødsvingel passer nogenlunde til bladfarven hos engrapgræs og raigræs. Hos rødsvingel er bladene ikke blot smalle, men de er også ofte sammenrullede, således at man ikke kan se, at bladet er fladt, bladet har samme form set fra alle sider. Brede blade kan forekomme på frøstængler, men aldrig'l det klippede græs. Hos hvenerne vil de korte tilspidsede blade adskille dem fra øvrige græsarter. Bladene hos hundehvene er smallere og finere end hos de øvrige hvenearter, bladfarven er Iysegrøn-æblegrøn. Krybende hvene er mere variabel, og mange nuancer forekommer. Bladfarven er friskgrøn, men tenderer til at blive grågrøn. I alm. hvene har Highland Bent et meget karakteristisk grågrønt skær og en tendens til at danne isolerede pletter i blandinger med andre græsarter. Highland Bent ligesom lægger sig ovenpå de øvrige arter i frøblandingen. Det er forholdsvis let at kende hvenearterne fra andre græsarter, men det kan være svært at skelne de enkelte hvenearter fra hinanden. l~~1 \ A D A Trevlede bladspidser er ofte typisk for klippet rafgræs. Ra/ græs, engsvingel og strandsvingel har ribber på oversiden af bladet og er skinnende blank pa undersiden. B. Alle tre græsarter har rødlig stænge/basis. C. Behåring på bfadkraven er typisk for strandsvingel. D. Alm. rajgræs har kfapfagt blad/eje. Engsvingel og strandsvingel har rullet blad/eje. g

4 Skedehinde Bladplade Bladkrave Bladskede D E ~ G ~H J Q K rir"') iii I M Karakteristiske egenskaber, som er anvendelige til identifika~ tion af plænegræsser i blomsterløs stand. A. Udsnit af stængel med blad, krave, skedehinde, auricel og bladskede. B. Ruffet blad/eje. C, K/ap/agt b/ad/eje, D. Bladet tflspidsende. E. Blad med paraf/e/le bladkanter og bådformet spids. F Blad med mere eller mindre kort spids. G. Bladet kan være ribbet på den ene side og glat på anden side. H. Bladet kan være ribbet på begge sider. I. Bladet kan være glat på begge sider. J.K.M. Skedehinden kan være hindeagtig, lang - kort. J.K. Bladskederne kan være overlappede. Parallelle. L. Rørformet. M. Der kan være behåring på bladskeder. J. elfer på kraven L. 10

5 A E Skedehindernes udseende er en værdifuld hjælp til adskillelse af hvenearterne. A. Hundehvene (A. can/na). B. Stortoppet hvene (A. gigantea). C. Krybende hvene (A. stolonifera). D. Alm. hvene (A. tenuis). E. High/and Bent. Rødsvingel har ffne, ofte sammenrul/ede blade og stor skudtæthed. 11

6 iii 6 r. Stivbladet Svingel. 2. Faare-Svingel. 3. Rød Svingel. 4. Eng-Svingel. 5. Almindelig Rajgræs. 6. Italiensk Rajgræs. 7. Krybende Hvene. 8. Almindelig Hvene. 9. Kvik. I,!rI!: Kamgræs. 11. Timothe. 12. Hundegræs. 13. Lund~Rapgræs. 14. Almindelig Rapgræs. 15. Eng~Rapgræs, 16. Fladstraaet Rapgræs. 17. Enaarig Rapgræs. 12

7 NØGLE TIL BESTEMMELSE AF PLÆNEGRÆSSER I BLOMSTERLØS TILSTAND Numrene refererer til Numrene pea side 12. A Btade smalle, indtil ca. 2 mm brede, B. Blade haarfine eller stive børsteformede eller næsten traadformede og da relativt lange. C. Bladgrund paa F/ankerne med klapformede Fremspring. Ører (se Nr. 1), der bagtil gaarover i Skedehinden. Blade uden skarp Kø'- Bladspidsen ikke kappeformet. O. Bladgrund, stærkt led- el/er næsten stilkformet, har som udviklet ofte en lysere Farve end selve Bladet. Gamte Bladskeder stive, hindeagtige, længe vedvarende. Blaagrønt ejler graagrønt, tæt tuet Græs. Stivbladet Svingel (Nr. 1J. OD. Bfadgrund ikke paara/dende udviklet. Gamle Bladskeder bløde, henvisnende. E. Blade haarfine. Bladskeder glatte, ikke rødlige. Mørkegrønt, tæt tuet Græs. Faare-Svingel (Nr. 2). EE. Blade grovere. Bladskeder fint dunhaarede, næsten altid rødlige. Oftest graagrønt Græs med Skuddene i løse Tuer eller enkeltvis. Rød Svingel (Nr. 3). ee. Bladgrund uden ører. Blade med skarp Køl og med kappeformet Spids. Med lange underjordiske Udløbere. Former af Eng-Rapgræs (jvf. Nr. 15). BB. Blade bløde og bøjelige, ikke børsteformede og ikke paafaldende lange. F. Blade stribet-furede paa hele Oversiden. G. Bladleje klaplagt. Blade kølede, stærkt glinsende paa Undersiden. Nedre Bladskeder oftest rødlige. Tueformet. Almindelig Rajgræs (Nr. 5). GG. Bladleje rullet. Blade ikke kølede og ikke paara/dende blanke paa Undersiden. Nedre Bladskeder ikke rødlige. Ofte med overjordiske Udløbere. Krybende Hvene (Nr. 7). FF. Blade kun med 1-2 utydelige Furer langs Bladoversidens Midtlinie. H. Blade lige brede fra Grund tif Spids, Spidsen tydeligt kappeformet. Bladskeder oftest rødlige. Skedehinde temmelig kort, men tydelig. Undertiden med korte overjordiske Udløbere. Almindelig Rapgræs (Nr. 14). HH. Blade mere jevnt afsmalnende mod Spidsen, utydeligt kappeformede. Bladskeder ikke rødlige. Skedehinde yderst kort. Ingen Udløbere. Lund-Rapgræs (Nr. 13), AA Blade bredere, over 2 mm brede. I. Bladgrund med Tænder (Skedelukke). Blade mere eller mindre tyderigt stribetfurede paa Oversiden. J. Skedelukke svagt udviklet, paa svage Skud er Tænderne ofte kun vorteformede. Blade ikke blanke paa Undersiden. Nedre Skeder ikke rødlige. Skud enkeltvis, Lange underjordiske Udløbere. Kvik (Nr. 9). JJ. Skedelukke i Reglen kraftigt udviklet. BJade blanke paa Undersiden. Nedre Skeder oftest rødlige. Skud tueformet samlede. K, Bladleje klaplagt. Blade, i hvert Fald ved Grunden tydeligt V-formlgt sammenlagte. Skedejukkets Tænder ofte tungeformede (dvs. med parallelle Rande). Almindelig Rajgræs (Nr. 5). KK. Bladleje rullet, Blade ikke sammenlagte. Skedelukkets Tænder oftest jævnt tilspidsede. L. Bladgrund noget kraveformet udvidet, Tænder kraftige. Blade i Reglen 6-10 mm brede. De kraftigste Nerver i gennemfaldende Lys synlige som lyse Striber lige til Bladets Spids. Skedehinde kort, under 1 mm lang. Eng-Svingel (Nr. 4). LL. Bladgrund og Tænder mere moderat udviklede, Blade i Reglen 3-B mm. brede. Nerverne mod Bladets Spids ikke synlige I gennemfaldende Lys. Skedehinde længere, 1 mm eller derover. Italiensk Rajgræs (Nr. 6). fl. Bladgrund uden Tænder. M. Bladene stribet-furede paa Oversiden. N. Bladgrund med Ører, Bladskeder fint dunhaarede. Kraftige Skud af Rød Svingel (jvf. Nr. 3). NN. Bladgrund uden Ører, Bladskeder glatte. O. Blad/eje klaplagt. Blade i det mindste for neden sammenklappende, med Kø/,jævnbrede overen stor Del afderes Længde. Skedehinde tyk, ofte grønlig. Tueformet Vækst. Kamgræs (Nr. 10). 00. Bladleje rultet. Blade uden Køl, jævnt tilspidsede næsten fra Grunden. Skedehinden tynd, hvidlig eller farveløs. P. Skedehinden lang, oftest spids. Bladgrund i Reglen Ikke paafaldendeskæv. Ofte lange, overjordiske Udløbere. 13

8 Krybende Hvene (Nr. 7') PP. Skedehinden kort, lige afskaaret. Bladgrund oftest paataldende skæv. Løst tuet. Ingen overjordiske Udløe re. Almindelig Hvene (Nr. 8). MM. Bladene jævne paa Oversiden (bortset fra 1 eller 2 Furer langs Bladets Midtlinie). O. Bladleje rulfet. Blade ikke tydeligt kølede. Skedehinden ofte tandet med en særlig kraftig Tand i den ene Rand. Bredbladet Græs. De gamle Stubbe i Reglen opsvulmede ved Grunden. Timothe (Nr. 11). 00. Bladleje klaplagt. Blade tydeligt kølede. R. Kun 1 Fure paa Bladets Overside i Sammenfoldningsvfnkelen. Bladets Rande og Køl mod Spidsen ru. Blade brede, ca mm. Lang, ofte noget flosset Skedehinde. Hundegræs (Nr. 12). RR. 2 Furer paa Bladets Overside i Sammenfoldningsvinkelen, i Reglen synlige som 2 lyse Linier igennemfaldende Lys. Bladrand næppe ru. Blade smaffere. S. Enaarig. Nogle at Bladene næsten altid noget tværbølgede. Skedehinde i Reglen lang og spids, men varierende. Blade relativt korte og brede. Ingen overjordiske Udløbere. Enaarig Rapgræs (Nr. 17). SS. Fleraarige. Blade aldrig tværbølgede. T. Nedre 8ladskeder rødlige. 2 Slags Skud: 1) Oprette Skud (senere blomstrende) med relativt brede Blade og meget lang og spids Skedehinde og 2) Opstigende Skud (ofte paa korte overjordiske Udløbere) med relativt smalle Blade og temmelig kort Skedehinde. Almindelig Rapgræs (Nr. 14). TT. Nedre Bladskeder ikke rødlige. Alle Skud ens. U. Ingen underjordiske Udløbere, Skud løst tueformet samlede. Bladskeder kun lidt sammentrykte, næsten trinde. Bladpladen ved Grunden pludseligt, næsten hjerteformet, sammentrukken. Bladspi( sen kun utydeligt kappeformet Skedehinde yderst kort. Spinkelt Græs. Lund-Rapgræs (Nr. L., uu. Med underjordiske Udløbere. Bladskeder stærkt sammentrykte, flade. Bladpladen gaar mod Grunden mere jævnt over i Bladskeden. Bladspids tydeligt kappeformet. Mere robuste Græsser. v. Oftest flere Skud sammen. Skedehinde meget kort, indtil 1 mm, kraftig og ofte grønlig. Blade oftest meget lange, i Reglen græsgrønne. Bladgrund, især paa kraftige Skud, stærkt udviklet, tværbølget, undertiden randhaaret. Eng-Rapgræs (Nr. 15). VV. Skud enkeltvis. Skedehinde ca. 1 mm lang ellerlængere, tynd, hvid. Blade ikke paafaldende lange, i Reglen noget blaagrønne. Bladgrund ikke tværbølget. FJadstraaet Rapgræs (Nr. 16). 14

9 80rtsbestemmelse indenfor græsarter til plænebrug I de sidste år har græsforædlingen taget en meget dynamisk udvikling. Når man tidligere talte om landsorter, eller om frø fra et bestemt oprindelsessted, så taler man i dag om sorter indenfor de enkelte arter. Konsekvensen af den ændring, som forædlingen har taget, medfører, at kun anerkendte sorter indenfor bestemte arter må markedsføres. Forædlingen er blevet så konsekvent, at der nu forædles græs til bestemte formål. Begyndelsen var såkaldte høtyper, tidligt blomstrende sorter, så kom afgræsningstyperne, sildigt blomstrende, bladrige typer, sidst kom deciderede sorter til plænebrug, som slet ikke er anerkendt til foderbrug, men udelukkende til græsplæner med et eller andet bestemt formål, prydplæner, parkplæner, sportsplæner, vejskråninger, rabatter med mere. Statens Planteavlsudvalg har derfor tillige med listen over anerkendte græsser til foderbrug også en liste med anerkendte græsser til plænebrug. Indenfor visse arter overstiger antallet af anerkendte sorter til plænebrug antallet af anerkendte græsser til foderbrug. Arsagen til denne omstilling er, at indenfor visse arter bruges over halvdelen af det producerede frø til plænebrug under en eller anden form. Ved afprøvning af græssorter til plænebrug vurderer man de nye sorter i henhold til nyhed, selvstændighed, persistens og homogenitet ved hjælp af fastlagte morfologiske og fysiologiske kendetegn. Samtidig vurderer man sorterne efter deres egnethed til prydplæner sportsplæner og egnethed til udsåning på vejskråninger og rabatter. Alle disse afprøvninger kræver normalt et tidsrum på tre år. Til afklaring af problemet sortsægthed varer disse afprøvninger alt for længe og er økonomisk uholdbare. Til afklaring af problemet er det nødvendigt at have metoder, som indenfor det kortest mulige tidsrum giver tilstrækkelige oplysninger om en frøprøves sortsægthed. Mulige metoder til hurtig bestemmelse af sortsægthed kan være: 1. Laboratorieundersøgelser. F.eks. ploiditrin, kromosomtal, fenolfarvning, fluorescens. 2. Morfologiske undersøgelser af de enkelte frø, herunder også vægten af det enkelte frø. 3. Undersøgelser og fastlæggelse af de sortstypiske morfologiske og fysiologiske kendetegn i kimplanter og i planter med flere nyudviklede blade i en periode op til 8-10 uger efter såning og spiring. Der skal i det følgende berettes nærmere om punkterne 2 og 3. Punkt 2 vil kun omhandle frøvægten. 2) Undersøgelser af frøvægtens egnethed til sortsadskillelse. Det har været af interesse at få undersøgt, om forædlingen af landsortertil kultursorter ogvidere til høtyper og afgræsningstyper har ændret frøstørrelsen i de forædlede sorter. Ved at studere den foreliggende litteratur over emnet kan man drage den slutning, at frøvægten er en arvelig egenskab. Samtidig kan man konstatere, at frøvægten kun i meget extreme tilfælde kan anvendes som sortskendetegn på grund af miljøfaktorenes varierende indflydelse på frøvægten. Yderligere kan man konstatere, at frøvægten i de sildigt blomstrende afgræsningstyper er mindre end i de tidligt blomstrende høtyper. Frøvægtsundersøgelser i rødsvingel Rødsvingel kan opdeles i tre underarter. 1) Rødsvingel med lange udløbere. F. ru bra rubra, 2n = 56 2) Rødsvingel med korte udløbere. F. rubra trichopylla 2n = 42 3) Rødsvingel uden udløbere. F. rubra commutata, 2n = 42. Tabel 1 Antal prøver Tusindkornsvægt..- fca til gennemsn 192 IRødsvingel m.1. udløbere I Rødsvingel m.k. udløbere RødsvIngel uden udløbere Rødsvingel j almindelighed Stivbladet svingel Fåresvingel

10 Rødsvingel med lange udløbere er anerkendt til foderbrug og ikke til plænebrug. De to andre underarter er kun anerkendt til plænebrug. Ved undersøgelser af mange frøpartier af rødsvingel har man fundet frøvægtene angivet i tabel 1. Af tabel 1 fremgår, at rødsvingel med lange udløbere har størst tusindkornsvægt. Lidt lavere i frøvægt ligger rødsvingel med korte udløbere, og endnu lavere ligger rødsvingel uden udløbere. Selvom tusindkornsvægt i den enkelte sort og art kan fikseres som arvelig, så er en adskillelse i underarter på grundlag af frøvægten ikke mulig. Dertil er variationerne i frøvægtene alt for stor. Variationsbredden i tusindkornsvægt hos enkelte sorter fremgår af tabel 2. Tabe/2 Antal prøver Tusindkornsvægt _. - Rødsvingel m. udløbere 1m til gennernsn. 25 Gracia Roland Novorubra _-""-"" Rødsvingef u. udløbere 31 Highlight Koket ( Rasengold De store variationer i frøvægt indenfor de tre grupper rødsvingel og også imellem sorterne indenfor de forskellige grupper skyldes flere faktorer. De væsentligste faktorer er de klimatiske og edafiske, de avlstekniske som f.eks. udsædsmængde, gødskning, modningsgrad, lagerbetingelser, antal frøstængler, antal småblomster på hver stængel, for blot at nævne nogle. Lagringstiden har også indflydelse på frøvægten, se tabel 3. Tabet 3 Antal prøver Tusindkornsvægt gennemsnit 50 Rødsvingel høst Dette samme parti efter et års lagring For at holde frøvægten konstant må man opbevare frøet ved lige høje luftfugtighedsgrader. Ved sammenligning af frøvægte må der kalkuleres med en bestemt tørstofbasis, som f.eks. kan være 85 eller 90 %. Omkostninger i denne forbindelse står på intet tidspunkt i rimeligt forhold til nytteeffekten bortset fra, at tusindkornsvægten som diagnostisk værdi er uanvendelig til adskillelse af sorter og grupper. Adskillelse af stivbladet svingel fra rødsvingel er også umulig på basis af tusindkornsvægt. Gan vist ligger tusindkornsvægten hos stivbladet SVi" gel i gennemsnit tydeligt under den hos rødsvingel, men i enkelttilfælde kan det være omvendt. Kun fåresvingel adskiller sig tydeligt fra de andre grupper. Her kan tusindkornsvægten være et brugbart hjælpemiddel, men netop hos fåresvingel er dette kendetegn uden større betydning til artsidentificering på grund af andre kendetegn, der gør adskillelse mulig. 3) Undersøgelser og fastlæggelse af sortstypiske, morfologiske og fysiologiske kendetegn i kimplanter og i planter med flere nyudviklede blade I en periode op til 8-10 uger efter såning og spiring. Sortsadskillelsen udføres på basis af typiske kendetegn hos de enkelte sorter. De enkelte sorter kan variere i en eller flere af kendetegnene i ''') færre forskellighedskriterier der findes, di større må de være for at man med sikkerhed kan adskille sorterne. En sort eller en sortsegenskab bl iver mere homogen og bestandig, jo mere intensiv forædlingen bliver på den bestemte egenskab eller det bestemte kendetegn. Da forædlingen I dag går ud på at frembringe sorter med bestemte egenskaber til bestemte formål, bliver de selekterende egenskaber hovedsagelig af morfologisk eiler fysiologisk natur. Omtalen af sortsforskelle begrænses her til sorter indenfor arterne rødsvingel, engrapgræs, alm. ralgræs, timothe og hvene. Frøet må såes omhyggeligt i ensartet dybde og med ensartet plantebestand, enten i sphagnum eller i enhedsjord. På bestemte udviklingstrin efter Feekes Heyland skalaen bedømmes planterne efter følgende karakteristika: 1) Vækstform 2) Skudtykkelse 3) Bladfæstets højde 4) Bladbredde 5) Bladfarve Vurderingen af de forskellige karaktertræk finder sted efter skalaen 1-9, hvor 1 altid er det dårligste, tidligste, svageste, 9 er det stærkeste, seneste. De tydeligste forskelle fastholdes fotografisk. Optagelserne sker i perioden 3-8 uger efter udsåning. I arterne raigræs, timothe og hvene kan man i etableringsperioden efter spiring finde tydelige sortsforskelle I planteudviklingen. 10 dage efter udsåning er fodertyperne i raigræs tydeligt krafti- 16

11 gere end plænetyperne. Lignende forskelle kan man se i timothe 25 dage efter såning. Afgræsningstyperne med 42 kromosomer er tydeligt kraftigere end plænetyperne vild timothe med 14 kromosomer. Lignende forskelle konstateres mellem sorterne i arterne krybende hvene, alm. hvene og hundehvene. Forskellen i voksehøjde er konstant i hele bedømmelsesperioden. Også i de øvrige ovennævnte karaktertræk viser sorterne indenfor de tre arter så sikre forskelle, at de kan anvendes til adskillelse af sorterne. Indenfor plænegræssorterne af engrapgræs og rødsvingel mangler de udviklingsbetingede variationer i denne periode. Indenfor sorterne af engrapgræs kan man imidlertid efter ca. 5 ugers forløb finde forskelle i karaktererne 1) vækstform, 2) skudtykkelse, 3) bladfæstets højde, 4) bladbredde. Med hensyn til bladfarve er der kun nuancer til forskel. Indenfor rødsvingel fremtræder forskelle i væksttypen ca. 7 uger efter udsåning. I den begyndende udvikling viser alle de undersøgte rødsvingelsorter lav udbredt vækst, senere i udviklingsforløbet opstår der sortstypiske forskelle. Ved udsåning om efteråret kan man allerede efter 5 ugers forløb se vækstforskelle mellem sorterne i rødsvingel. I sorterne af rødsvingel er der kun ringe forskel mellem 1) skudtykkelse, 2) bladfæstets højde, 3) bladbredde. Derimod viser sorterne af rødsvingel meget større farvevariation end sorterne af engrapgræs. Den største forskel mellem alle sorterne i de undersøgte arterfinder man i 1) vækstformen. Ved vurdering af 2) skudtykkelse kan man opdele 4 sortsgrupper. Efter 4) bladbredde kan man opdele sorterne i 3 grupper. Efter 3) bladfæstets højde og efter 5) bladfarven kan opdeles i 2 sortsgrupper indenfor en enkelt art. Efterårssåning giver samme morfologiske forskelle som forårssåning. Gentager man forsøget under andre miljøbetingelser, kan man drage følgende slutning: 1) Tydeligheden i de morfologiske egenskaber på unge planter synes at være stabil og lige reproducerbar. 2) Forskellige årgange af samme sort viser det samme fremtoningspræg, når den sort, der afprøves er stabil. 3) Arstiden har kun liden indflydelse på forskelle i planternes vækst og udseende, under den bestemte forudsætning, at de krav, der stilles til vækstfaktorerne er i orden. De konstaterede forskelle må bedømmes med en vis forsigtighed. Det drejer sig om subjektive vurderinger, tillige må man tage i betragtning, at græsserne er fremmedbefrugtere og derfor aldrig fuldkommen ens, tillige må man tage i betragtning, at nyudviklede planter indeholder et begrænset antal afvigere, dvs. individer med andre morfologiske og fysiologiske egenskaber. Forskellige væksttyper i rødsvingel og muligheden for at adskille de forskellige typer I rødsvingel findes der som bekendt sortsforskelle med hensyn til forekomsten af underjordiske udløbere. For få år siden var det sædvane at skelne mellem to grupper rødsvingel: Sorter uden udløbere, tuedannende typer, som havde hexaploid kromosombesætning, 2n ~ 42 kromosomer og sorter med udløbere, som havde enten 2n ~ 42 kromosomer eller oktoploide (2n ~ 56). Nyere cytologiske undersøgelser i rødvingelsorter førte til det resultal, at de 56 kromosomige sorter havde længere og kraftigere udløbere, og de udløberdannende 42 kromosomige sorter havde kortere og væsentligt finere udløbere. Under hensyntagen til de morfologiske egenskaber og plantens habitus bliver de tuedannende sorter F. rubra var. commutata Gaud og F. ruba var. fallax Thuill. slået sammen. For de 56 kromosomige udløberdannende sorter anvendes betegnelsen F. rubra L. var. rubra. Man har gennem cytologiske morfologiske undersøgelser begyndt at kontrollere problemet om krydsningsmuligheder mellem de tre sorter udfra forædlingsmæssige hensyn. Kunne man sammenkrydse de to hexaploide sorter, kunne man opnå en kombinering af værdifulde egenskabersom udløberdannelse, resistens og bladfarve, som kunne føre til en nyskabelse af værdifulde sorter. På den anden side måtte man også tage hensyn til frøproduktionen, eftersom opretholdelse af sortsrenhed kunne vanskeliggøres gennem en uønsket sammenkrydsning af uisolerede formeringsparceller. Sluttelig var det også udfra et systematisk synspunkt af særlig interesse at kunne adskille de 3 typer især de to 42 kromosomige typer, især da det ikke kan gøres med cytologiske hjælpemidler. For at finde frem til metoder til adskillelse af sorterne har man forsøgt med kromosomtællinger, undersøgelser af kimplanter og undersøgelser på nyspirede planter. 17

12 Cytologiske - morfologiske undersøgelser Kromosomtællingerførte til det resultat, at de tuedannende rødsvingler og rødsvinglerne med korte udløbere har 42 kromosomer, og sorterne med lange og tykke udløbere har 56 kromosomer, Ved undersøgelserne fandt man foruden en mindre procentsats aneuploider, i de tuedannende sorter og i sorter med korte udløbere genotyper med 56 kromosomer og i de 56 kromosomige også genotyper med 42 kromosomer, Ved den senere bedømmelse af udløbertendensen kunne man tydeligt se, at de oktoploide genotyper altid havde dannet rhizomer, Som udløbertyperne gør, medens de hexaploide kimplanter altid udviklede sig til enten tuedannende eller mellemtyper. Genotyper med afvigende kromosomtal kan forklares som værende sortsurenheder, Ved hjælp af kromosomtal kan man kun skelne mellem planter med 56 og planter med 42 kromosomer. Anatomiske morfologiske undersøgelser Til adskillelse af rødsvingeltyperne på et tidligt stadie i udviklingen er kimplanter og lidt ældre planter undersøgt De undersøgte egenskaber er anført Underssøgte egenskaber ved gruppeinddeling af rødsvingel 1, Koleoptile længde mm 2, Længde af 1, løvblad mm 3, Afstand fra koleoptilespids til 1, løvblad mm 4, Længde af 2, løvblad mm 5, Gennemsnitlig længde af birødder mm 6, Antal birødder 7, Gennemsnitlig voksehøjde i cm 8, Længde af de største bi rødder cm 9, Antallet af bladnerver 10, Udløberlængde cm 11, Antallet af udløbere l tabel 4 er opført middelværdierne for en række specielle kendetegn hos rødsvinglerne, hvor planterne er opdelt efter væksttype og frøstørrelse indenfor de forskellige typer. En sammenligning af fraktionsværdierne indenfor typerne viser ganske vist som ventet visse forskelle, hvilket sandsynligvis kan føres tilbage til systematisk påvirkning af den tilgængel ige endospermmængde i karyopsis, Til trods herfor kan man i middelværdierne over frøfraktionerne finde forskelle som er mere eller mindre egnet til at adskille væksttyperne, Tabel 4 Gennemsnitsværdier af de undersøgte egenskaber og dere påvirkning af frøstørrelsen i 3 typer af rødsvingel. E9~ød"ingel Rødsvingel Rodsvingel ~~ m. lange udløbere m. korle udløbere uden udløbere f Fco F,ø Store Små Gens. Store Små Gens Store Små Gens. ~ Fm 1 19,2 18,2 18,7 15,7 16,5 16,1 14,9 14,2 14,6 2 80,0 75,7 77,8 72, ,8 81,5 83,0 82,3 3 I 3,33 2,80 3,06 2,81 3,27. 3,04 2,68 2,75 2,72 4! 39,0 38,10 38, ,3 42,5 34,6 37,8 36,2 5 31,0 37,2 34,1 33,8 34,4 34,1 45,7 53,2 49,4 6 7,69 7,25 7, ,00 7,90 6,54 7,23 6, ,9 19,7 20,3 19,1 19,7 19,4 15,2 16,7 15,9 8 17,3 17,1 17,2 14,4 16,7 15,5 14,9 15,7 15,3 9 5,50 5,98 5,44 5,0 5,20 5,10 5,31 5,15 5, ,9 30,3 29,1 24,8 19,4 22, I 2,81 3,63 3,22 2,80 3,20 3, ~- -- Tallene under egenskaber svarer til dem, der er anført på foregående side. Til de effektive kendetegn hører koleoptilelængden_ Hos tuedannende sorter Hos sorter med korte udløbere Hos sorter med lange udløbere middel højde Hos tuedannende sorter Hos sorter med korte udløbere Hos sorter med lange udløbere længde af birødderne: Hos tuedannende sorter Hos sorter med korte udløbere Hos sorter med lange udløbere Trods store forskelle i de enkelte typeværdier er det klart, at ingen enkelte kendetegn er egnet til at give en sikker og entydig differentiering melie, væksttyperne, Koleoptilelængde er det sikreste kendetegn til adskillelse, som nr, 2 og 3 kommer middel væksthøjde og længden af bi rødderne, Til adskillelse af de to hexaploide sorter kan anvendes forskelle i længde af 1, løvblad, længde af 2, løvblad, Til adskillelse af de to udløberdannende sorter anvendes længden af 2, løvblad og rhizomlængden, Ki mplanteundersøgelser 14,7 18,2 mm 21,1 mm 15,9 mm 19,4 mm 20,3 mm 49,4 mm 43,1 mm 34,1 mm Koleoptilelængde bestemmes under standardiserede vækstforhold, Fra hver sort tages der indenfor 2 frøvægtfraktioner 20 frø, som lægges på en glasplade forsynet med fluorescensfrit filterpapir. 18

13 Frøene dækkes med en strimmel fugtigt filtrerpapir. Frøene lægges til spiring i et Jakobsenlignende apparat. Når det første løvblad kan ses måles koleoptilelængden. Til bestemmelse af de øvrige kendetegn. plantes spirende frø fra hver frøfraktion ud i små urtepotter. Planterne bedømmes efter Feeskes skala (se tabel 4). Herved tages planterne ud af potten, vaskes og måles. Efter måling udselekteres planterne til de forskellige plantedele. Koleoptilelængde er længde fra frø til spids af koleoptilen. Middelhøjde bestemmes, når planten har 3 sideskud. Længden af bi rødderne bestemmes også, når planten har 3 sideskud. Udløberlængde bestemmes, når planten har 2 udløbere. Sortadskillelse ved bestemmelse af bladarealets størrelse Ifølge det foranstående er det endnu ikke lykkedes at finde entydige kriterier til adskillelse af alle i handelen værende sorter. Der er derfor stadig behov for nye kriterier, der også tillader adskillelse af hinanden meget nærstående sorter. I en græspopulation fremstiller bladarealet en af de allerstørste udbytteparametre, bladarealet påvi rker også planternes konkurrenceevne. Kendskab til bladarealets størrelse i de enkelte sorter kan derfor være med til at løse forskellige problemstillinger med hensyn til adskillelse af sorter. Der skal her berettes om forsøg med bladarealmålinger til sortsdifferentieringer. Undersøg elsesterminerne er fastlagt efter udviklingen i Feekes-Heyland skala i hele den vegetative vækstfase. Foruden målinger af bladarealet i cm' pr. plante bedømmer man også planterne efter 1) bladfarve, 2) vækstform, 3) bladstilling, 4) skudantal, 5) bladantal, 6) væksthøjde, 7) længde og bredde af det længste blad og 8) af et tilfældigt valgt gennemsnitsblad, 9) tørstofvægt af bladplader i mg, 10) specifik bladareal, dvs. bladareal pr. enhed tørstof cm'. mg. Bladarealet måles fototropisk. Resultaterne viser, at i alle afprøvede arter er egenskaber som væksthøjde, længde og bredde af det længste blad og af et tilfældigt gennemsnitsblad fint anvendelige til sortsadskillelse. Egenskaber som skudantal, bladantal og bladenes tørstofvægt var nogenlunde tilfredsstillende til adskillelse af sorterne. Vækstformen og planternes bladstilling og -farve er sortstypiske, men den subjektive bedømmelse må betragtes som værende en negativ faktor. Derfor kan disse bedømmelser kun betragtes som værende vejledende i helhedsbedømmelsen. Bladarealets størrelse er en signifikant sikker faktor til sortsgruppering indenfor de afprøvede arter. Fig Differentiering af de enkelte sorter indenfor arterne løber forskelligt. Indenfor alm. raigræs fig. 1. er det muligt at adskille sorterne i de enkelte grupper. Sorterne af engrapgræs forholder sig på samme måde indenfor grupperne. Fig. 2. På grund af større skudantal har plænetyperne større bladareal end fodertyperne. Kimpfanter af græsarter med varierende frøstørrefse. Frøet saet samme dato. øverste række fra venstre mod højre: Alm. rajgræs, Rødsvingel m. ud/øb., Rødsvingel u. udløb. Timothe. Nederste række fra venstre: Engrapgræs, Hvene. 19

14 8Fcm SO 'O ~ ~ - - ~, '- lgo 5% SORTER ~ ~ t-- l GO 5% GRUPPER Fig. 1 Bladareafer i 6 alm. raigræssorter. Stadium 2,3 i Feekes-Heyfand skala. 1 = Printo 3 = Barvestra 5 = Manhattan Gruppe 1 = diploide fodertyper Gruppe 2 = tetrap/oide todertyper Gruppe 3 = dip/oide pfænetyper 2 = Vigor 4 = Terhoy 6 = Pe/o 10 ~- SORTER G.RUPPE BFcm ~O ~ - G05% SORTER GO 5% GRUPPER ZlO mo Fig. 2 Bladarea/er i 6 engrapgræssorter. Stadium 2,3-2,7 i Feekes-Heyland skala. 1 = Union 4 = Parade 2 ~ Dem 5 = Baron 3 = Ottos 6 = Union 250 "O Gruppe 1 = fodertype Gruppe 2 = plænegræstype ill SORTER 2 3 t. 5 6 GRUPPE D 60 SD ' i- '- - ~ - ] GO 5% SORTER ] GO S'io GRUPPER Fig. 3 Bladarealet i 6 rødsvingelsorter. Stadium 2,3 i Feekes-Heyland skala. 1 = ROland 21 3 = Lita/le 5 -= Gracia Gruppe 1 Gruppe 2 Gruppe 3 2 = Uebenzieger 4 = Rasengold 6 = Dawson Ud/øberdannende fodertyper. Tuedannende plænetyper (uden udløberej. Ud/øberdannende p/ænetyper. 10 SORTER 1 3 t. 5 6 GRUPPE J 20

15 780 roo 7" &) 660 e- r- - I-- GO 5% SORTER GD 5'10 GRUPPER Fig. 4 B/adarealet i Timothesorter. Stadium 2,5 i Feekes-Heyland skala. 6' S ~.O l ~ 1 = Dofema 3 = King 5 = Ha/ea Gruppe 1 = Fodertyper Gruppe 2 = Afgræsningstyper Gruppe 3 = Pfænetype vild timothe 2 = Phlewiofa 4 = Pastrema 6 = RaU ~60 r--- SORTER 2 ], 6 GRUPPE ~ 2 Et gruppevist forhold kan findes hos rødsvingelsarterne. Indenfor grupperne kan der være besværligheder med at adskille sorterne. I timothe kan man kun adskille gruppen med afgræsningstypernefra gruppen med plænetyper. Vækstperioden, indtil målingerne påbegyndes, spiller en meget stor rolle for udviklingen af de undersøgte egenskaber. Stadierne 2.2, 2.3, ,2.7 I Feekes-Heyland skala giver de bedste muligheder for sortsdifferentiering af alle afprøvede stadier i den vegetative udvikling. I buskningsstadiet (stadie ) udvikler sorterne de mest markante egenskaber til sortsadskillelse. Den bedste periode til målinger til sortsanalyser er derfor, når planterne befinder sig i buskningsstadiet. Bladarealet i de enkelte sorter stiger med forløbet af vækstperioden. Den største forskel mellem sorterne findes i begyndelsen af vækstperioden. Nedgang i sikkerheden ved sortsanalyser på senere tidspunkter fører til den antagelse, at der findes vekselvirkning mellem sort og måletermin. Sortsundersøgefser i Afm. rajgræs. 21

16 De forekommende afvigelser er dog så tilfældigt betinget, at man i hele vækstperioden kan anvende bladarealets størrelse til sortsdifferentiering, Bladarealet kan udvikle sig uafhængigt af andre faktorer, som f.eks. i alm. raigræs, eller være afhængig af en række faktorer som f.eks. hos engrapgræs, hvor blad arealet er afhægigt af antal bladskud og antal blade. Plantetætheden har stor indflydelse på udvikling af bladarealet. Med sti- gende planteantal dør de ældre blade på grund af selvbeskygning. Bladarealets størrelse påvirk herved med en ukalkulerbar størrelse. Problemerne ved en sortsafprøvning ligger i sammenligningen af forsøgsresultater fra forskellige forsøgsstationer. Miljøet påvirker planternes vækst. Der opstår derfor vekselvirkninger mellem sort og sted. Af denne årsag må der laves en vidtgående standardisering, således at planterne får ensartede vækstforhold. 22

17 Almindelig raigræs (Lolium perenne L.) Alm. raigræs er vel nok det græs, der her i landet i størst omfang anvendes til plænegræs, selvom det meget ofte slet ikke passer til det areal, det udsås på. Alm. raigræs er et af vore allerbedste græsser til sportsplæner, men det er ganske afgjort ikke særligt egnet til prydplæner. Raigræssets anvendelighed til brug omkring boligområder, til parker, grønne områder osv. kan også diskuteres, man får meget hurtig skabt en vegetation og en græsplæne, men den fremtidige vedligeholdelse er en faktor, som meget ofte ikke tages i betragtning. Morfologi Alm. raigræs er et løst til tæt tuet, flerårigt græs uden udløbere, cm højt. Rodsystemet er stort og stærkt grenet med bi rødder, som udgår fra de nederste vækstpunkter på bladskuddene. De vegetative skud er mere eller mindre oprette, spinkle, med intuivaginal skuddannelse. Bladskederne, der er flade, hårløse og røde ved basis, bliver efterhånden mere fiberagtige og persistente. Skedehinden er kort og auriklerne små. Bladpladerne er glatte og hårløse og normalt foldede i bladlejet. Bladoversiden har i gennemsnit mindst 8 rundagtige ribber. Bladundersiden erskinnende blank med udpræget skarp køl. Bladsiderne er på den nederste halvdel parallelle og spidser derefter til mod bladenden. Frøstænglerne er slanke med 2-4 forlængede internodier. Blomsterstanden et aks med siddende avneløse småaks, der i et antal fra sidder kantvis på stængelen. Stængeldannelse, stængelantal og blomstring er med til at karakterisere arten og sorterne i tidlige, halvsildige og sildige sorter. Frøene er 5-8 mm lange med gennemsnitsbredde på ca. 1,0-1,5 mm. Frøvægten varierer fra sort til sort, men er alligevel karakteristisk for de forskellige typer. De tidligt blomstrende typer har størst frøvægt og de sildigt blomstrende lavest frøvægt. Frøvægt hos raigræs Type Tidligt blomstrende Halvsildigt blomstrende Sildigt blomstrende Tusindkornsvægt 2,26 g 1,91 g 1,70 g Raigræs har størst frøvægt af de græsarter, der anvendes til plænebrug. Planternes udvikling 4--8 dage efter såning spirer frøet. Af 100 spiredygtige frø udvikles der planter på lermuldet jord og planter på sandmuldet jord. Ved spiring dannes der 2-3 kraftige kimrødder, som har hurtig vertikal og lateral vækst. Da roddannelsen tillige er stor, har raigræs de mest tørketolerante kimplanter af de græsser, der bruges til plænebrug. Selvom hurtig etablering er særdeles ønskværdig ved anlæg af ny græsplæne, så kan iblanding af raigræs virke uheldig på den senere sammensætning af græsarter i græsplænen. De meget aggressive kimplanter undertrykker kimplanterne af græsarter, som har længere etableringstid, især kan eng rapgræs generes meget. Resultatet af denne udvikling kan blive, at man får en åben og løs græsplæne uden større slidstyrke og tørketolerance og fyldt med ukrudt. Raigræssets rødder er ret tykke, men har kun ringe trækstyrke, og raigræs er derfor ikke særligt egnet til skæring af græstørv i renbestand. Rødderne har kun begrænset levetid. Rødder, der dannes om efteråret, virker normalt kun et par måneder. Rødder dannet i forårstiden har en levetid på ca. 6-8 måneder. Rodnettets størrelse er afhængig af sorten. De tidligt blomstrende har mere overfladisk rodsystem end de sildigt blomstrende. Fordelingen af rødder i jordprofilen af to forskellige raigræssorter ses af følgende tal: Horisont (cm) Alm. raigræs (sildig) Alm. raigræs (tidlig) % af total vægt ,5 69, ,7 13, ,9 7, ,3 7, ,7 1, ,5 0, ,4 0,4 Den vegetative bladvækst er ligeledes stor, men varierer fra sort til sort afhængig af blomstringstidspunktet. De vegetative bladskud er næsten altid efter nydannelse oprette, men bliver nedliggende med fremskridende vækst. Hver bladskud har sit eget vækstpunkt, der er ca. 1 cm langt. Vækstpunktet, der kan sidde højt eller lavt alt efter sorten, producerer blade ved hvert dannet knæ og bladknopper i hvert bladhjørne. Internodierne lige over de enkelte vækstpunkter forlænges efterhånden, hvorved de enkelte bladskuds baser ofte forlænges 23

18 Alm. rajgræs. med op til 2 cm. Den forlængelse kan have stor indflydelse på sorternes egnethed som plænegræs. For højt siddende vækstpunkt giver dårlig klippetoleranee og derved dårligere persistens i græsplænen. De vegetative bladskud kan under visse forhold i uklippet stand opnå en længde på op til 20 cm. Under intensiv klipning kan skuddene blive roddannende og derved opnå en vis bredningsevne. Bladbredden påvirkes af såvel temperatur som kvælstofgødning, men bladene er normalt ret smalle, ca. 4-6 mm. Bladlængden øges fra det første til det syvende blad på hver bladskud. Hvert skud har sjældent mere end tre blade ad gangen. Antallet af bladskud er afhængig af typer og sorter. De bedste sorter til plænebrug har op til bladskud pr. m2. De dårligste sorter kun bladskud pr. m'. Jo flere bladskud, desto større slidstyrke med lavtsiddende vækstpunkter. Dannelse af nye blade er afhængig af årstiden; i begyndelsen af juni dannes et nyt blad hver ca. 11. dag, men i september varer det ca. 20 dage at danne et nyt blad. Temperaturens indflydelse på raigræssets vækst fremgår af følgende tabel; Temperaturens indflydelse på væksten af alm. raigræs Dag/nat tempo 11 C/11 Q C 25"/11 C C Blade efter 10 uger Bladskud Bladareal l cm 2 LAl Skudvægt mg (tørvægt) Rodvægt mg (tørvægt) Kulhydrat % tørvægt Total kvælstof % 25"C/25 C Raigræs har intravaginal skuddannelse, dette medfører, at de enkelte planters bredningsevne er frø og frøstængel af alm. rajgræs. meget begrænset samtidig med, at regenen; tionspotentialet bliver dårligt. Der findes et utal af økotyper og forædlede sar' ter af alm. raigræs. De morfologiske forskelle mellem sorterne er særdeles vanskelige at fastsætte, da der er stor fænotypisk forskel inden for genotypen efter bl.a. gødskning, klippetæthed og hyppighed. De tidligt blomstrende sorter er normalt mere oprette, højere og har færre bladskud end de sildigere blomstrende sorter. De tidligt og halvsildigt blomstrende typer har ingen større betydning som plænegræs. Disse sorter har store frø og er derfor meget mere aggressive end de helt sildige sorter, der kan anbefa les til plænebrug. Stor frøvægt er kombineret med hurtig kimplanteetablering. Tillige har de tidlige og halvsildige sorter stor stængeldannelse, der medfører, at bladdannelsen går ned, og skudtætheden bliver mindre. Herved opstår større mulig" hed for indvandring af ukrudt, og slidstyrken fd mindskes. De tidlige sorter har endvidere højtsiddende vækstpunkt, hvilket medfører, at klippetolerancen er meget dårlig. Endvidere er tørketolerancen meget dårlig på grund af stængeldannelsen, som hindrer dannelsen af nye rødder. De sorter, som egner sig bedst til plænebrug, har meget mindre frø end de tidlige sorter; dette medfører, at plænetyperne har langsommere udvikling og dermed mindre aggressivitet. Dette medfører, at planteudviklingen løber mere harmonisk. Plænetyperne har lavere siddende vækstpunkter og mere udbredt vækst og dermed større klippetolerance. Raigræs starter væksten 24

