Ivan, Valde, Nikita og alle de andre børn

Transkript

1 Ivan, Valde, Nikita og alle de andre børn Ruth Andersen er formand for Tjernobylforeningen, der hvert år holder sommerlejr på Bulbjerg for 36 fattige og syge hviderussiske børn, som er ofre for Tjernobyl-katastrofen I dag er Ivan og Valde unge mænd i begyndelsen af 20 erne. Ivan er traktorfører på et stort landbrug, og Valde arbejder i et landbrug. Ruth Andersen har ikke sluppet kontakten med dem, selv om de blot var 1011 år gamle, da de sammen med andre hviderussiske børn var på Tjernobylforeningens sommerlejr på Bulbjerg i tre uger. Ruth Andersen og Svend Andersen flyttede fra Slagelse til Sønderhå for 14 år siden og bor i nu i familiekollektiv. Og her involverede de og familien i øvrigt sig hurtigt i Tjernobylforeningen, som Ruth Andersen har været formand for siden Det er en kirkelig humanitær forening, som opstod efter atomkraftværk-katastrofen i Tjernobyl i Ukraine lørdag 26. april Takket være vindens ugunst gik det værst ud over Hviderusland, som blev ramt af store mængder radioaktivt nedfald, der har kostet ufattelige menneskelige lidelser, ikke mindst blandt børnene. 36 af disse børn, som alle har været indlagt mindst fire gange det seneste år på grund af eftervirkninger fra katastrofen, får hvert år mulighed for at opleve tre ugers tryghed og tilstrækkelig med sund mad i tre uger.

2 Ivan og Valde er som mange andre børn, der har været på Bulbjerg, vokset op på børnehjem, hvor omsorgen bestod af kæft, trit og retning, mens andre kommer fra ekstremt fattige familier, hvor såvel morgenmad som aftensmad med Ruth Andersens udtryk ofte er øretæver leveret af fædre, der drikker sig fra sans og samling i vodka. Og som de øvrige hviderussiske børn kom Ivan og Valde til Bulbjerg i det tøj, de stod og gik i. De havde ikke andet, ikke engang undertøj. Ruth og Svend Andersen havde de to drenge til at bo hos sig i weekenderne. De fik hver et joggingsæt og det ville de sove med og gå i, lige indtil det faldt af, fordi de på børnehjemmet var vant til, at alt tøj blev vasket i store bundter, og den, der først fik fat i et stykke tøj, beholdt det, indtil det på et tidspunkt simpelt hen faldt af. Det, som de to drenge oplevede i det andersen ske hjem, var fuldstændig uvant så uvant, at da Ruth Andersen gik ind for at sige godnat til dem og ae dem på kinden, inden de skulle sove, blev de først forskrækkede og så kunne de smile bagefter. Snakken med børnene foregår via en tolk en hviderussisk kvinde, der tidligere har været au pair hos præsten i Tømmerby-Lild for kærlighed er international, som Ruth Andersen siger. Hun valgte at lægge sin indsats i Tjernobylforeningen, fordi børnene har brug for hjælp. Dét formål klingede hos os: Næstekærlighed og medmenneskelighed dét at kunne være med til at gøre en forskel for børn. De 36 børn, der hvert år kommer til Bulbjerg, udvælges af et lokalt kirkesamfund i Bobrusk i Hviderusland, som Tjernobylforeningen samarbejder med og besøger hvert andet år. Børnene har følgeskab af fem ledere, bl.a. en læge og en pædagog, plus en chauffør. Børnene har enten cancer, hjerte-/lungeproblemer eller defekte lemmer, og vel er Tjernobylforeningens arbejde konstant op ad bakke, men sådan er det. Men de får tre uger, hvor de får lov til at være børn uden forpligtelser, hvor der er mad nok, og hvor de får en ren seng, for vores børn er ikke forvænt med omsorg.