19 tidligt om foråret og har dominerende indflydelse på klippefrekvensen til midten af maj måned. Genvæksten fra midt i maj til ca. 1. august er ret minimal og er meget afhængig af sortstypen. De sildigt blomstrende sorter har betydelig mindre stængeldannelse og derfor større slidstyrke og tørketolerance. Slidstyrke og genvækst i sommertiden kan fremmes ved fornuftig planlagt vanding og gødskning. Udbredelse Alm. raigræs forekommer overalt i Danmark. Foretrækker mineraljorder i god gødningsstand med ph-værdier 6-7. Sået på let sandjord vil raigræs hurtigt forsvinde. Raigræs vil gerne have gode fugtighedsforhold for at opnå tilstrækkelig effektiv rodudvikling; det er imidlertid ikke i stand til at klare sig, hvor jorden er kompakt og vandlidende i overfladen. Raigræs kræver effektiv dræning for at klare sig. Salttolerancen er ret stor, og man ser ofte raigræs vokse, hvor saltkoncentrationen er 0,5 % Raigræssets udbredelse har tilsyneladende ingen større relation til sommerisothermerne, alligevel ligger temperaturen for optimal bladvækst ved ca ", afhængig af planternes alder og næringsstand, under 5-6" er der ingen bladvækst. Kuldetolerancen er under vore forhold tilfredsstillende, men er årsag til mindre anvendelse af raigræs i Norge og Sverige. Tillige er raigræs temmelig sårbar over for snedække i længere tid. Generelt må man sige, at de klimatiske forhold i Danmark ikke sætter grænser for anvendelsen af raigræs, selvom man kan se vinterskader, hvor lave frostgrader forekommer efter en periode med gode vækstforhold om efteråret. Sådanne forhold bevirker, at vækstpunkterne løftes op og bliver ødelagt af senere indtrædende frost. Anvendelse Alm. raigræs har i mange år indgået som en fast komponent i alle frøblandinger til parker, boligområder, kirkegårde, offentlige arealer, idrætspladser, og i mindre grad til villahaver. Det bruges traditionelt, hvor der ønskes en hurtig græsetablering, og hvor jorden skal beskyttes mod erosion af forskellig art. Raigræs er det bedste græs til etablering i forsommertiden, når fugtighedsforholdene er dårlige, og når kunstig vanding ikke er mulig. Raigræs anvendes aldrig i renbestand til vedvarende plæner. Som temporær vegetation kan raigræs i renbestand anvendes. De sildigtblomstrende sorter eller turftyperne af alm. raigræs må anbefales som komponent i frøblandinger til arealer, der er udsat for megen slid, herunder især sportspladser, campingpladser og legepladser. På golfbanernes teesteder er iblanding af raigræs at anbefale. Der bør ikke indblandes mere end ca % på vægtbasis, svarende til % på frøbasis afhængig af raigræssets frøvægt. Turftyper af raigræs er på grund af den hurtige kimplanteudvikling sammen med rødsvingel de allerbedste græsser til isåning ved renovering af nedslidte sportspladser. Der anvendes en frøblanding bestående af 75 % raigræs og 25 % rødsvingel. Da kim planterne fra alm. raigræs er meget aggressive over for andre græsarters kimplanter, og da etableringshastigheden efter spiring er afhængig af frøstørrelsen, har man en vældig god grund til ikke at anvende de storfrøede sorter af raigræs; da de storfrøede sorter normalt hører til de tidligtblomstrende, som er de dårligste til plænebrug, har man større mulighed for god græsetablering i frøblanding med raigræs ved at anvende de småfrøede sildigt blomstrende turftyper af raigræs.. Alm. raigræs i renbestand danner kun en mi d delgod plæne med middelgod skudtæthed og m'lddelgod ensartethed. Bladene har en karakteristisk skinnende blank underside, ofte med lidt gulgrønt skær. Disse typiske blad karakteristika gør, at raigræs ikke rigtig går i blanding med andre græsarter, når der skal skabes et ensartet græstæppe. Nye sorter af alm. raigræs har dog større tilpasning til engrapgræs, da bladfarven er mørkere og den vertikale længdevækst mindre, samtidig med at græsset bliver lettere at klippe. Bladformen passer godt til de bedre plænegræstyper, men raigræs er vanskeligt at klippe, fordi bladene er extremt seje på grund af de fibrøse karstrenge. De trevlede og skamferede bladspidser, der ofte forekommer, især i de tidligt blomstrende sorter, er med til at nedsætte græssets værdi og anvendelse til plænebrug. Alm. raigræs er et tuedannende græs, som kan danne en ensartet plæne, hvis etableringen og den fortsatte pleje og pasning er i orden. En græsplæne med ren raigræs bliver i det sene forår tynd, og der dannes en del frøstængler. Herved nedsættes plænens slidstyrke, og tørketolerance, og da frøstænglerne er vanskelige at klippe, får plænen let et sjusket udseende. Slidtolerancen i raigræs er meget stor sammenlignet med andre græsarter, men sammengroningsevnen og evnen til genvækst eller restitutionspotentialet efter slid er meget dårlig, især i de tidligt blomstrende sorter. Tilpasningen til vækst i periodevis skyggede arealer er ret god. 25

20 2,5--3 cm er meget lav. Hvis ralgræs klippes under det nederste blad, dør planterne I løbet af kort tf da planternes fotosyntesevirksomhed standses. Ved lav klipning hæmmes endvidere den intravaginale skuddannelse med det resultat, at buskningsevnen ophører, og bredningsevnen tabes. Ved hver klipning må der ikke fjernes over 40 % af bladarealet. Endvidere bør der ikke klippes umiddelbart før græsset skal belastes. Der bør altid anvendes en skarp veljusteret græsslåmaskine, som sårer græsset mindre og giver bedre genvækst. Til venstre: Ve/klippet alm. rajgræs. Til højre: alm rajgræs klippet ujusteret græsklipper. Bemærk de trevlede bladender. Som gruppe betragtet er almindelig raigræs et dårligt plænegræs. Frosttolerancen er gennemgående dårlig, og sygdomsresistensen er dårlig. Bladene er vanskelige at klippe på grund af deseje fibrøse blade. Raigræs er imidlertid det græs, der har størst slidstyrke, derfor kan anvendelse af raigræs under visse omstændigheder være en stor fordel, man må blot være i stand til at træffe det rigtige sortsvalg. Pleje og pasning Alm. raigræs bliver normalt betragtet som et flerårigt græs, men levetiden er i høj grad afhængig af sorten og typen. De tidligtblomstrende sorter har kortere levetid end de sildigt blomstrende. De sildigt blomstrende sorter af raigræs har ubegrænset levetid, hvis de passes rigtigt og ikke udsættes for extremt høje eller extremt lave temperaturer. Raigræs er bedst egnet til områder med kølige, fugtige somre og milde vintre. Tørketolerancen i ældre planter er ret begrænset. Alm. raigræs har dårligste kuldetoleranee af samtlige vore plænegræsser. De nye sorter, der stadig dukker op på markedet, har dog større kuldetolerance, men også større slidstyrke end de tidligtblomstrende sorter, men slidstyrken og persistensen er afhængig af pleje og pasning. Slidstyrke og persistens er afhængig af jordens tilberedning, er jorden kompakt i overfladen, og dannes der overfladevand på arealet efter regnvejr, er slidstyrken meget minimal, og græsset forsvinder hurtigt. Jorden må gerne være fugtig, men ingen overfladevand. Et porøst vækstlag vii fremme slidstyrken. Klippehøjden for alm. ralgræs bør ligge mellem 3 og 4 cm. Tolerancen for klippehøjder under Gødning Virkningen af kvælstof til raigræs er næsten lineær op til en mængde af ca kg N pr. ha. De sildige typer har større krav til kvælstof end de tidligt blomstrende typer. Kvælstof til raigræs bør fordeles over 4-5 tilførsler; det er af afgørende betydning, at den første tilførsel ikke foretages ff" tidligt om foråret, helst ikke før ca. 1. maj. Kravel' fosfat er ret stort, hvis man skal sikre raigræssets overlevelsesevne i plænen. Det er af afgørende betydning for slidstyrken i raigræsset, at der tilføres kali hver gang, der tilføres kvælstof. Kalimængden bør ligge på ca. halvdelen af kvælstofmængden. Slidstyrken nedsættes meget ved store tilførsler af kvælstof. Gødskningsterminerne må derfor vælges I de perioder, hvor der er mindst slid og ikke i perioden fra midt i juni til ca. 1. august, hvor temperaturen er højest. Klipning og gødskning bør Ikke foretages på samme dag. Lav klippehøjde i forbindelse med stor kvælstoftilførsel nedsætter græssets levetid. Det er vigtigt, at jordens reaktionstal er bragt op til ca. 6,5, inden græsfrøet sås. Ligeledes må jordens fosfattal og kalital være i orden. Til sportsplæner må fosfattal og kalital gerne ligge omkrinq 15. Vanding Som tidligere omtalt har ralgræs stort behov for konstant vandtilførsel, men tåler ikkevandlidende jord. Mest glæde af raigræs har man, når fugtighedsforholdene ligger så nær markkapaciteten som overhovedet muligt. For at holde raigræs i optimal vækst må man derfor være forberedt på at vande i forhold til manglende nedbør i sommertiden. I denne sammenhæng må man tage i betragtnl ng, at raigræs har størst vandoptagelse i 40 cm dybde; klatvanding har ingen større effekt, mm vand må tilføres ved hver vanding, hvis man skal gavne ralgræssets vækst. 26

21 Hor.] I Almindelig rajgræs (Lolium perenne) II Hor Italiensk rajgræs (Lolium multiflorum) 27

22 Sygdomme Alm. raigræs angribes ofte af forskellige sygdomme: Fusarium nivale } Fusarium culmorum (sneskimmel) Typhula incarnata Corticium ficuforme (rødtråd) Helminthosporium species (Vagans) (siccans) (dictyoides) bladpletsyge. Puccinia coronata (kronrust) Fusarium nivale og Thyphula incarnata er sygdomme, som fortrinsvis forekommer i efterårs- og vintertiden, når græsset er konstant fugtigt, eller når lufttilgangen under snedække er minimal. Fusarium culmorum og Corticium fuciforme derimod er sygdomme, som fortrinsvis optræder i sommertiden og især på fugtige, vandlidende arealer. Meget ofte opstår sygdommene, fordi vækstmæssige forhold er i uorden. Disse forhold kan være manglende balance mellem de forskellige gødningsstoffer, dårlig næringsoptagelse på grund af vandlidende eller kompakt jord. Kemiske midler fjerner symptomerne på sygdommene, men midlerne fjerner ikke årsagen. Ukrudtsbekæmpelse Ukrudt er sjældent noget problem i græsplæner med raigræs. Bliver ukrudtsbekæmpelse nødvendig, kan hormonsprøjtning anvendes, men man bør i størst muligt omfang undgå anvendelse af acetatmidler. 28

23 Italiensk raigræs (Lolium multiflorum Lam) Italiensk raigræs er ikke noget decideret plænegræs, men da det ofte anvendes til midlertidig vegetation og som ammeplanter på vejskråninger, skal det omtales her. Morfologi Italiensk raigræs er et løst tuet græs med opret vækst og uden udløbere. Rodsystemet er meget stort og større end hos alm. raigræs. Rodsystemet er meget stærkt forgrenet med tykke fibrøse birødder, men trods tykkelsen er trækstyrken meget ringe og rødderne rykkes let over. Rødderne fordeler sig dels vandret og dels lodret i jorden og når i gode jorder og under gode vækstforhold ned i 150 cm dybde. De vandrette rødder ligger meget ofte så nær jordoverfladen, at birødderne vokser op i jordoverfladen og danner en gråhvid belægning. De øverste bi rødder er meget tæt forsynet med rodhår, hvilket medfører, at planterne har stort vandbehov. Rødderne i overfladen breder sig ofte i en diameter på 100 cm, når planterne står alene. Italiensk raigræs ligner meget almindelig raigræs, men ital. raigræs har som oftest et sammenrullet bladleje, medens alm. raigræs har klaplagt bladleje. Bladskederne er splittede, blanke, glatte og overlappende. Den nedre del gulgrøn og ved basis rødlig. Skedehinden er 1-2 mm lang med hel og ligeafskåret kant. Der er små aurikler. Bladene er flade 5-10 mm brede og glatte med mørkegrøn overside og lys skinnende blank un- Italiensk rajgræs. derside. Bladene har tydelige ribber og en meget kraftig midterribbe, de er grove, som oftest slappe og sejge og op til 25 cm lange. Frøstænglerne kan blive ca. 90 cm lange med langt nikkende aks. Det øverste blad på stængelen står altid vinkelret ud fra stængelen. Frøet er meget stort, 5-8 mm langt og 1-2 mm bredt. De fleste frø bærer stak, men stakken kan ved frøets behandling (tærskning og rensning) brækkes af, tillige kan de nederste frø i småakset ofte mangle stak. Dette medfører, at stakløse frø af italiensk raigræs kan være vanskel ige at skelne fra alm. raigræs. Frøvægten for 1000 frø ligger på ca. 2,6 g. Der findes sorter med 14 kromosomer og sorter med 28 kromosomer. Sorterne med 28 kromosomer anvendes kun til foderbrug, skudtætheden er for dårlig til plæne- og lign. brug. Planternes udvikling Efter såning spirer frøet hurtigt. Af 100 spiredygtige frø bliver der, når frøet sås kun ca. 40 pianter, altså betydeligt dårligere etablering end hos alm. raigræs. Frøet danner 3--4 kraftige kimrødder og kraftige kimblade. Da kimplanterne hos ital. raigræs har lavere siddende vækstpunkter end alm. raigræs får ital. raigræs et større totalt bladareal og dermed større konkurrencekraft og agressive kimplanter i etableringsfasen end andre græsarter. Når kimplantevægten hos alm. raigræs sættes til 100 er kimplantevægten hos ital. raigræs 180. De enkelte bladskud hos ital. raigræs er større og kraftigere end hos alm. raigræs, men da antallet af bladskud er mindre bliver samtidig plænekvaliteten dårligere. Hvert bladskud hos ital. raigræs har gens. 3 levende blade i hele vækstsæsonen. Bladene har en levetid på dage, der dannes et nyt blad hver dag, afhængig af temperaturen. Nydannelse og henfald af gamle blade er størst i sommertiden. Vegetative blade dannet på samme tid som frøstænglerne har længere levetid end blade dannet på et andet tidspunkt. I sommertiden er der et fald i antallet af bladskud og rødder, det skyldes sandsynligvis, at de nyanlagte rødder i sommertiden hurtigt forældes og dør på grund af høj temperatur i jordoverfladen, da der ikke dannes nye rødder til erstatning for de som dør, bliver de overlevende rødder ikke i 29

24 stand til at ernære det fulde antal bladskud. Resultatet bliver, at mange bladskud dør i sommertiden og vegetationen bliver tyndere. Rødderne hos ital. raigræs dannes i et hurtigere tempo, men har også kortere levetid end rødderne hos alm. raigræs. Nydannelsen af græsrødder fortsætter til langt hen i efteråret. Ital. raigræs blomstrer når dagslængden bliver over 11 timer, der kræves ingen særlig vernalisering til inducering af frøstængler. Planterne kan danne frøstængler hele sommeren igennem, selv om græsset klippes med regelmæssige mellemrum. Tendensen til stængeldannelse i hele vækstsæsonen påvirker i alvorlig grad bladskuddenes levetid. De nyanlagte frøstængler mister evnen til at danne nye vegetative blade, men vækstpunktet i frøstænglerne løftes op i en højde, hvor de ødelægges. når græsset klippes. Tabet af bladskud vil forøges, når græsset klippes med hyppige mellemrum. Dannelse af frøstængler er tillige korrel Ieret med nedsat levetid at græsrødder, selv efter at blomsterstanden er død. Den hastighed hvormed bladskuddene dannes, er langsommere end hos alm. raigræs. Samtidig sidder vækstpunkterne hos ældre planter ret højt, hvilket medfører dårlig klippetoleranee og dårlig slidstyrke. Da samtidig restitutionspotentialet er meget dårlig, er ital. raigræs uden større interesse til plænebrug. Udbredelse Ital. raigræs hører oprindeligt hjemme i landene omkring Middelhavet, men er siden dyrket regelmæssigt her i landet. Ital. raigræs er det mindst hårdføre af de græsser, der bruges til græsetablering. Kuldetolerancen er meget lav,.selv om de nyforædlede sorter i denne henseende er betydelig bedre end de gamle sorter. Tolerancen mod varme og tørke er også dårlig. På mager og tør jord forsvinder ital. raigræs allerede efter den første vinter. Græsset er endvidere uegnet til vækst under forhold med kort vegetationsperiode og stærk nattefrost. Ital. raigræs tåler ikke vækst i vandmættet eller vandlidende jord. For at trives rigtig må ital. raigræs have en frisk humusrig mineraljord i god gødningsstand og med rigelig og jævnt fordelt nedbør. Reaktionstallet bør ligge på Anvendelse Ital. raigræs kan ikke anbefales til permanente græsplæner, dertil er græsset for groft og agressivt og skudtætheden for dårlig. Ital. raigræs an- Til venstre Itafiensk rajgræs. Tit højre Atm. rajgræs. vendes ofte som midlertidig vegetation, dertil har græsset særdeles gode egenskaber. De store frø giver hurtigt planteetablering og erosionsbeskytteise. Tillige efterlader planterne et stort rodsystem, der har stor og god indflydelse på jordens humusindhold. Størst interesse har ital. raigræs som midlertidig erosionshæmmende vegetation på vejskråninger og rabatter. Ital. raigræs vil på grund af den hurtige etableringstid og det store rodnet hurtigt skabe en vegetation, der virker hæmmende på vind- og vanderosion. Skyllerender på skråningsarealer kan i stor udstrækning undgås ved i frøblandingen at anvende 10 % ital. raigræs. Når det ital. raigræs forsvinder på grund af de dårlige væksttorhold vil de øvrige græsarter i frøblandingen have etableret sig og vil danne en persistent vegetation. Pleje og pasning På grund af den store roddannelsesevne og det store rodnet synes ital. raigræs at have stort behov for fosforsyregødning, men også kravet til kvælstof er stort. Vil man vedligeholde en vegetation med ital. raigræs må der tilføres kg N.P.K. 16:5:12 pr. år samt tilføres mindst mm vand i sommertiden. Klippehøjden må ikke være under 4--5 cm. Sygdomme Ital. raigræs kan angribes af de samme sygdomme som angriber alm. raigræs. 30

25 Engrapgræs. (Poa pratensis L) Engrapgræs er et af de græsser i den tempererede verden, der er bedst egnet og også benyttes mest til plænebrug. Græsset er attraktivt, har god vinterfasthed, tørketolerance og slidstyrke. Stor tilpasningsevne og alsidighed gør græsset anvendeligt til næsten alle formål. Engrapgræs kommer oprindelig fra de tempererede dele af Europa og Asien, hvorfra græsset har bredt sig over den ganske verden. Der findes meget stor variation imellem enkeltplanter og sorter i engrapgræs, og sorterne varierer I bladfarve, vækstmåde, tilpasningsevne osv. En væsentlig årsag hertil kan være, at der indenfor arten Poa pratensis også medtages andre arter under fællesbetegnelsen engrapgræs. Botanisk set må man sikkert dele engrapgræs i følgende 3 arter, som kan skelnes fra hinanden: 1. Poa pratensis L. ssp. pratensis (eupratensis, latlfolla) 2. Poa pratensis L. ssp. angustifolia L 3. Poa pratensis L. ssp. subcaerulea sm. 1. har brede blade, var. udløberlængde, findes især på gødningskraftig jord. 2. har smalle blade og lange tynde rødder og udløbere, findes Især på lettere jorder og jorder i dårlig gødningsmæsslg stand. 3. har brede blade og ofte hår ved bladgrunden og meget lange udløbere, kræver gerne fugtig jord. Kromosomtal Engrapgræs danner en polyplold serie med kromosomtal i en kontinuerlig række fra 2n = 14 til2n = 150. Kromosomtallene kan variere inden for planten fra rodspids til blad. Engrapgræs betegnes derfor som værende dysplold eller aneuplold. I kromosomtællinger på 2710 planter Indsamletpå forskellige lokaliteter i Europa fandt man en variation I kromosomtallene fra 21 til 65. I registrerede sorter ligger kromosomtallet ofte omkring Disse tal må dog tages med al mulig forbehold, eftersom det synes, at kromosomtallet varierer med frøstørrelsen. I undersøgelse af engrapgræs Windsor har man fundet, at de store frø havde 70 Poa trivia/is Poa pratensis Poa annua. De almindeligste rapgræs arter i vore græsplæner. kromosomer og de små frø kun 49 kromosomer, I andre frøstørrelser i Windsor varierede krom0 somtallet, og man har fundet frø med kromosomer. Ledsagende dette komplexe system er det fænomen, man kalder Apomixis. Ved Apomixis kommer embryo I frøet Ikke som resultat af et befrugtet æg, men fra en pseudogamel. Bestøvning er nødvendig for at starte dannelse af en endosperm, men ægget degenererer, og en nærliggende celle vokser og danner en asexuel embryo, som har modercellens genkomplex. Frødannelser på denne måde opstår ikke på grund af befrugtning, men som afkast fra moderplanten. Meget ofte danner to nærliggende celler en embryo, så der opstår tvillingembryo. Apomixis er facultativ, dvs., at der findes nogle få procent befrugtning. Apomlxls er betinget af flere gener. Det synes som planter fra de sydligste oprindelser har størst apomlxis. 31

26 w '" PDa pratensis. Poa subcaerulea. Poa angustifofia.

27 Siden 1876 er frøvægten af engrapgræs fordoblet. Selvom gennemsnitsvægten mellem sorterne er meget varierende, kan man ikke skelnesorterne fra hinanden, da frøvægten inden for en bestemt sort også er meget varierende. Frøvægten påvirkes af klimatiske og jordbundsmæssige forhold tillige også af høsttidspunktet. Morfologisk beskrivelse i almindelighed Eng rapgræs er et meget variabelt flerårigt græs med underjordiske udløbere. Bladene er mørkegrønne til grågrønne V-formede med en karakteristisk hætteformet spids. Bladene er bløde og normalt hårløse, men ofte forsynet med hår ved bladbasis eller på bladpladen. Bladsiderne er parallelle, og bladene har to gennemsigtige linier et på hver side af midterribben, bladene er ofte kølformede ved grunden. Bladskederne er åbne og forneden svagt sammentrykt eller kølformet, skederne kan være hårløse eller forsynede med små hår. Skedehinden er på de nederste blade meget kort, 0,2-1,0 mm og lige afskåret, på de øverste blade er skedehinden lidt længere, 1-3 mm. Bladlængden kan variere fra meget kort og op til ca. 30 cm længde, bladbredden varierer fra 2 til 6 mm. Bladet er i bladlejet klaplagt. Strået varierer i længde fra ca. 10 til 90 cm, det er cylindrisk og glat og forsynet med 2-4 knæ. Toppen er oval eller ofte pyramideformet, opret eller nikkende, åben eller sammenknebet, fra 2 til 20 cm lang og fra 1 til 12 cm bred. Småblomsterne sidder på grene, der er samlede i klynger med 3-5 grene. Engrapgræs danner udløbere af varierende længde og tykkelse. Udløberlængden og tykkelsen synes at være genetisk bestemt. Man kan efter udløberlængde dele planterne op i tre grupper: Gruppe 1: Planter med korte udløbere, mange korte blade, fra3-10 cm lange, mange sideskud. Der dannes kun få reproduktive skud. Kulhydratindholdet er højt, hvilket giver stor kulde- og varmeresistens og stor resistens mod Helminthosporium. Planterne i denne gruppe har større krav til gødning end planterne i de to andre grupper. Planterne i denne gruppe er de bedste plænegræsser. Gruppe 2: Planter med lange udløbere, få, lange blade, cm lange, få sideskud og mange reproduktive skud. Kulhydratindholdet er lavt, hvilket giver dårlig kulde- og varmetoleranee og dermed dårlige plæneegenskaber. Resistensen mod Helminthosporium er lav. Planterne i denne gruppe er dårlige plænegræsser, men velegnede til foderbrug. Gruppe 3: Stammer med udløbere af intermediær længde. Stammerne i denne gruppe er meget uens, enkelte er gode til plænebrug, de fleste er meget dårlige. Dannelse af udløbere finder sted i henhold til en vis ydre og indre påvirkning. En del af denne påvirkning er højt kulhydratindhold. Dannelse af udløbere finder sted under forhold, der favoriserer produktion og oplagring af kulhudrater, dvs. i perioder hvor bladvæksten er beskeden. De dannede udløbere dukker op af jorden under forhold, der resulterer i lavt kulhydratniveau (f.eks. kvælstofgødskning). En plante kan ikke danne udløbe- Engrapgræs, Engrapgræs med lange udløbere har få sideskud. 33

28 re, før den opnår en vis udvikling og størrelse. Under gode vækstvilkår danner en veletableret plante udløbere hver dag. I klart solskin med temperaturer på 15-20"C er udløberdannelsen størst. Under gode vækstforhold kan en enkelt plante producere op til 20 m udløbere fra midten af juni til november. Tørke i sommertiden kan resultere I dannelsen af meget korte udløbere. På den anden side kan stærk vanding og kvælstofgødskning I sommertiden give lavt kulhydratindhold, som kan resultere i dårlig udløberdannelse. 17 p.p.m N = 1,47 g tørstof udløbere 57 p.p.m. N = 1,65 g tørstof udløbere 87 p.p.m. N = 1,05 g tørstof udløbere 143 p.p.m. N = 0,68 g tørstof udløbere I lange, lyse dage dannes der mange udløbere, men sent efterår og tidlig vinter er det kun N-manglende planter, der danner udløbere. N tilført I oktober giver stor udløberproduktion det følgende forår. Vanding og gødskning I sommertiden kan betyde død for mange udløbere. De længste udløbere produceres ved temperatur mellem 15 og 20 C. Nogle undersøgelser finder, at der ikke dannes udløbere før maj måned, når temperaturen er mindst 11"C og dagslængden mindst 14 timer. Herefter stiger udløberdannelse til maximum mellem 1. juni og 15. juli med gennemsnitstemperatur på 17YC. Fra oktober er der også en stigning I dannelse af udløbere. Udløbervægten stiger fra marts til juni og aftager fra juli til august, når græsset klippes. Vægten stiger Igen fra september til ca. 1. december. Stiger temperaturen til over 30"C, dør udløberne. De underjordiske udløbere er meget følsomme for lys selv ved svag intensitet. Dette medfører, at udsættes udløberne for lys, dukker de op af jorden. Denne lyspåvirkning betyder, at engrapgræs breder sig let op ad en skråning, men kun vanskeligt ned ad en skråning. Ved vækst ned ad en skråning vil udløberne hurtigt opnå lyspåvirkning og dukke op af jorden, og bredningsevnen ned ad skråningen bliver meget kort. Lyset påvirker udløberne på anden måde. Udløbervæksten er meget dårlig I skygge. I dage med 12 timers dagslys er udløbervæksten reduceret på grund af Indflydelse af flere faktorer, klipning, lav gødning eller højt N-niveau, tørke osv. Så snart en udløber dukker op af jorden, er det en selvstændig plante, som må have gødning for at trives. En udløber, som vokser I et sterilt medium, kan være gul og sulten, selvom den plant' den er forbundet til er grøn og frisk. Udløbere kan Ikke forarbejde næring, men må have det tilført fra andre dele af planten. Der er Ingen udløberdannelse, når engrapgræs vokser I skygge. Udløberdannelse I sand er dårlig, selvom gødningsstanden er god. Udløbernes orienteringsevne Det populære begreb om udløbere, en løs, underjordisk stængel, som gror gennem jorden, indtil dets spids evt. dukker op af jorden og bliver til en ny plante, lader antyde en særlig disorienteret og disorganiseret struktur, som vandrer formålsløst frem gennem jorden uden virkelig kontrol og orientering bortset fra de påvirkninger, som opstår ved møde med uflyttelige objekter I jorden. Misforståelsen skyldes Ikke blot lægmandens mangel på kendskab, men også manglende orientering' de fleste lærebøger og håndbøger. Imidlertid vis', vækststudler, at græssernes udløbere er under stadig kontrol fra det øjeblik de anlægges som knop, og til det øjeblik de dukker op af jorden og bliver frie bladskud. Oprindelse og begyndende orienteringsevne hos udløberknopperne Græsserne er Ikke tosidigt symmetrisk. Punktet for fæsteise af hvert blad afviger en lille smule fra det tosidige symmetripian. Et blad kan være placeret til en retning, det næste blad til modsat side, eller flere følgende blade kan være placeret til samme side. Dette menes at være forårsaget af bladenes genetiske afhængighedsforhold til en primitiv tredelt modning af gameterne. På dettp tidspunkt kan man Ikke forudsige nogen afvigeli af de endnu ikke anlagte blade. Imidlertid kan må" allerede ved første celledannelse i det nyanlagte blad konstatere bladets afvigelse i forhold til symmetriplanet. I engrapgræs er dette mere simpelt end I kornarterne. Vækstpunktet hos engrapgræs er i tværsnit eleptisk og Ikke cirkulær. Når et nyt blad skal dannes, begynder cellen en perlclinlsk celledeling, hvorved vækstpunktets omkreds forøges. Celledelingerne spreder sig til begge sider rundt om vækstpunktet og mødes I et punkt på modsat side af vækstpunktet på et sted, som ikke ligger I plan med symmetriaksen, herved opnås at den ene halvdel af bladet får større omkreds end den anden, denne ulighed I størrelse 34

29 kan tydeligt ses på det udviklede blad, hvor den ene bladhalvdel er bredere end den anden. Det er denne afvigelse fra symmetriaksen, der ved bladdannelse bestemmer det punkt, hvor den nye udløber skal dannes. Det første anlæg til en ny bladknop opstår ved en celledeling dybt nede i bladbasis. En knop udvikles i det væv, der får bladet ovenover til at vokse. Knoppen ligger på det sted, hvor de to halvcirkler fra bladet ovenover mødes, dvs. på modsat side af midterribben på det foregående blad. Det begreb, som er mest almindeligt, at en knop opstår i bladhjørnet i bladet nedenunder er meget overskueligt rent geografisk set, men biologisk set hører en bladknop til bladet ovenover, hvis bladplade er orienteret modsat den nedenunderliggende bladknop. En enhed, som består af blad, at stængelstykke (internodie) og en bladknop ved stængelbasis, orienteret modsat bladets midterribbe, kaldes en pythomer. Efter at en udløberknop er dannet, kan den være en hvileknop i lange tider. I virkeligheden vil udløberknopper på eksisterende udløbere aldrig udvikles efter det &-6. cataphylstadie. Hvis aktiv knopvækst påbegyndes, er prophylet og det ældste eller næstældste cataphyl ikke involveret. Den udløberknop, som udvikles fra basis af en plante, drejer nedad og er parat til aktiv længdevækst ned i jorden. Reaktionen er en tilsyneladende polariseret reaktion knyttet til den forreste og bageste akse af det skud, hvori knoppen opstod og er ikke forårsaget af nogen indflydelse fra tyngdekraften. Den begyndende nedadbøjning er forårsaget af cataphyllet, som vokser stærkere på den side, som er nærmest stængelen, senere vokser udløberen frem gennem det i forvejen nedadbøjede cataphyl. Når først udløberen er dannet, bliver den påvirket af tyngdekraften. Udløberne gror i forhold til den overjordiske stængel og uden hensyn til jordens hældningsretning. Engrapgræs med lange udløbere. Engrapgræs med meget korte udløbere. 35

30 Udløbere kan gro igennem de objekter, de møder på deres vej i jorden, såsom træ, asfalt, lerklumper, dog ikke sten og metal. Udløberne voks!,r frem, idet de har en vis form for spiralbevægelse, med en diameter på 0,5-3,0 mm. Når en enkeltplante af engrapgræs plantes, vil udløberne begynde at udvikle sig fra planten som egerne i et hjul. På et eller andet tidspunkt dukker de op af jorden og danner en ny plante. Når en datterplante er spiret frem, vil de udløberknopper, der dannes, vokse ud ad en linie, der er en fortsættelse af den linie eller retning, den første plante havde. j. \ lyv: ~V: '--=-'~".- (aj (b) Udløberdannelse hos Engrapgræs ~'=-=~ a. Enkeltplante. b, Udløbere dukker op af jorden i en cirkel uden om planten c. Nye udløbere igen dukker op af jorden i en cirkel udenfor den foregående. Rodsystemets udvikling Spiring begynder ved vandoptagelse og fremmes ved lys. Når først vandoptagelse i frøet har fundet sted, startes en masse enzymiske processer. Udtørres frøet, når spiringsfunktionen er sat i gang, dør planterne meget hurtigt. Frøet spirer fra den modsatte ende af frøet, hvor vandoptagelse finder sted. I græsserne starter rodvækst og topvækst på en gang. Der udvikles rodhår, som forankrer frøet. Herefter dannes mesocotyl og kimrødder på en gang. Kimplanterne har svagt udviklet rodsystem. De udvoksede planter har særdeles mange fint forgrenede rødder og underjordiske udløbere. Udløberne kan være forgrenede med ret korte internodier. Rødderne ved jordoverfladen er næsten vandrette. De lidt dybereliggende rødder er nedadbuede eller forgrener sig lodret ned i jorden. Ai rødderne og især siderødderne er meget sar, men alligevel i besiddelse af stor trækstyrke. Rodnettet er meget stort og tæt i det øverste jordlag især på tørre arealer. Rodhårene begynder næsten ude ved rodspidsen. Roddybden varierer med jordbunden, på let sandmuld går rødderne ned til ca. 2 m dybde, på anden jord ofte kun i cm dybde. Foretrækker humusrig jord. Kun ganske få arter er i stand til at udvikle et i den grad sart og finfordelt rodsystem som engrapgræs. Især på tør jord med veludviklet porerumfang kan rodsystemet blive meget tæt. På meget fugtig jord aftager rodforgreningen hurtigt. Hovedvægten af rodsystemet ligger ved overfladen. 76,5 % i de øverste 25 cm, 13,4 % i laget 25-30,5 cm, 8,7 % fra 30.5 til 61 cm. På svær lerjord forbliver 96,7 % af rodsystemet i de øverste 27,5 cm. P' sandmuldet jord findes kun 46 % i det øverste li 0-23 cm, 21 % i laget cm, 18,5 % i lager cm. Engrapgræs kan tåle høj temperatur om sommeren og lav temperatur om vinteren. Under udpræget tørre forhold går engrapgræs i dvale, men græsset starter væksten meget hurtigt igen efter en regn periode. Den hurtige regeneration efter en hvileperiode skyldes især den intensive rodvækst i det øverste jordlag, som betyder, at den faldne nedbør kan udnyttes i fuld målestok. Tørketolerancen fremkommerved, at nogle af de lange rødder kan sikre nogle afvækstfunktionerne med den fornødne vandmængde fra de dybereliggende vandreserve. Engrapgræs har hurtig udvikling om foråret og er derved i stand til at udnytte den 36

31 fugtighed, der er i jorden fra vinteren og endvidere at udnytte den fugtighed, der findes i overgangsperioden. Nogle sorter er i stand til at påbegynde væksten om foråret, når jordtemperaturel'l er C. Engrapgræs vokser gerne under forhold med stor lysintensitet, rigelig nedbør og sommertørke og kolde vintre. Engrapgræs er meget ømfindtlig over for tæt jord. Kræver mere porøs jord end alm. raigræs. Vil helst have ph i nærheden af 6,5, jorden må være humusrig og i god gødningsstand. Rodsystemet er ret kraftigt hos engrapg ræs, under plæneforhold ofte ned i cm dybde. Rødderne har lang levetid, de fleste lever i over et år og erstattes successivt. Evnen til roddannelse er meget afhængig af årstiden og varierer stærkt fra sort til sort. Roddannelse er mere knyttet til sorten end til arten. Sorterne i gruppen med korte udløbere har som regel det største rodnet. Roddannelsesevnen varierer med årstiden. Visse sorter formår ikke at danne nye rødder i sommertiden; hos andre sorter er rodslagningen begrænset til forårstiden eller efterårstiden. De fleste rødder dannes i tiden fra december til april, kun få rødder dannes i sommertiden. Selvom nydannelse af græsrødder efter april reduceres, så stiger længdevæksten fra april til efteråret begynder. Længdevæksten hæmmes af høj temperatur i jordoverfladen. Forskelle i roddannelse spiller en meget stor rolle ved bedømmelse af tørketolerancen såvel som ved bedømmelse af sorterne til fremstilling af græstørv til videre salg til sportsplæner eller reparation af sportsplæner. Rodudviklingen i 9 engrapgræsstammer ses i følgende opstilling: Antal rødder i 20 cm dybde på fire forskellige årstider i ni forskellige engrapgræssorter. Bladsystemets udvikling Dannelse af bladskud er en egenskab, som i allerhøjeste grad er knyttet til de enkelte sorter. Sorterne i gruppen med korte udløbere har langt flere bladskud end sorterne i gruppen med lange udløbere - i gennemsnit henholdsvis bladskud pr. m' mod bladskud pr. m'. Jo større skudtæthed, jo større slidstyrke. Dannelse af bladskud er afhængig af bladenes længde. Bladlængde cm cm Planter med sideskud 27 3 Planter uden sideskud 5 12 Samtidig påvirkes antallet af frøstængler. I engrapgræs er stængelantal og stængelhøjde et særkende, som er knyttet genetisk til sorterne og er et særkende for sorter modsat rødsvingel, hvor stængelantal er miljøbestemt. Der er konstant forskel mellem stængeiantal i de forskellige engrapgræssorter. Større skudtæthed giver større slidstyrke og mindre indvandring af enårig rapgræs. Sammengroning Før slidforsøg Indhold af enårig rapgræs Efter slidforsøg Skudtæthed pr. m 2 Engrapgræs plænetype 100 % 100 % 0% 0% Engrapgræs fodertype 90 % 80 % 3% 10 % De meget bladrige sorter synes at have større tilbøjelighed til ophobning af uomsat organisk materiale. Ophobningen i løbet af 4 år er målt i cm i følgende opstilling: Sort Eften~r Vinter~tldlig forår Forår Sommer BA , Fylking Merian Newport Windsor Kenblue Pennstar Delta Baron Nugget Prato Windsor Aristo Merion Fylking Newport Delta 2.08 cm 1.78 cm 1.77 cm 1.72 cm 1.60 cm 1.58 cm 1.53 cm 1.45 cm Roddannelsen påvirkes af lysets mængde forstået på den måde, at skygge giver aftagende rodmængde, rødderne bliver tynde og trådagtige. Engrapgræs trives da også meget dårligt i skygge og angribes ofte af svampesygdomme på grund af den dårlige vækst. Denne ophobning er på langt sigt uheldig og ikke nogen fordel. Fjernelse af det uomsatte materiale er imidlertid kun et spørgsmål om behandling, som kan ordnes med en vertikalskæring. Skuddannelse er afhængig af plantens alder, temperatur og flere andre faktorer. Skuddannelse 37

32 Udplantede enkeltplanter af Engrapgræs med dårlig sammengroningsevnt;. er almindelig fra efterår til forår og i forårstiden. I midsommertiden er der ingen skuddannelse i ca. 2 måneder. Skuddannelse er noget bestemt, der ikke foregår i evig tid. Et vitalt skud vil i vinterens løb sandsynligvis blive induceret til at danne frøstængler. Stængeldannelse medfører, at væksten slutter for dette bladskud. Mindre vitale bladskud vil ikke danne frøstængler. Bladskud lever ikke mere end højst to vækstsæsoner, under plæneforhold sandsynligvis meget kortere. Et bladskud kan tænkes at danne mellem 15 og 20 blade, inden det dør. Da der er ca. 8 dage mellem dannelse af hvert blad betyder det, at et skud har en levetid på 4-5 måneder, lidt længere i efterårs- og vintertiden. Mange bladskud dør i blomstringstiden. Dette skyldes formentlig, at dannelse af blomster og frø har førsteret til al reservenæringsstof i planten og til den tilgængelige vandmængde og gødningsmængde. Fjerner man frøstænglerne, får man en større skuddannelse. I samme periode som stængeldanneise foregår, anlægges også de nye udløbere. Dannelse af bladskud er som tidligere omtalt afhængig af bladlængden. Dannelse af bladskud er afhængig af lys og temperatur, 14 timers dagslys og 21 C hæmmer dannelse af bladskud, men der er rigelig skuddannelse, når temperaturen falder til 4,5 C. Kort dagslængde giver også flere bladskud. Efterårsskuddannelse begynder i midten af august, men tiltager først rigtigt i oktober. Blomsterstanden på et bladskud er mindre end blomsterstanden på et skud fra en udløber og har færre småaks og blade. Lysets indflydelse (fotoperiodens længde) på væksten af engrapg ræs kan ses af følgende opstilling: PI anteka rakteristika Bladlængde, mm Bladbredde, mm Skudantal Skudvægt pr. plante (gram) Antal udløbere Total vægt af rødder + udløbere (gram) Bladorientering, graden til vandret Vandindhold % Fotoperiode i timer B timer 16 timer , ,2 13 1, , Vækst under forhold med korte dagslysperioder giver 1. forøget skudtæthed 2. forøget bladskuddannelse 3. hurtigere bladdannelse 4. formindsket blad- og skudlængde 5. formindsket internodielængde 6. lave og udbredte planter, hvor enkelte planter kan få rosetagtig form. Vækst under forhold med lange dagslysperioder betyder, at planterne får mere indstrålet energi til rådighed til absorption og til brug ved fotosyntese. Lysintensiteten påvirker også bladvæksten. Lysintensitet varierer stærkt afhængig af årstid, latitude, tidspunkt på dagen, atmosfæriske forhold og topografien. Lysintensiteten er størst i 38

33 Udplantede enkeltp/anter af Engrapgræs med god sammengroningsevne sommertiden og aftager med stigende latltude. Man må heller ikke glemme, at der eksisterer en vertikal gradient I græsplænen, denne gradient påvirkes af klippehøjde og skudtæthed. Størst lysintensitet findes øverst i græsplænen, intensiteten falder over en meget kort afstand lodret ned i græsplænen. Mængden af lys, der når ned i bunden af græsplænen, er størst i en tørkeperiode. Rødderne reagerer mere på større lysintensiteter end bladene, hvilket giver sig udslag i et højere rod: skud forhold. Lysintensitetens indflydelse på væksten i engrapgræs kan ses af følgende opstilling, hvor skygge betyder en reduktion på 60 % af det indstrålede sollys. PIantekarakteristi ka Bladlængde, mm 81adbredde, mm :kudantal odantal pr. plante Udløbere pr. plante Bladvækst, grader til vandret Vandindhold % Fuldt lys 135 3, Reduceret lys (eller skygge) bevirker: 1. tyndere blade og reduceret bladvægt 2. smallere blade 3. forøget bladlængde og plantehøjde 4. formindsket skudtæthed 5. længere internodler 6. formindsket skuddannelse 7. formindsket stængeldiameter 8. formindsket væksthastighed 9. mere opret vækst Skygge 254 2, Tilpasning til skygge Engrapgræs gror bedst på arealer med fuld sol, eller arealer med eftermiddagsskygge og god luftcirkulation. Arealer uden luftcirkulation og med tæt skygge er uegnede til engrapgræs. Langsomt tørrende jorder og varme fugtige vækstforhold svækker græsset og gør det mere modtageligt for sygdomsangreb. Moderat til tæt skygge reducerer planternes kulhydratindhold, reducerer rodvækst, udløbervækst og skudvækst, men fremmer udviklingen af lange succulente blade. Græsplæner under sådanne vækstforhold er mere modtagelige for slidskader og har mindre restitutionspotentiale. Græstørv, der lægges I tæt skygge, har dårlig rodvækst og mindre fastgroningsevne. Skyggetolerancen af 12 engrapgræsstammer ses af følgende opstilling: Sort A 34 Nugget Merian Wlndsor Newport Fylking Galaxy Pennstar Cougar Kenblue Prato Park Udtyndingsprocent

34 Engrapgræs anvendes meget i blanding med rødsvingel. Etablering af engrapgræs er betydeligt langsommere end for rødsvingel, men rødsvingel konkurrerer ikke alvorligt med eng rapg ræs i etableringsfasen. Engrapgræs er lysspirende og bør efter såning kun dækkes ganske lidt, højst 5-8 mm. Dagslyset trænger kun 5-8 mm ned i jorden. Kimplanteudviklingen er meget lav og ret afhængig af gode fugtighedsforhold. Bedste såtid er så absolut i efteråret. Tolerance mod tæt klipning Til sportspladser er tæt klipning unødvendig, en klippehøjde på ca. 3-3 ' 12 cm er passende, På golffairways derimod kan tæt klipning være ønskelig. Græsset må danne en attråværdig, ensartet og jævn spilleflade så tæt, at græsset kan bære bolden, Tillige må græsset have så stor sammengroningsevne, at de opslagne»divots«hurtigt gror sammen, der må være en passende slidstyrke og aggressivitet imod enårig rapgræs, Hyppig tæt klipning, rigelig gødskning og vand er nødvendig for at danne den tæthed og de stive blade, som kræves for at løfte bolden op over jordoverfladen. Tæt græs er et resultat af meget høje planteantal pr. arealenhed. På grund af den forøgede store konkurrence mellem hvert bladskud, svækkes græsset, rodsystemet bliver meget svagt og meget mere udsat for tørkeskade og sygdomsangreb. Fugtighedsgraden stiger i det tætte græs, og der ophobes en masse uomsat dødt plantemateriale, Denne ophobning er til fordel for de sygdomsfremkaldende organismer. Engrapgræs tåler bedst den tætte klipning og de forhold, der opstår i forbindelse med tæt klipning, når lysintensiteten er høj, temperaturen lav og fugtighedsgraden moderat. Når vi bevæger os ind på mindre gode vækstforhold, må vi kompensere herfor ved at anvende bedre sorter og anlægge et bedre program for pleje og pasning, Eller man må lave en blanding af flere sorter, Hvor vækstforholdene er dårlige på grund af lave kuldegrader, må man være meget påpasselig med sit sortsvalg. Engrapgræssorternes vandforbrug er undersøgt under kontrollerede vækstbetingelser. Man finder ved disse undersøgelser signifikant forskelle i vandforbrug mellem de forskellige sorter. Se følgende opstilling: Meget lavt Prato Cougar Delta Kenblue Vandforbrug af 17 SOrter af engrapgræs Lavt Middel Højt Meget højt Pennstar Merian A-34 Sodco Park Galaxy Newport Sydsport Nugget Monopoly Fylking Windsor Baron Procent overlevende planter efter to, dels tre overvintringer i norsk forsøg Procent overlevende planter Syd Norge Trøndelag Art/sort, 100 m.o.h m.o.h. toa m.o.h m.o.h. gensn. Poa pratensis, dansk 70 O Poa pratensis, Halt Poa pratensis, Loba Poa pratensis, Norrsport Poa pratensls, Merian 100 O Poa pratensis, Primo 90 O Poa pratensis, Sydsport 100 O O Forhold mellem voksested og morfologiske egenskaber I planteforædlingen søger man ofte i økotyperne hos bestemte græsarter atfinde en vekselvirkning mellem udviklingshastighed og de egenskaber, man ønsker hos de pågældende planter, enten planterne skal anvendes til foderbrug eller til plænebrug, Det er meget karakteristisk, at planterne ændrer vækstform, når de flyttes fra en lokalitet til en anden, ændringen kan undertiden være så stor, at afkommet fra en moderplante kan beskrives som tilhørende en anden underart. Engrapgræssets store udbredelse tyder på stor tilpasningsevne, idet man finder engrapgræs på let og tør jord og på frisk og gødningskraftig jord med gode fugtighedsforhold. Reaktionstallet synes ikke at spille nogen større rolle, idet eng rapgræs vokser på jord med udpræget lavt reaktionstal ph ca. 4 og til ph-værdier omkring 8. Ligeledes spiller jordens indhold af kali og fosfor heller ingen større rolle. Det store udbredelsesområde bevirker dog, at der opstår en række forskellige typer, som tydeligt er påvirket af miljøet i det pågældende område. Med stigende højde over havoverfladen aftager hyppigheden i forekomsten af eng rapgræs. I græsplæner i m højde kan man finde 56 % engrapgræs, i m højde 30 % engrapgræs, i m højde kun 14 %. Arsagen til dette fald i forekomsten af engrapgræs ligger i de ugunstige komplexe forhold, der opstår mellem temperatur og nedbør. Undersøger man de morfologiske egenskaber i planterne, finder man en hel del faktorer, som er så nøje forbundet med hinanden, at det må synes rimeligt at dele planterne op i 3 underarter. 42

35 Ved undersøgelse af en række planter indsamiet over det meste af Europa har man i henhold til stængeldannelse delt planterne op i 3 grupper: Gruppe 1 med skridningstid 2. maj og blomstring 29. maj. Gruppe 2 med skridningstid 7. maj og blomstring 1. juni. Gruppe 3 med skridningstid 13. maj og blomstring 5. juni. Ved at sammenligne planterne i de 3 grupper finder man et meget stort afhængighedsforhold mellem bladbredde og en lang række morfologiske egenskaber. Bladbredden i planterne er meget afhængig af vækstforholdene på voksestedet. Jo bredere blade, desto senere stængeldannelse, eller sagt på anden vis, planter med smalle blade har tidlig stængeldannelse, blomstring og frømodning. Der er negativ korrellation mellem bladlængde og bladbredde, hvilket betyder, at planter med smalle blade også har de længste blade. Der er ligeledes bestemte afhængighedsforhold mellem bladbredde og genvækst, tæthed, vækstform, og stængellængde. Undersøger man bladene i de forskellige planter, finder man, at nogle planter har små hår på bladpladen, andre planter har små hår ved bladgrunden. Behåring på bladene hjælper med til at regulere transpirationen, således at engrapgræs også kan vokse på tørre lokaliteter. De undersøgte planter havde hår enten på bladpladen eller ved bladgrunden, dobbeltbehåring var meget sjælden. De bredbladede planter har næsten alle hår ved bladgrunden, medens smalbladede planter har hår på bladpladen. Behåret bladgrund er altså forbundet med gode plænedannende egenskaber, lav tilvækst, god tæthed og udbredt vækst. De smalbladede planter med behårede blade lader ane stor tilknytning til Poa angustifolia, medens de bredbladede planter med behåret bladgrund og lange udløbere viser stor tilknytning til Poa subcaerulea. Det er meget påfaldende, at de bredbladede planter kun findes på jord med god gødningskraft og gode fugtighedsforhold, medens de smal bladede planter foretrækker de mere tørre egne med dårligere jord. De smalbladede typer kan også vokse på fugtig jord, men de bredbladede findes ikke på tør jord. Følgende faktorer synes at være de karakteristiske: 1. Der er negativ korrellation mellem skudantal og udløberlængde, således at planter med lange udløbere på 75 cm længde havde langt det mindste skudantal. 2. Brede blade er ofte korrelleret med langsom genvækst og med gode plænedannende egenskaber, dvs. lav udbredt vækst. 3. Smalle blade er korrelleret med lange blade, opret og hurtig vækst og dårlige plænedannende egenskaber. 4. Behårede bladplader er næsten altid smalle. 5. Behåret bladgrund giver brede blade. Forædling Engrapgræs er pseudogametisk, facultativ apomiktisk med en komplex cytologisk konstellation. Selvom basiskromosomtallet er 2n = 14, er der fundet biotyper med kromosomtal fra 28 til over 150, men de fleste planter af engrapgræs har fra 40 til kromosomer. Med hensyn til engrapgræs er forædlingen mindst 50 år efter forædling af andre græsarter. Krydsningshybrider mellem udvalgte planter fremstilles normalt ikke. Arsag til uvillighed i fremstilling af krydsninger kan være følgende: 1. De fleste gode stammer er apomictiske. 2. Hidtidige forsøg på krydsning har ofte slået fejl. 3. Det er vanskeligt at beregne "arvegangen", fordi kromosomtallet varierer fra 2n = 28 til 2n = Der hersker en overbevisning, der siger, at afkom efter krydsning giver svagere planter end afkom efter apomictisk frøsætning. Der findes fem typer af afkom fra engrapgræs dannet på følgende vis: 1. Apomlktlsk. Afkommet er lig moderplanten. 2. Haploidi. Stammer fra en parthenogenetisk udvikling af et reduceret æg. 3. Diploidi. Fusion af reducerede gameter. 4. Trlploidi. Befrugtning af ureduceret med reduceret hanlig gamet eller omvendt. 5. Tetraploidi, fusion af to ureducerede gameter. På grund af variation i kromosomtal mellem forældrene og på grund af irregulær meiosls er evt. afkom kun tilnærmelsesvis 2n-3n eller 4n, der findes mange aberranter. Krydsning kan blive en succes, hvis følgende retningslinier følges: 43

36 1. Krydsningerne må være lette at udføre. 2. Nogle af hybriderne må rekombinere ønskværdige træk fra begge forældre og må besidde gode vegetative og reproduktive egenskaber. 3. Apomixis må genfindes i nogle af hybriderne. Apomixis, sådan som det kendes i engrapgræs, er en vældig fordelagtig måde at vedligeholde en overlegen hybrid på. Elitestammer som Merion, Fylking, Nugget er højst sandsynligt opstået som tilfældige hybrider i naturen. De vedligeholder deres overlegen hybride genotype, fordi så godt som alt det frø, der produceres, er dannet asexueit gennem apomixis, og frøet er derfor genetisk identisk med moderp/anten. Blomstring og pollenspredning finder normalt sted om natten mellem midnat og kl. 5 om morgenen og øges ved temperaturfa/d og stigende luftfugtighed. Blomstringen er en følge af præcise og specifikke påvirkninger i omgivelserne, eftersom latituden stiger, stiger også de sæsonmæssige variationer i temperatur og daglige lyspåvirkning. Merion blomstrer under påvirkning af kort lys og lav temperatur. Engrapgræs er en dual-daylenght art, hvor en kort fotoperiode går forud for kravet til en lang fotoperiode og højere temperatur. I forbindelse med kort dagsiys må der være en periode med lav temperatur. Pollen høstet på engrapgræs har størst spiringsprocent om morgenen, spiringsprocenten aftager med stigende temperatur og stigende exposuretime, høj luftfugtighed % synes at fremme pollenets spireevne. Efter kl. ca. 8 falder spireevnen ret drastisk. Når krydsning skal foretages, holdes planterne i drivhus ved 17 timers dagslængde og tempo mellem 16 og 27 C og ved nattemp. på 16 helst med stor luftfugtighed. Frøetfår lov at modne i 6 uger efter befrugtning. / forsøg på Rutgers University er anvendt følgende sorter: Pennstar Belturf Bellevue Anheuser Dwarf P.102 Krydsning er foretaget i alle mulige kombinationer. Bellevue og P. 102 er anvendt som bestøvere, de andre arter som hunplanter. Anheuser er resistent mod meldug. Anvendelse af røntgen og koboltbestråling er også metoder, der stadig anvendes. Man gør dog stadigt et stort arbejde i indsam- iing af økotyper fra voksesteder med specielt vanskelige vækstforhold, f.eks. fra egne med høj terr, peratur og høj luftfugtighed, vækstvilkår, som e. meget skadelige for engrapgræs. Nogle stammer af engrapgræs er fundet i besiddelse af stor sexualitet, f.eks. de amerikanske. Warrens A-20 og Warrens A-25. Imidlertid må disse stammer formeres vegetativt for at bevare stammeidenliteten. Alle nuværende tilgængelige stammer af engrapgræs er opstået som enkeltplanteudvalg i gamle græsarealer, eller som aberranter i en frømark eller i enkeltplanteudvalg, hvor man ikke har forsøgt at finde forældrene til planten. Ca. 40% af stammerne, der er indsamlet fra græsgange, gamle plænearealer og lign. har været tilstrækkeligt apomiktiske til at vedligeholde stammeegenskaber. Sådanne indsamlingervil fortsætte med at være basismateriale til nye stammer og germplasma til nye hybrider. Tidligere undersøgelser har vist, at stammer som Merion og Fylking 5" stærkt apomiktiske. Merion giver 3-4 % ikke-m' derplanter, Fylking kun 2 %. Tillige er disse aber' ranter meget svage planter. Det har hidtil været meget vanskeligt at lave artshybrider, når engrapgræs har været moderplanten, selvom den reciprokke krydsning ofte har været mulig. På Rutgers University i Amerika har man produceret mange hybrider ved en ny teknik. Enkeltpianter kan bringes ind i væksthus på en hvilken som helst tid fra december til maj og bringes til blomstring ved at lave lav nattemperatur og forlænget dagslys. Frø af Merian og Fylking produceret på denne måde i væksthus giver over 10 % hybrider. Mange af disse hybrider opstår fra befrugtning af ureducerede æg. Æggene fra apomiktiske stammer af engrapgræs begynder celledeling for at danne en proembryo umiddelbart før eller lige efter, at blomsterne åbnes. Chancen for at danne hybrider forøges derfor ved bestøvnir så hurtigt som muligt. Undersøgelser viser, at afkom efter nonhybrid aberranter viser stor indavlsdepression i næsten alle egenskaber med hensyn til vegetative og reproduktive egenskaber. Selvom gennemsnitshybrider er noget mindre vitale end gennemsnittet af de heterozygotiske udvalgte forældre så opstår der alligevel hybrider med særdeles fin vitalitet med positiv transgressiv segregation. Mange af de positive F1-hybrider er apomiktiske. Mange»andengangshybrider«fremkommet ved at bruge førstegangshybriderne som moderplanter er under udvikling. Mange af disse andengangshybrider udviser særdeles fine plæneegenskaber. Yderligere erfaringer med sådanne hybri- 44

37 der kombineret med omhyggelige cytologiske undersøgelser er nødvendige for at fastslå værdien af en recurrent arts hybridisering. Nogle af de bedste hybrider indeholder 95 kromosomer. Der er endnu tilbage at undersøge, om planter med højere kromosomtal vil være af praktisk værdi. Det cytogenetiske komplex i engrapgræs gør det nødvendigt at arbejde med store populationer. Den fysiologiske påvirkning ved tæt klipning bevirker, at det er vanskeligt at udvælge efter flere gode plæneegenskaber i et enkeltplantemateriale. Erfaringerne har vist vigtigheden ved at bedømme et større antal hybrider eller udvalg i små parceller enten udsåede eller udklonede under plæneforhold på et så tidligt stadie som muligt i forædlingsprogrammet. På grund af den extreme række af forhold, der påvirker plænegræsset, er det nødvendigt med en forbedring i udvælgelsesmetoderne ved forædling af græs til plænebrug. Artshybrider med fire sorter af engrapgræs som moderplanter med Poa compressa som bestøver er under udvikling med det formål at finde hybrider, der kan anvendes på dårlig jord. Der anvendes sorter som Warrens A-20, A-25, og A-26, som har høj sexuel formering. Disse krydsninger giver mange vitale hybrider, men planterne giver kun få levende frø. Cytologiske undersøgelser viser, at disse sterile hybrider opstår ved befrugtning af et reduceret æg med en reduceret hanlig gamet. 54 artshybrider, hvor engrapgræs Belturf er anvendt som moderplante, giver acceptabel plantevital itet og god frøfertilitet. Nogle af hybriderne udviser særdeles gode plæneegenskaber. Cytologiske undersøgelser viser, at disse fertile hybrider stammer fra befrugtning af et ureduceret æg med en reduceret gamet. Disse triploide F-1-hybrider er moderat til stærkt apomiktiske. Belturf er meget stærkt apomiktisk. En stor del af afkommet A-25 x Nugget har sexuel bestøvni ng. I eng rapgræs er stængelantal og stængelhøjde et særkende, som er knyttet til sorterne og er et særkende for sorten, modsat rødsvingel, hvor stængelantal er miljøbestemt. Der er konstant forskel mellem stængelantal i de forskellige eng rapgræssorter. Sorter som Olymprisp og Newport giver konstant mange frøstængler, medens Merion giver konstant få frøstængler. Dannelsen af udløbere og rødder i engrapgræs er i høj grad egenskaber, som er knyttet til de enkelte sorter mere end til arten. Evnen til roddannelse er meget afhængig af årstiden og varierer fra sort til sort. Visse sorter formår ikke at danne nye rødder i sommertiden, medens rodslagningen hos andre sorter er begrænset til forårstiden eller til efterårstiden. Udløberdanneisen varierer ligeledes fra sort til sort. Genetisk forskel imellem sorter fra varierende klimater er meget tydelig i engrapgræs. Endvidere har arten engrapgræs som omtalt en meget komplex kromosomstruktur, baseret på adskillige po Iyploiditrin, og problemet gøres yderligere større på grund af formering ved apomixis. Nogle af disse faktorer giver sig tydeligt udslag i morfologiske forskelligheder, naturlig udbredelse og i planternes evne til at vokse under forskellige forhold. Ved afprøvning af engrapgræsarter og sorter fra forskellige oprindelsessteder finder man, at det relative udseende varierer ret så meget. Man ved meget lidt om de genetiske forhold, der kontrollerer de fysiologiske karakteristika, som igen er afgørende for vækst og udvikling i de forskellige omgivelser. Et logisk trin i analysering af disse karakteristika vil være at studere den forholdsvise vækst af de udvalgte former under kontrollerede vækstforhold, ved hele tiden at variere en enkelt extern faktor. Varierende kombinationer mellem nat- og dagtemperatur har meget stor indflydelse på væksten og udviklingen af engrapgræs. Sorter fra forskellige klimater varierer tydeligt i vækstresponse. Planter af sydlig oprindelse er mere rusttolerante end andre arter. Planter af sydlig oprindelse har mindre fusariumtolerance. Planter af sydlig oprindelse har større tolerance mod Helminthosporium og genvækst efter angreb. Planter af sydlig oprindelse har større grad af apomixis. Stofskifte-ejendommeligheder i engrapgræs ved høj temperatur I visse områder, under bestemte forhold er engrapgræs underkastet temperaturstress i form af høje temperaturer i juni-juli-august. I stressperioden falder fotosyntesen, men åndingen stiger. Hvis perioden med høj temperatur er langvarig, er COz-fixeringen utilstrækkelig til at dække kravet til kulstof til planternes stofskifte. Dette medfører, at kulstofreserven udtømmes, hvorved væksten standser, slidstyrken formindskes, og plænens æstetiske værdi forringes. De græssorter, der optages på sortslisterne, anbefales meget sjældent til bestemte egne eller vækstforhold, selvom vækstobservationer afslø- 45

38 rer meget varierende tilpasningsevne blandt sorterne til områder med høj temperatur. Forskelligheder i tilpasning til miljøet er især meget stor mellem sorter fra forskellige oprindelsesområder. Da det ofte er ønskværdigt at kunne disponere over eng rapgræs med stor varmetolerance, er kendskab til bagg runden for den større varmetolerance i planterne et væsentligt led i planteforædlerens viden, når han skal udvælge planter med større tilpasningsevne. Kulhydratstofskiftet i planterne påvirkes af ændringer i temperaturen, derfor må man ved forædlingsarbejdet undersøge planternes reaktion på indflydelse af høj temperatur. Når temperaturen stiger, stiger også planternes ånding, væksten øges, og kulstofficeringen formindskes, herved kan kulhydratniveauet meget hurtigt blive en afgørende faktor for planternes overlevelsesevne. Evnen til at vedligeholde et højt kulhydratniveau er påvirket af lysmængden, af væksten i planterne, af planternes mørkeånding, og af planternes evne til at fixere CO, ved fotosyntesen. Et led i kulhydratstofskiftet er syntesen af Glycolat. Planter fra tempererede egne formår at regulere Glycolatstofskiftet med det resultat, at planterne kan indarbejde kulstof og gøre det optageligt over Glycolat. Engrapgræsplanter, som formår at begrænse åndingen i lys og mørke under høje temperaturer, og hvor kulhydratindholdet kun langsomt aftager, har største tolerance mod høje temperaturer. Sammenligner man grønmasseudbytterne i en række engrapgræssorter voksende under forhold med temperatur på 23/15 C, finder man ingen væsentlig sortsforskel. Stiger temperaturen op til 35/25 C, øges grønmasseudbyttet den første uge efter temperaturstigningen, men de næste 2-3 uger falder udbyttet stærkt, herefter er der intet videre fald. Nedgangen i udbyttet varierer imellem de enkelte sorter. De sorter, som har det højeste kulhydratindhold og den højeste fotosynteserate ved høj temperatur, er de sorter, som har største udbytte ved den høje temperatur og tillige største varmetolerance. Ved høj temperatur har sorter som Nugget fra Alaska og Pennstar fra Pennsylvania lav fotosyntese, lavt kulhydratindhold og lavt grønudbytte. Sorter som Merion og Selturf har højere kulhydratindhold, højere fotosyntese, og højere grønudbytte og dermed større varmetolerance end øvrige sorter. Merion har også det højeste kulhydratindhold ved høj temperatur og Nugget det laveste ved samme temperatur. Undersøger man mørkeåndingsraten under høj temperatur, finder man, at Merion har meget lav mørkeånding, medens Nugget og Fylking har meget høj mørkeånding og dermed lavere kulhydratindhold og lavere varmetolerance. Forskelle i udbyttet af grønmasse ved høj temperatur hos engrapgræssorterne antyder sortsforskeiie imellem de enkelte sorter. Nedgang i vækstrate ved flytning fra en temperatur til en højere viser sig at være en god indikator for bedre varmetolerance. Den genetiske variation mellem engrapgræssorterne kontrollerer sandsynligvis forbruget af kulstof og kulstoffixeringen. Forskelle i fotosynteserate blandt 10 engrapgræssorter af forskellig oprindelse understøtter princippet i den reelle genetiske variation. Kulstofbudgettet, som flere gange er omtalt, er en funktion af fotosynteserate, ånding og vækst. Hurtig vækst forekommer sammen med høj ånding og giver et hurtigt fald i kulhydratindholdet i bladene. Det store fald i den første uge ved overflytning til høj temperatur skyldes planternes forøgede vækst i denne periode. Den reelle vækst ved høj temperatur kan kun vedligeholdes, hvjc der er en tilstrækkelig kulstofforsyning. Vedlig( holdes den høje temperatur, er kulstofindtagelsen lavere end forbruget, herved tømmes kulstofreserverne, og planterne dør, hvis de da ikke går ind i en hvileperiode. I perioder med høj temperatur må græsplænen plejes og passes på en sådan måde, at kulhydratindholdet ikke formindskes. Dette betyder at tilførsel af kvælstof må undlades, at klippehøjden må øges, plænen må klippes med større tidsinterval, bladarealet må forøges for at skabe så stor fotosyntese som muligt. Temperaturens indflydelse på vækst og kulhydratlejring i tre engrapgræssorter Et stort antal sorter af engrapgræs har opnået anerkendelse i de senere år, disse sorter anvend, uden videre i hele det tempererede område, uden nogen forklaring på, om de nu også passer til det pågældende område. Der hersker kun få informationer vedr. sorternes tilpasning til de klimatiske faktorer, som temperatur, dagslys og lysintensitet. En veltilpasset sort må være i stand til at vedligeholde en tilfredsstillende tæthed gennem udvikling af et stort rodsystem under gentagen klipning. Disse karakteristiske egenskaber kontrolleres af omgivelserne (miljøet) og er afhængige af kulhydratreserven i stub og rod. Hyppig og tæt klipning reducerer kulhydratindholdet og svækker rodsystemet. Høj temperatur kan også reducere kulhydratreserven i de tempererede græsser. Nedgang i kulhydratreserven er 46

39 især alvorlig, når høj temperatur er forbundet med tæt klipning, Sæsonmæssige variationer i disse kulhydratreserver skyldes i nogen grad variationer i temperaturen. Kulhydratindholdet har indflydelse på skudtætheden, men skudtætheden er også afhængig af stammer og temperaturen i vækstområdet. Dette fremgår tydeligt af undersøgelser, hvor 3 forskellige sorter af engrapgræs fra 3 forskellige lokaliteter er sammenlignet under vækstforhold med ensartet og kontrolleret temperatur. Man har især undersøgt temperaturens indflydelse på topvæksten, skudtætheden og ophobningen af kulhydrater. Merion er en amerikansk sort fra Ardmore i Pennsylvania, sorten er apomiktisk, med korte, ret brede blade og lav udbredt vækst. Newport er en amerikansk sort fra kystegnene i Oregon. Sorten har lange blade med opret vækst, sorten er apomiktisk. 0217, bedre kendt under navnet Fylking, er en svensk sort med smalle blade og lav vækst, sorten er apomiktisk. Ved vækst i 2 uger under samme temperaturforhold har i gennemsnit Merion 0217 Newport 239 bladskud 179 bladskud 137 bladskud Ved vækst i 8 uger under samme temperaturforhold havde i gennemsnit sorten 0217 største skudtæthed. Se fig. 5. Skudtætheden i Merion var størst ved højeste temperatur og aftog, når temperaturen faldt. Samme vækstsæt havde også 0217, men den undtagelse, at skudtætheden var på samme niveau ved de to laveste temperaturer. Newport reagerer helt anderledes, her fandt man laveste skud tæthed ved højeste temperatur, og skudtætheden øges med faldende temperatur. Kulhydratindholdet i alle sorter er højest, når temperaturen er lavest, se fig. 6. Kun i Merion varierer kulhydratindholdet ret tydeligt mellem de to laveste temperaturområder. Kulhydratindholdet varierer tydeligt mellem og i Newport, men mindre tydeligt i Merion og f- Merian 0217 Nat-dag temperatur C,', " "-,,m-o N '" - 1 I,, N ~ ~ r-. Newport Fig. 6. Mængde af totalt tilgængeligt kufhydrat { tre engrapgræsstammer under fire forskellige temperaturforhold. "l 500 "50 " 'O ~ ~ ø 1 'O.;(!(,~,.' ~ :o 1 c 350 '" 30G 250 '" "- ro -o r: ",' C:' -;- Merion,. ~ ~ 7 ~ N ~ -o _ M _ '" 0217 Nat-dag temperatur C Fig. 5. Bladskudtæthed i tre engrapgræsstammer under fire forskeflige temperaturforhold.,., Newport " / \. 00 / \ / ~ O.C \ ~ / 'O \ ~ I / co 4.0 ~ \ ~ / ~ I / ID u / / o./ \ 13"-7"C.-i C jw 13'C \ '" \ cl:,/ /,/ 20 <. / --~----,0 / -- ~ "-16"C ~~~ Tid j uger, " ~ 3lf-:WC ~ Fig. 7. Temperaturens indflydelse på kufhydratophobningen i engrapgræskimpfanter (Newport). Nattemperaturen er efter 12 uger hævet til 35 C mod normal temperatur 7_13 47

40 Udsættes Newport meget pludseligt for extremt høje temperaturer, falder Indholdet af kulhydrater meget hurtigt (se fig. 7. Planter fra 7 _13 temperaturer i 3 nætter udsat fortemperatur på 35 C, dette medfører et så drastisk fald i kulhydratindholdet, at planterne får varige skader. Sprøjtes planterne mod ukrudt på samme tid, forværres situationen for græsset. Generelt kan siges, at højeste topudbytte fandtes ved højeste temperatur for Merion og 0217, men ikke for Newport, som havde største udbytte i 16-2T området. Under forhold med regulær klipning vil temperaturer, der fremmer topvæksten, mindske indholdet af kulhydrat i engrapgræs. Imidlertid vil den sort, der har det højeste topudbytte ved en given temperatur, også være den sort, der har det højeste kulhydratindhold ved den givne temperatur. Begge er afhængig af sortens evne til at vedligeholde en høj fotosynteserate. Det er helt klart, at sorter af engrapgræs af vidt forskellig oprindelse reagerer forskelligt, selvom de udsættes for den samme temperatur. Newport har lav tolerance mod høj temperatur, men god tolerance mod lav temperatur. I Newport stiger såvel skudtæthed som kulhydratindhold med aftagende temperatur. Merion og 0217 har større tilpasning til høj temperatur og har større skudtæthed ved stigende temperatur. Evnen til at vedligeholde højt kulhydratindhold ved alle temperaturer giver Merian og 0217, sammenlignet med Newport, større tilpasning til områder med høj temperatur. Selvom det ikke er udtalt, findes der en forbindelse mellem temperaturreaktioner og klimaet i oprindelsesområdet. Newport, der viser forkærlighed for lave temperaturer, kommer fra et maritimt klima med januar temperatur O C og juli temperatur på 14 C kommer fra område med jan. temperatur på -2 C og juli temperatur på 18 C. Merian kommerfra et område med jan.temp. på 0 og juli tempo på 24 C. Nogle engrapgræssorters reaktion på høj temperatur og kvælstofgødning Sorter af engrapgræs sås ofte uden hensyn til de omgivelser, hvori de anvendes og uden tanke for det formål, de påtænkes anvendt til. Informationer om sorternes vækstevne under de forskellige økologiske forhold ville være ønskværdig, ligesom det ville være ønskværdigt at kende det tidspunkt på året, hvor stammerne havde den optimale vækst. Mark- og sortsforsøg viser, at der er forskel imellem sorternes tilpasning til omgivelserne, og at forskellene er genetisk betingede. Tempera!! fugtighed, N-gødskning, sygdomme, pleje",\,! pasning og samspillet mellem alle disse faktorer påvirker græssets fysiologi og vækst og dermed græssets udseende og slidstyrke. Genotypernes reaktion på vækstforholdene med hensyn til temperatur og kvælstofniveau er bestemt af planternes oprindelsessted og kulhydratindhold. Kulhydratindholdet i planterne er vigtigt, eftersom optaget kvælstof fra jorden primært reagerer med alphaketosyrerne (et produkt der dannes ved kulhydratstofskiftet) og danner aminosyrer. De forskellige forbindelser af aminosyrer danner protein, som anvendes til planternes vækst. Fri tilførsel og optagelse af kvælstof formindsker mængden af det tilgængelige kulhydrat og begrænser stofskifteprocesserne, som er afhængige af den energi, der dannes ved planternes ånding. Når temperaturen stiger, forøges åndingsintensiteten. Planternes optagelse af nitrat-kvælstof og ( dre anianer er forbundet med et proportioi energiforbrug bestemt af forholdet: CO, til ånding optaget Nitrat-kvælstof. Man kan se, at formindsket ånding giver formindsket gødningsoptagelse. Kulhydrat iltet ved åndingsprocesserne ertillige med tilført energi grundmaterialet til de brintioner, som er nødvendige til reduktion af nitrat til ammonium. Det viser sig, at planter med høj NO, kvælstof-absorberingskapacitet kan have lavere kulhydratindhold end planter med lav Kvælstofabsorberingskapacitet. Sammenhængen mellem fotosyntese og fosfatomsætningen i cellerne, den såkaldte foto-fosforylation og den oxidative fosforylation, som påvirker kvælstofstofskiftet er stærkt påvirket af temperaturen. Høj temperatur stimulerer åndingen, herved forøges Nitratkvælstofoptagelsell (som kræver stofskifteenergi), og kulhydratif holdet formindskes. I vækstforsøg med engrapgræs finder man, at sorter med størst udbytte i et bestemt temperaturområde også har det største kulhydratindhold ved den pågældende temperatur. Alle engrapgræsser gror dårligt under forhold med høj temperatur, men økotyper fra områder med høj temperatur giver det største udbytte og har største skudtæthed, når temperaturen stiger, medens økotyper fra områder med lav temperatur har det laveste udbytte og mindste skudtæthed, når temperaturen stiger. Amerikanske forsøg med forskellige engrapgræssorter fra områder med forskellige temperaturforhold viser sorternes afhængighed af temperaturen, når de flyttes til et økologisk område, hvis 48

41 temperaturforhold falder uden for det sædvanlige for den pågældende sort. De fleste engrapgræssorter har relativ god rodog topvækst ved moderate temperaturer, stiger temperaturen, aftager væksten, og planternes kulhydratindhold formindskes på grund af større åndingsintensitet. Sorter fra områder med lav temperatur har større vækstdepressioner ved den høje temperatur end sorter fra områder med høj temperatur. øger man kvælstoftilførselen, øger man topvæksten, men samtidig formindsker man kulhydratindholdet og rodnettets størrelse, Ved stor kvælstoftilførsel kan rodnettets størrelse halveres. Denne reaktion synes at være sortsbetinget. Kvælstofoptagelsen er størst, når temperaturen er højest, eftersom ionoptagelse er en fu nktion af respirations raten. Ved høj temperatur har sorter fra områder med lav temperatur større kvælstofoptagelse end sorter fra områder med høj temperatur. Kvælstofoptagelsen (nitrat) kan blive % større i sorter fra områder med lav temperatur. Stor kvælstofoptagelse kræver stofskifteenergi, energien fås ved omsætning af kulhydrater. Stor kvælstoftilførsel vil yderligere stimulere åndingen og derved reducere kulhydratindholdet, der ellers anvendes til proteinsyntese. Græs med højt kulhydratindhold som følge af passende pleje eller på grund af den genetiske konstellation har større tolerance mod extreme temperaturer og samtidig større genvækst og sygdomstolerance. Omvendt har græs med lavt kulhydratindhold lavere tolerance mod extreme temperaturer, lavereslidstyrke og sygdomstolerance. Undersøgelserne viser, at man ikke uden videre kan importere sorter fra udlandet og forvente stor succes, fordi sorterne harværet gode i hjemlandet under de passende økologiske forhold. Flyttet til et andet land kommer de under andre miljøforhold og økologiske forhold. Figuren viser variationen mellem engrapgræs Nugget, som stammer fra Alaska, og engrapgræs Petit, som er en dansk sort. Helhedsindtrykket er lavt for Nugget, indtil ca. 1. maj. Medio oktober falder helhedsindtrykket igen. Helhedsindtrykket er lavt i den periode, hvor sliddet på græsset er størst. Kvælstoffets indflydelse på kulhydratindholdet i engrapgræs ved gødskning om efteråret Nyere undersøgelser har vist, at tilførsel af kvælstof om efteråret forlænger græssets grønne farve til langt hen på vinteren. Tillige viser det sig, at kvælstoftilførsel om efteråret giver forøget rod- og udløbervækst uden samtidig stimulering af topvæksten. Det er en almindelig erfaring, at enhver manøvre, som fremmer græssets vækst i hærdningsperioden om vinteren, vil være med til at formindske græssernes kulde- og frosttolerance. Tilførsel af kvælstof om efteråret har vist, at græssernes kuldetolerance formindskes, men tilførsel af kvælstof i det sene efterår eller den tidlige vinter har aldrig vist nogen skadelig virkning. Ændringer i planternes kulhydratstatus i hærdningsperioden har tidligere været undersøgt. En del undersøgelser konstaterer, at planternes kulhydratindhold spiller en central rolle ved bestemmelse af planternes kuldetoleranceniveau. Andre undersøgelser konstaterer, at selvom ændringer i kulhydratstatus er nødvendig for at opnå akklimatation til lave temperaturer, så er handlingsforlø- I I I I I I I I I,t ;',j '\\,/ 'L' I ',/ M r---\ I, I \ I,~ I \,.,. "- I \ // " I v '\" Genn<tmsoit (or.amu;go sort., Variation i helhedsindtryk f årets løb for 2 engrapgræssorter, sammenlignet med gennemsnittet for øvrige engrapgræssorter. PaM \ 49

42 bet alligevel af mindre betydning. Mekanismen i kulhydraternes rolle under kuldeakklimatationen er dårlig kendt, men alting tyder på, at ophobning af fotosynteseprodukter er nødvendig for at opnå en hærdningsproces i planterne. Engrapgræs begynder normalt hærdningsperioden ca. 1. nov. Det totale indhold af kulhydrater stiger fra tidlig efterår indtil det når et maximum i den sene vinter, derefter falder indholdet gradvis hele foråret igennem. Kvælstofgødning formindsker det totale kulhydratindhold umiddelbart efter tilførsel om efteråret. Denne påvirkning varer stort set gennem efteråret og den tidlige vinter. Den 1. februar har engrapgræs tilført kvælstof lavere totalindhold af kulhydrat end engrapgræs, som ikke har fået tilført kvælstof. I løbet af forårssæsonen har kvælstof tilført om efteråret kun mindre indflydelse på det totale kulhydratindhold, dette antyder, at det tilførte kvælstof tidligt er omsat til et niveau, hvor det ikke påvirker kulhydratniveauet. Omvendt har kvælstof tilført sent om efteråret eiler i den tidlige vinter mere indflydelse på det totale kulhydratindhold det følgende forår. Indholdet af det kortkædede kulhydrat stiger fra tidiigt efterår til det når et maximum sen vinter. Dq langkædede kulhydratindhold følger en lignenob rytme som indhold af det totale og det kortkædede kulhydrat. Kvælstoftilførsel formindsker indholdet af langkædet kulhydrat umiddelbart efter tilførselom efteråret. I det store og hele opfører langkædet kulhydrat sig på lign. måde som det totale indhold. Man kan konkludere, at der er hurtig stigning i alt opløseligt kulhydrat i bladvævet gennem hele november måned, hvor engrapgræs har hærdningsperiode, senere er der en mere gradvis stigning vinteren igennem. Kulhydratet er opstået som følge af fotosyntese i samme periode eller kan være transporteret dertil fra andre dele af planten. Fotosyntese vides at finde sted i perioder med lav temperatur. Niveauet af kortkædet, langkædet og dermed total kulhydrat findes at være tilstrækkeligt til støtte af væksten om foråret. I midt maj er kulhydratindholdet ca. 20 % af tfv vægten. Dette niveau er rigeligt som energifors ning til vækst efter en hvileperiode. 50

43 Almindelig rapgræs (Poa trivialis L.) Almindelig rapgræs er et græs, som ofte anvendes i blandinger med engrapgræs til plænebrug under alle forhold. Da almindelig rapgræs stiller meget specielle krav til miljø og vækstforhold, bør anvendelse begrænses til isåning under skygge på fugtige arealer. Morfologi Almindelig rapg ræs er et flerårigt, løst tuedannende græs med krybende, blad rige rodslående overjordiske udløbere, ofte også med nedliggende bladskud, der kan danne nye tuer. Bladlejet er klaplagt. Bladskederne sammentrykte, kølformede, normalt ru på grund af bagudrettede småhår. Forneden har bladskederne karakteristisk rødligpurpurfarve. Skedehinden 5-10 mm lang, tilspidset, ofte forsynet med randhår. Kraven er tydelig markeret. Auricler eller bladører mangler. De oprette bladskud har ret brede blade, 4--6 mm brede, tydelig køl, flade eller V-formede. De opstigende bladskud fra udløberne har smallere blade, 1,5-4 mm brede og kort skedehinde. Samtlige blade har tydelig lys fure på hver side af kølen. Ses tydeligt i hele bladets længde i modlys. Bladene er bløde med lysegrøn-gulgrøn farve. Bladene fra 3-20 mm lange med tydelig bådformet spids, bladene er ru i kanten. Blomsterstanden opret, aflang top ofte med lidt rødlig farve. Frøstængelen cm lang. Fremmedbestøver. Frøene ca. 2,5 mm lange. Tusindkornsvægt 0,3 g. Kromosomtal 2n = 14(15) - 28(27). Planternes udvikling Efter såning og spiring udvikler planterne sig kun langsomt. På grund af manglende konkurrenceevne trykkes planterne meget let i frøblandinger med aggressive græsarter. I udsåningsåret dannes mange korte og bladrige skud. Væksten og planterne er lavere end hos engrapgræs. Hovedparten af væksten foregår i foråret og først på sommeren. Efter klipning er genvæksten langsom, stammer fra tynde bladskud. Rodsystemet er meget fibrøst og ligger tæt i jordoverfladen. Rodsystemet er enårigt. På grund af det svagt udviklede rodsystem er tørke- og varmetolerancen meget dårlig især på sandjord. Det medfører, at græsset bliver brunt. Afmindelig rapgræs. Nedgang i antal bladskud giver udtynding i græsplænen, i alvorligere tilfælde visner hele græsplænen. De bløde blade og tynde stængler medfører, at slidstyrken er meget dårlig under forhold med stadig slid og færdsel. Frosttolerancen er god, og græsset har fin attraktiv bladfarve det meste af vinteren. Efter vinteren starter forårsvæksten ret hurtigt, meget hurtigere end hos engrapgræs. Skyggetolerancen er meget stor under forhold med rigelig gødning og fugtig jord. Udbredelse Almindelig rapgræs er af europæisk oprindelse og har fra Europa bredt sig over hele den tempererede vækstzone. Trives bedst under kølige vækstforhold med stor luftfugtighed og god vandforsyning. Græsset vokser i naturen på fugtige engarealer, permanente græsmarker i skovrydninger, langs skovstier. Har især forkærlighed for vækst under træer og på engarealer, hvor græsset kan stå i skygge under højere planter. Almindelig rapgræs foretrækker muldholdig jord i god gødningsstand og med rigelig vandforsyning, reaktionstal fra 6-7. Græsset træffes aldrig på let sandjord uden humus, eller på jord, som er udsat for lejlighedsvis udtørring. 51

44 Anvendelse Under visse bestemte miljøforhold og under visse bestemte forudsætninger kan almindelig rapgræs danne en smuk og ensartet græsplæne. Disse forudsætninger er meget vand og gødning og megen pleje. Dets praktiske anvendelse er begrænset til udsåning under kølige, fugtige og skyggefulde vækstforhold. Gerne på arealer, der ofte står under vand. Almindelig rapgræs kan med % af frø mængden indgå i blanding med engrapgræs og rødsvingel, under visse forhold også med kamgræs, til udsåning under skyggefulde forhold. Almindelig rapgræs anvendes ofte til udsåning under frugttræer. Den meget lyse bladfarve hos almindelig rapgræs kan undertiden give farvenuancer på baggrund af de mørke bladfarver hos engrapgræs, rødsvingel og kamgræs. Almindelig rapgræs har absolut ingen anvendelse på sportsplæner, vejskråninger, rabatter m.m., eller på arealer udsat for slid eller færdsel. Pleje og pasning Under forhold med meget skygge bør almindeh" rapgræs ikke klippes under 3,5 cm. På åbne arealer tåler græsset klipning ned til 1,5 cm højde. På arealer med høj fugtighed og lav klipning kan græsset være ret aggressivt. Omsætningsgraden i det afklippede græs er høj, så risikoen for ophobning af dødt uomsat materiale er ret begrænset. Kvælstofforsyningen bør ligge fra g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i vækstsæsonen. I tørkeperioder må almindelig rapgræs ubetinget vandes, hvis det skal have chancer for at overleve. I efterårstiden må afklippet græs og nedfaldent løv fjernes mindst 1 gang om ugen. Græsset angribes meget almindeligt af bladpletsyge (Helminthosporium), rust (Pucclnia), sneskimmel (Fusarium og Typhula). Ved ukrudtsbekæmpelse må man være opmærksom på, at almindelig rapgræs skades lettere af midler som 2.4 D end engrapgræs. 52