3 Vi skal give dem medmenneskelig kærlighed, fortælle dem, at I er noget værd, I er gode mennesker. Verden er ikke så tosset endda og så skal vi prøve at fodre dem lidt op. Vi ved, at de vender hjem med et andet livssyn. Ingen af dem, vi har haft med på Bulbjerg, er faldet til flasken eller blevet prostituerede, for som de siger: Vi har set, at der er noget andet, fortæller Ruth Andersen. Ikke alene har børnene lært, at de ikke behøver at dynge deres tallerkener til med mad, som de gør de første dage på Bulbjerg, fordi de er bange for ikke at få mere for her er der mad nok. De har også lært, at det ikke er en naturlov, at bedstemødre skal gemmes hen i en krog, som det sker i deres hjemland, og de har set, at danske mænd er med til at skrælle kartofler på lejren, så hvorfor kan deres egne bedstefædre ikke også det? Og dem begynder børnene at tage vare på, når de kommer hjem. Selv er de lidt bedre rustet, end da de kom til Danmark. På et tidspunkt måtte Tjernobylforeningen droppe rulleskøjter til børnene: de brækkede arme og ben for et godt ord, fordi deres knogler ikke var stærke nok, så nu er der løbehjul. Når børnene kommer til Bulbjerg, kan de højst løbe rundt om huset en-to gange. Når de forlader sommerlejren, kan flere af dem klare op til fem runder. En læge, der har arbejdet hos Danfoss, har sommerhus i Vorupør og lægger hvert år sin sommerferie, så den passer med lejren. Og udover at opleve bl.a. danske plejehjem og få lov til at spise alle de pølser, de kan, på Tican-slagteriet i Thisted (en chauffør har rekorden på 12 pølser!), får de også et gratis synstjek hos Synoptik i Thisted og briller uden beregning, hvis de har brug for det. Nikita på 10 år var sådan en dreng. Han gik konstant og kiggede ned i jorden og holdt sig lidt væk fra andre. Det viste sig at skyldes synsproblemer, som Synoptik ikke kunne klare. Det kunne den private øjenlæge i Thisted heller ikke, men i løbet af en dag lykkedes det at få sygehuset i Viborg til at kigge på ham: Nikita var næsten blind. Lægen i Viborg afhjalp Nikitas meget svage syn med en slags kikkert og et sæt briller med tre glas i. Og da Ruth Andersen spurgte om prisen, lød lægens svar: Det er gratis jeg afskriver det som gammelt inventar. Før Nikita kom på Bulbjerg, havde hans politibetjent-far jævnligt slået drengen, fordi han ikke var dygtig nok. Nu får Nikita ikke længere klø faktisk har han gjort store

4 fremskridt i skolen, fortæller Ruth Andersen og tilføjer denne beskrivelse af det kummerlige liv i de fattige hviderussiske landsbyer: Børnene kan gå i skole, så længe de selv har papir og blyant med. Når de slipper op, er det slut. Men selv om Ruth og Svend Andersen nu er henholdsvis 72 og 75 år, er det ikke slut med Tjernobylforeningen for deres vedkommende, selv om man er godt brugt efter tre uger på Bulbjerg. Stort set hele familien er i dag engageret i Tjernobylforeningen sammen med rigtig mange andre der skal helst være 20 frivillige i gang, når der er sommerlejr, og til daglig er 25 damer og fire mænd ( de tager alt det tunge ) involveret i foreningens genbrugsbutik. Heldigvis er der mange sponsorer: Tican, Synoptik, JBS og Sloggi (undertøj), Ecco (sko) blandt mange andre og hvert år giver motorcykelklubben MC Koldby børnene en tur på motorcykel. Derudover samler klubben tøj sammen til børnene et enkelt år blev det til et helt ton og børnene må hver tage to sække tøj med sig hjem; har de mange søskende, må de gerne tage mere. Desværre kan Tjernobylforeningen ikke altid være sikker på, at børnene får lov til at beholde deres nye tøj: Der er fædre, der til enhver tid er parat til at sælge hvad som helst for en flaske vodka. Men trods alt har Ruth Andersen registreret små forbedringer i Hviderusland selv om hospitalsvæsenet er sådan indrettet, at patienterne selv skal have alt med; der findes stort set ingen remedier på sygehusene. Forbedringer er der dog eller har været der, for Ruth Andersen synes at registrere, at det igen er blevet ringere efter finanskrisen.

5 Det kan godt være svært at skaffe sponsorer en sommerlejr koster omkring kroner og Ruth Andersen støder tit på argumentet, at det er jo udenlandske børn. Og hendes svar er: Ja, men det er børn... Og hendes egen bundlinje er, at vi gør det af medmenneskelighed. At være frivillig er også at leve. Du lever bedre og rarere, hvis du selv kan mærke, at du gør en forskel. Så giver livet mening...oo0oo...