45 Fladstrået rapgræs (Poa compressa L.) Fladstrået rapgræs er en græsart, som med mellemrum dukker op i forslag til frøblandinger til udsåning på vejskråninger, rabatter og andre extensivarealer. med korte sammentrykte grene, toppen er ofte ensidig. Rodsystemet ret dybt og flerårigt. Frøene er små kornsvægt = 0,20 g. Kromosomtal 2n = Frødannelsen er apomiktisk. Planternes udvikling Efter etablering danner fladstrået rapgræs en ret åben og dårlig sammengroet græsplæne med lav skudtæthed. Det nederste Internodie er ca. 2 cm langt, det medfører, at bladskuddets vækstpunkt kommer til at sidde ret højt, hvorved en stor del af bladmassen fjernes ved klipning af græsset. Selv om fladstrået rapgræs har mange underjordiske udløbere, bliver græsplænen aldrig så tæt som hos engrapgræs. Bladene er kortere med blågrøn farve, som holder sigwinteren igennem. Persistensen er god. Tørketolerancen og varmetolerancen er bedre end hos engrapgræs. Slidstyrken er kun middel. På normal jord er planterne ikke aggressive overfor andre græsarter. På jord med lavt reaktionstal kan græsset blive aggressivt I blanding med engrapgræs. Genvæksten efter klipning er meget dårlig. Fladstrået rapgræs. Morfologi Fladstrået rapgræs er flerårig med udbredt vækst og lange tynde udløbere, der danner korte oprette blade. Bladlejet er klaplagt. Bladskederne er stærkt sammentrykte, kølformede, flade, glatte, splittede med glasklar margin. Skedehinden 0,5-1,5 mm tynd og afrundet. Auricler eller bladører mangler. Bladpladerne er flade eller V formede med tydelig køl, 1-3 mm brede og 2-12 cm lange, stive, med bådformet bladspids. De lyse furer på hver side af mldterribben er tydeligt markeret. Bladene er ofte ru I kanten. Bladfarven er karakteristisk blågrøn, kan dog I perioder med varmt og tørt vejr antage gråligt skær. Frøstængelen er opret eller stærkt knæbøjet forneden, tynd, de nederste internodier stærkt sammentrykte. Stængelen er glat, cm lang med 4-6 nodier. Toppen smal, oval eller aflang Udbredelse Fladstrået rapgræs findes naturligt udbredt I Europa og Sydvestasien. Harstorforkærlighed for Infertlle og tørre jorder med reaktionstal fra 5,0-6,5. Findes meget ofte på snefattige og solrige skråninger. Iblandt også på kalkagtige områder. Udsået trives fladstrået rapgræs såvel på dårligt drænet lerjord som på veldrænet grov sandjord. Bliver ofte dominerende på arealer med lav gødningsstatur, dvs. jord fattig på kvælstof-fosforkali. Fladstrået rapgræs er typisk ruderat plante på tørre arealer og i kanten af nåleskove. Anvendelse Anvendelse af fladstrået rapgræs er begrænset til extenslve arealer, vejskråninger, rabatter og lignende arealer, hvor græsset ikke skal klippes. Udsåes ofte I blanding med rødsvingel, stivbladet svingel og fåresvingel. 53

46 Anvendes aldrig til græsplæner på grund af det højtsiddende vækstpunkt som betinger en kllppehøjde på 8-10 cm, hvis græssetskai overleve og have genvækst. Selvom græsset er typisk magerbundsgræs, reagerer fladstrået rapgræs på kvælstoftilførsel. Tilførsel af g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned I vækstsæsonen kan være passende. Fladstrået rapgræs angribes ofte af bladpie, syge (Helminthosporium), kimskimmel (Pythium), rust (Puccinellia). 54

47 Lundrapgræs (Poa nemoralis L.) Lundrapgræs findes i ældre beskrivelser ofte anbefalet til græsplæner under skygge, men da lundrapgræs ikke tåler klipning, har græsset ingen værdi til isåning i plæner, der skal klippes. Morfologi Lundrapgræs er et flerårigt græs, som danner løse tuer, der er ingen tendens til udløberdannelse. Bladlejet er klaplagt, bladskederne er trinde og glatte og meget korte. Skedehinden kort 0,5 mm og lige afskåret. Bladkraven pludselig bred, næsten hjerteformet. Bladene jævnt tilspidsende 5-12 cm og 1-3 m brede, meget bløde. Frøstænglerne op til 100 cm høje. Bladene står oftevinkelret ud fra stængelen. De for alle rapgræsser så karakteristiske lyse striber på hver side af kølen er kun synlig i spidsen af bladet. Toppen er lang og nikkende med kun få småblomster. Frøet er småt kornsvægt 0,24 g. Kromosomtal 2n = (42). Planternes udvikling Lundrapgræs er det rapgræs, som spirer langsomst af alle rapgræsser. Spiringsliden efter såning 17 dage. Efter spiring etablerer planterne sig meget langsomt. Som oftest vokser græsset i tuer, kun sjældent med udbredt vækst. Udsået i renbestand vokser planterne aldrig sammen til en tæt plæne. Der etableres kun stængeldannende tueformede enkeltplanter. De ældre planter påbegynder væksten meget tidligt om foråret, tidligere end de øvrige rapgræsser. Stængeldannelse og blomstring er tilsvarende tidlig. Frøstænglernes blade visner hurtigt. Planternes konkurrenceevne er meget dårlig, og genvæksten efter klipning er nærmest lig O. Der kan være variation i planternes udvikling og morfologi. Udbredelse Lundrapgræs er af europæisk oprindelse. Findes jævnt fordelt over Europa fra havoverfladen til ret højt i alperne. Foretrækker især frisk til let tør lerrig muldjord, gerne stenet, med reaktionstal 6-7. Findes oftest i kanten af bøgeskove eller i blandet bevoksning af løvtræer, langs skovstier, i skovrydninger. Aldrig sammen med nåletræer. Skyggetolerancen ret god. Frosttolerancen god. Anvendelse Da Lundrapgræs ikke tåler klipning, har det ingen praktisk anvendelse som plænegræs, heller ikke under skyggeforhold. Kan evt. anvendes i blanding med almindelig rapgræs og kamgræs til isåning på arealer, hvor græsset ikke skal klippes. Frøet må importeres. Sygdomstolerancen er ret god, men græsset angribes ofte af rust (Puccinia). 55

48 Enårig rapgræs (Poa annua, L.) Enårig rapgræs er med sin kosmopolitiske karakter også betegnet som den hvide mands følgesvend. Enårig rapgræs findes fra polarcirkelen til varmt tempererede områder, kun i tropeområderne findes enårig rapgræs ikke. Enårig rapgræs forekommer som enårige former med opret tueformet vækst, eller som flerårige former med nedliggende eller krybende vækst. De nedliggende stængler kan være rodslående ved nodierne. Denne variation i vækstformen skyldes oprindelsen af enårig rapgræs. Enårig rapgræs er en amphidiploid hybrid mellem Poa infirma H.B.K., som er enårig, og Poa supina Schrad, som er flerårig. Den enårige oprette form danner mange frøstængler og meget frø. Det dannede frø kræver altid frøhvile, inden spiringsprocesserne kan sættes i gang. De flerårige former danner mange bladskud og kun få frøstængler. Det dannede frø kan spire uden frøhvile. Morfologi Bladlejet er klaplagt. Bladskederne sammentrykte. Skedehinden 1-3 mm lang og tilspidset, kortest på de nedre blade og længst på de øvre blade. Kraven er middelbred og tydeligt delt af midterribben. Auricler mangler. Bladene er V-formede, normalt lysegrønne, men mørkegrønne forekommer. Bladene er glatte, bløde og bådformede. Ved gennemfaldende lys ses to gulgrønne striber langs midterribben i hele bladets længde. Bladsiderne er parallelle. Bladet er karakteristisk rynket på tværs af bladet. Biadundersiden er mat. Tusindkornsvægt 0,3 g. Kromosomtal 2n = 28. Enårig rapgræs er fremmedbestøver. Bladbredden varierer fra 2-5 mm med gennemsnit på ca. 3 mm. Bladlængden er meget uensartet, den varierer fra 8 til 72 mm. Planterne kan opdeles i former med smalle og korte blade og former med lange og brede blade. Den opretvoksende form synes at have smalle og korte blade. De nedliggende eller krybende former har brede og lange blade. På sportspladser findes især de sidste former med mørkegrøn bladfarve. Disse former har tillige ret stort rodsystem med rødder til ca. 20 cm dybde. Persistens, levetid. Den dårligste persistens med dårligste vinterhærdighed finder man i den form, der har opret tueformet vækst. Det er den form, der ligner ophavet, Poa infirma. De kry- Enarig rapgræs. bende former er mere persistente og vinterhærdige, disse former ligner ophavet, Poa supina. Persistensen er således arveligt betonet, men i høj grad også påvirket af miljøforholdene og af planternes alder. De unge planter udvikler mange bladknopper fra midten af tuen. I de ældre tuer udvikles kun få blad knopper og altid fra de yderste bladskud i tuen. Den generative udvikling. Den meget stærkt forskellige generative udvikling, der findes mellem forældrene Poa infirma og Poa supina, kon. mer meget tydeligt til udtryk i Poa annua, enårig rapgræs. Den oprette tuedannende form har ofte 3-4 generationer om året, medens de lavtvoksende krybende former kun har 1-2 generationer. De enårige overvi ntrende planter har begyndende stængeldannelse sidst i april. De flerårige planter har begyndende stængeldannelse først i maj. På grund af synlige morfologiske forskelle mellem de forskellige planteformer synes det naturligt at opdele enårig rapgræs i flere underarter. Var. erecta forekommer kun i mindre udstrækning og hovedsagelig i middelhavsområdet. Planterne har tydelig opret, tueformet vækst, der dannes kun få, små blade med lysegrøn bladfarve. Planterne er kun enårige. 56

49 Pba annua ~~ var. erecta var. reptans /~ var. pauciflora var. typica /\ /~ f. perennans f. tenuis f. praecox f. serotina Planterne med de nedliggende stængler har større regenerationsevne, fordi nogle af formerne er I stand til at danne nye småplanter ved de rodslående nodier. Da planterne ofte har korte stængler, opstår der former med tæt sammentrykt, dværgagtig vækst. Denne plantetype ligner tydeligt en allerede beskreven underart, Poa annua var. reptans Haussknecht, her betegnet var. reptans. Da var. reptans i mange egenskaber udviser ret stor spredning, har det været formålstjenligt at opdele underarten i to nye underarter var. pauciflora og var. typlca. Var. pauciflora er påfaldende smalbladet med lav og tæt bladvækst, denne underart danner kun ganske få frøstængler, denne manglende egenskab synes I høj grad at være påvirket af gødningsforsyningen. Den dværgagtige vækst i var. pauciflora er enten meget kompakt og ligner med den lave vækst, der ofte er under 10 cm, meget Poa suplna, eller væksten kan være meget spinkel og svag. Den kraftige vækst har af alle formerne den største pers1stens og levetid, denne form betegnes som f. perennans. Den kraftige rodvækst og de mørkegrønne blade tyder på meget høj vitalitet i disse lavtvoksende planter. Den anden form har meget korte, tynde og spinkle blade og svagt rodsystem, tillige er genvæksten i denne form meget dårlig og persistensen tilsvarende dårlig. Denne type planter benævnes f. tenuls. Var. typlca har mere kraftig og opret vækst end var. pauciflora, samtidig er bladene længere og bredere, der dannes flere småaks og flere småblomster. De to former adskiller sig I pers1stens ikke fra hinanden. Var. typica opdeles også I to former med forskellige egenskaber. F. praecox, som har meget tidlig forårsvækst, har trods stor stængeldannelse alligevel kraftig vegetativ bladvækst. F. serotina er 3-8 uger senere i forårsvækst end f. praecox, således at f. serotina kun har en til to generationer I løbet af et år, udviklingen og væksten er mere vegetativ end generativ, og persistensen tilsvarende stor. Planternes udvikling Ved spiring dannes som regel 3-4 kimrødder. SIden udvikles lange forgrenede bi rødder, 0,2-0,4 mm tykke og meget trækfaste. BIrødderne udvikler I fugtig jord mange rodhår, I tørkeperioder formindskes rodnettet meget stærkt, og rødderne bliver svage. Planterne har meget kort vegetationsperiode og kan blomstre næsten uanset dagslængde. De meget nordlige former formår undervisse forhold at spire, blomstre og danne frø delvis under snedækket. I græsplæner kan der dannes frøstængler, selvom klippehøjden kun er 6 mm. Nogle underarter har 3-4 generationer om året. Et frø udvikler sig til frøpærende plante I løbet af 8-1 Ouger. En plante kan I perioden fra ca. 1. maj til ca. 1. august producere op til 400 frø. Frøet modnes meget hurtigt, allerede '1-2 dage efter bestøvning kan der være dannet levedygtigt frø. Frøets fremspiring er hurtigst i fugtige kølige perioder I eftersommeren, den næstbedste spiringsperiode er det sene forår, når temperaturen er ca 'C. Regenerationspotentialet i planterne er meget dårligt, men stor frø reserve i jorden kompenserer herfor, så nyetablering af planter er meget stor. Planternes udbredelse Enårig rapgræs vokser bedst på fugtige lerholdige muldjorder med højt fosforindhold og reaktionstal fra 5,5 til 6,5. Det overlever på grovere sandjorder blot vandforsyningen er tilstrækkelig. 57

50 Tolerancen mod extreme temperaturer er meget dårlig, og enårig rapgræs fryser meget ofte væk ved temperaturer på -3 til _6 C. ligeledes er tolerancen mod høje temperaturer også dårlig, planterne dør meget ofte på grund af varme og ikke altid på grund af tørke. Det bedste vækstområde er skyggefulde og fugtige steder. Enårig rapgræs tåler, på grund af sit flade rodsystem, at vokse på komprimeret jord, når blot der er passende fugtighed. Bliver græsset oversvømmet, dør det i løbet af få dage, især ved høj temperatur. Dækkes det af is, forsvi nder det i løbet af dage. Enårig rapgræs har fantastisk evne til at drage fordel af andre græsarters svaghed, og ved fejl i græsplænernes pleje og pasning. Det er måske ikke altid konkurrenceevnen med andre græsarter, der gør enårig rapgræs dominerende, det er nærmere dets evne til at gro under forhold, som er skadelige for de udsåede græsarter. Enårig rapgræs invaderer græsplænen på det svageste sted, ofte der, hvor græsset er svagt efter en eller anden stressperiode, eller der, hvor græsset har været eller er skadet efter slid, svidninger, sygdom eller skadedyr. Det har en fantastisk evne til at invadere alle intensivt passede græsplæner i løbet af 3-5 år. Da græsplæner med meget enårig rapgræs udtyndes stærkt i sommertørken og efter frosten om vinteren, da slidstyrken er dårlig, og da græsset angribes af alle de plantesygdomme, der findes, må man sige, at enårig rapgræs er en vældig plage i vore græsplæner. Under mange forhold kan man blive nødt til at leve med græsset, gælder især på golfgreens, hvor græsbestanden ofte er 100 % enårig rapgræs. Enårig rapgræs fremmes af tæt klipning. Se tabel Klippehøjdens indflydelse på skudvægt og skudantal i enårig rapgræs ved vækst i engrapgræs KlIppehøjde Skudvægt cm mg tervægt Skudantal ,4 2,3 2,5 26, ,8 24,0 2, ,8 6, ,3 Enårig rapgræs synes at trives bedst ved klippehøjden på 2,5 cm. Enårig rapgræs er en af de mest udbredte ukrudtsarter i græsplæner. Gennem årene er der sagt og skrevet meget om dette græs. Som regel opgiver man at bekæmpe græsset og søger i stedet at leve med græsset. Nogle har haft succes i så henseende, andre har ikke haft succes, måske på grund af ukendskab til enårig rapgræs. lavt højt lokalitet klippet klippet forskel l Total Gennemsnit Antal planter af enårig rapgræs i lavtklippet og højtklippet græs. Antal planter bestemt i græstørv med diam. 3,8 cm. Hvorledes bevarer man Poaannua? Poa annua er et kontroversielt græs på alle al al er, hvor der stilles krav om jævn og tætklippet græs som f.eks. på golfgreens. Enårig rapg ræs blevet stort problem på golfgreens, da man begyndte at vande og klippe græsset meget kort. Det var meget hurtigt til at sprede sig, og greenkeeperen var glad for græsset, fordi det gaven meget fin, tæt spilleoverflade i flere måneder om året især om foråret og om efteråret. Det kan danne en plæne, der trives vel ved tæt klipning fra ca. 3 mm. Det giver en passende frømængde selv ved lav klipning og kan dermed vedligeholde sig selv. Det gror såvel i sol som i skygge, det gror under fugtige jordbundsforhold, det er hurtigt til at spire, det er hurtigttil at genetablere en tæt græsbestand, når de rigtige forhold findes. Dets oprette vækst»gør golfbolden let at spille«. Poa annua begynder væksten ret tidligt om foråret. Derfor må græsset vises specielle hens, lige fra foråret. 1) Vanding må påbegyndes tidligt om foråret og også i det tidlige efterår. 2) I sommertiden, når det er varmt, mådervandes dagligt, bedst tidligt om morgenen. 3) Der tilføres gødning tidligt om foråret, helst med små jævne mellemrum. Der må tilføres fosfor ved hver gødskning. 4) ph bør ligge ved 5,5 til 6,5. 5) Arealet bør behandles, så man fremmer frøets spiring. Kimplanter og unge planter har større stress-tolerance end gamle planter. Plænen bør klippes tæt forår og efterår for at give græsset bedre spiringsbetingelser. 58

51 6) Der må udarbejdes et fast program til kontrol af sygdomme og skadedyr såvel om sommeren som om vinteren. Poa annua er meget modtagelig for sneskimmel såvel fusarium som tyhulla. 7) Der må udvises særlige hensyn, hvis man skal sprøjte mod ukrudt. 2,4 D (Dicotox D, Herbatox) - 2,4,5 T - Dicamba bør ikke anvendes. 8) Ved vanding kan anvendes afspændingsmidler. I de nordlige dele af Nordamerika og i Canada har Greenkeepere udviklet et program, som gør det muligt at leve med enårig rapgræs. Der findes nogle vækstreguleringsmidler, som kan forlænge den vegetative vækstperiode og dermed hjælpe enårig rapgræs over sommerens vækstdepression. Et af midlerne er et auxininhibotor. TIBA = triiodoberzocisyre tilført i p.p.m. på engrapgræs og enårigt rapgræs, op til7 uger efter såning. Der er tydelig effekt på skuddannelsen. TIBA giver ingen lethal skade på engrapgræs. En dosis på 1000 p.p.m. fremmer dannelsen af bladskud. Den største effekt opnås ved den seneste behandling, dvs. behandling med 1000 p.p.m. ca. 8 dage før de første frøstængler viser sig. TIBA og andre lign. auxininhibitorer kan forøge skuddannelsen og den vegetative vækst i enårig rapgræs. Bekæmpelse af enårig rapgræs Der findes i Amerika især en masse kemikalier, som anvendes til bekæmpelse af enårig rapgræs. Anvendelse af de forskellige kemikalier må foretages under hensyn til de græsser, som indgår i frøblandingen. De herbicider, der anvendes før græssåning, må udvælges, så de skader de planter, der skal gro på arealet, mindst muligt; tilførsel af herbicider må ske i forbindelse med tilberedning af såbedet, og der må tages forholdsregler til at vedligeholde plænearealet i god kondition. Bensulide er bedst, hvor krybende hvene skal sås, medens midler som Benefin og D.C.P.A. er bedst, hvor der skal sås engrapgræs. Der må vælges et tidspunkt for behandling, hvor enårig rapgræs har optimal spiring. Bromacil er anvendt mod enårig rapgræs med stor succes på arealer for såning af engrapgræs. Endothall har i væksthus givet gode resultater ved bekæmpelse af enårig rapgræs, men i marken varierer resu Itaterne meget, afhængig af behandlingstidspunktet. Behandling med 1,1 kg/ha eller derover har forårsaget svidning ved behandling om sommeren og i det tidlige efterår, men engrapgræs overlever selektivt i løbet af 3--4 uger. Krybende hvene kan skades ved denne behandling, alle enårige rapgræsplanter dør, men nye planter kan komme ved nyspiring. Granuleret Endothal kontrollerer enårig rapgræs i såvel eng rapgræs som krybende hvene. Dosis er imidlertid afhængig af jordens textur, indhold af organisk materiale og af arten af enårig rapgræs. Po-san (en blanding af MH30 og Chlorflurenol) formindsker eller hæmmer dannelse af frø i enårig rapgræs. Ca-arsenat og blyarsenat anvendes meget, men det har kun teoretisk interesse, da disse midler er forbudte her i landet. Man bør være opmærksom på de midler, der bekæmper enårig rapgræs, især Bensulide og Benefin giver en halvering i trækstyrken i eng rapgræs, midlerne bør derfor ikke anvendes i arealer, der skal anvendes til skæring af græstørv. Når behandling er foretaget om foråret, er rods/agning med Bensulide formindsket med 40 % og med Siduron 20 %. Behandling en måned før skæring giver en reduktion på 60 % med Bensu Iide og Terburol og med 30 % for Siduron. Enårig rapgræs i plæner sammensat af rødsvingel og engrapgræs kan bekæmpes med Tribunil. Der anvendes 3,0-3,5 kg Tribunil i 400 I vand pr. ha. Bedste behandlingstid er medio september. Tribunil bør ikke anvendes på de letteste sandjorder, eller på vandlidende fugtige humusjorder. Amerikanske forsøg viser, at enårig rapgræs i h vene reduceres såvel i planteantal som i antal frøstængler, når der tilføres 185 kg S pr. ha. Endnu større reduktion fås, når der tilføres 292 kg N pr. ha foruden den nævnte S-mængde. 59

52 Svingler (Festuca sp) Svingelgruppen er en stor slægt, som omfatter over 100 arter. Disse mange forskellige arter varierer i persistens, vækstform, bladform og dermed også i egnethed til plænebrug. De Emårige arter betragtes som ukrudtsg ræsser, medens en del af de flerårige er meget værdifulde plænegræsser. Vi forventer, at arterne i Genus Festuca bliver fremtidens dominerende plænegræs. I Festuca finder man de fleste af de egenskaber, som er ønskelige i en førsteklasses græsplæne, dvs. stor skudtæthed, god bladfarve, lavt vandbehov, lave gødningskrav, stor skyggetolerance og lave krav til klipningshyppigheden. Nogle rødsvingler (især dem uden udløbere, samt strandsvingel) har acceptabel slidstyrke. To principielle faktorer er dårligere i rødsvingel end i engrapgræs. 1) De gode egenskaber findes i enkeltplanter, og da rødsvingel er fremmedbefrugter, er egenskaberne vanskelige at samle i en bestemt sort. 2) Sygdomstolerancen er gennemgående for lav. Svinglerne hører naturligt hjemme i områder med milde vintre og kølige somre, men de fleste arter har dog ganske udmærket tolerance mod såvel kulde som varme. Nogle arter er i besiddelse af stor tørketolerance og har kun ringe krav til jordbund og gødning. Disse arter har alle håreller børsteformede blade, idet bladrandene er indrullede. Denne bladform står i forbindelse med de naturlige voksesteder for disse arter, tørre sandjorder, strandarealer, bakker og lign. arealer. Ved indrulning af bladkanten opnår planten, at de sartere dele af bladet, hvor spalteåbningerne findes, beskyttes mod for stærk fordampning. Planter med denne bladform er Xerophyter og har meget stor tørketolerance. Svingelarterne med denne bladbygning er meget værdifulde plænegræsser og finder tillige an, vendeise som vedvarende vegetation på extensi f arealer. De svingelarter, der under vore vækstforhold finder størst anvendelse er: Rødsvingelarterne, Festuca rubra sp. Stivbladet svingel, Festuca duriuscula. Fåresvingel, Festuca ovina. Svinge/arter. Fra venstre mod højre: Rødsvingelpfante 1 år gammel. Rødsvingefplame 2 ar gammel, bemærk udløber med ny plante. Stivbladet svingel. Fåresvingel- 60

53 Rødsvingelarter (Festuca rubra sp.) Ved nærmere undersøgelse af rød svingel finder man, at der kan skelnes mellem to typer af rødsvingel baseret på tilstædeværelse af udløbere og mangel på udløbere. Rødsvingel med udløbere har enten 56 eller 42 kromosomer. Rødsvingel uden udløbere har altid kun 42 kromosomer. Undersøger man arterne af rødsvingel med udløbere, finder man, at nogle arter har korte og tynde udløbere og 42 kromosomer, medens andre arter har lange og tykke udløbere og 56 kromosomer. I året 1753 udgav den svenske botaniker Carl von Unne sit Species Plantarum, hvor han ved et binominalsystem bragte en vis form og fornuft over den botaniske forvirring, der hidtil havde hersket. Den beskrivelse af rødsvingel, som Linne gav, passer til arten med 56 kromosomer og med lange og tykke udløbere, den art, der kaldes Festuca rubra var. rubra. Den rødsvingelart, der har 42 kromosomer og korte og tynde udløbere, er beskrevet af den franske præst og botanikerj.f.g. Ph. Gaudin i Gaudin kaldte arten Festuca rubra var. trichophylla. Den samme beskrivelse er foretaget af Hackel i Der er tilsyneladende god forbindelse mellem Unnes beskrivelse af rødsvingel fra 1753 og Gaudins fra Den engelske botaniker C. E. Hubbard undersøger i disse år hele systemet indenfor rødsvingel. Han fastslår, at rødsvingel med 42 kromosomer og korte udløbere, således som han ser dem, ikke er ssp. trichophylla, et græs der vokser i fugtige enge i Schweiz og i Pyrenæerne, men i stedet en kysttype var. litoralis. Rødsvingel med korte udløbere og 42 kromosomer betegnes derfor i England som Festuca rubra L. var. litoralis (Meyer) Auguier. Man kan undre sig over den manglende beskrivelse af rødsvingel hos Unne. Til hans undskyld" ning må siges, at den kønnede formering hos planten ikke var kendt i Tillige var man heller ikke på dette tidspunkt i besiddelse af mikroskoper med så stor forstørrelsesevne, at man kunne finde kromosomerne i planternes celler. Unnes fejl var sikkert, at han ikke undersøgte ensartetheden af fænotypen eller kontinuiteten af den geografiske udbredelse. Kromosomstudier har senere afsløret, at der ligger mange flere skjulte processer bag frødannelse, end Unne troede og havde mulighed for at undersøge. Når planter vandrer mod nord, stiger kromosomtallet. Højere polyploiditrin fremviser meget ofte større evne til vegetativ formering, udløberdannelse og/eller større persistens under givne betingelser, med stigende ploid'ltrin synes også kravene til mere fugtig jord at stige. Lavere ploiditrin synes at foretrække tørre voksesteder. Rødsvingel med 56 kromosomer stiller da også gennemgående større krav til fugtighed og gødskning end rødsvingel med 42 kromosomer. Når planter sættes under stress, synes evnen til udløberdannelse at stige. Fest. rub. L. var. com. Gaud. Hack, som vokser inde i landet, har 42 kromosomer og ingen udløbere. I kystegne, hvor grundvandet kan være lidt salt, og hvor der ofte optræder havgus, forekommer Fest. rub. L. var. trichophylla Gaud. og var. litoralis med 42 kromosomer og korte udløbere. Ved stranden, oppe i klitsandet, hvor vækstforholdene er meget dårlige, findes Festuca rubra L. var. Arenaria, Fries eller som arten også ofte kaldes Festuca juncifalia (st. Amans) med 42 kromosomer og meget lange og tynde udløbere, denne art danner meget løse tuer. Uden større værdi som plænegræs. En adskillelse af de to arter rødsvingel med varierende kromosomtal og udløbertendens synes retfærdig på grund af de mange iøjnefaldende forskelle såsom kromosomtal, plantehøjde, skudtæthed, vokseområde, tolerance mod tæt klipning, færdsel, extreme klimatiske forhold, rodnettets størrelse etc. Klassificering af rødsvingel bliver i henhold til ovenstående derfor: Festuca rubra L. var. ru bra (lange udløbere, 56 kromosomer). Festuca ru bra L. var. trichophylla, Gaud. (korte udløbere, 42 kromosomer). Festuca rubra L. var. litoralis (Meyer) Auguier. (korte udløbere, 42 kromosomer). Festuca rubra L. var. commutata, Gaud. Hack (ingen udløbere, 42 kromosomer). Endvidere Festuca duriuscula L. (Ingen udløbere, 42 kromosomer). Festuca ovina L. (ingen udløbere, 14 eller 28 kromosomer). 61

54 Bladfæste og frø af rødsvingel. Rødsvinglerne er værdlfu Ide plænegræsser, ikke alene på grund af bladfarve og textur, men også på grund af græssernes evne til at overleve under tørre forhold I skygge under træer eller på lette jorder, hvor de fleste andre græsser normalt forsvinder. Ved vækst under forhold med reduceret lysmængde må man imidlertid forvente, at græssets kvalitet og slidstyrke samt skudtæthed er mindre end ved vækst under gode lysforhold. Rødsvingel har dog også visse svagheder. Langvarig sommervarme koblet sammen med belastning og vandlidende jord giver græsset meget dårlige overlevelsesvilkår. Lav klippehøjde og stor kvælstoftilførsel formindsker tillige overlevelsesevnen. Tillige er restitutionspotentialet især i de tuedannende græsser ret lavt, hvilket medfører, at sammengroningen af døde eller nedslidte pletter er meget dårlig. Rødsvingel med lange udløbere (Festuca rubra L. var. rubra). Morfologi Et flerårigt græs med lange udløbere, som danner en ret løs og åben plæne. Rødsvingelarten har extravaginal skuddannelse og dermed stor bredningsevne. Bladskederne er rørformede, hele og afrundede bagtil, den nederste del af bladskeden er ofte håret med rødlig basis, medens den øvre del er glat. Skedehinden er meget kort, 0,2-0,5 mm. Bladene er klaplagte I bladlejet. De udviklede blade er nærmest børsteformede med kort spids, fra cm lange, foldede eller tæt rullede 1,0-1,5 mm brede, med udpræget køl og 5-7 tydelige skarpkantede ribber. Bladene på frøstængelen er flade og ca. 2 mm brede, grønne til grågrønne og glatte på undersiden. Frøstænglerne er oprette eller opstigende, ret tynde med 2-3 knæ og glatv Blomsterstanden er opret eller svagt nikkendeil fra 3 - ca. 15 cm lang, ofte med rødlig til violet farve, ofte også grønlig top. Kromosomtal: 56. Den gennemsnitlige tusindkornsvægt, ca. 1,6 gram, er større end for de øvrige svingelarter her omtalt. Planternes udvikling Ved etablering af planter gennem frø er væksten umiddelbart efter spiring tæt korrelleret med frøets spireevne og med frøstørrelsen. Det medfører, at Fest. rub. var. rubra har hurtig etablering efter spiring. Der dannes et stort og kraftigt rodnet med dybe fibrøse rødder. Denne rodudvikling gør planterne meget tolerante mod tørke. Den vertikale bladvækst er forholdsvis langsom, ikke så hurtig som hos raigræs, men hurtigere end de øvrige rødsvingler og engrapgræs. Som tidligere nævnt har planterne extravagir bladvækst og danner lange underjordiske udløbe' re. Dette medfører, at bredningsevnen er ganske god, nårvækstbetingelserne er lorden. Sået i renbestand danner rødsvingel m. lange udløbere en ret løs plæne med skud pr. m'. Bladfarven er friskgrøn, I en tør og varm periode ændres farven henimod det blågrå spektrum. Væksten er ret tidlig om foråret og afsluttes ret sent om efteråret. Det første år efter såning kan planterne under visse forhold være ret aggressive, men efter to års forløb er de meget fordragelige. Persistensen er god, og planterne kan have ubegrænset levetid, selvom kuldetolerancen og varmetolerancen er mindre end hos de øvrige rødsvingelarter til pi æ nebrug. Perslstensen er afhængig af pleje og pas- 62

55 ning. Restitutionspotentialet er middelgod, men slidstyrken er dårlig. Når rødsvingel med lange udløbere får lov at vokse uklippet, vil den større vertikale bladvækst bevirke, at den i blanding med andre rødsvingelarter vil dominere over disse deførste år. I løbet af få år vil tendensen dog skifte, og andelen af rødsvingel med udiøbere vil formindskes, især hvis arealerne ikke tilføres gødning. Kravet til vernalisering er forholdsvis ringe, og rødsvingel med lange udløbere hører hjemme blandt de græsser, der tidligst træder ind i den generative fase, der giver sig udslag i gennemskridning og stængeldannelse og dermed dårligere plænekvalitet. Det første år efter såning er stængeldannelsen størst, især hvis plantebestanden er dårlig. Blomstring og pollenspredning finder sted sidst på eftermiddagen, planterne er normalt selvsterile, men en vis grad af selvbestøvning kan forekomme. Udbredelse Rødsvingel m. lange udløbere er et af pionergræsserne i revegetering af sand og grusarealer, f.eks. ved strande og i grusgrave. Rødsvingel trives bedst på magre jorder med lav fertilitet og lav ph. Græsset trives kun dårligt på vandlidende jord, hvorimod tørketolerancen er stor. Den vegetative vækst under skyggeforhold er større end for de fleste andre græsser. Salttolerancen er middelgod. Anvendelse Rødsvingel med lange udløbere har kun ringe anvendelse til græsplæner. Klippetolerancen og slidstyrken er dårlig. Græsset egner sig bedst som vegetation på extensivarealer, vejskråninger, rabatter, strandarealer, hvor sandflugten er gået i stå. Duer ikke tu vandlidende jord. Denne art rødsvingel har tidligere været meget anvendt, men spiller i dag kun en mindre rolle. Der findes ingen sorter af denne art optaget på listen over anerkendte græsser til plænebrug. Pleje og pasning Græsset kræver kun ringe pleje og pasning. Klippehøjden bør ligge på 3-4 cm. Græsset mister hurtigt farven, hvis der anvendes for megen kunstig vanding. Vertikalskæring med passende mellemrum kan være ønskelig, da omsætning af de døde blade er dårlig på grund af stort indhold af lignin. Gødning Gødningskravet er ret lavt. 2 kg kvælstof pr. 100 m 2 er tilstrækkeligt. Bladenes indhold af P og K er normalt ikke ret højt, og kravene til disse gødninger er derfor lave, men dog alligevel højere end hos de øvrige rødsvingelarter. Sorter I årene er der gennemført forsøg med rødsvingel til plænebrug; i disse forsøg fandt man ingen sorter af rødsvingel med lange udløbere værdige til optagelse på listen over græsarter og sorter anerkendt til plænebrug. Rødsvingel med korte udløbere (Festuca rubra L. var. trichophylla, Gaud Festuca rubra L. var. litoralis (Meyer) Auguier) Morfologi Tæt tuet flerårigt græs med korte og tynde udløbere og 42 kromosomer. Arten har extravaginal skuddannelse, men bredningsevnen er ret minimal. Bladene ofte børsteformede. Bladbredde 0,8-1,4 mm. Skudtætheden er meget stor, og man finder ofte op til bladskud pr. m 2. Bladfarven er normalt mere friskgrøn i hele vækstperioden end hos de øvrige svingeltyper, tillige ser man ofte, at den grønne farve beholdes om vinteren. Rodnettet er kraftigt. Tusindkornsvægten ligger gennemsnitlig på 1,1 gram. Arten forveksles ofte med Festuca rubra var. commutata, Gaud. Hack, og bortset fra dannelsen af udløbere og den udtalte grønne bladfarve i vintertiden hos Fest. rub. L. var. trichophylla Gaud. eller var. litoralis ligner de to arter hinanden. Planternes udvikling Se under rødsvingel uden udløbere. Udbredelse Planterne af denne art findes ofte voksende vildt i nærheden af stranden og på strandenge, sjældent inde i landet; dette medfører, at rødsvingel med korte udløbere ofte har meget stor salttolerance. Det synes som om den naturlige udbredelse ikke strækker sig udpræget langt mod nord i Skandinavien, og kuldetolerancen er stort set heller ikke så stor som hos rødsvingel uden udløbere, selv om der findes variation fra sort til sort. Sorterne i 63

56 denne gruppe har mindre krav til jordbund og gødning end arten med lange udløbere. Anvendelse Festuca ru bra L. var. trichophylla Gaud. eller var. litoralis er et af vore allerbedste græsser til plænebrug, det danner selv i renbestand en meget tæt og ensartet græsplæne. Da klippetolerancen mod lav klipning er ganske god, anvendes denne art ofte til Golf-greens. På grund af den store salttolerance indgår arten med ganske stor andel i frøblandinger til vejrabatter og til parkarealer, hvor gangstierne behandles med salt i vintertiden. Sorterne af denne art indgår i frøblandingerne til alle prydplæner. Restitutionspotentialet er ret dårligt, slidstyrken kun lidt bedre ens hos arten Festuca rubra L. var. rubra med lange udløbere. Græsplænekvalitet hos rødsvingel m, korte udløbere Rødsvingel m. korte udløbere skulle kunne kombinere værdien af Fest. rub. com. uden udløbere med de almindelige typer af rødsvingel med lange kraftige udløbere, nogle sorter af typen m. korte udløbere er gode, andre er dårlige. Slidstyrke og genvækst Der foreligger ikke mange undersøgelser over slidstyrke og genvækst i rødsvingel, men generelt kan man sige: 1. Gode sorter af typen med korte udløbere har større slidstyrke og bedre genvækst end sorter med lange udløbere. 2. Dette skyldes fortri nsvis større skudtæthed, mere kompakte planter. En kompakt græsplæne modstår bedre slid end en åben. Regenerationen fra udløbere i planter med kraftige udløbere kan ikke kompensere for manglende tæthed. 3. Kompakte sorter af typen med korte udløbere vokser fint sammen med sorter af typen uden udløbere. 4. Nogle sorter af typen med korte udløbere er dårligere end sorter med lange udløbere. 5. Skudtætheden er ikke den eneste faktor i forbindelse med slidstyrke. Lav bladvækst Ved tilfældig klipning og moderat gødskning betegnes rødsvingel m. korte udløbere som meget lavtvoksende planter, medens rødsvingel med lange udløbere betegnes som højtvoksendetyper. Lav tilvækst og bladvækst er en egenskab, tillægger stor værdi ved f.eks. anvendelse skråninger og extensive arealer. Tolerance mod salt og tunge metaller Sorternes salttolerance har været undersøgt mange gange. Sorter indenfor typen var. trichophylla og var. litoralis har størst salttolerance, hvilket ikke kan forbavse nogen, når man tænker på oprindelsen (litoralis: Den der elsker havet). Sorter med lange kraftige udløbere følger næst efter, medens sorter uden udløbere har laveste salttolerance. Man kan dog ikke helt generalisere. Sæsonmæssige egenskaber Det er typisk for sorter af trichophylla og litoralistypen, at bladfarven er lysgrøn, ofte gulgrøn, I' året rundt, med en frisk grøn farve i vintertiden ug om foråret og igen i den tørre del af sommeren. Frosten kan give bladene et purpuragtigt udseende. Pleje og pasning Se under rødsvingel uden udløbere. Sygdomme Sorterne inden for denne art synes at have lidt større modtagelighed for angreb af rødtråd (Co r ticium fuciforme), selvom modtageligheden varierer fra sort til sort. Sorter I årene er der afholdt forsøg med græi ter til plænebrug. I forsøgene med rødsvingel ih. d korte udløbere deltog 21 sorter, af disse 21 sorter blev kun 6 anerkendt til plænebrug. Rødsvingel uden udløbere (Festuca rubra L. var. commutata (Gaud.) (Hack) Tæt tuet flerårigt græs, cm højt, uden udløbere, 42 kromosomer. Planterne har intravaginal skuddannelse og dermed ringe bredningsevne. Bladene er glatte med fin grøn farve. Rørformet bladskede, som er glatelier svagt håret med rødlig basis. Skedehinden er meget kort, 0,2-0,4 mm 64

57 lang. Bladene let tilspidsede, børsteformede, 5-25 cm lange, tæt indrullede fra 0,5-1,5 mm brede. Bladene er ret stive, glatte eller ru ved spidsen og forsynet med køl, oversiden af bladet er forsynet med 5-7 skarpkantede ribber. Frøstænglerne er oprette eller svagt bøjede ved basis, ret slanke og glatte med 1-3 knæ. Blomsterstanden en top, opret, lancetformet, sammentrykt efter blomstring, 5-12 cm lang med rødlig til violet farve, nogle dog med gullig farve. Adskilles fra Festuca rubra var. trlchophylla (Gaud.) ved ikke at have udløbere, har smallere blade og større skudtæthed. Skelnes fra fåresvingel ved de tykkere blade og den rørformede bladskede, glatte frøstængler og større avner. Frøvægt: 1000 korn ca. 1,1 gram. Planternes udvikling Efter fremspiring er udviklingen forholdsvis iangsom, og da den vertikale bladvækst også er langsom, er konkurrenceevnen efter fremspiring derfor ikke særlig stor, og arten kan i det første år efter fremspiring kun dårligt klare sig I konkurrence med de storfrøede græsarter. Ved tæt klipning vii arten I løbet af kort tid være det dominerende græs. Den Intravaglnale skuddannelse bevirker, at bredningsevnen ikke er særlig stor. Skudtætheden er meget stor, ofte mellem og bladskud pr. m 2, men alligevel er restitutionspotentialet kun dårligt, og sammengroningen efter skader også dårlig. Vernaliseringskravene for stængeldannelse er for arterne med 42 kromosomer større end for arten med 56 kromosomer. Det første år efter såning dannes der kun få frøstængler. Det andet år efter etablering er stængeldannelsen afhængig af bladvæksten. Er plantebestanden dårlig med ringe bladvækst, så dannes der mange frøstængler. Er der tæt plantebestand, dannes der kun få frøstængler. Frøproduktionen er Ikke særligt stor. Arterne med 42 kromosomervernallseres Ikke ved vanding og gødskning. Blomstring og pollenspredning finder normalt sted meget tidligt om morgenen. Pollenkornene kastet ved solopgang har mistet al vitalitet først på eftermiddagen. Tillige er pollenet kun bestøvningsdygtigt I få timer. Arterne er selvsterile, men der kan findes en mindre grad af selvbestøvning, men afkommet efter selvbestøvning er småt og svagt med ringe spiringsevne. Rødsvingelarterne med 42 kromosomer danner et stor og kraftigt rodsystem, større end hos arten med 56 kromosomer. Forskellen mellem arterne fremgår af følgende data: Fordeling af rødder af Festuca rub. var. rubra og Festuca rubra var. commutata i jordprofilen Horisont i cm Fest.rub.rubra Fest.rub.com. % af totalvægt 89,6 87,2 5,9 6,9 2,9 3,9 1,6 2,0 Enkeltplante af Rødsvingef uden udløbere. 65

58 Udbredelse Festuca rubra L. var. commutata (Gaud.) (Hack) forekommer frit i naturen inde i landet på arealer, hvorjorden er meget let og sandholdig og med lav fertilitet. Man finder aldrig arten på vandlidende jord. Arten findes stort set kun voksende vildt i den sydlige del af Skandinavien. Desuagtet er kuldetolerancen meget stor især på jorder med lavt kvælstofindhold. Anvendelse Arten hører til vore allerbedste plænegræsser, idet den forener mange af de egenskaber, man tilstræber af græs til plænebrug. Vandforbruget er lavt, krav til gødning er lavt. Den vertikale længdetilvækst er ca % mindre end hos rødsvingel m. lange udløbere. Skyggetolerancen er meget stor, hvis jorden ikke er fugtig. Rødsvingel kan især ved lav klipning og på let sandjord være meget aggressiv og udkonkurrere græsser som raigræs og engrapgræs, men ikke hvenearterne. På lerjordene derimod kan hvene ikke konkurrere med rødsvingel. Slidstyrken hos rødsvingel uden udløbere er større end for rødsvingelarterne med udløbere. Slidstyrken fremgår af følgende data: Jorddækning i % tromlet utromiet Rødsv. m. lange udi Rødsv. m. lange udi Rødsv. m. lange udi Rødsv. m. korte udi Rødsv, m, korte udi Rødsv. m. korte udi Rødsv. uden udi Rødsv. uden udi Rødsv. uden udi = spor af Poa annua. Andel Poa annua i % tromlet utromiet O r Pigtromle anvendt tre gange pr. uge. Der er kørt frem og tilbage i samme spor. Rødsvingel uden udløbere starter væksten tidligt om foråret og tåler meget tæt klipning. De gode plæneegenskaber betyder, at græsset kan indgå i alle blandinger til alle formål. Det kan anvendes til Golf-greens, hvor det ofte indgår med 80 % tillige med 20 % hvene. Til haveplæner med ca. 50 %, græsset giver tillige med 50 % engrapgræs en fin blanding med stor tørketolerance. Denne frøblanding kan også anvendes til græsarmeringsfliser. Rødsvingel vil dominere i skyggen på den tørre jord, medens engrapgræs ofte vil dominere i solen. Til sportsplæner kan arten indgå med 30 %. Til sportsplæner må græsset ikke klippes for tæt. Indblanding af rødsvingel vil give sportsplænen en udmærket skudtæthed. På grund af den ringe bredningsevne og det lave restitutionspotentia/ bør iblanding til sportsplæner dog ikke oversti~ de ca. 30 %. Rødsvingel uden udløbere er et fortrinligt græs til udsåning på vejskråninger og rabatter på grund af ringe krav til pleje og pasning. Arten kan med fordel anvendes til plænebrug i den nordlige del af Skandinavien, hvor den hører til de arter, der overlever bedst. Pleje og pasning Sorter af denne art stiller kun ringe krav til pleje og pasning. Ophobningen af uomsat dødt materiale kan imidlertid være meget høj, hvilket medfører, at plæner med stort indhold af rødsvingel u. udløbere må vertikalskæres med passende mellemrum, ofte 2 gange om året. Klippehøjden er ca. 2 cm. Plæner med rødsvingel u. udløbere bør ald,io overvandes. Da varme- og kuldetolerancen meget afhængig af kvælstoftilførslen, bør gødskning foretages med måde. Rødsvingel er det græs af samtlige plænegræsser, der har lavest indhold af mineralstoffer, og det kan tages som udtryk for det lave gødningsbehov. Stor kvælstoftilførsel i forbindelse med såning giver dårlig etablering. I forbindelse med pleje og pasning må der tilstræbes et vækstlag, hvor afdræningsforholdene er i orden, idet rødsvingel ikke tåler oversvømmelse. Den årlige kvælstofgødskning bør ikke overstige 1 ' {'-2 kg N pr. 100 m 2 pr. år. Sygdomme Græsset angribes meget af Helminthosporium siccans og Corticium fuciforme. Denne sidste sygdom bekæmpes normalt ret effektivt ved till' sel af kvælstof. Angrebet går som regel kun li" over bladene. Hjerteskuddene angribes ikke. I forbindelse med spiring ses ofte angreb af forskellige Phytiumsvampe. Endvidere optræder meget ofte såvel Fusariumangreb som angreb af Thyphula incarnatum Sorter I årene er der afholdt forsøg med græsarter og -sorter til plænebrug. Af rødsvingel uden udløbere deltog 10 sorter, af disse 10 sorter blev kun 5 fundet værdige til optagelse på listen over anerkendte plænegræsser. 66

59 Forædlingsproblemer i rødsvi ngelarterne Som tidligere omtalt forventer vi, at rødsvingel bliver fremtidens plænegræs, og der udføres da også et stort forædlingsarbejde for at forbedre kvaliteten af især de finbladede rødsvingler. Et væsentligt led i al forædlingsarbejde er sammenkrydsning af enkeltplanter med forskellige gode egenskaber. I forædlingsarbejdet med rødsvingel er man imidlertid stødt på en række problemer. Det viser sig, at krydsning mellem forskellige arter af rødsvingel umuliggøres på grund af forskellige tider i stængeldannelse, i blomstring og pollenspredning og i varierende kromosomtal. Tillige vanskeliggøres sammenkrydsning af forskellige isolationsbarrierer som kort levetid i pollen og forskellige grader af selvsteril itet i de enkelte planter. Hele dette komplex af faktorer medfører, at forædlingsresultaterne ikke kan stå mål med anstrengelserne. Den store forvirring i nomenklaturen af rødsvingel har yderligere vanskeliggjort forædlingsarbejdet. Rødsvingel uden udløbere Festuca ru bra commutata, i det følgende bete,gnet F.r.c., spreder pollen tidligt om morgenen som regel før kl Rødsvingel med lange udløbere, Festuca rubra ru bra, i det følgende betegnet F.r.r., og rødsvingel med korte udløbere, Festuca rubra trichophylla, i det følgende kaldet F.r.t., spreder pollen om eftermiddagen sædvanligvis i tiden fra kl. 15 til kl. 17. Stivbladet svingel spreder pollen inden kl. 8 om morgenen, medens fåresvingel først spreder pollen umiddelbart før kl. 12. Tidspunktet for pollenspredning er en særdeles effektiv isolationsbarriere til adskillelse af arterne, især når pollenet kun har begrænset levetid. Pollen fra F.r.c. spredt fra blomsterne ved 6-tiden om morgenen har mistet befrugtningsevnen umiddelbart efter middag, samme korte levetid har også pollen fra F.r.r. og F.r.t. spredt fra blomsterne sidst på eftermiddagen. Man kan heraf slutte, at pollenets leveevne er af allerstørste betydning vedr. den reproduktive isolering, der findes mellem underarterne af rødsvingel. F.r.c. og de to arter F.r.r. og F.r.t. er reproduktivt isoleret fra hinanden dels ved pollenets korte levetid og dels ved den store forskel i tidspunkterne for pollenspredning. Pollen spredt fra F.r.c. tidligt om morgenen er dødt midt på dagen, flere timer før F.r.r. og F.r.t. blomstrer. Ligeledes er pollen spredt om aftenen fra F.r.r. og F.r.t. ude af stand til at spire på støvfanget hos F.r.c. den følgende morgen. Den store pollenmængde, der er til rådighed for bestøvning af en enkelt hunblomst, og den store hastighed, hvormed befrugtningen sker, støtter den antagelse, at der findes en reproduktiv isolering på nogle timer i forbindelse med blomstring. Levende pollen begynder at spire inden for 10 minutter efter kontakt med støvfang. Når et pollenkorn er spiret på støvfanget, og når en befrugtning har fundet sted, så har yderligere tilførsel af pollen ingen effekt. Herved kombineres en kort modtagelighedsperiode i støvfanget med stor pollenmængde med kort levetid, hvorved der skabes en effektiv barriere mod indkrydsning fra andre underarter. Forsøg på artskrydsninger mellem F.r.c. og F.r.r./F.r.t. ved sammenplantning eller ved isolering i poser har altid haft mangel på succes, fordi det frø, som dannes, er et resultat af en selvbefrugtning. Emaskulering er næppe mulig på grund af de meget små blomster i rødsvinglerne. Chancerne for en sammenkrydsningseffekt med reciprokke krydsninger kan imidlertid forøges i betydelig grad ved anvendelse af planter med større selvsterilitet. Et vigtigt led i forædlingen med rødsvingel er derfor en bedømmelse af planternes selvsteriiitetsgrad. Studier over frøsætningen ved selvbestøvning i såvel F.r.c. som i F.r.r. viser i alle tilfælde en reduceret frøsætning efter selvbestøvning. Nogle planter danner slet intet frø ved selvbestøvning, medens frøsætningen i andre planter efter selvbefrugtningen var næsten ligeså stor som ved krydsbefrugtning i samme plante. Det er konstateret, at graden af selvsterilitet imellem eksisterende sorter varierer i høj grad, den største variation findes i sorterne inden for F.r.c.1 F.r.c. finder man i 8 undersøgte sorter en variation i frøsætning efter selvbestøvning sammenlignet med krydsbestøvning på 1-18 %. Efter krydsbestøvning var frøsætningen %. I F.r.r. finder man i 9 undersøgte sorter en variation i frøsætning efter selvbestøvning sammenlignet med krydsbestøvning på 0-8 %, medens frøsætningen efter krydsbestøv,ning var %. 67

60 Stivbladet svingel (Festuca duriuscula L.) Morfologi Stivbladet svingel har 42 kromosomer. Er et tæt tuet, tlerårigt græs uden udløbere. Planterne har intravaginal skuddannelse og dermed ringe bredningsevne. Bladene er klaplagte ibladlejet, håreller børsteformede. Bladfarven normalt grågrøn til svagt blågrøn, men sorter med friskgrøn bladfarve kan forekomme. Bladskederne er åbne helt til basis og glatte, bladene spidse 5-30 cm lange, rette eller svagt tuede, foldede eller tæt rullede 0,5-1,0 mm, brede set fra siden, forsynet med køl, ofte med 1-3 ribber, nogle blade er ru andre glatte. Skedehinden er meget kort. Frøstænglerne cm høje, oprette eller svagt bøjede ved basis, tynde og forsynet med 1-2 knæ, kan være ru op mod toppen, men ellers glatte. Toppen er opret og lige, gerne ensidig, 2-12 cm lang med rødlig til violet farve, enkelte med grønt skær. Frøvægt: Tusindkornsvægt gens. ca. 0,9 gram. Planternes udvikling På grund af den lave frøvægt er kimplanternes udvikling efter spiring ret langsom og konkurrenceevnen med storfrøede græsarter som alm. raigræs og krybende rødsvingel er derfor ret dårlig. Skudtætheden varierer sorterne imellem. De bedste sorter har skudtæthed op til ca pr. m', medens andre kun har skudtæthed på ca pr. m'. Rodudviklingen er stor og kraftig, og det store rodnet giver planterne god tørketolerance. Restitutionspotentialet er ret dårligt, og slidstyrken tilsvarende dårlig. Den vertikale bladvækst er ikke særlig stor. Kravet til vernalisering er ikke ret stort, og stivbladet svingel sætter oftest frøstængler det første år efter såning. Blomstring finder normalt sted tidligt om morgenen. Frøsætningsevnen er ganske god. Kuldetolerancen er meget stor, hvilket medfører, at stivbladet svingel starter forårsvæksten ret sent og går ret hurtigt af vækst igen om efteråret. Efter nogle års forløb kan der være tendens til udpræget tuedannelse, og de blivende bladskeder kan ofte give plænen og græsset et lidt forsømt udseende. Stivbladet svingel. Udbredelse Stivbladet svingel findes overalt på mager og let jord med ringe fertilitet, det er en af de få græsarter, der overlever på sydvendte sandjordsskråninger med stor solindstråling. Stivbladet svingel findes langt oppe i Skandinavien, ofte på fugtig jord. Anvendelse De bedste sorter kan anvendes til prydplæner ligesom de forskellige rødsvingler. Størst anvendelse har stivbladet svingel dog nok alligevel til vejskråninger, rabatter og andre extensivarealer. Den mørke bladfarve bevirker, at stivbladet svingel ikke rigtig passer sammen med andre plænegræsarter, og iblanding kan bevirke, at græsplænen ofte får et noget uens skær. Bladskederne kan ofte give planterne et hvidligt, flosset skær. Da 68

61 slidstyrken og restitutionspotentialet tillige er under middel, bliver stivbladet svingel ikke et decideret plænegræs til prydplæner. Det egner sig derimod udmærket til strand- og sommerh usgrunde med lidt vedligehold, og hvor kravet til prydplæner er mindre. Sygdomme Stivbladet svingel har stor tolerance mod de sygdomme, der ellers normalt angriber vore plænegræsser, det er meget sjældent, at der findes angreb af Corticium og Fusarium. Pleje og pasning Anvendt til plænegræs kan stivbladet svingel ikke tolerere klipning under 3-3'/2 cm. Det store indhold af Lignin i bladene giver stor ansamling af dødt organisk materiale, så vertikalskæring kan blive aktuel med passende mellemrum. Kravene til gødning er meget små. 69

62 Fåresvingel (Festuca ovina L.) Morfologi Fåresvingel har 14 eller 28 kromosomer. Det er et udpræget tuedannende, flerårigt græs med intravaginal skuddannelse og stor skudtæthed, Bladfarven er friskgrøn til grågrøn med glatte og åbne bladskeder, som er tilrundede bagtil. Om vinteren bliver farven grå og kedelig, Bladene er klaplagte i bladlejet. Skedehinden er meget kort 0,5 mm, ofte manglende, Bladene er hår- eller børsteformede, 5-25 cm lange, stærkt indrullede, 0,3-1,0 mm brede som regel uden ribber. Bladene kan enten være ru over det hele eller kun i spidsen af bladet. Bladene er megetstive og kan ikke rulles ud, Man river bladene i stykker, hvis man forsøger at rulle dem ud, Frøstænglerne fra 5-60 cm høje, oprette eller udbredte, meget tynde og stive med 1-2 knæ, kantet og ru ved toppen, Toppen er opret, aflang og sammenknebet, 3-12 cm lang, ofte ensidig med violet farve, Frøvægt: Tusindkornsvægt gens, ca, 0,4 gram, Planternes udvikling Fåresvingel har i en frøblanding meget lidt konkurrencekraft. Sået i renbestand er etableringen også langsom, Planterne har tilbøjelighed til at danne tætte tuer på grund af intravaginal skuddannelse, Bladene er meget seje og bladskuddene meget bestandige, men tåler ikke tråd, Formår ikke at danne en ensartet plæne, Fåresvingel dannerfrøstængler uanset bladmængden, men kun i beskedent antal. Genvæksten er meget dårlig, Rodudviklingen er meget beskeden, og fåresvingel er da også det græs, som har mindst rodnet. Blomstring og pollenspredning findersted midt på dagen, Bladvæksten starter sent om foråret. Bladfarven i vintertiden er ofte grå/brun og kedelig, men også ofte ganske frisk, Udbredelse Fåresvingel er en græsart, som findes helt op i den nordlige del af Skandinavien, Findes mest på tør og let jord med lav fertilitet, men på såvel sur som basisk jord, Almindelig på hede- og sandstræk- Fåresvingel. ninger under beplantninger med svage træer, Tørke og varmetolerancen er høj, og fåresvingel er et af de få græsser, der overlever på sydvendte sandskråninger med stor solindstråling og høje varmegrader. Findes i højder på op til ca, 1900 m og på områder nord for polarcirklen, Anvendelse Fåresvingel er uegnet til plænebrug, dels fordi det på langt sigt er tuedannende, men også fordi bladskederne kan give planterne et flosset udseende, Planterne formår ikke at vokse sammen og danne en tæt ensartet plæne, Største sammengroning findes efter 3-4 års forløb, Fåresvingel egner sig fortrinligt til extensive arealer, stradgrunde, vejskråninger, rabatter, blomsterenge, græstage og Iign, steder, hvor græsset kan få lov at vokse frit, det skal ikke passes som plænegræs, klippes eller lign, Det er et udmærket skyggetålende græs, 70

63 Under extensive forhold bliver Fåresvingel tuet og får åben vækst. Sygdomme Fåresvingel angribes ofte af Corticium fuciforme, Fusarium, meldug og rust Pleje og pasning Fåresvingel skal have lov at vokse frit uden gødskning og pleje og pasning, 71

64 Strandsvingel (Festuca arundinacea Schreb) Strandsvingel har så mange gode egenskaber, at det i større udstrækning skulle bruges som pi æ negræs til forskellige formål, først og fremmest til sportsplæner. Det kræver dog, at skudtætheden øges, og at etableringshastigheden forbedres, Den dyrkede strandsvingel er en fertil allohexaploid art, som har modtaget gener fra såvel engsvingel som raigræs, Morfologi Den dyrkede form for strandsvingel er et flerårigt oftest groft græs med samlet opret tuedannende vækst. Der findes i naturen flere økotyper, hvis udseende og vækstmåde i høj grad er påvirket af miljøforholdene på voksestederne. Stænglerne på de vegetative skud er korte, mere eller mindre oprette, med grov struktur. Der er intravaginal skudvækst tæt ved basis, hvilket giver planten en noget kompakt vækst. Planter med korte udløbere kan findes. Bladlejet er klaplagt. Bladskederne mørkegrønne, trinde, glatte foroven, ofte ru forneden. Stængelbasis er rødlig. Skedehinden er kort og hindeagtig. 0,2-2 mm lang, lige afskåret. Kraven tydeligt markeret. Auricler eller bladører er kraftige, forsynet med små hår. Bladene flade og stive, 5-10 mm brede og cm lange tilspidsende, ru i spidsen, men glat ved basis. Tydelige ribber og kraftig markeret køl. Bladfarven er fin mørkegrøn. Stængelen rund, opret, fra cm. Toppen lang og nikkende, grenene med småaks. Rodudviklingen er stor og kraftig, fibrøst og tæt grenet, har større dybde end andre græsser. Frøet er stort, 5-9 mm langt og 1-4 mm bredt. Tusindkornsvægt 2,2 g. Kromosomtal 2n = B. Planter med 28 eller 70 kromosomer findes også. Planternes udvikling Efter såning om foråret etablerer planterne sig langsomt, hvilket medfører, at strandsvingel i blanding med raigr;;es ofte trykkes og hæmmes i udviklingen de første 4-6 måneder. Når strandsvingel er etableret, er væksten kraftig, uden at planterne virker aggressive. Ved såning om efteråret etablerer planterne sig hurtigere. Strandsvingel har aktiv vækst ved lavere tempe- Strandsvingel, ratur end andre græsarter på vore breddegrader. Man har konstateret vækst ved så lave temperaturer som 1"C. Ved 4"C er der god vækst. I perioden fra oktober til december er bladvæksten dobbelt så stor som hos raigræs. Forårsvæksten er tilsvarende stor. Antallet af blade pr. bladskud er 17 i januar-februar og 3 i tidlig maj. Bladene dannet i vinteren har en levetid på 90 dage, de forårsdannede blade har en levetid på 60 dage. Størsteskudproduktion er i tiden omkring blomstring. Skudtætheden er meget lav. Planternes udvikling har meget stor relation t" miljøet på voksestedet. På svær lerjord med god vand- og næringsforsyning bliver planterne store og grove med opret vækst. På lettere sandjord under tørkeforhold bliver planterne lave med udbredt vækst. Frosttolerancen er meget stor, Iigesom varme og tørketolerancen. Slidstyrken er stor. Skyggetolerancen er kun middel. Bladfarven god selv under stressede vækstforhold. Udbredelse Strandsvingel er almindelig i Europa og Asien, hvorfra den har bredt sig overalt i den tempere- 72

65 rede vækstzone. Vokser naturligt på mange jordtyper. Foretrækker engarealer med højt grundvand, nær vandløb, gerne med humusholdig jord. Vil gerne have jord med vekslende fugtighed, dvs. tør og fugtig jord. Findes også på lettere sandjord. Foretrækker høj fertilitet med reaktionstal fra 6,5-7,5. Træffes kun sjældent i højder over 300 m og mindre hyppigt i områder med over 750 mm nedbør. Planterne, især de grove typer, tåler at vokse i vandlidende jord i vintertiden. Salttolerancen er større for strandsvingel end for øvrige græsarter, måske lige undtaget krybende hvene. Anvendelse Strandsvingel kan med fordel anvendes til erosionskontrol på digearealer, vandløbsskråninger, vejskråninger, regnvandsbassiner med mere. Har også berettigelse på arealer med høj grundvandstand. Anvendes ofte til arealer med megen slid og færdsel, herunder især hestevæddeløbsbaner, hvor det funktionelle er vigtigere end det æstetiske. Pågrund af de grove blade passer strandsvingel ikke så godt i blanding med andre græsarter. Der bør anvendes stor frømængde ved udsåning. Strandsvingel anvendes ofte i blanding med eng rapgræs. Efter videre forædling vil strandsvingel kunne blive et af vore ailerbedste græsser til sportspladser på grund af den gode vintervækst. Pleje og pasning Strandsvingel vedligeholder ikke skudtætheden ved klipning under 3 cm. Den foretrukne klippehøjde bør derfor være mellem 4-6 cm. Strandsvingel sætter pris på gødning, fra g N pr. 100 m 2 pr. måned i vækstsæsonen. Selvom græsset har stor tørketolerance, reagerer det positivt overfor kunstig vanding. Strandsvingel angribes kun lidt af sygdomme, dog af og til af sneskimmel (Fusarium, Typhula). 73

66 Engsvingel (Festuca pratensis, Huds) Ligesom hos rødsvingel har der med engsvingel været lidt forvirring i nomenklaturen. Linne's beskrivelse af engsvingel i 1753 var lige kort nok, græsset blev betegnet som Festuca elatior L. Den betegnelse, som engsvingel forøvrigt stadig har i Amerika. Kort tid efter kunne den engelske apoteker og botaniker W. Hudsan, der døde i 1793, udskille Festuca pratensis Huds. som selvstændig art, og omtrent samtidig kunne strandsvingel udskilles som selvstændig art som Festuca arundinacea, Schreb. Morfologi Engsvingel er et flerårigt tuedannende græs med opret bladvækst. Nogle af de vegetative skud er ofte liggende ved basis, hvorved planten kan få mere udbredt vækst. Iblandt kan der også dannes korte udløbere. Bladlejet er rullet. Bladskederne er trinde og glatte, splittede foroven, men overlappende forneden. Sædvanlig med rødlig stængel basis. Skedehinden er kort, hindeagtig, 0,2-0,6 mm, lige afskåret med grønligt skær. Bladkraven udvidet, glat og gulgrøn. Der er kraftige auricler, tilspidsede, uden hår. Bladene er flade uden tydelig køl, 3-8 mm brede. Undersiden glat og blank, oversiden er tydeligt ribbet. Bladene er ru i kanten. Bladfarven fin frisk grøn. Bladpladerne jævnt tilspidsede, ca. 25 cm lange. Stængelen opret, ca. 100 cm høj med noget sammenknebet top. Frøet ret stort, 5-7 mm langt, 1-1,5 mm bredt. Græsset er fremmedbefrugter. Tusindkornsvægt 2,10 g. Kromosomtal2n = 14; men 2n = er også fundet. Planternes udvikling Engsvingel deles op i tidlige og sildige sorter. Betegnelsen hentyder til skridning, stængeldannelse og blomstring. Til plæneformål er de sildigtblomstrende sorter bedst egnet. Efter såning spirer og etablerer det store frø sig hurtigt. Antallet af blade pr. bladskud varierer i vækstsæsonen fra 1,5-4. Det laveste bladantal findes i juni-august. Det største antal blade findes i april-maj. Skudtætheden varierer fra ca pr. m'. Ved tæt klipning bliver antallet lidt højere. I de mere bladrige og sildigtblomstrende sorter er skudantallet lidt højere end i de tidligtblomstrende. Perioden til stængeldannelse og blomstring er kort. Rødderne er kun etårige, dog har man fundet 2-3 år gamle rødder, som var aktive i fosforoptageisen. Persistensen i engsvingel er ret dårlig. Persistensen er helt afhængig af pleje og pasning, Hvis engsvingel klippes med jævne mellemrum i højde på 4-6 cm, er persistensen god, og så har man di største antal levende bladskud. Klippes græsset tæt og hyppigt, eller klippes græsset slet ikke, er persistensen meget dårlig. Udover ca. 3-4 år kan man ikke forvente persistens ved tæt klipning, i uklippet stand ikke udover 2 år. Udbredelse Engsvingel findes fordelt overalt i den tempererede vækstzone. Det vokser frit på alle græsarealer, i enge på gamle græsmarker, vejskråninger m.m. Kun meget sjældent under træer. Engsvingel foretrækker humusholdige lerjorder i god gødningsstand og med god vandforsyning. Findes meget hyppigt på lettere komprimeret jord, som er dårligt drænet, også på jord, som oversvømmes med mellemrum. På sandjord findes engsvingel kun, når gødningsforsyningen og vandforsyningen er tilpas r gelig. Frosttolerancen er udmærket, meget følsom mod tørke. Tåler ikke oversvømmelse i længere tid om sommeren. Skyggetolerancen er ikke særligt stor. Trives ikke særligt godt i højder over 700 m. Engsvingel har forkærlighed for områder med stor luftfugtighed og temperatur på ca. 20"C om dagen og om natten. Anvendelse Engsvingel anvendes kun meget lidt i frøblandinger til plænebrug. Indgår af og til i blandinger til plæner til blandet formål. Aldrig til sportsplæner. Bør ikke anvendes i blandinger med alm. raigræs. I konkurrence med raigræs vil engsvingelplanter- 74

67 ne Ikke udvikle sig, de forbliver små og svage. Engsvingel kan tillige med tlmothe anvendes til udsåning på vandlidende jord. Pleje og pasning Plæner med engsvingel bør ikke klippes under 5-6 cm. Græsset bør gødes rigeligt, g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i vækstsæsonen. Det skal vendes i tørkeperioder, især på lettere jorder. Engsvingel angribes meget let af kronrust (puccinla), bladpletsyge (Helmlnthosporium), sneskimmel (Fusarium og Typhula). 75

68 Hvener (Agrostis L.) Hvenegruppen er en stor slægt, som i virkeligheden omfatter over 100 arter. Navnet hvene er anvendttll betegnelse af alle plænegræstyper Indenfor slægten hvene. Vækstmåden varierer fra tuedannende typer med svagt udviklede udløbere til stærkt måttedannende typer med stærk tendens til udløberdannelse. På grund af den meget lave udbredte vækst er hvene det græs, som under vore vækstforhold bedst tåler kontinuerlig tæt klipning i højder under 5 mm. Hvene danner en finbiadet tæt, ensartet plæne med stor konkurrencekraft og af høj kvalitet, når det klippes tæt. Slidstyrken og trykstyrken I plænen er meget dårlig. Nogle hvenearter er enårige, men alle arterne, der anvendes til plænebrug, er flerårige. Hvenearterne er primært tilpasset kølige, tempererede egne med gode nedbørsforhold. De allerfleste hvenearter har meget stor frosttolerance. Væksten starter meget sent om foråret, senere end hos vore øvrige plænegræsser. Væksten afsluttes ret tidligt om efteråret. På grund af klorofylnedbrydning og på grund af sygdomsangreb antager hvenerne ofte en grålig eller brunlig farve, der mlsklæder græsset. Væksten om foråret kan fremmes ved pleje og pasning. Tæt klipning vil fremme forårsvæksten med mindst 3 dage. På grund af den dårlige slidstyrke bør hvenerne ikke anvendes til piæner udsat for meget slid. Bør derfor ikke anvendes til fodboldbaner, håndboldbaner, parkplæner med megen færdsel. Hvene anvendes ofte til erosionskontrol på skråninger, rabatter, regnvandsbassiner, strandarealer m.v. Hvenernes bedste anvendelsesområde er til plæner, der skal klippes tæt. Enkelte hvenearter er således blandt de allerbedste til golfgreens, bowlinggreens og græstennisbaner. Da hvenerne er meget aggressive I vækstmåde, bør de normalt anvendes i renbestand. Udsået I blandinger med andre græsarter vii hvene dominere og enten udkonkurrere de øvrige græsarter eller danne pletter, som ofte misklæder græsplænen. Hvene er en meget vanskelig si ægt at klassificere. Den er meget variabel, Idet den findes på mange forskellige voksesteder, som hver Især påvirker græsset, såvel fænotypisk som genotypisk. En familie, Trlchodlum, omfatter Agrostis canina L. Kendetegnes ved meget kort Inderavne. En anden familie, Vilfa, som bl.a. omfatter Agrostis stolonifera L, Agrostis tenuis Sibthorp og Agrostls Gigantea Roth, kendes på, at Inderavnen er mere end '/3 så lang som dækbladet. Agrostls Canina deles op i to underarter, Agrostis canlna L., canina (eller var. fascllularls), som har smalle nærmest smaragdgrønne blade. Det er denne art, som Især anvendes til græsplæner, Især til golfgreens. Kendes I den engelsksprogede nomenklatur som Velvet bentgrass. Agrostls canina L. montana (eller var. arida) er en allotetraplold variation af A. canlna. Vokser især på sandede arealer, heder, moser; findes også i bjergene op til en vis højde, er ret tørketolerant. Bladfarven er mere grågrøn. Anvendes kun I meget begrænset udstrækning til plænebrug. Kendes i den engelsksprogede nomenklatur som Brown bentgrass. Agrostls stolonlfera, krybende hvene, kaldeli den engelsksprogede nomenklatur for Seaslde bentgrass eller Agrostls palustrls. Dette sidste navn er uheldigt og forkert. Nomenklaturproblemerne opstod delvis I Amerika og delvis I Nordeuropa, hvor de forskellige underarter gradvist går over I hinanden. I Sverige begyndte Sv. Murbeck I 1898 at adskille underarterne. Han begyndte med pollen- og embryoundersøgelser. Når han eliminerede typerne med lav pollenvitalitet og svagt udviklede frø, fandt han, at han samtidig eliminerede alle de intermediære plantetyper. (Mange Intermediære typer opstår ved artskrydsninger, som er meget let at gennemføre, men afkommet er sterilt og kan ikke formere sig og fortsætte afkommets beståen). De planter, der blev tilbage efter frasortering af de intermediære typer, dannede meget distinkte grupper, en af disse grupper indeholdt arten A. stolonifera. Arten Agrostls stolonlfera er i sig selv en meg variabel art, som indeholder typer fra det extreml udløberdannende, til det meget oprette, fra planter med lav vækst til planter med høj vækst. Planter med gullige småaks til planter med purpurfarvede småaks. Nogle typer er særdeles gode til plænegræs, andre er komplet værdiløse tildelte Unne navnet Agrostls stolonifera til et græs med nedliggende stængler, som dannede nye rødder ved nodierne. Ved botaniske undersøgelser senere fandt Hudson et græs, som han bestemte til at være afvigende fra den A. stolonlfera, som Unne havde bestemt og beskrevet. Hudsons plante havde flere veludviklede udløbere. Den blev derfor tildelt navnet Agrostis palustris, Huds. 76

69 Så sent som i 1919 fandt amerikaneren O. A. Farwell nogle planter af typen krybende hvene. Efter nærmere undersøgelser blev planterne bestemt og placeret i arten Agrostis stolonifera var. palustris (Huds.) Farw. Arsagen hertil var. at Farwell havde konstateret, at den af Hudson beskrevne art kun var en marsktype af A. stolonifera. men alligevel distinkt og selvstændig nok til at få tildelt eget artsnavn. På grund af de internationale nomenklaturregler er det første navn anvendt, marsktypen blev derfor placeret i A. stolonifera og artsbetegnelsen palustris blev bibeholdt som et artstillægsord. Denne tingenes tilstand beviser, at der indenfor visse afgrænsede arter alligevel kan findes underarter, som tydeligt kan skelnes fra den oprindelige art. Tillægsbetegnelsen må derfor anføres til binominalnavnet for at betegne disse underarter, Varianten palustris er en marsktype, som er karakteriseret ved lange løse udløbere med lange internodier, Med det kendskab vi har til marsk- og kystforhold, kan man meget let forestille sig, at der kan opstå et selektionstryk, som giver sig udslag i underarter med lange, kraftige og hurtigtvoksende stoloner, som må være en betingelse for, at planten kan klare sig i det fygende sand, som meget let og hurtigt kan tildække planterne, Kendsgerningerne bekræftes af det forhold, at græsplæner tilsået med A. stolonifera kræver hyppig topdressing. Ved beskrivelse og omtale af Agrostis stolonifera refereres ofte til en art som A. stolonifers var, stolonifera (L,) Koch. Denne art har stoloner med meget korte internodier og kan producere oprette bladskud såvel som stoloner, herved dannes en meget tæt græsplæne, En af de bedste amerikanske sorter, Seaside bent, indeholder bl.a. denne type græs, men også andre typer kan findes. Når krybende hvene udsås som frø, kan der dannes og findes mange forskellige planteformer, som meget let kan være en ulempe i f.eks, golfgreens. Agrostis tenuis Sibthorp, som tilhører samme familie, danner såvel stoloner som rhizomer. Agrostis gigantea, Roth, er et meget groft græs, der ikke anvendes til plænebrug, Anvendes af og til som fodergræs. Genetiske studier Som tidligere anført findes der i slægten Agrostis mange arter, som gradvist går over i hinanden. Når planter er i tæt familie med hinanden, kan cytologiske og genetiske studier være meget værdifulde til opklaring af familieforholdet. Murbecks studier i 1898 tillod ham at eliminere nogle af de 'lntermediære typer og former som slørede artsgrænsen i slægten Agrostis. Senere, i 1956, har K, Jones videreført genetiske studier for yderligere at opklare forholdene i slægten Agrostis, Han finder, at arten Agrostis canina var montana er en allotetraploid variation (2n = 28) af arten Agrostis can'lna var, canina (2n = 14). Han baserer sin påstand på resultaterne af sammenkrydsning af de ovennævnte planter og ved sammenligning af kromosomparringer i hybriderne, Ved at sammenkrydse A, ean ina var. montana, A, tenuis og A. stolonifera alle med 2n = 28, finder han en meget høj grad af homologi mellem A. canina og A. tenuis, Udfra data i undersøgelserne konkluderer han, at Agrostis tenuis er en segmenteret allotetraploid opstået ved krydsning af to nærbeslægtede diploider, hvis kromosomsæt var tilstrækkeligt uensartede til at holde dem fri for sammenkrydsning ved at give sterilt afkom i det diploide niveau. A, stolonifera viser kun meget begrænset homologi med de to øvrige arter. Han konkluderer, at A. stolonifera godt kan have et sæt homologe kromosomer til fælles med A, tenuis, og at homologien med Agrostis ean ina var, montana kun er partiel. Ved at undersøge graden af pojlensterilitet kunne han konstatere, at naturlig hybridisering ofte fandt sted, men at der ikke var nogen genflow mellem arterne. Andre undersøgelser af Dudeck og Duich i 1967 finder, at selvbestøvede planter har fra % selvfertilitet, og at videre forædling kan foretages med store chancer for succes, Oprindelig har A, tenuis 2n = 28, men planter med 2n = 42 inclusive aneuploide findes ofte. Til græsplæner, erosionskontrol m.v, anvendes kun sorter indenfor følgende arter: Agrostis stolonifera Agrostis tenuis Agrostis canina krybende hvene almindelig hvene hundehvene Samlet oversigt over morfologiske data i Agrostis sp. Kryb. Alm. Hunde Egenskaber hvene hvene hvene Tusindkornsvægt, g 0,09 0,09 0,07 Spiringshastighed, dage efter udsån Sammengroning, dage efter udsån BJadbredde mm 2,5 3,2 2,1 Bladlængde cm 15,1 17,5 12,2 Stængellængde cm 57,6 61,4 58,7 Frøstængjer pr. m Skridning, antal dage efter Blomstring, antal dage efter Bladlejet rullet Skedehinde, lang + + Skedehinde, kort + 77

70 Krybende hvene Agrostis stolonifera L. Agrostis stolonifera, var. palustris (Farwell) Agrostis palustris, Hudson Agrostis stolonifers var. stolonifera. Krybende hvene har oprindelig hjemsted i Europa og Asien, men findes spredt over hele den tempererede vækstzone. Græsset finder især anvendelse' til finere plæner, golfgreens, bowlinggreens, tennisbaner. Navnet krybende hvene hentyder til, at græsset breder sig ved lange overjordiske udløbere, som i nodierne danner nye rødder og bladskud. Morfologi Krybende hvene er et flerårigt græs med overvejende overjordiske udløbere, underjordiske udløbere med korte internodier kan også forekomme. Bladlejet er rullet, bladskederne runde, åbne, men overlappende med glat og glasklar margin. Skedehinderne er oftest lange 1-6 mm, men planter med kort skedehinde 1-2 mm lange, kan også findes. Skedehinden er som regel takket i kanten. Auricler eller bladører mangler. De nydahliede blade er sammenrullede, de lidt ældre blade er flade, 2-5 mm brede. Der findes planter med smalle blade og planter med bredere blade. Bladene er glatte ved grunden og ofte ru mod bladspidsen. Bladene har mange karstrenge og kan være forsynede med mere eller mindre afrundede ribber. Bladfarven varierer fra lys grågrøn til mørk blågrøn. Stængelen er opret eller opstigende. Blomsterstanden er sammenknebet og tæt. Småakset oftest grønlig hvide, sjældent rødlige. Nedre yderavne er størst. Dækbladet uden, eller kun sjældent forsynet med stak. Stængellængde cm. Frøene er meget små, op til ca. 1,5 mm lange og ca. 0,4 mm brede. Tusindkornsvægten i gennemsnit 0,09 g. Kromosomtal 2n = 28,42. Græsset er fremmedbestøver. Planternes udvikling Frøet er lysspirende. Efter spiring etablerer planterne sig meget langsomt. Man regner med, at kun ca. 10 % af det udsåede frø etablerer sig. Rodsystemet er meget tæt og fibrøst, men ikke særligt dybt. Rodsystemet er enårigt, dvs. nye rødder dannes hver sommer. Planterne danner lange og kraftige udløb~re. Udløberdannelsen er dog betinget af underarten. Generelt må man sige, at krybende hvene er vort mest vitale græs med hen- Krybende Hvene. syn til udløberdannelse. Græsset breder sig hurtigt ved hjælp af de lange bladrige udløbere, der ofte kan blive 2 m lange. Krybende hvene er meget aggressivt og breder sig stærkt under gode vækstforhold. Græssets slidstyrke er meget dårlig. Det etablerede græs starter forårsvæksten sent, og det går hurtigt af vækst om efteråret. Med aftagende temperatur misfarves græsset på grund af klorofylnedbrydning. Opstår der tillige sygdomsangreb får græsset kedelig vinterfarve, grålig til gråbrun. I varm og tør sommerperiode går græsset i dvale, hvorved slidstyrken yderligere forringes. Skudvæksten går næsten i stå, og en del af rodsystemet dør. Efter nedbør eller vanding grø nes græsset hurtigt. Antallet af bladskud er meg\,. højt. Ved tæt klipning ofte over pr. m 2. Udbredelse Krybende hvene er et meget variabelt græs, findes derfor også på mange forskellige lokaliteter. Det vokser såvel i lavvand som op til ca. 900 m højde, det findes på såvel sandjorder som på kalkholdige lerjorder og i åbne skovbevoksninger. Græsset har meget stor tolerance mod temperaturextremer, har derfor også stor frosttolerance. De sorter, der anvendes til plænebrug, har næsten alle oprindelse i kystområder og marsken. Disse typer trives bedst på jorder med gode fugtighedsfor- 78

71 hold. På grund af oprindelsen tåler planterne at være dækket af sne, is og vand i længere perioder end andre græsarter, der anvendes til plænebrug. Tillige formår planterne at danne vegetation ovenpå såvel ferskvandssøer som på mere saltholdige strandsøer. Til plænebrug trives græsset bedst på jorder med god fertilitet og et vist lerindhold. Reaktionstal fra 5,5 til 6,5 synes bedst. Til plæne gror græsset dårligt på komprimeret og vandlidende jord. På grund af oprindelsen har de sorter, der anvendes til plænebrug, meget stor salttolerance. Salttolerancen i krybende hvene er større end hos andre græsser til plænebrug. Den store salttolerance gør græsset anvendeligt til græsetablering under forhold, hvor der anvendes meget salt, f.eks. vejrabatter, langs start- og landingsbaner i lufthavnene. Anvendelse Krybende hvene er det allerbedste græs til plæner, hvor der stilles krav til tæt klipning, f.eks. golfgreens, bowlinggreens og græstennisbaner. Krybende hvene tåler at blive klippet ned til 5-6 mm, som det gøres på golfgreens. På grund af stor salttolerance er krybende hvene et udmærket græs til udsåning på rabatter og langs start- og landingsbaner. Tolerancen er stor mod såvel salt (NaGl) som Urea, de stoffer, der normalt anvendes til optøning af sne og is. Da græsset i stor udstrækning tåler oversvømmelse, er det anvendeligt til udsåning i regnvandsbassiner, sparebassiner, ved rensningsanlæg m.m. På grund af manglende slidstyrke er græsset uanvendeligttil arealer udsat for stort slid, dvs. det kan ikke anvendes til fodboldbaner og lign. arealer. Da krybende hvene har dårlig skyggetolerance, er anvendelse til haveplæner ret begrænset. Krybende hvene er meget aggressiv, det kan derfor ikke anvendes i blandinger med andre græsarter. Til græsetablering under forhold med store saltkoncentrationer kan krybende hvene udsås i blanding med Festuca rubra litoralis i forholdet 1:5. Pleje og pasning Krybende hvene danner den smukkeste græsplæne, når det udsåes i ren bestand. Græsset bør klippes i højde under 2 cm. Ved større klippehøjde vil plænen blive blød og svampet, og den vil skalperes ved klipning. Krybende hvene har meget stor tendens til at ophobe dødt uomsat plantemateriale. Plænen må derfor vertikalskæres med passende hyppige mellemrum. Vertikalskæring vil fremme dannelsen af nye bladskud og fremme rodslagningsevnen. Fra naturens side er krybende hvene vant til at blive dækket med sand ved sandflugt og lign. I plæner må krybende hvene også topdresses med passende mellemrum, der kan anvendes rent sand eller sand blandet med sphagnum. Tæt klipning og vertikalskæring vil i forårstiden fremme græssets forårsvækst med flere dage. Kravet til gødning er højt, under forhold hvor græsset klippes tæt og ofte, og hvor det afklippede materiale fjernes, bør der tilføres fra 400 til 700 g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i vækstperioden. Samtidig med kvælstof bør der tilføres passende kalimængde. Ved lidt større klippehøjde kan gødningsmængderne halveres. Krybende hvene har store krav til vand, især på arealer, der klippes tæt, især golfgreens og lign. Kunstig vanding må derfor være en forudsætning, hvis man skal vedligeholde væksten i græsset på en kvalitetsplæne. Krybende hvene er meget modtagelig for en lang række plantesygdomme. Modtageligheden for sygdomme er dog meget afhængig af de forskellige sorter indenfor arten. De mest almindelige sygdomme er sneskimmel (Pythium) rød tråd (Gorticium fusiforme). Det må meget stærkt tilrådes, at der laves en sprøjteplan med forskellige svampemidlerfor at imødegå skader af de forskellige sygdomme, der optræder på forskellige årstider. Ukrudt er ikke det helt store problem i græsplæner med krybende hvene. Ved ukrudtssprøjtning skades græsset meget let af de forskellige ukrudtsmidler. Rod- og bladskader opstår let ved behandling med 2.4 D og 2.4,5 T.P. Etablering Det er normalt at anvende frø til etablering af krybende hvene. Der anvendes fra 0,5-0,8 kg pr. 100 m 2. Etablering ved hjælp af udløbere eller planter forekommer. Størst ensartethed i plænerne opstår ved udplantning. Anvendes frø til etablering, kan der på grund af en vis heterogenitet i frøet opstå pletter i græsplænen. Græsplæner med krybende hvene er i de første år meget ensartede. De unge planter har ikke haft tid til at udvikle sig individuelt. I løbet af nogle år kan der opstå tendens til, at nogle planter adskiller sig fra de øvrige, dette medfører, at der opstår pletter i plænen,»græsset vender forkert«. Foruden det æstetiske får disse pletter også praktisk værdi, især på golfgreens. Golfboldens rullen påvirkes af pletterne i plænen. Pletterne er upåvirkelige af pleje og pasning. Det er uensartethed i 79

72 planterne indenfor sorten, der giver disse pletter i greens. En al årsagerne til uensartetheden er forædlingsmetoden. Det er ikke usædvanligt, at der anvendes intergenetiske krydsninger til dannelse af polycross hybrider. En af de bedst kendte amerikanske sorter er en polycross hybrid. Penncross er dannet på basis af tre enkelte planter fundet ved selektion. Afkom fra disse tre planter plantes på må og få i marken, da krybende hvene er vindbestører, opstår der ensartet bestøvning i de udplantede planter. Det høstede frø indeholder individer, som dækker en stor variationsbredde. ModuIplanten får større vitalitet og sygdomsresistens end planter fra en vild population. Der er dog besværligheder ved syntetiske sorter, idet frøkvaliteten kan ændres. Denne besværlighed findes også i forbindelse med Penncross. En af de tre moderplanter er mere aggressiv end de to andre. Den breder sig hvert år på de andre planters bekostning. I løbet af få år høstes der kun frø på den vitale og aggressive plante. Den plante kan have dominerende uheldige egenskaber. Frø høstes derfor nu kun i tre år på hver mark. Almindeffg Hvene. Almindelig hvene Agrostis tenuis Sibthorp. Agrostis capillaris, Hudson. Agrostis vulgaris, With. Almindelig hvene er et græs af europæisk oprindelse, det er i tidens løb introduceret som plænegræs i de fleste tempererede vækstzoner over hele kloden. Alm. hvene er den hveneart, der i størst udstrækning anvendes til plænebrug. Foruden til plæner anvendes hvene i stor udstrækning til græsetablering på extensive arealer. Der findes mange naturaliserede arter af alm. hvene, som hver især har fået navn efter det område, hvor frøet er høstet. Morfologi Almindelige hvener er et flerårigt græs med overvejende korte underjordiske udløbere, som sjældent bliver over 5 cm lange. I sjældne tilfælde kan der dannes stoloner. Bladlejet er rullet. Bladskederne er trinde, splittede, men overlappende, glatte med glasklar margin. Kraven er,ydelig, smal til middelbred, ofte delt og glat, farven er lysegrøn. Skedehinden er kort OA-1,2 mm og lige afskåret.' Auricler, blad'ører, m'angfe'i:-sladene er ofte sammenrullede, de ældre blade flade 2-4 mm brede, bladene kan være lidt ru i kanten i spidsen af bladene. Bladene ofte lidt stive. Karstrengene er tydeligt markerede. Bladfarven er gulgrøn til mørk grågrøn. Stængelen opret eller opstigende. Toppen er åben også efter blomstring. Småaksene lyse eller mørkviolette. Nedre yderavne er størst. Dækbladet er som regel uden stak. Stængellængde fra cm. Frøene er små, 1000 frø vejer i gens. 0,09 g. Kromosomtal 2n = 28. Græsset er fremmedbestøver. Planternes udvikling Frøet er lysspirende. Efter spiring etablerer planterne sig hurtigere end de øvrige hvenearter. I«en mindre del af det såede frø etablerer sig. RG~ systemet er meget fibrøst, men ikke særligt dybt. Rodsystemet er overvejende enårigt. Alm. hvene er ret aggressiv, men bredningstendensen er ikke særligt stor, fordi rhizomerne er korte. Regenereringsevnen er dårlig ligesom slidstyrken. Græsset grønnes sent om foråret. Tilvæksten er ret lav, da bladene har ret korte internodier. Den lave vækstmådegivergod tolerance mod tæt klipning. Alm. hvene har ikke samme store tolerance mod temperaturextremer som krybende hvene. Frosttolerancen i alm. hvene er kun nogenlunde. Varme- og tørketolerance heller ikke særlig stor. Skyggetolerancen er kun middel. Ved normal klipning er skudantallet ca pr. m'. 80

73 Udbredelse Alm. hvene findes fordelt på mange forskellige jordtyper, vokser fra jord ved havoverfladen til op i ca m højde. Findes på såvel sandjord som lerjord. Planterne foretrækker dog den lette sandjord, hvor de kan være ret dominerende, hvis reaktionstallet er lavt. Planterne har særlig evne til at optage og udnytte kvælstof i jord med lavt reaktionstal, under sådanne forhold bliver persistensen derfor meget stor. Alm. hvene synes at foretrække reaktionstal fra 5,0-6,0. Anvendelse Alm. hvene bør kun bruges i frøblandinger. Det indgår Leks. sammen med rødsvingel i frøblandinger til finere plæner, parker, fairways, teesteder. Alm. hvene er på grund af de små krav til vækstforholdene og gødning et særdeles udmærket græs til udsåning på alle extensiv arealer, vejskråninger, rabatter, strandgrunde, rekreative arealer m.v. Græsset bør ikke anvendes i renbestand. på grund af manglende slidstyrke bør alm. hvene ikke anvendes til sportsplæner. Til golfgreens anvendes græsset kun i mindre grad, græsset kræver større klippehøjde end krybende hvene. I blandinger med engrapgræs vil alm. hvene dominere og ret hurtigt udkonkurrere engrapgræsset, især hvis græsset klippes lavt, dvs. under 2 cm samtidig med, at der vandes kraftigt. Alm. hvene har stor tilpasningsevne, hvilket har bevirket, at græsset i stor udstrækning anvendes til revegetering af de gamle mineområder i England og Wales. Disse mineområder indeholder jord, der er meget rig på tunge metaller som kobber, zink, nikkel og bly. Indholdet af tungmetaller i jorden er så højt, at plantevækst er umulig. Alligevellykkes det ofte for alm. hvene at finde fodfæste på sådanne områder og at danne en vegetation. Tilpasningsevnen er meget speciel. Tilpasning til Leks. bly giver ikke automatisk tilpasning til Leks. ni kkel. Tilpasningsevnen er ikke så stor, at man uden videre kan tage frø fra et lavlandsområde, så det ud på minearealerne oppe i bjergene og så forvente en græsvegetation. Pleje og pasning Alm. hvene kræver en del pleje og pasning for at danne en græsplæne af høj kvalitet. Den foretrukne klippehøjde ligger mellem 0,8 og 2,0 cm. Ved større klippehøjder ophobes der meget let dødt plantemateriale, der må fjernes ved vertikalskæring og opfejning. Ophobning af dødt plantemateriale finder også sted ved lavere klippehøjder. Topdressing med passende materiale er nødvendig med passende mellemrum. Kravene til gødning er meget beskedne. Optimal gødskning vil være g kvælstof pr. 100 m 2 pr. måned i vækstsæsonen. Kunstig vanding er nødvendig, men ikke i så stor udstrækning som hos krybende hvene. Alm. hvene er meget modtagelig for en lang række plantesygdomme, hvoraf de mest almindelige er sneskimmel (Fusarium, Typhula/, Rhizoctonia, rødtråd (Corticium fusiforme). Bladpletsyge (Helminthosporium), kimskimmel (Pythium). Alm. hvene svides meget let af ukrudtsmidler. Meget alvorlige rodskader kan opstå ved behandling med 2,4 D. 2.4,5 T.P. Andre ukrudtsmidler, som anvendes til ukrudtsbekæmpelse før såning, f.eks. (D.C.PA), kan forårsage store skader på rodsystemet hos alm. hvene og samtidig medføre nedgang i skudantallet. Etablering Ved anvendelse af dårlige sorter med uensartede plantetyper opstår der meget let uensartede partier i plænen. Det viser sig især i lidt ældre plæner. Det er aggressive planter, som breder sig og fortrænger de andre planter i plænen. Sorter Indtil omkring 1960 var størsteparten af det frø, der anvendtes af alm. hvene i Danmark, af amerikansk herkomst. Oftest af partier kaldet Highland Bent grass. Highland Bent er ikke nogen sort, men kun frø, som høstes i en bestemt del af Oregon især i et område omkring Willamette. Det blev kaldt Highland Bent, fordi det blev høstet i højlandet. Highland Bent er tydeligt forskellig fra den oprindelige form af Agrostis tenuis. Det har derfor været et spørgsmål, om Highland Bent i virkeligheden skulle placeres indenfor alm. Agrostis-tenuis. I 1966 kunne tyskeren H. Scholz, på basis af studier i Berliner Herbariet, konstatere, at Highland Bent ikke var Agrostis tenuis, men i virkeligheden en art Agrostis'castellana, Boiss et Reut., en middelhavstype oprindelig beskrevet i Spanien. Senere har arten bredt sig til Nordafrika, til Frankrig, Tyskland og Tyrkiet. Scholz traf sine afgørelser på grund af hårlignende pigge, han fandt på dækbladenes base, og på grund af andre karakteristiske egenskaber han fandt på frøet. Disse egenskaber har senere vist sig at kunne varierre ret så meget. Det er tvivlsomt, om Highland Bent tilhører Agrostis tenuis, det varierer i farve og vækstmåde 81

74 fra Agrostis tenuis. Highland Bent vokser i varmere og tørrere områder. Græssets farve er mere blålig, når de bliver våde af dug, får bladene et frostblåt skær. Highland er tættere og har mere opret vækst end Agrostis tenuis. Det breder sig ved fine rhizomer, som ofte bliver»iuftstoloner«. Inderavnen er kortere, og skedehinden varierer fra det typiske udseende hos Agrostis tenuis. Dets vækstmåde antyder slægtskab til Agrostis canina subsp. montana. Hundehvene Agrostis canina L. canina. Agrostis canina L. Montana Hartm. Agroslis canina L. canina kan med sine smalle smaragdgrønne blade danne en særdeles smuk græsplæne ved meget tæt klipning. Morfologi Agrostis canina L. canina er et flerårigt græs med smalle, trådagtige eller børsteformede blade, 1-3 mm brede. Planterne har slanke overjordiske eller underjordiske udløbere. De overjordiske udløbere danner rødder og bladskud ved hvert nodie. Herved er planten i stand til at brede sig og i uklippet stand danne mindre tuer. Hos de svagt udviklede blade er bladlejet klaplagt. Hos de kraftigt udviklede blade er bladlejet rullet. Bladskeden er trind, splittet, men overlappende glat med glasklar margin. Skedehinden er aflang tilspidset 2-4 mm lang. Der findes ingen auricler eller bladører. Bic dene er tilspidsede, bløde og forsynede med fir:~ ribber, kan være flade eller rullede. Stængelen opret eller opstigende. Blomsterstanden rødlig til rødviolet pyramideformet. Frøene er meget små frø vejer gennemsnitligt 0,07 g. Kromosomtal 2n = Planternes udvikling Frøet er lysspirende. Efter spiring etablerer græsset sig relativt langsomt. Skuddannelse og vækst er temmelig langsom. Udløberne er mere vitale og aggressive end hos Agrostis tenuis, men mindre vitale og aggressive end hos Agrostis stolonifera. Planternes bredningsevne er en mellemting mellem A. tenuis og A. stolonifera. Rodvæksten og rodproduktion er ganske udmærket, men røddernes dekomposteringsgrad er meget langsom. Regenereringsevnen og slidstyrken er meget dårlig Plænen etableres enten ved frø eller ved udplari ning af stoloner. Antallet af bladskud ved tæt klipning er over pr. m'. Udbredelse Hundehvene findes naturligt voksende i Europa, den tempererede del af Asien og Nordamerika. Det vokser fortrinsvis på fugtig jord, lavtliggende engarealer, helst på lerjord. Hundehvene har ret god tolerance mod temperaturextremer. Tørketole- Hundehvene. 82

75 ran cen er ret god sammenlignet med øvrige hvenearter. Dog må man være opmærksom på, at planterne kan have tilbøjelighed til at visne på grund af det bløde succulente væv. Skyggetolerancen er stort set bedre end hos de øvrige hvenearter. Hundehvene har ingen større krav til fertiliteten, vokser udmærket på infertil jord med lav reaktion. Til græsplæner vokser hundehvene dårligt på kompakt og vandlidende jord. De bedste vækstbetingelser findes på jord med grov textur, hvor jorden er godt afdrænet. Hundehvene foretrækker jord med reaktionstal 5-6. Anvendelse Hundehvene anvendes primært i renbestand til golfgreens og lign. formål og til specielle prydplæner. Anvendelsen er som oftest begrænset til specielle jordtyper og specielle vækstforhold. Græsset anvendes iblandt i frøblandinger til udsåning under skyggeforhold. Græsset kan meget let blive dominerende og fortrænge de øvrige græsser, hvis vækstforholdene er i orden. Græsset har slet ingen slidstyrke og anvendes aldrig til sportspladser eller til extensive arealer. Pleje og pasning Hundehvene må klippes tæt og hyppigt, ved denne behandling bevarer plænen sit smukke og eksklusive udseende. Klippehøjden bør være fra 5-10 mm. På grund af udløberdannelse må plænen vertikalskæres med hyppige mellemrum, der må ligeledes topdresses meget ofte. Gødningsbehovet er meget minimalt fra g kvælstof pr. 100 m' pr. måned i vækstsæsonen. Hundehvene er ofte tilbøjelig til at blive udsat for problemer med jernkloroser. Hundehvene angribes ofte af forskellige sygdomme, især sneskimmel (Fusarium, Typhula). rust (Puccinia), kimskimmel (Pythium), bladpletsyge (Helminthosporium) rød tråd (Corticium fusiforme). Timothe (Phleum) Sp. Timothe anvendes i en vis udstrækning i blanding med f.eks. alm. raigræs og engrapgræs til udsåning på arealer udsat for megen slid, især til sportspladser med megen belastning. I mindre grad anvendes timothe til etablering på vejskråninger, rabatter, forsinkelsesbassiner med mere. Der findes to arter af timothe, der anvendes til plænebrug. Den meget sene afgræsningstype af timothe, Phleum pratense L, med 42 kromosomer, og Phleum bertolonii D.C. var. af Phleum nodosum, med 14 kromosomer, betegnes i daglig tale turftimothe eller vild timothe. Phleum bertolonii D.C. vartidligere klassificeret som Phleum nodosum L., men i 1967 kunne J. Nath gennem nogle cytogenetiske undersøgelser finde tilstrækkelige data, der kunne retfærdiggøre, at arten blev klassificeret som PhJeum bertolonii D.C. var af P. nodosum. Phleum pratense L. betragtes som værende en autohexaploid art af P. bertolonii. Morfologisk set lignerdeto arter hinanden, men P. bertolonii er mindre i vækst, har meget variabel vækstform fra meget oprette typer, til typer med nedliggende kraftige stoloner. Morfologi Timothe er et nedliggende, til opret voksende flerårigt græs, der danner mere eller mindre tætte tuer. Sorterne kan klassificeres i henhold til blomstringstid. De tidligt blomstrende har opret vækst og få bladskud. De sildigt blomstrende har nedliggende udstrakt vækst med mange bladskud. Bladlejet er rullet, bladskeden trind, splittet, men overlappende, glat med glasklar margin. Skedehinden er hindeagtig, omfattende, 3-6 mm lang, but, men tydelig takket. I hver side er skedehinden forsynet med kraftig tak. Kraven er bred og tydelig, oftest delt, glat med lysegrønt skær. Der findes ingen auricler eller bladører. Bladene flade, 4-8 mm brede, glatte ved basis, men ofte ru mod spidsen. Bladets køl er markeret. Karstrengene ret tydelige. Bladfarven grågrøn. De nydannede blade er som regel drejede, så undersiden ofte vender opad. De nederste blade er kortere end de øverste. Bladskuddannelsen er intravaginal. Blomsterstanden er en kompakt dusk. P. bertolonii har lavtvoksende vækst med korte bladrige stoloner. Skedehinden 1-4 mm lang. 83

76 Enkeltplante af turftrmothe. Bladene flade 2-5 mm brede. Nederste del af stængelen har karakteristisk opsvulmet, løgformet vækst. Græsserne er fremmedbestøvere. Frøene er små, nærmest ægformede, 1,5-1,7 mm lange og 0,8-1,0 mrn brede. Frøvægten varierer meget, men i gennemsnit er tusindkornsvægten: Phleum pratense Phleum bertolonii 0,40 g 0,28 g Avnerne omkring frøet er sølvagtigt hvide, tynde og hindeformede, adskilles meget let fra caryopsis. Ved afskalning får det "nøgne frø«svag gulbrun farve. Avnerne beskytter på forskellig måde caryopsls mod omgivelserne. Det må derfor betragtes som en kvalitetsforringelse, når der findes mange afskallede frø i 'et frøparti. Afskallet frø har gennemgående lavere spireevne end uafskallet frø. De følgende spiringsresultater viser forskellene. Frø sp ret Frø sp ret Frø sp ret Frø sp ret Spiringsmetode»klokke«sand kompost sand og kompost Spiringsprocenter Uafskallet frø Afskallet frø 93,1 79,6 89,3 66,4 92,0 27,9 82,0 34,9 Planternes udvikling Ved lav jordtemperatur er spiringen meget dårlig. Under temperatur på 10"C er der kun ganske få frø, der spirer, men frøet har god overlevelsesevne og vii spire, når jordtemperaturen bliver passende høj. Ved såning i det tidlige forår (marts) vil kun ca. 7 % af det udsåede frø danne planter, der overlever det første år. Umiddelbart efter spiring etablerer kimplanterne sig forholdsvis hurtigt. Efter 2-3 bladstadiet vokser græsset ret langsomt og er blandt de langsomste af vore græsser til at gro sammen til en tæt plæne. I etableringsperioden har planter, nes blade stor længdevækst på bekostning skuddannelsen. Den langsomme skuddannelse bevirker, at P. prat"nse ikke er sammengroet før efter ca. 1 års forløb. Sammengroningen i P. berto Iinli er hurtigere. Timothe har intravaginal skuddannelse.1 forårstiden (april-maj) dannes et nyt blad hver 9. dag. I efterårstiden september-december dannes der et nyt blad hver 14. dag. Hvert blad har en levetid på ca dage. De blade, der dannes i juli måned, har længst levetid. Der er 4-8 blade pr. vegetativt skud I august måned. I oktober går bladantallet ned til 3 pr. skud. Antallet af bladskud pr. m' er størst i april-maj måneder. Medio juni går timothe ind i en hvileperiode, og der er ingen vækst i de udviklede bladknopper. Bladfordeling I maj-juni: 84

77 Til venstre udsået Timothe (fodertype)- Til højre udsået Turftimothe, Bemærk forskel i højdetifvæksten. 23. maj 1. juni 9. juni 15. juni 29. juni 57 ':/0 blade 46 % blade 56 'Yo blade 32 % blade 32 % blade Bladenes længdevækst på bekostning af skuddannelsen kan forårsage, at timothe virker aggressiv i blandinger med svagt eller langsomt voksende kimplanter, især hvis indholdet af timothe bliver for stort. Timothe bør derfor aldrig indgå i en frøblanding med mere end % på vægtbasis. Genvæksten i timothe er ret langsom efter klipning. Det medfører, at konkurrenceevnen og bestanddelen i græsplænen formindskes ved ugentlige klipninger over en periode på 3-4 måneder efter fremspiring. Det medfører igen, at de egentlige plænegræsser som f.eks. engrapgræs og rødsvingel ved regelmæssig klipning vil genvinde den andel af plantebestanden, de var tiltænkt. I blanding med 70 % engrapgræs Merion og 30 % P. pratense var andelen af timothe 8 uger efter udsåning 70 %, men efter 30 uger kun ca. 30 %. I en anden blanding med 75 % engrapgræs Merion og 25 % P. bertolonii var andelen af timothe 8 uger efter udsåning 80 %, men efter 30 uger kun ca. 60 %. Af disse tal ser man også, at P. bertolonii har større persistens og klippetolerance end P. pratense. Sammenlignet med alm. raigræs er timothe dog betydeligt mindre aggressiv. Rodsystemet er fibrøst og ligger meget nær overfladen. Det er kun enårigt. Rodfordeling i jordprofiler - P. pratense Horizont % af lotal rodmængde ,4 4.7 Hos P. bertolonii er andelen af den totale rodmængde i den øverste horizont endnu større. Det medfører, at tørketolerancen i timothe er meget dårlig. Da bladvæksten og nydannelse af nye blade tillige er dårlig i juni måned, er slidstyrken da også meget dårlig netop i denne periode. Tørkeperioden påvirker græsset på forskellig vis. En stor del af de overjordiske udløbere dør, ofte samtidig med at bladene får en karakteristisk grå farve. Ved kunstig vanding, eller efter naturlig nedbør, liver græsset meget hurtigt op igen og får en frisk grøn farve. Timothe har meget stor frosttolerance, og da P. bertolinii tillige har vækst ved lavere temperatur 85

78 (+ 5-6"C) end øvrige græsser, får timothe meget smuk vinterfarve. Den aktive vækst ved lav temperatur giver græsset god regenereringsevne og øget slidstyrke i vintertiden. Udbredelse Timothe trives bedst under kølige og fugtige forhold, gerne på lavtliggende jorder. Timothe sætter pris på lenig fertil jord, gror meget dårligt ved lavt reaktionstal. Da timothe er typisk langdagsplante, gror græsset langt mod nord, ca. til 65"N, og da græsset har stor frosttolerance, er det under nordiske forhold et udmærket græs til sportsbrug. Varmetolerancen og tørketolerancen er dårlig. Anvendelse De sildigt blomstrende afgræsningstyper af P. pratense samt P. bertolonii egner sig udmærket til iblanding i frøblandinger til sportspladser. Der bør dog ikke anvendes mere end %. Slidstyrken er meget stor. Da tolerancen mod hjulbelastning er stor, og da det synes, som om mange udløbere bliver rodslående efter kørende færdsel, egner P. pratense sig også udmærket til udsåning i frugtplantager. I prydplæner spillertimothe ingen rolle. Græsset er for groft, og skudtætheden for lav. På grund af den ret begrænsede skudvækst i juni måned, især i de tidligt blomstrende sorter, er ukrudt ofte et stort problem. Nedenstående tal fra ukrudtsundersøgelser i timothe viser dette: Nov Okt. 196B Okt Dækn. Ukrudt Dækn. Ukrudt Dækn. Ukrudt SOrt pet. pet. pet. pet. pet. pet. Tidligt b!om- 85 strende typer Afgræsningstyper Turftimothe Tallene for ukrudtsprocenterne angiver den mængde, ukrudtet dækker af det totalt plantedækkede areal. Ukrudt mest enårigt rapgræs og alm. rapgræs. Det fremgår tydeligt, at konkurrence med enårigt rapgræs og alm. rapgræs er meget dårlig i d~ tidligt blomstrende sorter, noget bedre i afgræ~ ningstyperne og bedst i turftimothe. Konkurrenceevnen aftager med årene. Pleje og pasning Klippehøjderne for timothe bør afpasses efter sorterne. Afgræsningstyperne Phleum pratense bør ikke klippes under 3 cm. Turftimothe tåler klipning ned til 2 cm. Ved lav klipning dannes der korte blade på lave nedliggende skud. For at fremme skudtætheden i en græsplæne med timothe bør plænen vertikalskæres med passende mellemrum. Da ligninindholdet i planterne er højt, bør det afklippede græs fjernes også med passende mellemrum. Store mængder dødt uomsat græs mindsker skudtætheden og fremmer angrebet af plantesygdomme. Plantesygdomme er normalt ikke det store blem i timothe. De almindeligste sygdomme rust (Puccinia) og bladpletsyge (Helminthosporium). Kravet til gødning er ret højt. Kvælstof bør tilføres i mængder fra g pr. 100 m' pr. måned i vækstsæsonen. Dertil bør tilføres 300 g P og 600 g K pr. 100 m' pr. år. Reaktionstallet bør ligge omkring 6.8. Timothe er et af de græsser, der har størst behov for kunstig vanding i den tørre sommertid. Skudtætheden for P. pratense ca pr. m' Skudtætheden for P. bertolonii ca pr. m'. Kromosomer Tusindkornsvægt Skudanta! Bladlængde cm Bladbredde mm Strålængde cm Dusklængde cm Dage til spiring P. pratense 42 0,40 g ,6 8,0 104,8 12,0 11 P. bertolonli g ,3 4,6 74,6 7,

79 Kamgræs (Cynosurus cristatus L.) Kamgræs er et græs, som tidligere anvendtes i frøblandinger til udsåning på sportspladser på grund af græssets ret gode slidstyrke. Andre egenskaber giver mulighed for anvendelse til naturområder og lign. arealer, hvor græsset ikke skal klippes. Morfologi Kamgræs er et flerårigt tuedannende græs, ofte med korte underjordiske udløbere. Bladlejet er klaplagt, bladskederne åbne og glatte. Skedehinden kort, 0,5-1,5 mm lige afskåret. Auricler eller bladører mangler. Bladene tilspidsede 5-15 cm lange og 1-4 mm brede. Bladpladerne flade og glatte og forsynet med køl. Bladkanten ru, især mod bladspidsen. Undersiden er blank. Bladene har frisk grøn farve også i vintertiden. Frøstængelen op til 75 cm lang. Blomsterstanden er en ensidig dusk. Tusindkornsvægt 0,6 g. Kromosomtal 2n = 14. Kamgræs forveksles ofte med alm. raigræs. Kamgræs har ingen auricler (bladører). Stængelbasis er gullig. Alm. raigræs har auriclerog rødligrødfarvet stængelbasis. Planternes udvikling Efter såning og spiring udvikler planterne sig kun langsomt. I blandinger med aggressive græsser kan udviklingen hæmmes, og planterne undertrykkes. Skuddannelsen er relativt dårlig. Skudantallet i græsplænen er pr. m 2. Bladvæksten er langsom. Efter klipning er genvæksten også langsom, dog mindst, hvis klipningen påbegyndes på tidligt stadie. Persistensen i græsset er ret dårlig, ofte overlever græsset ikke udover 5 år. I naturområder, hvor græsset ikke klippes, vedligeholdes græsset ved selvsåning. Kamgræs har stor evne til at danne frøstængler. Selv i meget tætte græsplæner dannes mange frøstængler. Frøstænglerne er meget seje og klippes ikke af normal cylinderklipper. Bladenes vækstpunkt sidder meget lavt, hvilket giver græsset god slidstyrke. Klippetolerancen er ikke særlig stor. Fortsat lav klipning giver planterne dårlig persistens. Evnen til sammengroning efter slidskader er ret dårlig. Udbredelse Kamgræs er et græs af europæisk oprindelse, alment udbredt på passende voksesteder også i Amerika og Asien. Græsset gror livligt og kraftigt i Alperne op til en vis højde, findes også i Norge Sverige-Finland, især i kystområderne. Frosttolerancen er ikke særlig stor. Kamgræs danner en del af græsbestanden i naturområder i enge, vedvarende græsarealer, skovrydninger. Foretrækker lerholdig muldjord med gode fugtighedsforhold, trives godt på arealer, der lejlighedsvis oversvømmes, blot vandet ikke står på arealet i længere tid. Græsset kan findes på lettere jorder, hvis fugtighedsforholdene er gode. Har forkærlighed forvokseområder med høj luftfugtighed. Græsset findes ikke på tørre sandholdige jorder med lavt reaktionstal, eiler på arealer, der udsættes for storvarme. Varmeog tørketolerancen er dårlig. Kamgræs sætter pris på jord i god gødningsstand. Skyggetolerancen er ret god. Frosttolerancen ret dårlig. Kamgræs findes ikke i plantesamfund med aggressive græsarter som f.eks. alm. raigræs. Trives derimod nogenlunde med rapgræsserne. Tolerancen mod kompakt jord er god ligesom slidstyrken. Anvendelse Kamgræs kan anvendes i frøblandinger til udsåning på naturområder, der ikke skal klippes eller kun klippes et par gange om året. Egner sig ikke til frøblandinger med alm. raigræs, som er alt for aggressiv. Frøblandinger med langsomt etablerende græsser som f.eks. rapgræsser er bedst, også til blomsterenge kan kamgræs anvendes. Parkområder med høj og lav bevoksning er udmærkede områder til kamgræs. Kamgræs bør ikke indgå med større frømængder end ca %. Lavtliggende arealer foretrækkes. Græsset bør ikke anvendes til udsåning på vejskråninger og rabatter. På sportspladser har kamgræs udspillet sin rolle og bør ikke anvendes hertil. Pleje og pasning For at trives vel må kamgræs have rigelig gødning og vand. Gødningen må afpasses efter det plantesamfund, hvori græsset gror. I blandinger med 87

80 svage græsser vil kamgræs gerne have megen gødning. I frøblandinger med stærke og aggressive græsser bør gødningstilførselen være mindre. Kunstig vanding må betragtes som værende en fordel omend ikke en betingelse. Klippehøjden bør vare ca. 3 cm. Kamgræs angribes kun meget lidt af plantesygdomme. 88

81 Arts- og sortsbetingede variationer hos græsser til plænebrug Græssernes anvendelse til plænebrug adskiller sig grundlæggende fra anvendelsen til foderbrug. Medens man tidligere til bestemte plæneformål var nødt til at vælge blandt de græsarter, man fandt mest passende og velegnede til formålet, er det i dag muligt at fuldstændiggøre det tilstræbte: at lave en græsplæne med specielle egenskaber til specielle formål ved at udvælge bestemte sorter indenfor en bestemt art. Stigende forbrug af plæneg ræs og større krav til kvaliteten fører til intensivt forædlingsarbejde inden for græs til plænebrug. Forædlingsarbejdet startede med indsamling af økotyper af egnede græsarter, hvor man især indsamlede og foretrak de typer, der i naturen voksede under plænelignende økologiske forhold. Med de nye plænegræsser er antallet af sorter indenfor hver art steget meget betydeligt. Variationsbredden indenfor hver art er steget endnu mere og er blevet så stor, at de hidtil kendte artsspecifikke græsser har begyndt at forskubbe \ sig. På grundlag af det forhåndenværende artsog sortsmateriale skal der i det følgende gives en orientering om variationsbredden i de væsentligste plæneegenskaber, og man skal forsøge at sammenligne variationsbredden af de enkelte græsarter med hinanden. Spiringshastighed Spiringshastigheden hos det enkelte græs er den væsentligste egenskab i den tidlige udvikling af græsplænen. Tidlig fremspiring medfører, at plænen hurtigere bliver grøn og giver det bestemte græs i frøblandingen et vækstforspring, stærkere konkurrenceevne tilligemed større fortrængningskraft over for andre græsarter og -sorter. Man må derfor sige, at hurtig fremspiringsevne er en ønsket karakter i vore græsser til plænebrug, og især hos de græsarter, derforbinder god persistens eller vedvarenhed med gode plæneegenskaber. Fremspiring er en egenskab, som er afhængig af flere faktorer, herunder bl.a. temperatur, fugtighed, såmetodik og sådybde. Under laboratorieforhold, hvor spiringen foregår på filterpapir under optimale betingelser, er der ingen videre forskel i spiringshastigheden mellem de forskellige græsarter og sorter. Sået i jorden til græsplæner er der imidlertid forskel i etableringshastigheden eller fremspiringshastighed hos de enkelte græs- arter. Hidtil har man betragtet forskellen som en differentiering mellem de forskellige græsarter; de nyforædlede plænegræssorter afviger stort set heller ikke fra denne opfattelse. Alm. raigræs er stadig den græsart, som under normale vækstforhold spirer og etablerer sig hurtigst, efterfulgt af timothe og rødsvingel, medens engrapgræs og fåresvingel er ca. 10 dage senere i udvikling. Det ville være meget ønskeligt at kunne forædle en engrapgræssort, så den får hurtigere spirings- og etableringsevne, eftersom eng rapgræs hører til de mest værdifulde plænegræsser, der anvendes til en lang række forskellige formål. Hurtigere spirings- og etableringsevne vil være med til at give dette værdifulde plænegræs en bedre og mere stabil andel i græsplænen, fremfor alt ved såning om foråret og i forsommertiden. Modsat er interessen for spirings- og etableringshastigheden i alm. raigræs, her kunne en langsommere etableringstid være ønskelig og nyttig. Dette græs har hurtig etableringstid og stor fortrængningsevne over for andre græsarter, visse tidlige sorter er samtidig tilbøjelige til at danne en løs og mindre slidstærk plæne, hvis andelen i frømængden bliver for stor. De nyeste forædlingsresultater inden for raigræs til plænebrug har da også medført, at etableringshastigheden er langsommere, medens tætheden og slidstyrken er steget. De nye raigræssorter passer, på grund af lavere frøvægt, bedre med de øvrige græsser, der anvendes til plænebrug. Splrings- og etableringstid når græsset sås til plænebrug: Alm. raigræs Timothe Rødsvingel Hvene Engrapgræs Fåresvingel dage dage 1:>-18 dage dage dage dage Sammengroning De meget tydelige artsbetingede forskelle i splringshastigheden har udjævnet sig en hel del, når det tidspunkt er kommet, hvor græsplænen er groet sammen. Nogle rødsvingelsorter udmærker sig ved at have meget kort sammengroningstid, medens ralgræsserne her først kommer I anden række tæt fulgt af engrapgræs. Med hensyn til sammengroningshastighed har forædling af engrapgræs dog gjort store fremskridt, og man har 89

82 opnået større tilpasningsevne og hurtigere sammengroningstid. Denne variation i græsplænernes tidlige udvikling kan understreges af funktionen og anvendelsen af alm. raigræs. Alm. raigræs skulle på grund af hurtigere vækst dække og beskytte de mere langtsamtvoksende græsarter og -sorter uden at hindre disse planters optagelse af lys og næringsstoffer. Denne virkning forudsætter, hvis den i det hele taget kan konstateres i mikroklimaet, en mindre andel af alm. raigræs og samtidig en mere vertikal og mindre horizontal biadvækst. En videre betingelse for en sådan anvendelse af alm. raigræs forudsætter, at planterne har aftagende konkurrenceevne, som vil give sig udslag i en relativt langsommere sammengroningsevne, en egenskab som ikke optræder i de vedvarende sorter på grund af den større fortrængningsevne og planternes robuste karakter. Raigræssorter forbliver ofte efter etablering en væsentlig og forstyrrende bestanddel i græsplænen på grund af planternes hurtigere vækst. En raigræssort med en god beskyttelseseffekt i etableringsperioden må derfor enten være i besiddelse af de mest essentielle plænegræsegenskaber som stor skudtæthed og god genvækstevne tilsvarende de andre græsarter, eller også må sorten såsnart den har opfyldt sin mission i udviklingsperioden, dø, uden at der samtidig opstår for store huller i græsplænen, hvor ukrudtsplanterne kan etablere sig. Stor konkurrencekraft som i visse raigræssorter kan være en ulempe. Der findes imidlertid i dag raigræssorter med stor skudtæthed, passende etableringsperiode, god genvækstevne, som ikke er så aggressive som ældre sorter. Disse nye sorter er efterhånden blevet universielle blandingsbestanddele i mange frøblandinger. Der findes bemærkelsesværdige forskelle i etableringsperioden mellem arterne rødsvingel og timothe. Medens timothe spirer ret hurtigt og rødsvingel ret langsomt, danner rødsvingel dog aliigevel hurtigere en tæt sammengroet plæne. I gennemsnit af alle sorter danner rødsvinglerne hurtigst en tæt græsplæne. brug forædlede græsarter. I forbindelse med rødsvingel må man tage i betragtning, at man taler om 3 forskellige underarter, Festuca rubra rubr' med 56 kromosomer og fra til bladskud pr. m 2. Festuca rubra commutata og Festuca rubra trichophylla med 42 kromosomer og op til ca bladskud pr. m 2, Af de tre eksisterende hvenearter har Hundehvene (Agrostis canina) større skudtæthed end alm. hvene (Agrostis tenuis) og krybende hvene (Agrostis stolonifera). Hvenearterne har ligesom rødsvingel op til ca bladskud pr. m 2. Under extreme forhold SOm i Golfgreens kan skudantallet i hvenearterne stige op til bladskud pr. m 2. Engrapgræsserne er med hensyn til skudtæthed i besiddelse af meget stor variationsbredde. De deciderede sorter til plænebrug danner meget tætte plæner med stor skudtæthed og ret korte, brede blade med horizontal vækst. Denne vækstform giver meget tætte græsplæner, og i forædlingsarbejdet søger man efter sådanne sorter. Fåresvingel har også stor skudtæthed, men som plænegræs i monoku har fåresvingel flere uheldige egenskaber og derfor uden større interesse. Timothe og alm. raigræs danner ret ensartede plæner med ret åben bestand. Tidlige typer af alm. raigræs danner dog mere åbne plæner end de sildige typer. De tidlige raigræssorter bør derfor i størst muligt omfang undgås. Når det drejer sig om skudtæthed, ligger der et stort og taknemmeligt forædlingsarbejde foran de to arter. """;0>"0 o'.",,, Tid til sammengroning af forskellige græsarter Rødsvingel Alm. rajgræs Hvene Engrapgræs FåresvIngel Timothe dage dage dage dage 6"-75 dage dage Skudtæthed I øjeblikket besidder rødsvingelarterne tillige med hvenearterne størst skudtæthed af de til plæne- Forskelle i skudtæthed me/fem forskellige græsarter til plænebrug og forskelle mellem sorter med højeste og laveste skudtæthed. 90

83 Bladbredde Bladbredden i de seks græsarter er mindre repræsentativend andre egenskaber. Bladbredde er ganske vist en statistisk sikker genetisk egenskab, men den påvirkes af mange faktorer. I bladbredden er der som regel tale om artsbetingede forskelle. Alm. ralgræs og tlmothe har brede til meget brede blade. Fåresvingel derimod har meget smalle blade. Engrapgræs fremviser meget stor variation, der dog tenderer henimod større bladbredde, medens rødsvingel stort set tenderer til henimod smalle blade. Indenfor hvenearterne er der også storvariation, der tydeligt fordeles på de forskellige arter. Hundehvene (Agrostis canina) har smalle blade. Alm. hvene (Agrostis tenuls) har middelbrede til brede blade, medens krybende hvene (Agrostis stolonlfera) har brede blade. Ukrudtsfortrængende egenskaber Sorterne af alm. ralgræs har store ukrudtsfortrængende egenskaber efterfu Igt af hvene, timothe, de fleste rødsvingelsorter og engrapgræs. Fåresvingel har her tydeligt de dårligste egenskaber, og viser sig dårligt egnet til plænebrug på grund af den svage konkurrencekraft mod Indtrængende aggressive ukrudtsarter som f.eks. enårigt rapg ræs og mælkebøtter. Man kan så spørge sig, om hvorvidt den dårlige tilpasningsevne til Intensiv plænebrug Ikke er en følge af græssets økologiske oprindelse. Fåresvingel vokser i naturen for det meste på jorder med dårlige næringsstofforsyninger og på arealer, hvor der kun er Ildet færdsel og slid. Sådanne vækstforhold kan Ikke sammenlignes med den Intensive benyttelse I græsplæner. Alligevel skulle det være muligt gennem et fornuftigt forædlingsarbejde at finde bedre sorter I fåresvingel. Det synes I hvert fald fristende at tro, når man ser på den store variationsbredde, der findes Inden for rødsvingel og engrapgræs. Bladfarve I det for tiden værende græssortiment er der med hensyn til bladfarve, rødsvingel undtaget, store artsbetingede begrænsninger. Indenfor arten rødsvingel er det lykkedes forædlerne at finde hele farvespektret repræsenteret, lige fra lysegrøn til mørkegrøn, således at man efter behag kan få sit ønske med hensyn til farve opfyldt. Indenfor engrapgræssorterne, hvis bladfarve er mørk, skulle det Ikke være vanskeligt at forøge variationsbredden, da der allerede findes flere lysegrønne sorter. Ved anvendelse af engrapgræssorter med lysere bladfarver kan man få sorter, der bedre kan blandes med lyse rødsvlngel- og hvenearter, eller I sportsplæneblandinger med tlmothe. Alle hvenearterne har lysegrøn til mellemgrøn bladfarve. Specielt Inden for hvenearterne er der et stort påtrængende behov for sorter med mørk bladfarve til blanding med andre græsarter til prydplæner. Med hensyn til bladfarve ligner hvenerne og timotheerne hinanden, begge arter har den lysegrønne bladfarve. Mørkere typer kunne ønskes, så man kunne få sorter med bedre bladfarve til sammensætning med engrapgræs og kamgræs til sportsplæner. Tilvækstrate og væksthøjde Græsplæner er anlæg, som ofte kræver intensiv pleje og pasning. Behovet for pleje og pasning er afhængig af den anvendte plænegræsblanding, som har Indflydelse på plænens tæthed, slidstyrke, sygdomstolerance og ikke mindst på vækstintensiteten. Græsarter og -sorter med stor tilvækst må klippes oftere end græsarter og -sorter med lav tilvækst. Græsklipning er som regel en plage for alle hobbygartnere og haveejere. For de tekniske forvaltninger, der I den kommunale sektor arbejder med store græsarealer, er hyppig klipning en meget stærk finansiel belastning og i det store sammenhæng ofte en uoverkommelig opgave. På de extenslve græsarealer spiller græsarternes og -sorternes vækstintensitet også en stor rolle. Her er det mere højden af de fuldt udviklede græsser, der spiller en rolle fremfor tilvæksten mellem de enkelte klipninger. På extenslve græsarealer klippes græsset normalt kun en gang I vækstperioden, derfor må klippetidspunktet kunne varieres. En sådan variation I klippetiderne forudsætter, at det fuldt udviklede græs Ikke danner en vegetation, der hæmmer eller hindrer den frie bevægelighed på arealet eller skaber risl ko for formindsket udsyn på oversigtsarealer og banketter. De nyere forædlede græsarter og -sorter til plænebrug har betydeligt mindre tilvækstrate og væksthøjde end græsserne til foderbrug, og længden af de fu Idt udviklede planter er betydeligt mindre hos plænegræsserne end hos fodergræsserne, men der er stor variation såvel mellem arterne som mellem sorterne. Tilvækstrate, artsforskelle Fra forsøgene med fodergræsser ved man, at der er forskelle I vækstintensitet og vækstrate mellem 91

84 Til venstre parcel med Rødsvingel uden udløbere, Til højre parcel med Rødsvingel uden udløbere. Bemærk forskel i højdetilvækst. de forskellige græsarter. Den samme forskel finder man også inden for plænegræsserne. Alm. raigræs (Lolium perenne) har størst tilvækst af samtlige arter, efterfulgt af rødsvinglerne. Hvene har laveste tilvækst i gennemsnit pr. år. De græsarter, som har største skudtæthed, har normalt laveste tilvækstrate. Hvis den gennemsnitlige tilvækst i en vækstsæson for eng rapg ræs sættes til 100, har de øvrige græsarter følgende forholdstal for tilvækst: Engrapgræs 100 Alm. raigræs 160 Rødsvingel m. L u. 129 Rødsvingel m. k. u. 105 Rødsvingel u. u. 112 Stivbl. svingel 125 Fåresvingel 96 Alm. hvene 75 Kryb. hvene 56 Hundehvene 71 Timothe alm. 112 Timothe vild 99 Tilvækstrate, sortsforskelle Den forøgede forædling af græs til plænebrug giver sig udslag i et meget stort antal sorter inden for hver art. Forædlingen går i retning af sortf med lav tilvækst og stor skudtæthed. Den intens\ verede forædling medfører, at sortsvarialianen vedrørende tilvækstraten er større end artsvarialianen. I forsøgene med græs til plænebrug 1969/73 fandtes følgende variation i % mellem sorter med højeste og laveste tilvækst Engrapgræs Alm. raigræs Rødsvingel m,l.u, Rødsvingel m.k.u. Rødsvinget u.u. Stivbl. svingel 1969/73 53 % 17 % 50 % 66 % 15 % 5% % 30 % 13 % ikke målt 24 % 13 % 92

85 I midten Engrapgræs mini-turf, til venstre og højre parceffer med engrapgræs af ordinære sorter, Fåresvingel Alm. hvene Kryb. hvene Hundehvene Timothe alm. Timothe vild 1969/73 4% 51 % 88 % 12 % 12% 7% 1972/75 2% 30 % 14 % ikke målt 33 % 10 % Forskelle i højdetilvækst mellem forskellige græsarter til plænebrug, og forskeffe mellem sorter med højeste og laveste tilvækst indenfor hver art. De konstaterede forskelle i tilvækst mellem sorterne indenfor de enkelte arter beror i en vis grad på morfologiske forskelle. Rødsvingel med lange udløbere har større tilvækst og variation end rødsvingel uden udløbere. Hos sorter af engrapgræs spiller udløberlængden en rolle. Sorter med lange udløbere har større tilvækst og mindre skudtæthed end sorter med korte udløbere. Finbladede sorter har normalt lavere tilvækst end grovbladede sorter. Sorter med lavt kromosomtal har normalt lavere tilvækst end sorter med højt kromosomtal. Sorter med lav frøvægt har normalt lavere tilvækst end sorter med høj frøvægt 93

86 Miljøets indflydelse på tilvækstraten Miljøet har stor indfiydelse på sorternes og arternes tilvækstrate. I miljøet bør medtages alle vækstfaktorer på dyrkningsstedet, dvs., jordbundsforhold, vejrliget, sygdomsangreb, gødningen og klippehyppigheden. Den samlede tilvækst kan variere flere hundrede procent, men tilvæksten mellem arterne i forhold til hinanden er forbavsende konstant fra år til år og fra sted til sted. Tilvæksten kan variere fra år til år, men den forholdsvise tilvækst mellem arterne er stadig konstant. Man kan heraf slutte, at en græsplænes tilvækst og klippehyppighed kan nedsættes ved passende sortsvalg, hvor hensyn til plænens formål også tages i betragtning. Tilvækstrate og plænekvalitet Lave tilvækstrater kan føres tilbage til langsommere vækst, lav tilvækst kunne derfor tænkes at være forbundet med dårlig regenerationsevne og dårlige plæneegenskaber i det hele taget. Det vil betyde, at sorter med lave tilvækstrater ganske vist har den fordel, at de kræver mindre klipning, men også den ulempe, at de har dårligere udseende og dårligere plæneegenskaber. At denne situation og antagelse ikke er rigtig, kan påvises ved vurderi ng af sorternes kvalitative egenskaber. På alle afprøvningssteder har de langsomtvoksende græssorter bedre karakter for helhedsindtryk, overvintringsevne og tørketolerance end hurtigtvoksende sorter. Man kan heraf slutte, at græssorts plænekvalitet på ingen måde er afhængig af væksthastigheden, men er begrundet i andre genetisk betingede egenskaber. Hos græssorter til plænebrug findes der ikke kun en vertikal vækstretning, som genspejles i tilvækstraten, men også en horizontal vækstretning, som ved vandrette, lavtplacerede blade er af større betydning for græsplænens kvalitet. Væksthøjde af de fuldt udviklede planter Forskelle i væksthøjde af de fuldt udviklede græsarter og -sorter spiller ved anvendelse til extensivplæner en meget stor rolle. I gennemsnit af de undersøgte arter finder man hos rødsvingel de længste strå og de fleste strå pr. arealenhed, hejr, efter har alm. raigræs og hvenerne de højestes laveste stråhøjde og færrest strå findes i engråfi græsserne. Hermed er rækkefølgen i forhold til den vegetative tilvækst brudt. Delle lader sig forklare med græssernes krav til voksepladsen. På extensiv-arealer klarer rødsvinglerne sig bedst, fordi de fra naturens side oprindelig hører hjemme på magerbundsarealer med dårlig næringsforsyning modsat alm. raigræs og eng rapgræs, som hører hjemme på muldrige jorder med god næringsforsyning. Til venstre enkeltp/anter af Alm, rajgræs. Tf! højre enkeltplanter af Ital. rajgræs. Bemærk forskel i plantehøjde. 94

87 De største variationer i stråhøjde og stråantal findes indenfor engrapgræsserne og raigræsserne, opstået som følge af den intensive forædling. Man kan konstatere, at de tuedannende græssorter med intravaginal skuddannelse har størst stråantal og længste strå. Stråantallet falder stærkt fra første år til andet år. De sorter, som har laveste strå og færrest strå i første år, har også de samme egenskaber i andet år. Resume og konklusion Græssernes tilvæksthojde adskiller sig fra art til art, men dog stærkere fra sort til sort inden for en art. Lav tilvækst udøver ingen formindskende indflydelse på andre plæneegenskaber. Derfor kan, uden skade på kvaliteten, plejen af plæner styres vidtgående ved hjælp af et tilsvarende sortsvalg. I højde ved fuld udvikling er sortsforskellene ligeledes større end artsforskellene. I forsøgene med plænegræs deltager mange græssorter med meget lav tilvækst. Disse sorter kan få meget stort anvendelsesom råde i den grønne sektor. Der er kun ringe overensstemmelse mellem væksten af græssorter, som plæneklippes, målt ved den gennemsnitlige tilvækstrate, og væksten af sorter i kun en gang klippede plæner, målt når planterne blomstrer. Langsomt voksende græs medfører: 1. Mindre uomsat dødt materiale. 2. Færre sygdomsangreb i græsplænerne. 3. Større ensartethed i græsplænerne. 4. Færre vandingsproblemer. 5. Færre fysiologiske skader (Vinterskader og tørkeskader). 95

88 Skudtyper i græsarter og sorter til plænebrug og deres reaktion på pleje og pasning Græs i græsplæner er i så høj grad et udtryk for planternes evne til at danne sideskud, at man ikke mere er i stand til at kunne skelne de enkelte græsplanter fra hinanden. I de fleste tilfælde kan man da også bedre betragte græsplænen som værende sammensat af mange bladskud. Der findes en omfangsrig international litteratur, som behandler de forskellige skudformer. I en sportsplæne kan der pr. dm 2 findes fra 100 til200 bladskud. I nogle prydplæner kan der findes helt op til 1000 bladskud pr. dm 2. Skudantallet pr. arealenhed er som oftest et godt kvalitetstegn. Det bestemmer i udstrakt grad græssets slidstyrke, det optiske aspekt og medvirker til, at græsplænen ikke generes af tokimbladet ukrudt. Evnen til at Være aggressiv mod tokimbladet ukrudt hænger mere sammen med det ret konstante antal bladskud end med det ret variable bladarealindex. Skal en græsplæne under de herskende pleje- og pasningsforhold have en passende slidslyrke, må man tilsigte, at de bladskud, der dør, erstattes af nye bladskud, således at antallet hele tiden er så nær det optimale som muligt. Det er derfor særdeles vigtigt at vide, hvorledes bladskuddene i de vedvarende plænegræsser udvikler sig, og hvorledes de påvirkes af pleje og pasning. Det er ligeledes vigtigt at vide, om man ved pleje og pasning af græsset i dets vegetative udvikling kan forøge planternes antal af bladskud. Græssernes bladskud kan tilnærmelsesvis inddeles i følgende fire kategorier: 1. Vegetative, ikke strakte skud (bladskud). 2. Vegetative, strakte, mere eller mindre nedliggende skud (stoloner og rhizomer). 3. Generative, strakte mere eller mindre oprette skud. 4. Overgangsformer mellem typerne 1,2 og 3, helt eller delvis strakte, for det meste opre1te skud. Vækst og udvikling af de enkelte skudtyper. 1. Vegetative, ikke strakte skud (bladskud) De primære skud, sådan som de også udvikler sig som kimplanter, består af en meget kort stængel, der er opbygget af internodier. Den øverste spids af stængelen er det meget vigtige vegetations- punkt, ellervækstpunktet. Forneden er stængelen forsynet med rødder. Ethvert udvokset internadie er forsynet med og omgivet af en bladskede, som går over i bladpladen.1 bladhjørnet på bladskeden findes en bladknop, der kan udvikle sig til et sideskud, danne rødder og på et senere tidspunkt udvikle sig til en af de fire ovennævnte skudtyper. Under gunstige vækstforhold forløber denne udvikling kontinuerlig og uden ende. De nydannede skud er gennem længere tid stadig forbunden med hinanden. Sideskuddets udvikling er afhængig af såvei ydre som indre forhold, men udviklingen er også afhængig af græsarten. I timothe (Phleum pratense for eksempel danner først den 3. eller,' bladknop et sideskud, medens bladknoppen i l' leoptilen hos alm. raigræs (Lolium perenne) nu og da udvikles til et sideskud. Hos fritstående enkeltplanter vokser skudantallet meget hurtigt. Et fritstående skud hos alm. raigræs kan fra august (udsåning) til næste maj udvikle sig til en tue med 400 enkelte bladskud. Dannelsen af bladskud er meget afhængig af plantetypen. I raigræs findes stor forskel i antal bladskud mellem de sildige typer og de tidlige typer. Sort 1 Sort 2 April Maj Juni Juli August September Oktober skudantaf pr. dm 2. Klfppehøjde: 3 cm. Græsset tilført 324 kg N/ha/år. Klippehøjden og belysningsintensiteten har også indflydelse på skudtætheden i alm. raigræs. Klippehøjde Belysning April Maj Juni Juli Au'S- 3-5 cm 100 % cm 100 % cm 150 % cm 50 % skudantal pr. dm 2. Tuerne i alm. raigræs er mere eller mindre åbne, ligeså er tuerne hos kamgræs (Cynosurus cristatus). Græsser som rødsvingel uden udløbere (Fest. rub. com.) og fåresvingel (Festuca ovina ten.) danner megel tæ1te tuer, hvis bladskud er presset tæt sammen. Ved fortsat skuddannelse kan en ensartet plæne vokse tæt sammen og forblive tæt. Planter- 96

89 nes vækst er koncentrisk, og da nogle planter kun breder sig langsomt (fåresvingel Leks. ca. 10 cm pr. år) kan der opstå åbne pletter, som senere invaderes af tokimbladet ukrudt, denne situation forekommer ofte i sportspladser, hvor de vigtigste skud er de vegetative og ustrakte bladskud. I prydplæner gives der andre muligheder, se under Vegetative, strakte, mere eller mindre nedliggende skud (stoloner og rhizomer) Foruden de ovennævnte sideskud kan mange græsser også danne stængeludløbere, som enten over- eller underjordisk fjerner sig fra primærskuddet. Disse udløbere kan alt efter arten og sorten blive flere decimeter lange. Ved knæene kan der dannes nye græsrødder, som rodfæstes, når stængelen ligger tæt henad jorden eller fortsætter rodvæksten, når stængelen er underjordisk. De overjordiske stængeler (stoloner) har kun få udviklede blade, de underjordiske stængeler (rhizomer) har kun bladskæl. Efter kortere eller længere tid retter en udiøber sig op og bliver til et opretvoksende bladskud med normalt udviklede blade. På såvel overjordiske som underjordiske strakte stængelinternodier findes knopper, som under gunstige forhold kan udvikle sig til et nyt bladskud. Som regel er det kun knoppen i spidsen af udløberen, eller nogle af de i spidsen værende knopper, der udvikler sig til nye bladskud, en situation som skyldes den apikale dominans. Ydre forhold, som Leks. lys og temperatur, synes i meget stor målestok at skulle bestemme, om et sideskud udvikles til nedliggende strakt skud eller til et opret ustrakt skud. Den kun lidet omfattende litteratur på dette felt omhandler stort set kun Agropyron (Elytrigia) og dette ikke særligt entydigt. De overjordiske eller underjordiske udløbere kan være med til at skabe en vegetation på udækkede eller bare arealer. I plænepraksis opstår større huller i græsset for størstedelen gennem en lang række fejltagelser i pleje og pasning, derfor er dannelsen af nogle få udløbere på bekostning af mange bladskud en meget tvivlsom affære. Til udfyldning af græsset i et muldvarpeskud i en meget lidt belastet plæne kan udløberne fra rødsvingel og hvene utvivlsomt spille en meget stor rolle. 3. Generative strakte mere eller mindre oprette skud Overgangen til den generative fase bestemmes hos de fleste plænegræsser hovedsagelig af den forudgående temperatur og af dagslængden. I de generative skud strækker internodierne sig fra grunden i opadstigende rækkefølge, hvorefter blomsterstanden kommer til syne. Af flere forskellige årsager dannes og udvikles der i denne periode ingen sideskud. Stængelstrækningen synes at være den væsentligste årsag til manglende udvikling af sideskud. Da frøproduktionen, med undtagelse af enårig rapgræs (Poa annua), er betydningsløs med hensyn til vedligeholdelse af arterne i græsplænen, er frøstænglerne kun en plage. Frøstænglerne er med til at ødelægge græsplænens æstetiske værdi, de er tillige vanskelige at klippe og øger længden af det afklippede græs. I de fleste arter dør de ikke afklippede blomsterskud af sig selvom efteråret. Afklippede frøstængler hos alm. raigræs danner af og til sideskud i de tilbageværende stængelstykker med basis liggende flere centimeter over jordoverfladen. 4. Overgangsformer mellem typerne 1,2 og 3. Helt eller delvis strakte, for det meste oprette skud Under bestemte forhold, især ved stigendetemperatur og under langdagsforhold, sker der en forlængelse af nogle af de nederste internodier, sommetider forlænges alle internodier, uden at der dannes en blomsterstand. Delvis strakte skud forekommer hos alm. raigræs og hos enårig rapg ræs. Helt strakte skud forekommer hos Agrostisarterne, hos timothe (Phleum pratense) og hos alm. kvik (Elytrigia = Agropyron repens). Det er især de midterste internodier, som forlænges. Helt gennemskredne, men ikke generative oprette skud er meget hyppige hos de tropiske græsser. Sådanne skud kaldes i Arrhenaterum elatius (Draphavre) "sterile stængelskud«ofte anvendes udtrykket "Sommerstængler«eller "blomstrende vegetative skud«. Disse skud kan blive 2 eller flere år gamle. I betegnelsen delvis strakte skud (opret eller liggende) findes der overhovedet ingen overensstemmelse. Man skelner hos Lolium perenne (alm. raigræs) mellem rhizomagtige stængelforlængel- 97

90 ser, rhizomrudimenter, rhizomer og overjordiske krybende skud. Medens nogle taler om»iiggende stængler, der praktisk talt er lig stoloner«har andre for de forlængede internodier i raigræs og enårig rapgræs anvendt udtrykket»skudløfter«. Nogle anvender for denne skudtype i raigræs udtrykket»aerial tillers«. En enkelt anvender det samme udtryk, men skelner desforuden mellem stoloner. På knæene i de delvis strakte skud kan der udvikles såvel rødder som bladskud, hvilket er med til at forøge skuddenes udløberagtige indtryk. Hos alm. raigræs (Lolium perenne) har man iagttaget, at et således udrustet skud sluttelig kan danne en blomsterstand, hvilket er medvirkende til at fuldstændiggøre forvirringen i det rigtige navn. Disse ovennævnte skudtyper findes især på frugtbare jorder, hvor græsset ikke klippes tæt nok. De om eftersommeren hos timothe fundne forlængede og fortykkede basale internodier kan man i denne forbindelse lade være ude af betragtning, da de tjener som oplagringsorganer. Det er her ikke stedet at forsøge at fuldstændiggøre nomenklaturen over de forskellige skudtyper. I praksis er oprette, strakte vegetative bladskud det samme som frøstængler. En speciel plads indtager dog alm. raigræs med de om efteråret delvis strakte skud, som ikke dør i vinterens løb. Disse skud er meget frostfølsomme og på grund af det overfladiske rodsystem også meget tørkefølsomme og dårligt forankret i jorden, tillige dannes disse skud på bekostning af de mere værdifulde bladskud. Tromling og færdsel pågræsarealet Ved at tromle en græsplæne med udløberdannende græsarter (Agrostisarter og Festucaarter) kan man trykke overjordiske krybende stængler ned i overfladen, så de bedre fæstnes og ikke så let klippes bort. Man kan så spørge sig, om denne fremgangsmåde er en fordel. Overjordiske udløbere i større antal forskønner på ingen måde græsplænen. For sportsplæner er tolerance mod tråd og færdsel et meget vigtigt kriterium, hvis mekanisme ikke kendes fu Idt ud. Man fandt ved undersøgelse af 7 græsarter en positiv sammenhæng mellem tolerance mod tråd og cellevægsindholdet i græsserne, men de giver ingen forklaring på samspillet. Der skelnes foruden mellem tolerance mod tråd også mellem græssernes regenerationsevne, en egenskab der er knyttet til græssernes evne til at danne nye sideskud, eller græssernes manglende evne hertil, Ifølge forskellige undersøgelser er alm. rapgræs (Poa trivialis) et græs med god trådtolerance, når det anvendes til afgræsning. På sportspladser derimod er græsset meget følsomt mod tråd, Denne forskel s~" des måske, at alm, rapgræs kun udvikler sv8~" stoloner, når det klippes tæt. Dette punkt skal nærmere omtales senere. Alm, raigræs er meget trådfast og kan kun ved belastning rigtig hævde sig. Ved økologiske undersøgelser kan man ikke konstatere denne kendsgerning, derimod kan man fastholde det ved physiologiske-morfologiske undersøgelser. Således har man konstateret, at græssernes vækstpunkt sænkedes som resultat af tråd på græsset. Der menes, at den gunstige effekt fra tråd skyldes, at lyset bedre når ned gennem de nedtrådte og adskilte bladskud. I praksis anvender man ofte at tromle græsplæner med alm. raigræs for at simulere slid, Ved at belaste græsset på forskellig vis kan man fremme skudantallet i alm, raigræs og hermed også slidstyrken. Mange af de mest trådfaste græsarter og sorter kan ikke tolerere det slid, græsserne udsættes","', således som sporten udøves i vor tid. Mai græsbaner bliver i spillesæsonen»nedspillet«og beskadiget på en sådan måde, at skudantallet formindskes, Den kraft, hvormed en sportsmand træder på græsset, spiller en væsentlig rolle, tillige med at fodtøjet ved boldspil ofte er forsynet med knopper. Rivningseffekten i græsset er sandsynligvis ikke mindre skadevoldende end den lodrette trådeffekt. Ved rivning kan en hel tue eller græstørv rives ud af græsplænen, Man må ved færdsel derfor regne med såvel horizontal som vertikal belastning, For at forhindre at fremkomne huller i plænen fyldes med enårig rapgræs, må man efter hver spillesæson foretage en omhyggelig renovering, som omfatter eftersåning med passende frøblanding og/eller nedlægning af græstørv. Topdressing Mange intensivt bespillede og plejede græsba"e,( bliver med mellemrum tilført topdressing i form af sand i lag fra 1 til 1Omm pr. år. Det kan være for at fremme sportspladsens skridstyrke, for at jævne banen, eller for at sænke overfladens indhold af organisk materiale, Nogle steder foretages topdressing af mere traditionsmæssige grunde, Ved topdressing kan man forvente en gunstig effekt på rodslagning af stoloner og nedliggende stængler, Man bør dog ikke glemme, at regnormenes aktivitet også virker som en art topdressing, Tæt klipning i stedet for topdressing virker også fremmende på pryd plæner sammensat af udløberdannende græsarter. 98

91 Gødning Sportsplæner og prydplæner tilføres gødning af forskellige årsager. Alm. raigræs og engrapgræs, der anvendes til sportsplæner, stiller store krav til fosfor og kaligødskning, hvis de skal hævde sig i plænen. Den fornødne gødningsmængde, der skal tilføres, er afhængig af den gødningsmængde, der allerede findes i jorden og af behandlingen af det afklippede græs, om det fjernes eller ej. Prydplæner sammensat af agrostisarter eller festucaarter bruger betydeligt mindre mængder fosforsyre og kali. I denne henseende afviger prydplæner tydeligt fra de intensivt benyttede græsningsarealer og sportsplæner. Også kravet til kvælstofgødning er afhængig af den mængde gødning, som jorden kan levere. Sandholdige profiler fattige på organisk materiale kræver store gødningsmængder. Formålet med kvælstofgødning til græsplæner er iøvrigt et helt andet end formålet til foderbrug. Fodergræs gøder man for at få en stor blad- og stængelproduktion. I græsplæner spiller kun antal bladskud en rolle, først når bladskuddet har dannet et blad, begynder sideknopperne at udvikle sig til nye bladskud. Kvælstofgødningen har normalt større indflydelse på dannelse af vegetative sideskud end på dannelse af bladene. I væksthusforsøg med unge Agropyronplanter gav tilførsel af kvælstof et procentvis mindre antal primær- og sekundær knopper i forhold til rhizomer. Selvom stigning i kvælstofmængden forøgede antallet af sekundære bladskud, var virkningen på udløberantallet sluttelig dog positiv. De meget få undersøgelser, der foreligger over engrapgræs, synes at give modsat resultat. Således har man fundet, at stor kvælstoftilførsel til unge planter hæmmede udviklingen af udløbere, men den hæmmende effekt var kun midlertidig. Kvælstofgødning fremmer ikke bare udviklingen af de vegetative skud. Den ved kvælstoftilførsel dannede bladmasse kan også hæmme og undertrykke lavtvoksende ukrudt og derved have positiv effekt. Klipning Vedligeholdelse af en kortklippet græsplæne består hovedsagelig af klipning. Klipning er tillige med til at fremme den æstetiske og optiske værdi af græsplænen samt græsplænens tæthed. Bladskuddene på de egentlige plænegræsser har så kort stængel, at klipning ved normal klippehøjde ikke generer anlæggene for dannelse af sideskud og heller ikke vækstpunktet. Ved klipning fjernes kun bladplader og bladskeder. Bladpladerne kan, ifald de ikke allerede er fuldt udvokset, vokse videre efter klipning. På samme tid udvikles der ved de yngre internodier nye blade, og kort tid efter rager nye blade i vejret. Vækstpunktet kan naturligvis gå tabt, hvis arealet er så ujævnt, at klippemaskinen stedvis går i jorden. Herved kan de vegetativt strakte overjordiske skud fjernes, ifald vækstpunktet ikke ligger dybt nok. I så fald udvikles sideskuddene på de tiloversblivende stængeldele. Blomsterbærende skud og andre oprette skudformer fjernes i et tidligt stadium ved klipning af græsplænen, hvilket medfører, at sideskudene udvikles nu, da de ikke mere hæmmes af længdevæksten i de blomsterbærende skud. Ved hyppig klipning kan man derfor undgå den undertrykkelse af skuddannelse, der ellers bliver resultatet af dannelsen af blomsterbærende skud. Hos enårigt rapgræs kan man dog ikke ramme de med celler uden blomsterstande fladt liggende forlængede skud. Hyppig klipning i 2 til 4 cm højde fremmer også skudantallet i en raigræsplæne til sportsbrug, der klippes hyppigt, ca. 50% oftere end hvis græsset blev afgræsset af dyr. Dette forklares med, at lyset lettere trænger ned til de korte stængler, når græsset klippes kort, herved fremmes udviklingen af de mange sideskud, når blot der findes en passende mængde assimilerende bladvæv. Ved at øge klippehøjden og klippe græsset med varierende mellemrum opnår man en hæmmende effekt på skuddannelsen, samtidig med at det lange afklippede græs må fjernes for ikke at ødelægge græsplænen. Ved at udskyde græssets klipning som det ofte sker uden hensigt i ferietiden, men ofte med hensigt i en tørkeperiode, kan man ødelægge græsplænene struktur, hvilket viser sig, når den normale klipperytme igen optages. I prydplæner med Agrostis-arter dannes der på denne måde en masse sommerstængler (især i varmt vejr i eftersommeren), som hæmmer dannelsen af normale bladskud. I raigræsplæner opstår»aerial tillers«enten som følge af klippede generative skud eller som et resultat af forlængede vegetative skud. Muligvis kan disse symptomer have indflydelse på græsvalget ved tilsåning af vejskråninger og rabatter, hvor man ønsker en bestemt blomsterflora. Sen klipning er med til at give en åben græsbestand, som fremmer eller letter etableringen af andre plantearter, herunder også blomster. Ved hyppige og meget lave klipninger, faktorer som i plænepraksis ofte hænger tæt sammen, kan man ødelægge græsplænen, idet de tilstedeværende bladskud mister vital iteten og evnen til gen- 99

92 Klippeforsøg i enkeltplanter af Rødsvingel uden udløbere. vækst, samtidig med at dannelsen af nye bladskud hæmmes. Når græsset klippes med hyppige mellemrum, finder der ingen oplagring af reservenæringsstoffer (kulhydrater) sted, de tilgængelige assimilater anvendes til udligning af det afklippede eller tabte bladareal. Endnu værre bliver situationen, når græsset tililge klippes tæt, herved bliver kun en meget lille del af det assimilerende bladvæv tilbage. Bladvæksten fortsætter, men skuddene har kun ringe vækstreserve og dannelsen af nye bladskud udebliver som følge af konkurrence mellem vækstpunkterne i de forskellige skud. Nogle græsarter og -sorter har større tolerance mod tæt klipning end andre. Ved nedsat assimilation på grund af lysmangel eller næringsmangel er klippetolerancen dårlig. Som et resultat af tæt klipning danner de nye bladskud et svagt og overfladisk rodnet som ikke har tilstrækkelig oplagringsmuligheder for reservenæringsstofferne. For at danne et kraftigt og dybtgående rodnet må rødderne have en regelmæssig assimilattorsyning. En græsplæne med et dybtgående rodsystem er enhver stadioninspektørs drøm. Stor roddannelse gør græsplænen slidstærk og fremmer græssets chance for at overleve den intensive belastning, der opstår ved hyppig brug. Maximal roddybde opnås i alm. raigræs allerede 10 uger efter såning om foråret, på dette tidspunkt er det ofte muligt at kunne tage sportsplænen i brug. Lav klipning er ikke alene ødelæggende for rodvæksten, det skader også udløberne. Det filtagtige tæppe af tæt sammenvoksede overjordiske udlø- bere i Agrostis-plæner kan til en vis grad bekæmpes eller undgås, når græsset klippes tæt. Drejer det sig om underjordiske udløbere, må man anlægge samme synspunkt, som var det græsrødder, men man må også her tænke på reservenæringsstofferne. Mangel på reservenæringsstof i udløberne på højtvoksende græsser som Elytriga Nærbillede af udløbere af Engrapgræs. 100

93 = Agropyron repens er årsagen til, at dette græs hæmmes ved hyppig klipning af alm. grønjord. Engrapgræs danner ved klippehøjde 3-5 cm et stort system af underjordiske udløber, sænkes klippehøjden til 2-3 cm, formindskes mængden af udløbere. I karforsøg med engrapgræs dør udløberne, når græsset klippes tæt. Ved et lignende forsøg har man fundet, at der dannedes færre udløbere, når græsset klippedes tæt. En anden har fundet, at de ved lav klipning hæmmede udløbere udviklede sig normalt hen på efteråret. Ved meget hyppig og tæt klipning sådan som det findes på Golfgreens er græsset på randen af nedklipning eller udmarvning. Af vækstmæssige grunde må det være bedre ved angreb af sygdomme eller bekæmpelse af ukrudt at have klippehøjden,;' cm fremfor at føre en bekæmpelsesaktion mod udmattelsessymptomerne. Vertikalskæring I det perfektionistiske pasningsprogram har vertikalskæremaskinen erobret sig en plads. Disse maskiner skærer i græsplænen en del levende udløbere over og fjerner samtidig en del døde bladrester. Disse døde bladrester kan især på tørre arealer og på plæner med lav ph-værdi forårsage store problemer. Fejning og rivning af græsplænen om efteråret har ofte ligeså stor værdi som vertikalskæring. Sygdomsangreb Det er vanskeligt at give noget konstant billede af sygdomsangreb i de forskellige græsarter, eftersom sygdomsangreb i stor udstrækning afhænger af klima og årstid, og eftersom sygdomsangrebet kan variere fra år til år. Tillige kan der opstå nye smitteracer (nye svampebiotyper), som ophæver den hidtil herskende resistens ellertolerance mod bestemte sygdomme. Forskningen vedrørende sygdomme i græsplæner er i dette land kun på begynderstadiet, og der findes ingen omfattende resultater og erfaringer med hensyn til sygdomsangreb i plantematerialet under de herskende økologiske forhold i dette land. De bemærkninger, der gøres i det følgende, er empiriske og dækker de erfaringer, der er gjort ved arbejdet med græs gennem flere år. Fusarium Fusarium eller sneskimmel angriber i særlig grad alm. raigræs og hvenerne og i noget mindre målestok rødsvingel og engrapgræs, medens fåresvingel og timothe meget sjældent angribes. I de modtagelige arter findes der sorter, som allerede nu har en vis form for tolerance. Hvorvidt denne tolerance også gælder i år med stor infektionstryk er et problem, som vil vise sig. Lignende angrebssymptomer som for Fusarium udviser Typhula, der også optræder som en art sneskimmel, ofte kaldet den grå sneskimmel, hvor Fusarium kaldes den lyserøde sneskimmel. Helminthosporium SSp Helminthosporium er en meget artsrig gruppe, der kan angribe en lang række græsarter. Det brede angrebsspektrum bevirker, at Helminthosporium er en af de værste sygdomme i vore græsplæner. Hvene, fåresvingel og alm. raigræs angribes kun i mindre omfang, medens især engrapgræs, men også rødsvingel og timothe angribes og skades. Angrebet i engrapgræs viser stor variationsbredde, hvilket er tegn på gode resultater i resistensforædlingen mod denne alvorlige sygdom. Resistens eller i det mindste nogen tolerance mod Helminthosporiumangreb må være en forudsætning for anvendelse af et plænegræs, da Helminthosporium kan ødelægge græsplænen, hvis græsset angribes. Corticium Corticium angriber især rødsvingel og i mindre udstrækning også alm. raigræs og engrapgræs, medens hvene, fåresvingel og timothe næppe angribes. I rødsvingel er der gennem resistensforædlingen opnået en vis form for tolerance, dog synes de sorter med 42 kromosomer at være mest modtagelige. Almindelige betragtninger Ved undersøgelse af de på markedet værende græsarter og -sorter kan man se, at planteforædlingen har givet gunstige resultater ved at opfylde nogle af de stillede krav. I andre egenskaber som spirings- og etableringshastighed, bladfarve og bladbredde hersker der endnu artsbetingede begrænsninger, som kun kan løses ved videre forædling. I den videre forædling med plænegræsser må man sikkert gå vejen over de forhåndenværende økotyper og foretage selektionen på de økologisk rigtige områder. I anden fase må det bredt varierende materiale fuldstændiggøres ved kombinationskrydsninger inden for de enkelte arter, hvorved planterne kan opfylde de stillede krav. Stiller de artsbetingede gode egenskaber en grænse for det ønskede krav til forædlingen, må 101

94 man søge at løse dette problem ved mutationsforædling eller artskrydsning. På nuværende tidspunkt udviser de mest forædlede arter som engrapgræs og rødsvingel den bredeste variation. Denne variation mellem sorterne kan med stor sandsynlighed fremvise en sort med bestemte egenskaber, der er til rådighed for et bestemt formål. En bestemt sort kan sikkert ikke besidde alle de ønskede gode egenskaber. Det er derfor nødvendigt at sammensætte arter og sorter til frøblandinger med bestemte formål for øje. Frøblandingerne kan sammensættes af få gode arter eller gode sorter inden for samme art, som forener sig til en passende optimal frøblanding, der vil fremstå som en homogen græsbestand. Til prydplæner er det muligt at lave frøblandinger som består af flere sorter rødsvingel eller flel sorter engrapgræs. Anvisninger på hvorledes arterne kan blandes med hinanden er for praktikeren eller forbrugeren kun af teoretisk nytte, eftersom man altid arbejder med sorter, som den mindste definerbare enhed. Viden om de enkelte sorters anvendelses- og tilpasningsevne kan være ganske nyttig, og så meget desto mere jo mere en bestemt g ræsart forædles. Jo mere en bestemt art forædles, desto mere varierer de enkelte sorter inden for arten. 102

95 Græssets vækst under plæneforhold En enkelt græsplante gror ikke alene, men i fællesskab med en masse planter, som kan være af samme genus, art eller sort. En græsplæne er en samling af enkelte planter, som har et gensidigt afhængighedsforhold til omgivelserne såvel som til de andre planter i græsplænen, Græsplanterne i en græsplæne kan deles op i to basistyper med hensyn til population. Plænen kan være monokultur eller polykultur. Monokultur er en græsplæne sammensat af planter af en art og sort. Polykultur er en græsplæne, hvor populationen er sammensat af flere arter eller sorter. Polykultur kan også være en plæne sammensat af flere sorter af samme art. Det ultimative krav til en græsplæne af høj kvalitet må være anvendelse af specielle turfgræsser. Konkurrenceforhold Enhver græsplante i en plæne påvirker og bliver påvirket af andre græsplanter i plænen. Det enkelte græs har et vist minimumkrav til lys, vand, næring, kuldioxyd og ilt, dette krav må imødekommes, hvis planten skal overleve. Konkurrence mellem to eller flere planter i en græsplæne opstår, når forsyningen af lys og vand, næring osv. er mindre end kravet til vækst for hver enkelt plante. Konkurrenceintensiteten er afhængig af underskuddets størrelse af den enkelte vækstfaktor. Konkurrence opstår mellem biotyper med samme genetiske konstitution, eller mellem forskellige arter og sorter. Konkurrencen omfatter den mekaniske udtynding af en svagere art eller sort forårsaget af en art eller sort med kraftigere vækst, især spiller den vertikale bladudvikling en stor rolle i vækstkonkurrencen. Spiringshastighed og kimplanteudvikling er vigtige faktorer, som påvirker konkurrenceevnen af et plænegræs under etablering. Kvantiteten af kulhydratreserven i frøet varierer stærkt mellem arterne og påvirker kimplanternes vitalitet. Når konkurrence opstår, vil den plante, der opnår en fordel, øge konkurrenceevnen på en kumulativ måde. F.eks. den plante, der udvikler et rodsystem hurtigere og større/dybere end andre, er i stand til at optage en større mængde af den begrænsede vand- eller gødningsmængde og hermed have skadelig indflydelse på den plante, der hi;lr mindre rodnet. Resultatet af den større vandog gødningsoptagelse bliver, at planten med det større rodnet er i stand til at øge bladskuddenes antal og størrelse på bekostning af planter med mindre rodnet. Den forøgede bladproduktion og det forøgede bladantal resulterer også i en positiv konkurrencefordel i lysudnyttelse. Dette på sin vis bevirker, at den vitale plante er i stand til at forsyne sit rodsystem med større kulhydratmængde til fortsat rodvækst. Konkurrence i monokultur Konkurrence mellem planter af samme sort er meget intens, fordi hver plante i en plæne med monokultur har samme vækstmåde, rodsystem, krav til lys, vand og næring. Et hvilket som helst areal har en maximum potential kapacitet til at understøtte væksten af en population af græsplanter. Antailet af planter i populationen er bestemt af konkurrenceevnen tilpasset det niveau, hvor lysmængden, vandmængden og gødningsmængden er tilstrækkelig. F.eks. det meste frø vil spire og vokse, selv når såmængden er for stor, men kimplanterne vil forblive små og svage. De svage planter vil evt. dø, og de kraftigere kimplanter vil overleve og danne en form for monokultur, hvor hver enkelt plante er i stand til at konkurrere om den tilgængelige Iys-, vand- og gødningsmængde. Konkurrence i polykultur Når en frøblanding sås, vil der dannes en græsplæne, som er sammensat af en masse planter, der er vidt forskellige i genetisk konstitution, vækstmåde og med forskellige krav til vand-, lys og gødning. Visse græsser, f.eks. ital. raigræs, kan have en meget hurtig vertikal topvækst, medens andre kan have et dybt rodsystem. Overlevelsesevnen af enhver art og sort i polykultur afhænger af det enkelte græs's relative konkurrenceevne og agg ressivitet. Den botaniske sammensætning i en græsplæne underforskellige konkurrenceforhold tilpasset i et niveau, hvor det enkelte græs i blandingen udnytter de ressourcer, der findes fuldt ud. Arter og sorter, der ikke kan konkurrere i en given polykultur, må dø. Den relative konkurrenceevne mellem græsarter og sorter i en polykultur er ikke nødvendigvis den samme betragtet over en længere periode som betragtet over en kortere periode i forbi n- 103

96 delse med spiring. Under spiring er konkurrenceevnen fra ital. raigræs og alm. raigræs meget stærk, medens konkurrenceevnen fra engrapgræs er meget svag. Rødsvingelens konkurrenceevne er middel. Ital. raigræs er mere konkurrencekraftig end alm. raigræs i spiringstiden. Konkurrenceevnen mellem de to arter kan modificeres ved at øge eller formindske andelen af den ene komponent i frøblandingen. Græs, dervokser under træer og buske, konkurrerer efter lys, vand og gødning. Konkurrenceintensiteten afhænger af roddybden, bladmængden og bladtætheden i de involverede træer og buske. I landbruget søger vi at formindske konkurrencen mellem planterne ved at give planterne så StOl vokseplads som mulig. I græsplænen er det lige omvendt. Vi søger at øge konkurrencen ved at pakke flere og flere og svagere og svagere planter sammen for at dyrke planter, hvor vi før dyrkede 1 eller 2 planter. Hereftervandervi, gøder, sprøjter med herbicider, fungicider og insekticider for at holde de svækkede planter i live. Ilandbruget har vi ca. 1 græsplante pr. 5 cm" På en golf-green har vi ca. 50 planter på 5 cm'. 104

97 Konkurrence mellem græsarterne En tilnærmelse til forståelse af konkurrencen mellem græsarterne er at kende de faktorer, hvorom planterne konkurrerer og de forhold, der kan påvirke konkurrencen mellem planterne. Konkurrencefaktorerne kan være følgende: A. Faktorer hvorom planterne konkurrerer. a. plads over og under jorden ~. ~~, ) over jorden d. næring \. e. vand J under Jorden B. Planteegenskaber som forårsager konkurrence. a. planternes normale rodvækst og afhængigheden af ilt og CO,. b. bladvæksten. c. Den genetiske tilpasning til arealet. d. Samspil mellem vækst og udskillelse af specifikke toxiner, allelopathy. C. Samspil mellem forskellige ydre faktorer, som påvirker eller skaber konkurrencen. a. Forstyrrelse eller tryk på den økologiske ligevægt, forårsaget ved pleje og pasning. b. Forstyrrelse på græsset forårsaget af benyttelse af arealet. c. Temperaturens og vandets indflydelse. d. Gødningens indflydelse. Konkurrence om plads Det er yderst sjældent, man finder direkte fysisk eller mekanisk konkurrence om pladsen i græsplænerne. Vild timothe eller turftimothe kan dog udvise en vis form for fysisk eller mekanisk konkurrence. Vild timothe har nedliggende bladskud, som ikke er rodslående. Disse nedliggende bladskud har lateral skuddannelse, hvilket betyder, at bladskud kun dannes i spidsen af skuddet. Med denne vækstmåde får vildtimothe en temmelig aggressiv vækst, som er med til at hæmme de øvrige græsarters vækst. Fornuftig og omhyggelig vertikalskæring, der fjerner de nedliggende bladskud, kan hæmme eller fjerne den konkurrerende effekt. Lyset Konkurrence efter lys er noget ganske specielt. Det indstrålede lys må anvendes med det samme, ellers er det tabt. Bladene optræder i forhold til lyset som enkelte individer, det betyder, at hvis de i længere perioder holdes under kompensationspunktet, forsynes de ikke med assimilater fra andre plantedele, men dør i løbet af nogen tid. Af denne grund kan der være ligeså stor konkurrence mellem de enkelte blade, som imellem de forskellige planter. Lysintensitetens indflydelse på planternes konkurrenceevne og skyggeeffekten kompliceres yderligere af den sæsonmæssige og daglige variation og af skymængden. Bladene må hver dag modtage og integrere en vis energimængde, som giver planterne en positiv co, assimilation. Er balancen negativ i blot nogle dage, vil de enkelte blade begynde at visne. Med hensyn til hele planter er problematikken lidt anderledes. Meget skyggetålende planter kan tåle forholdsvis lang tid i mørke. Reflektion på lav lysintensitet afspejler sig især i bunden af græsplænen, hvor Iysintensileten ofte kun er nogle få procent af fuldt sollys. Intensiteten varierer med klippehøjden. I forbindelse med konkurrence om lys kan der også være indflettet reaktioner fra vand og gødning. Mange skyggetalerante planter har en respirationsrate, som er meget lavere end ikke skyggetolerante planter. Skyggetolerante planter har normalt meget tyndere blade end solkrævende planter. Kuldioxyd Konkurrence om CO, omtales meget sjældent, fordi det er svært at måle en signifikant forskel. Græsarternes evne til vækst på komprimeret jord kan være større tolerance mod CO, i jorden. Næring En af de hyppigste årsager til konkurrence mellem græsarter er de forskellige krav til gødning og konkurrencen om den tilgængelige gødningsmængde. Gødningsmangel eller overskud af gødning kan fuldstændig forrykke balancen i det økologiske system. Det største problem til konstatering af gødningens indflydelse er den meget komplexe 105

98 sammenhæng, der findes mellem de forskellige makro~ og mikrogødningsstoffer. I denne forbindelse kommer også reaktionstallet ind i billedet. Under vækstforhold med gødningsmangel er de slidstærke græsser som f.eks. raigræs og engrapgræs meget lidt konkurrencedygtige. Kravene til de enkelte gødningsmidler kan variere fra art til art. Røddernes rhizosfære kan også her spille en ikke helt uvæsentlig rolle. Rhizosfæren modtager diffusibie stofskifteprodukter fra rødderne og forsyner mikrofloraen,som kan være af forskellig art, med forskellige joniske forbindelser. Mikrofloraen kan tid efter anden ændre karakteren i planternes gødningsoptagelse. Vand Konkurrencen efter vand kan sammenlignes med konkurrencen efter gødning. De planter, der kan producere det største bladareal ved den givne vandmængde, har normalt størst konkurrenceevne. Rodvækstens afhængighed af ilt og kuldioxyd Under normale forhold vil jorden indeholde mindre ilt og mere kuldioxyd end den atmosfæriske luft, en situation der opstår på grund af røddernes og mikroorganismernes respiration. Der kan være en passiv sammenhæng mellem græsrødder af forskellig art og deres tolerance til større eller mindre C02-indhold i jorden. Tolerancen giver sig størst udslag i vækst på fugtig og vandlidende jord, hvor der kan være et minimum af iltfyldte porer og reducerer O.D.R. (Ilt diffusions raten). Konkurrenceforskelle på grund af morfologiske forskelle 1) Planter med stor bladvækst, lange blade, har størst konkurrenceevne i det første år eller det første halvandet år, herefter aftager konkurrenceeffekten. 2) Planter med korte blade har langsom tilvækst efter klipning, men har betydeligt større persistens, men mindre konkurrenceevne. 3) Vækstrytmen. Den genetiske tilpasningsevne til arealet og området spiller en stor rolle. Kontinentale sorter eller meget nordlige sorter har større vinterhvileperiode og dermed kortere vækstsæson og mindre slidstyrke end sydligere sorter. Rødsvingel er en meget tiltalende art. Det starter forårsvæksten for visse sorter op til en måned før raigræsserne, har næsten ingen vinterskader, har små krav til gødning og ph, kan vokse i såvel tør som våd jord. Forstyrrelse eller tryk på den økologiske ligevægt forårsaget ved pleje og pasning Hyppig og tæt klipning, hvor man fjerner den aktive del af bladarealet, vil medføre en ændring i sammensætning af græsarter i græsplænen. Er gødskningen tillige meget sløset og ensidig og f.eks. fysiologisk sur (Sv. am.), vil der hurtigt opstå en ændring, hvor slidstærke græsser erstattes af mindre slidstærke f.eks. rødsvingel, hvene eller enårig rapgræs. Ved ensidig gødskning med Sv. am. vil man på langt sigt fjerne de fleste ukrudtsarr ter. Ukrudtsbekæmpelse kan også forårsage ei. selektion af græsarter. Acetater er hårde ved f.eks. rødsvingel. Forstyrrelser i græsset forårsaget af benyttelse af arealet Græsbaner med stor spillefrekvens bliver vældig indsnævret i sammensætning. Ved optimalt slid vil plænen bestå af raigræs og engrapgræs med lidt timothe. øges slidfrekvensen, forsvinder timothe og engrapgræs ud af plænen, og enårig rapgræs vandrer ind og bliver tilligemed alm. raigræs de dominerende græsser. Stor brugsfrekvens giver øget jordkomprimering og tendens til fladrodede planter. Mængden af ukrudt vil forøges, tokimbladede planter som vejpileurt og røllike vil blive dominerende især på tørre arealer. Pil fugtige arealer vil der blive en forskydning i re ning af fuglegræsdominant plæne. Temperaturens og vandets indflydelse på græsbestanden Det må være relevant at spørge, om der findes en klimatisk relation mellem græsarternes fordeling og de fysiologiske reaktioner i græsserne, eller er sygdomsfremkaldende organismer en beg rænsende faktor. Temperaturforholdene spiller en meget stor rolle i græsarternes fordeling. Nogle græsarter starter forårsvæksten meget tidligt, f.eks. rød- 106

99 svingel og timothe. Andre græsarter starter forårsvæksten meget sent og har vækstdepression midt på sommeren, f.eks. engrapgræs. Mange g ræsarter indføres hertil fra udlandet, hvor de ofte er forædlede under temperaturforhold, der ikke ligner de, der findes I Danmark. Dette medfører vækstdepressioner på visse årstider, tillige med vækstdepressioner opstår der ofte sygdomsangreb. Mange sorter, som i oprindelseslandet er fortrinlige sorter, angribes af sygdomme, når de flyttes til Danmark. Det gælder især engrapgræsserne, hvor flere sorter angribes meget af Helminthosporlum, rust og meldug, medens de I oprindelseslandet er mindre modtagelige for disse sygdomme. Stor frosttolerance medfører sen vækst om foråret, uden vækst er der ingen slidstyrke. Nogle græsarter har ret store krav til vandforsyningen, gælder især alm. rapgræs, timothe og kryb. hvene. Vandmangel vil give vækstdepression og manglende slidstyrke. Overskud på vand giver imidlertid disse græsser større konkurrenceevne og dominerende Indflydelse. Gødningens indflydelse på konku rrenceevnen Gødningsmængden spiller en stor rolle på konkurrenceevnen mellem græsarterne, men de enkelte gødningsstoffer har også meget stor effekt. De enkelte sorter Indenfor arterne har forskellige krav til gødningsmængde. Generelt må man sige, at mini-turfgræsserne indenfor raigræs og engrapgræs har større behov for gødning end de øvrige græsser. De forskellige gødningsstoffer bør tilføres i bestemt forhold til hinanden. Et forhold mellem N.P.K. som 3: 1:2 vil være mest passende. I forbindelse med gødning kan det være aktuelt med salttolerancen mellem de forskellige græsarter. Rødsvingel med korte udløbere (Festuca rubra litoralis eller Festuca rubra trlchophylla) har større salttolerance end øvrige svingeltyper. Krybende hvene (Agrostis stolonifera) har ligeledes stor salttolerance. Fåresvingel har normalt stor tolerance mod visse tunge metaller ligesom vellugt. gulaks og alm. hvene. Fosforsyregødninger og kaligødninger kan være med til at fremme ukrudtsmængden af såvel tokimbladede planter som enårigt rapgræs. 107

100 Vækstfølge Normalt forbliver en plænegræsblanding ikke stabil efter udsåning. De svage og mindre konkurrencedygtige planter dør, medens de mere konkurrencestærke planter i et givet miljø overlever og forøger deres andel af sammensætningen i en polykultur. Gennem konkurrence opstår en vækstfølge, hvor græsarter remplacerer andre og danner nye græssamfund. Efter etableringsperioden følger en række af populationer, indtil omsider en stabil polykultur dannes. Den botaniske sammensætning af det halvstabile græssamfund påvirkes meget stærkt af klima, jord, pleje og pasning, de græsarter, der trives bedst under de givne kulturelle forhold, vil dominere. På muldjord under fugtige forhold vil rødsvingel dominere under skyggeforhold, medens engrapgræs vil dominere i fuldt sollys. Hastigheden, hvormed ændring i sammensætningen finder sted, varierer fra mindre end 1 år til mere end 4 år. På grund af det konkurrencemæssige afhængighedsforhold, der hersker i et plænegræssamfund, vil dervære en vis grad afvækstfølge, efter at den halvstabile polykultur er nået. De ældre planter modnes og dør, deres plads optages af yngre mere vitale planter, der måske har en ændret genetisk sammensætning. Succes med græsplænen kan ofte give problemer med sundhed og styrke i de enkelte planter. På grund af stor konkurrence mellem de enkelte planter vil pleje og pasning danne et stort kompleks af problemer, hvor Em operation påvirker den næste. Man kan til eksempel tænke sig en græsplæne med engrapgræs. Plænen er i alle måder forsømt, mangler gødning og er fyldt med ukrudt, græsbestanden er tillige mangelfuld, græsset klippes kun hver 14. dag. Man kan så videre tænke sig, at arealet tilføres gødning. Dette vil få græsset til at buske sig, blive tættere, og en del af ukrudtet vil blive udkonkurreret. Det større antal græsplanter vil optage den plads, som hidtil har været ubevokset eller været bevokset med ukrudt. Konkurrencen mellem græsplanterne øges næppe på dette stadie. Resultatet bliver en græsplæne med større rodnet, større tørketolerance og større æstetik. Hvis man nu ved succes med den første gødningsmængde tilfører yderligere gødning, så bliver plænen endnu tættere, men eftersom græsset allerede har udfyldt de tomme pladser efter den første gødningsmængde, vil tætheden i plænen blive større, planterne vil begynde at kon'kurrere med hinanden og trykke hinanden. Rodnettet pr. plante bliver mindre, og plænen vil hurtigt komme til at mangle vand og gødning. Kunstig vanding kan blive nødvendig. Til understregning af jordbundens betydning ses følgende opstilling, hvor forskellige græsser er udsået i blanding på henholdsvis lerjord og sandjord uden slid. Ral Timo- Engrap-Hve- Rød- Usåede græs the græs ne sv. græsser Frøblanding vi såning Sandjord 2 år efter såning Lerjord 2 år efter såning ~ Frøblanding vi såning Sandjord 2 år efter såning Bemærk den stærke dominans af hvene på sandjord. Til sportsplæner på sandjord bør hvene derfor undgåes, da den vil blive altfor dominerende. Gødningsmængden og gødningsarten påvirker også græsserne i en blanding. Plæner, hvor engrapgræs skal være dominerende, må gødes kraftigt, da andre græsser ellers vil dominere. Stor N-tilførsel Lav N-tilførsel I dårligt gødede plæner er der tendens til at rødsvingel dominerer over engrapgræs. Effekt af skygge og gødningsniveau på relativ indhold af eng' rapgræs og rødsvingel i græsplæner. Ingen skygge høj fertilitet Engrapgræs Engrapgræs Rødsvmgel Rødsvfngel Megen skygge lav fertilitet Usåede græsser '" i\l o 80 / o; 80 / o. g' / / i" 60 / 60 o; O; / D / C 40 / 40 (l) / ~ U U o.. [l- O O 8 6 m 108

101 '. I I I I / / Alm. [lvene \Engrapgræs \ Arsvariation i græsplænens sammensætning ved tæt klipning. Frøblanding ved udsånlng: 64 % Rødsvingel u/udløbere 27 % Engrapgræs 9 % Alm. hvene Brugsfrekvensens indflydelse på artssammensætningen kan ses i følgende opstilling. Frøblandinger er udsået på en sportsplads. Et år efter såning, inden arealet er taget i brug, er der foretaget botanisk analyse på arealet. Banen er ved den sidste analyse delt op i tre arealer, to arealer langs sidelinien og et areal ned midt mellem målene. Sammensætn. 1 år efter efter 4 års spil Græsart vi såning san log skler midt Lolium perenne Poa pratensis Phleum Festuca rubra Agrostis Usåede 8 25 Man kan tydeligt se, at raigræsset ingenlunde har virket hæmmende, da andelen har været ret konstant gennem årene, kun hvor der har været stærkt slid, er indholdet steget. Engrapgræs etablerer sig altid langsomt, derfor ses også et lille indhold af engrapgræs det første års tid efter såning, men derefter stiger indholdet af eng rapgræs og gør sig stærkt gældende, hvor der er meget slid. I dette forsøg er timothe lidt skuffende, fordi der er anvendt Phleum pratense. Vi anvender nu Phleum nodosum, som er bedre egnet til sportsplæner og mere slidstærkt. Man kan også se, at rødsvingel ikke er så slidstærk, som man har antaget: man ser også, at rødsvingel hævder sig stærkt underforhold med lidt slid. Hvene tolererer ikke slid og bør derfor ikke medtages i blandinger til arealer udsat for megen slitage. For at illustrere betydning i anvendelse af forædlede græsser skal tillige anføres resultatet af nogle botaniske analyser foretaget i monokulturer i engrapgræs, rødsvingel og raigræs efter to års forløb i henholdsvis parceller uden færdsel og i parceller med megen færdsel. Efter 2 års klipning Efter 2 års færdsel Mini~turf traditional Mini~turf traditionel Engrapgræs 90 Rødsvingel 95 Raigræs

102 Jordbund-klima og de biotiske forholds indflydelse på vækst og konkurrenceevne mellem planter på tilsåede arealer og naturlige vegetationer Plantearter, der har ensartede økologiske krav, vokser ofte sammen og danner et plantesamfund. De økologiske forhold, der betinger planternes vækst, kan være betinget af: 1. Jordbunden, edafiske forhold. a. fysiske og kemiske forhold. b. jordens fertilitet. c. jordens ph-værdi. d. jordens komprimeringsgrad. e. den tilgængelige vandmængde. f. jordens erosion og jordens reaktion på frost. 2. Klimaet, klimatiske forhold. a. lysintensiteten. b. temperaturforholdene. 3. Biotiske forhold. a. plantearter, arter eller genotyper og deres afhængighed af jord og klimaforhold. b. faktorer der har indflydelse på græsfrøblandingens spiring og etablering. c. vegetationens vedligeholdelse. Jordens fysiske og kemiske forhold Jordens fysiske egenskaber afgøres af dens teksturforhold og strukturforhold. Teksturen beskriver jordens grundsubstans, størrelsesfordelingen af jordens primær- eller enkeltpartikler, om det er mineralsk eller organisk stof. Jordens tekstur eller mekaniske sammensætning er afgørende for dyrkningsværdien og kulturtekniske projekters udformning og gennemførelse. Jordens struktur er udtryk for hele jordskelettets opbygning en karakteristik af jordpartiklernes indbyrdes lejring. Strukturen afhænger især af lerkolloidernes og de organiske kolloiders egenskaber, idet disse virker som et bindemiddel mellem de store partikler. Ved sigtning, slemning og glødning lader de enkelte bestanddele sig adskille i flere fraktioner varierende efter partikelstørrelse. Sten Grus Grovsand Finsand Silt Ler Humus mm 20-2,0 mm 2,0-0,2 mm 0,2-0,02 mm 0,02-0,002 mm under 0,002 mm organisk materiale Lerfraktionen er særdeles aktiv, når jorden skal bindes sammen. Den giver også de vigtigste kemiske reaktioner ved optagning og udbytning plantenæringsstof herunder også vand, som kah bindes så fast, at planterne ikke kan optage det. Silt er intermediær i størrelse mellem ler og sand. Porestørrelsen i silt er sådan, at den indeholder størstedelen af den tilgængelige vandmængde. Sand har ingen vandholdende evne og fremmer derfor afdræning og luftskifte. Sandet indeholder kun meget lidt plantenæring, fordi det ikke har nogen katjonbytningskapacitet, hyppig gødskning må derfor finde sted. Et sandindhold bidrager til at gøre jorden mere porøs og letter herved vandinfiltrering. Jordoverflader, der har lav strukturstabilitet, er mest udsat for skorpedannelse. Skorpedannelse er almindelig uanset jordens tekstur, dog sand undtaget. Den hårdeste skorpe vil dannes, når grovkornet og finkornet materiale blandes sammen, f.eks. kan en blanding af ler, siltog sand blive meget hård, fordi ler og silt pakkes ind melie[ sandkornene. Såbedets fysiske tilstand (strukturen) er lige så afgørende som jordtypen (teksturen). Såning eller plantning på den meget skorpede jord vil give dårlig etablering. Såning eller plantning i sand vil også give dårlig etablering. Ved græssåning i sand fremmes etableringen, hvis arealet tromles såvel før som efter græssåning. Muldjord giver bedst frøspiring og vækstbetingelser i det hele taget. Salt i jorden kan påvirke spiring og vækst på tre måder. 1) Ved formindsket vandoptagelse. Denne effekt er primært forbundet med det osmotiske tryk i jordvædsken. 2) Ved at forøge optagelsen af skadelige joner i en sådan mængde, at der opstår 110

103 Stærkt lys varm jord Stor Solindstråling l høj maxtemperatur j lang vækstsæson kortvarig snedække store temperatur svingninger hurtig dekompostering vekslende periocler med frost og tø sparsom og lav vegetation1= ~tyndt humuslag,,, I I I, I lille konku-' renceevne ;, I '" I, I, " xerophile planter, syd-kontinentale arter indvandrecle planter, een eller to-årige dominerer De økofogiske forhold på sydvendte skråninger og deres afhængighed af de biologiske faktorer. 111

104 Udsået i ren klitsand vokser Rødsvingel ganske udmærket, men Engrapgræs finder ikke fodfæste. en giftvirkning. 3) Ved direkte svidning af planterødderne. Jordens saltindhold fremgår af ledningstallet. Normal agerbrugsjord har et ledningstai på 1-1,5. Saltindholdet påvirkes let af nedbøren forstået på den måde, at saltindholdet hurtigt udvaskes med nedbøren. Skråninger i råjord kan ofte være belastet med blåler, Ferrosulfat (FeS04), som er en meget stærk plantegift, der gør planteetablering umulig. Inden etableringen forsøges, må Ferrosulfaten iltes til Ferrihydroxyd (Fe(OH)3). Denne iltning sker hurtigst ved jordbearbejdning eller ved tilsætning af melkalk (CaC03). Jordens fertilitet Til effektiv plantevækst behøver planterne 16 g rundstoffer. Antallet kan endda forventes at stige. Af disse grundstoffer har planterne mere behov for nogle end for andre. Mangler nogle, eller forefindes de i utilstrækkelige mængder, kan der opstå vækstdepression eller mangelsygdomme, der kan være karakteristiske for det grundstof, som mangler eller er i underskud. På den anden side kan overskud af et grundstof forårsage en giftvirkning, som også kan give sig udslag i en vækstdepression. De enkelte grundstoffer må afpasses efter hinanden og må afpasses efter plantearten eller græsarten og hos græsarterne også indenfor de enkelte sorter. Jordens fertilitet er dens evne til at binde og frigøre plantenæringsstof, dens katjonbytnings- evne. Som tidligere omtalt er katjonbytningsevnen knyttet til ler og humuskolloiderne. De vigtigste joner på kolloiderne er Ca++, Mg++, K+, Na+, NH4+, W og AI+++. Katjonbytningskapacitet i en jord er det totale indhold af ombyttelige katjoner, en jord kan indeholde, og det udtrykkes i mil Iiekvivalenter pr. 100 g jord. Et andet udtryk er basemætningsgraden, der udtrykker den procentdel af de negative ladninger, der ikke er kompenseret med W. En ideal jord er 80 pet. basemættet. Heraf er ca. 65 pet. Ca, 10 pet. Mg og 5 pet. K. Jo højere basemætning, desto højere ph og desto mere fertil jord. Jordens tekstur og fertilitet har stor indflydelse på plantevæksten. Rødsvingler og hvener trives bedst på sandjord. Engrapgræs trives kun på jord med mindst 3-4 pet. organisk materiale. Jordens reaktionstal, ph ph er et udtryk for jordens indhold af brintjoner. Dette indhold har stor indflydelse på mikroorganismernes enzymaktivitet og på planternes udvikling og omsætning. Ved lav ph-værdi dominerer svampeorganismerne omsætningen, hvilket ikke er nogen fordel, ved høj ph dominerer bakterierne omsætningen, hvilket må foretrækkes. Reaktionstallet spiller en stor rolle ved planternes optagelse af de forskellige gødningsstoffer, især erfosfatoptageisen meget influeret af ph. Reaktionstallet angives med tallene fra 0-14, neutralpunkt 7. Fra 112

105 0-7 sur reaktion fra 7-14 basisk reaktion. Det laveste reaktionstal i praksis er ca. 3,5 (målt i vand), det højeste ca. 8,5. Det mest passende reaktionstal for græsvækst er ca. 6,0-6,8. Bliver reaktionstallet for lavt, risikerer man angreb af forskellige plantesygdomme. Reaktionstallet kan variere fra top til bund på skråninger. Reaktionstallet kan forøges ved tilsætning af melkalk (CaC03) og formindskes ved tilførsel af pulveriseret svovl. Undersøgelser, der tager sigte på at konstatere planternes fordeling i henhold til jordens phværdi, kan give mange værdifulde oplysninger og informationer, som skal anvendes på planeringsstadiet. De kan afsløre og indikere, hvilke græsarter der kan gro på den tilstedeværende jord og give orientering om, hvilke græsarter der kan blandes under de herskende forhold. Jorder med lav ph-værdi De dårligste jorder er hovedsagelig de gamle hedearealer og sandjordsarealerne, hvor ph-værdien ligger mei lem 4 og 5, og hvor indholdet af de vigtigste gødningsstoffer også er lavt. Et stort antal gødningsstoffer og potentielt giftige metaller viser opløselighedsændringer i takt med ændringer i ph. Det gælder især jern, mangan og aluminium, hvis opløselighed stiger ved faldende ph-værdi. Aluminium kan være lidt specielt, idet det også kan være opløseligt ved høj ph-værdi. Denne situation kan få konsekvenser for plantevæksten på arealer tilført puiveriseret flyveaske. Reaktionstallets påvirkning på plantevæksten formidles direkte eller indirekte gennem mineralgødningen. Generelt må man sige, at jord med lav ph-værdi forårsager en større række af stresssymptomer end basisk jord. Græsser, der findes på jord med lav ph, har generelt lav slidstyrke. Surhedskomplexet i jorden kan opsummeres på følgende måde: 1. Direkte skader forårsaget af H-ionen (lav ph) (forekommer sjældent). 2. Indirekte skader forårsaget af lav ph. a. Fysiologisk forringet optagelse af Ca, Mg og P. b. Forøget opløselighed (til giftvirkning) af AI Mn, muligvis jern og tunge metaller. c. reduceret tilgængelighed af P ved samspil med AI og Fe efter optagelse. d. formindsket optagelse af Molybdæn. 3. Lav base status. a. Calciummangel. b. mangel på Mg, K og Natrium. 4. Anormale biotiske faktorer. a. formindsket N-cirkulation og N-fixering. b. formindsket My aktivitet. c. forøget angreb af visse jordpathogener. 5. Ophobning af organiske syrer eller andre toxiske stoffer på grund af ugunstige oxidationreduction forhold. Fosforsyreoptagelse lettest at optage H,P04- til HP sværest at optage PO,"- Større opløseligheden af Fe og AI ved lav ph giver udfældning af uopløselige fosfater omkring planterødderne. Det uopløselige Calciumfosfat ved høj ph forårsager P-mangel. Jorder med lav ph har ofte grov textur med stor udvaskning af Ca, Mg, K. På jorder med lav ph-værdi er Festuca ovina, Agrostis tenuis og Deschampsia flexuosa dominerende. På fugtige arealer erstattes Agros. tenuis af Agros\. ean. ean. Deschampsia flexuosa synes at have ret god tolerance mod aluminium. Er stærkt tuedannende. Agrostis tenuis er ofte pionerplante på gamle minearealer. Jorder med ph-værdi op til neutralpunktet Bevæger man sig ind på mere fertile jorder med stigende ph-værdi fra 5,5-7, optræder der en lang række af græsarter, som formindsker dominansen af Agrostis tenuis. De mere dominerende arter bliver Poa pratensis, Poa trivialis og Phleum. Lolium perenne forekommer ikke på arealer uden græsning eller klipning, hvis arealerne er over 20 år gamle. Dets forbindelse med krav til fertil jord og intensiv pasning bringer græsset i harmoni med stor vækstrate og stort gødningsbehov. Dets betydning ved etablering af græs på extensiv arealer kan kun være indirekte. Det kan anvendes som ammegræs på ugødede, svagt sure eller svagt basiske jorder. Det etablerer sig hurtigt, men erstattes på extensiv arealer af de naturligt hjemmehørende græsser i løbet af et par år. I den nedre del af skalaen findes forskellige Festuca-arter. På de fugtigere jorder med ph omkring 6 findes ofte Agrostis stolonifera. De fleste planter har fysiologisk optima mellem ph 5 og 7, men den økologiske response-kurve kan godt vise noget andet. 113

106 Maritime arealer som er meget specielle på grund af højt saltindhold, domineres oftest af Ammeophila arenaria, Elymus arenaria, Festuca arenaria, Festuca litoralis, Puccinellia distans. På en del lokaliteter forekommer også Agrostis stolonifera. Jordens komprimeringsgrad Komprimering kan opstå naturligt, eller det kan forårsages af den menneskelige aktivitet. Mange jorder er fra naturens side meget kompakte på grund af stort lerindhold. På kompakte jorder er partiklerne pressede sammen. Porestørrelsesfordelingen er ændret, og der findes kun få store porer i jorden. Luftforholdene og vandforholdene i jorden afhænger af jordens komprimeringsgrad. Nogle af de faktorer, der er forbundet med komprimering, er hård jord, knoldet jord, tørre pletter, vandpytter, fladt rodsystem hos græsserne og hermed dårlig tørketolerance, samt mange ukrudtsplanter. Komprimering forårsages ved trafik af mennesker og maskiner, for megen behandling med redskaber og af regnen. Forskellige jordbundsforhold ændres, når jordens komprimeres. Ændringer i fysiske forhold er mest synlige, men kemiske og biologiske forhold ændres også ved ændringer i de fysiske forhold. Når jordens komprimeres, øges jordens rumvægt, varmeledningsevnen og den mekaniske skade på græsrødderne, medens porøsiteten, vandinfiltreringen og luftdiffusionen formindskes. Et groft mål for jordens komprimeringsgrad findes i volumenvægten, som er vægten i kg pr. liter jord, den bør til plantevækst ikke være over 1,5 i lerjord og 1,6 i sandjord, hvilket vil give et porerumfang på henholdsvis 45 pet. og 40 pet. Volumenvægt og porøsitet giver ikke oplysning om porestørrelse og porestørrelsesfordelingen, der har afgørende indflydelse på jordens kapillaritet, vandkapacitet og luftskifte. Den utilgængelige vandmængde Vand deltager både direkte og indirekte i planternes vækst. Et normalt græs indeholder under gode vækstforhold ca. 80 pet. vand. Vand indgår i planternes daglige liv ved at være råmaterialet i fotosyntesen og kulhydratdannelsen, endvidere medvirker vand i stivelses- og sukkeromsætningen. AI næringsoptagelse finder endvidere sted i vandig opløsning. Vandet opmagasineres i jordens porer og optages herfra af planternes rødder og rodmr. Et udtryk for jordens vandholdende evne fi ndes i jordens markkapacitet, som er den vandmærc de, der bliver tilbage, når det fri vand under tyr'., dens påvirkning er sivet ud af de grove porer. Markkapaciteten er afhængig af jordens finhedsgrad. Man vil se, at groft sand med ensartet kornstørrelse har stor vandkapacitet, kan absorbere meget vand, men den vandholdende evne, markkapaciteten, er meget lille. En del af vandet i de fine porer er bundet så stærkt, at planterne ikke kan optage det. Vand under pf-værdi 4,2 = 16 atm. (visnegrænsen) kan ikke optages af planterne. Mængden af det utilgængelige vand er afhængig af jordtypen, størst er mængden i svær lerjord og tørvejord, og mindst er den i groft sand. Spiring og vækst er i høj grad afhængig af den tilgængelige fugtighed. Den største spiringsprocent hos græsserne findes altid i den finkornede jord, hvor der er mest vand. Derfor spirer græ~f"t hurtigere på planumsarealer end på skrånir' arealer, hvor der er mindst vandinfiltration. Saning bør såvidt muligt udføres, når nedbørsforholdene er bedst. Erosion og reaktion på frost Erosionsfaktorerne er hovedsagelig af to forskellige arter, enten vanderosion eller vinderosion. Vanderosion træffes hovedsagelig på de svære komprimerede lerjorder, medens vinderosionen er størst på lette sandjorder. For at hindre erosionen på de to forskel lige jordtyper må man beskytte de pågældende arealer. I etableringstiden enten med bindemiddel eller mulddække og senere med en beplantning, der kan trives på de pågældende arealer. På løse sandarealer kan der være fare for tidlig nattefrost og hermed etableringsproblemer. På stærkt humusholdige arealer sker der ved fri ens indtræden ofte en løftning af arealet. Plar.,v' rødderne kan rives over og tørkeskader kan opstå. En tromling af sådanne arealer kan være nødvendig i forårstiden, når frosten er gået af jorden, og jorden er nogenlunde tør. 2. Klimaet - klimatiske forhold Langtidsobservationer over de klimatiske forhold kan være af uvurderlig betydning i forbindelse med græsetablering. De sæsonmæssige variationer i temperatur, dagslængde, nedbør, luft og vind, udøver streng kontrol med de fysiologiske og de reproduktive processer, som igen afspejles i økosystemets struktur og funktion. De lejligheds- 114

107 vis vpstående svingninger i klimaet, f.eks. tørke, varme, frost, stærk nedbør, kan være medbestemmende ved artsfordelingen og konkurrenceevnen mellem de forskellige græsarter. De klimatiske påvirkninger kan være meget komplexe, eftersom de påvirker hinanden på forskellig vis på forskellige stadier I plantens liv. På alle udviklingstrin er plantesamfundets plasticitet en genspejling af planternes genetiske konstitution. Som følge heraf er der en enorm variation af specier eller økotyper 'lndesluttet i de forskellige økosystemer. Alle fysiologiske processer I planten er i stor udstrækning påvirket af temperatur. Stigende temperatur øger alle de livsvigtige processer i planten. Temperatureffekten virker på såvel blade som rødder. Alle planter har tre kardinaltemperaturer: 1. mindste effektive temperatur, som er den laveste temperatur, ved hvilken aktiv vækstforegår. 2. optimaltemperatur, som er den temperatur, ved hvilken væksten er mest aktiv. 3. maksimumtemperatur, som er den højeste temperatur, ved hvilken der er vækst. Der findes yderligere to kardinaltemperaturer, makslmaloverlevelsestemperatur og minimal overlevelsestemperatur. Disse to temperaturer er forbundet med tiden. Et givet græs kan overleve ekstremt høje temperaturer eller ekstremt lave temperaturer, men kun i minutter, ikke i timer. Kardinaltemperaturerne kan Ikke opgives nøjagtigt, da der findes mange variable faktorer, som har indflydelse herpå, f.eks. den relative fugtighed, planternes alder, tidspunktet på dagen og planternes ernæringstilstand. 3. Biotiske forhold Lige siden bonden tog iandet I besiddelse for over år siden, har mennesket og dets husdyr øvet særdeles stor Indflydelse på plantesamfundets udvikling. Skove er forandret til marker, heder og overdrev. Naturen og plantevæksten har en enestående tilpasningsevne til de ændrede forhold. Et godt eksempel på de mange mere eller mindre kulturskabte plantesamfund har vi i vejskråninger og rabatter. Ældre vejkanter blev tilsået med en blanding, der bestod af fioringræsfrø, engrapgræsfrø, 750 tlmothefrø, 420 alm. raigræsfrø, 400 engsvingelfrø, 375 stivbladet svingelfrø, 250 hundegræsfrø, lait frø pr. m 2. Af de udsåede græsser findes der kun ca. 12 % tilbage. De øvrige græsarter, som udgør ca. 30 %, har aidrlg været udsået. Planter, der dækker ca. 80 % af arealet, udgøres af arter, der er kommet af sig selv. Arterne kan Invadere arealet på følgende måde: 1) Fra frøbanken i jorden. 2) Ved vegetativ udbredelse (rhizomer, stoloner). 3) Ved vindspredning. 4) Dyrespredning, heftet på dyret. 5) Dyrespredning, gennem fordøjelseskanalen. Undersøger man det reservoi r af spiredygtige frø, der findes I jordoverfladen 0-3 cm, finder man, at mange af de planter, som invaderer græsarealet, findes som frø i store mængder. Visse arter som f.eks. alm. ralgræs og fåresvingel, som ellers spiller en stor rolle på tilsåede arealer, findes ikke i frøbanken i jorden, Omhyggelige botaniske undersøgelser I marken medfører, at man kan specificere de minimumskrav, en plantestiiler til voksestedet i en livscyklus. Sammenlignelige undersøgelser giver større viden om de causale mekanismer, der ofte medfører store fejltagelser. Antallet af miljømæssigevariabler, der kan måles, er meget begrænsede. Nogle er ikke præcis målebare (f.eks. planternes gødningsoptagelse). På grænsen af plantesamfundene er ændringen af mange variabler korrelleret med ændringer I vegetationen. Mange miljømæssige ændringer forårsages af planterne og ikke af det omvendte forhold. Botaniske analyser på græsarealer anvendt til varierende formål, kan give mange interessante oplysninger om artssammensætninger og vækstforhold, herunder også spiring og tidspunkt for vækstens begyndelse om foråret og dens afslutning om efteråret. Fra disse undersøgelser kan man konstatere, at nogle af de græsarter, der anvendes på de Intensive sportspladser, slet Ikke findes på extensive arealer. Plantevæksten er meget begrænset af næringsmangel og Især af mangel på de vigtigste næringsstoffer N.P.K og Mg. Tillige med vandmangel deler næringsmangelen førstepladsen som begrænsende vækstfaktor. Sandjorder tenderer til at være næringsmanglende på grund af stor porøsitet og stor næringsudvaskning. Et naturligt græsareal eller en græsplæne er aldrig en monokultur med en enkelt græsart eller sort, men tværtimod en polykultur sammensat af flere græsarter, som er vævet tæt ind i hinanden, altid i konkurrence med hinanden eller I konkurrence med tokimbladede planter. En omhyggeligt udført botanisk analyse af græsset på forskellige jordbundstyper under forskellige gødnlngsforhold viser, at sammensætningen og repræsentationen af de forskellige græsarter varierer ganske 115

108 enormt, og at konkurrencen planterne imellem er afhængig af disse varierende forhold. Selvom det er sandt, at man kan få næsten alle græsarter til at gro i monokultur under næsten alle forhold, er det alligevel fejlagtig vejledning. Ingen græsplæne består af kun en græsart. Selvom en græsplæne tilsås med en græsart og -sort, vil den ikke fortsætte som sådan. Frø af lokale græsarter og urter kan meget let invadere arealet. Som resultat heraf er græsplænen ikke en statisk enhed, men et plantesamfund i en tilstand af dynamisk ligevægt. De græsarter, som bliver tilbage i græsplænen, er de, som er bedst egnet til at overleve under de herskende forhold. Mellem de mange varierende faktorer, der påvirker græsbestanden, er den vigtigste faktor bortset fra klipningen jordens gødningsmæssige tilstand, hvadenten det er en naturlig fertilitet eller det skyldes tilført gødning. Alting tyder på, at bestemte græsarter, der anvendes til plænebrug, har bestemte krav til jordbund og gødning. Ud fra disse betragtninger kan man drage mange konklusioner vedrørende pleje og pasning af græsplænerne. Fordet første kan man konkludere, at der ikke er nogen grund til at forvente, at man kan vedligeholde eller skabe en god græsplæne af græsarter, som ikke er tilpasset til den pågældende jord. For det andet kan man konkludere, at mager jord ofte giver de største muligheder for opnåelse af gode græsplæner under forudsætning af at arealet passes, og at jorden er i en passende mekanisk balance, og at gødningsreserven er bragt op til passende niveau til de græsarter, der skal gro på arealet, enten det er Agrostis, Festuca eller Poa pratensis. For det tredie kan man konkludere, at det er vanskeligt at forringe en jord, med mindre man vil gøre det over en lang periode. Det kan være vanskeligt at hindre indvandring af højt fertile græsarter på højt fertile jordtyper. Vil man have en plæne med magerbundsgræsser på en sådan jord, må helt specielle plejeforanstaltninger tages i brug. Gødskningen må begrænses til tilførsel af stoffer, der sænker ph, f.eks. N som svovlsur Ammoniak. Endelig kan man konkludere, at gødskning må foretages i henhold til de græsarter, der er i plænen. Fortsat fjernelse af det afklippede græs fjerner gødningsstofferne, som derfor må erstattes med en passende afbalanceret gødning afpasset til de etablerede græsarter. Græsfrøblandinger En meget vigtig faktor i forbindelse med græsetableringen på extensive arealer er frøblandin- gen. Frøblandingen må være den, der efter forudgående undersøgelser passer til arealet, dvs. til 'J~ herskende jordbundsforhold, gødningsforho! fugtighedsforhold og lysforhold. Det vil være spild af penge at købe en billig frøblanding, som slet ikke passer til arealet. Planlæggeren må derfor vide, hvad der kan gro på arealet, og han må vide, hvor han kan få det, han skal bruge. Han må tillige tilføre arealet den fornødne mængde gødningsstoffer og evt. kalk, der giver græsset optimal vækst. En græsfrøblanding udsåes ofte på mange forskellige lokaliteter med varierende miljøforhold. Det er derfor almindeligt at se frøblandinger sammensat af mange arter og sorter i håb om at opnå større tilpasning til de forhold, der findes på arealet. Generelt må man sige, at de vigtigste græsarter til extensive arealer må være Festuca rubra ssp og Agrostis ssp. Artsfordeling efter jordbund og gødning Den største konkurrence mellem planterne er konkurrencen om gødning. Derfor kan man også opdele planterne efter deres krav til især gødning. De næringskrævende arter (de eutrofe) findes især på de lerrige jorder, medens de, der ikke har krav til udpræget næringsrig jord (de oligotrofe arter), især findes på de lettere sandjorder. Såvel de udsåede græsarter som de naturligt forekommende græsarter udviser stor spredning i gødningsoptagelse. På extensive arealer er planter med lave gødningskrav mest almindelige. Der findes dog en lang række mellemtyper af planter, imellem hvilke der findes forskellige gødningskrav, og hvis reaktion på tilført gødning er varierende. Der er foretaget mange undersøgelser for at klarlægge de mekanismer, der kontroller plantefordelingen. Man har sammenlignet de Io' kai iteter, hvor planterne etablerer sig med de lokaliteter, hvor planterne forsvinder. Gødningens indflydelse på plantefordelingen er en meget flygtig faktor, og der foreligger desværre kun relativt få oplysninger herom, mest fordi man hidtil ikke har været særlig interesseret i denne problematik. Tilnærmelser til løsning af problemet trænger kun langsomt frem. Nogle af de problemer, man har at slås med, er følgende: 1) De variable faktorer, som kan måles, og hyppigheden af muligheder for målingernes udførelse er meget begrænsede. 116

109 2) Nogle variable faktorer er vanskelige at måle (f.eks. mineralgødningens tilgængelighed for planterne). 3) Der kan gå ret lang tid, før ændringer i omgivelserne giver sig udslag i vegetationen. 4) Der kan være stor forskel i tolerance mellem kimplanter og udgroede planter på forskellige forhold. Hvor plantefordelingen er bestemt af samspil mellem kimplanter og miljø, kan sammenligningen med miljø og de udgroede planter være misvisende. Visse planter findes i store mængder på jorder med visse bestemte kemiske egenskaber og i små mængder eller slet ikke på andre jordtyper. Ved botaniske undersøgelser finder man, at plantearterne og endog sorter inden for samme art varierer i krav til et bestemt mineral eller gødningsstof. I extreme situationer er det causale afhængighedsforhold mellem krav til et bestemt næringsstof og for plantefordelingen endog meget tydelig. I de fleste af disse tilfælde er nogle arter kun persistente i bestemte omgivelser eller i et bestemt miljø, medens andre arter selv i monokultur ikke er persistente, og kan bære tegn på mangelsygdomme eller måske forgiftningssymptomer. I et mindre extremt miljø kan alle græsarter gro i monokultur, men i polykultur eller i blanding med hinanden vil et stort antal forsvinde og blive erstattet med arter, som er bedre tilpasset det bestemte miljø. Det antages meget ofte, at konkurrenceevnen i en bestemt græsart er mere eller mindre proportional med produktionsevnen, og at effekten af en bestemt behandling kan udledes af konkurrenceevnen og af udbyttet af planten i monokultur. I andre tilfælde vil de mindstproduktive græsser tid efter anden blive dominerende. Under forhold med lav potentiale i miljøet vil de arter, der har lavest tilvækst eller udbytte, have en selektiv fordel. Man finder ofte korrellationer mellem jordens ph og plantehyppigheden, men det fører ikke til fuldstændig løsning af problematikken. Hvor man finder korrellation mellem hyppigheden og variation i omgivelserne, er der mange vanskeligheder ved at finde forklaringen på sammenhængen. Man må ikke glemme, at forholdet ph fordelingshyppighed er en kombineret effekt mellem jord, klima og biotiske faktorer. Man kan ikke direkte skelne mellem basebundsplanter og surbundsplanter. Der findes en kontinuerlig række af planter, som fordeler sig i jorden med varierende ph, Samtidig må man ikke glemme, at en experimentel isolering af en bestemt fysiologisk faktor i studierne over de økologiske forhold kan føre til misforståelser og fejltagelser, hvis resultaterne bedømmes kritikløst. Den økologiske amplitude af arter afhænger af den fænotypiske og den genetiske plasticitet og flexibilitet. Undersøgelser i forskellige græsarter viser, at der er stor artsforskel i reaktionen på varierende mængder af N.P.K. og Ca. Tunge metaller påvirker også græsarterne. De mest almindeligt forekommende metaller er bly, zink, kobber, nikkel, chrom, kviksølv og cadmium. Tilstedeværelse af blot et af disse metaller i koncentrationer udover spor kan udøve et selektivt tryk. Tunge metaller i giftige koncentrationer påvirker og ødelægger proteinmolekylerne og blokerer de enzymatiske processer. Udvalg for tolerance mod tunge metaller sker ret hurtigt, ofte i løbet af et år, inden for arter som alm. hvene, fåresvingel og vellugtende gulaks. Den fysiologiske responskurve viser, at planterne oftest gror bedst ved gennemsnitlige phværdier. Det kan derfor være aktuelt at tilføre kalk for at højne ph-værdien. Man bør være opmærksom på, at det kan være vanskeligt at ændre phværdien gennem længere perioder, hvis der ikke jævnligt tilføres kalk. Kalk skal, i den udstrækning det er muligt, blandes ned i jorden. På ugødede arealer er der bred variation i antal af tokimbladede arter på arealet. Der er sjældent nogen dominerende art. Vegetationen er lav, og det samlede grønmasseudbytte er lavt. Tilføres P. K Mg og Na uden N, øges mængden af bælgplanter, men vegetationen er stadig lav. Undersøger man den mekanisme, der kontrollerer antallet af arter pr. arealenhed, finder man at: 1. Potentialet for stor artstæthed (= arter pr. m 2 ) korresponderer med et tørstofudbytte på g/m 2 pr. år plante + affald. 2. Grænsen for udkonkurrering ligger ved ca. 750 g tørstof pr. m 2 plante + affald. 3. Det er muligt at forudsige de forhold, under hvilke forsøg på at udvide artstallet vil være en succes. 4. Produktiviteten og artssammensætningen påvirkes ofte af Allolopathy. Tilførsel af P.K.N. Mg. - N fremmer bælgplantevæksten. Tilføres svovlsur ammoniak, forsvinder alle bælgplanter, og kun alm. hvene og rødsvingel bliver tilbage sammen med alm. syre og krybende potentil. Der udvikles ettyndt rodsystem og meget uomsat dødt materiale, der giver risiko for frostog tørkeskader. Tilføres lidt Fosfor, vandrer vellugtende gulaks ind, og syre forsvinder ud. Tilføres K + P + Na + (NH4)S04 ved lav ph, dominerer fløjelsgræs. Tilføres der kalk, kommer alle de værdifulde 117

110 plænegræsser og mælkebøtte, men ingen bælgplanter. De planter, der får tilført mest gødning, gror stærkest og har størst vækst ved klipning. Efter klipning har de største planter også størst genvækst, men vægten af det afklippede græs aftager efter hver klipning. Jo stærkere gødskningen er, desto hurtigere aftager vægten af det afklippede materiale. Arsagen kan være påvirkning af planten før klipning. Faktorer, der kontrollerer væksten efter klipning, er ikke de samme, som kontrollerer væksten før klipning. Vækst før klipning afhænger af den løbende fotosyntese og af forbruget af det dannede fotosyntesemateriale. Den konkurrerende evne i en græsart eller græssort stiger med tæthed af den pågældende art eller sort i bestanden. Man har observeret, at indholdet af Natrium i engrapgræs, rødsvingel og engrævehale altid er meget lavere end i alm. raigræs, fløjelsgræs og vellugtende gulaks, selvom planterne vokser ved siden af hinanden i en græsplæne. Ændrer man på forholdet mellem Kalium og Natrium i jorden, ændrer man straks forholdet mellem græsarterne i bestanden. Når indholdet af Kalium stiger, øges bestanden af alm. raigræs. Når indholdet af Natrium stiger, øges bestanden af engrævehale. Såning og spiring Den konkurrerende egenskab ligger ofte i frøstørrelsen. Karakterer, der er forbundet med forøgelse eller vækst af bladvæv, påvirkes i mindre grad af konkurrence, men effekten er meget variabel, hvorimod den multiplicative natur som f.eks. antal blade og bladskud i høj grad påvirkes. Mange græsarter og -sorter, især de småfrøede arter, er meget følsomme for konkurrence i kimplantestadiet på grund af ringe vitalitet og vækst. Såtiden må derfor afpasses til perioder med gode temperaturer og nedbørsforhold. Hvis spiringsforholdene er i orden, hvis der er oparbejdet et passende porøst såbed, fortsætter kimplanten til etableringsfasen med varierende krav til de fysiologiske og klimatiske forhold. Efterhånden som planten vokser, udvikles der en mere og mere komplex bladmasse. Der opstår konkurrenceefter lys. Dannelse af frøstængler i mange græsarter er den mest afgørende faktor til mindre konkurrenceevne. Den dramatiske nedgang i konkurrenceevne hos visse græsser kan påvirkes og mindskes af mindre N-tilførsel, der medfører færre frøstængler. Ved dannelse af frøstængler ophører eller formindskes roddannelsen, herved reduceres plantens konkurrenceevne med hensyn til op tageise af vand og næring i en population m( vegetativ vækst. Når græsset klippes, formindskes rodnettets størrelse. Klipning vil således yderligere formindske konkurrenceevnen. Tidligt blomstrende sorter har således ingen konkurrenceevne eller persistens. Under jordoverfladen begynder rødderne at konkurrere med rødder fra andre individer. Den fysiologiske balance på grund af den selektive effekt fra konkurrencen og måske også på grund af sygdom. Plantens vækst i etableringsfasen er i høj g rad afhæng ig af mængden i fosforreserven i frøet og af en kombination af fosforoptagelse og kvælstofoptagelse. Det er derfor særdeles vigtigt, at der tillige med frøet tilføres en passende gødningsmængde i et passende mængdeforhold mellem de forskellige gødningselementer. Rodkonkurrence opstår tidligere end skud/blad konkurrence, senere i udviklingen er der ing~n forskel mellem rod og skud. Konkurrence mellem etablerede planter påv,, ker: 1. Vægt pr. plante. 2. Plantehøjden. 3. Skuddannelsen. 4. Antal blade pr. skud. 5. Antal frø pr. plante. Klipningstryk Forskellige vegetationstyper har bestemte reaktioner på sæsonvis klipningstryk. Disse reaktioner skyldes de tilstedeværende græsarter, som ikke behøver at være de dominerende græsarter. De græsarter, der overses på et tidspunkt af året, samler indflydelse til et andet tidspunkt, evi. det følgende år. Behandling af græsarealet et år har stor indflydelse på græsset det følgende år. Si cielt spiller græssets behandling i efteråret meget stor rolle såvel på vitalitet, genvækst som farve. Klipningen påvirker de fleste faktorer. Når man fjerner klipningstrykket, opstår der en stigning i antallet af høje og opretvoksende planter. De høje planter har ingen persistens, og der opstår hurtigt huller i vegetationen, som tillader fremspiring og etablering af buske og træagtig vegetation, især på fertil jord tilført gødning (N.P.K.). 118

111 Tidsfaktor Giver man græsarealerne tid, og holder man dem fri for indflydelse fra mennesker og dyr, vil arealet vende tilbage til kratbevoksning og skov, arealet og samfundet degenererer. Man kan derfor nok ikke tale om naturlige græsarealer contra kunstige græsarealer. Alle græsarealer er kunstige i større eller mindre målestok. Man kan dele arealerne op i extensive og intensive græsarealer. Der er ingen skarp grænse mellem de to græstyper. Den ene type går gradvis over i den anden type. Den økologiske rækkefølge er basis i en sådan udvikling. Persistens i græsplæner Flere karakteristiske egenskaber, som er fordelagtige på intensive arealer, kan være uden exteninteresse eller endog være en ulempe på extensive arealer. God genvækst, som er grundlaget for slidstyrken på vore sportsplæner, er uden større betydning på extensive arealer. Produktion af græs i højden over 4--5 cm er derfor på extensive arealer uden større interesse. Andre egenskaber kan være nyttige på såvel det intensive som det extensive græsareal, der tænkes her især på genvækstpotentialet, dvs. græssernes evne til at brede sig ved rhizomer eller stoloner, hvorved der opstår en naturlig udbedring af de huller, der fremkommer på naturlig vis, sygdomme, frost, benyttelse osv. Bare pletter er potentielle områder for indvandring af ukrudt, der kan ødelægge den æstetiske værdi af arealet. Indvandring af naturligt hjemmehørende græsser i et areal med Lol. per. påvirker den botaniske sammensætning på arealet, ikke altid grønmasseudbyttet, men variationen i jorddækningen kan blive meget stor. I arealer med Lol. peren. kan der opstå situationer, hvor der er under 50 % dækning, medens der i f.eks. Agrostis tenuis ikke er bare pletter. Hastigheden, hvormed bestanden i en population ændres, er stor. Græsser som Lol. peren. og Dactylis. Glom. er ikke homozygoter, som kan reproducere den økologiske situation, hvori de som ikke tilpassede arter udsås. Selektionen finder sted allerede i kimplantestadiet. Ved lav ph spirer Dact. glom. dårligt. 119